3. søndag i fasten

Ef 5, 1-9

 

 

 

 

 

 

 

Ef 5, 1-9

v1 I skal ligne Gud som hans kære børn v2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. v3 Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. v4 Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. v5 For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. v6 Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. v7 Gør derfor ikke fælles sag med dem!

      v8 For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, v9 for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed;

 

 

Dette er et formaningsbrev, sådan som det er apostlenes sædvane i deres epistler at drage omsorg for de kristne, så de ikke skal blive efterladne og dovne, men derimod bevise og ære det ord, som de har lært af ham med gerningen, det vil sige, med troens frugter, til alle hedninger og vantros forbedring, så de ikke må forarges på Kristi lære.

      For det første formaner han os til, fordi vi ved Kristus er blevet Guds børn, at vi skal efterfølge denne far som kære børn. Han bruger de bedste og sødeste ord, idet han kalder os kære børn, så vi ved denne fars kærlighed må lade os drive til også at elske sådan, som han har elsket os. Men hvordan har han elsket os? Ikke alene på den almindelige måde, at han timeligt opholder os uværdige tillige med alle ugudelige på jorden, lader sin sol gå op over gode og onde og lader det regne over taknemmelige og utaknemmelige, om hvilket Kristus siger i Matt 5, 48: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.” Men han har også elsket os på en særlig måde, idet han har hengivet sin søn for os, Joh 3, 16. Han har altså overøst os med både timelige og evige goder, ja med sig selv, og udgydt sig ganske og aldeles over os med alt, hvad han er, har og formår. Over os, som var syndere, uværdige, fjender og Djævelens tjenere, så der ikke er mere tilbage, som han kan gøre eller give os.

      Den, som derfor foragter denne guddommelige kærligheds ild, som opfylder himmel og jord, og dog ikke gribes og ikke ved den lader sig opflamme eller drive til kærlighed mod sin næste, han være ven eller fjende, han vil sandelig aldrig ved nogen lov, bud, lære eller tvang blive from og komme til kærligheden.

      Vi skal vandre i kærlighed, siger han. Vor ydre livsførelse skal altså være den rene kærlighed; men ikke en sådan kærlighed som den, hvormed verden elsker, der søger sit eget i kærligheden og kun elsker, så længe det stemmer overens med dens egen nytte og fordel. Men en livsførelse som den, hvormed Kristus har elsket os, der ikke søgte sin egen fordel hos os, men gav sig selv hen for os (for ikke at tale om de andre goder, som han dagligt skænker os) og hengav sig sådan, at han blev en gave og et offer til at forsone Gud, til at erhverve os Gud til ejendom og gøre os til Guds børn. På samme måde skal vi også give, låne og lade os berøve vor ejendom, og det ikke alene, når det gælder venner, men også fjender, ja, ikke lade det bero på det, men også give os selv hen i døden både for venner og fjender og ikke have nogen anden tanke, end hvordan vi i dette liv kan tjene og gavne andre med liv og gods, fordi vi ved, at Kristus er vor, og at han har givet os alt.

      De ord: ”et offer til Gud, en liflig duft” har Paulus taget fra Det Gamle Testamente, hvor der om de legemlige ofre siges, at de har været en liflig duft for Gud, det vil sige, velbehagelige for ham, men ikke på grund af gerningen og ofret i sig selv, sådan som jøderne mente og derfor blev straffet af alle profeter, men for den kommende Kristi skyld, som var det rette offer, som alle ofre pegede hen på, og hvori de var indbefattet. Som om Paulus vil sige: Alle Det Gamle Testamentes ofre er forbi, og nu gælder intet andet end det ene offer, Kristus selv. Han har en liflig duft, det vil sige, Gud modtager det gerne og finder velbehag deri, så også vi må være forvissede om, at dette offer, som er bragt for os, er velbehageligt for ham. Derfor er der heller intet andet offer i kristenheden, som kan bringes for os, uden dette ene, som engang er sket. Og skønt vi, efter dette eksempel, også ofrer vore legemer, Rom 12, 1, så bringer vi dog ikke dette offer for os eller nogen; for det tilkommer alene det ene offer Kristus. Derfor er alle de ofre stinkende og ildelugtende, som man gør i den hensigt, at de skal bringes for os, eller til at erhverve os syndernes forladelse. Mere om dette et andet sted.

     

v3 Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige.

Ved urenhed, som han nævner ved siden af utugt, menes al kødelig lyst uden for ægteskabet, som han ikke vil nævne her på grund af al snavset, sådan som han gør i Rom 1, hvor han taler ligefrem om det. Dog skal der også inden for ægteskabet holdes sådan måde blandt de kristne, at deres omgang er en ægteskabelig pligt, som fordres og ydes af hensyn til, at man skal undgå ukyskhed og urenhed. For det vil sikkert sjældent ske, at man kun er sammen for at avle børn, hvilket ville være det bedste og nok også er mest rigtig.

      Han siger, at sådanne ting ikke bør nævnes iblandt dem. Det vil jo altid ske blandt de kristne, at nogle svage falder, men det skal man gøre noget ved. Man skal straffe, forbedre, forhindre og ikke lade det ske, men atter tildække og helbrede det, så hedningerne ikke må forarges og sige, at de kristne finder sig i at have sådanne laster blandt dem, og at det blandt dem går til som blandt hedningerne. Det har vi hørt om i den foregående epistel. For at nogle falder iblandt dem, det må man bære over med, når bare størstedelen lever ret og ikke tåler eller lærer dette, men påtaler det og søger at forbedre det. Sådan lærer Paulus også i Gal 6, 1, at de med mildhed skal hjælpe dem til rette, som falder, og han revser korintherne i 1 Kor 5, fordi de lod synden være ustraffet. For en straffet synd er ligesom ingen synd, og man kan ikke bebrejde den. På samme måde skal man også forstå det udsagn, at gerrighed end ikke bør nævnes blandt de kristne. Hvis der altså findes nogle, som er gerrige og foruretter deres næste eller vil strides med ham om timelig ejendom, sådan som det skete i Korinth, 1 Kor 6, så bør man dog ikke undlade at straffe det eller søge at rette på det. Men evangeliets lære bør have sin gang uhindret og uindskrænket hos det store flertal, for at tjenesten ikke skal komme i vanry, som han siger i 2 Kor 6, 3. Dette siger jeg for deres skyld, som, så snart de ser, at ikke alle kristne er den reneste hellighed, men undertiden snubler og falder, straks mener, at der ingen kristne fines, og at evangeliet er tabt og spildt, netop som var det kristne væsen allerede fuldkomment og bestod i en eneste sejr og triumf over synden, skønt det dog mere er en kamp og strid. Men hvor der er strid og kamp, må nogle jo flygte, nogle blive sårede, nogle falde, og nogle omkomme helt; for krig går ikke for sig uden skade, hvis der ellers er tale om en rigtig krig.

      Men han angiver også grunden til, hvorfor det lyder dårligt, når man hører disse ting om de kristne, nemlig at de er hellige, og at det er passende for de hellige at være kyske og milde og både leve og lære sådan. Her ser du, at Paulus kalder de kristne hellige, skønt de dog endnu i dette liv er omgivet af syndigt kød og blod, og det gør han sandelig ikke for deres gode gerningers skyld, men for Kristi hellige blods skyld, sådan som han siger i 1 Kor 6, 11: ”I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” Fordi vi således er hellige, så skal vi også bevise det i gerning, og selv om vi stadig er skrøbelige, skal vi dog dagligt stræbe efter at blive kyske og uden havesyge, Gud til lov og ære og de vantro til forbedring.

 

v4 Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke,

Skamløshed er utugtige ord om utugt, pornografi og seksuelle synder, som man plejer at bruge på værtshuse, og hvor der frådses, drikkes og spilles. Især var grækerne letfærdige og øvede i dette stykke, hvad deres digtere og skribenter endnu tydeligt viser. Navnlig taler han her om sådan skamløs snak, som man taler åbenlyst, uden skam og tugt, og som vækker syndige tanker og er årsag til stor forargelse, især hos de unge, sådan som han siger i 1 Kor 15, 33: ”Slet omgang fordærver gode sæder.” Og hvis nogle kristne forglemte sig sådan, at de alligevel gjorde det, så bør det straffes og ikke blive tålt af den store flok, så menigheden ikke må komme i vanry, som om man lærte og tolererede dette blandt de kristne, ligesom blandt hedningerne.

      Tåbelig snak er sådanne fabler, eventyr og andet pjat, som grækerne frem for andre var fulde af og dygtige til at opdigte; desuden sådanne eventyr, som kvinderne fortæller, når de sidder ved spinderokken; ligeledes sådanne ordsprog, som dagdrivere fører i munden; således også verdslige viser, af hvilke nogle er skammelige, mens andre handler om løsagtige og unyttige ting. Hertil hører også munken af Kalenberg, Didrik af Bern og utallige lignende ting.

      Og især er det ukristeligt, hvis man fører en sådan tåbelig snak i menigheden, når man kommer sammen for at høre Guds Ord og undervises i Skriften. Det plejer jo også at gå sådan den ene gang efter den, hvor mange kommer sammen: om de end begynder med alvorlige ting, så kommer de dog snart ind på letfærdig, løs og latterlig snak, hvormed tiden spildes og bedre ting forsømmes. Sådan har man hidtil på påskefesten brugt at blande noget naragtigt og latterligt ind i prædikenen for dermed at holde de søvnige vågne; og i julen har man vugget det lille barn og drevet mange abekattestreger med ham, sådan som det også er sket med de hellige tre konger, med Kristi lidelse, med Dorothea og med andre helgener.

      Hertil burde jeg også regne helgenlegenderne og den store løgnesværm af mirakler, valfarter, messer og helgendyrkelse, aflad og lignende, som har opfyldt prædikestolen. Men de er alt for grove. For de er ikke letfærdige løgne, som alene fordærver omgangsformerne, som dem, Paulus omtaler her, men de omstyrter fuldstændigt troen og Guds Ord, så ingen hellige kan bestå derfor. Deres spøg er alt for stort alvor; selvom de for dem, som forstår dem, er ligeså letfærdige og latterlige løgne som førstnævnte, så Paulus også selv kalder dem fabler, kællingagtige fabler, 1 Tim 4, 7. Men den slags er menneskelige eventyr, som man ikke tror eller bygger på; man ler kun af dem, skønt de dog fordærver de ydre omgangsformer, forhindrer det, som bedre var, og skaber kolde og ugidelige kristne. Men disse er djævelske eventyr, hvis man tror og med fuld alvor holder dem for sandhed, skønt Djævelen med sine engle ler deraf.

      Letfærdig skæmt, det vil sige, alle mulige uanstændig, lystige og spøgefulde ord, som man nu kalder artige og behagelige, hvormed man får folk til at le, være lystige og glade, sådan som det går for sig i selskaber og til fester. Dette har hedningerne regnet for en dyd, ligesom Aristoteles da også kalder det belevenhed. Men Paulus kalder det en udyd blandt de kristne, som jo har en anden behagelig tale, som kan gøre dem glade og muntre i Kristus. Og om de end ikke alle er så rene, så nogle jo fejler i dette stykke, så bifalder og tåler de dog ikke, at man jager derefter og øver sig deri, men straffer og hindrer det; og det især i forsamlingen når der prædikes og læres, fordi også Kristus siger, at mennesker skal gøre regnskab på den yderste dag for ethvert unyttigt ord. For de kristne, skal være et kækt og modigt folk, og dog tillige venlige, så deres væsen er en alvorlig venlighed og et venligt alvor, sådan som Kristi liv er afmalet for os i evangeliet.

     

v4b det passer sig ikke,

Derunder indbefatter han alle andre unyttige ord, som ikke har noget særligt navn. Men unyttige kalder jeg alle ord, som ikke tjener til troens forbedring eller til det daglige brød og legemets opretholdelse. Vi har jo ellers nok at tale om, hvis vi endelig ville tale om dette korte liv, og desuden det, som er nyttigt og lifligt nok, når vi vil taler om Kristus, om kærligheden og om nødvendige ting som taksigelse, som han nævner her. Lov og tak bør uophørligt være vort daglige ord, både hos os selv og offentligt i prædikenen. En taksigelse for det store gode, som Gud har givet os i Kristus, som er så stort, at det aldrig kan udsiges nok. Men det nødvendige må stå tilbage, og det unødvendige må frem. Men bemærk nu dette: når Paulus ikke vil tåle munter og letsindig skæmt, hvad ville han da sige om den skændige bagtalelse, som er så almindelig, når man kommer sammen, ja selv om der ikke er flere end to, som taler sammen? Ja, hvad ville han sige om dem, som offentlig i prædiken nedrakker, udskælder og forsmæder hinanden?

 

v5 For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.

Dette er talt ligefrem. Den er en hedning under kristent navn, som ikke viser troens frugter. Det er en kort og ligefrem dom: en ægteskabsbryder har fornægtet troen, en utugtig har fornægtet troen, en gerrig har fornægtet troen. De er alle sammen frafaldne, løgnere, troløse mod Gud, sådan som han også siger i 1 Tim 5, 8:”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro.” Hvordan kunne han forskrække dem alvorligere? Han siger: Dette ved I, det vil sige, I skal ikke tvivle på dette, eller anse det for at være en skæmt eller spøg, og fortrøst jer ikke med en falsk trøst. At I bærer det kristne navn og befinder jer i de kristnes forsamling, vil ikke hjælpe jer, lige så lidt som det hjalp jøderne, at de var Abrahams børn og Moses’ disciple. Det gælder for enhver, hvad Kristus siger i Matt 7, 21: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Der må handles, og troen må bevises i gerning.

      Vil den store opmuntring derfor ikke hjælpe, som han ovenfor har hentet fra den guddommelige kærligheds ild, så må dog denne store trussel med Helvedes ild hjælpe. Følger de nemlig ikke Gud, vandrer de ikke i kærligheden og beviser deres tro i gerningen, så skal de vide, at de heller ikke er Guds børn eller arvinger til hans rige, og da må de sandelig være Djævelens arvinger i Helvede. Den, som disse to formaninger derfor ikke kan bevæge, må jo være beton og sten, ja have et hjerte som en ambolt, som Job siger.

      Og han fælder især en skarp dom over den havesyge og kalder ham en afgudsdyrker, så man godt kan mærke, at han især har været en fjende af den gerrige; for i  Kol 3, 5 giver han den gerrige det samme navn. Og det kommer, efter min mening af følgende: Alle andre syndere bruger det, hvormed de omgås, og lader det tjene som tilfredsstillelse af sin lyst. For en skørlevner og uren bruger sit legeme til sin lyst; den hovmodige bruger penge, kunst, gunst og mennesker til sin ære; men den usalige afgudsdyrker er en træl af sine penge, og hans synd består i, at han sparer, vogter og bevarer sine penge og sin ejendom, og han tør ikke bruge dem, hverken for sin egen eller for andre skyld, men han tjener dem som sin Gud. Før han tager hul på sine penge, før lader han både Guds rige og verdens rige gå under; derfor giver han heller ikke en skilling til underhold for en prædikant eller skolelærer, for at Guds Ord og rige kan fremmes. Fordi da hans tillid og fortrøstning står til pengene og ikke til den levende Gud, som rigelig nok har lovet at opholde ham, så er pengene med rette hans Gud, og han kaldes med rimelighed en afgudsdyrker; men Himlen går han dog glip af. Det er jo en skammelig last. Ve dig, du vantro, du usalige last!

     

v6 Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord;

Her sigter han til dem, som kan finde på at smykke sig, som om ukyskhed var en helt ubetydelig synd; ja nogle har vel endog lært så groft, som grækernes filosoffer og digtere, at de ikke anså ukyskhed for noget ondt, med undtagelse af ægteskabsbrud, men mente, at det var en naturlig ting ligesom at spise og drikke. Således siger filosoffen Terents, at det ikke er nogen synd eller skam, hvis en ung bedriver hor. Det kalder vi: Ikke at kende Gud og at leve i sanseligt begær ligesom hedningerne, sådan som vi har hørt i forrige epistel. Det er alt sammen forfængelige ord, som nok har et skin for fornuften; men det er forgæves og tomt, det vil ikke hjælpe dem. Sådan kan også gerrigheden give udseende af et stort skin og smykke, som om det ikke var nogen synd, at den ene forfordeler den anden og søger sit eget til skade for den anden; men det må kaldes at være betænksom, huslig og sparsommelig, om også den fattige lider nød eller dør af sult på grund af det. Det er alt sammen til gavns hedensk, blind tale, stik imod den kristne kærlighed.

      Men vi har et andet lys, som lærer os, hvordan Guds vrede på grund af disse ting kommer over vantroens børn. Herpå opregnet han i 1 Kor 10 mange eksempler og siger, at mange mennesker blev slået ihjel for deres ægteskabsbruds skyld, 4 Mos 25, 9. Og for sin frækheds, gerrigheds og ukyskheds skyld blev hele verden fordærvet ved vandfloden. Det er en hård tale og dog sandt og vist. Når han kalder dem vantroens børn, så vil han dermed sige, at de er frafaldne fra troen, så vi heraf ser og lærer, at den, som ikke beviser sin tro med gerningen, han er ligeså god som en hedning, ja, han er værre end en hedning, han er en fornægter og er faldet fra troen. Derfor kommer Guds også vrede over dem, og det også timeligt her på jorden; sådan som det også går os nu her i Tyskland, idet vi må finde os i rigelige prisstigninger, smitsomme sygdomme, krig og blodsudgydelse.

        De, som er dovne og lade må passe godt på, at de ikke bliver regnet blandt disse unyttige dagdrivere og forfængelige lærere. Selvom de ikke er så blinde som hedningerne, men ved, at ukyskhed og gerrighed er synd, og heller ikke lærer eller mener dette, går de dog hen og tager deres tilflugt til troen, som skal gøre dem salige uden gerninger, fordi gerninger jo ikke gør salig. Selv om de ved, at troen uden gerninger intet er og er en falsk tro, og at der må følge frugt og gode gerninger, hvor troen er retskaffen, lever de dog i sikkerhed og stoler på Guds nåde. De frygter ikke for Guds vrede og dom, som vil have gamle Adam korsfæstet og plukke gode frugter af gode træer. Selvom, siger jeg, Paulus måske ikke taler om disse her, men om dem, som med forfængelige ord lærer og mener, at ukyskhed ikke er synd, sådan som de blinde hedninger gør det, så er der dog at frygte, at de vil få samme løn som disse; for de vandrer som hedninger, lever ikke i kyskhed og undgår ikke gerrighed, og hvad der er værre. De ved også, at de gør uret, sådan som han siger Rom 2, 3-6: ”Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.” 

     

v7-8 Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren;

Sådan siger også Peter i 1 Pet 4, 2-3: ”For ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje. For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse.” Da vi var hedninger, vidste vi ikke, at alt dette var synd. Det kom af vantroens mørke, ved hvilket vi ikke kendte Gud. Men nu er vi blevet et lys i Herren, det vil sige, ved Kristus er vi så herligt og rigeligt oplyste, at vi ikke alene ved, hvad Gud er og vil have, samt hvad synd og uret er, men at vi også kan være et lys for andre og lære dem, hvad vi ved, sådan som han roser filipperne for, at de stråler som himmellys i verden midt i en forkvaklet og forvildet slægt, Fil 2, 15. Ligesom vi nu inden ikke alene var mørke, men endog selve mørket, som de, der ikke alene var uvidende og vildfarende, men også med ord og gerninger bragte og førte andre ind i det samme mørke, sådan skal vi nu være taknemmelige mod ham, som har kaldet os fra dette mørke til sit underfulde lys, og vandre som lysets børn, sådan som Peter siger 1 Pet 2, 9.

     

v9 for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed;

Godhed er den lysets eller Åndens frugt, som er modsat gerrighed, den og består i, at en kristen er god, det vil sige, nyttig og gerne gør godt imod sin næste. Ånden gør os retfærdig for Gud, men her er der tale om retfærdighed blandt mennesker indbyrdes, som en Åndens frugt. Den er også modsat gerrigheden og består i, at ingen berøver sin næste, hvad der er hans, hverken med vold eller list eller ved at søge sin egen fordel, men giver enhver, hvad der tilkommer ham, endog den hedenske øvrighed, Rom 13. Sandhed er den Åndens frugt, som strider mod hykleri og løgn, og består i at en kristen ikke alene er sanddru i sine ord, men også retskaffen i sit liv, så han ikke fører navnet uden gerninger eller kalder sig en kristen og dog lever som en hedning i ukyskhed, gerrighed og andre laster.