Palmesøndag

Fil 2, 5-11

 

 

 

 

Fil 2, 5-11

v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, v6 han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, v7 men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, v8 ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, v10 for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, v11 og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

 

Her fremhæver Paulus atter den himmelske evige ilds, det vil sige Kristi mod os beviste kærligheds, eksempel, så han også må opmuntre os til at øve kærlighed indbyrdes. Og dette gør han med højstemte ord og indtrængende formaninger; for han har godt set, hvor dovne og forsømmelige de kristne var i kærligheden. Det skyldes alt sammen kødet, som bestandigt står den villige ånd imod og søger sit eget, samt afstedkommer sekter og partier Selvom en prædiken over denne tekst for nogle år siden blev udgivet med titlen ”Om to slags retfærdighed”, så er teksten dog ikke udførligt nok forklaret deri. Derfor ville vi nu betragte denne tekst ord for ord.

 

v5 I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus

Det vil sige, I kristne har nu Kristus og hos og i ham al fylde og alt, hvad I behøver, både timeligt og evigt. Derfor skal I nu ikke tænke på andet, ikke anse noget for godt, ikke lade noget behage jer, uden hvad I ser, at Kristus har påtænkt jer og anset for det bedste. Han har nemlig ikke søgt noget for sig selv, men gjort alt for jer og for jeres skyld. På samme måde skal enhver, efter dette forbillede, gøre alt, hvad der er godt og gavnligt for næsten.

 

v6 han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud

Når Kristus, som dog var en sand naturlig Gud, har fornedret sig til at blive enhvers tjener, hvor meget mere bør vi da ikke gøre det, som aldeles intet er og af naturen syndens og dødens og Djævelens børn? Og selv om vi gjorde det, ja fornedrede os dybere end Kristus (hvilket dog er umuligt), så ville det dog ikke være noget særligt, men en stinkende ydmyghed i sammenligning med Kristi ydmyghed. For om Kristus kun ydmygede sig i allerringeste grad og kun en hårsbred under de højeste engle, og vi ydmygede os tusinde gange dybere under alle djævle og helveder, så ville det dog være intet mod Kristus; for han er et uendeligt gode og Gud selv, men vi er arme skabninger, som ikke et øjeblik er sikre på vores tilværelse og liv.

      Hvor gruelig en dom vil der derfor ikke fældes over dem, som ikke efterfølger dette Kristi uudsigelige eksempel og ikke ydmyger sig under sin næste og tjener ham, men ophøjer sig over ham? Dette ene eksempel burde jo med al rimelighed jage en mægtig skræk i alle dem, som sidder i høje stillinger og kaldes myndighed, men langt mere i dem, som ophøjer sig selv. For hvem skulle ikke grue for at sidde øverst eller efterstræbe det høje, når han ser, at Guds søn nedlader og fornedrer sig?

Guds skikkelse

Udtrykket ”Guds skikkelse”, bliver ikke forstået på samme måde af alle. Nogle mener, at Paulus dermed vil betegne Kristi guddommelige væsen og natur, sådan, at Kristus var sand Gud og dog fornedrede sig. Selvom det jo er sandt, at Kristus er sand Gud, så taler Paulus dog ikke her om hans guddommelige hemmelige væsen. For det samme ord, som på græsk hedder ”morfa” og på latin ”forma”, bruger han også nedenfor, når han siger, at Kristus tog en tjeners ”skikkelse” på. Her kan en tjeners skikkelse jo ikke betegne en naturlig tjeners væsen, som efter sin art har en tjenernatur, fordi Kristus ikke af naturen, men efter sin gode vilje og nåde, er blevet vores tjener. Derfor kan Guds skikkelse heller ikke her betegne det samme som hans guddommelige væsen, for det guddommelige væsen kan ingen se, men Guds skikkelse så man.              Nuvel, vi vil tale på vores egen måde om dette og bringe Paulus mening klart frem for dagen.

      Guds skikkelse betegner derfor, at man forholder sig som en Gud, opfører sig som en sådan eller påtager og tiltager sig at være Gud. Det sker ikke hemmeligt, for sig selv alene, men for andre, som kan se hans fagter eller skikkelse. Derfor kunne man ikke tale tydeligere om det end på denne måde: Han opfører sig guddommeligt eller forholder sig som en Gud, når han fremtræder, samt taler og handler, som det tilkommer eller passer sig for Gud. Sådan må der også ved en tjeners skikkelse forstås, at man forholder og opfører sig mod andre som en tjener. (Det ville således have været tydeligere, hvis man havde sagt, at Kristus opførte sig som en tjener eller havde tjeneropførsel). Det vil sige, han forholder sig sådan, at enhver, som ser på ham, må anse ham for en tjener. Af dette fremgår det klart, at der på dette sted ikke tales om Guds væsen eller om en tjeners væsen, men om adfæren eller dette væsens fremtræden. For, som sagt, væsenet er usynligt, men dets ytring er åbenlys. Væsenet er noget, men ytringen eller fagterne gør noget eller er en virksomhed.

      Nu viser Paulus her tre forskellige forhold, som kunne finde sted ved disse fagter eller skikkelser. Man kan finde væsenet uden skikkelsen, ligesom på den anden side skikkelsen uden væsenet, og endelig væsenet og skikkelsen forenet. For eksempel: Når Gud skjuler sig og ikke lader sig fornemme, så er det guddommelige væsen der ganske vist, men ingen guddommelig skikkelse eller ytringer. Sådan er det, når han er vred og unddrager os sin nåde. Men når han viser sig med sin nåde, da er der både væsen og ytringer. Men på den anden måde kan han ikke forholde sig. Han kan ikke handle eller opføre sig som en Gud, og, dog ikke være Gud eller ikke have væsenet. Det tilkommer alene Djævelen og dem, som hører ham til, der sætter sig i Guds sted og opfører sig som Gud uden at være Gud. Sådan siger Ezekiel om kongen af Tyrus, at han gjorde sit hjerte til et gudehjerte! Ez 28, 2.

      Ligeledes kan det også forholde sig på tre måder med en tjeners skikkelse eller opførsel. Man kan være en tjener og opfører sig dog ikke som en tjener, men som en herre eller Gud. Det har vi talt om ovenfor. Om dem taler Salomon også i Ordsp 29, 21: ”Når man forvænner sin træl fra hans ungdom, ender han med at blive opsætsig.” Sådan er alle Adams børn. De vil være Gud selv, sådan som Djævelen lærte Eva i 1 Mos 3, 5: ”I bliver som Gud.”

      For det andet kan man være en tjener, og man opfører sig også som en tjener. Sådan gør de fromme, tro tjenere for verden, og de rette kristne for Gud. De adlyder Gud og tjener enhver. For det tredje kan man opføre sig som en tjener uden at være det, som når en konge vil tjene sine tjenere her på jorden. Men for Gud kan ingen gøre det, og heller ingen har gjort det, uden Kristus alene, sådan som han selv siger ved nadveren, Joh 13, 13: ”I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.” (Joh 13,13). Og: ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener.” (Luk 22, 27). Og i Matt 20, 28: ”Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

      Ud fra dette er Paulus´ mening derfor klar. Han vil nemlig sige: Kristus var i Guds skikkelse, det vil sige, han havde væsenet tilligemed opførslen. For han påtog sig ikke denne guddommelige fremtræden, på samme måde som han påtog sig en tjeners skikkelse, men han var, han var, han var, (siger jeg) deri. I det lille ord ”var” ligger det, at han havde det guddommelige væsen i og med den guddommelige skikkelse. Som ville han sige: Man finder mange, som påtager og tiltager sig guddommelig skikkelse, men som ikke er deri, sådan som Djævelen, Antikrist og Adams børn gør det. Det kalder man ”sakrilegium” eller at røve det hellige, Rom 2, 22, idet man berøver Gud hans guddom. For selv om de ikke regner det for et rov, så er det dog et rov og holdes også derfor af Gud og alle engle og helgener, ja, af deres egen samvittighed. Kristus derimod, som ikke røvede det, men var deri og havde det ifølge sin natur og sit væsen, han holdt det ikke for et rov. Han kunne heller ikke holde det for et rov, fordi han var forvisset om, at han havde væsenet derunder som noget medfødt, men han holdt det for sin naturlige, evige ejendom.

      Sådan priser Paulus altså med disse ord Kristi naturlige guddom og hans kærlighed til os. Desuden angriber han alle dem, som påtager sig Guds skikkelse og dog ikke er Gud. Det gør vi alle, så længe vi er Djævelens lemmer. Som ville han sige: Alle vil være Gud og tilrane sig den guddom, som de ikke har; og de regner det også, ja må regne det for et rov, for deres samvittighed vidner jo om, at de ikke er Gud. Og selv om de undertrykker dette deres samvittigheds vidnesbyrd og ikke gør derefter, så står det dog der og gør det til en afgjort sag, at det ikke er ret, men et groft rov. Det eneste menneske, Kristus, som ikke påtog sig guddommelig skikkelse, men var deri, ligesom den også tilkom ham, og han havde ret dertil fra evighed af, han regnede det ikke og kunne heller ikke regne det for et rov at være Gud lig. Og dog fornedrede han sig og tog en tjeners skikkelse på, som ikke tilhørte ham. Det gjorde han, for at han dermed, som med et mægtigt og dog venligt og dejligt eksempel, måtte bringe dem tilbage til tjenerskikkelsen, som var i en tjeners skikkelse og havde en tjeners væsen og dog ikke ville være deri, men greb efter Guds skikkelse, i hvilken de ikke var og heller ikke kunne have hans væsen.

      At denne skønne tekst ikke er blevet forstået på samme måde af alle, kommer af, at de ikke har givet agt på Paulus’ sprogbrug, men på deres egen, efter hvilken Paulus burde have talt sådan: Kristus var født som en sand Gud og har ikke røvet det. Men da Paulus siger: Han var i Guds skikkelse, så lyder det næsten, som om han kun i det ydre er fremtrådt som Gud, især på græsk og latin, hvor man ikke giver så nøje agt på det lille ord: han ”var”, som Paulus sætter over for ordet: han ”påtog” sig.

      For Kristus tog ganske vist en tjeners skikkelse på, men han var ikke deri. Derimod påtog han sig ikke Guds skikkelse, men var deri. Vi derimod er så forvendte, at vi påtager os Guds skikkelse og er dog ikke deri, mens vi derimod ikke tager tjenerskikkelsen på, selvom vi er deri. Sådan afførte Kristus sig derfor den guddommelige skikkelse, hvori han var, og tog en tjeners skikkelse på, i hvilken han ikke er. Vi derimod affører os tjenerskikkelsen, hvori vi er, og påtager eller tiltager os Guds skikkelse, hvori vi ikke er.

      På samme måde støder det dem også, at han siger: Kristus regnede det ikke for et rov at være Gud lig, hvilket lyder, som om der dermed ikke var sagt noget stort om Kristus, fordi også Djævelen og de, som hører ham til, og som altid vil være Gud lige, heller ikke regner det for et rov, selv om deres samvittighed vidner for dem, at det er det. Men hos Paulus gælder dette ord regne eller agte uendeligt meget, nemlig så meget som. at være fast forvisset om. Sådan siger han i Rom 3, 28: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” Og i l Kor 7, 40: ”Jeg mener også at have Guds Ånd.” Men dette kan de ugudelige ikke gøre. De kan ikke andet end at regne det for et rov, når de tiltager sig Guds skikkelse, for det ved de jo, det vil sige, de regner med og må regne med, at de ikke er Gud. Men Kristus regnede det ikke for et rov, det vil sige, han var forvisset om, at han var Gud lig og altså ikke begik noget røveri. Derfor taler Paulus på denne måde, ikke for Kristi skyld, men, som sagt, for at ramme dem, som tiltager sig Guds skikkelse, på trods af at deres egen samvittighed overbeviser dem om, at de ikke er det, men røver det. Dermed viser han, hvilket helt andet menneske Kristus er, og hvordan han med god ret befinder sig i Guds skikkelse, som de røver.

      Sådan udtrykker han sig ikke, når han taler om tjenerskikkelsen. Den var Kristus ikke i, men han påtog sig den. Her lyder det, som om Kristus røver, hvad der ikke er hans. Og her, mener de, burde Paulus have sagt: Han regnede det ikke for et rov, at han påtog sig en tjeners skikkelse. Det andet burde han have sagt ovenfor, hvor Kristus intet tog, men var i Guds skikkelse, ja tilmed afførte og fralagde sig den? Men sagen er den, at den, som bliver tjener eller træl, ikke tager noget, men kun giver fra sig, ja giver sig selv bort. Derfor kan der her ikke tales om at røve eller regne det for et rov, når man tager en tjeners eller træls skikkelse på. I den guddommelige skikkelse derimod går det sådan til, at man intet giver, men tager, derfor kan der her være tale om at røve og om dem, som regner det for et rov. Men sådan forholder det sig ikke med Kristus. Han røver ikke noget, regner det heller ikke for et rov, sådan som alle andre gør, men han er deri, skikkelsen er hans ejendom og er ham medfødt.

      Sådan er denne tekst nu klar og tydelig for os, vil jeg mene. Guds skikkelse er altså ikke andet end med ord og gerninger at bevise sig mod andre som en Gud og Herre. Dette har Kristus gjort med sine undergerninger og frelsebringende ord, sådan som evangelierne bevidner. Ikke som andre helgener, der ikke har haft væsenet, men som den, der også havde Guds væsen og natur i den guddommelige skikkelse, som han bar. En tjeners skikkelse derimod er det at vise sig med ord og gerninger mod andre som en tjener. Dette har Kristus gjort, idet han tjente sine disciple og hengav sig for os. Men heller ikke dette gjorde han som de andre helgener, der af naturen er tjenere. Han har derimod påtaget sig det, os til gavn og som et eksempel, så også vi skal gøre sådan mod andre og afføre os vores guddommelige skikkelse, sådan som vi senere skal vise.

      Så er det derfor vist, at Paulus her prædiker Kristus som en sand Gud. For hvis Kristus kun havde været et almindeligt menneske og ikke Gud, hvorfor behøvede han da at sige om ham, at han blev mennesker lig. Ligeledes, at han fandtes i skikkelse som et menneske. Ligeledes: Han tog en tjeners skikkelse på, da han var i Guds skikkelse? Hvordan ville det mon lyde, hvis jeg sagde om dig eller noget andet menneske: Du er som et menneske og bliver i skikkelse fundet som et menneske og tager en tjeners skikkelse på? Du måtte vel tænke, jeg gjorde nar af dig, og svare mig: Det er fint, du regner mig for et menneske, men skulle jeg måske regne mig selv for en ko eller ulv – er der noget galt med din forstand? Ikke sandt, sådan ville man svare på denne tåbelige tale. Da Paulus jo ikke er nogen dåre, heller ikke taler som en dåre, så må mennesket Kristus jo være noget højt og guddommeligt, når han siger om ham, at han er blevet andre mennesker lig, skønt han jo var et menneske. Dette mennesket er nemlig Gud og kunne også som menneske have fremtrådt på guddommelig måde, men han gjorde det ikke, men gav afkald på det og opførte sig som et almindeligt menneske.

     

 

En tjeners skikkelse

Hvad der nu videre siges om Kristus, er let at forstå, når vi nu ved, hvad Guds skikkelse og hvad en tjeners skikkelse er. Og han udlægger selv, hvad han kalder en tjeners skikkelse.

      For det første: han gav afkald eller udtømte sig selv, det vil sige, han fremtrådte, som om han lagde sin guddom fra sig og ikke ville bruge eller tiltage sig den. Ikke sådan at forstå, at han aflagde og bortkastede sin guddom, men at han aflagde sin guddommelige skikkelse og ikke opførte sig som Gud, hvad han dog i sandhed var. Ganske vist aflagde han heller ikke sin guddommelige skikkelse sådan, at man aldrig mærkede eller så den, for så havde der ikke været tale om nogen guddommelig skikkelse. Men han tog den ikke på, det vil sige, han brugte den ikke og blærede sig ikke med den over for os, men tjente os meget mere med den. Han gjorde nemlig undergerninger også under lidelsen og på korset, idet han, som en Gud, skænkede røveren plads i Paradis og i Getsemane have væltede soldaterne omkuld med et ord. Derfor siger Paulus ikke, at nogen har fornedret ham, men at han fornedrede sig selv; ligesom en vismand, der i det ydre hverken aflægger sin visdom eller sin vise opførsel og dog aflægger dem sådan, så han dermed tjener dårerne, som med al rimelighed burde tjene ham. En sådan person forringer også sig selv midt i sin visdom og i sin visdoms skikkelse.

      For det andet: Han tog en tjeners skikkelse på, og forblev dog Gud og i Guds skikkelse. Det vil sige, han var Gud, og alle guddommelige gerninger og ord, som han øvede og talte, gjorde han til gavn for os og tjente os dermed som en tjener. Han lod sig ikke tjene som en herre, hvilket han havde haft fuld ret til. Han søgte heller ikke hverken ære eller vinding ved det, men vores gavn og vores frelse. Det var jo en frivillig tjeneste, øvet for intet, andre til gode. Men denne tjeneste er overvældende, fordi tjeneren er sådan en overvældende person, som er Gud for evigt, hvem alle engle og skabninger tjener. Den, som ikke ved dette eksempel venligt drives til at tjene sin næste, han er jo med rette fordømt og hårdere end sten, mørkere end Helvede og har sandelig ingen undskyldning.

      For det tredje: Han blev mennesker lig. Ved sin fødsel af Maria blev han et naturligt menneske; men i dette menneskelige legeme havde han endnu kunnet ophøje sig over alle mennesker og ikke behøvet at tjene nogen. Dog undlod han det alt sammen og blev som et andet menneske. Ordet ”menneske” må man her forstå uden nogen ekstra tilføjelser. Et sådant menneske er ingen, som af naturen har noget forud for andre. Paulus mener altså: Kristus blev som et andet menneske, der hverken havde rigdom eller ære eller magt eller fortrin frem for andre, skønt der dog fødes mange, som ved deres fødsel arver magt, ære og gods. Men Kristus blev og er også forblevet et sådant menneske, så ingen er så ringe, hvis han ellers er menneske, at Kristus ikke har været ham lig. Han har været en sådan, som trælle og fattige folk er. Dog sådan, at han har været sund og uden nogen legemlig fejl, sådan som et naturligt menneske skal være.

      For det fjerde: Han trådte frem som et menneske, det vil sige, han forholdt sig i alt som et hvert andet menneske: Han spiste, drak, sov, vågede, gik, stod, sultede, tørstede, frøs, svedte, blev træt, arbejdede, klædte sig, boede og bad. Kort sagt: Han levede fuldstændigt som et menneske ellers lever for Gud og for verden. Alt dette havde han kunnet undlade og i stedet forholdt sig og fremtrådt som en Gud. Men fordi han blev andre mennesker lig, som ovenfor sagt, så underkastede han sig også menneskers vilkår og brugte alt det, som et menneske har brug for. Dog viste han derunder sin guddommelige skikkelse, hvori han var.

      For det femte: Han fornedrede eller ydmygede sig selv. Det vil sige, foruden det, at han viste sin tjenerskikkelse ved, at han blev andre mennesker lig og underkastede sig et menneskes vilkår, gjorde han også noget mere, idet han blev ringere end alle mennesker og nedlod sig til at tjene alle mennesker med den højeste tjeneste, idet han hengav sit legeme og liv for os.

      For det sjette: I denne tjeneste underkastede han sig ikke alene mennesker, men også synden, døden og Djævelen og bar alt dette for os; og tilmed en sådan død, som var den mest forsmædelige, nemlig korsets død. Ikke som et menneske, men som en orm eller en slange, Sl 22, 7 - ja som den allerstørste forbryder over alle forbrydere. Derved mistede han også den gunst, tak og ære, som han havde fortjent, idet han tog en tjeners skikkelse på og udførte sin tjeneste sådan, at han gik fuldstændig til grunde under den.

      For det syvende: Alt dette gjorde han ikke, fordi vi var værdige til det eller havde fortjent det – for hvem var vel værdig til at tjenes af en sådan person? Han gjorde det, af lydighed mod sin far. Her åbner Paulus med et ord Himlen og lader os se ind i den guddommelige majestæts afgrund og skue faderhjertets uudsigelig nådige vilje og kærlighed til os, så vi mærker, hvordan det fra evighed har været Guds velbehag, hvad Kristus, den herlige person, skulle gøre og nu har gjort for os.

      Hvis hjerte burde ikke smelte af glæde her? Hvem skulle ikke her elske, love og takke? Hvem skulle ikke til gengæld ikke alene blive hele verdens tjener, men gerne blive ringere og ubetydeligere end intet, når han ser, at Gud har ment ham det så inderligt godt og i denne sin søns lydighed så rigeligt udøst og bevist sin faderlige vilje? O, hvilke ord er det ikke, Paulus her taler! Sådan taler han ikke på noget andet sted, så han rigtig må have været brændende, glad og frydefuld. Det er, tænker jeg, at komme til Faderen ved Kristus. Dette er, hvad Kristus siger i Joh 6, 44: Ingen kan komme til Kristus, hvis ikke Faderen drager ham så stærkt, sødt og lifligt. O, hvor mange troens prædikanter er der ikke nu, som mener, de ved alt, men som dog endnu aldrig har oplevet den mindste duft eller smag af disse ting! O, hvor snart bliver de ikke mestre, som dog endnu ikke er blevet disciple? De smager det ikke, derfor kan de heller ikke give det videre, men forbliver unyttige snakkehoveder.

 

v9 Derfor har Gud højt ophøjet ham

Ligesom han er blevet den allerringeste, ja alle djævles tjener, i lydighed mod Gud og til vores tjeneste, sådan har Gud også igen ophøjet ham, så han er en Herre over alle engle og skabninger, over død, Djævel og Helvede. Nu har han helt aflagt tjenerskikkelsen og forbliver herefter ikke alene i guddommelig skikkelse, men han bliver også forklaret, herliggjort, prædiket, bekendt, æret og agtet som en Gud. Ganske vist ser det endnu ikke sådan ud for os, som Paulus siger i 1 Kor. 15, 27: ”Alt har han lagt under hans fødder.” Men fejlen består i, at vi endnu ikke ser, hvordan alle ting er underlagt ham. Og dog er det sandt, at han for sin person er sådan ophøjet og besidder fuld magt og herredømme, så alt, hvad han vil, sker i Himlen og på jorden, selvom der kun findes få, som tror, at dette sker for Jesu Kristi skyld. Det, som sker, går sin frie gang; Herren sidder også frit deroppe. Men vore øjne er endnu blinde og mørke, de ser ikke, at det er ham, og at alle ting adlyder ham. Men på den yderste dag vil det blive åbenbaret. Da skal vi se, hvad der allerede nu sker: Ligesom Kristus har afført sig sin guddomsskikkelse og er blevet et menneske, sådan har han atter aflagt tjenerskikkelsen og er blevet som en Gud. Han optræder tillige som en Gud med herlighed og som en Herre over liv og død og som en ærens konge.

      Det må være nok om denne tekst; for hvordan også vi bør aflægge vores herlige skikkelse og tjene andre, er der ofte og rigeligt nok talt om i andre prædikener. For Gud vil, at den ene skal være den andens tjener med legeme, gods, ære, ånd og sjæl - sådan som hans søn har været det mod os.