Luk 8, 5-15

Søndag seksagesima

 

 

 

 

Luk 8, 5-15

Lignelsen om sædemanden

v5 »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. v6 Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. v7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. v8 Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«v9 Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. v10 Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte.v11 Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds Ord. v12 De på vejen er dem, der har hørt Ordet; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. v13 De på klippen er dem, som med glæde tager imod Ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. v14 Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt Ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. v15 Men det i den gode jord, det er dem, der hører Ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.

 

Dette evangelium fortæller os, hvilke disciple Guds Ord har, og hvilke frugter det bæ­rer i verden. For det taler ikke om lo­ven, heller ikke om menneskelærdomme, men, som Kristus selv siger, om Guds Ord, som han selv, sædemanden, prædiker. Heller ikke loven giver nogen frugt, lige så lidt som menneskelærdomme. Kristus giver her Guds Ord fire slags disciple.

 

Fire slags tilhørere

De første er dem, som hører det og ikke forstår det, de regner det heller ikke for at være noget. Det er ikke ringe folk i verden, men de største, klogeste, helligste, med ét ord, flertallet. For han taler ikke her om dem, som forfølger Ordet, eller ikke hører på det, men om dem, som hører det, er dets disciple, og som også vil kaldes rette kristne. De lever blandt os i den kristne forsamling og er med os delagtige i dåben og nadveren. Men de er og blive kødelige hjerter og tager ikke Ordet til sig. Det går ind af det ene øre og ud af det andet, ligesom kornet, der falder på vejen, ikke kommer ned i jorden, men bliver liggende oven på vejen, fordi den er blevet hård og fast ved menneskers og dyrs færden.

    Derfor siger han, at Djævelen kom­mer og tager Ordet af deres hjerter, for at de ikke skal tro og blive salige. Denne Djævelens magt betegner ikke alene, at deres hjerter er forhærdede ved deres verdslige sind og livsførelse, og de giver slip på Ordet, så de aldrig forstår eller erkender det; men også, at Djævelen i stedet for Guds Ord sender falske lærere. For her står der, både at sæden blev nedtrådt, og at himmelens fugle åd det op.

    Ved fuglene betegner Kristus selv djævlene, som borttager og æder Ordet. Dette sker, når Djævelen fordrejer og forblinder hjerterne, så de ikke forstår Ordet eller giver agt på det. Som Paulus siger i 2 Tim 4, 4: ”De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.”

    Ved nedtrædelsen af mennesker forstår han trældommen un­der de menneskelærdomme, som regerer i vore hjerter, sådan som han også i Matt 5, 13 siger om det salt, som mister sin kraft, og som kastes ud og trædes ned af mennesker. Det er som Paulus siger i 2 Thess 2, 11, at de må tro på løgnen, fordi de ikke vil tro på sandheden.

    Til dem hører altså alle kættere, partiånder og sværmere, som opfatter evangeliet kødeligt og udlægger det efter deres eget hoved og forgodtbefindende. De hører alle evan­geliet og bærer dog ingen frugt, ja, de regeres endnu mere af Djævelen og træller endnu mere under menneskelærdomme end tidligere. For det er forfærdelige ord, når Kristus siger, at Djævelen tager Ordet bort fra deres hjerter. Dermed viser han jo, at Djævelen regerer vældigt over deres hjerter, skønt de kaldes kristne og hører Ordet. Et lige så forfærdelige ord er det også, at de trædes ned og må være mennesker underlagt med de­res fordærvelige lære. Ved denne lære tager Djævelen listigt Ordet bort fra dem under evangeliets skin og navn, så de aldrig forstår det eller bliver salige, men må gå evigt fortabt. Sådan gør nu for tiden vore sværmere alle steder. For hvor dette ord ikke er, findes der ingen salighed, og det hjælper ikke, selv om man har store gerninger og en hellig livsførelse. For når han siger, at de ikke bliver salige, fordi Ordet tages fra dem, så giver han dermed tydeligt nok til kende, at ikke gerningerne, men alene troen ved Ordet gør sa­lig. Som også Paulus siger i Rom 1, 16: ”Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.”

 

Den anden slags er dem, som modtager Ordet med glæde, men ikke fastholder det. Disse udgør også en stor flok. De opfatter og forstår Ordet ret og rent, uden at tage hensyn til alle sekter og partier eller sværmere, glæder sig også over, at de erkender den rette sandhed og nu kan vide, at man uden gerninger, ved troen alene, bliver frelst. Desuden glæder de sig over, at de er blevet frie fra lovens, samvittighedens og de menneskelige lærdommes fængsel. Men når der kommer modgang, og de må lide skade, ringeagt og gener på legeme og ejendele, falder de fra og fornægter det, for de har ikke rodnet nok og står heller ikke dybt nok plantet. Derfor er de ligesom sæden på en klippe, som spirer hurtigt op og grøn­nes, så det er en lyst at se, og giver godt håb; men når solen skinner varmt, så visner den; for den mangler jord og væske og står på den nøgne klippegrund. Sådan er det også med disse i modgangens tid. Da fornægter eller fortier de Ordet og gør, taler og finder sig i alt, hvad forføl­gerne befaler eller ønsker. Dog var de tidligere kække, talte om det og bekendte med glæde, da der endnu var fred og in­gen hede, så man håbede, at de ville bære meget frugt og være til nytte blandt mennesker. For sådanne frugter er ikke alene gerningerne, men meget mere Guds Ords bekendelse, prædiken og udbredelse, så mange andre derved omvendes og Guds rige udbredes.

 

Den tredje slags er dem, som hører og forstår Ordet, men falder i den anden grøft, idet de hengiver sig til dette livs vellyst og fornøjelser, så Ordet intet udretter hos dem. Denne gruppe er også meget, stor. For skønt de ikke stifter no­get kætteri, som de første, men altid beholder Ordet klart og rent, og heller ikke bliver anfægtede til den venstre side, som de andre, med modgang og forfølgelse, så falder de dog til den højre side, og det er til deres fordærvelse, at de har fred og gode dage. Derfor hengiver de sig ikke med alvor til Ordet, men bliver eftergivende og er optaget af dette livs problemer og rigdom og fornøjelser, så de ikke er nyt­tige til noget. Derfor ligner de den sæd, som falder blandt torne. Skønt der ikke er nogen klippe, men god jord, og heller ikke nogen vej, men dybt nok pløjet jord, så hindrer tornene den dog fra at komme op, og kvæler den. Sådan har også disse i Ordet alt, hvad der tjener til sa­lighed, men de bruger det ikke og rådner op i deres kødelige livsførelse. Denne gruppe omfatter dem, der hører Ordet, men ikke holder deres kød i tømme. De kender Guds Ord, men gør ikke ­efter det. De lærer det, men efterlever det ikke og forbliver i år, som de var i fjor.

 

Den fjerde slags er dem, som hører Ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed. Det vil sige, at de hører Ordet og bliver vedvarende ved det, så de vover og giver slip på alt. Dem fratager Djævelen ikke Ordet eller forfører dem. De afskrækkes ikke af forfølgelsernes hede. Og dette livs fornøjelser og materialismens torne hindrer dem ikke, men de bærer frugt, så de også lærer andre det samme og fremmer Guds rige, samt gør deres næste godt i kærlighed. Der­for tilføjer Kristus ordet: ”udholdenhed”. For disse mennesker må tåle meget for Ordets skyld: forsmædelse og skændsel af sekterne og kætterne, had og misundelse med skade på liv og ejendele af forfølgerne, foruden hvad tornene og egne anfægtelser fra kødet forvolder. Derfor hedder det med rette ”korsets ord”, for den, som vil følge det, må med udholdenhed bære og kæmpe med kors og ulykke.

    Kristus tilføjer: ”i et smukt og godt hjerte”. Ligesom en mark, der er uden torne og strå, er ganske jævn og plan, som en skøn og ren plads, sådan er også det hjerte jævnt og rent, som er uden havesyge og bekymring for økonomien, så Guds Ord finder godt rum. Og marken er god, når den ikke alene ligger jævn og ren, men også er fed og frugtbar og har en god grobund og ikke er fuld af sten og grus. Sådan er det også med det hjerte, som har en god grobund og ved Åndens fylde er stærkt, fedt og godt, så det beholder Ordet og bærer frugt i udholdenhed.

    Her ser vi nu, at det ikke er underligt, at der er så få rette kristne. For ikke al sæden falder i den gode jord, men kun den fjerde og mindste del. Derfor kan man ikke tro alle, som roser sig af at være kristne og priser evangeliets lære, som Demas, Paulus' discipel, der til sidst forlod ham, og som Kristi disciple, der gik fra ham, Joh 6, 66. For han råber og siger her selv: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” Som ville han sige: O, hvor få er ikke de rette kristne, ja, man kan ikke tro alle, som kaldes kristne og hører evangeliet. Der hører mere til.

    Dette er alt sammen talt for at lære os, så vi ikke lader os forvirre ved, at så mange misbruger evangeliet og så få modtager det ret. Selv om det er surt at prædike for dem, som så skammeligt misbruger denne prædiken og for­drejer den stik imod evangeliets hensigt. Men det er en prædiken, som skal være så almin­delig, at den lyder for alle mennesker, som Kristus siger i Mark 16, 15: ”prædik evangeliet for hele skabningen.” Og i Sl 19, 5 hedder det: ”Deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.” Hvad vedkommer det så os, at mange foragter det? Det må jo være sådan, at mange er kaldet, men få er ud­valgt. For den gode jords skyld, som bærer frugt i udholdenhed, må sæden også falde forgæves på vejen, på klippen og blandt tornene. Vi er dog altid forvissede om, at Guds Ord ikke bliver uden frugt, men bestandig må finde nogen god jord, sådan som han her siger, at noget af bondens sæd faldt i den gode jord og ikke alene på vejen, blandt tor­nene og på stengrund. For hvor evangeliet prædikes, er der også kristne, Es 55, 11: ”Mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.”

   

Livet handler om andet end sex

Desuden skal man bemærke, at Markus (4, 8) og Matthæus (13, 8) tilføjer, at jorden bar frugt, noget tredive og noget tres og noget hundrede gange. Dette har alle fortolkere forstået om de tre slags kyskhed, som findes, nemlig jomfruers, den ægteskabelige og enkers kyskhed. Jomfrustanden har de da til­lagt de hundrede gange udbytte, den ægteskabelige stand, som den ringeste, de tredive, og enkestanden de tres gange. Dette er dog så plat og unyttigt vrøvl, at det er en synd og skam, at det så længe har kunnet bestå i kristenheden og tilmed er blevet gentaget af så mange store lærere, uden at nogen har set, hvor forkert det er. Heraf ser man klart, hvor mange årvågne, seriøse og flittige lærere, der hidtil har været, og hvordan den ene blindt har troet den anden. Samt hvordan Gud har ladet så store helgener og mænd tage så groft fejl, og det i sådanne betydningsfulde ting, som angår sjælene. Men derved advarer han os om ikke at tro nogen lærer, hvor hellig og stor han end er, medmindre han fører Guds klare Ord.

    For det første er det at forklejne Guds Ord alt for meget, at det ikke skulle bære andre frugter en kyskhed, når Paulus jo i Gal 5, 22 roser det for mange andre ting. Kort sagt: Guds Ord virker alt godt. Det gør vis, forstan­dig, klog, omhyggelig, from, mild, tålmodig, tro, disciplineret, kysk osv. Derfor er denne tolkning, alene om de tre slags kyskhed, aldeles ukristelig. Desuden har jo også hedningerne og ugudelige folk, som ikke har evangeliet eller endog forfølger det, både jomfruer, enker og ægtepar. Uden tvivl var både Annas og Kajfas redelige ægtemænd. Og jomfrustanden er jo til før evangeliet, og det samme gælder også enkestanden og det ægteskabelige liv. Jomfruer fødes jo til verden som jomfruer, og når evangeliet kommer, møder det både jom­fruer, enker og ægtefolk, og gør dem ikke først til jomfruer, enker eller ægtefolk.

    For det andet er ægteskabet, jomfrustanden og enkestanden ikke frugter eller dyder eller gerninger, men tre af Gud skabte og anordnede livsforhold, som ikke er underlagt vor magt, men er guddommelige gerninger og ordninger som al anden skabning. For hvis det skulle gælde, at man ville gøre de forskellige slags livsforhold til frugter, så måtte man også sige, at adelstanden, bondestanden, det at være mand eller barn og alle embeder var ene frugter af evangeliet. På den måde ville der ingen frugter blive tilbage for evangeliet, fordi alle sådanne forhold også findes der, hvor evangeliet ikke er. Kyskheden er imidlertid trukket sådan frem for sit store skins skyld, til stor fare og skade for sjælene. Som om der ellers ikke var nogen anden dyd, som pry­dede en kristen, end seksuel selvdisciplin.

 

Sex foregår i hjernen

Desuden mener jeg, at kyskheden er en anden og langt højere ting end den ugifte stand, som blot består deri, at man ikke har været i seng med en anden. Det forholder sig jo sådan, at jomfruerne ifølge deres kvin­delige legemes væsen og natur ikke alene har lyst og begær til en mand, men og­så må være kønsmodne og have menstruation for at kunne føde børn og formere sig, sådan som Gud har skabt dem. Og dette er ikke deres værk, men Guds alene. Derfor kan de ikke hindre det, men det må gå sin gang, sådan som den af Gud skabte natur medfører det, enten der nu kommer børn ud af det eller ikke. Kyskhe­den eller den seksuel selvdisciplin består derimod i, at man i sit sind ikke har noget seksuelt begær, eller kun lidt og i sit legeme ikke har nogen forudsætning for at få børn.

    Nu går det i almindelighed sådan, at en gift kvinde ikke så ofte føler lyst og begær og har ægløsningsperioder, for hun bliver befriet for det hos og ved sin mand. Og mens en jomfru bærer en stadig lyst i hjertet og mærker menstruationscyklussen i legemet, så er der desuden hos den gifte kvinde kommet megen ulyst til ved manden, så den højeste og bedste kyskhed i almindelighed findes i ægteskabet, fordi der her findes mindre begær og lyst. Og den mindste kyskhed findes i den ugifte stand, fordi der i den er langt mere begær og lyst. Derfor er kyskheden en langt højere dyd end den ugifte stand i sig selv. For man kalder jo en brud for jomfru endnu, skønt hun er fuld af begær, lyst og kærlighed til sin brudgom. Kyskheden står altså højt over alle disse tre livsforhold, både ægteskabet, enkestanden og den ugifte stand. Men hvor Gud ikke gør mirakler, findes den allermest i ægteskabet og allermindst i den ugifte stand, og der er ikke tre slags kysk­hed, men tre livsforhold med kyskhed.

    Sandt er det, at når man bedømmer den ugifte stand efter det ydre udsende, så synes det som noget stort, at man er afholdende og ikke tilfredsstiller sin lyst hos en anden. Men hvad nu, hvis man i længere tid har denne lyst og er mere optaget af den uden mand eller kvinde, end med mand eller kvinde? Er der ikke en større ukyskhed, hvor der er mere begær, forelskelse, lyst og flirteri, end hvor der er mindre? Når man derfor skal dømme om kyskheden ef­ter begæret og lysten, sådan som kyskhed med rette bør måles, så er den ugifte stand mere ukysk end den ægteskabelige. Det ser man også godt hos de unge, som ikke er gift. De er dog fulde af lyst og løssluppenhed og har langt højere tanker om det, end det i sig selv er. Kort sagt, jeg ville gerne se en virkelig jomfru, som er tyve år gammel og har et sundt og retskaffent legeme.

 

Forkyndelsens frugter

Det må nu være nok om kyskheden, så vi ved, at disse ordets frugter må forstås anderledes og bredere end om kysk­heden, og navnlig om de frugter, hvor­ved mange mennesker omvendes og kommer til erkendelse af sandhedens. For skønt gerningerne også kaldes frugter, så taler han dog her især om de frugter, som Ordet bærer i menneskers hjerter, som at de bliver oplyste, troende, frimodige og vise i Kristus, sådan som Pau­lus siger i Rom 1, 13: ”Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag.” Og i Kol 1, 6: ”Evangeliet bærer frugt og vokser i hele verden, ligesom også hos jer.” Det vil sige, mange bliver derved levende, forløst fra synden og salige, som det da og­så er evangeliets rette gerninger, som et livets, nådens og frelsens ord at forløse fra synden, døden og Djævelen. På denne frugt følger da Åndens frugter, gerningerne, som tålmodighed, kærlighed, troskab, osv.

    At nu noget bærer frugt tredive, tres og hundrede gange, betyder, at ét sted bliver flere omvendt end på andre, og at den ene apostel og prædikant når vi­dere ud og udretter mere med sin prædiken end den anden. For der er ikke overalt lige mange mennesker, der er heller ikke lige mange kristne overalt, alle præ­dikanter kommer heller ikke lige vidt med deres prædiken, men sådan som Gud forud har forordnet og bestemt det. Paulus' ord, som er nået længst ud og er hørt mest, må man vel tillægge de hundrede gange frugt, selv om han ikke var ugift.

 

Guds riges hemmeligheder

Men hvad betyder det, at han siger: ”Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder.” Hvad er hemmeligheden? Hvis man ikke skal vide det, hvorfor præ­diker man det da? Hemmelighed betegner en skjult og hemmelig ting, som man ikke ved, og Guds riges hemmeligheder er de skjulte ting i Guds rige, som Kristus med al den nåde, han har vist os, sådan som Paulus siger det. For den, som kender Kristus ret, han ved, hvad Guds rige er, og hvad der findes deri. Og det hedder af den grund en hem­melighed, at det er åndeligt og hemmeligt, hvad det bestemt også vedbliver at være, hvis ikke Ånden åbenbarer det. For skønt der er mange, som ser og hører det, så fatter de det dog ikke. Sådan er der nu for tiden mange, som prædiker og hører Kristus; hvordan han er hengivet for os. Men det er endnu alt sammen kun i munden og ikke i hjertet, for de tror det ikke selv, erfarer det heller ikke, sådan som Paulus siger i 1 Kor 2, 14: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd.”

    Derfor siger han her: Jer er det gi­vet at kende, det vil sige, Ånden giver jer det sådan, at I ikke blot hører og ser det, men også med hjertet fatter og tror det. Derfor er det nu heller ikke nogen hemmelighed for jer længere. Men de andre, der hører det lige så godt som jer, men ikke har troen i hjer­tet, som ser det, men ikke forstår det, for dem er det en hemmelighed, og det forbliver ubekendt for dem. Alt, hvad de hører, er ikke an­derledes for dem, end som om de hørte en lignelse eller sort tale. Det ser vi også nu på vore sværmere. De forstår at prædike meget om Kristus; men fordi de ikke selv erfarer det i hjertet, så går de hen og lader hemmelighedens rette grund ligge og omgås med spørgsmål og sælsomme påfund. Og når det gælder, så ved de slet ikke, hvordan de skal fortrøste sig til Gud og finde syndernes forladelse i Kristus.

    Men nu siger Markus i kapitel 4, 33, at Kristus talte til folket i lignelser, for at de måtte fatte det, enhver efter sin evne. Hvordan stemmer det overens med det, som Mat­thæus siger i 13, 13 flg.: at han taler i lignelser, for at de ikke skal fatte det? Det må uden tvivl forstås sådan: Markus vil sige, at lignelser tjener til, at almindelige mennesker fatter dem i det ydre, og selv om de ikke forstår dem, dog senere kan blive belærte og på den måde få forstand på dem. For lignelser behager naturligt almindelige mennesker og fæster sig hos dem, fordi de bliver hentet fra de almindelige ting, som folk omgås med. Men Matthæus vil sige, at disse lignelser er af den beskaffenhed, at ingen kan forstå dem, han kan høre dem så meget han vil, med­mindre Ånden kundgør og åbenbarer dem. Ikke at de prædikes med det formål, at man ikke skal forstå dem, men at de ikke forstås, det følger naturligt, når Ån­den ikke åbenbarer dem. Imidlertid har Kristus dog taget disse ord fra Es 6, som handler om Guds forudvidens dybe hemmelighed; at han skjuler og åben­barer sit ord, for hvem han vil, og som han fra evighed har udset dertil.