Matt 15, 21-28

2. søndag i fasten

 

 

 

 

 

Matt 15, 21-28

Den kana'anæiske kvinde

v21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. v22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« v23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« v24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« v25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« v26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« v27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde spiser da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« v28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

 

Dette evangelium foreholder os et fint eksempel på en bestandig og fuldkommen tro. For denne kvinde holder stand og sejrer i tre store og hårde kampe. Hun lærer os meget klart, hvad der er troens rette væsen og nytte, at den nemlig er en hjertelig fortrøstning til Guds nåde og godhed, som møder os og åbenbares i Ordet. For Markus siger i kapitel 7, 25, at hun havde hørt rygtet om ham. Hvad for et rygte? Uden tvivl et godt rygte og råb, at Kristus var en from mand, som gerne hjalp enhver. Et sådant rygte om Gud er et virkelig evangelium og et nådens ord. Det har virket troen hos denne kvinde. For hvis hun ikke havde troet, havde hun ikke løbet efter ham. Dette er, hvad vi ofte har hørt, og hvad Paulus siger i Rom 10, 17, at troen kommer af det, der høres. Ordet må gå forud og er begyndelsen til frelsen.

 

Moses må bane vejen

Men hvordan går det til, at så mange hører dette gode rygte om Kristus og dog ikke giver agt på det eller løber efter ham? Svar: for de syge er lægen nyttig og velkommen, men de sunde regner ham ikke. Men kvinden føler sin nød, derfor løber hun efter den søde duft, som der står i Højsangen 1, 3. Sådan må Moses gå foran og lære hjertet at kende sine synder, så nåden kan blive sød og attråværdig. Derfor nytter det slet intet, hvor venlig og sødt Kristus end skildres, hvis ikke mennesket forud gennem erkendelsen af sig selv er blevet ydmyget og længes efter Kristus. Sådan som det hedder i Marias lovsang i Luk 1, 53: ”Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” Dette er alt sammen sagt og skrevet til trøst for de elendige, fattige, trængende, syndige og foragtede mennesker, så de i al deres nød må vide, hvem de skal flygte hen til og søge trøst og hjælp hos.

      Men betragt nu her, hvordan Kristus behandler og øver troen hos sine børn, så den kan blive stærk og fast. For det første: På grund af det gode rygte løber kvinden efter ham og råber i den faste fortrøstning, at han efter dette sit rygte vil handle nådigt mod hende. Men Kristus anstiller sig ganske anderledes, som vil han lade hendes tro og gode fortrøstning slå fejl og gøre sit rygte til usandhed. Hun må tænke: Er dette den milde, venlige mand? Eller: Er dette det gode ord, jeg har hørt om ham, og som jeg har bygget på? Det kan ikke være sandt; han er din fjende og bryder sig ikke om dig. Han kunne dog godt sige ét ord og sige til mig: Jeg vil ikke vide af dig. Men nu tier han som en sten. Se, dette er et virkelig hårdt stød, når Gud viser sig så mørk og vred og skjuler sin nåde så højt og dybt. Det kan de tale med om, som føler og erfarer det i hjertet, så det synes som om han ikke vil holde, hvad han har sagt, men gøre sit ord til usandhed. Dette overgik også Israels børn ved det røde hav og desuden mange andre store helgener.

 

Følelser og tro

Hvad siger denne kvinde nu til det? Hun ser bort fra Kristi uvenlige væsen, lader sig ikke forvirre, tager sig det ikke nær, men bliver hængende i fast og urokkelig tillid ved det gode rygte, som hun har hørt om ham og grebet, og giver ikke tabt. Sådan må vi også gøre. Vi må lære at holde fast ved Ordet alene, om så Gud med alle skabninger anstiller sig anderledes, end Ordet siger om ham. Men ak! Hvor ondt gør det ikke naturen og fornuften, at den skal klæde sig så nøgen og give slip på det, den føler, og alene hænge ved det blotte ord, ja føle det stik modsatte. Gud hjælpe os i nød og død til et sådan mod og tro!

      For det andet: Da hendes råb og tro ikke hjælper, træder disciplene frem med deres tro og beder for hende, idet de mener, at de nok skal blive bønhørt. Men mens de tænker, han skal blive blødere, bliver han kun desto hårdere og lader, som det se ud til og må føles, både deres tro og bøn slå fejl. For her tier han ikke og lader dem i uvished, men afslår ligeud deres bøn og siger: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Dette stød er endnu hårdere, idet ikke alene vor egen person bliver forkastet, men også den eneste trøst, som vi endnu har tilovers, bliver tilintetgjort, nemlig fromme og hellige menneskers trøst og forbøn. For det er vor sidste udvej, når vi føler, at Gud er os unådig, at vi går til fromme, åndelige folk og søger råd og hjælp. Det er de også villige til, sådan som kærligheden fordrer det. Og dog kommer der intet ud af det. De bliver heller ikke bønhørt, og det bliver kun værre med os.

      Her kunne man foreholde Kristus alle de ord, hvor han har lovet sine hellige bønhørelse, som i Matt 18, 19: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” Ligesådan i 21, 22: ”Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.” Og flere andre steder. Hvor bliver disse løfter nu af? Men han svarer hurtigt og siger: Ja, det er sandt, jeg hører alle venner, men disse løfter har jeg kun givet Israels hus. Hvad mener du? Er dette ikke et tordenslag, som slår både hjerte og tro i tusinde stykker, når det mærker, at Guds Ord, som det bygger på, ikke gælder dig, men andre? Her må alle helgener og al deres forbøn forstumme, ja her må hjertet også lade Ordet fare, hvis det ville rette sig efter sin følelse. Men hvad gør kvinden? Hun giver dog ikke tabt, men holder sig til Ordet, skønt det ligesom med magt bliver revet ud af hjertet på hende. Hun tager sig ikke det strenge svar nær, men tror stadig fast på, at hans godhed endnu er skjult under det, og vil ikke anse Kristus for at være unådig. Det kan man virkelig kalde for at holde fast.

 

Troen fanger Gud i hans ord

For det tredje løber hun efter ham ind i huset, sådan som Markus skriver. Hun bliver ved med sin bøn, falder ned for ham og siger: Herre, hjælp mig! Her får hun det sidste dødsstød, idet han siger hende lige op i ansigtet, som ordene lyder: At hun er en hund og ikke værd at få del i børnenes brød. Hvad vil hun nu sige? Her siger han rent ud, at hun er en af de fordømte og fortabte, som ikke skal regnes blandt de udvalgte. Det er et evigt, uigenkaldeligt svar, som ingen kan komme forbi. Men endnu giver hun ikke tabt, ja, hun accepterer hans dom og medgiver, at hun er en hund, ønsker heller ikke mere end en hund, nemlig, at få lov til at spise af de smuler, som falder under deres herrers bord. Er det ikke et mesterstykke? Hun fanger Kristus i hans egne ord. Han sammenligner hende med en hund. Hun accepterer og beder ikke om mere, end at han vil lade hende være en hund, sådan som han selv dømmer om hende. Hvad kan han gøre? Han er fanget. En hund overlader man jo brødsmulerne under bordet, det er dens ret. Derfor åbner han sig nu fuldstændigt og overgiver sig aldeles til hendes vilje, så hun ikke mere er en hund, men et af Israels børn.

      Men det er skrevet os alle til trøst og lærdom, for at vi skal vide, hvor dybt Gud skjuler sin nåde for os, og hvordan vi ikke skal dømme om ham efter vores følelser og tanker, men udelukkende efter hans ord. For her ser du, at selv om Kristus opfører sig hårdt, så fælder han dog ingen endelig dom, så han lige ud siger nej, men alle hans svar lyder ganske vist som nej og er dog ikke nej, men er svævende og uklare. For han siger ikke: Jeg vil ikke høre hende, men han tier stille og siger hverken ja eller nej. Sådan siger han heller ikke, at hun ikke er af Israels hus, men at han ikke er sendt til andet end til Israels hus, og han lader det altså svæve mellem ja og nej. På samme måde siger han ikke: Du er en hund, man bør ikke give dig af børnenes brød, men: Det er ikke smukt, osv. Han lader det atter være uvist, om hun er en hund eller ikke. Dog lyder alle tre svar nærmere som nej end ja, og dog er der mere ja end nej i dem. Ja, der er kun ja i dem, men det ligger meget dybt og skjult og synes at være ene nej.

      Hermed vises nu, hvordan det forholder sig med vort hjerte i anfægtelsen: Sådan som det føler sig, sådan anstiller Kristus sig her. Det tænker ikke andet, end at det blot får nej, selv om det ikke forholder sig sådan. Derfor må det vende sig bort fra sine følelser og i en fast tro på Guds Ord gribe og holde fast på dette dybe, skjulte ja, som ligger under og over dette nej, sådan som denne kvinde gør. Vi må give Gud ret i hans dom over os, så har vi vundet og fanget ham i hans egne ord. Når vi således føler i samvittigheden, at Gud skælder os ud for synder og dømmer os uværdige til Himmeriget, da føler vi Helvede, og det synes, som om vi er evigt fortabte. Den, som altså her kunne lære denne kvindes kunst og fange Gud i hans egen dom og sige: Ja, Herre, det er sandt, jeg er en synder og ikke værd til at modtage din nåde; men dog har du lovet syndernes forladelse, og du er ikke kommet for at kalde retfærdige, men, som Paulus siger i 1 Tim 1, 15, for at gøre syndere salige. Se, da må Gud på grund af sin egen dom forbarme sig over os.

 

Alle synderes ret

Sådan gjorde kong Manasse under sin omvendelse, sådan som hans bøn viser. Han gav Gud ret i hans dom, anklagede sig selv for at være en stor synder og griber dog Gud i hans løfte om syndernes forladelse. Det samme gør også David i Sl 51, 6: ”Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; så er du retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.” For det er det, som bringer al unåde over os, at vi ikke vil finde os i Guds dom eller sige ja til den, når han holder og erklærer os for at være syndere. Ja, kunne de fordømte gøre det, så var de i samme øjeblik salige. Vi siger nok med munden, at vi er syndere, men når Gud selv siger os det i hjertet, så accepterer vi det ikke, men vil gerne holdes for fromme og være frie for denne dom. Men det må være sådan: Skal Gud have ret i sit ord, at du er en synder, så kan du bruge alle synderes ret, som Gud har givet dem, nemlig syndernes forladelse. Så spiser du da ikke alene brødsmulerne under bordet, ligesom hundene, men du er også et barn og har Gud som din efter dit ønske.

      Det er derfor dette evangeliums både åndelige betydning og bogstavelige tolkning. For som det går denne kvinde med hendes datters legemlige sygdom, som hun ved sin tro helbreder på en underfuld måde, sådan går det også os, når vi skal helbredes fra synden og den åndelige sygdom, som er en virkelig ond djævel: Kvinden må blive en hund, og vi må blive syndere og helvedesbrande, så er vi allerede helbredte og salige.

      Men hvad der mere er at tale om i dette evangelium, som at en uden egen tro kan modtage nåde og hjælp, ved en andens tro, sådan som det her skete kvindens datter, er der talt udførligt om andet steds. Hvordan Kristus og disciplene samt kvinden desuden i dette evangelium viser os kærlighedens eksempel, idet ingen af dem handler, beder og sørger for sig selv, men enhver for andre, er også klart nok og let at se.