Kirkepostillen

1544

 

 

 

 

13. søndag efter trinitatis

Gal 3, 15-22

 

Loven og Guds løfter

Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven. Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

 

Dette er også en vanskelig tekst, som lyder uforståelig for almindelige mennesker. Men det skyldes også, at denne lære hid­til ikke er blevet lært eller udlagt, hvorfor den heller ikke har kunnet blive forstået. Desuden er den også så omfattende og indholdsrig, at vi ikke kan behandle den grundigt her. Den er da også rigelig udlagt i kommentaren til hele Galaterbrevet, hvor man kan læse det.

       Hovedsagen i denne tekst er den, at Paulus her, ligesom i hele brevet, ønsker at under­vise de kristne nøje om, hvordan de skal forstå forskellen mellem troens retfærdig­hed og gerningernes eller lovens retfær­dighed. Det gør Paulus ved at behandle to punkter. Det første handler om den artikel, at vi bliver retfærdige ved troen alene. Det viser han med mange begrundelser og årsager, blandt andet når han påpeger, at ingen, hverken jøderne og langt mindre hedningerne, bliver retfærdige ved gerninger eller ved loven. Loven er nemlig først givet fire hundrede og tre­dive år efter at Abraham, som jo skulle være fader for hele Guds folk, havde fået løftet om Kristus, i hvem alle mennesker skulle velsignes. Loven blev altså først givet efter at Abraham allerede havde fået det vidnesbyrd, at han ved troen var blevet erklæret retfærdig for Gud. Og ligesom han er blevet retfærdig og har fået velsignelsen tilsagt for sin tros skyld, sådan er hans børn og efterkommere så sandelig også blevet retfærdige og har modtaget den lovede velsignelse ved den samme tro: Troen på det afkom, for hvis skyld velsignelsen var lovet al verden. Gud har nemlig altid handlet sådan med jøderne og med hele verden, at han har tilsagt dem sin nåde og syndernes forladelse (som er indholdet i Guds velsignelse), da der endnu ikke var givet nogen lov og Moses heller ikke var født endnu. Og det er jo ved loven, de foregiver at blive retfærdige.

       Loven kan derfor ikke være givet, for at de ved den skulle blive ret­færdige, når den først blev givet dette folk så lang tid bagefter. Ellers havde Gud sikkert givet den noget før. Og hvis loven er nødvendig til retfærdighed, ville Abraham selv og hans børn ikke være blevet erklæret retfærdige inden den tid. Ja, Gud har netop derfor ordnet det sådan, at han har givet loven så længe efter, fordi han således i gerning ville vise og lære, at den ikke blev givet, for at hans nåde og velsignelse skulle komme heraf, men alene af ren barmhjertighed, som så længe forud var lovet og også givet Abraham og andre, som var blevet troende.

       Paulus konkluderer derfor: Loven har ikke kunnet hjælpe dem til ret­færdighed, som levede før Moses, da den først blev givet ved ham. Og der var jo også inden da hellige og salige mennesker. Hvordan er de blevet det? Ikke ved at de ofrede i Jerusalem eller holdt loven, men ved at de troede det ord, i hvil­ket Gud lovede at velsigne dem i det kommende afkom, Kristus. Derfor er heller ikke de, som har levet efter Moses, blevet retfærdige ved loven, for de har ikke modtaget Guds nåde på en anden måde end de forrige. Gud har heller ikke bagefter gennem loven op­hævet og tilbagekaldt løftet om vel­signelsen, som han uden lov og for intet havde lovet og givet.

       Her kunne nogen måske være spids­findig og indvende mod Paulus: Ja, selv om fædrene ikke har haft Moses’ lov, så har de dog haft netop det samme Guds ord, som lærer De Ti Bud. Det er fra verdens begyndelse indplantet i menneskers hjerte, hvorfor man også kalder det naturens lov eller den naturlige lov. Der er kun den forskel, at det senere også i det ydre blev givet det jødiske folk og af­fattet i De Ti Bud. Man kunne derfor også godt sige, at Moses har modtaget De Ti Bud fra fædrene, sådan som Kristus siger det om omskærelsen i Joh 7, 22. For det er jo sandt, at fædrene fra begyndelsen af har lært og indskærpet sine børn og ef­terkommere loven. Hvordan passer det så med, at Paulus vil slutte, at fædrene ikke er blevet retfærdige ved loven, fordi den først blev givet over fire hundrede år efter Abraham? Som om fædrene før den tid ikke havde haft nogen lov.

       For at svare kort på dette, må man være opmærksom på Paulus’ mening og hensigt med sin tale. Han sigter her egent­lig på jødernes berømmelse og pukken på loven som den, der ved Moses var givet dem af Gud med det formål, at de skulle være Guds eget folk. Derfor mente de, at de var retfærdige for ham, når de beflittede sig på at holde loven. Hvorfor skulle Gud ellers have givet den, og derved adskilt dem fra alle hedninger, hvis de ikke for lovens skyld skulle gælde mere for Gud og være ham velbehageligere end andre, som ikke har den?

       På denne berømmelse stod de så fast, at de slet ikke agtede løftet om velsignelsen i det kommende afkom, som var givet deres fædre. De mente ikke, at de behøvede det for ved troen på det at blive retfærdige. De troede altså i grun­den, at løftet var ophævet af Gud og gjort til intet. De tolkede således blot løftet på en ydre måde, så Messias skulle komme og på grund af loven og deres fromhed give dem herredømmet over verden og anden stor belønning.

       For at omstyrte denne forfængelige ind­bildning og ros og for at bevise, at de ikke er blevet retfærdige eller Guds børn ved loven, anfører han dette, at de hellige patriarker, deres fædre, i hele 430 år ikke er blevet retfærdige, hverken ved loven, som de roser sig af (den var jo endnu ikke givet), ej heller ved nogen gerning (ligegyldig om man kalder det den naturlige lov eller De Ti Bud).

       Gud har nemlig ikke givet dem noget løfte om velsignelse og frelse for deres gerningers skyld. Af ren og skær nåde har han lovet, at skænke dem velsignelsen gratis på grund af det kommende afkom. Det var også tidligere lovet de første mennesker uden deres egen fortjeneste - ja, da de ved overtrædelse var faldet under Guds vrede og fordømmelse.

       Skønt de første mennesker ganske vist også har haft erkendelsen af loven eller Guds bud, har den dog ikke hjulpet dem til at blive retfærdige for Gud. De har måttet høre og i troen gribe Guds nådige løfte, som ikke er grundet på gernin­ger, men alene på det kommende afkom. For havde de kunnet blive retfærdige ved loven eller gerninger, havde forjæt­telsen om velsignelsen i Kristus jo været gan­ske unødvendig.

       Når Abraham og forfædrene altså ikke har kunnet blive retfærdige gennem ger­ninger, ej heller er blevet det, så er deres børn og efterkommere endnu mindre blevet det ved lov og gerninger. De er ikke blevet det på anden måde end ved troen og løftet, som blev givet Abraham og hans afkom, i hvem ikke alene jøderne, men også alle hedninger skulle blive velsignet – ved samme tro.

       Dette udfolder Paulus nu videre og begrunder det netop med disse to stykker, nemlig Guds løfte og hans blotte nåde eller gave i modsætning til berøm­melsen af loven og al egen fortjeneste. Først anfører han et ord om den ret og gyldighed, som ethvert testamente eller tilkendegivelse af ens sidste vilje skal have, ligesom det jo også er Guds anordning ifølge det fjerde bud, at forældrenes sidste vilje skal efterfølges af børnene og arvin­gerne. Om dette siger: Ingen ophæver dog et menneskes testamente, når det er stadfæstet (hvilket sker ved døden). Man tilføjer eller sletter heller ikke noget. Sådan siger juristerne også, at det er en guddom­melig lov, at ingen må bryde et men­neskes sidste vilje. Hvor meget mere bør da ikke Guds testamente forblive ubrudt og uforandret?

       Nu har også Gud gjort et testamente, som skal være hans endelige, sidste vilje, at han nemlig vil velsigne alle folk i det afkom som han først lovede vore forfædre. Det har han besluttet og tilsagt Abraham, og i ham hele verden og os alle. Han har desuden stadfæstet dette testamente ved dette afkoms død, hans egen søn. Han har af den grund måttet blive menneske og dø, så velsignelsen og det evige livs arv måtte blive os givet. (Det har han også illustreret, da Abraham måtte ofre sin egen søn Isak). Det er hans sidste vilje, og noget andet testamente vil han ikke gøre. Derfor kan ingen og skal ingen forandre det eller tilføje noget. Men det er at tilføje noget eller at bryde og tilbagekalde det, hvis man nu, efter at testamentet er åbnet og velsignelsen er forkyndt al verden, vil hævde, at man må fortjene den ved lo­ven, som om testamentet uden dette ikke skulle have nogen gyldighed.

       Kort sagt: Dette testamente er ene og alene et løfte om velsignelse og barnekår hos Gud, der­for gælder der ingen lov, som man skulle opfylde for at fortjene velsignelsen. Her gælder intet uden hans vilje, som lover og siger: Jeg vil ikke se på jeres gerninger, men jeg lover jer velsig­nelsen, det vil sige, nåde og evigt liv, jer, som ligger i synden og døden. Det vil jeg stadfæste ved min søns død, som skal for­tjene og erhverve jer denne arv.

       Fordi nu Gud først uden lov har stiftet og på denne måde stadfæstet et sådant testamente, så har loven, som blev givet og stadfæstet længe efter, ikke i nogen måde kunnet rokke det, langt mindre ophæve og tilbagekalde det. Den, der siger eller lærer, at man må blive ret­færdig, det vil sige, erhverve Guds velsignelse, ved loven, han foretager altså intet mindre end et ind­greb i Guds testamente og ødelægger og tilintetgør Guds vilje. Dette er Paulus’ ene grund, som han tager af ordet ”løfte” eller ”testamente”, og som ikke er vanskeligt at forstå; for ingen er så tåbelig, at han ikke kan se forskellen mellem disse to, lov eller bud og så løfte.

       Den anden grund henter Paulus fra dette ord: ”Gud skænkede Abraham arven … ” (v. 18). Det er også noget, som enhver, der har fornuft, let kan forstå, at det er to vidt forskellige ting at få noget som skænket som gave eller at for­tjene noget. Hvad der fortjenes, gives af pligt eller skyldighed, som løn. Og den, som modtager det, kan rose sig mere end den, som giver det, og påberåbe sig sin ret. Hvor noget derimod skænkes uforskyldt, frit eller af nåde, kan modtageren ikke rose sig af fortjeneste eller ret, men må alene rose dens godhed og venlighed, af hvem han har modtaget sådan gave.

       Derfor konkluderer Paulus også her: Gud har skænket Abraham velsignel­sen og arven gratis ved løftet, altså har han ikke fortjent den ved gerninger eller fået den som løn, og endnu mindre hans børn. Det er jo tydeligt nok og kan forstås selv af et barn, at de to ting ikke kan bestå ­sammen, men må adskilles, nemlig det, der fortjenes ved gerninger, som løn, og det, som loves eller skænkes uforskyldt, af nåde og frivilligt. Hermed har Gud stoppet munden på hele verden og forhindret den, så den ikke kan rose sig, som om den for lovens skyld havde fået Guds nåde, da han før loven og før vor fortjeneste har forjættet og givet nåden gratis. Han har jo handlet sådan med sit eget folk, Abraham og hans børn, at han fra starten af lovede at velsigne ham og hele hans slægt, uden at nævne noget om nogen lov, gerning eller løn, men har grundet det alt sammen alene på det kommende afkom.

       I dette løfte har de levet, i det er de også døde, både Abraham selv og hans efterkommere i over 430 år. Først da begynder Gud at give loven og anordner en ydre gudstje­neste og præstedømme, med mere. Hvordan de skulle leve og regeres, når de nu var blevet et eget folk, forløst fra fremmed herredømme og ført ind i deres eget land, så de også må have et eget ydre styre. Men ikke, for at de først derved skulle erhverve sig syndernes forladelse og Guds velsignelse. Det er hovedindholdet af det første stykke i denne epistel, at Paulus lærer os at skelne ret på dette punkt, hvordan man bliver retfærdig for Gud. Vi må skelne mellem de to stykker: løfte og lov, gave eller foræring og fortjeneste eller løn.

       Når man nu lærer, at Gud af ren nåde, ikke for nogen lovs eller fortjenestes skyld, skænker syndernes forladelse og det evige liv, rejser det spørgsmål sig straks: Hvortil er da loven givet, og hvad er den nyttig for? Skal man da ingen gode gerninger gøre? Hvorfor lærer man da De Ti Bud? Derfor kommer Paulus nu også ind på denne sag, og stiller selv dette spørgsmål: Hvad skulle så loven? Og sådan fortsætter han videre udførligt at afhandle, hvad lovens embede og brug er, og viser forskellen mellem den og evangeliet. Men det har jeg talt om andre steder, også i nogle af de andre prædikener.

 

 

 

      

 

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com