v1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at
høre ham, v2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: Den mand
tager imod syndere og spiser sammen med dem.« v3 Men han fortalte dem denne
lignelse: v4 Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så
ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet,
indtil han finder det? v5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på
sine skuldre, v6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer
sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg
havde mistet. v7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én
synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug
for omvendelse.
v8 Eller hvis en
kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i
huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? v9 Og når hun har fundet den,
kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for
jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. v10 Sådan, siger jeg jer, bliver der
glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Denne evangelietekst
indeholder også den lære, som vi anser og priser som vores hovedlære, og som hedder den rette kristne lære, den nemlig om nåden, syndernes forladelse og den
kristne frihed fra loven. Desuden er det en kærlig og venlig formaning til omvendelse og til at lære
Kristus ret at kende. Og det er en stor skade, at et ugudeligt og frækt
menneske skal få lov til at høre en så herlig, trøsterig og liflig prædiken, og
endnu langt større skade er det, at alle bliver så hurtigt udlært og mester i
det og indbilder sig, at de kan det så godt, at de ikke behøver at lære mere af
det. Mens dog vor Herre Gud selv ikke bliver ked eller træt af, hvert år, ja
hver dag at gentage det og drive på dermed, som vidste han intet andet at
prædike om, og som havde han selv ingen højere kunst. Og vi usle og elendige
mennesker bliver så hurtigt udlært og dertil så mætte, trætte og kede deraf, at
vi ikke længere finder nogen lyst og glæde i det.
Men før vi tager fat på den artikel, som
her læres os, vil vi først betragte det, som Lukas sætter som en fortale, idet
han viser, hvad der gav Kristus anledning til den følgende prædiken. Han siger,
at alle toldere og syndere kom til Jesus for at være nær hos og omkring ham og
høre hans ord. Han siger ganske ligefrem, hvad det var for folk, Jesus havde om
sig, sådanne nemlig, som åbenlyst levede anderledes end de skulle, og med rette
kaldtes syndere og slette mennesker, så det ser ud som om farisæerne har haft årsag
nok til at dadle ham for, at han, som ville være en from og hellig mand, havde
kontakt med sådanne mennesker.
Toldere kaldte man nemlig dengang dem, som her
og dér i de besatte områder af romerne for en vis sum penge forpagtede en by, et
toldsted, et distrikt eller et embede, lige som nu til dags tyrkerne eller
venetianerne, der overlader nogen en by eller et embede mod så og så mange
tusinde kroner i årlig skat, som man må afgive deraf, og hvad man så kan
udpresse ud over denne sum, må man selv beholde. Sådan gjorde også disse, idet
de krævede told og skat på den måde, at de havde deres fortjeneste ved det. Og
fordi den af en by eller embede beregnede sum var betydelig, så måtte disse
embedsmænd tage en ganske uforskammet ågerrente, for at de også selv kunne
tjene noget. Deres herrer passede nemlig så nøje på dem, at de ikke fik stor
indtægt, hvis de ville handle redeligt og ikke tage for meget. Derfor var de
overalt berygtede som sådanne udsugere, ved hvem man ikke kunne vente megen
fromhed og ærlighed. Syndere kaldte man den øvrige store hob i almindelighed,
som bestod af simple folk, der levede åbenlyst i et skammeligt og vildt væsen,
i gerrighed, horeri og lignende.
Sådanne indfinder sig nu her hos Kristus,
fordi de også selv vil høre ham, fordi de havde hørt sige, at han i sin lære
var en fortræffelig mand og gjorde mange undergerninger. Nu er der dog en gnist
eller to af dyd og fromhed hos dem, idet de havde en længsel efter Kristus og
gerne ville høre hans prædiken og se, hvad han gjorde, fordi de hørte, at han
er en from mand, om hvem de ikke hører andet end godt både i ord og gerninger,
så deres eget væsen slet ikke rimer sig eller stemmer overens med hans liv. Og
dog er de ham ikke fjendske eller flygter for ham, men løber til ham og kan jo
ikke søge noget ondt hos ham, men vil se og høre noget godt af ham. Der er håb
om, at de må blive forbedrede.
Farisæerne og de skriftkloge derimod, som
blev anset og berømmet som de frommeste og helligste, de er så giftige slanger,
at de ikke alene hader Kristus og derfor ikke vil se eller høre ham, men de kan
heller ikke tåle, at de arme syndere kommer til ham og hører ham, så de måtte
blive forbedrede. Ja, de knurrer og dadler ham, fordi han lader dem komme til
sig og tåler dem hos sig, og siger: Se, er dette den overvældende hellige mand?
Hvem vil nu sige, at han er af Gud, når han holder sig til sådanne onde og
letfærdige mennesker? Ja, han er en fråser og dranker, tolderes og synderes
ven, sådan som de på et andet sted siger.
Sådant navn får han af disse hellige folk,
ikke fordi han fråser og drikker med dem, men alene fordi han lader sådanne
komme til sig og ikke støder dem fra sig eller foragter dem. Efter deres mening
burde han have gjort sådan: Gå i en grå kappe, se alvorlig ud og skille sig ud fra
almindelige mennesker og hvor han så sådanne toldere og syndere, holde sig for
næsen og vende øjnene bort for ikke at besmittes af dem, sådan som de selv i deres
hellighed plejede at gøre. Sådan siger også Esajas om dem, at de anså sig så
rene, at de ikke kunne tåle, at en synder kom dem nær. I Luk 7, 39 ser vi også
et eksempel på, hvordan farisæeren harmedes på Kristus, fordi han tillod
synderinden at røre ved sig. Sådanne var nu de, som bestandig belærte ham og
ville foreskrive ham regler for, hvordan han skulle forholde sig og leve et
helligt liv. Derfor knurrer de her over, at han ikke holder sig til dem og skyr
de åbenbare syndere, sådan som de gør.
Nu holder også Kristus fast på sit og siger
her, at han vil være aldeles ubelært og ganske ubunden; ligesom man også overalt
i evangeliet ser, at der var en forunderlig selvrådighed hos denne mand, som
dog ellers er så mild, føjelig og tjenstvillig som ingen på jorden; men når de
kom til ham med love og ville belære ham, så var alt venskab ude, så stødes og
preller alt tilbage, som om man slog på en ambolt. Ja, han siger og gør kun det
modsatte af, hvad de fordrer af ham, selv om de også taler ret og vel og anfører
Guds ord. Sådan gør de også her; de kommer frem og siger: Sådan burde du gøre,
du burde holde dig til de fromme og ikke til syndere. Dette er en priselig lære
og taget af skriften, for Moses selv skriver, at de skulle undgå de onde og
skaffe det onde væk fra deres midte. Denne tekst har de for sig og kommer
farende med deres Moses og vil lægge loven på denne mand og regere ham efter
den.
Men hvad enten det nu er Guds lov eller
menneskers lov, så vil han kort og godt være ubunden deraf, og er ligesom en
enhjørning, som man siger, ikke kan fanges levende, lige meget hvordan man end
jager den. Man kan nok skyde og dræbe den, men den lader sig ikke fange. Sådan
gør også han: Om man end vil ind på ham med loven og binde ham med den, så
tåler han det ikke, men river sig løs som af en spindelvæv og læser dem derhos
en dygtig tekst. Sådan gør han i Matt 12. Da de anklagede hans disciple, fordi
disse plukkede aks på sabbatten, og anførte Guds bud, at man skulle helligholde
sabbatten, da vender han det aldeles om, strider sig ligesom løs fra budet og
beviser desuden det modsatte både med Skrift og eksempel. Ligeledes i Matt 16.
Da han forkynder apostlene, hvordan han skal lide og blive korsfæstet, og Peter,
om end i god mening, kommer frem med kærlighedens lov, foreholder ham Guds bud
og siger: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” da læser Herren
ham også et alvorligt kapitel, tager ham ret uvenligt fat og siger: ”Vig bag
mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad
mennesker vil.”
Kort sagt, overalt hvor man kommer til ham
med love, vil han ikke tåle det, men vil være fri for alle love og en Herre
over dem og vil slet ingen lov holde, når man vil tvinge ham dertil. Derimod,
når det udgår fra ham selv, da er ingen lov så lille, at han ikke gerne
opfylder den. Ja, han gør meget mere, end loven kunne fordre, så man ikke kunne
finde noget mere villigt og tjenstivrigt menneske, så længe man kun vil lade
ham ubelært. Ja, han nedlader sig så dybt, at han vasker sin forræders fødder
og kysser ham og, som legenden fortæller, og hvad der heller ikke er utroligt,
selv tildækker sine disciple om natten, ligesom han også selv siger i Matt 20,
28: ”Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene.” Dertil
hører ganske vist også lovens gerninger, men ikke som fremtvunget af loven,
eller gennem loven. Det ser man også af hans liv: Han vandrer uden ophør
omkring i landet, sover om natten på jorden, faster i fyrre dage, har ingen ro
og gør sig så megen møje og besvær, at de frygtede, at han ville miste
forstanden eller skade sit legeme. Han gør overhovedet alt, hvad han på nogen
måde bør og kan, alene undtaget, at han vil være ubunden og ikke lade sig
tvinge af nogen lov, og hvor man prøver på det, strider han imod det på det
hårdeste. Sådan er han både den allermest egensindige og den allermest villige
mand. Der kan ikke være nogen så stiv og heller ikke nogen så føjelig som ham,
idet han ikke vil gøre noget som helst, hvortil man vil drive ham med love, og
dog gør alt, ja flyder som en syndflod over med gode gerninger, når man kun
lader ham gøre det af sig selv uden at tvinge og belære ham.
Dette er nu skrevet os til eksempel, så vi
må lære, hvad et ret kristen-menneske er efter ånden, og ikke dømme om ham efter
loven eller mestre ham efter vor klogskab. For
Kristus er også derfor vor Herre, at han må gøre sådanne mennesker af os, som
han selv er. Og ligesom han ikke tåler, at man binder ham med love, men er
en Herre over lov og alle ting, sådan skal heller ikke en kristens tro tåle dette.
For vi skulle være så højt stillet og sat i sådan frihed, ved Kristus og hans
dåb, at vor samvittighed, hvad troen
angår, ikke véd af nogen lov, men vil være aldeles ubelært og udømt af den.
Efter samvittighedens indre væsen skal vi ikke være anderledes til sinds, end
som om der ikke var nogen lov på jorden, hverken ti eller ét bud, hverken Guds
eller pavens eller kejserens. Vi skal
bestandig stå i den frihed, at vi kan sige: Jeg véd ikke af nogen lov og vil
heller ikke vide af nogen.
For i den stand og det væsen, som gør, at
vi er kristne, ophøre vores og alle menneskers gerninger, og derfor også alle
love. For hvor der ikke er nogen gerning, kan der heller ikke være nogen lov,
som fordrer gerninger og siger: Det skal du gøre, og det skal du undlade. Vi er
ved dåben og Kristi blod fri fra alle gerninger, retfærdige af blot og bar nåde
og barmhjertighed, og af den alene lever vi også for Gud. Dette, siger jeg, er vores skat, ved hvilken vi er kristne, samt lever
og består for Gud. Og hvordan vi bør leve med hensyn til det ydre væsen i
kød og blod, hører overhovedet ikke hjemme her.
Derfor må en kristen lære således at regere
sin samvittighed for Gud, at han ikke lader sig tage til fange af nogen lov. Og
hvis man vil anfægte hans tro med loven, skal han værge sig derimod og gøre
sådan, som Kristus her og andre steder gør. Han er så stivsindet og speciel, at
ingen Moses eller lovlærer kan komme nogen vegne med ham, mens han dog ellers
er den allermest ydmyge, milde og venlige mand. Men dette er en særdeles stor
kunst, som heller ingen kan uden ham alene, som har været en mester deri, så
han kunne slå alle love og lovlærere tilbage. Dertil kan vi ikke bringe det.
For Djævelen driver sit spil i vort kød og blod, når han griber fat i menneskets
samvittighed og irettesætter det, for hvad det har gjort og ikke gjort, og diskuterer
med os både om vor synd og vor fromhed. Dermed fører han mennesket ned i kviksand
og dybt dynd, hvorfra det ikke kan komme op, men kun synker dybere og dybere ned.
For det ligger ligesom en tung og trykkende byrde på det, så det ikke kan rejse
sig op, men fortærer sig selv og ikke kan hjælpe sig selv eller finde ro. Det kender jeg fra mig selv, at jeg ikke
kan komme ud deraf, selv om jeg arbejder uafladeligt og næsten ødelægger mig selv
for at komme ud af denne grav, så jeg kan svinge mig op over loven og bringe så
meget til veje, at den måtte tie og sige: Velan, nu har du gjort nok, nu er jeg
tilfreds med dig; men deraf bliver der intet; for det er en så dyb grav, at
ingen kan komme op af den, selv om man tog al verden til hjælp. Det kan de bevidne
sammen med mig, som har forsøgt og endnu daglig erfarer det.
Det kommer nu deraf, at vor hele natur er
sådan beskaffen, at den overhovedet alene vil omgås med gerninger og love og
følge dem, som siger: Hvorfor spiser han med toldere og syndere? Hvis han spiste
og drak med os, så gjorde han ret. Eller: Hvorfor plukker dine disciple aks og
gør noget, som ikke er tilladt på sabbatten? Ja, man vil bestandig handle og diskutere
med loven så længe, til den siger: Nu er du from. For naturen kan ikke komme
højere eller forstå andet, end at lovens lære er den højeste, og dens retfærdighed
det bedste liv for Gud. Den bliver altså evindelig fanget og bundet i loven. Og
hvordan den end griber sagen an og forsøger sig, så kan den dog aldrig bringe
det dertil, at den kan stille loven tilfreds, så den ikke har mere at fordre
eller anklage hos den. Alle sine levedage må den forblive fanget under loven som
i et evigt fængsel. Og jo længere den kvæler og plager sig med det, desto værre
bliver det, indtil den til sidst går til grunde.
Hvad skal jeg da gøre, når loven angriber
mig og plager min samvittighed, fordi
jeg føler, at jeg ikke gør, hvad den fordrer? Svar: Se, hvad Kristus her gør: Han
modsætter sig den, gør sig stiv og vil ikke lade sig påtvinge nogen lov, selv
om den er taget fra Guds bud. Lær nu også du at gøre sådan, og sig ligeud til
den kære lov: Lad din diskuteren fare og gå din vej, for jeg har nu aldeles
intet at gøre med dig. Ja, just fordi du kommer og vil udspørge mig om, hvor
from jeg er, vil jeg ikke høre på dig. For
den dommer, for hvem vi nu fører vor sag, gælder det intet, hvad jeg er og skal
gøre eller ikke gøre, men hvad Kristus er, giver og gør. Vi er nu i soveværelset, hvor brud og brudgom skal
være alene. Her tilkommer det ikke dig at trænge ind, og her har du intet at
sige.
Men så banker den alligevel stadigt på
døren og siger: Ja du skal dog gøre gode gerninger og holde Guds bud, hvis du
vil blive salig. Da skal du igen svare ham: Hører du ikke, at det nu ikke er
tid og sted til at tale herom. Jeg har allerede min retfærdighed og
hovedstykket af al frelse, uden alle gerninger, i min Herre Kristus og er
allerede frelst, før du kommer, så jeg aldeles ikke behøver dig for at blive
det. For, som jeg har sagt, hvor gerningerne ikke gælder, gælder heller ikke
nogen lov, og hvor der ingen lov er, er der heller ingen synd. Derfor skal
intet andet en bruden alene regere i sit kammer med Kristus, i hvem hun har alt
og ikke mangler noget, som er nødvendigt til frelse, og kan lade loven blive
udenfor med sit bulder og sine piber. Hun kan trøstigt foragte og støde loven
fra sig, når den vil angribe samvittigheden; for den hører ikke hid og kommer i
utide og vil gøre sig det travlt her, hvor den intet har at bestille. For her er vi i den artikel, som hedder:
Jeg tror på Jesus Kristus, min Herre, som for mig har lidt, er død, opstanden,
osv. For ham skal både Moses’ og kejserens og Guds lov vige, og jeg skal kun frejdig
slå alt bort, som vil diskutere med mig om synd, ret eller uret og alt, hvad
jeg må gøre.
Se, en sådan frihed vil Kristus her afmale for os, så vi som kristne, i henseende til vor tro, ikke må tåle nogen
anden mester, men ganske og aldeles holde os til, at vi er døbte og kaldet til
Kristus og ved ham er retfærdiggjorte og helligede. Her kan vi sige: Dette er
min ret, min skat, min gerning og mit alt imod den synd og uret, som loven kan skabe
og påføre mig. Vil du have nogen anden ret, gerning, lov og synd, så tag dem,
hvor du vil, hos mig skal du intet rum finde. På denne måde kan et menneske
værge sig og bestå mod Djævelens indskydelser og anfægtelser. Det være nu
gennem tidligere eller nærværende synder. Man må nemlig skille disse to, Moses
og Kristus, gerning og tro, samvittighed og ydre liv, langt fra hinanden. Så,
hvor loven vil ind på mig og forskrække mit hjerte, er det tid, at jeg giver
den kære lov orlov. Og hvis den ikke vil det, skal vi trøstig slå den tilbage
og sige: Jeg vil gerne gøre og befordre gode gerninger, hvor jeg kan, i rette tid, når vi kommer ud iblandt
mennesker; men her, når min
samvittighed står lige over for Gud, vil jeg ikke vide noget deraf. Her
skal du kun lade være at forvirre mig og ikke tale til mig om min gøren eller undladen.
Her hører jeg hverken Moses eller farisæerne, men her skal Kristus alene regere
og være alt. Ved hans fødder vil jeg som Maria sætte mig og høre hans ord. Martha
skal forblive ude og arbejde i køkkenet og forrette sin huslige gerning, men
lade samvittigheden i fred.
Men hvad så, når jeg dog stadig har synd
hos mig? Det er jo ikke ret! Svar: Ja, det er sandt, jeg er en synder og gør,
hvad uret er; men derfor fortvivler jeg ikke eller løber til Helvede eller flygter
for loven. For jeg har endnu en ret og en gerning, som står over Moses, og
hvorved jeg griber ham, som har grebet mig, og holder mig til ham, som har
omfattet mig i dåben og lagt mig i sit skød og ved evangeliet delagtiggjort mig i alle sine goder og
befaler mig at tro på sig. Hvor han er, må farisæerne, Moses med sine
tavler, alle jurister med deres bøger, alle mennesker med deres gerninger straks
tie stille og gå deres vej. Her har ingen lov nogen ret til at anklage eller
fordre, selv om jeg ikke har gjort, heller ikke kan gøre, hvad jeg bør. For i Kristus har jeg rigelig alt, som
mangler og fattes mig.
Dette, siger jeg, er de kristnes lærdom og
kunst og hører alene hjemme her, hvor Kristus skal regere og samvittigheden har
med Gud at gøre. Men vi prædiker det ikke for de grove, frække, letfærdige folk,
for de forstår intet af det. Som Peter siger i 2 Pet 3, 16, forvirrer og
forvender de sådan lære til deres egen fordærvelse, og tager deraf påskud til
at leve, som de vil, og siger: Hvorfor skulle jeg have behov for at gøre gode
gerninger? Hvad skader det, at jeg er en synder? Kristus har jo ophævet loven. – Den går ikke! For her må du også lægge mærke
til, hvad Kristus videre gør. Her siger han selv, at han er den mand, som søger
det arme fortabte får og beviser det i selve gerningen, idet han antager
syndere og toldere og prædiker for dem. Her ser du, at han gør langt mere, end
loven har befalet og med sit eksempel lærer også dig at gøre det samme. Så
stolt er han, at han ikke vil stå under loven, men tillige så villig, at han
endog vil gøre langt mere end loven kan fordre.
Lev nu også du sådan, at du ikke venter på,
at man først skal drive og plage dig med loven, men gør uden lov og af dig
selv, hvad du skal gøre, således som Peter formaner i 1 Pet 2, 16: ”I er jo
frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle.”
Og Paulus i Rom 6, 18: ”Befriet fra synden er I blevet trælle for
retfærdigheden.” Det vil sige, at de et nogen, der gør alt med en fri
samvittighed, uden lovens tvang.
For
hvor evangeliet ret bor i hjertet, skaber det et sådant menneske, som ikke
venter til loven kommer, men er så fuld
af glæde i Kristus og har sådan lyst og kærlighed til det gode, at det
gerne hjælper enhver og gør godt, hvor det kan, af et frit hjerte, endnu før det overhovedet tænker på loven. Ja,
det vover legeme og liv og spørger ikke efter, hvad det derunder må lide, og bliver på den måde fuld af gode
gerninger, der flyder af sig selv.
Ligesom Kristus, når han tvinges, ikke engang vil løfte et halmstrå, men
utvunget lader sig nagle til korset for mig og hele verden og dør for det
fortabte får. Det må jo kaldes en gerning over al gerning.
Så lær nu
du at gøre en ret forskel på disse to stykker og anvise hver af dem sin rette
plads. Når det så kommer til kamp, og loven og synden vil diskutere med din
samvittighed, kan du trøstig stoppe munden på Moses og byde ham at tie, samt henvise ham til dit gamle menneske med dets
fem sanser. Dette gamle menneske kan du sætte i skole hos Moses og lade ham
diskutere med det og sige: Hører du, du er så doven og træg til at gøre godt og
tjene din næste. Hvor du skulle prise Kristus, drikker du hellere et krus øl. Før
du skulle give dig ind i nogen fare for Kristi skyld, ville du hellere røve og
bedrage din næste, hvor du kunne. For denne dovne skælm, som ikke vil røre sig,
ikke arbejde med hænderne, ikke gå med sine fødder derhen, hvor de skulle, og
ikke være disciplineret med sine
øjne, for ham må du tage stentavlerne frem og dermed slå på æslet, så det må
rappe sig.
Derfor skal man sige sådan til Moses: Når
du angriber mig, hvor det er ret, nemlig angående min hånd og mit liv uden for troen
og samvittighedens retfærdighed for Gud, så vil jeg gerne høre og følge dig. Her
kan du regere som en opsynsmand blandt tjenestefolkene og byde mig at være
lydig, disciplineret og tålmodig, gøre vel mod min næste, hjælpe de fattige,
love og prise Gud. Desuden lade mig bespotte for hans ords skyld og tåle, at
verden lægger alle plager på mig. Med alt dette er jeg godt tilfreds og vil
endog gøre mere, end jeg efter det ydre menneske kan gøre. For ånden er villig,
siger Kristus, og mere end villig, selv om kødet er skrøbeligt og svag. Sådan
lader Kristus sig omskære, ofrer i templet, lader sig piske og korsfæste,
hvilket han ikke behøver og loven heller ikke kan fordre af ham.
Men når du vil gå videre og komme hen, hvor
du ikke skal, nemlig i mit hjerte og min
tro, så vil jeg hverken høre eller se dig. For her har jeg en anden stor og
uudsigelig skat, som hedder Kristus med hans dåb og evangelium. Kort sagt: Hvad det ydre menneske angår, kan
du aldrig lægge for meget på det. Men på samvittigheden skal du ikke lægge
noget som helst. For den ånd, som Kristus giver os, er over al lov. Som
Paulus siger i 1 Tim 1, 9: ”Loven er ikke bestemt for retskafne.” Dog gør han
alligevel mere, end han efter kødet er i stand til. Efter kødet er vi intet
andet end syndere, og for vor egen person måtte vi forblive fordømte under
loven, men på grund af Kristus og dåben svæver vi højt over al lov.
Moses skal
altså øve sin gerning uden for Kristus, så han driver dem, som ikke er kristne,
eller det gamle menneske. For Moses gør ikke de kristne fromme og retfærdige,
men det gør han dog, at han viser dem,
hvad deres opgave er, det, de også efter ånden villig udfører, selv om
kødet ikke er så villigt og heller ikke helt kan følge ånden. Derfor behøver de kristne også formaning og
tilskyndelse. Dog forbliver
samvittigheden fri, så loven ingen ret har til at anklage og fordømme dem for
Gud. Derfor må man i kristenheden også drive på sådan lære og formaning, sådan
som også apostlene gjorde, så man formaner og minder enhver om, hvad han i sit
liv skal gøre.
Men
over dem, som ikke er kristne, må man lade Moses regere helt og aldeles og
binde både deres hænder og samvittighed, så han tvinger og plager dem til at
gøre, hvad der er ret og afstå fra det onde, selv om de ikke gøre det gerne. Sådan
som det er med den genstridige pøbel og det halsstarrige folk, som ikke regner
eller forstår den kristne frihed, skønt de kan snakke om og rose sig af
evangeliet, som de dog kun misbruger til deres ondskab. De skal vide, at de
hører under Moses. For de, som kan fatte denne lære, er ikke sådanne, som går
hen i sikkerhed og indbilder sig, at de ikke behøver evangeliet eller, allerede
kender det godt nok; men det er alene de, hvis samvittighed ligger i sådan
strid med loven for syndens og Guds vredes skyld, samt forskrækkes derfor og
føler, at deres hjerte siger til dem: O ve! Hvordan har jeg levet? Hvordan skal
jeg bestå for Gud? Og således lever de i alt for stor frygt og ængstelse, mens
de andre er alt for hårde og indbildske, så de ikke føler eller regner hverken
nogen lov eller sin synd og nød. Sådan har de, som intet skulle have at gøre
med lovens alt for meget med den at gøre, ja de alene føler den, mens de andre,
som alene skulle føle den, slet ikke bekymrer sig om den. Ja, jo mere man vil
forskrække dem med loven og Guds vrede, desto hårdere bliver de. Derfor hører
der også en anden mester til dem, nemlig domstolen og fangevogteren, som kan
lære dem, når de ikke i Guds navn vil gøre, hvad godt er, så de må gøre det i
en andens navn og ikke få nogen tak derfor, men Helvedes ild og alle plager til
løn.
Derimod vil Kristus her og andre steder,
som jeg har sagt, både ved sit eksempel og sin prædiken lære os, som føler vore synder og lovens byrde og
gerne vil være kristne, at vi også skal vænne os til at værge os derimod og
vise dem fra os til ham. Vi skal ikke give Djævelen adgang, når han ved loven
vil bryde ind i Kristi brudekammer og sætte sig i hans sted, det vil sige,
betage samvittigheden dens glæde og trøst, så han kan drive mennesket til
fortvivlelse, så det ikke skal kunne opløfte hverken hoved eller hjerte for
Gud. For det er de kristnes kunst som de, der skal lære og vide noget mere, end
den gemene, rå hob véd eller kan forstå, så de nemlig kan kæmpe med Djævelen og
bestå mod ham, når han angriber os og vil diskutere med os ud fra Moses. Sådan
nemlig, at man kun ikke tilsteder ham nogen diskuteren og underhandling, men
viser ham fra Moses til Kristus og holder sig nær til denne. For Djævelen
sigter alene efter, at han ved sin list
kan bringe os fra Kristus under Moses, for han véd, at hvis han bringer det
dertil, så har han allerede vundet.
Se derfor
kun til, at du ikke lader dig føre ud af denne bane eller lokke uden for denne
kreds. Selv om Djævelen fremlægger dig mangt og meget af loven som det, der
også er Guds ord, og som du derfor er skyldig at adlyde, så kan du svare ham og
sige: Hører du ikke, at jeg nu ikke vil vide eller høre om nogen lov, for vi er
nu i den cirkel og på det sted, hvor
man ikke spørger efter, hvad jeg skal gøre eller undlade. Jeg véd allerede forud
godt, at jeg ikke har gjort eller gør, hvad loven fordrer. Det, det handler om,
er, hvordan man skal få en nådig Gud og syndernes forladelse og lære artiklen om
Kristus. Her vil jeg blive i den Herre Kristi arme, hænge mig om hans hals,
indeslutte mig i hans dåb. Lad så loven sige mig, hvad den vil og mit hjerte
føle, hvad det vil. Når vi kun beholder dette hovedstykke rent og har denne borg godt og solidt befæstet, så vil
jeg siden gerne i det ydre gøre og lide alt, hvad man lægger på mig.
Se, den, som kunne lære denne kunst ret, han var et fuldkomment menneske, ligesom
Kristus, der stod så højt over al lov, at han turde kalde Peter en djævel,
farisæerne dårer og blinde vejledere, turde stoppe munden på Moses og altså
leve aldeles uden lov og dog opfylde al lov. På én gang stolt og egensindig
over for alt, hvad der ville binde og tage ham til fange, og dog af sig selv
alle mennesker underdanig og tjenstvillig. Men deri ligger bestandig fejlen, at
vi aldrig kan lære dette ret. For Djævelen ligger os i vejen og bringer det
dertil, at vi vender det om og kun er
alt for villige og ydmyge til at høre alt, hvad loven siger, og forskrækkes
derfor, i stedet for at vi skulle opløfte vort hoved og hverken høre eller
følge det. Derimod ville vi i det ydre
være alt for frie, hvor vi dog tappert skulle lade loven tæmme og disciplinere vort legeme, så det måtte lide
alt, hvad der gør det ondt, fordi det endnu bestandig synder. Sådan skulle
synden blive udenfor, hvor den bør
være, og have sin Moses, som ligger den på ryggen og jager den. Men indvendig skulle ingen synd eller lov
regere, men Kristus alene med lutter nåde, fred og trøst. På den måde gik det
alt sammen ret til, og mennesket blev skikket til alt godt, både til at gøre og
lide alt med lyst og et villigt, glad hjerte, af en retskaffen tro på Guds nåde
ved Kristus.
Den, som nu kan dette, skal takke Gud og se
til, at han ikke kan det alt for godt eller tiltror sig alt for meget af denne
kunst. For jeg og mine lige kan den ikke
endnu sådan, som vi burde kunne den, skønt vi dog har forsøgt det mest og beskæftiget
os med det længst. For det er, som sagt, en sådan kunst, som ingen uden de kristne
kan, og de må alle være disciple deri og gå i lære hele deres liv. Anderledes
er det med de sikre ånder, som i egne
øjne alene kan det alt sammen, men netop ved denne indbildte dygtighed slet
ikke kan noget af denne kunst, men er komne allerlængst bort derfra. Der er ikke
overgået kristenheden noget sørgeligere eller nogen større jammer og skade, end
hvad der sker gennem sådanne kloge hoveder. Gennem dem bliver det overalt fuldt
af partier og sekter, af sådanne folk, som hverken tjener Gud eller verden,
hverken hører lov eller evangelium ret, men i deres sikkerhed foragter det ene
og bliver kede af det andet og altid søger nye lærdomme. Men vi prædiker heller
ikke for deres skyld, for de er det ikke værd og har den straf fra Gud, at de
aldrig lærer eller har noget udbytte af det, selv om de hører det. Det er alene
os, der beholder det, uden at de kan berøve os noget af det, mens de alene har
den tomme lyd og klang.
Dette er
det første stykke, som Kristus her ved sit eksempel lærer. Nu vil vi også
betragte Herrens skønne prædiken, som han begynder sådan og siger:
Den Herre
Kristus holder ikke alene fast på sin mening, så han ikke vil følge deres lære
og klogskab, men han giver også gode grunde for det. Han gendriver dem med stor
og dygtig kunst og stopper munden på dem, så de ikke kan indvende det ringeste.
Ja, han slår dem med deres egen gerning og eksempel, så de må skamme sig i
hjertet over, at de nærer sådanne tanker om ham og i disse høje sager kritiserer
det hos ham, som de selv gør i langt ringere ting og vil gøre med al ære.
For hvordan kunne han bedre svare dem, end
når han siger: I store mestre og kære vismænd, vil I befale og lære mig, at jeg
skal støde de arme syndere fra mig, som søger mig og kommer til mig for at høre
mit ord, når I dog selv for et tabt fårs skyld gør langt mere. Hvis I af
hundrede får mister et eneste, lader I jo de nioghalvfems tilbage i ørkenen og
løber efter det ene og give jer ingen ro, før I finder det igen. Dette kalde I
jo ret gjort og en priselig gerning, og hvis nogen vil dadle jer for det, vil I
holde ham for en gal mand og en dåre. Og jeg, som en sjælenes frelser, skulle
ikke gøre sådan med mennesker, som I gør med får, når dog alle dyr, som lever
og røres på jorden, ikke kan sammenlignes med én eneste sjæl? Burde I dog ikke
skamme jer i jeres hjerte over, at I vil belære og laste mig for sådan gerning,
som er umådelig langt bedre end den, som I hos jer selv priser og må prise. I
det, som I dadler mig for, må I jo først fordømme jer selv.
Det er jo at give et godt svar og stoppe
munden på dem med al ære, samt tydeligt nok vise dem grunden til, at han slet
ikke behøver deres klogskab, ja hverken vil eller kan tåle det. Sådan høster
de, som det sig bør, intet andet end deres egen synd og skam. For det må med
rimelighed kaldes en skammelig, ja en utålelig frækhed af alle disse mestre, at
de understår sig i at belære ham, som dog af Gud er sat til en undervise over
alle. Og det bør også gå sådan, som jeg har sagt, at den, som vil belære og
dømme en kristen og føre ham bort fra hans dåb og den artikel om Kristus for at
regere ham med sin kløgt eller lov, en sådan må ikke alene blive en dåre, men
også anrette alle slags afskyeligheder og mord. For han vanhelliger Guds tempel
og helligdom og gør med djævelsk frækhed indgreb i hans rige, hvor han alene
skal regere ved Helligånden. En sådan fortjener derfor redeligt, at Gud igen
gør ham til synd og skam for hele verden, fordi han i Djævelens navn vil være
mester, der hvor Kristus alene er mester, og løber med hovedet mod den, som er
ham for høj og for klog.
Derfor er det ikke klogt at debattere med
de kristne, for de er levende helgener, og, hele verden bør lade den mand i
fred, som hedder Kristus, for man vinder dog ikke over ham, og han tåler ikke,
at man lærer og irettesætter ham. På samme måde kan og skal en kristen heller
ikke tåle det. Og hvis han giver efter og giver plads for kritik, når man vil
mestre og dadle Kristus hos ham eller anfægte hans tro med manglende gerninger,
da er han fortabt og faldet fra Kristus. Lad os derfor holde fast ved ham, selv
om hele verden belærer os med sin kløgt. For bliver vi hos ham og beholder
denne artikels rette forstand, da skal vi nok bringe alle sådanne kloge hoveder
til tavshed og gøre dem til skamme. For denne Kristus skal og vil dog være udadlet
og umestret og vil selv alene mestre og lære al verden, så de enten med det
gode må erkende ham for deres Herre og mester og sig selv for dårer, eller med
det onde blive til skamme og gå til grunde.
Men jeg har allerede før sagt, at denne
prædiken er alt for god, sød og trøsterig for det store flertal og de uopdragne
ballademagere, så de må vide, at vi her
slet ikke prædiker for dem, men alene for dem, som i deres samvittighed føler
angst og forskrækkelse. Eller dem, der er i dødens fare og nød, idet Djævelen
diskuterer med dem om deres synder for at bringe dem til mishåb og
fortvivlelse. Dem skal man foreholde dette liflige billede, så de må blive
trøstede og glade. Men de andre, som
alene lever i sus og dus og ikke véd meget om, hvad et tungt hjerte og åndelig
bedrøvelse er, dem skal man vise til Moses og mester Hans med hans tjenere, og
dernæst til Djævelen. For det er en overmåde venlig prædiken og et
lifligere billede, end noget menneske kan male. Ja, ingen er så veltalende, at
han kan beskrive det og nå det med ord, men det må (så meget, det er muligt) fattes
med troen i hjertet. Dog må vi pege på lidt af det for at give anledning til at eftertænke dette.
Jeg har også, siger han, hundrede får, det vil
sige, hele kristenhedens lille hob, men af disse er ét får tabt og kommet bort
fra de kristnes samfund. Vil du nu vide, hvordan jeg er til mode ved det, så
afmal mig kun både en sådan hyrde og det tabte får. For en hyrde, som dog kun
er et menneske og vogter ufornuftigt kvæg, der er skabt til at slagtes og
dræbes, han har dog et sådant hjerte til dette får, at han længes ligeså højt
efter at finde det igen, som fåret længes efter sin hyrde. Og når fåret
forstår, at det er dets hyrde, som kommer (og det kan det af naturen forstå), så
er det slet ikke bange for ham, men løber til ham med al tillid og går foran
ham med fuld tiltro. Ja, så snart det blot hører hans røst, svarer det ham og
løber efter ham og giver sig ingen ro, før det kommer til ham. Sådan er der
ganske naturligt kun venskab og kærlighed mellem dem, ja de har et hjerte og
sind mod hinanden, så om fåret kunne tale og udøse sit hjerte, ville det ikke
begære andet end at komme til sin hyrde, mens hyrden igen ikke har nogen anden
sorg og bekymring, end hvordan han skal finde sit får igen, som er kommet væk fra
ham og er faret vild. Han løber selv og sender tjenere ud overalt, hvor han
tror, det kan være, og hører ikke op, før han har fundet og bragt det hjem. For
han véd godt, hvor skrøbeligt et dyr er, som alene kan leve ved hyrdens hjælp
og beskyttelse og slet ikke kan hjælpe sig selv. Det er ganske fortabt og må
omkomme, når det ikke har sin hyrde. Så snart det fjerner sig og kommer bort
fra hyrden, er det ude med det. Det kan ikke forblive på noget sted, selv om
det kommer til andre hyrder og får eller en fremmed kalder på det, men løber i ét
spring over gærder og marker og alt, som ligger foran det, indtil det bliver
ulvens bytte eller omkommer på anden måde. Men dog har det også den dyd og gode
art, at det med al flid holder sig til sin Herre og særdeles godt kender hans
røst. Når det hører den, løber den straks til ham og lader sig ikke føre fra
ham, selv om hele verden råber og lokker det. Og selv om det er kommet bort og
er faret vild, så har det dog, ifølge sin natur det håb, at når det blot igen
kunne høre sin hyrde, så ville det blive glad og fri for al sorg. Sådan tænker
heller ikke hyrden på at vredes på det, når han finder det igen, eller at drive
det bort eller kaste det i ulvens gab, men al hans tanke og omsorg går ud på,
at han alene må kalde på det med den allervenligste røst og fare så mildt, som
han kan, med det. Han tager det på sine skuldre, løfter og bærer det, indtil
han atter får bragt det hjem.
Dette er et billede, Kristus fremstiller
for os, og hvorved han vil vise os, hvordan han er sindet mod os, hvad han
beviser os, og hvad vi skal vente os af ham. For når det i sandhed går sådan
til i det naturlige liv, hvor meget mere da i Kristi rige, som er et nådens,
kærlighedens og trøstens rige? Betragt derfor det får, som hører denne hyrde
til, så skal du se, hvor langt mere og højere han antager sig det, og hvor såre
hjerteligt og venligt han sørger for at bringe det tilbage. Dermed vil han
udfolde, ja udøse sin uudgrundelige, brændende kærlighed til de arme, syndige,
forskrækkede og bange samvittigheder, som er hans rette får.
For når et menneske har mistet denne hyrde
og ikke hører hans stemme, så går det med det, som med det tabte får. Det
kommer stadig længere og længere bort fra ham. Og om man end lokker og kalder
på det med andre lærdomme, for at det skal komme og tænke, at det kommer til
sin hyrde, så finder det ham dog ikke, men løber fra det ene sted til det andet,
forvilder sig alt mere og mere og finder ingen trøst og hjælp, før det atter
hører sin rette hyrdes stemme. Det viser også erfaringen klart, og enhver kan i
sit hjerte erfare det, at når artiklen om Kristus er borttaget eller ikke er blevet
lært, så opstår der en partiånd her, en sværmer dér. Her forvendes dåben, dér
nadveren. En prædiker sådan, en anden sådan om en særlig hellighed. Enhver
lokker det arme får til sig og anstiller sig, som om han var hyrden. Derved
forvilder fåret sig stedse mere og mere, indtil det kommer helt bort fra den
rette vej. Så kommer også Djævelen til med sine egne tanker, som han indskyder
i hjertet: Ak, havde du gjort eller ikke gjort det eller det! Derved gør han
kun hjertet endnu mere omflakkende og forvildet, så det ikke véd, hvor det skal
være. Dette sker visselig, hvor Kristus tabes af syne og denne artikel ikke
lyder. Lige meget hvordan man lærer, råder og henviser, så bliver det kun værre
med det, og det kommer fordærvelsen nærmere og nærmere, hvis ikke den rette
hyrde igen kommer med sin egen stemme.
Derfor skal, vi nu lære at kende og
forestille os den Herre Kristus på den rette måde, så vi ikke anser ham for en
tyran eller vred dommer (sådan som man hidtil har prædiket om ham, og Djævelen
altid foreholder os ham), som den, der står bag os med et sværd, men betragte
ham sådan, som fåret naturligt betragter sin hyrde. Aldeles ikke som den, der
vil forskrække, jage og slå det, men så snart det ser ham, bliver det glad, som
om det allerede var hjulpet og ikke længere behøvede at frygte og sørge. Det løber
straks til ham med al tillid. Sådan også med os. Skal vi kunne fatte tillid, skal
vi blive styrkede og trøstede, så må vi lære ret at kende vor hyrdes røst og
ikke høre efter andre røster, som kun forvilder os og jager og driver os hid og
did. Vi må alene høre og fatte den artikel, som fremstiller os Kristus så
venligt og trøsteligt, at han ikke kan beskrives venligere og trøsteligere, så
vi med fuld tillid kan sige: Min Herre Kristus er jo den eneste hyrde, og jeg
desværre det fortabte får, som er løbet vild. Derfor er jeg angst og bange og
ville gerne være from og have en nådig Gud og fred i min samvittighed. Nu hører
jeg her, at han længes ligeså højt efter mig, som jeg efter ham. Jeg ængstes og
bekymres for, hvordan jeg skal komme til ham, så jeg kan blive hjulpet, og
ligeså ængstelig og bekymret er han, ja begærer intet andet end igen at føre
mig til sig.
Se, hvis vi kunne male os hans hjerte sådan
og i vort hjerte optage et sådant billede af ham, som den, der nærer en så
inderlig attrå, begæring og længsel efter os, så kunne vi jo ikke være bange og
frygte for ham, men ville med glæde løbe til ham, blive hos ham alene og ikke
høre nogen anden lære eller mester. For så snart der kommer en anden lære, det
være Moses’ eller nogen andens, så bliver følgen kun den, at den jager og
plager os, så vi ikke kan komme til nogen fred eller ro. Derfor siger Kristus
også i Matt 11, 28: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er
sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Som
ville han sige: Løb og søg, hvor I vil, hør og lær alt, hvad man kan prædike, I
vil dog ikke finde nogen ro eller fred for jeres hjerte uden hos mig alene. Vi har intet imod, at man prædiker om en
from livsførelse og De Ti Bud og al sådan lære, men når der prædikes for en
samvittighed, som er stedt i angst og forskrækkelse for sine synder, da må der
overhovedet aldrig lyde noget andet ord end om Kristus. Sådan er det arme,
fortabte får, som ikke skal eller kan have og tåle nogen anden mester end denne
sin ene hyrde, der ikke kommer til det med lovens fordring og tvang, men
handler med det på det lifligste og mildeste. Han tager det på sine skuldre med
al dets nød, synd og bekymring og gør selv, hvad fåret skulle gøre, som vi
videre skal høre.
For her må
man, som jeg også tidligere ofte nok har sagt, skelne tydeligt mellem de to
slags prædikener eller Moses’ og Kristi røst, så man under ingen omstændigheder
lader nogen Moses komme til det fortabte får, selv om han gør det på det
bedste. Man skal ikke blande de to prædikener sammen og trøste en samvittighed ved loven på denne måde: Vær ved godt mod,
du har jo ikke begået mord eller ægteskabsbrud eller sådanne grove ting. Eller:
Du har jo dog gjort det i en god mening. Det er ganske vist også en trøst, men
den varer, ikke længe og tåler intet stød. Det er nemlig ikke at grunde trøsten
på noget højere end på sig selv. Men dermed er det arme får ikke hjulpet. Det
forbliver alligevel vildfarende og fortabt og kan ikke hverken hjælpe sig selv
eller komme til sin hyrde.
Skal det blive hjulpet, må man vise det den
rette hyrde, som kommer og søger efter det for at få det tilbage, og lade hans
røst lyde. Så kan fåret få en ret trøst, så det tør svare Moses og sige: Jeg
agter nu ikke mere hverken din trøst eller din trussel. Gør det kun så slemt,
du kan, lad mig være en morder, ja min fars og mors morder. Nu, da jeg er i
angst og forskrækkelse for Guds vrede og den evige fordømmelse, vil jeg ikke
høre på dig eller følge dig. Jeg føler og
bekender selv, at jeg desværre er et elendig fortabt får, men det er min frelse
og trøst, at jeg har en hyrde, som selv opsøger mig, sit fortabte får, og bærer
mig på sine skuldre. Lad os tale om det. Ikke om hvor from eller ond, jeg
er, men om hvordan jeg kommer til Kristus.
Derfor
må man altid prædike sådan, sådan som tilhørerne er. For jeg har sagt, at
denne lære ikke er for et groft og hårdnakket menneske, lige så lidt som det
nytter at give en stor og stærk arbejdsmand honning og sødt saftevand, som
passer sig for en syg, men et godt stykke rugbrød og ost og et glas vand skal
man give ham, og spare den milde og fine mad til syge eller de små børn, som
ikke kan fordøje groft mad. Sådan må du
også her se til, at du fordeler det ret og som en klog husholder giver enhver,
hvad han har brug for. Sådan nemlig, at du prædiker Moses og loven, hvor du
finder hårde og amoralske folk, som lever sikre og uden frygt. Dem kan du lade
æde grov arbejdskost, det vil sige, høre den vrede Moses, som tordner og lyner
fra Sinaj bjerg, dræber og myrder Israels børn i ørkenen og drukner kong Farao
i Det Røde Hav.
Men hvor der er bedrøvede, svage hjerter og
samvittigheder, som er blevet fortabte får, skal du kun tie om Moses og alle
Guds gerninger i loven, og alene tale om hans gerninger i nådens tid ved
Kristus. Du skal klart og tydeligt beskrive for de arme samvittigheder, hvordan
han viser sig mod det fortabte får, at han nemlig er den kære fromme hyrde, som
så inderlig længes efter fåret, at han lader alt øvrigt fare, for kun at få sit
får igen. Han holder ikke op, før han igen kan bringe det hjem. For det smerter
ham, når et menneske ligger i synden, bedrøvet og fortvivlet. Han kan ikke se
på, at det bliver deri og fordærves, men lokker dig med sit søde evangelium på
det allervenligste, at du kun skal komme til ham og lade ham løfte dig op og
bære dig på sine skuldre, samt kalde dig hans kære får.
For den flok
må ikke kaldes det fortabte får, som
lever i sikkerhed, i sus og dus og slet intet bekymrer sig, om Gud deroppe
vredes eller smiler. De er en vild buk, som ikke lader sig hverken vogte eller
holde. De derimod kaldes de forvildede, fortabte får som føler syndens byrde og står i troens kamp, hvor der spørges om at
tabe, ikke Moses, men Kristus og hans hovedartikel, det vil sige, hvor
samvittigheden med angst og bekymring
spørger, om Gud er den nådig. Dette er det rette får, som sukker og råber efter
sin hyrde og gerne vil blive hjulpet, sådan som David siger i Sl 119, 176: Flakker
jeg om som et vildfarent får, led da efter din tjener.”
Disse får smager denne honning og søde
saftevand godt. Deres hjerte oplives ved det, så de ikke falder i fortvivlelse,
men ved sådan trøst igen fatter mod, ikke i Moses, men i Kristus. Ikke sådan, at de får Moses til ven eller
kan stille ham tilfreds, men sådan, at de har en nådig Gud i deres Herre
Kristus. Så må Moses blive, hvor han kan med sin trøst. Skønt det også er godt og bør finde sted, at
man ikke lever mod loven, røver, stjæler, myrder eller gør næsten uret og
skade. Men denne livsførelse giver endnu ikke hjertet den rette trøst, men er
kun en salve uden på huden, som ikke trænger ind og snart ophører. For når Djævelen
kommer og angriber hjertet, borttager han dog al sådan trøst. Selv om du har gjort
noget godt, så viser han dig hurtigt ti tilfælde, hvor du ikke har gjort det. Ja, han kan sagtens i de allerbedste
gerninger finde meget urent og gøre det alt sammen til synd.
Derfor skal man ikke bygge på sådan trøst.
Kast den kun frimodigt bort og sig: Lad mig være from eller ikke from, det vil
jeg gemme til rette sted, hvor man bør lære og handle om gerninger, men i den cirkel,
hvor jeg nu står, hører det ikke hjemme at handle om min gerning og fromhed,
men om Kristus og hans gerning, som han gør mod mig som sit fortabte får. Vil du
her spørge, om jeg er from, så svarer jeg ligeud nej, og i denne cirkel vil jeg
heller ikke være det. Men spørger du, om Kristus er from, så kan jeg uden at tvivle
svare ja og stille ham frem i min
fromheds sted og trøstigt beråbe mig på det. For jeg er jo døbt på dette og
har her i evangeliet brev og segl på, at jeg er hans kære får og han den gode
fromme hyrde, som søger sit fortabte får. Han handler med mig helt uden om
loven. Han fordrer intet af mig. Han hverken jager, truer eller forskrækker
mig, men beviser mig udelukkende sød nåde. Han bøjer sig selv ned og tager mig
op, så jeg ligger på hans skuldre og lader mig bære. Hvorfor skulle jeg da
frygte for Moses’ trussel og torden, ja for Djævelens med? Jeg er jo i den
mands beskyttelse, som giver mig sin
fromhed og alt, hvad han har til arv og eje. Han bærer og holder mig, så
jeg ikke kan gå fortabt, så længe jeg er hans får og ikke fornægter hyrden
eller forsætligt forlader ham.
I dette
billede er altså den Herre Kristus så venlig afmalet for dig, som det
nogensinde kan ske. Nu er det alene om
troen at gøre. For billedet er ganske vist skønt og trøsteligt og den rette
sandhed, men fejlen er, at man ikke føler
det, når man skulle. Når fåret har forviklet sig, det vil sige, når
mennesket føler sine synders byrde og ikke véd, hvor det skal gøre af sig og Djævelen
tillige forfærder det, da ser det kun det modsatte og kan ikke fatte, at det er
sandt. Ja, det glemmer fuldstændigt, hvad det her hører, på grund af den nærværende følelse og erfaring. For Djævelen har
sådan forvendt dets syn, at det ikke føler andet end Guds vrede og unåde, og
han besværer hjertet sådan med det, at det ikke kan rive sig løs eller vende
sine øjne fra det. Ja, det er så dybt nedsænket deri, at det heller ikke i
Kristus ser andet end en vred dommer. Sådan er han jo også hidtil ved de
skammelige papister blevet afmalet og
indprentet i alle hjerter som alene siddende på regnbuen med et sværd i sin
mund.
For det er Djævelens rette kunst og list,
som han øver mod det arme, forvildede får, at han fordrejer dette billede og
lægger en sådan tåge for dets øjne, at det ikke mere kan kende sin hyrde. Under
Kristi navn fører han det ind under Moses, så det diskuterer på samme vis om
Kristus, som det før har gjort om Moses. Derfor er der behov for en virkelig stærk
tro på, at dette billede er sandt. Mennesket
må således allerførst kæmpe mod sig selv om dette. For følelsen er allerede
i sig selv stærk, og dernæst gør Djævelen synden og ængstelsen så stor, at marv
og ben gerne kunne svigte, ja hjertet i ens liv.
Derfor er det ikke så hurtigt lært, som man
forestiller sig. Så længe der er fred, ja da tror man nok, at Kristus er så liflig
og venlig, men når angst og forskrækkelse bryder ind og rammer hjertet, så er
mennesket blindt og forvirret, vil kun
dømme efter sit hjertes følelser, holder sig til dem og styrker sig i sin
vildfarelse. Det er fanget i sine
følelser og kan ikke tænke andet, end at det er sådan, som det føler - selv om
det slet ikke er sådan.
Kunsten er her, at man da kan sige til sit
eget hjerte: Når du bekender dig at være et fortabt får, så taler du sandt, men
at du derfor vil løbe fra Kristus og forestiller dig ham som den mand, der vil
jage og forskrække dig, det skyldes den lede Djævel. For hvis du så ret på ham
og kendte ham som den rette hyrde, så ville du ikke flygte eller forskrækkes
for ham, men med glæde og fuld tillid løbe til ham. Han står der jo ikke for at
fordømme dig, men han kommer til dig og søger dig for at bære dig på sine
skuldre og hjælpe og forløse dig fra synd og vildfarelse, fra Djævelens magt og
al ulykke. Føler du nu, at du er en synder og har fortjent Guds vrede, så skal
du netop derfor desto mere råbe og løbe efter den kære hyrde, at han kan hjælpe
dig. Du skal ikke tænke dig ham anderledes, end fåret tænker sig sin hyrde. Det
frygter ikke for ham, men bliver glad og trøstet, så snart det ser og hører
ham, selv om det er løbet bort fra ham, så det, efter hvad det har fortjent, nok
havde årsag til at frygte for ham. Det véd godt, at han ingen vrede eller unåde
nærer mod et sådant får, og venter sig ikke andet end kærlighed og alt godt af
ham.
Således
er det også her alene om at gøre, at du kun lærer at betragte Kristus ret efter
ordet, og ikke efter dine tanker og følelser. For menneskets tanker er falskhed
og løgn, men hans ord er sandhed og kan ikke lyve. Det har han også bevist med
levende gerning og eksempel og beviser det endnu daglig i hele kristenheden.
Derfor må vi indprente ordet alene i vort hjerte og flette os ind i det, samt lære den kunst, at vi kan erklære vort eget
hjertes følelser for løgn og sætte denne artikel op imod dem. Men det er en
kunst, som jeg ikke er udlært i, og endnu mindre de letfærdige ånder, der roser
sig meget af det. De mener, de kan alt, så snart de blot én gang har hørt det, skønt
de aldrig har smagt eller erfaret noget deraf. For det er let nok at tale og
prædike om det, men hvor vanskeligt det er at bevise det i gerningen, erfarer
man godt, hvis man med alvor tager fat derpå.
Dette er nu det første bevis på Kristi
kærlighed, som han selv afmaler os i denne tekst, at han så ganske udøser sit
hjerte og er så bekymret for sit får, at han forlader de nioghalvfems og løber
efter det alene. Ikke for at forfærde eller slå det, men for at hjælpe det og
bære det hjem og for ved sin venlige og søde røst at glæde det arme, bedrøvede
hjerte og samvittighed, så der på begge sider bliver hjertelig kærlighed og
glæde indbyrdes. Sådan ser du, hvor meget du glæder og fornøjer ham, når du af
ganske hjerte holder dig til ham og venter dig alt godt af ham.
For det
andet ser du, hvordan han med alle slags ydre tegn og gebærder udøser denne sin
glæde og uudsigelige godhed, og hvor venlig han viser sig, når han nu har
fundet fåret. Han handler ikke med det med nogen lov eller fordring, sådan som
han jo havde ret til, så han kunne drive det foran sig, ligesom de andre får og
lade det gå selv. Han lægger det straks på sine skuldre og bærer det selv hele
vejen gennem ørkenen. Han tager alt arbejde og møje på sig, for at fåret kan få
ro og hvile. Og alt dette gør han af hjertens lyst. Ja, han er kun fuld af idel
glæde over, at han dog har sit får igen. Se dernæst også, hvor godt det kære
får har det, hvor roligt og trygt det ligger på sin hyrdes skuldre, og er
tilfreds med at det kan ligge så godt og ikke behøver at gå. Det er sikkert og
uden bekymring både for hundene og ulvene, det vil sige, for al vildfarelse og
løgn, fare og fordærvelse. Det må jo kaldes et venligt billede og et lifligt og
trøsteligt syn.
For vor Herre Kristus gør netop sådan, når
han forløser os, som han én gang
legemligt har gjort ved sin lidelse og død, men også endnu altid gør i kraft og åndeligt gennem sit ord. Derved lægger
han os på sine skuldre, bærer og beskytter os, så vi er sikre for al fare fra
synden, Djævelen og døden, selv om de forskrækker os og stiller sig an, som om
de ville rive os bort og opsluge os. For dette, at han bærer os, gør, at vi
blive bevarede for al ulykke og ikke behøver at frygte for noget, ligesom
fåret, der ligger på hyrdens ryg, ikke lader sig anfægte, selv om hundene gør ad
det og ulvene sniger sig omkring. Det lader hovedet hvile uden bekymring. Ja, tør
endda også sove.
Sådan er det også med os, hvis vi står og
forbliver i troen på denne artikel: Jeg tror på Jesus Kristus, vor Herre, som
for os har lidt, er død og opstanden. Så er det ikke nødigvendigt at frygte, at
vi skal gå fortabte, eller at Djævelen skal opsluge os, selv om han opspærrer
sin mund vidt. For da går vi ikke vor egen vej, heller ikke på vore egne
fødder, men hænger om vor kære hyrdes hals og ligger på hans skuldre, hvor vi bestemt
er sikre. For synd, død og Helvede, hvor grumme og forfærdelige, de end
anstiller sig, må helt bestemt lade ham uopslugt, ellers var vi arme får snart
fortabte og fordærvede.
Det er nemlig med os, som med fåret. Det
kan ikke selv vogte sig eller se sig sådan for, at det ikke forvilder sig, hvis
ikke hyrden altid fører og leder det. Og når det har forvildet sig og er kommet
bort, kan det ikke selv finde tilbage eller komme til sin hyrde, men hyrden må
selv gå efter det og søge så længe, til han finder det. Og når han har fundet
det, tager han det på sine skuldre og bærer det, så det ikke atter må skræmmes
bort fra ham, eller opsnappes af ulven. Sådan er det også med os. Selv formår
vi hverken at hjælpe eller råde os, så vi kan komme til fred og ro i
samvittigheden og løbe fra Djævelen, døden og Helvede, hvis ikke Kristus selv
ved sit ord henter os igen og kalder os til sig. Og når vi er kommet til ham og står i troen, formår vi dog ikke selv at
bevare os selv og forblive deri, hvis han ikke bestandig selv løfter og bærer
os ved det samme sit ords kraft. For Djævelen lurer alle vegne og uden ophør
på os og sniger sig omkring som en brølende løve, sådan som Peter siger, for at
opsluge os. Altså gælder det her slet intet at rose os af vor fri vilje og vore
egne kræfter, hverken til at begynde,
fortsætte eller forblive deri, men Kristus, vor Herre, må alene udrette det
alt sammen.
Men nu er vi sikre på, at så længe vi ligger
på Kristi skuldre, skal vi nok bestå mod al ængstelse og ulykke. For han skal
visselig ikke lade os rives fra sin hals, heller ikke kaste os fra sig, fordi
han er så glad og vel til mode, fordi han nu har sit får igen og kan bringe det
til den anden flok. Kort sagt, her er ingen angst, driven eller fordren, men blot
venlig bæren, og blot nåde og liv, hvormed han på det allermildeste passer sit lam.
Moses derimod, der ikke er en hyrde for de arme, svage får, men for det store,
stærke kvæg, driver sin hjord foran sig med sin stav og kæp tre dagsrejser ind
i ørkenen, indtil den bliver træt. Det er passende for de hårde, udisciplinerede
folk.
Også vi må, når vi kommer under Moses,
nemlig efter kødet og den ydre livsførelse, handle og gøre, hvad loven fordrer.
Men når det gælder vor tro, skal vi ikke finde os i, at man lægger nogen
gerning på os eller fordrer noget af os, men alene lade os bære og løfte på det
allermest varsomme. Ikke på hest eller vogn, men på Kristi egen ryg og skuldre.
Og dette sker, som jeg har sagt, når han
lader det ord prædike for os, at han er død for os og har båret vore synder
på sit legeme på korset, lagt Djævelen med døden og synden under sine fødder og
ført os til evigt liv. Han bærer os altid, så længe vi lever, så vi ikke behøver at se på vort liv, hvor
fromme og stærke vi er, men alene at ligge på hans skuldre. For i denne cirkel
eller artikel behøver vi ikke at bekymre os for nogen synd, for død eller liv,
men vi har det alt sammen i Kristus, som bærer og opholder os.
Nu har han ikke nok i disse to stykker, at
han så venlig søger det fortabte får og med sådan glæde og ømhed bærer det. Når
han har bragt det hjem, anretter han også en særlig glædesfest og kalder sine
naboer og venner sammen, for at de skal fryde sig med ham. Ja, han gør noget så
stort deraf, at Gud i himmelen med hele den himmelske hærskare glæder sig
derover, og med dem alle skabninger, over en stakkels synder, som omvender sig.
Dermed viser og udlægger han selv, hvem
det er, han kalder sit fortabte får, nemlig en sådan synder, som gør bod, det
vil sige, som føler sin synd, hjertelig fortryder den og gerne ville være den
kvit og komme til Kristus, samt forbedre sit liv, også i det ydre. Det er et
stakkels bedrøvet hjerte og en sønderknust samvittighed, som Djævelen sætter
sådan ind på, at det for bekymring og bedrøvelse måtte forgå. For han er også
en sådan person, som ikke søger og bærer noget andet får end det, som er
fortabt og selv ikke véd noget råd eller hjælp.
Se altså, hvordan kunne han vel prædike mere
venligt og trøsterigt, eller hvad skulle han mere gøre for at fylde et hjerte
med glæde og opvække en stærk tillid til ham? Vi ser jo her en hyrde, af ham
selv afmalet for os arme syndere, en hyrde, som så nødig taber sit får, som så
længselsfuldt søger det og, når han finder det, med al glæde bærer det og
udbreder sin glæde så vidt, at alle engle og helgener, ja alle skabninger glæder
sig med ham over os og tilsmiler os. Ja, også solen må skinne med lifligere glans.
Sådan som det også går til i naturen. Når et menneske er bedrøvet, så synes
også solen og alt, hvad man ser, mørkt; men når hjertet derimod er glad, så ser
også mennesket dobbelt glad ud, og alt synes det lysere og klarere.
Den, som nu kan tro dette fast, skal også
få den rette trøst og glæde i og ved den Herre Kristus, fordi han allerede her
har det visse løfte, at om han sådan holder sig til Kristus og lader sig bære
på hans skuldre, så er han en kær gæst i himmelen og skal med glæde blive
modtaget dér.
Men når samvittigheden er bedrøvet, da har
vi en helt anden følelse. Så kan hjertet ikke tænke andet, end at enhver engel
står bag os med draget sværd. Da kan det ikke glæde sig hverken i Gud eller i
englene. Ja, nogle kan ikke engang betragte nogen skabning med glæde, men
frygter for den kære sol. Ja, for ethvert rystende blad. Det kommer alt sammen
af, at de bider og æder sig selv med egne tanker, gerne vil arbejde sig selv ud
af det, bringe så og så meget til veje, føle sig så og så fromme, at de ikke
længere behøvede at frygte. Men dermed gør de kun ondt værre.
Men vil du få ret trøst og glæde i dit
hjerte, så lær kun at indprente dig denne teksts liflige billede og ord godt,
så du søger trøsten dér, hvor den er at
søge, nemlig i Kristus og ellers ingen steder. For i den mand finder du
alt, når du kun forbliver under hans varetægt og på hans skuldre. Al den trøst
derimod, som man kan søge uden for ham, går dog ikke ind i hjertet, selv om du
tog alle skabninger til hjælp og ejede al verdens lyst og glæde.