Joh 10, 11-16

2. søndag efter påske

 

 

Joh 10, 11-16

v11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. v12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; v13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.v14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, v15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. v16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.v17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. v18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«

 

Jøderne forarges

Jeg mener, dette evangelium bliver læst på denne søndag af den grund, at Kristus i dette meddeler, hvordan han skal sætte sit liv til for sine får, det vil sige, hvordan han skal lide og dø. Dog viser det desuden også, at han atter skulle opstå, idet han siger: Jeg har andre får, som ikke tilhører denne fold; dem bør jeg også lede. For skulle han være og forblive en hyrde for sine får, så måtte han ikke forblive i døden; sådan som han senere selv tolker og udlægger det med klare ord: Jeg har magt til at sætte mit liv til, og har magt til at tage det igen.

       Jøderne have ganske vist hørt denne lignelse og prædiken af Kristus, men de forstod den slet ikke, som teksten forudsiger; for det lød alt for mærkeligt i deres øre, at han alene ville være den sande hyrde og alligevel forholde sig sådan, at han ville sætte sit liv til for sine får. Hvad er det dog for en hyrde, tænkte de, som dør for fårene og sætter sit liv til for dem? Er det at vogte og passe fårene? Ligeledes har det også været en utålelig prædiken for dem, at han siger: Han har desuden andre får, som ikke tilhører denne fold (det vil sige, som ikke hører til dette folk, som jo alene kaldtes Guds folk), som han også ville drage til sig; og der skulle af dem, som ikke hørte til fårefolden, blive én hjord under én hyrde, uden det havde nogen betydning, på hvilket sted denne fårefold og fåreavl fandt sted.

       For de forstod udmærket, hvad han mente med hyrde og får (dette var et, især fra Skriften, bekendt og almindeligt ord) nemlig, at han udgav sig for at være en sådan mand, som ville lære og regere folket. Men, fordi han foregiver noget, som de finder så urimeligt: at han alene vil være hyrden, og alligevel siger, at han sætter sit liv til for fårene og stadigvæk har andre får, som han også vil føre hertil, og gøre til én hjord, skønt de, jøderne, nemlig, ikke ville være hans får - så forarges de over ham og siger: Han er besat af den dæmon, han er vanvittig, Joh 10, 20. For de forstod trods alt så meget af dette, at han hentydede til, at deres fåresfold, det vil sige hele deres regimente, som de havde fra Moses: deres lov, præstedømme, omskærelse og gudstjeneste, som Gud dog selv havde forordnet for dem, skulle ophøre og ikke mere gælde, og at han ville oprette et fuldstændigt nyt regimente, hvori han alene ville regere, samt samle en ny hjord både af jøder og hedninger (sådan som han kunne finde dem), hvilke alle skulle hænge ved ham og foragte alt andet, hvad enten jødedommen med sit regimente, væsen og berømmelse nu stod eller faldt.

       Endnu mere forargede han dem ved, at han siger: Jeg er den gode hyrde, hvorved han drager folket helt og aldeles til sig og vil sige: Lad de lærere og regenter, som I har, fare og tag mig til jeres hyrde. Han kalder også de allerbedste iblandt dem, som lærte og indskærpede Moses og loven, lejesvende, som man skal forlade og ikke høre på; for ikke at tale om den anden flok, som man kalder tyve og mordere, det vil sige sådanne, som lærer stik imod Guds ord og er åbenbare forfølgere. Ved sin tale syntes det for dem, at han fortjente, at de uden nogen nåde og dom burde dræbe ham som en offentlig, forbandet bespotter mod Gud, hans lov og hans folk. For uden tvivl havde de store herrer: ypperstepræsterne, farisæerne, de skriftkloge, og hvad deres åndelige regimente i øvrigt blev kaldt, fortrøstningsfuldt stridt imod dette og sagt: Vi sidder i det rette embede og i den gejstlige stand, der ikke er forordnet af Moses, men af Gud selv gennem Moses; hvordan kan du så driste dig til, du oprørsstifter, at oplade din røst for hele folket og på trods af Guds forordning og bud rose dig af, at du vil være en hyrde, og det alene? Du er jo ikke af den præstelige slægt, som Gud gennem Moses har befalet at gøre sådan, og som han har befalet folket at høre. Og hvornår har Gud sådan åbenbart for alt folket talt med dig, som med Moses? Hvem er du, eller hvorfra kommer du, når du af egen magt tør sige sådan og alene tilvende dig alt det, som er sagt og befalet om hyrdeembedet, og hermed hæve dig over og imod Moses, Guds lov, præstedømmet og hele regimentet? Er dette ikke, som en oprører for hele folket, at gribe efter kronen og regimentet og tillige spotte og forsynde sig imod den guddommelige majestæt? For hvad vil de ord: Jeg er den gode hyrde sige andet end så meget som: Man skal alene høre mig; hele fårehjorden, det vil sige hele folket, tilhører mig alene; jeg alene er dets hyrde, og det den eneste gode hyrde, som hjælper fårene; mens I derimod er intet andet end lejesvende, som ikke bryder jer noget som helt om fårene, men alene søger jeres egen fordel hos dem og lader dem gå til grunde i nøden? Dette er med ét ord at bringe hele folket til frafald fra dem og sige: De har ingen gode hyrder eller præster, som mener det redelig med dem eller er i stand til at hjælpe dem, og de skal ikke høre dem (for, siger han, mine får ville ikke følge en fremmed, men flygte fra ham, fordi de ikke kende den fremmedes røst); men når de derimod holdt sig til ham, så ville de blive hjulpet.

 

Jøder og hedninger sættes lige

Og tillige, siger han, er han ikke alene disse fårs hyrde; men han har oven i købet en anden flok, et andet folk, som ikke er underlagt Moses’ regimente, men aldeles uden for denne fårefold. De skal også hænge ved ham; og alle skal være lige for ham, hedninger så vel som jøder, og jøder lige så vel som hedninger. Dette er nu det absolut mest forargelige for dem, nemlig, at han på denne måde nedværdiger Guds folk og stiller dem, med deres lov, præstedømme og alt, lige med hedningerne, og på den anden side hedningerne lige med dem, så ingen af dem hverken var noget mere eller noget bedre end de andre. Dette vil kort og godt sige så meget som, at alt, hvad Moses har stiftet og forordnet, med præstedømmet, templet og gudstjenesten, skulle have en ende og være forbi, at der her begynder et nyt præstedømme og regimente, her kommer en ny hyrde, hvilken hjorden alene skal tilhøre og alene adlyde i alt. Dette var jo helt og aldeles at støde bunden ud af karret, hugge hovedet af hele jødedommen og fratage det al dets herlighed. Han påbyder dem hermed helt og aldeles at ophøre med at være hyrder; ham alene skulle de høre, og alt skulle de overlade til ham.

       Dette måtte ganske vist være en fortrædelig og forsmædelig prædiken for dem; for intet var sikrere i deres egen indbildning end denne tanke: Vi er af Gud gennem Moses indsatte i præstedømmet, lære- og herskerembedet for hele folket; hvad Gud således har befalet og forordnet, det må bestå og ikke blive forandret af nogen skabning; derfor må vort præstedømme og Moses’ regimente forblive til evig tid. Og hvis hedningerne skulle komme hertil og blive Guds folk, så må og kan dette ikke ske ved denne tømmersvend fra Nazaret (som de kaldte Jesus) men gennem Moses, idet de lader sig omskære, antager hans lov og besøger templet i Jerusalem; sådan som også apostlene selv på den tid endnu havde for vane. Dette måtte frem for alle ting forblive, som en Guds forordning og befaling, givet og indstiftet fra Himlen. Stik imod dette tør denne Jesus af Nazaret optræde og offentlig sige det stik modsatte: Vil I komme til Gud og være salige, så må I dog endelig give slip på Moses, loven, templet og præstedømmet; for dette hjælper jer ikke dertil; men I må alle sammen holde jer til mig, hvad enten I er jøder, hedninger, præster, lægmænd eller hvem I være vil - ja, om det så var Moses selv.

 

Jødedommen og pavedømmet

Jøderne forargedes altså over denne prædiken, og de forarges endnu over den, den dag i dag; for den forargelse, de tager af Moses og deres lov, ligger dem så tungt i vejen, at de ikke kan vriste sig løs af den. På samme måde er det heller ikke mindre forargeligt hos vore modstandere, paven og, hans slæng, at der prædikes (sådan som der efter dette evangelium må prædikes) imod deres regimente, hvilket alene i hele verden er blevet kaldet det kristelige kirkeregimente, hvori den forordnede magt og alt, hvad der tilhører kirken, nemlig dåben, nadveren og nøglemagten har været, nedarvet fra apostlene og hævdet i så lang tid, af hvilken grund de, ligesom jøderne, alene vil være Guds folk og den sande kirke.

       Og det er dem ligeså ufordrageligt, når man uagtet alt, som de foregiver, imod dette påpeger, at de ikke er den sande kirke, at Gud ikke spørger efter deres praleri, regimente, og hvad de nu har, og at vi på den måde vil skille os fra dem, være ulydige mod dem og lære noget andet, nemlig fordi det forholder sig sådan, at de under navn af kristelig kirke og tro fuldstændigt fordunkler hyrden Kristus, og i hans sted fylder kirken op med deres egne påfund under navn af kirken og det kristelige regimente: Og dog er de ikke så gode som lejesvende, men er ulve og mordere; sådan som de nu selv beviser ved deres åbenbare forfølgelse af og mord på de kristne på grund af denne lære og bekendelse om Kristus: at han er den eneste hyrde, ved hvem vi alene har syndernes forladelse og evigt liv, som den, der også alene har sat sit liv til for os. Ja, jeg siger, hvis paven havde det så godt som de, nemlig jøderne, der jo uimodsigeligt havde Skriften og Guds ord hos sig, så kunne intet menneske komme tilrette med dem; for jøderne havde den store fordel hos sig, at deres sag grundede sig på Guds befaling, formidlet ved Moses, dertil stadfæstet med undergerninger og så strengt fastsat, at den, som ikke ville lyde Moses, han skulle efter Guds befaling stenes og udryddes af hans folk. En sådan berømmelse og sådan et vidnesbyrd kunne, Gud være lovet!, vore modstandere dog ikke fremsætte: At deres kirkeregimente er befalet af Gud og stadfæstet. Alligevel gør de ligesom jøderne. Man kan prædike om Kristus og evangeliet, hvad man vil, så skriger de alligevel derimod og siger: Man må adlyde kirken, høre fædrene samt holde kirkeforsamlingernes beslutninger og forordninger. For hvoraf skulle man ellers vide, siger de, hvad og hvor de kristne eller kirken er? Det må jo være en fastsat ting og foregå i sin orden, sådan som det igennem fædrene og kirkemøderne smukt er bestemt og har gået for sig i så lang tid. Kirken må have et fælles hoved, nemlig paven, samt en ordentlig biskoppelig regering og under denne de almindelige præster, samt over alt dette et helt kirkemøde, hvis kendelser, slutninger og domme man bør følge i alle sager; og den, som ikke overholder en sådan smuk ordning, et sådan fastsat væsen, den, som taler derimod og giver årsag til dets afskaffelse, han må være af Djævelen, en fornægter og en frafalden, forbandet kætter.

 

Kristus alene er den gode hyrde

Men her må vi oplade vor mund og overensstemmende med denne Kristi prædiken sige til enhver (fordi han har befalet at prædike det for alle skabninger): Kære ven, sådanne menneskelige ting kan du godt nok holde højt, berømme og ophøje; men dermed bliver du ingen kristen; for det er ikke den rette hyrde og mester, som hedder Kristus. Du må blive ledet anderledes, så du kender og hører ham i sandhed; hvis ikke, så vil alt dette slet ikke hjælpe dig til salighed. For den kristne stand er noget andet end pavens regimente, den er også noget andet og højere end hvad fædrene har lært, eller hvad kirkemøderne har fastsat? For skønt de har gjort det godt, sådan som også Moses har gjort det godt, ja endog bedre, såsom hos jøderne: at de blev omskårne, ofrede og fejrede deres gudstjeneste; eller som hos os, da det foregik i smuk orden med embeder og stænder og i det ydre med tugt og skøn gudstjeneste, med faste, bøn og, sang: så er og hedder alt dette dog ikke, hvad Kristus siger: Jeg er den gode hyrde.

       For man må nøje adskille denne hyrde og hans embede (hvorfor han da også prædiker dette) fra alle andre prædikanter, lærere og hvad de nu kunne være, som skulle regere sjælene. De kan gøre det så godt, som de overhovedet formår, så er dog ingen af dem en god hyrde. For Moses har sandelig heller ikke gjort det dårligt; han fastsatte en skøn orden både i det åndelige og verdslige regimente, både i den den ydre tugt og gudstjeneste; alligevel måtte hans jøder her høre, at det ikke kan hjælpe dem for Gud. Nu, da det har stået og er blevet holdt så længe, skal der endelig komme en anden, der så fortræffeligt roser sig og ligefremt siger: I har endnu ikke den rette hyrde, som I skulle have; jeg er alene den, hvis røst I må høre, hvis I vil blive salige, og jeg har tillige endnu andre får, det vil sige mennesker, som slet ikke ved eller har holdt noget af Moseloven og hele jeres regimente, og de skulle dog alle blive én hjord. Hvordan skal dette nu gå for sig? Jo, på den måde, at de begge lærer at kende mig som deres rette hyrde og hører min stemme. Derfor lader jeg enhver prædike, som han prædike kan, og lader det også være godt; men denne hyrde, som kan hjælpe fårene, vil ingen finde, medmindre han kommer her og holder sig til mig.

 

Nej til pavedømmet

Derfor skal vi også drage den slutning heraf, at det intet gælder, hvad nu de skrålehalse foregiver, som gerne vil beholde pavedømmet med dets bisper og har stor iver for kirkeregimentet, hvilket de vil beholde, og hvori de indehaver den forordnede, nedarvede magt, og er arvinger af de første biskopper, som blev ordinerede af apostlene; dertil er hele kirkeregimente bundet, så der uden samme ikke kan være nogen kirke, og det alene har magt til at ordinere eller vie biskopper og stadfæste deres valg. Og de vil overtale os til at tro, at man alene skal adlyde dem, og samtlige ting de beslutter, og at man må modtage af dem, hvad der hører til kirkens embede og regimente, som sakramente, prædikeembede og ordination, og at de ikke er rette biskopper eller præster eller kan række sakramentet, der ikke er salvede og indviede af dem. Derfor er de også forbitrede på os, fordi vi som ulydige og frafaldne har modsat os kirkens forordnede myndighed og skilt os fra dem.

      

Den sande kirke

For i modsætning til deres påstande lærer Kristus os i dette evangelium, at vi skal se på ham alene som den rette hyrde, der alene er kirkens stifter, herre og hoved og siger, at hans får hører hans og ingen andens røst. Hermed viser han, at sådanne får er den rette kirke, uanset, at de ikke er underlagt paven og hans biskopper, ja, selv om de ikke er under Moses. For Kristus er med sit rige og sin kirke, hverken bundet til Moses eller jødedommen, der dog var forordnet af Gud; meget mindre er han bundet til pavens og biskoppernes regimente, der har oprettet sig selv; han har heller ikke taget eller fået noget af dem, men han er Moses’ og alle skabningers herre, hvilken alle mennesker burde underkaste sig i lydighed.

       Derfor, om jøderne i Moses’ navn eller vore modstandere under kirkens eller dennes myndigheds navn understår sig i at føre menneskene bort fra Kristus, det vil sige bort fra hans ord eller evangeliets rene lære, så siger han derimod: Mine får hører min røst; men en fremmed røst hører de ikke og følger de ikke. Ved disse ord giver han os ikke alene magt og ret, men også en alvorlig befaling og et alvorligt bud om ikke at høre sådanne eller holde med dem.

      

Paven er afsat af Gud selv

Fordi vi da nu håndgribeligt ser den slags hos hele det pavelige slæng, at de nemlig ikke alene selv intet bryder sig om Kristus, intet tror eller lærer om ham, men endog er åbenbare forfølgere af evangeliet, det er ulve og mordere blandt Kristi får og i hans kirke, at de fører og udøver det sande antikristelige regimente, så skal og må vi også, i kraft af Kristi befaling, rejse os imod deres formente magt, og hvad de har, som noget, hvorfra de allerede ved Kristus selv er afsatte, og det er os befalet, at vi intet skal have med dem at gøre, men afsky og undvige dem som folk, der er Djævelens kirke; ligesom også Paulus i Gal 1 fælder følgende dom: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. Dette er jo en tilstrækkelig stærk afsættelse af al magt i kirken og en befaling om at anse samme for affald og fordømt af Gud.

 

Kristus sætter sit liv til for os

Så er hovedstykket og summen af dette evangelium nu dette: Kristus alene hedder og er den gode hyrde. Herved foreholder det os kraften og frugten af evangeliets prædiken og hans embede, og adskiller dette fra Moses’ embede og den prædiken, som loven giver; for han nævner kun to slags hyrder, som vogter og føder fårene; nemlig de sande hyrder og lejesvendene. For ulven er ikke andet end en morder, der kun gør skade og ødelægger alt; og for at afværge denne må man have hyrder. Men, når man sammenligner de to; nemlig hyrden og lejesvenden, så fremgår det, at Kristus alene er den hyrde, som sætter sit liv til for fårene, hvilket hverken Moses eller nogen anden, som prædiker loven, gør.

       Derfor er det kun ret og rimeligt, at han alene kalder sig den gode hyrde, det vil sige en hyrde fuld af trøst og hjælp. For, skønt Moses, profeterne og alle andre prædikanter, som omgås med loven, prædiker og lærer godt, så er det dog ikke dem, som sætter ders liv til for fårene og kan hjælpe disse; for de har alle måttet dø for sig selv, og derved har de hverken formået at hjælpe sig selv eller andre; men mig er det alene, siger han, som udsletter mit liv for fårene, min død alene har gyldighed for dem og hjælper dem; og fordi jeg er en sådan, anordner jeg både denne nye prædiken og stifter en ny hjord, et nyt folk.

 

Det rette hyrdeembede

Altså henfører han alene det sande hyrdeembede - det vil sige magten til at hjælpe samvittighederne og sjælene – til sin egen person, som den, der alene har udført og fuldbragt forløsningsværket, sat sit legeme og liv til for sine får og stiftet det embede, som han endnu øver og holder ved magt, og hvorved han drager dem til sig, regerer og underholder dem. I dette embede indbefatter han altså hele evangeliets prædiken, hvor og hvornår og ved hvem det end prædikes. De, som prædiker evangeliet, kaldes også hyrder efter Kristus; ikke for deres egen persons skyld (for dette kan alene Kristus være), men fordi de er indsat i det embede, som alene er Kristi ejendom, og fordi han virker gennem dem.

       Dette er nu det første stykke, der handler om hans person og det embede, som han fører i sin kristenhed, hvilket han også selv i det følgende videre beskriver, idet han taler om sine får. Men først fremsætter han modbilledet om lejesvenden og siger:

 

v12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; v13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

Han nævner her tre slags personer eller tre slags embeder, som har med fårene at gøre: den sande hyrde, hvilket, som sagt, han selv alene er; lejesvenden, det vil sige enhver, som uden ham prædiker og lærer, hvad godt er, selv om det er ud fra loven, og hvordan vi skal leve og handle; men dog ikke viser hen til Kristus; sådan som de skriftkloge og farisæerne hos jødefolket på den tid; og for det tredje ulven, der også vil færdes og regere blandt fårene, men kun forvolder skade og fordærvelse. Dette er Djævelen selv, som også har sine sendebud og prædikanter, hvilke ikke har Guds ord, hverken De Ti Bud eller evangeliet, men forfører sjælene ved falsk lære og kætteri (hvilket også Paulus i Tim 4, 1-2 kalder djævles lærdomme, ved deres hykleri, som taler løgn) som nu pavens antikristelige lære, muslimernes Koran og andre, kætterske partier. Disse lærdomme: om den sande hyrde, om lejesvenden og om ulven, har fra begyndelsen af altid haft sin gang i verden. Den første skal man alene holde, den anden skal man forbedre, den tredje skal man fuldstændigt undgå. Men dette gør ingen uden de sande får, det vil sige den lille flok, som kender Kristus.

       Han viser nu også hermed, hvordan det står til med fårene, og hvorfor han alene må blive erkendt og troet som den rette hyrde. For det står sådan til med fårene, at de, når de er uden hyrde, svæver i yderste fare og nød, så de blive grebet, sønderrevet og myrdet af ulven og kan af deres egen kraft hverken vogte eller forsvare sig mod samme; for fåret er af naturen et stakkels, svagt og værgeløst dyr frem for alle andre og må helt og aldeles leve under fremmed varetægt, beskyttelse og hjælp, så den sande hyrde må antage sig det, altid være til stede hos det, have opsigt med det samt redde og beskytte det, når det er nødvendigt, for at det ikke skal omkomme. Det har intet at gøre, siger Kristus, med en fremmedsindet lejesvend, som det ikke tilhører. For, skønt denne en tid lang fører og føder fårene, så holder han dog ikke ved til slut, når ulven kommer; da begynder han at flygte for at redde sig selv og lader imidlertid de stakkels får i stikken og omkomme i nøden.

       Sådan går det også til i det åndelige regimente, hvor det gælder samvittighederne. Når Kristus ikke selv gennem sit hyrdeembede beskytter, leder og fører dem, da hjælper og nytter ingen anden prædiken, om end den ellers kan være nok så god og rigtig; for den kan dog ikke bestå i nøden imod Djævelen, når han åbner sit helvedesgab med skræk for synden og den evige død. Når det nemlig kommer hertil, da står det arme får alene og forladt. Det er ved den blotte lære om loven og vore egne gerninger henvist til sig selv og sit eget værk, har ingen hjælp eller bistand mere, hvorved det kunne fortrøste sig og finde frelse.

 

Den katolske frelseslære

Herpå kan vi ikke finde noget bedre eksempel end den tid, vi selv har tilbragt under pavedømmet (fordi vi selv har erfaret dette). Den kosteligste prædiken, som nogen dengang har kunnet holde, lød sådan: Man kan holde De Ti Bud, elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv (sådan bestræbte jeg mig, sammen med andre, både på at lære mig selv og folket). Dette hverken var eller er i og for sig urigtigt lært; for læren om loven skal og må jo forblive. Men, for at de kunne være i stand til at indskærpe folk dette, så sagde de tillige, at mennesket godt kunne gøre det af sig selv; for det har det naturlige, fornuften, fået indgivet af Gud, så det forstår, hvad det skal gøre og ikke gøre, og det har tillige fået en vilje med gode forsætter og evne til lidt efter lidt at holde loven; og, når det nu med al flid øver sig i en sådan gerning og gør, hvad det formår, så vil Gud se nådigt dertil og finde behag i det samt utvivlsomt lægge sin nåde dertil. Foruden denne trøst have de endnu flere gode råd at give (da de selv følte, at det endnu ikke ville hjælpe, at de lærte om De Ti Bud). Alle disse råd skulle da tjene til at undgå døden og blive salig; disse råd henviste til enkelte, strenge livsførelsesregler, legemlig afholdenhed, fasten, vågen og pilgrimsrejser Alt dette har de anset for godt og kosteligt og gjort det i god mening, som noget, der skulle behage Gud og anses for opfyldelse af hans bud. Men, når man havde forsøgt alt dette, og Djævelen til sidst kom i dødsstunden eller i andre svære anfægtelser, da hjalp al sådan lære og gerning ingenting, og de stakkels samvittigheder blev jammerligt førte i Djævelens svedebad, så de ængstede og martrede sig selv med sådanne fortvivlede tanker, ord og sukke som: O, herre Gud! Kunne jeg endnu leve en tid, så ville jeg gøre bod for alle mine synder.

       Dette var nytten og frugten af lejesvendenes lære, som henviste det stakkels folk til deres egne gerninger og lidelser og slet intet vidste at sige om Kristus og troen. For en sådan prædiken kan dog ikke længere trøste og opholde, end indtil Djævelen kommer, som slet ikke spørger efter vore gerninger eller vor fyldestgørelse og livsførelse; men, hvor han ikke finder Kristus, der har han vundet sit spil og vedbliver med at sønderrive og opsluge sjælene, som han selv vil, uhindret og uafbrudt. Ja, sådanne lærere og mestre kan ikke engang hjælpe sig selv, men blive bortskræmte og forjagede sammen med fårene, så de ikke ved, hvordan de skal holde sig oppe, og til sidst falder de selv i fjendens vold, hvis de ikke lærer at finde nogen anden hjælp.

       Herom vidner et simpelt eksempel med en munk, som opholdt sig i en skov. Denne kom engang til en syg, der lå på dødslejet og ville trøste ham, for at han kunne få en god død. Han formanede ham til (som sådanne trøstere, gerningshellige og munke plejer), at han roligt skulle overgive sig i døden og lide med tålmodighed, for dette skulle skaffe ham alle hans synders forladelse hos Gud; derpå ville han sætte sin egen sjæl i pant. Store Gud! Der ligger et stakkels får i den yderste nød og tager imod, hvad det kan få. Han dør altså med en sådan trøst. Men hvad sker? Straks efter dette elendige menneskes død kommer angeren over den gamle eneboer og gør ham så angst og bange, at han begynder at fortvivle netop over den samme trøst, som han havde givet den anden, så ingen trøst hos ham selv vil hjælpe, indtil han også selv faldt i fortvivlelse.

 

Lov uden evangelium

Sådan må det gå, når man ikke prædiker andet end om vore egne gerninger, eller alene driver på De Ti Bud; skønt man dog også må have og drive på denne prædiken, især for den rå hob. Men, hvor Kristus selv ikke er, der hjælper det ikke til andet end til, at de arme får forvildes og adspredes og falder i skræk og fortvivlelse, indtil de styrter i fordærvelsen, hvis de ikke blive førte tilbage ved den rette hyrde. For, når den menneskelige natur og fornuft hører en lovprædiken, selv om denne på bedste måde driver på loven, så er den, når den ikke kender Kristus, så uforstandig, at den indbilder sig, at, når man har hørt en sådan prædiken, så kan man også straks gøre derefter. For de har, siger de, både forstand og vilje til at gøre det, og de tænker ikke længere, end at alt er gjort med disse, deres selvgjorte tanker og med de ydre gerninger; og så farer de hen og mener, at de jo må gøre, hvad man siger eller indbilder dem om gode gerninger som noget, der er befalet af Gud. Dermed vil de udslette og gøre bod for synden, mens Gud dog ikke fordrer, at vi af den grund skulle gøre gode gerninger, eller at synderne kunne blive udslettede ved egne gerninger. På grund af denne, deres vildfarende indbildning, giver de sig til at samle og sammenhobe alle de gerninger, som de på nogen måde kan forestille sig eller høre fra andre, mens Gud dog ikke har befalet dette.

       For de er aldeles fanget i denne slutning: Gode gerninger skal man jo gøre; dette er en god gerning, altså er jeg også skyldig at gøre det. De går så i gang, men de kommer dog aldrig til fuldbyrdelsen. Derfor kan de heller ikke modstå ulven; jo mere de gør, desto mindre tilfredse bliver de, og desto mere finder de, der bør gøres. Og så snart Djævelen kommer og foregiver for dem: Se, det er en god gerning, det har du ikke gjort, så kan de ikke klare det og må give tabt. Ja, om de end havde gjort alt, hvad et menneske kan gøre, så sker det dog, når det kommer dertil, at ulven viser sig for øjnene af dem med sit opspilede helvedesgab, så viser det sig, at det ikke kan bestå imod Guds vrede og dom. Djævelen blæser det alt sammen bort med et åndepust og siger: Du har gjort meget, det er sandt; men, hvornår har du opfyldt det, som Gud har befalet, for det hedder jo: Du skal elske ham af hele dit hjerte, over alle ting og ikke have nogen ond tanke eller lyst eller begærlighed i dit hjerte, ikke tale noget unyttigt, forgæves ord? Da bortfalder så snart både den lære, som lejesvenden har givet dig og alle dine gerninger, som du efter samme lære med stort besvær har fuldbragt, og du har ingen trøst, intet middel mod Djævelen; for han har altid den fordel, at han kan drive dig frem gennem din egen samvittigheds vidnesbyrd, der kun grunder sig på din egen gerning, hvilken er dig anvist igennem lejesvenden, som kun lærer dig, hvad du skal gøre, men ikke giver dig eller formår at give dig kraft til at kunne gøre det, og lader dig sådan i stikken, når det kniber, og du er sådan overvældet af dig selv og fanget med det sprog: det gode skal man gøre.

 

Pavedømmets lovreligion

Hermed har også Djævelen, gennem paven, indført i kirken alt det skarn og utøj, som består i al slags menneskelære, så ingen har kunnet værge sig derfor; for de byggede alle på den grund: Hvad der er godt, skal man gøre. Derfor måtte man gøre alt, som de kaldte godt og en gudstjeneste; ligesom de heller ikke ophører at ivre imod os, som om vor lære om troen og kærligheden var en dårlig lære. For vi ved ikke at prædike noget andet end den barnlige lære om De Ti Bud og troen. Man må jo komme meget højere, siger de, og gøre langt mere, og ikke alene lære det, som står i Skriften, men også høre, hvad kirken og kirkemøderne siger. Derfor har det allerede med magt sat sig fast og er som en syndflod strømmet ind over alt, hvad kun den første den bedste uforskammede tiggermunk har turdet foregive. Vi tåber, som dog var doktorer (lærere) i Den Hellige Skrift, havde ikke kunnet afværge, hvad de usalige barfodmunke havde dristet sig til at overtale folk til at tro: Når man begravede en død i deres munkekappe, så blev han salig, og Djævelen kunne ikke tage ham bort (hvis han ikke allerede før havde hentet ham). For vi var alle forblindede og indfanget af dette ord: Gode gerninger skal man gøre, og den, som gør dem, han bliver salig. Ja, vi kunne endnu den dag i dag ikke bestå imod pavedømmet eller omstyrte nogen af deres ringeste vildfarelser, hvis vi ikke havde mere end denne lære om vore egne gerninger imod dem. Sådan blev den fromme martyr Johan Huus under deres djævelske kirkemøde i Konstanz overskreget og fordømt af Djævelen af den grund, at han irettesatte paven og hans slæng for deres onde og skammelige livsførelse, og for at de ikke engang overholdt deres egen gejstlige ret overalt. For de forsvarede sig sådan derimod: Om end vor livsførelse ikke er rigtig, så er læren dog rigtig, så man skal gøre og holde den. Sådan er pavedømmet hidtil forblevet uomstyrtet, så længe deres lære er blevet anset for at være rigtig og er forblevet uanfægtet.

 

Det sande evangelium

Derfor er og forbliver disse to, lejesvenden og ulven, sammen; for Djævelen kan godt lide den slags lærere. Hvor der nemlig ingen sand hyrde er, der gør de ham den tjeneste, at han uden noget besvær kan fråse og myrde blandt fårene, når, hvor og som han vil, og der er ingen forsvarer uden Kristus med sin lære og beskyttelse, som den eneste sande hyrde, der ikke lader fårene komme i kast med ulven selv (for når det kommer dertil, så er de allerede i hans svælg); men han stiller sig selv imod ham, samler os hos sig og beskytter os sådan, så Djævelen må vige. Dette sker, når man prædiker ud fra Skriften og lærer, at intet menneskeligt værk, (det hedde og være nu så godt som det vil, og gjort efter De Ti Bud, og alt, hvad man nu kan lære) kan hjælpe nogen til at blive synden kvit eller til at bestå imod Guds vrede og rædselen for død og Helvede; men at det alene hjælper, at Kristus har sat sit liv til for dig og igen tager det tilbage. Dermed har han overvundet Djævelen og døden og lagt dem under sine fødder, så du ved hans kraft og vælde kan blive holdt oppe.

       Men, hvor denne hyrderøst lyder, der kan fårene vogte sig både for lejesvenden og ulven og sige: Du prædiker nok ret, jeg skal holde De Ti Bud; men du siger mig ikke, hvortil jeg skal tage min tilflugt, når jeg ikke har opfyldt dem. Her vil jeg høre min kære hyrde, der gik i døden for mig, og det ikke uden årsag eller forgæves, men netop af den grund, at han ville frelse mig, som var et sådant stakkels, fortabt får uden hyrde og i Djævelens vold.

       På samme måde forholder det sig også, når Djævelen viser sine tænder i dit hjerte for at myrde og sluge dig og siger: Det ene skulle du have gjort, det andet skulle du have undladt; men det ene har du dog ikke gjort, og det andet har du ikke undladt at gøre, derfor er du nu min ejendom. Da kan du, som et får, der kender sin hyrde, tage din tilflugt til Kristus imod dette og sige til Djævelen: Han som er død og opstået for mig, kan sætte sig op imod dig, og så kan du bare forsøge, hvad du kan opnå mod ham.

 

De sande gode gerninger ifølge De Ti Bud

Så meget desto bedre kan du slå de andre tilbage, der ikke er så gode som lejesvende, men ulvens knægte og tjenere, hvilke komme med deres gåseprædiken om vore egne, opdigtede gerninger. Imod disse kan du sige: Jeg vil ikke vide eller høre noget derom; for jeg har meget andet og vigtigere at gøre; jeg skal lære De Ti Bud og kan dog ikke holde dem; hvorfor skulle jeg så plage mig med sådanne unyttige gerninger, hvilke kun skader og hindrer, så jeg taber det rette blik for De Ti Bud? Sådan er det også gået hidtil: verden er så opfyldt med menneskelærdomme og menneskebud, at ingen biskop, ja, ingen doktor har forstået eller lært De Ti Bud på den rette måde.

       Derfor har vi også straffet og angrebet pavedømmet; ikke fordi de udviste en ond og skændigt livsførelse – dette må de også selv bekende – men vi siger til dem, at om end de førte et helligt engleliv – hvilket de dog aldrig har gjort eller nogensinde vil blive i stand til at gøre – og ikke alene holdt deres egen, men også Moses’ lov, hvilke begge ting er umulige for dem: så anser vi dem dog ikke alene for lejesvende, men for ulve selv, så længe som de ikke lærer andet, end hvad der bringer sjælene i døden. For intet kan føde sjælene eller gøre dem levende, som ikke er Kristi lære; og skønt lejesvenden selv ikke slagter eller dræber, så værger han dog ikke mod ulven. Derfor, fordi du ikke viser hen til eller lærer om den sande hyrde, men gør det modsatte, så vil og skal man ikke høre dig, men tværtimod undfly dig som en ulv.

       Med denne grund omstøder man hele pavedømmet og alt, hvad der fører os bort fra den sande lære. Ellers er det, som sagt, umuligt at kunne straffe den ringeste vildfarelse, som indsniger sig under skikkelse af en hellig livsførelse. Og der er ingen lære så tåbelig eller skændig, at ikke også den finder tilhørere og disciple, sådan som man hidtil har måttet erfare med så mange slags kætterier og partier i kirken. Og om hedningerne – der dog også har været fornuftige og højlærde folk – læser vi, at de ikke alene har tilbedt katte og storke, men også grønsagshoveder og rødder, ja løsagtigheden selv. Navnet og vanen gør, at alt dette kaldes gode gerninger og gudstjeneste; og den, som prædiker sådan, tiltager sig selv ros og skin af at være en hyrde, der vil råde sjælene og vise dem, hvordan de skal komme til Gud.

       Ja, vi har hidtil ikke været i stand til at straffe eller hindre munkenes skammelige løgne og fabler, f. eks om Marias rosenkrans – det var halvtreds Ave Maria og fem Fadervor, som man oplæste for Jomfru Maria – dertil gav paven mange afladsbreve, og prædikemunkene skrev store bøger fyldt med store, fede, stinkende løgne om, hvilke kræfter og undergerninger en sådan bøn udvirkede, en bøn, som dog først var opdigtet af dem, foruden hvad der af samme slags løgnagtige påfund var opdigtede af andre som barfodmunkenes månekroner og salmer, hvorom de selv tier nu, og som de må skamme sig over. Ja, ingen af de pavelige skulle end ikke den dag i dag kunne omstøde hverken muslimernes eller jødernes tro; for de har ikke den rette mester eller den sande hyrdes grundfaste lære. Derfor har Djævelen magt og ret over sådanne endog ved De Ti Bud; for han har altid den fordel imod dem, at han gennem deres egen samvittighed kan overbevise dem om, at de ikke har holdt dem; hvor meget mere da ikke, når de har tilbragt hele deres liv med gerninger, der er foreskrevet af mennesker!

       Men når du kender den gode hyrde, da kan du beskytte dig mod Djævelen og døden og sige: Jeg har desværre ikke holdt Guds bud, men jeg kryber under min kære herre Kristi vinger og tror, at han er min kære hyrde, biskop og midler for Gud, at han dækker og beskytter mig med sin uskyld og skænker mig sin retfærdighed. Hvad jeg ikke har holdt, det har han holdt, ja, hvad jeg har syndet, det har han betalt med sit blod. Han er ikke død og opstået for sig selv, men for mig, sådan som han her siger: han sætter ikke sit liv til for sig selv, men for sine får, det er, som Peter siger i Pet 3, 18: som retfærdig led han for uretfærdiges skyld. Sådan er du da sikker, og Djævelen og Helvede må lade dig være i fred; for han vil sandelig ikke kunne udrette noget mod Kristus, der allerede har overvundet ham og som en tro hyrde ikke vil forlade dig, når du, som hans får, tror på ham; men han kommer dig til undsætning, beskytter og opholder dig. Når du nu sådan er under denne hyrde og i sikkerhed for ulven, da kommer lejesvenden også tilpas og bliver en god lærer om, hvordan du skal leve efter Guds bud og gøre gode gerninger, og han går således foran dig, hvor du kun selv kan gå, så længe det ikke er samvittighedens kamp mod synden og døden – dog sådan, at du først må være under den sande hyrdes beskyttelse, bespises af ham og ikke kommer bort fra ham.

 

Tre slags prædikener

Se, det er de tre slags prædikener, som altid har deres gang i verden: Den første findes hos den store flok, der ikke kommer med Guds ord, men med menneskelære: sådanne er ulve, som paven med sine kirkelove, muslimen med sin Koran, jøden med sin Talmud og andre partier, der er imod Skriftens rette, rene lære. Den anden slags tilhører lejesvenden, som alene prædiker De Ti Bud; af disse er der få, skønt de heller ikke forbliver rene ret længe uden evangeliet. Den tredje slags er dem, som rent og retskaffent leder og viser hen til Kristus; disse er de allerfærreste, men må dog også findes et eller andet sted lige til den yderste dag, sådan som vi siger i Trosbekendelsen: Jeg tror på én hellig, almindelig kirke. Disse er og hedder sande hyrder, fordi de ikke prædiker sig selv, men Kristus, og således er den Herre Kristi mund, som han selv siger Matt 10, 20: ”For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.” Og ligeledes i Luk 21, 15: ”Jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige.” Det vil sige, det skal ikke være jeres mund, men jeg vil danne jeres mund sådan, at det skal være en mund fuld af visdom, der er givet af mig og taler om mig. For dette er det tordenslag, hvormed alt bliver nedslået, som ikke hører til Kristi lære og intet tjener eller hjælper til det kommende liv, om end det ellers kan være godt til at holde folk i tugt med eller til at bringe dem til erkendelse af deres brist; for hvad er alt det, som et menneske, paven såvel som tyrken, kan stille op imod Helvede og den evige død?

       Hermed er også pavens regimente og al menneskelære stormet og nedstødt. Og vi har ikke angrebet det af den grund, at de ikke holde deres egne bud og lærdomme; for herimod har de altid det ord til beskyttelse, at om end deres livsførelse er strafværdigt, så er læren dog rigtig og god. Og de beholdt således regimentet med magt efter Kristi ord Matt 23, 2-3:”De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses´ stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad des siger.”

        Derfor har vi heller ikke formået noget imod dem, førend vi fik evangeliet; men nu, da vi har erkendt Kristus, kan vi fordømme deres lære sammen med alle deres gerninger.

       Sådan ser du nu den forskel, som Kristus her viser mellem sin prædiken og regimente og alle andres, som uden eller uden for ham vil regere samvittighederne eller hjerterne; og med så mange ord om lejesvenden har han skildret den fare, ja, den skade og fordærvelse, som må blive følgen, når han ikke bliver hørt og erkendt som den eneste hyrde, uden hvilken man ikke kan værge sig imod ulven, hvor mange lejesvende man end har. For alle disse kan med deres lære hverken hjælpe eller råde til, hvordan man skal blive synden og døden kvit eller gøre modstand mod Djævelen; kort sagt, det arme får må blive evig fortabt og fordærvet, når det ikke kommer til den sande hyrde. Derfor gentager han endnu en gang, hvad han har sagt i begyndelsen for desto bedre at kunne indskærpe os det, så vi alene må holde os fast i hans varetægt og til hans føde (det er til hans ord og prædikeembede), og han siger:

 

14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.

Mange, og det desværre alt for mange, er de, som kaldes hyrder og påtage sig det regimente at føde og lede sjælene. Men jeg alene, siger han atter, er den, som hedder og er den gode hyrde. Dette vil sige: Uden for mig er ingen af dem gode, men de er ubarmhjertige, grusomme hyrder, når de overlader de arme får i ulvens svælg; men mig skal I lære at kende som jeres kære, tro, fromme, venlige, søde og trøsterige hyrde, over hvem jeres hjerter skal være glade; og I skal være sikre på, at I ved mig er forløste fra al byrde, frygt, besvær og fare, og at jeg ikke vil eller kan lade jer gå i fordærv. Dette beviser jeg derved, siger han, at jeg sætter mit liv til for fårene, derfor, hold jer med glæde til mig og lad ingen anden regere i jeres samvittigheder. Hør på mig, som taler sådanne trøsterige ord og tillige i gerningen viser, at jeg ikke vil drive, plage eller besvære jer, sådan som Moses og andre gør, men at jeg på det kærligste vil føre og lede, beskytte og hjælpe jer.

       Sådan driver han til stadighed på denne ene lære, som hovedstykket vedrørende vor salighed: at der uden for denne hyrde Kristus, (grebet igennem troen på, at han alene er den, som ved sin død frelser os fra dødens og Djævelens vælde) ingen redning eller hjælp er at finde; ligesom denne lære også er den nødvendigste at indskærpe i kristenheden. For Djævelen er den fjendsk og kan ikke tåle, at vi holder fast ved denne fromme hyrde og det i den rette forstand og mening. Derfor raser han altid derimod ved sine redskaber, både med list og snuhed, forfølgelse og bespottelse, for at drive menneskene derfra, sådan som han også igennem jøderne har gjort mod denne prædiken. Men vi skal derimod, som hans fromme får, holde os til hyrdens røst og vide, at vi, når alle ting slår fejl, og alle menneskers råd og hjælp intet duer, kan være sikre og i god behold ved troen på denne hyrde, der har sat sit liv til for os.

       Derfor siger han også som afslutning om disse sine får, det vil sige hele kristenheden, hvordan han kender dem og de igen ham:

      

v14b Jeg kender mine får, og mine får kender mig

Den sande kirke og dens kendetegn

Dette er ganske vist en underlig tale, og den var sandelig også sælsom og til at le af for jøderne, lige såvel som da han sagde, at han alene var den sande hyrde; og uden tvivl har de meget hånende opladt deres røst og sagt: Du taler meget om dit hyrdeembede og om dine får; kære, hvor har du da dine får, og hvor skal man finde dem? For vi har jo et folk og en hjord, som holder sig til templet og den gudstjeneste, der er indstiftet af Gud, og vi holder Moses’ lov. Dermed er de forenede i en fårefold, så man kan kende dem og nævner dem ved navn. Men hvor er dine får, hvordan kender man dem, eller hvordan ser de ud? Giv dem dog et navn og et kendetegn! Nej, siger han, I vil og skal ikke kende dem på den måde, som I selv mener. Jeres får har deres mærker, hvormed man kan kende og adskille dem fra andre; de er omskårne og kommer til templet i Jerusalem. Men mine får har et andet kendetegn, der ikke er malet eller påstrøget med rødkridt og farve, så man kan kende dem på panden eller på ulden; sådan som paven, efter jødernes eksempel, gør og maler en sådan kirke og sådanne kristne, der i det ydre forholder sig og lever sådan, at enhver kan kende dem derpå.

       Nej, det lader sig ikke gøre, vil han sige, ved du på den måde afmaler dem med kendetegn og segl, som du tegner derpå, eller ved at Moses maler derpå; men de er sådan malede og tegnede, at ingen kender dem uden jeg alene. For skønt de kristne også i det ydre har tegn, der er givet af Kristus, nemlig dåben, nadveren og evangeliets prædiken, så kan disse dog fejle, når man vil dømme om hver enkelt person i særdeleshed. For mange er døbt, hører evangeliet og går til nadver sammen med andre, men er alligevel en hykler og en ikke-kristen. Men derpå er de kristne alene at kende, at de i det indre, i hjertet, har den tro, der regner Kristus for en hyrde. Men hvem kender disse? Du vil hverken kunne se det på mig eller jeg på dig, for ingen kan se den anden ind i hjertet. Derfor forbliver det også sådan, at ingen kan kende og udmale sådanne får og sådan en hjord uden denne hyrde Kristus alene. Sådan kender til gengæld også alene mine får mig igen, siger han, og det sådan, at de ikke lader sig vise eller rive bort fra mig, men forbliver ved den tro, bekendelse og prædiken, at jeg er hyrden og sætter mit liv til for dem imod Djævelen, verden, død og Helvede.

       Sådan tilintetgør han hermed atter jødedommen med dens lov og præstedømme og i endnu højere grad vort pavedømme med alt dets væsen, og fratager dem al magt til at regere hans hjord og dømme derover. Han vil nemlig slet ikke have sig selv og sin kirke mestret af dem; han forkaster og fordømmer hele den dom, som de ville fælde om, hvem der her er kristne og Guds folk eller ikke; og det hverken efter deres Moses´ eller en anden i det ydre orden og regimente. Og han siger dem derimod, at de hverken skulle eller kunne kende hans får, og at han alligevel vil have og opholde sin kirke, skønt de hverken kender eller antager hyrden eller fårene, men forkaster og fordømmer dem som værende afsondret fra Guds folk.

       Og han giver os derimod en regel, hvorefter vi skal adskille den rette kirke eller Guds folk fra den kirke, som bærer navnet og berømmelsen herfor, men som dog i sandhed ikke er det. Han lærer os, at kirken ikke er eller skal være en flok, der må holdes sammen med et ydre regimente og ordning, sådan som det jødiske folk med Moses’ lov, heller ikke består i, registreres eller opholdes den ved en i det ydre menneskelig magt, og den er slet ikke forbundet ved apostolsk succession [: den ubrudte række af indviede biskopper i den kristne kirke, som hævdes at gå helt tilbage til apostlene] eller biskoppernes og deres efterfølgeres regering, sådan som pavedømmet foregiver.

       Men kirken er en åndelig forsamling, som hører denne sande hyrde, tror på ham og regeres af ham ved Helligånden, og den bliver alene i det ydre erkendt ved, at den har hans ord, det er evangeliets prædiken, og hans sakramenter. Men i det indre er den alene kendt af ham, ligesom den også på den anden side kender ham gennem troen, der holder sig til ham, hvor den hører hans ord. Uanset, om den hverken holder eller intet véd om denne i det ydre jødiske eller pavelige ordning og regimente, og er adspredt her og der i verden uden nogen fast, ydre regering. Ligesom den jo var på Kristi og apostlenes tid, da den, uden for og imod hele præstedømmets ordentlige magt, troede på Kristus og bekendte ham.

 

Definitionen på en kristen

Hvis du derfor egentlig vil vide om og træffe og give den rette forklaring på, hvad en kristen dog er, eller hvoraf et menneske kaldes en kristen, så må du ikke gabe eller se efter Moses’ lov, pavens regimente eller hvilke som helst menneskers, selv de helligstes, livsførelse og hellighed; men du må alene se på dette Kristi ord, når han siger: Mine får kender mig, og mine får hører min røst, så du siger: En kristen er ikke den, som fører et herligt, strengt og alvorligt karteuser- eller eneboerliv; for et sådan kan også jøder og muslimer føre, blandt hvilke enkelte lever meget strengere. Kort sagt: Alt, hvad der kan ske i os og af os, det gør ingen til en kristen. Hvad da? Ét alene: at man kender denne mand, holder af ham og tror om ham, hvad han vil, at man skal tro om ham, nemlig, at han er den gode hyrde, der sætter sit liv til for sine får og kender dem.

       Denne kundskab hedder og er intet andet end troen, der følger af ordets prædikeembede, hvilket ikke er vore egne tanker eller nedstammer fra mennesker, men ved Kristus selv er bragt ned og åbenbaret fra Himlen, således som han siger til Peter i Matt 16,17: Det har kød og blod ikke åbenbaret dig. Disse to, hans ord og vor tro, må stemme overens og føres sammen, for, hvis han ikke åbenbarede sig selv ved ordet og lod sin stemme høre, så ville vi intet vide om den gode hyrde.

       På denne måde, siger jeg, og på ingen anden, bliver man en kristen: Ved at man hører denne røst alene og ikke véd af eller lader sig indbilde, at der findes nogen anden hyrde, han kan nu have, hvad navn og glans han have vil. Dette eneste billede skal man gribe med sit hjerte. De, som er Kristi får, har altså til alle tider uden forskel denne ene farve og skikkelse, hvorved de kan kendes, og hvori de er hinanden lige: Samtlige tror på denne hyrde og bekender hans ord, om de end i det i det ydre på mange slags måder er adskilte, ja adspredte, her og der i verden uden orden og hensat blandt andre folk.

       Heraf har vi nu den trøst, at den, som således kender Kristus, i sandhed er et af hans får, allerede kendt af ham og udvalgt til hans får, og han skal ikke og behøver ikke længere at søge eller lede efter, hvordan han kan blive et får, eller ængste og martre sig med unyttige tanker, om hvorvidt han er udvalgt, og om hvordan han kan opnå vished om saligheden. Men han skal med glæde trøste sig dermed og være sikker på, at han, når han hører denne Kristi røst, da har han den kære hyrde, der kender ham, det vil sige antager sig ham som sit får, sørger for ham og vil beskytte og frelse ham, så han ikke behøver at frygte for Djævelen, Helvede og døden. Sådan som han straks efter med trøsterige ord udlægger dette nærmere, nemlig, at hans får kende ham og kraften deraf, når han siger: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig; og jeg giver dem et evigt liv, og de skulle slet ikke dø i al evighed, og ingen skal rive dem af min hånd. Og som en endnu større trøst siger han videre:

      

v15 Ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen

Det er et herligt og trøsterigt kendskab, hvorved Faderen kender sin kære søn med en uudsigelig, grundløs og evig kærlighed, sådan som han også åbenbart bevidner dette ved en stemme fra Himlen, idet han siger: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”, Matt 3, 17, så han for hans skyld har forbarmet sig over den menneskelige slægt og taget den til nåde, da den var faldet ind under evig vrede og fordømmelse og måtte have gået evigt fortabt, som Paulus siger i Ef 1, 6: Han benådede os i Kristus, den elskede. Sådan kender også Kristus os med samme uudsigelige kærlighed, hvormed han fra begyndelsen har elsket menneskeslægten, og af hvilken grund han fornedrede sig på det dybeste under alle mennesker, ja, under vor synd og død, og i vort sted bar Guds vrede, fordi han ikke kunne bære, at Djævelen skulle beholde os i sine lænker og i den evige fordømmelse.

       Fordi faderen nu kender Kristus sådan, og Kristus på samme måde også kender os, sine får, så fremkommer deraf et kendskab af samme slags, der fra faderen gennem Kristus også når til os, og hvorved på den anden side vi, gennem Kristus, skal kende Faderens hjerte imod os, nemlig, så han, ligesom han elsker Kristus, sin søn, sådan også for hans skyld bærer sand faderlig kærlighed imod os, der kender Kristus, som fårene sin hyrde, så vi skal vide, at, fordi han har givet os sin søn, så vil han ikke, at vi skal gå fortabt eller blive fordømt, når vi kun tror på ham. For han kan ikke hade sin søn. Han har sendt ham ned fra Himlen, for at han ved sin blodige død skulle hjælpe os fra synden.

       Det er jo en fortræffelig og stor trøst. Men det er også en meget åndelig, det vil sig, et for vore øjne og sanser skjult og hemmelig kendskab, at man skal tro, at både Kristus og Faderen kender os sådan. For det er alt for dybt tilsløret for alle menneskers øjne og forbundet med mange slags forargelse, svaghed og det modsatte omdømme af verden og vort eget kød og blod. For det forholder sig ikke alene sådan med verden, at den forarger sig over dette Kristi rige og hans kirke, fordi det ikke går efter dens hoved eller på den måde og efter den orden, som den mener, at det burde gå, når det skal være Guds regimente og værk. Ja, fordi det går stik imod dens fornuft, forstand og tanker, så holder den både læren for lutter dårskab og forførelse, og den fordømmer og forfølger tillige alle dem, som holder sig dertil og ikke vil følge dens hensigt.

 

Skjult under kors og modgang

Men det er endnu sværere, at Kristus selv skjuler sig for sin kirke under sådan noget. For os ser det ud som om, han har glemt, ja helt og aldeles forladt og forkastet den, så han lader den ligge trykket under korset, underkastet alle slags grusomheder fra verdens side og lader dens fjender trodse, rose og glæde sig på dens bekostning, sådan som vi vil få det at høre i det følgende evangelium). Og dertil må den tåle, at den især bliver plaget af Djævelen i det indre, i hjertet, med rædsel for sine synder og for Guds vrede, og den må altså bære al slags ulykke og hele Helvede foruden de svagheder og mangler, den må føle og se hos sig selv og blandt sine både med hensyn til tro og livsførelse samt al den forargelse Djævelen kan anrette.

       Hvem er der nu, som kan kende fårene, som regner dem for Kristi får, når de er så dybt bedækkede og overvældede med lidelse, skam, forsmædelse, død og forargelse, at de endog er skjult for sig selv? Sandelig ingen uden Kristus alene, og han trøster dem og siger, at han, uanset alt dette, hvorover verden og vort eget kød og blod tager anstød, alligevel kender sine får og ikke forglemmer eller forlader dem, sådan som det kunne synes.

       Og for at han desto stærkere kan indskærpe os dette, fremsætter han her en lignelse til og siger: Ligesom Faderen kender mig. Dette er i sandhed også et helt og aldeles skjult kendskab, at Gud fader kendte sin enbårne kære søn, da han måtte ligge som det elendigste tiggerbarn i krybben, ikke alene ubekendt for, men også forstødt og forkastet, af hele sit folk. Ja, da han hang i luften på det allerforsmædeligste og skændigste, nøgen og blottet, mellem to mordere, som den værste gudsbespotter og oprører, forbandet af Gud og al verden, så han endog selv med et stort skrig måtte råbe: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig! Luk 27, 46. Alligevel siger han her: Min fader kender mig (netop i denne lidelse, forsmædelse og forargelige skikkelse) som sin eneste søn, udsendt af ham, for at jeg skal være et offer og sætte mit liv til for mine fårs frelse og forløsning. Sådan kender jeg også ham og véd, at han derfor ikke har forglemt eller forladt mig; men han vil føre mig gennem og ud af forsmædelsen, korset og døden til evig ære, liv og herlighed.

       Sådan skal og vil mine får også lære at kende mig, i deres elendighed, forsmædelse, lidelse og død, som deres kære og tro frelser, der også på samme måde har lidt, ja, sat sit liv til for dem; og de skal i sandhed have den tillid til mig, at de ikke er forladt eller forglemt af mig i deres nød, sådan som fornuften og verden indbilder sig, men at jeg under alt dette underfuldt vil opholde dem og derved bringe dem til evig sejr og herlighed.

       Se, dette er Kristi sande kendskab, hvormed han kender os, og vi er kendt af ham. Det er en høj og fortræffelig visdom, men alt for godt tildækket og skjult for verden, fornuften og sanserne, og den bliver alene fattet i troen, der her må stå i kamp og strid for at kunne få del i denne kundskab og vokse deri, så den ikke ved den store forargelse, som her viser sig, skal blive ført bort fra Kristus, sådan som han også selv siger herom i Matt 11, 6: Salig er den, der ikke forarges på mig.

       Heraf skal vi også lære, at vi, som jeg ofte har sagt, ikke skal dømme om Kristi rige og hans kirke efter den i det ydre anseelse samt fornuftens og den menneskelige visdoms dom. For her hører du, at dette kendskab til fårene tilhører Kristus alene og er ligeså skjult for fornuften, der i højeste grab forarger sig derover, som han selv, da han hang på korset. Derfor fortjener de tåbelige, hovmodige hellige og kloge i egen indbildning at blive straffet for deres formastelse, da de med deres frække dom straks nedgør og fordømmer de kristne, som dog har evangeliets og troens lære ren, så snart de ser en eller anden svaghed og brist hos dem; idet de i deres hoved forestiller sig en sådan kirke, der kun skulle have lutter fuldkomne, himmelske og hellige væsener uden den mindste fejl, mangel og, forargelse; men dette er ikke muligt i dette liv. For foruden at Djævelen med sine partier og falske hellige til alle tider også udstrør sin sæd blandt den sande flok, så er der også mange blandt de kristne, som endnu er svage i troen og har mange slags brist med hensyn til deres livsførelse; ja, endog de store hellige, som er rene i troen og ustraffelige i livsførelsen, finder og føler dog mange slags svagheder og syndige tilbøjeligheder hos sig selv, over hvilke de selv klager, og af hvilken grund de har rigeligt at kæmpe med for at overvinde en sådan forargelse hos sig selv. Disse vil Kristus, som den, der alene kender sine får, at vi ikke skal fordømme, sådan som også Paulus formaner i Rom 14, 4: Hvem er du, som dømmer en andens tjener?

 

Omsorg for de savage og skrøbelige i troen

Og her skulle især de, som befinder sig i kirkens embede, det er prædikanter og sjælesørgere, lære, hvordan de bør forholde sig imod de svage og skrøbelige, så også de kan lære dem at kende dem, sådan som Kristus kender os; det betyder ikke fare surt og hårdt frem imod dem med storm og larm eller med fordømmelse, når det ikke altid går som ønsket, men de bør derimod handle mildt og overbærende med dem og bære deres svagheder, indtil de bliver stærke. Derfor irettesætter også profeten Ezekiel i kap. 34 hårdt sine præster og dem, som hyrdeembedet var betroet på Guds vegne, fordi de regerede strengt og hårdt over fårene, ikke plejede de svage, ikke helede de syge, ikke forbandt det sårede, ikke hentede det vildfarende tilbage igen og ikke opsøgte det fortabte, idet han siger: Jeg vil selv føde mine får, jeg vil lede efter det, som er tabt, og føre det fordrevne tilbage, og forbinde det sønderbrudte, og styrke det svage.

       Hermed viser han, at Gud også blandt sin lille hjord har dem, som er svage, sårede, forvildede, ja, endog tabte, og disse anerkender han alligevel som hørende med til sine får, og han vil ikke have dem forkastede, men plejede, forbundne, helede og bragte tilbage. Og eftersom de ikke gjorde dette, idet de alene ville regere hårdt og strengt efter Moses’ regimente og med lovens tvang, så kommer han med forjættelsen om Kristi rige, hvori han gennem evangeliet selv vil lede og føde sine får ved den rette hyrde Kristus.

      

v16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.

Angående disse ord har vi allerede i begyndelsen sagt, at Kristus dermed afskediger jøderne sammen med deres synagoger, folk og præstedømme, der hang ved Moses og siger: Eftersom de end ikke antog ham og regnede ham for deres hyrde, hvortil han også ved Moses’ vidnesbyrd var indsat af Gud, så vil han dog finde får både iblandt dem og, fordi de ikke ville, iblandt andre, der dog ikke kaldtes Guds folk eller vidste noget af Moses, blandt hedningerne, nemlig; sådan som han også ved profeterne forud havde forkyndt, som hos Hos i 2, 25: Jeg vil sige til Ikke-Mit-Folk: ”Du er mit folk.”; og i 5 Mos 32, 21: Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk.

       Disse, siger han, bør jeg lede og at føre dertil, ikke for at de skal høre Moses og jer, men for at de skal høre min røst, og således gennem mit ord blive mine får, skønt de ikke skal komme hertil eller antage omskærelsen og Moses' regimente eller have mig legemligt og synlig hos sig; og sådan skal de alle sammen med ét ord, én tro og én ånd blive én hjord under Kristus, den eneste hyrde, og ellers ingen være underkastet; således som det tog sin begyndelse fra hans himmelfart af og dagligt opfyldes til den yderste dag.