4. søndag efter påske

Jak 1, 17-21

 

 

   

 

 

 

Jak 1, 17-22

v17 Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. v18 Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. v19 Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, v20 for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. v21 Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle.

 

 

Denne tekst er skrevet til alle kristne, og det især på den tid, da de måtte lide mange og store forfølgelser fra den vantro verden. Det viser Jakob straks i begyndelsen, når han taler sådan: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak 1, 2-4). Og i vers 12 siger han: ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.”

 

Der er to ting, der kan rive os bort fra evangeliet

Der er to ting, der river folk bort fra evangeliet. Den ene hedder vrede og utålmodighed, den anden, syndig lyst. Om disse to ting taler Jakob i dette kapitel. Vreden kommer af at I må sætte gods og ære, legeme og liv til for den Herre Kristi skyld, når I bliver forfulgt og være hele verdens dårer, fodskammel og Askepot, siger han. Det gør jer ondt og nedtrykte, så I taber lysten og bliver bitre, fordi I føler og ser, at de, som forfølger jer, har gode dage, nyder ære, magt og rigdom, mens I derimod stedse må lide. Derfor formaner Peter også med ordene fra Salme 34, 13-15, at den, som vil være en kristen, må være sådan indstillet, at han vender sig fra ondt og gør godt, at han søger fred og stræber efter den, vogter sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig, så han ikke forbander eller bliver utålmodig, men lægger sagen i Guds hånd. (1 Pet 3, 10-11).

      Dette forhold forskrækker og river rigtig mange mennesker bort fra evangeliet, som ellers synes godt om det, fordi de ikke vil lide eller finde sig i den modgang og skam, som de for evangeliets skyld må bære. Hvis det ikke var sådan, ville verden bestemt for længe siden være fuld af kristne, hvis ikke det kære, hellige kors blev lagt på os, eller hvis de kunne overvinde deres vrede og utålmodighed. Men på grund af dette trækker de sig tilbage og siger: Før jeg vil lide dette, vil jeg hellere forblive hos flertallet. Så må det gå mig, som det går dem.

 

Nydelsens fristelser

Det andet stykke hedder verdens lyst og urenhed, som Jakob kalder det. Det er også en almindelig plage, især hos det store flertal. Det kommer af, at de, når de har hørt evangeliet, straks mener, de forstår det ud og ind, og så beskæftiger de sig ikke mere med det. De går derfor hen og begraver sig i verdens vellyst, hovmod og materialisme, og tænker kun på, hvordan de kan blive rige og leve behageligt.

      Det ser vi også rigeligt af i vore dage; og jeg frygter for, at det ikke bliver anderledes end på apostlenes og profeternes tid, og at det fortsætter sådan blandt mennesker. Alligevel må vi til stadighed formane både os selv og andre, at vi omhyggeligt vogter os for begge disse ting. Især at vi ikke på grund af utålmodighed vredes og knurre imod Gud. Dernæst at vi også er sagtmodige imod mennesker, så at vreden altid må lægge sig og blive dæmpet, så det kun er tålmodighed og sagtmodighed, der hersker hos os som kristne.

      Det er disse ting, hele dette kapitel handler om. Vi hører her, hvorfor vi skal være tålmodige og ikke blive vrede på dem, der gør os al slags ondt, og især dem, der foragter Guds Ord og er utaknemmelige eller endog forfølger det. Begrundelsen er den, siger han, at I skal huske på, hvilke goder, I har fået af Himlen af Gud, nemlig alle gode og fuldkomne gaver.

      Læg derfor begge dele pænt på vægtskålen og vej dem mod hinanden. Da vil I finde, at I er langt rigeligere overøst med goder, end I kan blive overøst med skam og modgang. Når I nu bliver anfægtede af verden og ved utaknemmelighed, foragt og forfølgelse tirret til utålmodighed, så sammenlign med, hvilke goder og hvilken trøst, I har i Kristus og evangeliet. Det vil straks vise sig, at I har langt mere grund til at forbarme jer over dem, der vil skade jer, end til at vredes og knurre imod dem.

      På samme måde forholder det sig også med hensyn til dem, som lever i verdslige lyster og urenhed, som han kalder det. Det er det ikke værd, at I skulle lade jer lokke, sådan som de, til at falde fra evangeliet. De har jo ikke andet end en ubetydelig lille del i sammenligning med jeres herlige, guddommelige goder og rigdomme. Husk det og lad jer ikke forføre, hverken ved verdens ugudelighed og modvillighed, som påfører jer skade og lidelse, eller ved deres lykke og velstand, som har verdens penge og gods og lever i sus og dus og al slags vellyst. ret jeres blik og tanker på, hvad I derimod har af faderen, af hans guddommelige goder og fuldkomne gaver.

 

Guds gode gaver

Gode gaver vil vi for forskellens skyld kalde de goder, som vi har her i denne verden; fuldkomne gaver vil vi kalde dem, som vi har at vente i det kommende liv. Det gør Jakob også, når han i vers 18 siger: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.” Med gode og fuldkommen gave, indbefatter han alt det gode, som vi allerede har modtaget og endnu skal modtage af Gud, både her og i det kommende liv.

      Nu vil vi ikke tale om jordiske, forgængelige og omskiftelige goder, som materielle ting, ære, sundhed osv., men om de åndelige evige glæder, som vi har i Kristus. Hvis vi kristne kunne sammenligne de skatte og overstrømmende goder, vi har med det, verden har og kan rose sig af, ville vi snart drage den slutning, at de mere end hundrede tusinde gange overgår alt det. Der er mange, som gerne gav mange tusinde kroner for at kunne se med begge øjne, og man vurderer dette så højt, at man gerne ville ligge syg et år eller lide anden stor skade for det. De skader bevæger dem ikke så meget som det gode, de gerne ville have. Men det vil vi, som sagt, ikke tale om nu, skønt også skaden på legemlige goder aldrig er så stor, som det gode, vi kan stille derimod. For hvem kan betale eller fortjene en af Guds allermindste gaver, selv om man også skulle lide ti gange så meget for det (for eksempel at man blot en eneste dag kan se lyset eller den kære sol)? Så længe du har dette timelige liv, har du endnu den største skat, som langt opvejer alt guld og sølv og al ulykke, du kan lide.

 

Evangeliet er plantet i os

Men nu taler vi særligt om de goder, som vi har ved Kristi opstandelse. Det er meget passende her i tiden omkring påske. Om dem hedder det: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader.” For han er begyndt at tømre og bygge på os og vil gøre os til sine egne børn og arvinger. Dette er sket ved evangeliet, som han kalder sandhedens ord.

      Hvad har vi nu her? Jo, allerede så meget, at vort hjerte bliver oplyst og glad, og vi kommer bort fra al synd, vildfarelse, skræk og frygt til den klare sandhed, så en kristen kan dømme alle sekter og djævlelærdomme, der kan fremstå på jorden. Er det ikke en fortræffelig skat og en dyrebar gave, at vi blive sådan oplyst og lært af Gud, at vi kan fælde en rigtig dom over al slags lære og livsførelse på jorden. Og vi kan sige og vise enhver, hvordan han skal leve og hvad han skal gøre og undgå? Desuden kan vi også glæde os over, at vi allerede her på jorden har en far, som hedde lysenes fader, og at vi af ham modtager sådanne goder, som enhver gerne skulle hengive sit legeme og liv for. Hvad havde jeg ikke selv i mit mørke givet for, at nogen havde forløst mig fra de ængstelige messelæsninger og andre skrækkeligheder. Ligeledes fra min samvittigheds pine og angst, som jeg ingen ro kunne få for! Eller hvis nogen havde undervist mig, så jeg havde forstået en eneste Salme ret! Jeg ville gerne have krøbet på jorden efter det lige til verdens ende. Nu har vi, Gud være lovet, denne høje skat rigelig, nemlig det salige lys, det dyrebare, kære Ord. Hvad er al lidelse, al ulykke imod dette lys?

      For det andet har vi også en god og glad samvittighed, der kan bestå imod al slags rædsel, synd og anfægtelser og bevare det sikre håb om det evige liv. Det er de høje, herlige gaver og goder, nemlig evangeliet, den kære dåb, Helligåndens styrke og trøst i al modgang. Hvad har det nu at betyde, hvis nogen tilføjer dig en lille skade eller fratager dig noget af de timelige goder. Hvad har dette at betyde mod disse ting? Eller hvorfor vil du knurre og vredes, når du har disse guddommelige goder, som man ikke kan forringe eller tage fra dig, ikke engang her i dette liv?

      Hvis du nu må lade penge, ejendom, ære og gunst fare, så tænk: Jeg har en skat, som er mig langt kærere end al verdens ære og gods. Ligesådan hvis du ser en anden leve i stor pragt og lyst og frækhed efter sin syndige vilje, hvad har da en sådan? En elendig smule, et ynkeligt tiggerbrød. Derimod har jeg den guddommelige nåde, at jeg erkender Guds vilje og værk og alt, hvad der er i Himlen og på jorden. Betragt den skat, siger Jakob, og se, hvilke store og herlige goder, du allerede har modtaget af lysenes fader.

 

Noget at glæde sig til

Men ikke nok med det. I har endnu de sande, fuldkomne og gode gaver i vente. For det forholder sig sådan med os nu på jorden, at vi stedse er ufuldkomne, så vi ikke kan erkende og gribe vor skat sådan, som vi gerne ville. Vi er nemlig endnu kun en førstegrøde af hans skabninger. Han har nok gjort en begyndelse i os, men vil ikke lade os forblive sådan. Hvis vi forbliver i troen og ikke lader os vende derfra ved vrede eller utålmodighed, vil han lede os hen til de sande, evige goder, som kaldes fuldkomne gaver. Da skal vi aldrig mere fare vild eller snuble, vredes eller synde.

      Dette skal da kaldes et liv, siger han videre, hvor der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Det vil sige, der skal ikke være en sådan forandring, en sådan ubestandighed, som der nu er, også i det kristne liv. I dag glad, i morgen bedrøvet, nu stående, snart faldet. På samme måde, som det også veksler og stedse forandres i det naturlige og verdslige liv: Det ene øjeblik lys, det andet mørke, snart dag, snart nat, snart koldt, snart varmt, snart bjerg, snart dal. Ligeledes: I dag frisk, i morgen syg. Alt dette skal ophøre og i stedet for vil der blive en tilstand, hvor der ikke skal være nogen sådan veksling mere. Alt skal være bestandigt og evigt godt, så vi uden ophør skal skue Gud i hans majestæt. Der skal intet mørke, ingen død, ingen plage, ingen svaghed være mere, men kun lys, glæde og salighed. Det må I vende jeres blik og tanke mod, når verden anfægter og lokker jer enten til vrede eller syndig lyst, nemlig på de høje himmelske goder, som med sikkerhed er lovet jer, og som jeres hoved Kristus allerede har sat sig i besiddelse af, for også at bringe jer derhen i fuldkommenheden. De skal være jer langt mere dyrebart og kært end disse jordiske goder, som vi alligevel alle må efterlade os.

      Dette skal nu være de kristnes tanker og øvelse, så vi lærer at regne vore goder og skatte som herlige og store og at takke Gud for den begyndte nåde og gave, nemlig ret erkendelse og forstand, retfærdighed og liv. Og altid stræber efter, at den fuldkomne også må komme til, så vi kan blive fri for det ufuldkomne og skrøbelige væsen, som vi nu må trækkes med. Det trækker os altid nedad, så vi let bliver tilskyndet til at falde fra evangeliet. Det er netop det, det kære, hellige kors og forfølgelsen skal hjælpe os til. Også verdens lokken og eksempel, skal tilskynde os, når vi ser, hvordan de arme folk så let lader sig rive bort fra Ordet og troen. Den uudsigelige nåde og de uudsigelige goder bytter de væk for deres afmægtige tiggersmules skyld, som de her på jorden kan få fat i.

      Derfor siger Jakob nu: Hvorfor vil I bekymre jer for de goder hernede på jorden, som skønt også de er givet af Gud, dog er forgængelige og ikke kan bestå længe? Hvorfor vil I ikke langt hellere glæde og trøste jer ved de høje, himmelske goder, som I allerede overflødigt har, og som ikke kan fratages jer? For at forklare dette, siger han videre i vers 18: ”Efter sin vilje fødte Gud os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.”

 

Vi er Guds ægte børn

Dette er det første og tillige også det højeste, Gud har gjort mod os og givet os ovenfra. Han har født os og gjort os til sine børn eller arvinger, så vi er og kaldes børn født af Gud. Hvordan eller hvorved er dette sket? Ved sandheds Ord eller ved det sande Ord. Hermed kaster han blikket vidt omkring på alle partier og sekter, som også har et ord og højt berømmer deres lære. Men det er ikke sandheds Ord, de har, der frembringer Guds børn, for de lærer intet om, ved heller intet om, hvordan vi må blive født som børn af Gud ved troen. De snakker kun en hel masse om vore egne gerninger, som vi gør, sådan som vi er født af Adam.

      Men vi har et sådant ord, så vi véd, at Gud ved Ordet gør os til sine kære børn og retfærdige, når vi tror på det. Det sker ikke ved gerninger og loven. En kristen er et menneske, der har dette fra fødslen af. Det lader sig ikke tilskære eller påklistre med gerninger, sådan som Moses’ disciple og alle gerningshellige gør. De vil udrette det med befaling og fremdrive snart én gerning, snart en anden og alligevel udretter de intet. Nej, hertil hører nye mennesker, som kaldes børn, født af Gud, sådan som også Johannes siger det i Joh 1, 12.

      Det er dem, der tror på Kristi navn, som Johannes siger det dér. Med hjertet hænger de ved Ordet, at Gud gennem Kristus forlader deres synder og tager dem til nåde. Det er det, Jakob her priser som den store, mægtige gave. Og de bliver ved Ordet i alle slags anfægtelser, lidelser og nød. Et sådant klenodie har vi allerede her på jorden i Ordet, fordi han har benådet jer så højt, at I nu er hans fødte børn. Hvordan skulle han da ikke også give jer alt andet?

      Hvorfra har I da dette? Ikke fra jeres egen vilje eller evne eller gerning. Hvis det var sådan, ville jeg og andre med mig allerede have opnået det også uden Ordet ved alle de gerninger, vi har gjort i vor munkestand. Nej, vi har det fra eller ved Guds vilje, siger Jakob. Det er aldrig opkommet i noget menneskes hjerte eller tanke, at vi skulle blive Guds børn på denne måde. Det er ikke vokset i vores have. Det er heller ikke fremsprunget af vort kildespring, men det er kommet ovenfra, fra lysenes far, som ved sit Ord og Helligånden har åbenbaret os det og givet os det i hjertet gennem sine apostle og deres efterfølgere. Fra dem er Ordet kommet lige til os. Derfor hedder det: Ikke erhvervet ved vor gerning eller fortjeneste, men skænket os ved hans faderlige vilje og velbehag, af ren og skær nåde og barmhjertighed.

      Sådan er vi blevet en førstegrøde af hans skabninger, det vil sige, en ny begyndt skabning og et nyt værk. Hermed adskiller han sin skabning fra verdens eller menneskers skabninger, sådan som også Peter gør i 1 Pet 2, 13.: ”I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning.” Det vil sige alt, hvad mennesker byder, ordner, skaffer og gør, ligesom en fyrste udnævner en skattedirektør, amtmand, sekretær og hvad, han vil, som mennesker kan gøre. Men Gud har en anden, ny skabning, som kaldes sådan, fordi den er skabt af ham og er hans egen gerning, uden nogen menneskelig hjælp og indsats. Derfor kaldes en kristen en ny Guds skabning, som han selv alene frembringer, og som er over og uden for alle andre skabninger og værker. Det har dog kun taget sin begyndelse og fremspiring, og Gud arbejder daglig på det, indtil det bliver fuldkomment og en hel guddommelig skabning, ren og klar som solen, uden nogen synd og fejl, og aldeles brændende i guddommelig kærlighed.

      Alt dette skal I nøje give agt på og betænke, hvilket stort gode, hvilken stor ære og herlighed, der allerede er givet jer af Gud. I er gjort til arvinger af det kommende liv, hvor der ikke skal være nogen ufuldkommenhed eller forandring, men et rent, fuldkomment guddommeligt liv, sådan som Gud selv er. Derfor skal I ikke lade den usle, elendige tiggersæk, som verden tragter efter, bevæge jer til vrede, men meget mere glæde jer over de guddommelige goder og takke Gud for, at han har agtet jer værdige til dem. Derimod skal I foragte alt, hvad der kan møde jer her af sødt eller bittert. Som Paulus siger i Rom 8, 18., ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.”

      Derfor slutter Jakob med disse ord:

 

v19 Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede.

Det vil sige: Lad jer gerne formane og trøste ved Guds Ord. Lad jer ikke overtale til snart at knurre, bande og skælde ud imod Gud og mennesker. Dermed forbyder han ikke, at man slet ikke skal tale eller skælde ud, vredes, eller straffe, hvor Guds befaling eller nøden fordrer det. Men at vi ikke skal være raske eller hurtige til det, når det angår vor egen person, selv om vi bliver tirrede dertil. Vi skal først høre efter og lade os formane ved Ordet, så vi altid lader os regere og lede. Deraf skal alt udgå, hvad vi siger, og hvad vi skal skælde ud på eller straffe.   Han angiver årsagen dertil: ”Et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud.” (v. 20). Dette har også hedningerne sagt: ”Vreden er et kortvarigt vanvid.” Erfaringen beviser det samme. Når I derfor føler, at vreden rører sig i jer, så synd ikke, siger Salme 4, 5, men går ind på jeres værelse, vent et stykke tid og lad ikke vreden overrumle jer, så I styres af den. Far ikke hovedkuls af sted, hvis man tilføjer jer skade eller skam. Hvis nogen taler ondt om jer, så bliv ikke straks vred og arrig, men ser til, at I kan overvinde fristelsen og ikke give den jeres samtykke.

      Dette er nu det første stykke, at de kristne skal vogte sig for, at de ikke bliver vrede og utålmodighed, men derimod husker på, hvilke store goder og gaver de har, så al verdens gods og væsen slet ikke kan sammenlignes med dette.

      Det samme siger han også om det andet stykke:

 

v21 Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab

Urenhed kalder han her verdens urene væsen og liv i al slags vellyst, modvillighed og listighed. Sådant væsen skal være langt fra jer kristne, fordi I har så store og herlige goder, at I, når I ret kunne betragte og erkende dem, så ville I agte alt sådant verdsligt væsen og lyst for lutter skarn, ligesom det også er og med rette kaldes urenhed i sammenligning med jeres gode, fuldkomne, himmelske gaver og goder.

 

v21b tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer

I har nu allerede det ord, som I ikke selv har udtænkt eller erhvervet, men som Gud af nåde har givet jer og indplantet i jer. Det har nu i rigt mål sin gang hos jer, bliver prædiket, hørt, læst og sunget - sådan som det nu af Guds nåde også sker hos os. På dette punkt mangler der, Gud være lovet, ingenting. Men nu gælder det om, at I også tager det til jer og bruger det til gavn med al sagtmodighed, så I holder fast på det og ikke lader jer det berøve ved vrede og forfølgelse eller ved fristelse til verdslig lyst. Som også Kristus siger i Luk 21, 19: ”Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.” For sagtmodighed og tålmodighed behøves for den, som vil overvinde Djævelen og verden. Hvis man vil strides og slås med ham, kan man ikke beholde Ordet. Mod synden skal vi stride og kæmpe, men hvis vi vil ligge i hårene på dem, køle vor vrede på dem og hævne os, vil vi intet udrette med det, men endog tabe vor skat, det kære Ord. Gør derfor brug af Ordet, som er skænket og indplantet i jer, sådan, at I kan beholde det, og det kan bære sin frugt i jer.

      For det er et sådant ord, siger han til sidst, som kan frelse jeres sjæle (v. 21). Hvad vil I nu mere? I har Ordet og løftet om alle guddommelige goder og nådegaver. Det kan tilmed frelse jer, hvis I blot bliver ved med at holde fast ved det. Hvorfor interesserer I jer da for verden og alt, hvad den formår, det være godt eller ondt? Hvad kan den skade eller hjælpe jer, når I beholder denne skat?

      Og læg mærke til, at apostelen her tillægger det mundtlige ord eller det prædikede evangelium den kraft, at det kan frelse vore sjæle salige. Det samme gør Paulus i Romerbrevet 1, 16 med lignende ord, idet han siger, at det evangelium, som han prædiker, er

Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Dette ord er nu plantet sådan blandt jer og i jer, at I med sikkerhed kan fortrøste jer til og håbe på jeres frelse. Men ser til, om I hellere vil lade vreden eller denne verdens urenhed drive og vende jer derfra, eller om I ved tålmodighed og renhed vil modtage og beholde det ord, som Gud så nådigt og rigelig, uden jeres arbejde og fortjeneste, har givet jer. Hvad ville ikke andre gøre, hvis de kunne få eller erkende en så stor skat? Hvor meget har de ikke gjort og hvor meget gør de ikke endnu, de, som ikke har Ordet og dog arbejde på at komme til Himlen og blive frelst, og alligevel ikke kan nå dertil, selv om de så piner sig til døde og indrettede og øvede al slags gudstjeneste.

      Vil I nu ikke hellere blive ved Ordet og beholde denne skat, hvorved I er Guds børn, og hvorved jeres sjæle blive frelst, end lade verden rive jer bort derfra ved sin forfølgelse eller lyst og urenhed, hvorved den forfører sig selv og leder sig i fordærvelse og fordømmelse.