Kirkepostillen

1544

 

 

 Anden søndag efter trinitatis

Luk 14, 16-24

 

 

 

 

 

 

 

(Om Guds frelsesvilje, lov og evangelium, hvordan Gud nøder og presser os til at modtage frelsen)

 

Anden søndag efter trinitatis.

Prædiken over evangeliet.

Luk 14, 16-24

 

Lignelsen om det store festmåltid

Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin Herre dette. Da blev husets Herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde Herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

 

Dette evangelium har papisterne i modstrid med den gamle kirkeorden henlagt til første søndag efter trinitatis af den grund at man i den uge har fejret Kristi legemsfest, sådan som det endnu sker hos dem. De har tolket det måltid, som teksten nævner, om nadveren og har dermed villet forsvare, at de blot række nadveren under brødets skikkelse. Det er, som bekendt, et af de vigtigste punkter i deres misbrug og antikristelige forklaring af nadveren, som vi er uenige med dem i.

      Fordi nu ungdommen vokser op og ikke har kendskab til en sådan fest og vi gamle også glemmer det, vil det være godt at minde om det, så vor ungdom, når den ser disse ting, ikke skal blive benovet over det. De kan i stedet sige, at det ikke er ret, at de således bærer den hellige nadver omkring til et skuespil og uddeler så mange løgnagtige aflad. De gør det ikke i den hensigt, at ære nadveren, ellers bar de vel hele nadveren eller både brødet og vinen omkring. Det sker tværtimod til vanære af nadveren, alene for at de selv må blive æret. De forsøger nemlig at opretholde den forskel, at præstestanden er en speciel og højere stand for Gud end andre, almindelige kristne, fordi de alene bruge hele nadveren under begge skikkelser, altså både Kristi legeme og Kristi blod, medens de andre kristne som ringere folk må nøjes alene med den ene del af nadveren, nemlig brødet. Sådan for­skel har de ved denne fest villet bringe ud blandt folket og på den måde prise deres stand frem for andre, til skam og vanære for den hellige nadver og for den Herre Jesus Kristus. Han har ikke indstiftet sin hellige nadver for en speciel stand ved siden af de almindelige kristne, lige så lidt som han har lidt og er død for nogen særlig stand, men han har gjort det sin kristne kirke til trøst. Og kirken er ikke delt, men er et eneste legeme under det ene hoved Jesus Kristus, hvorpå alle lemmer, hvad deres liv og væsen angår, er lige, selv om deres opgaver og arbejde er ulige og forskellige.

      Dette misbrug, som er meget skadelig, skal man ikke glemme, men udmale den tydeligt, fordi de så forstokkede og ubodfærdige holde fast på sit ugudelige væsen. For hvordan kommer den hellige nadver dertil, at den skal blive brugt til at oprette en forskel mellem de kristne? Den Herre Kristus har dog især indstiftet den til samvittighedens trøst og troens styrkelse. Dernæst til at den skal være ligesom et bånd i kristenheden, som binder de kristne inderligt sammen. Så de er ligesom ét brød eller én dej, ikke alene for så vidt de alle har én Gud, ét ord, én dåb, én nadver, ét håb og al Kristi nåde og alle hans goder til fælles, men også for så vidt de i hele deres ydre liv er ét legeme, i hvilket det ene lem skal række det andet hånden, tjene, hjælpe, råde og have medlidenhed med det. Denne betydning af den hellige nadver har papi­sterne aldeles ophævet ved, at de alene modtager hele nadveren og derved udskiller sig som en særlig gruppe, der skulle være bedre end kristenheden i almindelighed. For at almindelige mennesker dog skal holde også nadverens ene skikkelse højt og ikke fuldstændig foragte den, har de årligt holdt denne fest i hele otte dage. Her har man båret nadverens ene del omkring i byen med i stor pragt, med cymbler og strengespil, for at folket måtte spærre øjnene op og tænke: Selv om præstestanden er langt større og herligere for Gud, end vi, så har vi dog også noget at prange med.

      Det er af denne grund, de har flyttet teksten til denne søndag, selv om den passer dårligt med kun at uddele brødet i nadveren. Som om denne vært havde tilberedt et måltid for mus og kun havde serveret mad, men ikke noget at drikke. Alligevel synger de: ”Venite, comedite panem meum et bibite vinum meum – kom, spis mit brød og drikker min vin.” Men de serverer kun brødet, og beholde vinbægret for sig selv. Men sådan går det overalt vor Herre Gud: hvad han ind­stifter og anordner, det forvrænger og skænder Djævelen og hans tilhængere. Sådan er det også gået med nadveren, som på denne fest endnu den dag i dag på det forfærdeligste bliver vanæret. For som sagt, de holder ikke denne fest til ære for den hellige nadver ellers ville de bærer det hele nadver under begge skikkelser omkring, men til ære for sig selv. De pynter det efter alle kunstens regler, ikke for at vi skal holde det højt i ære, men for at vi skal vide, hvor stor en forskel der er mellem en præst og en læg­mand. I andre sager, hvor Gud har bestemt en forskel, er det derimod godt at gøre forskel, som at hustruen er hu­stru og manden mand, at den verdslige øvrighed er forskellig fra den menige mand, og således videre med de andre verdslige forhold. Men at man vil gøre forskel her, hvor Gud har ophævet al forskel, så at pave, biskopper, ja, Sankt Peter eller Sankt. Paulus skulle have en bedre dåb, et bedre evangelium end en anden almindelig kristen, det er ikke ret. Derfor er det heller ikke ret, at de vil have en bedre nadver end andre kristne, når dog vor saliggører, den Herre Kristus, ikke har indstiftet nadveren til at oprette en forskel mellem sine kristne, men til at gøre dem lige, og på samme måde dåben og evangeliet, så at den ene bør have ligeså meget deraf som den anden.

      Dette har jeg i korthed villet sige for ungdommens og også for vor skyld, så enhver må tage sig i agt for den veder­styggelighed, som pavedømmet her har ind­ført, idet den således adskiller kristenheden, som Gud dog har forenet til et. Desuden fordømmer og forfølger de os, fordi vi ikke vil lade os gøre til mus og rot­ter, som æder uden at drikke, eller modtager brødet alene. Derfor har vi aldeles af­skaffet denne fest i vore kirker, fordi de har gjort lutter afguderi deraf og hand­let stik imod Kristi befaling og indstif­telse, den hellige nadver til vanære og kristenheden til stor skade. For vi vil fastholde ligheden i kristenheden, at den ene her er ligeså god som den anden, og at al forskel kun har at gøre med ydre ting. Det må være nok herom for ung­dommen og almindelige mennesker. Nu vil vi se nærmere på evangeliet.

 

Anledningen til denne Kristi prædi­ken er den undergerning, som den Herre Kristus gjorde, da han helbredte en mand med vand i kroppen i farisæerens hus. Nu siger evangelisten, at de holdt øje med ham, om de kunne gribe ham. Derfor begyn­der han også at læse dem hver deres tekst, den ene efter den anden, om hvordan de er fulde af hovmod og strides om de fineste pladser, indtil han til sidst også kommer til vær­ten. Ham fortæller han, hvordan han skal indbyde sine gæster, nemlig ikke de rige, som kan indbyde ham igen her på jorden og takke ham derfor, men de fattige, som kan ind­byde ham igen i det kommende liv.

      Efter denne tale tager en af dem, som vil være langt klogere end den Herre Kristus, til orde og siger: Salig er den, som sidder til bords i Guds rige. Som vil han i sin store visdom sige: Du gør dig ganske overflødig med din præ­diken. Kommer det an på at prædike, da kan jeg også, og bedre end du, for det holder jeg for en ret holdt prædiken: Salig er den, som spiser i Guds rige. Ham svarer nu Kristus: Ja, siger han, jeg vil sige dig, hvor salig du og dine lige er: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Men de gav sig alle som én til at undskylde sig.” Denne historie gælder ham. Du taler meget, vil han sige, om hvor saligt det menneske er, som spiser i himmelen. Oh, hvor alvorligt du mener det, hvor fortræffelig og hellig en mand er du dog! Nemlig en af dem, som er indbudt og dog ikke kommer. Dette er hårde, skarpe og for­færdelige ord for den, som virkelig overvejer dem. Han taler også udelukkende med storsvindlere, som sad omkring bordet, ikke for at lære noget, men for at holde øje med ham, hvordan de kunne komme ham til livs og gribe ham. Til dem fortæller han nu denne lignelse:

     

Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid

Dette menneske er vor Herre Gud selv, en stor og rig Herre. Han har også en­gang, efter sin herlige majestæt og ære, anrettet et måltid, og det et sådan måltid, som hedder stor og herlig, ikke alene med hensyn til værten, som er Gud selv, så at det ville være et herligt måltid, selv om han blot serverede tørt brød, men også maden er over al måde rig og kostelig, nemlig det hellige evangelium, ja vor Herre Kristus selv. Han er selv spisen og rækkes os i evangeliet, som den, der med sin død har gjort fyldest for vore synder og forløft os fra al jammer, fra den evige død, Guds vrede, synden og den evige fordømmelse.

      Denne prædiken om Kristus er det store, herlige måltid, som han indbyder sine gæster til og helliger dem ved sit hellige dåb og trøster og styrker dem ved sit legemes og blods sakramente, så der intet mangler. Der er fuldt op af alle ting, og alle kan blive mætte. Dette måltid kaldes altså med rette et stort og herligt måltid også for retternes skyld, som så kosteligt og rigeligt er tilberedte, at ingen tunge kan udsige og intet hjerte noksom begribe det. For det er en evig spise og en evig drik, som gør, at et menneske aldrig tørster eller hungrer mere, men bliver evig mæt og glad. Og det ikke ét menneske alene, men den hele vide verden. Selv om den var ti gange større, ville der være nok. For det er en uendelig spise og en evig drik, denne nemlig, som evangeliet forkynder, at den, som tror på den Herre Jesus Kristus, at han for vor skyld er født af jomfru Maria, og for vore synders skyld korsfæstet under Pontius Pilatus, død, nedfaren til Helvede, igen opstanden, og sidder ved Guds højre side, osv. – den, som tror dette, han spiser og drikker rettelig af dette måltid. For at tro på den Herre Kristus er at spise og drikke. Herved bliver mennesker mætte, velnæret og stærke, så de bliver evigt glade.

      Det hedder jo med rette et stort måltid, da den er så kostelig og tilbydes så mange mennesker, at alle kan spise sig mætte, uden at maden svinder. Det er en så stor og kraftig spise, at den varer evigt ved og giver et evigt liv.

      Hermed giver Kristus til kende, at det er et ganske andet måltid end det disse hyklere ved bordet giver ham. De er sådanne svindlere at de i virkeligheden foragter Gud og hans barmhjertighed, selv om de kan snakke meget om den.

      Videre følger:

 

Og indbød mange.

De mange, som bliver indbudte, er jøderne og hele Israels folk, som fra Abraham af specielt var indbudte gennem profeterne. Til patriarken Abraham blev den sæd forjættet, ved hvem velsignelsen skulle komme, og altså er dette måltid først forkyndt for ham som dette folks far. Siden har profeterne ført denne forkyndelse videre og henvist folket dertil, så det ikke har mang­let på vilje hos vor Herre Gud, men de er flittig blevet indbudte. Derfor sætter også Paulus i sine breve over­alt jøderne først: ”Både for jøde, først, og for græker” (Rom 1, 16 m.fl.). Da nu tiden kom, da man skulle gå til bords, det vil sige, da tiden kom, da vor Herre Kristus blev født og skulle lide og igen opstå fra de døde, da gik tjenerne ud, nemlig Johannes Døber og apostlene. De sagde til de indbudte, til Israels folk: Kære folk, tidligere er I blevet indbudt, nu er det tid at komme. Kom og spis, hvad der serveres! Jeres Herre, Jesus Kristus, jeres messias er nu født, død og igen opstanden, bliver derfor ikke væk længere. Kom til bords, spis og vær glade. Det vil sige: Modtag med glæde jeres skat, som efter forjættelsen har frelst jer fra forbandelsen og fordømmelsen og gjort jer salige. Et sådan budskab er særligt udgået til folkets ledere, som sad i det gejstlige og verdslige regimente. Men hvad svarede de hertil?

     

De gav sig alle som én til at undskylde sig.

Det er en lektion for gæsterne, som sad til bords med Kristus, og navnlig for den smarte person, som ved bordet vil mestre Kristus og prædike meget om maden i Guds rige: salig er den, som spiser i Guds rige. Ja, siger Kristus, vil du vide, hvor salig du er, så vil jeg sige dig det: Maden er allerede serveret og måltidet anrettet. Johannes Døber er her, jeg og mine apostle beder jer nu sætte jer til bords. Men I bliver ikke alene borte og lader værten sidde der med sin store, herlige festmiddag, men vil oven i købet undskylde jer og være rene. Det er altså en dobbelt synd. Ikke alene foragter I evangeliet, men vil også have handlet ret og endnu være hellige, fromme og kloge. Det er jo ret en skammelig synd. Det er allerede for meget, at man ikke vil tro Guds ord, men at man går videre og tillige foragter det, og oven i købet vil være retfærdig, det er for groft og for me­get. Således gøre også nu vore jun­kere, som således har vanæret og bespottet nadveren og givet os vildfarende alene den ene del deraf; men alligevel undskylder de sig og vil kalde det ret gjort. Ja, de fordømmer os endda og pålægger os alle slags lidelser, myrder og forjager folk, som ønsker at modtage nadveren ret. Men lad dem kun gøre det hedt nok, hvem ved, hvem der endnu skal svede i dette bad! Jøderne gjorde også således og und­skyldte sig: Oh, vi kan ikke antage denne lære, for den strider mod præstedømmet og loven, som Gud selv har givet os ved Moses. Desuden bringer den også forstyr­relse i vort kongerige, som Gud har stadfæstet. Vi må se til, at vore sager kan stå ved magt. Således undskylder den første sig med sin mark, den anden med sine dyr. Den tredje undskylder sig sket ikke, men siger ligeud, at han ikke kan komme. Det er også vor tids undskyldning, som bliver fremført mod evangeliet; for vi har ikke været bedre end dem. Den første begrundelse gælder Moseloven. Den, mente de, måtte forblive. Apostlene prædi­kede mod loven, at hverken deres lov, tempel eller præster var nødvendige, fordi der nu var en større præst forhånden, Jesus Kristus af Juda stamme. Det ville de ikke finde sig i, men ville beholde loven, således som de endnu gøre. Derfor er det også sket, at de endnu den dag i dag venter og indtil den yderste dag må vente på, at deres messias skal komme, og håbe, at han skal genoprette alt, det gamle præstedømme og konge­riget, sådan som det var på Davids tid.

      For Kristus nævner her disse tre stykker. Den første siger: jeg vil se til min mark. Det er de fornemste og bedste, således som præsteskabet og den højeste øvrighed blandt jøderne. De siger: vi må arbejde, dyrke jorden og høste, det vil sige, vi må regere folket (ligesom også Kristus kalder prædikanterne sædemænd, som sår evangeliet) og varetage vort af Gud os betroede præstedømme. Fordi nu apostlenes lære strider herimod, er den falsk, og vi er med rette undskyldte, når vi ikke antager den.

      På samme måde undskylder de andre sig også, som er i verdsligt regimente, med sine dyr. For okser symboliserer tit folkets regenter, Salme 22, 13.: ”Stærke tyre omgiver mig, Bashanbøfler omringer mig.” Disse har også en ærlig undskyldning: Vi har et kongerige og regimente, stiftet og beskikket af Gud; det må vi forblive ved og se til at holde det ved magt.

      Den tredje slags folk siger: evange­liet er en lære, som forbyder at skrabe sammen og tragte efter, hvordan man her kan få nok, men befaler, at man for Kristi skyld skal sætte alt på spil, liv og legeme, penge og gods. Derfor vil og kan vi ikke komme, for vi må se til at beholde vort, som Gud har givet os. For at gifte sig er ikke at gøre noget uærligt, men er at gå ind i en ærlig stand. Ligeledes at sidde hjemme og være optaget af at ernære sig, som enhver har pligt til. Men netop alt dette er det, som en ærlig husfader synder med, hvis han nemlig kun tænker på, hvordan han skal blive rig og få indflydelse, enten det nu sker med Gud eller mod Gud.

      For jøderne så alene på, at Moses havde forjættet dem timelig velsig­nelse, hvis de var fromme og holdt Guds bud, så deres kvæg, marker, ægtefæller og børn og alt sammen skulle velsignes og trives. Derfor tragtede de kun efter at have køkken og kælder fulde og blive rige, og mente de var fromme, og at Gud altså havde velsignet dem, sådan som Salme 144, 12 siger.

      Netop på denne måde undskylder vore papister sig stadig og siger: Læren er vel ret, men man må dog forblive ved kir­ken og dens ordnede ledelse. Ligeledes: Man må for alting opretholde lydigheden mod den verdslige øvrighed, for at der ikke skal blive ufred eller oprør. De ­frygter altså ligesom jøderne, at de vil tabe deres kirke eller øvrighed, hvis de modtager evangeliet, skønt evangeliet dog alene opbygger den rette kristne kirke og hindrer al uretfærdig vold og oprør. Der­næst kommer også gerrigheden til. Fordi de hos evangeliet ikke ser andet end lutter fattigdom og forfølgelse, så går det som her, at de ligefrem og uden undskyldning nægter at adlyde evangeliet og siger, at de har taget sig hustruer og ikke kan komme. Dog vil de kaldes kristne og påstår, de har handlet ret, og vil anses for fromme biskopper, fromme fyrster og fromme borgere. Men hvordan vil det gå dem? Netop som det gik jøderne, der så længe holdt fast på deres lov, præstedømme, kongerige og gods, indtil de satte alt over styr. De tabte det ene med det andet, så de nu sidder hist og her under fremmede fyrster i deres huse som på et vippebræt. Det har de til løn, for de satte ikke pris på denne festmiddag, men bekymrede sig mere om deres rige, præstedømme og huse. Derfor har de mistet alle tre ting og fået den dom, at ingen af dem skal smage dette måltid, og mister altså begge dele, det timelige her på jorden og det evige festmåltid. Sådan skal det visselig også gå vore modstandere.

      Sådan læser nu den Herre Kristus her den skarpsindige doktor og hans følgesvende et kapitel over bordet og viser dem, hvordan de stå sig med Gud, således som nu følger:

     

Da blev værten vred og sagde til sin tjener: Gå ud på vejene og langs gærderne.

Som vil han sige: Godt, fordi sagen står således, at I vil bese jeres marker og dyr og gifte jer, og derover forsømmer min middag, altså, fordi I vil holde fast på jeres præ­stedømme, kongerige og rigdom, og lade mig og mit evangelium fare, så vil jeg igen også lade jer fare, så at I dero­ver skal miste alt sammen. Gå derfor ud, min tjener, på byens stræder og gader og før de fattige, syge og blinde herind. På denne måde gik det blandt jøderne. For da de store herrer, fyrster og præster og de bedste blandt folket ikke ville modtage evangeliet af de føromtalte årsager, modtog vor Herre Gud de ringe fiskere, den fattige, elendige og mest foragtede hob. Som også Paulus siger i 1 kor 1, 26-29: ”For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud.”

      Ifølge disse ord er alt, hvad der var hos folket af visdom, hellighed, rigdom og magt, forkastet af Gud, fordi de ikke ville modtage hans evangelium, og de dårlige, enfoldige og ringeste folk, som Peter, Andreas, Filip, Bartholomæus, fattige fiskere og trængende betlere, blev udvalgt. Folk, som ingen havde agtet værdige til at være præsternes og fyrster­nes tjenere. Disse er blevet tilbage ligesom bundfaldet og, som Esajas siger, ligesom bærmen af den gode og kostelige vin, idet det bedste i folket, præsterne, fyrsterne, de rige og mægtige er slået bort lige­som et fad god vin, og alene bærmen er bleven tilbage. Det er dem, Herren her be­nævner fattige, krøblinger, halte og blinde. Disse kommer da til den nåde og ære, at de bliver budt velkommen af Gud og er hans kære gæster, fordi de andre høje og store folk ikke ville komme.

      Når nu farisæeren siger: Salig er den, som er gæst i Guds rige, så svarer Kristus: Ja, salig er han, men dig og dine lige er mere optaget af marker og dyr. Derom taler du; derfor skal du vide, at der er tilberedt en middag, hvoraf alene de fattige skal spise, sådan som det siges hos Matthæus (11, 5): ”Evangeliet forkyndes for fattige.” For I mægtige, hellige og vise ville ikke have det. Derfor er det gået dem sådan, at både præster og fyrster som den bedste vin, er bortkastet, fordi de holdt så fast på deres dyr, marker og hustruer, og i deres sted er de fattige tiggere kommet til evangeliet, til dette herlige måltid.

      Dette er ret til gavns at stoppe mun­den på jøderne og navnlig på denne her, som vil være så klog og være gæst i Guds rige, men dog vil beholde præstedømmet og kongeriget, så må det gå Kristus og hans evange­lium, som det vil. For hans hjerte er således, at han slet ikke behøver den Herre Kristus for at komme i Himlen. Men vor Herre Gud skal sige til ham og alle jøder: Det er sandt, at I er indbudte, men i regner det ikke og undskylder jer og vil endda have ret. Derfor forkaster jeg jer og an­tager hellere de ringeste folk, selv om det så ikke er andet end idel foragtede, elendige krøblinger og halte.

      Således skal det også gå vore mod­standere, og det skal aldeles ikke hjælpe dem noget, at de er store, hellige biskopper, vældige fyrster og herrer, som mener, at vor Herre Gud ikke således vil forkaste dem og alene antage sig den arme rotterede i Wittenberg og deres ringe hob, som elsker evangeliet. Ja, min kære, har han for­dum blandt sit folk, som havde så store og herlige forjættelser, forkastet de bedste og antaget bundfaldet, så vil han heller ikke spare dig. For det vil ikke hjælpe dig til at blive gæst i Himlen, at du er stor, hellig og mægtig. Men for de fattige bliver evangeliet prædiket. Så er vor Herre Gud også langt større, stærkere, visere og helligere end alle konger og alle djævle, derfor spørger han ikke meget efter din hellighed eller magt. Når du desuden vil trodse ham og frækt foragte hans ord, så vil han også rejse sig imod dig, så at al din visdom, magt og hel­lighed skal blive til intet.

      Så vidt angår nu dette evangelium jøderne alene; for han taler om halte og krøblinger, som er på byens gader og stræder, af den grund, at jøderne var et velordnet folk med lov, gudstjeneste tempel, præster og konge, alt anordnet af Gud selv og indrettet af Moses. Nu sender han også sin tjener ud på landevejene og befaler ham at tage gæster, hvor han kan finde dem, selv tig­gere ved gærderne og overalt.

     

Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.

Det er os hedninger, som ikke boede i nogen stad, det vil sige, ikke havde nogen gudstjeneste, men dyrkede afguder og ikke vidste, hvad Gud var, eller hvad vi selv var. Derfor kaldes vor situation med rette en fri, åben plads på landevejen, på marken, hvor Djævelen har sin gang og frit spillerum. Der­hen skal du gå, siger han, og nøde dem til at gå ind. For verden modstår altid evangeliet og kan ikke tolerere denne lære, og dog vil denne vært have huset fuldt af gæster; for han har forberedt det således, at han vil have folk, som spiser, drikker og er glade, om han så skal gøre dem af sten.

      Her ser man også, at den Herre Kristus for vor skyld lader verden stå så længe, skønt han dog for vore synders skyld havde årsag nok til hvert øjeblik at omstyrte den. Han gør det ikke, fordi han endnu behøver flere gæster, og for de udvalgtes skyld, som også hører med til dette festmåltid. Fordi hans tjenere nu bringer os evangeliet, så er dette et tegn på, at vi, som er døbte og tror, også hører med til denne fest. For vi er de store herrer, som ligger ved gærderne, det vil sige, blinde, arme og forladte hedninger.

      Men hvordan tvinger man os da? Vor Herre Gud vil jo dog ikke har nogen tvungen tjeneste? Gud tvinger os på den måde, at han lader prædike for os: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Mark 16, 16). Her viser han os både Himmel og Helvede, liv og død, nåde og vrede. Han åbenbarer os vor synd og fordærvede tilstand, for at vi skal blive bange, når vi hører, at et menneske, så snart det bliver født, hører Djævelen til og er fordømt, som det står og går. Det er på denne vi tvinges, at vi nemlig forskrækkes for Guds vrede og begærer hans nåde og hjælp. Når nu dette gennem prædikenen er sket, og hjerterne således er sønderknuste og for­skrækkede, så skal man fortsætte prædikenen og sige: Kære ven, fortvivl ikke, fordi du er en synder og har en så skrækkelig dom på dig; gå hen, lad dig døbe og hør evangeliet. Så vil du få at høre, at Jesus Kristus er død for din skyld og har fyldestgjort for dine syn­der. Tror du det, så har du ikke nødig at frygte for Guds vrede og den evige død, men du skal deltage i dette herlige måltid og leve godt, så at du bliver velnæret og stærk.

      Det er det, der ligger i at nøde eller tvinge, når man nemlig forskrækker med synden. Ikke således, som paven nøder med sit band. Han for­skrækker ikke samvittigheden ret, for han lærer ikke, hvad der er de rette synder, men farer frem med sit narreværk, så at den, som ikke holder hans anordninger og menneske­satser, skal være lyst i band. Nej, evangeliet begynder med at åbenbare synden og Guds vrede, at vi alle, uden undtagelse, er uretfærdige og ugudelige. Det be­faler Gud os ved sit evangelium at forkynde, når han siger til apostlene: ”Går ud i alverden og prædik omvendelse til syndernes” (Luk 24, 47; Mark 16, 15). Men man kan ikke prædike om­vendelse, med mindre man siger, at Gud er vred på alle men­nesker, fordi de er fulde af vantro, for­agt for Gud og andre synder. Denne vrede skal forskrække dem og gøre sam­vittighederne så bange og frygtsomme, at de tvinger sig selv og siger: Ak Herre Gud, hvad skal jeg dog gøre, at jeg må blive fri fra denne jammer? Når nu mennesket på denne måde er forskrækket og føler sin nød og elendighed, da er det tid, at man siger til det: Sæt dig ned her ved den rige husherres bord, for der er endnu mange borde ledige og fuldt op af mad. Det vil sige: Lad dig døbe og tro på Jesus Kristus, at han har betalt for dig. Der er intet andet middel, hvorved du kan blive hjulpet end at du bliver døbt og tror. Sådan hører vreden op, og fra Himlen skinner idel nåde og barmhjertighed, syn­dernes forladelse og evigt liv.

      Derfor er disse ord: ”Nød dem til at komme” søde og trøstefulde ord, for den arme elendige hob, som nødes, det vil sige, især for os tidligere fortabte og fordømte hedninger. Med disse ord vil Gud så stærkt som muligt skildre og vise sin grundløse nåde mod os. For det må jo være en uudsigelig kærlighed, siden han med disse ord viser sig så begærlig efter vor frelse og salighed, at han befaler ikke alene at kalde venligt og formane de arme syndere at komme til dette måltid, men han vil også, at de skal nødes og drives. Man skal ikke holde op med således at nøde dem, for at de dog må komme til dette måltid. Dermed viser han klart, at han ikke vil støde dem fra sig eller lade dem fortabes, når de blot ikke selv ved forsætlig foragt og forstokket ubodfærdighed stå denne hans nøden imod. Som Tauler rigtigt siger, er han uen­delig langt ivrigere efter at give og hjælpe os, end vi er eller nogensinde kan være efter at modtage og bede. Han kræver og ønsker intet vanskeligere af os, end at vi blot lukker vore hjerter vidt op og modtage hans nåde.

      Alligevel er det nødvendigt med denne nøden både gennem prædikenen om om­vendelse og om syndernes forladelse. Uden dette forbliver vi alt for hårde og stive og gør ikke bod, men bliver under hans vrede, i vort syndige væsen og i Djævelens rige. Og når skrækken for Guds vrede rammer os, er vi ligeledes så bange, frygtsomme og forsagte til af hjertet at gribe og tro, at han vil bevise os sådan stor nåde og barmhjertighed. Vi nærer stedse den frygt, at nåden ikke vedkommer os, og at Gud for vore synders og uværdigheds skyld vil forskyde os. Derfor må han her selv befale og ordne det sådan, at man altid vedbliver med at drive og nøde af al magt, idet man foreholder både Guds vrede over de ubodfærdige og hans nåde mod de troende. Vreden og boden driver os til at løbe og skrige efter nåden. Det er den rette vej, som fører til dette måltid. Og således bliver der da af jøder og hednin­ger en kristen kirke, og alle tilsammen bliver de kaldt fattige, elendige mennesker, halte og krøblinger, for de modtager evangeliet af hjertet og med glæde, efter at de er blevet for­skrækkede.

      Men de, som ikke ville gøre det, de må være så vise og kloge, som de være vil, de har her deres dom, at de ikke skal smage dette måltid. Guds vrede bliver over dem, og at de skal blive fordømt for deres vantros skyld, for her spørger vor Herre Gud ikke efter, om de er rige, vise og hellige. Om de end derfor er sikre og mener, at det ikke skal have nogen nød, skal de dog erfare, at denne dom ikke lyver, som Herren her fælder: ”De skal ikke smage mit måltid.” Men vi, som modtager det og forskrækket over vore synder, ikke afslår Guds nåde, som ved evan­geliet forkyndes og tilbydes os i Kristus, vi modtager nåde for vrede, evig retfærdighed for synd og evigt liv for evig død. Sådan forfærdelig dom overgår nu for tiden vældig tyrkerne og jøderne, så at de ikke engang har en smule duft af evangeliet, ja, det er dem en væmmelse og vederstyggelighed, så at de ikke kan tåle at høre det. Sådan er det også med vore paver og biskopper. De kan ikke en­gang lugte denne spise, end sige at de skulle blive mætte deraf. Men vi, som ved Guds særlige nåde er kommet til denne lære, vi bliver velnærede, stærke og glade deraf og fryder os i hans hus ved dette måltid. Gud give, at vi også måtte blive bestandige deri indtil enden! Amen.

      Sådan vil nu Herren i denne lignelse formane os til at holde evangeliet højt og dyrt og ikke slutte os til den hob, som indbilder sig, at de er kloge, vise, mæg­tige og hellige. For her står dommen: De skal blive bortkastet og ikke smage dette måltid, ligesom de i det jødiske folk er blevet forkastet, og alene det ringe bundfald er blevet til overs. Således vil det også gå os, såfremt vi lade vore marker, dyr og ægteskaber, altså vor gejstlige eller verdslige ære, samt vort timelige gods være os kærere end evangeliet.

      Han siger med enfoldige og korte, men meget alvorlige ord: De skal ikke smage mit måltid. Som vil han sige: Nu vel, mit måltid er også noget, og jeg tæn­ker, den skal være bedre end deres dyr, marker og huse, om de end foragte min mad nu og holder deres egne ting for at være langt kosteligere. Og den tid skal komme, hvor de lader deres dyr, marker og huse fare og gerne vil smage noget af min mad, men da skal det også hedde: Min ven, jeg er nu ikke hjemme, jeg kan ingen gæster modtage nu. Gå hen på jeres marker, til jeres dyr, ind i jeres huse, de vil sikkert give jer en bedre middag. Jeg havde ganske vist tilberedt mad også til jer og haft store udgifter; men i foragtede det. Har i nu kogt bedre, så spis og vær glade, men min mad skal I ikke smage. Det vil blive dem en såre hård, forfærdelig og utålelig dom, når hans måltid skal hedde det evige liv, og deres marker, dyr og huse Helvedes evige ild, og han står fast ved, at de ikke skal smage hans måltid. Det vil sige, at de ikke skal have noget håb mere evindelig. Da vil hverken bod eller anger hjælpe, og der er ingen omvendelse mulig. Derfor er dette såre strenge ord, som viser husherrens store og uendelige vrede. For det er store herrers og høje perso­ners sædvane, at når de blive rigtig vrede, taler de ikke mange ord, men af det, de siger, vejer hvert ord tungt, for de har i sinde at handle voldsommere, end de kan udtrykke. Hvor langt mere må da ikke denne al­mægtige Herres korte ord betegne en uudsigelig vrede, som aldrig kan blive forsonet.

      Og dog går vi så sikre, som var disse hårde og forfærdelige ord talt af en nar eller et barn, som vi kunne le af og spotte, eller som var det blot spøg og skæmt af vor Herre Gud. Vi hører og ser ikke, at teksten klart siger, at han blev vred og har talt sådant i stor vrede. Og han er ingen nar, ej heller no­get barn, men en Herre og Gud over alle ting, for hvem bjergene bæve og for­færdes i deres grundvolde, som Skriften siger, ja, for hvem havet og vandene fly. Men der er ingen skabning så jernhård som mennesket, der slet ikke frygter derfor, ja foragter det og driver spot dermed.

      Men vi, som siger det, har nok und­skyldning og det er vor berømmelse. For på hin dag skal den ganske verden vidne og bekende, at den har hørt, set og erfaret det af os, og det gør intet til sagen, at de udråber det som kætteri. Det vil vi gerne lide og har også nok deraf, og takker dem derhos venlige for, at de udråber det som kæt­teri. For dermed bekender de jo, at de i sandhed har hørt, læst og set det. Mere begærer jeg ikke af dem; for idet de be­kender, at de har hørt det, bevidner de, at vi ikke har tiet stille. Men har vi ikke tiet, men trolig og flittig lært og prædiket sådant, så at vore fjender selv siger, at vi har drevet alt for meget derpå: ak, så lad den mand dømme, om hvem vi tror, at han har befalet os det, og lad den Gud, som driver dem til at fordømme os, også forsvare dem. Det gælder da i Guds navn, hvis Gud, der er den rette Gud, hvis Kristus der er den rette Kristus, og hvilken kirke der er den rette kirke; det vil vise sig, når sneen smelter.

      Og dog kan der intet bedre regimente være for verden end Djævelens, eller i hans sted pavens; for sådan vil verden have det. Hvad Djævelen vil, det går godt, og har vældig fremgang; hvad Gud vil, både i det åndelige og verdslige regimente, det vil aldrig gå og møder utallige hindrin­ger, så at, selv om jeg kunne skille verden og kirken fra hinanden, ville jeg gerne hjælpe til at lægge verden under paven og Djævelen. Men Kristus, vor Herre, skal vel gøre både det og andet til og holde både verden og Djævelen langt nok borte fra sit måltid, amen.

 

 

__________

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com