Luther på prædikestolen i Torslunde kirke
Da de nærmede sig
Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og
sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel,
som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer
om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem
tilbage.” Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der
siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende
på et æsel og på et trækdyrs føl. Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde
pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han
satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre
skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham,
og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som
kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!
I fortalen har jeg sagt, at der er to ting at betragte og
lægge mærke til i evangelierne. For det første Kristi gerninger, skænkede os
til gavn og gode, som troen skal hænge sig fast ved og øve sig i. For det andet
de samme gerninger, fremstillet som til et mønster og forbillede, som vi skal
følge og efterligne. Evangeliet kan altså kendes på, at det først lærer troen
og derefter gerningerne. Derfor vil vi dele vort evangelium i tre stykker. Det
første skal handle om troen, det andet om gode gerninger, og det tredje om den
symbolske betydning i denne beretning om Kristus.
Det evangelium ansporer til og kræver i særlig grad troen.
For det fremstiller Kristus for os i hans nådige komme, og han kan alene
modtages af den, der tror, at Kristus netop er en sådan person og kommer i den
hensigt, som evangeliet fortæller. Alt, hvad der her vises i Kristus, er ren og
skær nåde, venlighed og godhed, og den, der tror det om ham og holder ham for
en sådan mand, han er frelst. Se, han rider ikke på hest, der er et dyr, man
bruger til krig. Han kommer ikke med pragt og skræmmende myndighed, men han
rider på et æsel, et fredeligt dyr, der kun bruges til at bære byrder og
arbejde for at hjælpe mennesker. Dermed viser han, hvordan han kommer: Ikke for
at skræmme mennesker, heller ikke for at plage dem og undertrykke dem, men for
at hjælpe dem, tage deres byrder på sig og bære dem.
Desuden begynder
han sit indtog ved Oliebjerget, for at vise at han alene kommer af og med ren
og skær barmhjertighed. For olie betyder i Skriften Guds nåde, der lindrer og
styrker sjælen, ligesom olie naturlig lindrer og hjælper legemet. Vi ser heller
ingen rustning, intet feltråb, men bare sang, pris, glæde og Guds velsignelse.
Og Kristus græder over Jerusalem, som Lukas skriver, fordi den ikke erkender og
modtager en sådan nåde. Så ondt har han af dens nød. Hvordan skal han da være
fjendtlig stemt mod den?
Men allermest
beviser det hans godhed og venlighed, at han citerer et ord fra profeten og
dermed venlig lokker til at modtage ham i tro. Det, der meddeles her i vort
evangelium, er jo sket og skrevet på grund af denne profeti, som evangelisten
selv bekender. Lad os derfor se det ord som hovedstykket i vort evangelium. For
her bliver der sagt os, hvad vi kan vente af Kristus, hvad vi kan søge hos ham
og på hvilken måde han kan blive os til nytte og gavn.
Sig til Zions
datter
For det første siger profeten: ”Sig til Zions datter.” Det
er sagt til prædikanterne, og dermed får de pålagt en ny prædiken, som de skal
forkynde, nemlig intet andet end det, de følgende ord indeholder. Det er en
ægte og frelsende erkendelse af Kristus. Den, der prædiker andet end det, han
er en ulv og forfører. Det er også et af de ord, hvori evangeliet loves, som
Paulus siger i Romerbrevet 1. For evangeliet er en prædiken om Kristus, sådan
som han her forud bliver afbildet, for at man skal tro.
Jeg har ofte
talt om to slags tro. Den første slags er, når du tror, at Kristus er en sådan
mand, som han her og i hele evangeliet bliver beskrevet og prædiket. Men du
tror ikke, at han er en sådan mand for dig. Du tvivler på, om du har eller vil
få noget sådant af ham og tænker, at han ganske rigtigt er en sådan mand for de
andre, som Peter og Paulus og de fromme hellige, men hvem ved, om han også vil
være det for mig. Kan jeg også håbe det samme af ham og fortrøste mig dertil
som disse hellige? Se, den tro er intet. Den hverken modtager eller smager
nogensinde Kristus, kan heller ikke føle nogen glæde eller kærlighed fra ham
eller til ham. Det er en tro om
Kristus, ikke en tro til eller i Kristus.
En sådan tro har også djævlene og alle onde mennesker. For hvem tror ikke, at
Kristus vil være de hellige en nådig konge?
Denne
frelsetomme og unyttige tro lærer den fordømte djævlesynagoge, universitetet i
Paris, sammen med andre beslægtede fakulteter og klostre og alle papister. De
siger, at denne slags tro er nok til at gøre folk kristne. Det er i
virkeligheden at fornægte den kristne tro og gøre de kristne til hedninger og
muslimer. Peter har beskrevet dem i sit andet brev, kapitel 2: ”Også blandt jer
vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed
fornægte den Herre, som købte dem.”
Når profeten
siger: ”til Zions datter”, peges der på den anden, den ægte tro. Når beskeden
skal siges til nogen, må der jo være nogen, der hører og modtager beskeden.
Evangeliet forkyndes direkte og personligt. Der er ikke andre, der skal hører
evangeliet for os. Vi skal selv hører det, selv tro det og være overbevist om,
at det sker os, som ordene lyder. Det er denne tro, der alene kaldes den
kristne tro, når du uden nogen vaklen tror, at Kristus ikke alene er en sådan
mand for Peter og de andre hellige, men også for dig selv. Ja, for dig selv
mere end nogen anden. Din frelse grunder sig ikke på, at du tror, at Kristus
skal være en Kristus for de fromme, men at han er en Kristus for dig, at han er din. Den tro gør, at
du bliver glad for Kristus og at det føles godt i hjertet. Derefter følger der
kærlighed og gode gerninger uden nogen tvang. Men følger de ikke efter, så er
denne tro ikke virkelig til stede, for hvor troen er, må Helligånden også være,
der virker kærlighed og alt godt i os.
Denne tro
fordømmer paven, hans præster, munke og universiteter. De siger, det er
hovmodigt, at sammenligne sig med apostlene og andre hellige. Men dermed
opfylder de den nævnte profeti af Peter, hvor han siger om de falske lærere:
”Sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem.” Det skyldes, at når de
hører troen blive rost, forestiller de sig, at man dermed forbyder kærligheden
og gode gerninger. I deres store blindhed ved de ikke, hvad tro, kærlighed og
gode gerninger er.
Men vil du være
en kristen, må du lade disse ord være sagt til dig, ja, til dig og netop til
dig og holde fast ved det, uden at tvivle tro på, at det sker dig, som ordene
lyder. Du skal ikke regne det for hovmod at sammenligne dig med de hellige, men
for en højst nødvendig ydmyghed og mistvivl, ikke om Guds nåde, men om dig
selv. Gud vil på det alvorligste, at vi sætter en sådan hovmodig fortrøstning
til den nåde, han skænker os. Hvis du ikke vil måle dig med de hellige og også
selv være hellig, hvad skal det da blive til med dig? Det vil virkelig være
hovmod, hvis du vil blive hellig og frelst ved dig selv og dine egne gerninger.
Men at du i Kristus og på grund af hans komme i troen hovmoder dig til at være
hellig, er den rette gudsdyrkelse og lovprisning af Gud. Du bekender, elsker og
lover da hans nåde og gerning i dig og forkaster, foragter og fordømmer dig
selv med dine gerninger, og opgiver troen på dig selv. Det er at være en
kristen. For vi siger: Jeg tror en hellig, kristen kirke, som er de helliges
samfund. Hvis du vil være en del af den hellige kristne kirke og de helliges
samfund, må du jo også være hellig som dem. Men ikke ved eller af dig selv, men
af Kristus alene. Af ham er også alle de andre hellige.
Giv agt
Dernæst hedder det: giv agt! Eller: se! Med de ord vil han
ligesom vække os af søvne og vantro. Som når man vil gøre opmærksom på noget
fantastisk og stort, som man længe har ventet på og som man skal modtage med
glæde. En sådan opvækkelse kan være nødvendig, fordi vores fornuft og natur
ringeagter alt, hvad der angår troen, og er uden noget forhold til den. Hvordan
skulle naturen og fornuften kunne begribe, at det er Jerusalems konge, der
kommer ridende så fattig og ringe? Det indtog passer jo ikke på en stor konge. Men det er troens væsen, at den ikke dømmer
efter det, den ser og føler, men efter det, den hører. Den holder fast ved
ordet alene og ikke ved de ydre ting, den ser.
Derfor har alle
og enhver heller ikke modtaget Kristus som en konge, men kun de, der har fulgt
profetens ord, troet på Kristus og værdsat og modtaget hans kongerige, ikke med
øjnene, men med ånden. Det er dem, der er de virkelige Zions døtre. For dem,
der vil følge det, de ser og føler, og ikke holder fast ved ordet alene, som
det lyder, kan ikke undgå at forarges på Kristus.
Dette billede,
som viser os troens væsen, skal vi først og fremmest lægge mærke til og huske.
For ligesom troens genstand her for fornuften og vores natur er helt
meningsløst og tåbelig, sådan er det med alle andre trosartikler. Der ville jo
ikke være tale om tro, hvis man klart og tydeligt kunne se det, som troen
griber og ordene forkynder. Netop fordi det ikke fremtræder klart, er der tale
om tro. Derfor er det sådan, at den, der tror på Kristus, må kunne se og
fastholde rigdommen midt i sin fattigdom, æren midt i skammen, glæden midt i
sorgen og livet midt i døden. Alt sammen ved den tro, der holder fast ved Guds
ord og regner med disse ting.
Din konge
Videre siger teksten: ”din konge”. Her skelner han mellem
denne konge og alle andre konger. Han er din konge, siges der. Han er lovet dig
og du skal være hans egen. Han alene skal regere over dig og ingen andre, dog
åndelig og ikke på verdslig vis. Det er til stor trøst for et troende hjerte!
For uden for Kristus er mennesket underlagt mange grusomme tyranner, som ikke
er konger, men mordere. Under disse lider han stor nød og angst. Det er
Djævelen, kødet, verden, synden og desuden også loven og døden med Helvede, som
alle undertrykker den stakkels samvittighed og holder den i et strengt fangenskab,
hvor den må leve i angst og smerte. For hvor synden hersker, er det ingen god
samvittighed. Men hvor det ikke er nogen god samvittighed, er der en
uudslukkelig frygt for døden og Helvede. På grund af den frygt kan man ikke
have nogen bestandig og virkelig lyst eller glæde. Som det hedder i 3 Mos 26,
36: ”Selv lyden af visne blade jager dem op.”
Men den, der med
en stærk tro modtager den konge, han er sikker og frygter hverken for synd,
død, Helvede eller nogen ulykke. For han ved og tvivler ikke på at denne konge
er herre over liv og død, over synd og nåde, over Himmel og Helvede. I hans
hånd er alle ting. For han er blevet vores konge og er kommet til os netop for
at kunne forløse os fra alle disse grusomme tyranner, og selv alene regere over
os. Den, der derfor er under den konge og i stadig tro holder fast ved ham, ham
kan hverken synd, død, Helvede, Djævel, mennesker eller nogen skabning skade.
Ligesom hans konge lever uden synd og er salig, så må han også ved ham blive i
live uden synd og død og til sidst blive evig salig.
Se, så store
ting har disse enkle ord i sig: ”Se, din konge”. Så overvældende goder bringer
den fattige æselrytter og uanselige konge. Alt det ser fornuften ikke. Heller
ikke naturen begriber det, men alene troen. Derfor kaldes han med rette din konge! Din, din, du som jages og
plages af synd, død, Djævel, Helvede, kødet og verden. For at du kan ledes og
regeres venligt af ham i nåde, i ånd, i liv, i Himmel, i Gud. Det sker, når du
tror, at han er en sådan konge og fører et sådan styre og at det er derfor, han
bliver forkyndt. Hvis du ikke tror det om ham, så opnår du det aldrig med dine
egne gerninger. Sådan som du betragter ham, sådan har du ham. Det du venter af
ham, det finder du hos ham. Som du tror, sådan sker det dig. Men han forbliver
urokkelig den, han er: Livets, Nådens og Frelsens konge - hvad enten han bliver
troet eller ej.
Din konge kommer
Dernæst hedder det: ”han kommer”. Du kommer ikke til ham og henter
ham. Han er alt for høj for dig og for langt borte, til at du ved din egen møje
og arbejde skulle kunne nå ham. Du kan ikke rose dig af, at du ved din egen
fortjeneste og værdighed har bragt ham ned til dig. Nej, kære menneske, al egen
fortjeneste og værdighed sættes her til side. På din side er det intet andet
end bare uværdighed og mangel på fortjeneste, og på hans side er bare nåde og
barmhjertighed. Her mødes den fattige og den rige. Dermed fordømmes hele den
forfærdelige antikristne lære om den frie vilje, som stammer fra paven og hans
universiteter og klostre. For hele deres lære går ud på, at vi skal begynde og
lægge den første sten. Vi skal i kraft af den frie vilje først søge Gud, komme
til ham løbe efter ham og erhverve hans nåde. Vogt dig, vogt dig for denne
gift, der er ren og skær djævlelære, som har forført hele verden. For inden du
kalder på Gud eller søger ham, må Gud først komme til dig og finde dig. Som
Paulus siger i Romerbrevet 10, 14: ”Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er
kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan
skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at
være udsendt?”
Gud må lægge den
første sten og begynde i dig, så at du søger og kalder på ham. Han er allerede
til stede, når du begynder at søge ham. Er han der ikke, så er alt det, du
begynder på, intet andet end synd, og jo helligere gerning du foretager dig, jo
større er synden og du bliver en forhærdet skinhellig.
Men hvis du
spørger, hvordan man skal begynde på at blive from, eller hvad skal man gøre,
så Gud begynder i os? Svar: Hallo, hører du ikke efter. Det står ikke til dig
at begynde eller gøre noget for at blive from, endnu mindre for at vokse i
fromhed og blive fuldkommen. Det er Gud alene, der må begynde, fortsætte og
fuldende. Alt, hvad du udretter, er synd og forbliver synd, lige meget hvor
pænt, det ser ud. Lige meget hvad du gør, kan du intet andet end at synde.
Derfor fører alle de papistiske uddannelsessteder og klostre vranglære, når de
lærer, at vi selv skal begynde, bede, gøre gode gerninger, oprette foreninger,
give penge, synge og blive kirkelige medarbejdere for at opnå Guds nåde. Så vil
du måske indvende: Så er jeg altså tvunget til at synde, når jeg uden Gud lever
og handler alene ved hjælp af den frie vilje. Jeg kan ikke undgå at synde lige
meget hvad, jeg gør. Svar: Ja, det forholder sig virkelig sådan, at du må
forblive i synden lige meget hvad, du gør. Du kan intet andet end at synde,
hvis du alene handler ved hjælp af den frie vilje. Hvis du formåede at undgå
synden ved hjælp af din frie vilje eller kun gøre noget, der ikke var synd,
hvad skulle Kristus så gavne? Han ville jo så være et fjols, at udgyde sit blod
for din synd, når du selv var så fri og mægtig, at du kunne udrette noget uden
synd. Du ser således, hvordan universiteterne og klostrene med deres lære om
den frie vilje og de gode gerninger, intet andet udretter end at fordunkle Guds
sandhed og fører hele verden med sig ned i Helvedes afgrund. Det er virkelig på
tide, at vi rykker alle stiftelser og klostre op med rode.
Lær derfor her
af evangeliet, hvordan det går til, når Gud begynder at gøre os kristne, og
hvad, der egentlig er begyndelsen til at blive en kristen. Der er da ingen
anden begyndelse end denne, at din konge kommer til dig og begynder det i dig.
Det går således til: Evangeliet er det allerførste. Det må prædikes og høres.
Her hører og lærer du, hvordan du selv er intet, og at alt det, du gør eller
begynder på, er synd, før din konge kommer til dig for at styre og regere dig.
Se, da begynder din frelse, når du sætter dine egne gerninger til side og helt
fortvivler over dig selv, fordi du ser og hører, at alt dit eget er syndig og
intet værd. Så er du klar til at modtage din konge, hænge fast ved ham og råbe
til ham om nåde og trøste dig alene til hans godhed. Men at du nu således hører og modtager Kristus, det har du ikke dine
egne kræfter at takke for, men alene Guds nåde. Den gør, at evangeliet
bliver frugtbart i dig, så du tror på ham og anser dig selv og alt dit eget for
intet. For du ser, hvor få der er, der modtager Kristus. Derfor græder han over
Jerusalem. Sådan er det også med vores papister, der ikke alene ikke modtager
denne lære, men fordømmer den. De vil ikke finde sig i, at alt deres eget er synd
og intet værd. De vil selv lægge den første sten, og er derfor fjendtlige mod
evangeliet.
At evangeliet
prædikes og din konge kommer, det står ikke i din magt. Du kan heller ikke
fortjene det, men Gud må gøre det af bare nåde. Derfor kan Gud ikke vise større
vrede mod os, end når han ikke vil sende os sit evangelium. For hvor det ikke
er, er der bare synd, vildfarelse og mørke i alt det, vi gør. Derimod kan han
ikke vise os større nåde, end når han sender os sit evangelium. For det har
frugt og nåde i sit følge, skønt ikke alle, men bare ganske få, tager imod det.
Derfor er pavedømmet udtryk for Guds allerstørste vrede, så Peter kalder dem
forbandelsens børn. For de forkynder ikke evangeliet, men kun menneskelære, som
vi desværre ser og høre i alle klostre og uddannelsessteder.
Se, det ligger
der i ordene om, at kongen kommer til dig. Du søger ikke ham, men han søger
dig. Du finder ikke ham, men han finder dig, for prædikanten kommer fra ham og
ikke fra dig. Og han prædiken kommer fra Kristus og ikke fra dig. Din tro kommer fra ham og ikke fra dig selv.
Så du ser nok, at hvis han ikke kommer, så er det ude med dig. For hvor
evangeliet ikke er, dér er der ingen Gud, men kun synd og fordærv, så kan den
frie vilje gøre lige, hvad den kan og vil. Spørg derfor ikke, hvordan du skal
begynde på at blive from. Der er ingen begyndelse andet end hvor denne konge
kommer hen og bliver prædiket.
Han kommer til DIG
Videre: Han kommer til DIG. Dig, dig, hvad vil det sige? Er det
ikke nok at han er din konge? Er han din, hvorfor behøver han så at sige, at
han kommer til dig? Alt det nævner profeten, for at han på det allervenligste
kan male Kristus for os og lokke os til troen. Det er ikke nok, at Kristus har
forløst os fra syndens, dødens og Helvedes tyranni og herredømme, og på den
måde er blevet vores konge. Han giver os også sig selv til eje, så at alt det,
han er og har, bliver vort. Om det siger Paulus i Rom 8, 32: ”Han har ikke
sparet sin egen Søn, men givet ham hen for os alle. Hvordan skulle han da ikke
også give os alle ting med ham?” Altså har da Zions datter et dobbelt gode af Kristus. Det
første er troen og Ånden i hjertet. Ved det bliver hun ren og løst fra
synden. Det andet er Kristus selv, så
hun i det gode, hun har modtaget i Kristus, kan rose sig ligeså fuldt som var
det hendes eget, hvad Kristus selv er og har. Hun kan forlade sig på ham som
sin arvedel. Derfor siger Paulus i Rom 8, 34 at Kristus er vores midler over
for Gud. Og er han vores midler, så tager han os til sig og modsat tager vi alt
hans til os, som vores eget. Og 1 Kor 1, 30: ”Kristus er blevet visdom for os
fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning.” Om dette dobbelte gode
siger Esajas i kapitel 40, 1: ”Trøst mit folk, trøst det! Siger jeres Gud. Tal
til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes slaveri er til ende, at hendes
skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine
synder.” Se, det er det, der ligger i, at han kommer til dig, til dit bedste,
til en gave for dig. Ved at han er din konge, modtager du nåden i dit hjerte
fra ham, så han hjælper dig mod synden og døden. Han bliver altså din konge og
du bliver hans undersåt. Og ved at han kommer til dig, bliver han din egen, så
du også får del i hans ejendom. Ligesom en brud, der får del i sin brudgoms
ejendom, på grund af det smykke, han hænget om halsen på hende. Oh, hvilken
livsalig og trøstefuld tale! Hvem har nu grund til at fortvivle eller frygte
for død og Helvede, hvis han tror disse ord og har Kristus som ejendom?
Sagtmodig
Dernæst står der ”sagtmodig”. Det ord må vi specielt lægge
mærke til, fordi det bringer en sød trøst med sig for en synders samvittighed.
For synden forårsager naturligt en bange og frygtsom samvittighed, som forskrækkes
og skjuler sig for Gud, ligesom Adam gjorde i Paradis. Og den kan ikke tåle, at
Gud kommer nær, fordi den ved og føler godt, at Gud er en fjende af synd og
straffer den hårdt. Derfor gruer og forskrækkes den, når den bare hører Gud
nævnes og er ræd for, at han straks slår til. For at den mening og frygtsomhed
ikke skal jage os fra Kristus, forsikrer han os her, at denne konge kommer
sagtmodig. Det er, som han vil sige: Vær ikke ræd og flygt ikke! Han kommer
ikke på den måde, som han kom til Adam, til Kam, til syndflodens mennesker, til
Babel, til Sodoma og Gomorra, heller ikke som han kom til israelitterne på
Sinaj bjerg. Nej, han kommer ikke med vrede eller for at gå i rette med dig og
kræve gælden af dig. Han er helt anderledes sindet. Han viser meget mere, hvor
ondt det gør ham, at han nogensinde med sin straf og retfærdige vrede har bragt
dig til at forskrækkes og flygte for ham. Derfor vil han nu igen trøste dig og
gøre dig frimodig. Se, det er jo ret at trøste en stakkels og af synden bedrøvet
samvittighed. Det er ret at prædike Kristus og forkynde evangeliet. Hvordan er
det mulig, at sådan tale ikke skal glæde hjertet og bortdrive al frygt og
rædsel for synden, døden og Helvede, og derimod oprette en fri, tryg og god
samvittighed, så mennesket i fremtiden med glæde handler og gør alt, ja mere
end man forlanger af det.
Matthæus
gengiver ordene fra Zakarias en smule forkortet. Hvad skal vi sige til det? Her
skal man vide, at evangelisterne ikke har lagt vægt på, at citere alle
profetens ord nøjagtig. Det var nok for dem, at de gengav den samme mening, så
de pegede på opfyldelsen. Dermed vil de vise os til Skriften selv, så vi selv
kan se, hvordan alle ting er blevet så rigelig opfyldt. Det er også naturligt,
at den, der har selve sagen og opfyldelsen, ikke lægger så stor vægt på ordene
som på selve opfyldelsen. Sådan ser vi mange gange, at evangelisterne gengiver
citaterne fra Gammel Testamente er smule anderledes. Det sker dog altid uden at ændre på betydningen og meningen.
Ved at profeten
nu opfordrer Zions og Jerusalems datter til at fryde og glæde sig, giver han
rigelig til kende, at denne konges komme er den mest trøstefulde og venlige for
alle syndige samvittigheder. De behøver derfor ikke frygte eller flygte for ham
og mene, at han vil være en streng dommere over dem og drive dem med loven, som
Moses har gjort. På grund af den blev de forskrækket og kunne ikke have nogen
trøstefuld tillid til Gud, fordi den erkendelse og følelse af synd, som loven
virker, kun har det i sit følge. Men langt hellere søger han straks med de
første ord at vække dem til at vente al nåde og godhed af ham. Hvorfor skal han
mon ellers formane dem til at fryde sig, ikke bare at fryde sig sådan
almindelig, men med al hjertets glæde? Det siger han efter Guds befaling og på
Guds vegne til alle dem, der er bedrøvede, i frygt og i angst for Gud. Han
viser altså, at det ikke bare er Guds vilje og stadige tanke, men også hans
alvorlige befaling, at alle bedrøvede skal fatte en trøstig tillid til ham, i
stedet for deres naturlige frygt og skræk. Og det er netop evangeliets rette,
naturlige stemme, som profeten her i sin forkyndelse tager fat på og som også
Kristus altid forkynder i evangeliet.
Profeten giver
Kristus tre titler, nemlig fattig, retfærdig, og frelser, mens evangelisten
bare giver ham én titel: Sagtmodig. Det er sket for kortheds skyld, fordi han
hellere vil vise os til profetens ord end selv forklare dem. Det kan se ud som
om Helligånden har ladet apostlene og evangelisterne citere Skriften så kort,
fordi han vil vise os hen til Skriften selv. Han har ikke villet give de
kommende fortolkere et dårligt eksempel, så de får Skriftens ord til at fylde
for meget. Dermed bliver man nemlig ubemærket trukket væk fra Bibelen og hen
til menneskelære. Der er som om Helligånden vil sige: Hvis jeg citerer alle ord
fuldstændig og får det til at fylde, så vil enhver gør det samme. Så går det
sådan, at man vil søge mine ord i andre bøger end i min egen bog. Der vil ikke blive nogen ende på alle skriverierne og
min egen bog vil blive smidt ind under sofaen – som det jo også er sket. For at
holde folk til Bibelen vil jeg kun citere brudstykker, for at lokke dem hen til
den oprindelige tekst, hvor ordene findes uafkortet og i sin helhed. Så bliver
det ikke nødvendigt, at enhver skriver sin egen bog og forlader den
oprindelige. Sådan ser vi også at alle apostle og evangelister i Ny Testamente
henviser os til og peger på Gamle Testamente, som er den bog, de alene kalder
Den Hellige Skrift. Nytestamente skulle egentlig være et levende, mundtligt ord
og ikke skrift. Det er også derfor, Kristus ikke har skrevet noget, men har
befalet at prædike og udbrede hans evangelium mundtligt, det, der før lå skjult
i Skriften.
På hebraisk
betyder de to ord ”fattig” og ”sagtmodig” næsten det samme. Det betegner ikke
en, der mangler penge og ejendom, men en, der er nedtrykt og har det svært i
sit sind. Der findes imidlertid ingen vrede eller hovmod, men blot mildhed og
medlidenhed. Hvis man vil have en virkelig dækkende beskrivelse af disse to
ords betydning, får man det klarest i Lukasevangeliet. Det er hvor han
beskriver, hvordan Kristus har grædt og haft medlidenhed med Jerusalem. Som man
her ser, hvordan Kristus forholder sig, får man betydningen af ordene fattig og
sagtmodig. Hvordan forholder han sig da? Joh, han hjerte er fuld af medlidenhed
og sorg over Jerusalem. Der er ingen vrede eller hævnlyst. Selv over sine
fjender græder han. Hans medfølelse gør ham så mild og blød, at han ikke kan
tænke på vrede, hævnlyst eller trussel, men kun på medlidenhed og velvilje.
Se, det kalder
profeten fattig og evangelisten sagtmodig. Salig er den, der kender Kristus
således og tror på ham. Han behøver ikke frygte, men har en fri og trøstefuld
tillid og adgang til ham. Det mangler ham heller ikke noget. For således som
han tror, således finder han ham. Disse ord bedrager og lyver ikke.
Retfærdig
Ordet ”retfærdig” skal her ikke forstås om den retfærdighed,
Gud dømmer med og som ellers kaldes Guds strenge retfærdighed. For hvis Kristus
kom med den til os, hvem kunne da bestå for ham? Og hvem kunne tage imod ham?
Ja, de hellige kunne da ikke tåle den. Dermed blev det indtogs glæde, lyst og
kærlighed jo forandret til den største frygt og forskrækkelse. Nej, retfærdighed betyder her den nåde, han gør
os retfærdig ved. Derfor ville jeg også ønske, at ordet aldrig var blevet
oversat med retfærdighed og retfærdig, men med from og fromhed. For når vi
siger: det er en from mand, så siger Skriften: det er en retfærdig mand. Og
Guds strenge retfærdighed kalder Skriften for Guds alvorlige dom eller dømmen.
Derfor skal
profetens ord her forstås således: Din konge kommer til dig from. Det vil sige,
at han kommer for at gøre dig from ved
sig selv og sin nåde, vel vidende at du ikke er from. Din fromhed skal ikke
være din egen gerning, men alene hans nåde og gave, så at du ved ham er
retfærdig eller from. På den måde taler Paulus i Rom 3, 26: ”Han er retfærdig
og gør retfærdig”. Det vil med andre ord sige: Kristus alene er from for Gud,
og han alene er den, der gør os fromme. Ligeledes i Rom 1, 17: ”Guds
retfærdighed bliver åbenbart i evangeliet”. Det vil sige: Guds fromhed, nemlig
hans nåde og barmhjertighed, som han gør os fromme ved, bliver prædiket i
evangeliet. Sådan ser du også i disse ord af profeten, at Kristus bliver
prædiket os til fromhed. Han kommer til os from og retfærdig, for at vi ved ham
i troen skal blive fromme og retfærdige.
Vær derfor meget
opmærksom på dette, at når du i Skriften møder ordet ”Guds retfærdighed”, at du
ikke forstår det om Guds væsens iboende retfærdighed, som papisterne gør og som
også mange af de gamle kirkefædre har gjort. En sådan forståelse fremkalder kun
angst. Du skal derimod vide, at ”Guds retfærdighed” ifølge Skriftens sprogbrug
betyder den nåde og barmhjertighed, der er udøst i os ved Kristus, så vi over
for Gud anses for fromme og retfærdige. Derfor hedder den også Guds retfærdighed, fordi det ikke er os,
men Gud, der virker den i os ved sin nåde. På samme måde som Guds gerning, Guds
visdom og Guds kraft og Guds ord er noget, Gud virker i os. Det ses alt sammen
tydeligt i Paulus’ ord i Romerbrevet 1, 16: ”For jeg skammer mig ikke ved
evangeliet; det er Guds kraft - altså den kraft, der virker i os og gør os
stærke - til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro, som der står skrevet: Den
retfærdige skal leve af tro.” Her fremgår det, at der tales om troens retfærdighed, og den kaldes for
Guds retfærdighed, der forkyndes i evangeliet. For evangeliet lærer ingen anden
retfærdighed. For den, der tror, har nåden og er retfærdig for Gud, og bliver
salig.
Sådan skal du
også forstå Salme 31, 2: ”Udfri mig i din retfærdighed”. Det vil sige, udfri
mig ved din nåde, som gør mig from og retfærdig. At det er sådan det lille ord
retfærdig skal forstås, fremgår også af, at Kristus kaldes en frelser eller
befrier. For hvis Kristus kom med sin strenge retfærdighed, ville ingen blive
frelst, men alle blive fordømt, fordi alle er syndere. Men nu kommer han og gør
ikke alene alle, der modtager ham, fromme og retfærdige, men frelser dem også.
Han alene er den retfærdige og frelseren, der af ren og skær godhed og mildhed
nådigt tilbydes alle syndere.
Det må være nok om det første stykke, troen. Nu kommer vi
til det andet, som er gode gerninger. Vi modtager nemlig ikke kun Kristus som
en gave ved troen, men også som et eksempel på kærlighed til vores næste, som
vi skal tjene og gøre vel mod, som Kristus gør mod os. Troen bringer og giver dig Kristus med alt hans gode til ejendom.
Kærligheden giver dig med alle dine goder til din næste. I disse to stykker
består hele det kristne liv. På det følger lidelse og forfølgelse for denne
tros og kærligheds skyld. Og ud af det vokser håb i tålmodighed.
Nu vil du måske
spørge, hvad det er for gode gerninger, du skal vise din næste? På det svares
der dig, at de intet bestemt navn har. For ligesom de gode gerninger som Kristus
gør mod dig, ikke har navn, således skal og må de gode gerninger, som du skal
gøre mod din næste, heller ikke have noget navn. Hvad skal de da kendes på?
Netop derfor har de intet navn, at du ikke skal gøre forskel på dem og
stykkevis dele dem, sådan at du undlader nogen af dem. Nej, du skal helt og
holdent overgive dig med alt det, du formår til tjeneste for din næste, ligesom
Kristus har gjort mere for dig end bare bedt og fastet. At bede og faste er
ikke den gerning, Kristus har gjort for dig, men han har givet sig selv
fuldstændigt med bøn og faste og med al sin gerning og lidelse, så at det ikke
er noget hos ham eller i ham uden at det er dit og gjort for din skyld. Af det
ser du, at gode gerninger ikke bare er at give almisse eller bede en bøn, men
at du overgiver dig helt til tjeneste for din næste og tjener ham i alle ting,
som han trænger og du formår, enten det nu er med almisse, bøn, arbejde, faste,
råd, trøst, lærdom, formaning, straf, undskyldning, klæder, føde, ja med
lidelse og død for ham. Men sig mig: Hvor findes sådanne gerninger i
kristenheden?
Gid jeg havde en
stemme som et tordenbrag, så jeg kunne råbe med tordenrøst og rive de to små
ord ”gode gerninger” ud af alle menneskers hjerter, mund, ører og bøger, eller
i det mindste give ordene er rigtig betydning. Hele verden taler, skriver og
tænker på gode gerninger. Alle prædikener handler om gode gerninger. Alle
klostre, stiftelser og hele verden kræver gode gerninger og enhver ønsker at
gøre dem. Alligevel gøres der ingen gode gerninger. Ja, ingen ved, hvad gode
gerninger er. Åh, gid at alle prædikestole i hele verden brændte op og blev til
aske, sådan som man forfører folk med gode gerninger.
Man kalder ting,
som Gud aldrig har befalet, for gode gerninger. Det gælder valfarter, faste,
helgendyrkelse, at bygge kirker og udsmykke dem, messer, nattevågen, bederemme,
råben og skrigen i kirken, at blive munk, nonne, præst, specielle spiser, tøj
og steder og hvad det hele hedder, den forfærdelige, grufulde forførelse, som
skjuler sig bag pavens styre og herlighed.
Har du nu ører,
der kan høre, og et hjerte, der kan give agt, så hør og lær for Guds skyld,
hvad et er, der hedder gode gerninger og hvad de går ud på. En gerning kaldes
god, fordi den er nyttig og gavner og hjælper den, som den er rettet imod.
Hvorfor skulle den ellers kaldes god? For der er forskel på gode gerninger og
store og smukke gerninger. At du kan kaste en stor sten et langt stykke bort,
er vel en stor gerning, men for hvem er det gavnligt og godt? At du er en
dygtig idrætsmand, er alt sammen meget smukt, men for hvem er det godt og
nyttigt? Hvem gavner det, at du bærer en kostbar kjortel eller bygger et smukt
hus? Og for at jeg skal komme til vore papisters gode gerninger: hvem gavner
det, at du dækker alle vægge med sølv eller guld, alle sten og alt træværk i
kirkerne? Hvem blev bedre ved, at alle landsbyer fik ti klokker, der alle vare
så store som den i Erfurt? Hvem var det til nogen hjælp om alle huse var
stiftelser og klostre så prægtige som Salomos tempel? Hvem gavner det at du
faster for en helgen? Hvem har nogen nytte af om dit hoved er skaldet, om du
bærer sort eller grå kappe? Hvem gavner det om alle mennesker til enhver tid
holdt messe? Hvem gavner det om der i en kirke, som hidtil i Meissen bliver
sunget dag og nat uden ophør? Det er blot narreværk og bedrageri alt sammen.
Menneskers løgnagtighed har opdigtet det og kaldet det gode gerninger, som man
foregiver, at man tjener Gud med og beder for folk og deres synder, som om Gud
var hjulpet med vort gods eller som om hans helgener trængte til vore
gerninger. Stok og sten er ikke så dumme og afsindige som vi mennesker. Et træ
bærer frugter, ikke for sig selv, men til bedste for mennesker og dyr. Det er
dets gode gerninger.
Hør derfor
hvilket navn Kristus giver gode gerninger i Matthæus 7, 12: ”Hvad som helst I
vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem. Det er loven og
profeterne.” Hører du ikke, hvad indholdet er af hele loven og profeterne? Det
er ikke Gud eller de afdøde helgener du skal gøre godt mod, for de trænger det
ikke. Langt mindre er det stok og sten, som det hverken er nyttig eller
nødvendig for. Men det handler om mennesker, mennesker, mennesker. Hører du?
Mod mennesker skal du gøre alt det, du vil, skal ske dig selv.
Jeg ønsker helt
sikkert ikke, at du skal bygge mig en kirke eller et tårn eller støbe mig
klokker. Jeg ønsker ikke at du skal bygge mig et orgel med 14 registrer og
tidobbelt fløjteværk. Det kan jeg hverken spise eller drikke, hverken forsørge
min hustru eller mit barn med, hverken holde hus eller gård med. Mine øjne
kunne du måske forlyste, og mine ører kunne du kildre, men hvad gavn har mine
børn af det? Hvordan får jeg derved det nødvendige til livets ophold? Åh,
dårskab, dårskab, tilmed er biskopper og fyrster, som skulle hindre sådanne
ting, de hurtigste til dette narreværk, og den ene blinde leder den anden.
Så mærk da: Du
behøver ikke gøre godt mod Gud og hans helgener, men blot ved troen søge, bede
og modtage alt godt af ham. Kristus har gjort og udrettet alle ting for dig.
Han har betalt for dine synder og erhvervet dig nåde, liv og salighed. Lad dig
nøje med ham, og tænk blot på at du mere og mere tilegner dig ham og styrker
din tro. Dernæst skal alle dine gerninger og hele dit liv gå ud på at gøre
godt. Og det er det, når det er til gavn for andre og ikke for dig selv. For du
har ikke brug for det, fordi Kristus har gjort alle ting for dig og givet dig
alt det, du her og hisset må få brug for og ønske, enten det så er forladelse
for synderne, salighed eller hvad man kan nævne. Finder du derfor nogen gerning
hos dig, som du enten har gjort Gud, hans helgener eller dig selv til gode og
ikke alene for din næste, så ved du, at gerningen ikke er god.
Således skal en
mand leve, tale, handle, høre, lide og dø i kærlighed og tjeneste for sin
hustru og sine børn, ligeledes hustruen for sin mand, børnene for sine
forældre, ansatte for deres arbejdsgivere, arbejdsgiverne for deres ansatte,
borgerne for de offentlige myndigheder, myndighederne for borgerne og enhver
for den anden, også for sine fjender. Den ene skal altid være den andens hånd,
mund, øje, fod, ja hjerte og sjæl. Det er rette kristne, naturlige, gode
gerninger, som altid uden ophør skal ske mod alle mennesker, alle steder. Nu
ser du at alle papisternes gerninger består i orgelspil, sang, klæder,
klokkeringning, øvelser, brug af vievand, valfarter og faster. Det er ganske
vist smukke, store, mange, lange, brede og svære gerninger, men det er ingen
gode og nyttige og hjælpende gerninger. Det er blot skinnende laster.
Men her må du
vel vogte dig for deres snedige finesser, når de sige: ja, men om sådanne
gerninger ikke legemlige er næsten til nytte og gavn, så er de dog åndelige til
nytte for hans sjæl, fordi Gud bliver tjent og forsonet dermed og hans nåde
vindes. Her er det på sin plads at sige: du lyver så bredt, som din mund er
stor. Gud tjenes ikke med gerninger, men med troen. Troen må gøre alt det, der
skal ske mellem os og Gud. Den, der har tro han kan bede for andre, den, der
ikke har troen, kan slet ikke bede. Derfor er det en rigtig djævelløgn, at man
skal holde en sådan ydre stads for god og nyttig i åndelig henseende. En
møllerpige gør mere godt, hvis hun tror, opnår også mere, når hun løfter en
melsæk af hesteryggen end alle paver og munke, om de dag og nat sang sig til
døde og martrede sig til blods. I store dårer. Vil I hjælpe mennesker med jeres
troløse liv og uddele åndelige goder, når der dog ikke gives et mere elendigt
og gudløst folk på jorden end jer? I burde ikke kaldes gejstlige eller åndelige,
men ugejstlige og åndsløse.
Se, sådanne
gerninger lærer Kristus os her med sit eksempel. Sig mig en gang: Hvad gør han
her, som han selv skal have nytte eller gavn af? Profeten giver jo alt til
Zions datter, når han siger: han kommer til dig, og han kommer for din skyld
som en frelser, retfærdig og sagtmodig, for at du kan blive retfærdig og salig.
Ingen har kaldt på ham eller bedt ham om det, men han kommer af sig selv, af
bare kærlighed for at gøre godt og være til hjælp og nytte.
Nu er hans
gerninger ikke kun en bestemt slags, men alle slags, nemlig så meget som der
hører til, for at gøre os retfærdige og salige. At gøre retfærdig og salig
indbefatter så meget som at frelse fra synden, døden og Helvede. Og det gør han
ikke bare for sine vener, men også for sine fjender, ja udelukkende for sine
fjender. Og han gør det med et sådant sindelag, at han græder over dem, der
ikke vil lad ham gøre den gode gerning og modtage ham. Han giver alt det, han
har og er, for at han kan borttage vores synder, besejrer døden og Helvede og
gøre os retfærdige og salige. Han holder intet tilbage for sig selv, lader sig
nøje med at Gud er hans Fader, og at han selv er salig. Han tjener altså alene
os efter sin Faders vilje, som ønsker, at han skal gøre alt det.
Se nu til om han
ikke holder denne lov: hvad I vil menneskene skal gøre mod jer, det skal I også
gøre mod dem. Er det ikke sandt: enhver ønsker af hjertens grund, at en anden
ville være hans stedfortræder med hensyn til hans synder, tage dem på sig og
udslette dem, så de ikke længer plager hans samvittighed og dertil hjælpe ham
ud af døden og forløse ham fra helvede? Hvad ønsker enhver mere af sit hjertes
dyb end at han måtte blive befriet fra død og helvede? Hvem ville ikke gerne
være uden synd og have en god og glad samvittighed for Gud? Ser vi ikke
hvorledes alle mennesker med bøn, faste, valfarter, stiftelser, munkevæsen og
præstevæsen har stræbt derefter? Hvad driver dem dertil? Intet andet end
synden, døden og helvede, for dem ville de gerne være sikre. Og hvis der ved
verdens yderste ende var en læge, der kunne hjælpe dertil, ville alle lande
blive øde, og enhver ville løbe til lægen og vove gods, lemmer og liv på
rejsen.
Og hvis Kristus
selv havde været behæftet med synd, død og helvede som vi, så ville han også
have ønsket at nogle ville have hjulpet ham, taget hans synd fra ham og skaffet
ham en god samvittighed. Fordi han ville have ønsket at andre havde gjort det
samme imod ham, så tager han fat og gør dette mod andre, således som loven
siger og går ind under vores synd, går i døden og overvinder for os både synd,
død, og helvede, så at herefter alle de, som tror på ham og påkalder hans navn
skal blive retfærdige og salige, uden synd og død, og få en god, glad, rolig,
ubekymret og salig samvittighed evindelig. Som han siger i Joh 8, 51: ”Hvis
nogen holder mit ord, skal han ikke i al evighed ikke se døden.” Og i Joh 11,
25: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig, skal leve, selv om han
dør og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.”
Se, det er den
store glæde, som profeten opmuntrer til, når han siger: fryd dig såre, Zions
datter råb med glæde Jerusalem datter. Det er den retfærdighed og frelse, som
denne konge og frelser kommer for. Det er hans gode gerninger gjort for os,
hvormed han opfylder loven. Derfor er døden for dem, som tro på Kristus ikke
død, men en søvn, for de ser og smager ikke døden, som Kristus her siger. Men
papisterne og deres disciple som vil undfly døden, synden og helvede ved egne
gerninger og egen fyldestgørelse, må evindelig blive deri. De vil nemlig gøre
det af egen kraft, som Kristus alene har gjort og alene kunne gøre. Af ham
skulle de have ventet at få det ved troen. Derfor er det også forvildede og
afsindige mennesker, som gør gerninger for at vise Kristus og hans helgener en
tjeneste, i stedet for at gøre det mod deres næste. Og på den anden side vil de
finde det hos sig selv, som de i troen skulle vente at modtage fra Kristus. Til
sidst er de kommet så vidt, at de på stene, træ, klokker og røg anvender, det
som de skulle hjælpe deres næste med. De lader deres næste klare sig selv,
tænker kun: når vi blot får hjulpet os selv først. Så kommer paven bagefter og
sælger dem sit kram og sit afladsbrev og fører dem uden videre ind i himmelen,
ikke i Guds himmel, men i pavens himmel, det er i Helvedes afgrund. Se, det er
frugten af ikke at tro på og erkende Kristus. Den løn har vi for, at vi har
ladet evangeliet ligge under bænken og har opstillet menneskelærdomme.
Se, nu ved du,
hvad gode gerninger er, så tænk på det og ret dig efter det. Hvad din synd, død
og helvede angår, da vogt dig for at gøre noget af egen kraft til at afhjælpe
det, for du kan intet udrette. Dine gode gerninger duer intet her. Du må i det
stykke lade en anden arbejde for dig. Det sømmer sig for Kristus selv i egen
person at fuldføre denne gerning. Du må lade profetens udsagn om ham stå fast,
at han er Zions konge, som kommer her, og at han alene er den retfærdige
frelser. Ved ham og i ham må du udslette synden og døden ved troen. Derfor, om
nogen lærer dig at gøre gode gerninger for at afsone din synd, da tag dig i
agt.
Papisterne vil
måske her citere Skriften, som f.eks. 1 Pet 4, 8: ”Kærlighed skjuler mange
synder”, og lignende steder. Men vær vis, at sådanne skriftsteder ikke siger,
at gerninger kan sone synden eller gøre fyldest for den. I så fald ville vor
tekst om Kristus og hele hans indtog jo være uden betydning, og alt hans værk
dermed fornægtet. Nej, sådanne gerninger er derimod sikre kendetegn på troen,
som hos Kristus modtager sejren over al synd og død. For det er umuligt, at man ikke skulle elske
og gøre godt, når man tror på Kristus som sin retfærdige frelser. Men udretter
man intet godt eller er uden kærlighed, så er det sikkert, at troen ikke er til
stede. Derfor erkender mennesker af deres frugter, hvad de er for et træ og af
kærligheden og gerningerne viser det sig, at Kristus er i dem og at de tror på
ham.
Derfor udsletter
troen synden på en helt anden måde end kærligheden. Troen udsletter den ved sit
eget værk alene, men kærligheden og de gode gerninger stadfæster og godtgør, at
troen har udrettet denne gerning og er til stede. Derfor kan Paulus også sige i
1 kor 13, 2: ”Hvis jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har
kærlighed, er jeg intet.” Hvorfor? Naturligvis fordi troen heller ikke er til
stede, hvor der ikke findes kærlighed, for den ene kan ikke være uden den
anden. Se derfor til at du ikke farer vild og lader dig føre fra troen til
gerningerne.
Gode gerninger
skal man gøre, men man skal ikke bygge sin tillid på dem, men på Kristi værk.
Vi skal ikke sætte os imod synden, døden og helvede med vore gerninger, men
vise dem fra os hen til den retfærdige frelser, til kongen af Zion, som kommer
ridende på et æsel. Han forstår at omgås med synd, død og helvede. Han er den
rette syndedøder, dødsopsluger og helvedsbetvinger. Lad den mand have med
sådanne sager at bestille og bevis du dine gode gerninger imod din næste, så du
deri kan have et sikkert tegn på at du tror på frelseren og syndedøderen.
I den beretning som vores evangelium indeholder, må man især
betragte i hvad mening og af hvilken grund evangelisten indfører profetens
udsagn. Det er ord, som så længe i forvejen og så tydelig med herlige og dog
forunderlige ord beskriver Kristi legemlige, offentlige indtog hos sit folk
Zion eller Jerusalem. Dermed ville profeten tydelig vise dette folk og al
verden, hvem der skulle være Messias, og hvorledes og i hvilken skikkelse han
ville komme og vise sig. Han angiver et tydeligt og synligt kendetegn på ham i
de ord: se, din konge kommer til dig, fattig og ridende på et æsel. Det er for
at vi kan være helt sikre i den sag og ikke tage fejl af den forjættede Messias
eller Kristus, og heller ikke behøve at vente en anden.
Han imødegår og
gendriver dermed også jødernes vildfarende mening, som tænkte, at fordi så
store, herlige ting blev skrevet og talt om Kristus og hans kongerige, så ville
han også komme med stort ydre verdslig pragt og herlighed. Han ville vise sig
som en konge mod deres fjender, navnlig det romerske kejserdømme under hvis åg
de da måtte stå. Han skulle da afkaste det romerske herredømme og afsætte dets
mægtige og i stedet sætte dem til herrer og fyrster. De håbede og ventede
således kun et verdsligt kongerige og forløsning fra legemligt fangenskab ved
den forjættede Kristus, ligesom de også den dag i dag holde fast på denne drøm
og derfor ikke vil tro på vores Kristus, fordi de ikke have set eller opnået
sådan legemlig forløsning og verdsligt herredømme. Til denne vildfarelse blev
de forledt af deres falske prædikanter, skriftkloge og præster, som fordrejede
Skriftens udsagn om Kristus og tolkede dem efter deres kødelige sind om
legemlige, verdslige ting. De ville gerne være store verdslige herrer frem for
andre.
Men de kære
profeter have profeteret klart imod denne tanke og trolige påmindet dem om,
ikke at tænke på et sådant verdsligt rige og sådan legemlig forløsning. De
skulle i stedet se tilbage og give agt på forjættelserne om det åndelige rige og
om forløsningen fra menneskeslægtens bedrøvelige fald, som skete i Paradis. Om
det var der sagt: ”Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for
den dag du spiser af det, skal du dø!” Derfor blev også den første forjættelse
om Kristus givet, at kvindens sæd skulle sønderknuse slangens hoved. Det vil
sige, at Kristus skulle forløse menneskeslægten fra Djævelens vold og lænker,
hvori han holder den aldeles fangen under synden og den evige død. I stedet
skulle han føre os til evig guddommelig retfærdighed og evigt liv. Derfor
kalder profeten ham også her en retfærdig og en frelser. Det er en anden
forløsning end al ydre frihed og herlighed, som jo ender i død, som det alt
sammen må blive under til evig tid. På denne kristne frihed skulle de have set
og glædet sig over. Det er den, de kære profeter har sukket efter med stor
hjertelig længsel og derover er det også, at denne profet så kraftig opfordrer
til at glæde og fryde sig. Men jøderne og deres skændige lærere gør af den
jammer og elendighed som profeterne taler om, kun legemlige ting, som om synd
og død eller Djævelens magt intet havde at betyde. De regner ingen skade større
end den at de havde tabt deres ydre frihed og måtte være kejseren underdanige
og betale skat til ham.
Derfor anfører
også evangelisten dette ord af profeten for at revse denne blindhed og falske
indbildning hos alle dem, som i Kristus og evangeliet søge legemlige goder. Han
forsøger at overbevise dem med profetens vidnesbyrd. Det er klare ord, der
vidner om, hvad Kristus er for en konge, og hvad de skulle modtage af ham. Han
kalder ham den retfærdige og frelseren og sætter dog ved siden af dette
mærkelige tegn ved hans komme, som de skulle kende ham på: han kommer til dig
fattig ridende på et æsel. Det er som vil han dermed sige: en fattig elendig og
næsten tiggeragtig rytter på et fremmed, lånt æsel, der ikke blev brugt til
nogen stads, men kun til at bære byrder. Han vil derved rive dem ud af den
forkerte forventning om et herligt og prægtigt indtog som en verdslig konges.
Netop derfor har han givet dem sådant kendetegn, for at de ikke skulle være i
tvivl om Kristus eller forarge sig over denne ringe skikkelse, men slå al ydre
pragt og herlighed ud af tanker og derimod have hjerte og øje rettet og heftet
på denne ringe æselrytter. Han kommer netop derfor så fattig og elendig og
totalt aflagt alt kongeligt udseende for at de aldeles ikke skulle søge noget
legemligt eller timeligt hos ham, men kun det evige.
Så er nu ved
dette sprog for det første jødernes drøm og indbildning om et verdsligt
messiasrige og om legemlig forløsning klart og vældig gendrevet. Dernæst er al
udflugt og årsag til at undskylde sig taget fra dem, og alt håb og forventning
om en anden Messias afskåret. Han forkynder og påminder dem så tydeligt og klart
om, at Kristus skulle komme på denne måde og ved sit komme har opfyldt alt. Og
vi kristne har altså en fast grund og et sikkert dokument eller bevis imod
jøderne fra deres egen skrift at denne Messias, som kom til dem på denne måde,
er den rette Kristus ifølge profetens udsagn. Der vil aldrig komme nogen anden,
og de må med deres forgæves håb om en andens komme gå glip af både timelig og
evig forløsning. Det må være nok om fortællingen selv, lader os nu også se på
fortællingens mysterier eller hemmelige betydning.
Her er at
bemærke, at hele Kristi legemlige liv og handlinger symboliserer hans åndelige
handlinger, således at hans legemlige gang betegner evangeliet og troen. For
ligesom han med sine legemlige fødder gik fra en by til en anden, således er han
også ved ordets prædiken kommet ud i hele verden. Derfor viser denne tekst,
hvad evangeliet er, hvordan det skal prædikes, og hvad det gør og virker i
verden. Det vil vi behandle stykke for stykke.
De nærmede sig
Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget.
Deri er alle apostlene enige, at Kristus er blevet menneske
ved verdens ende og at evangeliet skulle være den sidste prædiken. Således 1
Joh 2, 18: ”Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist
skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den
sidste time. Ligeså 1 kor 10, 11: ”Alt dette skete med dem, for at de skulle
være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem
tidernes ende er nået. Derfor, ligesom profeterne kom før Kristi første komme
til menneskeheden, således er apostlene Guds sidste sendebud, før Kristi sidste
komme og den yderste dag, for at de flittig skulle forkynde den, således som de
da også gøre. Dette symboliseres her ved, at Kristus ikke udsender sine disciple
for at hente æslet, før han kommer nær til Jerusalem, hvor han nu skal drage
ind. Således er evangeliet ved apostlene bragt ud i verden kort før den yderste
dag, da Kristus skal drage med sine ind i det evige Jerusalem.
Oliebjerget er
et billede på Guds store nåde og barmhjertighed, som har ladet apostlene blive
sendt og evangeliet forkyndt. For vi ser af det som før er sagt, hvor
ubeskrivelig den nåde er, at vi kender og har Kristus, den retfærdige frelser
og konge. Derfor begynder han ikke at udsende sine disciple fra en flad mark,
heller ikke fra et tørt og uanselig bjerg, men fra Oliebjerget, for at vise al
verden af hvilken barmhjertighed han udsender sin store nåde. Profeten kalder
også den nåde for et Guds bjerg, når han i Salme 36, 7 siger: ”Din retfærdighed
er som Guds bjerge.” Det vil sige, at den er så stor, overflødig og rig, som
den vel kan siges at være, når man virkelig tænker over, hvad det indebærer at
Kristus bærer og besejrer synden, døden og Helvede for os, og udfører alle de
ting, der er nødvendige for os til salighed, uden at vi selv gør det mindste
til det. Det eneste vi skal gøre, er over for vores næste at øve os og se, om
vi har en sådan tro til ham eller ikke.
Da sendte Jesus to
disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor."
Ved de to disciple forstås alle apostlene og prædikanter,
som er sendt ud i verden. Det er fordi, den evangeliske prædiken består af to
vidner. Som Paulus siger i Rom 3, 21: ”Nu er Guds retfærdighed åbenbart,
bevidnet af loven og profeterne.” Således se vi også, at apostlene altid
anfører loven og profeterne, som har talt om Kristus. Det er for at overholde
det, som Moses har sagt og senere Kristus i Matt 18, 16: ”På to eller tre
vidners udsagn skal enhver sag afgøres.”
Men at han siger:
”gå ind i byen heroverfor”, og fortier byens navn, betegner det, at apostlene
ikke er udsendte blot til et enkelt folk, der ligesom jøderne indtil den tid
var udsondret af Gud fra alle hedninger og alene havde navn af Guds folk, og
hos hvem Guds ord eller forjættelsen om den kommende Messias alene fandtes. Nu,
da Kristus er kommet, sender han sine prædikanter ud i hele verden og befaler
dem, at de straks skulle gå lige frem og overalt prædike om ham for alle
hedninger og hvem de traf på. Uden forskel skal de straffe, lære og formane
enhver, han være så stor, så lærd, så klog eller så hellig, som han vil.
Og Herren
trøster og styrker hermed apostlene og alle prædikanterne, når han kalder byen
for en landsby. Der er som vil han sige: jeg sender jer ud i en verden, som er
imod jer, og det synes at være en vanskelig sag. For der er konger, fyrster,
lærde og rige og mangt og meget, som i verden er stort og har noget at betyde.
Men frygt ikke, gå kun. Det er kun en lille landsby. Lad jer ikke skræmme af
det prægtige ydre, prædik kun friskt. For det er ikke muligt for nogen at
prædike den evangeliske sandhed, hvis man er bange for de store navne og ikke
agter alt det ringe, som verden anser for stort. Herren vil ikke have de
populære til lærere. Derfor siger han ikke: Gå udenom byen eller ved siden af
den, men ind i den og sig dem det, som de ikke gerne vil høre.
Og I vil straks
finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem.
Dette er også sagt til opmuntring for prædikanterne, så de
ikke skal blive bekymrede for, hvem der vil tro dem og modtage dem. Det er
nemlig besluttet forud: ”Mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke
virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde”, Es
55, 11. Og som Paulus siger i Kol 1, 6 bærer evangeliet sin frugt og vokser i
hele verden. Derfor er det umuligt, at der ikke skulle være nogen, der modtager
evangeliet og tror på det, når det bliver prædiket.
Dette er den
skjulte betydning i de ord, at disciplene straks skulle finde æselet, når de
blot gik. Som om han vil sige: gå kun hen, prædik I kun, bekymre jer ikke om,
hvem de er, som kommer til at høre jer, lad mig sørge for det. Verden vil være
imod jer. Bliv ikke anfægtet af den grund. I skal nok finde nogen, der vil høre
og følge jer. I kender dem endnu ikke, men jeg kender dem allerede forud.
Prædik I blot og lad mig råde.
Se, sådan trøster han dem, for at de ikke skal holde op med
at prædike for verden. Ligegyldigt hvor hård modstand, de møder, bliver det dog
ikke uden frugt. Men nu om stunder findes der også folk, som mener, at fordi
det ikke er muligt at omvende hele verden, så skal man tie stille, for at der
ikke skal opstå oprør. Det hele er jo forgæves. Hverken paven, biskopperne,
præsterne og munkene antager det eller forandrer deres væsen. Hvad nytte er det
da til, at man prædiker og stormer imod dem? Men Herren gendriver det fint og
siger: gå kun hen, prædik kun. Hvad gør det, at man står jer imod? I skulle dog
finde, hvad jeg vil lade jer finde. Sådan skal vi også gøre, selv om de store
navne stormer imod evangeliet, og der ingen bedring er at håbe hos dem.
Alligevel skal man prædike. Vi skal nok finde dem, som vil høre på det og
forbedre sig.
Hvorfor vil han
have de to æsler hentet? Hvorfor vil han ikke at begge enten skal være unge
eller begge gamle? Og er det ikke nok med ét æsel at ride på? Svar: Ligesom
prædikanterne symboliseres ved de to disciple, således er de to æsler et
billede på deres elever og tilhørere. Prædikanterne skal være Kristi disciple,
som er sendt af ham. Det vil sige, at de ikke skal prædike andet end Kristi
lære, og ikke gå ud for at arbejde med mindre de kaldes til det. Og deres
tilhørere betegnes ved et ungt og et gammelt æsel.
Her må man vide,
at mennesket ifølge Skriften består af to dele, et indre og et ydre menneske.
Det ydre menneske kaldes det med hensyn til sit ydre, synlige og legemlige liv
og handlinger, men indre menneske med hensyn til sit hjerte og sin
samvittighed. Det ydre menneske kan man tvinge ved love, straffe, pinsler og
vanære eller på den anden side lokke med gunst, penge, ære og belønning til at
gøre det gode og lade det onde. Men det indre menneske kan ingen tvinge eller
lokke til frivillig med lyst og uden løn at gøre, hvad det skal. Alene Guds
nåde kan omdanne hjertet, så det gør tingene frivilligt.
Heraf kommer
det, at skriften gør den slutning, at alle mennesker er løgnere, fordi intet
menneske gør det gode eller undlader det onde af fri vilje, men enhver søger
sit eget og gør intet af kærlighed til Guds gode vilje. Var der ingen himmel
eller intet helvede, og ingen ære eller vanær så gjorde ingen det, som er godt.
Om der var ligeså stor ære og berømmelse at opnå ved at bryde ægteskabet som
ved at holde det, så skulle du nok se, hvordan man med langt større glæde ville
begå ægteskabsbrud, end man nu holder ægteskabet. Ligesådan ville også alle
andre synder blive begået med langt større frivillighed, end man gør de gode
gerninger. Derfor er alle gode gerninger uden for nåden blot hykleri og
skinhellighed, for det er kun det ydre menneskes værk, uden det indre menneskes
lyst og frie vilje.
Se, det er de to
æsler. Det gamle æsel er det ydre menneske som er bundet af loven, af frygt for
død og Helvede eller skam eller af lyst til Himmel, liv eller ære. Æselet er
bundet. Således går mennesket med et ydre skin af gode gerninger, men er ofte
blot en from skurk, der handler ugerne og uden lyst i hjertet, er en fjende af
loven, og derfor har en tung samvittighed.
Men føllet, det
unge æsel om det skriver evangelisterne Lukas og Markus at ingen endnu havde
reddet på det betegner det indvortes menneske, hjertet, ånden, viljen, som ikke
kan være loven underdanig, selv om en med samvittigheden er bundet til den og
føler den. Men en har hverken lyst eller kærlighed til det før Kristus kommer
og driver værket. Ligesom nu den fole endnu ikke havde gået under nogen,
således er og menneskehjertet aldrig det gode underdanig, men er som Moses
siger i 1 Mos 6, 5 og 8, 21 tilbøjelig til det onde fra ungdommen af.
At nu Kristus
befaler at løse dem, betyder, at han befaler, at evangelium skal prædikes i
hans navn. Deri forkyndes nåde og forladelse for alle synder Her forkyndes,
hvordan Kristus har opfyldt loven for os. Ved det bliver hjertet løst fra det
bånd, som samvittigheden var bundet med. Ved det modtager vi nåden, som gør
hjertet og det indre menneske frit og muntert, glad og villigt til at gøre og
undlade alt, hvad der fordres af os. Således er mennesket løst - ikke fra
loven, så det ikke skulle handle godt - men løst fra sin bedrøvede og besværede
samvittighed, som det havde på grund af loven, hvorfor det også var
fjendsksindet imod loven, der truer det med død og helvede. Det har nu en god
samvittighed under Kristus, er loven venlig stemt, frygter ikke mere for død og
helvede, gør frivilligt og gerne, hvad det før gjorde ugerne. Se, således løser
evangeliet hjertet fra alt ondt, fra synd, død, helvede og en ond samvittighed
ved troen på Kristus.
At han tillige
befaler at føre æslerne til sig, er sagt imod paven og alle sektprædikanter,
som drage sjælene fra Kristus til sig selv. Men apostlene føre dem til Kristus,
det vil sige, de prædiker og lærer intet andet end Kristus, ikke deres egen
lære eller menneskebud. Evangeliet lærer kun, at man skal komme til Kristus og
lære ham ret at kende. Dermed får de uåndelige papister et hårdt stød imod
deres kirkestyre, hvormed de drager sjælene til sig. Om dette siger Paulus i
apg 20, 29: ”Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer,
og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale
falsk for at få disciplene med sig.” Men evangeliet omvender mennesker til
Kristus alene. Derfor lader Gud det også blive forkyndt alle vegne og sender
lærere til at udbrede det, for at han ved det kan drage os alle til sig, så vi
lærer at kende ham, som han også siger i Joh 12, 32: Når jeg bliver ophøjet fra
jorden, vil jeg drage alle til mig.
Og hvis nogen
spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks
sende dem tilbage
Paulus sammenligner Gal 4, 2 loven med formyndere og
hushovmestre, som den unge arving bliver opdraget under i frygt og tvang. Loven
tvinger os nemlig med sin trussel til en ydre afholdelse fra onde gerninger af
frygt for død og helvede, men hjertet bliver dog ikke godt derved. Det betegnes
nu her ved æslets og føllets herrer, der, som Lukas skriver, siger til
apostlene: ”Hvorfor løser I føllet?” For hvor evangeliet kommer til og løser
samvittighederne fra egne gerninger, se det ud som om, det forbyder gode
gerninger og overholdelse af loven. Derfor er det alle lovlæreres eller
skriftkloge og skriftlærdes enstemmige tale, at de siger: Skulle alle vore
gerninger intet være værd? Skulle alle vore gerninger, udført efter lovens
forskrifter være onde? Vel, så vil vi aldrig gøre godt mere. Du forbyder gode
gerninger og forkaster Guds lov. Oh, du kætter, du løser føllet og vil skaffe
folks ondskab frit løb. Derfor fare de da til og vil forhindre, at man løser
føllet eller samvittighederne, og at man fører dem til Kristus, idet de
foregiver, at man må gøre gode gerninger og holde mennesker bundet ved love.
Vores tekst
viser os, hvordan apostlene skal forholde sig mod ejerne. De skal svare: Herren
bar brug for dem. Det er: De skal undervise dem om lovens gerninger og nådens
gerninger og sige således: Vi forbyder ikke gode gerninger, men vi søger at
løse samvittigheden fra falske gode gerninger. De skal ikke have frihed til at
gøre ondt, men de skal komme under Kristus, deres Herre, og da gøre retskafne
gode gerninger. Til det ønsker han dem, og til det vil han have dem. Det taler
Paulus træffende om i Rom 6, hvor han lærer, hvordan vi på grund af nåden er
fri fra loven og dens gerninger, men alligevel ikke sådan, at vi skal gøre det
onde, men rette, gode gerninger.
Det kommer alt
sammen af, at de skriftkloge og lovlærerne ikke ved, hvad gode gerninger er.
Derfor ville de ikke give føllet fri, men drive det med nådeløse, menneskelige
gode gerninger. Men hvor man giver rigtig undervisning om gode gerninger, da
give de efter, hvis det ellers er sindige og rette lovens lærere, som de, der
her er afbildede. Her tales der om Guds lov og om lovens allerbedste lærere,
for uden nåde er også Guds lov et bånd og frembringer fangne samvittigheder og
hyklere, som ikke stå til at hjælpe, før man prædiker om andre gerninger. Det
er gerninger, som ikke er vore, men Kristi og som han med sin nåde virker i os.
Så ophører straks alle lovgerninger og lovlære og føllet bliver løst.
Det skete, for at det
skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se,
din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.
Dette vers er forklaret tilstrækkeligt ovenfor. Evangelisten
nævner det, for at vi skal se, at Kristus ikke er kommet for vor fortjenestes
skyld, men for den guddommelige sandheds skyld. Han er nemlig forjættet så
længe i forvejen, før vi var til, os il hvem han er kommet. Ligesom Gud
udelukkende af nåde har lovet os evangelium, har han også opfyldt sit løfte,
for at bevise sin sandfærdighed, at han holder, hvad han lover. Tilsiger.
Derved skal vi opmuntres til tillidsfuldt at bygge på hans tilsagn, for han vil
opfylde dem.
Dette er således også et af de steder i Skriften, hvor
evangelium er forjættet, og hvorom Paulus siger i Rom 1, 2, at Gud forud har
lovet evangeliet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans
søn, Jesus Kristus. Nu har vi hørt, hvordan evangeliet om Kristus og troen på
det allerbedste og trøsteligste er lovet i disse ord.
Disciplene gik hen
og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde
deres kapper på dem, og han satte sig derpå.
Herved symboliseres de prædikanten, der ved evangeliet har
frigjort samvittighederne fra loven og dens gerninger, og ført dem til nådens
gerninger. Af hyklere har de gjort gode hellige, så at de herefter er Kristus
undergivet.
Men her spørger
nogen, om Jesus har redet på begge æsler. For ifølge Matthæus se det ud til, at
disciplene har sat ham på dem begge. Men Markus og Lucas og Johannes nævner
alene føllet. Nogle mener, at han først har sat sig på føllet, men da det har
været vildt og ustyrligt, har han så sat sig på det voksne æsel. Sådanne tanker
fabler og drømme. Vi skal holde fast på, at han kun har redet på føllet og ikke
på det voksne æsel. Men han har dog ladet begge hente på grund af den symbolske
betydning, som ovenfor er påpeget. Men at Matthæus siger, at han er sat på dem
begge, som om han har redet på dem begge, det er sagt i overensstemmelse med
skriftens sædvane og en almindelig talebrug.
Nu vil vi
betragte Kristi åndelige indtog. Han kommer da ridende på et føl, og det voksne
æsel følger efter. Det vil sige, at når Kristus ved troen bor i det indre
menneske, så lever vi under ham og er under hans styre. Men det ydre menneske,
æslet, går ledig. Kristus er ikke på de, men det følger efter. Det ydre
menneske er ikke villig og vil ikke bære Kristus, men det strider mod det
indre, som Paulus siger i Gal 5, 17: ”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står
kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.”
Men fordi føllet bærer Kristus og ånden er villig, så må det voksne æsel,
kødet, følge med i tøjlen. For Ånden korsfæster og undertvinger kødet, så det
må være lydigt.
Se, det er
grunden til, at Kristus rider på føllet og ikke på æslet og dog vil have begge
med i sit indtog. For både legeme og sjæl skal blive salig. Selv om legemet her
på jorden er uvilligt og ubrugeligt til at bære nåden og Kristus, må det dog
tåle Ånden, som Kristus rider på og som drager det og fører det med sig i kraft
af nåden, som er modtaget ved Kristus.
Men hvad vil det
sig at apostlene uden befaling lægger deres klæder på føllet? Jeg mener, at med det forstås apostlenes gode
eksempel, som den kristne kirke er smykket med. For Paulus siger i Rom 13, 14:
”Lad os tage lysets rustning på.” Med den iførelse vil han uden tvivl vise at
gode gerninger er klæder, som vi vandrer ærbare og smukt prydet i for
mennesker. Nu er apostlenes eksempler de højeste og største blandt alle
helgeners. De kan bedst undervise os, og lærer os Kristus allerklarest. Og
derfor skal deres klæder ikke ligge på vejen, som de andres, men på føllet, som
Kristus sad på. Vi i den nye pagt må da også følge apostlenes eksempel.
Hør hvordan
Paulus lægger sine klæder på føllet. I 1 Kor 11, 1 siger han: ”Efterlign mig,
ligesom jeg efterligner Kristus!” O g Hebr 13, 7: ”Tænk på jeres ledere, som
har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres
tro.” Heller ikke er nogen af de helliges eksempel så aldeles rent i troen som
apostlenes. Alle andre hellige efter apostlene har en tilsætning af
menneskelærdomme og menneskegerninger. Derfor sidder Kristus på apostlenes
klæder, for at vise at deres eksempler er rette kristne og i troen rene
forbilleder frem for andres.
At de satte ham
derpå, må også have en betydning. Kunne han ikke selv sætte sig op? Hvorfor
anstiller han sig nu så svag? Jeg har allerede ovenfor sagt, at apostlene ikke
ville prædike sig selv, lige så lidt som de selv ville ride på føllet. Paulus
siger således i 2 Kor 1, 24: ”Vi vil ikke være herrer over jeres tro.”
Ligeledes 1 Pet 5, 3: ”Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for,
men vær forbilleder for hjorden.” De har ene og alene prædiket troen, og
fremstillet os deres eksempel til efterfølgelse alene derfor at Kristus skal
regere i os, og vor tro blive ren, så at vi ikke optager deres ord og gerning,
som om det var deres ejendom, men således, at vi lære Kristus at kende både af
deres ord og af deres gerninger. Men dette er senere blevet aldeles fordrejet
ved paven og hans parti.
Den store
folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og
strøede dem på vejen.
At de bredte deres klæder på vejen, er et billede på, at vi
efter apostlenes eksempel også med vor bekendelse og vort hele liv skal ære,
pryde og smykke Kristus, så at vi afklæde os al egen berømmelse for visdom og
hellighed og lægge det hen for Kristi fødder med ren bekendelse, samt at vi
anvender alt, hvad vi har til evangeliets pris og fremgang og for dets skyld om
det gøres nødig, sætte alt på spil. Således skal konger og herrer og den, der
er stor, mægtig og rig, med alt deres gods, ære og magt tjene Kristus til
evangeliets fremme og for dets skyld vove alle ting. Således har de hellige
patriarker, profeter og fromme konger i det gamle testamente foregået os med
deres eksempel. Men nu er også alt dette fordrejet, navnlig hos den papistiske
hob, som har revet al ære og magt til sig imod Kristus, og derved har
undertrykt evangeliet.
Grenene
symboliserer også prædikeembedet og profeternes udsagn. Med dem skal man
grundfæste og smykke prædikenen om Kristus. Hele prædikeembedet er indstiftet
for at gøre Kristus kendt og troet.
Og skarerne, som
gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet
være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!
Paulus skriver Hebr 13, 8: ”Jesus Kristus er den samme i går
og i dag og til evig tid.” Alle de, som bliver frelst, fra verdens begyndelse
og til dens ende, er og må være kristne og blive salige alene ved den kristne
tro. Derfor siger Paulus i 1 Kor 10, 3: ”Vores fædre spiste af alle den samme
åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik.” Og Kristus siger i Joh 8,
56: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at
se og glædede sig.” Altså symboliserer skaren, som gå foran, alle kristne og
hellige før Kristi fødsel og de, som følger efter, alle hellige efter Kristi
fødsel. De tror alle sammen på og hænge alle ved den ene Kristus. De første har
ventet ham som tilkommende, de sidste har modtaget ham, som den, der er kommet.
Derfor synger de og alle sammen den samme sang og prise Gud i Kristus. Vi har
heller intet andet at give Gud end lov og tak, fordi vi modtager alt andet af
ham, det være sig nåde, ord, gerninger, evangelium, tro og alle ting. Det er
også den eneste rette, kristne gudstjeneste at love og takke, som Salme 50, 16
siger: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.”
Men hvad betyder
ordene: Hosianna, Davids søn? Ordet hosianna er taget fra Salme 118, 25, hvor
det hedder: ”Herre, hosianna (frels dog). Herre, lad det lykkes! Velsignet være
han, som kommer, i Herrens navn! Vi velsigner jer fra Herrens tempel.” Disse
vers har man forstået om Kristus, og de indeholder et ønske. For ligesom man
ønsker en ny herre til lykke og velsignelse, således mente folket også her, at
Kristus skal være en jordisk konge. Derfor ønsket de ham lykke og velsignelse
til det. Hosianna betyder nemlig: Ja, give lykke, eller: gør ham lykkelig,
eller hvordan du ellers vil udtrykke et sådant ønske. Nu tilføjer de så også:
Davids søn. Da lyder det således: Ja, Gud, giv Davids søn lykke! Lovet være,
osv. Vi siger da således: Ja, du kære Gud, giv Davids søn lykke og velsignelse
til hans nye kongerige! Lad ham ride ind i Guds navn, så det må gå ham vel osv.
Af det skal vi
lære, at vi også med denne skare kan synge Davids søn et Hosianna. Det vil
sige, at vi ønsker Kristi rige, den hellige kristenhed, velsignelse og lykke,
at Gud vil afskaffe al menneskelærdom og lad Kristus alene være vores konge,
som alene ved sit evangelium må regere over os og lad os være hans føl. Til det
hjælpe os Gud ved Jesus Kristus! Amen.
Web-redaktør:
Cand.theol. Finn B. Andersen