2. påskedag
 

ApG 10, 34-43

 

 

 

 

 

 

Peters prædiken i Cornelius' hus

v34 Så tog Peter ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, v35 men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. v36 Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. v37 I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: v38 hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. v39 Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40 ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, v41 ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. v42 Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. v43 Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

 

Denne prædiken har Peter holdt for høvedsmanden Cornelius i Cæsarea, der var en hedning og dog troende. Peter holdt sin prædiken for Cornelius og for dem, der var hos ham, fordi han var blevet hentet og på grund af Helligåndens åbenbaring og befaling. Det er fortalt tidligere i dette kapitel (ApG 10 1-33) Det er en skøn prædiken og et skønt vidnesbyrd om Kristi opstandelse. Og som det sømmer sig for apostlene og evan­gelisk prædiken, fortæller han ikke alene historien, men også dens kraft og nytte. Hele Peters prædiken er let at forstå uden nogen forklaring, da den selv er en udfoldelse af Kristi opstandelse. Derfor vil vi gennemgå den ganske kort.

 

Lov og evangelium

Peter begynder med at fortælle, at Kristus på forhånd var lovet i Skriften og forkyndt om gennem profeterne. Han skulle selv komme med en ny prædiken, som han ville stadfæste med undere. Han skulle lide, dø og opstå og på den måde oprette et nyt rige. Det er det, der nu er sket. Til bevidnelse af dette påberåber Peter sig selv og sine tilhørere, der véd, hvordan alt dette er lovet i Skriften og ikke er sket i en hemmelig afkrog, men offentligt i hele det jødiske land. Også Johannes Døber har kort inden givet sit vidnesbyrd om, at han var sendt for at han skulle bane vejen for denne Kristus. Det vil sige, at Johannes Døber skulle pege på ham og føre folk til ham.

      Peter fortæller, at denne nye prædiken, er en prædiken, hvor Gud forkynder fred, det vil sige, frelse og alt godt. Det er et nåderige, en trøstefuld, glædelig prædiken og et evangelium. Det anklager og truer ikke med Guds vrede på grund af vore synder, som Moses gør med lovens lære. Det bringer og skænker Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv til dem, der før og indtil nu har levet i angst.

      Sådan har profeterne også på forhånd profeteret og talt om en fredens prædiken. Det er disse ord, Peter citerer. Det er blandt andet profeten Zakarias: ”Han udråber fred til folkene.” (Zak 9, 10). Og Esajas 52, 7: ”Han forkynder fred. Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene!” Det samme viser Paulus også i Ef 2, 17: ”Han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær.” Det er den dejlige prædiken, hvorved Gud ophæver sin vrede. Som Paulus siger i 2 Kor 5, 18-20, så har Gud forsonet os med sig selv og befalet at evangeliet skal forkyndes i hele verden, så det skal kaldes ”forligelsens tjeneste”. Og han formaner os, at vi skal lade os forsone med ham og være hans venner, så vi kan modtage nåde og alt godt.

 

Opstandelsens resultat

For det andet viser Peter her, hvad denne prædiken om Kristus betyder. Hvad han har gjort og udrettet og hvad han gerning og hverv er: At han har prædiket og udført undere og derved tjent og hjulpet enhver. Og at han til tak og løn for dette blev korsfæstet og dræbt af sit eget folk. Dog kunne verden og den magt ikke overvinde ham. Ja, ikke engang døden. Han forblev ubesejret og lod sig atter se og høre. Og han er nu indsat som Herre og dommer over alle.

      Det er kort fortalt et sammendrag af hele evangeliets indhold og trosartiklen om Kristus. Specielt bliver artiklen om opstandelsen fremhævet. Her har Kristus personligt og i egen person overvundet døden helt og holdent. Og til vidnesbyrd og bevist for dette lærepunkt har han åbenbaret sig levende for sine disciple og spist og drukket sammen med dem. Han har specielt forordnet dem til at være vidner om dette og til at bevise og stadfæste det gennem undergerninger.

 

Skatten uddeles

For det tredje følger nu hovedpunktet og nytten af denne lære. Og allerførst hvorfor og i hvilken hensigt alt dette er sket med Kristus, nemlig fordi det skulle udbredes og uddeles. Han har nemlig ikke udført alt dette for sig selv, men for os og til vort bedste. Men for at vi kunne vide dette og modtage hans velgerninger, måtte det forkyndes for os. Derfor har han befalet, at dette skulle forkyndes i hele verden, så det kunne blive kendt for enhver og så skatten kunne blive bragt til os ved den offentlige prædiketjeneste.

      For det fjerde. Hvordan vi modtager denne skat og hvad den virker og udrette, vises nu i de ord, som Peter slutter sin prædiken med:

 

v43 Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.

Dette er hovedsagen i denne prædiken og et af de fornemste steder i apostlenes skrifter. Først og fremmest lærer vi her, hvad der hører med til en ret prædiken og hvordan den bliver til gavn for os, så vi modtager det, den skænker. Det sker nemlig ved troen, som griber det, som bliver rakt os i evangeliet. Det bliver netop forkyndt for os, for at vi skal modtage og beholde det. Det bliver altså tilsagt, rakt, tilegnet og skænket os gennem Ordet. Og ved troen modtager vi det, så det bliver vort og kan virke i os med sin kraft.

     

Syndernes forladelse

Denne kraft og virkning er det, som Peter kalder syndernes forladelse. Det er den skat og gode, som prædikenen om Kristus og artiklen om troen giver, især prædikenen om opstandelsen. Dermed har han udrettet, at vi kan få syndernes forladelse. Det er den nye trøstefulde prædiken eller forkyndelse af freden, at Kristus ved sin opstandelse har overvundet vore synder og døden. Han har fjernet Guds vrede og i stedet erhvervet ren og skær nåde og salighed. Det har han befalet, skal forkyndes for os og vil, at vi skal tro det og være sikre på, at vi modtager det ved troen.

 

Frelsens grund

Men troen må være sådan, at den omslutter og holder fast ved de ord, som Peter siger her: ”Ved hans navn.” Det vil sige, at Peter tilskriver Kristus alene hele årsagen, fortjenesten og kraften til syndernes forladelse. Vi må tro, at vi ikke opnår og modtager syndernes forladelse ved eller på grund af vor egen værdighed eller fortjeneste, men alene på grund af Kristus og i kraft af hans opstandelse. Hermed er alt, hvad der ikke er Kristus, udelukket og fjernet, og æren er alene hans.

      For hvad er alle men­neskers gerninger og evner på jorden, at de skulle udrette eller fortjene så store ting som syndsforladelse og forløs­ning fra den evige vrede og døden? Hvad skulle kunne sammenlignes med Guds søns blod og død eller hans opstandel­ses kraft, og have den ære ved siden af ham, at det skulle tjene til at opnå syndernes forladelse og befrielse fra døden? Dette vil han have prædiket og troet i hele verden. Dermed ophæver han al jødernes og alle gerningshelliges ros, så de skal vide, at de ikke ved loven eller ved egne gerninger kan få nåde hos Gud, men at de alene ved dette Kristi navn ved troen kan modtage syndernes forladelse.

      Dette er forhen bevidnet i Skriften og forkyndt ved alle profeterne, siger Peter. Det er jo et herligt vidnesbyrd og det jødiske folk burde tro deres egne profeter, hvis de ikke med vilje vil være forstokket og fordømt. Men vi hednin­ger må så meget mere tro det, fordi vi dog må bekende, at vi intet har gjort dertil og intet udrettet, hvor­ved sådan nåde skulle blive os til­budt og skænket. Vi skulle være så fromme, at vi gav Kristus æren og troede apostlene og hele Skriften. Og vi skulle skamme os over, at vi tvivler på det og først ville strides med hinanden, om vi alene for Kristi skyld eller også ved vore egne gerninger erhverver syndernes for­ladelse og blive retfærdige for Gud - sådan som hele Skriften siger, og vi selv må sige, hvis vi ville af­lægge en rigtig bekendelse.

 

Bibelens hovedartikel og kirkens grund

Vi hører altså her, hvad der er hele Skriftens sum og hovedlære, som det først og fremmest og mest af alt kommer an på. Det er at lære og bevidne denne artikel, at vi ikke har syndernes forladelse uden for Kristi skyld ved troen. Dette har været fæ­drenes og profeternes og alle helliges tro fra verdens begyndelse. Det er også Kristi og apostlenes lære og prædiken, som han har befalet dem at udbrede i hele verden. Det er også stadig i dag og til verdens ende hele den kristne kirkes enstemmige opfattelse og mening, der til alle tider enigt og alle steder har troet, bekendt og kæmpet for denne artikel, at syndernes forladelse alene bliver erhvervet og modtaget i denne Herre Kristi navn. Ved denne tro er vi retfærdige og salige for Gud. Ved dette vidnesbyrd er vor læres fundament altså lagt tilstrækkelig solidt, og længe før os er den blevet kæmpet for, forsvaret og bevist med kraft.

      Den, som derfor spørger om og ønsker at vide, hvad den kristne kirke til alle tider har lært og anset for sandt, især i den høje hovedartikel, hvordan man bliver retfærdig for Gud eller får syndernes forladelse, som der til alle tider har været strid om i verden, han har det klart og sikkert her i dette ord og hører hele kirkens rette og stedsevarende vidnesbyrd fra begyndelsen af. Man behøver derfor ikke at diskutere mere om det og ingen har med rimelighed nogen årsag eller undskyldning for sin tvivl eller for at vente på yderligere beslut­ninger og udtalelser fra kirkemøder.

      Her hører du, at det allerede for længe siden, fra gamle tid er besluttet og stadfæ­stet ved de første fædres, profeters og apostles kirke, og der er sat en fast, ubevægelig grund, som alle mennesker, under tab af deres evige frelse, er skyldige at holde og tro. Lad så andre kirkemøder og hele verden diskutere, fastsætte og beslutte, hvad de vil. Ja, vi har allerede afgørelsen og det er befalet os at undgå og flygte fra dem, som vil tro eller lære, anordne og fastsætte noget andet. Som og­så Paulus siger i Gal 1, 8: ”Om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.”

 

Den sande og den falske kirke

Her ser du nu, hvem det er, hele pavedømme larmer og raser mod, og hvordan man bør anse dem, der ikke ville høre og acceptere denne artikel, som Peter her prædiker, og som er stadfæstet ved alle profeter og hele Skriften. De fortsætter med at for­følge fromme, uskyldige folk, just under det skin, at de vil være kirken, og roser dennes navn på det højeste imod os. Og dog vidner de mod sig selv med deres lære, tro og livsførelse, at de tror og lærer imod alle profeters og således imod hele kirkens vidnesbyrd.

      Papisterne kan altså ikke være den sande kirke, fordi de så dristigt og uforskammet mod­siger Peter og hele Skriften, ja træder på Kristus selv i hans ord. De må være den lede Djævels fordømte bande og den kristne kirkes værste fjender, mere ond og skadelige end nogen hedning eller muslim.

 

Messias og Kristus

Til sidst vil Peter også med dette ord bevise for al verden og gøre den vis på, at denne vor Herre, sådan som han nævner ham ved navn: Jesus af Nazaret, er den rette messias og kristus, der er forjættet i Skriften. [messias og kristus er henholdsvis det hebraiske og græske ord for den salvede]. Netop denne, siger han, giver alle profeterne det vid­nesbyrd, for de taler tydeligt om et sådant menneske, født af Davids kød og blod fra byen Betlehem, der skulle lide og dø og igen opstå og gøre og ud­rette det samme, som denne Jesus har gjort og opfyldt og tillige med mirakler bevist og stadfæstet. Derfor har heller ikke jøderne eller de vantro nogen årsag til at tvivle på Kristus eller vente på en anden i fremtiden.

 

Kristi rige

Ved siden af skulle de også af de samme profeters vidnesbyrd lære, hvad dette Kristi rige skal være, nemlig at det ikke skal være en ydre, verdslig magt, et ydre, verdsligt herredømme, ligesom andre herrer, konger og kejsere over land og folk, gods og timelige ting. Det skal være et åndeligt, evigt rige, i menneskenes hjerter, og en magt og et herredømme over og imod synden og den evige død og Helvedes magter, for at befri os derfra. Det bringes og gives os ved dette embede eller denne evangeliets prædiken, og vi må modtage det ved troen. Det er den lydighed, som enhed skal yde denne herre og dermed underlægge sig under ham og således blive delagtig i hans nåde og velgerninger. Det er også det, Paulus i Rom 1, 5 kalder troslydighed.