Galaterbrevet 6

 

 

 

Kapitel 6

 

v1: »Brødre! om også et menneske bliver overrasket af nogen forsyndelse, da hjælp en sådan til rette, I åndelige! med sagtmodigheds ånd. . .«

Dette er en anden god og i denne vor tid meget nødvendig morallære. For sakramentererne bemægtiger sig dette sted og slutter deraf, at vi i nogen grad med tålmodighed bør tilgive de faldne brødre og ved kærligheden, som »tror alt, håber alt, udholder alt« (1 Kor 13, 7), skjule deres vildfarelse – især da Paulus her udtrykkelig lærer, at de, der er åndelige, skal opmuntre dem, der farer vild, med sagtmodigheds ånd. Sagen er ikke af så stor betydning, at vi på grund af denne ene artikel (:om nadverlæren) skulle sætte den kristne enighed, som er det skønneste og nyttigste, kirken ejer, over styr. Således fremhæver de syndernes forladelse for os og beskylder os for at være stædige, fordi vi end ikke viger et hårsbred for dem og ikke bærer over med deres vildfarelse, som de ikke engang vil erkende åbent, og langt mindre vil tilrettevise og opmuntre dem med sagtmodigheds ånd. Således smykker de herlige mennesker sig selv og deres sag og lægger os for had hos mange.

      Kristus er mit vidne på, at intet gennem nu adskillige år har pint mig så voldsomt som denne uenighed i læren. Hvis sakramentererne blot vil tale sandt, véd de også udmærket selv, at jeg ikke er ophav til denne uenighed. For jeg tror og bekender den dag i dag stadig det samme, som jeg fra denne strids begyndelse har troet og lært om retfærdiggørelsen, om sakramenterne og om alle andre punkter at den kristne lære – blot med endnu større vished. For den er vokset ved studium, praksis og erfaring samt ved store og hyppige anfægtelser. Og jeg beder daglig Kristus om at bevare og styrke mig i denne tro og bekendelse, indtil han kommer i herlighed. Amen. Endvidere er det kendt i hele Tyskland, at evangeliets lære i begyndelsen alene blev bekæmpet af papisterne. Men blandt dem, der antog denne lære, var der den største enighed om alle punkter af den kristne lære, og den varede ved, indtil sektererne dukkede op med deres nye meninger ikke blot om sakramenterne, men også om bestemte andre artikler. De var de første, som forvirrede menighederne og sprængte enigheden mellem dem. Siden den tid er der opstået stadigt flere sekter – det kunne ikke være andet – og på dem fulgte en stadigt større splid mellem menneskene. Derfor gør de os på trods af deres egen samvittigheds vidnesbyrd denne store uret, og uden at vi har fortjent det, plager de os med dette uudholdelige had fra hele verden. Det er meget drøjt at bære den straf, som en anden har fortjent – især når det drejer sig om noget så stort.

      Men vi kunne let glemme denne uret, anerkende dem, ja, hjælpe dem til rette med sagtmodigheds ånd, når blot de vendte tilbage til den rette vej og faldt i trit med os, det vil sige: om de tænkte og lærte rigtigt om Herrens nadver og andre artikler af den kristne lære og enstemmigt med os forkyndte ikke deres egne meninger, men Kristus, så Guds Søn kunne herliggøres ved os, og Faderen ved ham. Men at de kun fremhæver kærligheden og enigheden og gør spørgsmålet om nadveren til en bagatel, som om det er af ringe betydning, hvilke tanker vi gør os om den af vor Herre Kristus indstiftede nadver, det vil vi ikke finde os i. Men i lige så høj grad som de har forkyndt enighed i levevis, bør vi forkynde enighed om læren og troen. Hvis de ville lade os beholde den enighed i fred, så vil vi også sammen med dem betone enigheden i kærlighed, som dog kommer langt bag efter troens eller Åndens enhed. For om du mister dén, har du mistet Kristus. Og har du mistet ham, gavner kærligheden dig intet. Hvis du derimod holder fast ved Åndens enhed og Kristus, så gør det ikke noget, om du er uenig med dem, der forvansker Ordet og derved sønderriver Åndens enhed. Jeg vil derfor hellere, at de tillige med hele verden forlader mig og er mine fjender, end jeg vil forlade Kristus og have ham til fjende. Sådan ville det gå, hvis jeg forlod hans enkle og klare Ord og tilsluttede mig deres tomme fantasier, hvormed de fordrejer Kristi Ord, så det passer til deres mening.

      Én Kristus er for mig større end enighed i kærligheden med utallige.

      Men med dem, der elsker Kristus og lærer og tror hans Ord på rette vis, tilbyder vi ikke blot at holde fred og enhed, men også at ville bære deres svagheder og synder og at ville hjælpe dem til rette med en sagtmodig ånd, når de falder, således som Paulus påbyder det. Således bar Paulus over med svaghed og fald hos galaterne og de andre, som de falske apostle væltede omkuld, når de angrede af hjertet. Således tager han den korinter, der havde begået blodskam, til nåde (2 Kor 2, 7), og ligeså forsonede han den bortrømte slave Onesimus, som han havde gjort til kristen, mens han sad i fængslet i Rom, med hans herre (Filem. v. 17). Derfor gjorde han selv i praksis, hvad han lærer hér og andetsteds om at tage sig af de svage og oprejse de faldne. Men kun over for dem, der kunne helbredes, det vil sige: dem, der med hjertet erkendte deres synd, fald og vildfarelse og kom til fornuft. Derimod optrådte han meget hårdt over for de falske apostle, der hårdnakket forsvarede deres lære som sand og ikke nogen vildfarelse. »Gid de måtte lemlæste sig selv, de som forstyrrer jer, « siger han og endvidere: »Den, der forvirrer jer, skal bære sin dom, hvem han end er« (kap. 5, 12 og 10), og »selv om vi eller en engel fra Himlen … han være en forbandelse« (kap. 1, 8). Der er heller ingen tvivl om, at mange forsvarede de falske apostle imod Paulus og sagde, at de i lige så høj grad som han havde Ånden, var Kristi tjenere og lærte evangeliet. Og skønt de ikke i alt var enige med Paulus i læren, burde han dog ikke af den grund fælde en så frygtelig dom over dem. En sådan stædighed tjente blot til at forvirre menighederne og sprænge den skønne enighed mellem dem osv. Uden at lade sig rokke af disse røster forbander og fordømmer han ganske trygt de falske apostle og kalder dem for menighedernes uromagere og ødelæggere af Kristi evangelium. Derimod sætter han sin egen lære så højt, at han ønsker, at alt skal vige for den, kærlighedens endrægtighed, apostle, ja, en engel fra Himlen.

      Sådan tillader vi heller ikke, at denne sag agtes ringe. For han, hvis sag det er, er stor. Vel var han engang lille, da han lå i krybben, og dog var han også da så stor, at englene tilbad ham, og han blev forkyndt som »Herren« over alle ting (Luk 2, 11). Derfor finder vi os ikke i, at hans Ord tilsidesættes i nogen artikel. Når det gælder troens lærepunkter, bør vi ikke anse noget som helst for småt eller af ringe betydning, så vi bør eller kan ofre det. For syndernes forladelse gælder for dem, der er svage i tro og levned, dem, der erkender deres synd og søger tilgivelse, derimod ikke for dem, der ødelægger læren og ikke erkender deres egen vildfarelse og synd, men som på fjendsk vis påstår, at den er sandhed og retfærdighed. Derved opnår de, at vi mister syndernes forladelse. For de forvansker og fornægter det Ord, som forkynder og bringer os syndernes forladelse. Derfor må de først komme til enighed med os i Kristus, det vil sige: de må erkende deres synd og rette deres vildfarelse. Hvis vi så lader det skorte på sagtmodigheds ånd, kan de med rette anklage os.

      Og den, som overvejer apostelens ord nøje, ser tydeligt, at han ikke taler om kætterier eller synder imod læren, men om de langt ringere synder, som et menneske ikke falder i af overlagt ondskab eller med forsæt, men af svaghed. Derfor bruger han også så milde og faderlige ord og kalder det ikke vildfarelse eller synd, men »forsyndelse«. Endvidere tilføjer han, for at gøre synden mindre og ligesom undskylde den, ja, fjerne hele skylden fra mennesket: »Hvis et menneske er blevet overrasket«, det vil sige: er blevet overlistet af Djævelen eller af kødet. Og også ordet »menneske« tjener til at bagatellisere sagen, som om han vil sige: Hvad er så karakteristisk for et menneske som at falde, blive narret og kunne fare vild? Således siger Moses i 3 Mos 5, 22: »Som menneskene plejer at synde.« Det er altså en meget trøsterig sætning, og den har engang reddet mig fra døden i en meget voldsom strid. Siden de hellige i dette liv altså ikke blot lever i kødet, men også nu og da tilskyndet af Djævelen gør kødets begæring, det vil sige: falder i utålmodighed, misundelse, vrede, vildfarelse, tvivl, mistro osv., lærer Paulus, hvordan man skal bære sig ad over for den slags faldne, nemlig at de, der er stærke, skal hjælpe dem til rette med sagtmodigheds ånd. Satan bekæmper nemlig uafbrudt både lærens renhed, som han søger at rydde af vejen ved sekter og uenighed, og et rent liv, som han tilsmudser ved daglige forsyndelser og overtrædelser.

      Det er højst gavnligt, at de, der leder menighederne, véd dette, så de ikke i deres iver for at tage alt helt bogstaveligt, glemmer den faderlige og moderlige kærlighed, som Paulus her fordrer af dem, der drager omsorg for sjælene. En prøve derpå har han givet os i 2 Kor 2, 6 ff., hvor han siger: »Det er nok for ham med denne straf, som han har fået af de fleste; I skal nu tværtimod tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store bedrøvelse. Derfor formaner jeg jer til at vedtage at vise ham kærlighed.« Derfor skal hyrderne nok gå hårdt i rette med de faldne. Men når de ser, at de er bedrøvede, skal de begynde at oprejse og trøste dem og bagatellisere deres synder, så meget de kan – dog kun ved barmhjertigheden, som de skal sætte op imod synderne, så de faldne ikke går til grunde i alt for voldsom bedrøvelse. Lige så urokkelig Helligånden er, når det gælder om at fastholde og forsvare læren om troen, lige så medgørlig og mild er den, når det gælder om at bære over med og bagatellisere synder, når blot de, der har begået dem, sørger over dem.

      Men pavens »synagoge« (Åb 2, 9) har som i alt andet m også i dette lært og gjort lige modsat Paulus' bud og eksempel. Paven i Rom og biskopperne var virkelig tyranner og samvittighedernes bødler. For de belæssede samvittighederne mere og mere med nye vedtagelser og dræbte dem med bandlysning for ganske ringe årsager. Og for at samvittighederne des lettere skulle rette sig efter deres tomme og uretfærdige trusler, anførte de følgende sætninger af pave Gregor: »Gode sind skal frygte synd, selv hvor der ikke er nogen synd«, og ligeså: »Man skal frygte for pavens domme, selv når de er uretfærdige«. Ved hjælp af den slags sentenser, som Djævelen bragte ind i Kirken, opretholdt de bandlysning og pavedømmets grufulde herredømme over hele verden. Så gode behøver sindene ikke at være. Det er nok at erkende synden, hvor den virkelig er til stede. Hvem har givet dig, du romerske Satan, magt til med uretfærdige domme at skræmme og fordømme sind, der i forvejen var opskræmte, og som snarere skulle hjælpes til rette, befries fra falsk frygt og fra løgnen bringes tilbage til sandheden? Dette undlader du, og – svarende til dit navn: »Syndens menneske og fortabelsens søn« (2 Thess 2, 3) – finder du på synd, hvor der ikke er synd. Det er sandelig en antikristelig snedighed og et bedrageri, hvormed paven har styrket sin bandlysning og sit tyranni enormt. For ingen kunne lade hånt om hans uretfærdige domme, undtagen den, der var hensynsløs og uhørt ond. Sådan lod nogle fyrster hånt om dem på trods af deres samvittigheds protest. For i dét mørke forstod de ikke, at pavens forbandelser var virkningsløse.

      De, der har fået det hverv betroet at lede samvittighederne, skal altså af Paulus' bud belæres om, hvordan de bør bære sig ad over for de faldne. Han siger: »Brødre! om også et menneske bliver overrasket«, skal I ikke forbitre eller bedrøve ham yderligere; I skal ikke forkaste eller fordømme han, men vis ham til rette, helbred ham og »hjælp ham til rette« – det er nemlig, hvad det græske ord betyder – og genopret med jeres sagtmodighed, hvad der er gået til grunde ved Djævelens list eller kødets svaghed. For det rige, I er kaldet til, er ikke skrækkens og sorgens, men tillidens og glædens rige. Hvis I altså ser en broder, der er opskræmt over en synd, han har begået, skal I løbe ham i møde og række den faldne hånden, trøste ham med venlige ord og omfavne ham med en moders kærlighed. Men de forhærdede og hårdnakkede, som i deres sikkerhed uden frygt fremturer i deres synder og bliver ved dermed, skal I skælde ordentlig ud. De, som overraskes af en synd, og bedrøves, ja, lider på grund af deres fald, skal I, som er åndelige, derimod vise til rette og belære. Og dét i sagtmodigheds ånd, ikke i nidkærheds, retfærdigheds eller hårdheds ånd, således som nogle skriftefædre har gjort. De gav de tørstende hjerter, som de burde læske med venlig trøst, galde og eddike, jfr. Matt 27, 34.

      Heraf forstår vi, at syndernes forladelse ikke skal gælde læren, således som sakramentererne hævder, men alene for vort liv og vore gerninger! Dér fordømmer ingen den anden og skælder ham ikke ud i raseri og strenghed, således som Ezekiel siger om Israels hyrder, at de styrede Guds hjord »med hårdhed og grumhed« (Ez 34, 4). Nej, en broder skal trøste sin faldne broder med sagtmodig ånd, og omvendt skal den faldne høre det ord, som den, der rejser ham op, taler til ham, og tro på det. For Gud »støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede«, som det hedder i Salme 145, 14. Han har jo ofret mere for dem, end vi har, nemlig sit eget liv og blod. Derfor bør vi også med største mildhed tage os af den slags, helbrede og hjælpe dem. Derfor nægter vi ikke sakramentererne eller de andre ophavsmænd til de ugudelige sekter forladelse. Men vi vil af hjertet tilgive dem deres forhånelser og bespottelser imod Kristus og ligeså aldrig mindes den uret, de har tilføjet os, når de blot vil gøre bod, opgive den ugudelige lære, hvormed de forvirrer Kristi menigheder, og de dernæst vandrer på rette vis sammen med os. Men om de fremturer i deres vildfarelse og ødelægger den rette orden, er det forgæves, de fordrer syndsforladelse af os!

 

v1b ». . . og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet!«

Dette er en alvorlig formaning, som skal knuse hårdheden og strengheden hos dem, der ikke genoprejser og fornyr de faldne. Der findes ikke nogen synd, som et menneske har gjort, som en anden ikke også kunne gøre, siger Augustin. Vi befinder os endnu på glatte veje. Hvis vi bliver overmodige og forlader den slagne vej, kan vi derfor såre let falde. Det er altså med rette, at en i »Vita Patrum«, da han fik besked om, at en af brødrene var faldet i hor, sagde: »I går han, i dag jeg.« Paulus føjer denne alvorlige påmindelse til, for at hyrderne (:præsterne) ikke skal være hårde og uskånsomme over for de faldne, eller med farisæeren i Luk 18, 11 måle sin egen hellighed ud fra deres synder, men bevæges af moderkærlighed til dem og tænke: Denne er faldet; du falder måske også, og det meget farligere og hæsligere end han. Og hvis de, der er så villige til at dømme og fordømme andre, rigtig fik øjnene op for deres egne synder, skulle de opdage, at de faldnes synder er »splinter«, mens deres egne er de største »bjælker« (Matt 7, 3). »Derfor den, som mener at stå, se til, at han ikke falder!« (1 Kor 10, 12). Hvis en så hellig mand som David, der var fuld af tro og Helligånd, og som havde fået så uhørte forjættelser og havde udført så store bedrifter for Herren, faldt så skammeligt og i næsten fremrykket alder blev styrtet i fordærv af den fyrighed, der hører ungdommen til, efter at Gud havde øvet ham med så mange og så mangeartede prøvelser – hvad skal vi så vove at tænke om vor egen bestandighed? Og Gud viser med den slags eksempler først vor egen svaghed, for at vi ikke skal ophøje os, men frygte, og desuden sin dom, at der ikke er noget, der er Ham så modbydeligt som hovmod, og det hvad enten det er over for Ham eller over for brødrene. Det er altså ikke uden grund, Paulus siger: »Se til dig selv, at ikke også du bliver fristet!« De, der er prøvet i fristelser, véd, hvor nødvendigt dette påbud er. De, som ikke har været igennem dem, forstår derimod ikke Paulus og gribes derfor ikke af medlidenhed med de faldne. Det fik man at se i pavedømmet, hvor der rådede ene tyranni og grusomhed.

 

v2: »Bær hverandres byrder og opfyld således Kristi lov!«

Det er et meget menneskekærligt bud, til hvilket han har føjet en kraftig anbefaling som en appel. Kristi lov er kærlighedens lov. Efter at Kristus har forløst og fornyet os og gjort os til sin Kirke, har han ikke givet os nogen anden lov end denne om den gensidige kærlighed, Joh 13, 34 f.: »Jeg giver jer en ny befaling, at I skal elske hverandre, at ligesom jeg elskede jer, skal også I elske hinanden«. Og ligeså: »Derpå skal alle kende, at I er mine disciple osv.« Men at elske er ikke, sådan som sofisterne våser, at ville den anden det godt, men at bære den andens byrde, det vil sige: bære over med dét, som er dig ubehageligt, og som du ikke gerne finder dig i. Derfor bør en kristen have stærke skuldre og faste knogler, der kan bære brødrenes kød, det vil sige: deres svaghed. For Paulus siger, at de har byrder og besværligheder. Kærligheden er altså mild, venlig og tålmodig, ikke til at modtage, men til at give. Den er nemlig nødt til at se gennem fingre med meget og bære det. Inden for Kirken ser fromme lærere mange vildfarelser og synder, som de tvinges til at bære. På det borgerlige livs område svarer undersåtternes lydighed aldrig til øvrighedens love. Hvis øvrigheden derfor ikke forstår at se gennem fingre, er den ikke egnet til at styre samfundet. I en husholdning forekommer der meget, som en fader ikke kan lide. Men hvis vi kan bære over med og kønt se gennem fingre med vore egne laster og synder, som vi daglig begår mange af, så må vi også bære over med de andres, svarende til ordet: »Bær hverandres byrder« og ligeså: »Du skal elske din næste som dig selv!«

      Da der altså findes fejl hos alle mennesker og i alle stænder, stiller Paulus Kristi lov frem for de kristne. Og med dén formaner han dem til at bære hinandens byrder. De, der ikke gør dette, beviser tydeligt, at de ikke engang forstår den mindste tøddel af Kristi lov, som er kærlighedens lov, dén der, som Paulus siger det i 1 Kor 13, 7: »Tror alt, håber alt« og bærer alle brødrenes byrder – dog altid uden at træde det vigtigste punkt for nær. For den, der forsynder sig imod dét, overtræder ikke Kristi lov, det vil sige: kærligheden, og skader ikke sin næste, men Kristus og hans rige, som Han har erhvervet sig med sit eget blod. Dette rige bevares ikke ved kærlighedens lov, men ved Ordet, troen og Ånden. Derfor har dette bud om at bære hinandens byrder ikke noget at gøre med dem, der fornægter Kristus og ikke blot ikke erkender, men også forsvarer deres synd, men heller ikke med dem, der fremturer i synd og for en del også fornægter Kristus. De skal overlades til sig selv, så vi ikke bliver delagtige i deres onde gerninger. De som derimod overrumples af synden, de, som tror og gerne hører Ordet og dog mod deres vilje falder i synd, men som, når de er blevet påmindet, ikke blot adlyder, men også selv afskyr synden og er ivrige efter at forbedre sig, de har byrder, som Paulus befaler os at bære. I dette skal vi ikke være hårde og strenge, men efter Kristi forbillede, han som finder sig i og bærer den slags, skal vi også finde os i og bære dem. Når han ikke straffer den slags, hvad han dog kunne gøre med rette, skal vi meget mindre gøre det.

 

v3: »Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv.«

Hér langer han atter ud imod dem, der er ophav til sekter, og afmaler dem med deres rette farver som hårde og uden følelse af barmhjertighed, som nogle, der foragter de svage, ikke bærer deres byrder, men fordrer, at alt skal gå efter en snor – ganske som visse pedantiske ægtemænd og strenge lærere. De synes ikke om noget, medmindre de selv har lavet det. Du får dem desuden altid som bitre fjender, medmindre du godkender alt, hvad de har sagt og gjort og i alle forhold retter dig efter deres skikke. De er altså meget hovmodige mennesker, som drister sig til at tiltro sig selv alt. Det er dette, Paulus taler om hér: de mener, de er noget, det vil sige: at de har Ånden, forstår alle Skriftens hemmeligheder, at de ikke kan fare vild og falde, og at de ikke trænger til nogen syndsforladelse. Derfor tilføjer Paulus med rette, at de ikke er noget, men bedrager sig selv med deres tåbelige og indbildte klogskab og hellighed. De forstår altså intet, hverken om Kristus eller om Kristi lov. For ellers ville de sige: Min broder, du dø jer med denne synd, og jeg med en anden. Gud har eftergivet mig 10.000 talenter, jeg vil eftergive dig 100 denarer (Matt 18, 23 ff.). Men da de vil fordre alt lige til den sidste hvid og slet ikke finde sig i og bære nogen af de svages byrder, så tager menneskene anstød af denne deres strenghed, begynder at foragte, hade og undgå dem, søger ikke deres råd og trøst og er ligeglade med, hvad og hvordan de lærer, skønt hyrder snarere burde opføre sig sådan over for dem, de leder, at disse ærede og beundrede dem – ikke på grund af deres person, men på grund af deres embede og de kristne dyder, som burde vise sig især hos dem.

      Paulus har altså på dette sted skildret den slags strenge og ubarmhjertige helgener på kornet, når han siger: »De mener, at de er noget, « det vil sige: at de – opblæste af deres egne tåbelige meninger og tomme fantasier – har en mærkelig opfattelse af deres egen visdom og hellighed, og så er de dog ingenting, men bedrager blot sig selv. For det er et klart selvbedrag, når man er overbevist om at være noget og dog slet ikke er det. Sådanne beskrives i Åb. 3, 17 med disse ord: »Du siger, du er rig og har vundet rigdom og fattes intet; og du véd ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne«.

 

v4: »Men hver skal prøve sin egen gerning, og da skal han have sin ros i forhold til sig selv alene, og ikke til næsten;«

Han fortsætter med sit angreb på de afskyelige mennesker, som man kalder forfængelige. For dette begær efter tom ære er en forbandet last, som man må hade. Det giver nemlig anledning til alt ondt og forvirrer både samfund og samvittigheder. Og i åndelige spørgsmål er det bestemt en fuldstændig uhelbredelig ulykke. Skønt dette sted skal forstås om de gerninger, der hører vor livsførelse til, har apostelen dog især arbejdet med præstegerningen i sine tanker og angriber de forfængelige, der bringer ret underviste samvittigheder i uro med deres sværmeriske anskuelser.

      Men det er karakteristisk for dem, der døjer med forfængelighed, at de er ganske ligeglade med, om deres arbejde, det vil sige: deres præstegerning, er ren eller ej, men de stræber alene efter at vinde hobens bifald. Da de falske apostle så, at Paulus havde forkyndt galaterne et rent evangelium, og at de ikke kunne bringe noget bedre, begyndte de således at angribe, hvad han havde overleveret af ret og fromt, og at foretrække deres egen lære frem for Paulus' lære, og derved skaffede de sig selv galaternes yndest og lagde Paulus for had hos dem. Derfor forener de forfængelige disse tre laster: For det første er de meget begærlige efter tom ære. Desuden er de forunderlig snilde til at angribe, hvad andre har sagt eller gjort, for ad den vej at skaffe sig folkets bifald. Og når de er blevet berømte blandt folket, om end ved en andens arbejde og fare, bliver de for det tredje så kække og dristige, at de er rede til alt. De er altså farlige mennesker, der fortjener enhver forbandelse, og som jeg hader mere end en hund eller en orm. For de søger deres eget, og ikke, hvad der hører Kristus Jesus til (Fil 2, 21).

      Mod den slags taler Paulus hér. Meningen er: Den slags ånder, der er lystne efter tom ære, gør deres arbejde, det vil sige: forkynder evangeliet, i den hensigt at vinde ære og bifald hos mennesker, det vil sige: for af dém at blive betegnet som fremragende og ypperlige lærere, med hvilke Paulus og de andre ikke kunne måle sig. Når de har fået denne opfattelse, begynder de at rive ned på andres arbejde, ord og gerninger og hæve deres egne til skyerne. Og med den snedighed forblænder de hobens sind, de, som, fordi de har »ører, der klør« (jfr. 2 Tim 4, 3), ikke blot glæder sig over nye lærdomme, men også føler glæde ved, at de mennesker, som de før havde til lærere, bliver fordunklet og angrebet af disse nye og i deres indbildning strålende lærere, fordi de er mætte af og væmmes ved Ordet. Sådan noget bør ikke ske, siger han. Men enhver skal være tro i sin tjeneste og ikke søge sin egen ære eller stole på mængdens tilfældige tilslutning, men alene drage omsorg for at gøre sit arbejde ordentligt, det vil sige: lære evangeliet rent. Men hvis hans gerning er rigtig, skal han vide, at han ikke skal gå glip af sin ros hos Gud og desuden også hos de fromme. At han foreløbig ikke får nogen ros af den utaknemmelige verden, skal ikke gøre indtryk på ham. For han véd, at målet for hans embede ikke er, at han selv, men at Kristus skal få ære deraf. Derfor skal han »ved retfærdighedens våben både til angreb og forsvar« (2 Kor 6, 7) med roligt sind sige: Jeg er ikke begyndt på at forkynde evangeliet, for at verden skulle ære mig, og derfor holder jeg heller ikke op på grund af den vanære, den bereder mig. Han lærer Ordet og fuldfører sin tjeneste uden noget hensyn til mennesker, uden at bryde sig om ros, berømmelse, styrke, visdom osv. Han stræber ikke efter ros fra andre, men har den i sig selv.

      Derfor er den, der passer sit arbejde ret og tro, ligeglad med, hvad verden siger om ham, om den roser eller dadler ham. Men han har sin berømmelse i sig selv. Den består af samvittighedens vidnesbyrd og hans berømmelse i Gud. Derfor kan han sige med Paulus: »Dette er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd, at i Guds hellighed og renhed, ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde har vi færdedes i verden« (2 Kor 1, 12). Dén ros er ren og bestandig. For den afhænger ikke af, hvad andre mener, men af vor egen samvittighed, der giver os det vidnesbyrd, at vi har lært ret, forvaltet sakramenterne ret og gjort alt på rette vis. Derfor kan ingen sætte en plet på den eller berøve os den.

      Den anden form for ære, den som findes hos de forfængelige, er usikker og yderst farlig. For de har den ikke i sig selv, tværtimod afhænger den af hobens omtale og meninger. Derfor kan de ikke få deres egen samvittigheds vidnesbyrd om, at de har gjort alt af et ligefremt og oprigtigt sind og alene for at forherlige Guds ære og fremme sjælenes frelse. For deres stræben går ud på selv at blive kendt og æret af mennesker som følge af deres arbejde eller besvær med forkyndelsen. De får altså ære, tillid og godt vidnesbyrd, men blandt mennesker, ikke hos dem selv eller hos Gud. Sådan ønsker de fromme ikke at få ære. Hvis Paulus havde haft ros og ære blandt mennesker, men ikke hos sig selv, havde han været nødt til at fortvivle, da han så mange byer, egne og hele Lilleasien falde fra sig, og da han så så mange forargelser og sekter følge på sin forkyndelse. Da Kristus var alene, det vil sige: da ikke blot jøderne krævede hans død, men også hans egne disciple forlod ham, var han dog ikke alene, men Faderen var med ham. Hvis i vor tid vor troværdighed og berømmelse således afhang af menneskers dom og yndest, ville vi på kort tid dø af bedrøvelse. For det er så langt fra, at papister, sværmere og hele verden mener os værdige til ros og ære, at de endog hader og forfølger os så voldsomt, som de kan, ligeså spotter de vor tjeneste og vor lære kraftigt og stræber efter helt at udrydde den. Vi har altså intet andet hos mennesker end vanære. Men vi glæder os og roser os i Herren.

      Derfor passer vi med tryghed og glæde, med største troskab og flid den tjeneste, som Gud har givet os, og som vi véd, er Ham velbehagelig. Når vi gør dette, er vi ligeglade med, om vor gerning behager eller mishager Djævelen, og om verden kan lide os eller hader os. For når vi véd, vor gerning er gjort ordentligt, og vi har en god samvittighed over for Gud, vandrer vi »ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte osv.« (2 Kor 6, 8). Det er, hvad Paulus kalder at have sin berømmelse i sig selv.

      Og dette er en højst nødvendig formaning mod denne så skadelige last. For evangeliet er en sådan lære, at den både ved sin egen art, men også ved Satans ondskab medfører kors. Derfor plejer Paulus at kalde det et korsets og forargelsens ord, jfr. 1. Kor 1, 18. Det har ikke til stadighed bestandige disciple, men i dag kommer de og bekender det, og i morgen, når de har taget anstød af korset, falder de atter fra og fornægter det. De, der forkynder evangeliet for at få bifald og ros af mennesker, går derfor med nødvendighed til grunde, og deres berømmelse vendes til vanære, når folket ikke mere giver dem sit bifald. Enhver forkynder skal derfor lære ikke at have sin berømmelse af andres omtale, men i sig selv. Hvis der er nogen, der roser ham, sådan som de virkelig fromme plejer (»Ved ære og vanære, « siger Paulus), skal han tage imod denne ære, men som en tilfældig ære. For selve æren skal han regne sin egen samvittigheds vidnesbyrd for at være. Da prøver han sin gerning, det vil sige: da er han ganske ubekymret om sin egen ære og bestræber sig alene på at passe sin opgave ordentligt, det vil sige: lære evangeliet rent og lægge sakramenternes rette brug for dagen. Når han prøver sin gerning således, har han en ære i sig selv, som ingen kan tage fra ham. For han har plantet, befæstet og styrket den inde i sit eget hjerte og ikke i andres omtale, som Satan meget let kan vende bort, så han forvandler deres kort forinden velsignende mund og tunge til den allervoldsomste forbandelse.

       Hvis I altså begærer ære, siger Paulus, skal I søge at få en retskaffen og stabil ære, ikke en der afhænger af andres omtale, men en som I har inde i jer. Sådan går det, når I passer jeres embede ordentligt. Så vil også engang på den ære, som I har i jer selv, følge berømmelse hos andre. Men hvis I kun berømmes af andre, ikke inde i jer selv, skal der på den vanære og skam, som I har inde i jeres hjerte, følge en udvortes skam hos andre. Det ser vi i vor tid hos nogle sværmere, der ikke prøvede deres gerning, det vil sige: ikke sørgede for at forkynde evangeliet rent, men misbrugte det til at vinde hobens bifald – i strid med det andet bud. Derfor blev deres indre skam fulgt af den ydre. Som det hedder: »Herren lader ikke dén ustraffet, der misbruger hans navn!« (2 Mos 20, 7) og ligeså: »De, som ringeagter mig, skal beskæmmes« (1 Sam 2, 30). Hvis vi derimod gennem Ordets tjeneste først søger Guds ære, skal vi også selv bestemt få ære. Som det hedder sammesteds: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære«. Enhver skal kort sagt prøve, det vil sige: omhyggeligt sørge for at være tro i sin tjeneste. For det er, hvad der især kræves af Ordets tjenere, 1 Kor 4, 2. Meningen er: Enhver skal være ivrig efter at sørge for dette ene: at forkynde Ordet rent og trofast og ikke søge noget andet end Guds ære og sjælenes frelse. Så er hans gerning et varigt og bestandigt gode, og han har berømmelse inde i sin egen samvittighed, nemlig den: at han med fortrøstning kan sige: Denne min lære og tjeneste behager Gud. Det er bestemt en herlig og strålende berømmelse.

      Den sætning kan nu også passende anvendes på de frommes gerninger inden for hvilket som helst livsområde. Den, der er øvrighed, familieoverhoved, træl, lærer, elev osv., skal således forblive ved, hvad han er kaldet til, og dér gøre sin pligt med troskab og dygtighed, uden at kere sig om noget af det, der ligger uden for hans kaldelse. Den, der bærer sig sådan ad, har sin berømmelse i forhold til sig selv, så han kan sige: Jeg har udført den kaldsgerning, som Gud havde pålagt mig, med største troskab og flid, og derfor véd jeg, at denne gerning, som jeg har gjort i tro på Gud og i lydighed mod Hans bud, er Gud velbehagelig. Hvis andre ringeagter den, er det ligegyldigt. For der er altid nogle, der foragter og rakker ned på en from lære og et fromt levned. Men Gud har strengt truet med at ville tilintetgøre bagtalere. Når den slags derfor længe og ivrigt har søgt tom ære og med deres bagvaskelser har forsøgt at skubbe de virkelig fromme ud i mørket, går det dem, som Paulus har sagt: »Deres ære er i deres skændsel« (Fil 3, 19), og andetsteds: »Deres afsind skal blive åbenbart for alle« (2 Tim 3, 9). Gennem hvem? Gennem Gud, den retfærdige dommer, der skal gøre deres bagtalelser til skamme og føre de frommes »retfærdighed frem som lyset« (Sl 37, 6). Udtrykket »i forhold til sig selv« skal, således som jeg også i forbigående har mindet om, forstås således, at Gud ikke bliver udelukket. Enhver skal nemlig vide, at hans gerning, hvilken god livsstilling han end har, er Guds gerning. For det er en gerning, der sker i hans kald fra Gud og ifølge Guds befaling.

 

v5: »thi hver skal bære sin egen byrde.«

Det er ligesom begrundelsen for den foregående sætning, at ingen skal støtte sig til andres meninger om sig. Meningen er: Det er helt tåbeligt at søge din berømmelse i andre og ikke i dig selv. For i din dødsstund og ved Den yderste Dom nytter det dig intet, at andre har rost dig. For de andre skal ikke bære din byrde; men selv skal du stå for Kristi domstol, og du skal være ene om at bære din byrde. Dér skal dine lovprisere ikke kunne hjælpe dig. For når vi dør, ophører denne rosende omtale. Og »på den dag, da Gud vil dømme menneskenes skjulte færd« (Rom 2, 16), skal din samvittigheds vidnesbyrd vidne for dig eller imod dig. Imod dig, hvis du har haft din ære i andre; for dig, hvis du har haft den i forhold til dig selv, det vil sige: hvis din samvittighed har givet dig det vidnesbyrd, at du dygtigt og trofast har forvaltet Ordets embede ved alene at have Guds ære og sjælenes frelse for øje, eller du fuldt ud har gjort din pligt i dit kald. Og de ord: »Enhver skal bære sin egen dom« er tilstrækkelig kraftige til at skræmme os fra at begære forfængelig ære.

      Man skal desuden lægge mærke til, at vi ikke hér har at gøre med retfærdiggørelsen, hvor kun den rene nåde og syndsforladelsen, der modtages ved troen alene, formår noget. Dér trænger alle gerninger – også de der er allerbedst og gjort i vort kald fra Gud – til syndernes forladelse. For vi gør dem ikke helt rigtigt. Men dette er en anden sag. Her drejer det sig ikke om syndernes forladelse. Derimod stiller han oprigtige og hyklede gerninger over for hinanden. Derfor skal man forstå dette således, at skønt en from gerning eller tjeneste ikke er så fuldkommen, at den ikke trænger til syndsforladelse, er den dog i sig selv god og fuldkommen i sammenligning med de forfængeliges embedsudøvelse. Således er vor tjeneste dygtig og stabil. For vi søger gennem dén Guds ære og sjælenes frelse. Sådan er det ikke med sværmernes; for de søger deres egen ære. Skønt ingen gerning kan give samvittigheden fred med Gud, må vi altså nødvendigvis være visse på, at vi har gjort vor gerning oprigtigt, sandt og efter Guds kaldelse, det vil sige: at vi ikke har forfalsket Guds Ord, men har forkyndt det rent osv. Vi må have et sådant vidnesbyrd fra vor samvittighed om, at vi har passet vor tjeneste rigtigt og også har ført et ordentligt levned. Vi skal altså rose os af gerninger, for så vidt som vi véd, at de er befalet af Gud og er Ham velbehagelige. Enhver skal i Den yderste Dom bære sin egen byrde, og derfor er andres lovprisninger ikke til nogen nytte dér.

      Hidtil har han angrebet forfængelighedens så skadelige last. Ingen er så stærk til at drive den på flugt, at han ikke trænger til udholdende bøn. For bliver ikke selv den gudfrygtige glad for lovtaler? Alene Helligånden kan bevare os fra at blive smittet af den pest.

 

v6: »Men den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham.«

Hér prædiker Paulus, at disciple skal give deres lærere del i alt godt. Tidligere faldt jeg ofte i forundring over, at apostelen så flittigt formanede menighederne til at underholde deres lærere. For jeg så, hvordan alle under pavedømmet med en forunderlig gavmildhed ydede alt til at opføre prægtige kirker, til at give større pengegaver og øge indtægterne til dem, der holdt gudstjenester. Derved voksede biskoppernes og de andre gejstliges anseelse og rigdom også således, at de overalt var i besiddelse af de frugtbareste og bedste landområder. Jeg mente altså, det var unødvendigt, at Paulus havde foreskrevet dette, da alt blev skænket til de gejstlige ikke bare rigeligt, men også i overflod. Derfor tænkte jeg, at man snarere end at formane menneskene til at give burde råde dem fra at give mere. For jeg så, at de gejstliges begærlighed voksede ved denne menneskenes alt for store gavmildhed. Men nu kender jeg grunden til, at hyrder og Ordets tjenere førhen havde overflod på alt godt, men nu lider nød.

      Førhen, da man førte en ugudelig og falsk lære, havde de i den grad overflod på alt, at paven blev kejser og kardinaler og biskopper blev konger og fyrster hér i verden som følge af dén »Peters arvegods«, som sagde, at sølv og guld ejede han ikke (ApG 3, 6), og som følge af hvad de kalder for åndelige goder. Men nu, da man er begyndt på at forkynde evangeliet, er dets bekendere lige så rige som i sin tid Kristus og apostlene. Vi får altså at føle, hvor udmærket man overholder dette bud om at forsørge Ordets forkyndere, som Paulus hér og andetsteds så omhyggeligt fremhæver for og indprenter sine tilhørere. Nu er der os bekendt ingen by, der sørger for sine forkyndere; men de får alle deres underhold af det gods, som blev skænket til paven, derimod ikke til Kristus, som ingen giver noget. For da han blev født, måtte han bruge en krybbe til seng, da der ikke var rum i herberget. Og mens han vandrede på jorden, havde han ikke det sted, hvortil han kunne hælde sit hoved.

      Og til sidst tog de hans klæder fra ham, og han døde i elendighed, hængende nøgen på korset mellem to røvere. Derimod blev det nævnte gods skænket paven på grund af hans vederstyggeligheder. For han undertrykte evangeliet og lærte, hvad mennesker havde vedtaget, og indstiftede ugudelige gudsdyrkelser.

      Og så ofte som jeg læser de formaninger, hvormed Paulus prædiker for menighederne, at de skal sørge for deres lærere eller bidrage til at afhjælpe nøden blandt de hellige i Judæa, plejer jeg at undre mig og blive grebet af skam over, at en så stor apostel er nødt til at bruge så mange ord på at få menighederne til at gøre denne velgerning. Over for korinterne behandler han denne sag i to hele kapitler, 2 Kor 8 og 9, samtl. Kor 9, 10. Jeg ville nødig skamme Wittenberg, som slet ikke tåler sammenligning med Korinth, således ud, som han skammede korinterne ud med sit ængsteligt bekymrede tiggeri om underhold af de fattige. Men dét er den skæbne, der rammer evangeliet. Når det bliver forkyndt, vil ikke blot ingen give noget til dets tjeneres underhold og til opretholdelse af skoler; men alle begynder at rive til sig, stjæle og bedrage hinanden med mange forskellige kneb. Menneskene synes kort sagt brat at have udartet til vilde uhyrer. Når man derimod forkynder de onde ånders lære, bliver menneskene helt ødsle og giver frivilligt alt til deres forførere. Profeterne bebrejder også jøderne for den samme synd, at de knap gav de fromme præster og levitter føden, men gav de ugudelige alt i rigt mål.

      Derfor indser vi først nu, hvor nødvendigt dette påbud af Paulus om at underholde menighedernes ledere er. For der er intet, Satan har mere ondt af, end evangeliets lys, og når det stråler frem, bliver han rasende og forsøger af al magt på at slukke det. Det prøver han på to måder: først ved kætteres løgne og tyranners våben, og dernæst ved sult og nød. Og når Satan hidtil ikke hertillands har kunnet undertrykke evangeliet ved kættere og tyranner, forsøger han den anden vej, nemlig at berøve Ordets tjenere deres underhold, så de tvunget af sult og nød opgiver deres embede, og så det elendige folk, der er blevet berøvet Ordet, med tiden udarter til rene dyr. Og for at dette så frygtelige onde kan indtræffe des hurtigere, presser Satan vældigt på gennem ugudelige øvrigheder i byerne og adelige på landet. De rager kirkegodset, som evangeliets tjenere skulle leve af, til sig og anvender det til noget dårligt. »Af skøgeløn er de samlet, til skøgeløn bliver de atter, « siger profeten Mika (kap. 1, 7). Desuden drager Satan selv gode mennesker én for én bort fra evangeliet på grund af overmæthed. For den flittige og daglige forkyndelse af Ordet giver mange lede og foragt. Siden bliver de lidt efter lidt skødesløse i udøvelsen af alle fromhedsøvelser. Ligeså er der nu ingen, der holder deres børn til at lære noget godt og da allermindst til at lære Den hellige Skrift, men udelukkende til at lære, hvad der kan gøre dem velstående. Alt dette arbejder Satan på med det formål at undertrykke evangeliet i vore egne, om end under tyranners magt og kætteres list.

      Det er altså ikke uden grund, Paulus formaner Ordets hørere til at give deres lærere del i alt godt. Han siger til korinterne: »Når vi har sået jer de åndelige ting, er det da noget stort, om vi høster jeres timelige?« (1 Kor 9, 11). Tilhørerne bør altså skænke dém de timelige goder, som har givet dem de åndelige. Men bønder, borgere og adelsmænd misbruger nu vor lære til bare at skaffe sig rigdom. Førhen, mens paven regerede, betalte alle noget til præsterne for såkaldte årlige sjælemesser, vigilier osv. Også tiggermunkene fik deres part. Den romerske handel (vel en hentydning til afladshandelen) og de daglige ofringer fik også noget. For dét og for et utal af andre afgifter er vore folk blevet befriet ved evangeliet. Men langt fra at være taknemmelige for denne frihed, er de fra at være yderst gavmilde givere blevet tyve og røvere, som hverken giver evangeliet eller dets tjenere eller de fattige kristne bare en øre. Det er et helt sikkert tegn på, at de allerede har mistet Ordet og troen og er blevet bandlyst fra vore goder. For de virkelig fromme kan umuligt finde sig i, at deres hyrder lider nød. Men fordi de nu glæder sig og ler, når hyrderne lider modgang, og nægter dem underhold eller ikke giver dem det med den trofasthed, som de burde, er de bestemt værre end hedninger. Men hvilke ulykker, der skal følge på en sådan utaknemmelighed, skal de snart få at se. De skal nemlig miste begge, både det timelige og det åndelige. For den synd må nødvendigvis få de allertungeste straffe. Og jeg mener bestemt, at den eneste grund til, at menighederne i Galatien, Korinth og andetsteds i den grad blev grebet af de falske apostle, var, at de havde ringeagtet deres rette lærere. Sådan er det kun ganske rimeligt, at han, der nægter at give en øre til Gud, der giver alt godt og evigt liv, siden må give sit guld til Djævelen, der giver alle ulykker og evig død. Den, der ikke vil tjene Gud i det små med det største gode til følge, må gøre Djævelen en meget stor tjeneste med det fuldstændige fordærv til følge. Først nu ved Ordets lys ser vi, hvad Djævelen og verden er.

      Men at han siger »alt godt«, skal ikke forstås sådan, at de skal give hvert enkelt af alle deres goder til deres lærere; men de skal underholde dem gavmildt, så meget som er nødvendigt til at føre et ordentligt levned. Ordet »catechumenus« kender alle, der kan græsk.

 

v7: »Far ikke vild; Gud lader sig ikke spotte;«

Apostelen betoner dette punkt om lærernes underhold så alvorligt, at han til bebrejdelse og formaning også føjer en trussel, idet han siger: »Gud lader sig ikke spotte.« Han rammer også ganske nøje, hvad der er skik og brug i vort folk. De foragter med største sikkerhed vor tjeneste. De mener nemlig, den er pjat, ja, legeværk. Og derfor arbejder især adelen på at gøre deres sjælehyrder så afhængige af sig, som var de ringe trælle. Og hvis ikke vi havde en så from og sandhedselskende fyrste, havde de for længst jaget os ud af dette land. Når hyrderne fordrer deres løn eller klager over, at de lider nød, råber de: Præsterne er begærlige, de vil have alt godt i overflod, og ingen kan stille deres umættelige griskhed tilfreds. Hvis de var sandt evangeliske, skulle de ikke beholde noget for sig selv, men i fattigdom følge den fattige Kristus efter og tåle al skændsel. Til den slags rare mennesker, der bærer sig sådan ad og dog alligevel vil anses for at være evangeliske og fromt, uden skrømt, at dyrke Gud, retter Paulus her en frygtelig trussel. »Far ikke vild; Gud lader sig ikke spotte, « siger han. Meningen er: Det er ikke Gud, men jer selv, I bedrager. I skal ikke spotte Gud; men Gud spotter jer, Sl 2, 4. Og det ordsprog er bekendt: Du bedrager ikke mig, læreren, men dig selv. De vilde adelsmænd og bønder er imidlertid ganske upåvirkede af denne frygtelige trussel. Dog, når de kommer i livsfare, skal de få at mærke, om det er os – ja, ikke os, men Gud selv, således som Paulus siger hér – eller dem selv, de har narret. Fordi de i deres hovmod foragter vore formaninger, siger vi alligevel dette til vor trøst, så vi kan vide, at det er bedre at lide end at gøre uret. Lidelsen er nemlig altid uden skyld. Desuden tillader Gud ikke, at vi, hans tjenere, dør af sult. Men når rige er i nød og sulter, vil Han føde og mætte os – selv i dage med hungersnød.

 

v7b »for hvad et menneske sår, det skal han også høste.«

Alt dette hører med til punktet om præsternes underhold. Jeg udlægger ikke gerne den slags sætninger. For de fremhæver tilsyneladende os, hvad de også gør i virkeligheden. Desuden får man et skær af griskhed, når man så ivrigt indprenter sine tilhørere det. Alligevel skal man også belære menneskene om dette, for at de kan vide, at de skal ære og ernære deres lærere. Det samme lærer Kristus i Luk 10, 7: »Spis og drik, hvad de har«, siger han; »for arbejderen er sin løn værd.« Og Paulus siger andetsteds: »Véd I ikke, at de, som udfører de hellige tjenester, får deres føde fra helligdommen, og at de, der tjener ved alteret, deler med alteret? Således har også Herren forordnet for dem, som forkynder evangeliet, at de skal leve af evangeliet« (1 Kor 9, 13 f.). Dét er nyttigt at vide også for os, der står i Ordets tjeneste, så vi ikke med dårlig samvittighed tager imod den løn for vort arbejde, der udbetales os af pavens tidligere ejendom. Skønt den er blevet samlet ved rent og skært bedrageri, overfører Gud, der plyndrede ægypterne, det vil sige: papisterne, for deres gods, den til en from og god anvendelse. Det sker ikke, når adelsmænd river den til sig og misbruger den, men når dé, som forkynder Guds ære og oplærer ungdommen i fromhed, lever deraf. Et menneske kan nemlig umuligt dag og nat hengive sig til sit private arbejde for at skaffe sig føden og samtidig fordybe sig i skriftstudiet, således som læreembedet kræver. Vi skal altså vide, at vi med god samvittighed kan nyde, hvad der gives os af kirkegodset til at føre et rimeligt levned, så vi kan hengive os til vor tjeneste. For det er Guds befaling og ordning. Ingen skal derfor få samvittighedsnag over dette, som om det ikke var ham tilladt at bruge den ejendom.

 

v8: »For den, som sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.«

Han tilføjer en lignelse, en allegori, og anvender denne almene sætning om at så på det særlige spørgsmål om præsters underhold, idet han siger: »Den, som sår i Ånden«, det vil sige: som ernærer Ordets forkyndere, han gør en god gerning og »høster evigt liv«. Det rejser spørgsmålet, om vi da fortjener evigt liv ved gode gerninger. For på dette sted synes Paulus at hævde det. Ovenfor i kap. 3 har vi med tilstrækkelig flid og udførlighed drøftet hans udtalelser om gode gerninger og deres løn. Men det er stærkt nødvendigt ligesom Paulus at opfordre de troende til at gøre gode gerninger, det vil sige: til at øve troen ved hjælp af gode gerninger. For hvis de ikke følger på troen, er det et helt sikkert tegn på, at det ikke er den sande tro. Derfor siger apostelen: »Den, som sår i kødet« (nogle læser: »i sit kød«), det vil sige: som ikke deler med Ordets tjenere, men føder og sørger for sig selv alene (hvad kødet jo tilskynder til), »skal høste fordærvelse af kødet«, ikke blot i det kommende, men også i dette liv. For de ugudeliges gods skal forgå, og til sidst skal de selv gå skammeligt til grunde. Apostelen ville gerne formane sine tilhørere til at være gavmilde og godgørende mod deres lærere. Det er også meget elendigt, at menneskenes ondskab og utaknemmelighed er så stor, at det er nødvendigt at påminde menighederne om dette.

      Enkratitterne misbrugte dette sted til en bekræftelse på deres sværmeriske opfattelse af ægteskabet og fortolkede det på denne vis: »Den, som sår i kødet, skal høste fordærvelse« betyder, at den, som gifter sig, går fortabt. Altså er en hustru noget fordømmeligt, og ægteskabet er noget ondt; for dér sår man i kødet. De skadelige uhyrer var i den grad berøvet sund fornuft, at de ikke kunne se, hvad apostelen talte om. Jeg minder om dette, for at I kan se, at Djævelen ved sine tjeneres hjælp med største lethed kan vende enfoldige hjerter bort fra sandheden. Den slags skal Tyskland snart få et utal af, ja, det har allerede mange. For i nogle egne forfølger og dræber det de fromme, og i andre er det ligeglad med dem. Lad os væbne os mod disse og lignende vildfarelser og lære at forstå Skriftens rette mening. Paulus taler nemlig, som ethvert bare almindelig begavet menneske kan se, ikke om ægteskabet, men om Kirkens tjeneres underhold. Og skønt dette underhold er noget legemligt, kalder han det dog for at »så i Ånden«. At skrabe til sig og søge sit eget kalder han derimod at »så i kødet«. De første erklærer han for velsignede i dette og i det kommende liv. De andre skal derimod blive forbandet i dette og det kommende liv.

 

v9: »Men når vi gør det gode, da lad os ikke blive trætte: for i sin tid skal vi høste, såfremt vi ikke giver tabt.«

I sit ønske om at afslutte brevet går han fra det særlige tilfælde over til noget alment og opfordrer principielt til al god gerning. Meningen er: Ikke blot mod Ordets tjenere, men også mod alle andre skal vi være gavmilde og godgørende – og dét uden at blive trætte. For det er let at være velgørende én eller to gange. Men at blive ved uden at lade sig overvinde- af utaknemmeligheden og ondskaben hos dem, man gør vel imod, dét er et slid og en bedrift. Derfor opfordrer han os ikke bare til at gøre vel, men til ikke at blive trætte i vor velgørenhed. Og for des lettere at overtale os dertil tilføjer han: »For til sin tid skal vi høste, såfremt vi ikke giver tabt.« Meningen er: Se forventningsfulde hen til den evige høst, der skal komme. Så skal ingen utaknemmelighed eller ondskab kunne få jer til at lade være med at gøre vel. For når høstens tid er inde, skal I høste et vældigt udbytte af, hvad I såede. Med meget kærlige ord opmuntrer han således de troende til at gøre gode gerninger.

 

v10: »Så lad os altså, efter som vi har lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod troens egne!«

Dette er sidste del af formaningen om rigeligt at sørge for Kirkens tjenere og give almisser til alle trængende. Han vil sige: Lad os gøre det gode, mens det er dag; for når natten kommer, kan vi ikke arbejde, Joh 9, 4. Når sandhedens lys er blevet fjernet, kan menneskene vel gøre mange gode gerninger, men forgæves. For siden de vandrer i mørke, véd de ikke, hvor de går hen. Derfor er hele deres liv, virke, lidelse og død forgæves. Og indirekte hentyder han med disse ord til galaterne. Meningen er: Medmindre I forbliver i den sunde lære, som I har modtaget af mig, er det nytteløst, at I har gjort mange gode gerninger og har lidt meget. Ovenfor i kap. 3, 4 sagde han jo: »Har I da prøvet så meget forgæves?« Og »troens egne« kalder han med et nyt udtryk dem, der hører til i vort trossamfund. Blandt dem er Ordets tjenere de vigtigste, men dernæst også alle de andre troende.

 

v11: »Se nu, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd!«

Han slutter brevet med en formaning til sine egne og med en bitter bebrejdelse eller hån mod de falske apostle.

      Ovenfor havde han forbandet dem og lyst dem i band. Nu gentager han på sin vis det samme, om end med andre ord. På ny anklager han dem alvorligt for derved at skræmme galaterne og få dem bort fra deres myndighed. I har sådanne lærere, siger han, som for det første alene søger deres egen ære, som dernæst flygter for korset og for det tredje hverken forstår eller gør efter, hvad de selv lærer. Hvis nogen og især da en apostel anbefalede en lærer, fordi han var i besiddelse af disse tre dyder, burde alle med rette holde sig langt borte fra ham. Men ikke alle galatere adlød denne formaning af Paulus. Og Paulus tilføjer heller ikke de falske apostle nogen uret ved at angribe dem så heftigt. Tværtimod dømmer han dem med en apostels myndighed. Når vi således kalder paven for Antikrist og biskopperne og sværmerne for en forbandelse, rakker vi ikke ned på dem, men fælder med myndighed fra Gud den dom over dem, at de er forbandede. Som det hedder i ordet: »Selv om vi eller en engel fra Himlen osv.« (kap. 1, 8). For de første forfølger Kristi lære, og de andre tilintetgør den.

      »Se nu, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd, « siger han. Det siger han for at bevæge dem og vise dem sin moderkærlighed til dem. Meningen er: Mon jeg egenhændigt til nogen anden menighed har skrevet et sådant brev, som jeg har skrevet til jer. For de andre breve dikterede han og tilføjede egenhændigt blot en hilsen og sit navn, således som man kan se i slutningen af hans breve. Og med disse ord sigter han, så vidt jeg kan skønne, til brevets længde. Andre opfatter dem anderledes. Nu følger en anklage og en fordømmelse:

 

v12: »Alle de, som vil tage sig godt ud i kødet, de tvinger jer til at lade jer omskære, alene for at de ikke skal forfølges for Kristi kors' skyld.«

Han anvender det betegnende ord »euprosåpæsai«, som på tysk betyder »arte sig vel, vide at anstille sig«. Det vigtigste for dem er, siger han, at krybe for magthaverne og ypperstepræsterne. For at behage dem og bevare deres egen ære uantastet tvinger de jer til at lade jer omskære. For de øverste af jøderne gør hårdnakket modstand mod evangeliet og forsvarer Moses. Det er deres vilje, de søger at tilpasse sig ved at leve udadtil og indrette deres opførsel således, at de er dem til behag. For at bevare deres gunst og undgå korsets forfølgelse lærer de altså, at omskærelse er nødvendig til salighed. Sådan er der i vor tid visse af pavens, biskoppernes og fyrsternes rænkesmede, der råber op imod os og ondskabsfuldt fordrejer vore skrifter – ikke af kærlighed til sandheden, for den bekæmper og bespotter de mod bedre vidende, men for at behage deres afgud: paven, biskopperne, kongerne og denne verdens fyrster, og desuden for ikke at lide forfølgelse på grund af Kristi kors. Men hvis evangeliet skaffede dem de goder, som de får fra de ugudelige biskopper og fyrster, og hvis evangeliets forkyndelse indbragte dem rigdom, nydelse samt kødelig fred og ro, ville de straks slutte sig til os.

      Jeres lærere er de mest upålidelige mennesker, siger Paulus. De er ganske ligeglade med Kristi ære og jeres frelse, men søger ene deres egen berømmelse. Fordi de frygter korset, forkynder de desuden en kødelig retfærdighed for ikke at pådrage sig menneskers had og forfølgelse. Selv om I derfor længe har lyttet til dem med stor iver, lytter I til den slags, som dyrker bugen, søger deres egen ære og flygter for korset. Også ordet »tvinger« er betydningsfuldt. For omskærelse betyder ikke meget; men at blive tvunget til at lade sig omskære og at gøre retfærdighed og fyldestgørende afhængig af at være omskåret og gøre det til en synd at undlade det – det er at fornærme Kristus. Derom har jeg ovenfor udtalt mig tilstrækkelig udførligt.

 

v13: For ikke engang de, som lader sig omskære, holder selv loven; men de vil, at I skal lade jer omskære, for at de kan rose sig af jeres kød.«

Hér er Paulus en kætter. For han siger, at de falske apostle og hele jødefolket, der blev omskåret, ikke overholdt loven, ja, at de omskårne ikke holdt den gennem deres lovopfyldelse. Det strider imod Moses' ord om, at det er at holde loven at lade sig omskære, og at de gør Guds pagt ugyldig, når de ikke lader sig omskære, 1 Mos 17, 14. Det var jo jødernes eneste grund til at lade sig omskære, at de ville holde loven, der havde foreskrevet, at alt mandkøn skulle omskæres på den ottende dag. Det er ovenfor blevet behandlet udførligt. Derfor er det ikke nødvendigt at gentage det nu. Men det hører med til beskrivelsen af de falske apostle, så han kan skræmme galaterne fra at følge dem. Meningen er: Nu afmaler og fremviser jeg, hvad det er for nogle lærere, I har. De er nemlig for det første forfængelige mennesker, der bare søger deres eget og sørger for deres bug. Desuden flygter de for korset, og endelig lærer de intet vist og sandt. Men alt, hvad de har sagt og gjort, er på skrømt. Skønt de udadtil i opførsel og ceremonier holder loven, overholder de den derfor alligevel ikke. For uden Helligånden kan ingen holde loven. Og ingen får Helligånden uden Kristus. Så længe man ikke har taget imod ham, forbliver den urene ånd, det vil sige: den der foragter Gud og søger sin egen ære. Hvad man opfylder af loven, er derfor hykleri og en dobbelt synd. For et urent hjerte opfylder ikke loven, men foregiver blot udadtil at opfylde den. Og således bliver det kun mere bestyrket i sit ugudelige hykleri.

      Man skal også lægge mærke til denne sætning: »De, som lader sig omskære, holder ikke loven«, det vil sige: at de omskårne er uomskårne. Det kan også overføres på andre gerninger. Den, der arbejder, beder og lider uden for Kristus, arbejder, beder og lider forgæves. For »alt det, som ikke er af tro, er synd« (Rom 14, 23). Det er altså ganske unyttigt, at man i ydre forstand lader sig omskære, faster og beder, når man dog i sit hjerte bliver ved med at foragte nåden, syndsforladelsen, troen og Kristus og at hovmode sig i selvtillid og indbildt egen retfærdighed. Det er frygtelige synder imod lovens første tavle. På dem følger senere også synder imod den anden tavle, som f. eks. ulydighed, seksuelt begær, raseri, vrede, had osv. Derfor siger han med rette: »De omskårne holder ikke loven«, men foregiver blot udadtil at holde den. Men hykleri er i Guds øjne en dobbelt uretfærdighed.

      Hvad har de falske apostle i sinde, siden de ønsker, at I skal lade jer omskære? De vil, at I skal lade jer omskære – ikke for at blive retfærdiggjort, skønt det er, hvad de foregiver, men for at kunne berømme sig selv af jeres kød. Men hvem nærer ikke den dybeste afsky over for den så farlige last, æresyge eller ærgerrighed, når man stræber efter den med så stor fare for sjælene? De er voldsomt forfængelige mennesker, der tjener bugen og frygter korset, siger han. Desuden – og det er det værste – tvinger de jer til at lade jer omskære efter loven, så de kan bruge jeres kød til deres egen berømmelse, mens jeres sjæle går evigt fortabt. Den fordel, I har deraf, er i Guds øjne fortabelse og i verdens øjne, at de falske apostle kan bryste sig af, at de er jeres lærere og I deres elever. Alligevel lærer de jer, hvad de ikke selv overholder. Så ganske skarpt og ubehageligt langer han ud imod de falske apostle.

      Man skal i sin læsning lægge vægt på ordene: »For at de kan rose sig af jeres kød«. Meningen er: De har ikke Åndens ord, og I kan derfor umuligt gennem deres forkyndelse få del i Ånden. De holder blot jeres kød i ånde og gør jer til kødelige gerningsretfærdige, der udadtil og uden Ånden overholder dé dage, tider og ofringer, som loven påbyder. Det er noget rent kødeligt, som ikke vil indbringe jer andet end spildt møje og fordømmelse. Selv opnår de derimod gennem dette, at de kan bryste sig af at være galaternes lærere og at have bragt dem tilbage til deres moder, Synagogen, fra den kætterske Paulus' lære. På samme vis bryster i vore dage papisternes håndlangere sig af at bringe dem, som de fører i fordærv, tilbage til kirkens moderskød. Vi derimod berømmer os ikke af jeres kød, men af jeres Ånd. For som følge af vor forkyndelse har I modtaget Ånden, se kap. 3.

 

v14: »Men det være langt fra mig at rose mig, uden af vor Herres Jesu Kristi kors. . .«

Apostelen kommer ligefrem i harme og i sin sindsbevægelse bryder han ud i disse ord: »Men det være langt fra osv.« Meningen er: Denne de falske apostles kødelige praleri er en så skadelig pest, at jeg ville ønske den begravet i Helvede; for den er til fordærv for såre mange. Men lad dem, der har lyst, prale af kødet og gå til grunde sammen med deres forbandede berømmelse. Jeg skal derimod beholde dén ene ære, at jeg roser mig af Kristi kors. På samme vis taler han også i Rom 5, 3: »Vi roser os også af trængslerne osv.« og ligeså i 2 Kor 12, 9: »Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed osv.« Her viser Paulus altså, hvori de kristnes sande berømmelse består, nemlig i, at de roser sig, glæder sig og hovmoder sig af deres lidelser, vanære og magtesløshed osv. For ikke blot anser verden de kristne for at være de mest foragtelige mennesker; men den nærer også i en efter dens formening ganske retfærdig nidkærhed et meget voldsomt had til dem, forfølger, fordømmer og dræber dem som den allermest skadelige pest for både det åndelige og det verdslige regimente, det vil sige: som kættere og oprørere. Men fordi de må lide det, ikke på grund af mord, tyveri eller andre af den slags forbrydelser, men for Kristi skyld, hvis velgerning og ære de forkynder, så roser de sig af trængslerne og Kristi kors og glæder sig med apostlene over, at »de var blevet agtet værdige til at vanæres for Kristi navns skyld« (ApG 5, 41). Sådan bør også vi, nu da paven og hele verden angriber, grusomt fordømmer og dræber os, rose os deraf og juble, fordi vi ikke lider dette på grund af vore misgerninger, »som tyv eller ugerningsmand« (1 Pet 4, 15), men på grund af Kristus, hvis evangelium vi forkynder rent.

      På grund af disse to forhold vokser vor berømmelse stærkt og bliver urokkelig. For det første, fordi vi er visse på at have en ren og gudgiven lære, og desuden fordi vort kors eller lidelse er Kristi lidelse. Derfor har vi ingen grund til at klage og græde, når verden forfølger og dræber os; men vi skal glæde os, og juble så højt vi kan. Vel anser verden os for ulykkelige og afskyelige. Men Kristus, som er større end verden, og for hvis skyld vi lider, kalder os salige og befaler os at være glade: »Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alle hånde ondt på for min skyld. Glæd og fryd jer osv., « siger han i Matt 5, 11 f. Derfor er vor berømmelse noget helt andet end verdens. Den roser sig ikke af trængsel, forhånelse, forfølgelse og død, men af magt, rigdom, fred, ære, visdom og retfærdighed. Men enden på den slags berømmelse og glæde er sorg og bestyrtelse.

      Endvidere betyder Kristi kors ikke det træ, som Kristus bar på sine skuldre, og som han senere blev naglet til. Men det betegner i almindelighed alle de plager, som alle fromme må udstå, da deres lidelser er Kristi lidelser. Se 2 Kor 1, 5: »Kristi lidelser kommer rigeligt over os« og Kol 1, 24: »Nu glæder jeg mig over mine lidelser for jer, og hvad der fattes i Kristi trængsler, udfylder jeg i mit kød for hans legeme, som er menigheden«. Altså betyder Kristi kors i almindelighed alle de trængsler, som menigheden må udstå for Kristi skyld. Det bevidner Kristus selv i ApG 9, 4, når han siger: »Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?« Saulus havde ikke lagt hånd på Kristus, men på hans menighed. Og den, der rører den, rører hans øjesten, jfr. Zak 2, 12. Følelsen i hovedet er finere og raskere end i de andre legemsdele. Det véd vi af erfaring. For når man har stødt en tå, eller en anden ganske lille del af legemet er blevet beskadiget, forråder hovedet straks med sit minespil, at det har mærket det. For man rynker på næsen eller bliver vild i øjnene o.l. Således gør Kristus, vort hoved, også vore lidelser til sine egne og mærker det som egne lidelser, når vi, hans legeme, lider.

      Det er nyttigt at vide dette, for at vi ikke skal blive alt for bedrøvede eller helt fortvivlede, når vi ser vore modstandere forfølge, bandlyse og dræbe, og ligeledes ser kætterne hade os så forbitret. I stedet skal vi efter Paulus' forbillede betænke, at vi da bør rose os allermest over det kors, der er blevet lagt på os, ikke på grund af vore egne synder, men for Kristi skyld. Når vi betragter de lidelser, vi må udstå, som noget, der blot er vort eget, er de ikke blot ubehagelige, men slet ikke til at bære. Men når stedordet for anden person, »dine«, bliver føjet til dem, så vi kan sige: »Dine lidelser, o Kristus, er over os i rigt mål«, eller som det hedder i Sl 44, 23: »For din skyld dræbes vi dagen lang« – da bliver selv lidelserne ikke blot lette, men også dejlige. Som Kristus siger: »Mit åg er gavnligt, og min byrde er let« (Matt 11, 30).

      Men det er tydeligt, at vi i vore dage ikke af nogen anden grund må bære vore modstanderes had og forfølgelser end dén, at vi forkynder Kristus rent. Hvis vi nu fornægtede ham og anerkendte deres fordærvelige vildfarelser og ugudelige gudsdyrkelse, ville de ikke alene holde op med at hade og forfølge os; men de ville også tilbyde os hæder og rigdom. Fordi vi altså lider dette for Kristi skyld, kan vi i sandhed med Paulus rose os af vor Herres Jesu Kristi kors, det vil sige: ikke af magt, menneskegunst, rigdom osv., men af trængsler, svaghed, bedrøvelse, kampe udadtil og angst indadtil, forfølgelser og alt ondt. Derfor håber vi også, at det snart må ske, at Kristus vil sige til os, hvad David sagde til præsten Ebjatar i 1 Sam 22, 22: »Jeg bærer skylden for alles liv«. Han mener: Den, der slår jer, slår mig. For hvis I ikke forkyndte mit Ord og bekendte mig, måtte I ikke udstå dette. Sådan hedder det i Joh 15, 19: »Var I af verden, da ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, derfor hader verden jer«. Dette har jeg også behandlet tidligere.

 

v14b ». . . ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.«

Det er en ægte paulinsk vending: »Verden er korsfæstet for mig«, _det vil sige: Jeg anser verden for at være fordømt. »Og jeg er korsfæstet for verden«, det vil sige: at verden til gengæld holder mig for fordømt. Sådan korsfæster og fordømmer vi gensidigt hinanden. Jeg afskyr al verdens retfærdighed, lære og gerninger som Djævelens gift. Verden afskyr til gengæld min lære og mine gerninger og anser mig for at være et farligt menneske, en kætter og en oprører.

      Sådan er verden i vor tid korsfæstet for os, og vi for verden. Vi fordømmer og forbander pavens og kætternes lære, messer, munkeordener og – løfter, deres gudstjenesteformer, gerninger, livsførelse og andre vederstyggeligheder som Djævelens lort. De forfølger og dræber på deres side os som ødelæggere af den kristne religion og som forstyrrere af den offentlige ro og orden.

      Munkene fantaserer om, at verden blev korsfæstet for dem, når de gik i kloster. Men på den måde er det ikke verden, men Kristus, der korsfæstes. Tværtimod slipper verden for at blive korsfæstet og lever snarere op gennem den indbildte hellighed og den fortrøstning til deres egen retfærdighed, som de, der trådte ind i en munkeorden, var i besiddelse af. Og derfor er denne sætning af Paulus blevet fuldstændig tåbeligt fordrejet til at betyde indtræden i en munkeorden. Paulus taler jo om noget langt sværere, nemlig om, at han og hver helgen og kristen skal anse det, som verden regner for og fordømmer som den største dårskab, ugudelighed og svaghed, for at være visdom, retfærdighed og magt fra Gud. Og omvendt véd de fromme med sikkerhed, at hvad verden anser for den højeste fromhed og gudsdyrkelse, er den værste gudsbespottelse. Således dømmer de fromme verden og verden til gengæld de fromme. Men det er de frommes dom, der er den rette; for »den åndelige bedømmer alle ting, selv derimod bedømmes han af ingen«, 1 Kor 2, 15. Derfor går verdens dom over fromhed og retfærdighed for Gud imod de frommes dom, ligesom Djævelen og Gud strider indbyrdes. Og ligesom Gud er korsfæstet for Djævelen og Djævelen til gengæld for Gud, det vil sige: ligesom Gud fordømmer Djævelens lære og gerninger (»Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle nedbryde Djævelens gerninger«, siger Johannes, 1 Joh 3, 8), og ligesom omvendt Djævelen fordømmer og tilintetgør Guds ord og gerninger (»For han er en manddræber og løgnens fader«, Joh 8, 44), således fordømmer verden de frommes lære og liv og kalder dem for de allerfarligste kættere og forstyrrere af den borgerlige fred. Og til gengæld kalder de fromme verden for en søn af Djævelen, som udmærket følger i sin faders fodspor, det vil sige: som er en manddræber og en løgner ligesom sin fader. Og »verden« betyder i Skriften ikke bare åbenlyst ugudelige og syndige, men også de bedste, viseste og helligste mennesker. Dette er, hvad Paulus mener, når han siger: »Ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.«

      Samtidig langer han indirekte ud imod de falske apostle, som ville han sige: Jeg hader og foragter al berømmelse, der er uden for Kristi kors, som noget forbandet. Og jeg anser den ikke blot for død, men for død på en ganske særlig skændigmåde, ligesom den, der er bragt på et kors, dør på særlig skændig vis. For verden med al dens berømmelse er korsfæstet for mig, og jeg for verden. Derfor skal alle, der roser sig af jeres kød og ikke af Kristi kors, være forbandet. Paulus vidner altså med disse ord om, at han nærer et oprigtigt had til verden, og at verden til gengæld hader ham oprigtigt med den onde ånds had. Meningen er: Der kan umuligt komme nogen enighed i stand mellem mig og verden. Hvad skal jeg da gøre? Skal jeg give efter og lære, hvad verden kan lide? Nej, med ubrudt mod vil jeg rejse mig des dristigere imod den og foragte og korsfæste den lige så voldsomt, som den foragter og korsfæster mig.

      Til sidst lærer Paulus hér også, hvordan man skal kæmpe imod Satan, som jævnlig overvælder os med stadigt nye legemlige lidelser og ind ad til uafbrudt rammer vort hjerte med sine gloende pile, for at han om ikke på anden vis ved denne udholdenhed kan tilintetgøre vor tro og drage os bort fra sandheden og fra Kristus. Også vi skal nemlig på samme vis, som vi ser, at den hellige Paulus selv overlegent foragtede verden, foragte Djævelen, dens fyrste, tillige med al hans magt, list og Helvedes raseri, og i tillid til Kristi hjælp skal vi håne ham på følgende vis: Jo mere du skader og ønsker at skade, Satan, des mere bryster jeg mig og ler ad dig. Jo mere du skræmmer og forsøger at drive mig til fortvivlelse, des større er min tillid, og des mere roser jeg mig, mens din rasende ondskab står på, ikke af min egen, men af Kristi, min Herres, kraft, han hvis »kraft fuldkommes i magtesløshed«. Derfor »når jeg er magtesløs, da er jeg stærk« (2 Kor 12, 9 f.). Når Djævelen derimod ser, at man tager hans trusler og terror alvorligt, glæder han sig og skræmmer de allerede opskræmte mere og mere.

 

v15: »For hverken omskærelse eller forhud er noget, men en ny skabning.«

Det er en forunderlig tale, når Paulus siger, at i Kristus gælder hverken omskærelse eller forhud noget. Han burde jo snarere sige: Enten er omskærelse eller også forhud af værdi, da disse to er modsætninger. Nu siger han, at ingen af delene har nogen værdi. Meningen er: Vi må højere op! For omskærelse og forhud er noget alt for ringe til at have indflydelse på retfærdigheden for Gud. Vist er de indbyrdes uforenelige. Men det har ikke noget at gøre med den kristne retfærdighed, som ikke er jordisk, men himmelsk og derfor ikke består i noget legemligt. Om du altså lader dig omskære eller har forhud, det er det samme. For ingen af delene betyder noget i Kristus Jesus.

      Jøderne blev dybt fornærmet, da de hørte, at omskærelse ikke betød noget. De gik gerne med til, at forhud ikke betød noget. Men at det samme blev sagt om loven og omskærelsen, kunne de ikke tåle at høre. For de vovede endog deres blod for at forsvare loven og omskærelsen. I vor tid kæmper papisterne også voldsomt for at forsvare deres vedtagelser om at spise kød, om cølibat, om kirkefester osv., og de forbander og bandlyser os, som lærer, at alt dette er helt uden betydning, i Kristus Jesus. Ligeså mener nogle af vore, der er lige så tåbelige som papisterne, at frihed for pavens vedtægter er noget så nødvendigt, at de er bange for at begå synd, hvis de ikke straks overtræder og afskaffer dem alle. Men Paulus siger, at vi har noget, der langt snarere end loven eller omskærelsen og langt snarere end overholdelse eller overtrædelse af papisternes overleveringer bidrager til retfærdighed. I Kristus Jesus, siger han, er hverken omskærelse eller forhud noget, hverken cølibat eller ægteskab, hverken mad eller faste. »Mad skal ikke bestemme vor stilling over for Gud; hverken har vi fortrin, om vi spiser, eller står tilbage, om vi ikke spiser« (1 Kor 8, 8). Den slags småting, ja, hele verden med alle dens love og forskellige slags retfærdighed er alt for ringe til, at man skal tænke på det, når det gælder retfærdiggørelsen.

      Den kødelige fornuft og visdom forstår ikke dette. For den »tager ikke imod de ting, der hører Guds Ånd til«, 1 Kor 2, 14. Derfor påstår den, at retfærdighed beror på ydre ting. Men vi er blevet så veloplært af Guds Ord, at vi med sikkerhed kan påstå, at absolut intet under solen kan skaffe os retfærdighed for Gud undtagen Kristus alene, eller som Paulus siger hér: »en ny skabning«. Og borgerlige love, menneskeoverleveringer og kirkelige ceremonier ligger ligesom Mose lov uden for Kristus og kan altså ikke skaffe retfærdighed over for Gud. Vist må vi gøre brug af dem som noget godt og nødvendigt, men inden for deres område og til deres tid. Men hvis man påberåber sig dem ved fremstillingen af retfærdiggørelsen, formår de slet intet, men er til største skade. For i Kristus Jesus er »hverken omskærelse eller forhud noget, men en ny skabning«.

      Og ved hjælp af disse to, omskærelse og forhud, udelukker Paulus simpelt hen alt i hele verden og benægter, at det skulle formå noget i Kristus Jesus, det vil sige: når det drejer sig om troen og frelsen. For han tager – ved synekdoke – en del som repræsentant for helheden. Ved forhud forstår han altså alle hedninger – og ved omskærelse alle jøder med al deres formåen og al deres berømmelse. Han mener: Intet af det, som hedningerne kan udrette med al deres visdom, retfærdighed, love, magt og herredømmer, formår noget i Kristus Jesus. Og ligeledes formår slet intet af, hvad jøderne er og kan med hele deres Moses, deres lov, omskærelse, gudsdyrkelse, tempel, kongerige og præsteskab, noget som helst. I Kristus, eller når det drejer sig om retfærdiggørelsen, skal man derfor ikke drøfte hedningernes eller jødernes love, om ceremonialloven eller moralloven retfærdiggør. Men man skal ganske enkelt benægte det: »I Kristus er hverken omskærelse eller forhud noget.«

      Love er altså af det onde? Nej, de er gode og nyttige, men inden for deres område og på deres plads, det vil sige: når det gælder noget legemligt og borgerligt, som ikke kan klares uden love. Desuden iagttager vi også i kirkerne nogle ceremonier og love, ikke fordi vi ved at overholde dem kan blive retfærdige, men for at have god orden, godt eksempel, ro og enighed, som det hedder i ordet: »Alt skal ske sømmeligt og med orden« (1 Kor 14, 40). Men hvis man opstiller love og forlanger, at overholdelsen af dem skal retfærdiggøre, og at tilsidesættelsen af dem skal fordømme, skal man ophæve dem fuldstændig og rydde dem af vejen. Ellers mister Kristus sin opgave og ære – han som er den eneste, der retfærdiggør og giver del i Ånden. Paulus bekræfter altså med disse ord helt klart, at hverken omskærelse eller forhud mægter noget, men kun en ny skabelse. Men når hverken hedningers eller jøders love formår noget som helst i Kristus, handlede paven fuldstændig ugudeligt, da han tvang os til at stole på sine love.

      Men den nye skabning, hvorved Guds billede genoprettes, sker ikke ved at forstille sig eller fremhykle nogle gode gerninger. For i Kristus Jesus formår hverken omskærelse eller forhud noget. Men den skabes efter Guds billede »i sandhedens retfærdighed og hellighed« (Ef 4, 24). De gode gerninger, man gør, kan nok bibringe et nyt ydre skin, hvoraf verden og kødet lader sig narre, men ikke bevirke en ny skabning. For hjertet bliver ved med at være ugudeligt som før, fuldt af foragt for Gud, af troløshed osv. En ny skabning er derfor et værk af Helligånden; den indgiver ny forstand og vilje og giver kraft til at ave kødet og fly verdens retfærdighed og visdom. Hér drejer det sig ikke om forstillelse eller bare en ny ydre skikkelse, men om noget virkeligt. Hér fødes virkelig et andet sindelag og en anden dømmekraft, nemlig en åndelig, så man afskyr, hvad man før satte højt. Engang var mit sind så indtaget i munkelivet, at jeg anså det for den eneste vej til salighed. Nu har jeg en helt anden mening derom. Hvad jeg før denne nyskabelse tilbad som højhelligt, det rødmer jeg derfor nu over, når jeg tænker på det (Rom 6, 21).

      Nyskabelsen består derfor ikke i at skifte klæder og ydre optræden, således som munkene indbildte sig; men den er en fornyelse af sindet ved Helligånden, og på den følger siden også en ydre ændring af vort kød, lemmer og sanser. For hvor hjertet ved evangeliet får et nyt lys, en ny dømmekraft og nye tilskyndelser, dér sker det, at også de ydre fornemmelser bliver nye. For ørerne klør efter at høre Guds Ord og ikke mere menneskers vedtagelser og indbildninger. Munden og tungen praler ikke af ens egne gerninger, retfærdighed og munkeregel, men har sin glæde alene i at forkynde den barmhjertighed fra Gud, der er givet i Kristus. Dette er ikke, så at sige, lydmæssige, men virkelige forandringer, der medfører et nyt sind, ny vilje, nye følelser og handlinger også i kødet, så øjne, ører, mund og tunge ikke blot ser, hører og taler anderledes end før, men så også selve sindet anerkender og følger noget andet. For tidligere, mens det var forblindet af papistiske vildfarelser og mørke, indbildte det sig, at Gud var en købmand, der mod vore gode gerninger og fortjenester solgte sin nåde til os. Men nu da evangeliets lys er oprundet, ved det, at det alene ved tro på Kristus får retfærdighed. Og derfor forkaster det nu de selvvalgte gerninger og gør de kaldets og kærlighedens gerninger, som Gud har befalet; det lover og priser Gud og roser sig og jubler alene over fortrøstningen til barmhjertigheden ved Kristus. Om det må udstå ulykker og farer, påtager det sig det villigt og med glæde, skønt kødet knurrer. Det er, hvad Paulus kalder for en ny skabning.

 

v16: »Og så mange, som vandrer efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed. . .«

Dette tilføjer han som en opfordring. Denne nye skabning er nemlig den eneste regel, vi bør følge. Franciskanerne forvansker ganske ugudeligt denne sætning til at hentyde til deres munkeregel. Derfor priste disse ugudelige og bespottelige mennesker deres regel som langt helligere end de andre; for den var grundet på og bekræftet ved apostelens vidnesbyrd og autoritet. Paulus taler med bestemthed ikke her om kutter, tonsur, reb, træsandaler, råb og skrig i kirkerne og andre lignende narrestreger, som mindrebrødrenes liv går med, men om en ny skabning, som hverken er omskærelse eller forhud, men et nyt menneske, skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed (Ef 4, 24), som i sit indre er retfærdig i Ånden, og udadtil er hellig og ren i kødet. Vist ejede franciskanerne og de andre munke retfærdighed og hellighed; men det var en hyklet og ugudelig, siden de ikke håber på at blive retfærdiggjort alene ved troen på Kristus, men ved at overholde deres munkeregel. Selv om de desuden foregiver en udvortes hellighed og holder deres øjne, hænder, tunge og andre lemmer i ave, har de dog et tilsmudset hjerte, der er fuldt af begær, misundelse, vrede, liderlighed, foragt for og had til Gud, hån imod Kristus osv. De er nemlig sandhedens mest forbitrede fjender.

      Forbandet være derfor Frans af Assisis, den hellige Dominikus' og alle andres munkeregel! For det første, fordi Kristi velgerning og herlighed ved dem er blevet fordunklet og stillet i skygge, ja, nådens og livets evangelium er fuldstændig ryddet af vejen, og desuden, fordi verden ved dem er blevet fuld af afgudsdyrkelse, hykleriske gudstjenester, ugudelige former for fromhed, selvvalgte gerninger osv. Og alene dén (: regel eller rettesnor), som Paulus omtaler her, skal være velsignet. Ved dén lever vi i tro på Kristus og bliver en ny skabning, det vil sige: virkelig fromme og hellige ved Helligånden og ikke ved forstillelse eller falskhed. Dem, der vandrer efter denne rettesnor, tilhører fred, det vil sige: Guds nåde, syndernes forladelse og en rolig samvittighed, og barmhjertighed, det vil sige: hjælp i anfægtelser og tilgivelse af resterne af synd i kødet. Ja, selv om sådanne, som vandrer efter denne rettesnor, overraskes af en synd eller falder, skal barmhjertigheden dog komme dem til undsætning, fordi de er nådens og fredens børn, så at synd og fald ikke bliver dem tilregnet.

 

v16b ». . .og over Guds Israel.«

Han angriber hér de falske apostle og jøderne, som pralede af fædrene, udvælgelsen, loven osv., jfr. Rom 9, 4 f. Meningen er: Guds Israel er ikke dem, der kødeligt nedstammer fra Abraham, Isak og Israel (Jakob, 1 Mos 32, 28), men dem, der sammen med den troende Abraham tror på Guds løfter, som i Kristus er kommet til opfyldelse – og det hvad enten de er jøder eller hedninger. Dette emne er blevet udførligt behandlet ovenfor i det tredje kapitel.

 

v17: »Herefter skal ingen volde mig besvar;«

Dirrende af vrede slutter han brevet. Meningen er: Jeg har trofast forkyndt evangeliet, således som jeg ved en åbenbarelse modtog det af Kristus selv. Den, som ikke vil følge dette, må skam følge, hvad han vil, når han blot ikke bliver ved med at volde mig besvær. Dette er kort sagt meningen med min sætning, at den Kristus, som jeg har forkyndt, er verdens eneste ypperstepræst og frelser. Enten må verden vandre efter den rettesnor, jeg har talt om hér og i hele brevet, eller også må den gå fortabt.

 

v17b »for jeg bærer Jesu mærketegn på mit legeme.«

Ligesom franciskanerne forstod den foregående sætning: »Så mange som vandrer efter denne rettesnor« som talt om deres munkeregel, således tænker de sig også, at denne skal forstås om deres Franciskus' sårmærker. Hvad de har sagt derom, holder jeg for det rene opspind og pjat. Det kan nok være, at Franciskus på sin krop bar mærker, således som det afbildes. De blev dog ikke givet ham for Kristi skyld; men han gav sig selv dem som følge af en tåbelig form for fromhed eller snarere af forfængelighed, hvorved han kunne nyde at være Kristus så kær, at denne endog aftrykkede sine egne sår på hans krop.

      Dette er Paulus', virkelige mening med ordene hér: De mærker, der er sat på min krop, viser tydeligt, hvis tjener jeg er. Hvis jeg søgte at vinde menneskers gunst, fremhævede omskærelse og overholdelse af loven som nødvendige til frelse og ligesom de falske apostle pralede af jeres kød, så behøvede jeg ikke at bære de mærker på mit legeme. Men fordi jeg tjener Jesus Kristus og vandrer efter den sande rettesnor, det vil sige: åbent forkynder og bekender, at overhovedet ingen får del i nåde, retfærdighed og frelse uden for Kristus, derfor må jeg også bære min Herre Kristi hæderstegn, som ikke er nogle mærker, man har tilføjet sig selv, men nogle, der mod min vilje tilføjes mig af verden og Satan, fordi jeg hævder, at Jesus er Kristus (:den salvede frelser).

      Mærketegnene er altså legemlige smerter eller lidelser, desuden bedrøvelse, Djævelens pile og sjæleangst. Derom erindrer Paulus ofte i sine breve og Lukas i Apostlenes Gerninger. 1 Kor 4, 9 ff. hedder det: »Mig synes, at Gud har fremstillet os apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; for et skuespil er vi blevet for verden, både for engle og mennesker«. Og videre: »Indtil denne time lider vi både hunger og tørst og nøgenhed og får næveslag og har intet blivende sted og arbejder møjsommeligt med vore egne hænder.« Vi bliver forbandet, lider forfølgelse og bliver spottet. »Som verdens fejeskarn er vi blevet, et udskud for alle«. Ligeså i 2 Kor 6, 4 ff.: »Ved stor udholdenhed, i trængsler, i nød, i angster, under slag, i fængsler, under oprør, under besværligheder, i nattevågen, i faste osv.« Og i 2 Kor 11, 23 ff.: »Jeg har lidt langt flere besværligheder, fået langt flere slag, været hyppigt i fængsel, ofte i dødsfare. Af jøder har jeg fem gange fået fyrretyve slag mindre end ét. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer iblandt røvere, i farer fra mit folk, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer iblandt falske brødre osv.«

      Det er de sande mærketegn, det vil sige: de indprentede kendemærker, som apostelen her taler om, og som også vi, Gud ske lov, nu må bære på vort legeme for Kristi skyld. For verden forfølger og dræber os, de falske brødre nærer et såre voldsomt had til os, og Satan opskræmmer os inde i hjertet med sine gloende pile – og det alene, fordi vi lærer, at Kristus er vor retfærdighed og vort liv. Disse mærketegn har vi ikke selv udvalgt os af en eller anden køn form for fromhed, og vi bærer dem heller ikke med lyst. Men fordi verden og Satan mod vor vilje påfører os dem for Kristi skyld, tvinges vi til at bære dem og roser os med Paulus i Ånden – som altid har det godt, roser og glæder sig – over, at vi må bære dem på vort legeme. Dette har Paulus sagt med en vis harme.

 

v18: »Vor Herres Jesu Kristi nåde være med jeres Ånd, brødre! Amen.«

Dette er det sidste farvel. Han slutter brevet med de samme ord, som han begyndte det med. Meningen er: Min forkyndelse af Kristus har været ren. Jeg har bønfaldet og udskældt jer og ikke undladt noget, som jeg anså for at være til jeres nytte. Der er ikke mere noget, jeg kan gøre for jer undtagen af hjertet at bede om, at vor Herre Jesus Kristus vil føje sin velsignelse og grokraft til min møje, og at han må styre jer med sin Ånd til evig tid. Amen.

      Hér slutter udlægningen af den hellige Paulus' brev til galaterne. Herren Jesus Kristus, vor retfærdiggører og frelser, som gav mig nåde og evne til at udlægge og jer til at høre dette brev – Han bevare og styrke mig og jer (det beder jeg af hjertet om), så vi mere og mere kan vokse i erkendelse af hans nåde og troen på ham, udadlelige og ulastelige (Fil 2, 15) indtil vor forløsnings dag. Ham være pris og ære i evighed tillige med Faderen og Helligånden. Amen, Amen.

      Luk 2, 14: »Ære være Gud i det højeste! Og fred på jorden, i mennesker velbehag!«

 

Es. 40, 8: »HERRENS ORD BLIVER EVINDELIG.<