1 Kor 9, 24 - 10, 5

Søndag septuagesima

 

 

 

 

 

 

1 Kor 9, 24 – 10, 5

v24 Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! v25 Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. v26 Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. v27 Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

 

v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet v3 og spiste alle den samme åndelige mad v4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – v5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.

 

 

Denne tekst er et stykke af den lange lære, som Paulus gennem fire kapitler indprenter korintherne, og hvori han viser, hvordan de skal forholde sig over for de svage i troen. Han advarer de indbildske og sikre kristne om, at de skal vogte sig, så de ikke også falder, selvom de også for øjeblikket skulle stå. Han bruger en lignelse, som er afskrækkende nok, hentet fra dem, som løber på banen eller kæmper for en sejrspris. Her er der mange, som løber, men dog ikke når målet, så de ikke vinder prisen. Derfor er det ikke nok, at man løber, men man må desuden ikke løbe forgæves. Sådan er det heller ikke nok, at man er en troende og løber på Kristi vej, man må også gribe det evige liv, sådan som Kristus også siger det i Matt 24, 13: ”Men den, der holder ud til enden, skal frelses.” Og Paulus i 1 Kor 10, 12: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.”

    Nu forhindres dette løb på to måder. For det første ved dovenskab, når man ikke modigt øver troen, og er forsømmelig med gode gerninger. Om denne hindring taler Paulus ikke her efter min mening. Han taler ikke om dem, som er forsømmelige i løbet, men om dem, som løber forgæves og farer vild. De løber flittigt mod et mål, men har noget vildledende for øjnene, så de går fejl af målet og farer vild, så de brækker halsen eller på anden måde løber imod noget til deres eget fordærv. Derfor siger han, at fordi de løber, skal de løbe sådan, at de kan få fat på sejrsprisen og ikke gå glip af den. Sådan forhindres løbet jo, når man sætter sig et falsk mål, eller forrykker det rette mål, sådan som han siger i Kol 2, 18: Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen.” Ganske vist er det også sådan, at den dovne og lade livsførelse til sidst og nødvendigvis fører derhen, hvor sejrsprisen forspildes. For når mennesker sover, sår fjenden snart sit ukrudt blandt hveden, Matt 13, 25.

    At forrykke målet, er det samme som at forfalske Guds ord og under dække af Guds ord at prædike sine egne påfund. Det lader sig meget hurtigt og let gøre, når man ikke ser sig for, og forbliver i Åndens enighed. Når enhver nemlig følger sit eget hoved og sind, og ingen viger for den anden, men enhver synes bedst om sine egne tanker. Sådan må det også gå, hvor der ikke er kærlighed. Så vil de lærde og stærke anses for at være højt hævede over de andre, og foragter dem, som er svage i troen. Der har Djævelen en god anledning til at så sit ukrudt. Derfor kalder Paulus i Ef 4, 3 kærligheden for åndens enhed og formaner os til at bestræbe os på at bevare Åndens enhed i fredens bånd, og i 2 Thess 2, 10 forkynder han, at Antikrist skal komme, fordi man ikke har modtaget sandhedens kærlighed, det vil sige, den rette, sande kærlighed.

 

v25 enhver idrætsmand er afholdende i alt.

Skulle en atlet løbe på banen og kæmpe, og ved siden af også udrette andre ting eller være virksom på anden måde, så ville man ikke vinde meget, men snart blive slået og tabe både sejren og alt. Skal han derfor kæmpe, så må han sandelig ikke beskæftige sig med andre ting, men glemme alt og give afkald på alt andet og alene koncentrere sig om kampen. Det er endda en lykke og nåde, hvis han vinder, fordi også de, som afholder sig fra alt og løber ivrigt, dog ikke alle når målet. Så meget nødvendigere er det her, i den kristne kamp, at afholde sig fra alt og alene give agt på kampen. De, som derfor ved siden af også vil søge deres ære og fordel og opnå berømmelse ved hjælp af Guds ord og Ånd, og som stræber efter at blive ansete frem for andre, sådan som partierne og sekterne gør, hvad vil de vinde? De er fuldstændig viklet ind i timelig ære og vinding, bundne på hænder og fødder og aldeles fanget. Et sådant løb vil blive som det, man i drømme indbilder sig at gøre, mens man dog ligger ganske roligt i sengen, indfanget af søvnen.

 

v26 Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.

Her fremhæver Paulus sig selv som eksempel og viser, hvordan det går til, at man forfejler målet, nemlig, når man giver slip på kærligheden og i Guds ord søger sine egne tanker, egen ære og vinding. Derved forsømmes troens øvelse i en ret kærlighed. På den måde befinder de falske og lade kristne sig ganske vist i fuldt løb og er muntre og raske nok under dække af Guds ord og væsen. De fordrejer alt dette til at opnå egen berømmelse og fordel, men de ser ikke, at de fuldstændigt befinder sig på gyngende grund og fægter hen i vejret. For de griber aldrig sagen an på den rette måde og sigter heller ikke lige efter målet. Ærgerrigheden og egennytten burde de døde og dæmpe og fuldstændigt hengive sig til tjeneste for næsten, men de gør ingen af delene. For øvrigt beskæftiger de sig med alle den slags ting, hvorved deres ærgerrighed og egennytte kun forøges endnu mere. Over for jer vil de nok bagefter tusinde gange sværge på, at de søger Guds ære og ikke deres egen ære, næstens gavn og ikke deres egen.

    Om sådanne siger Peter i 2 Pet 1, 9 flg.: at de er blinde, har lukket øjnene og har glemt, at de er blevet renset fra deres sine tidligere synder, fordi de ikke har gjort deres kald urokkeligt ved gode gerninger. Derfor går det dem, som Paulus her siger: De løber hen i det uvisse og fægter i vejret; for deres hjerter er ubestandige og delte for Gud, og de er ustadige på alle deres veje, Jak 1, 8. For ligesom de er uvisse og ubestandige i hjertet, sådan bliver de også ustadige og ubestandige i deres ydre gerninger og lære. De foretager sig snart ét, snart noget andet og kan ikke falde til ro eller forblive uden splittelser. Deraf følger så, at de forfejler målet eller forrykker sig selv målet og må vige fra den rette, almindelige bane.

 

v27 Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre

Dette er det samme, som han har sagt ovenfor: Hver eneste, som kæmper, er afholdende i alt. For ved legemets undertrykkelse eller legemlig afholdenhed mener han ikke alene dæmpning af den fysiske lyst, men også afkald på alle timelige ting, som opfylder vores kødelige trang, som ære, popularitet og ejendom. Den, som slipper dem løs og ikke undertrykker dem, han prædiker sådan, at han selv bliver forkastet, om han end prædiker ret. Men nu tillader de ikke én at prædike ret, og det gælder især med hensyn til den timelige ære. Derfor giver Paulus med disse ord de ærgerrige og egennyttige prædikanter og kristne et alvorligt stød, idet han siger, at de ikke alene løber forgæves og slår ud i luften, men også selv bliver forkastet, fordi de kun har skin af og sminker sig med et kristeligt væsen.

 

v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet

Her anfører Paulus et forfærdeligt eksempel fra Skriften, hvormed han beviser, at ikke alle, som løber, griber skatten. For Israels børn, som var hen ved sekshundredetusinde mænd, løb ganske vist alle på Guds vej, i hans ord og tro, og det så vældigt, at de alle befandt sig under den guddommelige sky, og alle på en vidunderlig måde gik gennem havet. Men blandt denne mængde, som løb sådan, var der ikke mere end to, som greb skatten, nemlig Josva og Kaleb, som var de eneste af den store hob, der kom ind i det forjættede land. Dette udlægger Paulus selv straks efter denne epistel og siger, at disse ting skete for at de kunne være forbilleder, og at det er skrevet til advarsel for os, så den, som synes, at han står, må se til, at han ikke falder (1 Kor 10,11 flg.).

Dette går alt sammen ud på, at den stolte indbildning og egensindighed skal falde, og ingen skal foragte den anden eller ved hjælp af Guds ord søge ære og fordel frem for de andre; men enhver skal anse sig selv for at være ligestillet med andre, og den ene bære den anden, de stærke de svagere, sådan som alle disse fire epistler lærer og indskærper os.

    Hvor mange herlige, store og fortræffelige mænd har der vel ikke været blandt disse sekshundredetusinde personer, som vi på ingen måde kan måle os med? Blandt dem har de tolv stammers tolv fyrster været, navnlig fyrsten Nakshon, som står i Kristi hellige slægtstavle, Matt 1, 4.; desuden de 70 mænd, blandt hvilke Moses’ ånd var fordelt, navnlig Eldad og Medad, 4 Mos 11, 27, og alle andre store mænd foruden Korah og hans parti. Se, de løb alle, havde alle udrettet meget og lidt meget, set mange af Guds undergerninger, hjulpet med til at tilvejebringe et skønt tabernakel og gudstjenesten, og de har været fulde af gode gerninger, og dog forfejlede de alle målet og måtte dø i ørkenen. Hvilket mod er så stort og stolt, at sådan et eksempel på Guds underlige dom ikke vil nedbryde og ydmyge det? Derfor må det jo hedde: Den, som står, skal se til, at han ikke falder.

    Nuvel, dette eksempel er let at forstå: Gud give vi også måtte tage det til hjerte. Dernæst må vi også betragte apostelens tekst og de ord, hvori han taler om dåb og åndelig mad og ligestiller fædrene med os kristne, som om også de har haft både dåb og nadver.

 

Forskellige sakramenter – men samme tro

Her må man for det første vide, hvad der ofte er sagt: Fra begyndelsen af har Gud altid ført, forløst og saliggjort sine hellige ved to ting; nemlig ved sit legemlige ord og ved ydre tegn. Sådan med Adam ved ordet i 1 Mos 3, 13: Kvindens afkom skal sønderknuse slangens hoved. Det vil sige: Kristus skal komme og overvinde død, synd og djævel for os. Til dette ord gav han det tegn, at ofrene blev antændte af ild fra himlen, sådan som det skete med Abels, 1 Mos 4, 4, og det desuden omtales flere steder i Skriften. Dette ord har været Adams evangelium og hans efterkommeres indtil Noah og Abraham. På dette har de troet, ved det er de forløst fra deres synder, ligesom vi forløses ved evangeliets ord, såfremt vi tror. Og ilden fra himlen var for dem et tegn, på samme måde som dåben er for os, ved siden af Guds ord.

    Sådanne ord og tegn har han til forskellige tider givet enkelte andre, indtil det sidste, som Kristus gav ved egen person; nemlig evangeliet og dåben blandt alle hedninger. Sådan gav han Noah det ord, at han skulle forblive i live trods vandfloden, og et tegn, nemlig skibet eller arken, som han byggede. Og ved sin tro på dette ord og tegn blev Noah retfærdig og frelst tilligemed sin familie. Ligesådan gav han ham senere et andet ord, og som et medfølgende tegn gav han ham regnbuen. På samme måde gav han senere Abraham et ord og omskærelsen som tegn, så omskærelsen var hans dåb, medens vandfloden og arken var Noahs. Dåben er på samme måde vores omskærelse, vores ark og vandflod, sådan som Peter også udlægger det i 1 Pet 3, 21. Det er overalt Guds ord og tegn, som man må tro på, og således ved troen blive frelst fra synd og død.

    Sådan havde Israels børn Guds ord på, at de skulle komme ind i det forjættede land. Ved siden af dette ord havde de mange tegn, navnlig dem, Paulus nævner: Havet og skyen, himmelbrødet og vandet af klippen. Det har været deres dåb, siger han, ligesom dåben kan kaldes vort hav og vores sky. For det er overalt én og den samme tro og Ånd, om end tegnene og ordene er forskellige. Tegnene og ordene er ganske vist forskellige til de forskellige tider, men det bliver dog én og samme tro på den samme ene Gud, som ved mange slags tegn og ord til de forskellige tider giver én og samme tro og Ånd. Derved udvirker han også én og samme syndsforladelse, forløsning fra døden og salighed i alle hellige, hvad enten de lever ved verdens begyndelse, midte eller ende.

    Det er, hvad Paulus mener her, når han siger, at fædrene har nydt den samme spise og drukket den samme drik, som vi. Dog tilføjer han ordet åndelig; for i det ydre og legemligt havde de andre tegn og ord, end vi har, men dermed netop den samme Ånd og Kristus-tro, som vi har. Men at spise og drikke åndeligt, det er intet andet end at tro på Guds ord og tegn, sådan som Kristus også siger i Joh 6, 56: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod bliver i mig, og jeg i ham. Og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Ligesådan i v. 55: ”For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.”

 

v4 de drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus

Det vil sige: De troede på den samme Kristus, som vi, selv om han endnu ikke var kommet i kødet, men skulle komme. Og denne, deres tros tegn, var den legemlige klippe, hvoraf de rent fysisk drak vand, ligesom vi i det legemlige brød og vin på alteret spiser og drikker den sande Kristus åndeligt. Idet vi i det ydre spiser og drikker, øver vi troen indvendigt. For hvis disse ikke havde haft Guds ord og troen, da de drak vand af klippen, så havde det ikke været til den mindste gavn for deres sjæle. På samme måde hjalp det heller ikke os, hvis vi uden troen modtog brødet og vinen fra alteret. Ja, hvis ikke Guds ord forud havde befundet sig ved klippen, så havde klippen aldrig givet vand eller været årsag til tro. Og hvis Guds ord ikke var her ved brødet og vinen, så kunne det ikke være nogen åndelig spise, og det kunne heller ikke øve troen.

    Derfor er det overalt én og den samme åndelige mad og drikke, hvori Gud lægger sit ord og tegn, dette må være så ydre og legemligt, det vil. Ja, hvis han påbød mig at tage et halmstrå op, så var der straks åndelig mad og drikke i halmstrået, ikke for halmstråets skyld, men på grund af ordet og tegnet på Guds sandhed og nærværelse. Derimod, hvis Guds ord og tegn ikke er der, eller ikke erkendes som værende der, så hjælper det intet, om så Gud selv var der. Sådan siger Kristus om sig selv i Joh 6, 63: ”Kødet gør ingen gavn.” Kødet gavner intet, fordi de ikke giver agt på hans ord, når han taler om sit kød; for det er disse ord, som gør hans legeme til den rette spise, når han i v. 51. siger, at han er det levende brød fra himmelen. Derfor må man ikke give så meget agt på Guds gerninger, tegn og undere, som den blinde fornuft gør det, men derimod mere på Guds ord i dem, sådan som troen gør det.

    Han tager imidlertid kun klippen op til behandling og siger: De drak af den åndelige klippe, som kom siden hen, hvilken var Kristus. Dermed fortolker og overfører han alle sådanne tegn, som ved Guds ord blev givet Israels folk, på Kristus. For hvor Guds ord er, der er Kristus, og alle Guds ord og forjættelser peger hen på Kristus. Sådan henfører Kristus selv i Joh 3, 14 kobberslangen til sin egen person og tolker den om sig selv, så vi godt kan sige, at de netop har set på den samme slange, som vi ser. De så den åndelige slange, som kom siden hen, og den slange var Kristus på korset. Deres syn var tro på Guds ord, som var føjet til slangen, ligesom deres åndelige drikken var tro på Guds ord, som var forenet med klippen. For hvis ikke Guds ord havde været der, så havde slangen ikke hjulpet dem noget, om der så havde været fyldt med kobberslanger, og de havde set på dem i al evighed. Lige så lidt ville klippen have hjulpet dem, om de end havde slået alle klipper til støv eller suget dem op, hvis ikke Guds ord havde været der.

    Sådan giver Paulus os her en almindelig regel af dette eksempel med klippen, hvorefter vi også kan sige om himmelbrødet, at de spiste det himmelbrød, som vi spiser; for de spiste af det åndelige himmelbrød, som kom til siden hen, hvilket var Kristus. Det vil sige: Deres spisen var tro på Guds ord, der var forenet med himmelbrødet, som de spiste legemligt. For hvis samme ord ikke havde været hos dem, så havde det kun været en legemlig spise, som intet havde gavnet sjælene, og heller ikke været i stand til at øve troen; sådan som Kristus siger Joh 6, 32. 49: ”Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.” Og Moses siger selv 5 Mos 8, 3: ”Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af, hvad der udgår af Herrens mund.” Du må i det legemlige himmelbrød ikke blot se hen til gerningen, og at du kan fylde bugen med det, men meget mere til ordet, ved hvilket han har forjættet og giver dig himmelbrød; for ved det samme ord lever du evigt i troen.

    På samme måde kunne vi også sige om havet og skyen: De gik under den sky, som vi går under; for de gik under den åndelige sky, som kom siden, nemlig Kristus. Det vil sige: Deres gang var tro på Guds Ord, som de havde i hjertet: Om den fysiske, ydre sky, at de skulle følge den; uden dette ord havde de hverken været i stand til at tro eller følge skyen, ja skyen selv ville ikke have været der. Derfor kaldes den samme sky også Herrens herlighed, som det var forjættet, at den skulle være der

    Sådan ser vi, hvordan vi i alle ting må give agt på Guds ord, som troen skal holde sig til, og uden hvilket Guds tegn og gerninger enten slet ikke er til stede, eller, hvis de er der og betragtes uden ordet, alene med øjnene, så udvirker de kun en timelig forundring ligesom alle andre nyheder, men sjælene gavner de intet, og de virker ikke befordrende for troen.

    Der er nogle, som oversætter sådan: De drak af den åndelige klippe, som fulgte dem. Og de forklarer dette sådan, at den åndelige klippe, som er gået med Israels børn, har været hos dem og ledsaget dem, ikke i den forstand, at Kristus har været der åndeligt i ordet og troen. Denne betydning skulle den græske tekst kræve. Det er imidlertid ikke noget at strides om. Enhver må vælge den forklaring, han vil; begge dele er rette. Jeg bliver imidlertid ved det, jeg har sagt, at alle Guds ord og gerninger i tidligere tider pegede hen på Kristus, som skulle komme, og som siden kom, på hvem de alle har måttet tro.

    Der er også nogle, som henfører dette skriftord: men klippen var Kristus, på den legemlige klippe og udlægge dette sådan: Klippen symboliserer Kristus; for Kristus er ingen legemlig sten. Ordet ”er” skulle altså her betyde så meget som ”symboliserer”. Dette overfører de så videre på andre ord af Kristus, når han taler om nadveren og siger: Tag, spis; dette er mit legeme; som om hans mening skulle være: Brødet symboliserer mit legeme, men er det ikke. Dermed vil de så benægte, at brødet er Kristi legeme. På samme måde anfører de Joh 15, 1: Jeg er det sande vintræ, som så skal sige det samme som: Jeg symboliseres gennem vintræet. Vogt dig for sådanne. De fordrejer Skriften efter deres egen indbildning.

    For Paulus skelner her med klare ord mellem den fysiske og den åndelige klippe og siger: De drak af den åndelige klippe, som kom siden, hvilken var Kristus. Han siger ikke, at Kristus har været den legemlige klippe, men den åndelige klippe. Den legemlige klippe var ikke åndelig, den kom heller ikke siden hen eller fulgte dem. Derfor behøver man ikke deres fortolkning og kunster her, men som ordene lyder, sådan er det. Det bør forstås om væsenet eller det at være, ikke om at symbolisere. Sådan taler han heller ikke i Joh 15, 1 om et legemligt vintræ, men om et åndeligt. Hvad mening ville det ellers give: Jeg symboliseres ved et åndeligt vintræ? Nej, det må være talt om væsenet og forstås sådan: Jeg er, og er efter mit væsen, et sandt, åndeligt vintræ.

    Ligeså Joh 6, 55: ”Mit kød er sand mad.” Det vil ikke sige: Mit kød symboliserer eller bliver betegnet ved den sande mad. Det er talt om den åndelige spise på denne måde: Mit kød er sandt og efter sit væsen en mad, ikke i fysisk forstand for bugen, men åndelig for sjælen. Sådan må du heller ikke lade nogen tage disse ord fra dig eller lade nogen fordreje dem for dig: Brødet er mit legeme, så meningen skulle være, at hans legeme bliver betegnet ved brødet, sådan om de foregiver. Forstå derimod ordene ligefremt, som de lyder: Brødet er efter sit væsen og nærværende mit legeme For det går ikke an at tvinge Skriften sådan efter sit eget hoved. Man må med klare skriftord bevise, at det ord ”er”, er det samme som ”symboliserer”. Og selv om det blev bevist på et enkelt sted, så var det dog ikke nok, men der måtte også leveres tydeligt bevis for, at det skulle og måtte forstås sådan her på dette sted. Det vil de aldrig være i stand til. Men når man ikke kan det, da skal man underkaste sig Guds ord og forstå dem, som de lyder. Men ligesom Kristus symboliseres ved alle slags tegn og begivenheder i Det Gamle Testamente, sådan symboliseres han også her ved klippen. Her må vi først bemærke, hvordan denne legemlige klippe i ørkenen stod langt borte fra mennesker, ensom og øde, og var blevet til uden noget menneskes arbejde. Sådan er også Kristus en ganske uanseelig ting for verden, hvem intet menneske regner med eller tager imod, og som heller ikke er blevet til ved menneskeligt arbejde. Endvidere, at vandet flyder ud af klippen, det er imod alle naturlove og et fuldkomment under. Men vandet er Guds levende Ånd. At Ånden skulle komme af den korsfæstede, døde og fordømte Kristus, det er jo det samme som at øse liv af døden, og dog sker det ved Guds magt. For hans død er vort liv, og vil vi leve med ham, så må vi dø med ham.

    At Moses efter Guds befaling slår med staven på klippen, som Gud viser ham, det er prædikeembedet, som på Guds bud prædiker om Kristus, og på den måde slår Ånden frem med mundens ord. For Gud vil ikke give nogen Ånden uden gennem ordet og prædikeembedet, som han har indstiftet til dette formål, samt befalet det at prædike om Kristus alene. For hvis ikke Moses, ifølge Guds befaling, havde slået på klippen med stokken, så var der aldrig kommet vand frem. Denne stok er den mundens stok eller ris som Es 11, 4 taler om: ”Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige.” Og Sl 45, 7: ”dit kongescepter er retfærdighedens kappe.”