Martin Luther

Galaterbrevet 5

 

     

Kapitel 5

Paulus styrer mod afslutningen på sit brev. Han går til sagen med iver og varme for at forsvare læren om troen og den kristne frihed over for de falske apostle, hans fjender og nedbrydere. Rene lyn af ord retter og slynger han imod dem for at slå dem ud. Samtidig opfordrer han galaterne til at afsky deres ødelæggende lære som pesten. Og ind imellem formaningerne truer og lover han, ja, lader intet uforsøgt, for at få dem til at blive i den frihed, som Kristus har vundet til dem. Derfor siger han:

 

v1: »Stå fast i den frihed, som Kristus har befriet os med, «

Det vil sige: vær standhaftige! Således siger Peter: »Vær ædru, våg; jeres, modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen, « 1 Pet 5, 8 f. I må ikke være sikre, men vær urokkelige, siger han. Lig ikke og sov, men stå fast. Meningen er: Der kræves årvågenhed og bestandighed, om man skal beholde den frihed, som Kristus har frigjort os med. De sikre og sovende kan ikke bevare den. For Satan nærer et voldsomt had til evangeliets lys, det vil sige: til læren om nåde, frihed, trøst og lys. Hvor han ser det dukke op, imødegår han det derfor med alskens storm og uvejr for at slukke det. Derfor formaner Paulus de fromme til ikke at sove eller være sikre, men stå fast i slaget mod Satan, for at han ikke skal tage den frihed, som Kristus har vundet dem.

      Han betoner hvert enkelt ord. »Stå fast i friheden«, siger han. I hvilken frihed? Ikke i dén, hvortil kejseren, men i dén, hvortil Kristus har befriet os. Kejseren gav, ja, blev tvunget til at give paven byen Rom og andre lande kvit og frit, ligeså at give ham skattefrihed, privilegier og indrømmelser. Det er også en frihed, men en borgerlig, hvorved paven og hans præster blev fri for alle offentlige byrder. Desuden er der også kødets frihed. Det er den, der især regerer i verden. De, der har den, adlyder hverken Gud eller lovene, men gør, hvad de vil. Den frihed er menigmand ivrig efter i vore dage, og også sværmerne er ivrige efter den; for de ønsker at have menings- og handlingsfrihed, så de ustraffet kan lære og gøre, hvad de foregøgler sig er det rette. Det er en djævelsk frihed. Ved dens hjælp befrier Djævelen de ugudelige til at synde imod Gud og mennesker. Det er ikke dén, vi taler om, skønt den er overordentlig benyttet, og hele verden søger og stræber alene efter den. Vi taler heller ikke om den politiske frihed, men om en anden, som Djævelen hader og bekæmper allermest.

      Det er dén, hvormed Kristus har befriet os, ikke fra en menneskelig trældom eller fra tyranners magt, men fra Guds evige vrede. Hvor? I samvittigheden. Her bliver vor frihed, og den går ikke længere. For Kristus gør os ikke frie i politisk eller i kødelig, men i teologisk eller åndelig forstand, det vil sige: at vor samvittighed er fri og glad uden frygt for den kommende vrede. Det er den helt sande og uvurderlige frihed, og i sammenligning med dens storhed og højhed er de andre (den politiske og den kødelige) næppe det mindste værd. For hvem kan beskrive, hvor stort det er at kunne stole på, at Gud ikke er eller nogen sinde vil blive vred på os, men i evighed vil være en nådig og mild Fader for Kristi skyld? Det er i sandhed en ubegribelig stor frihed at have den højeste majestæt som vor nådige beskytter og hjælper, der til sidst skal befri vore legemer således, at det, der »sås i forkrænkelighed, i vanære og i skrøbelighed, må oprejses i uforkrænkelighed, i herlighed og i kraft« (1 Kor 15, 42 ff.). Det er en frihed, der ikke er til at beskrive, at vi i evighed er befriet fra Guds vrede. Det er større end himmel og jord og alt det skabte.

      Heraf følger en anden frihed, ved hvilken vi gennem Kristus bliver trygge for og frie fra loven, synden, døden, Djævelens magt og Helvede. For ligesom Guds vrede ikke kan skræmme os, efter at Kristus har befriet os fra den, således kan synden og loven ikke anklage og fordømme os, og skønt loven anklager og synden gør os forskrækket, kan de dog ikke drive os til fortvivlelse. For troen, som har sejret over verden (jfr. 1 Joh 5, 4), siger straks: Det angår ikke mig. For Kristus har befriet mig fra dem. Selv døden, som er det stærkeste og frygteligste af alt i verden, må derfor ligge besejret i samvittigheden af denne Åndens frihed. Man skal derfor omhyggeligt bedømme og vurdere rækkevidden af den kristne frihed. Vel er det nemt at udtale de ord: frihed fra Guds vrede, loven, synden og døden. Men at kende denne friheds omfang og i praksis at anvende dens frugt på sig selv, i samvittighedens kamp og nød, dét er så svært, at det ikke er til at sige.

      Sindet skal være helt gennemtrængt deraf. Når det så føler lovens anklage, skræk for synden, angst for døden og Guds vrede, vender det blikket fra dette sørgelige syn og retter det i stedet mod Kristi frihed, syndernes forladelse, retfærdighed, liv og Guds evige barmhjertighed, og skønt det føler det modsatte stærkt, skal det dog være vis på, at det ikke skal vare længe, i overensstemmelse med profetens ord: »Jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig over dig med evig kærlighed«, Es. 54, 8. Men det er meget svært at gøre. Derfor går det ikke så rask med at tro på den frihed, som Kristus har vundet os, som at nævne den. Om en stærk tro kunne gribe fast om den, kunne intet raseri eller forskrækkelse fra verden, loven, synden, døden og Djævelens side være så stort, at det ikke straks blev opslugt af den som en gnist af havet. Denne Kristi frihed opsluger og tilintetgør bestemt hele denne bunke af ulykker, lov, synd, død, Guds vrede, ja, selv slangen med dens hoved – og sætter i deres sted retfærdighed, fred og liv. Men salig den, der forstår og tror dette. Lad os derfor lære at sætte denne vor frihed højt. Den har ikke kejseren og ikke en engel fra Himlen, men Kristus, Guds Søn, ved hvem alt er skabt i Himlen og på jorden, vundet os ved sin død, for at udfri os, ikke fra en legemlig og kortvarig trældom, men fra en åndelig og evig trældom under de grusomste og mest uovervindelige tyranner: loven, synden, døden og Djævelen, og således forsone os med Gud Fader. Men når disse fjender er blevet besejret, og vi er blevet forsonet med Gud ved hans Søns død, er det vist og sandt, at vi er retfærdige for Gud, og at alt, hvad vi gør, er Ham velbehageligt. Og om der er noget syndigt tilbage i os, bliver det dog ikke tilregnet, men forlades os for Kristi skyld. Og Paulus taler meget personligt, når han siger: »Stå fast i den frihed, som Kristus har befriet os til«. Denne frihed får vi nemlig ikke på grund af loven eller vor retfærdighed, men af nåde for Kristi skyld. Det bevidner Paulus hér og viser det udførligt hele brevet igennem. Og Kristus siger i Joh 8, 36: »Dersom Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.« Han alene står som vor hjælp imod det onde, der plager os; han besejrer og rydder det af vejen, så det ikke mere kan skade os. Ja, i stedet for synden og døden giver han os retfærdighed og evigt liv. Ligeså forvandler han lovens forfærdelige slaveri til samvittighedens frihed og evangeliets trøst, som siger: »Søn! Vær frimodig, dine synder forlades dig«, Matt 9, 2. Den, som tror på Kristus, har derfor denne frihed.

      Fornuften ser ikke, hvor stort dette er, som set fra et åndeligt synspunkt er noget uendelig stort. For hverken med ord eller med tanken kan nogen fatte, hvor stor en gave det er i stedet for loven, synden, døden og en vred Gud at have syndernes forladelse, retfærdighed, evigt liv og en til stadighed mild og nådig Gud. Papisterne og alle gerningsretfærdige roser sig også af at have syndernes forladelse, retfærdighed osv., og de praler også med frihed. Men den er fattig og uvis, og forsvinder øjeblikkelig når man anfægtes, fordi den stoler på menneskers gerninger og fyldestgørelser og ikke på Guds Ord eller Kristus. Derfor kan ingen gerningsretfærdige vide, hvad frihed fra synden er. Vor frihed har derimod Kristus som sin grundvold. Han er en evig præst, som er ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Derfor er dén frihed, syndsforladelse, retfærdighed og det liv, som vi har ved ham, noget der er sikkert, afgjort og evigt, når blot vi tror det. Hvis vi ville holde fast om Kristus med troen og stå fast i den frihed, hvortil han har frigjort os, ville vi derfor få disse uudsigelige gaver. Men hvis vi er sikre og søvnige, går vi glip af dem. Det er ikke uden grund, Paulus befaler os at være vågne og stå fast. For han vidste, at Djævelen er ivrig efter at berøve os denne frihed, som kostede Kristus så meget, og atter få os lagt i trældomsåg ved hjælp af sine tjenere, således som det følger:

 

v1b »og lad jer ikke atter holde under trældoms åg!«

Paulus har talt alvorligt om nåden og den kristne frihed og har formanet galaterne med de herligste ord til at stå fast i den. For det er såre let at miste den, enten ved søvnighed eller ved sikkerhed (derfor befaler han dem at stå fast) eller ved at falde fra nåden og troen ned til loven og gerningerne. Men da fornuften ikke kan se, at der er nogen fare ved dette, og da den langt foretrækker lovens retfærdighed for retfærdigheden af tro, går Paulus løs på Guds lov med stor harme og kalder den foragteligt og meget nedsættende for et åg, ja, et trældomsåg. Peter siger ligeså i ApG 15, 10: »Hvorfor frister I da nu Gud, så I lægger et åg på disciplenes nakke?« Således gør Paulus i enhver henseende lige det modsatte af, hvad de falske apostle havde gjort. De satte nemlig løftet lavt og loven med dens gerninger højt på denne vis: Om I vil befries fra synd og død og få retfærdighed og liv, skal I overholde loven, lade jer omskære, overholde dage, måneder, tider og år samt bringe ofre. Så skal denne lydighed mod loven retfærdiggøre og frelse jer. Paulus siger det stik modsatte. Han siger: Den, som lærer loven på denne vis, gør ikke samvittighederne frie, men binder dem, binder dem under et åg, ja, et trældomsåg.

      Han taler altså overordentlig foragteligt og vanærende om loven, når han kalder den for en snare til det hårdeste slaveri og et trældomsåg. Og det gør han ikke uden grund. For den fordærvelige mening om loven, at den gør retfærdig, klæber fast til vor forstand, og derved forvirres og besættes hele menneskeslægten så kraftigt, at den kun med største besvær kan hjælpes ud deraf. Og vi ser, at Paulus her sammenligner dem, der søger retfærdighed ved loven, med okser, der er under et åg. For ligesom okser, der med stort besvær drager deres åg uden at have andet ud af det end deres foder, og som bliver slagtet, når de ikke længere duer til at drage åget, således er de, der søger deres retfærdighed i loven, fanger og plages af et trældomsåg, nemlig loven, og når de med megen møje og plage har udmattet sig med lovens gerninger, får de til slut den belønning, at de til evig tid er elendige trælle. Under hvad? Under synden, døden, Guds vrede, Djævelen, kødet, verden og alt det skabte. Derfor er der ikke noget værre og hårdere slaveri end dét under loven. Med god grund kalder Paulus det for et trældomsåg. For loven kan kun, således som vi ofte har sagt det i det foregående, afsløre og forøge synden, anklage, skræmme og fordømme, virke vrede og sluttelig drive samvittighederne ud i fortvivlelse, hvad der er det ulykkeligste og hårdeste slaveri, jfr. Rom kap. 3, 4 og 7.

      Han bruger meget glødende ord. For han ville gerne bevæge dem og få dem til ikke at lade sig bedrage af de falske apostle og på ny lade sig indfange under dette trældomsåg af dem. Han vil sige: Her drejer det sig ikke om noget ligegyldigt eller betydningsløst, men om enten en uendelig og evig frihed eller også slaveri. For ligesom friheden fra Guds vrede og alt ondt ikke er politisk eller kødelig, men evig, således er trældommen under synden, døden og Djævelen, som plager dem, der vil retfærdiggøres og frelses ved loven, ikke legemlig, så den kun varer en vis tid, men evig. For den slags gerningsretfærdige, som tager alt alvorligt (det er nemlig dem, Paulus taler om), har aldrig ro og fred. Mens de lever, er de altid i tvivl om Guds vilje og frygter døden og Guds vredesdom, og efter dette liv bliver de straffet for deres vantro med evigt fordærv.

      Det er derfor ganske med rette, at de, der bestræber sig for lovens gerninger, med et folkeligt udtryk kaldes for Djævelens martyrer. De kommer i Helvede efter langt mere møje og besvær, end Kristi martyrer har for at komme i Himlen. For de plages dobbelt. Så længe de lever hér og gør mange og store gerninger, plager de sig elendigt og forgæves, og når de dør, belønnes de med evig fordømmelse og straf. Således er de de ynkværdigste martyrer i dette og i det kommende liv, og deres slaveri varer evigt. Sådan er det ikke med de fromme. De har det kun dårligt i dette liv. Derfor skal man stå fast i den frihed, som Kristus har vundet til os ved sin død, og tage sig omhyggeligt i vare for ikke på ny at blive fanget ind under trældomsåget. Sådan er det i vore dage gået sværmerne, som faldt fra troen og denne frihed, og hér på jorden må døje den timelige trældom, de selv har skaffet sig på halsen, og i det hinsides pines med den evige trældom. Papisterne hører ikke evangeliet nu, men forfølger det. Skønt de gør brug af kødets frihed (mange af dem er nemlig Epikuræere), er de dog i virkeligheden Djævelens trælle. Han holder dem fanget, for at de skal gøre, som han vil. Derfor venter der dem et evigt slaveri i Helvede. Hidtil har Paulus' formaning været kraftig og alvorlig. Den følgende er dog endnu værre:

 

v2: »Se, jeg, Paulus, siger jer, at dersom I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer.«

I sin stærke bevægelse slynger Paulus nidkær og glødende i Ånden med sin tale rene lyn imod loven og omskærelsen. Og i hans vrede over det nederdrægtige i sagen får Helligånden ham til at tale så glødende ord, at han siger: »Se, jeg, Paulus osv.«, jeg, som véd, at jeg har evangeliet – ikke af noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbaring, og derfor med bestemthed véd, at jeg har befaling og myndighed fra Gud til at lære og træffe afgørelser – jeg siger jer, hvad der vel er et nyt syn på sagen, men dog er vist og sandt, nemlig dette: at Kristus intet vil gavne jer, om I lader jer omskære. Det er en meget hård dom; Paulus siger dermed, at dét at lade sig omskære er ensbetydende med at gøre Kristus arbejdsløs, ganske vist ikke i sig selv, men for galaterne, som ved de falske apostles svig var blevet overlistet til at tro, at foruden troen på Kristus var også omskærelsen nødvendig for de troende, så de uden den ikke kunne få del i frelsen.

      Og dette sted er den prøvesten, hvormed vi helt sikkert og frit kan bedømme al lære, gerninger, gudsdyrkelser og ceremonier, hvilket menneske de end stammer fra. Hvad enten de er papister, jøder, tyrkere eller sekterere, skal alle, der lærer, at noget mere end evangeliet om Kristus er nødvendigt for at få del i frelsen, som opstiller et værk eller en gudsdyrkelse eller overholder en munkeregel, overlevering eller religiøs skik i den formening, at de kan få syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv ved hjælp af dem – alle skal af apostelen få den dom at høre, som Helligånden har fældet over dem, nemlig at Kristus ganske enkelt ikke er til nogen nytte for dem. Og når Paulus, hvad der er højst besynderligt, har dristet sig til at fælde den dom over lov og omskærelse, som dog er indstiftet af Gud, hvad ville han så ikke vove at sige imod de menneskelige overleveringers avner?

      Dette sted er derfor et frygteligt lyn mod hele pavedømmet. For de har alle, præster, munke og eremitter (det er de bedste, jeg taler om), ikke sat deres lid til Kristus, som de med største uret og gudsbespottelse har gjort til en vred dommer, der anklager og fordømmer, men til deres gerninger, retfærdighed, løfter og fortjenester. Og derfor skal de få dén dom at høre, at Kristus ikke er til nogen nytte for dem. For hvis de selv ved deres egen retfærdighed og strenge livsførelse kan rydde synden af vejen og fortjene syndernes forladelse og evigt liv, hvad gavner det dem da, at Kristus er født og har lidt, at han har udgydt sit blod, er opstanden og har sejret over synden, døden og Djævelen, når de selv med egne kræfter kan overvinde disse uhyrer? Men det er ikke til at sige, hvor skammeligt det er at gøre Kristus arbejdsløs. Derfor taler Paulus disse ord med harme i sindet og ånden i oprør: »Dersom I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer«. Det vil sige: I vil slet ikke få nogen nytte af alle hans velgerninger; men det er alt sammen sket forgæves, hvad jer angår.

      Af dette er det tilstrækkelig klart, at der under solen ikke er noget mere fordærveligt end at forkynde menneskers overleveringer og gerninger. For på én gang ophæver og ødelægger de evangeliets sandhed, troen, den sande gudsdyrkelse og Kristus selv, i hvem Faderen har indesluttet alt, jfr. Kol 2, 3 og 9: »I Kristus findes alle visdommens og kundskabens skatte skjulte« og »I ham bor guddommens hele fylde legemlig«. Den, der lærer og holder sig til læren om gerninger, undertrykker derfor evangeliet, gør Kristi død og sejr til intet, fordunkler hans sakramenter og ophæver deres rette brug. Han er en fornægter, fjende og bespotter af Gud og af alle Guds løfter og velgerninger. Den, der ikke af den omstændighed, at Paulus kalder Guds lov for et »trældomsåg«, afskrækkes fra menneskers overleveringer og tillid til ens egne gerningers retfærdighed, så han i stedet tilskyndes til at hige efter friheden i Kristus – han er hårdere end klippe og jern.

      Meningen er krystalklar: Kristus er til ingen nytte, det vil sige: Han er født og har lidt forgæves for ham, der lader sig omskære og altså stoler på sin omskærelse. For Paulus taler, som jeg ovenfor har sagt, ikke om gerningen i sig selv. For dén skader ikke, når man ikke stoler på den og mener, at den kan gøre en retfærdig. Nej, han taler om, hvad man bruger gerningen til, det vil sige: om den tillid og retfærdighed, man tillægger gerningen. For vi bør forstå Paulus ud fra det emne, der er til debat, eller også ud fra, hvad han har påtaget sig at bevise, nemlig: at menneskene ikke bliver retfærdiggjort ved loven, gerninger eller omskærelse. Han siger ikke, at gerninger i sig selv ikke er noget værd, men at fortrøstning til gerninger og retfærdighed af dem gør Kristus arbejdsløs. For ham, der har ladet sig omskære ud fra den antagelse, at det er nødvendigt for at blive retfærdiggjort, er Kristus derfor ikke til nogen nytte.

      Dette skal vi huske nøje, når vi selv anfægtes og Djævelen anklager og skræmmer vor samvittighed for at drive den til fortvivlelse. For han er løgnens fader og en fjende af den kristne frihed. Derfor plager han os til stadighed med grundløs frygt, for at samvittigheden, når den har mistet denne frihed, stadig skal være bange og ængstes i sin skyldfølelse. Når »den store drage, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan – han, som forfører hele verden og anklager vore brødre for vor Gud dag og nat« (Åb 12, 9 f.) – når han, siger jeg, kommer og bebrejder dig, at du ikke blot ikke har gjort noget godt, men også har overtrådt Guds lov, så skal du sige: Du besværer mig med mindet om de synder, jeg har begået, og river mig i næsen, at jeg ikke har gjort noget godt. Men jeg er da ligeglad. For hvad enten jeg stolede på de gode gerninger, jeg har gjort, eller jeg mistede modet på grund af dém, jeg ikke fik gjort, så ville Kristus i begge tilfælde ikke være mig til mindste nytte. Hvad enten du altså foreholder mig mine synder eller mine velgerninger, er det mig derfor ligegyldigt. For jeg ser bort fra begge og holder mig alene til den frihed, hvortil Kristus har befriet mig. Derfor skal jeg ikke gøre ham unyttig, hvad der ville blive tilfældet, hvis jeg enten dristede mig til at mene, at jeg kunne få nåde og evigt liv på grund af mine velgerninger, eller jeg fortvivlede om min frelse på grund af mine synder.

      Derfor skal vi med flid lære os at holde Kristus langt borte fra alle gode og onde gerninger, fra alle Guds og menneskers love og fra alle anfægtede samvittigheder. For Kristus hører ikke til noget af dette. Vist hører han til de bedrøvede samvittigheder, men ikke for at gøre dem endnu mere bange, men for at genoprette og trøste dem i deres bekymring. Hvis Kristus derfor ville komme som en vred dommer eller lovgiver, der krævede os til regnskab for det liv, vi har levet, så véd vi bestemt, at dette er en rasende Djævel og ikke Kristus. For Skriften fremstiller Kristus som vor forsoner, forbeder og trøster. Sådan er og bliver han altid. Han kan ikke være sig selv ulig. Når derfor Djævelen har forklædt sig som Kristus og går i følgende diskussion med os: Belært af mit ord burde du gøre dette, og dog har du undladt at gøre det – og du burde undlade at gøre dette, og dog har du gjort det; derfor skal du vide, at jeg kræver dig straffet – så skal det ikke røre os. Men vi skal straks tænke: På dén måde taler Kristus ikke med de fortvivlede samvittigheder. Han volder ikke de bedrøvede sorg, »han sønderbryder ikke det knækkede rør og udslukker ikke den rygende tande« (Matt 12, 20). Vist taler han hårdt til de hårde; men de forskrækkede indbyder han nok så venligt til sig og siger: »Kom hid til mig alle, som lider møje og er besværede, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11, 28), »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere« (Matt 9, 13), »Søn! vær frimodig, dine synder forlades dig« (Matt 9, 2), »Vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16, 33) og »Menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte« (Luk 19, 10). Derfor skal vi passe på ikke at lade os narre af Satans forbavsende snedighed og utallige baghold, så vi i stedet for en trøster og en frelser får en anklager og en fordømmer, og således narret af den falske Kristus, nemlig Djævelen, mister den sande Kristus og selv er skyld i, at han ikke er os til nogen nytte. Dette siger han om, hvordan vi skal forholde os i vore personlige anfægtelser.

 

v3: »Men jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven.«

Det foregående er noget umådelig trist. Paulus siger jo, at Kristus ikke gavner dem, der lader sig omskære. Det, som følger, er imidlertid ikke mindre trist. Han siger, at de, der lader sig omskære, er skyldige at holde hele loven. Og han siger de ord med så stor alvor, at han endog bekræfter dem med en ed: »Jeg vidner«, det vil sige: Jeg sværger ved alt helligt. Men ordene kan udlægges på to måder, benægtende og bekræftende. Benægtende på denne vis: Jeg bevidner over for hvert menneske, der lader sig omskære, at han er skyldig til at holde hele loven, det vil sige: at han ikke overholder noget af loven. Selv når han lader sig omskære, bliver han ikke omskåret, og selv når han opfylder loven, opfylder han den ikke, men overtræder den. Det forekommer mig at være Paulus' enkle og egentlige mening med dette. For i kap. 6, 13 udlægger han sig selv således: »Ikke engang de, som lader sig omskære, holder selv loven«, og ligeså i kap. 3, 10: »Så mange, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse«. Meningen er: Selv om I lader jer omskære, er I ikke af den grund retfærdige og fri fra loven, men just derved bliver I i endnu højere grad lovens skyldnere og trælle. Jo mere I forsøger at opfylde loven og befri jer fra den, des mere kommer I ind under dens åg, så den har større ret til at anklage og fordømme jer. Dette er at gå krebsegang og vaske sit snavs af med snavs.

      Og dette, som jeg har sagt ud fra Paulus' ord, har jeg selv erfaret med mig selv og andre. Jeg har set mange, der med største iver og bedste samvittighed gjorde alt for at berolige deres samvittighed. De bar hårskjorter, fastede, bad, plagede og udmattede deres legemer med mange slags spægelser, som til sidst havde ødelagt dem, om de så end havde været af jern. Og dog blev de des ængsteligere, jo mere de arbejdede. Og især blev de, når deres dødsstund var for hånden, så bange, at jeg har set flere dødsdømte mordere dø med større fortrøstning end dem, som dog havde levet overordentlig helligt.

      Derfor er det fuldstændig sandt, at de, der gør loven, ikke gør den. For/o mere mennesker forsøger at opfylde loven, des mere overtræder de den. Og jo mere man med sin egen retfærdighed forsøger at give samvittigheden fred, des mere urolig gør man den. Som munk bestræbte jeg mig med største flid på at leve efter ordensregelens forskrift. Jeg plejede – dog altid efter først alvorligt at have angret – at bekende og opregne alle mine synder. Jeg skriftede dem gentagne gange og gjorde med iver den bod, der blev pålagt mig. Og dog kunne min samvittighed aldrig få vished, men var altid i tvivl og sagde: Dette har du ikke gjort rigtigt. Du har ikke angret tilstrækkelig dybt. Du har undladt dette i dit skriftemål osv. Jo længere jeg derfor søgte at læge min uvisse, svage og bedrøvede samvittighed med, hvad der blot var menneskebud, jo mere uvis, svag og forvirret gjorde jeg den dag for dag. Og skønt jeg på denne vis overholdt, hvad mennesker havde vedtaget, overtrådte jeg dem kun endnu mere, og skønt jeg jagede efter munkeordenens retfærdighed, kunne jeg aldrig få den fat. For lovens gerninger kan umuligt give samvittigheden fred, og da langt mindre noget, som mennesker har vedtaget. Kun løftet og evangeliet om Kristus kan det.

      De, der begærer at blive retfærdiggjort og levendegjort ved loven, fjerner sig derfor længere bort fra retfærdigheden og livet end toldere, syndere og skøger. For de sidste kan ikke have tillid til deres egne gerninger, da de er af dén slags, at de ikke kan regne med på grund af dém at få nåde og syndsforladelse. For hvis den retfærdighed og de gerninger, som er gjort i overensstemmelse med, hvad loven kræver, ikke retfærdiggør, så retfærdiggør synder, der er begået imod loven, langt mindre. De er altså i dette stykke heldigere stillet end de gerningsretfærdige. For de stoler ikke på deres egne gerninger, og om en sådan tiltro ikke helt udsletter troen på Kristus, så holder den dog troen stærkt nede. De gerningsretfærdige, som udadtil afholder sig fra synder og tilsyneladende lever ustraffeligt og fromt, kan derimod ikke undgå at få en stærk tiltro til deres egen retfærdighed, og troen på Kristus kan ikke bestå sammen med den. Derfor er de ulykkeligere stillet end toldere og skøger. De sidste tilbyder ikke den vrede Gud deres egne gode gerninger, for at Han til gengæld skal give dem evigt liv, sådan som de værkhellige gør; for de har ikke nogen. Men de beder om, at deres synder må blive dem forladt for Kristi skyld.

      Den, som altså overholder loven i den formening, at han vil retfærdiggøres ved den, han er skyldig at gøre hele loven, det vil sige: han har ikke engang opfyldt et bogstav af loven. Og loven er heller ikke blevet givet, for at den skulle retfærdiggøre, men for at den skulle afsløre synden, skræmme, anklage og fordømme. Jo mere man derfor stræber efter at berolige sin samvittighed ved hjælp af loven eller gode gerninger, des mere usikker og forvirret gør man den. Man kan spørge alle munke, der arbejder alvorligt på at få fred i samvittigheden gennem deres vedtægter, om de kan være vis på, at deres livsførelse behager Gud, og at de på grund af den har Guds nåde. Hvis de vil erkende sandheden, vil de svare: Vel lever jeg ustraffeligt og overholder min ordensregel med største omhu; men jeg kan ikke med sikkerhed sige, om denne min lydighed behager Gud eller ej.

      I bogen »Vita patrum«31 læser man om Arsenius, som jeg også har nævnt- i det foregående. Skønt han i lang tid havde levet i den største hellighed og afholdenhed, begyndte han dog, da han mærkede døden nærme sig, at blive frygtelig bange og bedrøvet. Da man spurgte, hvorfor han frygtede døden, da han havde levet helligt hele sit liv og stedse havde tjent Gud, svarede han, at han vel efter menneskers dom havde levet ustraffeligt, men at Guds domme var anderledes end menneskenes. Gennem sit hellige og strenge liv havde han ikke opnået andet end bæven og skræk for døden. Hvis han blev frelst, burde han efter at have ladet al egen retfærdighed fare stole på Guds barmhjertighed og sige: Jeg tror på Jesus Kristus, Guds søn, vor Herre, som har lidt, er blevet korsfæstet og er død for mine synder.

      Den anden, bekræftende, mening er, at han, som lader sig omskære, også er skyldig at overholde hele loven. For den, der tager sig Moses på i det ene, må påtage sig ham i alt. Og den, der overholder en del af loven som noget nødvendigt, bør også overholde den i alle dens andre dele. Det nytter ikke at sige, at omskærelsen er nødvendig, men at Moses' øvrige love er det ikke på samme vis. Lige så rimeligt det er, at de overholder omskærelsen, er det, at de holder hele loven. Men at overholde hele loven, det er intet andet end i gerning at vise, at Kristus endnu ikke er kommet. Hvis dette er sandt, bør vi overholde alle jødiske gudstjenesteskikke, spiselove og love om steder og tider, og vi skal stadig forvente Kristus, som, når han har forkastet jødernes rige og præsteskab, skal oprette et nyt rige ud over hele verden. Men hele Skriften bevidner, og selve kendsgerningen angiver, at Kristus allerede er kommet og ved sin død har genløst menneskeslægten, afskaffet loven og opfyldt alt, hvad alle profeter har forudsagt om ham. Han har altså ophævet loven og givet os nåde og sandhed, jfr. Joh 1, 17. Det er altså ikke loven eller dens gerninger, der retfærdiggør, men troen på Kristus, som allerede er kommet.

      På samme vis som de falske apostle dengang har visse folk i vor tid villet forpligte os på nogle af Moses' love, som de var særlig glade for. Det skal man på ingen vis finde sig i. For hvis vi tillod Moses at herske over os på ét punkt, tvinges vi til helt at underkaste os hans herredømme. Derfor finder vi os ikke i at blive plaget af en eneste af Moses' love. Vel tillader vi, at man læser og hører Moses som en profet og et vidne om Kristus, og desuden, at man hos ham henter eksempler på helt rigtige love og skikke. Men vi tillader ham ikke noget som helst herredømme over samvittigheden. Dér skal han være død og begravet, og ingen skal vide, hvor hans grav er, jfr. 5. Mos 34, 6.

      Den første mening, den benægtende, forekommer mig at være den mest åndelige og passende. Men begge er gode og fordømmer lovens retfærdighed. For det første er det så langt fra, at vi retfærdiggøres ved loven, at jo mere vi prøver på at opfylde loven, des mere overtræder vi den. Endvidere er den, der vil holde en del af loven, skyldig at holde hele loven. Kristus er kort sagt til ingen nytte for dem, som vil retfærdiggøres ved loven. Deraf følger, at Paulus med alt dette tilkendegiver, at loven er en fornægtelse af Kristus. Og det er noget mærkeligt noget, at Paulus vover at påstå, at Moses' lov, der blev givet Israels folk af Gud, er en fornægtelse af Kristus. Hvorfor gav Gud den da? Den var nødvendig inden Kristi komme, mens man endnu ventede, at han skulle komme i kødet. For »loven er blevet os en tugtemester til Kristus«. Men nu, da Kristus er kommet, »er vi ikke mere under tugtemester« (kap. 3, 24 f.). Derom har vi talt nok ovenfor, i kap. 3. Den, som lærer loven, lærer at fornægte Kristus og alle hans velgerninger, gør Gud til en løgnhals, ja, gør også selve loven til en løgner. For loven er et vidnesbyrd om løfterne om Kristus, og den har forudsagt, at Kristus skal blive ikke lovens, men nådens konge.

 

v4: »I er tabt for Kristus, I, som retfærdiggøres ved loven; I er faldet ud af nåden.«

Her udlægger Paulus sig selv (og viser), at han ikke bare taler om loven eller om det at omskære, men om fortrøstning og tro på retfærdiggørelse ved den. Han vil sige: Jeg fordømmer ikke omskærelsen eller loven i sig selv. For jeg har lov til at spise, drikke og omgås med jøder efter lovens forskrifter. Jeg har lov til at lade Timotheus omskære (ApG 16, 3). Men jeg fordømmer dette at ville retfærdiggøres ved loven, som om Kristus endnu ikke var kommet, eller han vel var kommet, men ikke kunne være ene om at retfærdiggøre. For det er at komme bort fra Kristus. Derfor siger han: »I er tabt«, det vil sige: I er, som Farao, fri fra Kristus. Kristus er hørt op med at være og arbejde i jer. I har ikke længere noget kendskab til ham, ikke noget af hans Ånd, kærlighed, nåde, frihed, liv og gerning. Men I er helt adskilt fra ham, så han ikke mere har noget at gøre med jer, eller I med ham.

      Man skal lægge omhyggeligt mærke til og indprente sig, at Paulus siger, at det at ville retfærdiggøres ved loven ikke er andet end at blive skilt fra Kristus og blive helt fri for ham. Hvad kan man sige stærkere imod loven; hvad kan man stille op imod dette lyn? Kristus og loven kan altså umuligt bo sammen i hjertet. Derfor må enten loven eller Kristus vige. Men hvis du er af den formening, at Kristus og tilliden til loven kan bo sammen i hjertet, så skal du vide, at det ikke er Kristus, men Djævelen, der bor i dit hjerte, forklædt som en Kristus, der anklager og forskrækker dig og kræver lovgerninger af dig til retfærdighed. For som jeg lige har sagt, går den sande Kristus ikke i rette med dig på grund af dine synder og befaler dig ikke at stole på dine gode gerninger. Og det sande kendskab til Kristus, nemlig troen, diskuterer ikke, om du har gjort gode gerninger til retfærdighed, eller onde til fordømmelse. Den træffer ganske enkelt denne afgørelse: Om du har gjort gode gerninger, retfærdiggøres du ikke af dén grund, og har du gjort onde, fordømmes du ikke af dén grund. Jeg berøver ikke de gode gerninger deres ære og roser ikke de onde. Men jeg siger, at man, når det drejer sig om retfærdiggørelsen, skal se til at holde sig til Kristus, så han ikke bliver til ingen nytte for mig; sådan går det nemlig, hvis man stræber efter at blive retfærdiggjort ved loven. For Kristus alene gør mig retfærdig på trods af mine onde gerninger og uden mine gode gerninger. Hvis jeg har den opfattelse af Kristus, griber jeg om den sande Kristus. Men hvis jeg mener, at han fordrer lov og gerninger af mig som betingelse for at blive retfærdig, er han mig til ingen nytte, og jeg er kommet bort fra ham.

      Dette er frygtelige domme og trusler imod lovens og vor egen retfærdighed. Og desuden er det særdeles faste grundsætninger, som bekræfter læren om retfærdiggørelsen. Den endelige slutning er altså denne: Enten må du miste Kristus eller lovretfærdigheden. Hvis du holder fast ved Kristus, er du retfærdig for Gud. Hvis du holder fast ved loven, er Kristus ikke til nogen nytte for dig; men du er skyldig at holde hele loven og får den dom: »Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem!« (5 Mos 27, 26). Og om de overleveringer, der stammer fra mennesker, siger vi det samme, som vi allerede har sagt om loven: Enten må paven og hans munke slippe alt, som de hidtil har stolet på, eller også er Kristus ikke til nogen nytte for dem. Af dette kan man let skønne, hvor farlig og fordærvelig den papistiske lære var. For den har ført os langt, langt bort fra Kristus og bevirket, at vi ikke havde noget at gøre med ham. Gud klager i Jer. 23, 26 f.: Profeterne profeterer løgn og forkynder deres hjertes svig, for at hans folk skal glemme hans navn osv. Ligesom de falske profeter lod hånt om den rette fortolkning af loven og læren om Abrahams sæd, der skulle velsigne alle folk, og forkyndte deres egne drømme, for at folket skulle glemme sin Gud, således har papisterne fordunklet og undertrykt Kristi evangelium, så der ikke mere var brug for det, og de lagde kun vægt på at lære om gerninger. Derved har de ført hele verden langt bort fra Kristus. Den, der alvorligt overvejer dette, kan ikke undgå at blive forfærdet.

 

v4b »I er faldet ud af nåden.«

Det vil sige: I er ikke længere i nådens rige. For ligesom den, der er om bord, drukner, uanset fra hvilken side af båden han falder i havet, således kan den, der falder fra nåden, ikke undgå at gå fortabt. At ville retfærdiggøres ved loven er altså at lide skibbrud og helt sikkert at risikere at lide den evige død. Men hvilken dårskab og ugudelighed kan være større end at give slip på Guds nåde og yndest og beholde Moseloven? Ved at beholde dén må man nødvendigvis pådrage sig Guds vrede og alt ondt. Men hvis de, der vil retfærdiggøres ved moralloven, falder ud af nåden, hvorhen falder så de gerningsretfærdige, som vil retfærdiggøres ved deres egne vedtægter og munkeløfter? Længst ned i Helvede. Nej, de ophøjes til Himlen. For de har selv lært således: Over enhver, der vandrer efter Franciskus' regel o. l, Guds fred og barmhjertighed! Og ligeså: Den, der iagttager kyskhed, lydighed m.v., skal have evigt liv. Læg mærke til, hvad Paulus lærer hér, og ligeledes til, hvad Kristus siger: »Den, som tror på sønnen, har evigt liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham« (Joh 3, 36) og ligeså: »Den, som ikke tror, er allerede dømt« (Joh 3, 18).

      Og ligesom papisternes lære om menneskers vedtagelser, om gerninger, munkeløfter og fortjenester var udbredt overalt i verden, således mente man, at den var den bedste og sikreste. Ved dens hjælp oprettede Djævelen sit rige og styrkede det meget kraftigt. Derfor skal man ikke undre sig over, at Satan, når det nu bliver bekæmpet af os og adspredes »som avner, vinden bortvejrer« (Sl 1, 4), raser så vildt, opfylder alt med forvirring og forargelser og ophidser hele verden imod os. Så finder en på at sige: Det havde været bedre at holde sin mund, så var der ikke opstået sådanne ulykker. Vi, som forkynder Guds ære, bør sætte hans nåde højere end det raseri, hvormed verden forfølger os. For hvad er paven og hele verden i sammenligning med Gud, som vi bestemt bør prise og sætte over alle skabninger? Desuden overdriver de ugudelige de uroligheder og forargelser, som Satan hitter på for at undertrykke eller helt og holdent at fordærve vor lære. Vi fremhæver derimod denne læres uvurderlige nytte og frugt. Den sætter vi langt over alle optøjer, sekter og forargelser. Vist er vi små og svage og bærer den himmelske skat i lerkar (2 Kor 4, 7). Men hvor skrøbelige karrene end er, er skatten dog uendelig og ufattelig stor.

      Disse ord, »I er faldet ud af nåden«, må ikke betragtes koldt og ligegyldigt. For de er meget betydningsfulde. Den, der falder ud af nåden, mister helt og holdent den forsoning, syndsforladelse, retfærdighed, frihed og det liv, som Kristus har fortjent os med sin død og opstandelse. Og i stedet for dem skaffer han sig Guds vrede og dom, synden, døden, trældom under Djævelen og den evige fortabelse på halsen. Dette sted er et stærkt værn og bevis for vor lære om troen, eller for artiklen om retfærdiggørelsen, og den trøster os overmåde meget mod raseriet hos papisterne, der forfølger og fordømmer os som kættere, fordi vi lærer denne artikel. Dette sted burde også med rette skræmme alle fjender af troen og nåden, det vil sige: alle gerningsretfærdige, så de holder op med at forfølge og bespotte nådens, livets og den evige frelses ord. Men de er så forhærdede og hårdnakkede, at de »skønt seende dog ikke ser, og hørende dog ikke hører« (Matt 13, 13) den forfærdelige dom, som apostelen har fældet over dem. De kan altså vente sig. For de er »blinde vejledere for blinde« (Matt 15, 14).

 

 

v5: »Vi venter jo ved Ånden af tro retfærdigheds håb.«

Paulus afslutter her med et smukt udråb: / vil retfærdiggøres ved lov, omskærelse og gerninger. Det vil vi ikke. For så gavner Kristus os ikke spor. I stedet bliver vi pligtige til at holde hele loven, vi skilles fra Kristus og falder ud af nåden. Men »vi forventer den retfærdighed, som er vort håb ved Ånden og troen«. Hvert enkelt ord skal overvejes omhyggeligt. For de er meget betydningsfulde. Han ville ikke blot sige, som han plejer andetsteds: »Vi retfærdiggøres ved troen« eller »ved Ånden af tro«, men tilføjer: »Vi forventer den retfærdighed, som er vort håb« og inddrager samtidig håbet for at sammenfatte alt, hvad der har at gøre med troen. Man skal også mærke sig den modsætning, der ligger i ordet ånd, når han siger: »Vi venter jo ved Ånden af tro osv.« Meningen er: Vi vil ikke retfærdiggøres ved kødet, men vi stræber efter dette, at vi kan blive retfærdiggjort ved Ånden, men ikke ved en sværmerånd, der af sin egen natur er en mester. Det bryster sektererne sig af. Nej, vor Ånd kommer af troen. Ovenfor er der talt udførligt om Ånden og troen. Men her siger han ikke blot: »Vi retfærdiggøres ved Ånden af tro«, men tilføjer: »Vi forventer den retfærdighed, som er vort håb«. Og det er noget nyt.

      Håb kan i Skriften forstås på to måder: om det, man håber på, og om sindstilstanden at håbe. Om det, man håber på, anvendes det i Kol 1, 5: »På grund af det håb, der er henlagt til jer i Himlene«. Om sindstilstanden at håbe anvendes det i Rom 8, 24 f.: »Et håb, som ses, er ikke et håb. For hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? Men dersom vi håber dét, vi ikke ser, da forventer vi det ved udholdenhed.« Således kan håb også på dette sted forstås på to måder, og svarende hertil får sætningen også to forskellige betydninger. Den første er: Vi forventer ved Ånden af tro den retfærdighed, som er vort håb, det vil sige: en retfærdighed, som vi håber på, og som bestemt til sin tid skal blive åbenbaret. Den anden betydning er: Ved Ånden af tro forventer vi retfærdigheden i håb og længsel, det vil sige: Vi er retfærdiggjorte, og dog er vi endnu ikke retfærdiggjorte. For vor retfærdighed er stadig noget, vi håber på, Rom 8, 24: »I håbet blev vi frelst«. For så længe vi lever, hænger der stadig synd ved vort kød. Loven forbliver i kødet og lemmerne, og »den strider imod mit sinds lov og tager mig fanget under syndens lov«, Rom 7, 23. Mens disse kødelige lidenskaber raser og vi i Ånden gør modstand imod dem, bliver der ved med at være plads for den retfærdighed, som vi håber på. Vel har vi begyndt på at blive retfærdiggjort i troen. Ved den har vi også fået Åndens førstegrøde, og kødet er begyndt at dø. Men endnu er vi ikke fuldkommen retfærdige. Her står tilbage, at vi gøres fuldstændig retfærdige, og dette håber vi på. Således er vor retfærdighed endnu ikke virkelighed, men stadig i håbet.

      Dette er en meget vigtig og mild trøst, som kan oprejse de bedrøvede og skræmte sind, der mærker til synden og bæver for en af »Djævelens gloende pile« (Ef 6, 16). I en sådan kamp i samvittigheden, som vi kender af erfaring, fører erkendelsen af synden, Guds vrede, døden, Helvede og alt skrækkeligt et hårdt regimente. Så skal man sige til den anfægtede: Broder, du vil have en håndgribelig retfærdighed, det vil sige: Du ønsker at mærke til din retfærdighed, ligesom du føler din synd. Men det sker ikke. Din retfærdighed skal derimod stige op over syndsfølelsen og håbe på, at du over for Gud er retfærdig. Du kan ikke se eller føle din retfærdighed. Men du skal håbe på, at den til sin tid skal blive åbenbaret. Derfor bør du ikke dømme efter følelsen af synd, som skræmmer og forvirrer dig, men efter løftet og læren om troen. Den lover dig Kristus. Han er din fuldkomne og evige retfærdighed. Sådan bliver mit håb til som en følelse af håb midt i min angst og syndsfølelse, og det styrkes ved troen, så det giver mig håb om at være retfærdig. Endelig håber håbet – i betydningen »det man håber på« – at dét, som det endnu ikke ser, skal fuldkommes og åbenbares til sin tid.

      Begge betydninger er gode. Men den første – om sindstilstanden at håbe – giver en rigere trøst. For min retfærdighed er endnu ikke fuldstændig eller til at føle. Dog fortvivler jeg ikke af dén grund, men troen viser mig Kristus, som jeg stoler på. Når jeg har grebet ham med troen, kæmper jeg imod Djævelens gloende pile og får ved troen mod trods syndsfølelsen. For jeg er helt overbevist om, at der i Himlen er beredt mig en fuldkommen retfærdighed. Således er begge sande; for hér er jeg retfærdig med en begyndende retfærdighed, og ved dette håb fatter jeg håb mod synden og forventer den helt fuldkomne retfærdighed i Himlen. Dette forstår man først rigtigt, når det overføres til praksis.

      Her opstår det spørgsmål, hvilken forskel der er mellem tro og håb. Over det problem har sofisterne svedt meget, uden at være kommet til noget sikkert resultat. Også for os, der dog omgås Den hellige Skrift myreflittigt og behandler den med langt mere ånd og indsigt – tag mig ikke det ord ilde op – er det svært at finde noget skel. For tro og håb er så nært beslægtede, at det ene ikke kan løsrives fra det andet. Og dog er der et skel imellem dem. Det fremgår af deres opgaver, modsætninger og mål.

      Tro og håb er altså for det første forskellige ved deres subjekt; for troen har sit sæde i forstanden, håbet derimod i viljen. I virkeligheden kan de dog ikke skilles ad, så lidt som de to keruber på Nådestolen. Endvidere er de forskellige ved deres forskellige opgaver; for troen leder og styrer forstanden, om end ikke uden tillige at påvirke viljen, og den lærer, hvad man skal tro på. Troen er altså en lære eller et kendskab. Håbet er derimod en opmuntring; for det mander sjælen op til at være stærk og opmærksom, så den vover, tåler og holder ud i ulykker, og mens disse står på, bier det på bedre tider. Ligeså er troen en lærer og dommer, der bekæmper vildfarelser og kættere og bedømmer ånder og lærer. Håbet er derimod en krigsherre, der kæmper imod sådanne følelser som anfægtelse, kors, utålmodighed, bedrøvelse, frygtsomhed, fortvivlelse og gudsbespottelse, og han lever i glæde og sjælsstyrke trods alle de ovenfor anførte slette følelser. Endelig er de også forskellige ved deres objekt eller genstand. Troens genstand er sandheden, som den lærer at holde sikkert og fast ved. Den retter sit blik imod ordet om sagen eller mod løftet. Håbets genstand er godheden, og den retter sit blik imod den sag, som ordet forkynder, det vil sige: imod, hvad Gud har lovet, eller imod de forhåbninger, som troen har befalet os at gøre.

      Når jeg da belært af troen på Guds Ord griber om Kristus og tror på ham med fuld fortrøstning i hjertet, hvad der dog ikke kan ske uden viljens medvirken, er jeg retfærdig gennem dette kendskab. Efter at jeg således er blevet retfærdiggjort ved troen eller dette kendskab, kommer Djævelen straks og søger at slukke troen ved list, løgn, vildfarelser og kætterier, magt, tyranni og drab. Da griber det kæmpende håb om den sag, som troen har forkyndt; det fatter mod og besejrer Djævelen i hans kamp mod troen. Og når han er blevet overvundet, får vi fred og glæde i Helligånden. I virkeligheden kan tro og håb altså ikke skilles ad, og dog er der nogen forskel mellem dem. For at man lettere skal kunne fatte dette, vil jeg tydeliggøre forholdet med en lignelse.

      På det borgerlige livs område er der forskel på klogskab og mod. For klogskab er ét, og mod er noget andet, og dog hænger de så nøje sammen, at man har møje med at adskille dem. Modet er den sindets urokkelighed, der ikke fortvivler i modgang, men holder tappert ud i forventning om noget bedre. Men hvis ikke modet ledes af klogskab, er det dumdristighed. Og klogskaben er på sin side til ingen nytte, hvis den ikke bliver forøget med mod. Ligesom altså – inden for det borgerlige liv – klogskab uden mod er forgæves, således er – inden for hvad der har med Gud at gøre – troen intet værd uden håbet, fordi håbet holder ud og bier i modgang og besejrer den. Og ligesom på den anden side mod uden klogskab er dumdristighed, således er håb uden tro åndelig indbildskhed og at friste Gud; for det mangler dét kendskab til sandheden og til Kristus, som troen forkynder os, og derfor er det et blindt og dumdristigt mod. En from skal derfor frem for alt have den rette anskuelse og en indsigt, der er formet af troen. Det er den, der skal råde i sindet, når det anfægtes, så det i ulykkens stund håber på det herlige, som troen har talt og belært det om.

      Troen er altså dialektikken, der danner sig en klar forestilling om alt, som man skal tro på. Håbet er retorikken, som fremhæver, pånøder, overtaler og opmuntrer til bestandighed, for at troen ikke skal bukke under, men beholde ordet og holde sig fast til det. Og dialektik og retorik er indbyrdes adskilte færdigheder, og dog er de så nært beslægtede, at den ene ikke kan skilles fra den anden. For en taler, der mangler dialektik, kan ikke give nogen fast og pålidelig belæring. Og omvendt gør en dialektiker, der mangler retorik, ikke indtryk på sine tilhørere. Men den, der forener begge færdigheder – han kan lære og overbevise. Således er troen og håbet indbyrdes adskilte sindstilstande. For tro er noget andet end håb, og håb noget andet end tro, og dog kan de på grund af deres nære indbyrdes slægtskab ikke skilles ad. Ligesom dialektik og retorik gensidigt hjælper hinanden, således også med tro og håb. Der er altså inden for teologien samme forskel på tro og håb, som på forstand og vilje inden for filosofien, på klogskab og mod på det borgerlige område og på dialektik og retorik inden for talekunsten.

      Når sjælen bliver belært om, hvad der er sandhed, bliver troen kort sagt til gennem belæringen og håbet gennem opmuntring. For i bedrøvelse vækkes ved opmuntring det håb, som trøster den, der allerede er blevet retfærdiggjort ved troen, så han ikke giver efter for det onde, men går des dristigere frem. Men hvis troens fakkel ikke oplyste viljen, kunne den ikke overtales til at håbe. Det er altså ved troen, vi undervises, er kloge, forstår den himmelske visdom, griber om Kristus og forbliver i hans nåde. Men når vi holder os til Kristus i troen og bekender ham, rejser fjenderne sig straks imod os – verden, kødet og Djævelen, der hader og hidsigt forfølger os både legemligt og åndeligt. Da vi tror dette, forventer vi, retfærdiggjorte af tro, den retfærdighed, som er vort håb, jfr. v. 5. Og vi bier tålmodigt på den; for vi mærker og ser det stik modsatte. For verden og dens fyrste Djævelen angriber os både udadtil og indadtil med alle hånde ondt. Desuden klæber der sig stadig synd til os, og den bedrøver os stedse på ny. Trods alt dette bliver vi ikke trætte og mister ikke modet, men styrker viljen kraftigt ved troen, som oplyser, belærer og styrer viljen. Og således bliver vi roligt stående og overvinder alt ondt ved ham, som har elsket os, indtil vor retfærdighed, den som vi tror og håber på, skal blive åbenbaret.

      Troen er altså begyndelsen; men vi holder ud ved hjælp af håbet, og når det åbenbares, skal vi få det hele. Imens belærer vi, så længe vi lever, om ordet og udbreder kendskabet til Kristus til andre, fordi vi tror. Og mens vi forkynder, lider vi forfølgelse – stemmende med ordet i Sl 116, 10: »Jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg«-, og i vor lidelse styrkes vi kraftigt af håbet, da Skriften opmuntrer os med de dejligste og mest trøstende løfter, dem som troen lærte os om. Således fødes og vokser håbet inde i os, Rom 15, 4: »For at vi skal have håbet ved tålmodighed og Skrifternes trøst.«

      Derfor er det ikke uden grund, Paulus forener udholdenhed og anfægtelser med håbet i Rom 5, 3 f. og 8, 17 ff. og andetsteds. For håbet vækkes til live ved dem. Troen er derimod førend håbet. For den er livets begyndelse og begynder inden al anfægtelse. For den lærer Kristus at kende og griber om ham uden kors. Men på kendskabet til Kristus følger snart kors og kamp. Da skal sindet opmuntres til Åndens tapperhed (håb er nemlig intet andet end mod på gudsfrygtens område, ligesom omvendt troen er den gudfrygtiges visdom eller klogskab), som har at gøre med at holde ud, jfr. de lige anførte ord fra Rom 15, 4. »Så forbliver da disse tre« (1 Kor 13, 13): Troen belærer om sandheden og forsvarer den mod vildfarelser og kætterier, Håbet udholder og besejrer alt legemligt og åndeligt ondt, og kærligheden gør, således som teksten fortsætter, alt godt. Således er mennesket indvendig og udvendig fuldkommen pletfrit i dette liv, indtil den retfærdighed, som det bier på, bliver åbenbaret. Den skal være fuldkommen og evig.

      Dette sted indeholder endvidere en meget vægtig lære og trøst. Læren går ud på, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved alle Moselovens gerninger, ceremonier, ofre og gudstjenester, men alene ved Kristus. Alt, hvad der er i os, bortset fra ham, det være sig forstand, vilje, handlen eller liden, er kød og ikke ånd. Alt det bedste og helligste i verden ud over Kristus er synd, vildfarelse og kød. Derfor er omskærelse og lovopfyldelse såvel som munkenes og alle gerningsretfærdiges gerninger og fromhedsøvelser noget kødeligt. Men vi, siger Paulus, befinder os langt oppe over alt dette, nemlig i Ånden; for ved troen ejer vi Kristus, og når vi anfægtes, bier vi i håbet på den retfærdighed, som vi allerede ejer i troen.

      Trøsten går ud på, at du ikke skal rette dig efter, hvad du føler i alvorlig angst og bæven. Da er følelsen af synd, bedrøvelse og fortvivlelse så stor og stærk, at den trænger ind i og sætter sig i besiddelse af hver en krog af hjertet. For så må man sige: Jeg føler en voldsom skræk for loven og føler desuden, hvordan syndens tyranni ikke blot gør oprør imod mig, men tager mig helt til fange. Jeg mærker ikke til nogen trøst eller retfærdighed. Følgelig er jeg en synder og ikke en retfærdig. Og om jeg er en synder, er jeg skyldig til den evige død. Men bekæmp denne følelse og sig: Skønt jeg føler, at jeg er helt underkuet og opslugt af synden, og at Gud er en fjendsk og vred dommer, passer det i virkeligheden ikke. Det er kun min følelse, der mener det. I sådan angst og bæven bør jeg følge Guds Ord og ikke min egen erfaring. Og Guds Ord lærer mig noget helt andet, nemlig at »Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt« (Sl 34, 19) og ligeså: »Et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe« (Sl 51, 19). Paulus lærer endvidere hér, at de, hvis ånd er retfærdiggjort af tro, endnu ikke mærker til den retfærdighed, som de håber på; men de bier endnu på den.

      Når loven anklager og synden forskrækker dig og du ikke føler andet end Guds vrede og dom, skal du derfor ikke af den grund fortvivle. Men tag Guds fulde rustning på, »troens skjold, håbets hjelm og Åndens sværd« (Ef 6, 16 f.), så skal du erfare, hvor stærk og god en kriger du er. Grib om Kristus med troen. Han er herre over lov og synd og alt, hvad der plejer at følge på dem. Når du tror på ham, er du retfærdiggjord Det er ikke noget, som fornuften og dit hjertes erfaring, men Guds ord, siger dig i din anfægtelse. Endvidere skal du – i de kampe og farer, som stadig på ny rammer og plager dig, ved håbet med tålmodighed bie på den retfærdighed, som du nu kun ejer i troen og blot som en ufuldkommen begyndelse. Men til sin tid skal den åbenbares som fuldkommen og evig. Jamen, jeg mærker ikke til, at jeg har nogen retfærdighed, i hvert fald mærker jeg det kun ganske lidt! Du skal ikke føle, men tro, at du ejer retfærdigheden, og hvis du ikke tror på, at du er retfærdig, forhåner og bespotter du Kristus, som har renset dig ved vandbadet ved ordet (Ef 5, 26), og som desuden ved sin død på korset har fordømt og dræbt synden og døden, for at du ved ham skulle få evig retfærdighed og liv. Dette kan du ikke benægte, medmindre du ønsker at være åbenlyst ugudelig og gudsbespottelig og helt at foragte Gud, alle Guds løfter samt Kristus og alle hans velgerninger. Derfor kan du heller ikke benægte, at du er retfærdig. Vi skal altså lade os belære om, at vi – i store og frygtelige ængstelser, hvor samvittigheden ikke mærker til andet end synd og mener, at Gud er vred og Kristus er fjendtligsindet – ikke skal spørge efter, hvad vort hjerte føler, men efter, hvad Guds Ord siger, nemlig: at Gud ikke er vred, men ser til de bedrøvede og sønderknuste i ånden, der bæver for hans Ord. For Kristus vender sig ikke bort fra dem, der er besværede og tynget af byrder, jfr. Matt 11, 28. Dette sted lærer os altså klart, at lov og gerninger ikke bringer os retfærdighed og trøst. Det gør derimod Ånden gennem tro på Kristus. Han vækker selv midt i forskrækkelse og anfægtelse det håb til live, som holder ud og besejrer det onde. Der er meget få, der véd, hvor svage og ringe troen og håbet er – under kors og kamp. Da ser man ud som en »rygende tande«, som den kraftige vind når som helst vil slukke. Men de troende, der i disse kampe og angster kæmper »imod håb med håb« (Rom 4, 18), det vil sige: i tro på Kristi løfte og på trods af, at det er synden og Guds vrede, de mærker til – de skal til sidst få at mærke, at den i fornuftens øjne ganske ringe gnist af tro (for de mærker næsten ikke noget til den) skal blive som en vældig brand, der fylder hele himlen og opsluger al frygt og synd.

      De virkelige fromme har intet i hele verden mere kært og dyrebart end denne lære. For når de forstår den, véd de, hvad hele verden er uvidende om, nemlig at synd og død og al anden legemlig og åndelig elendighed og ulykke bliver til det bedste for de udvalgte. Ligeledes véd de, at Gud er allermest nær, når Han forekommer at være længst borte, og at Han især er en barmhjertig frelser, når Han allermest synes at vredes, bedrøve og tilintetgøre. De véd, at de da har en evig retfærdighed gemt i Himlen, som de ser frem til som den sikreste besiddelse, når de mest forskrækkes for synden og døden, og da er herrer over alle ting, når de er allermest fattige på alt, svarende til ordet i 2 Kor 6, 10: »Som de, der intet har, og dog ejer alt«. Dette kalder Skriften at få trøst ved håbet. Men den kunst lærer vi ikke uden stadige og store anfægtelser.

 

 

v6: »For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, som er virksom ved kærlighed. «

Dette sted udlægger sofisterne, så det støtter deres opfattelse, ifølge hvilken vi retfærdiggøres ved kærlighed eller gode gerninger. For de siger, at troen, selv om den er indgydt af Gud – for slet ikke at tale om den tro, man selv har skaffet sig – ikke retfærdiggør, medmindre den er blevet formet af kærligheden. For de kalder kærligheden for den nåde, der gør os gudvelbehagelige, det vil sige: der retfærdiggør, således som vi – eller snarere Paulus – udtrykker det. Desuden siger de, at kærlighed erhverves ved vor »billigheds-fortjeneste.« Ja, de hævder, at den indgydte tro kan bestå sammen med dødssynd. Så fuldstændigt fjerner de retfærdiggørelsen fra troen og tillægger alene kærligheden den, på nævnte vis. Og de vil have bevist dette ved hjælp af dette skriftsted hos den hellige Paulus: »Tro, som er virksom ved kærlighed«, som om Paulus' mening var dén: Se, troen retfærdiggør ikke, ja, er slet ingenting, hvis ikke den virksomme kærlighed kommer til. Det er den, der giver troen dens rette skikkelse.

      Men alt dette er eventyr, der er opdigtet af uduelige mennesker. For hvem vil finde sig i, at man lærer, at troen, Guds gave, der er indgydt i hjerterne ved Helligånden, kan bestå sammen med dødssynd? Hvis de talte om den erhvervede eller historiske tro, nemlig den opfattelse, man på naturlig vis har dannet sig ud fra den historiske beretning, så skulle man kunne tåle dem. Ja, de ville tale rigtigt om den historiske tro. Men at have en sådan mening om den indgydte tro, det er ligeud at indrømme, at man ikke fatter, hvad den rette tro er. Desuden læser de dette sted gennem farvet glas, som man siger, og omdanner teksten, så den svarer til deres egne fantasier. For Paulus siger ikke: tro, der retfærdiggør ved kærlighedens hjælp – og heller ikke: tro, der ved hjælp af kærligheden gør gudvelbehagelig. En sådan ordlyd danner de selv og pånøder med magt dette sted den. Endnu mindre siger Paulus: Kærligheden gør gudvelbehagelig. Nej, han siger således: »Tro, der er virksom ved kærlighed.« Han siger, at gerningerne sker ud af troen med kærligheden som redskabet, ikke at mennesker retfærdiggøres ved kærligheden. Men hvem er så ukyndig i sproglære, at han ikke af ordenes betydning forstår, at ét er »at blive retfærdiggjort«, og noget andet: »at være virksom«? For Paulus' ord er klare og ligetil: »Troen ER VIRKSOM ved kærlighed«. Derfor er det et åbenlyst bedrag, når de har ophævet Paulus' sande og ligefremme mening og i stedet for »være virksom« forstår »blive retfærdiggjort« – og ved »gerninger« forstår »retfærdighed«, da man selv inden for moralfilosofien nødes til at indrømme, at gerninger ikke betyder retfærdighed, men at retfærdigheden gør gerninger.

      Yderligere fremstiller Paulus ikke hér troen som en rå eller kaotisk masse, der hverken er eller kan noget. Men han tilskriver netop troen og ikke kærligheden at være virksom. Han forestiller sig ikke en rå og uformet egenskab, men betragter den som noget virksomt og travlt og som noget, der består ved sig selv eller er, hvad skolastikerne kalder noget selvstændigt formdannende (Formå substantialis). For han siger ikke: Kærligheden er virksom, men: »Troen er virksom«, ikke: Kærligheden er i arbejde, men: »Troen arbejder«. Og han fremstiller kærligheden som det redskab, hvorved troen er virksom. Hvem er nu uvidende om, at et redskab har sin kraft, bevægelse og virksomhed ikke fra sig selv, men fra den håndværker eller arbejder, der bruger, det? For hvem ville finde på at sige: Øksen giver håndværkeren den kraft og bevægelse, der skal til for at føre hugget? Skibet giver sømanden den kraft og bevægelse, der skal til for at sejle? Eller hvem ville – for at bruge Esajas' eksempel – sige: Saven trækker håndværkeren, og kæppen løfter hånden (Es. 10, 15)? Det svarer til, at de folk siger, at kærligheden er troens form, at det er den, der giver troen kraft og bevægelse, ja, at det er den, der retfærdiggør. Når Paulus ikke engang tilskriver kærligheden gode gerninger, hvordan skulle han så kunne tilskrive den retfærdiggørelse? Det er altså helt bestemt, at man ikke blot gør Paulus, men også selve troen og kærligheden, stor uret ved at fordreje dette sted, så det taler til fordel for kærligheden og imod troen.

      Sådan går det søvnige læsere og folk, der bringer deres egne forudfattede forestillinger med til skriftstudiet. I stedet burde de komme fordomsfri og hente deres forestillinger ud fra Skriften, endvidere omhyggeligt overveje dens ord, sammenligne de foregående ord med de følgende og lægge vægt på at fatte hvert skriftsteds fulde betydning uden at føje deres egne fantasier til med udtryk, der på forhånd er skåret til, og med ord, der er løsrevet fra deres sammenhæng. For Paulus taler ikke på dette sted om, hvad troen er, eller hvad den er værd over for Gud. Han drøfter ikke retfærdiggørelsen. Det har han gjort udførligt i alt det foregående. Men han sammenfatter ligesom i et kort begreb, hvad selve det kristne liv er, og siger: »I Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller forhud noget, men tro, der er virksom ved kærlighed«, det vil sige: en tro, der ikke blot er tilsyneladende eller hyklet, men sand og levende_. Det er den, der er travlt beskæftiget med at gøre gode gerninger ved hjælp af kærligheden. Dette er bare det samme som at sige: Den, der virkelig vil være en kristen eller borger i Kristi rige, må være en virkelig troende. Men han tror ikke virkeligt, hvis ikke kærlighedens gerninger følger på troen. Og således udelukker han fra begge sider, både fra højre og venstre, hyklerne fra Kristi rige. Til venstre udelukker han jøder og værkhellige og siger: I Kristus gælder »hverken omskærelse«, det vil sige: ingen gerninger, ingen gudsdyrkelse, ja, slet ingen særlig levevis, men alene troen uden al fortrøstning til (egne) gerninger. Til højre udelukker han de slappe, dorske og dovne. For de siger: hvis troen retfærdiggør uden gerninger, skal vi ikke gøre andet end tro og ellers gøre, som vi vil. Det passer ikke, I ugudelige, siger Paulus. Det stemmer, at troen alene retfærdiggør uden gerninger. Men jeg taler om den sande tro, som ikke ligger dovent og snorker, efter at den har retfærdiggjort, men er travlt beskæftiget ved kærligheden.

      Som sagt fremstiller Paulus på dette sted hele det kristne liv, som indadtil over for Gud er tro og udadtil over for næsten er kærlighed eller gerninger, så et menneske således helt og holdent er en kristen, indadtil over for Gud ved troen, som ikke har brug for vore gerninger, og udadtil over for menneskene, som ikke har gavn af troen, men af gerningerne eller kærligheden. Når man altså har hørt eller erkendt, at dette er et kristenlivs rette skikkelse, at det som sagt består af troen og kærligheden, har man endnu ikke sagt, hvad troen er, og hvad kærligheden er. Det er nemlig et andet spørgsmål. For han har i det foregående drøftet troen eller troens indre væsen, magt og brug. Dér lærte han, at den er retfærdighed eller rettere retfærdiggørelse over for Gud. Hér forener han den med kærligheden og gerningerne og taler altså om dens forpligtelse udadtil. Hér siger han, at den tilskynder til og virker gode gerninger eller kærlighed mod næsten. Ingen, der er ved sine fulde fem, kan derfor forstå dette sted om det at blive retfærdiggjort over for Gud, da det taler om hele de kristnes liv. Det er en forkert dialektik eller en logisk fejlslutning, når man forstår, hvad der siges om helheden, som kun gældende en del deraf. For når dialektikken beskæftiger sig med at undervise, definere, adskille og sammenføje så nøje som muligt, bør den ikke ligesom retorikken tåle talefigurer som synekdoke og hyperbole (:overdrivelse). For hvad ville det være for en bevisførelse: Mennesket er sjæl og legeme, og det kan ikke eksistere uden sjæl og legeme, altså er det legemet, der har forstand, sjælen alene har det ikke? Samme bevisførelse foreligger her: Det kristne liv er tro og kærlighed – eller tro, der er virksom ved kærlighed, altså er det kærligheden, der retfærdiggør, ikke troen alene.

      Men menneskefantasier skal pakke sig bort! Dette sted kan samtidig lære os, hvor frygteligt mørket er i dette Ægypten, som midt i kristenheden foragter ikke blot troen, men også kærligheden, og i dens sted udmatter sig med selvvalgte gerninger, med tonsur, munkekutte, fastekost og uendelig mange andre forklædninger og masker, hvorved de vil synes at være kristne. Men Paulus står helt uafhængig og siger ligeud og med rene ord: Det er troen, der er virksom ved kærlighed, som gør en til kristen. Han siger ikke: Kutten, faste, klæder, ceremonier gør en til kristen; nej, det gør den sande tro på Gud, som elsker og gør vel imod næsten – og det uanset om den kristne er træl, herre, konge eller biskop, mand, kvinde, klædt i purpur eller i laser, eller om han spiser kød eller fisk. Intet, slet intet, af dette gør en til kristen. Det gør troen og kærligheden. Alt det andet er løgn og ren og skær afgudsdyrkelse. Og dog er intet mere foragtet end netop troen og kærligheden hos dem, der vil være allermest kristelige, ja, ligefrem en kirke, der er helligere end selve Guds hellige Kirke. Derimod beundrer de og praler de af deres selvvalgte gerninger. I ly af dem driver de i det skjulte deres forfærdelige afguderi, ugudelighed, gerrighed, urenhed, had, drab og hele Djævelens Helvedsrige. Så stærkt er hykleriet og overtroens magt i alle tider fra verdens begyndelse til dens ende.

 

v7: »I var godt på vej; hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?«

Dette er ligetil. For han forsikrer, at han såvel tidligere som nu har lært ret og lærer ret. Samtidig tilkendegiver han noget dunkelt, at galaterne vel førhen har løbet godt, det vil sige: har adlydt sandheden, har troet og levet ret. Men sådan er det ikke nu, efter at de er blevet forført af de falske apostle. Han bruger hér et helt nyt udtryk og kalder det kristne liv for et løb. Hebræerne kalder nemlig at leve eller opføre sig for »at løbe« eller »vandre«. Lærere og elever løber, når de første lærer rent og de andre tager imod ordet med glæde og Åndens frugter følger hos begge parter. Sådan var det, mens Paulus var hos dem, således som han har vidnet ovenfor i kap. 3 og 4 og hér: »I var godt på vej«, det vil sige: I levede storartet og stræbte lige frem imod det evige liv, som Ordet lovede jer osv.

      Men ordene: »I var godt på vej« indeholder en trøst. Paulus hentyder nemlig med disse ord til den anfægtelse, der nager de gode, som synes deres liv er trægt og snarere en kryben end et løb. Men når den sunde lære, som man ikke kan gøre brug af, uden at den bærer frugt (den bringer nemlig Helligånden tillige med hans gaver), er for hånden, er de frommes liv, om det end forekommer at være en kryben, et rask løb. Vel forekommer det os, at alt går tungt og langsomt. Men hvad der forekommer os langsomt, er hurtigt i Guds øjne, og hvad der for os at se næppe flytter sig af stedet, dét løber rask for Ham at se. Ligeledes er det, der i vore øjne er bedrøvelse, synd og død, hos Gud glæde, retfærdighed og liv for Kristi skyld. Gennem ham er vi fuldkomne. Kristus er jo hellig, retfærdig og glad, og han mangler intet. Derfor mangler de, der tror på ham, heller ikke noget. Derfor er de kristne virkelig løbere, og hvad de end gør, løber og går de lykkeligt fremad. Kristi Ånd er den drivende kraft i dette, og den kender ikke til sendrægtigt arbejde.

      I dette løb hæmmes de, der falder fra nåden og troen til loven og gerningerne, således som det gik galaterne, da de var blevet overtalt og forført af de falske apostle, som han – om end skjult – dadler med disse ord: »Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?« – ligesom tidligere i kap. 3, 1: »Hvem har forhekset jer til ikke at adlyde sandheden?« I forbigående angiver Paulus også hér, at vranglæren gør menneskene så helt forrykte, at de tager løgn og kætteri for sandhed og en åndelig lære, og omvendt sværger på og af al kraft påstår, at den sunde lære, som de først elskede, er forkert, og at deres vildfarelse er den sunde lære. Således har de falske apostle fået bibragt galaterne, som først var godt på vej i deres løb, dén mening, at de troede, de førhen, da Paulus havde været deres lærer, var faret vild og var gået meget sendrægtigt frem. Men senere, da de var blevet ført vild af de falske apostle og forvildede sig uendelig langt bort fra sandheden, var de så forheksede af deres falske mening, at de antog, at alt, hvad der havde med dem at gøre, var lykkeligt og hurtigt på vej fremad. Det samme sker i vor tid med dem, som sværmerne har ført bag lyset. Derfor plejer jeg ofte at sige, at det ikke er menneskeligt, men djævelsk at falde fra læren. Det er nemlig et fald fra den høje Himmel til Helvedes dyb, fordi de mennesker, der holder fast ved deres vildfarelse langt fra at erkende deres synd endog forsvarer den som den højeste retfærdighed. De kan altså umuligt få tilgivelse.

 

v8: »Den overtalelse kom ikke fra Ham, som kaldte jer.«

Dette er en mageløst trøstende lære. Paulus lærer, hvordan man skal befri dem, der er blevet forført af ugudelige lærere, for deres forkerte meninger. De falske apostle var store mænd, der tilsyneladende langt overgik Paulus i lære og fromhed. Af dette skin blev galaterne narret, så de, da de hørte dem, mente, at de hørte Kristus, og derfor antog de, at deres overbevisende tale kom fra Kristus. Paulus angiver derimod, om end noget dunkelt og floromvundet, at denne antagelse og lære ikke kommer fra Kristus, som havde kaldet dem i nåden, men fra Djævelen, og således befriede han mange fra denne vrangmening. På samme vis fører vi i vore dage mange, der er blevet forført af sektererne, tilbage fra vildfarelsen ved at vise dem, at sekterernes meninger er sværmeri og ugudelighed.

      Desuden har den trøst bud til alle bedrøvede, som i deres anfægtelse får en forkert Kristusopfattelse. For Djævelen er fantastisk til at overtale. Han kan puste en helt latterlig lille synd op, så den anfægtede mener, at det er den forfærdeligste forbrydelse, og at den er værdig til evig straf. I dén situation skal det ængstede sind oprejses, således som Paulus oprejste galaterne, nemlig ved at vise, at denne tanke eller overbevisning ikke stammer fra Kristus, da den strider imod evangeliets ord, som ikke fremstiller Kristus som en anklager og en streng opkræver, men som mild og ydmyg af hjertet og en barmhjertig frelser og trøster.

      Men Satan, som er en tusindkunstner, vender op og ned på dette og foreholder os Kristi ord og eksempel på denne manér: Vist er Kristus mild og nådig, men det er imod de retfærdige og hellige. Derimod truer han synderne med vrede og fortabelse, Luk 13, 25 ff., og ligeså forkynder han i Joh 3, 18, at de vantro allerede er fordømt. Desuden har Kristus gjort meget godt og udstået meget ondt, og han befaler os at følge hans eksempel. Men dit liv svarer hverken til Kristi ord eller eksempel. For du er en synder og en vantro. Desuden har du ikke gjort noget godt osv. Derfor er det de steder, som skildrer Kristus som dommeren, der angår dig, og ikke de trøstende om frelseren Kristus! Da skal den anfægtede trøste sig selv på denne vis: Skriften fremstiller Kristus på to måder. Først som gave. Hvis jeg griber om ham på denne vis, skal jeg ikke mangle noget. For det er 'Kristus, »i hvem alle visdommens og kundskabens skatte findes skjult«, Kol 2, 3. Hvor stor han end er, har Gud gjort ham til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for mig (1 Kor 1, 30). Selv om jeg altså har begået mange og store synder, opsluges de dog alle af hans retfærdighed, om jeg tror på ham. Desuden fremstiller Skriften ham også som et forbillede, vi skal efterligne. Men jeg skal ikke lade denne forbilledlige Kristus blive sat frem for mig undtagen på glædens dag, når jeg ikke anfægtes (og selv da kan jeg næppe nå op på en tusindedel af hans eksempel), så jeg kan have et spejl, hvori jeg kan se, hvor meget jeg stadig mangler, så jeg ikke bliver selvsikker.

      Men når jeg anfægtes, skal jeg kun høre på Kristus som gave og ikke lade nogen anden få adgang. Han er død for mine synder og har givet mig sin retfærdighed. Den har gjort og opfyldt alt det, som mit liv mangler, for mig. For han er »lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror« (Rom 10, 4).

      Dette er nyttigt at vide, så vi ikke blot hver for sig, når vi anfægtes, har en sikker hjælp til at uddrive den fortvivlelsens gift, som Satan har i sinde at smitte os med, men også kan modstå vor tids rasende sekterere. For der er intet mere tillokkende i hele gendøbernes lære end dette, at de i den grad holder på Kristi eksempel og kors, især da dé steder er utvetydige, hvor Kristus priser korset for sine disciple. Vi skal altså lære, hvordan vi kan holde stand imod denne Satan, der skaber sig om til en engleskikkelse, så vi nemlig skelner mellem, når Kristus forkyndes som gave, og når han forkyndes som forbillede. Hver af de to forkyndelser har sin rette tid, og hvis man ikke iagttager dén, bliver salighedens forkyndelse til en pest.

      De, der er bange og i forvejen forskrækket over deres synders vægt, skal have Kristus indskærpet som frelseren og gaven, ikke som forbillede og lovgiver. Men for de sikre og forhærdede skal man sætte Kristi eksempel frem, så de I ikke af evangeliet tager anledning til kødelig frihed og således bliver selvsikre. Derfor skal hver kristen lære dette, så han, når han forskrækkes og bedrøves, kan ryste den falske Kristusopfattelse, som Satan har indgivet ham, af sig og sige: Hvorfor taler du med mig om gerninger, Satan? Jeg er jo allerede på forhånd skræmt og forvirret nok over mine syndige gerninger. Ja, da jeg lider møje og er besværet, vil jeg ikke høre på dig, du Anklager og Ødelægger, men på Kristus, menneskeslægtens frelser. Han siger, at han er kommet til verden for at frelse syndere, trøste de fortvivlede, forkynde fanger deres frihed osv. (Luk 4, 18 f.). Han er den sande, den egentlige Kristus, og ud over ham er der ikke nogen anden. Forbillede på et helligt liv kan jeg hente fra Abraham, Esajas, Johannes Døber, Paulus og andre hellige. Men de kan ikke tilgive mig mine synder, befri mig fra din magt og døden, frelse mig og give mig liv. For det angår Kristus alene, som Gud Fader har beseglet. Derfor vil jeg ikke høre på dig som lærer, men på Kristus, om hvem Faderen har sagt: »Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, hør ham!« (Matt 3, 17; Mark 9, 7). På denne måde skal vi lære at fatte mod i troen, når vi udsættes for anfægtelse og overtalelse til falsk lære. Ellers enten forfører Djævelen os gennem sine tjenere, eller han dræber os med sine gloende pile.

 

v9: »En liden surdej syrer hele dejen.«

Hieronymus og de, som har fulgt ham, dadler Paulus for at fordreje mange af Den hellige Skrifts udsagn, så de får en fremmed mening. Derfor siger de, at hvad der ikke er selvmodsigende i Skriften, er det hos Paulus. Men det er med urette, de anklager apostelen. Han anvender rigtigt og klogt enten almene sætninger på særskilte tilfælde, som når han i kap. 3, 13 særdeles passende anvender den almene sætning: »Forbandet er hver den, som hænger på et træ« som særskilt gældende Kristus. Eller han gør specielle sætninger almene, således som han tager denne særskilte sætning om en smule surdej alment; for han er vant til at lade den henvise både til læren som hér, hvor han beskæftiger sig med retfærdiggørelsen, og til livet og dårlige sæder som i 1 Kor 5, 6.

      Hele brevet vidner tilstrækkeligt om, hvor misfornøjet Paulus var over galaternes fald, og hvor ofte han indskærpede dem, snart bebrejdende og snart bønfaldende, hvilke uendelig store ulykker der ville følge på dette deres fald, hvis de ikke kom til fornuft. Den faderlige og sandt apostoliske omsorg og formaning gjorde ikke spor indtryk på nogle; for adskillige anerkendte ikke længere Paulus som deres lærer, men foretrak langt de falske apostle frem for ham. Og de foregøglede sig, at de havde fået den sande lære af dém og ikke af Paulus. Desuden havde de falske apostle uden tvivl nedsat Paulus i galaternes omdømme på denne vis: Han er et stivsindet og stridbart menneske, som for en ganske ringe ting er rede til at sætte endrægtigheden mellem menighederne over styr, alene af dén grund, at hån alene vil vide besked, hån alene vil regnes for noget stort osv. Og med denne falske anklage gjorde de Paulus forhadt hos mange. Andre, som endnu ikke helt var faldet fra Paulus' lære, tænkte, at der ikke var nogen fare forbundet med at være lidt uenig med ham i læren om retfærdiggørelsen og troen. Og når de så hørte Paulus sætte en sag, som de anså for at være af ringe betydning, så voldsomt på spidsen, undrede de sig og tænkte: Det kan da godt være, at vi er veget lidt bort fra Paulus' lære og har begået nogen synd. Men det er dog ganske lidt, og derfor burde han med rette se gennem fingre dermed eller i det mindste undlade at fremhæve den så voldsomt, for at enigheden mellem menighederne ikke skal sønderrives af så ringe en grund.

      Dem svarer han med dette dejlige ordsprog: »En liden surdej syrer hele dejen.« Det er en forsigtighedsregel, som Paulus sætter højt. Også vi bør i vore dage sætte den højt. For sektererne, der benægter Kristi legemlige nærvær i nadveren, bebrejder i vor tid os for også at være stridbare, hårde og umedgørlige, fordi vi på grund af denne ene artikel om sakramentet bryder med den kristne kærlighed og enigheden mellem menighederne. Vi bør ikke gøre så meget ud af denne lille artikel, som oven i købet er uvis og ikke tilstrækkelig belyst af apostlene, at vi alene på grund af dén hverken tager hensyn til hele den kristne lære eller til den almene enighed mellem alle menighederne. Med dette højst påskønnelsesværdige argument skaffer de os ikke blot deres egnes had, men bringer også mange gode til fald. For de mener, at det er af ren og skær stædighed eller af en anden privat følelse, vi er uenige med dem. Men dette er Djævelens rænkespil, hvormed han søger at tilintetgøre ikke alene dén artikel, men hele den kristne lære.

      På dette ræsonnement svarer vi med Paulus: »En liden surdej syrer hele dejen«. Inden for filosofien er en ringe begyndelsesfejl en meget stor i slutningen. Sådan ødelægger inden for teologien en ringe vildfarelse hele læren. Derfor skal man holde lære og liv skarpt adskilt. Læren er ikke vor, men Guds. Vi er blot kaldet til at være hans tjenere. Derfor kan vi ikke engang opgive eller ændre den mindste tøddel i den. Livet er vort. Hvad dét angår, kan sakramentererne ikke fordre noget af os, som vi ikke vil og også bør underkaste os, indrømme og tåle, når blot læren og troen ikke krænkes. Om dén siger vi altid med Paulus: »En liden surdej osv.« På dette punkt kan vi end ikke vige et hår. For læren er som et matematisk punkt; den kan altså ikke deles, hvilket er ensbetydende med, at den hverken kan finde sig i at få noget trukket fra eller i at få noget lagt til. Livet kan derimod som et virkeligt, et fysisk, punkt altid deles og altid give en og anden indrømmelse.

      Det mindste græs i øjet skader synet. Derfor siger tyskerne om øjensalver: »Det er bedst slet ikke at få noget i øjet.« Og Kristus siger: »Dit øje er legemets lys; når dit øje er sundt, og også hele dit legeme lyst«, og videre: »Dersom da hele dit legeme er lyst, så at ingen del deraf er mørk, vil det være helt lyst osv.« (Luk 11, 34 og 36). Med denne lignelse tilkendegiver Kristus, at øjet, det vil sige: læren, skal være helt rent, klart og ublandet, så det slet ikke har nogen del i mørket, end ikke den mindste sky. Og ikke af sig selv, men langt snarere som noget, han har hørt af fædrene, siger Jakob fint: »Den, som … støder an i ét stykke, er blevet skyldig i alle« (Jak. 2, 10). Derfor bør læren være en sammenhængende og rund guldring, uden nogen revne. For når der kommer blot den mindste revne, er ringen ikke længere uskadt. Hvad gavner det jøderne, at de tror på én Gud, der er alle tings skaber, tror på alle artikler og antager hele Den hellige Skrift, når de dog fornægter Kristus? »Den, som … støder an i ét stykke, er altså skyldig i dem alle.”

      Derfor skal man lægge nøje mærke til dette stykke, så vi kan imødegå dén beskyldning fra dem, at vi krænker kærligheden til største skade for menighederne. Vi er bestemt rede til at bevare fred med og kærlighed til alle, når de blot lader os beholde læren om troen ren og uskadt. Hvis ikke vi kan opnå dette, er det forgæves, de fordrer kærlighed af os. Ja, forbandet være den kærlighed, som bevares på bekostning af læren om troen; for dén skal alt vige: kærlighed, apostle og engle fra Himlen. Ved svigagtigt at svække denne sag, beviser de, hvor højt de sætter Guds majestæt. Hvis de troede, det var Guds Ord, legede de ikke i dén grad med det, men holdt det højt i ære, troede på det uden 1 nogen diskussion og strid – og vidste, at Guds ene Ord er dem alle, og alle er det ene. Ligeså vidste de, at én artikel er dem alle, og alle er den ene, og når én er opgivet, går de alle lidt efter lidt tabt. For de hænger sammen og forenes af et fælles bånd.

      Lad dem blot fremhæve den kristne enighed og kærlighed. Vi fremhæver derimod Ordets herlighed og troen. Man kan uden fare tilsidesætte kærligheden, hvor dét er det rette. Sådan kan man ikke gøre med Ordet og troen. Kærligheden skal udholde alt (1 Kor 13, 7) og gå til side for alle. Troen skal derimod slet ikke finde sig i noget eller gå til side for nogen. Kærligheden, der gerne viger, og som tror, tilgiver og udholder alt, bliver ofte narret. Men selv om den er blevet bedraget, lider den dog på ingen måde, hvad man kan kalde for virkelig skade, det vil sige: Den mister ikke Kristus og tager derfor ikke anstød, men bliver bestandig ved med at gøre vel, selv imod de utaknemmelige og uværdige. Men når det drejer sig om frelsen, når sværmere lærer løgn og vildfarelser under skin af sandhed og bedrager mange, da skal man ikke vise kærlighed eller anerkende vildfarelsen. For hvad man mister hér, er ikke en velgerning, man har vist imod en utaknemmelig, men det er Ordet, troen, Kristus og det evige liv. Om man derfor fornægter Gud blot i et enkelt punkt af læren (egl.: »en enkelt artikel«), har man fornægtet Ham i dem alle. For Gud deles ikke op i mange artikler, men er alt i hver enkelt og én i alle artikler. Derfor svarer vi stedse sakramentererne med dette Paulus' ordsprog: »En liden surdej osv.«, når de anklager os for at forsømme kærligheden. Eller med dette: »Med rygte, tro og øje skal man ikke spøge!”

                  Jeg har sagt dette så udførligt for at styrke vore og belære andre, som måske tager anstød af vor urokkelighed og ikke mener, at vi har bestemte og vægtige grunde til denne fasthed. Det gør slet intet indtryk på os, at de snakker så meget op om deres iver efter kærlighed og enighed. For hvis ikke man elsker Gud og hans Ord, er det ligegyldigt, hvad eller hvor meget man siden elsker. Paulus formaner altså med denne sætning både lærere og tilhørere til ikke at tænke, at læren om troen er noget ringe eller ligegyldigt, som vi kan drive spøg med efter behag. Den er en solstråle, der kommer fra Himlen og oplyser, tænder og leder os. Og ligesom verden med al sin visdom og magt ikke kan bøje solstrålerne på deres lige vej fra himlen til jorden, således kan den hverken trække noget fra eller lægge noget til læren om troen, uden at den går helt til grunde.

 

v10: »Jeg har den tillid til jer i Herren, «

Han vil sige: Jeg har formanet, styrket og bebrejdet jer længe nok, om I blot ville adlyde, og jeg er i Herren ved godt mod med hensyn til jer. Her må man spørge, om Paulus gjorde ret i at stole på galaterne – især da Skriften forbyder at stole på mennesker. Men både troen og kærligheden tror; deres genstande er imidlertid forskellige. Troen tror på Gud, derfor kan den ikke tage fejl; kærligheden tror på mennesker og tager derfor ofte fejl. Men kærlighedens tiltro er så nødvendig for det nærværende liv, at der slet ikke kunne bestå noget liv i verden uden den. For hvis et menneske ikke kunne tro og stole på sit medmenneske, hvad skulle vort liv på jorden da blive til? De kristne har ved kærligheden lettere ved at tro end denne verdens børn. For tillid til mennesker er Helligåndens eller den kristne tros frugt i de fromme. Derfor stoler Paulus selv på de frafaldne, men i Herren. Meningen er: Jeg stoler på jer, for så vidt som Herren er i jer og I i Ham, det vil sige: for så vidt som I bliver i sandheden. Om I er blevet bedraget af Satans tjenere og kommet bort fra den, kan ikke engang jég mere stole på jer. På denne måde har de fromme lov til at tro og stole på mennesker.

 

v10 »at I ikke vil mene noget andet;«

Nemlig om den lære og den tro, som I har hørt og lært af mig. Det vil sige: Jeg stoler på, at I ikke vil antage en anden – fra min afvigende – lære.

 

10b »men den, som forvirrer jer, skal bære sin dom, hvem han end er.«

Med denne dom fordømmer Paulus de falske apostle, ligesom en dommer der sidder på sit dommersæde, og han kalder dem med en meget forhadt benævnelse for »forvirrere« af galaterne, som selv anså dem for at være højst gudfrygtige lærere, ja, meget bedre end Paulus. Og samtidig vil han ryste galaterne med denne forfærdelige dom, hvormed han med sådan sikkerhed fordømmer de falske apostle, så de måtte sky dem som den allermest skadelige pest. Meningen er: Hvorfor hører I på de farlige mennesker, som ikke belærer jer, men kun forvirrer jer? Den lære, de meddeler jer, er intet andet end forvirring af samvittighederne. Hvor store de end er, skal de derfor få deres dom. Og det fremgår klart nok af disse ord (»hvem han end er«), at de falske apostle har været udadtil fremragende og meget hellige mænd. Måske har der blandt dem været en berømt aposteldiscipel, en navnkundig og anset mand. For han bruger ikke uden grund så kraftige og betegnende ord. På samme måde taler han også i kap. 1, 8: »Men selv om vi eller en engel fra Himlen forkynder jer et evangelium, der er anderledes, end vi har forkyndt jer det, han være en forbandelse!« Og der er heller ingen tvivl om, at mange er blevet voldsomt stødt af apostelens kraftudtryk og har tænkt: Hvorfor tilsidesætter Paulus kærligheden? Hvorfor er han så hårdnakket, når det drejer sig om så lidt? Hvorfor dømmer han så rask væk til evig fortabelse dem, der ligesom han selv er Kristi tjenere? Men det er han ligeglad med. Han forbander og fordømmer med største vished og sikkerhed dem, der tilsidesætter læren om troen, uanset hvor tilsyneladende hellige, lærde og højt ansete mænd de er.

      På lignende vis anser vi nu dém for bandlyste og fordømte, der siger, at artiklen om Herrens legeme og blods sakramente er uvis, og som gør vold mod Kristi ord ved nadveren. Vi vil med største strenghed have alle artikler af den kristne lære rene og sikre, både store og små – skønt der for os ikke findes nogen, der er uden betydning. Dette er overordentlig nødvendigt. Vor læren er vort eneste lys. Den oplyser og leder os og viser os vej til Himlen. Når dén er gjort uvis på ét punkt, må det hele nødvendigvis vakle. Hvor dét sker, kan kærligheden ikke hjælpe os. Vi kan frelses uden kærlighed og enighed med sakramentererne, men ikke uden en ren lære og tro. I øvrigt vil vi gerne bevare kærlighed og enighed med dem, der, ligesom vi, tænker fromt om alle den kristne læres artikler. Ja, vi vil også, så godt vi kan, holde fred med vore fjender og bede for dem, der af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os – men ikke holde fred med dem, der bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære.

      Og Paulus belærer os her ud fra sit eget eksempel om at være så hårdnakkede. Han forkynder, at de falske apostle og deres lærlinge ganske bestemt skal få deres dom for en sag, som de anså ikke blot for ganske ubetydelig, men også for helt uretfærdig (begge parter mente nemlig, at de lærte og troede ret og fromt). Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder frem for alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse. Men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord (Matt 5, 18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den den mindste skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler daglig i liv og sæder, ligesom selv alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis Fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Gud ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i Den hellige Skrift. Dem ville Djævelen gerne fordærve og ødelægge. Derfor angriber han os så listigt med denne blændende bevisførelse om kærligheden og menighedernes enighed, som man ikke må tilsidesætte.

 

v11: »Men jeg, brødre! dersom jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu? Så er jo korsets forargelse gjort til intet.«

Da Paulus ikke lader noget uforsøgt for at få galaterne til at vende om, anfører han nu beviser fra sit eget liv. Jeg har, siger han, pådraget mig det bitreste had og forfølgelse fra ypperstepræsterne, folkets ældste og hele mit folk, fordi jeg frakender omskærelsen magt til at retfærdiggøre. Hvis jeg tilskrev den magten dertil, ville jøderne ikke blot lade være med at forfølge mig, men også rose mig og elske mig højt.

      Men da jeg nu afskaffer lov og omskærelse og forkynder Kristi evangelium, lider jeg forfølgelse. De falske apostle kan derimod ikke bære korset og dette bitre had. Derfor prædiker de omskærelse og skaffer sig således yndest hos jøderne og beholder dem som venner. Således siger han i kap. 6, 12: »De tvinger jer til at lade jer omskære osv.« Endvidere ville de også gerne ophæve ethvert skel mellem hedninger og jøder, så der dem imellem blev fuldstændig fred og endrægtighed. Men dette kan umuligt ske uden at kaste læren om troen over bord. Den er en lære om korset og derfor fuld af forargelse.

      Når han derfor siger: »Dersom jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu? Så er jo korsets forargelse gjort til intet«, vil han tilkendegive, at det ville være urimeligt og skammeligt, om korsets forargelse hørte op. På samme vis taler han i 1 Kor 1, 17: »Kristus sendte mig … for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft.« Meningen er: Jeg ville nødig, at Kristi forargelse og kors blev afskaffet. En og anden vil her sige: De kristne er følgelig helt tåbelige, siden de frivilligt udsætter sig for fare. For det eneste, de udretter ved deres forkyndelse, er at skaffe sig verdens vrede og had på halsen og vække forargelse. Dette er efter hans mening at anstrenge sig forgæves og ikke søge andet end had. Dette forarger eller forvirrer os ikke, siger Paulus, men gør os blot ivrige og befaler os at fatte håb om kirkens fremgang og vækst. For den blomstrer og vokser under korset. Kristus, kirkens hoved og brudgom, skal nemlig »herske midt blandt sine fjender« (Sl 110, 2). Hvor korset derimod er afskaffet og ligeså tyranners og kætteres raseri, hvor der ligeledes er gjort ende på forargelsen, og »alt, hvad han ejer, bliver i fred, mens Djævelen vogter sin gård« (Luk 11, 21) – er dét det sikreste tegn på, at Ordets sande lære er blevet afskaffet.

      Dette har Bernhard af Clairvaux også lagt mærke til. Han siger, at kirken da har det bedst, når den bliver angrebet fra alle sider af Satans vold og list, men derimod har det værst, når den lever i fuldkommen fred. Og sandt, om end selvmodsigende, anfører han dette ord fra kong Ezekias' lovsang: »Se, bitterhed, bitterhed blev mig til fred« (Es. 38, 17) som sagt af en kirke, der lever i tryghed og fred. Derfor holder Paulus det for et helt sikkert tegn på, at det ikke er evangeliet, der forkyndes, når dette kan ske med bevarelse af freden. Derimod anser verden det for det sikreste tegn på, at evangeliet er en kættersk og oprørsk lære, når den ser, dets forkyndelse har vældig uro, forvirring, forargelser og sekter til følge. Således forklæder Gud sig som en Djævel og Djævelen som Gud. Og Gud vil genkendes bag Djævelens maske og at Djævelen bliver forkastet skønt maskeret som Gud.

      »Korsets forargelse« kan forstås aktivt og passivt. Korset indfinder sig straks efter Ordets forkyndelse, overensstemmende med Sl 116, 10: »Jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg.« De kristnes kors består i forfølgelse tillige medvanære, og dét uden at nogen som helst har medlidenhed med dem. Derfor er den meget forargelig. For det første lider de som de værste forbrydere. Dette har profeten Esajas endogså forudsagt om Kristus selv, Es. 53, 12: »Han blev regnet blandt overtrædere«. Dernæst mildnes straffen for røvere og tyve o. 1., og mennesker røres til at vise dem barmhjertighed. I de tilfælde er straffen ikke forbundet med forargelse. Da verden derimod anser de kristne for at være fordærvelige mennesker, mener den, at de ikke kan få nogen straf, der er hård nok i forhold til deres ugerninger. Og den røres ikke af nogen som helst medlidenhed med dem, men straffer dem med den mest vanærende død. Derved mener den at skaffe sig et dobbelt udbytte: Først og fremmest viser den lydighed mod Gud ved at dræbe os, og desuden håber den på at genoprette den offentlige fred ved at rydde den slags kræftskader af vejen. Derfor er de frommes kors og død så frygtelig forargelig. Men, siger Paulus, det skal ikke gøre indtryk på jer, at Kristi kors og dets forargelse er noget så skændigt og langvarigt. Snarere skal det styrke jer. For så længe som dét står på, har den kristne sag det bedst.

      På den måde trøster også Kristus dem, der hører ham til, Matt 5, 11 f.: »Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alle hånde ondt på for min skyld. Glæd og fryd jer; for jeres løn skal være stor i Himlen. For således har de forfulgt profeterne, som var før jer«. Den glæde vil kirken ikke lade sig berøve. Derfor ville jeg være ked af det, hvis paven, biskopperne, fyrsterne og sværmerne var enige med os. For en sådan enighed ville være en klar tilkendegivelse af, at vi havde mistet den sande lære. Kirken bør, kort sagt, lide forfølgelse, når den forkynder evangeliet rent. For evangeliet forkynder Guds barmhjertighed og herlighed, det afslører ondskaben og Djævelens svig og afmaler ham med de rette farver. Det river dén maske af guddommelig majestæt af ham, hvormed han fører hele verden bag lyset. Det vil sige: Det viser, at alle gudstjenesteformer, fromhedsøvelser og ordener, som menneskene har hittet på, ligesom alle overleveringer om cølibat og faste, hvormed mennesker mener at kunne fortjene syndernes forladelse og retfærdiggørelse, blot er dæmoners ugudelige lære. Der er intet, der ophidser Djævelen mere end forkyndelsen af evangeliet. For det river Guds maske af ham og røber, hvad han virkelig er, nemlig en djævel og ikke en gud. Derfor må evangeliets fremgang nødvendigvis have korsets forargelse til følge. Ellers er Djævelen bestemt ikke blevet angrebet ordentligt, men blot klappet blidt. Men om han virkelig angribes, hviler han ikke, men begynder at larme frygteligt op og at vende op og ned på alt.

      Hvis de kristne altså blot vil holde fast ved Ordet, skal de ikke tage anstød eller blive forskrækket, om de ser Djævelen rase på livet løs, hele verden komme i oprør, tyranner rase og sekter opstå. Tværtimod skal de være vis på, at det ikke er tegn på noget rædselsfuldt, men på glæde, således som Kristus udlægger det med ordene: »Glæd og fryd jer osv.« Korsets forargelse må altså på ingen måde fjernes, hvad der ville ske, om vi forkyndte, hvad denne verdens fyrste og de, der hører ham til, gerne ville høre, nemlig gerningsretfærdighed. Og så skulle vi få en mild Djævel, en nådig verden, en forsonlig pave og forsonlige fyrster. Men fordi vi berømmer Kristi velgerninger og herlighed, forfølger de os og berøver os ejendom og liv.

 

 

v12: »Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrrer jer!«

Passer det for en apostel, ikke blot at betegne de falske apostle som urostiftere, at fordømme dem og overgive dem til Djævelen, men også at ønske, at de fuldstændig skal udryddes og gå til grunde, hvad der vil sige ligefrem at forbande dem? Men Paulus hentydede efter min mening til omskærelsen. Meningen er: De tvinger jer til at lade jer omskære. Gid de selv blev skåret af lige til roden!

      Her opstår det spørgsmål, om det er kristne tilladt at forbande. Dét er det, men dog ikke altid og af hvilken som helst grund. Når det er kommet dertil, at man vil have dig til at forbande Ordet eller gøre nar af læren og følgelig af Gud selv, da skal du vende sætningen om og sige: Velsignet være Gud og hans Ord, og forbandet være alt uden for Gud og hans Ord, ligegyldigt om det er en apostel eller en engel fra Himlen. Ovenfor i kap. 1, 8 siger Paulus således: »Selv om vi eller en engel fra Himlen …, han være en forbandelse!« Dér kan man se, at Paulus regnede en lille surdej for så meget, at han endog vovede at forbande de falske apostle, der udadtil var meget ansete mænd. Vi må derfor ikke tage let på en surdej i læren; for hvor lille den end er, forvolder den, når man er ligeglad dermed, at sandheden og frelsen lidt efter lidt går tabt, og at man fornægter Gud. Når Ordet er blevet forvansket og som følge deraf Gud fornægtes, er der ikke mere noget håb om frelse tilbage. Men om vi bliver spottet, forbandet og dræbt, er der stadig En, der kan opvække os og befri os fra forbandelse, død og Helvede.

      Lad os derfor lære at prise og ophøje Ordets majestæt og myndighed. For det er ikke noget ringe, således som vore dages sværmere mener. Men ét eneste bogstav (egl.: tegn) deraf er større end himlen og jorden. Derfor tager vi, når det gælder Ordet, slet intet hensyn til den kristne kærlighed eller enighed, men sætter os ganske enkelt til doms, det vil sige: vi fordømmer og forbander alle, som blot i mindste måde forvansker eller krænker Guds Ords høje autoritet. For »en lille surdej syrer hele dejen«. Men hvis de overlader os Ordet helt og uskadt, er vi rede til ikke blot at bevare kærlighed og enighed med dem, men vi tilbyder at være deres tjenere og gøre alt for dem. I modsat fald skal ikke blot de selv, men også hele verden med fromme og ugudelige, forgå og nedstødes til Helvede, når blot Gud bliver urokket. Når Han består, bliver også liv og salighed, og også de fromme skal bestå.

      Paulus gør altså ret i at forbande disse urostiftere og afsige dén dom, at de er forbandede tillige med alt, hvad de er, lærer og gør, og at han ønsker dem udryddet af dette liv og især af Kirken, det vil sige: at Gud ikke skal lede deres lære og alle deres gerninger og ikke lade dem lykkes. Og denne forbandelse stammer fra Helligånden. Sådan forbander Peter Simon Mager i ApG 8, 20: »Gid dine penge må I gå til grunde tillige med dig osv.« Og der forekommer ofte forbandelser i Skriften mod den slags sindsforvirrere, især i Salmerne, som i Sl 55, 16: »Over dem komme død, lad dem levende synke i Dødsriget!« og ligeså i Sl 9, 18: »Til Dødsriget skal de gudløse fare osv.«

      Hidtil har Paulus med de kraftigste beviser sikret læren om retfærdiggørelsen. Endvidere har han, for ikke at lade noget uforsøgt, hist og her i denne redegørelse indsat bebrejdelser, ros, opmuntringer, trusler osv. Til sidst tilføjer han eksemplet fra sit eget liv, at han har lidt forfølgelse på grund af denne lære, og derigennem formaner han alle fromme til ikke at tage anstød og blive bange, når de ser evangeliets forkyndelse blive årsag til uro, forargelse, sekter m.v. Snarere skulle de jo glæde sig og juble. For jo vildere verden raser mod evangeliet, jo bedre går det evangeliets sag.

      Dette skal i vor tid være vor kæreste trøst. For det er vist, at der ikke er nogen anden grund til, at verden hader og forfølger os, end at vi forkynder evangeliet. Den anklager os ikke for at være tyve, horkarle eller mordere, men afskyr alene dette hos os, at vi lærer fromt og rent om Kristus og ikke er hørt op med at forsvare sandheden. Vi kan derfor være vis på, at denne vor lære er hellig og fra Gud, netop fordi verden nærer et så bittert had til den. I øvrigt er ingen lære for ugudelig, tåbelig, latterlig eller skadelig til, at verden gerne og hjerteligt tager imod den, forsvarer den og tilmed taler ærbødigt om den, hæger om den, smigrer for den og gør alt for dem, der forkynder den. Alene fromhedens, livets og frelsens lære og dens tjenere afskyr den så højt og overdænger dem med alskens skældsord. Det er altså et klart bevis på, at det alene er af had til Ordet, verden er så forbitret på os. Når vore modstandere derfor bebrejder os, at denne lære kun fører til krige, oprør, forargelser, sekter og et utal af andre ulykker, skal vi svare dem: Velsignet være den dag, da vi får det at se! – Men hele verden kommer i uro. – Vel, hvis den ikke kom i uro og Djævelen ikke rasede sådan og bragte alt i forvirring, ville vi ikke have den rene lære, som må medføre denne forvirring og rasen. Hvad I anser for en ulykke, holder vi derfor for det højeste gode!

      Nu følger formaninger og forskrifter om gode sæder.

      Apostelen har nemlig for skik efter at have undervist om troen og belært samvittighederne at tilføje forskrifter for, hvordan man skal leve. Dermed formaner han de troende til at øve indbyrdes kærlighed. Den del af læren forstår og lagrer fornuften også i nogen grad; men læren om troen kender den ikke noget til. For at den kristne lære altså ikke skal forekomme at opløse gode sæder og stride imod de borgerlige forordninger, giver apostelen også formaninger om gode sæder og en ærbar, ydre vandel, om at overholde kærligheden, enigheden osv. Det er altså med urette, verden anklager de kristne for at opløse gode sæder og forstyrre den offentlige ro og ærbarhed. For de underviser bedre om god opførsel og alle dyder end nogen filosoffer eller øvrigheder. De føjer nemlig troen til.

 

v13: »I blev jo kaldet til frihed, brødre! kun at I ikke bruger friheden til en anledning for kødet; men vær ved kærligheden hverandres tjenere!«

Han vil sige: I har nu ved Kristus fået frihed, det vil sige: I er i samvittigheden og over for Gud højt hævet over alle love, er salige og frelste, og Kristus er jeres liv. Selv om loven, synden og døden skræmmer jer, kan de altså dog hverken skade jer eller drive jer til fortvivlelse. Det er jeres herlige og uvurderlige frihed. Nu er det op til jer at sørge omhyggeligt for, at I ikke bruger den frihed til en anledning for kødet.

      Dette onde strækker sig overordentlig vidt omkring og er det værste af alt, som Satan forvolder på lærens område, nemlig at han hos mange gør den frihed, hvortil Kristus har befriet os, til en anledning for kødet. Det samme klager Judas over i sit brev: »Der har indsneget sig nogle mennesker, .. ugudelige, som misbruger Guds nåde til uterlighed«. For kødet forstår slet ikke læren om nåden, at vi nemlig ikke retfærdiggøres ved gerninger, men alene ved troen, og at loven ikke har nogen ret over os. Når det derfor hører denne lære, vender det den til løsagtighed og slutter straks: Hvis vi er uden lov, kan vi altså leve, som vi vil. Vi skal ikke gøre noget godt, ikke give noget til dem, der trænger, og langt mindre lide noget ondt. For der er ingen lov til at tvinge eller binde os.

      Derfor er der fare fra begge sider. Den ene er dog lettere at holde ud end den anden. Hvis nåden eller troen ikke bliver forkyndt, er der ingen, der bliver frelst. For troen alene retfærdiggør og frelser. Hvis troen derimod bliver forkyndt, hvad den nødvendigvis må, forstår de fleste mennesker læren om troen kødeligt og gør åndens frihed til en frihed for kødet. Det kan man i vore dage se i alle slags livsførelse, både hos høj og lav. Alle praler af at være evangeliske. De praler med den kristne frihed og følger dog samtidig deres egne begæringer og giver sig hen til havesyge, vellyst, hovmod, misundelse osv. Ingen gør sin pligt med trofasthed, og ingen tjener den anden i kærlighed. Den uværdige tilstand gør mig undertiden så utålmodig, at jeg ofte ønsker, at den slags »svin, der nedtræder perler med deres fødder« (Matt 7, 6), stadig befandt sig under pavens tyranni. Dette folk fra Gomorra kan nemlig umuligt styres af fredens evangelium.

      Desuden gør heller ikke vi selv, som forkynder Ordet, vor pligt med så stor flid og iver, nu vi lever i sandhedens lys, som før i vankundighedens mørke. For jo sikrere vi er om den frihed, som Kristus har erhvervet os, des koldere og sløvere er vi til at tale om Ordet, bede, gøre godt og lide ondt. Og hvis Satan ikke plagede os i vort indre med åndelige fristelser og udadtil med vore modstanderes forfølgelser og ligeså med vore egnes foragt og utaknemmelighed, ville vi blive helt sikre, slappe og unyttige til al god gerning. Og med tiden ville vi miste kendskabet til og troen på Kristus; vi ville lade Ordets tjeneste i stikken og søge en levevis (et levebrød?), der var mere behagelig for vort kød. Dette begynder adskillige af vore at gøre af den grund, at de, der arbejder med Ordet, ikke blot ikke kan leve deraf, men også behandles højst uværdigt af dem, som de ved forkyndelsen af evangeliet har befriet fra pavens elendige slaveri. Disse forlader den fattige og forargelige Kristus, blander sig op i, hvad der har med det nærværende liv at gøre, og tjener ikke Kristus, men deres egen vom – med hvilken frugt skal de til sin tid erfare.

      Da vi altså véd, at Djævelen ligger ivrigst på lur efter os, som har Ordet (de andre holder han jo i frivilligt fangenskab), og med iver prøver på at berøve os den åndelige frihed eller dog få os til at vende den til løsagtighed – derfor lærer og formaner vi med største omhu og flid – ligesom Paulus – vore til ikke at mene, de har fået den åndens frihed, som Kristus har erhvervet dem ved sin død, for at bruge den til en anledning for kødet eller, som Peter siger det, »have den til ondskabs skjul« (1 Pet 2, 16), men for at de gensidigt skal tjene hinanden i kærlighed.

      For at de kristne som sagt ikke skal misbruge denne frihed, lægger apostelen deres kød i trældom ved loven om den gensidige kærlighed. De fromme skal derfor huske, at de i samvittigheden over for Gud er frie fra lovens forbandelse, fra synden og døden, for Kristi skyld, men at de, hvad kroppen angår, er trælle. Hér skal den ene tjene den anden med kærlighed, sådan som Paulus påbyder. Alle skal altså være ivrige efter flittigt at gøre deres pligt i deres kald og hjælpe deres næste med, hvad de kan. Dette forlanger Paulus af os med disse ord: »Vær ved kærligheden hverandres tjenere.« De ord tillader ikke de hellige at være frie efter kødet, men lægger dem i trældom. Desuden kan man ikke på nogen måde pånøde eller overbevise kødelige mennesker om denne lære om at vise gensidig kærlighed indbyrdes. Kristne adlyder gerne i dette stykke. De andre slutter straks, når dén frihed er blevet forkyndt dem: Hvis jeg er fri, må jeg gøre, som jeg vil. Den sag er op til mig, hvorfor skulle jeg så ikke sælge den så dyrt som muligt? Og ligeså: Da vi ikke får frelsen på grund af gode gerninger, hvorfor skulle vi så give de fattige noget? Disse mennesker ryster i deres sikkerhed kødets trældomsåg af sig og vender åndens frihed til kødelig selvrådighed og tøjlesløshed. Disse sikre foragtere forkynder vi (skønt de ikke tror på os, men ler ad os), at om de bruger deres legeme og deres evner blot efter eget forgodtbefindende (hvad de bestemt gør, siden de ikke hjælper de fattige, ikke giver til låns, men bedrager deres brødre i handel og rager til sig med rette eller urette) – så er de ikke frie, om de så praler nok så meget af at være det, men har mistet Kristus og friheden og tjener Djævelen. Og nu er de under den kristne friheds navn »syv gange værre« end før under pavens tyranni. For den uddrevne Djævel er vendt tilbage til dem og har taget »syv andre ånder, der er værre end den selv«, med sig. Derfor bliver det sidste værre for dem end det første (Matt 12, 43 ff.).

      Vi har befaling fra Gud om at forkynde evangeliet, som giver alle mennesker bud om, at de, om blot de tror, gratis og for Kristi skyld, er frie fra loven, synden, døden og Guds vrede. Men det afhænger ikke af vort skøn eller magt at forhøje – eller, når den allerede er blevet kendt gennem evangeliet, at fordunkle eller tilbagekalde denne frihed. For Kristus har givet og erhvervet os den ved sin død. Vi kan heller ikke tvinge de svin, som med fuld kraft kaster sig ud i kødets frihed, til med deres legeme og deres ejendom at tjene andre. Vi gør derfor, hvad vi kan, det vil sige: Vi påminder dem flittigt om, at de bør gøre dette. Og om vi ikke opnår noget med disse vore formaninger, overlader vi sagen til Gud. Den er jo også hans. Han skal til sin tid give dem deres retfærdige straf. Imens er det os dog en trøst, at vort arbejde og flid ikke er forgæves blandt de fromme. Af dem har vor tjeneste uden tvivl revet mange ud af trældommen under Djævelen og bragt dem over til åndens frihed. Disse få, som erkender, hvor herlig åndens frihed er, og på deres side er rede til i kærlighed at tjene andre, og som véd, at de efter kødet er deres brødres skyldnere – de glæder os mere, end den talløse hob af dem, der misbruger denne frihed, kan bedrøve os.

      Paulus taler med meget velvalgte og tydelige ord, når han siger: I blev jo kaldet til frihed osv. For at ingen skal fantasere om kødets frihed, forklarer han, hvad det er for en frihed, han mener, og siger: »Kun at I ikke bruger friheden til en anledning for kødet, men vær ved kærligheden hverandres tjenere!« Derfor skal enhver kristen vide, at han ved Kristus, der er blevet indsat i samvittigheden, er herre over loven, synden og døden, så at de ikke har nogen ret over for ham. Omvendt skal han også vide, at hans legeme har fået pålagt et ydre slaveri, for at han skal tjene sin næste ved kærlighed. Men de, som opfatter den kristne frihed anderledes, de nyder evangeliets goder til eget fordærv og er under kristennavn værre afgudsdyrkere, end de var førhen under paven. Paulus vil nu helt træffende vise ud fra De 10 bud, hvad det vil sige »at tjene ved kærligheden osv.«.

 

v14: »Thi hele loven er opfyldt i ét ord, i det: 'Du skal elske din næste som dig selv!'

Når Paulus har lagt den kristne læres grundvold, plejer han at bygge ovenpå »med guld, sølv og kostbare stene« (1 Kor 3, 12). Men der er, som han selv siger til korinterne, ikke nogen anden grundvold end Jesus Kristus selv eller Kristi retfærdighed. På dette fundament opfører han nu gode, ja, virkelig gode gerninger, som han alle indeslutter i det korte bud: »Du skal elske din næste som dig selv!« Meningen er: Når jeg siger, at I skal tjene hinanden ved kærlighed, vil jeg, hvad loven andetsteds siger: »Du skal elske din næste som dig selv!« Dette er en rigtig udlægning af Skriften og af Guds bud. Sofisternes forestilling om ordet »at elske« er helt indholdsløs og tom. For de siger, at det »at elske« ikke er andet end at ville en noget godt, eller at kærligheden er en i hjertet iboende egenskab, ved hvis hjælp mennesket kan frembringe en rørelse i hjertet eller en virksomhed, som man kalder velvilje. Det er en ganske nøgen, mager og teoretisk kærlighed, som ikke så at sige er blevet kød eller når til at handle. Paulus siger derimod, at kærligheden skal være en tjenestepige, og hvis den ikke er i sit arbejde med at tjene, er det ikke kærlighed. Men idet han lærer om kærlighed, giver han samtidig vranglærerne et sidehug. Han retter sine pile mod dem for også at forsvare og styrke sin lære om gerninger imod dem. Han vil sige: Hidtil har jeg belært jer, galatere, om det rette åndelige liv. Men nu vil jeg også belære jer om gode gerninger, for at I derved kan erkende, at den latterlige og barnlige udøvelse af ceremonier, som er det eneste, de falske apostle lægger vægt på, er noget langt ringere end kærlighedens gerninger. For det er alle ugudelige læreres og sværmerånders rablende afsindighed, at de ikke alene forlader den sande grundvold og den rene og faste lære, men aldrig nogen sinde når frem til virkelig gode gerninger, fordi de hænger fast i deres egen overtro. Derfor bygger de blot oven på grundvolden, som Paulus siger: »med træ, hø og strå« (1 Kor 3, 12). Skønt de falske apostle var de ivrigste forsvarere af gerninger, lærte de ikke og arbejdede heller ikke på, at man skulle gøre kærlighedens gerninger, at de kristne skulle elske hinanden, at de skulle være rede til at bringe deres næste hjælp i alle hånde fornødenheder ikke bare med deres formue, men også med hele deres krop, det vil sige: med tunge, hånd, hjerte og alle kræfter. I stedet var de blot ivrige for, at man skulle overholde omskærelsen, holde dage og måneder osv. De kunne heller ikke lære andre gode gerninger. For når grundvolden Kristus er ødelagt og læren om troen blevet formørket, kan der umuligt bestå nogen ret anvendelse, indøvelse og opfattelse af gode gerninger. Når man har fjernet træet, må dets frugter nødvendigvis også forsvinde.

      På lignende vis vrøvler også sektererne i vor tid, når det gælder læren om gode gerninger. Derfor må de nødvendigvis lære nogle sværmeriske og overtroiske gerninger. De har fjernet Kristus, fældet træet og ødelagt fundamentet. Derfor bygger de »på sand« (Matt 7, 26) og kan ikke bygge andet ovenpå end træ, hø og strå (1 Kor 3, 12). Vist kan de udmærket foregive kærlighed, ydmyghed osv.; men i virkeligheden elsker de ikke »i gerning og sandhed«, som Johannes siger, men blot »med ord og med tungen« (1 Joh 3, 18). De foregiver også en stor hellighed og narrer med denne hyklede hellighed menneskene til at mene, at deres gerninger er strålende og gudvelbehagelige. Men når man holder Ordets lys hen til dem, opdager man, at de blot er rene bagateller om noget tåbeligt og betydningsløst, der blot har at gøre med steder, tider, påklædninger og hensyntagen til folks stilling m.v. Derfor er det lige så nødvendigt, at fromme lærere med samme flid betoner læren om gode gerninger som læren om troen. For Satan er begges fjende og gør heftig modstand imod dem. Dog må man først indplante troen. For uden den kan man umuligt indse, hvad der er en god gerning, hvad der behager Gud.

      Men at Satan også hader læren om de virkelig gode gerninger, ses af det følgende. Skønt alle mennesker har et naturligt kendskab, der er deres sind medfødt, og hvorved de har en naturgiven fornemmelse af, at man skal behandle sin næste, som man selv vil behandles af ham (denne og lignende sætninger, som vi kalder den naturgivne lov – »lex naturæ« – er grundvolden for menneskelig ret og alle gode gerninger), er menneskets fornuft dog på grund af Djævelen så fordærvet og blind, at den ikke forstår denne medfødte kundskab – eller, om det ved Guds Ords påmindelse forstår den, dog bevidst (så stor er Satans magt!) tilsidesætter og foragter den. Dertil kommer, at Djævelen gør alle værkhellige og kættere så forrykte, at de efter at have kastet læren om de virkelig gode gerninger over bord, blot fremhæver nogle barnlige ceremonier eller nogle særlig vidunderlige gerninger, som de selv har udtænkt. Fornuften, der ikke kender til troen, priser dem højt og glæder sig voldsomt over dem.

      Således gjorde menneskene under pavedømmet disse tåbelige og betydningsløse gerninger, som Gud hverken foreskriver eller kræver, og dét med den største lyst, flid, iver og store bekostninger. Samme iver for noget betydningsløst ser vi i vor tid hos sektererne og deres lærlinge, frem for alt hos gendøberne. Men i vore menigheder, hvor man med største flid betoner den sande lære om gode gerninger, hersker der forunderligt nok stor sløvhed og ligegyldighed. Jo mere vi formaner og opmuntrer menneskene til at gøre vel, til at øve indbyrdes kærlighed og til at lade være med at pleje deres bug, des slappere og mere ligeglade bliver de til alle fromhedsøvelser. Derfor hader og hindrer Satan ikke blot læren om troen, men også læren om gode gerninger – den første, for at vore folk ikke skal tilegne sig den – eller, om de har lært den, dog ikke skal gøre gode gerninger, og den sidste bryder hyklerne og hæretikerne sig slet ikke om og i stedet lærer de tåbelige ceremonier eller naragtige og barnlige gerninger, som de let kan fange kødelige mennesker med. For verden styres ikke af evangeliet og troen, men af loven og overtroen.

      Apostelen formaner derfor de kristne til, når de har hørt og taget imod den rene lære om troen, da også at gøre de rette gerninger. For selv i de retfærdiggjorte er der rester af synd tilbage, og de forskrækker og drager dem bort såvel fra troen som fra de virkelig gode gerninger. Endvidere hjemsøges menneskets fornuft og kødet, som hos de hellige gør modstand mod Ånden (hos de ugudelige hersker det jo almægtigt!), naturligt af den farisæiske overtro og »elsker tomhed og søger løgn«, som det hedder i Sl 4, 3. Det vil sige: at det finder mere fornøjelse i at bedømme Gud ud fra deres egne forestillinger end ud fra hans Ord, og med langt større iver gør dé gerninger, det selv vælger, end dém, Gud foreskriver. Derfor må fromme lærere arbejde lige så flittigt på at fremhæve uskrømtet kærlighed og virkelig gode gerninger som på at undervise i den sande tro. Ingen skal altså mene, at han kender budet: »Du skal elske din næste!« til bunds. Vist er det ganske kort og hvad ordene angår let at lære. Men vis mig lærere og tilhørere, som i lære og liv holder og udfører det rigtigt. For jeg ser, at begge parter er sløve. Disse ord: »Tjen hverandre med kærlighed« og »Du skal elske din næste som dig selv« er altså evige ord, som ingen nok så god overvejer, fremhæver og udøver nok. Og hvad der er forunderligt: De fromme har den fristelse, at deres samvittighed straks er såret, hvis de undlader en ringe ting, som de burde gøre, men ikke, hvis de er ligeglade med kærligheden og ikke elsker deres næste af et rent og broderligt sind. Og det sker daglig. De agter nemlig ikke kærlighedsbudet så højt som deres egen overtro, som de aldrig bliver helt fri for i dette liv.

      Paulus anklager altså galaterne med disse ord: »Hele loven er opfyldt i ét ord osv.« Han vil sige: I er nogle kønne mennesker, der går op i jeres overtro og ceremonier angående steder, tider og faste, hvad der hverken gavner jer eller andre, og imens forsømmer I kærligheden, som var det eneste, I skulle gøre. Hvad er det for en tåbelighed?

      Også Hieronymus siger således: Vi svækker vore legemer med nattevågen, faste og besvær, men forsømmer kærligheden, som alene er herre og mester over vore gerninger. – Dette ser man særlig hos munkene, som med største strenghed holder deres overleveringer om gudstjenesteskikke, spisen, klæder osv. Hvis nogen undlader blot en lille smule deraf, begår han dødssynd. Men de er ikke blot ikke bange for at forsømme kærligheden, men hader oven i købet hinanden bittert.

      Med dette bud underviser Paulus derfor ikke blot om gode gerninger, men fordømmer også barnlige og overtroiske gerninger. Ikke alene »bygger han på grundvolden med guld, sølv og kostbare stene« (1 Kor 3, 12), men han nedriver træet og brænder hø og strå. Vist gjorde Gud vel i at give jøderne mange ceremonier. Derved ville han tilkendegive, at menneskets sind af natur er overtroisk og uden lyst til kærligheden, men er bundet til ceremonivæsen og har sin lyst i kødelig retfærdighed. Imidlertid har Gud dog også i Det gamle Testamente ved eksempler aflagt vidnesbyrd om, hvilken vægt han altid har tillagt kærligheden. For dén ville Han, at selv loven med dens ceremonier skulle vige. Da David og de mænd, der var med ham, led sult og ikke havde noget at spise, spiste de de hellige brød, som lægfolk ifølge loven ikke måtte spise af (1 Sam. 21, 6). Disciplene vanhelligede sabbatten ved at rykke aks op (Matt 12, 1), og Kristus overtrådte efter jødernes mening selv sabbatten ved at helbrede syge på denne dag. Alt dette viser, at kærligheden skal foretrækkes langt frem for alle love og ceremonier, og at Gud slet ikke kræver andet af os end kærlighed til næsten. Det samme bevidner Kristus også ved at sige: »Et andet er dette ligt« (Matt 22, 39).

 

v14 »Thi hele loven er opfyldt i ét ord, i det: 'Du skal elske din næste som dig selv!'«

Meningen er: Hvorfor plager I jer med loven? Hvorfor sveder I af angst og plager jer med lovens skikke om mad, dage og steder? At man skal spise, drikke, holde højtid og ofre på dén og dén bestemte manér? Hold op med disse tåbeligheder og lyt til, hvad jeg siger. Hele loven er fuldstændig indeholdt i dette ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv!« Gud finder bestemt ikke behag i eller trang til en sådan overholdelse af lovforskrifter, men kræver nu dette af jer, at I tror på Kristus, som Han selv har sendt. Så er I sammenfattet i ham og har alt. Men hvis I til troen, den mest gudvelbehagelige gudstjeneste, også vil føje love, så skal I vide, at alle love er sammenfattet i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv!« Stræb efter at holde dette bud; for ved at holde dét opfylder I alle love.

      Og Paulus er den bedste udlægger af Guds bud. For han sammenfatter hele Moses ved at vise, at indholdet af alle hans næsten uendelig mange love kort sagt ikke er andet end dette ganske korte ord: »Du skal elske din næste som dig selv!« I øvrigt tager fornuften anstød af de enkle og få ord, fordi det siges så kort: »Tro på Kristus« og ligeså: »Du skal elske din næste som dig selv!« Derfor foragter den begge lærer, både den om troen og den om de virkelig gode gerninger. Alligevel er det meget enkle og korte ord om troen: »Tro på Kristus« for de troende en guddommelig magt, hvormed de besejrer synden, døden og Djævelen og får saligheden. At tjene sin næste med kærlighed, det vil sige: at belære den vildfarende, trøste den sørgende, styrke den svage, hjælpe sin næste med, hvad man kan, bære over med hans grove sæder og råhed, i kirken og samfundet med roligt sind udholde fortrædeligheder, besvær og menneskers utaknemmelighed og foragt, adlyde øvrigheden, ære sine forældre, være tålmodig derhjemme med en lunefuld hustru og en umedgørlig husstand – det er efter fornuftens skøn betydningsløse gerninger. Men tro mig, det er så udmærkede og fortræffelige gerninger, at hele verden ikke kan fatte deres nytte og værdi (for den vurderer ikke gerninger eller noget andet ud fra Guds ord, men ud fra sin egen ugudelige, blinde og tåbelige fornufts skøn); ja, end ikke værdien af en ganske lille virkelig god gerning kan den anslå.

      Menneskene tager altså fuldstændig fejl, når de foregøgler sig, at de sagtens forstår kærlighedsbudet. Vist har de det indskrevet i hjertet. De skønner jo af naturen, at man bør gøre imod sin næste, hvad man vil, han skal gøre mod én selv. Men deraf følger ikke, at de virkelig forstår det. Ellers ville de vise det i handling, foretrække kærligheden frem for alle andre gerninger og heller ikke gøre så meget ud af og prale med deres overtroiske barnestreger – som at gå med et bedrøvet ansigt og hængende hoved, at være ugift, at leve af brød og vand, at opholde sig i ørkenen, at bære snavsede klæder og lignende. Disse unaturlige og overtroiske gerninger, som de selv hitter på, uden at Gud har befalet eller godkendt dem, anser de for så herlige og hellige, at de langt overgår og fordunkler kærligheden, som dog er alle gerningers sol. Så ubegribelig og uendelig er den menneskelige fornufts blindhed, at den hverken kan dømme ret om troens lære eller om livet og gerningerne.

      Derfor skal vi kæmpe af alle kræfter ikke blot imod vort hjertes indbildninger, som vi af naturen – selv når det gælder frelsen – snarere tror på end på Guds Ord, men også imod de selvvalgte gerningers tilsyneladende hellighed. Således kan vi lære at prise de gerninger, som enhver gør i sit eget kald, om de så end synes nok så ringe og foragtelige, når blot de svarer til Guds befaling, og derimod foragte dem, som fornuften udvælger uden Guds befaling, hvor herlige, svære, store og hellige de så end ser ud.

      Dette bud har jeg med flid og udførlighed talt om andetsteds. Derfor løber jeg nu kun let hen over det. Det er et kort, men dog herligt og kraftigt ord: »Du skal elske din næste som dig selv!« Ingen kan give et bedre, sikrere og nærmere eksempel end én selv. Der kan heller ikke gives nogen ædlere og dybere dyd end kærligheden, eller nogen bedre genstand end vor næste. Eksemplet, dyden og genstanden er altså særdeles udmærkede. Hvis du derfor ønsker at vide, hvordan man skal elske sin næste, og at have et klart eksempel på dette, skal du lægge omhyggeligt mærke til, hvordan du elsker dig selv. I nød og fare begærer du ængsteligt, at ikke blot alle mennesker, men også alle skabninger elsker dig og kommer dig til hjælp med alle gode råd, evner og kræfter. Du behøver ingen bog til at lære dig og påminde dig om, hvordan du bør elske din næste. For du har den herligste og bedste bog med alle love i dit eget hjerte. Du trænger ikke til nogen lærer i denne sag. Spørg blot dit eget hjerte til råds. Det vil tilstrækkelig tydeligt lære dig, at du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden er desuden den højeste dyd, som ikke blot er rede til at tjene med tunge, hånd, penge og ejendom, men også med kroppen og selve livet. Den fremkaldes heller ikke af fortjenester eller af noget andet, og hindres ikke af uværdighed og utaknemmelighed. En moder plejer og passer sit barn, fordi hun elsker det.

      Endelig er intet væsen, som du bør vise kærlighed, ædlere end din næste. Han er ikke en Djævel, ikke en løve, bjørn eller ulv, ikke af sten eller træ, men et væsen, der ganske ligner dig. Næsten er det gladeste, elskværdigste, nyttigste, mest velvillige, trøstende og nødvendige væsen på jorden. Og af naturen er han anlagt på at leve i samfund og fællesskab. Derfor kan der i hele naturens område ikke anføres noget, der er mere værdig til vor kærlighed end vor næste. Men Djævelens kunst er så forbløffende, at han ikke blot har held til at fordunkle denne ædleste genstand og fjerne den fra mit sind; men han kan også overbevise hjertet om den stik modsatte opfattelse, så det mener, at min næste ikke er værdig til kærlighed, men til det heftigste had. Det kan han såre let gøre. Han indgiver mig blot den tanke: Se, den mand har denne fejl, han har skældt dig ud, han har skadet dig osv. Han gør snart denne elskværdige genstand ringe, så man ikke mere anerkender den som sin næste, der skal elskes, men holder ham for en fjende, der er værdig til et bittert had. På denne måde kan Satan gøre kærligheden i vort hjerte forunderlig kold og ligeglad, ja, helt udslukke den, så vi efter at have glemt kærligheden til vor næste blot følger vore egne lyster. Dertil kommer også vor overtro og ligegyldighed, og desuden vore nærmestes krænkelser, som fra at elske dem får os til at hade dem dybt, så der ikke bliver andet tilbage af det bud end de nøgne og for indhold blottede bogstaver og ord: »Du skal elske din næste som dig selv!”

      Således forstår vi ikke meningen med dette bud, og langt mindre overholder vi det. Men vor næste er hvert menneske, især den, der trænger til vor hjælp, således som Kristus forklarer det i Luk 10, 30 ff. Om han end har tilføjet mig nogen uret eller skadet mig, så har han dog ikke af dén grund aflagt sin menneskelighed eller er hørt op med at være kød og blod, den Guds skabning, der ligner mig mest.

      Han er kort sagt ikke hørt op med at være min næste. Så længe som han har en menneskelig natur, så længe gælder også kærlighedsbudet, der kræver af mig, at jeg ikke skal ringeagte mit eget kød (Es. 58, 7) og ikke gengælde ondt med ondt, men overvinde det onde med det gode (Rom 12, 21). Ellers er kærligheden ikke en, der »tåler ... og udholder alt«, 1 Kor 13, 7. Man hugger ikke et sygt lem af, men plejer det og passer på det. Og »de lemmer, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære«, siger Paulus (1 Kor 12, 23). Men mange er i den grad ligeglade med dette bud, at de, om de endog kender nogen, der er udrustet med mange fremragende gaver og dyder, og så opdager, at han har blot en enkelt plet eller mange, dog glemmer alle hans gaver og goder og kun ser på hans fejl. Man finder også mange, der er så umenneskelige og beske spottere, at de ikke kalder dem, de ikke kan lide, ved deres eget navn, men giver dem vanærende øgenavne som skeløje, krumtud, bredflab osv. Verden er kort sagt Djævelens rige, som i sin store tryghed foragter troen og kærligheden og alt, som Gud har sagt og gjort.

      Paulus priser altså kærligheden for galaterne og alle kristne og opfordrer dem til at tjene hinanden ved den. Meningen er: I behøver ikke at bebyrde jer med omskærelse og mosaiske riter; men hold frem for alt fast ved dén lære om troen, som I har modtaget af mig. Hvis I dernæst vil gøre godt, vil jeg med ét ord vise jer de højeste og største gerninger, og hvordan I kan opfylde alle love: Elsk hinanden ved kærligheden. Der vil ikke skorte på nogen, I kan gøre vel imod. For verden er fuld af mennesker, der trænger til andres hjalp. Dette er den fuldstændige lære om troen og om kærligheden, den korteste og den længste teologi. Den korteste, hvad angår ord og sætninger, men i anvendelse og selve sagen er den bredere, længere, dybere og højere end hele verden.

 

v15: »Men når I bider og æder hverandre, da se til, at I ikke fortæres af hverandre!«

Med disse ord bevidner Paulus, at fred og enighed ikke kan bestå i menighederne, hverken i lære eller i liv, når grundvolden, det vil sige: læren om troen, bliver styrtet af ugudelige lærere; men straks efter opstår der stadig nye uenigheder og meninger om læren, om troen og om gerningerne. Men når enheden i menigheden er blevet krænket, er dette onde uden mål eller ende. For af de indbyrdes uenige ophavsmænd til kirkebrud lærer den ene, at dén gerning, og den anden, at en anden gerning er nødvendig til retfærdighed. Hver godtgør sin egen antagelse og overtro, og gendriver den andens. Da må der nødvendigvis opstå uenighed og partier, som derpå bider og æder hinanden, det vil sige: dømmer og fordømmer, indtil de omsider fortærer hinanden. Foruden Skriften vidner også eksempler fra alle tider derom. Da Afrika var blevet ødelagt af Manikæerne, blev de snart efterfulgt af Donatisterne, som også selv var indbyrdes uenige og delt i tre partier. I vor tid faldt først sakramentererne fra os, så gendøberne, og de er indbyrdes uenige. Således føder den ene sekt altid den anden, og den ene fordømmer den anden. Når enheden er ophørt, fortsætter ifølge matematikerne talrækken i det uendelige. På samme vis er det umuligt, når Åndens enhed er brudt, at være enige hverken om lære eller sæder. I stedet opstår der i begge henseender straks et utal af nye vildfarelser. Dette har vi også på udmærket vis fået at se i pavedømmet, hvor Åndens enighed umuligt kunne holde sig, da læren om troen blev forsømt og ringeagtet. Og da Åndens enhed var borte, fødtes der ved læren om gerninger næsten utallige partier af munke, som i deres indbyrdes uenighed målte helligheden efter ordensregelens strenghed og deres overtroiske gerningers vanskelighed, dem de selv havde udpønset. Derfor ville nogle anses for mere hellige end de andre. Ikke blot var der forskel på munke; men på samme vis var der også indbyrdes uenighed inden for samme munkeorden. Som den ene pottemager ser skævt til den anden, således også med franciskanermunkene osv. Desuden var der i hvert kloster lige så mange meninger, som der var munke. De nærede så længe indbyrdes misundelse, strid, kiv, ondskab med bid og opæden, indtil de, som det ord af Paulus siger, blev fortæret af hinanden.

      Men de, som holder sig til læren om troen og elsker hinanden, således som Paulus påbyder det hér – de rakker ikke ned på hinandens gerninger og stilling i livet; men hver især anerkender den andens stand og de pligter, han gør i sit kald. Ingen from sætter over for Gud øvrighedens embede over dét at være undersåt; for han véd, at begge dele er Guds ordning og i overensstemmelse med Guds befaling. Han skelner ikke mellem en fars og en søns, en lærers og en elevs, en husherres eller en tjeners opgave og gerning, men forkynder, at begge bestemt har Guds velbehag, når de sker i tro og lydighed mod Gud. I verdens øjne er der vel forskel på disse placeringer i livet og de pligter, der hører til dem. Men den ydre ulighed er ingen hindring for Åndens enhed, ved hvis hjælp alle tænker og tror det samme om Kristus, nemlig at vi alene ved ham får syndsforladelse og retfærdighed. Hvad angår den ydre vandel og pligt, dømmer den ene desuden ikke den anden eller river ned på hans gerninger og roser sine egne, selv om de måske langt overgår dem. Men med én ånd bekender de, at de har den samme Kristus til frelser, hos hvem der ikke er personsanseelse (Rom 2, 11) eller »antagelse« af gerninger.

      Dette kan de, som har ringeagtet troen og kærligheden og lærer overtroiske gerninger, umuligt gøre. Munken indrømmer ikke, at de gerninger, som en lægmand gør i sit kald, er lige så gode og gudvelbehagelige som hans egne.

      Nonnen foretrækker langt sin egen stilling i livet og sine egne gerninger for hustruens, den gifte kvindes, stilling og gerninger. For hun mener, at hine gør fortjent til nåde og evigt liv, mens disse ikke gør det. Og deraf kommer det, at disse hellige mennesker med en guldtørsts heftighed har hævdet og også overbevist verden om, at deres stand og gerninger var langt større og helligere end lægfolks stand og gerninger. Og hvis ikke de selv stadig i vore dage havde denne opfattelse af deres egne gerningers hellighed og forsvarede den, skulle de ikke længe bevare deres anseelse og rige. Man kan altså ikke overtyde nogen munk eller anden gerningsretfærdig om, at en almindelig kristens gerninger, der er gjort i tro på og lydighed mod Gud, er bedre og mere gudvelbehagelige end deres egne selvopfundne, overtroiske og unaturlige gerninger. For når grundvolden er borte, kan de gerningsretfærdige ikke skønne anderledes, end at dé er hellige, der gør så herlige og storslåede gerninger – eller som i vor tid gendøberne fantaserer om, at dé er hellige, der lider nød, fryser og er tarvelige i tøjet, mens de andre, der har ejendom, ikke er det. Derfor kan de umuligt holde fred med dem, som ikke tilslutter sig deres mening; men de bider dem og æder dem op.

      Deroverfor lærer Paulus, at man skal undgå sådanne anledninger til strid, og han viser, hvordan de kan undgås. Dette er vejen til enighed, siger han: Hver skal i den stand, som Gud har kaldet ham til, gøre sin pligt, lade være med at ophøje sig over de andre eller misbillige de andres gerninger og prise sine egne som bedre. Nej, den ene skal tjene den anden ved kærlighed. Dette er den ægte og enkle lære om gode gerninger. Sådan bærer dé sig ikke ad, som har »lidt skibbrud på troen« (1 Tim 1, 19) og dannet sig sværmeriske meninger om troen og livet eller de gode gerninger. Men de er straks indbyrdes uenige om læren om troen og gerningerne og bider og æder hinanden, det vil sige: de beskylder og fordømmer hinanden, således som Paulus hér siger om galaterne: »Men når I bider og æder hinanden osv.« Meningen er: I skal ikke beskylde og fordømme hinanden på grund af omskærelsen og overholdelse af fester og andre ceremonier; men gør hellere dette, at I tjener hinanden ved kærligheden. Ellers skal I, om I bliver ved med at bide og æde hinanden, se til, at I ikke bliver ædt op, det vil sige: helt går til grunde, endog legemligt. Det er, hvad der næsten altid plejer at ske, især med sekternes ophavsmænd, som Arius og andre, også adskillige i vor tid. For når grundvolden er lagt på sand og man bygger ovenpå med træ, hø og strå, må man nødvendigvis forgå og brændes op. For alt dette er rede til branden. For ikke at tale om, at den slags biden og æden plejer at få ødelæggelse ikke blot af en by, men af landområder og riger til følge. Nu forklarer han, hvad det vil sige at tjene sin næste med kærlighed.

      Det er svært og farligt at lære, at vi retfærdiggøres ved troen uden gerninger, og så dog fordre gerninger. Hvis der ikke i denne situation er trofaste og kloge »Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder« (1 Kor 4, 1), der kan dele sandhedens Ord rigtigt, sammenblander man straks troen og gerningerne. Såvel læren om troen som læren om gerningerne skal læres og fremhæves med flid, dog således, at hver især holder sig inden for sine grænser. Ellers, hvis man som i pavedømmet alene lærer om gerninger, mister man troen, og hvis man alene lærer om troen, bilder kødelige mennesker sig straks ind, at det er unødvendigt med gerninger.

      Apostelen havde ovenfor begyndt at formane til gode gerninger og at sige, at hele loven opfyldes i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv!« Nogen kunne da få den tanke: I hele brevet frakender Paulus loven evne til at retfærdiggøre; for han siger: »Af lovens gerninger skal intet kød blive retfærdiggjort« (2, 16) og ligeså: »Så mange, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse« (3, 10). Men nu, da han siger, at hele loven opfyldes i ét eneste ord, synes han at have glemt den sag, som han har behandlet i hele dette brev, og at mene det stik modsatte, nemlig at de, som gør kærlighedens gerninger, opfylder loven og er retfærdige. På denne mulige indvending svarer han med disse ord:

 

v16: »Men jeg siger: I skal vandre efter Ånden, så fuldbyrder I ingenlunde kødets begæring.«

Han vil sige: Jeg har ikke glemt min forudgående drøftelse af troen og tilbagekalder den heller ikke, når jeg formaner jer til gensidig kærlighed og siger, at hele loven opfyldes ved kærligheden. Men jeg mener helt det samme som ovenfor. For at I skal forstå mig ret, tilføjer jeg derfor: »I skal vandre i Ånden osv.«

      Skønt Paulus hér har talt klart og tydeligt, nytter det ham dog ikke noget. For sofisterne har misforstået denne udtalelse af Paulus: Kærligheden er lovens opfyldelse, og deraf draget den slutning: Hvis kærligheden er lovens opfyldelse, må kærlighed være retfærdighed. Hvis vi elsker, er vi altså retfærdige. De brave folk slutter fra ordet til gerningen, fra læren eller fra budene til livet, på denne vis: Loven foreskriver kærlighed, følgelig kommer gerningerne straks derpå. Men en følgeslutning fra bud til gerninger er jo helt tåbelig.

      Vist burde vi opfylde loven og retfærdiggøres ved at opfylde den. Men dét forhindrer synden. Vel foreskriver og befaler loven, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv; men deraf, at dette står skrevet, følger ikke, at det går sådan til. Heller ikke: Loven befaler kærlighed, altså elsker vi. Du kan ikke nævne nogen på jorden, som elsker Gud og sin næste således, som loven kræver. Men i det kommende liv, hvor vi vil være helt renset for alle fejl og synder og klare som solen, elsker vi fuldkomment, og vi skal være retfærdige ved vor fuldkomne kærlighed. Men i dette liv hindres en sådan renhed af kødet, i hvilket der, så længe vi lever, stadig findes synd. Derfor er vor syndige egenkærlighed så mægtig, at den langt overgår kærligheden til Gud og vor næste. Men for at vi skal være retfærdige i dette liv, har vi dog et »sonemiddel« (Rom 3, 25) og en nådens trone (Hebr 4, 16), Kristus. Når vi tror på ham, tilregnes synden os ikke. Troen er altså vor retfærdighed i dette liv. Men i det kommende liv, hvor vi er gjort helt rene og frie for alle synder og begæringer, skal vi ikke længere have behov for tro og håb.

      Det er altså en stor vildfarelse at tilskrive kærligheden at kunne retfærdiggøre. Den er der jo ikke, eller om der er nogen, så er den i hvert fald ikke stor nok til at forsone Gud. For i dette liv elsker selv helgener som sagt kun ufuldkomment og urent, og intet urent skal komme ind i Himmeriget, Ef 5, 5. Imens holdes vi dog oppe af dén tillid, at Kristus, der som den eneste »ikke gjorde synd, ikke heller blev der fundet svig i hans mund« (1 Pet 2, 22), overskygger os med sin retfærdighed. Når vi er indesluttet under og beskyttet af dette læ, syndsforladelsens Himmel og nådens trone, begynder vi på at elske og opfylde loven. Men vi retfærdiggøres ikke og er ikke gudvelbehagelige på grund af denne opfyldelse, mens vi lever hér. Men når Kristus »overgiver Gud og Faderen riget, når han har tilintetgjort hver magt og hver myndighed og kraft« og Gud bliver »alt i alle« (1 Kor 15, 24 og 28), da skal troen og håbet ophøre og kærligheden være fuldkommen og evig (1 Kor 13, 8). Dette forstår sofisterne ikke; for når de hører, at kærligheden er hovedsagen i loven, slutter de straks: altså er det kærligheden, der retfærdiggør, og når de så derimod læser hos Paulus, at det er troen, der retfærdiggør, tilføjer de: nemlig når den har fået sin rette form gennem kærligheden. Det er ikke Paulus' mening, således som jeg udførligt har omtalt den ovenfor.

      Hvis vi var rene for alle synder og gik fuldstændig op i kærligheden til Gud og vor næste, var vi bestemt retfærdige og hellige ved kærligheden, og der var intet, som Gud yderligere kunne fordre af os. Dette forekommer ikke i det nærværende liv, men begynder først i det kommende. Vist får vi allerede hér Åndens gave og førstegrøde, så vi kan begynde at elske, om end kun ganske svagt. Men hvis vi virkelig og fuldkomment elskede Gud, således som loven kræver: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte«, så var fattigdom os lige så kær som velstand, smerte som lyst, død som liv osv. Ja, den, der virkelig og fuldkomment elskede Gud, kunne ikke leve længe, men blev snart opslugt af den kærlighed. Men nu er den menneskelige natur sunket så dybt ned i synder, at den slet ikke kan tænke eller mene ret om Gud, og den elsker ikke Gud, men nærer et voldsomt had til ham. Det er, som Johannes siger: »Vi har ikke elsket Gud, men Han har elsket os og udsendt sin Søn til en forsoning for vore synder«, 1 Joh 4, 10. Og ovenfor i kap. 2, 20 hedder det, at Kristus »elskede mig og gav sig selv hen for mig«, og i kap. 4, 4 f.: »Gud udsendte sin Søn … født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven«. Da vi er løskøbt og retfærdiggjort af denne Søn, begynder vi at elske, som Paulus siger i Rom 8, 3f.: »Det, som var loven umuligt. . . dét gjorde Gud … for at lovens krav skulle opfyldes i os«, det vil sige: det skulle begynde at blive opfyldt. Det er altså ren og skær fantasi, hvad sofisterne har lært om opfyldelse af loven.

      Derfor angiver Paulus med disse ord: »I skal vandre i Ånden«, hvordan han vil, at hans sætning: »Tjen hverandre ved kærligheden« skal forstås, og ligeså, at kærlighed er lovens opfyldelse. Meningen er: når jeg befaler jer at elske hinanden, forlanger jeg dette af jer, at I skal vandre i Ånden. For jeg véd, at I ikke vil kunne opfylde loven. Fordi synden klæber ved jer, så længe I lever, kan I umuligt opfylde loven. Derimod skal I med flid sørge for at vandre i Ånden, det vil sige: at I ved Ånden skal kæmpe mod kødet og følge Åndens tilskyndelser. Han har altså ikke glemt læren om retfærdiggørelsen. For når han befaler dem at vandre i Ånden, benægter han tydeligt, at gerninger retfærdiggør. Ret som han vil sige: Når jeg taler om opfyldelse af loven, er det ikke min mening, at I retfærdiggøres ved loven, men jeg siger, at der er to fjendtlige førere inde i jer, Ånden og kødet. Gud har givet anledning til en strid og kamp inde i jeres legeme. For Ånden kæmper mod kødet, og omvendt kødet mod Ånden. I dette kræver jeg intet af jer, og I kan heller ikke gøre mere end under Åndens førerskab at stå høvdingen, kødet, imod. Adlyd den første, og bekæmp den sidste! Når jeg derfor lærer om loven og formaner jer til gensidig kærlighed, skal I ikke mene, at jeg tilbagekalder læren om troen og nu overlader retfærdiggørelsen til loven eller kærligheden; men jeg mener, at I skal vandre i Ånden, så I ikke fuldbyrder kødets begæring.

      Paulus bruger altså ordene i egentlig betydning. Som om han vil sige: Endnu er vi ikke nået frem til at opfylde loven. Derfor bør vi vandre i Ånden og holdes til af Ham, så vi tænker, taler og gør, hvad der hører Ånden til, og modstår det, der hører kødet til. Derfor tilføjer han: »så fuldbyrder I ingenlunde kødets begæring«. Som vil han sige: Kødets gerninger er endnu ikke døde, men skyder stadig frem på ny, knurrer op og gør modstand imod Ånden. Hos ingen helgen er kødet så godt, at det ikke, når det bliver fornærmet, gerne vil bide fra sig og æde eller i det mindste tilsidesætte noget af kærlighedsbudet. Ja, i den første opbrusen kan han ikke nære sig for uvilje mod næsten. Han ønsker hævn og hader ham som en fjende. I hvert fald elsker han ham mindre, end han ifølge kærlighedsbudet burde. Sådan går det helgenerne.

      Derfor har apostelen opstillet dén regel for de hellige, at de skal tjene hinanden ved kærlighed, at de skal bære hinandens svagheder og byrder, og at de skal tilgive hinandens fejl. Og uden denne overbærenhed kan fred og enighed umuligt bestå blandt de kristne. For det kan ikke undgås, at du ofte bliver stødt af andre og selv foruretter dem. Du ser meget i mig, der støder dig, og til gengæld ser jeg meget hos dig, der byder mig imod. Hvis den ene da ikke i kærlighed giver efter for den anden, bliver der ingen ende på strid, uenighed, misundelse og fjendskab. Derfor vil Paulus, at vi skal vandre i Ånden for ikke at fuldbyrde kødets begæring. Meningen er: Skønt I foruroliges af vrede, misundelse osv. mod den broder, der fornærmer jer eller gør noget fjendtligt mod jer, så skal I dog ved Ånden modstå og undertrykke de følelser, bære over med hans svaghed og elske ham, overensstemmende med budet: »Du skal elske din næste som dig selv!« For en broder ophører ikke med at være din næste, fordi han falder eller fornærmer dig. Men da er det allermest nødvendigt, at du viser ham kærlighed. Og dette bud: »Du skal elske din næste« kræver det samme, nemlig at du ikke skal rette dig efter kødet, som, når det lider uret, hader, bider og æder, men i Ånden kæmpe imod det og ved Ånden blive ved med at elske din næste, skønt du ikke finder noget i ham, der er værd at elske.

      Sofisterne opfatter kødets begæring som seksuelt begær. Vel er det sandt, at ingen fromme – og især ikke de, der endnu ikke har nået en moden alder eller er ugift – er uden seksuelt begær. Ja, kødet er så ødelagt og fordærvet, at heller ikke ægtefolk er uden seksuelt begær. Enhver må i dette prøve sig selv – jeg taler her om fromme ægtefolk af begge køn. Så skal han uden tvivl finde, at han bedre kan lide en anden kvindes udseende eller væremåde end sin egens. Han føler lede ved den kone, han har fået, og elsker hende, han ikke fik. Ja, i alle forhold plejer der at ske dette: hvad man har, er man ligeglad med; men hvad man ikke har, elsker man.

      »Vi stræber altid mod det forbudte og begærer, hvad der er os nægtet«.

Derfor benægter jeg ikke, at vellyst indgår i kødets begæring. Men det er ikke blot seksuelt begær, men også alle andre dårlige følelser, der er indbefattet deri. Og de plager de fromme, mere eller mindre voldsomt, med hovmod, had, griskhed, utålmodighed osv. Ja, blandt kødets gerninger findes ikke blot dén slags grove laster, men også afgudsdyrkelse, kætteri og lignende, der hører blandt vore finere dragelser, tæller Paulus med i det følgende. Det er altså klart, at han taler om kødets begæring i sin helhed og om hele syndens magt, som hos de fromme, der har modtaget Åndens førstegrøde, kæmper mod Åndens magt. Han taler altså ikke blot om seksuelt begær og hovmod, men også om vantro, mistillid, fortvivlelse, had, foragt for Gud, afgudsdyrkelse og kætteri.

      Han mener: Jeg skriver, at I skal elske hinanden. Det gør I ikke; for I har jeres kød, og det er fordærvet af begær, som ikke blot er en anledning til synd i jer, men er selve synden. I modsat fald, hvis I havde en fuldkommen kærlighed, ville ingen bedrøvelse og ingen modgang være så stor, at den kunne forstyrre den. For den ville gennemtrænge hele legemet. Ingen hustru ville være så hæslig, at hendes mand ikke elskede hende højt og følte lede ved selv de skønneste andre kvinder. Men sådan er det ikke. I kan derfor umuligt blive retfærdiggjort ved jeres kærlighed. Derfor skal I ikke mene, at jeg tilbagekalder læren om troen. For tro og håb skal bestå, for at vi kan blive retfærdiggjort ved den ene – og ved den anden fatte håb og holde ud i ulykke. Siden tjener vi vel hinanden ved kærligheden, fordi troen er noget virksomt. Men kærligheden er ringe og svag. Når jeg derfor befaler jer at vandre i Ånden, tilkendegiver jeg klart, at I ikke bliver retfærdiggjort ved kærligheden.

      Derved, at jeg siger, at I skal vandre i Ånden, så I ikke adlyder kødet eller fuldkommer kødets begæring – forlanger jeg heller ikke, at I helt skal aflægge kødet eller dræbe det, men at I skal tæmme det. For Gud vil, at verden skal bestå lige til den yderste dag, og det kan ikke ske, uden at der bliver født og opfostret mennesker. Mens dette varer ved, må kødet og følgelig også synden nødvendigvis bestå; tor kødet er ikke til uden synd. Om vi derfor ser hen til kødet, er vi syndere; men om vi ser hen til Ånden, er vi retfærdige. Dog er vor retfærdighed rigere end synden. For Kristus, vor forsoners hellighed og retfærdighed er langt større end hele verdens synd. Derfor er syndsforladelsen, som vi har gennem ham, så stor, rigelig og uendelig, at den let opsluger alle synder, når blot vi forbliver i troen og håbet til ham.

      Endvidere skal man lægge mærke til, at Paulus skriver dette ikke blot til eneboere og munke, der lever i cølibat, men til alle kristne. Det siger jeg, for at vi ikke skal vrøvle, som når papisterne våser op om, at dette bud blot angår de gejstlige, som apostelen skulle opfordre til at vandre i Ånden, det vil sige: til at leve kysk efter at have tæmmet og bekæmpet deres kød med nattevågen, faste og spægelser. Så ville de ikke fuldbyrde kødets begæring, nemlig det seksuelle begær. Ret som om hele kødets begæring er besejret, når man får undertrykt og tæmmet sin vellyst. Men end ikke bare den kunne de dog undertrykke ved spægelse af kødet. Det indrømmes åbent af Hieronymus – for de andre forbigår jeg i tavshed. Han var en stor ven og forsvarer af kyskhed. »Hvor mange gange har jeg ikke ude i ørkenens uhyre ensomhed, der er svedet af solens brand og gav munkene et forfærdeligt husly, ment, at jeg havde del i romerske udskejelser.« Og ligeså: »Jeg, som af frygt for Helvede selv havde dømt mig til et sådant fængsel, hvor mine eneste fæller var skorpioner og vilde dyr, befandt mig ofte i kor af dansende piger. Mit ansigt var blegt af faste; men sindet var hedt af begær i den kolde krop, og mens kødet var dødt inden dets ejer, flammede alene vellystens bål op.« Hvis Hieronymus, som levede af vand og brød i ørkenen, følte et så glødende erotisk begær, hvad må da ikke vore gejstlige, der dyrker den hellige mavesæk, føle? De fylder og stopper sig i dén grad med lækkerier, at det er forunderligt, de ikke sprænges. Derfor er dette hverken skrevet alene til munke eller verdslige syndere, men til den katolske (:almindelige) kirke og alle fromme, som Paulus formaner til at vandre i Ånden og til ikke at fuldbyrde kødets begæring, det vil sige: til ikke blot at tæmme kødets grove følelser som seksuelt begær, vrede og utålmodighed, men også de åndelige som tvivl, gudsbespottelse, foragt for og had til Gud.

      Paulus fordrer heller ikke af de fromme, at de fuldstændig skal ødelægge og dræbe deres kød; men de skal tæmme det, således at det er under Åndens kommando. I Rom 13, 14 befaler han, at vi skal »have omsorg for kødet.« For ligesom vi ikke bør være grusomme mod andres legemer eller plage dem med uretfærdigt arbejde, således bør vi heller ikke være mod vort eget. Derfor skal vi ifølge Paulus' bud sørge godt for vort kød, så det kan udholde både tanke- og kropsarbejde. Dog vil han kun, at der sørges for, hvad der er nødvendigt, »så begæringer ikke vækkes«. Om kødet begynder at blive uterligt, skal du dæmpe det ved Ånden, og hvis det bliver ved, så gift dig. »For det er bedre at gifte sig end at lide brynde« (1 Kor 7, 9). Når du gør dette, vandrer du i Ånden, det vil sige: du følger Guds ord og vilje. I øvrigt har dette bud om at vandre i Ånden som sagt ikke blot at gøre med eneboere og munke, men med alle fromme, selv om de ikke plages af seksuelt begær. Således vandrer en fyrste i Ånden, når han flittigt gør sin pligt, når han regerer sine undersåtter godt, straffer de skyldige og forsvarer de uskyldige. Så gør kødet og Djævelen modstand og forleder ham til at begynde en uretfærdig krig eller at følge sine egne lyster. Hvis han da ikke har Ånden til fører og adlyder Guds ord, der ret og fromt påminder ham om hans pligt, fuldbyrder han kødets begæring.

 

v17: »For kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet; disse står nemlig hinanden imod, for at I ikke skal gøre, hvad I har lyst til.«

Når Paulus siger, at kødet begærer imod Ånden, påminder han os samtidig om, at vi skal få kødets begæring at føle, det vil sige: ikke alene seksuelt begær, men hovmod, vrede, bedrøvelse, utålmodighed og vantro. Men han vil, at vi skal kende den sådan, at vi ikke giver efter for den eller fuldbyrder den. Det betyder: Vi skal ikke sige og gøre, hvad kødet tilskynder os til, så vi, om også det driver os til vrede, »kun vredes, men ikke forsynder os!«, som Sl 4, 5 lærer. Det er, som om Paulus ville sige således: Jeg véd, at kødet vil forlede jer til vrede, misundelse, tvivl, vantro osv. Men stå imod i Ånden, så I ikke synder. Men om I opgiver Åndens ledelse og følger kødet, fuldbyrder I kødets begæring, og »I skal dø« (Rom 8, 13). Dette udsagn skal altså ikke blot forstås om seksuelt begær, men om hele syndens magt.

      Udtrykket »at I ikke skal gøre, hvad I har lyst til« forstår jeg som en mulighed, altså: at I ikke skal kunne gøre, hvad I eventuelt har lyst til. Og dette sted er et tydeligt bevis på, at Paulus skriver til hellige, det vil sige: til en menighed, som tror på Kristus, er døbt, retfærdiggjort, fornyet, og som fuldt ud ejer syndernes forladelse. Og dog siger han, at den har et kød, der kæmper mod Ånden. På samme vis taler han om sig selv i Rom 7, 14 og 23 f.: »Jeg er kødelig, solgt under synden« og derpå: »jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider imod mit sinds lov« og »jeg elendige menneske!”

      Her er ikke blot sofisterne, men også nogle af kirkefædrene i stor forlegenhed om, hvordan de skal undskylde Paulus. For de anser det for uværdigt, at dette Kristi udvalgte redskab har synd. Vi stoler på Paulus' ord, hvormed han oprigtigt bekender, at han er solgt under synden, er syndens fange, har en lov, der strider imod ham, og med sit kød tjener syndens lov. De svarer hér på ny, at apostelen siger dette på de ugudeliges vegne. Men de ugudelige klager ikke over, at synden er oprør, kamp og fangenskab; for synden har et vældigt herredømme over dem. Derfor er dette helt bestemt Paulus' og alle helliges klage. De, som har bestridt, at Paulus og andre hellige skulle have synd, handler altså ikke blot uklogt, men også ugudeligt. For ved denne mening, der udspringer af ukendskab til læren om troen, har de berøvet Kirken den allerstørste trøst, afskaffet syndernes forladelse og gjort Kristus overflødig.

      Paulus benægter altså ikke, at han har kød og kødets laster, når han siger: »Jeg ser en anden lov i mine lemmer osv.« Derfor er det ikke utroligt, at han engang har kendt til seksuelt begær. Dog tror jeg, at det helt har været svækket af de alvorlige og store åndelige og legemlige anfægtelser, hvormed han, som hans breve viser, næsten til stadighed blev plaget og hærget. Eller om han en gang imellem glad og stærk mærkede til vellyst, vrede, utålmodighed osv., stod han dog imod i Ånden og overlod ikke herredømmet til disse følelser. Derfor skal vi på ingen måde tillade, at den slags steder, der er så fulde af trøst, og hvormed Paulus beskriver kødets kamp imod Ånden, forvanskes af så tåbelige forklaringer. Sofister og munke har aldrig nogen åndelig anfægtelse. Derfor førte de alene krig for at undertrykke og overvinde det seksuelle begær, og opblæste af den sejr, som de dog aldrig vandt, mente de, at de var langt bedre og helligere end gifte folk – for foreløbig ikke at tale om, at de under dette prægtige renommé har næret og styrket alskens forfærdelige synder: uenighed, hovmod, had, foragt for næsten, tillid til deres egen retfærdighed, indbildskhed, ligegyldighed med fromheden og ordet, vantro og gudsbespottelse. Men disse synder bekæmpede de ikke. Tværtimod anså de dem slet ikke for at være synder. For dem bestod retfærdighed blot i at overholde deres tåbelige og ugudelige løfter, og uretfærdighed i at tilsidesætte dem.

      Men vi bør være vis på, at vor egentlige, hele og fuldkomne retfærdighed er Kristus. Om ikke vi kan stole på noget andet, så bliver dog, som Paulus siger: »Tro, håb, kærlighed, disse tre« (1 Kor 13, 13). Vi skal altså altid stole på og håbe og altid gribe om Kristus som vor retfærdigheds hoved og kildespring. Den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Endvidere bør vi lægge vægt på også at være retfærdige udadtil, det vil sige: Vi skal ikke rette os efter kødet, som altid tilskynder os til noget ondt, men modstå det ved Ånden, så vi ikke nedbrydes af utålmodighed over utaknemmeligheden og foragten hos den hob, der misbruger den kristne frihed, men ved Ånden besejrer denne og alle andre fristelser. For så vidt som vi altid kæmper ved Ånden mod kødet, er vi også udadtil retfærdige, skønt den retfærdighed ikke giver os Guds velbehag.

      Derfor skal ingen fortvivle, når han føler, at kødet gang på gang går i krig mod Ånden, eller han ikke straks kan tæmme kødet, så det er underlagt Ånden. Jeg ville ønske, at jeg selv havde et fastere og mere bestandigt sind, som ikke blot herligt kunne se ned på tyrannernes trusler og de kætterier, som sværmerne frembringer, samt den forargelse og uro, de også giver anledning til, men også straks kunne forjage den indre skræk og smerte, så det til sidst ikke forfærdedes over den bitre død, men modtog den som den kæreste gæst. »Men jeg finder en anden lov i mine lemmer, som strider imod mit sinds lov.« Andre må kæmpe med lavere anfægtelser som fattigdom, vanære og utålmodighed.

      Derfor skal ingen undre sig eller blive bange, når han i sit legeme mærker til denne kødets kamp mod Ånden. Men han skal fatte mod med disse ord af Paulus: »Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet« og ligeså: »Disse står nemlig hinanden imod, for at I ikke skal gøre, hvad I har lyst til.« For med disse sætninger trøster han de anfægtede. Meningen er: I kan umuligt i enhver henseende følge Åndens ledelse uden at mærke til eller blive hindret af kødet. Ja, kødet kan vel spænde ben og det i dén grad, at I ikke kan gøre, hvad I gerne ville. Da er det tilstrækkeligt, at I gør modstand mod kødet, så I ikke fuldbyrder dets begæring, men følger Ånden, ikke kødet, som let overvældes af utålmodighed, ønsker hævn, knurrer, hader, bider osv. Når derfor nogen føler denne kødets kamp, skal han ikke miste modet af den grund, men stå imod ved Ånden og sige: Jeg er en synder og mærker til synden; for jeg har endnu ikke aflagt kødet, og synden klæber fast til det, så længe som jeg lever. Men jeg føjer mig efter Ånden, ikke efter kødet, det vil sige: jeg griber i tro og håb om Kristus og fatter ved hans ord mod. Og når jeg på denne vis er blevet opmuntret, fuldbyrder jeg ikke kødets begæring.

      Det er meget gavnligt for de fromme at have erkendt og overvejet denne lære hos Paulus godt. For den giver de anfægtede en forunderlig trøst. Som munk mente jeg, at min frelse var sat over styr, om jeg én gang mærkede til kødets begæring, det vil sige: en ond indskydelse, seksuelt begær, vrede, had eller misundelse mod en og anden broder. Jeg forsøgte mangt og meget, skriftede daglig osv.; men jeg opnåede ikke noget, fordi kødets begæring stadig vendte tilbage. Derfor kunne jeg ikke finde hvile, men blev evig og altid plaget af sådanne overvejelser: Du har begået dén eller dén synd, desuden plages du af misundelse og utålmodighed m.m. Du er altså forgæves trådt ind i den hellige orden, og alle dine gode gerninger er omsonst. Hvis jeg da ret havde forstået Paulus' sætninger: »Kødet begærer imod Ånden« og »De står hinanden imod«, skulle jeg ikke i den grad have plaget mig selv, men som jeg nu plejer have tænkt: Martin, du bliver ikke helt fri for synd; for du har stadig kød, og derfor får du dets kamp at føle, således som Paulus siger: »Kødet står Ånden imod«. Du skal altså ikke fortvivle, men kæmpe for ikke at gøre kødets begæring, så er du ikke under loven.

      Jeg husker, Staupitz plejede at sige: »Jeg har mere end tusinde gange lovet Gud at blive bedre; men jeg har aldrig holdt, hvad jeg lovede. Fra nu af vil jeg ikke love noget sådant; for jeg véd helt sikkert, at jeg ikke vil holde det. Hvis Gud altså ikke er mig nådig og gunstig for Kristi skyld og giver mig den lykkelige dødsstund, jeg længes efter, når jeg skal forlade dette elendige liv, vil jeg ikke kunne bestå med samt mine løfter og gode gerninger«. Dette var ikke alene en sand, men også en from og hellig fortvivlelse, som alle, der vil blive salige, må bekende med mund og med hjerte. For de hellige stoler ikke på deres egen retfærdighed, men synger med David: »Gå ikke i rette med din tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig« (Sl 143, 2) og ligeså: »Tog du, Herre, vare på misgerninger, Herre, hvem kunne da bestå?« (Sl 130, 3). De ser altså hen til Kristus, deres forsoner, som gav sit liv hen for deres synder. Desuden, om der er en rest af synd tilbage i kødet, véd de, at den ikke tilregnes dem, men bliver dem tilgivet. Imens kæmper de ved Ånden mod kødet, ikke sådan at forstå, at de slet ikke mærker til kødets begæring; men de fuldbyrder den ikke. Skønt de altså mærker kødet rase og gøre oprør mod Ånden, og de nu og da også falder i synd og lever i den, så mister de ikke straks modet af den grund og tænker heller ikke straks, at deres stand og opgave her i livet og de gerninger, de har gjort i deres kald, mishager Gud. Men de fatter nyt mod ved troen.

      De fromme har altså en stor trøst af denne Paulus' belæring. Så véd de, at de er dels kød og dels Ånd, dog således, at Ånden hersker og kødet er det underordnede, retfærdigheden råder og synden må trælle. I modsat fald synker den, der er uvidende herom, dybt ned i fortvivlelse. Men den, der kender denne lære og bruger den rigtigt, for ham må det onde nødvendigvis samvirke til det gode. For når kødet lokker ham til at synde, vækkes han i den anledning op og drives til at søge syndernes forladelse ved Kristus og til at gribe troens retfærdighed, som han ellers ikke satte så højt eller længtes så voldsomt efter. Derfor er det meget gavnligt, at vi nu og da får vor natur og vort køds ondskab at føle, så vi på denne måde kan blive opmuntret og ansporet til at tro på og påkalde Kristus. Og derved bliver den kristne en mægtig kunstner og en forunderlig skaber, som kan gøre sorg til glæde, rædsler til trøst, synd til retfærdighed og død til liv, mens han på denne vis tæmmer sit kød, holder det i trældom og lægger det ind under Åndens herredømme. De, der mærker til kødets begæring, skal derfor ikke straks af den grund opgive håbet om frelse. Vist får de begæringen at føle; men de må blot ikke give den deres tilslutning. Vist kan vrede og seksuelt begær m.v. ophidse dem. Men det må ikke tage magten over dem. Synden kan drage dem. Men de må ikke fuldbyrde den. Ja, jo frommere man er, des mere får man den kamp at mærke. Derfra stammer de helliges klager i Salmernes Bog og i hele Skriften. Om den kamp vidste eneboere, munke, sofister og alle gerningsretfærdige slet ingenting.

      Men en kan nu indvende, at det er farligt at lære dette, nemlig at man ikke bliver fordømt, om man ikke straks overvinder de kødelige lidenskaber, man får at mærke. For når denne lære breder sig blandt hoben, bliver den sikker, doven og ligegyldig. I dette gælder, hvad jeg ovenfor har sagt, at hvis vi lærer troen, er de kødelige ligeglade med gerninger, og hvis man fremhæver gerningerne, går troen og samvittighedernes trøst tabt. Her kan ingen tvinges eller nogen sikker regel foreskrives. Men hver især må omhyggeligt prøve sig selv, hvilken kødelig lidenskab han mest angribes af. Og når han har erkendt dét, må han ikke være selvsikker, ikke bære over med sig selv, men våge og kæmpe ved Ånden mod den, så han, om han end ikke helt kan tæmme den, dog ikke fuldbyrder den.

      Alle helgener har haft og mærket til denne kødets kamp med Ånden. Vi har også erfaret den. Den, der spørger sin samvittighed og ikke er en hykler, finder bestemt, at det forholder sig med ham, således som Paulus beskriver det hér, at kødet nemlig begærer imod Ånden. Hver hellig føler og indrømmer, at hans kød står Ånden imod, og at de to i den grad kæmper mod hinanden inde i ham, at skønt han anstrenger sig meget og sveder for at gøre, hvad han gerne vil, er det ham dog ikke muligt. Kødet hindrer os derfor i at holde Guds bud og elske vor næste som os selv og endnu mere i at elske Gud af hele vort hjerte osv. Derfor kan vi umuligt retfærdiggøres ved lovens gerninger. Vist har vi den gode vilje, som bør være til stede (Ånden selv gør nemlig modstand mod kødet), og den ville gerne gøre godt, opfylde loven og elske Gud og sin næste. Men kødet adlyder ikke denne vilje, men står den imod. Gud tilregner os dog ikke denne synd; for Han er nådig for Kristi skyld. Deraf følger dog ikke, at du skal anse synden for ringe eller foragte den, siden Gud ikke tilregner os den. Vel tilregner Han os den ikke, men hvem gælder det og i hvilken anledning? Ikke de hårde og sikre, men dem, der gør bod og i tro holder fast om Kristus, forsoneren, for hvis skyld alle synder forlades dem – endogså deres rest af synd. De anser ikke synden for noget ringe, men fremhæver den, fordi de véd, at den ikke kan vaskes af ved nogen fyldestgørelse og retfærdighedsgerning, men kun ved Kristi død. Dog fortvivler de ikke over dens størrelse, men er forvisset om, at den tilgives dem for Kristi skyld.

      Dette siger jeg, for at ingen skal mene, at synd hos den troende ikke skal regnes for noget. Synden er virkelig synd, hvad enten du har begået den før eller efter du lærte Kristus at kende. Og Gud hader synden, ja, al synd er dødssynd, hvad selve gerningens væsen angår. Men at den for den troende ikke er en dødssynd, skyldes forsoneren Kristus, som har sonet synden ved sin død. For den, der ikke tror på Kristus, er ikke blot alle synder dødssynd, men også hans gode gerninger er synder, ifølge Paulus' ord: »Alt det, der ikke er af tro, er synd« (Rom 14, 23). Derfor farer sofisterne meget farligt vild, når de skelner mellem synderne efter gerningens væsen og ikke efter, hvem der har begået dem. Den, som tror, har den samme og lige så store synd som den vantro. Dog tilgives synden den troende og tilregnes ikke; men hos den vantro bliver den tilbage og tilregnes ham. For den ene er den tilgivelig, hos den anden dødelig, ikke fordi synderne er forskellige, så den troendes synd er mindre og den vantros større, men på grund af forskellen mellem, hvem der har begået synden. For den troende véd, at hans synd er forladt for Kristi skyld, som har forsonet den ved sin død. Derfor er han stadig from, skønt han har synd og synder. Den vantro forbliver derimod en ugudelig synder. Og det er de virkelig frommes visdom og trøst, at de, skønt de har og begår synder, dog véd, at de ikke tilregnes dem på grund af troen på Kristus. Heraf kan man også forstå, hvem der er de sande hellige. De er nemlig ikke stokke og sten, således som sofisterne og munkene tænker sig, og heller ikke nogen, der slet ikke påvirkes af noget eller aldrig mærker til kødets begæring; men som Paulus siger: Deres »kød begærer imod Ånden«. Derfor har de synd og kan synde. Og Sl 32, 5 f. viser, at de hellige bekender deres uretfærdighed og beder om tilgivelse for deres ugudelige sind: »Jeg sagde: 'Mine overtrædelser vil jeg bekende for Herren!' Da tilgav du mig min syndeskyld. Derfor bede hver from til dig.« Endvidere beder hele kirken, som bestemt er hellig, om at få syndsforladelse, og den tror på syndernes forladelse. Og i Sl 143, 2 beder David: »Gå ikke i rette med din tjener, Herre; thi for dig er ingen, som lever, retfærdig«, og i Sl 130, 3 f.: »Tog du vare, Herre, på misgerninger, Herre, hvem kunne da bestå? Men hos dig er der syndsforladelse osv.« Således siger og beder alle helgener det samme i den samme Ånd. Sofisterne læser ikke Skriften, eller om også de læser den, gør de det med et slør over øjnene, så at de, ligesom de ikke kan skønne rigtigt om noget som helst, heller ikke kan det om synd eller om hellighed.

 

v18: »Men når I drives af Ånden, er I ikke under loven.«

Paulus kan ikke glemme sin lære om troen, men gentager og indskærper den bestandig, selv når han taler om gode gerninger. Hér kan en og anden indvende: Hvordan kan det være, at vi ikke er under loven? Du, Paulus, lærer dog, at vi har et kød, som begærer imod Ånden, og som bekæmper, plager og tilfangetager os. Og vi føler virkelig synden og kan ikke i den forstand blive frie, hvor gerne vi end ville. Dette er bestemt at være under loven. Hvorfor siger du, Paulus, da, at vi ikke er under loven? Den sag skal ikke gøre indtryk på jer, men stræb blot efter at drives af Ånden, det vil sige: at følge den vilje, som står kødet imod og ikke fuldbyrder dets begæringer (det er nemlig at blive ført eller draget af Ånden); så er I ikke under loven. Paulus taler således om sig selv i Rom 7, 25: »Jeg selv tjener med sindet Guds lov«, det vil sige: i ånden er jeg ikke skyldig i nogen synd, »men med kødet tjener jeg syndens lov«. Derfor er de fromme ikke under loven, nemlig i Ånden. For loven kan ikke anklage dem og dømme dem til døden, skønt de mærker til synd og bekender, at de er syndere. For loven har mistet sin ret ved Kristus, som blev »født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven« (Kap. 4, 4 f.). Derfor drister loven sig ikke til at anklage de fromme for, hvad der dog virkelig er synd imod loven.

      Åndens herredømme er altså så stærkt, at loven ikke kan anklage dét, som dog virkelig er synd. For vor retfærdighed, Kristus, som vi griber om med troen, er uden fejl, og derfor kan han ikke anklages af loven. Så længe vi holder fast ved ham, drives vi af Ånden og er fri for loven. Selv når apostelen belærer om gode gerninger, glemmer han således ikke sin fremstilling af retfærdiggørelsen, men viser bestandig, at vi umuligt kan retfærdiggøres ved lovens gerninger. For der er stadig en rest af synd tilbage i kødet. Så længe det lever, hører det derfor ikke op med at begære imod Ånden. Det medfører dog ingen fare for os; for vi er fri fra loven, når vi blot vandrer i Ånden.

      Og med disse ord: »Når I drives af Ånden, er I ikke under loven« vil du kunne trøste dig selv og andre stærkt anfægtede på udmærket vis. For det forekommer ofte, at et menneske plages så voldsomt af vrede, had, utålmodighed, seksuelt begær, et bedrøvet sind eller andre kødets begæringer, at det slet ikke kan ryste det af sig, skønt der ikke var noget, det hellere ville. Hvad skal det så gøre? Skal det fortvivle af den grund? Nej, det skal derimod sige således: Dit kød kæmper og raser nu imod Ånden. Lad det rase, så længe det vil. Men du skal ikke give det din tilslutning, men vandre i og drives af Ånden, så du ikke fuldbyrder kødets begæring. Når du gør dét, er du fri fra loven. Vel anklager og skræmmer den dig, men uden held. Når kødet kæmper sådan imod Ånden, er det bedste, du kan gøre, at have Ordet for øje og ud af det søge Åndens trøst.

      Det skal heller ikke forurolige den anfægtede, at Djævelen så storartet kan overdrive synden, så man i sin kamp forekommer helt at bukke under for anfaldet og ikke føler noget andet end alene Guds vrede og fortvivlelse. Da skal man ikke følge sin egen erfaring, men dette ord af Paulus: »Når I drives af Ånden, er I ikke under loven.« Den, der i en fast tro holder sig til dette, skal have det mægtigste værn, hvormed han kan »slukke alle … gloende pile«, som den onde søger at ramme ham med (Ef 6, 16). Hvor meget kødet altså end koger og raser, kan al dets oprørske rasen dog ikke skade og fordømme ham. For han vandrer i og drives af Ånden, giver ikke kødet sin tilslutning og fuldbyrder heller ikke dets begæring. Derfor er vor eneste hjælp, at vi, når de kødelige lidenskaber raser, griber »Åndens sværd, som er Guds Ord« (Ef 6, 17) og kæmper imod dem. Så skal vi uden tvivl sejre, skønt vi, mens kampen står på, mener lige modsat. Men når vi taber Ordet af syne, er der hverken råd eller hjælp. Det siger jeg af egen erfaring. Jeg har lidt mange forskellige og meget alvorlige anfægtelser. Men så snart som jeg greb et ord fra Skriften og holdt mig til dét som til et helligt anker, lagde anfægtelserne sig; uden Ordet havde jeg derimod ikke engang en kort tid kunnet udholde og langt mindre besejre dem.

      Kort sagt lærer Paulus ved denne redegørelse for kampen mellem kødet og Ånden, at de benådede eller hellige ikke kan fuldføre, hvad Ånden vil. For ånden ville gerne være helt ren, men det tillader kødet, som er forbundet med den, ikke. Dog er og bliver de frelste ved syndernes forladelse, som er i Kristus. Desuden er de, da de vandrer i og drives af Ånden, heller ikke under loven, det vil sige: loven kan ikke anklage og skræmme dem, eller om den prøver derpå, kan den dog ikke drive dem til fortvivlelse.

 

v19: »Men kødets gerninger er åbenbare, såsom:«

Dette sted ligner følgende ord af Kristus: »Af deres frugter skal I kende dem. Sanker man vel vindruer af torne eller figner af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, men det rådne træ bærer slette frugter« (Matt 7, 16 f.). Paulus lærer på dette sted helt det samme, som Kristus gør dér, nemlig at gerningerne og frugterne vidner om, træerne er gode eller onde, om menneskene har kødet eller Ånden til fører. Meningen er: For at ingen af jer skal indvende, at han ikke forstår, hvad jeg nu har at sige om kampen mellem kød og Ånd, forelægger jeg jer først kødets gerninger, af hvilke også de ugudelige kender adskillige, og derefter ^4«dens frugter. Og det gør Paulus, fordi der var mange hyklere blandt galaterne, ligesom i vor tid blandt os. De foregav at være fromme, pralede med at have Ånden og kendte, hvad ordene angik, udmærket fromhedens lære. Og dog vandrede de ikke i Ånden, men efter kødet og fuldførte dets gerninger. Derfor påviser Paulus med al tydelighed, at de ikke er sådan, som de giver sig ud for. Og for at de ikke skal være ligeglade med denne formaning fra ham, fælder han den frygtelige dom over dem, at de ikke skal arve Guds rige, for ved denne formaning at få dem til at forbedre sig.

      Det er ikke underligt, at hver alder, selv hos de fromme, har sine egne fristelser. Ungdommen plages især af seksuelt begær, manden af ærgerrighed og forfængelighed, oldingen af griskhed. Derfor sagde jeg ovenfor, at der aldrig har været nogen hellig, der ikke gang på gang i livet har været lokket af sit kød til utålmodighed, vrede osv. Derfor siger Paulus her om de hellige, at deres kød begærer imod Ånden. De er altså ikke fri for begær og kødets kampe. Men disse er ikke straks til skade for dem, der får dem at føle. Men man skal dømme således derom: Ét er at blive lokket af kødet og ikke gå yderligere ind på dets begæringer, men vandre i Ånden og gøre modstand. Og noget andet er at give kødet sin tilslutning og ubekymret fuldføre dets gerninger, blive i dem og dog samtidig foregive fromhed og prale af Ånden. De første trøster han, når han siger, at de drives af Ånden og ikke er under loven; de sidste truer han med evig undergang.

      Ja, det sker af og til, at helgener falder og gør, hvad deres kød begærer. Således faldt David i hor ved en stor og frygtelig vildfarelse. Ligeså var han skyld i manges drab, da han ville, at Urias skulle falde på slagmarken (2 Sam. 11, 17 ff.). Derved gav han også fjenderne en anledning til at hovere over for Guds folk, takke deres afgud og spotte Israels Gud. Også Peter faldt frygteligt, da han fornægtede Kristus. Men hvor alvorlige de synder end er, er de dog ikke gjort med overlæg, men af svaghed. Desuden fremturede de ikke hårdnakket i deres synder, efter at være blevet formanet, men gik i sig selv. Apostelen befaler nedenfor i kap. 6, 1, at man skal tage sig af sådanne, belære dem og forny dem. Han siger: »Om også et menneske bliver overrasket af nogen forsyndelse osv.« Derfor skal man ikke nægte dém tilgivelse, der synder af svaghed, selv om det sker gang på gang, når blot de atter rejser sig op og ikke bliver ved med deres synder. Men at fremture er det allerværste. Og hvis de ikke går i sig selv, men fremdeles hårdnakket gør kødets begæringer, er dét det sikreste tegn på, at deres sind er svigefuldt.

      Ingen vil altså være uden begæring, så længe som han lever i kødet, og derfor vil ingen være fri for fristelser. Hver har dog sin fristelse – alt efter gemyttets og sindets beskaffenhed. Den ene plages af de mere alvorlige følelser som tungsind, gudsbespottelse, mistillid og fortvivlelse, den anden plages af de grovere som seksuelt begær, vrede og had. Men da kræver Paulus, at vi skal vandre i Ånden og stå kødet imod. Den, som retter sig efter kødet og i sin sikkerhed fortsætter med at fuldføre dets begæringer, skal derimod vide, at han ikke hører Kristus til, og hvor meget han end smykker sig med kristennavnet, bedrager han dog sig selv.

      Som jeg også ovenfor har mindet om, giver dette sted den rigeste trøst. For det erindrer os om, at vi ikke kan leve uden kødets begær og fristelser, ja, heller ikke uden synd. Det advarer os altså mod at gøre som dem, om hvem Gerson skriver, at de stræbte efter slet ikke at fornemme nogen som helst fristelse og synd, det vil sige: efter at være helt som sten. Den indbildning havde sofisterne og munkene om helgenerne, som om de blot Var stokke og stammer og slet ikke havde nogen følelser. Maria følte bestemt den største smerte i sit sind ved tabet af sin søn (Luk 2, 35). Og David klager gang på gang i Salmerne over, at han næsten tæres hen af sin voldsomme sorg over sine store fristelser og synder. Og Paulus klager også over, at han føler »udadtil kampe, indadtil angster« (2 Kor 7, 5), at han »med kødet tjener syndens lov« (Rom 7, 25), og han siger, at han har »bekymring for alle menighederne« (2 Kor 11, 28) og endelig, at »Gud forbarmede sig over ham« ved at gengive den dødssyge Epafroditus livet, »for at jeg ikke skulle have sorg på sorg« (Fil 2, 27). Derfor er sofisternes hellige ligesom Stoikernes vise. De forestillede sig de vise således, som ingen nogen sinde havde været i virkeligheden. Og ved denne tåbelige og ugudelige opfattelse, der har sit udspring i ukendskab til, hvad Paulus lærer her, har sofisterne drevet sig selv og utallige andre til fortvivlelse.

      Som munk ønskede jeg ofte af hjertet at se et helligt menneskes vandel og levned. Men jeg fantaserede om en sådan helgen, som levede i ørkenen uden anden mad og drikke end rødder og koldt vand. Og den forestilling om sådanne forunderlige helgener havde jeg ikke hentet bare fra sofisternes bøger, men endog fra kirkefædrenes. For Hieronymus skriver et sted: »Om mad og drikke vil jeg visselig tie, da selv de syge drikker koldt vand og det er en luksus at få kogt føde.« Men nu da sandhedens sol lyser klart, ser vi helt tydeligt, at Kristus og apostlene ikke kalder dém for hellige, der lever i ugift stand, er afholdende eller gør andre tilsyneladende herlige og store gerninger, men dém, som er kaldet ved evangeliet, er døbt og tror, at de ved Kristi død og blod er blevet helligede og rensede. Når Paulus skriver til de kristne, kalder han dem således overalt for hellige, Guds børn og arvinger osv. Hellige er altså alle, som tror på Kristus, hvad enten de er mænd eller kvinder, trælle eller frie osv. – ikke ved deres egne, men ved Guds gerninger, som de har taget imod ved troen. De gerninger er Ordet, sakramenterne, Kristi lidelse, død, opstandelse og sejr samt udsendelsen af Helligånden m.v. Kort sagt er de hellige i kraft af en passiv, ikke i kraft af en aktiv hellighed.

      De virkelig hellige er således Ordets tjenere, borgerlig øvrighed, forældre og børn, husbonder og husstande osv., hvis de først af alt stoler på, at Kristus er deres visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning (1 Kor 1, 30), og desuden hver efter Guds befaling gør sin pligt i sit kald og for Kristi skyld afholder sig fra kødets begæringer og laster. At ikke alle er lige bestandige, men man ser, at nogle stadig har mange skrøbeligheder og fejl, og ligeså at adskillige kaster sig ud i synd – dette hindrer dem ikke i at være hellige, når blot de ikke synder af overlagt ondskab, men af svaghed. For som jeg allerede adskillige gange har sagt, mærker de fromme til kødets begæring; men de gør modstand for ikke at fuldføre den. Ligeså får de, selv om de uventet falder i synd, dog tilgivelse, om de i troen vender tilbage til Kristus, som ikke vil, at vi skal drive det fortabte får bort, men at vi skal søge efter det. Jeg skal altså lade være med straks at dømme dem, der er svage i deres tro eller livsførelse, som verdslige, når jeg ser dem elske og ære Ordet og gøre brug af den hellige nadver. For Gud har udvalgt sig dem og regner dem for retfærdige ved syndernes forladelse. For Ham »står og falder de« (Rom 14, 4).

      På den måde taler Paulus overalt om de hellige. Og jeg takker med glæde Gud, fordi han i sådan overflod har givet mig, hvad jeg bad om, da jeg var munk. Dog ikke, at jeg fik én helgen at se. Nej, jeg så mange, ja, utallige virkelig hellige – ikke den slags, som sofisterne, men som Kristus selv og apostlene afmaler og beskriver. Jeg er også, Gud ske lov, en af dem. For jeg er døbt og tror, at Kristus, min Herre, ved sin død har befriet mig fra synden og givet mig retfærdighed og evigt liv. Og forbandet være enhver, som ikke viser Kristus den ære, at han tror, at han ved hans død, Ord og sakramenter er blevet retfærdig- og helliggjort!

      Når vi altså har forkastet denne tåbelige og ugudelige opfattelse af benævnelsen »hellige«, som vi mente blot passede på de hellige i Himlen og på de eneboere og munke på jorden, som gjorde særlig vidunderlige gerninger, så lærer vi nu af de apostolske skrifter, at alle, der tror på Kristus, er helgener. Verden beundrer helligheden hos en Benedikt, Gregor, Bernhard, Franciskus og deres lige. For den hører, at de har gjort nogle tilsyneladende storartede og usædvanlige gerninger. Men helgener var bestemt også Ambrosius, Augustin og andre, som ikke førte et så hårdt og frygteligt liv som dem, men færdedes blandt mennesker, spiste almindelig føde, drak vin og bar fine og sømmelige klæder. Der var, hvad den almindelige livsførelse angik, næsten ikke nogen forskel mellem dem og andet godtfolk, og dog står de langt over de føromtalte. For de sidste forkyndte troen på Kristus rent og uden nogen overtro, de imødegik kætterier og rensede Kirken for utallige vildfarelser. Det var til største glæde for mange, og da især for de bedrøvede og ulykkelige at omgås dem. De trak sig nemlig ikke tilbage fra omgang med andre mennesker, men passede deres opgave midt i en talrig folkemængde. Og de opmuntrede og trøstede dem ved Ordet. De andre lærte derimod ikke blot meget, der stred imod troen, men gav også anledning til megen overtro, vildfarelse og ugudelig gudsdyrkelse. Hvis de ikke i deres dødsstund greb om Kristus og stolede alene på hans død og sejr, var deres hårde livsførelse til slet ingen nytte for dem.

      Dette viser klart, hvem der er virkelig hellige, og hvilket liv der skal kaldes helligt: ikke deres, som skjuler sig i afkroge og huler, plager deres legemer med faste og bærer hårskjorter i den formening, at de skal få en og anden særlig belønning i Himlen frem for andre kristne, men derimod de, der er døbt og tror på Kristus. De aflægger ikke på én gang det gamle menneske med dets gerninger; men der bliver hele livet igennem ved med at være begær i dem. Det skader dem imidlertid ikke at mærke det, når blot de ikke tillader det at herske, men underkaster det under Åndens herredømme. Denne lære bringer trøst til fromme sjæle, så de ikke, når de mærker til de kødets pile, hvormed Satan bekæmper Ånden, fortvivler, sådan som mange gjorde under pavedømmet. De mente, at de ikke mere burde mærke noget som helst til kødets begæring, skønt dog hverken Hieronymus eller Gregor eller Benedikt eller Bernhard og andre, som munkene har opstillet som forbilleder, de skulle efterligne i kyskhed og alle kristne dyder, har kunnet nå frem til slet ikke at mærke noget kødeligt begær. Vist mærkede de til det, endda kraftigt. Og nogle af dem bekender det åbent, ikke blot på ét sted i deres bøger. Derfor har Gud tilgivet dem ikke blot disse ringe fejl, men også de skadelige vildfarelser, som nogle af dem indførte i kirken. Gregor var ophav til privatmessen, og der har aldrig været noget mere skadeligt i Kristi kirke end den. Andre fandt på munkevæsenet, ugudelige gudsdyrkelser og selvbestaltede fromhedsøvelser. Cyprian hævdede, at de, der var blevet døbt af kættere, skulle gendøbes.

      Med rette siger vi i trosbekendelsen, at vi tror på den hellige Kirke. For den er usynlig, den bor i Ånden på et »utilgængeligt« sted (1 Tim 6, 16), og derfor kan man ikke se dens hellighed. For Gud har i den grad skjult og begravet den med svagheder, synder og vildfarelser, forskellige former for kors og forargelse, at den aldrig viser sig håndgribeligt. Når de, der er uvidende derom, ser svagheder og synder hos dem, der er døbt, har Ordet og tror, tager de straks anstød og mener, at den slags hører da ikke med til kirken. Og samtidig våser de om, at kirken er eneboerne, munkene og de andre, der blot ærer Gud med læberne og dyrker ham forgæves. For de lærer ikke Guds Ord, men menneskers lære og bud (Matt 15, 9). Fordi de gør overtroiske og unaturlige gerninger, som fornuften finder storartede og beundrer, mener de, at de er hellige og Kirken. Den slags mennesker vender trosartiklens »Jeg tror på den hellige Kirke osv.« på hovedet og sætter »Jeg ser« i stedet for »Jeg tror«. Sådan menneskelig retfærdighed og selvvalgt hellighed er i virkeligheden åndelig gift, hvormed menneskers øjne og sind blændes, så de mister kendskabet til den sande hellighed.

      Men vi lærer sådan, at Kirken er uden plet eller rynke (Ef 5, 27), men er hellig, dog ved troen på Jesus Kristus og desuden hér i verden, når den afholder sig fra kødets begæringer og øves i Åndens frugter. Derimod er den endnu ikke hellig ved at være befriet fra og fri for alle onde begær eller ved at være renset for alle ugudelige meninger og vildfarelser. For kirken bekender altid sin synd og beder, at dens synd må forlades den (Matt 6, 12). Ligeså tror den på syndernes forladelse. De hellige synder, falder, ja, farer derfor endog vild – men af uvidenhed. For de vil nødig fornægte Kristus, miste evangeliet og have dåben gentaget. Følgelig har de syndernes forladelse, og om også de farer vild i læren på grund af uvidenhed, skal det blive dem tilgivet, fordi de til sidst erkender deres vildfarelse og alene stoler på Guds sandhed og nåde i Kristus, sådan som Hieronymus, Gregor, Bernhard og andre gjorde. De kristne skal altså stræbe efter at undgå kødets gerninger; dets begæringer kan de ikke undgå.

      Og det er såre gavnligt for de fromme at mærke til deres køds urenhed, så de ikke skal blive opblæste af den grundløse og ugudelige indbildning om gerningsretfærdighed, som om den kunne gøre dem velbehagelige for Gud. Munkene var opblæste af denne indbildning og mente, at de var så hellige på grund af deres hellige livsførelse, at de kunne sælge deres retfærdighed og hellighed til andre, skønt de samtidig i deres eget hjerte var overbevist om at være urene. Så farlig en pest er tilliden til ens egen retfærdighed og fantasier om, at man er ren. Vi kan derimod ikke forlade os på vor egen retfærdighed. For vi mærker kødets urenhed, og den fornemmelse ydmyger os, så vi ikke bliver overmodige (egl.: så vi må lade kammen synke) og ikke kan sætte vor lid til vore egne velgerninger, og den tvinger os til at flygte hen til Kristus, forsoneren, som ikke har et fordærvet eller fejlfuldt kød, men det allerreneste og helligste. Og dét har han givet, for at verden kan leve. Hos ham finder vi en hel og fuldkommen retfærdighed. Således forbliver vi i en ydmyghed, der ikke er foregiven som munkenes, men sand, på grund af det smuds og de laster, der klæber til vort kød, og for hvilke vi, om Gud ville dømme med strenghed, burde lide en evig straf. Men fordi vi ikke hovmoder os mod Gud, men ydmygt og med sønderknust hjerte erkender vore synder, beder om tilgivelse og i tillid til midleren Kristi velgerning træder frem for Guds ansigt og beder Ham tilgive os vore synder for hans skyld, udbreder Gud sin uendelige Nådehimmel over os og tilregner os for Kristi skyld ikke den rest af synd, der klæber ved vort kød.

      Dette siger jeg, for at I kan tage jer i agt for sofisternes fordærvelige vildfarelser med hensyn til et helligt liv. De havde i den grad besat vore sind, at vi kun med møje kunne gøre os fri af dem. Derfor skal I gøre jer flittigt umage med at skelne ret mellem den sande og den hyklede retfærdighed og hellighed, så I kan se på Guds rige med andre øjne end fornuftens, nemlig med Åndens øjne. Så kan I med bestemthed skønne, at dén er hellig, som er døbt og tror på Kristus. Når han står i den tro, som bringer ham retfærdiggørelse og tilgivelse for alle begåede og nuværende synder, afholder han sig fra kødets begæringer, om han end ikke er helt fri for dem. For kødet begærer imod Ånden. Dets smuds bliver dog tilbage i ham, så han kan blive ydmyg og Kristi nåde og velgerning kan blive sød for den, der således er blevet ydmyg. Altså skader den smudsige rest synd ikke de fromme, men er yderst nyttig. For jo mere de føler deres svaghed og synder, des mere tager de deres tilflugt til nådestolen Kristus og beder om hans hjælp, at han skal smykke dem med sin retfærdighed, øge deres tro og give dem del i Ånden, ved hvis ledelse de kan overvinde kødets begæringer, så disse ikke skal herske, men tjene. Således kæmper en kristen til stadighed mod synden, og dog bukker han ikke under i kampen, men beholder sejr. Jeg har sagt dette, for at I ikke af menneskelige fantasier, men af Guds Ord kan indse, hvem der er de virkelig hellige. Vi ser altså, at den kristne lære er yderst gavnlig til at vække samvittighederne op, og desuden, at det er en lære, som ikke handler om munkekutter, tonsur, rosenkranse og lignende juks, men om vanskelige og vigtige sager, nemlig om hvordan vi skal overvinde kødet, synden, døden og Djævelen. Den lære kender de gerningsretfærdige ikke. Derfor kan de også umuligt bringe en eneste vildfarende samvittighed i lave eller give den forskrækkede og fortvivlede trøst og fred.

 

v19b-20 »utugt, urenhed, uterlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, rænker, tvedragt, partier, «

Paulus opregner ikke alle kødets gerninger, men går ind på et endeligt antal i stedet for på uendelig mange. Først anfører han forskellige slags utugt. Kødets gerning er imidlertid ikke blot utugt, således som papisterne våsede op om. De er så kyske mennesker, at de endog regnede ægteskabet, som Gud har indstiftet og de selv regnede blandt sakramenterne, for en kødets gerning. Men Paulus tæller blandt kødets gerninger afgudsdyrkelse m.v., således som jeg allerede har sagt nogle gange i det foregående. Derfor angiver dette sted tydeligt nok, hvad Paulus forstår ved kødet. Og disse betegnelser er for velkendte til at behøve nogen nærmere forklaring. Men den, der ønsker at vide, hvad de enkelte betegnelser hver for sig betyder, kan, om han vil, læse den gamle udlægning af Galaterbrevet, som jeg udgav i 1519. Dér har jeg tilstrækkelig udførligt, så godt jeg kunne, angivet betydning og mening af hver enkelt betegnelse i hele fortegnelsen af kødets gerninger og Åndens frugter. Denne gang var det især min mening ved udlægning af Galaterbrevet at fremstille artiklen om retfærdiggørelsen så klart som muligt.

 

v20 »afgudsdyrkelse, «

De højeste former for fromhed og hellighed og de mest brændende andagtsøvelser hos dem, der dyrker Gud uden brug af Guds Ord og bud, er afgudsdyrkelse. Ligesom det i pavedømmet blev anset for en højst åndelig handling, når munkene sad i deres celler og mediterede over Gud og hans gerninger, når de bøjede knæ optændt af den mest brændende andagt, når de bad og betragtede det himmelske med så stor en fryd, at de græd af alt for stor glæde. Dér var ingen tanke om kvinder eller nogen anden skabning, men blot om Skaberen og hans vidunderlige gerninger. Og dog er dette efter fornuftens skøn højst åndelige ifølge Paulus en kødets gerning. Derfor er al sådan fromhed, hvormed man dyrker Gud uden at bruge hans ord og bud, afgudsdyrkelse. Og jo mere hellig og åndelig den tilsyneladende er, jo mere fordærvelig og farlig er den. For den drager menneskene bort fra troen på Kristus og gør, at de stoler på deres egne kræfter, gerninger og retfærdighedshandlinger. Sådan er i vor tid gendøbernes fromhed, skønt de dag for dag tydeligere forråder, at de er besat af Djævelen og er oprørske og blodtørstige mennesker.

      Karteuserordenen er den allerstrengeste munkeorden, og dog er deres faste, hårskjorte, højhellige handlinger, regel og hele levned kødets gerninger. For de indbilder sig, at de er hellige og bliver frelst ikke ved Kristus – ham gruer de for som for en streng dommer – men hvis de har overholdt deres regel. Vist tænker de efter om Gud, Kristus og guddommelige ting, men ikke ud fra Guds Ord, men ud fra deres egen fornuft, at nemlig deres klædedragt, kost og hele vandel er hellig og behager Kristus. Med deres hårde livsførelse håber de på ikke blot at kunne forsone ham, men også på at få ham til at gengælde deres gode og retfærdige handlinger. Derfor er dét, de forestiller sig som særdeles åndelige tanker, ikke blot yderst kødelige, men også i høj grad ugudelige, fordi de har afvist og foragtet Ordet, troen og Kristus og vil aftvætte synder og få nåde og evigt liv i fortrøstning til deres egen retfærdighed. Al gudsdyrkelse og fromhed uden for Kristus er altså afgudsdyrkelse. Alene hos Kristus er Guds velbehag. Den, der hører ham og gør, som han befaler, er elsket for den elskedes skyld. Og han befaler os at tro på hans ord, at lade os døbe m.v. og ikke vælge nye former for gudsdyrkelse.

      Jeg har ovenfor sagt, at kødets gerninger er åbenbare, så alle bestemt véd, hvad hor og utugt og den slags er. Men afgudsdyrkelse er noget så herligt og åndeligt, at kun de få, som tror på Kristus, kender den. For når karteusermunken lever kysk, faster, beder og læser sine tidebønner, holder messe osv., er det så langt fra, at han tror, han er en afgudsdyrker eller gør en kødets gerning, at han er helt overbevist om, at han drives og ledes af Ånden og vandrer i Ånden, kun tænker, taler og gør åndelige ting og yder Gud en såre velbehagelig gudsdyrkelse. Ingen skal i vore dage kunne overbevise papisterne og deres Antikrist om, at privatmessen er den største gudsbespottelse og afgudsdyrkelse, der nogen sinde har været til inden for den af apostlene indrettede Kirke. For de er forblindede og forhærdede og har derfor en helt forkert forestilling om Gud og om, hvad der er guddommeligt, idet de anser afgudsdyrkelse for at være den sande og højeste gudstjeneste, og troen for derimod at være en afgudsdyrkelse. Men vi, der tror på Kristus og har hans sind »bedømmer alle ting, selv derimod bedømmes vi« sandt og over for Gud »af ingen« (1 Kor 2, 15).

      Deraf fremgår, at Paulus kalder alt, hvad der er i et menneske, for kød og deri indbefatter alle sjælens tre kræfter, nemlig det villende begær, den lidenskabelige vilje og forstanden. Det aktive begærs gerninger er ægteskabsbrud, uterlighed osv., viljens er kiv, strid, drab osv. og fornuftens er vildfarelser, falsk fromhed eller gudsdyrkelse, overtro, afgudsdyrkelse og kætterier, det vil sige: partidannelser. Det er meget nyttigt at have et godt kendskab til dette, fordi ordet »kød« i hele pavedømmets tid var så fordunklet, at kødets gerning alene betød samleje eller tilfredsstillelse af kønsdriften. Deraf fulgte med nødvendighed, at de ikke kunne forstå Paulus. Men hér ser vi tydeligt, at Paulus til kødets gerninger regner afgudsdyrkelse og kætteri, og de er menneskets største visdom, fromhed og hellighed. Men den pavelige fromhed havde så stort et skin af hellighed, at de største mænd som Gregor, Bernhard og andre for en tid lod sig narre. I Kolossenserbrevet kalder Paulus den for »dyrkelse af engle« (2, 18). Men hvor hellig og åndelig den end så ud, var den dog intet andet end en kødets gerning, en vederstyggelighed og afgudsdyrkelse rettet imod evangeliet, troen og den sande gudsdyrkelse. Det ser de fromme og troende, der har åndelige øjne. De gerningsretfærdige mener det modsatte. Ligesom man ikke kan overbevise en munk om, at hans løfter er kødets gerninger, således kan en tyrker slet ikke tro på, at overholdelse af Koranen, tvætninger og de andre riter, som han overholder, er kødets gerninger. Det er bestemt vigtigt, at afgudsdyrkelse bliver regnet blandt kødets gerninger!

 

v20 »trolddom, «

Jeg har ovenfor i kap. 3 talt om trolddom. Den last var almindelig i vore dage, inden evangeliet kom for dagen. Da jeg var dreng, var der mange hekse, som fortryllede kvæg og mennesker, fortrinsvis børn. Ligeså skadede de kornet på marken ved storme og haglvejr, som de fremkaldte ved hjælp af deres heksekunster. Nu da evangeliet er kommet for dagen, hører man ikke om den slags, fordi evangeliet uddriver Djævelen fra hans trone tillige med alt hans narreværk. Nu forhekser han derimod menneskene gennem noget meget værre, nemlig med åndelige trolddomskunster. Paulus regner trolddom med blandt kødets gerninger. Den er dog, som alle véd, ikke en frugt af vellyst, men et misbrug eller en slags afgudsdyrkelse. For trolddom indgår en pagt med de onde ånder, overtro eller afgudsdyrkelse derimod med en gud – om end ikke med den sande Gud, men med en, som mennesker har lavet sig. Derfor er afgudsdyrkelse virkelig en åndelig trolddom. For ligesom hekse fortryller kvæg og mennesker, således vil afgudsdyrkerne, det vil sige: alle gerningsretfærdige, fortrylle Gud, så Han er sådan, som de selv forestiller sig Ham i deres tanker, det vil sige: at Han ikke retfærdiggør dem af ren og skær nåde og ved troen på Kristus, men at Han tager hensyn til deres selvvalgte gudsdyrkelser og gerninger og på grund af dem giver dem retfærdighed og evigt liv. Men de fortryller ikke Gud, men sig selv, fordi de, om de fremturer i denne deres ugudelige gudsopfattelse, dør i afgudsdyrkelse og bliver fordømt. De fleste af kødets gerninger er tilstrækkelig kendte og behøver derfor ikke nogen nærmere forklaring.

 

v20 »partier, «

Partier kalder han ikke blot de borgerlige stridigheder, der opstår mellem borgerne eller øvrighedspersoner, når den ene ikke respekterer den anden, men i tillid til sin magt eller folkegunst fremhæver sig selv frem for den anden, foragter ham og åbenlyst sætter sig selv op imod ham. Da må enigheden blive sprængt og partier, uroligheder og statsomvæltninger blive følgen. Her langer han derimod ud imod de partier, der opstår – ikke inden for erhvervsliv eller på det borgerlige område på grund af noget materielt eller verdsligt, men inden for kirken på grund af læren, troen og gerningerne. Der har altid varet kætterier indenfor kirken, således som jeg har nævnt mere end ét sted i det foregående. Dog er paven frem for alle ærkekætteren og overhovedet for alle kætterier. For han har fyldt verden med en sand syndflod af utallige partier. Ingen munk kan enes med den anden; for de måler helligheden efter, hvor streng ordensregelen er. Derfor vil karteuseren anses for helligere end franciskaneren osv. Derfor er der ingen Åndens enhed inden for pavekirken, ingen enighed mellem sjælene, men derimod den største uenighed. Der er ikke én og samme lære, tro, fromhed, dyrkelse og ét og samme sind; men alt er helt forskelligt. De kristne har derimod alt ens og fælles: Ordet, troen, gudsdyrkelsen, fromheden, sakramenterne, Kristus, Gud, hjertet, sindelaget, fornuften og viljen. Og forskel i stand og ydre livsbetingelser er på ingen måde til hinder for denne åndelige enhed. Det har jeg allerede flere gange angivet ovenfor. Og de, der har denne Åndens enhed, er også i besiddelse af et sikkert skøn om alle partier. Ellers kan ingen bedømme dem, således som bestemt ingen teolog i pavedømmet forstod, at Paulus på dette sted fordømmer alle papisternes og sekterernes gudsdyrkelser og fromhedsøvelser, afholdenhed og udadtil hæderlige vandel og hellige liv. De mente, at han talte om hedningernes grove afgudsdyrkelse og kætterier, der åbenlyst bespotter Kristi navn.

 

v21: »avind, drukkenskab, svir. . .«

Paulus siger ikke, at dét at spise og drikke er kødets gerninger; men at beruse sig og leve i vellevned er det, og der er intet, der i vor tid er mere udbredt i vore egne. De, der har hengivet sig til et mere end dyrisk vellevned, skal vide, at de ikke er åndelige, hvor meget de end praler med at være sådanne, men at de følger kødet og fuldfører dets gerninger. De skal høre den frygtelige dom, at de ikke skal arve Guds rige. Paulus vil altså, at de kristne undgår drukkenskab og beruselse og lever ædrueligt og nøjsomt, så de ikke af deres velnærede kød bliver tilskyndet til utugt, således som kødet plejer at rase voldsomt efter en for kraftig rus og efter at have proppet maven fuld. Det er dog ikke nok blot at beherske den rasende lyst, der følger på en rus. Men også det mådeholdne kød skal holdes i ave, så det ikke fuldfører, hvad det begærer. For det sker tit, at de mest mådeholdne fristes mest, således som Hieronymus skriver om sig selv: »Mit ansigt var blegt af faste; men sindet var hedt af begær i den kolde krop, og mens kødet var dødt inden dets ejermand, flammede alene vellystens bål op osv.« Det har jeg også selv erfaret som munk. Vellystens brand slukkes altså ikke alene ved at faste. Men Ånden bør komme til, det vil sige: betragtning af Ordet, tro og bøn. Vel overvinder faste de grove anfald af seksuelt begær; men selve kødets begæringer kan ikke overvindes ved hjælp af nogen afholdenhed over for mad og drikke, men ved alvorlig betragtning af Ordet og påkaldelse af Kristus.

 

v20 »… og deslige;«

– Det er nemlig umuligt at opregne alle kødets gerninger –

 

v21b »hvorom jeg forud siger jer, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.«

Dette er en meget hård dom, og dog er det helt nødvendigt at fælde den over de falske kristne og de sikre hyklere, der bryster sig af evangeliet, troen og Ånden og dog alligevel ganske uanfægtet gør kødets gerninger. Det gælder især kætterne, der er opblæste af deres meninger om, hvad der efter deres indbildning er meget åndelige ting. De er mennesker, der er besat af Djævelen og derfor helt kødelige. Derfor fuldbyrder de med alle deres sjælekræfter kødets begæringer. Og af dén grund var det højst nødvendigt, at apostelen fældede en så forskrækkelig og frygtelig dom over den slags sikre foragtere og forhærdede hyklere, nemlig »at de, som øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige«, for at måske nogle af dem i skræk over denne strenge dom kunne begynde at kæmpe i Ånden mod kødets gerninger, så de ikke fuldbyrder dem.

 

v22: »Men Åndens frugt er kærlighed, glade, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.«

Han siger ikke »Åndens gerninger« svarende til »kødets gerninger«, men smykker disse kristne dyder med det mere passende navn »Åndens frugt«. De medfører nemlig den største nytte og frugt. For de, der har del i dem, giver Gud æren og indbyder ved deres hjælp andre til Kristi lære og tro.

 

v22 »kærlighed, «

Det havde været tilstrækkeligt kun at nævne kærligheden; for den er i rigt mål til stede i alle Åndens frugter. Derfor tilskriver Paulus il. Kor 13, 4 kærligheden alle frugter, der sker i Ånden, når han siger: »Kærligheden er langmodig, er velvillig osv.« Dog ønskede han her, om end særskilt og på førstepladsen, at tælle den blandt Åndens frugter for at påminde de kristne om frem for alt at elske hinanden, komme hinanden i forkøbet med at vise ærbødighed (Rom 12, 10) og hver at regne den anden for mere fremragende end sig selv – og dét fordi Kristus og Helligånden bor i dem, på grund af Ordet, dåben og alle de andre gaver fra Gud, som de kristne besidder.

 

v22 »glæde, «

Det er bruden og brudgommens røst, det vil sige: de glade tanker om Kristus, opkvikkende formaninger, glade sange og taksigelser, hvormed de fromme gensidigt formaner, igangsætter og opmuntrer hinanden. Gud er en modstander af et forstemt sind, Han hader en bedrøvelig Ure, bedrøvelige tanker og ord og finder behag i glæden. For Han er ikke kommet for at bedrøve, men for at glæde os. Derfor opfordrer, ja, befaler profeterne, apostlene og Kristus selv os overalt at glæde os og juble. Zakarias 9, 9: »Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig.« Og i Salmerne møder vi ofte: »Glæd jer i Herren!« (f. eks. Sl 32, 11). Hos Paulus: »Glæd jer i Herren altid« (Fil 4, 4), og Kristus siger: »Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlen« (Luk 10, 20). Hvor ikke kødets, men denne Åndens glæde er, der er indadtil hjertet glad ved troen på Kristus, fordi det er vis på, at han er vor frelser og ypperstepræst, og denne glæde får sit ydre udtryk i ord og opførsel. Ligeså bliver de fromme glade, når evangeliet udbredes vidt omkring og mange kommer til troen og Kristi rige således vokser.

 

v22 »fred, «

Over for Gud og mennesker, så de kristne er milde og rolige, ikke stridbare og med indbyrdes had; men med tålmodighed skal de bære hinandens byrder. Uden tålmodighed kan freden ikke bestå. Derfor stiller Paulus også straks efter freden:

 

v22 »langmodighed, «

Jeg mener, det ord betyder en stadig tålmodighed, hvormed man ikke blot tåler modgang, ulykke og uret, men også langmodigt forventer, at de, der har såret en, skal blive bedre. Når Djævelen ikke kan besejre de anfægtede med vold, besejrer han dem med vedholdenhed. For han véd, at vi er lerkar, som ikke kan stå for stadige slag og angreb. Derfor besejrer han mange ved sin udholdenhed. Til at overvinde den er langmodighed nødvendig, så man tålmodigt venter på, både at de, der forgriber sig på os, skal forbedre sig, og at de anfægtelser, Djævelen sender os, må holde op. ,

 

v22 »mildhed, «

Det vil sige: føjelighed og venlighed i hele ens livsførelse. For de kristne må ikke være gnavne og grove, men milde, venlige, lette at få i tale og høflige, så andre gerne omgås dem. De skal ikke lægge mærke til andres fejl, eller i det mindste udlægge dem i god mening. De skal gerne vige for andre og bære over med de umedgørlige m.v. Sådan som Også hedningerne siger: Du kender din vens opførsel, men hader den ikke. Sådan var Kristus. Det kan man se overalt i evangeliet. Man læser om Sankt Peter, at han græd, hver gang han mindedes den mildhed, Kristus havde lagt for dagen i sin daglige vandel. Det er en meget stor dyd og nødvendig på alle områder af livet.

 

v22 »godhed, «

Det vil sige: gerne afhjælpe andres nød, give og låne dem.

 

v22 »trofasthed, «

Når Paulus hér regner troen blandt Åndens frugter, er det tydeligt, at han ikke mener tro på Kristus, men trofasthed eller oprigtighed. Derfor siger han i 1 Kor 13, 7, at kærligheden »tror alt«. Den, der ejer denne tro, er ikke et mistænksomt menneske, men troskyldig og med et ærligt og oprigtigt hjerte. Og selv om han bliver narret og erfarer det stik modsatte af, hvad han tror, er han dog så mild, at han gerne tilgiver dette. Han stoler kort sagt på alle, men slår dog ikke sin lid til dem. De mennesker, der mangler denne dyd, er derimod mistænksomme, besværlige, lunefulde og ondskabsfulde. De stoler alene på sig selv, kan ikke finde sig i noget, viger ikke for nogen, fordrejer og forvansker, hvad de får at se og høre, og isolerer sig fra alle, der ikke hører til deres egne. Når dét sker, kan kærlighed, venskab, enighed og fred mellem mennesker umuligt bevares. Men når dé dyder er borte, er dette forhåndenværende liv intet andet end biden og æden. Kærligheden derimod tror alt og bliver ofte narret. Og deri gør den ret. For det er bedre at blive bedraget og lide et beskedent tab, end at alt venskab og al enighed mellem mennesker går tabt. Tro er altså, at den ene stoler på den anden i de forhold, der har med dette liv at gøre. For hvordan ville dette vort liv blive, hvis den ene ikke kunne stole på den anden?

 

v22 »sagtmodighed, «

Det er en dyd ikke let at blive gal i hovedet. Men i dette liv er der utallige anledninger til at blive hidsig. Ved sagtmodighed kan de dog blive overvundet.

 

v22 »afholdenhed.«

Det vil sige: ædruelighed, mådehold eller selvbeherskelse, som Paulus her stiller over for kødets gerninger. Han vil altså, at de kristne skal leve kysk og ædrueligt, det vil sige: at de ikke bryder ægteskabet, lever i hor, er utugtige, og om de ikke kan leve kysk, skal de gifte sig. De skal ikke være stridbare og trættekære, ikke være hengivne til drukkenskab, men afholde sig fra alt dette. Hieronymus taler alene om de ugifte, som om ægtefolk ikke kan være kyske eller apostelen har skrevet dette alene til de ugifte. I det mindste i Tit 1, 8 og 2, 4 f. påminder han biskopper og unge kvinder – begge parter gifte folk – om at være kyske og rene.

 

v23: »Imod sådanne er loven ikke, «

Vist er der en lov; men den retter sig ikke imod den slags. Således siger Paulus andetsteds, at »loven ikke er sat for den retfærdige« (1 Tim 1, 9). Den retfærdige lever nemlig således, at han ikke behøver nogen lov til at formane, plage og tvinge sig. Men uden nogen tvang fra lovens side gør han frivilligt, hvad loven byder, ja, endnu mere. Derfor kan loven ikke anklage og indstævne dem for retten og heller ikke forstyrre deres samvittighed. Vel forsøger den på det. Men Kristus, som vi har grebet med troen, driver den på flugt med dens skræmmende trusler. Derfor er loven helt og holdent ophævet for deres vedkommende, først i Ånden og siden også i gerningerne. Den har altså ingen ret til at anklage dem. For de gør af sig selv, hvad loven kræver – om ikke med fuldkommen hellige gerninger, så dog i syndernes forladelse ved troen. Således opfylder den kristne indadtil loven ved troen – for Kristus er lovens opfyldelse til retfærdighed for enhver, som tror (Rom 10, 4) – og udadtil gennem sine gerninger og ved syndernes forladelse. Men den, der fuldfører kødets gerninger og begæringer, anklager og fordømmer loven både i borgerlig og i åndelig forstand.

 

v24: »men de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.«

Hele dette afsnit om gerningerne viser, at de, der virkelig tror, ikke er hyklere. Derfor skal ingen bedrage sig selv. Alle, der hører Kristus til, siger Paulus, korsfæster kødet med dets lidenskaber og laster. For de hellige har endnu ikke helt aflagt deres syndige kød, men er tilbøjelige til at synde, og frygter og elsker ikke Gud, som de burde. Ligeledes fristes de til vrede, misundelse, utålmodighed, seksuelt begær og andre lidenskaber, som de dog ikke fuldfører, fordi de, som Paulus siger det hér, korsfæster kødet med dets lidenskaber og laster. Det er tilfældet, når de ikke blot holder det skamløse kød nede ved hjælp af fasten og andre spægelser, men vandrer med Ånden, således som Paulus har sagt det i det foregående. Det vil sige: når de afholder sig fra at synde, idet de har ladet sig advare af de trusler, hvormed Gud i sit Ord truer med at ville straffe synden strengt, og ligeså når de belært af Ordet, troen og bønnen lader være med at følge kødets begæringer. Ved således at stå kødet imod nagler de det til korset med dets lidenskaber og begæringer, så kødet, selv om det stadig lever og rører på sig, dog ikke kan fuldføre, hvad det vil, da det er bundet på hænder og fødder og fæstet til korset. De fromme korsfæster altså deres kød, mens de lever hér, det vil sige: de mærker vel til dets begæringer, men de giver ikke efter for dem. For de er iført Guds fulde rustning og kæmper med troen, håbet og Åndens sværd (jfr. Ef 6, 11 f.) imod kødet, som de med disse nagler fæster til korset, så at kødet om end mod sin vilje tvinges til at underkaste sig Ånden. Når de siden hen dør, afklæder de sig kødet helt og får i opstandelsen et rent kød, uden lidenskaber og begæringer.

 

 

v25: »Når vi lever ved Ånden, da lad os også vandre efter Ånden!«

Paulus har udtrykkelig blandt kødets gerninger regnet partier og misundelse og fældet dén dom over dem, der er misundelige og giver anledning til partivæsen, at de »ikke skal arve Guds rige«. Som om han har glemt, hvad han har sagt kort forinden, dadler han på ny dem, der giver årsag til misundelse og selv er misundelige. Hvorfor gør han dette? Var det ikke nok at have gjort det én gang? Paulus gør dette med overlæg. For han vil gå strengt i rette med den meget slette last, der kaldes lyst til tom ære. Den havde nemlig været årsag til uroen i alle menigheder i Galatien og har altid været skadelig og ødelæggende for den kristne kirke. Derfor vil han – i Brevet til Titus 1, 7 – ikke, at der indsættes en »selvbehagelig tilsynsmand«, det vil sige, en der nyder sin egen lære og magt. Hovmodet er jo, som Augustin helt rigtigt siger det, moderen til alle kætterier, ja, kilden til alskens synd og ødelæggelse. Det bevidner såvel kirkehistorien som den verdslige historie.

      Lyst til tom ære er, som I véd, en almindelig skavank inden for enhver form for livsførelse og alder. Også de hedenske digtere og historikere går voldsomt i rette med den. Der findes ikke en landsby, hvor der ikke findes en og anden, der vil være klogere og anses for mere end de andre. Især er det dog begavede mennesker, der kæmper for at blive lærde og vise, der døjer med denne last. Hos dem vil ingen vige for den anden. Som det hedder i ordet: »Der er ingen, der ikke vil gælde for at være klogere end andre«. For det er herligt at blive udpeget og at høre sagt: Dér er han! Ligesom engang Grækenland, således lider Italien i vor tid påfaldende af lyst til tom ære. Men blandt de private mennesker, ja, selv hos borgerlige embedsmænd, er denne last ikke så ødelæggende, som blandt dem, der forestår menighederne, skønt den også på det borgerlige område, især når den rammer de ledende mænd, giver anledning ikke blot til uro og omvæltninger i samfundet, men også til uro og ændring af konge- og kejserriger. Det bevidner såvel kirkehistorien som den verdslige historie.

      Men når denne pest trænger ind i kirken eller det åndelige regimente, kan man slet ikke sige, hvor skadelig den er. For dér står kampen ikke om lærdom, begavelse, skønhed, rigdom, konge- og kejserdømmer; men dér drejer det sig om enten frelse og liv eller fortabelse og evig død. Derfor advarer Paulus dybt alvorligt den, der står i Ordets tjeneste, imod denne last med ordene: »Når vi lever ved Ånden, da lad os også vandre efter Ånden.« Meningen er: Hvis det er sandt, at vi lever ved Ånden, så lad os også gå fremad og vandre i Ånden. For hvor Ånden er til stede, fornyr den menneskene, indgiver dem nye tilskyndelser og gør forfængelige, hidsige og misundelige til ydmyge, venlige og kærlige mennesker. Den slags søger ikke deres egen, men Guds ære. De udæsker ikke hinanden og misunder ikke hinanden, men viger for hinanden og kommer hinanden i forkøbet med at vise ærbødighed (jfr. Rom 12, 10). De ærgerrige, som både udæsker og misunder hinanden, de kan derimod nok prale med at have Ånden og leve ved Ånden. Men de bedrager sig selv, følger kødet, fuldfører dets gerninger og får deres dom, nemlig den: at de ikke skal arve Guds rige.

      Ligesom intet er mere skadeligt, således er heller intet mere almindeligt inden for Kirken end denne afskyelige last. For når Gud driver arbejdere ud til sin høst, anskaffer Satan sig også sine tjenere, som på ingen måde vil anses for ringere end dem, der har en lovlig kaldelse. Da opstår der straks uenighed. De ugudelige vil end ikke vige et hårsbred for de fromme. For de foregøgler sig, at de langt overgår dem i begavelse, lærdom, fromhed og åndrighed. Langt mindre bør de fromme give efter for de ugudelige; for så sættes læren om troen på spil. Endvidere er Satans tjenere mestre i forstillelse, så de ikke blot udmærket forstår at hykle kærlighed, enighed, ydmyghed og andre Åndens frugter blandt deres egne, men også roser hinanden indbyrdes, foretrækker andre frem for sig selv og siger, at de er mere fremragende. De vil altså nødigst af alt synes ærelystne. Ja, de sværger på, at de kun søger Guds ære og sjælenes frelse. Og alligevel er de samtidig højst begærlige efter tom ære og gør alt for at skaffe sig større anseelse og berømmelse end alle andre blandt menneskene. De mener kort sagt, at »gudsfrygten er en vinding« (1 Tim 6, 5), og at de har fået Ordets tjeneste for selv at blive berømte. Derfor må de give anledning til uenighed og partier.

      Fordi de falske apostles forfængelighed altså havde været årsag til uroen i Galatiens menigheder og deres frafald fra Paulus, ville han straffe denne ødelæggende last med en særlig omtale og et særligt afsnit. Ja, denne pest har givet Paulus anledning til at skrive hele dette brev. Og hvis han ikke havde skrevet det, ville al hans møje med at forkynde evangeliet blandt galaterne have været forgæves. For mens han var borte, herskede de falske apostle, udadtil højt ansete mænd, nu i Galatien. Foruden at søge Kristi ære og galaternes frelse foregav de også at have omgåedes apostlene, hvis fodspor de påstod at følge i deres lære. Fordi Paulus desuden ikke havde set Kristus i kødet eller havde omgåedes apostlene, anså de sig selv for mere end ham, og efter at have forkastet hans lære forkyndte de, at deres egen var den sande og ægte. Og derved forvirrede de galaterne og gav anledning til partier blandt dem, så de udæskede og misundte hinanden, hvad der var det sikreste tegn på, at hverken lærere eller elever levede og vandrede i Ånden, men fulgte kødet og fuldbyrdede dets gerninger, det vil sige: de havde mistet den sande lære, troen, Kristus og alle Åndens gaver, så de nu var værre end hedninger.

      Han dadler hér ikke alene de falske apostle, der på hans tid skabte uro i menighederne; men han forudså i Ånden, at der til verdens ende skulle komme et utal af den slags, der besmittet af denne frygtelige last vil trænge ind i Kirken uden at være kaldet, vil prale af Ånden og den himmelske lære og under dette påskud ødelægge den sande lære og tro. Den slags har vi set adskillige af i vor tid. Ukaldet har de trængt sig ind i det åndelige regimente, det vil sige: i Ordets embede, og for en tid har de tilsyneladende lært det samme som vi, og under dette skin har de så skaffet sig et navn og anseelse af at lære evangeliet, leve i Ånden og gå ordentligt fremad. Men så snart som de gennem deres søde smiger havde knyttet en hob sjæle til sig, bøjede de ved den først givne lejlighed bort fra den rette vej og begyndte at lære noget nyt for at blive berømte af dén grund og blandt menigmand få ord for som de første at have påvist vildfarelserne i Kirken, have afskaffet og rettet misbrugene, have styrtet pavedømmet og have fundet på en ny ypperlig lære, så de derfor med rette blev anset for de førende blandt de evangeliske lærere. Men fordi deres anseelse ikke var grundet på Gud, men på menneskers tale, kunne den ikke være stærk og holdbar. Men som Paulus profeterer, opstod der forvirring, og »deres ende er fortabelse« (Fil 3, 19). De ugudelige består nemlig ikke i dommen, men gribes som avner og spredes af vinden, jfr. Sl 1, 4 og 5. Samme dom venter alle, der med deres evangelieforkyndelse søger deres eget og ikke, hvad der hører Kristus Jesus til. For vi har ikke fået evangeliet, for at vi deraf skulle søge vor egen ære og berømmelse, eller for at folket skulle fejre os på grund af det. Vi er jo blot dets tjenere. Nej, vi har fået det, for at Kristi velgerning og herlighed derigennem kunne komme for dagen og Faderen blive æret for den barmhjertighed, Han har vist os i Kristus, Hans Søn, som Han har givet hen for os alle, og ved hvem Han har givet os alt. Derfor er evangeliet en art lære, hvor det mindst af alt gælder om at søge vor egen ære. Det forkynder noget himmelsk og evigt, der ikke er vort, og som vi hverken har gjort eller fortjent. Men det tilbydes os uværdige alene af Guds nåde. Hvorfor skulle vi da anmasse os ære for det? Den, der søger sin egen ære i evangeliet, taler derfor af sig selv. Og den, der taler af sig selv, er en løgner og fuld af uretfærdighed. »Men den, som søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham« (Joh 7, 18).

      Paulus påminder altså alle Ordets tjenere med største alvor og siger: »Når vi lever ved Ånden, da lad os også vandre efter Ånden«, det vil sige: Lad os blive i rækken, det vil igen sige: i dén lære om sandheden, som vi én gang for alle har fået betroet, blive i den broderlige kærlighed og Åndens enhed. Lad os af et ærligt hjerte forkynde Kristus og Guds ære, og lad os huske, at vi har fået alt af ham. Vi vil ikke gensidigt sætte os selv over de andre og ikke være årsag til partidannelse. For dette er ikke at vandre ret, men at forlade den rette flok og stifte en ny og fordærvet.

      Deraf kan man se, at Gud ikke uden grund har lagt korset på evangeliets forkyndelse. Det var højst nødvendigt og til største gavn for os, at Han har gjort det. For ellers havde Han slet ikke kunnet holde det vilddyr, der hedder forfængeligheden, i ave og overvinde det. Hvis denne lære blot vakte beundring og berømmelse blandt menneskene og slet ikke resulterede i nogen forfølgelse, kors og vanære, så ville alle dens forkyndere nemlig bestemt blive smittet af denne pest og gå til grunde. Hieronymus har etsteds en udtalelse, der går ud på, at han har set mange, der kunne udholde mangen skade på liv og ejendom, men ingen, der har kunnet være ligeglad med deres egen berømmelse. For ingen kan undgå at blive opblæst, når de hører sig selv blive berømmet. Paulus, der havde Kristi Ånd, siger: »For at jeg ikke skal hovmode mig af de høje åbenbaringer, blev der givet mig ... en Satans engel, for at han skulle slå mig i ansigtet« (2 Kor 12, 7). Augustin siger derfor med rette: Hvis man roser Ordets tjener, kommer han i fare. Hvis hans broder ringeagter ham og undlader at rose ham, kommer denne broder i fare. Den, der hører mig forkynde Guds Ord, bør ære mig på grund af Ordet. Hvis han hædrer mig, gør han vel. Men hvis jeg bliver hovmodig af dén grund, er jeg i fare, og hvis han ringeagter mig, er jeg uden fare, men det er han derimod ikke.

      Derfor skal vi i enhver henseende sørge for at hædre »vort gode« (Rom 14, 16), det vil sige: Ordets tjeneste og sakramenterne, og ligeså sørge for at hædre hinanden gensidigt, tilhørerne deres lærere og omvendt, i overensstemmelse med ordet: »Kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed« (Rom 12, 10). Men hvor dét sker, kildres kødet straks af denne ros og bliver hovmodigt. For end ikke blandt de fromme er der nogen, som ikke hellere vil berømmes end dadles, medmindre man er så velbefæstet på dette punkt, at hverken ros eller bebrejdelse gør indtryk på en, således som kvinden sagde om David i 2 Sam 14, 17: »Min herre kongen er som en Guds engel til at skønne over godt og ondt!« Ligeså siger Paulus: »Ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte osv.« (2 Kor 6, 8). Den slags, som hverken bliver stolte af ros eller modløse af bebrejdelse, men ganske enkelt stræber efter at forkynde Kristi velgerning og herlighed og efter at søge at frelse sjæle – den slags vandrer, som de skal. Derimod søger de, der bliver hovmodige, når man omtaler deres fortjenester, ikke Kristi ære, men deres egen. Og de, der lader sig rokke af bebrejdelser og vanry, svigter Ordets embede. Ingen af parterne vandrer altså, som de skal.

      Derfor skal enhver, som bryster sig af at have Ånden, se til, at han bliver ved at være på den rette vej. Hvis du bliver rost, skal du vide, at det ikke er dig, men Kristus, der bliver rost. Ham tilkommer pris og ære. For at du lærer fromt og lever helligt, er ikke dine, men Guds gaver. Følgelig er det ikke dig, der bliver rost, men Gud i dig. Når du erkender dette, holder du dig, hvor du skal, og bliver ikke overmodig af ros (For »hvad har du, som du ikke har fået givet?« 1 Kor 4, 7). Derimod skal du give Gud, hvad du modtog fra ham. Hverken ved bebrejdelser, vanry eller forfølgelse skal du lade dig bevæge til at svigte din kaldelse.

      Ved en særlig nåde skjuler Gud altså vor ære med vanry, det bitreste had, forfølgelser og spot fra hele verdens side, og desuden med vore egnes, bønders, borgeres og adeliges foragt og utaknemmelighed, for at vi ikke skal hovmode os af vore gaver. Og ligesom de sidstnævntes fjendskab og forfølgelse mod evangeliet er skjult og indefra, er det også mere skadeligt end de fjenders, der åbenlyst forfølger det. Denne møllesten må vi have om halsen for ikke at blive smittet af denne forfængelighedens pest. Vel ærer nogle af vore folk os på grund af Ordets tjeneste. Men hvor er der en, der ærer os selv? I stedet er der hundrede, som hader, foragter og forfølger os. Denne spot og forfølgelse fra vore modstandere og den voldsomme foragt og utaknemmelighed og det så bitre skjulte had fra dem, vi lever iblandt – dette herlige syn – er så opmuntrende, at vi let glemmer den tomme ære.

      Når vi derfor glæder os i Herren, som er vor berømmelse, forbliver vi, hvor vi skal. Vist overgår vi langt de andre i åndelige gaver. Men fordi vi erkender, at de er Guds og ikke vore egne og givet os til at opbygge Kristi legeme (Ef 4, 12), hovmoder vi os ikke på grund af dem. For vi véd, at man skal kræve mere af dem, »hvem meget er givet«, end af dem, der kun fik lidt givet, jfr. Luk 12, 48. Endvidere véd vi, at »der ikke er personsanseelse hos Gud« (Rom 2, 11), og derfor har Gud ikke mindre behag i en kirkeværge, der er tro i, hvad der blev givet ham, end i en Ordets lærer, der tjener Gud med samme trofasthed og Ånd. Derfor bør vi ikke ære de ringest stillede kristne mindre, end de ærer os. Og sådan bliver vi ved med at være fri for forfængelighedens pest og vandrer i Ånden.

      Sværmerne søger derimod deres egen ære, menneskers gunst og bifald, fred med verden og ro for kødet, men ikke Kristi ære og sjælenes frelse – skønt de bestandig sværger på, at dét er, hvad de gør – og derfor kan de heller ikke lade være med at bryde ud i forkyndelse af deres egen lære og deres egne genvordigheder og at dadle og forkaste andres. De er alene ude på at erhverve ry og ros frem for de andre. Ingen har vidst dette før mig, siger de. Jeg var den første, der så og lærte dette osv. Derfor er de alle forfængelige, det vil sige: de roser sig ikke i Gud, men bryster sig af og er stærke og dristige ved hobens bifald, som de så snildt skaffer sig. De kan nemlig gøre indtryk med deres ord, gebærder og skrifter og anstille sig i enhver henseende. Uden hobens bifald er de meget frygtsomme. For de hader Kristi kors og forfølgelsen og flygter bort derfra. Hvor de derimod har hobens bifald, er ingen mere hovmodig og dristig end de. Ingen Hector og ingen Achilles er så tapper og dristig.

      Kødet er altså et så træsk vilddyr, at det forlader sin rette plads, fordærver og ødelægger den sande lære og opløser enigheden mellem menighederne uden nogen anden grund end denne forbandede forfængelighed. Derfor er det ikke uden grund, Paulus her og andetsteds går så voldsomt i rette med den. Ovenfor i kap. 4, 17 siger han: »De er nidkære for jer, dog ikke for det gode; men de vil udelukke jer fra mig, for at I skal være nidkære for dem«, det vil sige: de vil fordunkle mig og forherlige sig selv. De søger ikke Kristi ære og jeres frelse, men deres egen ære, og at vanære mig og gøre jer til trælle.

 

 

v26: »Lad os ikke have lyst til tom ære. . .«

Det vil sige: Lad os ikke blive forfængelige, hvad der som sagt betyder, ikke at være stolt af Gud og sandheden, men af løgne, af hobens anseelse og bifald og af at være i folkemunde. Det er ikke noget fast grundlag for ære, men et falsk. Og derfor kan det umuligt holde sig længe. Den, der priser et menneske som menneske, lyver; for der er intet prisværdigt i ham, men alt er under fordømmelse. Hvad vor person angår, er vor herlighed altså denne: »Alle har jo syndet« (Rom 3, 23), og derfor er de for Gud skyldige til den evige død. Men det er noget andet, når man roser vort embede. Derfor bør vi ikke blot ønske, men af alle kræfter forsøge at få menneskene til at agte det højt og ære det med iver. For det bliver dem til frelse. Paulus formaner romerne til ikke at støde nogen, for at ikke vort gode skal blive bespottet (Rom 14, 16), og andetsteds siger han: »for at vor tjeneste ikke skal blive lastet« (2 Kor 6, 3). Når man berømmer vort embede, er det derfor ikke os personlig, der lovprises; men vi lovprises i Gud og hans hellige navn, som Salmen siger (Sl 89, 17).

 

v26b ». . . så at vi udæsker hinanden og misunder hinanden.«

Hér beskriver han forfængelighedens virkninger. Den, der lærer vildfarelse og er ophav til en ny lære, må uundgåeligt tirre andre, og dem, der ikke anerkender hans lære og tager imod den, begynder han straks at nære et voldsomt had til. Vi ser i vor tid, hvordan sværmerne flammer af et uforsonligt had til os, fordi vi ikke har villet vige for dem og anerkende deres vildfarelser. Vi har bestemt ikke tirret dem først eller spredt nogen ugudelig lære ud i verden, tværtimod blev vi stående, hvor vi skulle, mens vi angreb misbrugene inden for Kirken og trofast lærte artiklen om retfærdiggørelsen. Men den har de opgivet og i stedet imod Guds Ord lært meget ugudeligt om sakramenterne, om arvesynden, om forkyndelsens ord osv. For ikke at sætte evangeliets sandhed over styr imødegik vi dem og fordømte deres farlige vildfarelser. Det tålte de ikke. De var ikke blot de første til at tirre os uforskyldt; men nu misunder de os også og nærer et voldsomt had til os, kun fordi de brænder af forfængelighed. For når de har fået os ud i mørket, vil de selv være ene om at råde. De våser nemlig op om, at det er en stor hæder at forkynde evangeliet, skønt der i virkeligheden ikke i verdens øjne findes noget mere vanærende.