Den Lutherske Fælleserklæring

En gentaget fælles kristen bekendelse af

læren og troen

fra de nævnte kurfyrster, fyrster, stænder og teologer

der vedkender sig

Den Augsburgske Bekendelse

Tilføjet en erklæring

om nogle artikler, der har været diskussion og strid om

efter Dr. Martin Luthers salige død.

Udførligt begrundet ud fra Den Hellige Skrift

Til undervisning og påmindelse i

menighederne og universiteterne

Konkordiebogens fortale

Vi kurfyrster, fyrster og stænder i det hellige romerske rige af den tyske nation, som har underskrevet Den Augsburgske Bekendelse hilser nådigst enhver, der læser denne skrivelse. Vi tilsiger efter enhvers stand og værdighed vores pligtskyldigste tjeneste, venskab og hjertelige vilje, og også vores underdanigste og villige tjeneste.

Vi gør herved følgende kendt:

Den Augsburgske Bekendelse

Af uendelig kærlighed og barmhjertighed mod menneskeslægten, har den almægtige Gud, i denne forgængelige verdens sidste tider ladet sit hellige evangeliums og eneste saliggørende ords lys komme frem og lyse klart og uforfalsket i den tyske nation, vort kære fædreland, som før lå i et overtroisk papistisk mørke. Af den guddommelige, profetiske og apostoliske Skrift er en kort bekendelse [Den Augsburgske Bekendelse] sammenfattet på dette grundlag. Den blev på tysk og latin overgivet daværende kejser Karl den Femte af vores salige og kristne forgængere. Højt agtet være hans minde. Bekendelsen blev oplæst for alle rigets stænder og derefter udbredt offentlig og har lydt i hele kristenheden i hele den vide verden.
     I den følgende tid bekendte mange kirker og universiteter sig til denne bekendelse, som deres tids trosbekendelse. De bekender de vigtigste omstridte artikler mod pavevæsenet og alle slags sekter. De har holdt sig til denne bekendelse i kristen enighed og uden strid og tvivl, og påberåbt sig den. Det som er sammenfattet i den, er også velbegrundet i den guddommelige Skrift, nemlig den lære som er kort formuleret for den ene gamle kirke i de gamle prøvede symboler, og troet af den almindelige retlærende Kristi kirke. Denne lære er gentagne gange bekendt i enighed i kamp mod mange kætterier og vildfarelser og urokkelig fastholdt.
     Det er på mange måder blevet klart og afsløret for enhver, hvilke farlige hændelser og svær uro, der fandt sted i vort kære fædreland, den tyske nation, straks efter den højt oplyste og gudfrygtige mand, doktor Martin Luthers salige død. Hvordan menneskeslægtens fjende anstrengte sig for at så sin sæd, nemlig falsk lære og uenighed. Målet var at virke skadelige og anstødelige splittelser i menigheder og fakulteter, for med dette at forfalske Guds Ords rene lære, bryde med den kristne kærligheds og enheds bånd, og på denne måde hæmme og hindre det hellige evangeliums fremgang. Det er kendt hvilket påskud modstanderne af den guddommelige sandhed har fundet på for at sprede ufordelagtige ting om os og om vores universiteter og menigheder. Blot for at dække deres vildfarelser og vende de arme vildfarne samvittigheder fra erkendelse af den rene evangeliske lære og desto lettere holde dem under papistisk åg og tvang, og også under andre vildfarelser, som strider mod Guds Ord.
     Der er ingen ting vi hellere skulle have set, og har ønsket og bedt om fra Den Almægtige, end at vores menigheder og universiteter må blive bevaret i Guds ords lære og også i den kære kristne enhed, sådan som det i doktor Luthers levetid blev ordnet kristelig og vel, og ført videre efter Guds Ords vejledning. Men det er sådan, som da de hellige apostle endnu var i live i menighederne, hvor de selv såede det rene og klare Guds Ord. Gennem falske lærere blev falsk lære bragt ind. Dette er også sket med vores menigheder for vores og den utaknemlige verdens ubodfærdighed og synds skyld.


Fornyet tilslutning til Bekendelsen

Af denne grund har vi husket på og ikke nedlagt det embede, vi bærer og som er givet os af Gud. I vort land og dets områder har vi lagt vores flid i dette, sådan at den falske og forføreriske lære, der har sneget sig ind, så langt og så meget som mulig, kan blive omstyrtet. Og så vores undersåtter kan blive holdt på den rette vej, så de kan beholde den guddommelige sandhed, de engang har lært og bekendt, og ikke blive ført bort fra den. I overensstemmelse med dette har vores ærværdige forgængere og også en del af os, derfor fremlagt et slutdokument i anledning af den kurfyrstedag, der blev holdt i Frankfurt am Mainz i år 1558. Vi besluttede der at komme sammen til et alment møde for efter behov og i venskab at drøfte nogle sager, hvor vi er blevet tolket meget upræcist af vores modstandere.
     Derefter er vores salige forgængere og en større del af os kommet sammen i Naumburg i Thüringen i 1561. Vi drøftede her den flere gange nævnte Augsburgske Bekendelse, som blev overgivet kejser Karl den 5 på den store rigsdag i Augsburg år 1530, denne bekendelse, der er grundet på det guddommelige Ords vidnesbyrd om den uforanderlige sandhed. Det gjorde vi for at også vores efterkommere i fremtiden skal advares og beskyttes mod en lære, der er falsk og strider mod Guds Ord, så langt det står til os.
     Dermed har vi endnu engang i enighed underskrevet Den Augsburgske Bekendelse og således overfor den romerske Kejserlige Majestæt, vores allernådigste Herre, og ellers over for mange andre bevidnet og vist, at det slet ikke har været vores tanke og mening at antage, forsvare eller udbrede nogen anden eller ny lære. Med Guds hjælp vil vi holde fast ved og blive ved den sandhed, der blev gjort kendt og bekendt år 1530 i Augsburg. Dette sker i tillid til og håb om at modstanderne af den rene evangeliske lære derved skulle afstå fra deres opdigtede anklager og forhånelser mod os. Men også for at andre venligsindede folk gennem en sådan gentagelse og repetition af vores bekendelse skulle blive påmindet og opfordret, til med desto større alvor at udforske Guds Ords sandhed, som alene gør salig. Så kunne de give dette ord deres tilslutning og i kristen forstand blive ved og holde fast ved det uden mere strid og tvivl, for deres sjæles frelse og det evige godes skyld.


Forarbejdet til Konkordiebogen
Til trods for alt dette, har vi ikke uden besvær måttet erkende at denne erklæring og gentagelsen af vores forrige kristne bekendelse kun har fået ringe opmærksomhed fra modstanderne. Vi og vores menigheder er heller ikke gennem dette blevet befriet fra den udbredte og besværlige bagtalelse. Men de som er modstandere af os og vores kristne religion og tilhængere af fejlagtige meninger, har endnu en gang forstået og tolket sådanne velmente handlinger derhen, at vi skulle være usikre i bekendelsen af vores tro og religion. At vi skulle have ændret denne bekendelse så meget og så ofte at hverken vi eller vores teologer vidste, hvad der var den rette og engang overgivne Augsburgske Bekendelse. Gennem denne ubegrundede påstand bliver mange fromme hjerter skræmt og holdt borte fra vores menigheder og universiteter, fra vores lære, tro og bekendelse. Desuden er der sket det ulykkelige, at en anderledes lære om Kristi legemes og blods hellige sakramente og andre fejlagtige meninger, her og der er smuglet ind i menigheder og universiteter, i den nævnte Augsburgske Bekendelses navn.
     Nogle gudfrygtige, fredselskende og lærde teologer mærkede og så dette tydelig. De kunne ikke møde disse falske beskyldninger og det at religionsstriden daglig blev dybere, på en bedre måde end ved grundig og direkte at forklare og dømme om alle omstridte artikler på grundlag af Guds Ord, og udpege og forkaste falsk lære. Den guddommelige sandhed skal bekendes klart, sådan at munden på modstanderne kan blive stoppet med holdbare grunde. Og sådan at de enfoldige, fromme hjerter kan få en ret forklaring og vejledning om, hvordan de skal forholde sig i en sådan strid og ved Guds nåde for fremtiden blive bevaret mod falsk lære.
     På grundlag af Guds Ord har de nævnte teologer først tydelig og rigtig, i udførlige skrifter, over for hinanden forklaret hvordan de flere gange nævnte anstødelige splittelser kunne blive lagt til side og blive ophævet uden forandring af den guddommelige sandhed og modstanderne dermed blive berøvet og frataget ethvert skin af grund til kritik. Endelig har de også behandlet de omstridte artikler i et skrift, de har forfattet, og betragtet og foretaget afvejninger, forklaret og afgjort, hvordan den opståede splittelse skulle bedømmes.
 Og da beretning om et sådant kristent værk nåede nogle af os, modtog vi det ikke bare med velvilje, men på grund af det embede, vi bærer og som Gud har givet os, har vi anset os for skyldige til at fremme dette med kristen alvor og iver.


Forhandlingerne i Torgau 1576
I overensstemmelse med dette har vi, kurfyrsten af Sachsen osv., med råd og medvirkning fra nogle kurfyrster og fyrster af samme religion, år 1576 i Torgau sammenkaldt et mindre antal velansete, troværdige, erfarne og lærde teologer for at skabe enighed i den kristne lære. Sammen har disse på kristen vis diskuteret de omstridte artikler og det nu nævnte enhedsskrift, som er forfattet af denne grund. Med påkaldelse af den almægtige Gud, til hans lov og ære, og endelig ved en særskilt nåde fra Den Hellige Ånd har disse teologer, velgennemtænkt og med omhyggelig flid taget for sig alt, som hører til dette og er nødvendig. De har sammenfattet det i god orden og udgivet det som bog. Denne er derefter blevet tilsendt adskillige kurfyrster, fyrster og stænder af Den Augsburgske Bekendelse, med begæring om at deres venner og de selv skulle sætte deres dygtigste teologer til at gennemlæse bogen med særlig alvor og kristen iver, veje for og imod og derefter lade deres forklaringer og anmærkninger blive skrevet ned og lade al rådgivende gennemtænkning om dette uforbeholdent blive givet os til underretning.
     Disse indhentede bedømmelser er nu kommet ind og al mulig kristen, nødvendig og nyttig påmindelse er der kommet frem, om hvordan den kristne lære som er formuleret i den oversendte erklæring kunne beskyttes med Guds Ord mod al slags farlige misforståelser, sådan at ikke uren lære i fremtiden skulle kunne blive skjult under dem. Dermed er en klarere erklæring om sandheden blevet bragt til vores efterkommere. Af dette er til slut den ovenfor nævnte kristne Enhedsformel [Konkordieformlen] gjort færdig, sådan som den her følger.
     Fordi det af særlige grunder ikke har været mulig for os alle til denne tid at gennemføre dette, har nogle af os forelæst dette skrift artikel for artikel for disse og dernæst for alle og enhver teolog, præst og lærer i vort land og vores områder, og overladt dem den til flittig og alvorlig betragtning af den lære, som er formuleret her til påmindelse og formaning.


Vedtagelsen af Konkordieformlen
De, der har fået den forelagt, har først og fremmest fundet, at erklæringen er i overensstemmelse med Guds Ord og dernæst også med Den Augsburgske Bekendelse. Derfor har de, med glæde og hjertelig taksigelse over for den almægtige Gud, frivillig og efter moden overvejelse antaget, godkendt, underskrevet og med hjerte, mund og hånd offentlig bevidnet, at denne Konkordieformel er den rette kristne forståelse af Den Augsburgske Bekendelse. Derfor kaldes og er dette kristne forlig en fælles og enig bekendelse, ikke bare for nogle få af vores teologer, men i sin almindelighed for alle og enhver af vores præster og lærere i vores lande og vores områder.
     Det slutdokument, der er nævnt ovenfor, og som i god mening blev sat op af agtværdige fædre og os i Frankfurt am Mainz og Naumburg, nåede ikke det forventede mål af kristen enhed, men er tvært imod af nogle også blevet anført til at befæste deres vranglære. I vort sind eller hjerte er den tanke imidlertid ikke kommet, at en ny, falsk eller fejlagtig lære ved dette afskedsskrift skulle indføres, undskyldes, befæstes eller i den mindste ting afvige fra Den Augsburgske Bekendelse som blev overgivet i år 1530.
     Vi som var til stede ved den ovenfor nævnte forhandling i Naumburg, forbeholdt os retten til og gjorde kendt, at når vores bekendelse af nogle blev anfægtet eller til hvilken tid det skulle blive nødvendig, af den grund ville give dette en udførligere behandling. Vi har derfor på kristelig vis samlet og forenet os om den nævnte Konkordieformel, den endelige forklaring af vores mening og en gentagelse af vores kristelige tro og bekendelse. Dermed skulle ingen lade sig føre vild gennem vores modstanderes ubegrundede beskyldninger, som om vi ikke selv skulle vide, hvad der er den sande og ægte Augsburgske Bekendelse. Sådan skulle både de som nu lever og vores kære efterkommere være klart og grundig informeret og have endelig vished om, hvordan vores kristne bekendelse er. Det er den vi, menighederne og universiteterne i vort land altid indtil nu har bekendt os til og påberåbt os.
     Efter det rene, ufejlbarlige og uforanderlige Guds Ord har vi ene og alene villet bekende os til Den Augsburgske Bekendelse og til ingen anden. Det er den, der blev overgivet kejser Karl den Femte i 1530 på den store rigsdagsforsamling i Augsburg. Det er den bekendelse vores salige forgængere selv overgav den samme kejser Karl den Femte på den nu nævnte rigsdag og som har været forhånden i deres arkiv. Denne er dermed af velbetroede mænd med stor flid sammenlignet med den rette original, som blev overgivet kejseren og som er blevet i det hellige riges forvaring. Det latinske og tyske eksemplar blev overalt fundet at have samme mening.
     Af denne grund har vi ladet den bekendelse, som dengang blev overgivet, indlemme i denne vores følgende forklaring og Konkordiebog, sådan at enhver skal kunne se at vi i vores lande, menigheder og universiteter ikke vil tåle nogen anden lære end den som én gang er blevet bekendtgjort i Augsburg i 1530 af de flere gange nævnte kurfyrster, fyrster og stænder. Ved Guds nådes hjælp har også vi til hensigt at holde fast ved denne bekendelse indtil vores salige ende. Da skal vi komme frem for vores Herre Jesu Kristi domstol med et hjerte og en samvittighed fyldt af glæde og tryghed. Efter dette håber vi at vores modstandere herefter vil skåne os, vores menigheder og deres tjenere for den besværlige anklage, at de foregiver, at vi skulle være usikker i vores tro, og derfor lave en ny bekendelse næsten hvert år eller hver måned.


Den Augsburgske Bekendelses tekst
Hvad så den anden udgave af Den Augsburgske Bekendelse angår som også er nævnt i de naumburgske forhandlinger, har vi på mange måder fundet det åbenbart og kendt, at nogle har forsøgt at gemme og skjule vildfarelsen om den hellige nadver og andre falske lærepunkter under den samme anden udgave. Det har de forsøgt at indbilde enkle mennesker i offentlige skrifter, uden hensyn til at sådan vranglære med udtrykkelige ord er forkastet i den bekendelse, der blev overgivet i Augsburg og at en helt anden lære kan bevises med de udtryk (end det de vil). Vi har derfor med dette offentlig villet bevidne og forklare, at det den gang som nu på ingen måde har været vores vilje og mening, at falsk og uren lære skulle blive skjult under dette, blive pyntet på, tildækket eller bekræftet som en lære i overensstemmelse med evangeliet. Vi har heller aldrig forstået eller opfattet det sådan, at den anden udgave skulle stå i modsætning til den første overgivne Augsburgske Bekendelse. Ligeledes har vi heller ikke villet have forkastet eller fordømt andre nyttige skrifter af Philip Melanchthon, ligesom heller ikke af Brenz, Urbanus Regius, Pommeranus osv., så sandt de stemmer overens med den norm, der er stadfæstet i Konkordieformelen.


Nadveren og Kristi to naturer
Selv om enkelte teologer, som også Luther selv, i spørgsmålet om nadveren og foreningen af de to naturer i Kristus, af modstanderne mod deres vilje blev draget ind i diskussionen, så forklarer vores teologer sig klart om indholdet i Konkordiebogen og den norm, som her er formuleret. Det er vores og bogens faste mening, at de kristne i behandlingen af Herrens nadver ikke skal vises til noget anden end denne ene grund og dette fundament, nemlig til Kristi testamentes indstiftelsesord. Det er almægtigt og sandt, og formår dermed at frembringe det, som han har forordnet og lovet i sit ord. Og de kristne forbliver uanfægtet ved denne grund og disputerer ikke om andre grunde, men med en enfoldig tro holder de sig til Kristi enkle ord. Det er det sikreste og også opbyggelig for den almindelige lægmand, som ikke kan forstå diskussionen om disse ting. Men når modstanderne anfægter denne vores enkle tro og forståelse af Kristi testamente og anklager og forkaster den som vantro, som om vores enkle forståelse og tro skulle være mod vores kristne trosartikler og dermed være falsk og uret, da skal det blive vist og bevist ved en sandfærdig forklaring af vores kristne trosartikel, at vores ovenfor beskrevne forståelse af Kristi ord ikke strider mod denne artikel.
     Angående den menneskelige naturs majestæt i Kristi person, sådan som den sidder og er ophøjet ved Guds højre hånd, bliver det brugt forskellige udtryk og talemåder. Fordi ordet ”abstrakt” ikke kun bliver brugt i én mening på universiteterne og af kirkelærerne, og for at fjerne al misforståelse og forargelse, forklarer vores teologer med tydelige og klare ord, at den nævnte guddommelige majestæt ikke skal tilskrives den menneskelige natur uden alene ved den personlige forening. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har denne guddommelige majestæt egentlig og i sig selv, eller som teologerne siger: væsensmæssig, formelt, som natur eller som noget, der absolut hører med. Det ville nemlig betyde, at den guddommelige og menneskelige natur og deres egenskaber bliver blandet sammen. Den menneskelige natur ville så bliver gjort lig med den guddommelige natur efter væsen og egenskaber og dermed reelt fornægtet. De guddommelige egenskaber tilskrives alene Kristi menneskelige natur på grund af den personlige forening og i kraft af den, sådan som de gamle kirkelærere har sagt. Denne personlige forening er for os et uudforskeligt mysterium.


Fordømmelsernes sigte
Angående fordømmelserne, afvisningen og forkastelsen af en falsk og uren lære, så har vi i denne forklaring og grundige erklæring om de omstridte artikler måttet gøre dette udtrykkelig og klart, særlig i artiklen om Herrens nadver, for at enhver skulle vide at passe på. Også af mange andre grunde kunne dette på ingen måde undgås. Men det har ikke været vores vilje og mening med dette at ramme de personer, som i deres enfoldighed tager fejl og ikke spotter det guddommelige ords sandhed, og endnu mindre hele kirker i eller uden for Tyskland. Med dette skal egentlig alene den falske og forføreriske lære og de uforbederlige lærere og spottere blive forkastet. Dem vil vi på ingen måde tåle i vores områder, menigheder og universiteter, for at de fromme hjerter må blive bevaret. Disse lærere står Guds udtrykkelige Ord imod og kan ikke blive stående sammen med det.
     Vi har ingen som helst tvivl om at det findes mange fromme, uskyldige mennesker, også i de menigheder som til nu ikke har kommet til enighed med os i alle ting. Disse vandrer i deres hjertes enfold, de forstår ikke sagen ret og har ikke noget behag i bespottelsen af den hellige nadver, sådan som den bliver holdt efter Kristi indstiftelse i vores menigheder og sådan som det i overensstemmelse med hans testamentes ord enigt bliver lært hos os. Når disse bliver ret undervist i læren, vil de gennem Den Hellige Ånds ledelse forhåbentlig vende sig til Guds Ords ufejlbarlige sandhed, sammen med os og vores menigheder og universiteter.
     Derfor vidner vi da også hermed for den almægtige Guds åsyn og for hele kristenheden, at det med dette kristne enhedsskrift slet ikke er vores mening og hensigt at forårsage undertrykkelse og forfølgelse af arme pressede kristne. Som vi af kristen kærlighed har en speciel medlidenhed med disse, har vi også afsky for og et hjertelig mishag til forfølgernes raseri. Vi vil ikke på nogen vis have del i deres blod, som uden tvivl skal blive krævet fra forfølgernes hænder på Herrens store dag for Guds alvorlige og strenge domstol. Dér skal de aflægge et tungt regnskab.


Bibel og Bekendelse skaber enighed
Vor mening og hensigt, sådan som vi ovenfor har sagt, har altid været rettet derhen, at der i vores områder, universiteter og menigheder ikke skulle blive forkyndt eller udbredt nogle anden lære end alene den lære, der er grundlagt i Den Hellige Guddommelige Skrift og findes i Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, forstået efter sin virkelige mening. Intet, der strider imod denne lære skal tillades. I den hensigt er også dette forsoningsskrift sat op, ment og blevet til. Med det vil vi endnu engang have bekendt offentlig for Gud og enhver, at vi med denne velgennemtænkte forklaring af de omstridte artikler ikke har lavet nogen ny eller anden bekendelse end den, der én gang i år 1530 i Augsburg blev overgivet kejser Karl den Femte.  Men vi har derimod villet vise vores menigheder og universiteter til Den hellige Skrift og Trosbekendelsernes kilder, og også til den førnævnte Augsburgske Bekendelse. Hermed har vi villet give en alvorlig formaning, sådan at særlig ungdommen må blive opdraget til kirkens tjeneste og det hellige embede, og blive undervist i dette med troskab og flid. Sådan at den rene lære og troens bekendelse også hos vores efterkommere må blive holdt oppe og ført videre ved Den Hellige Ånds hjælp og bistand, indtil Jesu Kristi herlige genkomst, vores eneste forløser og saliggøre.
     Sådan forholder det sig. Og af den guddommelige, profetiske og apostolske Skrift er vi sikker på vores kristne bekendelse og tro, og ved Den Hellige Ånds nåde er vi tilstrækkelig forsikret om dette i vores hjerter og kristne samvittighed. Af den højeste og yderste nød kræves det da, at der ved så mange opståede vildfarelser, frembragte forargelser, stridigheder og langvarige splittelser kommer til en kristen forklaring og forsoning i alle de opståede diskussioner. Dette må være velbegrundet i Guds Ord, sådan at den rene lære ved dette kan blive erkendt og skilt fra den forfalskede, så alt ikke står frit og åbent for rastløse og stridslystne mennesker, som ikke vil være bundet af bestemte udtryk for den rene lære. De skal forhindres i, efter behag at sætte gang i forargelige diskussioner og indføre og forsvare urimelige vildfarelser. Af det følger der nemlig intet andet end at den rette lære til sidst bliver helt mørklagt og går tabt, og at det ikke bliver bragt andet end uvisse meninger og tvivlsomme, omdiskuterede fantasier og meninger til den kommende generation.
     På baggrund af den guddommelige befaling og for det embedes skyld, som vi bærer for vort eget og vores undersåtters timelige og evige vels skyld, erkender vi os skyldige til at gøre og fortsætte at gøre alt det, der kan være tjenlig og nyttig til at øge og udbrede Guds lov og ære. Så hans ord, som alene gør salig, må blive videreført, så der kan blive ro og fred på de kristne universiteter og i menighederne. Og så de stakkels, forvirrede samvittigheder kan få nødvendig trøst og undervisning.
     Det er os heller ikke ukendt at mange godhjertede kristne personer, af højere og lavere stand, begærlig sukker og i særlig grad længes efter dette nyttige kristne konkordieværk. Helt fra begyndelsen af dette vort kristne forsoningsarbejde, ligesom nu, så har det aldrig været vores hensigt eller mening at holde dette nyttige og højst nødvendige konkordieværk i mørke, hemmelig og skjult for enhver, eller at sætte det guddommelige lys under en skæppe eller et bord. Vi har derfor ikke længer villet udsætte eller opholde udgivelsen og publiceringen af dette værk. Og vi tvivler slet ikke på at alle fromme hjerter, som har en retskaffen kærlighed til den guddommelige sandhed og til den kristne, gudvelbehagelige enhed, sammen med os vil finde kristelig behag i dette nyttige, højst nødvendige og kristne værk. Vi er også sikre på, at de i dette tilfælde ikke vil lade det mangle på noget i deres fremme af Guds ære og det fælles evige og timelige vel.


Konkordiebogens omfang
Helt til sidst vil vi endnu engang gentage, at vi med dette konkordieværk slet ikke vil komme med nogen nyt og heller ikke, hverken i sag eller udtryksform vige fra den guddommelige sandhed som én gang er erkendt og bekendt af vores salige forgængere og os. Det er den sandhed, der er grundlagt i den profetiske og apostoliske Skrift, og sammenfattet i de tre oldkirkelige symboler, i Den augsburgske bekendelse som år 1530 blev overgivet kejser Karl den Femte, i den dermed forbundne Apologi, i De schmalkaldiske artikler og i den højt oplyste mand Dr. Luthers Store og Lille Katekismus.
    Vi vil ved Den Hellige Ånds nåde holde ud og forblive enige ved denne sandhed. Alle religionsstrider og deres forklaringer vil vi afgøre i overensstemmelse med dette. I tillæg til det vil vi leve i fredsommelighed og enhed med vores medborgere, med kurfyrsterne og stænderne i det hellige romerske rige, og også med andre kristne fyrster, efter det hellige riges ordning og specielle overenskomster, som vi har med dem. Vi vil også vise enhver al mulig kærlighed, tjenstvillighed og venskab, alt efter hans stands værdighed. Dette har vi bestemt os for og det er vi indstillet på.
     Så vil vi videre også i venskab blive enige om, hvordan vi i vores områder gennem flittige visitationer af menigheder og universiteter, gennem tilsyn med trykkerierne og andre virksomme midler kan opretholde dette konkordieværk med alvor, alt efter vores og ethvert steds mulighed. Og om denne eller en ny strid skulle blusse op i vores kristne religion, vil vi blive enige om, hvordan denne kan blive bilagt og forsonet i tide uden en farlig udbredelse, sådan at al slags forargelser kan undgås.


Underskrifter
Til bevidnelse af dette har vi med enige hjerter underskrevet dette og ladet vort segl sættes på.
Ludwig, pfalsgreve ved Rhinen, kurfyrste.
August, hertug af Sachsen, kurfyrste.
Johann Georg, markgreve af Brandenburg, kurfyrste.
Joachim Friedrich, markgreve af Brandenburg, administrator af ærkestiftet Magdeburg.
Johann, biskop af Meissen.
Eberhard, biskop af Lübeck, administrator af Verden stift.
Philipp Ludwig, pfalsgreve.
Hertug Friedrich Wilhelm og hertug Johann af Sachsens formynder.
Hertug Johann Kasimir og hertug Johann Ernst af Sachsens formynder.
Georg Friedrich, Markgreve af Brandenburg.
Julius, hertug af Braunschweig og Lüneburg.
Otto, hertug af Braunschweig og Lüneburg.
Henrich der Jünger, hertug af Braunschweig og Lüneburg.
Wilhelm der Jünger, hertug af Braunschweig og Lüneburg.
Wolf, hertug af Braunschweig og Lüneburg.
Ulrich, hertug af Mecklenburg.
Hertug Johann og hertug Sigismund August af Mecklenburgs formynder.
Ludwig, hertug af Würtemberg.
Markgreve Ernst og markgreve Jakob af Baddens formynder.
Georg Ernst, greve og herre af Henneberg.
Friedrich, greve af Würtenberg og Mümpelgart.
Hans Günther, greve af Schwarzburg.
Wilhelm, greve af Schwarzburg.
Albrecht, greve af Schwarzburg.
Emich, greve af Leiningen.
Philipp, greve af Hanau.
Gottfried, greve af Ottingen.
Georg, greve og herre af Castel.
Henrig, greve og herre af Castel.
Hans Hoier, greve af Mansfeld.
Bruno, greve af Mansfeld.
Hoier Christoph greve af Mansfeld.
Peter Ernst den yngre greve af Mansfeld.
Christoph, greve af Mansfeld.
Otto, greve af Hoya og Burghausen.
Johannes, greve af Oldenburg og Delmenhorst.
Albrecht Georg, greve af Stolberg.
Wolf Ernst, greve af Stolberg.
Ludwig, greve af Gleichen.
Carl, greve af Gleichen.
Ernst, greve af Reinsten.
Boto, greve af Reinsten.
Ludwig, greve af Lewensten.
Heinrich, herre af Limburg, Semperfrei.
Georg, herre af Schönburg.
Wolf, herre af Schönburg.
Anarck Friedrich, herre af Wildenfels.
Borgermester og råd af byen Lübeck.
Borgermester og råd af byen Landau.
Borgermester og råd af byen Münster i S. Georgenthal.
Rådet af byen Goslar.
Borgermester og råd af byen Ulm.
Borgermester og råd af byen Esslingen.
Rådet af byen Reutlingen.
Borgermester og råd af byen Nördlingen.
Borgermester og råd af Rotenburg an der Tauber.
Borgermester og råd af byen Schwäbischen-Hall.
Borgermester og råd af byen Heilbronn.
Borgermester og råd af byen Memmingen.
Borgermester og råd af byen Lindau.
Borgermester og råd af byen Schweinfurt.
Rådet af byen Donawerda.
Borgermester og råd af byen Regensburg.
Borgermester og råd af byen Wimpffen.
Borgermester og råd af byen Giengen.
Borgermester og råd af Bopfingen.
Borgermester og råd af byen Alen.
Borgermester og råd af byen Kauffbewern.
Borgermester og råd af byen Issna.
Borgermester og råd af byen Kempten.
Rådet af byen Hamburg.
Rådet af byen Göttingen.
Rådet af byen Braunschweig.
Borgermester og råd af byen Lüneburg.
Borgermester og råd af byen Leutkirch.
Hele regeringen af byen Hildesheim.
Borgermester og råd af byen Hameln.
Borgermester og råd af byen Hannover.
Rådet af Mühlhausen.
Rådet af Erfurt.
Rådet af byen Eimbeck.
Rådet af byen Northeim.

Til indholdsfortegnelsen

Net-redaktør

Cand.theol Finn B. Andersen

E-post

finnbandersen@msn.com