5. søndag efter påske

Joh 16, 23-30

 

 

 

 

 

Joh 16, 23-30

v23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. v24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

      v25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. v26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, v27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. v28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

      v29 Hans disciple sagde: »Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. v30 Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.«

 

Denne evangelietekst plejer man læse på denne søndag af den grund, at den lærer om bønnen, og denne uge kaldes korsugen, hvori man plejer at bede og gå omkring med korset. De, som først forordnede dette, har formodentligt gjort det i en god mening, men det har fået et dårligt udfald. For under processionerne er der hidtil sket mange ukristelige ting, og man har slet ikke bedt eller kun bedt lidt. Det burde derfor med rette afskaffes. Jeg har ofte formanet til, at vi skal holde ud i bønnen; for det er højst nødvendigt. Men, fordi den ydre bønneplapren og mumlen nu er aflagt, så beder man heller ikke mere. Heraf kan man virkelig se, hvordan vi hidtil under så meget beden alligevel slet ikke har bedt.

 

Bønnens fem søjler

Herren viser os her fem ting, som er nødvendige til en ret bøn.

Guds løfte

Det første er Guds løfte, og dette er hovedstykket, grunden og kraften i alle bønner. Han lover her, at vi skal få, hvad vi beder om. Han sværger på det og siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” (v. 23). Derfor skal vi jo i vor bøn være overbevist om, at vi bliver bønhørt. Ja, han bebrejder sine disciple, at de har været forsømmelige og hidtil ikke har bedt. Som ville han sige: Gud er beredt til at give længe før og mere, end I beder om. Ja, han frembyder sine goder, blot vi vil tage imod dem. Det er i sandhed en stor skam og en hård kritik over os kristne, at han endnu skal minde os om vor dovenskab til at bede, og at vi ikke lader sådanne rige, herlige løfter bevæge os til at bede, men lader denne dyrebare skat ligge og ikke forsøger eller øver os, så vi virkelig kunne erfare sådanne løfters kraft.

      Sådan grunder Gud nu selv vor bøn på sit løfte og lokker os dermed til bønnen. For hvis løftet ikke havde været der, hvem turde da bede? Vi har hidtil brugt mange slags måder til at forberedt os til bønnen. Mange bøger er også fulde deraf, men vil du være godt rustet, så tag løftet for dig og grib Gud ved det, så vil dit mod og din lyst til at bede snart vokse. Dette mod vil du ellers aldrig få. De, der beder uden Guds løfte, opdigter hos sig selv, at Gud er vred, og de vil da forsone ham med deres bøn. Derved går det sådan, at der hverken bliver mod eller lyst til at bede, men kun en uvis formodning og et tungt sind. Der er da heller ikke nogen bønhørelse, og både bøn og arbejde er spildt.

      Hermed straffes nu deres vantro, som af tåbelig ærefrygt holder sig for uværdige til at bede, og som måler værdigheden af deres bøn efter sig selv og deres egne evner og ikke efter Guds løfte. Deraf kan da også kun følge uværdighed. Du skal være aldeles overbevist om din værdighed – ikke ved dine egne gerninger, men ved Guds løfte. Du skal være så aldeles sikker, at selv om du var alene, så ingen i verden bad uden dig, du dog holdt fast på bønnen på grund af dette løfte. For du vil ikke kunne vise mig nogen helgen, som har bedt i kraft af sin værdighed, og ikke i kraft af Guds løfte alene, det være sig nu Peter, Paulus, Maria, Elias eller hvem det være vil. De har alle været uværdige. Jeg vil ikke give en krone for alle en helgens bønner, hvis han har bedt i kraft af sin egen værdighed.

 

Troen på løftet

Det andet stykke, som må komme til løftet, er troen, at man nemlig tror at løftet er sandt, og ikke tvivler på, at Gud virkelig vil give, hvad han lover. For løftets ord fordrer troen. Og troen er en fast og ikke-tvivlende tillid til Guds løfte, at det er sandt. Som Jakob siger i 1, 5-8: ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren.” Den, der tvivler i sit hjerte og dog beder, frister Gud, for han tvivler på Guds vilje og nåde. Derfor er hans bøn intet, og han famler efter Gud som en blind efter væggen.

      Om denne troens vished taler også Johannes i sit første brev: ”Dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.” (1 Joh 5, 14-15). Med disse ord beskriver Johannes, hvordan et ret, troende hjerte forholder sig i bønnen, nemlig, at det ikke tænker anderledes, end at det er bønhørt og allerede har fået, hvad det beder om. Sådan som det også i sandhed forholder sig. En sådan tro og vis sikkerhed må Helligånden give. Derfor sker der bestemt heller ingen sand bøn uden Helligånden.

      Prøv blot og bed på denne måde, så vil du føle sødmen af Guds løfte, og hvilket mod og trøstefuldt hjerte, det bevirker til at bede om alle ting, hvor stor og høj bønnen end kan være. For Elias var et menneske, skrøbelig, som vi er. Alligevel regnede det ikke i tre år og seks måneder, da han bad og da han atter bad, regnede det igen, 1 Kong 17, 1 og 18, 45. Se, her har du et eneste menneske, som beder, og med denne bøn hersker han over skyer, himmel og jord. Hermed lader Gud os se, hvilken magt og kraft en ret bøn har. For den er intet umuligt. Enhver må nu spørge sit eget hjerte, hvor ofte man har bedt i hele sit liv. For at synge salmer og sige Fadervor, er ikke at bede. Det er indsat for børns og jævne folks skyld, for at man kan øve og gøre dem kendt med Skriften. Men din bøn ser og føler ingen, uden du alene i dit hjerte, og du føler den først rigtig, når den er opfyldt.

 

Bønnens konkrete indhold

For det tredje må man nævne noget bestemt, som man frembærer for Gud og beder ham om, f.eks. om en stærk tro, om kærlighed, om fred, om trøst for din næste. For man må give sin nød tilkende, ligesom jo også Fadervor nævner syv nødvendige ting. Det er det, Kristus mener med det ord: Beder I om noget. Det betyder: Beder I om noget, som I har brug for. Han forklarer selv disse ord, når han siger: Så jeres glæde kan være fuldkommen. Det vil sige: Bed om alt, hvad I behøver, indtil I får det alt sammen og derved opnår fuld glæde. Denne bøn bliver først opfyldt helt på den yderste dag.

 

Man skal virkelig ville det

For det fjerde må man også begære eller ønske, at det, man beder om, må ske. Det er jo netop at bede. Som Kristus siger: Bed. Det har nogen kaldt, at opløfte og svinge hjertet op til Gud, begærer noget af ham og inderlig sukker og siger: Ak, at jeg havde det eller det! Denne sukken priser Paulus højt i Romerbrevet 8, 25 og siger, at det er Åndens uudsigelige sukken. Det vil sige: Munden formår og kan ikke tale så hjerteligt og indtrængende, som hjertet ønsker; længselen overstiger alle ord og tanker. Deraf kommer det også, at mennesket selv ikke føler, hvor dybt dets suk og begæring er. Da Zakæus således ønskede at se Herren, følte han ikke selv helt, hvor inderlig han ønskede, at Kristus måtte tale med ham og besøge hans hjem. Men da det skete, blev han meget glad, fordi han havde fået hele sit ønske og sin bøn opfyldt, og det i højere grad, end han mundtlig havde turdet forlange eller begære. På samme måde råbte Moses, så Gud sagde til ham: ”Hvorfor råber du til mig?” (2 Mos 14, 15), skønt han intet sagde med munden. Men hans hjerte sukkede dybt i nøden, og det kalder Gud et råb. Sådan siger også Paulus til efeserne: ”Gud formår at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” (Ef 3, 20). Til denne sukken driver anfægtelse, angst og nød, der lærer os at sukke ret.

 

Bønnen skal ske i Kristi navn

For det femte må man bede i Kristi navn. Det er ikke andet, end at vi kommer frem for Gud i troen på Kristus og trøster os med en fast tillid til, at han er vor midler, ved hvem alle ting er skænket os, og uden hvem vi kun fortjener ugunst og vrede. Som Paulus siger det i Rom 5, 2: ”Ved Kristus har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.” Det hedder at bede ret i Kristi navn, når vi på denne måde forlader os på ham, at vi for hans skyld bliver antaget og bønhørt, ikke for vor egen skyld. Men de, der beder i deres eget navn og indbilder sig, at Gud skal høre eller respektere dem, fordi de fremsiger så mange, så lange, så fromme, så hellige bønner, de fortjener og opnår intet andet end ugunst og vrede. De vil selv være sådanne personer, som Gud skal værdsætte uden midleren, så Kristus hos dem ikke gælder eller gavner noget. Her ser vi, at alle disse fem stykker i bønnen godt kan finde sted i hjertet uden den mundtlige tale, skønt den mundtlige bøn ikke er at foragte, men er nødvendig til derved at optænde og opvække den indre bøn i hjertet. Men de tilsætninger til bønnen, som jeg andre steder tilstrækkelig har skrevet, må og skal være væk, så man ikke foreskriver Gud tid, person, sted og måde, men henstiller alt dette til hans fri vilje. Vi skal alene holde ud i bønnen og ikke tvivle på, at bønnen allerede er hørt, og at Gud så bestemt har besluttet at skænke os det, vi beder om, som om vi allerede havde det i hænderne. Det behager Gud meget og da vil han gøre, hvad han her lover: ”Bed, og I skal få.” Men de, som sætter Gud tid, sted og måde, frister Gud, tror heller ikke, at de bliver bønhørt, eller at de får, hvad de beder om. Derfor får de heller intet.

      Videre følger i teksten:

     

v24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn.

Årsagen hertil var den, at de endnu ikke kendte noget til en sådan bøn og et sådant navn. Desuden følte de ingen nød, som drev dem til at bede. Fordi Kristus var hos dem, mente de ikke, at de behøvede noget, men havde nok af alle ting. Men nu, da han skal skilles fra dem og forlade dem, vil de møde modgang, som vel vil give dem årsag nok til at bede.

 

v25 Sådan har jeg talt til jer i billeder;

Med disse ord tænker han på det, han tidligere har sagt: Om en kort tid skal I ikke se mig; og atter om en kort tid skal I se mig; for jeg går til faderen; ligesådan, hvad han havde talt om kvindens fødselssmerte. Dette var alt sammen lignelser, det vil sige, dunkel, mørk tale, som de ikke forstod. Johannes kalder sådan dunkel og skjult tale en lignelse, mens vi på vort sprog kalder det en gåde eller sort tale. Sådan plejer man at sige om en, der taler i usammenhængende ord: Det er en gådefuld tale, som der ligger noget andet under, end ordene lyder. Eller en tale, der er så kvik og hurtig sagt, at ikke enhver kan forstå det. Sådan var alt, hvad Kristus den aften talte om sin bortgang til faderen. De kunne ikke forstå noget af det. De troede ikke, at talen var om at dø og at gå over i et andet liv, men om en legemlig bortrejse og genkomst, sådan som når man rejser til et andet land og kommer tilbage igen. Skønt han taler klart og tydeligt, er det dem derfor alligevel sort tale. Derfor siger han videre:

     

v25 Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.

Det vil sige: Hvad jeg nu legemlig taler til jer i lignelser, og som I ikke forstår, det skal jeg nok ved Helligånden forklare jer og frit ud forkynde jer om min fader, så I kan forstå, hvem faderen er, og hvad min bortgang til faderen vil sige. I skal se det klart, hvordan jeg gennem lidelsen farer op til min faders eksistens og rige og sidder hos hans højre hånd, træder frem for jer og er jeres midler. Hvordan jeg gør alt dette for jeres skyld, for at også I må komme til faderen. For hans forkyndelse om sin fader er ikke at forstå sådan, at han vil sige os meget om den guddommelige natur, sådan som filosofferne eller de fornuftkloge opdigter. Det er et spildt arbejde og noget, vi ikke kan begribe. Men han vil forkynde os, hvordan han går til faderen, hvordan han antager faderens rige og regimente, ligesom når en konges søn drager til sin fader for at modtage kongeriget. Videre siger han:

     

v26 Den dag skal I bede i mit navn.

Da skal I ikke alene have årsag til at bede i mange slags nød, men I skal også vide og erkende, hvad mit navn er, og hvordan I skal betragte mig. Da vil I af jer selv lære at bede, hvad I nu ikke forstår jer på, heller ikke har gjort hidtil. Derfor siger han videre:

 

 

v26-27 Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.

Hvad? Vil han ikke være vores midler? Skal vi ikke bede i hans navn? Skal vi ved os selv træde frem for faderen? Hvor kærligt og venligt kan dog Herren tale til os og lokke os til sig og gennem sig til faderen. For her forklarer han selv, hvordan det må gå til, når man vil bede i hans navn. I elsker mig, siger han, og tror, at jeg er udgået fra Gud, det vil sige, I kender mig og elsker mig. Derved har I mig og mit navn og er i mig, ligesom jeg i jer. For Kristus bor i os, ikke ved at vi kan tænke, tale, skrive og synge meget om ham, men ved at vi elsker ham og tror på ham, at han er kommet fra Gud og igen er vendt tilbage til Gud. Det vil sige, at han i sin lidelse har afklædt sig al guddommelig ære og igen er opfaret til faderen, til sit rige for vor skyld. Denne tro bringer os til faderen, og således sker da alt i hans navn.

      Her er vi da forsikret om, at Kristus ikke behøver at bede for os; for han har allerede bedt for os og vi kan nu også selv gennem Kristus træde frem og bede. Vi behøver ikke nogen ny Kristus til at bede for os, men denne ene Kristus er nok, som har bedt for os og bragt os til faderen. Derfor siger han: ”Faderen selv elsker jer.” Det er ikke jeres fortjeneste, men hans kærlighed. Han elsker jer, men for min skyld, fordi I tror på mig og elsker mig. Det vil sige, at han ser på mit navn i jer. I det øjemed har jeg udrettet min gerning, og derved er I nu kommet dertil, at I selv, ligesom jeg, kan træde frem for ham og bede. Det er ikke nødvendigt, at jeg endnu én eller flere gange beder for jer. Det er herlige og store ord, at vi ved Kristus bliver ham lige og hans brødre og kan rose os som hans faders børn, der har os kær for Kristi skyld. Som Johannes siger i 1, 16: ”Nåde over nåde.” Gud er os nådig, fordi han er Kristus nådig, som er i os og vi i ham.

 

Sand kristentro

Her ser vi også, at det at tro på Kristus ikke er at tro, at Kristus er en person, som er Gud og menneske, for det ville ikke hjælpe nogen. Men at denne person er Kristus. At han for vor skyld er udgået fra Gud og kommet til verden og igen har forladt verden og er vendt tilbage ril faderen. Dermed er så meget sagt: Deri består det, at han er Kristus, at han for vor skyld er blevet menneske, er død, opstanden og opfaret til Himlen. På grund af dette embede hedder han Jesus Kristus. Og at tro dette om ham, at det er sandt, det er at være og blive i hans navn.     Videre følger i evangeliet:

     

v29 Hans disciple sagde: »Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder.

Der ser du, at det, at tale frit ud eller klart, er det samme som at tale uden lignelse eller uden dunkle ord og sort tale. Og de gode disciple mener, at de fatter det godt, hvad det vil sige, at Kristus kommer fra faderen og går til faderen. Men det gør de som gode fromme Kristi børn, som taler med ham helt fortroligt og siger dette for at behag ham. Aldeles som når gode, enfoldige folk undertiden taler med hinanden og siger ja eller nej, hinanden til behag. Eller når man siger: jeg forstår, jeg forstår, selv om man er langt fra at forstå det. Alligevel foregår det uden hykleri, i rigtig enfoldighed. For evangelisten viser hermed, hvor ganske jævnt, venligt og kærligt Kristus omgikkes sine disciple, så de kunne tale til ham, som de ville. Derfor siger de også videre:

     

v30 Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.«

Det vil sige, du kommer os i forkøbet og forklarer dig selv og taler ikke længere i lignelser, så man må spørge dig om forklaring. Du véd det i forvejen, om vi forstår det eller ikke. Og dette sigter alt sammen dertil, at de ville spørge ham, hvad den korte stund betød, og at han mærker det og siger, at han må gå til faderen. Det forstod de dog heller ikke ret, men det var dem dog klarere end de andre ord. Fordi han nu så deres tanker, at de ville spørge ham, bekender de, at han er kommet fra Gud og véd alle ting. De behøver ikke at spørge ham, med han ser selv godt, hvad de ikke kan forstå.