Første pinsedag

ApG 2, 1-13

 

 

 

 

 

ApG 2, 1-13

v1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. v2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. v3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

      v5 I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. v7 De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? v8 Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? v9 Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, v10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, v11 jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« v12 Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?« v13 Men andre spottede og sagde: »De har drukket sig fulde i sød vin.«

 

Denne dags historie og beretning handler om den hellige apostel Peters herlige prædiken, som Helligånden holdt gennem ham. Den burde betragtes i sin helhed i denne tid, men vi vil gemme det til de særlige prædikener på alle årets festdage. Nu vil vi kun tale kort om årsagen til denne fest og om Helligåndens embede.

      Denne festdag, som man kalder pinsedag, har denne oprindelse: Da Gud førte Israels børn ud af Egypten, lod han dem den samme nat holde påskefest og bød dem, at de hvert år til samme tid skulle fejre den til et minde om deres forløsning og udgang fra Egypten. Fra den dag af vandrede de derefter halvtreds dage i ørkenen indtil bjerget Sinaj. Her blev loven given dem af Gud gennem Moses, og her fik de befaling om, hvert år at fejre også mindet herom halvtreds dag efter påsken. Deraf har denne fest, som vi kalde pinsen, sit navn, for Ordet pinsedag kommer af det græske ”pentekoste”, som betyder den halvtreds. Derfor siger Lukas her: Da disse halvtreds dage efter påskefesten var omme og de var begyndt at mindes, at Gud havde givet folket loven på bjerget Sinaj, da kommer Helligånden, sådan som Kristus havde lovet dem, og giver dem en anden, ny lov. Altså fejrer vi denne fest, ikke for den gamle, men for den nye histories skyld, nemlig på grund af Helligåndens sendelse. Derfor må vi give lidt underretning og vise forskellen mellem vor pinse og jødernes pinse.

 

Forskellen mellem jødernes pinse og vores

Jøderne har højtideligholdt denne fest, fordi loven var givet dem skriftligt, men vi skal fejre den af den grund, at Guds lov er givet os åndeligt. Til at forklare dette hører navnlig Paulus hjemme, som også sætter denne forskel og i 2 Kor 3, 6, taler om to slags prædikener. Og ligesom prædikenen er to slags, sådan er der også to slags folk. Den første, den skrevne lov, er den, som Gud har befalet og skriftlig forfattet, og den kaldes derfor skriftlig eller bogstaven, fordi den ikke kommer videre og ikke går ind i hjertet. Der følger heller ikke andre gerninger på den end alene idel hykleri, og den er alene noget, hvortil man i det ydre bliver tvunget. Og fordi den alene var affattet i skrift og bogstaver, så var det alt sammen dødt, og den har også dræbt og regeret over et dødt folk. For hjertet var dødt, fordi det ikke var Guds bud lydigt. For hvis man ville lade enhver få sin vilje, så man kunne gøre, hvad man havde lyst til og ikke behøvede at frygte for nogen straf, ville man ikke finde nogen, som ikke hellere ville være Guds lov foruden. For det har sig visselig sådan med naturen, at den hellere gør, hvad den har lyst til og må dog gøre noget andet. Den tænker som så: Se, Gud vil straffe mig og kaste mig i Helvede, hvis jeg ikke holder hans bud. Sådan er min natur, at den gør det ugerne og med ulyst, mod sin vilje. Derfor bliver mennesket hurtigt Gud fjendsk for straffens skyld, fordi det føler, at det er en synder og ikke står sig ret med Gud og ikke kan være ham behagelig. Ja, det ville hellere, at der ingen Gud var. Sådan uvilje til Gud ligger der i hjertet, hvor skønt også naturen i det ydre vil smykke sig. Derfor ser man, hvordan loven, fordi den endnu er en skreven og i bogstaver, ikke kan gøre nogen from, eller komme ind i hjertet. Det har vi prædiket og skrevet meget om andre steder.

 

To forskellige slags mennesker

Den anden lov er åndelig. Den skrives ikke med pen eller blæk, udtales heller ikke med munden, sådan som Moses gjorde med loven på stentavlerne. Men som vi ser i denne historie, kommer Helligånden fra Himlen og fylder dem alle sammen, så de hver især får tunger af ild og prædiker frimodigt, anderledes end tidligere, så enhver må forfærdes og forundres over det. Her kommer han og fylder hjertet helt igennem og frembringer et nyt menneske, som nu har Gud kær og gerne gør, hvad han vil. Her skriver han idel brændende flammer i hjertet og gør det levende, så det bryder ud med brændende tunger og virksom hånd og bliver sådan et nyt menneske, som føler en anden forstand hos sig og et andet sind end tidligere. Nu er det alt sammen levende, forstand, lys, sind og hjerte, så det brænder og har lyst til alt, hvad der behager Gud. Det er den rette forskel imellem Guds skriftlige og åndelige lov og her ser man, hvad Helligåndens gerning er.

      Deraf skal man også lære, hvad Helligåndens embede er i kirken, og hvordan eller gennem hvilke midler han bliver modtaget og virker i hjerterne. Hidtil har man prædiket sådan om ham, at han alene virker og indgiver, hvad kirkeforsamlingerne beslutter, og hvad paven byder i sin åndløse lov. Det er dog alt sammen kun noget ydre væsen og anordner og håndhæver kun ydre ting. Derfor er det også bagvendt og forkert, for de gør af Helligåndens gerning en skreven, død lov, mens den dog er en åndelig og levende lov. Altså gør man en Moses og noget menneskepjat af ham. Det kommer af, at man ikke véd, hvad Helligånden er, hvortil han er givet, og hvad der er hans embede. Lad os derfor lære og forstå det godt, hvad det er, så man kan vide, hvad hans opgave er.

 

Helligåndens opgave

Her hører du nu, at han kommer ned og fylder disciplene, som før sad bedrøvede og bange, og gør deres tunger brændende og ivrige. Ånden tænder dem, så de bliver frejdige og frimodigt prædiker om Kristus og ikke frygte for noget. Der ser du jo klart, at det ikke er hans embede at skrive bøger eller give love, men at han er en sådan ånd, som skriver i hjertet og skaber et nyt sind, så mennesket bliver glad for Gud og vinder kærlighed til ham og derefter tjener sin næste med et glad hjerte.

      Men hvormed udretter han nu dette og hvordan griber han hjertet an, for at forvandle og gøre det nyt? Det gør han, ved at han forkynder og prædiker om den Herre Jesus Kristus, sådan som Kristus selv siger i Joh 15, 26: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.” Nu har vi ofte hørt, at evangeliet er det, som Gud lader prædike i verden og forkynde for hver og en. Fordi ingen ved loven kan blive from, men kun bliver værre, har han sendt sin kære søn herned, for at han skulle dø og udgyde sit blod for vore synder, som vi ved vore kræfter og gerninger ikke kunne blive kvit.

      Men ud over at dette bliver prædiket, hører det også med, at det bliver troet. Derfor giver Gud Helligånden, som trykker denne prædiken ind i hjertet, så den sidder fast og lever derinde. For det er jo virkelig sandt, at Kristus har udrettet det alt sammen, borttaget synden og overvundet alt, så vi ved ham skal være herrer over alle ting. Skatten ligger der i en stor bunke. Men dermed er den endnu ikke uddelt og modtaget overalt. Hvis vi skal have den, må Helligånden komme, som giver os skatten i vore hjerter, så vi tror og siger: Jeg er også en af dem, der er tiltænkt denne skat. Ved evangeliet bliver enhver, som hører det indbudt og får denne nåde skænket, som han siger i Matt 11, 28: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

      Når vi nu tror, at Gud således har hjulpet os og skænket os denne skat, kan det aldrig fejle, at menneskets hjerte må blive glad for Gud, opløfte sig og sige: Kære fader, er det din vilje, at du beviser mig så stor kærlighed og troskab, som ikke kan udmåles, så vil jeg også af hjertet have dig kær og glad og gerne gøre, hvad der behager dig.

      Da betragter hjertet ikke længere Gud med skulende blikke. Det tænker ikke, at han vil kaste det i Helvede, sådan som før, inden Helligåndenen kom, da det ikke vidste af nogen Guds godhed, kærlighed eller troskab, men kun af hans vrede og unåde. Men nu, når Helligånden indprenter dette i hjertet, at Gud er så venlig og nådig, da bliver det glad og uforfærdet, så det for Guds skyld gør og lider alt, hvad der må gøres og lides.

      Sådan bør du lære Helligånden at kende, så du véd, hvortil han er givet, og hvad der er hans embede, nemlig, at han skænker dig skatten Kristus og alt, hvad han ejer. Ved evangeliets forkyndelse tilegner og lægger han skatten i dit hjerte, så den bliver din. Når han har udrettet dette, og du føler det i dit hjerte, da følger deraf, at du må sige: Er det meningen, at mine gerninger hertil intet hjælpe, men at Helligånden må gøre det, hvorfor skulle jeg da plage mig med gerninger og love? Sådan falder alle menneskegerninger og love bort, ja endog Moseloven. For Helligånden underviser dig bedre, end alle bøger, så du bedre forstår Skriften, end alle dem, som kun beskæftiger sig med loven.

      Derfor behøves bøgerne ikke til andet end til at styrke sådan tro, og til at bevise for andre, at der står skrevet det, som Helligånden lærer. For vi må ikke beholde troen hos os selv alene, men lade den bryde frem. Og til at befæste og bevise den, må vi have Skriften. Se derfor til, at du ikke anser Helligånden for en lovgiver, men for den, der prædiker Kristi evangelium for hjertet og gør mennesket så frit, at der ingen bogstav bliver tilbage eller kun bliver det for prædikenens skyld.

 

Begyndt, men ikke fuldendt

Men her skal man også være forstandig og vide, at alt dette ikke går sådan til, som var et sådant menneske, der har Helligånden, allerede med det samme helt fuldkomment, så det intet føler til loven og synden, men er ren i alle måder. For vi prædiker ikke sådan om Helligånden og hans embede, som om han allerede havde udrettet og fuldbyrdet det, men sådan, at han er begyndt, og at det nu altid er i gang, så han virker mere og mere og ikke ophører med det. Derfor vil du ikke finde noget sådant menneske, som, uden synd og bedrøvelse, er fuld af retfærdighed og fuld af glæde og som altid er villig til at tjene andre. Skriften fortæller ganske vist, hvad Helligånden gør, nemlig at det er hans embede at forløse fra synd og angst, men dermed er alt endnu ikke fuldstændig færdigt.

      Derfor må en kristen sommetider i sit hjerte føle sin synd og forskrækkes for døden, så han mærker alt, hvad der kan møde en synder. De vantro er sådan fanget i deres synder, at de ikke lægger mærke til dem. De troende føler dem derimod godt. Men mod dette har de en hjælper, Helligånden, som trøster og styrker dem så længe, indtil han helt har udrettet denne sin gerning og gjort en ende på synden. Da skal de ikke længere føle noget til den.

      Derfor siger jeg, at man må være klog her og se til, at man ikke sådan trodser og overmodig praler af Helligånden, som nogle hovmodige, indbildske sværmerånder gør. Ingen skal fare for sikkert frem og indbilde sig, at han i alle måder er fuldkommen. En from kristen er dog også kød og blod ligesom andre mennesker, dog med den forskel, at han strider mod synden og den onde lyst og føler, hvad han ikke gerne ville føle. De andre tager sig derimod slet ikke af det og kæmper overhovedet ikke imod det.

      Det gør ikke noget, at man føler de onde lyster, når man blot strider mod dem. Derfor må et sådant menneske ikke dømme efter sine følelser, som var han for deres skyld fortabt, men hele sit liv igennem kæmpe mod de synder, som han endnu føler, og lade Helligånden virke, samt uden ophør sukke om, at han må blive fri fra synden. Sådant suk ophører aldrig hos de troende og går dybere, end man kan udtrykke det, sådan som Paulus lærer i Rom 8, 26. Men det har en herlig tilhører, nemlig Helligånden selv, som godt fornemmer en sådan længsel og også trøster en sådan samvittighed med guddommelig trøst.

 

Rekonvalescent

Sådan må da begge disse ting stedse være forenede, så man både føler Helligånden og sine synder og ufuldkommenhed. For det må være sådan med os, som med en syg, der er under lægens hånd, og som det nu skal blive bedre med. Derfor skal ingen tænke sådan: Dette menneske har Helligånden, derfor skal han være helt fuld af kraft, kun gøre priselige gerninger og ingen skrøbelighed have. Nej, ikke sådan. Dertil kan det ikke komme, så længe vi lever her på jorden i kødet, at vi skulle være fri for al svaghed og skrøbelighed. Derfor klager også de hellige apostle selv ofte over deres anfægtelser og bedrøvelser. Sådan er Helligånden skjult for dem selv efter deres følelser, men dog styrker og opholder han dem i anfægtelsen ved Ordet og troen.

      Derfor bliver Helligånden ikke givet andre end dem, som befinder sig i bedrøvelse og angst. Her skaber evangeliet gavn og frugt. For denne gave er alt for høj og ædel, derfor kaster Gud den ikke for hunde og svin. Selv om de tilfældigvis hører en prædiken og spise det, véd de ikke, hvad de spiser. Det må være sådanne hjerter, som føler og ser deres elendighed og ikke kan hjælpe sig ud af den. For hjertet må bæve, hvor Helligånden skal komme og hjælpe. Ingen må indbilde sig, at det vil gå til på anden måde.

      Det ser vi også her i denne historie. De kære disciple havde indtil da siddet i frygt og angst og var endnu uden trøst, havde endnu intet mod og lå endnu i svaghed og uforstand. Derfor havde Kristus megen møje og arbejde med dem for igen at rejse dem op. Og dog lå hele fejlen deri, at deres hjerter var svage, så de frygtede for, at Himlen skulle falde ned over dem, og så Herren selv ikke kunne trøste dem fuldkommen, før han sagde til dem: Helligånden skal komme til jer fra Himlen. Han skal trykke mig ind i jeres hjerte, så I kender mig, og derefter ved mig også faderen. Sådan skal da jeres hjerte blive trøstet og styrket og fuldt af glæde. Det er det, som i dag er opfyldt på dem.