Kirkepostillen

1544

 

 

 

 

 

 

 

9. søndag efter trinitatis

1 Kor 10, 6-13

 

 

1 Kor 10, 6-13

Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det – som der står skrevet: »Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse.« Lad os heller ikke bedrive utugt, sådan som nogle af dem gjorde det, og på én dag blev der dræbt treogtyve tusind. Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger. Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

      

Dette er en såre alvorlig formaning og et så skarpt brev, som Paulus nogensinde har skrevet, skønt han skriver til døbte kristne, som jo udgør Kristi kirke. Han foreholder dem her nogle i sandhed for­færdelige eksempler, som også er hentede fra Guds folk, fra den kirke, han særlig havde udvalgt sig i Israels folk. Denne teksts anledning og me­ning er nu følgende: Korintherne var begyndt at blive sikre, fordi de havde Kristus, dåben og nadveren, og tænkte nu, at de ikke kunne mangle mere. Derfor gik de hen og stiftede sekter og blev indbyrdes splidagtige, foragtede hinanden, glemte kærligheden, gjorde ikke bod og bedring i henseende til deres livsførelse og onde gerninger, men blev blot mere sikker og gjorde, hvad de ville. De affandt sig endog med, at en i menigheden levede sammen med sin fars hustru. Alligevel ville de kaldes kristne og rose sig af evangeliet, som de høje apostle havde prædiket for dem. Derfor må Paulus også skrive et så hårdt brev til dem og læse dem en sådan tekst, som han ellers intet andet sted har gjort. Ja, det kunne synes, at det næsten var for meget at skrive sådan til kristne, og at det let kunne ramme svage og ængstelige samvittigheder så hårdt, at de ikke kunne klare det. Derfor taler han også senere i sit andet brev trøstende ord og farer lempeligt med dem, som derved var bragte til omvendelse, da han ser, at de ved denne hans strenge skrivelse er blevet noget bedrøvede. Han viser imidler­tid her ved Skriftens ypperlige eksempler tilstrækkeligt, at en sådan alvorlig formaning nok kan behøves for dem, som ved den modtagne nåde forfalder til kødelig sikkerhed og ikke vil fortsætte med at leve i boden.

       Denne tekst burde i øvrig være begyndt ved det tiende epitel, hvis første vers ellers blive læste i epistelen på septuagesima søndag, hvor han siger:

”Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet og spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.”

Derpå følger så denne søndags tekst: ”Derved blev de advarende eksempler for os, osv.”

       Denne formaning henvender han, som sagt, til dem, som nu er kristne, for at de skulle vide, at, selv om de er døbte til Kristus og har modtaget alle hans velgerninger af lutter nåde uden deres egen for­tjeneste, så er de dog skyldige til herefter al leve i lydighed mod ham og ikke hovmode sig over for ham eller misbruge hans nåde. Dette ønsker han af os, selv om vi ikke derved bliver retfærdige for ham eller fortjene nåden. På samme måde fortjener en brud heller ikke, at hun bliver brud og hustru, ved at hun lever kysk og er sin brudgom tro og lydig. Hun er blevet brudgommens, fordi hun har behaget ham, selv om hun måske før har været en skøge. Dog ønsker han, fordi hun nu af ham er bragt til ære, at hun herefter skal leve ren og være kysk. Gør hun ikke det, har brudgommen ret og magt til igen at støde hende fra sig.

       Ligeledes, når et fattigt, elendigt, forældreløst barn, et skøgebarn eller hitte­barn af en from familie bliver adopteret som barn og gjort til arving uden dets egen fortjeneste, så vil det samme barn, hvis det til tak for sådan velgerning vil være ulydigt og genstridigt, med fuld ret atter miste sådan arv og blive for­skudt. Sådan havde heller ikke jøderne ved deres fromhed fortjent at være eller for­blive Guds folk, sådan som Moses og­så ofte lod dem høre, at de bestandig havde været genstridige og halsstarrige mod ham. Men da Gud havde udvalgt dem og ført dem ud af Egypten, så befaler han dem og­så alvorligt, at de skulle tjene ham og adlyde hans ord. Og da de ikke gjorde det, straffede han dem også så gruelig, at de måtte føle det.

       Dette eksempel foreholder nu Paulus al verden med stort alvor for dermed at advare mod kødelig sikkerhed og for­trøstning til den af Gud modtagne gave og velgerning. Han udmaler det nøje og med allerstørste flid. Det er da også er et ypperligt, vigtigt og mærk­værdigt eksempel. Ja, hvis man ret betrag­ter det, så er der visselig ingen større og forunderligere historie i nogen bog fra verdens begyndelse af, når man alene undtager det højeste og forunderligste værk, Guds Søns død og opstandelse end denne beretning om, hvordan Gud har ført sit folk ud af Egypten og gennem ørkenen ind i det forjættede land. Denne historie er fuld af idel store og mærkelige Guds undergerninger og af ypperlige eksempler både på hans vrede og store nåde.

       Herfra tager han nu udgangspunkt og siger: Er I kristne og døbte, skulle I også vide det, og hvis I ikke ved det eller ikke tænker på det, så må jeg minde jer om det, så I dog må få øjnene op. Læg mærke til, hvordan Skriften fore­holder os, at det er gået dem, som også var Guds folk. Disse vore fædre var en såre skøn og stor flok og menighed, som talte over seks hundrede tusinde voksne mænd foruden kvinder og børn. Disse, siger han, var og hed alle sammen Guds hellige folk. Gud havde antaget sig dem alle, de havde også Guds Ord, forjættelse og sakramenter ved Moses, som var deres biskop og pave. Til ham blev de alle døbt, da han førte dem gennem havet og derefter under skyen, i hvis skygge de gik om dagen i den stærke hede; men om natten havde de en skøn ildstøtte, som var en stor, klar stråle eller et lys, ligesom et lyn. Desuden fik de daglig deres brød fra himmelen, og drak vand af klippen. Dette var deres sakramenter og tegn, hvoraf de så, at Gud var hos dem og ville beskytte dem. De troede også på den forjættede Kristus, Guds Søn, som førte og ledte dem i ørkenen, og de var sådan ypperlige, højt benådede og hellige mennesker.

       Men hvor længe varede denne tro hos den store hob? Ikke længere end til de kom ud i ørkenen. Da begyndte de straks at foragte Guds Ord, at knurre mod Gud og Moses og bedrive afguderi. Da slog også Gud dem sådan, at der af hele det store folk, som var draget ud af Egypten, og af de store og ypperlige mænd, som sammen med Moses havde ført folket ud af Egypten og regeret det, ikke kom flere end to personer fra ørkenen ind i landet. Derved gav han tydeligt nok til kende, at han ikke havde behag i den store hob, og at det ikke hjalp dem, at de havde navn af Guds folk og hellige mennesker, hvem Gud havde bevist så store velgerninger og undere. For de troede ikke Guds Ord eller var det lydige.

       Begyndelsen var vel god, idet de ved så store og herlige undere blev frelste fra sine fjender og ved Sinaj bjerg af Gud modtoge loven og den herlige gudstjeneste, så de nu skulle vandre ind i landet og allerede stod for dets porte; men just i det samme øjeblik fortørnede de Gud så højt, at de måtte vende tilbage og hele fyrre år vandre om i ørkenen, indtil de alle var døde og omkommet i den.

       Det kom alene af deres lede hovmod. Dette, at de var Guds folk og daglig af Gud modtog så store velgerninger, gjorde dem indbildske og bragte dem derved til at trodse mod Guds Ord. Ser du ikke, sagde de, at hele denne menighed er hellig, og at Gud bor i den, da han daglig gør sådanne store mirakler iblandt os? Denne indbildskhed og stolthed gjorde dem så stive og hårdnakkede, at de ikke undlod at skrige mod Moses, at håne og mod­sige ham, hvordan han end gjorde det for dem. Derved vakte de Guds vrede over sig, så han måtte slå dem med mange store og skrækkelige plager. Alligevel fik han ikke folket ydmyget, førend de alle var udryddede. Ja, de havde måttet gå til grunde alle sammen på én gang, hvis ikke Moses var trådt frem for dem hos Gud og med inderlig og heftig bøn havde afvendt hans vrede. Derfor har han vel været den armeste, elendigste og mest plagede mand, sådan som Skriften kalder ham det i 4 Mos 12, 3. For han måtte daglig alene trækkes med dette store folks overmod, ulydighed og modsigelse. Desuden måtte han i hele fyrre år se og bære sit folks store og forfær­delige plager, som have ængstet og martret hans hjerte, ligesom han også uden ophør måtte stille sig i gabet for Guds vrede.

       Se, er det nu ikke forfærdeligt, at disse ypperlige og store mænd, at dette folk, som er Guds eget, dog faldt og syndede så gruelig! I dette folk, hvori han åbenbarede sig selv, regerede og førte dem med sine engle og ærede dem med så herlige undere, at deres lige aldrig er hørt om noget folk på jorden. Som Moses selv vidner i 5 Mos 4, 7: ”Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham?” Er det ikke forfærdeligt, siger jeg, at alle disse, som var draget ud af Egypten, og have set Guds herlige undere både på sig selv og på sine fjender, dog faldt og syndede så gruelig! For det var ikke ved ringe, menne­skelig skrøbelighed og svaghed, som også findes hos de hellige og troende, men ved forsætlig foragt for Gud og ulydighed mod ham, idet de i vantro forhærdede sig, at de førte sådan skrækkelig straf over sig, at de til sidst måtte gå til grunde.

       Han opregner imidlertid nogle stykker og synder, hvormed de har fortjent Guds vrede og viser dermed, hvordan de er faldet fra troen og har sat sig op imod Guds Ord. Først siger han i alminde­lighed, at Gud ikke havde behag i de fleste af dem. Det var den store flok og navnlig de fornemste, lederne og de øverste i menigheden, store og fortræffelige mænd, som blev anset for de bedste og helligste, og som også selv havde udrettet store ting. Af disse faldt mange tilbage og blev hyklere, som smykkede sig med Guds navn, embede og ånd. Sådan gjorde Korah med sine tilhængere, som udgjorde to hundrede og halvtreds mænd, ledere i menigheden, 4 Mos 16. Disse ville have ligeså god ret til præstedømmet og styret som Moses og Aron, og det med stort skin og dristighed, at ingen kunne være dommer her uden Gud alene. Derfor måtte han også bevise sig som den, der ikke havde behag i denne Korah og hans tilhængere (hvilket de dog roste sig af), så jorden opslugte dem alle levende. Og en stor skare af de andre, som holdt med dem og knurrede for deres skyld, blev fortæret af ilden.

       Dernæst går han videre og nævner de laster, som bevirkede, at dette folk blev straffet og plaget af Gud i ørkenen. For det første, at de havde lyst til det onde, idet de straks i det andet år efter udgangen, da de allerede var kommet til det forjættede land, glemte de velgerninger og undere, som Gud havde vist dem. De blev trætte af det og ønskede at komme til­bage til Egypten, så de kunne sidde ved deres kødgryder. Derfor knur­rede de mod Gud og Moses. Og derfor måtte Gud også slå til og standse denne begærlighed og knurren, idet ild fra him­melen fortærede en del af folket, og en stor mængde af de andre blev ramt af store plager, før de havde fortæret kødet. Derfor blev det sted også kaldet grådighedens grave, 4 Mos 11, 34.

       Det var den løn, de fik for deres lyst, en lyst, som Paulus her med rette kalder en lyst til det onde. Det er virkelig intet andet end at have lyst til Guds vrede og gruelige straf, når man bliver glemsom, utaknemmelig og ked af Guds nåde og velgerninger og trag­ter efter noget nyt. Af sådan lyst bliver også nu verden fuld. Det store flertal er ked og mæt af evangeliet og det især fordi det ikke bringer kødet fordel, magt, rigdom, vellyst. Derfor begærer de nu igen det forrige, gamle væsen under pavedømmet, hvorunder de dog var højlig besværet og ikke mindre plaget end Israels folk i Egypten. Til sidst vil de også skrækkeligt og grueligt komme til at betale for denne deres lyst til det onde, når de så ivrig tragter efter det.

       For det tredje kommer nu først de rigtige, store knuder. Den første er afguderi, sådan som han siger: ”Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det.” Det var ikke blot simple, ringe folk, men og­så de bedste og fornemste, som styrede de andre. For hvor disse gå foran, følger også folket efter og følger deres eksempel. Ja, endog Aron, Moses’ broder, ypperstepræsten, blev overdøvet af dem, så han gav efter for dem og støbte dem en guldkalv, mens Moses tøvede på bjer­get, (2 Mos 32). Ja, man må virkelig ­undre sig over, at sådanne høje og for­træffelige folk, som så rigeligt havde hørt Guds Ord og set hans undergerninger, dog så hurtigt henfaldt til af­guderi og falsk gudstjeneste. Man skulle tro, de var hedninger og ikke havde noget Guds Ord. Ja, at der ikke var nogen, som beskæftigede sig med det og søgte at forhindre det. Langt mindre forunderligt er det, at den blinde verden altid ligger i afguderi.

       Men sådan går det, når man ikke regner Guds Ord; da optænker og skaber den menneskelige visdom sig en egen guds­tjeneste og har sit velbehag i den og holder den for en kostelig ting, selv om det i Guds Ord bliver strengt for­budt og er Gud en vederstyggelighed. Den menneskelige fornuft mener, at den kan lege med guddommelige ting efter eget hoved. Hvad den finder behag i, det skal også behage Gud. For at opretholde og forsvare sådant afguderi smykker den sig også med Guds Ord, som må lade sig dreje og vende derefter, så man får en flot skikkelse og farve på sit afguderi, som om det slet ikke stred mod Guds Ord. Sådan har også pavedøm­met smykket og farvet alle sine vederstyggeligheder, som messen, munkevæsenet og helgendyrkelsen. Og verden søger nu atter at farve og besmykke sådant afguderi, for at det også skal blive stående ved si­den af Guds Ord.

       Sådan gør ypperstepræ­sten Aron også her, idet han giver folket en guld­kalv, som skal være et billede og tegn på deres offer og gudsdyrkelse, og byg­ger et alter og lader udråbe en højtid for den herre, som havde udført dem af Egypten. Dette skulle da hedde, at de i stor andagt og i en ret og god mening tjente den rette Gud med sit offer (som symboliseredes ved kalven), så at de også kunne have en skøn og vel indrettet guds­tjeneste.

       Deraf fulgte nu det, som teksten i 2 Mos 32, 6 og Paulus her siger: ”De ofrede brændofre og bragte måltidsofre, og folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse.” Det vil sige, de blev nu glade og vel til mode, troede at alt var godt og vel, siden de havde holdt en sådan gudstjeneste, og gå nu hen og gør, hvad de har lyst til, som om Gud ikke kunne vredes på dem. De ville altså være ganske frie, ubundne og ustraffede af Guds Ord og leve efter sit eget behag, sådan som Skriften siger på det samme sted i vers 25, at Aron havde sluppet tøjlerne.

       Sådan gør afguderiet altid. Det vil ikke være synd, men indbilder sig at fortjene nåden, roser sig af Guds folks frihed og lever dog uden omvendelse, er sikker og tryg. Ja man lever endog i åbenlyse laster og mener, at alt skal være for­ladt og forglemt af Gud for dets hellige gudstjenestes skyld. På samme måde har pavedømmets præster hidtil smykket, ja forsvaret sit skændige horeri, utugt og alle åbenlyse laster med kirkens navn og med den hellige gudstjenestes navn, som de i messen forretter, og gør det endnu den dag i dag.

       For det fjerde siger han: ”Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger.” Dette er også en stor og gruelig synd, som også dens forfærdelige straf tilstrækkelig viser (4 Mos 21). Efter at de havde vandret om i ørkenen i fyrre år og Gud havde hjulpet dem igennem og givet dem sejr over deres fjender, så de nu atter var nærved det forjættede land, blev folket sure og utålmodigt på vejen, fordi de skulle drage omkring de edomiters land, som ikke havde villet lade dem drage gennem sit land. De begyndte at tale negativt om Gud og Moses, at han havde ført dem ud. Og Gud sendte brændende slanger blandt dem, som bed dem, så en stor mængde mennesker omkom.

       Denne negative tale mod Gud kaldes her at udfordre eller friste ham, idet de nemlig i van­tro satte sig imod Guds Ord, og bespottede det, som om Gud og hans Ord slet ikke skulle gælde noget, fordi han ikke gjorde det sådan for dem, som de ville have det. For det er egentlige at friste og udfordre Gud, at man ikke alene ikke tror hans ord, men også sætter sig op imod det og ikke vil lade det, han siger, være ret. Man vil mestre det med egen visdom og efter sit eget hoved og således trodser mod Gud ud fra sig selv, som Paulus siger i 1 Kor 10, 22: ”Skal vi ægge Herren til vrede? Er vi stærkere end han?”

       Sådan gjorde også jødefolket. Gud havde forjættet og tilsagt dem, at han ville være deres Gud, være hos dem og hjælpe dem i al nød. De skulle kun tro og for­lade sig på ham. Dette beviste han og­så daglig i gerningen med herlige un­dere og velgerninger. Men alligevel hjalp det ikke. Så snart det ikke gik sådan, som de ville og tænkte, eller der var udsigt til lidt nød og mangel, så begyndte de straks at skrige mod Moses, det vil sige, mod det em­bede og ord, som han af Gud havde mod­taget: Hvorfor har du ført os ud af Egypten? Som ville de sige: Hvis det var Guds Ord og befaling, og vil han virkelig gøre så store ting iblandt os, så lod han os ikke sådan lide nød. Kort sagt, hvad Gud end gjorde mod dem, så måtte det ikke være hans ord eller gerning. Enten skulle han gennem Moses gøre, hvad de foreslog ham, eller så var han ikke Gud.

       Sådan gjorde de straks i begyndel­sen. Da de var kommet ud af Egypten ind i ørkenen og nu havde set, hvor underfuldt Gud havde opholdt dem ved Det Røde Hav og forløst dem fra deres fjender, og de desuden havde fået brød og kød, så begyndte de at knurre og trætte med Moses og Aron, fordi de havde ført dem ud i ørkenen, hvor de intet vand fandt. De spottede dem og sagde: ”Er Herren hos os eller ej?” (2 Mos 17, 7). Se, dette var at friste Gud, sådan som også teksten kalder det. Det vil sige, de havde Guds Ord og undere så rigelig og ville dog ikke tro, med mindre han gjorde, som de ville. På denne måde blev de ved at mod­sige og friste Gud, så længe de var i ørkenen, indtil der var gået fyrre år, sådan som Gud selv siger til Moses i 4 Mos 14, 22: ”Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre.” Dette skete straks i det an­det år, efter at de var draget ud. Nu efter så lang tids forløb burde de være blevet ydmyget. Og den nye slægt havde set, hvor underfuldt Gud havde beskærmet den i hele fyrre år, så den ikke var omkommet med de andre. Alligevel begyndte de nu på ny at modsige ham med stor utålmodighed og bitterhed: Hvorfor har du ført os ud af Egypten, at vi skal dø i denne ørken? De sagde atter: Du taler meget om, at du har Guds befaling, og du har lovet os store ting; men hvor smukt fører du os ind i landet, når vi endnu må drage videre omkring og alle sammen dø i ørkenen. Her skal man nu lægge mærke til, at Paulus om denne deres udfordring siger, at de har fristet Kristus. Dermed viser han, hvordan netop den samme person, Guds evige Søn, fra begyndelsen af har været hos sin kirke og blandt det folk, som fra de første fædre havde fået forjættelsen om ham, at han skulle blive menneske. De har altså troet ligesom vi, sådan som Paulus også ovenfor sagde, at Kristus var den klippe, som fulgte dem.

       Derfor giver han hermed at forstå, at denne fristelse og modsigelse egentlig er sket mod troen på Kristus eller løftet om ham. Moses har altså måttet høre sådan tale af dem: Ja, du snakker nok om en Messias, som selv er Gud, og som er hos os og går foran os. En, som har åbenbaret sig for fædrene og er lovet os, at han selv vil lade sig føde af vort kød og blod for at forløse os og hjælpe al ver­den, samt derfor har antaget os til sit folk og vil bringe os ind i landet – men hvor er han? Er det ikke en mærkelig måde at hjælpe os på? Skal det være vor Gud, som i hele fyrre år lader os vandre om i ørkenen, indtil vi dør og fordærves alle sammen?

       At dette har været deres synd og be­spottelse, ser vi også af, at Moses, efter at folk var blevet bidt af slanger, som straf og døde, ifølge Guds befaling oprejste en kobberslange til et tegn, for at enhver, som så på den, skulle blive helbredt. I dette tegn afbilder han Kristus for dem, som skulle blive et offer, hvorved de, der havde syn­det, skulle blive hjulpet. De skulle vide, at, ligesom de havde fortjent Guds vrede og straf ved at de havde forhånet ham, sådan var der ikke noget andet middel, hvorved de igen kunne frel­ses fra denne vrede og fordømmelse, end at de igen begyndte at tro på Kristus.

       Det sidste stykke er næsten det samme som det forrige og hedder at knurre mod Gud, det vil sige, i vantro og tvivl på Guds Ord at gå i rette med Gud og i vrede og utålmodighed nægte at adlyde ham. Når det ikke går efter køds og blods vilje, da siger man straks, at Gud hader os og ikke vil hjælpe. Det gjorde jøderne ofte og næsten uden ophør, så Moses ikke kunne stille dem tilfreds. Skønt de bestan­dig blev hårdt straffet og slået, så de rimeligvis burde have vogtet sig for det, blev de tværtimod værre og værre.

       Med denne beretning vil Paulus advare alle dem, som roser sig af at være kristne og Guds folk, sådan som vi videre hører. Han vil have dette eksempel godt indprentet, så enhver tager det til hjerte, så man fortsætter i gudsfrygt og vogter sig for sikkerhed. For med sådanne gruelige straffe giver Gud jo verden skrækkeligt nok tilkende, at han ikke sådan som ver­den og kødet indbilder sig, vil tåle eller se igennem fingre med, at man under hans navn og berømmelse foragter eller mestrer hans ord. At man i formastelig tillid til egen visdom, hellighed og Guds ga­ver følger sit eget hoved og sin egen visdom og lyster, og derunder falskelig trøste sig med sådanne tanker: Gud kan jo ikke vredes på dig, du, som er så fortræffelig et menneske, så højt udmærket og æret af ham frem for andre, osv.

       Her hører du, at han ikke skånede hele det folk, som var draget ud af Egypten, heller ikke de mange fortræffelige, store mænd, som var iblandt dem, ja ikke engang Kristi slægt i Juda stamme, men straffede endog grueligst de store fyrster og de fornemste i den præstelige og de øvrige slægter. Blandt disse havde han dog gjort så mange store og herlige undere, ikke alene forløst dem legemligt ved Moses, men også åndelig døbt og helliget dem ved sit embede, skænket dem Kristus, som talte med dem, ledsagede, forsvarede og hjalp dem og omgikkes dem så venligt som en fader sine børn. Trods alt dette hjem­søger og dræber han dem så frygteligt, fordi de ville misbruge hans nåde og ikke bære troens frugter, men blev hovmodige og pukkede på, at de var Guds folk, Abrahams børn, omskårne, og at Kristus var lovet dem alene. Derfor, mente de, kunne de ikke gå glip af Guds rige og nåde.

       Er nu sådan forfærdelig og gruelig dom og straf gået over disse store og fortræffelige mennesker så lad os ikke være stolte og indbildske, siger Paulus. Vi, som ikke på langt nær er dem lige og nu i denne verdens sidste tid ikke længere kan blive dem lige i henseende til de ypperlige gaver og store, herlige mirakler. Lad os spejle os i dem og lade deres eksempel være os en advarsel, så vi betænker, at hvis vi roser os af Kristus, syndernes forladelse og Guds nåde, så må vi også se til at blive derved og ikke igen miste, hvad vi har modtaget, og således falde ind under Guds straf og fordøm­melse. Vi har endnu ikke nået målet, men er endnu på vejen og må således altid fortsætte i den begyndte kamp mod alle farer og hindringer, som tilstøder os.

       Forløsningen er ganske vist begyndt, men den er endnu ikke fuldendt i os. Vi er sluppet ud af Egypten og er gået gennem Det Røde Hav, det vil sige, vi er ved Kristi dåb friet fra Djævelens magt og sat over i Guds rige, men vi er endnu ikke gennem ør­kenen kommet ind i det forjættede land og kan endnu undervejs falde, så vi bliver overvundet og mister vores forløsning.

       Fra Guds side mangler der intet. Han har allerede givet os sit ord, sakramenter, nåde, Ånd og gaver og alt, hvad vi behøver. Han vil også frem­deles hjælpe os. Blot må vi ikke falde fra og støde nåden fra os ved vantro, utaknemmelighed, ulydighed og foragt for hans ord. For Kristus siger ikke: Den, der begynder, men: Den, der holder ud til enden, skal frelses. Matt 24, 13. Det er det, som apostelen her siger videre:

      

Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

Når du læser eller hører denne hi­storie og dette eksempel, hvordan det jødi­ske folk så gruelig blev straffet i ørke­nen, så tænk ikke, at det er en død hi­storie, som nu ikke længere angår nogen. For det er ikke skrevet for dem, som nu er døde, men for os, som lever, for at vi skal tage det til hjerte og anse det som et evigt eksempel, fremstillet for hele kirken.

       For Guds værk og regimente i sin kirke er ét og det samme fra verdens begyn­delse indtil enden, ligesom Guds folk eller kirke er én og den samme til alle tider. Og denne historie er ikke alene et billede af kirken til alle tider, men også selv et stort stykke og det næsten det fornemste stykke af den. Den viser os, hvordan det stedse forholder sig med kirken på jorden, at den nemlig altid uden menne­skelig magt og hjælp bliver regeret og opholdt af Gud på underfuld måde, un­der mange slags anfægtelse, forargelse, lidelse og svaghed. Den er ikke og bliver ikke i noget stadigt, fast og ordnet regimente efter menneskelig visdom, hvor alt hænger sammen og går sin jævne gang, men den kastes og adspredes hid og did og svækkes også i sig selv ved mange slags forvirringer og straffe. Den største og fornemste del, som fører kirkens navn og anseelse, falder fra og anretter sådan ulykke, at Gud ikke kan skåne, men nødes til at sende så svære og gruelige straffe­domme gennem partier og anden forstyr­relse, så kun den mindste hob forbliver retskaffen.

       Når dette nu overgår det folk, som Gud først udvalgte til sit folk, og hos hvem han gjorde så store og åbenlyse undere, hvis lige ikke senere er sket, hvad bedre skulle eller tør vi da vente? Ja, hvor langt større er ikke faren for os, og hvor meget mere grund har vi ikke til at se os vel for og vogte os, at det ikke går os ligesådan og endnu langt værre? Det påminder Paulus selv os om, når han siger: Det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Det vil sige: Vi lever nu i den sidste og værste tid, som bringer langt større farer og langt frygteligere straffe med sig. For det er i Skriften forud forkyndt og af Kristus og apostlene forudsagt, at der skal komme vanskelige og forfærdelige tider, hvori der skal ske et stort frafald fra den rette lære og en skrække­lig forvirring i kirken. Det er desværre også tydeligt, at begge dele alt for gruelig er gået i opfyldelse gennem så meget kætteri og endelig gennem islam og pavedømmet.

       Velan, denne sidste tid begyndte alle­rede, medens apostlene levede; for efter Kristi himmelfart er vi kristne det sidste stykke af verden og den tiloversblevne lille hob, som tilhører himmelen. Og vi hedninger, som lever midt iblandt den store utallige hob af den ugudelige og onde slægt i den vide verden, må også have det langt værre end jøderne. De levede dog alle under Moseloven og Guds Ord, i smuk og ydre tugt og i ét og samme ordnede regimente. Men vi er kommet til verden, just da den går på afgrundens rand og er som allerværst, medens dog den store hob allermest roser sig af at være kristne, sådan som erfaringen viser. Vi ved, hvor højt og fortræffeligt paven har berømmet sin kirke, som om der uden ­for den ingen kristne var på jorden, og som om al verden var skyldig at anse ham for kirkens øverste hoved på jor­den.

       Det er jo sandt, at alle, som er under ham og er døbte til Kristus, er kaldet til Guds rige og har nadveren og Kristi navn. Men hvad gør de andet, end at de under dette herlige navn og berømmelse undertrykker Kristi ord og rige og nu i mere end tusinde år har forvirret kirken og forfulgt den på det grueligste indtil denne dag? Desuden er også på den anden side de store lande og kongeriger, som også har villet være kristne og dog ikke givet agt på troen og den rette lære blevet straffet og hærget af tyrkerne og i stedet opfyldte med den skændige Muhameds stinkende urenhed. Det er en stor og skrækkelig straf, og det kunne synes, som om der ikke kunne være nogen skrækkeligere plage end den, som overgik det jødiske folk i ørkenen. Dog var dette endnu kun legem­lige straffedomme, og selv om en så stor del blandt dem ved sin vantro og foragt for Gud hjemfaldt til den evige for­dømmelse, så beholdt de øvrige dog ved Moses Guds Ord og den rette kirke. Men denne den sidste tids straf er langt frygteligere, idet Gud lader den rene lære bort­tages og sender kraftige vildfarelser, så de skal tro løgnen og evindelig gå fortabte, de, som ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst, 2 Thess 2, 10. Sådan er vi desværre hidtil blevet gengældt og straffet forfærdeligt. Og hvis vi ikke er taknemmelige for den nåde, som Gud har givet os ved sit ord, som den sidste gnist af det lys, der nu bliver slukket, så vil vi komme til at undgælde endnu hårdere.

      

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.

Det er den konklusion, som sådanne eksempler skal lære os, og en prædiken mod de sikre ånder. Af disse fandtes der hos korintherne mange, som roste sig af at være de høje apostles di­sciple og af at have modtaget Helligånden. De stiftede sekter og ville, at alt, hvad de gjorde, skulle være ret gjort. Til sådanne siger han: Nej, kære bror, vær ikke alt for vis og sikker på, at du står; for når du mener at stå allerbedst, så er du dit fald nærmest og kan falde sådan, at du ikke mere kan rejse dig. Jøderne i ørkenen var jo så yp­perlige folk, havde begyndt meget godt og udrettet store ting og faldt dog så gruelig og gik til grunde.

       Derfor se dig for og lad ikke djæve­len bedrage dig. Her er det nødvendig, at man er opmærksom. Du har et kød at drages med, som desuden strider mod ånden, og har djævelen til fjende, samt alle vegne fare og nød hos dig selv. Vogt dig derfor, at du ikke atter mister, hvad du har mod­taget; for du er kun begyndt og endnu ikke nået enden. Derfor må du her se dig om, kæmpe og være vågen, så du, som Paulus siger i Fil 2, 12: ”arbejder med frygt og bæven på din frelse.”

      

De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Jeg må dog ikke forskrække jer for meget, vil han sige, men også give jer nogen trøst. For I har endnu ikke haft højere anfægtelser end af kød og blod og af jer selv indbyrdes, idet den ene foragter og forurettet den anden, og der findes horeri og anden forargelse iblandt jer. Dette er ganske vist ikke godt og smukt; derfor må I se til at forbedre jer, så det ikke skal blive værre med jer. For skulle djævelen selv ret angribe jer med falsk lære og falske ånder og med høje åndelige anfægtelser, som med at friste Gud, sådan som jøderne og også mange andre af de hellige, så ville I ikke kunne bestå. I er endnu for svage og unge, uprøvede kristne. Tak derfor Gud, at han endnu gør det sådan med jer, at I kan tåle det, og tilskikker jer det, som tjener jer bedst, og derfor ved sit ord forma­ner jer til at se jer for, så I ikke skal falde i større fristelser!

 

 

 

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com