Matt 13, 24-30

5. søndag efter helligtrekonger

 

 

 

 

 

Lignelsen om ukrudtet i hveden

Matt 13, 24-30

v24 Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. v25 Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. v26 Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. v27 Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? v28 Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? v29 Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. v30 Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.«

 

Denne lignelse har Herren selv udlagt i samme kapitel, foranlediget til det af sine disciple. Han siger nemlig, at den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle (vers 37-39). Disse syv ting nævner denne tekst og giver tydeligt til kende, hvad Kristus har ment med denne lignelse. Og hvem havde nået frem til denne tolkning? Han kalder nemlig her mennesker for sæden og verden for marken, mens han i den foregående lignelse, kalder Guds Ord sæden og mennesker eller deres hjerter marken? Hvis han ikke her selv havde givet udlægningen, havde enhver efterfulgt den forrige lignelse og ladet sæden betegne Guds Ord, og altså taget fejl af den rette mening. Lad os derfor her, for de kloges og lærdes skyld, som skal udlægge Skriften, lægge mærke til det forhold, at det ikke går an at efterabe eller gætte sig til noget i Skriften, men man skal og må være sikker i sin sag. Sådan tolker også Josef i 1 Mos 40 bagerens og mundskænkens drømme ganske forskelligt og retter sig ikke efter, at de på så mange måder ligner hinanden. Og skønt det her ikke havde været så stor fare, hvis man havde forstået sæden om Guds Ord, så havde man dog ikke ramt den rette mening.

    Så lærer dette evangelium os da, hvordan det går med Guds rige i verden, det vil sige, med kristenheden, navnlig i henseende til læren. Vi må nemlig ikke vente, at der på jorden blot skal være rettroende kristne, og Guds rene lære. Der må også være falske kristne og kættere, så de rette kristne må blive åbenbare, som Paulus siger. For denne lignelse taler ikke om sådanne falske kristne, som alene i den ydre livsførelse er ukristelige, men om dem, som er det i læren og troen, som fører Kristi navn og har et smukt skin, men netop derfor er skadelige. Det er samvittigheden, det kommer an på, ikke hånden. Og det må være virkelige åndelige tjenere, som skal kunne skelne den slags ukrudt fra hveden. Summen af dette evangelium er da den, at vi ikke skal forundres eller for­strækkes, hvis der blandt os rejser sig man­ge slags falsk lære og tro. Djævelen er også altid midt blandt Guds børn, Job 1, 6.

    For det andet lærer vi her, hvordan vi skal forholde os mod sådanne kæt­tere og falske lærere. Vi skal ikke ud­rydde og udslette dem. Han siger her klart og tydeligt, at man skal lade ukrudtet vokse sammen med hveden. Man skal ikke bruge noget andet end Guds Ord her. For det går sådan til i disse sager, at den, som er vildfarende i dag, i morgen kan komme på ret vej. Hvem ved, hvornår Guds Ord vil røre hans hjerte? Men bliver han henrettet eller på anden måde omkommer, så bliver han derved forhindret i at komme på ret vej igen, idet han bliver revet bort fra Guds Ord. Han må således gå fortabt, mens han ellers havde kun­net blive salig. Derved sker altså det, som Herren siger her: at hveden også bliver rykket op, når man vil luge ukrudtet væk. Det er da en overordentlig forfærdelig ting for Gud og kan aldrig forsvares.

    Mærk nu heraf, hvilke rasende men­nesker, vi i så lang tid har været, vi, som har villet tvinge muslimerne til troen med sværd, kætterne med ild og jø­derne med mord og således udrydde ukrudtet med vor egen magt. Som om vi var sådanne folk, der kunne regere over hjer­ter og ånder og gøre dem fromme og retfærdige, hvad dog alene Guds Ord kan udrette. Med disse mord rykker vi kun mennesker bort fra Ordet, så det ikke kan virke på dem. Så vidt det står til os, gør vi os således skyldige i to mord på én gang, idet vi nemlig både myrder lege­met her og sjælen evigt. Bagefter siger vi, at vi har gjort Gud en tjeneste med det, og vil dermed have en særlig fortjeneste i Himlen. Derfor burde disse ord rimeligvis forfærde alle kættermestre og menneskemordere, hvis de ikke havde jernpander - selv da, når de havde virkelige kættere for sig. Men nu brænder man de rette helgener og er selv kætter. Hvad andet er vel det, end at de som afsindige mennesker rykker kornet op og foregiver, at de luger ukrudtet væk?

    Dernæst giver også dette evangelium med sin lignelse til kende, at den frie vilje intet er, fordi Kristus alene sår den gode sæd, og Djævelen ikke sår andet end dårlig sæd. Ligesom vi også ser, at marken af sig selv ikke bærer andet end ugræs, som dyrene æder, skønt det grønnes og indtager marken, som om den hørte det til. Sådan er også de falske kristne blandt de rette kristne ikke nyt­tige til andet, end at være verdens græs­gang og Djævelens føde, skønt de grøn­nes og ser så smukke ud, som om de alene var de hellige. Ja, de indtager en sådan plads i kristenheden, som om de var dens her­rer, og kirkestyret og det øverste sæde må høre dem til, skønt de ingen anden grund har til det, end at de roser sig af at være kristne og lever blandt de kristne i Kristi kirke, skønt de selv ser og må bekende, at de lever ukristeligt. Når Herren yderligere afmaler Djævelen som den, der sår sin sæd, mens folkene sover, og derpå går bort, så ingen ser, hvem der har gjort det, så viser han dermed, hvordan Djævelen kan smykke og skjule sig, så han ikke bliver anset for en djævel. Dette erfarer vi i kristenheden, når han sender falske læ­rere ind. I begyndelsen farer de smukt frem, så det ser ud, som om kun Gud var til stede, og Djævelen mange tusinde kilometer borte. Ingen ser andet, end at de prædiker Guds Ord, navn og gerninger. Det kommer af deres list og snuhed. Men når hveden kommer op, så ser man ukrudtet; det vil sige, når man rettelig vil prædike Guds Ord og lære troen, så der vil komme frugt deraf, da farer de op og sætter sig imod det og vil beholde marken for sig selv. De frygter for, at alene hveden skal vokse op på marken, og deres eget væsen gå til grunde.

    Herover undrer tjenerne eller præ­dikanterne sig så, men de tør endnu ikke dømme dem, vil gerne udlægge det til det bedste, fordi de dog fører det kristne navn. Men de ser, at de er ugræs og en ond sæd, at de er faldet fra troen og har hengivet sig til gerninger, og tænker derfor på at rykke dem op. De klager imidlertid derover for Herren med hjertelig bøn i ånden. Han siger derimod, at de ikke skal rykke dem op, det vil sige, de skal have tålmodighed og tåle en sådan bespottelse og overlade den sag til Gud. For skønt sådanne mennesker hindrer hveden, så gør de dog, at den ser langt herligere ud ved siden af ugræsset, sådan som også Paulus siger i 1 Kor 11, 19: ”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” Det må være nok herom.