17 søndag efter trinitatis

Luk 14, 1-11

 

 

 

 

 

Helbredelsen af manden med vand i kroppen

v1 Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. v2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, v3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« v4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. v5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« v6 Det kunne de ikke svare på.

 

Lignelsen om pladserne ved bordet

v7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: v8 »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, v9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. v10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. v11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

 

Ordet og troen

I dette evangelium har vi to ting at omhandle, for det første noget, som er almindeligt i alle evangelier, og for det andet noget særligt. Det første, som er fælles for alle evangelier, er dette, at det afmaler os den Herre Kristus, hvad han er, og hvad vi har at vente af ham. Det viser os troen og kærligheden. Troen skildres i, at denne mand med vand i kroppen først har hørt evangeliet om den Herre Kristus, hvor venlig, mild og godgørende en person, han er. Han hjælper enhver og lader ikke nogen gå fra sig uden hjælp og trøst. Hvis manden ikke havde hørt et sådant rygte om den Herre Kristus, havde han ikke løbet efter ham ind i huset. Han må bestemt have haft kendskab til ham og hørt noget stort om ham, samt troet, hvad han havde hørt.

     Dette er da, som sagt, evangeliet, som først må prædikes og høres, før vi kan tro, at Gud er os så nådig og barmhjertig, at han har sendt sin Søn fra Himlen for at hjælpe os. Det må samvittigheden høre og tro. For selv om alle skabninger var vore venner, så ville det ikke hjælpe os, hvis Gud er os unådig og vred. Og atter, når Gud er tilfreds med os, kan in­gen skabning skade os, sådan som Paulus siger i Rom 8, 31: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” Lad så død, Djævel, Helvede og alle skabninger være vrede, de kan dog ikke skade os. Der­for må evangeliet afbilde os denne person, der er Gud, på en venlig måde. Heraf øser vort hjerte troen og en kærlig tillid til Gud, at han vil hjælpe os både i liv og i død.

     Dette ser vi også her hos denne syge mand. Han har først hørt om Kristi venlighed og derefter troet, at han også ville vise sin venlighed og mildhed mod ham. For han kunne umulig være blevet hjulpet, hvis han ikke havde troet. Evangeliet lyder i hele verden, men det er ikke alle, der tror på det. Farisæerne sad der også. De så med deres øjne og kunne tage og føle på, at han var en venlig mand, men de troede ikke på ham. Der­for kunne han hverken forbedre, trøste eller hjælpe dem. Det må være nok om troen.

     Dernæst ser vi også i Kristus kærligheden afbildet. Han går ikke hen og bærer frugt for sig selv, men for andre, sådan som den rette kærlighed altid gør. Det er nu sagt i al almindelighed om den første del af denne tekst.

 

Kærligheden skal fortolke alle love

Men særlig giver dette evan­gelium os en nødvendig lærdom, som man må have, når man skal bruge de love, som angår de ydre og materielle ting og indretninger, som skal holdes i kirken. I sådanne ting må man nem­lig gå til værks med stor visdom og omtanke, hvis man vil gøre det på en god måde, især hvor der er svage og ængste­lige samvittigheder. For intet er mere sart, hverken i Himlen eller på jorden, end samvittigheden, og intet tåler mindre. Man siger, at et øje er en sart ting, men samvittigheden er endnu mere sart og sårbar. Derfor ser vi på mange steder, hvor skånsomt apostlene har behandlet samvittighederne, så de ikke forvirrede dem med love.

     Fordi man ikke kan leve uden love, og det dog er farligt at omgås med dem, fordi samvittigheden straks indvik­ler sig deri, vil vi sige nogle ord om, hvordan man skal forholde sig til sådanne love, og hvor langt man skal bruge dem. Man siger gerne, at alt afhænger af en god fortolker, og dette er især sandt, når man har med love at gøre. Hvis der ikke er nogen, som forstår at udlægge og tolke dem på den rigtige måde, er det vanskeligt og farligt at have med dem at gøre. Det har vi hidtil måttet erfare under de pavelige loves tyranniske styre, hvor samvittighederne blev plaget og jaget til Helvede og i fordømmelse. Så farligt er det, hvis man ikke forstår at afpasse og lempe lovene på den rette måde.

     Derfor skal man kende og holde denne regel, som Kristus selv har givet og også viser i denne historie, at alle love, guddommelige og menneskelige, som handler om ydre ting, ikke gælder længere end kærligheden tillader. Kærligheden skal fortolke alle love. Hvor kærligheden ikke råder, går det snart galt, så skader lovene hurtigt, ligegyldigt hvordan de lyder. Sådan står der også i de pavelige bestemmelser, at hvis en lov strider mod kærligheden, skal den straks afskaffes. Det gælder kort og godt både guddommelige og menneskelige love. Grunden er den, at alle love alene er givet for at fremme kærligheden. Som Paulus siger: ”Kærligheden er lovens fylde” (Rom 13, 10). Og ligeledes: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden” (vers 8). For hvis jeg elsker min næste, hjælper jeg ham, beskytter ham, værner hans ære og gør, hvad jeg selv ville ønske, andre skulle gøre mod mig.

     Når det nu er sådan, at alle love alene skal fremme kærligheden, må de straks ophøre, hvis de kommer i konflikt med kærligheden.

     Derfor er det vigtigt, at de offentlige instanser bruger lovene i overensstemmelse med kærligheden. Tag for eksempel præsterne og munkene, som har lavet en regel om, at de skal holde gudstjeneste og bede på bestemte tidspunkter. Kommer der nu en fattig mand og beder dem om en hjælp på det tidspunkt, hvor de skal holde messe eller bede, siger de: ”Nej, gå din vej! Jeg må læse messe nu eller passe min bøn.” Og så yder de ikke den fat­tige mand nogen hjælp, selv om han så er ved at dø. Sådan har de allerhelligste munke gjort. De overholder deres bud og regler så strengt, at selv om de ser en fattig kæmpe med døden og let kunne hjælpe ham, så gør de det dog ikke. Her skulle de, hvis de var kristne, være sådan sindet, at de udlagde alle deres love og men­neskelige bestemmelser efter kærligheden og sagde: Bort med messe, bort med sakramenter, bort med bøn, bort med munkeorden, jeg vil tjene min næste. Den kærlighed, jeg viser mod min næste, er guld mod de andre ting.

     Sådan skal man lempe alle love, som kærligheden tilsiger det, så man holder dem, hvor de er til næstens tjeneste og gavn, men lader dem ligge, hvis de skader. Lad os tage et tydeligt eksempel: Hvis en husfader havde en sådan orden i sit hus, at han snart brugte fisk, snart vin, snart kød, snart øl, fordi han havde mulighed for det og kunne bringe det til veje, og det hændte, at en i hjemmet blev syg og ikke kunne drikke øl eller vin, ikke kunne spise kød eller fisk, og husfaderen dog ikke ville give ham noget andet, men sagde: Nej, min lov og orden fastsætter det sådan; jeg giver dig ikke noget andet. Hvad ville det være for en husfader? Man burde passende give ham nysemiddel til at rense hans hjerne med. For var han en klog mand, ville han passende sige sådan: Det er ganske vist sådan, at mine regler og husorden fordrer, at man i dag skal spise kød eller fisk, men siden denne mad ikke passer sig for dig, så spis, hvad du vil. Se, hvor­dan han da lemper og bøjer loven efter kærligheden. På samme måde skal alle love lempes og bøjes efter næstekærligheden.

 

I harmoni med kærligheden og omstændighederne

Da loven i Det Gamle Testamente ikke blev ret forstået og ikke blev mildnet ved kærligheden, lovede Gud folket, at han ville give dem en profet, som skulle udlægge loven. Sådan siges det i 5 Mos 18, 15: ”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.” Gud gav dem alle profeterne, for at de skulle udlægge loven, ikke efter dens strenghed, men efter kærligheden. Det har vi et eksempel på hos Moses selv. Moses førte Israels børn ud af Egypten og vandrede omkring i ørkenen i fyrre år. Nu var det befalet Abraham, at man skulle omskære alle drengebørn på den ottende dag (1 Mos 17, 10-12). Dette bud stod der klart og tydeligt, så man skulle holde det, og dog undlod Moses det og omskar ingen i alle de fyrre år.

     Hvorfra fik Moses retten til ikke at holde denne lov, som Gud selv havde givet og alvorligt befalet Abraham? Det fik han fra den erkendelse, at han vidste, at loven skulle tjene ham og folket, og ikke fol­ket loven. Han forstod at tilpasse loven efter kærligheden. På rejsen måtte de hver dag drage frem i fuld rustning. For at de nu måtte være desto mere egnede til rej­sen og ikke blive hindret, undlod han omskærelsen og sagde: Skønt denne lov er givet, og man må holde den, så må man dog lempe den efter kærlighedens for­dring. Derfor udsatte han omskærelsen, indtil deres rejse var forbi. På samme måde skal man fortolke alle love i harmoni med kærligheden og omstændighederne. Derfor er det vigtigt med en god fortolker her.

     Det samme gjorde også David, da han spiste af de indviede brød, som ingen uden præsterne måtte spise. Dette eksempel anfører også Kristus selv i evangelierne. Nu var David ikke præst, hans tjenere heller ikke, men da han manglede mad, henvendte han sig til Abimelek og bad ham om at give ham noget at spise. Abimelek svarede: Jeg har sandelig intet andet end de hellige brød, som ligger her. Så tog David dem og spiste dem uden betænkelighed. Har David nu syndet mod Guds bud, der åbenlyst forbyder dem, som ikke er præster at spise af det hellige brød? Nej! Hvorfor? Fordi nø­den tvang ham, og han ellers intet havde at spise. Sådan ophæver nøden og kærligheden alle love.

 

Nøden og kærligheden ophæver alle love

På samme måde går også Kristus frem her i evangeliet. Han helbre­der den syge på sabbatten, som Det Gamle Testamente strengt befaler at helligholde. Se nu her, hvad farisæerne gør. De står her og lurer på Herren for at se, hvad han vil gøre. Selv ville de ikke have hjulpet den syge, om det så havde kunnet ske med en dråbe vin. Men Kristus tager fat i loven, så den knækker, og hjælper den stakkels syge mand fri uden at betænke sig og giver dem en tydelig begrundelse for, hvorfor han gør det. Han siger: Det er ganske vist befalet at holde sabbatten, men hvor det gælder kærligheden, må loven vige. Herpå giver han dem et tydeligt eksempel, hvormed han binder dem sådan, at de må give ham ret og ikke kan svare ham et ord på det. Han siger: ”Hvis en af jer har et æsel eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” (vers 5), [den nye danske bibeloversættelse kan åbenbart ikke kende forskel på et barn og et æsel her].

     Som ville han sige: I dårer, er I ikke tåbelige og gale? Gør I dette mod en okse eller et æsel, burde I dog meget mere gøre det mod jeres næ­ste, så I hjælper ham, hvor det er nødvendigt, uanset om det må ske på en sabbat. ”For Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten,” som han siger i Mark 2, 27-28.

     Sådan, som Kristus nu gør her med sabbatten, idet han lader den tjene mennesket, skal vi også gøre med alle love og ikke holde dem længere end de tjener kærligheden. Tjener de ikke kærligheden, så bør man straks bryde dem, hvad enten de er Guds eller menneskers bud. Tag et eksempel fra vor forrige vildfarelse under pavedømmet. En person har lovet at valfarte til Sankt Jakob. Nu står det bud her: Den, som har lovet noget, skal holde det. Men hjemme har han hustru og børn, ansatte og forretning. Hvad skal han nu gøre? Skal han fortsætte og gå til Sankt Jakob, eller skal han blive hjemme og forsørge hustru og børn? Døm nu selv, hvad der er nødvendigt og kommer kærligheden nær­mest. Jeg mener, det er nødvendigere, at han bliver hjemme og arbejder og tænker på sin hustru, børn og ansatte. Med sin valfart til Sankt Jakob, hvis den ellers ikke i sig selv var urigtig og et afguderi, ville han kun opnå ringe nytte, ja, han ville ødelægge og forsømme mere, end han vandt.

     Et andet eksempel: En kvinde er gravid og har lovet ikke at spise kød om onsdagen, sådan som mange tåber hidtil har gjort. Denne kvinde udsætter måske sit barn for stor fare og tillige sig selv. Så kommer de katolske præstefjolser og siger: Kære datter, der står skrevet i Skriften, at hvad man har lovet, skal man også holde. Dette er Guds bud, og det må du san­delig opfylde. Dermed er den gode kvinde straks fanget og bundet i sin sam­vittighed, går hen og holder løftet og skader både sig selv og sit foster. Her har begge parter uret, både de, der lærer dette og tillige kvinden, fordi hun ikke regner kærligheden højere end sit løfte. Hermed gør hun dog hverken Gud nogen tjeneste eller er ham til behag. Ja, hun fortørner ham meget mere ved at holde sit løfte. Derfor bør man sige sådan: Se, du er jo gravid, derfor må du tjene dit barn og lade sådan noget narreværk fare, så der ikke sker en ulykke, for alle love er indesluttet i kærligheden.

     Sådan bør messepræster, munke og nonner handle med deres løfter. Når de siger: Vi har jo aflagt løfte, og der står skrevet: ”Aflæg løfter til Herren, jeres Gud, og indfri dem.” (Sl 76, 12). Så skal du svare: Se, der står også et bud: Du skal tjene din næste. Men i din stand kan du ikke tjene din næste. Du kan heller ikke leve deri uden synd. Gå derfor frimodigt ud af klostret og begiv dig ind i en anden stand, hvor du kan tjene din næste, samt råde og hjælpe ham. Se ikke på løftet, som du ikke har gjort Herren din Gud, men Djævelen, ikke til sjælens frelse og sa­lighed, men til fordømmelse og fordær­velse både til legeme og sjæl.

     Sådan har du her, hvis du blot er en kristen, fuldmagt til at dispensere fra alle bud, når de ville hindre dig i kærligheden, sådan som Kristus gør her. Han farer dristigt til, skønt det var sabbat og hjælper denne syge og giver tillige tilstrækkelig og tydelig begrundelse for, hvorfor han gjorde en sådan gerning på sabbatten.

 

Hjertets ydmyghed må bryde frem i gerning og blive synlig

Der er endnu et stykke tilbage i dette evangelium, nemlig om det at sidde på de fineste pladser. Det må vi også sige lidt om. Da Herren mærkede, hvordan gæsterne, det er farisæere, udvalgte de øverste pladser, fortalte han denne lignelse til dem: ”Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads.” (vers 8-9).

     Denne lignelse er rettet mod farisæernes og de skriftkloges bud og be­stemmelse, at man skulle vise de store og mægtige ære, vige pladsen for dem og give dem det øverste sæde. Men Kristus vender bladet om og siger: Den, der vil være den største, skal vælge den nederste plads. Ikke sådan at en bonde skulle sidde finere end en fyrste, det vil Kristus ikke have, det er heller ikke passende. Her taler Herren ikke om det verdslige, men om det åndelige regimente, hvor ydmygheden frem for alt må findes. Og skønt det verdslige og ydre regimente overholder den orden, at de øverste sidder finest, så angår dette ikke det åndelige regimente. Det bekymrer sig heller ikke om det, for det har alene med hjertet at gøre. Kristus gør ingen til borgmester, dommer, fyrste eller rigmand, men overlader det til fornuften, som har med ydre sager at gøre. Her må der være en øvrighed, og den fortjener ære for dens stands skyld. Men det åndelige regimente holder den orden, at den, som vil være stor, må indtage den laveste plads.

     Derfor sagde Herren til sine disciple, da de skændtes om, hvem der skulle være den største blandt dem: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: Den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.” (Luk 22, 25-27). Og i Matt 20, 26-28 siger han: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange

     Disse ord har vore papister udlagt rigtig smukt og givet evange­liet en klovnenæse, når de siger: Ja, paven skal være som den mindste eller yngste, sidde nederst og tjene de andre, men det bør ske i hjertet. De har snakket om, hvordan de med hjertet sidder nederst, samt er de ringeste og tjener andre. Men derpå har de sat sig over alle kejsere, konger og fyrster, ja tilmed trampet på dem. Som om ikke også kejsere, konger, fyrster og herrer burde have denne kristne ydmyghed i deres hjerter, som Herren taler om her. Med denne udlægning fremmer de altså deres kødelige, verdslige pragt og hovmodighed. Havde de ydmygheden i hjertet, ville de vel også be­vise den i gerningen. Kristus taler her ikke alene om ydre ydmyghed, for den indre ydmyghed virker den ydre. Og er den indre ikke i hjertet, vil denne vanskeligt kunne fremtræde i det ydre. Derfor vil evangeliet have alle som én ned på de lave pladser, hvordan og hvem, de end er, så ingen skal ophøje sig, medmindre han bliver drevet til det med lovlige midler. Det er det, Herren vil med denne lignelse, som han taler til alle. Alle skal forholde sig sådan, det være sig høj eller lav. Derfor irettesætter han også farisæerne og de fornemme personer, som vil sidde øverst og altid jager efter og vælger sig de fineste pladser. Men de skal først tage imod det, hvis de bliver udpeget til det på lovlig vis og næsten tvunget til det mod deres vilje. Men nu farer de løs og blander det åndelige regimente ind i det verdslige og mener, at det er nok, når de er ydmyge i hjertet, og at de så godt kan sidde øverst. Men kære ven, hjertets ydmyghed må bryde frem i gerning og blive synlig, ellers er ydmygheden falsk. Derfor skal enhver sidde nederst, kaste sig for den andens fødder og ikke mase sig frem, medmindre han bliver presset til det. Vel den, som gør det. Den, der ikke gør det, bliver til skamme. Det mener Herren, når han slutter denne lignelse og siger: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (vers 11).

     Augustin har gjort en be­mærkning hertil, som jeg ville ønske han havde undladt, for den smager af Adams kød. Han siger nemlig: ”En regent skal ikke ydmyge sig alt for meget, så øvrighedens anseelse ikke bliver svækket.” Det er en hedensk og verdslig tale og ingen kristelig. Men man må holde det en sådan mand til gode. Heller ikke hos de hellige, er alt fuldkomment.

     Så er dette nu summen af dette evangelium: Kærlighed og nød er herre over alle love, og der bør ikke være nogen lov, som ikke kan bøjes og lempes efter kærligheden. Kan den ikke det, må den afskaffes, selv om en engel fra Himlen havde givet den. Dette tjener alt sammen til, at vore hjerter og samvittigheder bliver styrkede derved. Desuden lærer Herren os, hvordan vi skal ydmyge os og være andre underdanige. Men om denne dyd, hvad den rette ydmyghed er, har vi talt nok i de forrige prædikener.