1. påskedag

Mark 16, 1-8

 

 

 

 

 

Mark 16, 1-8

Jesu opstandelse

v1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. v2 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. v3 Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« v4 Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. v5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v6 Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« v8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

 

Dette evangelium er et stykke af beretningerne om Kristi opstandelse, og indeholder den første kundgørelse. Til en begyndelse blev det meddelt kvinderne ved englene, der gik ud til graven for at salve Herrens døde legeme, før Kristus selv viste sig for dem og talte med dem. For han vil først ved Ordet åbenbare sin opstandelse for dem, før de får ham selv at se, og erfarer hans opstandelses kraft.

      Ligesom der jo tidligere er sagt om Kristi lidelse og død, og om de øvrige artikler om Kristus, at de må betragtes på en dobbelt måde, sådan er der også, hvad Herrens opstandelse angår to ting, man skal vide og lægge mærke til. For det første selve beretningerne, som viser, hvordan begivenheden er foregået med alle de enkelte omstændigheder. Hvordan Kristus ved mange slags beviser åbenbarede sig som levende, for at man skal have en sikker kundskab og et pålideligt vidnesbyrd om dette som grundlaget for vor tro og til styrkelse af troen. Denne artikel om opstandelsen er nemlig den fornemste, på hvilken vores frelse og salighed i sidste ende hviler. Uden den ville alt det andet nemlig ikke være til nogen nytte og uden nogen frugt.

      Men hvad der nu er at bemærke angående beretningerne om, hvordan både engleåbenbarelserne (om hvilke en del fortælles i dette evangelium) og Herrens åbenbarelse fulgte på hinanden, det kan bedst behandles der, hvor man på ordentlig vis sammenfatter hele beretningen ud fra alle evangelisterne. Derfor vil vi også gemme det stykke, om hvilket dette evangelium beretter, indtil dette kan ske..

      Det andet stykke, som er det fornemmeste og nødvendigste, og for hvis skyld tildragelserne også skete og blev prædikede, handler om den kraft, nytte og trøst, som følger af Herrens glædelige opstandelse, og om hvordan man ved troen skal gøre brug af denne. Det lærer og prædiker Paulus og alle apostlene og hele Skriften herligt og rigeligt om som vores tros hovedstykke, men herligst af den herre Kristus selv, da han først åbenbarer sig for kvinderne. For at vi også må høre og bide mærke i noget nyttigt om dette, vil vi derfor også fremholde de ord af Kristus, som han taler til Maria Magdalena, sådan som evangelisten Johannes fremsætter dem i kapitel 20, 17:

 

Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.

Dette er den første prædiken, som Herren Kristus har holdt efter sin opstandelse, og uden tvivl tillige den mest trøstefulde, selvom det sker med ganske få, men dog særdeles venlige og hjertelige ord. Han forkynder dem først for sin kære Maria Magdalena og gennem hende tillige sine disciple for at trøste og glæde dem med sin opstandelse efter den dybe jammer, sorg og lidelse, som de hidtil havde haft ved hans bortgang og død. Maria søger Herren med så meget større længsel og inderlighed end de øvrige, og er den første ved graven. Hun medbringer kostbare olier for at salve Kristi legeme, og er oven i købet forskrækket, oprevet og højst bekymret over, at hun ikke finder ham, og græder i den tro at han er taget bort. Derfor lader han også hende nyde det kærlighedsbevis, ved at han først åbenbarer sig for hende, og trøster hende i hendes angst, og holder denne skønne prædiken, som vi nu vil betragte.

      I begyndelsen, da Jesus viser sig for hende, ikke langt fra graven, førend han tiltaler hende, anser hun ham for at være gartneren, men da han nævner hende ved navn, og siger: Maria! Kender hun straks stemmen, og modtager ham også med det navn, som hun så vel som hans øvrige disciple plejede at benævne ham med. På hendes sprog siger hun: rabbuni, det vil sige, ak kære mester eller kære herre (for hos dem er mester det samme, som når vi siger: kære herre), og hun falder straks ned for hans fødder, ligesom hun var vant til, for at røre ved ham. Dette afværger han imidlertid ved at sige: Rør ikke ved mig, som ville han sige: Jeg ved godt, at du elsker mig, men du kan endnu ikke betragte mig og røre ved mig på rette måde, sådan som du bør betragte mig og røre ved mig.

      For hun glæder sig endnu ikke ved noget højere og større end den sanselige og kødelige glæde over, at hun nu atter har fundet sin herre i live, sådan som hun havde haft ham førhen. Hun bliver altså blot hængende ved selve tildragelsen, og tænker, at han nu igen, som han var det tidligere, vil være hos dem, spise og drikke med dem, prædike og gøre undere. Hun vil derfor ved at tjene ham og røre ved hans fødder vise sin kærlighed på samme måde som tidligere, da hun salvede ham - både mens han var i levende live og efter hans død.

      Derfor vil han nu ikke mere lade hende røre ved sig på denne måde, for at han kan lade hende forstå, at hun skal forholde sig roligt og høre og lære, hvad hun endnu ikke ved, nemlig at det ikke er hans mening at lade sig berøre og salve og lade sig blive opvartet og betjent på samme måde, som hun tidligere have gjort det mod ham. Men, siger han, jeg vil sige dig noget andet og noget nyt: Jeg er ikke opstået, for at jeg atter skal vandre og forblive legemligt og timeligt blandt jer, men derimod for at jeg skal fare op til min fader. Derfor behøver og ønsker jeg ikke sådan et tjenestebevis og sådanne gerninger, og det går ikke længer an at anse mig på samme måde som Lazarus og andre, som endnu lever i dette liv; for her findes ikke det sted, hvor jeg vil være og blive. I skal tro, at jeg går til Faderen, hvor jeg skal regere evigt og herske med ham, og også bringe jer derhen ud af jeres død og ud af al elendighed. Dér vil I have mig helt synligt og mærkbar blandt jer, og i evighed glæde jer over det sammen med mig og min far.

      Giv derfor slip på, vil han sige, at vise en sådan legemlig tjeneste og æresbevisning, men gør sådan: Gå hen og bliv en prædikantinde, og forkynd det, som jeg siger dig, videre til mine kære brødre, nemlig at jeg ikke længere skal være og forblive her legemligt, men derimod er trådt over fra dette dødelige liv til en anden tilværelse. Her skal I ikke længere have mig sanseligt og mærkbar blandt jer, men derimod have og erkende mig ved troen.

      Her benytter han altså en fuldstændig ny måde at tale på, når han siger: Gå hen og sig til mine brødre. Denne talemåde er taget fra Salme 22, som helt igennem handler om Kristus og hvori han både taler om sin lidelse og om sin opstandelse og siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre. Sådan har han aldrig tidligere talt til sine apostle, for ved nadveren kalder han dem ganske vist sine kære børn og sine venner, (Joh 13, 33 og 15, 14), men nu bruger han det allervenligste og herligste navn, som han kan nævne, og kalder dem brødre. Dertil er det ham meget magtpåliggende, for han venter ikke længe, men så snart han er opstået, er det den første genstand for hans omsorg, at det må blive fortalt dem, hvad han har for, og hvorfor han er opstanden.

      Og det er jo en kærlig og liflig tale, som overgår alt andet, så den som altså her vil tro, at det er sandt, han skal have nok at tro livet igennem og så længe verden består, ligesom også de kære apostle selv har nok og mere end nok at gøre med at tro på dette. For det trøstefulde deri er for stort og det glædelige for højt og menneskets hjerte for småt og for snævert til at kunne fatte noget sådan.

      Apostlene befandt sig bag låste døre. De var ikke alene forsagte og ængstelige, som en adspredt hjord uden hyrde, men havde også en ond samvittighed. Peter havde fornægtet og afsværget sin herre, og forbandet sig selv, og alle de andre var flygtet og faldet fra ham. Det var jo et stort og gruopvækkende fald, så de nok må have forestillet sig, at det aldrig ville blive tilgivet dem, at de havde fornægtet Guds søn og forladt deres kære herre og tro frelser på sådan en skændig måde.

      Hvordan kunne det nogensinde dæmre i deres hjerter, at Kristus ville give frafaldne mennesker og fornægtere en sådan venlig hilsen og et så vidunderligt godmorgen? At han ikke alene ville tilgive og forlade dem alt, men også kalde dem sine brødre? Eller hvem kan endnu tro og fatte det?  Jeg ville gerne, og undertiden kan jeg også, tro det, men jeg kan ikke bringe det så dybt ind i hjertet, at jeg fuldt og fast kan stole på det, og anse det for at være lutter sandhed. Ja, hvis vi kunne det, så var vi allerede salige her, og vi ville aldrig frygte hverken for død eller djævel eller verden, men hjertet måtte hele tiden springe af fryd og synge Gud et evigt halleluja.

      Men det lader sig desværre ikke gøre her på jorden. Den elendige tiggerpose, vort gamle skind, er for snævert til det. Derfor må Helligånden her komme os til hjælp, som ikke alene prædiker Ordet for os, men også puster til og driver på os i vort indre. Ja, som også tager Djævelen, verden og al slags anfægtelse og forfølgelse til hjælp. Og ligesom man må rive og bearbejde en svineblære med salt, for at den kan blive vid og rummelig, sådan må han også omhyggeligt gennemsalte og plage vort gamle skind, så vi skriger og råber om hjælp. Han må både ved indre og ydre lidelser bøjer og udvider os, for at vi dog også kunne komme så vidt og få et sådant hjerte og mod, samt få en sådan glæde og trøst af Kristi opstandelse.

      For lad os dog betragte en smule af, hvad det er for ord, som Kristus siger her, og ikke løbe henover dem sådan, som det er sket indtil i dag, og som man endnu gør det i hele pavedømmet. Her har vi til overflod læst, hørt og sunget dem, og alligevel løbet forbi dem, ligesom koen løber forbi helligdommen. For det er synd og skam at høre og kende sådanne ord og dog lade dem ligge så aldeles hjerteløst, kolde og døde, som om de var talt og nedskrevet aldeles omsonst, da de kristne selv, som dog ikke ligesom de andre foragter disse ord, men dagligt beskæftiger sig med dem, ikke kan agte dem så højt og dyrebart, og tro så fast på dem, som de gerne ville.

 

Kristi brødre og søstre

For overvej selv, siger jeg, hvad sådanne ord rummer og meddeler som disse: Gå hen, min kære søster, (for sådan vil han uden tvivl også have kvinderne benævnt, da han først åbenbarer sig for dem) og sig til de fornægtende og frafaldne disciple, at de skal kaldes og være mine kære brødre. Er det ikke med få ord at være optaget i og hensat med Kristus i hele hans ejendomsret og arveret til himmelen og alt, hvad Kristus i øvrigt ejer og har? Det må uden tvivl være rige og salige brødre og søstre, som kan rose sig af denne broder, som nu ikke hænger på korset længere eller ligger død i graven, men er en mægtig herre over synd, død, Helvede og djævel.

      Men hvordan kommer de stakkels forskrækkede og forsagte disciple til sådan ære og nåde, og hvormed havde de fortjent et sådant broderskab? Mon dermed, at Peter skændigt fornægtede Kristus og at alle de andre blev troløse mod ham? Og hvormed har jeg og andre (for at vi også skal tale om os selv) fortjent det? Mon derved, at jeg i femten år holdt afguderisk messe, spottede Gud og hver dag samvittighedsfuldt hjalp med til at korsfæste Kristus på ny? I sandhed en smuk fortjeneste, at vi i Djævlens tjeneste havde redet til Helvede og søgt andre af Djævelens og hans partiers broderskaber under afdøde helgeners navne, som Antonius, Frans, Bastians, Kristophs, Georgs, Annas og Barbaras, hvoraf det om nogle er tvivlsomt, om de var hellige, ja om de nogensinde har levet.

      Fy hvilken synd og skam, at vi, som kaldes kristne, og som hører til dette broderskab, som med Herren Kristus så nådigt tilbydes os, ikke havde foragtet den slags og ladet det fare, men var sunket ned i så dyb en blindhed, at vi havde ladet os indskrive i de skændige munkes og alle de pavelige partiers gavtyvbroderskaber, og prædiket om og rost os af det, som om det var kostbare ting.

      Men det er også sket til behag for verden: Hvorfor har vi ikke villet agte på Guds Ord, som dog har været skrevet, malet, spillet, sunget og messet for øjnene og ørene af os. Og selv nu, hvor sådan noget ved Guds Ord bliver påvist og revset, ophører man alligevel ikke med at spotte og forfølge. Men vi skal love og takke Gud, som så nådigt uden nogen fortjeneste, og på trods af, hvad vi har fortjent, har revet os ud af en sådan blindhed og gudsbespottelse og givet os at kunne erkende dette.

      Godt, enhver som kan tro, han tro det! For selvom vi ikke vil tro det, så er det dog sandhed. Broderskabet er stiftet her, og det er et broderskab, som ikke er vort klosterbroderskab, men Kristi. Herved er Gud vores far og hans enbårne søn vores bror. Og herved skænkes der os en arv, ikke på hundrede tusinde daler eller et eller flere kongeriger, men ved hvilken vi bliver forløst fra fællesskab med Djævelen, fra synd og død og modtager evigt liv og evig retfærdighed som besiddelse og ejendom. Det skænkes os sådan, at selvom vi har levet i synder, skyldige til død og evig fordømmelse, og tillige endnu er befængt med det, så ved vi, at dette broderskab er større, mægtigere, stærkere og mere ret end djævel, synd og alle ting. Så dybt er vi ikke faldet, så onde og fordærvede er vi ikke blevet, at dette broderskab ikke kan genoprette alt, og så rigeligt gøre os glade og fornøjet, for det er evigt, uendeligt og uudtømmeligt.

      For hvem er han, som bringer os dette broderskab? Guds enbårnes søn, alle skabningers almægtige herre, som aldrig har gjort sig skyldig i nogen synd (Es 53, 9 og 1 Pet 2, 22.), så han, for sin egen persons vedkommende ikke behøvede at lide nogen smerte eller pine. Jeg har gjort det alt sammen, siger han, for jeres skyld, som jeres kærlige broder, der ikke kunne tåle, at I skulle gå under i en sådan elendighed underlagt Djævelen, synden og døden, evigt adskilt fra Gud. Derfor er jeg trådt i jeres sted, og har taget jeres elendighed på mig, har hengivet mit liv i døden for jer, for at I skulle blive hjulpet. Og jeg er opstået igen, for at jeg kan forkynde og tilegne jer denne hjælp og sejr, og giver jer del i broderskabet med mig, for at I med mig skal have og nyde alt, hvad jeg har og formår.

      Sådan ser du, at han ikke vil lade det forblive ved, at begivenheden har fundet sted, og at han for sin person har bragt det i stand, men han bringer det også ud iblandt os, og opretter et broderskab derved, for at det skal være fælles for os alle og vores fælles arv. Han sætter det i forhold til os, det vil sige, han har gjort det, ikke for sin egen person, eller for sin egen skyld, men som vores bror, alene til vort bedste. Og han vil ikke betragtes og erkendes anderledes end som den, der med alt dette er vores, og vi er på samme måde hans. Således hører vi sammen på den tætteste måde, så vi ikke kunne være tættere forbundet, da vi har den samme far og besidder det samme fælles udelte gods, og kan tage del i, rose os af og fortrøste os til hans magt, ære og ejendom som vores egen.

      Hvem kan nu fatte det fuldt ud, og hvilket hjerte kan tro dette tilstrækkelig: at Herren er så tæt forbundet med os? For det er jo alt for stort og uudsigeligt til, at vi arme, elendige Adams børn, som er født og har levet i synd, skulle være den høje majestæts virkelige brødre, medarvinger og medregenter i et evigt liv. Sådan som Paulus herlig priser og ophøjer dette i Rom 6, 17 og Gal 4, 7: er vi børn (i Kristus), så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger. For det ene følger alt sammen af det andet. Skal vi kaldes Guds børn, så må vi også i sandhed være hans arvinger, og den herre Kristi brødre og medarvinger, for han er Guds egen enbårne søn.

      Derfor lærer nu den, som lære kan, at begynde at bede Fadervor på rette måde: Hvad det vil sige, at jeg kalder Gud min far, og så sandt og vist skal regne og anse mig for hans kære barn og den herre Kristi bror, som deler alt, hvad han har, med mig, og giver mig, med sig selv, fuld ejendomsret til alle de evige goder. Ransag og spørg her dit eget hjerte, om du, uden tvivl, uden vaklen og af hjertets grund kan sige: ”Vor fader”. Om du kan stå fast på dette, og for Guds ansigt slutte sådan: Jeg regner mig for dit kære barn, og dig for min kære far. Ikke på grund af, at jeg skulle have fortjent det eller nogensinde kan fortjene det; men alene af den grund, at den kære herre Kristus vil være min bror, forkynder mig dette af sig selv og tilbyder mig, at jeg kan regne ham for min bror, og han på den anden side regner mig for sin.

      Men begynd kun, siger jeg, og forsøg dog, hvordan dette arbejde vil gå for dig. Da vil du finde, hvilken vantro filur, der gemmer sig i dit bryst, og hvor tungt det falder dit hjerte at tro dette. Ak, siger naturen, jeg er en stakkels synder, hvordan skulle jeg så kunne ophøje mig selv så højt og stræbe så højt og rose mig af, at Kristus er min bror, og jeg hans bror? For storheden og herligheden er så overvældende høj, så højt hævet over al menneskelig fatteevne, hjerte og tanke, at det ikke lader sig begribe. Sådan bekender den hellige Paulus også selv i Fil 3, 18, at han ganske vist griber efter det, men ikke har grebet det. Ja, et menneske forfærdes over det og forfærdes over sig selv, at det skulle formaste sig til at tage imod en sådan ære og herlighed.

      Godt, hvad skal man da gøre? Vi må jo sige, og det i sandhed, at vi er elendige syndere og, med Peter, er vor Herres fornægtere (sådan som jeg i særdeleshed frem for andre har været det). Men hvad kan vi gøre ved det? Det er nok, og mere end nok, at jeg har gjort ham imod, er faldet fra ham og har gjort mig til en slyngel. Skulle jeg derfor fortsat gøre ham til en løgner og bedrager, samt fornægte og bespotte denne trøstefulde prædiken? Måtte Gud bevare mig imod det!

 

Glem alt om synden

Ja, du er det ikke værd, siger Djævelen gennem mit kød. Dette er desværre også sandt. Men hvis jeg ikke tror og tager det til mig, så vil jeg beskylde min herre for løgn og sige: Det er ikke sandt, når han siger, at han er min bror. Men Gud bevare mig for dette! For derved har jeg skubbet Gud og hele min frelse og salighed fra mig, ja trådt den ned med mine fødder.

      Derfor vil jeg sige sådan: Jeg ved udmærket, at jeg er et uværdigt menneske, og er værdig til at være Djævelens (ikke Kristi og hans helliges) bror. Men nu har Kristus sagt, at jeg er hans bror som den, for hvem han er død og opstået, lige så godt som Peter, der også var en synder. Og Kristus kræver på det alvorligste af mig, at jeg skal tro ham uden mindste tvivl og vaklen og ikke se eller lægge vægt på, at jeg er uværdig og fuld af synd. Selv vil han hverken se eller tænke på det, sådan som han dog med rette kunne gøre det, og han havde grund nok til at hævne sig på og straffe sine disciple, for hvad de have forbrudt sig mod ham. Men dette er alt sammen glemt og udslettet af hans hukommelse, ja ihjelslået og begravet, og han ved derfor ikke at sige andet om dem, end hvad der er dejligt og godt. Han hilser og taler så venligt med dem, som med sine trofaste og kære venner og fromme børn, der intet ondt har gjort og ikke smittet noget rent, men tværtimod gjort alt godt mod ham. Alt dette gør han, for at de ikke skal beholde nogen sorg eller bekymring i deres hjerte, som om han ville mindes det og forkaste dem eller hævne sig på dem over det.

      Når han således ikke vil vide noget af min synd, men betragte den som død og begravet, hvorfor vil jeg så ikke lade det være sådan og af hjertet takke, prise og elske min kære herre, fordi han er så nådig og barmhjertig? Om jeg end er belæsset med synder, så må jeg dog ikke gå hen og gøre hans venlige ord, som jeg her hører af ham selv, til løgn og med frit forsæt tilbagevise det tilbudte broderskab. Tror jeg ikke hans ord, så er det min fejl, men derfor er det ingen løgn, og der er ingen mangel fra hans side.

      Hvis nu nogen vil bebyrde sig selv med nye synder og ikke lade være glemt, hvad Kristus har glemt, han kunne sandelig forsynde sig sådan, at han selv blev evigt forglemt og ikke mere stod til at redde. Det er det, Hebræerbrevet 6 og 10 siger om dem, der er kommet så langt ud i synden, at de falder fra Guds Ord og forhærdet gør det til løgn. Det kaldes synd imod Helligånden, og, som det hedder i kap. 6, 6, ”at gøre Guds søn til spot”, i kap. 10, 29. ”Træder Guds søn under fod og håner nådens ånd.” Gud bevare alle dem derfra, som gerne vil være kristne! Der er desværre alt for meget af den forrige blindhed og dårskab, som vi hidtil har befundet os i. Lad det nu være glemt og lad os være hensat i den stand, at være hans brødre, hvis vi blot vil tage imod det. Kan vi ikke tro så fast, som vi skulle, bør vi dog, som de små børn, begynde at suge i det mindste en lille skefuld af denne mælk i os, indtil vi kan blive stærkere, og ikke støde den helt og aldeles fra os.

      Derfor, hvis din egen uværdighed nedslår dig, når du skal bede, og du tænker: Ak, mine synder er for mange, og jeg frygter for, at jeg ikke kan være Kristi bror, så slå omkring dig og værg dig så godt du kan, for at du ikke skal give rum for sådanne tanker. Sig kun fortrøstningsfuldt og trodsigt en sådan djævelens indskydelse imod: Jeg ved godt nok, hvad jeg er, og du behøver ikke at sige eller lære mig dette. Det tilkommer ikke dig at dømme om det; derfor forsvind, du lede, løgnagtige ånd! Jeg vil og skal ikke høre på dig. Men her skal jeg høre, hvad Kristus er og siger; for han er min Herre og frelser, Guds enbårne søn, der er død og opstået fra de døde for mig. Han siger til mig, at alle mine synder er glemt, og at han nu vil være min bror, og at jeg på den anden side skal være hans bror. Dette vil han, at jeg skal tro af hele mit hjerte uden nogen vaklen.

      En slyngel og en usling, ja den lede Djævels bror må den være, som ikke vil tage imod dette. Er jeg ikke værdig dertil, så trænger jeg dog dertil. Ja, selv om jeg ikke var dette, så er Gud dog værd, at jeg giver ham æren og regner ham for en sandfærdig Gud. Tror jeg det ikke, så begår jeg en synd mod ham, som er større end alle andre synder. Jeg udviser den højeste vanære mod det første bud, idet jeg anser ham for at være en løgner og for en Gud, der intet er værd. Men hvilken større ondskab og gudsbespottelse kan blive hørt eller sagt end denne?

 

Troens svære kunst

Derfor gør du det meget bedre, når du føler, at det falder dig tungt at tro, at du falder på knæ og for ham klager over denne din uformåenhed. Sig med apostlene: Herre, forøg vores tro! Jeg vil ganske vist hjertens gerne regne dig for min kære fader og Kristus for min broder, men mit kød vil desværre ikke følge med. Hjælp du derfor min vantro, så jeg kan give dit navn æren og holde dit ord for sandt.

      Se, sådan vil du hos dig selv ved erfaringens hjælp finde ud af, hvilken tung kamp det er at tro disse ord og at bede Fadervor ret. Ikke sådan at forstå, at det i sig selv ikke skulle være sandt, fast og stærkt nok; men sådan, at vi er så svage, ja så lastefulde og urolige som kviksølvet, så vi ikke kan holde fast på det, som det dog var rimeligt og værd at holde fast på med hænder og hjerter af jern og diamanter.

      Tidligere, da vi blev forført og bedraget med løgn og falsk gudstjeneste, har vi kunnet holde os til og trøste os med alle helgeners og munkes broderskab, og sige med en fast, men dog falsk, tro og glæde: Hjælp, kære herre Georg, Antonius og Frans, og lad mig nyde godt af din forbøn! Da var der ingen anfægtelse eller hindring, men arbejdet gik meget godt for sig, og vi havde da lutter jernnæver og jernstyrke til at tro med. Men nu, når Kristus, sandheden selv, tilbyder os at være vores brødre, ja lokker og opmuntrer os på det allervenligste til det og siger: Min kære, tag dog imod mig som en bror; så kan han dog ikke bevæge os til at tro og tage imod det. Så meget strider og kæmper kødet og den lede Djævel imod det.

      Derfor er det her bedst, at enhver selv forsøger og øver sig, når man går ind på sit værelse og begynder at bede, så han dog overvejer, hvad det er, han siger, og lægger ordet ”Fadervor” på vægtskålen: Min kære, hvad beder du dog om? Hvad siger dit hjerte til det? Regner du også i sandhed Gud for at være din far og dig selv for hans kære barn? Nej, i sandhed siger hjertet, jeg ved det ikke; hvordan kan jeg tildele mig selv en så herlig ting? Ak, hvorfor giver du så ikke afkald på en sådan bøn, da du jo med din mund kalder Gud for far, mens dit hjerte beskylder dig selv og ham i hans ord for løgn? Eller hvorfor bekender du ikke hellere din svaghed og siger: Jeg kalder dig min far og skal efter dit ord og din befaling kalde dig sådan; men jeg er desværre bekymret for, at mit hjerte lyver som en bedrager; og det ville endnu ikke være det værste, hvis jeg løj for mig selv, når jeg bare ikke tillige beskyldte dig for løgn. Ak, hjælp mig, kære herre og far, så jeg ikke gør dig til en løgner; for jeg kan ikke gøre mig selv til en løgner, uden at jeg først har gjort dig til det.

      Derfor, selv om jeg ganske vist føler og erfarer, at jeg desværre ikke kan sige Fadervor af hele mit hjerte, ligesom intet menneske på jorden kan sige det fuldkomment (ellers var vi allerede salige), så vil jeg dog forsøge det og begynde, ligesom et spædbarn begynder at patte på sin moders bryst. Kan jeg ikke tro det tilstrækkeligt, så vil jeg alligevel ikke lade det være løgn eller sige nej til det. Om jeg end ikke kan spille det spil sådan, som ret er, så vil jeg dog ikke spille modsat, sådan som munkene og de fortvivlede hjerter gør det. De regner ikke Kristus for deres bror, men for en fjende og tugtemester. (Dette er at gøre ham til en djævel). Jeg vil dagligt lære at stave på det, indtil jeg lærer at sige Fadervor og denne prædiken af Kristus efter. Lad mig så gøre det så godt eller slet, som jeg kan. Gud give, jeg måtte stamme det eller lalle det, når jeg bare kan få noget frem.

      For det er, som sagt, en synd over alle synder, når Gud er nådig og vil tilgive alle synder, at mennesker så ved deres vantro gør Guds nåde og sandhed til usandhed, og støder den fra sig, og ikke vil lade den herre Kristi død og opstandelse gælde. For jeg kan jo ikke sige, at dette broderskab, som giver og bringer os syndernes forladelse og al salighed, er min eller et menneskes gerning og arbejde, eller at nogen har arbejdet på det og søgt efter det. Denne opstandelse er nemlig sket og bragt i stand, førend noget menneske vidste deraf. Og det er ikke noget menneske, men det er Guds Ord, som forkynder og prædiker det for os. Derfor kan det ikke fejle eller lyve. Da det altså alene er Guds værk og Guds sandhed, så er det passende, at vi er under Guds højeste straf og unåde, hvis vi ikke adlyder, tager imod det for Guds skyld og i troen holde os til det, så vi ikke skal falde i den synd, som ikke kan blive til­givet. Alle andre synder imod Guds bud og loven, der handler om, hvad vi skal gøre og hvad Gud fordrer af os, de kan endnu tilgives, da vi hele vort liv igennem slet ikke er fri for dem. Hvis Gud ville regne med os efter vort liv og efter vore gerninger, så kunne vi aldrig blive salige. Men den, som ikke vil tro dette Kristi ord eller modtage hans frelsesgerning, han forsynder sig hundredetusinde gange dybere og værre, for han modarbejder nåden og frarøver sig selv tilgivelsen. For det er nåden, som siger: Loven skal ikke skade eller fordømme dig, selv hvis du på det kraftigste har forsyndet dig imod den. Disse synder skal alle blive tilgivet dig ved Kristus. Det er derfor han er død og opstået for dig. Og han giver dig det ved denne prædiken om sit broderskab.

      Hvis du nu ikke vil tro eller modtage dette, men løber imod det med hovedet og siger: Jeg vil ikke have nåde; hvad skulle så kunne hjælpe dig? Hvad andet vil du søge for at få tilgivelse og blive salig? Jo, siger du, jeg vil blive en karteusermunk, eller løbe barfodet til Rom og købe aflad. Nuvel, så løb da, hvordan du vil, ikke i Guds, men i den lede Djævels navn. Når du gør dette, har du ikke alene fornægtet nåden, men også loven, og du er fuldstændig faldet fra Gud, fordi du søger sådanne gerninger og sådan en hellighed, som ikke alene ikke er befalet af Gud, men endog forbudt.

      Skulle han da ikke blive vred og straffe os, fordi vi dagligt har plapret, sunget og læst Fadervor og troen uden forstand, uden tro og uden at have hjertet med, og ikke alene ikke har vist Kristus agtelse, men heller ikke Guds lov? Skulle han da ikke blive vred på os, fordi vi alene femholder vore egne gerninger og vores falske åndelighed, som for begges vedkommende er over og imod nåden og loven, og bærer dem frem for Gud, for dermed at forsone ham og fortjene himmelen af ham? Det skal jo gå sådan til, at vi, hvis vi har foragtet Guds Ord og denne Kristi herlige og trøstefulde prædiken, skal blive så skammeligt forblindede og bedraget af Djævelen og straffet og plaget ved paven; som ville Gud hermed sige: Godt! Vil I ikke have min søn som bror og mig som jeres kære far, så tag paven med hans munke, som viser jer bort fra evangeliet, fra troen og De Ti Bud til sine skabede, stinkende munkekapper og til sit broderskab med Djævelen.

      For når de ikke vil have, at Kristus uden al vor fortjeneste og værdighed skal være og blive vor bror, bringe os Guds nåde og syndernes forladelse, hvad er det da i grunden andet end i og med gerningen at fornægte troen på Gud og hans søn, som Paulus siger, selv om de bekender ham med munden?

      Sådan har jeg også gjort i min forrige blindhed, da jeg sang og læste disse ord tilligemed andre, og dog holdt jeg meget mere af mit munkevæsen og mine egne gerninger. For hvis jeg havde holdt det for vist og sandt, hvad Paulus siger i Romerbrevet 4: at Kristus er hengivet for vore overtrædelser og oprejst til vor retfærdiggørelse, for at vi skulle blive hans brødre; så ville jeg have lært af dette, at min gerning og min munkekappe ikke kunne hjælpe mig dertil. Hvorfor havde Kristus ellers behøvet at træde til og tage min synd og Guds vrede på sig ved sit kors og sin død, og ved sin opstandelse give mig arveret til alle mine synders forladelse og til den evige salighed og herlighed? Men nu, da de hænger ved deres munkevæsen og ved deres egen fortjeneste søger nåde hos Gud, og de dermed vil aflægge og gøre bod for synden, så aflægger de det vidnesbyrd mod sig selv, at de ikke tror noget af det, som de siger med munden. De siger ganske vist: Jeg tror på Jesus Kristus, som for er død og opstået for mig. Men de tror det modsatte. De tror på barfodsmunkenes kapper og bælter, på Anna og Antonius. For det er umuligt, at den, som kender Kristus i dette broderskab, skulle drive på sådan noget narreværk, der ikke alene bliver lært og holdt uden for og imod troen, men også imod loven, og er rette djævelsynder frem for alle andre.

      Derfor skal en kristen, selv om han ikke kan udsige et stærkt Fadervor, dog lære at bede og tænke sådan: Kære herre Gud, bevar mig for synd imod Helligånden, så jeg dog ikke falder fra troen og dit ord og bliver muslim, jøde eller munk og pavehelgen, som tror, lærer og lever imod dette broderskab. Lad mig dog beholde en lille andel i dette broderskab. Lad det nu være nok, at vi så længe har troet og levet stik imod den rette tro; nu er det på tide at bede Gud om, at han vil gøre denne rette tro sikker og stærk i os.

      For har vi den, så er vi frelst og befriet fra synd, død og Helvede, og kan nu dømme alle andre ånder og alle vildfarelser, samt forstå og fordømme alt bedrageri og al falsk tro og afsige denne dom: Den, som trækker en munkekappe på og lader sit hår rage for derved at blive hellig, eller køber sig ind i munkebroderskabet, han er en tåbelig og uforstandig nar, ja et elendigt, blindt, usaligt, fortvivlet menneske. Den, som martrer sig selv med storstilet faste og pisk, som karteuserne eller de muslimske helgener gør det, er allerede adskilt fra Gud og Kristus og fordømt til Helvede.

      For alt dette er intet andet end lutter bespottelse og modsigelse mod dette Kristi kære og himmelske broderskab. Ganske vist er de i stand til at bede og læse meget derom, som Esajas 29, 13 siger: ”Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud.” Hvilken stor lyst, mener du, vil han have til sådanne hellige, der i det ydre optræder, som om de var Guds rette børn, læser og synger evangeliet, taler de smukkeste ord og holder en herlig påskefest og procession med faste og vågeblus, og dog bryder de sig ikke om at forstå eller tro det, men kæmper imod det med deres lære og liv. For hvis de forstod og troede det, så ville de ikke vedblive med deres munkevæsen og menneskepåfund; men de ville snart træde kapperne og bælterne under deres fødder og sige: Føj med dig, du skammelige broderskab! Til Helvede med det! Imod det broderskab, som lærer mig min tro og mit Fadervor, er det ikke engang værd, at man skal se eller tænke derpå.

      Sådan fælder Paulus i Fil 3 følgende dom over sit hellige liv i jødedommen: Jeg var, siger han, en from, ustraffelig mand, ikke efter eget menneskepåfund, men efter Moseloven; men, da jeg havde lært Kristus at kende, regnede jeg al min retfærdighed under loven for skade. Ja ikke alene for skade, men jeg agtede det for snavs og skrald. Jeg mente godt nok, at jeg var en stor helgen, eftersom jeg strengt og med stor flid havde holdt loven, og jeg anså dette for at være min højeste skat og største vinding; men da jeg hørte om den herre Kristi broderskab og arvedel, O, hvor sank mit høje mod og min pukken på egen retfærdighed da ikke, så jeg nu gruer derfor og ikke mere tør tænke derpå.

      Se, sådan priser han den retfærdighed, som dette broderskab bringer os, at han på det højeste nedgør og foragter alle menneskers gerninger og hellighed, selv om den skulle være den bedste efter Guds lov (der dog skal og må blive holdt og er det mest rosværdige og gode på jorden). For da det alt sammen er vores egen gerning og vort eget liv, kan og skal det ikke have den ære og ros, at det gør os til Guds børn, og at man ved det opnår syndernes forladelse og det evige liv. Nej, for at opnå dette, er det nødvendigt, at du giver agt på de ord af Kristus, som siger til dig: God morgen, min kære bror! I mig er din synd og død overvundet; for hvad jeg har gjort, det har jeg gjort for dig.

      Heraf fremstår også den trods, som Paulus fremfører, efter profeten Hoseas kap. 13, i 1 Kor 15, 55 imod synden og døden: ”død hvor er din brod? Helvede! Hvor er din sejr?” Som om han ville sige: Tidligere var I forfærdelige fjender, for hvilke alle mennesker, hvor hellige og fromme de end kunne være, måtte sitre og forgå; men hvor er I nu? Hvordan kan I forsvinde så fuldstændigt? O, siger han, alt er opslugt, alt er nedsænket og druknet ved en sejr. Men hvor er sejren, eller fra hvem er den kommet? Gud være tak, siger han i v. 57, som giver os den ved vor Herre Jesus Kristus.

      Det er vel stort og herligt, som kan byde sådan et trods; men ingen kan det, uden han har den tro, som Paulus havde, uagtet han ikke, som han selv klager, havde den så stærk, som han gerne ville have den. Men dog havde han den sikkert og kunne beholde den trods Djævelens vrede og herskermagt. Men at vi ikke formår dette og endnu frygter og nærer frygt for døden og Helvede, det er et tegn på, at vi endnu har en alt for lille tro. Derfor har vi desto større grund til at råbe og bede til Gud, der tilmed tager vore brødres bøn til hjælp, og dagligt trykker dette ord ind i vort hjerte, indtil også vi nogenlunde kan byde døden trods, som Paulus. Vore modstandere kan ganske vist le hånligt af os og spotte over, at vi ikke ved af noget andet at lære end troen. De råber: Man må stræbe meget højere og gøre mere. Men havde vi bare nok af tro, så skulle vi nok komme efter det øvrige. For dette er jo hovedstykket og det allernødvendigste (som ovennævnte ikke kender noget til), hvordan man skal komme dertil, at vi bliver fri fra rædslen for synden, døden og Helvede og kan få en glad samvittighed lige over for Gud, for at vi med sandhed og af hjertet kan bede Fadervor. Hvor der ikke er en god samvittighed, er alt andet forgæves, om man end plagede sig til døde med gerninger. Men da det endnu kniber for os alle, så behøver vi ikke at skamme os for at øve os på det og omgås med det, ligesom med vort daglige brød og tillige anråbe Gud om hans kraft og styrke. Amen.