Kirkepostillen

1544

 

 

 20. søndag efter trinitatis

Ef 5, 15-21

 

 

 

 

 

 



Ef 5, 15-21
Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus.

 

Kristen agtpågivenhed og opmærksomhed

Denne formaning giver Paulus lige­ledes dem, som når de har hørt evange­liet og har gjort en god begyn­delse i troen, straks bliver ganske sikre og indbilder sig, at de nu er udlært. De betænker ikke, at de endnu har kød og blod på halsen og endnu lever i verden, i Djævelens rige. De lever uden nogen bekymring, som om de var uden for al fare, og som om Djævelen var flygtet langt fra dem. Men netop derved bliver de overlistet af Djævelen og deres kød, så de kommer væk fra evangeliet, før de selv ved af det. De beholder kun så meget til­bage, at de kan snakke om det og rose sig af at være kristen, men de viser det ikke med nogen gerning.

      Derfor er det nødvendigt, at I give agt på jeres liv, vil Paulus sige (for det kalder han at leve forsigtig og at være forstandig). I må se til, at I lever, som det behager Gud, så I altid har hans vilje for øje og rette al jeres gerning derefter. For hvis I vender jer bort fra dette spejl, bryder Djævelen straks ind hos jer og gør jer skade, så han af en kristen gør en doven og sikker hykler. Af en hyk­ler gør han en kætter og partiånd, og af en kætter en åbenlys fjende. Derfor siger han her, at det ikke er nogen spøg. Den, som ikke vil blive forført og overvundet af Djævelen, må være årvågen og se godt til, hvordan han vandrer; for vi har i ham en fjende, som efterstræber os, ikke alene for at hindre og opholde os, men for at fordærve os i bund og grund.

      Heraf følger nu den dom, at de, som ikke alvorligt giver agt på sig selv, om de er rette kristne, det vil sige, at de tror ret, samt gerne hører Guds Ord og lever derefter, de er allerede blevet dårer og uforstandige og forstår intet af Guds vilje. De har vendt sig bort fra lyset og sat et andet gøglebillede op for deres indbildnings øjne. Det ser de igennem som gennem et malet glas og indbilder sig, at, når de følger fornuftens falske lys, så står de sig godt - indtil de så bliver forført af Djævelen og styrtede omkuld.

      Derfor formaner Paulus ikke uden grund de kristne, at de bestandig skal være kloge og forstandige. Det vil sige, at de skal have Guds Ord for øje - for deri består deres visdom og forstand. Det skal de både enhver for sig og især i menigheden indbyrdes. For kommer Ordet bort fra kir­ken og snakkehoveder slippes op på prædike­stolen, som kommer frem med deres egen kunst, så er det ude med kirken og det store flertal bliver som dens prædikanter er. På samme måde, hvis ikke enhver i sin stand retter sin livsførelse efter Guds Ord, men glemmer det og tænker på, hvordan man kan blive rig, og indvikler sig i andre sa­ger og opgaver. Så bliver man hurtig en kold og doven kristen og dernæst et vildfarende menneske, indtil man omsider foragter både Gud og hans ord og vilje.

 

Guds ord er universalmidlet

Derfor befaler Gud så ofte i Skriften, at man vedvarende skal beskæftige sig med og indprente hans ord, gerne høre det og tænke på det dag og nat, så man i sin færd stedse lover og takker Gud og daglig betragter sig i dette spejl. Men dertil hører flid og troskab, og enhver bør her trofast hjælpe den anden med lærdom, undervisning og formaning.

      Jeg har jo ofte nok formanet til, at en­hver, som formår det, med al flid skal bidrage til, at de unge kan gå i skole og blive ret undervist og oplært til præst og prædikeembedet. I det mindste burde man dog støtte dette, så det lige kunne lade sig gøre. Men det er desværre kun få byer og personer, som bidrager til det. Betragt hele Tyskland, bisper, fyrster, adel, borgere og bønder, hvor sikre de er, hvordan de snorker og sover og tænker, at det har ingen nød. Det går nok af sig selv. Man kan vel altid få præster og prædikanter. Men de kommer sandelig til at sove over, når de mener sig at have gjort det som bedst. De bliver uforstan­dige og vil ikke se, hvad Guds vilje er. Derfor skal de erfare, hvad de nu ikke vil tro, at det inden få år efter vor tid skal komme så vidt, at de skal søge prædikanter og ingen finde. De må da høre de grove, ulærde æsler, som ikke ved eller forstår noget af Guds Ord, men præ­diker ligesom de papistiske æsler om pa­vens skarn og stank, om vievand og salt, eller om deres grå kapper og nye munkevæsen.

      Man råber, prædiker og formaner, men ingen vil høre på det. Derfor forkynder Paulus også denne profeti, at sådanne mennesker bliver dårer og uforstandige, idet de ikke indser, hvad Guds vilje er. Derved forsømmer de og går nødvendigvis glip af nådens og frelsens tid. Nu er det jo Guds vilje, at vi skal hellige hans navn, elske og fremme hans ord og således hjælpe til med at opbygge hans rige. Sker det, så vil han derefter også gøre vor vilje, nemlig give os vort daglige brød, fred og alt godt.

      Nu burde vi jo først og fremmest tænke på, hvordan vi kunne beholde Guds Ord og vilje hos os. Det er det, der hedder at være forstandig og bruge tiden ret. Gør vi ikke det, så skal det også gå os, som det bør gå de uforstandige og dårerne. Da skal vi komme til at høre en sådan dom: Fordi I ikke har villet hellige mit navn og befordre mit rige eller gøre min vilje, så giver jeg jer heller ikke jeres daglige brød, forlader jer ikke jeres synder og hjælper og frelser jer ikke fra fristelse og ondt. Så vil han da lade dig klage over stor ulykke, ufred og verdens ondskab, (hvorover man allerede nu må klage, og verden giver evangeliet skylden derfor); men det skal være deres straf, som ikke har villet erkende Guds vilje eller indrette sig derefter, og dog vil retfærdiggøre sig og ikke tåle at blive revsede som de, der handler som uvise og dårer.

      Velan, lad det nu være talt i almindelighed om, hvad det vil sige at leve forsigtigt og klogt, og på den anden side, hvad det vil sige, at være uforstandig i de ting, som er de nødvendigste i kirken, nemlig det, som angår prædikeembedet og Guds Ord. For hvor Ordet bliver, bliver også nogle af tilhørerne bevaret, som indretter sig ret derefter og nye kommer til. Men hvor Guds Ord kommer bort fra prædikestolen, hjælper det kun lidt, selv om også én eller flere kan læse Skriften selv og tror, de ingen prædiken behøver. For hvordan skal det store flertal klare sig, som har brug for undervisning? Se, hvordan det allerede i vor tid er gået de arme mennesker, som både gennem Müntzer og de müntzerske profeter og partier er blevet forført.

 

Grib dagen og tiden

Derfor skal enhver først og fremmest hjælpe og bidrage til, at Guds Ord alle vegne prædikes og høres offentlig, så kirken kan stå ret bygget og indrettet. Dernæst skal enhver også selv iføre sig bryllupsklædningen, som søndagens evangelietekst handler om. Man skal være omhyggelig med at lade sig finde som den, der mener det seriøst med Guds Ord, og ikke tænke som de sikre ånder: Åh, jeg har præster og prædikanter nok, jeg kan høre eller læse det, når jeg vil, eller jeg kan nok endnu daglig få lejlighed til det; jeg må først se til at ­tjene nogen penge, andre må også sørge for sig selv. Nej, min gode ven, tag dig i agt, det kan snart slå fejl, så du forsømmer det og bliver fundet uden bryllupsklædningen, så du dør eller bliver ført vild, inden du ved af det. Hvem skal have skylden for det, uden dig selv, som ikke har villet høre Paulus' formaning eller leve forsigtigt og klogt.

      Man skal købe ind, mens mulighederne er til stede. For som verden nu opfører sig, vil den ikke længe beholde, hvad den har. Man hjælper alle vegne til med at forjage præster, eller dog i det mindste trykker dem med fattigdom, store arbejdsbyrder eller andre listige påfund, så man kan blive dem kvit. Velan, dertil kræves ikke meget besvær og arbejde, man vil uden det kun alt for snart blive dem kvit, og i stedet få nok af for­førere. Men jeg vil langt hellere brænde med forræderen Judas i Helvede end at være skyld i, at én menighed blev uden præst eller prisgivet en forfører. Selv Kristi forræder vil ikke få en så utålelig pine som en sådan; for ved denne synd må utallige sjæle gå fortabte.

      Denne formaning udfører Paulus videre, idet han forklarer, hvad han mener med at leve forsigtig og være for­standig. ”Brug det gunstige øjeblik, (siger han) for dagene er onde.” Som vil han sige: Tænk ikke, at I her skal have gode dage, og opsæt ikke jeres sager, til I finder bedre tid, for det bliver ikke bedre. I har altid Djævelen i verden, som vil forhindre jer i alt godt og lægger jer hindringer i vejen. Jo læn­gere I venter, desto mindre kan I komme til at gøre det gode. Og hvis I forsømmer tiden, så bliver den ikke senere lige så belejlig. Brug derfor det gunstige øjeblik, så I endog stjæler og røver tiden, som I bedst kan. Lad intet være jer så kært som at fremme Guds rige og være kristenheden til nytte og gavn, på hvad måde I kan, der møde jer, hvad der møde vil.

      Således siger Kristus også til sine jøder i Joh 12, 36: ”Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn.” Det samme siger Paulus og profeten Esajas i 2 Kor 6, 1: ”Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” Se derfor til, siger han, at I ikke har modtaget Guds nåde forgæves, det vil sige, at I ikke lader den belejlige tid gå ubenyttet hen, men bruger den, så længe I kan, så I hjælper til med at fremme Guds rige, til jeres og andres salighed. Opsæt det ikke til senere, for da er tiden måske undløbet for jer.

      På samme måde siger han også Gal 6, 10: ”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid.” Som vil han sige: Vær nu flittige, så længe I kan, for I skal med forundring komme til at se, hvordan tiden svinder bort mellem hænderne på jer. Lad jer derfor ikke bedrage af sådanne tan­ker: Åh, jeg kan nok gøre det om ét, to eller tre år. Det er ren og skær uforstand og uvise tanker af de uforsigtige, som lader deres egen frelse, som er for hånden, gå sig forbi, før de bliver klar over det. De tænker ikke på, hvad Guds vilje er, men sætter den til side, indtil de har udrettet deres egne sager, og da har de ventet for længe.

 

Nådetiden får ende

Han står nu for din dør, så du ikke behøver at søge ham, og vil besøge dig, hvis du vil tage imod ham. Men lader du ham gå forbi, så skal du også engang synge, ja klage med verden som i Højsangen 5, 6: ”Jeg åbnede for min elskede, men min elskede var forsvundet; han var væk, og jeg blev ude af mig selv, jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke.” Du skal ikke regne med, at du finder ham, når han først er borte, om du så end løb til verdens ende. Men så længe han er der, da kan du søge og finde ham, således som Esajas 55, 6 siger: ”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær.” Forsømmer du det og lader ham gå forbi, så vil al søgen være forgæves.

      Det har jeg selv forsøgt og erfaret i mere end tyve år i min munkestand, da jeg søgte ham med stort arbejde og mit legemes spægelse med fasten, vågen, syngen og beden og dermed skammelig spildte min tid, og fandt ham dog ikke. Jo mere jeg søgte, og jo nærmere jeg mente at komme ham, desto længere kom jeg bort fra ham. Nej, han lader sig ikke finde på den måde. Han vil være ufunden af os. Han må selv først komme til os og søge os i vort hjem. Med vor efterløben og jagen lader han sig ikke gribe eller fange.

      Se derfor til at bruge tiden, mens du har den. Benyt den og giv nøje agt på, hvad han vil have af dig, mens han er dig nær. Vil du vide det, så betragt Trosbekendelsen og De Ti Bud, de vil fortælle dig det. Ret dit liv der­efter og tag dit Fadervor til hjælp, begynd med dig selv, bed for dig selv og kirken, at Guds navn må blive helliget, og at også dit liv må være efter hans vilje. Gør du det seriøst, skal du van­dre med visdom, sky synden og gør det gode. For sådan årvågenhed og visdom vil ikke tillade dig at gøre det onde. Guds Ord vil straks sige dig, at du skal hellige hans navn, fremme hans rige og ikke gøre din næste fortræd eller skade.

      Se, det hedder at bruge det gunstige øjeblik, at bruge tiden godt, så længe det rette jubelår varer, hvor vi har ef­tergivelse af al pine og skyld. Ikke således som paven har bedraget al verden med sit jubelår. Lad os se vel til, at vi ikke bedrager os selv med nogen falsk indbildning, som om vi ikke kan gå glip af det. Det må ikke gå os, som det gik Israels folk, sådan som Sl 95, 7 og Hebr 4, 7 fortæller. På grund af deres van­tro er de ikke nået frem til Guds hvile, fordi de ikke har villet bruge den gunstige tid. I hele fyrre år gav Gud dem sit ord og sine undere, formanede dem daglig til omvendelse og tro, men desto mere fristede og fortørnede de ham. Der­for formaner han dem nu på ny og be­stemmer atter en dag, idet han siger: ”Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde.” Endnu hedder alle dage ”i dag”, så længe Gud lader sig høre hos os og råber, at vi ikke skal forspilde tiden.

      Vi burde rimeligvis (som også dette brev i slutningen gør) takke Gud af ganske hjerte for denne nåde, at han kommer os så nær og er hos os i vort hjem, ved vort bord og seng, og hvor vi vil have ham, tilbyder og forkynder os al sin hjælp og alt, hvad vi beder ham om. Ja, denne kære gæst burde vi agte højt og holde i ære, mens vi har ham.

      Det er, som jeg har sagt, nødvendig at bede, fordi der desværre allerede er alt for meget bortsovet i de tyske [skandinaviske] lande. For det er ikke til at forestille sig, hvordan det skulle være muligt endnu i ti år at kunne be­holde evangeliet og besætte prædikestolene, fordi verden tager således af sted, at den gamle vildfarelse og blindhed igen må trænge ind. Deri vil ingen anden end de gale biskopper, fyrster og vi selv være skyld, fordi vi ikke agter Guds Ord. Derfor må jeg desværre, mod min vilje, være en profet over Tyskland, dog ikke jeg, men mit og dit Fadervor, gennem hvilket han vil sige således til os: I har ladet mit ord gå jer forbi og ikke vil­let tåle det, men forfulgt og udsultet det. Så tager jeg også til gengæld jeres daglige brød fra jer og sender jer inflation, krig og mord, ind­til I ikke har en træpinde tilbage; for således har I villet have det. Når I da skriger og råber om syndernes forla­delse og frelse fra dette onde, så vil jeg høre jer på samme måde, som I har hørt mit ord, ja mit skrig og råb til jer, og lade jer blive siddende i jeres ulykke, ligesom I har ladet mig sidde med mit ord!

      Man tænker slet ikke på, hvor herligt, rigeligt og nådefuldt han udøser sine gaver over os, så vi nu har det rette Paradis, ja hele Himmeriget, når vi kun vil erkende det. Og dog foragter vi dette så skændigt og utaknemmeligt, som om det ikke var nok, at vi med vor ulydighed overtræder hans ti bud, uden at vi også må træde hans nåde og barmhjertighed, som skænkes os i evangeliet, under fød­der. Hvad under er det da, om han lader sin vrede gå over os? Hvad andet skulle han gøre hvormed også evangelieteksten truer alle dem, som foragter og forfølger hans søn og hans tjenere, som indbyder os til hans bryllup? Hvad andet skulle han gøre end at udsende sine hære, ihjelslå sådanne mordere og ganske gøre ende på dem? Således har han gjort med Jerusalem og hele jødedommen, hele verden til et forbillede. De ville ikke ophøre med at synde mod alle hans bud, og da han oven i købet til­byd og forkyndte dem sin nåde og syndernes forladelse, trådte de også dem under fødder. Skulle han ikke tage hævn over dem, som således føre spot og hån over hans dyre blod?

      Ja, til alle disse gruelige synder må man endnu føje den bespottelse, at man, når vreden og straffen bryder løs, skri­ger og klager, at det alt sammen er evan­geliets, eller som man nu siger, den nye læres skyld. På samme måde giver jøderne endnu den dag i dag ingen anden end os kristne skylden for, at de er adspredte over al verden, og beder mod os dag og nat med sådanne bespottelser og forsmædelser, at det ikke kan siges. Og dog er de ikke forstyrrede og hærgede af de kristne, men af de hedenske romerske kejsere.

      Men hvem har de at takke derfor uden sig selv, fordi de ikke ville tåle den Kristus, som skulle hjælpe dem og bragte dem al nåde? Men nu, da de ikke vil have ham, som var givet dem af Gud, og i hvem han havde forjættet dem alt godt, så må de også miste det daglige brød, som Gud havde givet dem, og har kun tilbage, hvad de mod Guds vilje med synd og åger tilraner sig. De må miste deres styre, præstedømme, prædikestol, syndernes for­ladelse, forløsning, og evindelig blive liggende under Guds vrede og i fordøm­melsen. Det skulle og måtte være de ufor­standiges eller uvises straf, som ikke ville kende deres besøgelsestid.

      Dette skrækkelige eksempel ser vi lige for vore øjne og bekymrer os dog ikke, men går netop den samme vej og gør det endnu værre, så vi ikke alene er ulydige mod Guds vilje, men også foragter nåden. Vi burde tværtimod sukke og bede af vort ganske hjerte, samt hjælpe til, at den rene dåb, nadver og prædiken også måtte gå i arv til vore børn efter os. Derfor vil det til sidst også gå hos os, som det er gået jøderne og andre utaknemmelige og for­agtere.

      Den, som derfor vil lade sig råde og hjælpe, han bør tage mod Paulus' råd, så han bruge den gunstige tid og ikke bortsover dette rige jubelår. Den samme alvorlige formaning giver også Kristus med lignelsen om de fem tåbelige brudepiger i Matt 25. De havde også kunnet købe i tide, før brudgommen kom; men da de ikke havde olie og først gik hen for at købe, da de skulle gå brud­gommen i møde, så gik de glip af både købet og brudgommen.

      Således har også de gamle præster og vismænd digtet en fabel om græs­hopperne. Da vinteren kom og de ikke fandt mere at æde, kom de til myrerne og bad, at de ville give dem noget af, hvad de havde samlet. Og da disse spurgte dem: Hvad har I da gjort i sommer, siden I ikke, som vi, har samlet noget, svarede de: Vi har sunget. Da måtte de høre den besked: Har I sunget om sommeren, så kan I nu også danse om vin­teren! Således skal man også svare disse tåber, som ikke vil være kloge eller lære at forstå, hvad Guds vilje er. En gruelig og forfærdelig vrede er det, når Gud således afviser nogen med hån og spot, således som han truer med i Ordsp 1, 24-26: ”Fordi jeg kaldte og I afslog, fordi jeg løftede hånden og ingen ville lytte, fordi I lod hånt om alle mine råd og ikke ville vide af min retledning, derfor ler jeg over jeres ulykke, spotter, når rædslen kommer over jer.”

 

Kristendom er kamp og krig

Her kunne måske nogen spørge: Hvordan kan Paulus sige. ”Brug det gunstige øjeblik” og dog tilføje: ”for dagene er onde”? Svar: Tiden er ganske vist god, så længe evan­geliet lyder og flittig høres og prædikes, men ved siden af er også verden i den samme tid fuld af forargelse, partier, indbildskhed, onde eksempler i alle stykker, og der er endnu meget tilbage i vor egen barm. De kristne må derfor altid kæmpe og stride mod sådanne ting, som Djævelen efterstræber os med og som vort eget kød lokker os bort med fra vor kundskab om og agtpågivenhed på Guds Ord. Ellers er faldet snart gjort og skaden sket, også i den tid, hvor vi høre evangeliet. For netop da raser og arbejder Djævelen allermest, at han kan besmitte verden med partivæ­sen og også drage dem, som har evan­geliet, efter sig og lokke dem bort fra den rene lære og tro. Så har vi også endnu kød og blod, som bestandig vil leve i sikkerhed og ikke lade sig regere og føre af Ånden, men er dovent og trægt til Guds Ord og bønnen. Ligeså møder der os i vor ydre færd og livsforhold indbyr­des og alle vegne idel forargelser og hin­dringer, som fører mennesker bort fra evangeliet og drive dem til at bekæmpe det og ødelægge kirken.

      Derfor skal ingen tro, at man på jorden lever i en god og fredelig tid. For skønt tiden i sig selv er god og Gud giver os sit Ords og sin nådes rette gyldne år, så er dog Djævelen her med sine partier, onde mennesker og vort eget kød, og fordærver denne gode tid, hvor han kan. Han gør det tungt og svært for de kristne, fordi de af al magt må stride og beskytte sig mod det, så de ikke ved sådan forargelse og hindring igen skal blive revet bort fra det, de har modtaget, men beholde det indtil enden.

      Derfor har vi overmåde stor årsag til, at bruge den gunstige tid og vandre som vise og forstandige, samt bestræbe os på at give agt på og følge Guds vilje, så længe vi har tid til at gøre det, nu da vi har hans Ord, nåde og Ånd.

      Men da Djævelen og bort kød stri­der imod det og vil drage os tilbage, så må vi netop derfor, vil Paulus sige, være kloge og vogte os, så vi ikke følger dem. For hvis vi ikke gør det, vil vi ikke være undskyldte, hvis vi foregiver, at vi ikke vidste det eller ikke kunne stå imod. Se, det er betydningen af ordene ”dagene er onde”, det vil sige, en tid, fuld af anledninger og fristelser, som vil drage os bort fra Guds Ord og vilje.

 

Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser

Han berører nogle laster, som bidrager til at man forsømmer tiden og lader det gyldne år gå en forbi. Det er især drikkeri, som gør folk aldeles sikre, amoralske, tøjlesløse og udisciplinerede i deres væsen. Denne last var tidligere almindelig i Græ­kenland, og nu til dags findes der dem, som blot vil leve i sus og dus dag og nat. Hos sådanne men­nesker er det umuligt, at der kan være nogen opmærksomhed, flid og bestræbelser for at gøre, hvad der er Guds vilje. De kan heller ikke i verdslige sa­ger passe noget med flid eller gøre noget i rette tid. Ja, de bliver så svinske, at de mister al ære, disciplin og menneskelig forstand. Det ser man desværre mere og bedre for sine øjne, end det kan beskrives.

      At Paulus formaner til at tale hinanden til med salmer og lovsange, derom er der talt under epistelen på femte søndag efter helligtrekongersdag, hvor den samme tekst bruges.

 

 

__________

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com