Første påskedag

1 Kor 5, 7-8

 

 

 

 

1 Kor 5, 7-8

v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

 

Da Gud ville føre Israels folk ud af Ægyptens land, påbød han dem, at de den samme nat først skulle spise af påskelammet, og til evig påmindelse om denne forløsning årligt på den samme tid i syv dage skulle fejre påskefesten. Han befalede dem især med alvor, at de den aften, hvor festen begyndte, skulle skille sig af med al surdej og alt brød, som var syret, fra alle huse og syv dage igennem ikke spise andet end sødt, usyret brød eller usyrede kager. Derfor benævnes højtiden også som de usyrede brøds dage eller de usyrede brøds højtid af evangelisterne Mark 14, 1; Luk 22, 1.

      Betydningen af denne billedlige handling viser Paulus os i denne tekst med få, men dog skønne og rige ord. Han kommer til at gøre dette af den grund, at han ovenfor i dette femte kapitel af brevet til korinthere har revset dem for, at de ville rose sig af Kristus og evangeliet, og dog misbrugte deres frihed til utugt og andre syndige udskejelser. Han formaner dem da, fordi de har fået evangeliet og er blevet kristne til også at leve som kristne i overensstemmelse med evangeliet. De skal lægge afstand til og unddrage sig alt det, som ikke stemmer overens med troen og et kristent væsen, og som er upassende for dem som nye mennesker.

      Hertil bruger han nu dette billede med påskelammet og det usyrede brød, som det jødiske folk måtte spise på deres påskefest. Han fortolker det som omhandlende, hvordan man på den rette måde bør forholde sig og optræde som kristen i den nye pagts tid, i Kristi rige. Han viser os således, hvad det rette påskelam og det rette usyrede brød er, og hvordan vi på den rette måde skal holde påske i denne tid, hvor alt skal være nyt og åndeligt. Og han bruger et sådant billedsprog med en glad og rig ånd, for desto mere at opmuntre dem og bevæge dem til at besinde sig på deres kristendom og indprente sig den.

      Hermed vil han ligesom sige: Da I nu er kristne og med rette Guds folk, og nu også skal holde en påskefest, så må I også fejre den, som det sig hører og bør. I må skaffe jer af med al den surdej, som endnu måtte være at finde hos jer, så der ikke må findes andet end ene god, usyret dej hos jer. Men hvad det er, som man kalder surdej, det forklarer han selv senere, idet han tilføjer: Ikke med slet og ond surdej, det vil sige, en surdej, som er ond og slet, og det vil derfor sige, alt, hvad der ikke stemmer overens med et retskaffent kristent væsen, både hvad angår læren, troen og livsførelsen. Dette vil han have fuldstændig udrenset blandt de kristne, ligesom surdejen var strengt forbudt under loven. På den anden side vil han, at vi skal holde vores påske med det rette usyrede brød, hvilket han i modsætning til surdejen kalder rene og sande usyrede brød, det vil sige et retskaffent nyt væsen og livsførelse.

      Derfor er denne epistel intet andet end en formaning til en god kristen livsførelse og gode gerninger, rettet til dem, som har hørt evangeliet og lært Kristus at kende. Dette kalder han at spise ret, usyret brød på vores påskefest, under hvilken vi i troen nyder vort påskelam, Kristus, sådan, at vores liv og gerning må ligne og stemme overens med vores tro på den erkendte Kristus.

      Han begynder sin formaning med disse ord:

 

v6 Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?

Med disse ord begrunder han den efterfølgende formaning. Det er en almen sætning, som Paulus gerne benytter - og det næsten som et ordsprog. Sådan anfører han den også i Gal 5. 9, ligesom også Kristus henter denne lignelse om dejen og dens gennemsyring fra Skriften. For det er surdejens natur, at når man kommer en lun håndfuld deraf i en dej, så gennemsyrer den dejen helt og aldeles, så hele dejen bliver sur. Dette tolker Paulus om de åndelige ting, både vedrørende lære og liv.

 

Både læren og livsførelsen skal være usyret

I Gal 5, 9 bruger han egentlig disse ord om falsk lære, som også er af den beskaffenhed, at hvor der i ét stykke eller én artikel indføres noget urigtigt eller falskt, er alt snart fuldstændig fordærvet, og Kristus tabt. Sådan var det gået galaterne i anledning af det ene stykke om omskærelsen, som de falske apostle drev på, på trods af at de også mente, at de ville prædike evangeliet og Kristus. For en sådan begyndelse trænger ind og griber uophørligt videre om sig, indtil også de stykker, som endnu er uforfalskede, ikke er til nogen nytte længere; og at også den menighed, som før var ren bliver fordærvet. Som også Paulus skriver til sine galatere i 5, 2: ”Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer.” Ligeledes i v. 4: ”I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.”

      Men på dette sted anvender han mere denne lignelse om vildfarelse i livsførelsen. Der går det også sådan til, at når man begynder at give kødet rum og at misbruge friheden, og det under evangeliets navn, så er surdejen allerede blandet ind i det rette kristne væsen. Den fordærver snart troen og samvittigheden og griber derpå uophørligt mere om sig, indtil man mister Kristus og evangeliet. Sådan ville det også være gået korintherne, hvis ikke Paulus havde afværget det med dette brev, og formanet og tilskyndet dem til at rense en sådan surdej ud, fordi de allerede var begyndt at praktisere al slags letfærdighed. Derudover havde de stiftet partier og sekter imod evangeliets og troens enighed. Derfor er dette en mærkværdig tale og en alvorlig formaning til med al flid at vogte sig og se sig for, så man ikke lader noget falskt eller fremmed blande sig med eller snige sig ind i læren om troen eller gerningerne. For Guds ord, troen og samvittigheden er meget sårbare ting. Som et gammelt ordsprog også siger: Et godt rygte, troen og øjet er tre ting, man ikke skal lege med.

      For ligesom en god vin eller en kostbar medicin, jo ædlere og bedre den er, dets lettere kan fordærves og blive skadelig, hvis der blot kommer en dråbe gift eller urenhed deri, sådan kan Guds ord og de guddommelige ting slet ikke tåle nogen tilsætning ved siden af sig. Det må forblive fuldstændig rent og pletfrit, ellers er det straks fordærvet, og er ikke til nogen nytte længere. Og her er det værste, at sådan en tilsætning trænger ind med en sådan styrke og sætter sig så fast, at det ikke er til at slippe af med igen. Ligesom surdejen, hvor lidt af den man end blander i en dej, dog gennemtrænger det hele, så alt sammen snart bliver surt, uden at nogen kan afværge det eller formår at gøre det sødt eller usyret igen.

      Derfor er det urigtigt og intet værd, at der nu er nogle vise, som vil mægle og tilvejebringe en udglatning mellem os og vores modpart, pavedømmet, og som godt vil prædike evangeliet, men dog stadig dertil beholde de pavelige misbrug. De kommer med forslag og siger, at man ikke må laste og omstøde alt for de svages skyld, og at man for fredens og enighedens skyld må være en smule mådeholden og tilnærme sig hinanden. Den ene part må give en smule efter for den anden, og man må bære over med hinanden. Selv om det ikke alt er så rent, så kan man dog ved god og forstandig tolkning hjælpe på det, så det kan tåles.

      Nej, ikke sådan! For her hører du, at Paulus ikke vil, og at Gud alvorlig har forbudt, at selv en lille smule surdej blandes ind i den gode dej; for det trænger dog helt og aldeles igennem, og fordærver det hele, så, når man i et eneste stykke blander den rette, rene lære med menneskelig tilsætning, så er den skade forvoldt, at sandheden derved bliver fordunklet og sjælene forførte. Derfor må det ikke tåles i kristenheden, at man bringer en sådan tilsætning og lappeværk ind i læren, og, som Kristus siger, sætter en ny klud på et gammelt stykke stof.

 

Synden skiller os fra Gud

Ligesådan forholder det sig med livet og gerningerne. Her må det heller ikke blive tålt, at man vil give kødet tøjlerne og lade det onde sind råde, og på samme tid roser sig af Kristus og evangeliet. Det var det, korintherne gjorde, der stiftede splittelse og uenighed mellem sig, og blandt hvilke en tog sin stedmoder til hustru. Der hedder det også, siger Paulus her: en lille smule surdej gennemsyrer og fordærver hele dejen, det vil sige, hele den kristne livsførelse.

      For det er uforeneligt at være en kristen og have troen, og samtidigt leve efter kødets egenvilje, i synder og laster mod samvittigheden, som Paulus andetsteds siger (l kor 6, 9.): ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” Ligesådan i Gal 5, 1921: ”Kødets gerninger er velkendte … og jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

 

Nej til lovforagterne

Derfor må man her gentagende gange irettesætte de frække ånder, og man må ikke lade dem få noget rum, som foregiver, at man ikke skal forskrække folk ved hjælp af loven, eller så hurtigt overgive dem til Djævelen. Men man må derimod belære sådanne og gøre dem klart, at den gamle surdej må udrenses, og at de ikke er kristne eller har troen, når de lader kødets onde tilbøjeligheder få frit spil og forsætligt, mod samvittigheden, forbliver og fremturer i synden. Det er så meget værre og mere fordømmeligt, fordi man gør dette under evangeliets og i den kristne friheds navn og dække. Derved bliver Kristi og evangeliets navn spottet og foragtet. Derfor må noget sådan kastes helt bort og udryddes, som det, troen og en god samvittighed ikke kan bestå sammen med, sådan som det straks efter hedder:

 

v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød

Skal I være en ny dej, siger han, så må I udrense den gamle surdej for. Som sagt, er det ikke foreneligt med troens og kristendommens nye væsen, at vi vil bliver ved med at leve som tidligere, da vi var uden tro i vores synder og havde en ond samvittighed. Det stemmer ikke overens at være en ny dej og holde påske, og dog samtidigt lade den gamle surdej forblive der. For når den ikke bliver udrenset, så bliver hele dejen gennemsyret og fordærvet, det vil sige, det forrige, syndige væsen vil tage overhånd og tilintetgøre troen og den fremspirende renhed og den gode samvittighed.

       Paulus kalder det ikke slet og ret surdej her, men i stedet påbyder han, at man skal udrense den gamle surdej, for dermed at antyde, at der også må være en god surdej. Det gør han uden tvivl til ære for Herren Kristus, som i Matt 13, 33 også sammenligner himmeriget med en surdej, der jo ikke kan være ond eller skadelig, men må blive blandet i dejen, for at der deraf kan blive godt og friskt brød. Dette er talt om Guds ord eller evangeliets prædiken, hvorved vi bliver indpodet i Kristi rige eller kristenheden. For dette ord har, uagtet det synes ubetydeligt og er foragteligt og ubehageligt for verden, dog den kraft, at hvor det kommer hen, der udbreder det sig og finder mennesker, som modtager det, og udvirker i dem, at de bliver fornyede, ligesom surdejen gennemsyrer dejen og bringer den til at gære.

      Men Paulus taler her om en sådan surdej, som er gammel, rådden og ubrugelig, eller om sådan en lære og vildfarelse eller sådan en livsførelse, som kommer af den gamle Adam, kød og blod, og fordærver den rene, nye lære eller det nye kristne væsen. Derfor kalder han den også senere for ondskabs og lumskheds surdej, og fordrer her, at de skal være en ny, frisk og god dej.

      Men se, hvordan apostelen taler: han påbyder dem at udrense den gamle surdej og angiver denne grund: for I er en ny dej og usyrede. Ved at være en ny dej eller en usyret, god dej forstår han det at have troen, som holder sig til Kristus, og er forvisset om, at man ved ham har syndernes forladelse, sådan som apostelen straks i det følgende taler om påskelammet Kristus, som er ofret for os. Ved denne tro bliver vi rensede fra den gamle surdej, det vil sige, fra synden og en ond samvittighed, og vi er nu begyndt at blive nye mennesker. Dog påbyder han sådanne at udrense den gamle surdej.

 

Troens tilregnede renhed og livets påbegyndte renselse

Hvordan stemmer det overens, at han siger, at de skal rense den gamle surdej ud, for at de kan blive en ny dej, når han dog selv tilstår, at de er usyrede og en ny dej? Hvordan kan de være usyrede, som rette påskebrød eller en ret usyret dej, og dog skal de skaffe sig af med den gamle dej, som om den endnu befandt sig i dem?

      Svar: Det er paulinsk eller apostolsk måde at tale på og skrive om de kristne og Kristi rige. Han tilkendegiver dermed, hvordan det forholder sig med dette rige. Det er et regimente, hvori et nyt kristent væsen er begyndt ved troen på Kristus, det rette påskelam, og hvori der nu holdes en ret påskefest med nye usyrede brød. Dog bliver der noget tilbage af det gamle, som må fejes og renses ud, men som dog ikke bliver dem tilregnet, fordi troen og Kristus er der, og de nu til stadighed øver sig og arbejder på, at det urene, som endnu findes hos dem, lidt efter lidt kan blive udrenset.

      Dette har Kristus og hans renhed skænket os helt og holdet ved troen, og derfor bliver vi regnet som rene, selv om vi i os selv ikke straks er fuldstændig rene og uden synd og fejl. Vi har endnu meget af den gamle surdej tilbage. Den bliver dog tilgivet og ikke tilregnet os, hvis vi forbliver i troen og udrenser den tilbageblevne urenhed.

      Dette er det, som Kristus siger til sine disciple i Joh 15, 3: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Og dog siger han samme sted om grenene på ham, som er vinstokken, at de må blive rensede, for at de kan bære mere frugt. Og til Peter og de andre siger han, at den som er badet og ren, ikke har behov for andet end at vaske fødderne. Det bliver ofte på andre steder forklaret sådan, at en kristen ved troen modtager Kristi renhed, og for hans skyld også bliver erklæret for ren, og også virkelig begynder at blive ren. For med troen bliver Helligånden givet, som virker i os, at vi fremover modstår synden og dæmper den.

      Derfor må man også tugte dem, som vil beskrive, fremstille og bedømme kristenheden og kirkens væsen og regimente som noget, der i alle måder skal og må være helt uden fejl og mangler. De siger, at hvor dette ikke er tilfældet, der er Kristi kirke eller de rette kristne ikke. Sådan klager og stødes mange vildfarende ånder, især de store selvkloge og de utidige, selvgjorte hellige, når de ser noget skrøbeligt hos de kristnes flok og dem, som har evangeliet. De drømmer også selv om en sådan kirke, som ikke skal have noget skrøbeligt ved sig. Det kan dog ikke finde sted her på jorden og i dette liv, og bliver heller ikke fundet hos dem selv.

      Derimod bør man vide, at Kristi embede og regimente i hans kirke er af en sådan beskaffenhed, at han ganske vist ved ordet og troen skænker os sin renhed fuldkomment og på én gang, dertil også ved Helligånden gør vore hjerter nye, men dog sådan, at han ikke på én gang, fuldender denne vores fornyelses og sit renselses værk, men dagligt arbejder med os og renser os, så vi til stadighed bliver renere og renere. Dette værk øver og driver han ved Ordets embede: ved formaning, revselse, irettesættelse og styrkelse (ligesom han gjorde igennem Paulus med korintherne) samt ved kors og lidelser.

      Derfor er han kommet og har fuldført sin gerning, har lidt og er opstået, ikke fordi han i os ville finde fuldstændig rene og hellige mennesker. For sin egen person har han ganske vist gjort alt fuldkomment, ligesom han har været helt uden synd og fuldkommen ren fra sin fødsel af. Det meddeler han os og lader os nyde denne renhed helt og uden mangler, hvis vi i troen holder os til ham. Men for at en lignende renhed skal følge efter hos os selv, må vi dagligt arbejde derpå, indtil han også gør os fuldkomne, sådan som han i sig selv er ren og uden fejl. Dertil har han givet os sit Ord og sin Ånd, hvorved vi skal øve os på og stræbe efter dette, så den gamle surdej, som endnu er tilbage hos os, kan blive udrenset, så vi kan fortsætte i den påbegyndte renselse og ikke atter falde fra, men beholde troen, Ånden og Kristus. Dette sker ikke, når man giver det gamle kødelige væsen rum og ikke yder det modstand, som det er sagt.

      Se, dette er det første, som denne tekst lærer os: at der også hos de hellige forbliver nogen svaghed, noget urent og syndigt tilbage, som må udrenses, men som dog ikke tilregnes dem, fordi de er i Kristus og udrenser denne surdej.

 

Om synd og frafald

Det andet er, at han her også giver til kende, hvad det er, som gør forskellen mellem de hellige og de vanhellige, da de begge er syndige. Hvad er det for synder, som findes hos de kristne og troende, med hvilke de dog forbliver hellige og ikke taber nåden og Helligånden? Og hvad er det på den anden side for synder, som ikke kan bestå med troen og nåden?

      De synder, som bliver tilbage hos de hellige, er alle slags onde tilbøjeligheder og lyster eller begæringer, som rører sig i mennesket imod Guds bud, og som de hellige føler lige så mærkbart som de andre. Men dette er forskellen: De hellige lader sig ikke overvinde af dem, så de følger dem og lader det udfolde sig i gerninger, men de gør modstand, og (som Paulus her siger) de udrenser dem stedsevarende hos sig. Deres synder er altså af den slags, som bliver renset ud. Dette gør de andre ikke, som følger deres lyster og lader kødet råde, og derfor synder mod deres samvittighed.

      Derfor vedbliver en god samvittighed og troen hos dem, som modstår den syndige lyst, mens de ikke kan forblive hos dem, som ikke modstår synden, men følger den. Derved bliver deres samvittighed jo såret og deres tro omstødt. For når du forbliver i dit onde forsæt, og din egen samvittighed vidner imod dig, kan du ikke tro eller sige, at Gud er dig nådig. Derfor er det nødvendigt for en kristen, at han ikke giver sådanne syndige lyster rum.

      For netop derfor bliver også Helligånden givet os, at Han skal stride mod synden, og ikke lade den få herredømmet, som Paulus siger i Gal 5, 17: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod Ånden.” Og han tilføjer denne regel: ”så I ikke kan gøre, hvad I vil.” Og i Rom 8, 13: ”Hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal i leve.” Ligesådan Rom 6, 12: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster.”

 

v7b for også vort påskelam er slagtet, Kristus.  

Med disse ord angiver han grunden til det, som han netop har sagt: I er usyrede. En ny, usyret eller sød dej er I, siger han, ikke af jer selv eller på grund af jeres egen hellighed og værdighed, men derfor og deraf, at I har Kristus og tror på ham som det offerlam, der er ofret for os. Dette gør jer rene og hellige for Gud, så I ikke længere er gammel surdej, som I tidligere har været, da I var uden for og uden Kristus, men ved dette offer er I forsonede med Gud og rensede fra synden

      Sådan har vi nu også en ny tid og fest, givet os af Gud, hvori der ikke længere er det gamle, men lutter nyt væsen, et andet og bedre påskelam og offer end jødernes. De havde deres påskelam, som de årligt måtte ofre og spise, men hvorved de ikke blev hellige eller rene for synden. Det var blot givet dem til tegn og påmindelse om det rette, fremtidige og af Gud forjættede offer, ved hvis død og blod vi bliver renset fra synden og i sandhed helliggjorte. Det må vi nyde og spise ved troen. Og vi har nu én eneste stedsevarende og evig påskefest, i hvilken troen næres, bliver mæt og glad, det vil sige, den modtager syndernes forladelse, trøst og styrke af dette påskelam, Kristus.

 

Guds vrede og Guds nåde

Men hvad der er betydningen af de ord: ”ofret FOR os”, har vi hørt i prædikenen om Kristi lidelse, nemlig, hvordan der deri fremstilles to stykker for os. For det første skal vi besinde os på Guds store, alvorlige og skrækkelige vrede over synden, idet denne vrede ikke på nogen anden måde kunne afvendes, og forsoningen ikke ved nogen anden betaling, kunne erhverves, end ved Guds søns død og blod. Vi skal huske på, at vi alle med vore synder har fremkaldt denne Guds vrede, og at vi har været årsag til, at Guds søn har måttet ofres på korset og udgyde sit blod.

      Dette skal udvirke i os, at vi med alvor bliver forskrækkede over vore synder, for det må ikke have været en ringe vrede hos Gud, når du hører, at intet andet offer har kunnet holde stand mod den og bringe erstatning for synden, end Guds enbårne søn selv. Og tror du, at du vil kunne bære en sådan vrede, eller kunne blive og bestå for den, hvis du ikke overvejer og erkender dette.

      For det andet må man også heri se og erkende Guds uudsigelige nåde og kærlighed imod os, så at menneskets hjerte i en sådan forskrækkelse over sine synder igen må få mod og overveje, hvorfor Gud gør dette, at han ikke skåner sin egen søn, men hengiver ham som offer til kors og død, så vreden igen kan vendes bort fra os. Kan der gives større kærlighed og større velgerning? Derfor bliver dette offer nu stillet os for øje, for at vi skal have en sikker og sand trøst imod synden. For her kan du se og føle på, at han ikke vil, at du for dine synders skyld skal gå fortabt, da han har skænket dig et sådant offer som højeste og dyreste pant på sin nåde og din frelse.

      Selv om synden og den vrede, som dine synder fortjener, derfor er stor, så er dette offer og Guds søns død dog meget større. Og det skænker han dig som et sikkert tegn på, at han på grund af dette vil være dig nådig og tilgive synden. Dette må nu gribes med troen, som holder sig til dette ord: ”VORT påskelam, Kristus, er slagtet for os”, og trøster og styrker sig derved.

 

v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Da vi nu har et nyt påskelam og en ret påskefest, skal vi også med glæde helligholde den og fejre den, som det sig hører og bør, så vi ikke længere spiser den forrige, gamle surdej, men rette nadverbrød eller påskekager. For de to hører sammen: påskelammet og usyret brød eller nadverbrød. Det første er Kristus, ofret for os, hvortil vi intet bidrager, uden blot med troen at modtage og nyde det som givet og skænket til os.

      Men når vi har det, da er det passende, at vi også spiser det usyrede brød til, det vil sige, med en sådan tro på dette påskelam både bevarer og driver på evangeliets rene lære, og tillige lever derefter i en god livsførelse og som et godt eksempel. På denne måde fører vi til stadighed et godt liv som i en evig påskehøjtid, som Paulus kalder det. Her skal vi som nye mennesker i troen på Kristus føre et retfærdigt, rent og helligt liv i Helligåndens fred og glæde, og vedblive dermed, så længe vi er her på jorden.

      Men han sætter atter, ligesom han gjorde i begyndelsen, surdej og usyret brød imod hinanden, og han kalder i almindelighed alt det surdej, som kommer af kød og blod og den gamle syndige natur. Han indbefatter det i to stykker, når han siger: ikke med en slet og ond surdej. Ondskab kaldes al slags umoral og synd, hvorved man åbenbart gør uret imod Gud og næsten. Men slethed eller snedighed kalder han alle slags onde rænker og alle listige, hemmelige kneb, hvorved man søger at forfalske eller fordreje læren eller Guds ord, og derved at forføre hjerterne fra troen og fra den rene mening og forståelse. Dette advarer Paulus mod i 2 Kor 11, 3, når han siger: ”Jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.” Dernæst også andre onde rænker, hykleri og andre forargelige ting, hvorved man handler med falskhed og underfundighed. Især når det sker under dække af Guds navn, og man dog vil smykke og skjule det, så der ikke skal kunne siges, at det er urigtigt lært, rådet eller handlet, men at det skal kaldes ret, godt og kristent. Sådant kalder Kristus farisæernes surdej eller Herodes surdej. Deraf er der ubeskriveligt meget i verden, især i denne sidste og værste tid.

      Imod dette sætter han nu de to: renhed og sandhed. Renhed er det, at vi lever og handler ret og kristent af et trofast og fromt hjerte, så vi har gode hensigter over for enhver, ikke gør nogen uret eller skade, men gør mod andre, hvad vi vil, at de skal gøre mod os. Og sandhed er, at man ikke omgås nogen med falskhed eller underfundighed, med bedrag og lumskhed, men lærer og lever retskaffent og rigtigt efter Guds rene ord. Dette må findes og komme for en dag hos de kristne, som de, der nu befinder sig i en ny stand og er af et nyt væsen, og som holder den nye påskefest, så både tro, lære og liv retter sig derefter.