Første søndag efter påske, Joh 20, 19-31

 

 

Joh 20, 19-31

v19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. v21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

       v24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. v25 De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«v26 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« v27 Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v29 Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

       v30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 

Kristi opstandelse bringer fred og glæde

Det første stykke af denne evangelietekst er netop den samme beretning, som vi også har hørt i teksten på tredje påskedag, som fandt sted om aftenen på påskedagen. Denne dag kalder evangelisterne den første dag i ugen. Kristus viste sig da for sine forskrækkede disciple, medens de alle, med undtagelse af Thomas, var forsamlet med hinanden. Han trøstede og styrkede dem da i troen på hans op­standelse. Her hører vi så atter, hvil­ken kraft og nytte Kristi opstandelse har, nemlig at Kristus, når han kommer med sådan prædiken, bringer fred og glæde med sig. Det er troens rette frugter, sådan som de også af Paulus i Gal 5, 22 bliver opregnet blandt åndens andre frugter.

       For da han kommer, finder han stadig disciplene siddende i frygt og skræk, både i det ydre for jøderne og i det indre i deres samvittighed. De er endnu meget svage og har et hjerte, der var trægt til at tro, skønt de af kvinderne og nogle disciple havde hørt, at han var opstået. Men da de var bekymrede og talte med hinanden om denne sag, da er Jesus der og bringer dem, på hebræernes vis, den venlige hilsen: Fred være med jer. Det betyder på vort sprog det samme som at ønske alt godt. For fred kalder de det, når alt går godt, og hjer­tet er tilfreds og ved godt mod. Og dette er det venlige ord, som Kristus altid brin­ger med sig, ligesom han også gentager det flere gange i denne beretning.

 

En anderledes fred og glæde

Men Kristi fred er aldeles hemmelig og skjult for øjne og sanser. Den er ikke sådan, som verden afmaler og søger den, eller som kød og blod tænker. Det står nemlig sådan til med de kristne, at de for Kristi skyld ikke kan have nogen fred eller noget godt af sine fjender, Djævelen og verden. De må dagligt opleve ulykke og ufred. Djævelen ængster, trykker og plager dem med frygt for synden og for dens straf. Verden med sin for­følgelse og sit tyranni. Kødet med sin egen svaghed og utålmodighed.

       Derfor er det ikke en synlig fred, som man kan tage og føle på. Det er ikke en fred i den ydre følelse. Det er en indre og åndelig fred i troen, der ikke søger og griber noget andet end det, som den her hører, nemlig dette venlige ord af Kristus, som han siger til alle ængstede og bedrøvede: Pax tibi, fred være med dig, frygt ikke! Troen lader sig nøje og er tilfreds med, at Kristus er vor ven, at Gud vil os det godt og skænker os alt godt, selv om vi i det ydre i verden ikke føle nogen fred, men bare uro.

       Dette er den fred, som Paulus beskriver i Fil 4, 7: "Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus". Og Kristus siger i Joh 16, 33: "Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden." For Djævelen kan ikke tåle, at en kristen har fred. Derfor må Kristus give fred på en anden måde, end verden har og giver den, nem­lig sådan, at han beroliger hjertet og gør det tilfreds og borttager den indre frygt og skræk, selv om den ydre ufred og ulykke varer ved.

      

Indre fred i ydre modgang

Sådan ser du, et det her sker med Kristi disciple. De sidder knuget af stor frygt for jøderne. De vover sig ikke ud og har døden for øjnene. Og selv om de har ydre fred, og ingen gør dem noget, så bæver dog deres hjertes indre, og det har ingen fred eller ro. I deres frygt og angst kommer Herren, beroliger hjertet og gør dem tilfreds. Ikke sådan, at han borttager faren, men sådan, at hjer­tet ikke frygter derfor. For jødernes ond­skab bliver ikke taget bort eller forandret. De vredes og rase ligesom før, og alt for­bliver i det ydre uforandret. Men discip­lene bliver forandret i det indre, så de bliver trøstet og kække. Bagefter bekymrer de sig ikke mere om, hvordan jøderne raser. Dette er den rette fred, som kan stille hjertet tilfreds, ikke alene, når der ingen ulykke er for hånden, men også midt i ulykken, når der i det ydre er bare ufred for øjnene. Og dette er forskellen mellem verdslig og åndelig fred. Verdslig fred består i, at det ydre onde, som forvolder ufreden, bliver taget bort. Som når en fjende belejrer en by, så er der ufred, men når fjenden er borte, så er der igen fred. Sådan er du heller ikke tilfreds, når afsavn og syg­dom trykker dig; men når det bliver fjernet, og du er fri for ulykken, så er der igen ydre fred og ro. Men den, som lider dette, bliver ikke forandret, men han er lige forsagt, hvad enten ulyk­ken er der eller ikke, med undtagelse af, at han føler den og ængstes, når den er til stede.

 

Forskel mellem åndelig og verdslig fred

Men den kristne eller åndelige fred vender det netop om, så selv om ydre ulykke, som fjender, sygdom, fattigdom, synd, djævel og død, stadig forbliver og ikke hører op, men ligger rundt omkring, så er der dog indre fred, styrke og trøst i hjertet, så det ikke bekymrer sig om nogen ulykke. Ja, det bliver endog frejdigere og gladere, når den er der, end når den ikke er der. Derfor hedder den med rette en fred, som overgår al forstand og alle sanser. For forstanden forstår og søger ikke mere end den fred, som kommer udefra, fra de goder, som verden kan give. Den kender ikke noget til, hvordan man skal tilfreds­stille og trøste hjertet i nøden, når disse mangler. Men når Kristus kommer, lader han ganske vist den ydre modgang forblive, men styrker personen og gør det ængste­lige hjerte uforskrækket, det bævende kækt, den urolige samvittighed rolig og stille. Et sådant menneske er trøstigt, modigt eg glad under de omstændigheder, i hvilke ellers hele verden er forskrækket, som i døden, i rædselen for synden og i al slags nød, hvori verden ikke længere kan hjælpe med sin trøst og sine goder. Dette er altså en rigtig, bestandig fred, som forbliver til evig tid og er uovervindelig, så længe hjertet hænger ved Kristus. Denne fred er altså intet andet, end at hjertet bliver forvisset om, at det har en nådig Gud og syndernes forladelse; for uden dette kan det ikke bestå i nogen nød, og det kan ikke tilfredsstilles med noget jordisk gode.

       Men dette sker og kommer blot da, når Kristus viser os sine hænder og sin side, det vil sige, når han gennem Ordet viser os, hvordan han er korsfæstet for os, hvordan han har udgydt sit blod og er død for os. Dermed har han betalt for vore synder, forsonet og afvendt Guds vrede. Dette er den rette måde at trøste de forskrækkede samvittigheder og hjerter på og forsikre dem om Guds nåde og syn­dernes forladelse. Han viste dem sine hæn­der og sin side, så at de ikke nogen sinde skal tvivle, men være visse på, at det er ham selv, og at han ikke er vred på dem, men er deres kære frelser. For det er ikke så let, hverken for disciplene eller for alle andre bedrøvede samvittigheder, så længe de bliver ængstede og ligger i kamp, at gribe denne fred. Derfor kommer han og styrker dem både med ord og synlige tegn.

       Det gør han endnu stadigvæk efter sin opstandelse - ikke på en synlig måde, men gennem prædikeembedet. Det skal vi tro, skønt vi ikke ser ham, som han siger ved slutningen af denne tekst. Ved prædikeembedet fremholder han også for os netop det samme, nemlig, hvordan han har udgydt sit blod for os. For det er nok, at han engang synlig har vist det for disciplene, for dermed at styrke både deres og vor tro på, at han i sandhed er opstanden og er den samme Kristus, som for vor skyld blev naglet til korset og gennemboret.

 

Hvor Kristus bliver troet følger glæden

Det andet stykke, som følger på Kristi venlige hilsen eller tilsigelse af fred og på fremvisningen af hans hænder og side, er glæde, når dette bliver modtaget med tro. Som teksten siger: "Disciplene blev glade, da de så Herren". For det er bestemt den største glæde, som et menneskehjerte kan opleve, når det genser og genkender Kristus, som før var ligesom død og borte for det og med ham også al trøst og glæde. Men nu, da det har genfundet ham, kan det glad trøste sig ved ham, og det ved, at det i ham har en venlig, kær frelser, og ved ham idel nåde og trøst hos Gud imod syndens og dødens rædsler og verdens og Helvedes vælde. Det er det, som Paulus siger i Rom 5, 1-2: "Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed".

       Det synger man også om ved denne højtid i den kendte gamle påskesalme om Herrens opstandelse: "Opstanden er den Herre Krist". I denne salme fortælles ikke alene beretningen om hans opstandelse, men også om dens betydning for os: "til alle slægters glæde og trøst for vist". For det er vor skat og salighed, hvorfra vi har fred og alt godt hos Gud. For hvordan kunne vi ellers glæde os ved det, hvis vi ikke havde nogen gavn af det og ikke kunne tilegne os, hvad han har gjort, som vort eget gode? Derfor slutte påskesalmen også med at lære os, at "Kristus vil være vor trøst", så vi sikkert skal stole på det og ikke kan eller skal have nogen anden trøst at holde os til i al vor nød. Han har ved sin opstandelse overvundet alt, og giver os alt, hvad han har gjort og lidt, til ejendom.

 

Kristus vil altid være hos os

At Kristus kommer til disciplene gennem lukkede døre, viser os, at han efter sin opstandelse, i sit rige på jorden, ikke mere vil være bundet ved no­get legemligt, synligt, håndgribeligt, verds­ligt væsen til tid, sted, rum og alle sådanne ting. Han vil blive erkendt og troet sådan, at han ved sin kraft regerer som allestedsnærværende. På alle steder og til alle tider, når og hvor vi behøver ham, er han hos os og vil hjælpe os, uden at være begrænset eller forhindret af verden og al dens magt.

       For det andet vises også, at han, når han kommer med sit styre gen­nem Ordets embede, da kommer han ikke med larm og ballade, storm og uro, men han farer stille og sagte frem. Han forrykker, tilintetgør og forstyrrer intet i det ydre menneskelige liv og styre.

       Han lader alt dette fortsætte og forblive i sin stand og sine embeder, sådan som han forefinder det, og han regerer kristenheden sådan, at det ordentlige styre på jorden ikke bliver omstødt eller for­styrret derved. På samme måde forstyrrer og forrykker han heller ikke noget indvendigt i mennesket, hverken dets sanser eller fornuft, men han oplyser og forbedrer dets hjerte og forstand. Derimod forstyrrer og fordærver Djævelen gennem sine partiånder, sine larmere, uromagere og skrighalse alt, både i det ydre og verds­lige styre og væsen og indre i menneskers hjerter, som han med sin falske åndelighed gør aldeles vanvittige og mørke. Sådan som vi i disse tider rigeligt har erfaret hos hans oprørske profeter, sværmere og gendøbere.

       Dette er nu det første stykke i dette evangelium, nemlig, hvordan Kristus ved sin opstandelse atter trøster sine kære disciple. Han gør dem glade og levende igen sammen med sig, idet han be­frier dem fra deres svære død og deres hjerters elendighed, der var fremkaldt af, at de troede, Kristus var tabt og evig død for dem. Men da de nu har denne nytte og frugt deraf, fortsætter han og giver dem den befaling at udbrede det gennem deres embede over hele verden, så at han også kan bringe den samme op­standelses kraft og trøst videre. Han siger til dem:

 

v21-23 »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Et nyt åndeligt rige er stiftet ved Kristi opstandelse

Med disse ord viser Herren, hvad han har udrettet ved sin opstandelse, nemlig, at han har oprettet et styre, som ikke skal beskæftige sig med penge eller guld, og hvad der angår dette time­lige liv, hvordan man skal erhverve og bevare sådanne ting. For den slags rige er allerede forud til stede, stiftet fra verdens begyndelse. Det er underlagt den menneskelige fornuft, gennem Guds Ord, når det siges i 1 Mos 1, 28: "Underlæg jer jorden; hersk over havets fisk, Himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" Dette er det gamle styre og det har den verdslige øvrig­hed at beskæftige sig med. Dertil behøver man ikke Helligånden, og derom har man heller ikke i kristenheden meget at lære. De, der er uddannet i statskundskab, kan råde og hjælpe til her, hvordan det skal gå til.

 

Dette rige angår samvittigheden

Men ved siden af og over dette står der et andet styre, som råder over samvittighederne og vedkommer de sager, hvor man har med Gud at gøre. Dette styre er dobbelt. Det ene er stiftet ved Moses, det andet er det, som Herren her stifter, idet han siger: "Ligesom faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Moses' styre skal tjene til, at det lærer os, hvad der er synd, og hvad der ikke er synd. Det vedkommer dem, som endnu ikke kender eller føler deres synder, som nu for eksempel lovfornægterne, der foregiver, at man ikke skal prædike loven. Hos disse er det forgæves at lære meget om nåden. For når loven ikke bliver prædiket, kan man ikke vide af nogen synd. Som Paulus siger: "Uden lov er synden død." (Rom 7, 8). Ligeledes: "Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse." (Rom 4, 15). For lige meget hvor stor synden end er, så kender man dog hver­ken den eller Guds vrede uden gennem loven. Hvor loven derfor ikke bliver drevet, bliver mennesker fuldstændig he­denske, idet de mener, at de gør ret, me­ns de dog synder gruelig imod Guds bud.

 

Ved lovens prædiken bliver synden erkendt og straffet

Den verdslige øvrighed hæmmer og straffer ganske vist den åbenlyse synd, men den formår slet ikke, selv om den tog alle ju­risternes bøger på råd, at vise eller lære, hvad der er synd for Gud. Loven er derfor givet, for at mennesker deraf kan lære, hvad der er synd. Men, hvor synden forbliver uerkendt, kan man ikke forstå og endnu mindre begære forladelse og nåde. Ja, nåden er da til ingen nytte, for den skal kæmpe i os og vinde sejr imod loven og synden, så vi ikke for­tvivler.

       Ligesom en god læge må være dygtig i sin gerning, så han først og fremmest véd, hvilken og hvad slags syg­dom, det handler om – for ellers kan han, når han vil hjælpe den syge og ikke ken­der sygdommens årsag, meget let give ham skadelig gift i stedet for et lægemiddel – sådan må synden først og fremmest være erkendt, før man prædiker nåden. Og til en sådan erkendelse er loven nødvendig, og man må flittigt foreholde mennesker De Ti Bud, for, som sagt, er fornuften med sin visdom og med al sin juridiske kunst alt for svag ­til det. Selv om der er indplantet noget af en sådan erkendelse i os, så er det dog alt for lidt og svagt. Derfor har Gud stiftet en sådan lovprædiken gennem Moses, som han tidligere havde modtaget af fædrene.

 

Lovens prædiken er stadfæstet af Kristus

En sådan prædiken har også Kristus selv stadfæstet, som vi hørte i den forrige evangelietekst, hvor han bød sine disciple allerførst at prædike bod i hans navn. Og i  Joh 16, 8 siger han: "Når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd." For selv om det egentlig hører til Moses' styre at overbevise om synd, så må Kristus dog, for at kunne komme til sit styre og værk, lade det begynde med lovprædiken, hvor synden ikke er erkendt. For, hvis dette ikke sker, kan synden heller ikke blive tilgivet.

 

Kristi åndelige rige ved evangeliet

Det andet styre er det, vor Herre Kristi opstandelse har grundlagt. For ved opstandelsen har han villet oprette et nyt rige, som skal have at gøre og handle med synden, (som først er erkendt ved loven), samt med døden og Helvede. Det lærer ikke om, hvordan man skal blive gift, styre hus, stat og land, beholde verdslig fred, bygge og plante. Det er rettet på, hvor man skal kunne forblive, når dette legemlige, forgængelige styre og væsen ophører, når man må forlade gods, ære, hus, gård, verden og alt, hvad der er på jorden, tilligemed dette liv. Det, som vi da hvert øjeblik må vente at kunne ske. Hertil er nu dette rige stiftet af Kristus, der er indsat til en evig konge af den grund, at han skal være en Herre over synd og retfærdighed, over død og liv. Hermed skal hans rige have at gøre og be­stille.

       Det er det, Herren taler om her, når han siger: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Her hører du, at hans gerning er, enten at hjælpe mennesker fra synden eller lade dem forblive deri og vise, at de er fordømte.

 

Pavelig misbrug af nøglemagten

Her kan man jo ikke sige, at han dermed har stiftet et verdsligt rige, sådan som paven roser sig af sin bindenøgle og løsenøgle. Han siger, at han har magt til at løse og binde selv det, som ikke er synd. Ja, endog hvad Kristus selv ikke binder eller løser. Paven har også helt og holdent gjort det til en verdslig magt. Men Kristus viser her klart nok, hvad hans nøgler er, nemlig - ikke at udstede love og atter ophæve dem, sådan som paven gør - men at tilgive eller fastholde synderne.

 

Kristi nøglemagt angår alene synder mod Guds bud

Kristus vil da sige dette: Mit rige skal bestå i, først, at mennesker erkender, hvilke syndere de er. Det har jeg befalet Moses at lære og prædike om. Ikke i den hensigt, at jeg vil binde dem, for de er allerede bundne. Jeg vil heller ikke først opfinde synder eller have at gøre med opdigtede synder, (sådan som pa­ven gennem sine love og med sin bindenøgle gør synd, hvor der ingen synd er); men jeg vil have at gøre med sådanne synder, som er virkelige synder imod Guds bud, som gudsforagt og vantro, bespottelse af hans navn, foragt for hans Ord, ulydighed. Dette er ikke nyopfundne synder gennem pavens bud, men det er virkelige synder. De bor i kød og blod og er mennesker med­født. De lader sig ikke absolvere eller bort­tage ved pavens løsenøgle, sådan som han bruger den, men de forbliver i men­nesker ligetil graven.

       Kristi rige går nu ud på, at man skal kunne vide, hvordan man kan blive sådanne synder kvit. Derfor kalder han det også overalt, ikke et verdsligt eller jordisk rige, men Himmeriget. For det skal netop begynde, når dette jordiske rige gennem døden ophører, så mennesker véd, hvordan de da kan komme i Himlen. Dette rige, siger han, skal virke og bestå sådan:

 

v21 Som faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.

Apostlene har ikke fået overgivet verdslig magt, men et prædikeembede

Med disse ord fratager han først og fremmest disciplene den kødelige tanke, som de havde også efter hans opstandelse, nem­lig at han, som en verdslig konge og Herre, skulle regere og herske med ydre legemlig magt. Derfor siger han: I har nu set, hvad for et embede jeg har ført på jorden, og hvortil jeg er sendt af min fader, nemlig, at jeg skulle begynde et åndeligt rige imod Djævelens, syn­dens og dødens vælde. Derved skulle jeg bringe dem, som tror på mig, til det evige liv. Dette har jeg gjort og for min person fuldbyrdet, og jeg har slet ikke tiltaget mig noget af det verdslige væsen og styre. Ja, jeg er endog for dette mit embedes og denne min tjenestes skyld blevet dræbt af verden, og således skilt fra den. Men nu er jeg ved min opstandelse indtrådt i herligheden, hvor jeg, siddende ved fa­derens højre hånd, evig skal herske over alle skabninger.

       Derfor sender jeg nu også jer, for at I skal være mine sendebud, og ikke omgås med verdslige sager, men føre og øve netop det samme embede, som jeg hidtil har forrettet, nemlig at prædike det Ord, som I har hørt og modtaget af mig. Og dette embede er af den art, at ved det skal de mennesker blive hjulpet fra synden og døden, som føler deres synd og død og vil lade sig hjælpe

 

Et højt embede med stor magt, men kun over synden

Hermed er apostlene og deres efter­kommere ligetil verdens ende sat til Herrer, og der er givet dem så stor vælde og magt, med hensyn til embedet, som Kristus, Guds søn, selv har haft. I sam­menligning med denne magt er al verdens magt og Herredømme for intet at regne, skønt det ikke vises for verden eller kaldes noget Herredømme. Og dog skal og kan det ikke udstrække sig videre end alene over det, som hedder synd for Gud. Så hvor denne synd begynder eller slutter, skal også styret både begynde og slutte. Og alt, som lever og hedder menneske på jorden, skal være dette styre undergivet, det være sig nu kejser eller konge, stor eller lille. Ingen er undtaget. For han siger: "Forlader I nogen deres synder". Dette "nogen" be­tyder intet andet end "enhver". Den ene så vel som den anden. Jøder, hedninger, høje og lave, vise og ikke vise, hellige og ikke hellige. Så ingen kommer i Himlen og til det evige liv uden den, som mod­tager det af jer. Det vil sige gennem jeres embede.

 

Alle mennesker er underlagt apostlene og gjort til syndere

For alle mennesker er ved dette ord indesluttet under synden. Ved dette ord viser han nemlig, at de på jorden og i verden ikke ville finde andet end synd. Han fælder altså den dom, at alle mennesker, til hvem apostlene og deres efterfølgere sendes, er syndere for Gud og fordømte, både med hensyn til deres person og livsførelse. Og at et af føl­gende to ting må ske: Enten at syn­derne blive dem tilgivet og forladt, når de erkender dem og begærer tilgi­velse, eller at de evig må forblive bundet i deres synder til deres egen død og fordømmelse.

 

Helligåndens kraft er givet til dette embede

Til at udøve og iværksætte denne magt og dette styre, hører der også en særlig kraft, der ikke er menneskelig, men guddommelig. Derfor giver han dem ikke sværd og våben til denne udøvelse. Han ruster dem heller ikke med brynje og verdslig magt, men han blæser på dem og siger: Modtag Helligånden. De skal nemlig vide, at dette embede og denne gerning ikke fremgår af deres egen magt, men af hans kraft ved Helligånden, der vil virke gennem deres embede og ord. Det er altså Helligåndens embede, der af Kristus skænkes til det formål, at, selv om det synes at være en svag prædiken og ikke mere end en ringe ånde af et menneskes mund, så er der dog en sådan kraft hos det og under det, at synd, Guds vrede, død og Helvede må vige for det.

 

Hvordan mennesker kan tilgive synder

På baggrund af det er det nu også let at besvare det spørgsmål, som man her kløgtigt fremsætter, nemlig hvordan et menneske kan tilgive synder, når dette jo tilkommer Gud selv alene? For det er sandt, at det ikke står til menneske­lig kraft eller evne, fortjeneste og værdighed, at forlade nogen synd, selv om man var så hellig, som alle apostlene og alle engle i Himlen. Derfor fordømmer vi selv paven med hans munke, der tilsiger mennesker syndernes forladelse i kraft af deres egne gerninger og deres egen helligheds for­tjeneste og tilsiger dem absolutionen. Herved bliver de arme folk, som gerne vil have en sik­ker trøst, skændig og jammerlig bedraget.

 

Forskel på egne påfund og det, der sker på Guds befaling

Men her må man skelne ret (og det kan papisterne og andre partier ikke forstå eller gøre) mellem det, som mennesker gør af eget påfund og i kraft af deres egen værdighed, og imel­lem det, som Kristus befaler at gøre i sit navn, og hvori han virker ved sin kraft. For det har visselig ingen værdi, at en barfodmunk af sig selv fremtræder og understår sig til at tilsige en stakkels sjæl absolution og forladelse i kraft af sin egen anger og skrifte og i kraft af helgenernes og sin ordens fortjeneste. Deres absolu­tion (som man stadig kan overbevise dem om med deres egne breve, som de i kraft af deres broderskab har solgt til folk) lyder sådan: Kristi lidelses, den salige jomfru Marias og alle helgeners fortjeneste, denne hårde og svære ordens fortjeneste, ydmygheden i dit skriftemål, hjertets anger og alle de gode gerninger, som du har gjort eller vil gøre, skal skænkes dig til syndernes forladelse og evigt liv, osv.

 

Munkenes falske absolution

Dette er jo intet andet end en gruelig bespottelse af Kristus og en forvanskning af den sande absolution. For skønt de også nævner Kristi lidelse, så er det dog ikke deres alvor. De anser den ikke for god og kraftig nok til syndernes forladelse, men må også have Maria og alle helgeners fortjeneste, og allermest deres egen orden og munkevæsen med. Dette sætter de ved siden af Kristus. Alt dette gør de uden nogen befaling af Kristus. Ja, i direkte modsætning til hans ord og befaling. Ikke af Helligånden, men af sin egen ånd, Djævelen, som er fader og stifter til en sådan løgnens lære.

 

Absolutionen må grunde sig på Kristi befaling

Men skal absolutionen være sand og kraftig, så må den udgå fra denne Kristi befaling og lyde sådan: Jeg tilsiger dig dine synders forladelse, ikke i mit eller nogen helgens navn eller for nogen men­neskelig fortjenestes skyld, men i Kristi navn og i kraft af hans befaling, som har befalet mig at sige dig, at dine synder skal være dig forladte, sådan altså, at det ikke er mig, men ham selv gennem min mund, som forlader synderne. Og du er skyldig til at modtage og fuldt og fast tro dette, ikke som et menneskes ord, men som havde du hørt det af hans, den Herre Kristi, egne mund.

 

Kristus tilgiver synder ved det mundtlige ord

Skønt derfor magten til at for­lade synderne alene tilhører Gud, så skal vi dog også vide, at han udøver og ud­deler denne magt gennem det ydre em­bede. Hertil kalder Kristus sine apostle og befaler dem, at de i hans navn skal forkynde syndernes forladelse til alle dem, som begærer det. Der er således ikke tale om at tilgive synd ved menneskelig kraft og vilje, men i kraft af Kristi befaling, som også giver Helligånden til det.

       Dette gør Gud netop til vort eget bedste, så at vi ikke skulle behøve at gabe forgæves op til Himlen derefter, og vi måske ikke kunne få den, men måtte sige, som Paulus citerer i Rom 10, 6: "Hvem vil stige op til himlen? for at hente Kristus ned." Men for at vi kunne være sikre i sagen, har han lagt syndsforladelsen i det offentlige embede og i Ordet, så vi altid kunne have det hos os i vor mund og i vort hjerte. Her skal vi finde absolutionen og tilgivelsen og vide, at vi er skyldige at tro det ord, som vi hører forkyndes os på Kristi befaling, som blev det forkyndt os af Kristus selv.

 

Magten til at tilgive synder står over al anden magt på jord

Se, dette er den magt, som gennem apostlenes embede er givet kirken. Den er højt ophøjet over al magt på jor­den, så ingen, hvor stor og mægtig, han end er, skal eller kan komme til Gud uden den eller have den trøst i sin sam­vittighed at undslippe Guds vrede og den evige død. For selv om alle kejsere og konger bragte deres magt og kraft, penge og gods sammen, så kunne de dog ikke hjælpe sig selv eller et enkelt men­neske fra den ringeste synd. For når et menneskes hjerte er bange, hvad hjælper det ham da, at han er en vældig konge eller kejser? Hvad hjalp det den store, mægtige konge Nebukadnezar i Babylon, da han blev vanvittig, så han blev for­stødt af mennesker, måtte ligge sammen med de ufornuftige dyr på marken og spise græs, og ikke kunne hjælpes uden ved, at pro­feten Daniel måtte tilsige ham hans syn­ders forladelse?

 

Trøsten i den befalede nøglemagt

Men hvem kan udtale, hvilken uud­sigelig, mægtig og salig trøst det er, at et menneske med et ord kan åbne Himlen og lukke Helvede for det andet? For i dette nåderige, som Kristus har stiftet ved sin opstandelse, gør vi intet andet, end at vi åbner munden og siger: Jeg forlader dig dine synder - ikke af mig selv eller af egen magt, men i Jesu Kristi sted og i hans navn. For han siger ikke sådan: I skal forlade synderne på egne vegne. Men: Jeg sender jer, ligesom faderen har sendt mig. Jeg selv har ikke gjort det af eget valg eller råd, men jeg er sendt af min far ­til det. Den samme befaling giver jeg også jer indtil verdens ende, så at I og al verden skal vide, at denne tilgivelse eller fastholdelse af synden ikke sker ved men­neskelig kraft eller magt, men efter hans befaling, der sender jer.

       Dette er ikke alene sagt til dem, som er prædikanter eller kirkens tjenere, men også til alle kristne. Enhver kan trøste den anden i dødsnød, eller hvor det ellers er nødvendigt, og udtale absolutionen. Når du nu hører det ord af mig: Dine synder er dig forladt, så hører du, at Gud vil være dig nådig, hjælpe dig af synd og død og gøre dig retfærdig og salig.

 

Tilgivelsens vished hviler ikke på mennesker, men på Kristi befaling

Ja, siger du, du har vel tilsagt mig absolution, men hvem kan vide, om det er vist og sandt hos Gud, så synderne er mig forladt? Svar: Hvis jeg som et menneske havde gjort eller sagt det, så kunne du vel sige: Jeg véd ikke, om din absolution gælder og er kraftig eller ikke. Men, så at du kan være vis i sagen, må du af Guds Ord være sådan undervist, at du kan sige: Hverken præsten eller noget andet menneske har absolveret mig, Og det er heller ikke præsten, der har befalet mig at tro dette, men Gud har talt og gjort det gennem ham. Det er jeg vis på, for min Herre Kristus har befalet det og sagt: Ligesom faderen har sendt mig, sådan sender jeg også jer. Her gør han dem, som han giver denne befaling, sig selv lige i alle ting, idet han udsender dem, så de, udsendt af ham, skal gøre og udrette netop det samme som det, hvortil han var udsendt af faderen, nem­lig at tilgive og fastholde synderne. Deri består det, og det er det, som udretter det. Ellers, uden en sådan befaling, ville absolutionen være et intet.

       Er du nu sørgmodig og bedrøvet på grund af dine synder, og er du forfær­det for døden, hvormed Gud alvorligt vil straffe dine synder, så hør nu af din sjælesørger, eller, hvis du ikke kan have en sådan, af din kristne næste, at han trøster dig med disse eller lignende ord: Kære broder eller søster! Jeg ser, at du er ydmyget og forsagt, at du frygter for Guds vrede og dom over dine syn­der, som du føler, og for hvis skyld du nu er så bange. Men hør nu og lad dig sige: Vær trøstet og uforsagt, for Kristus, din Herre og frelser, der er kommet for synderes skyld, for at gøre dem salige, han har befalet både de tjenere, der er kaldet gennem det offentlige embede og i nødsfald enhver kristen, at den ene skal trøste den anden på hans vegne, og i hans navn for­lade synder.

       Når du, siger jeg, hører sådan trøst, så modtag den med sådan glæde og taksigelse, som om du hørte den af Kristus selv. Da bliver dit hjerte visselig tilfredsstillet, oprejst og trøstet, og du kan da med glæde sige: Jeg har hørt et men­neske tale med mig og trøste mig. For hans persons skyld ville jeg ikke tro et ord af ham, men jeg tror min Herre Kristus, der har stiftet et sådant nåderige og syndsforladelses rige og givet mennesker en sådan befaling og magt, at de i hans navn skal forlade eller fastholde synderne.

 

Trøst at finde i anfægtelse hos en anden kristen

Derfor bør enhver kristen, når Djævelen anfægter ham og indgiver ham de tan­ker, at han er en stor synder og må gå fortabt og blive fordømt, vænne sig til ikke at gå længe og diskutere med ham eller være alene, men han skal gå hen til eller sende bud efter sin sjælesørger eller en anden god ven, klage sin nød for ham og begære trøst og råd af ham. Og han skal sætte sin lid til, at Kristus her siger: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt". Og et andet sted: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." (Matt 18, 20). Hvad der da siges ham i Kristi navn ud fra Skriften, det skal han tro. Og sådan som han tror, sådan sker det ham.

 

At være samlet i Kristi navn

To eller flere er forsamlet i Kristi navn, når de taler med hinanden ikke om legem­lige ting, hvordan man skal erhverve eller skaffe penge eller gods, men om hvad der tjener til sjælens frelse og salighed. Sådan som når du i skriftemålet eller ellers bekender dine fejl og anfægtelser. Den, som du betror dig til, mærker da, at Moses gennem loven har truffet dig på rette sted, så synden gnaver og trykker dig, døden ængster og forskrækker dig, og du sukker og klager over dit eget liv. Under disse omstændigheder plejer sådanne ord at falde: Ak, gid jeg aldrig var født! Ak, gid Gud ville forlænge mit liv, så ville jeg forbedre mig!

       Når da din præst, eller hvem det nu er, begynder at trøste dig, ikke på verdslig vis, heller ikke for penges skyld, men fordi han ser, at du er ængstelig og bange for syndens og dødens rædsler, så siger han til til dig: Lad alt, som er på jorden, penge, gods, al menneskelig gerning og livsførelse fare, men giv nu agt på dette: Dit hjerte er i stor angst og tænker: Hvordan skal jeg blive min lidelse, jammer og dårlige samvittighed kvit? Hvordan skal jeg komme bort fra Moses med hans trusler? Da, siger jeg: Hør ham, når han på denne eller lignende måde taler med dig: Jeg siger dig i den Herre Kristi navn, der er død for dine synder, at du skal lade dig trøste, at du skal tro og være sikker på, at dine synder er dig forladt og at døden ikke skal skade dig.

 

Kristus befaler, at enhver skal trøste den anden

Ja, kære, siger du, hvordan vil du bevise, at dette er sådan? Svar: Kristus, vor Herre, har sagt til sine disciple og til hele kristenheden: Jeg befaler og byder jer, at I skal forlade eller fastholde syn­derne. Når I nu gør dette, så gør I det ikke af jer selv. Men fordi I gør det i kraft af min befaling og mit bud, så er det mig, som gør det. Nu er en præst eller prædikant, som din sjæ­lesørger, eller også enhver kristen, kaldet og sendt i et sådant tilfælde til at trøste dig. Derfor er du, når han intet andet søger end din sjæls frelse, skyldig at tro ham og det ligeså meget, som om Kristus selv stod der, lagde hånden på dig og udtalte absolutionen over dig.

       Se, dette er nu den rette måde at omgås med synden på, nemlig at løse og forlade den. Ellers er der intet råd, ingen hjælp imod den. Sådan som paven med sin løgnagtige lære foregiver, idet han henviser folk til deres egne gerninger eller fyldestgørelser. Han byder dem løbe i kloster, gå til Rom, til helgener, at piske sig, bygge kirker, oprette store stiftelser og klostre, holde messer, købe afladsbreve Dette er ikke den rette vej. Anvend din løben, dine penge og gerninger på noget andet og bedre. Her går det, som sagt sådan til: Moses opløfter sit lysende ansigt og blænder dig. Det vil sige, han åbenbarer og viser dig dine synder gennem loven, hvor store og mange de er. Således fører han dig ind i stor ængstelse og bæven, så du ikke mere er iblandt den store, sikre, forstokkede flok, men iblandt den lille flok, som erkender og føler sin elendighed og jammer, og derfor også forskrækkes for et raslende blad. Da er dette alene din hjælp: Jeg, jeg, siger Kristus, har oprettet et nåderige. Det skal kæmpe og slås med synden og døden, opsluge dem begge og bringe retfærdighed og liv.

 

Syndstilgivelse skal alene søges i det embede, Kristus har indstiftet

Sig derfor ikke: Hvor skal jeg finde det? Skal jeg løbe til Rom eller til Jerusalem? Nej, ikke sådan. Selv om det var muligt, at du på en gylden stige kunne klatre op til Himlen, så ville der dog ikke komme noget ud af det. Det må gå sådan til: Se på hans ord og befaling, når han siger: Jeg sender jer. Som vil han sige: Jeg må først komme til jer for gennem evangeliet at forkynde jer min fars vilje, indstifte de hel­lige sakramenter og absolutionen, hvis I skal kunne komme til mig. Men nu kan jeg ikke være legemligt på alle ste­der i hele verden. Heller ikke vil jeg stedse på en synlig måde være nærvæ­rende hos jer. Derfor gør jeg sådan, som min far har gjort: Han tog en lille afkrog af jorden for sig, nemlig det jødiske land. Dér sendte han mig hen, for at jeg skulle prædike. Dér vandrede jeg gennem Galilæa og Judæa. Så meget kunne jeg personlig overkomme. Jeg prædikede evan­geliet til trøst for de stakkels syndere blandt det jødiske folk, helbredte de syge, op­vakte døde

       Se, dette var det værk, som var ham befalet og hvortil han var udsendt af fa­deren. Og han lod sig finde, ikke blandt drankere og svin, ikke hos Hannas, Kajfas og andre hellige, rige, vise folk, men blandt blinde, lamme, spedalske, døve, døde og blandt forførte, stakkels, bedrøvede får, som han hjælper på le­geme og sjæl og bringer den allermest kostbare skat, som ingen har og endnu mindre kan give, med mindre han får den af ham. Denne skat er retfærdighed og salighed.

       Dette, siger han, skal også I gøre alle steder, hvor I kommer hen. Netop derfor sender jeg jer, at I skal løbe, som mine sendebud, ud i hele verden. Ved siden af og efter jer skal I også indsætte og forordne andre, som skal drage ud og prædike og gøre det, som jeg var udsendt til af faderen, og hvortil jeg har sendt jer indtil verdens ende. Og jeg vil stedse være til stede, så I skal vide, at det ikke er jer, som udrette det, men mig gennem jer.

 

Absolutionen eller trøsten i Ordet skal man høre som talt af Gud selv

I kraft af denne befaling har også vi magt til at trøste de bedrøvede sam­vittigheder og tilsige dem deres synders forladelse. Og når vi udøver dette em­bede, da véd vi, at det ikke er os, men Kristus selv der gør det. Derfor skal enhver kristen i dette tilfælde (så vel som på prædikestolen) høre præsten eller prædikanten, ikke som om det var et menneske, der talte, men som var det Gud selv. Da kan han være vis og behøver ikke tvivle på, at han virkelig har syndernes forladelse. For Kristus har ved sin opstandelse indrettet det sådan, at, når en kaldet kirkens tjener, eller hvem det nu er, i nøden til­siger sin næste, der er ængstet og begærer trøst, syndernes forladelse, så skal det gælde ligeså meget, som havde Kristus selv gjort det. For det sker på hans be­faling og i hans navn.

 

De kristnes præstedømme er at forkynde syndernes forladelse indbyrdes

Når to eller tre derfor på denne måde handler med hinanden, så er de forsamlet i Kristi navn; for, som ovenfor sagt, søger ingen den andens penge eller gods, sådan som pavemunkene gør, der tiltaler den syge sådan: Kære men­neske, tiden er nu for hånden, at du skal dø. Hvem skal have dit gods? Tænk på din arme sjæl og giv os en del, så vil vi bede til Gud for dig og gøre meget godt efter din død. Men han taler sådan med den syge: Det er nu ikke tid at handle om penge og gods. Lad andre sørger for det. Jeg ser godt, at dit hjerte er forsagt og bange. Du kæmper med fortviv­lelse og kan ikke hjælpe dig selv eller komme ud der­fra, men Kristus har oprettet et trøsterigt og saligt rige på jorden, når han siger: Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Dermed har han indviet os alle til præster, med det formål, at den ene skal forkynde den anden syn­dernes forladelse.

 

Kristen trøst ved absolutionen

Derfor kommer jeg til dig i den samme vor Herres Kristi navn og siger dig: Du skal ikke sådan røste, bæve eller fortvivle, som om der ingen trøst, ingen hjælp og intet råd mere var at finde. Hører du ikke, at Kristus siger, at han er kommet ikke for de retfærdiges, men for synderes skyld, for at frelse dem. Så vær nu tilfreds. Modtag med glæde et så frydefuldt budskab og tak ham af hjer­tet for, at han lader dig det forkynde ved mig, uden nogen møje og omkostning fra din side og desuden giver den befaling at forlade dig dine synder. Derfor tilsiger jeg dig også alle dine synders forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Til dette skal du blot sige med glæde: Jeg takker dig, barmhjer­tige Gud, du himmelske far, at du har forladt mig alle mine synder ved din kære søn, Jesus Kristus. Og tvivl ikke på, at du virkelig har fået forladelse af Gud fader selv.

 

Nøgleembedet skal alene tjene de bedrøvede samvittigheder

Heraf ser du, at disse ord om nøgleembedet slet ikke stadfæster pavens tyranni. For det er ikke dertil indsat, at du skal gøre mig eller jeg dig rig, eller at jeg skal være din Herre og du min undersåt sådan som paven, den ærkeskælm og gudsforræder, vil gøre en verdslig pragt og magt deraf. Men dertil tjener det, at jeg skal komme til dig i din nød og samvittighedsangst for at råde og hjælpe dig i din sidste time eller til andre tider og sige: Magt, penge, ære og gods skal nu være sat til side og ude af sinde. Vi har nu at tale om Kristi rige, ved hvilket alene, og ellers ved intet andet, du kan blive hjulpet fra synd og død.

       Dette er jo ikke et ydre verdsligt herredømme eller magt, men en tjeneste. For jeg søger hermed intet hos dig. Men jeg tjener dig og bringer dig en stor, dyrebar skat, og det ikke guld eller sølv. Men fordi dit hjerte begærer at blive for­visset og trøstet og at have en nådig Gud i Himlen, så kommer jeg til dig og bringer et glad budskab, ikke efter eget valg eller forgodtbefindende, men i kraft af Kristi befaling og sendelse. Han siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matt 11, 28). Og: "Hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen." (Matt 18,18). Eller som han her siger: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt."

       Er ikke dette at tjene og bringe for intet en uudsigelig, himmelsk, evig skat, som hverken du eller verden med al dens gods og rigdom kan betale? For hvad er alle verdens skatte og alle kon­gers kroner, guld, sølv, ædelstene og alt, hvad verden agter højt, i sammen­ligning med denne skat, som hedder syn­dernes forladelse. Herved bliver du befriet fra Djævelens, dødens og Helvedes magt og forsikret om, at Gud i Himlen vil være dig nådig. Ja, så nådig, at du for Kristi skyld skal være hans barn og arving, Kristi broder og medarving? Derfor er det ikke muligt at sælge en så dyrebar skat for penge eller betale den med penge, sådan som vor Judas Iskariot, paven, har gjort. Den må gives og mod­tages aldeles for intet. Hvis ikke, bliver den dig ikke til noget gode, for Guds gave fås ikke for penge, ApG 8, 20.

 

Man har pligt til at lønne Ordets tjenere

Dette siger jeg ikke af den grund, at man ikke skal give noget til kirkens tje­nere, som lærer Guds Ord rent og trofast. Sådan handler man desværre nu, og mange er de, som tæller hver bid brød, som deres præster spiser, og, om de kunne, ville de gerne rive alle kirkens og præstens indkomster til sig. Således beviser de i gerningen, at de gerne ville udsulte deres præster og blive dem kvit. Men hvad for et vildt væsen og hvilken jam­mer der ville følge af det, ville man snart erfare, hvis ikke øvrigheden har opsyn dermed. Nej, det er slet ikke me­ningen. Man skal tværtimod give kirkens tjenere løn. For har de ikke mad, drikke, tøj og andre nødvendige ting, så vil de ikke længe kunne passe deres embede; men de måtte tænke på, hvordan de på anden måde kunne ­skaffe sig indtægt. Under sådanne omstændigheder ville evangeliet ikke for­blive længe hos os, og dette er det også, som Djævelen søger at bevirke ved dette væsen.

 

Ordets arbejdere skal man vise dobbelt ære

Men at man er skyldig til at give dem løn, lærer Kristus selv, når han siger i Luk 10, 7: "En arbejder er sin løn værd." Og Paulus siger i Gal 6, 6: "Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser." Og han tilføjer et hårdt ord i det følgende vers: "Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte." Og i 1 Tim 5, 17 siger han: "Ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse, særlig de, der slider med forkyndelse og undervisning." Når man nu forsørger andre, som er i verdslige embeder, hvori de tjene menigheden, så de kan varetage deres tjeneste, så er man meget mere skyldig at gøre dette med Ordets tjenere, for Paulus siger, at de frem for andre er dobbelt ære værd.

 

Skoler er nødvendige for at opretholde den rene lære

Og hvis evan­geliets lære også for fremtiden skal forblive rent på præ­dikestolen, så også vore efterkommere kan have og høre den, så er man ikke alene skyldig at forsørge kirkens tjenere, men også flittig at se til, at skolerne blive besatte med dygtige personer. Dem skal man også trofast underholde, så at der kan blive uddannet folk, der ikke alene er almindelige prædikanter, skikket til med Ordet at undervise den kristne menighed, men også særlig lærde folk, der kan styre og hæmme sekter og falske ånder. Dertil skal ikke alene fyrsterne og de velhavende, men også borgerne og bønderne villigt og gerne hjælpe og yde.

       For af det, som nu er sagt, kan enhver selv forstå, hvad for en stor og dyrebar skat, det er, at høre evan­geliet eller absolutionen ret af sin præst eller prædikant. Når han kommer til dig i din sygdom og trøster dig, så skal du vist og fast holde for, at den Herre Kristus selv besøger og trøster dig. For aldrig ville nogen komme til dig på den måde, hvis ikke hans guddommelige befaling havde været der, og ingen ville vide at hjælpe eller råde dig. Men fordi du hører, at han selv befaler det, så kan du sikkert og med glæde sige: Her kommer Kristus selv til mig gennem min skriftefader, for han taler ikke sine egne, men Guds ord. Dertil er han sendt og dertil har han befaling.

 

Den pavelige absolution afhænger af vor egen anger og skriftemål

Her har du da en sikker trøst imod samvittighedens frygt og forsagthed. Du behøver ikke at svæve i uvished eller vakle, sådan som pavens lære har vist os, der ikke tilsiger nogen hans syndernes for­ladelse, før man har angret tilstrækkelig og skriftet fuldkommen. Her bliver troen og nøgleembedets kraft, der er indsat af Kristus, ikke nævnt med et eneste ord. En sådan lære og kundskab har været så aldeles ubekendt, at jeg selv, der som en doktor skulle have vidst det bedre, ikke har holdt og lært anderledes, end at jeg måtte øve tilstrækkelig bod og anger, så skulle synderne blive mig for­ladt. Men hvis synderne ikke blive forladt, før vor anger, vor bod og vore gode gerninger fik overvægten over dem, så havde vi slet ingen forladelse at håbe på. For jeg kan aldrig finde hos mig, at min anger og bod er tilstrækkelig. Desuden er der ingen, der kan absolvere mig og tilsige mig mine synders forladelse i kraft af dette, han må nu hedde pave eller hvad han vil.

       Samvittighederne er altså ved pavens løgne sørgelig forført. De er førte bort fra Ordet om troen og Guds befaling og hen til deres usikre anger og bod. Det har bragt mange penge til veje. Af den grund er også så mange kirker, klostre, kapeller og altre blevet bygget og rigelig begavet. Og der er endnu pave­lige buller og breve for hånden, som hen­viser til det og stadfæster det. Derved har han jammerligt bedraget hele verden, så ingen tilstrækkelig kan  forestille sig og endnu mindre udtale al den skade og jammer, som er opstået ved det. Derfor formaner vi troligt og stedse, at enhver her skal hjælpe, som hjælpe kan, så man kan vedligeholde uddannelsessteder og præsteembeder og prædikestole, for at lignende eller farligere vildfarelser ikke igen skal indsnige sig, som Djævelen bestemt arbejder på.

       Se, dette er ret lært og troet om Kristi rige og nøgleembedet. Hvis vi retter os derefter, så forbliver vi kristne og kan handle ret i alle sager over for Gud og mennesker. Vi vil også af hjertet takke Gud for, at han har befriet os fra pavens tvang og tyranni, der af bindenøglen og løsenøglen har gjort lutter pragt og verdsligt herredømme, mens den dog af Kristus er indsat og forordnet alene for at hjælpe hele verden til en sådan skat, som man ikke kan betale med penge eller gods.

       Så lad os nu være taknemlige mod vor kære Herre Kristus, som ved sin opstandelse har stiftet dette nåderige, der har til hensigt, at vi deri skal finde sikker hjælp og trøst i al vor nød og angst uden ophør. Og vi behøver ikke at hente denne dyrebare skat fra langt bortliggende egne, heller ikke at løbe derefter med stor møje og mange omkostninger. Han har givet befaling og fuldmagt til sine apostle og alle deres efterfølgere og i nødsfald til enhver kristen, lige indtil verdens ende, at de skal trøste og styrke de svage og forsagte og i hans navn forlade synderne.

 

 

Første søndag efter påske, Joh 20, 19-31

- En anden prædiken over evangeliet

Om Thomas

 

Hvorfor Kristus har åbenbaret sig specielt for Thomas

Evangelisten Johannes skriver endvidere, at Thomas ikke var til stede, da Herren for første gang, på påskedags aften, åbenbarede sig for samtlige disciple. Men at Herren netop kommer, da Thomas i begyndelsen ikke var nærværende, er bestemt ikke sket uden grund, for han havde godt kunnet ramme den time, da han kunne have fundet Thomas samlet sammen med de øvrige apostle. Men det er sket både til lærdom og trøst for os, så at Herrens opstandelse kan have et så meget større og stærkere vidnesbyrd og bevis. På påskedagen åbenbarede han sig for samtlige elleve. Derpå, otte dage derefter, åbenbarede han sig atter for dem og tillige for Thomas, for hvis skyld alene denne åbenbarelse, der er skønnere og herligere end den otte dage før, er sket.

 

Menneskelig svaghed til at tro

Vi ser her for det første, hvilken elen­dig ting det menneskelige hjerte er, når det begynder at blive svagt, så man ikke kan oprejse det igen. Både de øvrige apostle og Thomas havde hele den tid, da de var med Herren, ikke alene hørt, at han med stor vælde lærte folket, samt også set, hvordan han havde bekræftet sin lære med store undergerninger, som han gjorde på de blinde, lamme, spe­dalske, døve, som han helbredte. De havde også set, at han havde opvakt tre mennesker fra de døde, især Lazarus, der havde ligget hele fire dage i graven. Og blandt alle var Thomas, som det synes, den kækkeste og modigste, så han endog siger i Joh 11, 16, da Kristus ville drage tilbage til Judæa, til den hen­sovede Lazarus: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham." Sådanne gode mænd var Kristi apostle og især Thomas, der synes at have haft et man­digt hjerte frem for de andre og tillige ganske nylig havde set, hvordan Kristus havde opvakt Lazarus. De havde også spist og drukket sammen med ham. Alligevel kunne de nu ikke tro, at Herren selv var opstået fra de døde og var blevet levende.

      

Thomas' hårdnakkede vantro

Altså ser vi hos apostlene, hvordan vi slet intet formår, når Herren trækker sin hånd bort fra os, og vi er overladt til os selv. Magdalena og de andre kvin­der, og nu apostlene selv, havde forkyndt, at de havde set Herren opstanden. Alligevel er Thomas trodsig og vil ikke tro. Ja, han vil ikke engang være tilfreds, selv om han så ham, med mindre at han fik naglegabene i hans hænder at se og stikke sin finger deri og sin hånd i hans side.

       Den kære apostel vil altså selv være fortabt og fordømt ved, at han ikke vil tro. For der kan ingen syndsforladelse eller frelse være, når man ikke tror denne artikel om Kristi opstandelse, fordi hele troens kraft og det evige liv ligger deri. Som også Paulus siger i 1 Kor 15, 14-18: "Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt." Det ville også gælde Thomas. Han ville ikke være frelst, men fortabt, fordi han ikke ville tro, at Kristus var opstået. Og han ville også være gået for­tabt og blive fordømt i denne vantro, hvis ikke Kristus havde hjulpet ham ved denne åbenbarelse.

      

Et vantro hjertes blinhed og forstokkelse

Sådan viser og lærer Helligånden os nu i dette eksempel, at vi uden tro er aldeles blinde og forstokket. Overalt i Den Hellige Skrift ser man, at det men­neskelige hjerte er den allerhårdeste ting, hårdere end stål og diamant. Og på den anden side, når det bliver ydmyget, forsagt og blødt, da er intet vand, ingen olie så blødt som det menneskelige hjerte.

       Herpå findes mange eksempler og fortællinger i Den Hellige Skrift. Farao, for hvem Moses gjorde mange forskrækkelige tegn og undergerninger, så han intet kunne sige derimod, men måtte tage og føle på, at det var Guds finger, og derfor også bekendte, at han havde forsyndet sig mod Gud og hans folk – alligevel blev hans hjerte mere og mere forhærdet og forstokket, indtil Herren styr­tede ham selv tilligemed hele hans magt midt i havet.

      

Jødernes modstand mod Kristus

Sådan også med jøderne: Jo mere Kristus både ved ord og gerning vældig beviste, at han var den, som var lovet deres fædre, at han skulle velsigne dem og hele verden, desto heftigere og bitrere vrededes de mod ham. Og der var ingen måde med eller ende på deres had, bespottelse og forfølgelse indtil de fordømte deres Herre og Gud til den allermest forsmædelige død, som en gudsbespotter og oprørsstifter, og korsfæstede ham mellem to forbrydere. Da hjalp det intet, at endog Pilatus, dommeren selv vidnede imod dem om hans uskyldighed, og at skabningen bar sig anderledes ad end sæd­vanlig og dermed bevidnede, at det var dens Herre og skaber, som hang på korset. Heller ikke hjalp det, at røveren frit og offentligt bekendte, at Kristus, skønt han hang der og døde, allige­vel var en konge, som havde et evigt, himmelsk rige. Og den hedenske høvedsmand råbte offentlig: Sandelig, denne var Guds søn. Alt dette, siger jeg, hjalp intet. De omvendte sig ikke.

      

Verdens hårdnakkede ondskab over for Guds Ord

Sådan plejer den ugudelige, fordømte verden til alle tider at gøre. Jo mere Gud viser den nåde og velgerninger, desto mere utaknemmelig og fjendtlig bliver den. Nu skulle vi alle sammen således af hjer­tet takke Gud, fordi han, før den yderste dag, har åbenbaret os sit hellige Ord så rent og klart. Heraf kan vi erkende, hvilke uudsigelige goder han har skænket os i Kristus, nemlig at vi ved ham, for­løste fra synd og død, nu skal være retfærdige og salige. Hvordan forholder nu verden sig hertil? Sådan som den plejer. Den véd ikke noksom at skænde, bespotte og fordømme dette nådens og livets Ord, og hvordan den skal forfølge og dræbe dem, som bekender det.

       Og selv om den hører, at Gud grueligt vil straffe sådan synd med Helvedes ild og evig for­dømmelse, så bryder den sig dog ikke stort om det. Den går sikkert og forstokket sin gang, som om det intet har at betyde, og den driver kun sin spot med det, sådan som man nu godt ser med hensyn til paven og hans slæng. Og dog er det en så, gruelig, skrækkelig vrede, at al skabnin­gen måtte forfærdes derover. Derfor er det visselig sandt, at intet stål, ingen sten og diamant, ja, ingen ting på jorden er så hård som et ubodfærdigt menneskes hjerte.

      

Vort hjertes svaghed i anfægtelse

Men på den anden side, når et hjerte bliver forsagt og forskrækket, da er det blødere end vand eller olie, så det endog, som Skriften siger, frygter for et raslende blad. Og når et sådant menneske er alene på sit værelse og hører bjæl­ken eller spærret knage en smule, så mener han, at torden og lynild slår ned på ham, og han kommer i sådan angst og bæven, (som jeg ofte har set), at ingen kan trøste eller stille ham tilfreds, og al prædiken og alle trøsterige ord er da for lidt til at berolige ham. Sådan holder det menneskelige hjerte slet in­gen måde: Enten er det alt for forstokket og stenhårdt, så det hverken spør­ger efter Gud eller Djævelen, eller også er det alt for forsagt, flygtigt og fortvivlet.

      

Apostlenes angst og bekymring over Kristi lidelse

Sådan var apostlene bange og for­skrækket på grund af den forargelse, som de fik ved at se deres Herre så jammer­ligt bespottet, spyttet på, pisket, slået og endelig på det allermest jammerlige kors­fæstet, så de ikke mere havde noget hjerte i livet. De, som dog tidligere, mens de havde Kristus hos sig, var så frimodige og modige, at Jakob og Johannes dristede sig at begære, at ild måtte falde ned fra Himlen og fortære de samari­taner, som ikke ville modtage Kristus i herberget, Luk 9, 54. De vidste også herligt at rose sig af, at også djævlene var dem underdanige i Jesu navn. Og Thomas formanede de andre og sagde: Lad os også gå, så vi kan dø sammen med ham. Og Peter var især frem for de andre frimodig, da han straks med sværdet huggede om­kring sig blandt skaren, da de ville gribe og fange Kristus. Men nu sidder de af frygt og forskrækkelse med låste døre og vil ikke slippe nogen ind.

      

Apostlenes svaghed også efter Herrens opstandelse

Der­for forfærdes de også for Herren, da han kom ind til dem og hilste på dem, og de mente – hvad der jo er tegn på, at de var ganske og aldeles forskrækkede og for­sagte – at de så en ånd eller et spø­gelse. Så hurtigt havde de glemt alle de mirakler, alle de tegn og ord, som de havde set og hørt af ham. Derfor havde Herren i de fyrre dage efter sin opstandelse, før han skiltes fra dem, nok at gøre med at vise og åbenbare sig på mange slags måder, snart for kvinderne, snart for apostlene, snart for den enkelte, snart for dem alle, og han spiser og drikker sammen med dem. Og alt dette gjorde han, for at de skulle være visse på, at han var opstået. Alligevel var det vanskeligt for dem.

       Og da han i de fyrre dage ud fra Skriften havde talt med dem om Guds rige, som nu skulle begynde at være et sådant rige, hvori der i hans navn skulle prædikes omvendelse og syndernes forladelse blandt alle folk, da begynde de – da han nu skulle blive optaget i skyen fra dem – at spørge ham og sige: Herre, vil du nu genoprette Israels rige? De havde altså andre tanker om Kristi rige, end han havde fortalt dem. Her ser du, hvor overmåde vanskeligt det er for det forsagte hjerte at blive trøstet, oprejst og ret undervist, så de kunne vide, hvad Kristus er for en konge, og hvad han ved sin død og opstandelse har udrettet.

       Sådan er både det menneskelige hjertes forstokkelse og dets svaghed uudsige­lig. Så længe der ingen fare er på færde, er det over al måde hårdt og for­stokket, så det hverken giver agt på Guds vrede eller trussel. Selv om det længe hører, at Gud vil straffe synden med evig død og fordømmelse, så bliver det dog stedse uforandret og nedsænker sig i hovmod og gerrighed. På den anden side, når det begynder at frygte, bliver det endog så forsagt, at man ikke kan bringe det til rette igen.

       Det er jo en stor elendighed, at vi er så ugudelige mennesker. Er der ingen nød for hånden, så henlever vi trygge vort liv i synden, uden nogen frygt og skam. Ja, vi er følesløse som et lig, og, hvad man siger til os, nytter ikke mere, end om det var sagt til en sten.

       Når der derimod sker en forandring med os, så vi føler vore synder og for­strækkes for døden, dommen og Guds vrede, så er vi på grund af angst og bedrøvelse så følesløse, at ingen igen kan oprejse os. Ja, vi forskrækkes endog for det, som skulle trøste os, sådan som disciplene forskrækkedes for Kristus, der netop kom til dem, for at de skulle blive trøstet og glade. Han kan ikke straks bringe dem til rette, men må, som sagt, arbejde på dem i fyrre dage og bruge alle slags trøst og lægemidler. Og han kan alligevel næppe bringe dem på fode igen, før han omsider giver dem den rette styrkedrik, nemlig Helligånden, hvoraf de bliver så fulde og rigtig trøstet, så de ikke længere er svage og forskrækket som tidligere.

      

Kristi opstandelses kraft

Til sidst vises os også i Thomas Kristi opstandelses kraft. Vi har alle­rede hørt, hvor fast og stædig han er i sin vantro, så, selv om alle de andre disciple bevidner, at de har set Herren opstanden, han alligevel slet ikke vil tro det. Det synes her, som om han har været en god, frimodig mand, som nøje overvejede denne sag, så han ikke så hurtig vil tro andre. For han havde set, at Herren var blevet naglet til korset, og at naglerne gik igennem både hans hænder og fødder, og at spyddet blev stukket i hans side. Alt dette stod så tydeligt for hans øjne, at han holdt det for aldeles intet, hvad de andre sagde til ham, nemlig at Kristus var opstået.

      

Thomas' vantro

Derfor siger han ganske frimodigt: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Han går altså til den største yderlighed, så han ikke vil tro sine øjne, men at han også vil føle og tage på det med hænderne. Som ville han sige: Ingen skal overtale mig til at tro det, men jeg vil stå så fast på mit nej, at jeg ikke engang vil tro, selv om jeg ser, hvad I siger, at I har set. Skal jeg tro det, så må han komme mig så nær, at jeg, hvis det var muligt, kunne berøre hans sjæl og mærke hans øjne.

       Dette er jo at være hårdt og dybt nedsunket i vantro. Og forunderligt er det, hvad han mener med den urimelige tale, at han vil lægge sin hånd og sin finger i de åbne sår. Han burde jo have været så klog, at han havde tænkt: Er Kristus levende igen, har han overvundet døden og befriet sig fra alle sår af piskning og tornekronen, så vil han også have helbredt og aflagt de fem andre sår.

      

Kristus bærer over med de hårdnakkede, som dog er hans disciple

Men dette er sket os til eksempel og trøst. Ved at også de høje apostle måtte fejle og snuble, ser vi, hvordan Kristus viser og forholder sig i sit rige imod sine svage. Han kan også tåle sådanne, som endnu er så hårde og stive, som Thomas her var. Han vil ikke fordømme eller forstøde dem der­for, så længe de gerne vil forblive at være hans disciple og ikke frivillig bespotter ham og bliver hans fjender. Herved lærer han os, at vi ikke skal forarges over sådanne eller fortvivle, men at vi, i over­ensstemmelse med dette hans eksempel skal omgås dem lempeligt, komme deres svaghed til hjælp med vor styrke, indtil også de igen bliver oprejst og stærke.

       Men endnu mere må beretningen om denne vantro og stædige Thomas, der lige ­til den ottende dag vedblev i sin vantro og næ­sten lå død deri, tjene til ikke alene sikkert at bevise og bevidne Herrens opstandelse, men og­så til at lade os erkende dennes kraft, og hvordan den bliver os til nytte. Sådan som vi ser hos denne Thomas, som derved blev ledt fra vantro til tro og fra tvivl til en sikker erkendelse og herlig bekendelse. Dette sker nu, siger evangelisten, først otte dage efter Kristi opstandelse, da Thomas, i modsætning til alle de andres vidnesbyrd havde bestyrket sig i sin vantro og nu var lige­som helt død deri, og ingen regnede med, at Kristus skulle vise sig for ham specielt. Da kommer Jesus og viser ham netop de samme ar og sår, og det så friske, som han havde vist dem for otte dage siden for de andre, og han byder ham at række sin finger og sin hånd frem og lægge dem i naglegabene og i siden. Han tillader ham ikke alene at se, ligesom de andre, men også at tage og føle med hænderne, sådan som Thomas havde sagt. Han siger tillige: "Vær ikke vantro, men troende."

      

Kristi opstandelses kraft i Thomas

Her ser du, at Kristus ikke lader det forblive med det blotte syn, men det er ham om at gøre, at Thomas måtte blive troende og også opstå fra sin hårdnakkede vantro og synd. Dette havde da også den kraftige følge, at Thomas straks udbryder og siger til Kristus: Min Herre og min Gud! Nu er han allerede et andet menneske, og ikke den gamle Thomas Didymos (som betyder en tvil­ling, ikke en tvivler, sådan som man med uforstand har tolket det af denne tekst) ligesom for nylig, da han var så aldeles stivnet og død i vantroen, at han ikke ville tro, med mindre han rørte hans sår.

      

Thomas' tro og bekendelse om Kristus

Men nu begyn­der han pludselig at aflægge en så her­lig bekendelse om Kristus, som ingen af apostlene på den tid endnu havde gjort, idet han nemlig siger, at den person, som var opstået, var sand Gud og sandt menneske. For det er et fortræffeligt ord, han siger: Min Herre og min Gud. Han er ikke drukken, taler heller ikke i skæmt eller for sjov, mener heller ikke en falsk Gud, derfor lyver han visselig ikke. Heller ikke bliver han irettesat af Kristus, for hvad han siger, men Kristus stadfæ­ster hans tro. Altså må det være sand­hed og alvor.

       Dette er nu Kristi op­standelses kraft, at Thomas, der frem for alle andre var så forstokket i van­troen, nu så pludselig bliver forandret. Ja, et ganske andet menneske, der nu frit bekender, at han ikke alene tror, at Kristus er opstået. Han bliver sådan oplyst ved Kristi opstandelses kraft, at han nu også med sikkerhed tror og bekender, at den Herre Kristus er sand Gud og sandt menneske, ved hvem han, ligesom han nu var opstået fra vantroen, der er alle synders hovedkilde, også på den yderste dag ville opstå fra døden og evigt leve i uudsigelig herlighed og salig­hed i samfund med ham. Dog ikke han alene, men også alle dem, som tror det. Sådan som Kristus selv videre siger til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."

 

Om Kristus sår

Til sidst, med hensyn til det, at Thomas lægger sine fingre i sårene, vil jeg ikke strides med nogen om, hvorvidt Kristus også for fremtiden, efter opstandelsen, har beholdt sårene og nagle­gabene. Kun det påstår jeg, at de ikke har set stygge ud, som ellers, men skønne og trøsterige. Tillige vil jeg lade andre afgøre, om de endnu var friske, åbne og røde, sådan som malerne maler dem. Ellers er det meget smukt, at dette bliver afbildet for almindelige mennesker, så man kan have en erindring og et bil­lede, som minder os om Kristi lidelse og sår. Og det kan godt være, at han har beholdt disse tegn og mærker, der måske ville lyse langt skønnere og herli­gere på den yderste dag end det øvrige legeme, og at han vil vise dem for hele verden, sådan som Skriften siger: "De skal se hen til ham, de har gennemboret." (Joh 19, 37; Zak 12, 10). Men dette overlader jeg til enhvers egen andagt at tænke over.

      

Tekstens hovedlære og formanng til tro

Men hovedstykket, som vi af denne tekst skal lære og beholde, er, at vi tror, at Kristi opstandelse er vor og har den virkning i os, at også vi skal opstå både fra synden og døden. Sådan som Paulus på så mange steder rigeligt og trøsterig taler derom, ligesom også Kristus selv, når han her siger: "Salige er de, som ikke har set, og dog tror.". Og Johannes lærer og påminder ved slutningen af denne tekst om Kristi opstandelses nytte og rette brug, idet han siger: "Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn."

 

Ved troen har vi evigt liv

Dette er jo også en stærk og klar tekst. Den priser herligt troen og af­lægger det vidnesbyrd, at vi ved den visselig har det evige liv. Denne tro ikke er en død, tom erindring af beret­ningen om denne Jesus, men den gør den sikre slutning, at han er Kristus, det vil sige, den lovede konge og frelser, Guds søn, ved hvem vi alle bliver forløst fra synden og den evige død. Det er også derfor, han er død og opstået, så at vi alene for hans skyld skal få det evige liv. Det er således i hans og ikke i Mose eller i vort eget eller i nogen andens navn, det vil sige, ikke for lovens eller vor egen værdigheds og gernings skyld, men alene for hans fortjenestes skyld. Som Peter siger i ApG 4, 12: "Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."