Martin Luther

Galaterbrevet 4

 

 

 

Kapitel 4

v1-2: »Men jeg siger: Så længe arvingen er umyndig, er der ingen forskel imellem ham og en træl, skønt han er herre over alt godset; men han står under formyndere og husholdere indtil den af faderen bestemte tid.«

I ser, hvor Paulus brænder af iver efter at få galaterne til at besinde sig, og med hvor stærke argumenter, hentet fra erfaringen, fra Abrahams eksempel, fra Skriften, fra opfyldelsens tid og fra sammenligninger, han fremstiller dette forhold, så han ofte synes at tage hele spørgsmålet op på ny. For ovenfor havde han ligesom sat punktum for drøftelsen af retfærdiggørelsen, da han sluttede, at menneskene alene ved troen bliver retfærdiggjort for Gud. Men fordi også dette eksempel fra det borgerlige liv med den umyndige arving falder ham ind, anfører han også det, for måske derved at narre de uforstandige galatere. I en art hellig snedighed ligger han på lur efter dem og prøver på at fange dem, således som han siger andetsteds: »men jeg var træsk og fangede jer med list« (2 Kor 12, 16). Det jævne folk vindes nemlig lettere ved lignelser og eksempler end ved vanskeligt tilgængelige og abstrakte drøftelser. Det ser hellere på et smukt malet billede end en velskreven bog. Derfor tilføjer han efter lignelsen om et menneskes testamente, om fængslet og tugtemesteren også denne velbekendte om arvingen for at vække dem op. Når man vil belære, er det nyttigt at anføre en mængde lignelser og eksempler. Og ikke alene Paulus, men også profeterne og Kristus selv har ofte gjort brug deraf. Senere hen holder han sig lige til brevets slutning pænt til talekunstens forskrifter.

        Også i de borgerlige love ser I, siger han, at selv om arvingen er herre over hele faderens ejendom, er han dog kun en træl. Vist har han velsignelsens løfte om arven. Men inden dét, juristerne kalder for myndighedsalderen, indtræder, holder formyndere og husholdere ham fast som i et fængsel, ligesom tugtemesteren sin elev. De betror ham ikke at styre sit gods og gøre brug af sin ejendomsret, men tvinger ham til at rette sig efter dem. Han lever og ernæres af sin egen ejendom, dog blot som en træl. I ingen henseende er der forskel på ham og en træl, så længe som hans fængsels- og fangenskabstid varer ved, det vil sige: så længe som han står under sine opsynsmænd og bestyrere. Og den underkastelse og dette fangenskab er ham til stor nytte. I modsat fald ville han i sin uforstand have sat sin ejendom over styr. Dog varer det fangenskab ikke evigt, men ophører til den af faderen bestemte tid.

 

v3: »Således stod også vi, dengang vi var umyndige, som tralle under verdens børnelærdom.«

Således var vi, da vi var små, vel arvinger med et løfte om en arv, som vi skulle få engang gennem Abrahams sæd, Kristus. Han ville velsigne alle folk. Men fordi tidens fylde endnu ikke var inde, kom vor formynder, husholder og tugtemester Moses og holdt os indesluttet i fangenskab, så vi ikke, da vor hånd var holdt fast, kunne råde og tage arven i besiddelse. Dog, ligesom arvingen næres af håb om den kommende frihed, således nærede Moses os med håb om, at løftet til sin tid skulle opfyldes, nemlig når Kristus kom. Inden hans komme var det lovens tid. Men da han var kommet, var dén forbi og nådens tid inde.

        Men lovens tid ophører på to måder. For det første da Kristus kom i kødet til den af Faderen forudbestemte tid. »Født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven«, kap. 4, 4 f. »Med sit eget blod gik han én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning«, Hebr. 9, 12. Desuden kommer den samme Kristus, som engang kom i tiden, hver dag og time til os i Ånden. Vel har han én gang for alle genløst og helliget alle ved sit eget blod. Men da der stadig klæber rester af synd til vort kød, og kødet ligeledes ligger i strid med ånden, og vi altså endnu ikke er fuldkommen rene – derfor kommer han daglig på åndelig vis og fuldender daglig mere og mere den af Faderen fastsatte tid, afskaffer og ophæver loven.

        Således kom han også daglig på åndelig vis til fædrene, inden han til det fastsatte tidspunkt kom én gang for alle. De havde Kristus i Ånden, på hvis kommende åbenbaring de troede, ligesom vi tror på, at han allerede er blevet åbenbaret, og de blev frelst ved ham ligesom vi. I overensstemmelse med ordet: »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid« (Hebr. 13, 8). I går, inden hans komme i kødet, i dag, da han er blevet åbenbaret i tiden, nu og i al evighed er han den samme Kristus. Alle, som har troet, tror og vil komme til troen, befries fra loven, retfærdiggøres og frelses altså ved den ene og samme Jesus Kristus.

        Han siger altså: »Således stod også vi, dengang vi var umyndige, som trælle under verdens børnelærdom.« Meningen er: Loven herskede over os og plagede os som slaver og fanger med et hårdt slaveri. For det første holdt den de rå og kødelige borgerligt i ave, så de ikke skulle kaste sig hovedkulds ud i alskens laster. For loven truer overtrædere med straf. Af frygt for den holdes de fra at begå alskens ondt. Loven hersker over dem, der således holdes nede af loven. Men for det andet anklagede, skræmte, dødede og fordømte loven os i åndelig og teologisk forstand over for Gud. Og dette var lovens vigtigste herredømme over os. Ligesom arvingen altså bliver tugtet af de formyndere, han er underkastet, og tvinges til at adlyde deres love og omhyggeligt at gøre, hvad de har befalet, således plages samvittighederne inden Kristi komme af lovens hårde tyranni derved, at de anklages, forskrækkes og fordømmes af loven. Men dette lovens herredømme er ikke evigt, men skal kun vare, indtil nådens tid er inde. Vel er det lovens opgave at anklage og øge synden, dog for at hjælpe os til retfærdighed, og at døde, dog for at vi skal få liv. For loven er en tugtemester til Kristus.

        Ligesom formynderne altså behandler den unge arving hårdt, hersker over ham og giver ham befalinger, som var han en træl, der tvinges til at være dem underdanig, således anklager, ydmyger og trælbinder loven os. Vor vi er slaver under synden, døden og Guds vrede, hvad der bestemt er det elendigste og værste slaveri. Men ligesom formyndernes herredømme og den unge arvings underkastelse og slaveri ikke er evigt, men blot varer indtil den af faderen fastsatte tid, og når den er inde, har han ikke behov for husholdernes opsyn, og han er ikke længere undergivet dem, men nyder sin fædrenearv, som han vil – således hersker loven over os, og vi tvinges til at være trælle og fanger under dens herredømme, men ikke evigt. For det lille afsnit, der følger, skal føjes til: »Indtil den af faderen bestemte tid«. For Kristus kom som lovet og løskøbte os, der blev plaget af lovens tyranni.

        Men Kristus kommer ikke til de sikre hyklere og åbenlyse gudsforagtere, så lidt som til de fortvivlede, der mener, at det eneste, de har tilbage, er den skræk, som loven indgiver dem, så de mærker til den. Til dem er han ikke givet, og han er ikke til nogen nytte for nogen af de to parter. Men han er til gavn for dem, der for en tid er plaget og opskræmt af loven, nemlig for dem, som i den alvorlige angst, som loven bevirker, ikke fortvivler, men med tillid kommer til Kristus, »nådestolen« (Rom 3, 25), som har løskøbt dem af lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for dem. De får barmhjertighed og finder nåde.

        Ordet »Vi holdtes i trældom« skal altså betones. Det betyder: Vor samvittighed var underlagt loven, som af al magt udøvede sit tyranni over os. Den pryglede os, således som en tyran prygler den krigsfange, som han har gjort til sin slave. Den holdt os indespærret og fanget, det vil sige: den gjorde os bange, bedrøvede, blege og fortvivlede og truede os med evig død og fordømmelse. Dette åndelige slaveri er forfærdelig hårdt, men dog ikke evigt. For det varer blot så længe, som vi er umyndige, det vil sige: så længe Kristus ikke er kommet. Så længe han ikke er der, er vi trælle, der er indesluttet under loven og må savne nåden, troen og alle Helligåndens gaver. Men efter at Kristus er kommet, hører dette lovens fængsel og slaveri op.

 

v3: »under verdens børnelærdom.«

Nogle har ment, at Paulus hér taler om de legemlige elementer i naturen: ild, luft, vand og jord. Men Paulus har sin egen udtryksmåde og taler hér om selve Guds lov, som han for at ydmyge den kalder for »denne verdens børnelærdom« (egl. elementer, det vil sige: begyndelsesgrunde). Og hans ord lyder voldsomt kætterske. Men Paulus plejer også andetsteds at tale voldsomt nedsættende om loven, når han kalder den »bogstaven der ihjelslår« og »dødens og fordømmelsens tjeneste« (2 Kor 3, 6 ff.) og »syndens lov« (Rom 8, 2). Og disse særdeles hadske betegnelser, som viser klart og rigtigt, hvad loven formår, og hvordan den skal bruges, vælger han med flid, for at skræmme os bort fra loven, når det drejer sig om retfærdiggørelsen. For loven kan, når den bruges allerbedst, dog kun anklage samvittigheden, øge synden og true med død og evig fordømmelse.

        Men han kalder loven for »verdens begyndelsesgrunde«, det vil sige: ydre bogstaver og vedtægter, der står skrevet i en bog. For skønt loven borgerligt holder tilbage fra det onde og presser til at gøre godt, kan den dog ikke befri fra synder. Den retfærdiggør ikke og fører ikke til Himlen, men lader os blive tilbage i verden, selv om man overholder1 den på denne vis. Jeg opnår nemlig ikke retfærdighed og evigt liv, blot fordi jeg ikke slår ihjel, ikke begår hor, ikke stjæler osv. Den slags ydre dyder og ordentlig opførsel er ikke Kristi rige og den himmelske retfærdighed. Nej, den er kødets og verdens retfærdighed, som ikke bare de gerningsretfærdige, som f. eks. farisæeren hos Lukas (Luk 18, 11), men også hedninger ejer. Og nogle lægger den retfærdighed for dagen for at slippe for straf, andre gør det for at få ry af mennesker som bestandige, retfærdige og tålmodige. Derfor bør den snarere kaldes ydre skin og hykleri end retfærdighed.

        Desuden kan loven, selv når den bruges bedst og med størst kraft, kun anklage, skræmme, fordømme og døde. Men hvor der er skræk og bevidsthed om synd, død og Guds vrede, dér er der bestemt ingen retfærdighed, ingen Himmel og ingen Gud, men blot, hvad der hører denne verden til. Og verden er intet andet end et virvar af synd, død, Guds vrede, Helvede og alt ondt. Det får de frygtsomme og bedrøvede at føle; de sikre og gudsforagterne mærker ikke dertil. Derfor kan loven, selv når den bruges bedst, blot føre til syndserkendelse og skræk for døden. Men synden, døden og alt andet ondt er noget, der hører denne verden til. Det er altså rigtigt, at loven ikke gør noget livgivende, frelsebringende, himmelsk eller guddommeligt, men kun noget verdsligt. Derfor kalder Paulus den med rette for »verdens begyndelsesgrunde«.

        Og skønt Paulus kalder hele loven for »verdens begyndelsesgrunde«, således som man sagtens kan indse af det, jeg allerede har sagt, taler han dog især så foragteligt om ceremoniallovene. Selv om de er meget nyttige, siger han, at de blot træffer bestemmelse om en række ydre forhold, såsom mad, drikke, påklædning, steder, tider, tempel og højtider, tvætninger, ofre osv., som er noget rent verdsligt og kun forordnet af Gud til brug for dette liv, ikke for at de skulle retfærdiggøre og frelse over for Gud. Derfor forkaster og fordømmer han med ordet »verdens begyndelsesgrunde« hele lovretfærdigheden, som bestod i den slags ydre ceremonier – og det til trods for, at de for en tid var indstiftet og foreskrevet af Gud. Og han kalder den med dybeste foragt for »verdens begyndelsesgrunde«. Således er kejserens love »verdens begyndelsesgrunde«. For de handler om, hvad der hører denne verden til, det vil sige: hvad der har med livet hér at gøre som f. eks. penge, besiddelse, arv, drab, hor, rov osv. Derom handler også De 10 buds anden tavle. Men pavens forordninger og love, der forbyder ægteskab og spiser, kalder Paulus andetsteds for dæmoners lærdomme (1 Tim 4, 1). Også de er »verdens begyndelsesgrunde« – alene derved at de på den mest ugudelige måde giver forskrifter om ydre ting, som strider imod Guds ord og troen.

        Derfor udretter Mose lov alene noget, der hører denne verden til. Den peger blot på, hvad der i borgerlig og åndelig forstand er ondt hér i verden. Dog plager den samvittigheden med skræk, så den tørster og søger efter Guds løfte og retter sit blik imod Kristus. Men dertil er det nødvendigt, at Helligånden siger i hjertet: Efter at loven har gjort sin gerning i dig, er det ikke Guds vilje, at du blot skal skræmmes og slås ihjel. Men når du ved loven har indset din elendighed og fortabthed, skal du dog ikke fortvivle, men tro på Kristus, som er lovens ophør til retfærdighed for enhver, som tror. Her gives der slet intet verdsligt; men alt dette verdslige, alle love, holder inde, og det guddommelige tager fat. Mens vi altså er under »verdens begyndelsesgrunde«, det vil sige: under loven, som ikke fortæller os noget om Kristus, men ene viser og forøger synden og skaffer os Guds vrede, er vi trælle under loven, skønt vi har et løfte om den kommende velsignelse. Vist siger loven: »Du skal elske Herren din Gud«. Men den kan ikke bevirke, at jeg gør det eller vinder Kristus.

        Dette siger jeg ikke for at bringe loven i foragt. Det er heller ikke Paulus' ønske. Tværtimod vil han, at den skal sættes højt. Men fordi Paulus hér beskæftiger sig med spørgsmålet om retfærdiggørelsen, var det nødvendigt, at han talte om loven som om noget foragteligt. Spørgsmålet om retfærdiggørelsen er nemlig et helt andet end dét om loven. Vi kunne heller ikke tale tilstrækkelig nedsættende om den, når vi beskæftiger os med dette emne (.– retfærdiggørelsen). For hér skal samvittigheden slet ikke tage hensyn til eller vide af andet end Kristus alene. Derfor skal vi af alle kræfter bestræbe os for, når det drejer sig om retfærdiggørelsen, at holde loven så langt ude af synsvidde som muligt og ikke holde os til andet end løftet om Kristus. Dette er let nok at sige. Men i anfægtelse, når samvittigheden har at gøre med Gud, er det det sværeste af alt at gøre sådan, nemlig at du, når loven forskrækker, anklager og viser dig din synd og truer dig med Guds vrede, da forholder dig, som om der aldrig har været nogen lov eller synd, men alene Kristus, blot nåden og forløsningen. Eller om også du mærker til skrækken for loven, at du dog kan sige: Jeg vil ikke høre på dig, lov. For du har en ond røst. Desuden er tidens fylde nu inde, og derfor er jeg fri. Jeg finder mig ikke mere i dit herredømme. Dér får man at se, at det er det sværeste af alt at skelne loven fra nåden, hvilken rent fuldkommen og himmelsk gave det er hér at kunne tro med håb imod håb, og hvor fuldstændig sand denne sætning af Paulus er, at vi alene ved troen bliver retfærdiggjort.

        Af dette skal du altså lære ligesom apostelen at tale med største foragt om loven, når det drejer sig om retfærdiggørelsen. Han kalder loven for »verdens begyndelsesgrunde«, »dødbringende vedtægter« (Rom 7, 10?) og »syndens lov« (Rom 8, 2). For hvis du tillader loven at herske i samvittigheden i stedet for nåden, når det nemlig gælder om at sejre over synd og død over for Gud, så er loven i virkeligheden intet andet end en kloak for alt ondt, kætterier og gudsbespottelser. For den får blot synden til at vokse; den anklager, skræmmer, truer med døden og viser Gud som den vrede dommer, der fordømmer synderne. Derfor skal du, om du er fornuftig, hér sende den stammende og læspende Moses og hans lov så langt bort som muligt og ikke på nogen måde lade dig røre af hans skrækindjagende trusler. Hér skal han ganske enkelt være dig lige så fordægtig som en udstødt og fordømt kætter, værre end paven og Djævelen, og derfor slet ikke værd at høre på.

        Men ellers, når det ikke drejer sig om retfærdiggørelsen, bør vi med Paulus tænke ærbødigt om loven og hæve den til skyerne, kalde den hellig, retfærdig, god, åndelig, guddommelig osv. Uden for samvittighedens område bør vi gøre den til en gud; men i samvittigheden er den en ren Djævel, fordi den selv i den mindste anfægtelse ikke kan oprejse og trøste samvittigheden, men gør det stik modsatte: skræmmer og bedrøver den og berøver den fortrøstningen til retfærdighed, liv og alt godt. Derfor kalder Paulus længere fremme loven for svage og fattige begyndelsesgrunde (kap. 4, 9), og derfor skal vi på ingen vis tillade den at herske i samvittigheden, især da det kostede Kristus så meget at få lovens tyranni bort fra samvittigheden. »For han blev en forbandelse for os«, for at løskøbe os fra lovens forbandelse (kap. 3, 13). Derfor skal den fromme finde ud af, at loven og Kristus er to modsætninger, ja, helt uforenelige. Når Kristus er til stede, bør loven under ingen omstændigheder herske, men skal vige bort fra samvittigheden og overlade lejet til Kristus; for det er for smalt til at kunne give plads for to, Es 28, 20. Han skal herske alene i retfærdighed, tryghed, glæde og liv, så at samvittigheden glad kan sove ind i Kristus uden at mærke noget til lov, synd og død.

        Og han bruger med flid denne talefigur: »verdens begyndelsesgrunde«, hvormed han som sagt svækker lovens autoritet og herlighed overordentligt for at opmuntre os. For når Paulus' opmærksomme læser hører apostelen kalde loven for »dødens tjeneste« og »bogstaven der ihjelslår« (2 Kor 3), kommer han straks i tanke om, hvorfor han giver loven så hadefulde og for fornuften at se gudsbespottelige navne, da den jo dog er en guddommelig lære, der er åbenbaret fra Himlen. Den, som har svært ved at se det, og som spørger om meningen med disse benævnelser, svarer Paulus, at loven er begge dele: både hellig, retfærdig og god, og samtidig en syndens og dødens tjeneste – dog i hver sin henseende. Inden Kristus er den hellig, efter Kristus er den død. Når Kristus er kommet, skal vi derfor slet ikke kende noget til loven, undtagen for så vidt den hersker over kødet, som den holder i ave og plager. Dér kæmper loven og kødet med hinanden – og lovens herredømme er hårdt for kødet! – lige indtil vi dør.

        Det er alene Paulus, der udtrykker sig sådan, at han kalder Guds lov for »verdens begyndelsesgrunde«, »svage og fattige begyndelsesgrunde«, »syndens lov« og »bogstaven der ihjelslår«. De andre apostle taler ikke sådan om loven. Enhver, der studerer den kristne teologi, skal lægge omhyggeligt mærke til denne udtryksmåde hos Paulus. Kristus kalder ham »et udvalgt redskab« (ApG 9, 15). Derfor har han også givet ham de mest udsøgte talegaver og en måde at udtrykke sig på, der er helt forskellig fra de andre apostle, for at han som det udvalgte redskab med største troskab skulle lægge grunden til læren om retfærdiggørelsen og overgive den klart og tydeligt.

 

v4-5: »Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, «

Det vil sige: Efter at lovens tid var forbi og Kristus nu var blevet åbenbaret og havde befriet os fra loven og løftet var blevet forkyndt for alle folk osv.

        Læg omhyggeligt mærke til, hvordan Paulus beskriver Kristus. Kristus, siger han, er Guds Søn og en kvindes søn. Og for vor, syndernes, skyld blev han født under loven, så han kunne løskøbe os, som var under loven. I disse ord er begge dele udtrykt, både Kristi person og Kristi opgave. Personen består af en guddommelig og en menneskelig natur. Det angiver han tydeligt, når han siger: »Gud udsendte sin Søn, født af en kvinde.« Kristus er altså sand Gud og sandt menneske. Og hans opgave beskriver han med disse ord: »Født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven«.

        Det ser ud, som om Paulus af ringeagt kalder jomfruen, Guds Søns mor, for blot en kone (eller kvinde). Og dette foruroligede også nogle af de gamle fædre. De ville ønske, at han på dette sted snarere havde brugt betegnelsen jomfru end kone. Men Paulus beskæftiger sig i dette brev med det væsentligste og højeste anliggende, nemlig med evangeliet, troen og den kristne retfærdighed, ligeledes med, hvad for en person Kristus er, og hvad der er hans opgave, hvad han har taget på sig og udrettet for vor skyld, og hvilke velgerninger han har gjort imod os elendige syndere. Det overvældende store anliggende var derfor årsag til, at han ikke tog hensyn til, at Maria var en jomfru. Det var ham nok at forkynde Guds uvurderlige og uendelige barmhjertighed, at Gud anså det for rigtigt at lade sin Søn føde af dette køn. Derfor nævner han ikke det særligt udmærkende ved kvindekønnet, men blot kønnet selv. Og derved, at han nævner det, giver han til kende, at Kristus er blevet født som et sandt menneske af en kvinde. Meningen er: Han er ikke født af en mand og en kvinde, men alene af en kvinde. Når han derfor blot nævner kvindens køn og siger: født af en kvinde, er dét det samme, som om han havde sagt: født af en jomfru!

        Desuden er dette sted et vidnesbyrd om, at Kristus ikke, da lovens tid var slut, har stiftet en ny lov oven på Moses' den gamle, men at han har ophævet den og løskøbt dém, der blev underkuet af den. Derfor er munkenes og sofisternes vildfarelse meget skadelig. De afmaler Kristus som en ny lovgiver efter Moses, på samme måde som tyrkerne er faret vild ved at forkynde deres Muhammed som en ny lovgiver efter Kristus. Ved at afmale Kristus sådan, gør de ham den største uret. For han kom ikke og ophævede den gamle lov for at indstifte en ny; men således som Paulus siger her, er han sendt af Faderen til verden, »for at han skulle løskøbe dem, som var under loven«. Disse ord skildrer Kristus sandt og ret. De giver ham ikke til opgave at stifte en ny lov, men at løskøbe dem, som var under loven. Og Kristus siger selv i Joh 8, 15: »Jeg dømmer ingen«, og et andet sted (Joh. 12, 47): »Jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden«. Det vil sige: Jeg er ikke kommet for at stifte en lov og dømme menneskene efter den, ligesom Moses og andre lovstiftere; men jeg udfører en højere og bedre opgave. Jeg dømmer og fordømmer loven. Loven slår jer ihjel; jeg slår derimod dén ihjel og fjerner således døden gennem død.

        Vi voksne er så fuldt og helt gennemtrængt af papisternes skadelige lære, at vi forestiller os Kristus helt anderledes, end Paulus her fremstiller ham. Hvor meget vi end med munden bekendte, at Kristus har løskøbt os fra lovens tyranni og trældom, mærkede vi ham dog inderst inde som en lovgiver, en tyran og en dommer, der er grueligere end Moses selv. Og denne skadelige opfattelse kan vi end ikke nu, da sandhedens lys skinner så klart, helt slippe. Så fast hænger dét, som vi fra barnsben har vænnet os til.

        Det koster jer unge, der er så nye kar, at I endnu ikke er blevet fordærvet ved denne ugudelige opfattelse, mindre besvær at lære den rette Kristus at kende, end os voksne at uddrive disse ugudelige forestillinger om ham af vort sind. Men I har dog ikke af den grund helt undgået Djævelens list. For skønt I endnu ikke er gennemtrængt af denne ugudelige opfattelse af Kristus som en lovgiver, har I dog selve dens grundlag, nemlig kødet, fornuften og den slette natur, der ikke kan fatte Kristus som andet end en lovgiver. Derfor skal I af alle kræfter kæmpe for at lære Kristus at kende og se ham, således som Paulus skildrer ham på dette sted. Men hvis der til denne naturgivne slethed kommer ugudelige lærere – og dem er verden i vore dage fuld af, og det både gamle og nye – så bliver ulykken dobbelt stor. For når der til vor natur, der i sig selv er fordærvet, føjes en ugudelig undervisning, må man nødvendigvis danne sig en falsk forestilling om Kristus. Det gør fornuften som sagt af sig selv, og siden bestyrker en slet undervisning den og præger sjælene så kraftigt dermed, at den ikke uden megen møje og besvær kan fjernes.

        Derfor er det meget værdifuldt at have dette og lignende dejlige og trøsterige skriftsteder for øje og altid betragte dem, så vi hele livet igennem, i al fare, når vi skal bekende troen over for tyranner, ja, i dødens stund med en vis og urokkelig tillid kan sige: Du lov har intet retsligt krav på mig. Derfor er det ingen nytte til, at du anklager og fordømmer mig. For jeg tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som Faderen har sendt til verden for at løskøbe os elendige syndere, der er kuet af lovens tyranni. Han har ofret sit liv og i sin store gavmildhed givet det hen for mig. Når jeg, o lov, mærker til dine skræmmende trusler, sænker jeg mig derfor ned i Kristi sår, blod, død, opstandelse og sejr. Jeg vil hverken se eller høre noget andet end ham.

        Denne tro er vor sejr, hvormed vi sejrer over skrækken for loven, synden, døden og alt ondt – dog ikke uden voldsom kamp. De virkelig fromme, som daglig hjemsøges af svære anfægtelser, har besvær med dette. De får ofte den tanke, at Kristus vil gå i rette med os, at han vil kræve os til regnskab for vor livsførelse, at han vil anklage og fordømme os. De kan ikke for alvor forestille sig, at han er blevet sendt af Faderen for at løskøbe os, der var kuet af lovens tyranni. Dette kommer sig af, at de hellige endnu ikke helt har aflagt kødet, og det gør modstand imod Ånden. Derfor kommer skrækken for loven, angsten for døden og andre bedrøvelige forestillinger, der hindrer troen, igen og igen, så at den ikke med så stor en vished, som den burde, tilegner sig den velgerning, som Kristus har vist ved at løskøbe os af lovens slaveri.

        Men hvorfor og hvordan har Kristus løskøbt os? Med løskøbelsen gik det således til: Han blev født under loven. Da Kristus kom, fandt han os alle som fanger under tugtemestre og husholdere, det vil sige: indesluttet og bevogtet under loven. Hvad gjorde han? Han er lovens herre. Derfor har loven ingen ret over ham. Den kan ikke anklage ham, for han er Guds Søn. Han, som ikke var under loven, underkastede sig loven frivilligt. Da gjorde loven med ham, alt hvad den havde gjort med os. Den anklagede og forskrækkede os, den underkastede os under synden, døden og Guds vrede og fordømte os med sin dom. Og det gjorde den med rette. For alle har vi syndet osv., jfr. Rom 3, 23. Men Kristus gjorde »ikke synd, heller ikke blev der fundet svig i hans mund« (1 Pet 2, 22). Han skylder derfor ikke loven noget. Og dog rasede loven lige så vildt imod ham, der var så hellig, retfærdig og velsignet, som mod os syndere, forbandede og fordømte – ja, meget værre. Den anklagede ham for at være gudsbespottelig og oprørsk, den gjorde ham skyldig for hele verdens synder over for Gud og ængstede ham således, at han svedte blod. Sluttelig dømte den ham til døden, ja, døden på et kors.

        Dette er bestemt en forunderlig tvekamp, hvor den skabte lov kæmper således mod sin Skaber og uden nogen som helst ret udøver hele sit tyranni, som den udøvede over os, vredens børn, mod Guds Søn. Fordi loven altså har syndet så frygteligt og ugudeligt imod sin Gud, kaldes den for retten og anklages. Dér siger Kristus: Fru lov, du mægtigste og grusomste herskerinde og tyran over hele menneskeslægten, hvad har jeg begået, siden du har anklaget mig, slået mig med skræk og fordømt mig uskyldige? Da loven, som tidligere havde fordømt og dødet alle mennesker, nu ikke har noget at sige til sit forsvar eller til sin undskyldning, så er det dens tur til at blive dømt og dræbt, så den fortaber sin ret, ikke blot mod Kristus, som den rasede så uretfærdigt imod og dræbte, men også mod alle, som tror på ham. Her siger Kristus: Kom hid til mig alle, som er plaget af lovens åg. Jeg havde med fuld ret kunnet besejre loven uden at skulle lide. For jeg er lovens herre, og den har derfor ingen ret over mig. Men for jeres skyld, som var under loven, antog jeg jeres kød og underkastede mig under loven, det vil sige: Jeg har af overvældende kærlighed lagt mig ned i det samme lovens fængsel, tyranni og slaveri, som I blev holdt fanget i. Jeg har ladet loven herske over mig, dens herre, ladet den skræmme mig og underkaste mig under synden, døden og Guds vrede, hvad den ikke måtte. Derfor har jeg besejret loven med dobbelt ret, kastet den til jorden og dræbt den: For det første som Guds Søn, lovens herre, desuden som en af jer, hvad der er lige så meget, som hvis I selv havde besejret loven.

        På denne vis taler Paulus ofte om den underfulde tvekamp, og for at gøre sagen festligere og klarere, plejer han at skildre loven som en person, som om den var en meget mægtig herre, der har fordømt og dødet Kristus. Men i næste omgang har han overvundet, fordømt og dræbt den, efter at have besejret døden. Se Ef 2, 16: »Idet han dræbte fjendskabet i sin person«. Og i Ef 4 siger han ud fra Sl 68, 19: »Da han opfor til det høje, bortførte han fanger«. Samme personificering har han også brugt i Romerbrevet, Korinterbrevene og Kolossenserbrevet: »Han fordømte synden på grund af synd« (Rom 8, 3).19 Ved denne sin sejr jog Kristus loven bort fra vor samvittighed, så den ikke mere kan gøre os bange over for Gud, drive os til fortvivlelse og fordømme os. Vel hører den ikke op med at vise synden, anklage og skræmme. Men når samvittigheden tilegner sig dette ord af apostelen: »Kristus har løskøbt os fra loven«, oprejses den ved troen og bliver trøstet. Desuden håner den med en slags helligt hovmod loven og siger: Jeg er ligeglad med dine frygtelige trusler. For du har korsfæstet Guds Søn, og det har du gjort fuldstændig med urette. Derfor er den synd, som du har begået mod ham, utilgivelig. Du har mistet din ret og er fra nu af ikke blot besejret og kvalt af Kristus, men også af mig, der tror på ham. For han har skænket os denne sejr. Således er loven for altid død for os, når blot vi forbliver i Kristus. Derfor »Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus« (1 Kor 15, 57).

        Dette har også at gøre med, at vi retfærdiggøres alene ved troen. For da denne strid blev udkæmpet mellem loven og Kristus, blandede vore gerninger og fortjenester sig helt udenom, og Kristus stod der alene. Iklædt vor person var han lovens træl og led trods sin fuldstændige uskyld al dens tyranni. Derfor mistede loven som en røver og gudsfornægter, ja, Guds Søns morder, sin ret og fortjente at blive dømt, så den, hvor som helst Kristus er til stede eller blot på tale, er nødt til at vige langt bort og flygte for dette navn, som Djævelen for korset. Derfor er vi, der tror, frie fra loven ved Kristus, som i sig selv har vundet sejr over den. Men denne herlige sejr er vundet os af Kristus, uden nogen gerninger. Den tilegnes kun ved troen. Altså er det troen alene, der retfærdiggør.

        Da de ord: »Kristus er født under loven« er meget betydningsfulde, skal de også overvejes omhyggeligt. For de angiver, at Guds Søn som født under loven ikke kun har fuldført en og anden af de gerninger, som loven kræver, eller blot har stået under den i borgerlig henseende. Men han har udholdt lovens fulde tyranni. For loven plagede Kristus efter sin egentligste brug og skræmte ham så frygteligt, at han følte så stor en angst, at intet menneske nogen sinde har kendt noget lignende. Det bærer hans blodige sved tilstrækkeligt vidnesbyrd om, ligeså at han måtte trøstes af en engel, og hans alvorlige bøn i haven (Luk 22, 44) samt endelig hans ulykkelige råb på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, Matt 27, 46. Men han udholdt det for at løskøbe dem, som var under loven, det vil sige: som var bedrøvet, angst og fortvivlet og tynget af deres synder, således som vi bestemt endnu fremdeles alle tynges af dem. For efter kødet synder vi alle stadig daglig mod alle Guds bud. Men Paulus befaler os at være ved godt mod, når han siger: Gud sendte sin Søn osv. Således kom Kristus, den gudmenneskelige person, der i evigheden er født af Gud, men i tiden af en jomfru, ikke for at stifte love, men for at tage dem på sig og fjerne dem. Han er ikke blevet en lovlærer, men en lydig discipel af loven, så han med denne sin lydighed kunne løskøbe dem, der var under loven. Dette er noget helt andet end papisternes lære. De har gjort Kristus til en lovlærer og det endda en, der er grusommere end Moses. Paulus lærer her det stik modsatte, nemlig at Gud har kastet sin Søn ned under loven og tvunget ham til at bære lovens dom og forbandelse, synden og døden. For Moses, som er syndens, vredens og dødens tjener, tog ham til fange, bandt, fordømte og dræbte Kristus, som selv udholdt det til den bitre ende. Kristus forholdt sig altså passivt og ikke aktivt til loven. Han er altså ikke en lovgiver og dommer i lovens forstand. Men derved, at han har gjort sig til lovens træl, blev han vor befrier fra loven.

        Men at Kristus i evangeliet har givet bud og lærer loven, eller snarere udlægger den, dét har ikke noget at gøre med læren om retfærdiggørelsen, men med læren om gode gerninger. Desuden er det heller ikke Kristi egentlige opgave, dén hvorfor han er kommet til verden, at forkynde loven. Snarere er det noget tilfældigt (eller måske bedre: noget uvæsentligt?) Det samme gælder også dette, at han helbredte syge, opvakte døde, gjorde vel imod de uværdige og trøstede de sørgende. Vist er det herlige og guddommelige gerninger og velgerninger. Men de er ikke særegne for Kristus. For profeterne lærte også om loven og gjorde mirakler. Men Kristus er Gud og menneske. Han stred med loven og udholdt dens vildeste raseri og tyranni. Og netop derved, at han opfyldte loven og tog den på sig, besejrede han den ved sig selv. Og da han senere opstod fra døden, fordømte han loven, vor mest forfærdelige fjende og afskaffede den, så den ikke mere kan fordømme og døde os. Det er derfor Kristi sande og egentlige opgave at kampe med al verdens lov, synd og død, og kæmpe på dén vis, at han underkastede sig dem og gennem sin underkastelse sejrede over og afskaffede dem og således befriede os fra loven og alt ondt. At lære om loven og gøre undere er derfor særlige velgerninger af Kristus. Men det er ikke specielt derfor, han er kommet. For profeterne og især apostlene har gjort større undere end Kristus selv, Joh 14, 12.

        Men når Kristus i sin egen person har sejret over loven, følger med nødvendighed deraf, at han af naturen er Gud. For ingen, hverken et menneske eller en engel, står over loven. Det gør alene Gud. Men Kristus står over loven. For han har besejret og tilintetgjort den. Følgelig er han Guds Søn og Gud af naturen. Hvis du derfor tilegner dig Kristus, således som Paulus afmaler ham hér, farer du ikke vild og bliver ikke til skamme. Desuden vil man være i stand til at have et ret skøn om alle former for levevis, al fromhed og gudstjeneste i hele verden. Men når dette sande billede af Kristus fjernes eller blot fordunkles, medfører det med bestemthed almindelig forvirring. For det almindelige, sjælelige menneske kan ikke dømme om Guds lov. Her kommer filosoffernes, juristernes og alle menneskers kunst til kort. For loven hersker over mennesket. Altså dømmer loven mennesket og ikke mennesket loven. Alene den kristne har den rette opfattelse af loven. Hvilken? At den ikke retfærdiggør. Hvorfor holder man den så, når den ikke retfærdiggør? Hensigten med de retfærdiges lydighed mod loven er ikke at få retfærdighed for Gud. Den modtages alene af troen. Derimod er hensigten fred i verden, taknemmelighed over for Gud og et godt eksempel, hvorved de tilskynder andre til at tro på evangeliet osv. Paven har i den grad sammenblandet ydre ceremonier, moralregler og troen, at han slet ikke kunne skelne mellem dem, men endte med at sætte ceremonier over morallovene og etikken over troen.

 

v5: »for at vi skulle få sønneudkårelsen.«

Det vil sige: barnekår hos Gud. Paulus broderer videre på dette skriftsted i 1 Mos 22, 18: »I din sæd osv.«. For ovenfor har han kaldt denne velsignelse over Abrahams sæd for retfærdighed, liv, løfte om Ånden, befrielse fra loven, testamente og løfte. Hér kalder han den for barnekår og arveret. For det følger alt af velsignelsen. Efter at forbandelsen, som er synden, døden m.v., ved denne velsignede sæd er blevet hævet, følger nemlig i dens sted velsignelse, det vil sige: retfærdighed, liv og alt godt. Deraf ser du, at Paulus, når han vil, også kan udtrykke sig rigt og fyldigt. Men hvormed har vi gjort os fortjent til at få en sådan retfærdighed og barnekår og arveret til det evige liv? Ikke med noget. For hvad skulle mennesker, der er indesluttet under synden, hjemfaldne til lovens forbandelse og skyldige til den evige død, vel kunne gøre sig fortjent til? Skønt uden at kunne betale for det eller være værdige dertil, har vi fået det – dog ikke ufortjent. Hvad var det for en fortjeneste? Det var ikke vor, men Jesu Kristi, Guds Søns – han som blev født under loven, ikke for sin egen skyld, men for os. Paulus har jo også ovenfor sagt, at han blev gjort til en forbandelse for os, kap. 3, 13. Han løskøbte os, som var under loven. Derfor har vi alene ved Jesu Kristi, Guds Søns, forløsergerning fået disse barnekår. Han er vor helt overvældende og evige fortjeneste – hvad enten det er som »billigheds– eller som fuldgyldig fortjeneste«. Men sammen med de for intet opnåede barnekår har vi også fået Helligånden, som Gud ved ordet har sendt i vore hjerter »til at råbe: Abba, Fader«. Det følger nu:

 

v6: »Men fordi I er sønner, har Gud udsendt i vore hjerter sin Søns Ånd, «

Men Helligånden sendes på to måder. I apostelkirken blev den sendt i håndgribelig og synlig skikkelse. På denne vis steg den ved Jordanfloden ned over Kristus som en due (Matt 3, 16) og over apostlene og andre som en ild (ApG 2, 3 f.). Det var den første udsendelse af Helligånden. Den var nødvendig i den første menighed, som skulle grundlægges ved tydelige tegn på grund af de vantro, således som Paulus bevidner i 1 Kor 14, 22: »Tungetalen er til et tegn, ikke for dem, som tror, men for de vantro.« Men senere, da der var blevet samlet en kirke, og den var blevet styrket ved disse tegn, var det unødvendigt, at den synlige udsendelse af Helligånden fortsatte.

        Ifølge den anden sendes Helligånden ved ordet ind i de troendes hjerter, således som det siges her: »Gud har udsendt i vore hjerter sin Søns Ånd osv.« Det sker uden synlig skikkelse, nemlig når vi gennem det talte Ord får dén glød og dét lys, hvorved vi bliver andre og nye mennesker og der i os fødes en ny indsigt, nye følelser og handlinger. Den forandring og nye indsigt er ikke noget, som menneskets fornuft eller dygtighed har formået. Den er derimod Helligåndens gave og virkning, og den kommer ved hjælp af forkyndelsens ord. Det renser hjerterne ved troen og vækker åndelige tilskyndelser til live i os. Derfor er der den allerstørste forskel mellem os og ordets forvanskere og fjender. Vi kan af Guds nåde ud fra ordet få den rette opfattelse af Guds gode vilje imod os, af alle love og lærer, af vort og andres liv. Papisterne og sværmerne kan derimod bestemt ikke få den rette forståelse af noget. For disse forvansker og fordrejer ordet, og de andre forfølger og spotter det. Men uden ordet kan man ikke have den rette forståelse af noget som helst.

        Vel er det ikke til at se, at vi er åndeligt fornyede og har Helligånden. Dog er selve vor forståelse, tale og bekendelse tilstrækkeligt bevis på, at Helligånden er i os med sine gaver. For førhen kunne vi slet ikke have en ret forståelse af noget. Vi sagde og bekendte således ikke, at alt vort er synd og fordømt, og at Kristus alene er vor »billigheds– og fuldgyldige fortjeneste«. Det gør vi derimod nu, da sandhedens sol skinner. Derfor rører det os slet ikke, at verden, hvis gerninger vi erklærer for onde, mener, at vi er de mest forpestede kættere og oprørske mennesker, omstyrtere af fromheden og den offentlige fred, besatte af Djævelen, som taler ud af os og styrer alle vore handlinger. Over for denne verdens helt bagvendte dom er vor samvittigheds vidnesbyrd os nok. Gennem dét er vi sikre på, at det er en gave fra Gud, ikke blot at vi tror på Jesus Kristus, men også at vi åbenlyst forkynder og bekender ham over for verden. Som hjertet tror, taler munden. Som det hedder i Sl 116, 10: »Jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg.«

        Desuden øver vi os i gudsfrygt og undgår synden, så godt vi kan. Om vi synder, er det ikke med forsæt, men af uvidenhed, og vi er kede af det. Vi kan falde, for Djævelen står dag og nat på lur efter os. Ligeså har vort kød stadig rester af synden. Hvad kødet angår, er vi altså syndere, selv efter at have modtaget Helligånden. Og udadtil er der ikke megen forskel på en kristen og et almindeligt, skikkeligt menneske. For den kristnes gerninger ser ringe ud: Han gør sin pligt, således som hans kald kræver det, styrer staten, forestår sit hus, dyrker sin mark, sørger for sin næste med gaver og tjeneste. Den slags gerninger regner et kødeligt menneske ikke for noget; han mener, de er simple og intet værd. Selv lægfolk og hedninger gør dem. Verden forstår nemlig ikke, hvad der har med Guds Ånd at gøre. Derfor har den en forkert opfattelse af de frommes gerninger. Hyklernes hæslige overtro og deres selvvalgte gerninger ikke blot beundrer den; den stemmes til andagt ved dem og støtter dem med stor bekostning. Derimod anerkender verden så langtfra de frommes gerninger som gode. De ser jo også ringe og ubetydelige ud, skønt de er virkelig gode og Gud velbehagelige, når de gøres i tro, af et glad sind, i lydighed og taknemmelighed mod Gud. I stedet dadler og fordømmer den dem som den største ugudelighed og uretfærdighed. Dog i trængselstider, når man må lide og bekende troen, hvad der er de troendes særlige og vigtigste gerning, når man må forlade hustru og børn, ejendom og lov eller også fornægte Kristus – da skal det blive åbenlyst, at det er ved Helligåndens kraft, vi bekender troen, Kristus og hans ord.

        Vi bør altså ikke tvivle om, at Helligånden bor i os, men holde fast ved og vedkende os, at vi, som Paulus siger (1 Kor 6, 19), er »et tempel for Helligånden«. For hvis nogen føler kærlighed til ordet og gerne hører, taler, tænker over, fortæller og skriver om Kristus, skal han vide, at det ikke er noget, som den menneskelige vilje eller forstand formår. Det er en gave fra Helligånden. Hvor der derimod er had til og foragt for ordet, dér har Djævelen, denne verdens gud, magten. Han forblinder menneskenes hjerter og holder dem fanget, så evangeliets og Kristi herligheds lys ikke kan skinne for dem. Det er, hvad vi i vore dage ser hos den store hob, der slet ikke lader sig påvirke af ordet, men som i sin sikkerhed foragter det, som var det noget ganske betydningsløst. Men de, der har en lue og længsel efter ordet, anerkender med taknemmelighed, at den følelse er blevet givet dem af Helligånden. For vi fødes uden den følelse og lærer, af vort og andres liv. Papisterne og sværmerne kan derimod bestemt ikke få den rette forståelse af noget. For disse forvansker og fordrejer ordet, og de andre forfølger og spotter det. Men uden ordet kan man ikke have den rette forståelse af noget som helst.

        Vel er det ikke til at se, at vi er åndeligt fornyede og har Helligånden. Dog er selve vor forståelse, tale og bekendelse tilstrækkeligt bevis på, at Helligånden er i os med sine gaver. For førhen kunne vi slet ikke have en ret forståelse af noget. Vi sagde og bekendte således ikke, at alt vort er synd og fordømt, og at Kristus alene er vor »billigheds– og fuldgyldige fortjeneste«. Det gør vi derimod nu, da sandhedens sol skinner. Derfor rører det os slet ikke, at verden, hvis gerninger vi erklærer for onde, mener, at vi er de mest forpestede kættere og oprørske mennesker, omstyrtere af fromheden og den offentlige fred, besatte af Djævelen, som taler ud af os og styrer alle vore handlinger. Over for denne verdens helt bagvendte dom er vor samvittigheds vidnesbyrd os nok. Gennem dét er vi sikre på, at det er en gave fra Gud, ikke blot at vi tror på Jesus Kristus, men også at vi åbenlyst forkynder og bekender ham over for verden. Som hjertet tror, taler munden. Som det hedder i Sl 116, 10: »Jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg.«

        Desuden øver vi os i gudsfrygt og undgår synden, så godt vi kan. Om vi synder, er det ikke med forsæt, men af uvidenhed, og vi er kede af det. Vi kan falde, for Djævelen står dag og nat på lur efter os. Ligeså har vort kød stadig rester af synden. Hvad kødet angår, er vi altså syndere, selv efter at have modtaget Helligånden. Og udadtil er der ikke megen forskel på en kristen og et almindeligt, skikkeligt menneske. For den kristnes gerninger ser ringe ud: Han gør sin pligt, således som hans kald kræver det, styrer staten, forestår sit hus, dyrker sin mark, sørger for sin næste med gaver og tjeneste. Den slags gerninger regner et kødeligt menneske ikke for noget; han mener, de er simple og intet værd. Selv lægfolk og hedninger gør dem. Verden forstår nemlig ikke, hvad der har med Guds Ånd at gøre. Derfor har den en forkert opfattelse af de frommes gerninger. Hyklernes hæslige overtro og deres selvvalgte gerninger ikke blot beundrer den; den stemmes til andagt ved dem og støtter dem med stor bekostning. Derimod anerkender verden så langtfra de frommes gerninger som gode. De ser jo også ringe og ubetydelige ud, skønt de er virkelig gode og Gud velbehagelige, når de gøres i tro, af et glad sind, i lydighed og taknemmelighed mod Gud. I stedet dadler og fordømmer den dem som den største ugudelighed og uretfærdighed. Dog i trængselstider, når man må lide og bekende troen, hvad der er de troendes særlige og vigtigste gerning, når man må forlade hustru og børn, ejendom og lov eller også fornægte Kristus – da skal det blive åbenlyst, at det er ved Helligåndens kraft, vi bekender troen, Kristus og hans ord.

        Vi bør altså ikke tvivle om, at Helligånden bor i os, men holde fast ved og vedkende os, at vi, som Paulus siger (1 Kor 6, 19), er »et tempel for Helligånden«. For hvis nogen føler kærlighed til ordet og gerne hører, taler, tænker over, fortæller og skriver om Kristus, skal han vide, at det ikke er noget, som den menneskelige vilje eller forstand formår. Det er en gave fra Helligånden. Hvor der derimod er had til og foragt for ordet, dér har Djævelen, denne verdens gud, magten. Han forblinder menneskenes hjerter og holder dem fanget, så evangeliets og Kristi herligheds lys ikke kan skinne for dem. Det er, hvad vi i vore dage ser hos den store hob, der slet ikke lader sig påvirke af ordet, men som i sin sikkerhed foragter det, som var det noget ganske betydningsløst. Men de, der har en lue og længsel efter ordet, anerkender med taknemmelighed, at den følelse er blevet givet dem af Helligånden. For vi fødes uden den følelse og kan ikke ved nogen som helst lov blive oplært til at erhverve den. Her er der ganske enkelt tale om en forandring, der skyldes den Højestes højre hånd. Når vi derfor gerne hører Kristus, Guds Søn, blive forkyndt – han som blev menneske for vor skyld og underkastede sig loven for at løskøbe os – så sender Gud os gennem og sammen med denne forkyndelse bestemt Helligånden i vore hjerter. Derfor er det overordentlig gavnligt for de fromme at vide, at de har del i Helligånden.

        Dette siger jeg for at gendrive sofisternes og munkenes fordærvelige lære. De har lært og fremsat, at ingen med sikkerhed kan vide, om han står i nåden, og dét uanset om han arbejder så godt han kan og fører et ustraffeligt liv. Og denne overalt anerkendte formening var et grundlag og en trosartikel for hele pavedømmet. Og ved denne deres ugudelige mening tildækkede de fuldstændig læren om troen, vendte op og ned på troen, forvirrede samvittighederne og fjernede Kristus bort fra kirken, skjulte og fornægtede alle Helligåndens velgerninger og gaver, afskaffede den sande gudsdyrkelse og indgav menneskehjerterne foragt og spot mod Gud. For den, der tvivler om Guds vilje imod sig og ikke er vis på at stå i nåden, han kan ikke tro, at han har syndernes forladelse, er genstand for Guds omsorg og kan blive frelst.

        Augustin siger rigtigt og fromt, at enhver helt sikkert kan se sin tro, hvis han da har en. Det benægter de. Det passer ikke, siger de, at jeg kan være vis på, at jeg står i nåden, at jeg er hellig, og at jeg har Helligånden, om end jeg lever nok så helligt og gør alt. Denne ugudelige mening, som hele pavedømmet hviler på, skal I unge flygte for og afsky som den mest skadelige pest. For I er endnu ikke fulde af den. Vi ældre er fra barnsben opdraget i den og har i den grad vænnet os til den, at den har slået rod i vort hjertes inderste. Derfor er det lige så besværligt at glemme den som at lære den rette tro. Men vi bør være fuldstændig visse på, at vi står i nåden, at vi har Guds velbehag for Kristi skyld, og at vi har Helligånden. Men »om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til« (Rom 8, 9). Desuden er alt, hvad den tvivlende tænker, taler og virker, synd. For alt, hvad der ikke sker som følge af tro, er synd, Rom 14, 23.

        Den, der har et embede i kirke eller stat, bør være vis på, at hans hverv behager Gud. Men det vil han aldrig kunne være vis på, medmindre han har Helligånden. Så er der en, der siger: Jeg er ikke i tvivl om, at mit embede behager Gud; for det er en guddommelig ordning. Men jeg er i tvivl, om min person har hans velbehag. Her må man spørge teologien til råds. Den handler især om at forvisse os om, at ikke blot personens embede, men også personen selv har Guds velbehag. For personen er døbt og tror på Kristus, han er ved hans blod blevet renset for alle synder og lever i kirkens fællesskab. Ligeledes elsker han ikke blot ordets rene lære, men glæder sig også overordentligt over dens udbredelse og over, at antallet af troende vokser. Derimod hader han paven og sværmerne med deres ugudelige lære; som det hedder i Sl 119, 113: »Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din lov.«

        Derfor bør vi være vis på, at ikke bare vor stilling, men også vor person har Guds velbehag. Hvad som helst, den har sagt, gjort og tænkt i det private liv, behager Gud. Ganske vist ikke på grund af os, men på grund af Kristus, som vi tror, er født under loven for vor skyld. Og vi er helt sikre på, at Kristus har Guds velbehag og er hellig osv. For så vidt som Kristus behager Gud og vi holder os til ham, har vi også Guds velbehag og er hellige. Og skønt der stadig klæber synd til kødet og vi desuden også stadig daglig falder, så er nåden dog større og mægtigere end synden. For Herrens barmhjertighed og sandhed råder over os til evig tid. Derfor kan synden ikke skræmme os eller få os til at tvivle om Guds nåde imod os. For Kristus, den vældigste kæmpe, har ophævet loven, fordømt synden og afskaffet døden og alt ondt. Så længe som han er ved Guds højre hånd, kan vi ikke tvivle om Guds nåde imod os.

        Desuden har Gud også, således som Paulus siger hér, udsendt sin Søns Ånd i vore hjerter. Men Kristus er i sin Ånd helt sikker på at have Guds velbehag osv. Derfor bør vi også, når vi har del i den samme Kristi Ånd, være forvisset om at stå i nåden for hans skyld, som er sikker. Der er her tale om det indre vidnesbyrd, hvorved hjertet bør være helt vis på at stå i nåden og have Helligånden. Vist er der, som allerede sagt, ydre tegn som gerne at høre og lære om Kristus, takke, prise og bekende ham, også når det koster gods og liv. Desuden skal man i tro og glæde gøre sin pligt, så godt man kan, i sit kald, ikke glæde sig over synden, ikke blande sig op i andres bestilling, men passe sin egen, hjælpe den trængende og trøste den, der sørger. Gennem disse tegn får vi vished og bekræftes ud fra erfaringen om, at vi står i nåden. Også de ugudelige har den slags tegn, men ikke ublandet. Af dette fremgår det, at paven blot forvirrer samvittighederne og til sidst driver dem til fortvivlelse med sin lære. For han ikke blot lærer, men befaler også, at de skal være i tvivl. Derfor er, som det hedder i Salme 5, 10, hans »mund blottet for sandhed« og i Sl 10, 7: »Hans mund er fuld af ... svig og vold«.

        Men vi ser hér, hvor svag de frommes tro stadig er. For om vi var vis på, at vi stod i nåden, at vore synder var forladt, at vi havde Kristi Ånd og var Guds børn, så ville vi sandelig være glade og taknemmelige mod Gud for denne uudsigelige gave (2 Kor 9, 15). Men fordi vi kender til de modsatte følelser: frygt, tvivl, bedrøvethed osv., vover vi ikke at være visse derpå. Ja, samvittigheden anser det for at være meget anmassende og hovmodigt at gøre krav på en sådan ære. Derfor forstår man først dette ret, når det bruges i praksis. For uden at have erfaret det, lærer man det aldrig.

        Derfor skal enhver vænne sig til at være vis på at stå i nåden og at hans person og gerninger er Gud velbehagelige. Men om han mærker til tvivl, skal han øve sin tro, kæmpe mod tvivlen og stræbe efter vished, så han kan sige: Jeg véd, jeg har Guds velbehag og Helligånden, ikke på grund af min værdighed eller mine dyder, men på grund af Kristus, som har underkastet sig loven og båret verdens synder for vor skyld. Ham tror jeg på. Selv om jeg er en synder og farer vild, er han retfærdig og kan ikke fejle. Desuden hører, læser, synger og skriver jeg gerne om ham og har intet højere ønske, end at hans evangelium må blive kendt og mange blive omvendt.

        Dette er et sikkert vidnesbyrd om, at Helligånden er for hånden. For den slags sker ikke i hjertet ved menneskelige kræfter. Man kan heller ikke skaffe sig det ved nogen øvelser eller anstrengelser; men det kommer til os ved Kristus, som først retfærdiggør os gennem kendskab til sig selv og dernæst skaber et rent hjerte, føder nye tilskyndelser og skænker dén vished, hvorved vi véd, at vi har Faderens velbehag på grund af ham. Ligeledes giver han en sikker dømmekraft, så vi billiger, hvad vi før var uvidende om eller ligefrem foragtede. Vi bør altså daglig mere og mere kæmpe os frem fra uvished til vished og anstrenge os for til bunds at udrydde den fordærvelige vrangforestilling, der har opslugt hele verden, nemlig at mennesket ikke véd, om det står i nåden. For hvis vi tvivler om, at vi står i nåden og har Guds velbehag på grund af Kristus, så fornægter vi, at Kristus har løskøbt os og fornægter overhovedet alle hans velgerninger. I yngre kan sagtens forstå evangeliets rene lære og undgå en sådan fordærvelig vrangforestilling. For I er endnu ikke blevet smittet af den.

 

v6: »som råber: Abba, Fader!«

Paulus havde kunnet sige: Gud har sendt sin Søns Ånd i vore hjerter til at bede: Abba, Fader! Men han siger med overlæg: »som råber« for at angive anfægtelsen hos den kristne, der endnu er svag og svag i troen. I Rom 8, 26 kalder han dette råb for et uudsigeligt suk. Han siger: »Ligeledes kommer også Ånden vor skrøbelighed til hjælp; thi vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.«

        Og det er den allerbedste trøst, at Paulus her siger, at Kristi Ånd, som Gud har sendt i vore hjerter, råber: Abba, Fader! og i Rom 8, 26, at den kommer vor skrøbelighed til hjælp og går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Den, der kunne tro fast på dette, han ville ikke falde for nogen nok så svær anfægtelse. Men der er meget, der hindrer en sådan tro. Først og fremmest, at vort hjerte er født i synd, endvidere, at dette onde er os medfødt, at vi tvivler om Guds nådige sindelag imod os og ikke stoler sikkert på, at vi har Guds velbehag. Desuden går vor modstander, Djævelen, omkring og udstøder forfærdelige brøl, 1 Pet 5, 8, og siger: Du er en synder. Derfor er Gud vred på dig og lader dig gå evigt fortabt.

        Over for disse forfærdelig høje og uudholdelige brøl har vi slet intet andet til at oprejse og støtte os end det nøgne ord, som fremstiller Kristus som sejrherren over synden, døden og alt ondt. Men at holde sig fast til dét (:ord) i sådan anfægtelse og strid, dét er en bedrift, en kraftanstrengelse. Kristus viser sig da ikke mærkbart. For vi ser ham ikke, og i sin anfægtelse mærker hjertet ikke til hans nærværelse og hjælp. Tværtimod synes Kristus da at være vred på os og lade os i stikken. Desuden føler mennesket da i sin anfægtelse syndens magt og kødets svaghed, det føler Djævelens gloende pile og frygten for døden, det føler Guds vrede og dom. Alt dette udstøder kraftige og forfærdelige råb imod os, så vi tror, der slet ikke er andet tilbage end fortvivlelse og evig død.

        Men, siger Paulus, midt i denne skræk for loven, syndens torden, dødens slag og Djævelens brølen begynder Helligånden at råbe i vore hjerter: Abba, Fader! Og hans råb overgår og overdøver langt lovens, syndens, dødens og Djævelens råben. Det gennemtrænger skyerne og Himlen og når helt frem til Guds ører.

        Paulus vil med disse ord angive den svaghed, der stadig findes hos de fromme, ligesom også i Rom 8, 26: »Ånden kommer vor skrøbelighed til hjælp.« For da følelsen af fjendskab er stærk hos os, det vil sige: da vi mærker mere til Guds vrede end til Guds nåde imod os, så sendes Helligånden i vore hjerter, ikke til at sukke eller påkalde, men til at råbe højt og kraftigt: Abba, Fader, og gå i forbøn for os efter Guds vilje med uudsigelige sukke. Hvordan det?

        Når samvittigheden er alvorligt opskræmt og må kæmpe, griber vi vel om Kristus og tror, at han er vor Frelser. Men da forskrækker lyset os allermest, og synden gør os forvirret. Desuden bekæmper Djævelen os med alle sine rænker og gloende pile og søger af alle kræfter at rive Kristus bort fra os og berøve os al trøst. Da er vi lige ved at bukke under og fortvivle. For vi er da »det knækkede rør og den rygende tande« (Matt 12, 20). Men i mellemtiden kommer Helligånden vor skrøbelighed til hjælp. Han går i forbøn for os med uudsigelige sukke og giver vor ånd det vidnesbyrd, at vi er Guds børn. På denne vis rejser sindet sig op igen midt i denne angst. Det sukker til sin frelser og ypperstepræst Jesus Kristus, besejrer kødets svaghed, finder trøst på ny og siger: Abba, Fader. Også derfor kalder Paulus det for Åndens suk og råb, fordi det er Ånden, der er ophav til dette råb i vort hjerte midt i vor svaghed og anfægtelse.

        Hvor høje og frygtelige råb loven, synden og Djævelen altså end udstøder imod os – og de synes at fylde hele Himlen og jorden og fuldstændig at overdøve vort hjertes suk – kan de dog ikke skade os. For jo mere disse vore fjender angriber, anklager og plager os, des mere griber vi med vort suk fast om Kristus, påkalder ham med hjerte og mund, hænger ved ham og tror, at han er født under loven for vor skyld, for at løskøbe os af lovens forbandelse og tilintetgøre synden og døden. Og når vi har grebet således om Kristus med troen, råber vi gennem ham: Abba, Fader. Og dette vort råb overgår langt Djævelens råben.

        Men i den grad regner vi ikke det suk, som vi udstøder i denne skræk, i denne vor svaghed, for at være et råb, at vi knap nok anser det for et suk. For vor tro, som i anfægtelsen sukker således til Kristus, er så svag, at vi knap mærker til den. Derfor hører vi ikke det råb. Vi har kun ordet. Når vi i vor kamp har grebet om det, ånder vi for en lille stund lettet op og sukker. Og på en eller anden vis mærker vi nok til det suk. Men vi hører ikke noget råb. Men han, som ransager hjerterne, véd, hvad Ånden begærer, siger Paulus, Rom 8, 27. For denne ransager af hjerterne er det for kødet tilsyneladende så svage suk det allerkraftigste råb og et uudsigeligt suk, i sammenligning med hvilket lovens, syndens, dødens, Djævelens og Helvedes høje og frygtelige brøl er ingenting, ja, end ikke kan høres. Det er altså ikke uden grund, Paulus kalder det fromme og anfægtede hjertes suk for et råb og Åndens uudsigelige suk. For det fylder hele Himlen og råber så højt, at englene mener ikke nogetsteds at høre andet end dette råb.

        Vi har derimod en helt modsat fornemmelse. Vi ser ikke dette vort ynkelige suk gennemtrænge skyerne, således at dét er det eneste, Gud og englene hører i Himlen. Ja, så længe vor anfægtelse varer ved, mener vi, at Djævelen brøler frygteligt imod os, at himlen drøner, jorden bæver, at alt vil bryde sammen, at alle skabninger truer med ondt, og at Helvede åbner sig for at opsluge os. Vi har denne fornemmelse i hjertet; disse frygtelige røster og dette forfærdende syn er, hvad vi hører og ser. Og dette er, hvad Paulus omtaler i 2 Kor 12, 9: »Kristi kraft fuldkommes i vor magtesløshed«. For da er Kristus virkelig almægtig, da regerer og triumferer han virkelig i os, når vi så at sige er alsvage, så vi knap nok kan udstøde et suk. Men Paulus siger, at det suk er i Guds ører det kraftigste råb og fylder Himmel og jord.

        Således kalder Kristus også i lignelsen om den uretfærdige dommer i Luk 18 det fromme hjertes suk for et råb – og dét et sådant råb, at det uafbrudt dag og nat råber til Gud. Han siger: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud da ikke skaffe sine udvalgte ret, de, som råber til ham dag og nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? Jeg siger jer, han skal skaffe dem ret i hast« (Luk 18, 6 ff.). Når vi i vore dage i den grad forfølges og modsiges af paven, af tyranner og sværmere, der angriber os fra højre og fra venstre, kan vi alene udstøde sådanne sukke, og de har været vore kanoner og de våben, ved hvis hjælp vi i så mange år har gjort vore modstanderes planer til intet og er begyndt på at nedbryde Antikrists rige. Og de suk vil også tilskynde Kristus til at fremme dagen for sit komme i herlighed, da han skal tilintetgøre alle fyrstendømmer, magter og kræfter og lægge alle fjender under sine fødder. Amen.

        Således siger Herren i 2. Mosebog til Moses ved Det røde hav: »Hvorfor råber du til mig?« (14, 15). Det gjorde Moses slet ikke; men han var i den største nød. Derfor skælvede han og var fortvivlelsen nær. Vantro og ikke tro syntes at råde i ham. For Israel var i den grad spærret inde af bjerge, ægypterhæren og havet, at der ikke var noget sted, de kunne flygte hen. I den situation vovede Moses ikke at sige et muk. Hvordan kan han da have råbt? Derfor bør vi ikke dømme efter, hvad hjertet fornemmer, men efter Guds ord, der lærer, at Helligånden skænkes til de anfægtede, skrækslagne og fortvivlende for at oprejse og trøste dem, og for at de ikke skal bukke under i anfægtelse og alt ondt, men overvinde det, dog ikke uden den største frygt og møje.

        Papisterne våsede om, at de hellige besad Helligånden på en sådan måde, at de aldrig mærkede til eller havde nogen anfægtelse. De taler blot teoretisk om Helligånden, ligesom også sværmerne i vore dage. Men Paulus siger, at Kristi kraft fuldkommes i vor magtesløshed, og ligeså, at Helligånden kommer vor skrøbelighed til hjælp og går i forbøn for os med et uudsigeligt suk. Da har vi altså allermest behov for Helligåndens hjælp og trøst, og da er den os allernærmest, når vi er allersvagest og nærmest ved at fortvivle. Hvis nogen udholder ondt med et modigt og glad sind, har Helligånden allerede gjort sin gerning i ham. Men særlig i dém gør den sin gerning, som er frygtelig skræmte og er kommet »dødens porte« helt nær, som det hedder i Sl 9, 14. Sådan så Moses, som allerede sagt, døden ganske nær, i bølgerne og hvor han end vendte sit blik. Han var altså i den største nød og mærkede uden tvivl i sit hjerte Djævelens vældige råb: Hele dette folk skal i dag gå til grunde. For der er ingen steder, det kan undslippe til. Og du alene er ophav til denne forfærdelige ulykke, for du har ført folket ud af Ægypten! Dertil kom råbet fra folket: »Var der mon ikke grave i Ægypten, siden du har ført os ud for at dø hér i ørkenen? Havde det ikke været bedre at trælle for ægypterne end at dø ynkeligt hér i ørkenen?« Der var Helligånden ikke teoretisk i Moses, men virkeligt, og han gik i forbøn for ham med et uudsigeligt suk, så Moses sukkede til Gud og sagde: Herre, på din befaling førte jeg folket ud. Kom derfor til hjælp! Dette suk kalder han for et råb.

        Jeg har sagt dette ret udførligt for tydeligt at vise, hvad der er Helligåndens opgave, og hvornår Han udøver den. Når vi anfægtes, skal vi derfor på ingen vis bedømme den sag ud fra, hvad vi føler, eller hvad loven, synden og Djævelen råber op om. Hvis vi hér vil rette os efter, hvad vi føler og disse råber om, vil vi slutte, at vi ikke får nogen hjælp fra Helligånden, og at vi er helt forkastet fra Guds åsyn. Da er det bedre at huske på, hvad Paulus siger om, at Ånden kommer vor skrøbelighed til hjælp, og ligeså, at Han råber: Abba, Fader, det vil sige: udstøder hvad der forekommer os at være en ganske svag hulken og hjertesuk. For Gud er det dog et meget højt råb og et uudsigeligt suk. Derfor skal du i al din anfægtelse og svaghed blot holde dig til Kristus og sukke. Han giver Helligånden, som råber: Abba, Fader; og Faderen svarer: Jeg hører intet andet i hele verden end dette ene suk, der i mine ører er et så kraftigt råb, at det fylder Himmel og jord og kvæler alle andre råb.

        Læg også mærke til, at Paulus siger, at Ånden, når vi anfægtes, ikke går i forbøn for os med en lang bøn, men blot med et suk, der endog er uudsigeligt. Han råber heller ikke højt og med tårer: Forbarm dig^ over mig, Gud osv., men udstøder blot dette råb eller suk, nemlig: Ak, Fader! Det er vel en ganske kort lyd, men den rummer alt. Det er ikke munden, men hjertet, der taler dér og siger: Skønt jeg overalt er omgivet af trængsel og synes ladt i stikken, ja, helt forkastet fra dit åsyn, er jeg dog dit barn på grund af Kristus; jeg er elsket på grund af den elskede. Når derfor det lille ord »Fader« virkelig bliver sagt i hjertet, er det en veltalenhed, som hverken Demostenes, Cicero eller hvilke mest veltalende mænd, der nogen sinde har været i denne verden, kan opvise. For denne sag lader sig ikke udtrykke med ord, men med suk, og de kan ikke udtrykkes med nogen veltalers ord; for de er uudsigelige.

        Jeg har udførligt angivet, at et kristenmenneske bør være vis på at stå i Guds nåde og have Helligåndens råb i hjertet – især når han er i sin særlige opgave, som er at bekende eller lide på grund af bekendelsen. Og dette har jeg gjort, for at I helt skal afvise hele pavestyrets fordærvelige vrangforestilling. Det lærte jo, at et kristenmenneske bør være uvis om Guds nåde imod sig. Så længe den mening består, er Kristus slet ikke til nogen nytte. For den, der tvivler om at have Guds nåde, må nødvendigvis også tvivle om Guds løfter og følgelig om Guds vilje og om Kristi fødsel, lidelse, død og opstandelse. Men der er ingen større gudsbespottelse end at fornægte Guds løfter, Gud selv og Kristus. Derfor var det ikke alene det største vanvid, men også en ugudelighed, at munkene med så stor iver i deres klostre knyttede unge af begge køn til deres fromhedsøvelser og såkaldte hellige ordener, som om de var den sikreste vej til frelsen, og dog siden hen befalede dem, de havde lokket til sig, at tvivle om Guds nåde. Således har paven kaldt hele menneskeslægten til lydighed mod Romerkirken som til en hellig stand, hvori de bestemt kunne blive frelst, og siden befalede han dem, der adlød hans love, at de alligevel skulle tvivle. Sådan praler Antikrists rige først af lovenes, ordenernes og reglernes hellighed og fremhæver dem. Med sikkerhed lover de evigt liv til dem, som overholder dem. Når de ulykkelige mennesker så efter menneskeoverleveringers forskrifter har plaget deres legemer med nattevågen, faster osv., opnår de derved kun, at de er uvidende om, hvorvidt denne deres lydighed er Gud velbehagelig eller ej. Således har Satan drevet sit spil med sjælenes død gennem papisterne. Og derfor er pavedømmet et sandt torturkammer for samvittighederne og Djævelens egentlige rige.

        Men de plejede at anføre Salomons ord fra Præd. 9, 1 til bevis og bekræftelse på denne deres afskyelige vildfarelse: »De retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd. Hverken om kærlighed eller had kan menneskene vide noget.« Dette ord tyder nogle om Guds kommende, og andre om hans nærværende vrede. Men ingen af parterne forstår Salomon, som på dette sted mindst af alt taler om dét, som de vrøvler om. Desuden handler hele Skriften især om, at vi ikke skal tvivle, men fatte et sikkert håb om, stole og tro på, at Gud er barmhjertig, god, tålmodig, uden løgn og svig, men trofast og sanddru. Han holder sine løfter, ja, har allerede nu opfyldt dem ved at lade sin enbårne Søn dø for vore synder, for at enhver, som tror på Sønnen, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh. 3, 16). Der kan da ikke være ringeste tvivl om, at Gud er forsonet og af hjertet er os nådig, og at Guds had og vrede er borte, når Han lader sin egen Søn dø for os syndere. Men hvor kraftigt hele evangeliet end overalt forkynder og stadig fremhæver dette, er det dog til ingen nytte. Dette ene sted hos Salomon, som de havde misforstået, gjaldt mere end alle løfter og trøsteord i hele Skriften, ja, mere end Kristus selv, for de fromme munke i de strengere ordener. De misbrugte altså Skriften til deres eget fordærv og har fået deres velfortjente straf for foragt for Skriften og ligegyldighed over for evangeliet.

        Det er gavnligt at vide dette. Først og fremmest fordi papisterne i vore dage brammer, som om de aldrig havde gjort noget ondt. Derfor må de overbevises ved deres egne afskyeligheder, som de har spredt ud over verden. Det vidner deres egne bøger om. Dem er der stadig utallige af om dette emne. Desuden for at vi kan være forvisset om, at vi har evangeliets rene og sande lære. Pavedømmet kan umuligt prale af den vished. Om også alt var i orden inden for det, overgår dette uvishedens uhyre dog alle andre uhyrligheder. Og skønt det er åbenlyst, at Kristi fjender lærer noget uvist – for de befaler samvittighederne at tvivle – så er de dog så fulde af Satans galskab, at de med største sindsro fordømmer og dræber os, der er uenige med dem, som kættere, som var de dog fuldt forvissede om (sandheden af) deres lære.

        Lad os derfor takke Gud, fordi vi er blevet befriet fra dette uvishedens uhyre og nu kan stole på, at Helligånden råber og udstøder uudsigelige sukke i vore hjerter. Og dette er vor faste grund: Evangeliet byder os ikke at se på vore velgerninger og fuldkommenhed, men på Gud selv, som giver løfter, og Kristus selv, der er midleren. Paven byder os derimod at rette blikket ikke mod løftets Gud og ikke mod ypperstepræsten Kristus, men mod vore gerninger og fortjenester. Dér er følgen med nødvendighed tvivlrådighed og fortvivlelse. Men vi har vished og glæde i Ånden. For jeg holder fast ved Gud, som ikke kan lyve. For Han siger: Se, jeg giver min Søn hen i døden, for at han med sit blod skal løskøbe dig fra synd og død. Over for det kan jeg ikke tvivle, medmindre jeg ligefrem vil sige Gud imod. Og dette er grunden til, at vor teologi er vis. Den fører os bort fra os selv og stiller os uden for os selv, så vi ikke stoler på vore egne kræfter, vor samvittighed, hvad vi føler, vor person og vore gerninger. Men vi stoler på dét, som er udenfor os, nemlig Guds løfte og sandhed, som ikke kan narre. Dette véd paven ikke. Derfor vrøvler han tillige med sine plageånder om, at ingen, end ikke de retfærdige og vise, véd besked, om de er værdige til kærlighed eller til had (Præd. 9, 1). Men hvis de virkelig er retfærdige og vise, véd de med bestemthed, at Gud elsker dem. I modsat fald er de ikke retfærdige og vise.

        Endvidere taler dette ord af Salomon slet ikke om Guds had eller velvilje mod mennesker. Men det er en almenmenneskelig sentens, der håner menneskenes utaknemmelighed. For verdens ondskab og utaknemmelighed er så stor, at den ofte lønner dém slet, der har gjort sig fortjent af den til noget godt, og nu og da behandler den dem endog på den mest uværdige måde. Derimod ophøjer og hædrer den de slette. Således blev David, en hellig mand og en udmærket konge, fordrevet fra sit rige, og profeterne, Kristus og apostlene blev dræbt. Desuden vidner alle folks historie om, at mange fortjenstfulde mænd blev drevet i landflygtighed af deres egne medborgere og levede i elendighed dér; ja, nogle gik skændigt til grunde i et fængsel. Derfor taler Salomon ikke hér om samvittigheden, der har med Gud at gøre, eller om Guds velvilje og dom, men om menneskenes domme og vilje mod hinanden. Meningen er: Der er mange retfærdige og vise, og Gud virker meget godt gennem dem og skaffer menneskene fred. Men det er så langt fra, at menneskene erkender dette, at de ofte lønner sådanne meget ilde for deres meget store velgerninger. Selv om en har gjort idel godt, véd man dog ikke af den grund, om han ved denne sin flid og tro skaffer sig menneskenes had eller yndest.

        Sådan går det også i vore dage. Da vi mente at skulle få bifald hos vore landsmænd, fordi vi forkyndte dem fredens, livets og den evige frelses evangelium, får vi, i stedet for velvilje, det bitreste had. Ligeså fandt mange behag i vor lære til at begynde med og tog imod den med iver. Vi mente, at de ville være brødre og venner, der sammen med os i fuldstændig enighed ville forplante og udbrede denne lære til andre. Men nu erfarer vi, at de er falske brødre og vore mest forbitrede fjender. De udsår vildfarelser, og dét, som vi lærer ret og fromt, forvansker og ødelægger de. Og derved er de årsag til de værste forargelser i menighederne. Enhver, der altså gør sin pligt gudfrygtigt og tro, ligegyldigt hvilken plads han indtager her i livet, og som for sine gode gerninger modtager menneskenes utaknemmelighed og had, han skal ikke af den grund plage sig til døde, men sige med Kristus: »De hadede mig uforskyldt« (Joh. 15, 25), og ligeså: »Til løn for min kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel bøn«, Sl 109, 4.

        Ved hjælp af denne ugudelige læresætning, hvormed paven befalede menneskene at tvivle om Guds nåde imod dem, har han altså fjernet Gud og alle løfter fra kirken, tildækket Kristi velgerninger og afskaffet hele evangeliet. Den ulykke er den nødvendige følge af, at menneskene ikke stoler på Gud, der giver løfter, men på deres egne gerninger og fortjenester. Når dét sker, kan mennesket aldrig være vis på Guds vilje, men må nødvendigvis være uvis og til sidst endog fortvivle. For intet andet sted kan han finde ud af, hvad Gud vil, og hvad der har hans velbehag, end i hans Ord. Dette Ord gør os vis på, at Gud har aflagt al vrede og had imod os, da han jo gav sin enbårne Søn hen for vore synder. Ligeledes giver sakramenterne, nøglemagten osv. os vished. For hvis Gud ikke elskede os, havde Han ikke givet os dem. Vi er overvældet af utallige af den slags vidnesbyrd om Guds nåde imod os. Efter at have fordrevet denne uvishedens pest, der har besmittet hele pavekirken, stoler vi på, at Gud er os nådig, at vi har hans velbehag, at vi for Kristi skyld er genstand for hans omsorg, og at vi har Helligånden, der går i forbøn for os med råben og uudsigelige suk.

        Men det råb og det suk går ud på, at man i anfægtelse ikke kalder Gud for en tyran, en vred dommer eller en bøddel, men for vor Fader, om end det suk er så lavt, at det næppe kan høres. Det andet råb, hvormed man i alvorlig samvittighedsangst kalder Gud for uretfærdig, grusom, en ond tyran og dommer, er derimod meget højt og høres kraftigt. For det ser ud, som om Gud har forladt os og vil støde os ned i Helvede. Således klager de hellige ofte i Davids Salmer: »Jeg er bortstødt fra dine øjne!« (Sl 31, 23), og ligeså: »Jeg er som et ødelagt kar!« (Sl 31, 13). Det er bestemt ikke et suk, der siger: Fader, men et brøl af had til Gud, og det råber kraftigt: Hårde dommer, grusomme bøddel osv. Da er tiden inde til, at du vender dine øjne bort fra loven, gerningerne, din erfaring og samvittighed, griber fat i evangeliet og alene holder dig til Guds løfte. Så udstødes da et lille suk, der dæmper og aver dette øredøvende brøl, så der ikke bliver andet tilbage i hjertet end det suk, som siger: Abba, Fader! og desuden: Hvor meget loven end anklager mig og synd og død skræmmer mig, så lover du, Gud, mig nåde, retfærdighed og evigt liv ved Kristus. Og således er det løftet, der er årsag til det suk, som råber: Fader.

        Det er ikke nogen ringe udlægning, at Paulus bevidst har villet bruge både det græske og det hebraiske ord, fordi kirken var et samfund af begge, hedninger såvel som jøder. For vel kalder hedninger og jøder Gud for Far på sprog, der er forskellige; men det er ét og det samme suk hos begge, når de råber: Fader.

 

v7: »Altså er du ikke længere træl, men søn;«

Det er en afslutning og et udråb. Meningen er: Når dette står fast, at vi modtager Ånden ved at høre ordet og kan råbe i vort hjerte: Abba, Fader, så er det bestemt afgjort i Himlen, at der ikke længere er noget slaveri, men alene frihed, antagelse som barn og barnekår. Hvem sørger for dét? Det gør dette suk. Hvordan? Derved at Faderen har lovet det. Men Han er endnu ikke Far for mig, hvis jeg ikke har svaret ham som søn. Først tilbyder Faderen mig altså gennem sine løfter nåde og at ville være min Fader. Tilbage står for mig at tage imod. Det sker, når jeg med dét suk råber og med sønlig kærlighed svarer med dét ord: Fader. Da mødes Fader og søn, og trolovelsen bliver indgået uden nogen ydre pragt og glans. Det vil sige, at slet intet træder hindrende imellem. Der kræves ingen lov og ingen gerning; for hvad kunne mennesket gøre i denne angst og i anfægtelsernes mørke? Hér er kun Faderen, der afgiver sit løfte og kalder mig sin søn ved Kristus, der blev født under loven osv. Jeg tager på min side imod, svarer ved dét suk og siger: Fader. Hér er der altså intet krav, men blot dét sønnens suk, som fatter tillid midt i trængslen og siger: Du afgiver løfte og kalder mig din søn på grund af Kristus, og jeg tager imod og kalder dig Fader. Dette er bestemt at blive sønner helt uden gerninger. Men det forstår man ikke uden at have erfaret det.

        Paulus bruger ikke her ordet træl på samme vis som ovenfor i kap. 3, 28, hvor han siger: »Her er ikke træl eller fri osv.«, men mener her: Lovens træl, det vil sige: en der er underkastet loven, ligesom han siger i vers 3: »Vi stod som trælle under verdens børnelærdom«. Derfor er dét at være træl her efter Paulus' mening at være skyldig og holdt fanget under loven, under Guds vrede og døden, at kende Gud ikke som Gud og Fader, men som en bøddel, en fjende og en tyran. Dette er i sandhed at leve i et babylonisk slaveri og fangenskab og at blive pint på den grusomste måde. For jo mere man arbejder inde under loven, des mere plages man af dens trældom. Dette slaveri, siger han, er hørt op. Det foruroliger og plager os ikke mere. Paulus siger personligt: »Du vil ikke længere være træl«. Men meningen bliver tydeligere, hvis vi gør den principiel, nemlig således: Der vil ikke være nogen trældom i Kristus, men alene barnekår; for da troen kom, ophørte det slaveri, således som han også siger det ovenfor i kap. 3.

        Her angiver Paulus tydeligt, at ingen skræk, vrede, forvirring og død, det vil sige: slet intet af lovens opgave og retskrav må få adgang til den kristne samvittighed. Følgelig må langt mindre de menneskelige vedtagelsers gudsbespottelige uhyrligheder få adgang til den. For, når jeg i spørgsmålet om retfærdiggørelsen ikke bør kende til den guddommelige lov og på ingen vis finde mig i dens herredømme i samvittigheden, så finder jeg mig langt mindre i, at pavens smuds skal herske i samvittigheden, om han så aldrig så meget »brøler som en løve« (Åb 10, 3) og truer med, at jeg vil pådrage mig den almægtige Guds vrede. Da bør jeg sige: Lov, din lydighed må ikke træde ind til tronen, hvor Kristus, min Gud, sidder. Nu hører jeg ikke dig – og langt mindre hører jeg dine utysker, Antikrist! – for jeg er fri, og jeg er en søn, som ikke bør være underkastet nogen trældom eller for slaver passende lov. Moses må altså ikke og langt mindre paven stige op i brudesengen med sine love for at ligge dér, det vil sige: for at råde i samvittigheden, som Kristus netop har befriet fra loven, for at den skal være helt fri for al trældom. Tjenerne med æslet skal blive i dalen; alene Isak må stige op på bjerget med sin fader Abraham. Vist skal loven herske over legemet og det gamle menneske. Han står under loven og skal finde sig i at blive øvet og plaget af loven. Loven må foreskrive ham, hvad han skal gøre og lide, og hvordan han skal omgås med mennesker. Men lejet, hvor Kristus alene bør hvile og sove, skal den ikke besmitte, det vil sige: den må ikke volde samvittigheden uro. For den bør alene leve med Kristus, dens brudgom, i frihedens og barnekårets rige.

        Hvis I altså, siger Paulus, råber: Abba, Fader, så er I bestemt ikke mere trælle, men frie sønner. Altså er I uden lov, uden synd og uden død; I er nemlig frelste og har ikke mere del i noget ondt. Barnekåret medfører altså det evige rige og hele den himmelske arv. Men hvor stor og herlig denne gave er, kan menneskesindet slet ikke fatte i dette liv og langt mindre udsige. Foreløbig ser vi dette i en gåde (1 Kor 13, 12). Vi har det lille suk og den ringe tro, der alene holder sig til at høre lyden af Kristi stemme, når han giver os sit løfte. Hvad vor fornemmelse angår, er det blot som en lille prik; men i sig selv er det en uendelig stor kugle. Således har den kristne noget uendelig stort inde i sig. Men for hans syn og fornemmelse er det meget småt og såre begrænset. Derfor bør det forhold ikke måles ved hjælp af menneskets fornuft og iagttagelse, men efter en anden målestok, nemlig Guds løfte. Ligesom Gud er uendelig, således er også hans løfte uendelig stort, skønt det foreløbig er indesluttet i disse trange kår, og så at sige i ordet som dets centrum. Vi ser altså nu den lille prik i midten, engang skal vi også se hele omkredsen. Derfor er der nu intet tilbage, der kan anklage, skræmme og binde samvittigheden. For der er ikke længere trældom, men barnekår. Og det bringer os ikke blot frihed fra loven, synden og døden, men også arveret til det evige liv, som vi skal se af det følgende:

 

v7: »men er du søn, da er du også Guds arving ved Kristus.«

For den, der er søn, skal også være arving. Alene derved at han er født, fortjener han nemlig at være arving. Der er intet værk eller fortjeneste, der giver ham arveret, men alene hans fødsel. Og han får så arveret rent passivt og ikke aktivt. At han fødes, ikke at han avler, arbejder eller skal sørge for noget, gør ham til arving. For han bidrager ikke til sin fødsel; det er blot noget, han lader ske. Derfor opnår vi passivt, ikke aktivt, disse evige goder, syndernes forladelse, retfærdighed, opstandelsens herlighed og det evige liv. Der er hér slet intet, der blander sig. Alene troen griber om det løfte, den har fået. Ligesom altså i det borgerlige liv en søn bliver arving alene gennem sin fødsel, således gør hér alene troen os til Guds børn, født af Ordet, som er det guddommelige moderskød, hvor vi undfanges, bæres, fødes og næres. Ved denne fødsel, ved at udholde og lide dette, hvorved vi bliver kristne, bliver vi også sønner og arvinger. Men som arvinger er vi frie for døden, Djævelen osv. og ejer retfærdighed og evigt liv. Og alt det får vi rent passivt. For vi gør ikke noget, men lader os blive til, så en ny skabning bliver dannet ved tro på ordet.

        Men dette overgår al menneskesindets fatteevne, at han siger: Arvinger, ikke til den rigeste og mægtigste konge, ikke til kejseren, ikke til verden, men til den almægtige Gud, skaberen af alle ting. Denne vor arv er det altså, Paulus også et andet sted kalder »en uudsigelig gave« (2 Kor 9, 15). Og om nogen kunne holde den opfattelse fast med en sikker og fast tro og kunne forstå, hvor herligt det er, at han er Guds søn og arving, så ville han regne alverdens rigers magt og rigdom – og dét uanset, hvor stor den er – for smuds og skarn i sammenligning med sin himmelske arv. Alt, som verden anser for højt og herligt, ville han væmmes ved. Og jo større verdens pragt og herlighed er, des mere ville han hade den. Hvad verden beundrer og sætter allerhøjest, det ville kort sagt i hans øjne være afskyeligt og ingenting. For hvad er hele verden med sin magt, rigdom og herlighed imod Gud, hvis arving og søn han er? Desuden ville han med Paulus ivrigt begære »at bryde op og være sammen med Kristus« (Fil. 1, 23), og der kunne ikke hænde ham noget mere kærkomment, end om han døde før tiden. Han ville favne døden som den dejligste fred. For han vidste, at den ville være afslutningen på alle hans ulykker, og at han gennem den ville komme i besiddelse af sin arv. Ja, det menneske, der troede fuldkomment på dette, ville ikke længe blive i live. For han ville snart dø af overvældende glæde.

        Men loven i lemmerne, der strider mod sindets lov, tillader ikke troen at være fuldkommen. Vi behøver altså hjælp og trøst af Helligånden, som i vor nød går i forbøn for os med et uudsigeligt suk, som ovenfor omtalt. Der klæber sig stadig synd ved vort kød, og fra tid til anden gør den samvittigheden urolig og hindrer således troen, så vi ikke med fuld glæde kan se hen til og hige efter den evige rigdom, som Gud har givet os ved Kristus. I følelsen af denne kødets kamp mod Ånden må selv Paulus råbe: »Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« (Rom 7, 24). Han anklager sit »legeme«, som han dog burde elske, og giver det det værste navn, nemlig sin »død«. Meningen er: Mit legeme piner og plager mig mere end selve døden. For det forstyrrede selv for ham denne Åndens glæde. Han havde ikke altid blide og glade tanker om den kommende himmelske arv, men følte nu og da også Åndens bedrøvelse og bæven.

        Heraf fremgår det klart, hvor svært det er at tro. Det er ikke så let og hurtigt at lære og forstå, som de mætte og overmodige ånder bilder sig ind. De tømmer én gang for alle Skriften for hele dens indhold. Kødets svaghed og kampen mod Ånden, som vi møder hos de hellige, er tilstrækkeligt vidnesbyrd om, hvor svag deres tro stadig er. For en fuldkommen tro skulle snart resultere i foragt for og lede ved det nærværende liv. Hvis vi kunne fatte og stole sikkert på, at Gud er vor Fader og vi er hans børn og arvinger, ville verden med alt, hvad den rummer af værdifuldt, bestemt være uden værdi for os, uanset om det er retfærdighed, visdom, riger, magt, kroner, guld, herlighed, rigdom eller nydelse. Vi ville ikke være så bekymrede for vort jordiske udkomme; vi ville ikke i den grad hænge med hjertet ved de ydre ting og slå vor lid til de nærværende ting, ej heller miste modet og næsten fortvivle, når vi mister dem. Men vi ville gøre alt med den største kærlighed, ydmyghed og tålmodighed. Sådan bryster kætterne sig vel af at være; men i virkeligheden er der intet mere grusomt, hovmodigt og utålmodigt end dem. Vi gør derimod lige modsat. For kødet er stadig stærkt og troen uden kraft og ånden svag. Derfor siger Paulus med rette, at vi i dette liv blot har »Åndens førstegrøde« (Rom 8, 23). Men når vi kommer der, skal vi have den fuldt ud.

 

v7: »ved Kristus.«19

Paulus har altid Kristus på sine læber. Ham kan han ikke glemme. For han forudser, at der ikke ville blive noget mere ukendt i verden, selv hos dem, der ville bekende sig som kristne, end Kristus og hans evangelium. Derfor taler han bestandig om ham og stiller os ham for øje. Og så ofte som han taler om nåde, retfærdighed, løfte, barnekår og arv, plejer han altid at tilføje »i« eller »ved Kristus«. Derved hentyder han også indirekte til loven, som om han siger: Dette får vi hverken ved loven eller dens gerninger – og da langt mindre ved vore egne kræfter eller gerninger, der skyldes menneskelige vedtagelser, men alene ved Kristus.

 

v8-9: »Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som af natur ikke er det. Men nu, da I har lært Gud at kende, ja, meget mere er blevet kendt af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige børnelærdom, som I atter forfra vil trælle under?«

Paulus' bevisførelse er nu ført til ende. Herfra og til brevets afslutning holder han ikke så meget opgør, men giver moralske belæringer. Dog skælder han først galaterne ud i voldsom harme over, at denne guddommelige og himmelske lære så brat og så let havde kunnet drives ud af deres hjerter. Han vil sige: I har lærere, som vil gøre jer til trælle under loven. Det gjorde jeg ikke. Tværtimod kaldte jeg jer med min lære fra mørke til et vidunderligt lys. Jeg befriede jer fra trældom og bragte jer til Guds børns frihed. Jeg forkyndte jer ikke lovens gerninger og menneskers fortjenester, men hvordan vi får del i retfærdighed og får foræret himmelske og evige goder ved Kristus. Når dét er tilfældet, hvorfor har I så let forladt lyset og er vendt tilbage til mørket? Hvorfor lader I jer så let blive ført bort fra nåden til loven, fra frihed til trældom?

        Her ser vi på ny, således som jeg også har mindet om ovenfor, at der ikke er noget, der er lettere end at falde fra troen. Det viser galaternes eksempel. Det samme viser i vor tid sværmernes og gendøbernes eksempel. Stadigt og med al flid indskærper, pånøder og indøver vi troens lære gennem vor forkyndelse, forelæsninger og skribentvirksomhed. Vi skelner så rent, som det er muligt, evangeliet fra loven. Og dog udretter vi kun lidt. Det er Djævelens skyld. Han er en forunderlig mester i at forføre folk. Han kan slet ikke finde sig i, at man virkelig kender nåden og tror på Kristus. For at fjerne Kristus fra øje og hjerte stiller han derfor andre billeder frem, hvorved han lidt efter lidt fører menneskene væk fra troen og kendskabet til nåden og til i stedet at beskæftige sig med loven. Når han har opnået dette, er Kristus taget bort. Det er altså ikke uden grund, at Paulus i næsten hvert eneste vers lægger dem Kristus på sinde, og ikke uden grund, at han betror dem læren om troen så rent. Dén alene tilkender han retfærdighed; derimod frakender han loven den. Han påviser nemlig, at den har den stik modsatte virkning, det vil sige: at virke vrede, øge synden osv. For han havde gerne overtalt os til ikke på nogen måde at lade Kristus blive fordrevet fra vort hjerte, og ligeså bruden til ikke at slippe brudgommen ud af sit favntag, men altid holde fast ved ham. Så længe han er der, er der ingen fare; men da er sukket, faderforholdet, barnekåret og arven der også.

        Men hvorfor siger Paulus, at galaterne vender tilbage til »den svage og fattige børnelærdom«, det vil sige: til loven, når de aldrig førhen havde været i besiddelse af loven; for de var jo hedninger (han skriver dog også dette til jøder, således som vi siden skal nævne)? Eller hvorfor siger han ikke snarere sådan: Dengang, da I ikke kendte Gud, tjente I under nogle, der ikke virkelig var guder; men nu da I kender Gud, hvorfor forlader I da den sande Gud og vender tilbage til afgudsdyrkelse? Er det mon det samme for Paulus: at falde fra løftet til loven, fra tro til gerninger, som at tjene under guder, der ikke er virkelige guder? Mit svar er: Den, der slipper artiklen om retfærdiggørelsen afhænde, kender ikke Gud og er en afgudsdyrker. Derfor er det det samme, om han derpå vender tilbage til loven eller til afgudsdyrkelse. Og det er lige meget, om han kaldes for munk, tyrker, jøde, gendøber osv. For når dén artikel er gået tabt, er der ikke andet tilbage end ren og skær vildfarelse, ugudelighed og afgudsdyrkelse – uanset om det ser ud som den største hellighed.

        Årsagen er dén, at Gud ikke vil – og heller ikke kan, Joh 1, 18 – erkendes på anden vis end gennem Kristus. Han er den lovede sæd af Abraham. På ham har Gud grundet alle sine løfter. Derfor er Kristus alene midlet, livet og spejlet, hvorigennem vi ser Gud og kender hans vilje.

        Ved Kristus forkynder Gud os sin nåde og barmhjertighed. Vi ser i Kristus, at Gud ikke er en vred opkræver og dommer, men en nådig og meget mild Fader, som velsigner, det vil sige: befrier os fra loven, synden, døden og alt ondt og skænker os retfærdighed og evigt liv ved Kristus. Dette er et troværdigt og sandt kendskab til Gud, en overbevisning, der stammer fra Gud. Den bedrager ikke, men giver et pålideligt billede af Gud selv. Kun således møder vi Gud.

        Den, der mister dette kendskab, må nødvendigvis indbilde sig følgende: Jeg skal indrette denne gudstjeneste, jeg går ind i den orden, udvælger denne eller hin gerning og tjener således Gud. Og der er ingen tvivl om, at Gud vil se til det, anerkende det og give mig evigt liv til belønning. For Han er barmhjertig og velvillig og giver selv uværdige og utaknemmelige alt godt. Derfor vil Han meget snarere give mig sin nåde og evigt liv til belønning for så mange og så store velgerninger og fortjenester. Dette er den højeste visdom, retfærdighed og fromhed, som fornuften kan forestille sig, og den er fælles for alle hedninger, papister, jøder, Muhamedanere, sekterere osv. De kan ikke stige højere end farisæeren hos Lukas (kap. 18). De kender ikke troens eller den kristelige retfærdighed. For »det sjælelige menneske tager ikke imod de ting, der hører Guds Ånd til« (1 Kor 2, 14) og ligeså: »der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud« (Rom 3, 11). Derfor er der slet ingen forskel mellem en papist, en jøde, en tyrker og en sekterer. Vist er det forskellige personer, steder, skikke, fromhedsøvelser, gerninger og gudstjenesteformer; men meningen er den samme, og ligeså hjertet, forestillingen og tanken hos dem alle. Tyrkerne har nøjagtig samme tankegang som karteuserne, nemlig den: Om jeg gør dét eller dét, får jeg en nådig Gud, hvis ikke, får jeg en vred. Der er ingen mellemvej mellem menneskets geskæftighed og at kende Kristus. Hvor dette kendskab er formørket, er det ligegyldigt, om man siden bliver munk eller hedning eller noget andet.

        Derfor er det det rene vanvid, når papister og tyrkere kives indbyrdes om religionen og gudsdyrkelsen og begge parter påstår, at de har den sande religion og gudsdyrkelse. Ja, selv munkene er indbyrdes uenige; den ene vil anses for helligere end den anden, alene på grund af nogle tåbelige ceremonier, skønt alles inderste mening dog er så ens, at det ene æg ikke kan ligne det andet mere. For alle er de hildet i denne indbildning: Hvis jeg gør denne gerning, vil Gud forbarme sig over mig; hvis ikke, vil han vredes. Derfor kaster hvert menneske, der mister kendskabet til Kristus, sig med nødvendighed ud i afgudsdyrkelse. For han må med nødvendighed danne sig et helt uvirkeligt billede af Gud, ligesom karteuserne stoler på, at de har Guds velbehag og får løn af ham for deres arbejde, fordi de holder deres regel, og tyrkerne mener, de skal få det samme på grund af deres overholdelse af Koranen.

        En sådan Gud, der tilgiver synder og retfærdiggør på denne vis, finder man ikke nogen steder. Derfor er det en forfængelig tanke, en tom indbildning og en oprettelse af en afgud i hjertet! For Gud har ingen steder lovet, at Han ville retfærdiggøre og frelse menneskene på grund af fromhedsøvelser, iagttagelse af regler og gudstjenesteformer, der er udtænkt og oprettet af mennesker. Ja, hele Skriften bevidner, at der ikke er noget, som Gud afskyr mere end sådanne selvvalgte gerninger og gudstjenesteformer. På grund af dem har Han endog tilintetgjort riger og kejserdømmer. Alle, der stoler på deres egne kræfter og retfærdighed, tjener en gud, der i virkeligheden ikke er en gud, men blot efter deres formening. For den sande og virkelige Gud siger således: Den eneste retfærdighed, visdom eller fromhed, som jeg holder af, er dén, hvorved Faderen herliggøres gennem Sønnen. Den, der med troen griber om denne Søn og i ham om mig og mit løfte – for ham er jeg Gud og Fader. Ham antager, retfærdiggør og frelser jeg. Alle andre forbliver under vreden; for de dyrker en, der i virkeligheden ikke er Gud.

        Enhver, der falder fra denne lære, kommer nødvendigvis ud i ukendskab til Gud og dermed ud i ukendskab til retfærdighed, visdom og sand gudsdyrkelse. Han er en afgudsdyrker, der forbliver inde under loven, synden, døden og Djævelens herredømme, og alt, hvad han gør, er fordærvet og fordømt. Når derfor en gendøber bilder sig ind, at han har Guds velbehag, hvis han lader sig gendøbe, forlader hjem, hustru og børn, døder kødet og udholder mange ulykker, ja, endog selv døden, så er der i ham end ikke den mindste smule kendskab til Kristus. Men han har lukket Kristus ude og er fanget af sine fantasier om gerninger, forsagelser og spægelser. Hverken i ånd eller hjerte, men blot ved et ydre skin, en andagt eller et værk, han selv har udvalgt sig, adskiller han sig fra en tyrker, en jøde eller en papist. Således har alle munke samme tiltro til gerninger, skønt de er forskellige med hensyn til klædedragt og andre ydre ting.

        Ligeså tilføjer adskillige andre Kristus den største forhånelse. De vil anses for evangeliske lærere og – efter deres ord at dømme – lærer de, at menneskene ved Kristi død bliver befriet fra synden. Men de forvansker og fordrejer hans ord på en forbryderisk og ugudelig manér. Desuden lærer de således om troen, at de tillægger kærligheden en større betydning end troen. For de fantaserer om, at Gud ser til os og tager imod os på grund af den kærlighed, hvormed vi elsker Gud og vor næste, efter at være blevet forsonet. Hvis dét er sandt, har vi slet ikke brug for Kristus. Sådan tjener de ikke den sande Gud, men deres hjertes afgud, som de selv har fundet på. For den sande Gud ser ikke til os eller antager sig os på grund af vor kærlighed, dyder eller fornyelse, men på grund af Kristus. Men de indvender: Han befaler dog, at vi skal elske ham af hele vort hjerte osv. (5 Mos 6, 5). Vist så. Men deraf følger ikke, at når Gud befaler det, så gør vi det. Hvis vi virkelig elskede Gud af hele hjertet, så ville vi bestemt blive retfærdiggjorte og leve på grund af den lydighed i overensstemmelse med ordet: »Det menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem« (3 Mos 18, 5). Men evangeliet siger: Du holder dem ikke, altså skal du ikke leve ved dem! For den sætning: Du skal elske Herren osv., fordrer en fuldkommen lydighed mod, fuldkommen frygt, tillid og kærlighed til Gud. Menneskene hverken yder eller kan yde en sådan i denne deres fordærvede natur. Derfor retfærdiggør den lov: »Du skal elske Herren osv.« ikke, men anklager og fordømmer alle mennesker. Det stemmer med, at »loven virker vrede« (Rom 4, 15). Men Kristus er lovens fuldendelse til retfærdighed for enhver, som tror.

        Således dyrker den jøde, der holder loven i den formening, at han gennem denne sin lovlydighed vil behage Gud, ikke sine fædres Gud, men han er en afgudsdyrker, der tilbeder sit hjertes fantasibillede og en afgud, som ikke findes nogen steder. For deres fædres Gud, som de bryster sig af at dyrke, lovede Abrahams sæd, at den skulle bringe velsignelse til alle folk. Derfor er det ikke gennem loven, men gennem evangeliet om Kristus, vi kender Gud og får velsignelsen.

        Skønt Paulus egentlig retter de ord: »Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I osv.« til galaterne, som var hedninger, rammer han dog med de samme ord også jøderne, som, skønt de udadtil havde forkastet afguderne, dog indadtil tilbad dem endnu mere end hedningerne, således som han siger om dem i Rom 2, 22: »Du, som føler afsky for afguderne, du øver tempelran!« Hedningerne var ikke Guds folk; de havde ikke Ordet, og derfor var deres afgudsdyrkelse så grov. Jøderne, der også var afgudsdyrkere, smykkede derimod deres ugudelige gudsdyrkelse med Guds navn og ord, således som alle gerningsretfærdige plejer, og førte mange bag lyset under skin af gudfrygtighed.

        Jo helligere og åndeligere afgudsdyrkelsen er at se til, des farligere er den. Men hvordan kan man forene de to modsætninger, som Paulus opstiller (»I kendte ikke Gud« og »I dyrkede Gud«)? Mit svar er: Alle mennesker har af naturen en almen erkendelse af, at der er en gud. Se Rom 1, 19 f. »Thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem, ... for hans usynlige væsen osv.« Desuden vidner også de gudstjeneste– og fromhedsformer, der har været og stadig er hos alle folk, tilstrækkeligt om, at alle mennesker har haft et vist alment kendskab til Gud. Men om det skyldes naturen eller forældrenes overlevering, vil jeg ikke ind på nu.

        Men her indvender man på ny: Hvis alle mennesker kender Gud, hvorfor siger Paulus så, at galaterne ikke kendte Gud, inden de havde fået evangeliet forkyndt? Mit svar er: Der er to slags kendskab til Gud. Alle mennesker har et alment kendskab, som går ud på, at der er en Gud, at Han har skabt himmel og jord, at Han er retfærdig og straffer de ugudelige. Men hvad Gud har i sinde med os, hvad Han vil give eller gøre for at udfri os fra synden og døden og frelse os – og deri består det egentlige og sande kendskab til Gud – det véd menneskene ikke. Ligesom det sker, at jeg kender et menneske af udseende, og dog ikke kender ham rigtigt, da jeg ikke véd, hvad han vil. Således véd menneskene af naturen, at der er en gud; men hvad han vil og ikke vil, det véd de ikke. For der står skrevet: »Der er ingen, der forstår Gud« (Rom 3, 11)19 og »Ingen har nogen sinde set Gud« (Joh. 1, 18), det vil sige: ingen kender Guds vilje. Og hvad nytter det at vide, at der er en gud, når du dog ikke kender til, hvad der er hans vilje med henblik på dig? Når det gælder dette, har de kun gisninger og gætteri. Jøderne forestiller sig, at det er Guds vilje, at de dyrker ham efter Moselovens forskrifter; tyrkerne, at de holder Koranen; munken, at han gør, hvad han har erkendt (:som Guds vilje). Men alle tager de fejl og »blev tåbelige i deres tanker«, som Paulus siger i Rom 1, 21 For de véd ikke, hvad der behager eller mishager Gud, og tilbeder deres hjertes drømme, som slet ikke er noget virkeligt, i stedet for den sande og virkelige Gud.

        Paulus hentyder til dette, når han siger: »Da I ikke kendte Gud«, da I nemlig var uvidende om Guds vilje, »trællede I for de guder, som ikke virkelig er til«, det vil sige: I trællede for jeres hjertes drømmefantasier og tanker, og bildte jer ind, at Gud skulle dyrkes ved dén eller dén gerning eller gudstjeneste. For deraf, at menneskene holdt sig til denne oversætning: »Der er en Gud«, stammer al afgudsdyrkelse. Den havde været ukendt i verden, uden dette kendskab til Gud. Men fordi menneskene havde dette naturgivne kendskab til Gud, dannede de sig uden for og i strid med ordet forfængelige og ugudelige forestillinger om Gud. Og de tog dem til deres hjerte, som var de sandheden selv. Og ved hjælp af dem forestillede de sig Gud anderledes, end Han virkelig er. Således forestiller munken sig en gud, der forlader synder, giver nåde og evigt liv, når han overholder sin klosterregel. En sådan gud findes ingen steder. Han tjener og tilbeder altså ikke den sande Gud, men en, der i virkeligheden ikke er Gud, nemlig hans hjertes opdigtede afgud, det vil sige: hans falske og værdiløse mening om Gud, som han foregøgler sig som den visseste sandhed. Men nu tvinges selv fornuften til at indrømme, at en menneskelig mening ikke er Gud. Den, som derfor vil dyrke eller tjene Gud uden ordet, han tjener – som Paulus siger – ikke den sande Gud, men en, der i virkeligheden ikke er Gud.

        Det er altså ligegyldigt, om det er Moseloven eller nogle hedenske overleveringer, du hér kalder for en »børnelærdom« eller begyndelsesgrunde, endskønt der hér egentlig og i første række er tale om Moselovens begyndelsesgrunde. For den, der falder fra nåden til loven, falder på ingen vis blødere end den, der falder bort fra nåden til afgudsdyrkelse. For uden for Kristus er der udelukkende afgudsdyrkelse, afguder og en vrangforestilling om Gud, hvad enten den kaldes for Mose lov eller pavens lov eller tyrkens Koran. Derfor siger han noget forundret:

 

v9: »Men nu, da I har lært Gud at kende, «

Meningen er: Det forekommer mig meget mærkeligt, at I, der kender Gud fra troens prædiken, nu så brat er faldet bort fra det rette kendskab til Guds vilje. Jeg mente, at I holdt så sikkert og fast ved det, at jeg mindst af alt frygtede for, at det så let kunne tilintetgøres. Og dog vendte I jer på de falske apostles tilskyndelse atter bort til de svage og fattige begyndelsesgrunde, som I atter vil trælle under. Af min forkyndelse har I jo taget imod, at Guds vilje går ud på, at Han vil velsigne alle folk, ikke gennem omskærelse eller overholdelse af loven, men ved den til Abraham forjættede Kristus. De, der tror på ham, skal blive velsignet sammen med den troende Abraham. De er Guds børn og arvinger. Således har I, siger jeg, lært Gud at kende.

 

v9b: »ja, meget mere er blevet kendt af Gud, «

Det er en elegant rettelse. For han retter den tidligere sætning (da I har lært Gud at kende) eller snarere udlægger den således: Ja, I er blevet kendt af Gud. For han er bange for, at de helt har mistet Gud. Meningen er: Ak, sagen er allerede så vidt fremskreden, at I nu ikke kender Gud på rette vis, siden I vender tilbage fra nåden til loven. Gud kender jer dog stadig. Og i virkeligheden er vort kendskab snarere passivt end aktivt, nemlig snarere at være kendt end at kende. Vor opgave er at lade Gud være virksom i os. Han giver os Ordet, og når vi har grebet det ved hjælp af troen, som Gud har skænket os, fødes vi til Guds børn. Meningen er altså: »I er blevet kendt af Gud«, I er nemlig blevet besøgt gennem Ordet, I har fået troen og Helligånden og er blevet fornyet gennem Ham. Derfor frakender han også med disse ord: »I er blevet kendt af Gud« loven magt til at gøre os retfærdige, og benægter, at vi lærer Gud at kende på grund af vore fortjenstfulde gerninger. For »ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham« (Matt 11, 27), og ligeså: »Når han kendes, … skal han retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser« (Es 53, 11). Derfor er vort kendskab til Gud rent passivt.

        Han undrer sig altså voldsomt over, at de, der allerede gennem evangeliet har lært Gud at kende på rette vis, så hurtigt er blevet forført af de falske apostle til at vende tilbage til svage og fattige begyndelsesgrunde. Og på samme vis ville det bestemt forekomme mig mærkværdigt, hvis vor menighed, som ved Guds nåde er blevet undervist helt fortræffeligt i den rene og sunde lære og tro, ved en eller anden sværmers forkyndelse kunne blive i den grad fordærvet, at den ikke mere ville anerkende mig som sin lærer. Det sker nok engang, om ikke i vor levetid, så når vi er borte. For da skal der fremstå mange, der vil være lærere, og som trods tilsyneladende fromhed lærer vranglære og i løbet af kort tid får vendt op og ned på alt dét, som har kostet mig lang tid og stort besvær at opbygge. Vi er ikke bedre end apostlene, som, endnu mens de levede, med smerte måtte se de menigheder, som de selv ved deres tjeneste havde fået op at stå, blive ødelagt. Det er derfor ikke mærkeligt, om vi i vor tid nødsages til at se det samme onde i de menigheder, hvor sektererne råder. Og når vi er døde, skal de bemægtige sig andre menigheder, smitte dem med deres gift og lægge dem øde. Dog skal Kristus blive ved med at regere lige til verdens ende, om end på forunderlig vis, ligesom under pavedømmet.

        Men Paulus taler med foragt om loven, når han kalder den for »begyndelsesgrunde«, ligesom også ovenfor i begyndelsen af kap. 4. Desuden kalder han den ikke blot for »begyndelsesgrunde«, men for »svage og fattige begyndelsesgrunde«. Er det ikke gudsbespottelse at kalde loven for noget så skændigt? I sin rette brug bør loven jo støtte løfterne og nåden. Hvis den går imod dem, er den ikke mere Guds hellige lov, men en falsk og djævelsk lære, der blot driver til fortvivlelse. Derfor skal den forkastes og drives ud. Når han derfor kalder loven for svage og fattige begyndelsesgrunde, taler han om loven, således som de hovmodige og indbildske opfatter den. De vil nemlig retfærdiggøres ved den. Derimod taler han ikke om loven åndeligt forstået som den, der virker vrede. For som vi allerede ofte har sagt, holder den i sin rette brug de onde i ave og skræmmer og ydmyger de hovmodige. Og i dette er den ikke blot en stærk og rig begyndelsesgrund, men almægtig og særdeles rig, ja, den er en uovervindelig almagt og rigdom. For om du vil sammenligne loven med samvittigheden, så er det samvittigheden, der er »svag og fattig«, mens loven er særdeles stærk og rig, med flere kræfter og større rigdom, end himmel og jord kan fatte, så at blot en prik eller det mindste bogstav (:jota) af loven kan dræbe hele menneskeslægten, således som beretningen om lovgivningen vidner om, 2 Mos kap. 19 og 20. For samvittigheden er noget så skrøbeligt, at den ringeste synd kan få den til at bæve og blegne. Og det er lovens sande og åndelige brug. Det er ikke dén, Paulus beskæftiger sig med hér.

        Men han taler hér om hyklere, der misbruger loven. De er nemlig faldet ud af nåden, eller er endnu ikke nået hen til nåden, men stræber efter at blive retfærdiggjort ved lovens hjælp. Nat og dag plager de og trætter de sig med lovens gerninger, således som Paulus bevidner om jøderne i Rom 10, 2 f.: »Jeg giver dem det vidnesbyrd, at de har nidkærhed for Gud« – og at de arbejder dag og nat – men ikke med forstand. »For de kendte ikke Guds retfærdighed osv.« Den slags stoler på, at de ved hjælp af loven kan blive så stærke og rige, at de kan stille magten og rigdommen af dén retfærdighed, de har fået af loven, op imod Guds vrede og dom, og at de ved dén retfærdighed kan få Guds velbehag og blive frelst. Når det forholder sig sådan, kaldes loven med rette for »svage og fattige begyndelsesgrunde«. De kan nemlig hverken hjælpe eller har evne, endsige magt.

        Og den, der ville bruge veltalenhedsreglerne hér, kunne fremhæve disse ord vidt og bredt aktivt, passivt og neutralt. Aktivt er loven en svag og fattig begyndelsesgrund, fordi den gør menneskene svagere og mere fattige. Passivt er den det, fordi den ikke ved sig selv har nogen kraft eller rigdom af retfærdighed at give eller bringe. Og ved sig selv er den altså neutralt selve dén svaghed og fattigdom, der altid og i stadig højere grad piner og plager svage og fattige. At ville retfærdiggøres ved lovens hjælp er derfor det samme, som om en, der i forvejen var syg og svag, skaffede sig nok en sygdom, og det en endnu mere alvorlig, på halsen, og, selv om den var ved helt at tage livet af ham, dog kunne finde på at sige, at han kunne helbrede sin egen sygdom ved hjælp af den anden. Det er ligesom når en, der døjer med epilepsi, i tilgift får pest, eller når en spedalsk går til en spedalsk eller en tigger til en tigger, i dén tanke, at den ene kunne hjælpe den anden og gøre ham rig. Den ene af dem ville, som ordsproget siger, malke en buk, og den anden holde en si under.

        Og dette er et passende ringeagtende udtryk. Ved hjælp af dét vil Paulus tilkendegive, at de, der søger at blive retfærdiggjort ved loven kun opnår dag for dag at blive mere og mere syge og fattige. Af natur er de nemlig vredens børn, hjemfaldne til død og evig fordømmelse, og så griber de dog efter, hvad der blot er svaghed og armod og søger derigennem at få styrke og blive rige. Derfor gør hvert menneske, der falder fra løftet til loven, fra troen til gerningerne, kun dette, at han på sig selv, der i forvejen er svag og fattig, lægger et åg, som ikke er til at bære, jfr. ApG 15, 10. Ved at bære det bliver han ti gange svagere og fattigere, indtil han omsider fortvivler, hvis ikke Kristus kommer og befrier ham.

        Det samme viser evangeliet om kvinden, som i tolv år havde lidt af blødninger og var gået meget igennem hos mange læger. Hun havde spenderet hele sin formue på dem, og dog kunne de ikke hjælpe hende. Men jo længere hun blev behandlet, jo ringere fik hun det (Mark 5, 25 f.). Alle, som gør lovens gerninger i den hensigt at blive retfærdiggjort ved den, opnår altså ikke blot ikke at blive retfærdige, men bliver dobbelt uretfærdige. De bliver nemlig, som jeg har sagt, ved hjælp af loven svagere, fattigere og mindre skikket til nogen god gerning. Det har jeg selv erfaret med mig selv og mange andre. For under pavedømmet har jeg set adskillige munke, som med den mest brændende iver gjorde mange og betydelige gerninger for at erhverve sig retfærdighed og frelse, og dog var der ingen, der var mere utålmodig, svag og elendig, der var ingen mere vantro, frygtsom og fortvivlet end dem. Øvrighedspersoner, der havde at gøre med meget store og alvorlige sager, var ikke så utålmodige og kvindagtigt hysteriske, de var ikke så overtroiske, vantro og frygtsomme som den slags gerningsretfærdige.

        Enhver, som søger retfærdighed gennem loven, opnår altså kun med sine mangfoldige handlinger at skaffe sig den indstilling, der lå bag den allerførste, nemlig dén, at den vrede og forfærdelige Gud skal forsones ved gerninger. Ud fra denne indstilling begynder han at virke. Men han kan aldrig hitte på så mange gerninger, at han kan berolige sin samvittighed. Tværtimod begærer han bestandig flere, og selv i dem, han har gjort, finder han synd. Derfor kan hans samvittighed aldrig blive vis, men må nødvendigvis altid tvivle og have den mening: Du har ikke fejret messen ret, du har ikke bedt ret, du har undladt noget og begået denne eller hin synd. Da bæver hjertet og mener sig altid tynget af mange læs synder, og de vokser mere og mere, så at mennesket kommer stadigt længere bort fra retfærdigheden og endelig erhverver sig en tilstand af permanent fortvivlelse. Derfor har mange i fortvivlelse jamret: Jeg elendige, jeg har ikke holdt min ordensregel, hvor skal jeg fly for den vrede dommers, Kristi, åsyn (jfr. Sl 139, 7). Havde jeg blot været en svinehyrde eller den ringeste af alle. Således er munken ved sin livsafslutning svagere, fattigere, mindre tillidsfuld og mere bange end til at begynde med, da han trådte ind i ordenen. Grunden er dén, at han var ivrig efter at blive stærk ved hjælp af svaghed og blive rig ved hjælp af fattigdom. Loven eller de menneskelige bestemmelser eller hans ordens regel skulle gøre ham, der var syg og fattig, rask og rig. I stedet blev han mere syg og fattig end toldere og skøger. For de har ikke denne ulykkelige »gernings-indstilling« at støtte sig til. Men hvor meget de end mærker til deres synder, så kan de dog med tolderen sige: »Gud, vær mig synder nådig!« (Luk 18, 13). Munken, der er indøvet i de svage og fattige begyndelsesgrunde, har derimod erhvervet sig denne indstilling: Hvis du overholder regelen, bliver du frelst. Han er blevet indfanget og gjort så afsindig af denne falske overbevisning, at han på grund af dén ikke alene går glip af nåden, men helt har glemt den. Uanset hvor mange og store hans tidligere og nuværende gerninger er, har han derfor ikke nok i dem, men han spejder og stræber bestandig efter nye, hvorved han prøver på at forsone Guds vrede og gøre sig retfærdig, indtil han til sidst må fortvivle. Den, der falder fra troen og lægger sig efter loven, mister ligesom hunden hos Æsop sit kød, mens han griber efter dets spejlbillede.

        Derfor er det umuligt for de mennesker, der vil sørge for deres frelse ved loven – og det er vi af naturen alle tilbøjelige til – nogen sinde at få fred. Ja, de opnår kun at føje lov til lov, hvorved de plager sig selv og andre og piner samvittighederne så sørgeligt, at sindets overvældende sorg lader mange dø før tiden. For én lov afføder altid ti andre, og således formerer de sig i det uendelige. Det kan ses af de utallige »Summæ« (Samlinger af kasuistiske bodsregler), især af den djævelske, som man kalder »den englelige«; de samler og udlægger den slags love.

        Den, der stræber efter at blive retfærdiggjort ved loven, må kort sagt forsøge at udrette, hvad ingen nogen sinde har formået. Man kunne ligesom kirkefædrene overføre på det de lærde og vises ord om forgæves arbejde som: at rulle en sten og øse vand med et sold osv. Med sådanne opdigtede fabler og lignelser har fædrene efter min mening villet lægge deres disciple på sinde at skelne mellem loven og evangeliet. De ville derved give til kende, at de, der er faldet ud af nåden, vel plager og udmatter sig selv med utrætteligt og meget besværligt arbejde; men deres arbejde er forgæves. Derfor siger man ganske med rette, at de ruller en sten, det vil sige: sveder forgæves, således som digterne siger i sagnet om Sisyfos, at så ofte som han i underverdenen rullede sin sten op til bjergets top, faldt den atter ned. Ligeså er at øse vand med et sold det samme som at udmatte sig med et uendeligt og nytteløst arbejde, således som digterne fabler om, at Danaos' døtre i underverdenen bar vand til et bundløst kar i gennemhullede krukker.

        Og jeg ville gerne give jer, der studerer Den hellige Skrift, mange af den slags lignelser, så I des bedre kunne fastholde forskellen mellem lov og evangelium. At ville retfærdiggøres gennem loven er at udbetale penge af en tom pengekasse, at spise af et tomt fad og at drikke af et tomt bæger, at søge kraft og velstand dér, hvor der kun er svaghed og fattigdom, at plage den, der er tynget og segnefærdig med en byrde, at ville betale hundrede guldmønter uden at eje så meget som en skilling, at tage tøjet af en nøgen og at trykke den, der er syg og trængende, endnu dybere ned i sygdom og fattigdom.

        Men hvem ville have troet, at galaterne, der havde lært den rene og visse lære med så stor en apostel som lærer, så brat havde kunnet føres bort fra den og blive ødelagt af falske apostle? Det er ikke uden grund, jeg så ofte indskærper, at det er let at falde bort fra evangeliets sandhed. For end ikke fromme mennesker gør sig det tilstrækkelig klart, hvor dyrebar og nødvendig en skat det sande kendskab til Kristus er. Derfor anvender de ikke tilstrækkelig flid og møje på at få og fastholde det med fuld vished. Desuden øves de fleste af dem, der hører ordet, ikke af korset, og kæmper ikke med synden, døden og Djævelen, men lever trygge uden nogen kamp. Fordi den slags ikke er udrustet med Guds Ord imod Djævelens rænker og ikke øves og prøves med anfægtelser, erfarer de aldrig ordets nytte og kraft. Så længe der er fromme lærere i live, efterligner de ganske vist deres ord og er fuldt forvisset om, at de forstår, hvad retfærdiggørelsen er. Men når de er borte, og der kommer ulve i fåreklæder, går det dem på samme vis som galaterne. De forføres hurtigt og let og går til grunde.

        Men Paulus har sin egen måde at udtrykke sig på. De andre apostle bruger den ikke. For ingen af dem, kun Paulus alene, bruger sådanne udtryk om loven, at den nemlig er svag og fattig, det vil sige: at den er en »begyndelsesgrund«, der slet ikke duer til at retfærdiggøre os. Jeg ville heller ikke vove at tale sådan om loven, men ville anse det for den største gudsbespottelse, hvis ikke Paulus havde gjort det først. Men om spørgsmålet, hvornår loven er svag og fattig, og ligeså, hvornår den er særdeles stærk og mægtig, har jeg talt mere udførligt ovenfor.

        Men hvis Guds lov er svag og ikke duer til vor retfærdiggørelse, så er pavens love langt svagere og mere uduelige dertil. Ikke sådan at forstå, at jeg helt forkaster og fordømmer hans love. Tværtimod siger jeg, at mange er nyttige for den ydre ordning, så at alt går ordentligt til inden for kirken, så der ikke opstår strid og had, ligesom kejserens love er nyttige for et godt statsstyre. Men paven er ikke tilfreds med en sådan anerkendelse og anvendelse af hans love, men fordrer, at vi skal mene, at vi ved at holde dem bliver retfærdige og får del i frelsen. Det protesterer vi imod. Og med den samme tillidsfulde vished, hvormed Paulus kæmper imod Guds lov, fælder vi dén dom over pavens dekreter, bestemmelser og love, at de ikke bare er svage og fattige begyndelsesgrunde, der ikke formår at skaffe os retfærdighed, men at de er afskyelige, forbandede og djævelske. For de bespotter nåden, ødelægger evangeliet, afskaffer troen og rydder Kristus af vejen.

        For så vidt som paven altså fordrer, at de skal overholdes som nødvendige til frelse, er han Antikrist og Satans statholder. Og dé af hans tilhængere, der går ind for disse afskyelige gudsbespottelser eller overholder dem i den formening, at de ved deres hjælp vil fortjene syndsforladelse, er Antikrists og Djævelens trælle. Men hele pavekirken har i mange århundreder lært og holdt dem som nødvendige til frelse. Derfor sidder paven i Guds tempel og giver sig ud for at være Gud, står Gud imod og ophøjer sig over alt, som kaldes Gud og kaldes helligt (2 Thess. 2, 4). For menneskene var mere bange for og ærbødige over for pavens love og forordninger end for Guds ord og forordninger. Derfor er han gjort til herre over Himmel, jord og Helvede og bærer en tredobbelt krone. Derfor er hans »kreaturer«, kardinaler og biskopper, blevet verdslige konger og fyrster. Og hvis ikke han tyngede samvittighederne ned med sine love, ville han ikke beholde denne sin frygtelige magt, værdighed og rigdom længe; men hele hans vælde skulle snart bryde sammen.

        Den sag, som Paulus tager op hér, er overordentlig betydningsfuld og bør derfor overvejes meget grundigt. Han siger nemlig, at det at falde ud af nåden betyder at miste alt kendskab til sandheden. De, der falder ud af nåden, kender derfor ikke deres synd, ej heller loven, de følger, sig selv, ja, slet ingenting. Vist vil de være lærere i loven, siger Paulus, men »uden at forstå, hverken hvad de siger, eller hvorom de udtaler sig så sikkert« (1 Tim 1, 7). For uden kendskab til nåden, det vil sige: til evangeliet om Kristus, kan et menneske umuligt fatte, at loven er en svag og fattig begyndelsesgrund, der ikke lader sig bruge til retfærdighed. Det har derimod en helt modsat opfattelse af loven, nemlig dén, at den ikke alene er nødvendig til frelse, men også styrker de svage og gør de fattige rige, at de altså, når de overholder den, fortjener retfærdighed og evig salighed. Så længe man mener dét, fornægter man Guds løfte, fjerner Kristus og går i stedet ind for løgn, ugudelighed og afgudsdyrkelse. Men sammen med alle biskopper, universiteter og hele sin synagoge har paven lært, at hans love var nødvendige til retfærdighed. Derfor har han været en lærer i svage og fattige begyndelsesgrunde og har derved gjort Kristi kirke i hele verden fuldstændig syg og fattig. Han har nemlig belæsset og plaget den på den mest ulykkelige måde med sine ugudelige love – efter at have fordunklet Kristus og tildækket og begravet hans evangelium. Om man derfor vil holde pavens love uden skade for sin samvittighed, skal man holde dem uden tanke om retfærdighed. For den skænkes alene ved Kristus.

 

v9: »som I atter forfra vil trælle under?«

Dette tilføjer han for at vise, at han taler om hovmodige og indbildske. For andetsteds kalder han loven for hellig og god, som i 1 Tim 1, 8: »Vi véd, at loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt«, nemlig borgerligt til at ave de onde og åndeligt til at forskrække og knuse de hovmodige. Men den, som bruger loven til at få retfærdighed over for Gud, véd ikke, hvad han taler om, eller hvad han siger ja til. Han bevirker, at den gode lov bliver til skade og fordømmelse for ham.

        Han bebrejder altså galaterne, at de på ny vil være slaver. Han fordømmer dette slaveri. For den, der vil være lovens træl – for ham, som i sig selv er svag og fattig – bliver loven til svaghed og fattigdom. For dér mødes to syge og ludfattige, og ingen af dem kan hjælpe den anden. Én stærk kan klare ti syge; derimod kan ti syge ikke klare én stærk. En tålmodig mand kan holde stand imod mange, ja, et helt rige. En utålmodig kan ikke holde stand imod én eneste. Når vi er stærke, vil vi gerne tåle loven, for så vidt som den er rig og stærk, det vil sige: så længe som den hersker over vort ydre jeg (:legemet). Under de vilkår ville vi holde alle de love, som paven og juristerne har givet. For da tjener vi blot loven med legeme og lemmer, ikke med samvittigheden. Men paven fordrer, at hans love skal overholdes i dén forstand, at du er retfærdig, om du har holdt dem, og hvis ikke, er du fordømt. Da er loven en svag og fattig begyndelsesgrund. Og hvor samvittigheden befinder sig i en sådan trældom, dér kan der ikke være andet end svaghed og fattigdom. Derfor ligger hele vægten på ordet trælle.

        Paulus arbejder altså på dette, at samvittigheden ikke skal tages til fange og trælle under loven, men være fri og lovens herre, ikke dens træl. For loven er død for dén, og dén for loven. Det har jeg talt mere udførligt om ovenfor i det 2. kapitel.

 

v10: »I tager vare på dage og måneder og tider og år.«

Med disse ord viser han klart, hvad de falske apostle havde lært, nemlig at man skulle overholde dage, måneder, tider og år. Næsten alle lærere har forstået dette om de forskellige dages astrologiske betydning hos kaldæerne. Hedningerne gav nemlig agt på bestemte dage og måneder, når de skulle foretage sig noget og ønskede at kende udfaldet af deres liv og forehavender. Det samme skulle galaterne have lært af de falske apostle. Og Augustin, som de senere fortolkere følger, udlagde disse ord af Paulus om denne hedenske skik, om end han senere hen også tolker dem om jødernes dage og måneder. Derom føres der en ret så forvirret drøftelse i de pavelige dekreter.

        Men Paulus belærer samvittigheden. Derfor taler han ikke om den hedenske skik med at give agt på dage osv., hvad der bare har at gøre med det ydre. Han taler derimod om Guds lov og den iagttagelse af dage og måneder m.v., der findes i Mose lov, nemlig angående gudsdyrkelsens dage, måneder og tider, som galaterne, belært af de falske apostle, overholdt for derved at blive retfærdiggjort. Moses havde nemlig foreskrevet jøderne at holde sabbatsdag og nymåner, den første og den syvende måned, de tre fastsatte tider eller fester, nemlig påsken, ugefesten og løvhyttefesten samt sabbatsår og jubelår. Nødet af de falske apostle overholdt de også de samme religiøse skikke som nødvendige til retfærdighed. Derfor siger han, at de har mistet nåden og den kristne frihed og er vendt tilbage til trældom under fattige og svage begyndelsesgrunde. For de har af de falske apostle ladet sig overbevise om, at de love nødvendigvis måtte holdes, og når de blev overholdt, gav de retfærdighed, men når de blev forsømt, blev de til fordømmelse. Men Paulus tillader ikke under nogen omstændigheder, at samvittighederne forpligtes på Moseloven, men befrier dem overalt fra loven. Han siger nedenfor i kap. 5, 2: »Se jeg, Paulus, siger jer, at dersom I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer« og i Kol 2, 16: »Lad ingen dømme jer for mad eller for drikke eller i henseende til højtid eller nymåne eller sabbat.« Og Kristus siger: »Guds rige kommer ikke, så man kan vise derpå« (Luk 17, 20). Langt mindre skal samvittighederne bebyrdes og tages til fange af menneskelige bestemmelser.

        Her vil en indvende: Hvis galaterne har syndet ved at overholde dage og tider, hvorfor begår I så ikke synd, når I gør det samme? Mit svar er: Vi holder søndag, jul, påske og lignende fester helt uden tvang. Vi besværer ikke samvittighederne med den slags gudstjenesteskikke og lærer heller ikke således som de falske apostle og papisterne, at de er nødvendige til retfærdighed, eller at vi ved deres hjælp kan gøre fyldest for vore synder. Men vi holder dem, for at alt inden for kirken kan ske ordentligt og uden forvirring, og for at det ydre sammenhold (for i Ånden har vi en anden enhed) ikke skal blive brudt, således som det skete engang, da den romerske pave Victor lyste alle Lilleasiens menigheder i band alene af dén grund, at de fejrede påsken på et andet tidspunkt end menigheden i Rom. Det bebrejdede Irenæos Victor, så det har bestemt fortjent at blive dadlet. For det var den største tåbelighed at befale Østens kirker Djævelen i vold på grund af en så ringe sag. Den rette erkendelse af overholdelse af dage og tider har tydeligt nok været sjælden selv hos de mest fremragende mænd. Hieronymus havde den ikke, og Augustin havde heller ikke fattet den, hvis ikke Pelagianerne havde plaget og generet ham. Men vor egentlige grund til at fejre den slags højtider er, at Ordets tjeneste må blive bevaret, så folket kan komme sammen på bestemte dage og tidspunkter for at høre ordet, lære Gud at kende, bruge nadveren, bede sammen om alt, hvad der er fornødent og ligeså for at takke Gud for hans åndelige og legemlige velgerninger. Og især af denne grund tror jeg, fædrene forordnede overholdelse af søndagen, påske, pinse osv.

 

v11: »Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgaves på jer.«

Med disse ord viser apostelen, at han har været meget bestyrtet på grund af galaternes frafald. Han ville gerne have skældt dem kraftigere ud. Men han er bange for, at en alt for skarp irettesættelse ikke vil forbedre dem, men snarere ophidse dem endnu mere og støde dem helt bort fra ham. Derfor ændrer og mildner han ordene, mens han skriver, og overfører skaden især til sig selv alene, idet han siger: »Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på jer«. Meningen er: Det piner mig, at jeg har forkyndt evangeliet hos jer med så stor en flid og trofasthed og dog uden frugt. Han behandler dem altså med den største mildhed og en sand faderlig omsorg. Dog retter han ret hårde bebrejdelser imod dem – om end det sker indirekte. For når han siger, at han har arbejdet forgæves, at han uden frugt har forkyndt evangeliet hos dem, angiver han indirekte, at de enten har været hårdnakket vantro, eller at de er faldet fra troens lære. Men begge parter, såvel de vantro som de, der er faldet fra troens lære, er stadig syndere, ugudelige, uretfærdige og fordømte. Derfor er det også forgæves, de adlyder loven eller overholder dage, måneder osv. Og dette er en indirekte bandlysning. For med disse ord tilkendegiver han, at de er Kristi fjender, medmindre de vender tilbage til den sunde lære. Dog siger han ikke sin mening rent ud. For han indser, at han ikke ville opnå noget ved at tage for kraftigt på vej. Derfor ændrer han sin stil, taler meget mildt til dem og siger:

 

v12: »Bliv ligesom jeg; for også jeg er blevet som I, «

Dette er ikke skrevet for at belære, men er fuldt af følelser, der burde fremstilles retorisk. Hidtil har Paulus belært, og i sin belæring er han på grund af den så skammelige sag blusset op i vrede mod galaterne og har skældt dem ud med meget hårde ord. Han har kaldt dem for »tåbelige«, »forheksede«, »uden tro over for sandheden« og »Kristi korsfæstere«. Efter at den væsentligste del af brevet nu er afsluttet, begynder han at indse, at han har behandlet galaterne alt for strengt. Derfor er han bekymret for, at han ved denne sin hårdhed har skadet mere end gavnet, og han viser, at denne hårde bebrejdelse er udsprunget af et faderligt og sandt apostolisk sindelag. Og han taler med en forunderlig kunstfærdighed og en overflod af milde og venlige ord. Det gør han for med denne venlige tale at forsone dém, som han måske havde fornærmet med sine hårde bebrejdelser – og det var uden tvivl mange.

        Samtidig1 lærer han dem gennem sit eksempel, at præster og biskopper skal være i besiddelse af et faderligt og moderligt sindelag, om ikke mod de glubske ulve, så mod de ulykkelige, forførte og vildfarne får, således at de kan bære deres svaghed og fald med tålmodighed og behandle dem med den største mildhed. For på anden vis kan man ikke bringe dem tilbage til livet. Ved hårdere udskældning bliver de nemlig snarere vrede end kommer til fornuft.

        Og i forbigående vil jeg også minde om dette. Det er den sunde læres væsen og frugt, at den, hvor den er blevet lært og forstået ret, forener sindene i den største samdrægtighed. Men hvor menneskene har forsømt gudsfrygtens lære og lægger sig efter vildfarelser, dér sønderrives denne enighed mellem sindene. Så snart som brødre eller disciple altså er blevet forført af sværmerne til frafald fra læren om retfærdiggørelsen, begynder de straks at forfølge de fromme med det bitreste had, skønt de tidligere elskede dem højt.

        Det får vi i vore dage at erfare blandt vore falske brødre, sakramentererne og gendøberne, som, da evangeliet begyndte at blive forkyndt, gerne lyttede til os eller i hvert fald læste, hvad vi skrev. De anerkendte, at vi havde del i Helligånden og ærede os af den grund. Nogle af dem omgikkes os endog fortroligt og opførte sig stille og beskedent i vort lag. Men så snart som de havde forladt os og var blevet bragt til fald af sværmere, har ingen været mere fjendtligsindet over for vor lære og vort ry end de. De hader også papisterne, men ikke så voldsomt som os. Derfor er jeg ofte voldsomt forundret over, hvordan et så vildt og bittert had kan opstå så brat i hjerterne hos dém, som dengang holdt så meget af os. Vi har jo ikke i mindste måde krænket dem eller givet dem lejlighed til at forfølge os med deres had. Ja, de nødes til at bekende, at vi frem for alt har bestræbt os på, at Kristi velgerning og herlighed skulle bringes for dagen, og at evangeliets sandhed må læres rent, dén som Gud i disse sidste tider gennem os har åbenbaret for den utaknemmelige verden. Hvorfor hader de os da så bittert? Ikke af nogen anden grund, end at de har lyttet til nye lærere. Smittet af deres gift er de blevet så ophidsede, at de modarbejder os, – ja, brænder af et uforsonligt had til os.

        Og det er, så vidt jeg kan se, apostlenes og alle fromme læreres skæbne, at deres disciple og tilhørere takker dem på den vis, når de er blevet smittet af sværmernes ugudelige meninger og er blevet fordrejet af dem. Det vidner alle apostelbrevene om. Der var kun få af galaterne, der holdt fast ved Paulus' lære. Alle andre blev forført af de falske apostle og anerkendte ikke længere Paulus som deres lærer. Ja, Paulus' navn og lære var dem mere forhadt end noget andet. Og jeg frygter, at det kun var meget få, han har fået bort fra deres vildfarelse ved hjælp af dette brev. Hvis noget lignende hændte os, hvis altså vor menighed, mens vi var borte, skulle blive ført vild af sværmere, og vi skrev ikke ét, men mange breve til den, ville vi kun udrette lidt eller intet. Kun nogle få af de mere pålidelige blandt vore egne ville forholde sig anderledes over for os, end de, der er blevet forført af sektererne, gør nu. De vil hellere tilbede paven end følge vore formaninger eller anerkende vor lære. Ingen skal kunne overbevise dem om, at de har mistet Kristus og nu atter træller under fattige og svage »elementer«, der ikke engang er rigtige guder. De kan slet ikke holde ud at høre, at deres lærere omstyrter Kristi evangelium og fordærver samvittighederne og menighederne. De lutherske, siger de, er de eneste, der mangler indsigt, de eneste, der ikke forkynder Kristus, og de eneste, der ikke har del i Helligånden, profetiens gave og den rette skrifttolkning. Vore lærere er fuldt så gode som de, ja, overgår dem i mange henseender. For de lægger sig efter Ånden og lærer noget åndeligt. De derimod er endnu aldrig nået frem til en virkelig teologi, men hænger fast i bogstaven og lærer ikke andet end katekismen, troen, kærligheden osv.

        Som jeg så ofte har sagt: Lige så let som det er at fare vild i troen, lige så alvorligt er det. Det er som at falde fra den højeste Himmel til det dybeste Helvede. Det er ikke noget menneskeligt fald, som f. eks. mord, hor osv., men et satanisk. For det er ikke let at helbrede dem, der falder således, og hvis de holder stædigt fast ved deres vildfarelse, bliver det sidste værre end det første for dem. For som Kristus siger: Når den urene ånd er kastet ud fra sin bolig og vender tilbage, går den ikke alene ind i den, men tager syv ånder, der er værre end den selv, med sig og bor der, Luk 11, 24 ff.

        Idet Ånden siger sådan til Paulus, føler han, at galaterne, som han i from iver har kaldt for uforstandige osv., snarere vil blive forbitret i sindet end blive forbedret. Han vidste jo allerede, at de falske profeter, der var virksomme iblandt dem, ville optage denne faderlige tilrettevisning i dårligste mening og råbe: Nu giver Paulus, som nogle af jer roser så højt, til kende, hvilken ånd han drives af. Mens han var hos jer, ville han gå for at være jeres far; men de breve, han sender efter sin bortrejse, viser, at han er en tyran. – Derfor er han i dén grad ude af sig selv af øm kærlighed og faderlig omsorg, at han slet ikke véd, hvad eller hvordan han skal skrive til dem. For det er meget vanskeligt at forsvare sig skriftligt over for nogle, der ikke er til stede, men som allerede begynder at hade dig og af andre er blevet overbevist om, at du ikke har rent mel i posen. Derfor siger han lidt senere i sin store forvirring: »Jeg er rådvild over for jer«, det vil sige: Jeg véd ikke, hvad jeg skal stille op over for jer.

 

v12: »Bliv ligesom jeg, for også jeg er blevet som I, «

De ord skal ikke forstås som belæring, men udelukkende om hans sindelag. De betyder altså ikke: I skal være som jeg i dén forstand, at I skal have samme mening om læren som jeg, men: I skal have samme sind over for mig, som jeg har over for jer. Han vil sige: Måske har jeg skældt jer for voldsomt ud. Men tilgiv mig denne strenghed og døm ikke hjertet ud fra ordene, men ordene ud fra kærligheden i mit hjerte. Vel synes ordene grove og kæppen hård. Men hjertet er mildt og faderligt. Derfor skal I, mine galatere, tage imod denne min irettesættelse med det samme sind, som jeg gav den med. For sagen krævede, at jeg viste mig så hård over for jer.

        Vor irettesættelse er også hård og vor pen grov. Men hjertet er bestemt ikke bittert eller hadefuldt. Det ønsker ikke hævn over modstanderne. Men vi har en hellig uro og åndelig smerte. Jeg hader ikke papisterne og de andre vildfarne, således at jeg beder om ondt for dem og ønsker, at de skal gå til grunde. Nej, jeg ville hellere, at de vendte tilbage til den rette vej og blev frelst sammen med os.

        Læreren tugter ikke sin elev i nogen ond mening, men til hans eget bedste. Vel er kæppen hård. Men tugt er helt nødvendig for en dreng, og tugtemesterens sind er velvilligt og oprigtigt. Således tugter en far ikke sin søn for at ødelægge ham, men for at forbedre ham. Vist er slagene hårde og gør ondt på sønnen; men faderens sind er venligt og mildt, ligesom »al tugtelse, imedens den står på, ikke synes at være til glæde, men til bedrøvelse. Men siden giver den til gengæld dem, som derved er øvede, en fredens frugt i retfærdighed«, Hebr. 12, 11. Og hvis han ikke elskede sin søn, tugtede han ham ikke, men jog ham bort fra sig, opgav håbet om at redde ham og lod ham gå til grunde. At han tugter ham, er altså en tilkendegivelse af hans faderlige kærlighed til sin søn og er særdeles gavnligt for sønnen. Således skal I også tænke, når jeg skælder ud. Så skal I ikke anse det for hårdt, men for gavnligt. I skal nære samme følelse for mig, som jeg for jer. Jeg er jer venligt sindet. Det samme ønsker jeg, I skal være mod mig.

        Sådan taler han godt for galaterne og benytter sig kraftigt af denne venlige tiltale til at berolige deres sind, som var blevet forbitret på grund af hans skarpe irettesættelse, og bringe dem til fornuft. Han tilbagekalder dog ikke sin irettesættelse, men indrømmer, at den var hård og skarp. Men, siger han, det var nødvendigt at give jer en meget hård overhaling. Jeg mildner dog min bebrejdelse derved, at den blev givet af et virkelig godt og blidt sind. Lægen giver den syge en såre bitter drik – ikke fordi han vil gøre den syge fortræd, men for at hjælpe ham på den måde. Om den syge altså får noget bittert, må det ikke lægges lægen til last, men lægemidlet og sygdommen. Sådan skal I også tænke om min hårde irettesættelse.

 

v12: »brødre, jeg beder jer. I har ikke gjort mig nogen uret.«

Mon det er, hvad Paulus forstår ved at »bede«, at han kalder galaterne »forheksede«, »ulydige mod sandheden« og »Kristi korsfæstere«? Jeg ville snarere kalde det for et møgfald. Selv forklarer han, at det ikke er udskældning, men en bøn, og det er det i virkeligheden også. Han vil sige: Det er ganske vist sandt, at jeg har skældt jer noget for voldsomt ud. Men I skal optage det i rette mening, så I forstår, at min bebrejdelse ikke er en bebrejdelse, men en bøn. På samme vis betyder dét, at en far tæver sin søn, det samme som at sige til ham: Min søn, jeg beder dig, vær ordentlig! Vel ser det ud som en afstraffelse. Men hvis man ser på faderens hjerte, er det den venligste bøn.

 

v12: »I har ikke gjort mig nogen uret.«

Han vil sige: Hvorfor skulle jeg være vred på jer eller dadle jer af et krænket sind, da I ikke har gjort mig noget ondt? Hvorfor kalder du da os, der har forladt din lære, for forvildede, for tåbelige og forheksede osv.? Det er tilstrækkeligt vidnesbyrd om, at vi har fornærmet dig. Nej, det er ikke mig, men derimod jer selv, som I har fornærmet. Derfor er jeg så bange, ikke for mig selv, men for jer. I skal altså ikke mene, at min irettesættelse kom fra et vredt sind, af had eller noget andet ondt. For jeg tager Gud til vidne på, at I ikke har gjort mig nogen uret, men tværtimod har gjort mig mange tjenester.

        Ved at tale venligt til galaterne bereder han deres sind til at bære hans faderlige tugtelser med sønlig kærlighed. Og dette er at blande den bitre malurtdrik med honning og sukker, så den dog bliver sød. Således taler forældre venligt til deres børn, når de har givet dem en ordentlig omgang. Så giver de dem kager og bagværk, pærer og æbler og lignende smågaver, så børnene kan forstå, at forældrene vil deres vel, hvor hårdt de så ellers tugtede dem.

 

v13-14: »Men I véd, at det var på grund af en kødets svaghed, at jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, og det, som i mit kød var jer til fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtog mig som en Guds engel, som Kristus Jesus.«

Han fremlægger, hvad for velgerninger galaterne har vist ham. Den første velgerning, siger han, regner jeg for den største af alle. Det var dén: Da jeg først begyndte at forkynde evangeliet blandt jer og det som et legemligt sygt og stærkt anfægtet menneske, tog I ikke anstød af dette mit kors, men var så gode, milde, venlige og kærlige imod mig, at I ikke blot ikke tog anstød af denne legemlige svaghed eller af de fristelser og farer, der næsten overvældede mig, men I har vist mig den største kærlighed og taget imod mig, som var jeg en Guds engel, ja, Kristus Jesus.

        Dette er bestemt at give galaterne et godt skudsmål, at de tog imod evangeliet af et så foragtet og plaget menneske som Paulus. Han forkyndte nemlig evangeliet hos dem, mens jøder og hedninger larmede op og rasede. For alt mægtigt, klogt, lærd og fromt hadede, forfulgte, spyttede og trampede på Paulus og spottede ham. Alligevel tog galaterne ikke anstød af alt det, men uden at tage notits af de nævnte tegn på sygdom, anfægtelse og fare ikke blot lyttede de til den fattige, foragtede, elendige og plagede Paulus og vedkendte sig at være hans disciple, men desuden tog de også imod ham og adlød ham som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Dette er en usædvanlig ros og giver galaterne et stort fortrin. Paulus har bestemt aldrig rost nogen af dem, han skrev til, så meget, som han her roser galaterne.

        Hieronymus og nogle andre gamle kirkefædre tolker Paulus' legemlige svaghed som en sygdom eller en fristelse til usædelighed. De gode fædre levede i kirkelige opgangstider og måtte ikke døje kors og forfølgelse. For biskopperne var allerede begyndt at få mere magt og deres rigelige del af velstand, anseelse og ære. Og flere af dem tyranniserede det lægfolk, som de ledede. Det vidner kirkehistorien om. Kun få gjorde deres pligt, og de, der ønskede at få ry for at gøre det, lagde evangeliets lære på hylden og forkyndte deres egne bestemmelser. Men når præster og biskopper mangler kendskab, prøvelser og den rene skriftudlægning, kan de ikke lade være med at optræde selvsikkert. For de prøves ikke med de anfægtelser, kors og forfølgelser, der uvægerlig plejer at følge på en ren forkyndelse af ordet. Derfor kunne de umuligt forstå Paulus.

        Men vi har af Guds nåde troens rene lære, og den forkynder vi også åbenlyst. Derfor må vi også finde os i Djævelens og verdens allergrusomste had og forfølgelser. Og hvis vi ikke blev plaget af tyranner og kætteres magt og list og fik rædsel og Satans brændende pile at føle i hjertet, havde Paulus været os lige så dunkel og ubekendt, som han var for hele verden i de tidligere århundreder og stadig er for vore modstandere, papister og sværmere. Det er derfor profetiens gave og vort studium tillige med indre og ydre anfægtelser, der viser os, hvorledes vi skal forstå Paulus og hele Skriften.

        Men Paulus kalder ikke »kødets svaghed« for en sygdom eller et syndigt begær, men en lidelse eller en sorg, som hans legeme har måttet udstå – i dens modsætning til kraft og magt. Men for at man ikke skal synes, at vi gør vold mod disse ord, vil vi høre Paulus selv. Han siger i 2 Kor 12, 9 f.: »Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg velfornøjet med min magtesløshed, overlast, nød, forfølgelser og angst for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk«, og i kap. 11, 23 ff.: »Jeg har lidt langt flere besværligheder, fået langt flere slag, været hyppigt i fængsel, ofte i dødsfare. Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag mindre end ét. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud« osv. De lidelser, som hans legeme har måttet udstå, kalder han for kødets svaghed – derimod ikke et dårligt legemligt helbred. Han vil sige: Da jeg forkyndte evangeliet hos jer, blev jeg overvældet af megen bedrøvelse og alt muligt ondt. Overalt var jeg truet af baghold og farer fra jøder, hedninger og falske brødre m.v. Jeg var plaget af sult og mangel på alt, jeg var som »verdens fejeskarn og et udskud for alle«. Han hentyder ofte til denne sin svaghed, f. eks. i 1 Kor kap. 4 og 2 Kor kap. 4, 6, 11 og 12 og andetsteds.

        Det er altså klart, at Paulus ved »kødets svaghed« forstår ydre lidelser, som ikke kun han, men også de andre apostle, har måttet udstå på deres legeme. Og skønt de var legemligt svage, var de dog stærke i ånden. For Kristi kraft boede i dem. Den var altid herre og triumferede gennem dem. Det beviser Paulus selv i 2 Kor 12, 10 og 9 med ordene: »Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk« og ligeså: »Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig«. Ligeså i kap. 2, 14: »Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus«. Han vil sige: Hvor frygteligt Djævelen, de vantro jøder og hedningerne end raser imod os, så holder vi dog uovervindeligt stand mod alle deres anslag og – med eller mod deres vilje – sætter vi vor lære igennem og triumferer. Så stor var den Åndens magt og kraft, der rådede i apostlene, og som han her stiller over for kødets svaghed og trældom.

        Men den kødelige svaghed hos de fromme støder i høj grad an mod fornuften. Derfor siger Kristus selv: »Salig er den, som ikke forarges på mig« (Matt 11, 6), og Paulus siger i 1 Kor 1, 23: »Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab«. Derfor er det noget meget stort at anerkende ham som alles herre og verdens frelser, som man hører, har været den elendigste og ringeste af mænd, »til spot for mennesker, folk til spe« (Sl 22, 7), kort sagt: hadet af alle og til sidst dømt til døden på et kors af sit folk, og frem for alt af dem, der var de bedste, viseste og helligste. Det er stort ikke at lade sig rokke af noget så forargeligt og ikke blot lade hånt om alt dette, men også sætte denne bespyttede, piskede og så skændigt korsfæstede Kristus højere end alle rigmænds skatte, alle mægtiges vælde, alle læreres visdom, alle kongers kroner og alle helgeners fromhed.

        Således var det noget stort, at galaterne ikke tog anstød af den højst forargelige svaghed og den korsets ringhed, som de så hos Paulus, men at de tog imod ham som en engel og som Kristus Jesus. Ligesom Kristus siger, at hans disciple havde holdt ud med ham i hans fristelser (Luk 22, 28), således siger Paulus siden, at galaterne ikke viste den fristelse, han bar i sit kød, fra sig med foragt. Det er altså med rette, han roser dem så højt.

        Men apostlene og især Paulus kendte ikke blot til sådanne ydre fristelser, som vi allerede har omtalt, men også til indre og åndelige fristelser, ligesom Kristus i Getsemane Have (Matt 26, 36 ff.). Det er den slags, han klager over i 2 Kor 12, 7: »en torn i kødet og en Satans engel, som slog ham med hårde slag«. Den, der hjemsøges af den slags høje anfægtelser, kan umuligt være plaget af syndigt begær. Det minder jeg om i forbigående, fordi papisterne, hver gang de så, at der i den latinske oversættelse stod »stimulus carnis«, udlagde den torn eller spore som en ansporing til seksuelt begær. Men det græske ord »skolops« betyder spyd eller en tilspidset pæl. Der var altså tale om en åndelig anfægtelse. Og det ændrer ikke noget, at han tilføjer ordet »kød«, når han siger: Der blev givet mig en pæl i kødet. Tværtimod kalder han det med overlæg for en pæl i kødet, fordi galaterne og de andre, som Paulus færdes iblandt, ofte så ham knuget af dyb sorg, skælve, ængstes og trænges af usigelig smerte og bedrøvelse.

        Apostlene havde altså ikke blot legemlige, men også åndelige anfægtelser. Det vidner Paulus om i 2 Kor 7, 5 med ordene »udadtil kampe, indadtil angster«. Og Lukas siger i ApG 28, 15, at Paulus, da han længe havde kæmpet i stormvejr på havet og hans ånd var blevet bedrøvet, blev oplivet og fik nyt mod, da han så, at brødrene fra Rom gik ham i møde helt til Forum Appii og Tres Tabernæ. Ligeså bekender han i Fil. 2, 27, at Gud forbarmede sig over ham ved at gøre den syge og næsten døde Epafroditus rask, så han ikke »skulle have sorg på sorg«. Således led apostlene ud over ydre, legemlige prøvelser også åndelig bedrøvelse.

        Men hvorfor siger Paulus, at galaterne ikke foragtede ham? Vist foragtede de ham; for de var faldet fra hans evangelium. Paulus forklarer sine ord således: Da jeg begyndte at forkynde evangeliet for jer, bar I jer ikke ad som mange andre folk, der tog anstød af denne min ydre svaghed og prøvelse og foragtede mig og viste mig fra sig. For den menneskelige fornuft tager let anstød af denne korsets ringhed og anser dem for afsindige, siden de vil trøste, hjælpe og helbrede andre og ligeså bryster sig af stor rigdom, retfærdighed, kraft og sejr over synden, døden og alt ondt, af glæde, frelse og evigt liv, skønt de selv er fattige, svage, bedrøvede og foragtede, bliver behandlet rigtig skammeligt og dræbes som den mest skadelige ulykke for stat og religion – og det ikke af den grove hob, men af de fornemste, der styrer stat og kirke. Og de, der slår dem ihjel, mener, at de gør Gud en tjeneste (Joh. 16, 2). Når de derfor lover andre et evigt gode og selv så jammerligt går til grunde for øjnene af verden, ler man ad dem, og de får at høre ordet: »Læge, læg dig selv« (Luk 4, 23). Derfor er der de hyppige klager i Salmerne: »Jeg er en orm og ikke en mand« og »vær mig ikke fjern, for trængselen er nær, og ingen er der, som hjælper!« (Sl 22, 7.12) osv.

        Det er altså en anbefaling og ros for galaterne, at de ikke tog anstød af Paulus' svaghed og anfægtelse, men tog imod ham som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Og det er bestemt en stor og udmærket egenskab at lytte til en apostel. Men det er en større og helt overordentlig egenskab at lytte til en så elendig, svag og foragtet apostel, som Paulus her bevidner, han har været hos galaterne, og tage imod ham som en engel fra Himlen, ja, vise ham en sådan ære, som var han Kristus Jesus – og dét uden at tage anstød af hans store svaghed og hans kors. Derfor fremhæver han med disse ord galaternes fortræffelighed kraftigt og siger, at han vil mindes den evigt, og at den er ham så kær, at han ønsker at bringe den til alle menneskers kendskab.

        Men mens han fremhæver deres velgerninger og berømmelse på så herlig en vis, antyder han imidlertid indirekte, hvor højt de elskede ham inden de falske apostles komme, og påminder dem samtidig om fortsat at vise ham som deres apostel den samme kærlighed og ære som førhen. Og deraf kan man erkende, at de falske apostle stod i større ydre anseelse hos galaterne end selv Paulus. For på grund af dén foretrak galaterne langt dem frem for Paulus, som de før ikke blot havde elsket højt, men også modtaget som en Guds engel.

 

v15: »Hvor er da nu jeres saligprisning?«

Han vil sige: Hvor blev I prist salige, hvor blev I rost og velsignet. I Marias lovsang findes et lignende udtryk, nemlig: »Alle slægter skal prise mig salig«, det vil sige: lovprise mig (Luk 1, 48). Vægten ligger på disse ord: Hvor er nu lovprisningen af jer? Meningen er: I blev ikke bare rost; men man lovpriste og skamroste jer i alt.

        På den måde bestræber han sig på at dæmpe og mildne den beske drik, det vil sige: den skarpe irettesættelse. For han er bange for, at galaterne kunne tage den ilde op – frem for alt fordi han véd, at de falske apostle ville fordreje den og udlægge den i ond mening. For disse hugorme har af naturen den egenskab, at de farer ud mod ord, der er udsprunget af et fromt og velvilligt sind. Og de fordrejer dem nok så snildt og listigt til at betyde det stik modsatte af, hvad der blev sagt. I den slags er de forunderlige mestre og overgår alle talekunstneres kunst og snilde. De drives nemlig af et ondskabsfuldt sind, der gør dem så afsindige, at de optændt af satanisk ondskab mod de fromme slet ikke kan dy sig for at tolke deres ord og skrifter ondskabsfuldt. De bærer sig altså ad ligesom edderkopperne, der suger gift ud af de skønneste og dejligste blomster – og det er deres egen og ikke blomsternes fejl. Derfor vil Paulus komme de falske apostle i forkøbet med sin honning og mildhed, for at de ikke skal få lejlighed til at kritisere og på spidsfindig vis mistyde hans ord således: Paulus behandler jer grusomt og kalder jer uforstandige, forheksede og ulydige mod sandheden. Det er et sikkert tegn på, at han ikke søger jeres frelse, men anser jer for at være fordømte og forkastede af Kristus.

 

v15: »Thi jeg giver jer det vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet jeres øjne og givet mig dem.«

Han hæver galaterne til skyerne. I har ikke blot behandlet mig med den største overbærenhed og ærbødighed, siger han; for I har modtaget mig som en Guds engel. Men hvis omstændighederne havde krævet det, og det havde været nødvendigt, ville I have revet jeres øjne ud og givet mig dem – ja, I ville endog have ofret jeres liv for mig. Og galaterne satte virkelig deres liv på spil for ham. For de modtog og plejede Paulus, skønt verden anså ham for det skadeligste, mest forbandede og afskyelige af alt. De modtog og forsvarede Paulus, og derved blev hedningernes og jødernes had og harme også rettet imod dem selv. Således er Luthers navn i vore dage verden allermest forhadt. Den, der roser mig, begår en større synd end en afgudsdyrker, gudsbespotter, meneder, skørlevner, horkarl og tyveknægt. Derfor må galaterne have været velbefæstede i læren om Kristus og troen på ham, siden de med så stor fare for sig selv tog imod Paulus, som hele verden hadede. Ellers ville de ikke have taget alle menneskers had på sig.

 

v16: »Så er jeg vel blevet jeres fjende ved at tale sandhed til jer?«

Han angiver her grunden til, at han taler så godt for galaterne. Han har dem nemlig mistænkt for at anse ham for deres uven, siden han har irettesat dem så hårdt. Jeg beder jer fjerne disse skældsord fra min forkyndelse, siger han. Så skal I finde, at jeg ikke har gjort dette som jeres uven, men for at lære jer sandheden. Vel indrømmer jeg, at brevet er skarpt. Men med denne skarphed tilsigter jeg at kalde jer tilbage til evangeliets sandhed, som I er blevet draget bort fra, og fastholde jer på den. Derfor skal I ikke lade den skarphed og beske drik være rettet mod jer personlig, men blot mod jeres sygdom. Og fordi jeg har skældt jer lidt for hårdt ud, skal I ikke anse mig for at være jeres fjende, men for at være jeres far. For hvis jeg ikke elskede jer højt som mine børn, og ikke vidste, at I holdt så meget af mig, havde jeg ikke irettesat jer så hårdt.

        Det er en vens opgave frimodigt at irettesætte sin ven, hvis han farer vild. Og den, der er blevet irettesat, skal ikke blive vred over en venlig formaning og en sandhed, som man har påvist, men være og vise sig taknemmelig imod ham. Vel er det meget almindeligt ude i verden, at sandheden avler had, og at den, der siger sandheden, regnes for en fjende. Men sådan går det ikke til mellem venner – og da langt mindre mellem kristne. Da jeg altså irettesatte jer af ren og skær kærlighed, for at fastholde jer på sandheden, bør I ikke være vrede på mig og heller ikke give slip på sandheden, fordi jeg har givet jer en faderlig irettesættelse, eller mistænke mig for at være jeres fjende. Alt dette siger Paulus for at bekræfte ordet: »Bliv ligesom jeg. I har ikke gjort mig nogen uret«.

 

v17: »De er nidkære for jer, dog ikke for det gode;«

Han langer ud mod de falske apostles smigren. For Satan plejer ved hjælp af sine tjenere at føre de enfoldige bag lyset med sine listige kunster, således som Paulus siger i Rom 16, 18: »ved søde ord og herlige løfter«. Først sværger de ved alt helligt, at de ikke ønsker noget som helst andet end at fremme Guds ære. Ligeså, at de tvinges af Ånden til at belære det arme folk om den usvigelige sandhed, da de ser, at det er forsømt og får en forkert belæring om ordet af de andre. På den måde kan de udvalgte blive befriet for vildfarelser og nå frem til det sande lys og til kendskab til sandheden. Endelig lover de dem, som tager imod deres lære, en sikker frelse. Med foregiven fromhed og i fåreklæder gør de glubske ulve megen skade, om ikke årvågne og tro hyrder står dem imod.

        Paulus gør her brug af en »indsigelse«. For galaterne kunne finde på at sige: Hvorfor går du dog så voldsomt løs på vore lærere, fordi de vil vinde os for sig? Det gør de jo af guddommelig nidkærhed og af ren og skær kærlighed. Det burde bestemt ikke støde dig. Vist er de nidkære for jer, men ikke for det gode, siger Paulus. Således får vi i vore dage at høre af sakramentererne, at vi med vor stædighed sønderriver kærligheden og sammenholdet mellem menighederne, da vi jo forkaster deres lære om Herrens nadver. Det var bedre, siger de, om vi gav lidt efter – især da det kan ske uden risiko – end at vi på grund af dette ene og ikke særlig vigtige spørgsmål volder så stor uenighed og strid inden for kirken – frem for alt da de ikke afviger fra os på noget andet punkt af den kristne lære end dette ene om Herrens nadver. Dertil svarer jeg: Forbandet være den kærlighed og enighed, som ikke kan bevares uden at bringe Guds ord i fare!

        De falske apostle foregøglede sig således, at de elskede galaterne højt og var grebet af guddommelig nidkærhed for dem. Men nidkærhed er egentlig en vred kærlighed eller så at sige en from misundelse. I 1 Kong. 19, 14 siger profeten Elias: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren osv.« Sådan er en ægtemand nidkær for sin kone, faderen for sin søn og vennen for sin ven, det vil sige: han elsker ham højt, men dog således, at han hader hans fejl og søger at rette dem. En sådan nidkærhed foregav de falske apostle at have for galaterne. Paulus indrømmer da også, at de brænder af en meget stor kærlighed til galaterne, at de søger at vinde dem, og at de viser dem omsorg – men ikke for det gode. Og på denne måde og ved dette ydre skin føres de enfoldige bag lyset. Bedragere foregøgler nemlig en brændende kærlighed og omsorg for andre. Paulus påminder os altså her om at skelne mellem en god og en ond nidkærhed. Den gode skal bestemt have ros; men det skal den slette ikke. Jeg er lige så ivrig for at vinde jer, som de er, siger Paulus. Døm nu, hvis nidkærhed der er den bedste, min eller deres, hvilken der er god og from, og hvilken der er ond og kødelig. Lad ikke deres iver så let gøre indtryk på jer. For

 

v17: »de vil udelukke jer, for at I skal være nidkære for dem.«

Meningen er: Vel brænder de af meget stor iver øg kærlighed til jer. Men derigennem søger de, at I til gengæld skal være ivrige for dem og lukke mig ude. Hvis deres nidkærhed havde været from og ren, så ville de bestemt tillade, at I elskede os tillige med dem. Men de hader vor lære. Derfor søger de med alle midler at udrydde den blandt jer og i stedet lade deres egen få indpas. Og for at det skal gå lettere, søger de ved denne form for jalousi at fjerne jer fra os og gøre jer til vore fjender, så I ikke blot hader vor lære, men også os og vender jeres nidkærhed og iver mod dem, ene elsker dem og antager deres lære. Således gør han de falske apostle fordægtige i galaternes øjne ved at sige, at de tilsyneladende ud fra de bedste motiver lurede på dem og bedrog dem. Kristus formaner os på samme vis og siger: »Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder osv.«, Matt 7, 15.

        Paulus har været ude for den samme prøvelse, som vi må igennem i vore dage. Dén nederdrægtighed plagede ham meget, at han så, hvordan hans fortræffelige lære blev årsag til så mange sekter, uro, offentlig opløsning og statsomvæltninger, hvad der har voldt uendelig meget ondt og forargeligt. Jøderne beskyldte ham i ApG 24, 5 for at være en mand, der er »en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne i hele verden, samt er fører for nazaræernes parti«. De mente: Han er et oprørsk og gudsbespotteligt menneske, der fører en sådan lære, at han ved dens hjælp ikke blot omstyrter det jødiske samfund, der er udmærket grundlagt på guddommelige love, men også ophæver og ødelægger selve De 10 bud, fromheden, gudsdyrkelsen og vort præsteembede. Og ud over verden spreder han, hvad han kalder for et Evangelium, og det har været årsag til uendelig mange ulykker, oprør, forargelser og sekter. Det samme må han høre af hedningerne, som i byen Filippi råbte op om, at han bragte deres samfund i oprør og lærte en livsførelse, som de ikke måtte antage, ApG 16, 20 f.

        Den slags samfundsomvæltninger og andre ulykker som hungersnød, krige, splid og sekter tilskrev både jøder og hedninger Paulus' og de andre apostles lære. Dog svigtede apostlene ikke af den grund deres embede, men røgtede det med iver, forkyndte og bekendte Kristus. For de vidste, at man bør adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5, 29), og at det er bedre, at hele verden kommer i oprør og går til grunde, end at Kristus ikke bliver forkyndt eller blot én sjæl går fortabt.

        Al den forargelse måtte dog imidlertid volde apostlene den dybeste sorg. For de var bestemt ikke af stål. Det gjorde et dybt indtryk på dem, at det folk, for hvis skyld Paulus ønskede at være bandlyst fra Kristus, skulle gå til grunde med al sin herlighed. De så, at denne lære vil forårsage stor uro og omvæltninger i alle riger. Og hvad der for dem, og især for Paulus, var bitrere end døden: de så, at der ville opstå utallige sekter, endnu mens de selv var i live. Det var et sorgens budskab for Paulus, da han fik at høre, at korinterne – for ikke at nævne andet – fornægtede de dødes opstandelse (1 Kor 15, 1 ff.), da han fik at høre, at menigheder, som han havde grundlagt ved sin tjeneste, blev bragt i oprør, at evangeliet blev ødelagt af falske apostle, og at hele Lilleasien og adskillige ansete mænd var faldet fra ham. Men han vidste, at det ikke var hans lære, der var årsag til de forargelser og sekter. Derfor tabte han ikke modet og svigtede ikke sit kald, men fortsatte i bevidstheden om, at »evangeliet er en Guds kraft til frelse for hver den, som tror« (Rom 1, 16), ligegyldigt om det forekom hedninger og jøder at være en tåbelig og forargelig lære. Han vidste, at dé er salige, der ikke tager anstød af ordet om korset, uanset om de er lærere eller tilhørere. Kristus siger jo også: »Salig er den, som ikke forarges på mig«, Matt 11, 6. Men samtidig vidste han, at dé var fordømt, som fandt den lære tåbelig og kættersk. Derfor kunne han i tillid til sin overbevisning sige med Kristus om de jøder og hedninger, der var ophidsede og krænkede over hans lære: »Lad dem fare. De er blinde vejledere for blinde«, Matt 15, 14.

        Vi får i vore dage det samme at høre som Paulus og de andre apostle dengang. Nemlig at vort evangelium har medført mange ulykker, oprør, krige, sekter og utallige forargelser, og at alle de optøjer, der sker, er vor skyld. Vi udsår bestemt ikke kætterier og ugudelig lære, men forkynder evangeliet om Kristus, at Han er vor retfærdiggører og frelser. Når blot vore modstandere vil erkende sandheden, tvinges de til at indrømme os, at vi ikke med vor lære har givet anledning til oprør, uro eller krig, men at vi har lært, at man ærbødigt skal tjene øvrigheden og holde den i ære på grund af Guds befaling. Og vi giver heller ikke årsag til forargelse. Men at de ugudelige tager anstød, er ikke vor, men deres egen skyld. Vi har Guds befaling om at forkynde evangeliets lære uden noget hensyn til forargelse. Fordi vor forkyndelse fordømmer modstandernes ugudelige lære og afgudsdyrkelsen, bliver de selv i deres ophidselse anledning til den slags forargelse, som skolastikerne kaldte velkomne forargelser. De sagde, at de hverken burde eller kunne undgås. Kristus forkyndte evangeliet uden hensyn til jødernes forargelse. »Lad dem fare, « sagde han, »de er blinde.« Og jo mere ypperstepræsterne forbød apostlene at lære i Jesu navn, des mere vidnede de om, at den Jesus, som disse havde korsfæstet, var Herre og Kristus, og den, der påkaldte ham, skulle blive frelst. »For der er ikke noget andet navn under Himlen, givet iblandt mennesker, ved hvilket vi kan blive frelst«, ApG 4, 12.

        Med samme tillidsfuldhed forkynder vi nu Kristus uden hensyn til de ugudelige papisters og alle vore andre modstanderes råben op om, at vor lære er oprørsk og gudsbespottelig, fordi den bringer samfundsordenen i forvirring, ødelægger fromheden og udsår kætteri. Kort sagt: den er skyld i alle ulykker. Da Kristus og apostlene prædikede, hørte man de ugudelige jøder sige det samme. Ikke længe efter kom romerne og udslettede landet og folket, således som de (:Kristus og apostlene) havde forudsagt. Evangeliets nuværende fjender skal altså se til, at de ikke selv bliver overvældet af de ulykker, som de nu forudsiger. De betoner det forargelige, i, at præsterne gifter sig, at vi spiser kød om fredagen osv. Men at de selv daglig forfører og ødelægger utallige sjæle med deres ugudelige lære, at de forarger de svage med deres dårlige eksempler, at de bespotter og fordømmer evangeliet om den store Guds herlighed (jfr. Tit 2, 13) og forfølger og dræber dem, der er ivrige for den sunde lære – det anser de ikke for en forargelse, men for en gudvelbehagelig lydighed og gudsdyrkelse. Lad dem blot være. »For de er blinde vejledere for blinde«, Matt 15, 14. »Lad den, der gør uret, fremdeles gøre uret, og den urene fremdeles blive uren«, Åb 22, 11. Men fordi vi tror, vil vi tale, så længe som vi lever, og finde os i vore modstanderes forfølgelser, indtil Kristus, vor ypperstepræst og konge, kommer fra Himlen, hvad vi håber snart må ske, og som en retfærdig dommer skal hævne sig på dem, der ikke er lydige mod hans evangelium. Amen.

        De forargelser, som de ugudelige anfører, gør ikke indtryk på de fromme. For de véd, at Djævelen nærer et vældigt had til denne salige lære, og derfor gør han den hæslig ved hjælp af uendelig mange anstød for på den vis at få den fuldstændig udryddet. Djævelen rasede ikke i samme grad førhen, da man lærte menneskeoverleveringer inden for Kirken. For mens den Stærke bevæbnet vogtede sit hus, var alt, hvad han ejede, i fred. Men efter at den Stærkere er kommet og har besejret og bundet ham og plyndret hans hus, begynder han at rase og slå om sig, jfr. Luk 11, 21. Det er det sikreste tegn på, at den lære, som vi forkynder, er fra Gud. Ellers ville Behemoth sove og »lægge sig hen under lotusbuske, i skjul af siv og rør«, Job. 40, 16. Men da han nu går omkring som en brølende løve (1 Pet 5, 8) og volder så megen forstyrrelse, er det et tegn på, at han forstår, hvilken kraft der er i vor forkyndelse.

        Når Paulus siger: »De er nidkære for jer – dog ikke for det gode«, peger han her i forbigående på dem, der er ophav til sekterne, nemlig de nidkære ånder, som til alle tider har vendt op og ned på den sande lære og forstyrret den offentlige sikkerhed. Opægget af en tåbelig iver foregøgler de sig, at de er i besiddelse af en enestående hellighed, selvbeherskelse, tålmodighed og lærdom. Derfor stoler de på, at de kan sørge for alle menneskers frelse, at de kan lære dem noget højere og mere frelsebringende, at de kan indrette bedre gudsdyrkelser og ceremonier end andre lærere, som de føler sig højt hævet over; men de fremhæver deres egen autoritet og fordærver, hvad andre har overleveret af godt. Opflammet af en sådan tåbelig iver gav de falske apostle ikke blot i Galatien, men overalt, hvor Paulus og de andre apostle havde prædiket, ophav til sekter. Og senere blev de efterfulgt af uendelig mange forargelser og meget heftig uro. For Djævelen er en løgner og manddræber, således som Kristus siger i Joh 8, 44. Derfor plejer han gennem sine tjenere ikke blot at forvirre samvittighederne med falsk lære, men også at fremkalde oprør og krig.

        Den slags ivrere har Tyskland mange af i vore dage. De foregiver den største fromhed, beskedenhed, lærdom og tålmodighed, og alligevel er de glubske ulve, der i deres hykleri ikke er ude på andet end at få folket til alene at ære dem og hylde deres lære, når vi er blevet stødt ud i mørket og er helt ude af billedet. Da må der komme sekter, stridigheder, kævl, oprør osv. Men hvad kan vi gøre? Vi kan ikke forhindre det, lige så lidt som Paulus kunne. Nogle vandt han dog, så de rettede sig efter hans formaninger. Således håber jeg også med mine formaninger, at nogle vender tilbage fra sekterernes vildfarelser.

 

v18: »Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver tid, og ikke alene, når jeg er nærvarende hos jer.«

Meningen er: Jeg har rost jer, fordi I var meget ivrige for mig og elskede mig højt, mens jeg forkyndte jer evangeliet i kødelig svaghed. Samme kærlighed og iver var I også skyldige at vise mig nu, mens jeg er borte – som om jeg aldrig havde forladt jer. For skønt jeg personlig er fraværende, har I dog min lære. Og fordi I gennem den har modtaget Helligånden, bør I bevare den og tænke, at Paulus altid er hos jer, så længe som I har hans lære. Jeg dadler jer altså ikke, men roser jeres iver, dog kun for så vidt som det er en iver, der stammer fra Guds Ånd og ikke fra kødet. Åndelig iver er altid god. Den er ivrig efter noget godt i modsætning til den kødelige iver. Han roser altså galaternes iver for at formilde dem og få dem til at udholde hans bebrejdelse. Han vil sige: Optag min bebrejdelse i god mening. For den kommer ikke fra et ondt eller vredt sind, men fra et, der er bedrøvet og meget bekymret for jer.

        Og dette er et talende eksempel på, at en from præst og sjælehyrde skal have omsorg for sine får og bruge alle midler til ved bebrejdelse, smiger og bøn at bevare dem i den sunde lære og føre dem bort fra forførerne.

 

v19: »Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer!«

Også dette viser hans veltalenhed, når det gælder om at vinde galaterne med milde og smigrende ord. Han kalder dem nu i smiger for sine »små børn«. Alle ordene er anlagt på at bevæge deres følelser og vinde deres yndest.

        Ordene »Som jeg føder på ny« er billedtale. Apostlene er – ligesom andre lærere, om end på deres særlige manér – en art forældre. For ligesom disse frembringer deres ydre skikkelse, således er hine ophav til deres sjæls form. Men den kristne sjæls form eller indre virkelighed er troen, dén hjertets fortrøstning, som griber om Kristus og holder sig alene til ham og ikke til noget andet. Når hjertet ejer en sådan fortrøstning, har den del i Kristi sande virkelighed. Og den erhverves ved Ordets tjeneste, 1 Kor 4, 15: »Jeg har avlet jer ved evangeliet«, nemlig åndeligt, så I kan kende og tro på Kristus. Og i 2 Kor 3, 3 siger han: »I er et Kristi brev, udfærdiget og skrevet af os, ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd.« For ordet udgår af apostelens mund og når frem til tilhørernes hjerte. Dér er Helligånden, og Han præger ordet, således som det lyder, ind i hjertet. På dén vis er enhver from lærer en far, som gennem ordets tjeneste føder og giver den kristne sjæl dens rette skikkelse.

        Samtidig sigter han indirekte til de falske apostle. Han vil sige: Jeg har ved evangeliet født jer på rette vis. Men så kom de ødelæggere og forvanskere, og de gav jeres hjerte et nyt ansigt, ikke Kristi, men Moses', så jeres fortrøstning ikke mere er ivrig efter Kristus, men efter lovgerninger. Det er en fremmed, ja, en djævelsk skikkelse, ikke den rette kristne.

        Han siger heller ikke: Jeg føder jer på ny med besvær, indtil jeg selv tager skikkelse i jer, men indtil Kristus har vundet skikkelse i jer. Det vil sige: Jeg anstrenger mig for, at I på ny må se ud som og ligne Kristus og ikke Paulus. Med de ord langer han atter ud mod de falske apostle. For de udslettede Kristi skikkelse i de troendes sjæle og gav dem en anden skikkelse, nemlig deres egen. »De vil, at I skal omskæres, for at de kan rose sig af jeres kød, « siger han i kap. 6, 13.

        Om denne Kristi skikkelse taler han også i Kol 3, 10: »Ifør jer det nye menneske, som fornys til erkendelse efter hans billede, der skabte det.« Paulus vil altså genoprette Guds eller Kristi billede i galaterne, efter at det var blevet forvansket og udvisket af de falske apostle. Og dét går ud på, at de føler, tænker og vil som Gud, hvis tanke og vilje er, at vi skal få syndsforladelse og evigt liv ved hans Søn Jesus Kristus, som Han har sendt til verden for at være soning for vore, ja, hele verdens synder, for at vi gennem denne Søn skulle vide, at Gud er vor forsonede og milde far. Og de, der tror dét, ligner Gud, det vil sige: de tænker i alle forhold om Gud, således som Han egentlig er, og deres sind har samme skikkelse som Gud eller Kristus. Dette er ifølge Paulus »at blive fornyet i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, som blev skabt efter Gud«, Ef 4, 23 f.

        Han siger altså, at han med smerte føder galaterne på ny, om end sådan, at børnenes skikkelse ikke er apostelens, ligesom børnene ikke skal bære Paulus', Kefas' eller en andens billede, men billedet af en anden fader, nemlig Kristus (jfr. 1 Kor 1, 12). Jeg vil, at han skal tage skikkelse i jer, siger han, for at I i alle forhold må have det samme sind som Kristus selv. Kort sagt: jeg føder jer med smerte, det vil sige: jeg arbejder atter ivrigt på at kalde jer tilbage til jeres tidligere tro. Den mistede I, da I lod jer narre af de falske apostles list, så I faldt tilbage på lovens gerninger. Derfor må jeg i gang med det nye og vanskelige arbejde at føre jer tilbage til troen på Kristus. Dette kalder han for at »føde med smerte«.

 

v20: »Ja, jeg ville ønske, at jeg nu var til stede hos jer og kunne omskifte min røst;«

Dette er udelukkende apostolisk omsorg. Man plejer at sige, at et brev er et dødt sendebud. For det kan ikke give mere, end det indeholder. Og intet brev er skrevet så omhyggeligt, at man ikke mangler noget i det. For der er mangfoldige omstændigheder og ændringer i tid, sted, personer, optræden og følelser, som intet brev kan give udtryk. Derfor påvirker det sin læser forskelligt. Snart bedrøver det, og snart glæder det, alt efter læserens egen sindsstemning. Men den levende røst kan tolke, mildne og rette det, om den har sagt noget for skarpt eller ubetimeligt. Derfor ønsker Paulus hellere at være hos dem, så han kunne moderere og omskifte sin røst, alt efter som han så, tilhørernes stemning krævede det. Så kunne han, når han så nogle voldsomt opskræmte, mildne sin tale, så de ikke blev alt for bedrøvede, og om nogle var overmodige, kunne han i stedet skælde dem des strengere ud, så de ikke blev alt for sikre og endte som foragtere.

        Derfor er han rådvild med hensyn til, hvordan han som fraværende skal forhandle skriftligt med de fraværende. Meningen er: Hvis et brev er lidt for hårdt, er jeg bange for, at det sårer nogle af jer i stedet for at forbedre jer. Hvis det er for mildt, udretter det ikke noget hos visse hårde og uforstandige. For døde bogstaver og stavelser giver kun, hvad de har. Derimod er den levende røst en dronning i sammenligning med et brev. For den kan trække fra og føje til og udtrykke sig på alle måder under hensyntagen til stemninger, tid, sted og personer. Jeg ville kort sagt gerne pr. brev omvende jer, nemlig kalde jer tilbage fra loven til troen på Kristus. Men jeg frygter, at jeg ikke formår det med døde bogstaver. Hvis jeg derimod var hos jer, kunne jeg omskifte min røst, skælde de hårdnakkede ud, tale godt for de svage – alt efter omstændighederne.

 

v20: »thi jeg er rådvild overfor jer.«

Det vil sige: Mit sind er så uroligt, at jeg ikke véd, hvad og hvordan jeg skal forhandle skriftligt med jer under mit fravær. Dette er sandt apostoliske følelser, der hér bliver fremstillet. Han undlader intet: Han bebrejder og bønfalder galaterne, han taler godt for dem, roser deres tro i herlige vendinger og arbejder med største flid troligt på – og det er sand veltalenhed – at føre dem tilbage til evangeliets sandhed og fjerne dem fra de falske apostle.

 

v21: »Sig mig, I, som vil være under loven, hører I ikke loven?«

Hér ville Paulus afslutte sit brev! For han ønskede ikke at skrive mere, men ville hellere være personlig til stede hos galaterne og tale med dem. Men mens hans sind af denne grund er uroligt, griber han desuden til denne lignelse, som tilfældigt faldt ham ind. For det jævne folk påvirkes stærkt af billedtale og lignelser. Derfor benyttede Kristus sig også ofte af dem. De er nemlig ligesom en slags billeder, der anskueliggør sagen for de enfoldige og derfor gør et dybt indtryk på især de udannedes sind. Først kræver han altså galaternes opmærksomhed med sine skrevne ord. Derpå anskueliggør han det samme for dem med denne lignelse på udmærket vis.

        Paulus var en meget fin mester i at anvende lignelser. For han plejer at lade dem belyse læren om troen, nåden og Kristus, derimod ikke loven og gerningerne, således som Origenes og Hieronymus gør. Dem bebrejder man med rette, fordi de forvandler Skriftens mest ligefremme sætninger, hvor der ikke er plads for billedtale, til smagløse og tåbelige allegorier. Derfor er det uheldigt og ofte endda farligt at efterligne Paulus' brug af billedtale. For hvis man ikke kender den kristne lære ud og ind, kan man ikke med held anvende allegorier.

        Men hvorfor kalder Paulus 1. Mosebog, hvorfra han henter beretningen om Ismael og Isak, for »Loven«, da den jo ikke er en lovbog – og mindst af alt dét sted, han anfører? Det indeholder ikke nogen lov, men blot en ligefrem beretning om Abrahams to sønner. Efter jødisk skik plejer Paulus dog at kalde 1. Mosebog for »Loven«. Skønt den ikke indeholder nogen anden lov end dén om omskærelse, ja, beretter om, at patriarkerne havde Guds velbehag på grund af deres tro, kaldte jøderne dog Genesis tillige med de andre Mosebøger for »Loven« på grund af denne ene lov om omskærelse. Det samme gjorde Paulus, der jo også selv var en jøde. Og Kristus sammenfatter ikke blot Mosebøgerne under navnet »Loven«, men også Salmernes Bog. Joh 15, 25: »Dog det ord, som er skrevet i deres lov, må opfyldes: De hadede mig uforskyldt« (Sl 35, 19).

 

v22-23: »Der er jo skrevet, at Abraham havde to sønner, en med tjenestekvinden og en med den frie kvinde. Men tjenestekvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes ved forjættelsen.«

Han vil sige: I har prisgivet nåden, troen og Kristus og er gået over til loven. I vil være under den og vide besked ud fra den. Derfor vil jeg tale til jer om loven, og jeg beder jer derfor betragte den nøje.

        For I finder, at Abraham havde to sønner, Ismael med Hagar og Isak med Sara. Begge var Abrahams rette sønner. Ismael var ikke i ringere grad Abrahams søn end Isak. For begge var avlet af samme far, samme kød og samme sæd. Hvad var da forskellen? Den består ikke i, at den ene mor var fri og den anden en trælkvinde (om end det hører med til billedtalen), men i, at Ismael, der var født af trælkvinden, blev avlet på kødelig vis, det vil sige: uden Guds ord og løfte, mens Isak ikke blot blev født af den frie kvinde, men også ifølge løftet. Hvad har dét så at betyde? Isak er dog i lige så høj grad som Ismael født af Abrahams sæd. Det er rigtigt. Begge sønner havde samme far. Og dog er der en forskel. For skønt Isak var født af kødet, gik Guds løfte og navngivning dog forud. Denne forskel var Paulus ene om at lægge mærke til. Han kommer til den på følgende vis.

        At Hagar blev svanger og fødte Ismael, var der ikke noget ord eller nogen røst fra Gud, der havde forudsagt. Men med Saras tilladelse gik Abraham ind til sin trælkvinde Hagar, som den ufrugtbare Sara ifølge 1. Mosebog havde givet ham til hustru. For Sara havde hørt, at Abraham efter Guds løfte skulle have legemligt afkom. Og hun håbede, at hun skulle blive moder til dette afkom. Men da hun havde ventet i mange år og så, at sagen trak i langdrag, mente hun, at hendes håb var blevet skuffet. Derfor gav den hellige kvinde afkald på sin ret til at blive æret af sin mand og afstod den til en anden, nemlig til trælkvinden. Hun tillader dog ikke, at hendes mand tager nogen til ægte, som ikke hører til hans hus, men giver ham sin egen trælkvinde til hustru for at få afkom gennem hende. For således berettes der i 1. Mosebog 16, 1 f.: »Abrams hustru Saraj, fødte ham intet barn. Men Saraj havde en ægyptisk trælkvinde ved navn Hagar; og Saraj sagde til Abram: Herren har jo nægtet mig børn; gå derfor ind til min trælkvinde, måske kan jeg få en søn ved hende osv.«

        Det er tegn på en stor ydmyghed, at hun således gav afkald og bar den anfægtelse for troen med roligt sind. Hun tænkte: Gud er ingen løgner. Hvad Han har lovet min mand, dét vil Han bestemt give ham. Men måske ønsker Gud ikke mig som moder til hans afkom. Jeg vil ikke misunde Hagar den ære. Min herre skal gå ind til hende; måske skal jeg få afkom gennem hende. Således fødes Ismael uden ordet, blot på Saras egen begæring. For der er ikke noget ord fra Gud, der gav eller lovede Abraham en søn. Men alt sker tilfældigt. Det angiver Saras ord også: »Måske skal jeg få afkom gennem hende.« Da der altså ikke i forvejen lød noget Guds ord til Abraham, således som det skete, da Sara skulle føde Isak, men det blot var Saras ord, der lød forud, er det tilstrækkelig klart, at Ismael kun var Abrahams søn efter kødet, uden ordet. Og derfor blev han ventet og født på sædvanlig vis som ethvert andet drengebarn.

        Paulus har lagt mærke til dette, og i Rom. 9 fremhæver han dette emne, som han gentager hér som et led af sin billedtale. Og han slutter med rette, at ikke alle Abrahams børn er Guds børn, Rom. 9, 7 f. Abraham har nemlig to slags børn: såvel dem, der ligesom Isak fødes på én gang af ham og med Guds ord og løfte, som dem, der ligesom Ismael fødes af ham, men uden Guds ord. Ligesom Kristus i Matt. 3 og Joh. 8 stopper Paulus hér munden på de hovmodige jøder, der pralede af, at de var Abrahams afkom og børn, med dette bevis. Meningen er: »Det er en forkert slutning: Jeg er Abrahams naturlige afkom, altså er jeg et Guds barn. Esau er en rigtig søn, altså skal han også være arving.« Nej, de, der vil være Abrahams børn, siger han, de skal foruden den naturlige fødsel være løftets børn og tro. Kun de, der har løftet og tror, er Abrahams rette børn og følgelig Guds børn.

        Da Ismael ikke er blevet lovet Abraham af Gud, er han blot hans naturlige, men ikke løftets søn. Og derfor ventes og fødes han på samme vis som andre børn. For moderen vidste ikke, om hun var med barn; eller hvis hun mærkede til sit svangerskab, var hun dog ikke klar over, om det skulle blive en dreng eller en pige. Men Isak var udtrykkelig nævnt i 1 Mos 17, 19: »Din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak.« Her er sønnen og moderen udtrykkelig nævnt. Til gengæld for, at Sara ydmygede sig, gav afkald på sin ret og udholdt Hagars foragt (1 Mos 16, 4), gav Gud hende den ære at blive moder til den søn, Han havde forjættet.

 

v24: »Dette har en billedlig betydning.«

Inden for teologien kan billedtale ikke hjælpe os til sikre beviser. Men ligesom billeder belyser og smykker de sagen. For hvis Paulus ikke havde godtgjort trosretfærdigheden i dens modsætning til gerningsretfærdigheden med kraftigere beviser, havde han ikke udrettet noget ved denne allegori. Men fordi han i det foregående har støttet sin sag på helt sikre beviser, som han har hentet fra erfaringen, fra§ Abrahams eksempel, og fra Skriftens vidnesbyrd og lignelser, tilføjer han nu i slutningen af sin fremstilling en allegori som en slags pynt. For det er kønt, når man først omhyggeligt har lagt grund og sikkert bevist sin sag, da at tilføje en allegori, som man har hentet fra et andet livsområde. For ligesom et billede pynter på et hus, der allerede er opført, således kaster en allegori glans over en fremstilling eller et forhold, der allerede er blevet bevist på anden måde.

 

v24b: »For disse kvinder er to pagter, den ene fra Sinai bjerg, som føder til trældom: den er Hagar. For »Hagar« er Sinai bjerg i Arabien, «

Abraham er et billede på Gud, som har to sønner, det vil sige: to folk, repræsenteret ved Ismael og Isak. De er født af Hagar og Sara, som betegner to pagter, den gamle og den nye. Den gamle kommer fra Sinai bjerg og føder til trældom. Det er Hagar. For det samme bjerg, som jøderne kalder Sinai (det navn synes det at have fået af sine buske og krat), kalder araberne på deres sprog for »Agar«. Det bevidner foruden Paulus også Ptolemæus og grækernes skrifter. På samme vis har også andre bjerge særskilte navne hos de forskellige folk. Således hedder, hvad Moses kalder for Hermon bjerg, hos sidonierne Sirion og hos amoræerne Senir.

        Men det passer fint, at Sinai bjerg på arabisk har samme navn som trælkvinden, og jeg mener, at den navnelighed har givet Paulus en oplagt anledning til at udtænke denne lignelse. Ligesom altså trælkvinden Hagar virkelig har født Abraham en søn, om end ikke en arving, men en træl, således føder Sinai, den allegoriske »Agar«, virkelig Gud en søn, nemlig et kødeligt folk. Og ligesom Ismael var en virkelig søn af Abraham, således havde også Israels folk den sande Gud til fader. Han gav det loven og sine profetier, fromheden, gudsdyrkelsen og templet, som det hedder i SI. 147, 19: »Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel.« Dog var der dén forskel: Ismael var født af trælkvinden efter kødet, det vil sige: uden løfte, og kunne derfor ikke være arving. Således fødte det åndelige »Agar«, det er Sinai bjerg, hvor loven blev givet og den gamle pagt stiftet, Gud, den store Abraham, et folk, men uden løfte. Det var altså et kødeligt og til slavearbejde bestemt folk, som ikke var Guds arving. For løfterne om Kristus, der velsigner os og befrier os fra lovens forbandelse, fra synd og død, ligeså om syndsforladelsen, retfærdigheden og det evige liv, som blev givet af nåde, blev ikke føjet til loven. Loven siger derimod: »Det menneske, der handler efter mine anordninger og lovbud, skal leve ved dem« (3 Mos. 18, 5).

        Lovens løfter er altså betingede. De lover ikke uden vilkår liv, men kun til dem, der holder loven. Derfor lader de samvittighederne i tvivl; for der er ingen, der opfylder loven. Men løfterne i Ny Testamente er ikke forbundet med nogen betingelse. De fordrer ikke noget af os og afhænger heller ikke af vor værdighed, men bringer og skænker os syndsforladelse, nåde, retfærdighed og evigt liv gratis for Kristi skyld. Det har vi behandlet mere udførligt andetsteds.

        Derfor indeholder loven eller Det gamle Testamente blot løfter om legemlige (:ydre) goder, og der er altid tilføjet en betingelse som f. eks.: »Hvis I holder min pagt, … « eller »Hvis I vandrer på mine veje, skal I være mit folk« osv. Dette tog jøderne ikke i betragtning, men tilegnede sig de betingede løfter og gjorde dem til rent ubetingede. Og de mente, at Gud aldrig kunne tilbagekalde dem, men måtte holde dem. Når de derfor hørte profeterne, der forstod at skelne ret mellem lovens ydre løfter og de åndelige løfter om Kristus og hans rige, forkynde byen Jerusalems, templets, rigets og præstedømmets ødelæggelse, forfulgte de dem og slog dem ihjel som kættere og gudsbespottere. For de så ikke den tilføjede betingelse: »Hvis I holder mine bud, skal det gå jer godt osv.«

        Trælkvinden Hagar føder altså kun en træl. Ismael er derfor ikke en arving, selv om han er Abrahams kødelige søn; men han bliver ved med at være en træl. Hvad mangler han? Løftet og Ordets velsignelse. Således føder loven, der blev givet på Sinai bjerg, som araberne kalder »Agar«, kun trælle, fordi løftet om Kristus ikke var føj et til loven. Hvis I, galatere, derfor har ladet hånt om løftet og troen og er faldet fra til loven og gerningerne, vil I til evig tid blive ved med at være trælle, det vil sige: I vil aldrig blive fri for synden og døden, men I forbliver under lovens forbandelse. For Hagar føder ikke løftets sæd og arvinger, det vil sige: Loven retfærdiggør ikke, giver ikke del i barnekår og arveret, men står snarere i vejen for dem og fremkalder Guds vrede.

 

v25: »men (Hagar) svarer til det nuværende Jerusalem; for det er i trældom med sine børn.«

Denne allegori er ejendommelig. Ligesom Paulus i det foregående har ladet Sinai symbolisere Hagar, således ville han nu gerne have ladet Jerusalem symbolisere Sara. Men han nødes til at forene Sinai bjerg med Jerusalem, fordi han siger, at den hører til Hagar, da »Agar« bjerg strækker sig lige til Jerusalem. Og det er virkelig sandt, at der er en sammenhængende bjergkæde fra det stenede Arabien til Kadesj Barnea i Judæa. Han siger altså: Det nuværende Jerusalem, det vil sige: det jordiske og foreløbige, det er ikke Sara, men hører til Hagar, fordi det er Hagars regimente, der udøves dér. For dér er loven, der føder til trældom. Dér er gudstjenesten, templet, riget og præsteskabet, og alt, hvad der blev forordnet på Sinai med loven som moder, udøves i Jerusalem. Derfor forbinder jeg det med Sinai og sammenfatter begge med én betegnelse, nemlig Sinai eller Hagar.

        Jeg ville ikke have vovet at bruge denne allegori på den måde, men havde snarere sagt, at Jerusalem var Sara eller den nye pagt, især da det jo var dér, evangeliets forkyndelse begyndte, Helligånden blev givet og den nye pagts folk blev født; og jeg ville have ment, at jeg havde fundet på en meget passende lignelse. Derfor er det ikke enhver mester, der kan lege med allegorier. For hvad der tager sig godt ud, leder os let på afveje. I dette tilfælde ville vi alle have fundet det meget rimeligt, om Sinai blev kaldt for »Agar« og Jerusalem for »Sara«. Ganske vist lader Paulus også Jerusalem være Sara, men ikke det håndgribelige Jerusalem – det knytter han uden videre sammen med Hagar –, men det åndelige og himmelske, hvor det ikke er loven eller et kødeligt folk, der regerer, således som i det Jerusalem, der er i trældom med sine børn, men hvor det er løftet, der regerer, og folket er åndeligt og frit.

        Og for at loven og hele det regimente, der er forordnet ved Hagar, kunne blive afskaffet, tillod Gud, at det jordiske Jerusalem med al dets skønhed, templet og gudsdyrkelsen blev hærget frygteligt. Og skønt den nye pagt tog sin begyndelse dér og er udgået til hele verden derfra, hører det dog med til Hagar, det vil sige: det er lovens og den af Moses indstiftede gudsdyrkelses og præstetjenestes stad. Kort sagt er det født af trælkvinden Hagar, og derfor er det i trældom med sine børn, det vil sige: det vandrer i lovens gerninger og når aldrig frem til Åndens frihed, men forbliver til stadighed under loven, synden, den dårlige samvittighed samt Guds vrede og dom som hjemfalden til død og Helvede. Vel har det en kødelig frihed, et verdsligt styre, en øvrighed, rigdom og ejendom osv. Men vi taler om Åndens frihed, hvor vi – døde fra loven, synden og døden – lever i frihed og hersker i nåde, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. Dette kan det jordiske Jerusalem ikke give. Derfor hører det sammen med Hagar.

 

v26: »Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor moder.«

Det jordiske Jerusalem, som er hernede og styres efter loven, er Hagar. Det er i trældom med sine børn, det vil sige: det bliver ikke fri for loven, synden og døden. Men Jerusalem oventil, det vil sige: det åndelige, det er Sara (om end Paulus ikke bruger selve personnavnet Sara, men giver det tilnavnet: den frie), nemlig den rette hustru og vor frie moder, der ikke føder til trældom som Hagar, men til frihed. Og det himmelske Jerusalem, som er oventil, er Kirken, det vil sige: de troende, der er spredt ud over hele verden og har samme evangelium, samme tro på Kristus, samme Helligånd og samme sakramenter.

        »Oventil« skal derfor ikke forstås anagogisk, således som sofisterne gjorde, ikke om den triumferende kirke (således siger de nemlig), men om den, der kæmper på jorden. Det er ikke underligt: for de fromme siges jo at opholde sig i Himlen, jfr. Fil. 3, 20: »Vort borgerskab er i Himlene«. Ikke i rumlig betydning, men for så vidt som han tror, er den kristne i Himlen; for så vidt som han passer sit embede i tro, lever han i Himlen, ifølge Ef. 1, 3: »Han har velsignet os med al åndelig og himmelsk velsignelse i Kristus.« Den åndelige og himmelske velsignelse skal altså holdes adskilt fra den jordiske, der består i at have et godt styre og en god husholdning, have afkom, rigdom, udbytte og andre ydre goder. Men den himmelske velsignelse består i at blive befriet for loven, synden og døden, blive retfærdiggjort og levendegjort, at have en nådig Gud, et fortrøstningsfuldt hjerte, en glad samvittighed og åndelig trøst, at kende Kristus, at eje profetien og Skriftens åbenbaring, Helligåndens gave og at glædes i Gud. Dette er Kristi Kirkes himmelske velsignelse.

        Jerusalem, som er oventil og altså himmelsk, betegner derfor Kirken, mens den er i denne tidsalder, og ikke på anagogisk (:opadførende) vis vort fædreland i det kommende liv som den triumferende Kirke, således som de unyttige og ukyndige munke og skolastiske lærere vrøvler om. De lærte, at Skriften har fire betydninger: en bogstavelig, en tropologisk, en allegorisk og en anagogisk, og ved at følge dem har de tolket næsten hvert enkelt skriftsted tåbeligt. Således betød Jerusalem for dem bogstaveligt: byen, der hed sådan, men tropologisk betød det: en ren samvittighed, allegorisk: den stridende Kirke og anagogisk: det himmelske fædreland eller den triumferende Kirke. Med disse smagløse og naragtige fabler, som splittede Skriften ad i så mange meninger, opnåede de ikke at kunne få sikker viden om noget af det, der har med samvittigheden at gøre. Men Paulus siger hér, at det gamle og jordiske Jerusalem hører Hagar til og er i trældom med sine børn. Og det er afskaffet. Men det nye og himmelske, som er den frie hustru, er oprettet af Gud ikke i Himlen, men på jorden for at være moder for alle os, som er født og daglig fødes af hende. Altså må denne vor moder ligesom hendes afkom nødvendigvis være på jorden blandt menneskene. Dog føder hun åndeligt ved hjælp af ordets og sakramenternes embede, og ikke kødeligt.

        Dette siger jeg, for at vi ikke i vore tanker skal lade os føre op til Himlen, men vide, at Paulus ikke stiller Jerusalem, som er oventil, i modsætning til det jordiske i rumlig, men i åndelig betydning. For der er forskel på åndeligt og legemligt eller jordisk. Det åndelige er oventil, det jordiske nedentil. Således adskiller Jerusalem, som er oventil, sig som sagt ikke rumligt, men åndeligt fra det kødelige eller timelige Jerusalem, som er nedentil.

        For det åndelige Jerusalem, der tog sin begyndelse fra det legemlige, har ikke noget bestemt sted sådan som dét Jerusalem, der ligger i Judæa, men det er spredt over hele jorden og kan findes i Babylon, i Tyrkiet, Tartariet, Skytien, Indien, Italien, Tyskland, på øerne i havet, i bjerge og dale, ja, overalt på jorden, hvor der er mennesker, der har evangeliet og tror på Kristus.

        Derfor er Sara eller Jerusalem, vor frie moder, netop Kirken, Kristi brud, der føder os alle. For hun føder børn uafbrudt lige til verdens ende, så længe som hun gør brug af ordets embede, det vil sige: så længe som hun lærer og udbreder evangeliet. For det er, hvad det vil sige: at føde. Og hun (:Kirken, vor moder) lærer evangeliet således, at vi befries fra lovens forbandelse, synden, døden og andet ondt, ikke ved hjælp af lovgerninger, men ved Kristus. Derfor er dét Jerusalem, som er oventil, altså Kirken, ikke underkastet lov og gerninger, men det er frit og er moder uden lov, synd og død. For sådan som moderen selv er, således er også de børn, hun føder.

        Den lignelse lærer altså fint, at Kirken ikke bør gøre noget andet end at forkynde evangeliet ret og rent og derigennem avle børn. Vi er således skiftevis fædre og børn. For vi fødes af hinanden. Jeg er født af andre ved evangeliet og føder nu andre, der derefter føder andre, og således vil den fødselsproces vare véd lige til verdens ende. Men angående Hagars nedkomst har jeg ikke noget at sige, – hun, som føder trælle ved loven –, men derimod om den frie Saras nedkomst. Hun føder arvinger uden loven, uden gerninger og eget besvær. For, at Isak og ikke Ismael, skønt de begge dog var Abrahams kødelige sønner, er arvingen, beror på løftets ord, som var: »Sara, din hustru, skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak«, 1. Mos. 17, 19. Og det forstod Sara udmærket. Derfor siger hun: »Jag den trælkvinde og hendes søn bort osv.«, 1. Mos. 21, 10. Og disse ord anfører Paulus nedenfor. Ligesom Isak derfor har ret til at arve sin far, alene på grund af løftet og sin fødsel, uden lov og gerninger, således fødes vi ved evangeliet til arvinger af den frie Sara, nemlig Kirken. For den lærer, plejer og bærer os i sit moderliv, på sit skød og med sine arme. Den danner og fuldender os efter Kristi billede, indtil vi kommer til »mands modenhed« (Ef. 4, 13). Således sker alt gennem Ordets embede. Derfor er det den fries opgave uden ophør at føde sin mand, Gud, børn, det vil sige: sådanne børn, som véd, at de retfærdiggøres ved troen og ikke ved loven.

 

v27: »Thi der er skrevet: 'Fryd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har fødselsveer! For mange er den enliges børn frem for hendes, som har manden.''«

Paulus anfører dette skriftsted fra profeten Esajas (54, 1), og det må i sin helhed forstås som et billede. Der står skrevet, siger han, at den, der er moder til et talrigt afkom, og som har manden, skal blive svag og gå til grunde. Derimod har den ufrugtbare, som ikke føder, en bunke sønner. På samme vis synger Hanna også i den lovsang, hvorfra Esajas har hentet denne profeti: »Heltes bue er brudt, men segnende omgjorder sig med kraft; mætte lader sig leje for brød, men sultnes slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter« (1 Sam. 2, 4 f.). Det er ejendommeligt, siger han: Hun, der var frugtbar, skal blive ufrugtbar, men hun, der var ufrugtbar, skal blive frugtbar. Ligeså skal de, der var stærke, mætte, levende, retfærdige, salige, rige og holdt i ære, blive svage, sultne, hjemfaldne til døden, syndere, fordømte, fattige og æreløse. Og omvendt skal de svage og sultne blive stærke og mætte osv. Med denne lignelse fra profeten Esajas viser Paulus forskellen mellem Hagar og Sara, nemlig mellem synagogen og Kirken, og også mellem loven og evangeliet. Meningen er: Loven, den frugtbares, det vil sige: synagogens, mand, fødes særdeles mange børn. For uanset deres alder kan menneskene, ikke bare de uvidende, men også de allerklogeste og bedste, det vil sige: hele menneskeslægten bortset fra den frie kvindes børn, hverken indse eller forstå nogen anden og langt mindre nogen bedre retfærdighed end lovens. Og med navnet lov forstår jeg alle love, menneskelige og guddommelige. Hvis de derfor følger loven og i det ydre gør lovens gerninger, mener de at være retfærdige. Ingen af dem er børn, men de er trælle. For de er børn af Hagar, der føder til trældom. Men om de er trælle, får de ingen del i arven, men jages bort fra huset! »Men trællen bliver ikke i huset til evig tid«, Joh. 8, 35. Ja, de er allerede drevet ud af nådens og frihedens rige. »Men den, der ikke tror, er allerede dømt«, Joh. 3, 18. De bliver altså ved med at være under lovens forbandelse, synden, døden, under Djævelens magt og Guds vredesdom.

        Men om selve Guds morallov eller De 10 bud blot føder trælle, det vil sige: ikke retfærdiggør, men blot skræmmer, anklager, fordømmer samvittighederne og driver dem til fortvivlelse, hvordan skulle da pavens love eller menneskelige vedtagelser kunne retfærdiggøre? Alle de, der lærer og opfordrer til enten Guds lov eller menneskelige vedtagelser som nødvendige til retfærdighed for Gud, de opnår kun at føde trælle. Og dog anses den slags lærere for at være de bedste. De høster bifald af verden og er de allerfrugtbareste mødre. For de har et utal af lærlinge. Da fornuften jo ikke forstår, hvad troen og den sande gudsfrygt er for noget, er den ligeglad med den og foragter den og er af naturen et bytte for overtro og hykleri, det vil sige: for gerningsretfærdighed. Og fordi gerningsretfærdigheden lyser op og står i flor, er den verdens mægtigste herskerinde. De, der ud fra loven lærer gerningsretfærdighed, føder altså mange børn, – men kun trælle, der skal jages ud af huset og fordømmes.

        Derimod er den frie Sara, det vil sige: den sande Kirke, tilsyneladende ufrugtbar. For evangeliet, som er ordet om korset, stråler ikke med samme glans som læren om loven og gerningerne, og det har derfor kun få tilhængere og disciple. Desuden får det skyld for at forbyde gode gerninger, for at gøre menneskene dovne og slappe, give anledning til kætterier og oprør og være årsag til alt ondt. Derfor har det tilsyneladende ikke noget held eller nogen lykke med sig, men synes at være fuld af ufrugtbarhed, forladthed og fortvivlelse. Derfor er de ugudelige helt overbeviste om, at Kirken snart vil gå til grunde tillige med dens lære. Jøderne var helt sikre på, at den Kirke, apostlene havde plantet, snart ville være færdig. Og de kaldte den med det forhadte navn sekt. For de siger sådan til Paulus i ApG 28, 22: »Vi véd om dette parti (:sekt), at det alle vegne finder modsigelse«. Og hvor ofte har vore modstandere i vor tid ikke bedraget sig selv i et forfængeligt håb, når de snart på én tid og snart på en anden har brystet sig af, at vi bestemt skulle undertrykkes? Kristus og apostlene blev ryddet af vejen. Men da de var døde, blev evangeliets lære endnu mere udbredt, end mens de var levende. På samme vis kan vore modstandere nok rydde os af vejen. Men vor Guds Ord forbliver evindelig (Es. 40, 8). Hvor ufrugtbar og forladt Kristi Kirke end forekommer, og hvor meget den end siges at have en kættersk og oprørsk lære, så er den dog ene om ved Ordets tjeneste at føde børn, som er arvinger.

        Profeten indrømmer altså, at Kirken må kæmpe. Ellers ville han ikke opmuntre den til glæde. Han indrømmer, at den i verdens øjne er ufrugtbar. Ellers havde han ikke kaldt den for: den ufrugtbare og forladte som ikke føder. Men han siger også, at den i Guds øjne er frugtbar. Derfor befaler han den at glæde sig. Meningen er: Vel er du ene og ufrugtbar og har ikke loven til mand og derfor heller ikke nogen børn. Men glæd dig! For skønt du ikke har loven til mand, men er som en giftefærdig jomfru, der er ladt alene – en enke vil han nemlig ikke kalde hende for –, som vel havde været gift, hvis ikke hendes mand havde forladt hende eller hendes brudgom var blevet dræbt. Du ensomme, siger jeg, som er ladt ene af din mand loven, og som ikke er undergivet ægteskab med loven, du skal blive moder til et utal af børn. Derfor er den nye pagts folk eller Kirke, hvad samvittigheden angår, helt uden lov, og derfor synes det i verdens øjne at være forladt. Men hvor ufrugtbart det end tilsyneladende er uden lov og gerninger, er det dog i Guds øjne særdeles frugtbart og føder utallige børn, og de er frie. Hvorved? Ikke ved sit ægteskab med loven, men ved Ordet og Kristi Ånd, som gives ved evangeliet, undfanger, føder og opdrager det børn.

        Med denne lignelse viser Paulus altså med al tydelighed forskellen mellem loven og evangeliet. Først og fremmest, da han kalder Hagar for den gamle pagt og Sara for den nye. Desuden, da han kalder den ene for en trælkvinde og den anden for en fri kvinde. Og ligeså, da han siger, at den gifte og frugtbare bliver svag og skal jages ud af huset sammen med sine børn, mens den ufrugtbare og forladte bliver frugtbar og føder utallige børn, som er arvinger. Det er de afgørende forskelle mellem troens og lovens folk. Troens folk er ikke gift med loven, det er ikke nogen træl og ikke født af det bestående Jerusalem; men det har løftet, er frit og den frie kvinde Saras barn.

        Han adskiller altså den nye pagts åndelige folk fra loven, når han siger, at det ikke er den bortgiftede Hagars afkom, men børn af Sara, den frie kvinde, som ikke kender noget til loven. Og derved sætter han troens folk langt over og uden for loven. Men hvis det er over og uden for loven, retfærdiggøres det heller ikke af lovgerninger, men alene ved sin åndelige fødsel, det vil sige: ved troen. For den åndelige fødsel er intet andet end troen. Men ligesom nådens folk ikke har og heller ikke kan have loven, således har lovens folk heller ikke nåden og kan heller ikke have den. For der kan umuligt samtidig være plads for loven og nåden. Enten bør vi altså retfærdiggøres ved troen og gå glip af lovens retfærdighed, eller også ved loven og gå glip af nåden og troens retfærdighed. Men det er et skammeligt og ulykkeligt tab, når vi går glip af nåden og sidder tilbage med loven. Derimod er det et lykkeligt og frelsebringende tab, når vi går glip af loven og sidder tilbage med nåden.

        Ligesom Paulus beflitter vi os med største omhu på klart at tilkendegive forskellen mellem lov og evangelium. Den er så let at se, så længe det kun gælder ordene. For hvem kan ikke se, at Hagar ikke er Sara og Sara ikke er Hagar. Ligeså kan man sagtens se, at Ismael ikke er eller har, hvad Isak er eller har. Men i alvorlig angst og dødskamp, når samvittigheden kæmper med Guds dom, så er det det sværeste af alt at kunne sige med en fast fortrøstning: Loven angår slet ikke mig. For Sara er min moder, og hun føder ikke trælle, men frie arvinger.

        Paulus har ved dette vidnesbyrd fra Esajas godtgjort, at Sara er en sand moder, der føder frie arvinger, mens Hagar vel føder mange børn; men de er trælle og skal jages bort fra huset. Endvidere skal man lægge omhyggeligt mærke til dette sted, fordi det også taler om lovens afskaffelse og om den kristne frihed. For ligesom det er vort højeste og vigtigste lærepunkt at vide, at vi retfærdiggøres og frelses ved Kristus, således er det omvendt meget vigtigt at holde ordentlig fast ved læren om lovens afskaffelse. For det er meget nyttigt at vide, at loven er afskaffet, til bekræftelse for vor lære om troen og til at give samvittighederne en sikker trøst, især i alvorlig angst.

        Jeg har flere gange i det foregående sagt, og jeg gentager det nu igen – for den sag kan ikke understreges kraftigt nok –, at den kristne, der i troen griber om Kristi velgerning, slet ikke har nogen lov, men er fri fra den. Det samme lærer dette sted hos Esajas om den frie moder, der får frie børn, nemlig at hele loven3) med al dens skræk og plage er afskaffet for dem, der tror på Kristus. Derfor er det et meget herligt sted og helt fuldt af trøst, og det opfordrer den ufrugtbare og forladte til at glæde sig, skønt hun efter loven snarere skulle gøres til spot og beklages. For de ufrugtbare var ifølge loven forbandet. Men Helligånden vender op og ned på denne dom og forkynder, at den ufrugtbare skal prises og er velsignet, mens derimod hun, der er frugtbar og fødende, er forbandet. Hvor forladt og ufrugtbar Sara, det vil sige: Kirken, altså end forekommer i verdens øjne, da hun ikke har nogen lov og gerninger, er hun dog i Guds øjne ifølge profetens vidnesbyrd den frugtbareste moder til et utal af børn. Men Hagar beholder derimod, hvor meget hun end synes i besiddelse af den voldsomste frugtbarhed og evne til at føde, dog intet afkom. For trælkvindens børn skal jages bort fra huset sammen med deres moder, og de har ikke arveret sammen med den frie kvindes børn, således som Paulus siger det nedenfor.

        Da vi altså er den frie kvindes børn, gælder loven, vor gamle ægtemand, Rom. 7, 1 ff., ikke for os. Mens den herskede over os, var det os umuligt i Ånden at føde børn, der kendte nåden. De blev tværtimod ved med at være trælle. Mens loven herskede, var menneskene bestemt ikke uvirksomme, men arbejdede hårdt, bar dagens byrde og hede (Matt. 20, 12), undfangede og fødte mange børn. Men såvel forældre som børn er uægte, da de ikke hører til den frie moder. Derfor jages de til sidst bort fra arven sammen med Ismael; de dør og bliver fordømt. Menneskene kan altså umuligt blive retfærdiggjort og frelst ved loven. Vel er der, mens man står i loven, meget fødselsbesvær. Men det giver ikke arveret. Derfor må loven kastes ud sammen med sit afkom, det vil sige: Al lære, liv og fromhed, der forsøger på at skaffe sig retfærdighed over for Gud ved lovgerninger, skal være forbandet.

        Når Thomas og de andre skolastikere kommer ind på lovens afskaffelse, siger de, at bestemmelserne om borgerlig lov og ret og om religionsudøvelsen, efter at Kristus er kommet, bringer død og derfor er afskaffet. Men sådan forholder det sig ikke med moralloven. De véd ikke, hvad de taler om. Men når du vil tale med om lovens afskaffelse, skal du især beskæftige dig med loven i egentlig og åndelig forstand og samtidig sammenfatte hele loven uden at skelne mellem borgerlig ret, ceremoniallov og morallov. For når Paulus siger, at vi ved Kristus er blevet befriet fra lovens forbandelse, taler han bestemt om hele loven, – og da frem for alt om moralloven, der jo er ene om at anklage, forbande og fordømme samvittighederne. Det gør de to andre slags ikke i samme grad. Derfor siger vi, at De 10 bud ikke har nogen ret til at anklage og forskrække den samvittighed, som Kristus regerer i ved nåden. For Kristus har sat den ret ud af kraft.

        Ikke sådan at forstå, at samvittigheden slet ikke føler skræk for loven. Vist gør den dét. Men de kan ikke derigennem fordømme den og drive den til fortvivlelse. For »nu er der ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus« (Rom. 8, 1) og ligeså »Dersom Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie« (Joh. 8, 36). Hvor meget den kristne end opskræmmes af loven og erkender sin synd, fortvivler han dog ikke af den grund. For han tror på Kristus, er døbt til ham og har syndernes forladelse ved ham. Og når vor synd er forladt ved Kristus selv, som er lovens Herre, og det er den derved, at han har givet sig selv hen for den, – så har trælkvinden lov ikke mere nogen ret til at anklage og fordømme os på grund af vor synd, da den er os forladt og vi nu er blevet frie. For Sønnen har befriet os, og derfor er hele loven afskaffet for dem, der tror på Kristus.

        Jeg har derimod ikke gjort noget godt og gør det heller ikke. Når det gælder dette ^retfærdiggørelsen), hverken kan eller bør du gøre andet end lytte til det glædesbudskab^ som Ånden bringer dig ved profeten med ordene: »Jubl, du golde, der ikke fødte« (Es. 54, 1). Meningen er: Hvorfor er du så bedrøvet, da du ikke har nogen grund til at sørge? Jo, jeg er ufrugtbar og ladt alene. Hvor meget det end er sådan fat med dig, da du ikke har retfærdigheden af loven, så er Kristus dog din retfærdighed, han der blev en forbandelse for DIG og har løskøbt dig fra lovens forbandelse. Hvis du tror på ham, er loven død for dig. Og den retfærdighed er så meget bedre, som Kristus er større end loven. Så er du heller ikke ufrugtbar. For du skal have flere børn end hende, der har en mand.

        En anden, nemlig en ydre afskaffelse af loven, er dén, at Moses' borgerlige love slet ikke angår os. Derfor skal vi ikke genindføre dem inden for retsvæsenet eller af en eller anden overtro binde os til dem, sådan som nogle, der ikke kendte denne frihed, ønskede i tidligere tider. Men skønt evangeliet ikke giver os ind under Moses' retsbestemmelser, fritager det os i øvrigt på ingen måde fra at adlyde alle politiske love. Tværtimod underordner det os for dette legemlige livs vedkommende under lovene for det styre, vi lever i. Ligeså befaler det enhver at adlyde sin øvrighed og dens love, »ikke alene for straffens, men også for samvittighedens skyld«, Rom. 13, 5, sml. 1. Pet. 2, 13 f. Kejseren gjorde heller ikke uret i at bruge visse af Moses' borgerlige love. Dem kunne han frit bruge. Derfor farer sofisterne vild, når de våser om, at Moses' almene love bringer død, efter at Kristus er kommet.

        Vi forpligtes heller ikke på Moses' gudstjenestebestemmelser, – og langt mindre på pavens. Men dette ydre liv kan ikke fuldstændig undvære ceremonier eller gudstjenesteskikke. For der må finde en vis opdragelse sted. Og derfor tillader evangeliet, at der i Kirken træffes bestemmelser angående fester, tid og sted m.v., så folket kan vide, på hvilken dag og time og hvor det skal samle sig for at høre Guds ord. Det tillader, at der indrettes oplæsninger ligesom i en skole, især for at børnene og de enfoldige kan blive des bedre oplært. Men det tillader at fastsætte sådant med henblik på, at alt i Kirken skal ske »sømmeligt og med orden«, 1. Kor. 14, 40, ikke for at man ved at overholde sådanne bestemmelser skal kunne fortjene syndernes forladelse. Derfor kan de også undlades, uden at man derved begår nogen synd, når det blot sker uden anstød for de svage. Og det er heller ikke sandt, at de mosaiske gudstjenesteskikke bringer død, efter at Kristus er blevet åbenbaret. I så fald havde de kristne syndet ved at holde påske og pinse. Dem forordnede den gamle Kirke jo efter Moselovens eksempel, – om end på en helt anden måde og med et helt andet sigte.

        Men Paulus taler hér først og fremmest om ophævelsen at moralloven. Det skal man lægge vel mærke til. For han taler imod lovretfærdigheden for at sætte troens retfærdighed frem og slutter således: Hvis nåden alene eller troen på Kristus retfærdiggør, så er hele loven ganske enkelt afskaffet. Og det bekræfter han ved Esajas' vidnesbyrd, hvor profeten opfordrer den ufrugtbare og forladte Kirke til at glæde sig. Den synes nemlig ikke at have fået nogen børn eller at kunne gøre sig håb om at få nogen. Det vil sige: den har ingen disciple, den vinder ikke bifald. For den forkynder korsets ord om den korsfæstede Kristus, hvad der strider imod al kødelig visdom. Men det skal ikke forurolige og ængste dig, du ufrugtbare, siger profeten. Tværtimod skal du snarere glæde dig og juble. For den enliges børn er flere end hendes, som har manden. Det vil sige: at hun, som har manden og mangfoldiggøres med et talrigt afkom, skal blive svag. Derimod skal du, den ufrugtbare og forladte, have børn i overflod.

        Også af den grund kalder han Kirken for ufrugtbar, fordi dens børn ikke fødes ved lov eller gerninger og heller ikke ved nogen menneskelig kraftanstrengelse, men ved Helligånden gennem Ordet om troen. Dér sker der kun fødsel, ikke nogen virksomhed (eller rettere: anstrengelse?). Derimod har de frugtbare ve og møje på grund af deres alt for mange svangerskaber. Det bliver kun til virksomhed, men ikke til nogen fødsel. Men de, der ved lovens eller deres egen retfærdighed prøver på at få ret som sønner og arvinger, de er trælle og får aldrig nogen arveret, om de så end udmatter sig til døde med alt for meget arbejde. For de prøver imod Guds vilje ved deres egne gerninger at få, hvad Gud for Kristi skyld vil give de troende af ren og skær nåde. Også de troende gør gode gerninger, men de bliver ikke derigennem sønner og arvinger. For det er de fra fødslen. Men da de allerede er blevet sønner for Kristi skyld, priser de Gud gennem deres gode gerninger og hjælper deres næste.

 

v28: »Men vi, brødre! er forjættelsens børn i lighed med Isak.«

Det vil sige: Vi er ikke kødets børn ligesom Ismael og heller ikke som Israel, som også praler af at være Abrahams sæd og Guds folk. Men de fik at høre af Kristus i Joh. 8, 39 ff.: »Dersom I var Abrahams børn, gjorde I Abrahams gerninger og søgte ikke at dræbe mig, som har sagt jer sandheden« og ligeså »Hvis Gud var jeres Fader, da elskede I mig og forstod min tale.« For brødre, der er født og opvokset i samme hus, forstår hinandens tale. Men I har Djævelen til fader. Vi er ikke sådan nogen børn, som bliver ved med at være trælle og bliver jaget bort fra huset, siger Paulus. Nej, vi er ligesom Isak løftets børn, det vil sige: nådens og troens børn, som er født alene som følge af forjættelsen. Det er der allerede talt tilstrækkelig udførligt om ovenfor i kap. 3, ud fra ordet: »I dig skal alle folkeslagene velsignes«. Følgelig er det ikke gennem loven, gerningerne eller egenretfærdigheden, vi erklæres for retfærdige, men alene gennem nåden. Paulus fremhæver kraftigt løftet og indskærper det ofte, da han ser, det er yderst nødvendigt. Hidtil har vi talt om hans lignelse, i hvilken han anbragte et ord fra Esajas som en art fortolkning. Nu anvender han beretningen om Ismael og Isak til eksempel og trøst.

 

 

v29: »Men ligesom dengang han, som var avlet efter kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Ånden, således også nu.«

Dette ord indeholder den kraftigste trøst. Alle, der er født og lever i Kristus og roser sig af den fødsel, hvorved de blev Guds arvinger, bliver forfulgt af Ismael. Det lærer vi ved vor egen daglige erfaring. For vi ser overalt oprør, forfølgelser, sekter og forargelse. Hvis vi ikke styrkede vort sind med dette ord af Paulus og lignende trøsteord og vi ikke havde en klar forståelse af artiklen om retfærdiggørelsen, kunne vi derfor ikke holde Satans magt og list ud. For hvem ville ikke blive berørt af modstandernes meget grusomme forfølgelser? Desuden af sekterne og de utallige forargelser, som sværmerne er årsag til i denne tid? Det gør os bestemt meget ondt, når vi må høre, at alt var ro og fred, inden evangeliet blev sat frem, men at alt nu, da det har bredt sig, er i oprør, at hele verden er af lave og bryder sammen. Når et kødeligt menneske får dét at høre, tager han straks anstød og mener, at undersåtters ulydighed mod øvrigheden, oprør, krige, pest, sult, omvæltninger i stater, lande og riger, sekter, forargelse og et utal af lignende ulykker skyldes denne lære.

        Vi bør vende os imod denne frygtelige forargelse og styrke os med den herlige trøst, at de fromme nu engang her i verden skal have navn af og ry for at være oprørere, skismatikere og ophavsmænd til et utal af ulykker. Det er grunden til, at vore modstandere mener, at deres sag er fuldstændig retfærdig, ja, at de gør Gud en tjeneste, når de hader, forfølger og dræber os. Ismael kan altså ikke lade være med at forfølge Isak; Isak forfølger derimod ikke Ismael. Den, der ikke vil finde sig i Ismaels forfølgelse, skal ikke give sig ud for at være en kristen.

        Men jeg ville gerne, at vore modstandere, som nu fremhæver og snakker sådan op om disse ulykker, vil sige, hvad godt der mon fulgte på Kristi og apostlenes forkyndelse. Mon ikke det var Jødelands ødelæggelse, Romerrigets opløsning og uro i hele verden? Ikke på grund af evangeliet, som Kristus og apostlene jo forkyndte for at frelse, ikke for at tilintetgøre menneskene. Nej, det skyldes hedningerne, folkene, kongerne og fyrsterne, således som Den 2. Salme siger. De er besat af Djævelen og vil ikke høre dette ord om nåden, livet, freden og den evige frelse, men afskyede og fordømte det som en lære, der ville ødelægge religion og stat. At det skulle gå sådan, forudsagde Helligånden længe forinden i Davids Salmer, da han sagde: »Hvorfor larmer hedningerne osv.« (Sl 2, 1 ff.).

        Også i vore dage mærker og hører man om den slags oprør og uro. Vore modstandere skyder skylden på vor lære. Men det er ikke fredens lærere, der giver årsag til denne larm; men hedninger, folkeslag, jordens konger og fyrster larmer, udpønser, rejser sig og lægger råd, således som det hedder i Si. 2, 2 ff., – og dét ikke, som de tror, mod os eller vor lære, som de beskylder for at være vildfarelse og oprør, men »imod Herren og hans Salvede«. Derfor er alle deres råd og anslag forgæves, og det vil de blive ved med at være. »Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem«, sammesteds. Lad dem blot, så længe de vil, råbe op om, at vi er skyld i disse omvæltninger. Salmen giver os dog trøst og siger, at de selv er ophav til en sådan uro. Det tror de ikke selv, og endnu mindre på, at de larmer op, rejser sig og lægger råd op imod Herren og hans Salvede. Tværtimod mener de at stå på Guds side, at forsvare hans herlighed og gøre ham en tjeneste ved at forfølge os. Men Salmen lyver ikke. Det skal sagens udfald nok vise. Vi gør her ingenting, lader det blot ske, mens vor samvittighed aflægger sit vidnesbyrd i Helligånden. Desuden er den lære, som er skyld i, at der opstår en sådan uro og forargelse, ikke vor, men Kristi. Den kan vi ikke fornægte og heller ikke lade være med at forsvare, da Kristus siger: »Den, som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig osv.«, Mark. 8, 38.

        Den, som altså vil lære andre om Kristus og bekende, at han er vor retfærdighed, han får straks at høre, at han er et farligt menneske, der bringer alt i oprør. »Disse, som har bragt hele verden i oprør, er også kommet hertil ... og de handler imod kejserens befalinger, « sagde jøderne om Paulus og Silas, ApG 17, 6 f. Og i kap. 24, 5 siger de: »Vi har fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter iblandt alle jøderne hele verden over, samt er fører for nazaræernes parti.« På lignende måde klager hedningerne i ApG 16, 20: »Disse mennesker … forvirrer aldeles vor by.« Sådan anklager man nu mig for at volde pavedømmet og det romerske rige kvaler. Men om jeg tav, blev alt, hvad den stærkt bevæbnede ejer, i fred (Luk. 11, 21), og paven ville ikke mere forfølge mig. Men på dén måde ville Kristi evangelium blive fordunklet. Men om jeg taler, ængstes paven og går til grunde. Enten må vi miste den timelige pave eller den evige Kristus og med ham det evige liv. Af to onder skal man imidlertid vælge det mindste. Derfor må den jordiske og dødelige pave hellere gå til grunde end den himmelske og evige.

        Når Kristus selv i Ånden forudså den store uro og det sammenbrud, hans forkyndelse ville medføre i verden, trøstede han sig selv med disse ord: »Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den var optændt allerede!«, Luk. 12, 49. Således ser vi, at der i vor tid følger mange ulykker på forkyndelsen af evangeliet på grund af vore modstanderes forfølgelse og gudsbespottelse og verdens foragt og utaknemmelighed. Og det gør os så forfærdelig bange, at vort kødelige jeg ofte tænker, at det havde været bedre, den gudfrygtige lære ikke var blevet kendt og freden bevaret, end at den offentlige fred, nu hvor læren er blevet kendt, sættes over styr. Men i Ånden siger vi uforfærdet med Kristus: »Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den var optændt allerede!« Men når dén ild er blevet tændt, opstår der straks de største uroligheder. For det er ikke nogen konge eller kejser, men denne verdens gud (:Djævelen), der er årsag til dem. Og han er en overmåde mægtig ånd og hele verdens herre. Dette svage ord, som forkynder den korsfæstede Kristus, går løs på denne store modstander. Når Behemoth26 mærker dets guddommelige magt, rører han alle sine lemmer, slår med halen og »får dybet i kog som en gryde«, Job. 41, 22. Deraf kommer al den tumult og oprør i verden. Derfor gør det ikke spor indtryk på os, at vore modstandere bliver stødt og råber op om, at der ikke kommer noget godt ud af at forkynde evangeliet. De er selv blinde, utro og forhærdede. Derfor kan de umuligt se nogen nytte eller frugt af evangeliet. Vi, som tror, ser derimod, at evangeliet er til umådelig megen nytte og bærer et utal af frugter, om end vi udadtil for en tid plages af uendelig mange ulykker, foragtes, udplyndres, spottes, fordømmes, er alles fejeskarn og dræbes – og indadtil ængstes af vor syndserkendelse og plages af onde ånder. Og dog lever vi i Kristus og er i ham og ved ham herrer over synden, døden, kødet, verden, Helvede og alt ondt. Ved ham træder vi endog dén drage og basilisk under fode, som er syndens og dødens konge. Hvordan det? I troen. For vort gode er endnu ikke åbenbaret; men vi forventer det imidlertid med tålmodighed og har det i sikkert eje ved troen.

        Det gælder altså om med flid at lade sig belære om artiklen om retfærdiggørelsen. Kun dén kan holde os på fode i kampen mod de uendelig mange forargelser og trøste os i alle anfægtelser og forfølgelser. Vi ser nemlig, at det ikke kan være anderledes, end at verden forarges over læren om den rette gudsfrygt og stadig råber op om, at den kommer der ikke noget godt ud af. For »det sjælelige menneske tager ikke imod de ting, som hører Guds Ånd til«, 1. Kor. 2, 14. Det ser kun de ydre ulykker, samfundsomvæltninger, oprør, drab, sekter osv., og ved synet af dem tager det anstød, forblindes og kaster sig ud i foragt for og bespottelse af ordet.

        Vi bør tværtimod blive styrket af, at vore modstandere ikke anklager og fordømmer os for åbenlyse forbrydelser som hor, drab, røveri og andet, men på grund af vor lære. Hvad lærer vi da? At Kristus, Guds Søn, ved sin død på korset har genløst os fra vore synder og den evige død. Det er altså ikke vort liv, men vor, ja, ikke vor, men Kristi lære, de bekæmper. Det er altså Kristi fejl, at de bekæmper os, og den synd, som vore modstandere forfølger os for, har ikke vi, men Kristus begået. Men om de kan styrte Kristus ned fra Himlen for denne – om Gud vil – synd, at han alene er vor retfærdiggører og frelser, og fordømme ham som en kætter og oprører, må de selv se at klare. Vi overlader hans sag til ham selv og vil være glade og trygge tilskuere for at se, hvem der vil sejre, Kristus eller de. Vist gør det os ondt, hvad vort kød angår, at disse vore Ismaelitter nærer et så vildt had til os og forfølger os. Men i vor ånd roser vi os af vore lidelser, dels fordi vi véd, at vi ikke må døje dem på grund af vore synder, men for Kristi skyld, han hvis velgerning og herlighed vi forkynder, og dels også, fordi Paulus hér advarer os forud og siger, at Ismael skal forhåne og forfølge Isak.

        Jøderne udlægger stedet om Ismaels forfølgelse af Isak, som Paulus anfører fra 1. Mos. 21, på dén vis, at Ismael skal have tvunget Isak til afgudsdyrkelse. Jeg forkaster ikke deres udlægning. Dog tror jeg ikke, det har drejet sig om så grov en afgudsdyrkelse, som jøderne snakker op om, at Ismael nemlig på hedningernes manér har gjort billeder af ler, som han tvang Isak til at tilbede. Det havde Abraham aldrig tilladt. Jeg mener derimod, at Ismael udadtil har været en hellig mand ligesom Kain, som jo også forfulgte sin broder, ja, endte med at slå ham ihjel, – ikke af nogen ydre grund, men frem for alt, fordi han så, at Gud foretrak ham. Ismael var altså ivrigt religiøs; han ofrede og var ivrig efter at gøre godt. Derfor spottede han sin broder Isak og ville synes bedre end ham i to henseender, både på grund af sin gudsdyrkelse og fromhed, og tillige gennem sit borgerlige herredømme og sin arveret. Han anså det for retfærdigt, at han tilegnede sig det. For han mente, at han som den førstefødte efter guddommelig ret skulle være præst og konge. Derfor forfulgte han Isak, åndeligt på grund af religionen, og timeligt på grund af arveretten.

        Denne forfølgelse foregår altid inden for Kirken; når evangeliets lære blomstrer frem, forfølger kødets børn løftets børn. På grund af dette ene, at vi lærer, at vi får del retfærdighed gennem løftet og ikke gennem gerninger, forfølges vi af vore Ismaelitter, papisterne og sværmerne. Papisterne forfølger os, fordi vi ikke tilbeder deres afguder, det vil sige: fordi vi ikke forkynder, at former for retfærdighed, gerninger og gudsdyrkelser, som mennesker har udtænkt og indrettet, duer til at skaffe os nåde og syndsforladelse. Derfor forsøger de at jage os ud af huset, det vil sige: de roser sig af, at de er Kirken, Guds børn og folk, og at arven tilkommer dem. Derimod bandlyser de os som kættere og oprørere, og, om de kan, dræber de os som en lydighedshandling mod Gud. Således kaster de os, så godt de formår, ud af både det nuværende og det kommende liv.

        Sværmerne hader os som de værste fjender, fordi vi angriber og afskyr deres vildfarelser og kætterier, hvoraf de fra tid til anden sår nogle nye inden for Kirken. De, især gendøberne, anser os for at være langt værre end papisterne, og de nærer derfor et endnu vildere had til os end til dem.

        Så snart som Guds ord altså kommer for lyset, vredes Djævelen, og i sin vrede bruger han alle kræfter og al sin list til at forfølge og fuldstændig undertrykke det. Derfor må han nødvendigvis opvække et utal af sekter og forargelser, såvel som forfølgelser og mord. For han er løgnens fader og en manddræber, Joh. 8, 44. Han udbreder løgnen ved hjælp af falske lærere og dræber menneskene ved tyranner. Således bemægtiger han sig begge riger, både det åndelige og det verdslige, det ene ved de ugudelige læreres løgn (for ikke at nævne, at han til stadighed tilskynder hver især til løgn og ugudelige anskuelser ved sine brændende pile), og det andet ved tyrannernes sværd. Og således er løgnens og mordets fader på begge måder årsag til åndelig og legemlig forfølgelse mod den frie kvindes børn. Den åndelige forfølgelse, som sværmerne nu retter imod os, er den værste. Den er slet ikke til at bære på grund af de forargelser, hvorved Djævelen fordærver vor lære. For vi er nødt til at høre på, at gendøberne og sakramentererne og alt ondt er opstået som følge af vor lære. Den legemlige forfølgelse, hvorved tyrannerne lurer på vort liv og vor ejendom, er meget lettere at bære. For den finder ikke sted på grund af vore synder, men fordi vi bekender Guds ord. Lad os altså af selve det navn, Kristus giver Djævelen (løgnens og mordets fader, Joh. 8, 44), lære, at der, når evangeliet blomstrer frem og Kristus regerer, nødvendigvis må opstå fordærvelige sekter og alt være opfyldt af rasende mordere, der forfølger sandheden. Den, der ikke véd dette, forarges meget let, så han falder fra den sande Gud og troen tilbage til sin gamle gud og den gamle tro.

        Paulus sikrer altså hér de fromme mod at tage anstød af de forfølgelser, sekter og forargelser ved at sige: »Ligesom dengang han, som var avlet efter kødet osv.« Meningen er: Hvis vi er børn, der er født efter Ånden, kan vi helt sikkert forvente forfølgelse fra vor broder, som er født efter kødet. Det vil sige: Ikke blot åbenlyst ugudelige fjender forfølger os, men også de, som til at begynde med var vore perlevenner, som vi levede fortroligt sammen med i det samme hjem, og som modtog evangeliets lære af os, – også de bliver siden vore allerværste fjender og forfølger os heftigt. For de er brødre efter kødet, som skal forfølge de brødre, der er født efter Ånden. Således klager Kristus over Judas i SI. 41, 10: »Endog min ven, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.« Men dette er vor trøst, at vi ikke har givet vore Ismaelitter nogen anledning til at forfølge os. Papisterne forfølger os på grund af vor gudfrygtige lære. Hvis vi tilbagekaldte den, ville de straks høre op med at forfølge os. Ligeså ville sværmerne rose os, om vi godkendte deres fordærvelige vildfarelser. Men fordi vi afskyr begge parters ugudelighed, kan de ikke undlade at hade os dybt og forfølge os.

        Men mod denne forfølgelse og de forargelser er det som sagt ikke blot Paulus, men også Kristus, der advarer os forud. Han trøster os så mildt i Joh. 15, 19: »Var I af verden, da ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.« Meningen er: Jeg er årsag til alle de forfølgelser, som I må udstå, og om I bliver slået ihjel, er jeg skyldig i jeres liv. For hvis I ikke forkyndte mit ord og bekendte mig, ville verden ikke forfølge jer. Men I får, hvad I fortjener: »En discipel er ikke over sin mester. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer for mit navns skyld«, Matt. 10, 24 og Joh. 15, 20 f. Med disse ord tager Kristus al skyld på sig og befrier os for al frygt. Meningen er: Ikke I, men mit navn, som I forkynder og bekender, er skyld i, at verden forfølger jer med magt og list. »Men vær frimodige. Jeg har overvundet verden«, Joh. 16, 33. Det er visheden derom, der holder os oppe, og vi tvivler ikke om, at Kristus er stærk nok til ikke blot at holde stand imod, men også til at overvinde al tyrannernes magt og kætternes list. Det viste han klart nok på jøder og romere. Til en tid udholdt han deres vilde forfølgelser. Han udholdt også kætternes list. Men da tiden var inde, ødelagde og omstyrtede han dem alle og stod tilbage som konge og sejrherre. Hvor meget papisterne end raser i vore dage, og hvor meget end sektererne fordrejer og forvansker Kristi evangelium, skal Kristus dog til stadighed forblive konge, og Herrens Ord skal bestå til evig tid, efter at alle dets fjender er blevet tilintetgjort. Desuden – og det er en stor trøst – skal Ismaels forfølgelse af Isak heller ikke vare evigt, men blot en kort tid. Og når dén er slut, fældes den efterfølgende dom.

 

v30: »Men hvad siger Skriften? 'Uddriv tjenestekvinden og hendes søn; thi tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn!'«

Dette ord af Sara var bestemt drøjt for Abraham, hvis faderhjerte mod hans søn Ismael uden tvivl gjorde oprør, da han fik det at høre. For Ismael var født af hans kød. Det vidner Skriften også om, når den i 1. Mos. 21, 11 f. siger: »Derover blev Abraham såre ilde til mode for sin søns skyld.« Men Gud bekræftede den dom, Sara havde fældet, og sagde til Abraham: »Vær ikke ilde til mode over drengen og din trælkvinde. Men adlyd Sara i alt, hvad hun siger. For efter Isak skal dit afkom nævnes.«

        Her fik Ismaelitterne dén dom at høre, der var afsagt over dem. Den har tilintetgjort jøderne, grækerne, romerne og de andre folk, der forfulgte Kristi Kirke. Den skal også omstyrte papisterne og alle værkhellige, hvem de så end er, der i vore dage bryster sig af at være Guds folk og Kirke og nærer et sikkert håb om, at de skal modtage arven, og ikke blot anser os, der stoler på Guds løfter, for at være ufrugtbare og forladte, men også for at være kættere, der er stødt ud af Kirken og umuligt kan være børn og arvinger. Men Gud vender denne deres dom om og dømmer dem til at skulle jages bort fra huset, fordi de er trælkvindens børn og forfølger den frie kvindes børn. Og de skal ikke have del i arven sammen med løftets børn. Arven gælder alene dem, som er børn af den frie kvinde. Denne dom er afgjort og uigenkaldelig. For Skriften kan ikke gøres til intet. Derfor skal det helt sikkert ske, at vore Ismaelitter ikke blot skal tabe dét styre af Kirke og stat, som de har, af hænde, men også det evige liv. For Skriften har forudsagt, at trælkvindens børn skal jages bort fra huset, det vil sige: bort fra nådens rige. De kan nemlig ikke være arvinger sammen med den frie kvindes børn.

        Men man skal lægge mærke til, at Helligånden hånende kalder dette lovens og gerningernes folk for »tjenestekvindens søn«, som vil han sige: Hvorfor bryster I jer af lovens og gerningernes retfærdighed og roser jer på grund af den af at være Guds folk og børn? Hvis I er uvidende om, hvor I stammer fra, skal jeg sige jer det. I er født af en trælkvinde til at være trælle. Hvad slags trælle? Lovens, syndens, dødens og den evige fortabelses trælle. Men en træl er ikke en arving, men bliver jaget ud af huset. Derfor er paven med hele hans rige og alle andre gerningsretfærdige (hvor hellige de så end synes at være) trælkvindens børn, fordi de stoler på ved hjælp af enten menneskelige eller guddommelige love at kunne få nåde og frelse. De skal ikke have del i arven sammen med den frie kvindes børn, men jages bort fra huset. Og nu taler jeg ikke om de ugudelige munke, der dyrker vommen som en gud og har begået frygtelige synder, som jeg nødig nævner ved navn, men om de bedste, sådan nogle som jeg selv var og mange andre, som levede helligt og med største iver og møje ved ordensregelens hjælp søgte at forsone Guds vrede og gøre sig fortjent til syndernes forladelse og evigt liv. Disse får dén dom at høre, at de som tjenestekvindens børn skal blive jaget ud af huset sammen med deres moder, tjenestekvinden.

        Når vi har overvejet den slags domsudsagn grundigt, giver de os vished og styrker os, hvad angår læren om troen og retfærdigheden af den – i modsætning til den lære om gerninger og retfærdigheden af dem, som verden tager til sig og priser, mens den anden (:trosretfærdigheden) er foragtet og fordømt. Dette foruroliger bestemt de svage sind og vækker deres modvilje. Skønt de åbenlyst ser papisternes ugudelighed og skændige forbrydelser, har de dog svært ved at lade sig overbevise om, at hele den mængde, som har navn af og kalder sig for Kirken, farer vild, og at kun nogle få har den rette mening om troens lære. Og hvis pavedømmet stadig havde samme hellighed og strenge livsførelse som i fædrenes, Hieronymus', Ambrosius', Augustins og andres dage, da præsterne endnu ikke havde et dårligt ry på grund af simoni, vellevned, vellyst, rigdom, skørlevned, sodomi og et utal af andre synder, men levede fromt og helligt efter fædrenes bestemmelser og vedtagelser og desuden i ugift stand, hvad kunne vi da stille op imod pavedømmet, spørger jeg?

        Cølibatet, som præsterne overholdt strengt i fædrenes tid, er i verdens øjne noget herligt, der gør mennesket til en engel (sml. Matt. 22, 30). Derfor kalder Paulus det i Kol. 2, 18 for »dyrkelse af engle« og papisterne synger om dem, der fører et jomfrueligt liv: »Han levede et engleliv i kødet; for hans liv lå langt over, hvad der kræves af kødet.«

        Også det, man kalder det kontemplative liv, og som præsterne dengang var meget ivrige efter, så at de tilsidesatte alle borgerlige og huslige gøremål, er tegn på en høj grad af hellighed. Hvis pavedømmet derfor i vore dage stadig havde bevaret sit gamle ansigt, ville vor lære om troen måske kun have udrettet lidt over for det. Det kan man se af, at vi allerede nu kun udretter lidt, skønt den tidligere udvortes fromhed og strenge tugt for længst er forsvundet og man i pavedømmet kun ser en samlebrønd for alle laster.

        Men selv om pavedømmets tidligere fromhed og tugt stadig bestod uændret, så burde vi dog ligesom Paulus, der angriber de falske apostle, som udadtil var højhellige og særdeles gode mænd, kæmpe imod pavedømmets gerningsretfærdige og sige: Om I end nok så meget lever i ugift stand og vandrer i englelig ydmyghed og fromhed og udmatter jeres legemer med hyppige spægelser, er I dog trælle under loven, synden og Djævelen og skal jages ud af huset. For I søger retfærdighed og frelse ved jeres egne gerninger og ikke ved Kristus.

        Derfor bør vi ikke så meget rette vore øjne imod papisternes syndige levned som mod deres ugudelige lære og hykleri. Det er dét, vi frem for alt bekæmper. Lad os altså forestille os, at det gamle pavedømmes fromhed og tugt stadig stod i blomst og blev overholdt med samme strenghed, som eremitterne eller Hieronymus, Augustin, Gregor den Store, Bernhard af Clairvaux, Frans af Assisi og Dominikus lagde for dagen. Så burde vi dog sige: Hvis I ikke har noget andet end jeres hellige og kyske liv at sætte op imod Guds vrede og dom, er I blot trælkvindens børn og skal jages ud af Himmeriget og fordømmes. Nu forsvarer derimod end ikke Satan papisternes syndige liv, som de mere ufordærvede iblandt dem selv afskyr. Men han kæmper for at forsvare og bevare deres djævelske lære, deres hykleri og gerningsretfærdighed.

        I dén situation anfører han kirkemødernes autoritet og de hellige fædres forbillede, og han påstår, at de stiftede de hellige (munke-)ordener og regler. Derfor kæmper vi ikke imod det nuværende åbenlyst ugudelige og afskyelige pavedømme, men imod dets prægtigste helgener, som mente at føre et engleliv og drømte om, at de holdt ikke alene Guds bud, men også Kristi råd og gjorde ikke-pligtige gerninger, de såkaldte overskydende gode gerninger. Vi siger, at de anstrenger sig forgæves, hvis de ikke har forstået, hvad Kristus kaldte for »det ene fornødne«, det som ikke skal tages fra dem, Luk. 10, 42.

        Dette gjorde Bernhard, en mand, der var så from, hellig og kysk, at jeg med rette mener, han overgik alle munke. Da han engang var alvorligt syg og allerede havde opgivet håbet om at kunne leve, satte han ikke sin fortrøstning til cølibatet, som han havde overholdt i fuldkommen kyskhed, og heller ikke til gode gerninger og fromhedsøvelser, som han havde gjort en bunke af. Men idet han fjernede det langt bort fra sine øjne, tilegnede han sig med troen Kristi velgerning og sagde »Jeg har ført et ryggesløst liv. Men du, Herre Jesus Kristus, hersker i Himlen med en dobbelt ret. For det første, fordi du er Guds Søn; dernæst, fordi du har erhvervet den ved din lidelse og død. Det første bevarer du for dig selv i kraft af din fødsel; det andet giver du mig, ikke i kraft af mine gode gerninger, men af nåde.« Han satte ikke sit munkeliv og sit englelige liv op imod Guds vrede og dom, men holdt sig til det ene fornødne og blev således frelst. På samme vis mener jeg, Hieronymus, Gregor og mange andre kirkefædre og eremitter blev frelst. Der er ingen tvivl om, at også i Det gamle Testamente blev mange konger af Israel og andre afgudsdyrkere frelst på samme vis. I dødens stund kastede de deres tomme tillid til afguderne over bord og greb om Guds løfte om Abrahams sæd, Kristus, der skulle komme og bringe velsignelse til alle folk. Og hvis nogen af papisterne i vore dage skal frelses, må de på ingen vis stole på deres egne velgerninger og fortjenester, men alene på Guds barmhjertighed, der er givet os i Kristus. Og med Paulus skal de sige: »Jeg har ikke min retfærdighed, dén af loven, men dén ved tro på Kristus«, Fil. 3, 9.

 

v31: »Derfor brødre! er vi ikke tjenestekvindens børn, men den frie kvindes.«

Paulus afslutter sin allegori hér. »Vi er ikke tjenestekvindens børn, « siger han. Det vil sige: Vi er ikke under loven, der føder til trældom, idet den nemlig forskrækker, anklager og fører ud i fortvivlelse. Men vi er fri for den ved Kristus. Derfor kan den ikke skræmme og fordømme os. Derom har vi sagt tilstrækkeligt i det foregående. Desuden er det vor trøst, at hvor meget tjenestekvindens børn end forfølger os, skal de dog selv til sidst blive kastet ud i mørket udenfor (jfr. Matt. 8, 12 m.fl.) og blive tvunget til at overlade os den arv, der tilkommer os som den frie kvindes børn.

        Af ordet om »den frie kvindes og tjenestekvindens børn« har Paulus, således som vi har hørt, fået rig lejlighed til at bekræfte læren om retfærdiggørelsen. Og med flid har han grebet dette ord: »den frie kvinde«, betonet det kraftigt og udlagt det også i det følgende. Og derved får han lejlighed til at drøfte den kristne frihed, som det er højst nødvendigt at kende til. For paven har fuldstændig udslettet den og lagt Kirken ind under menneskelige vedtægter og ceremonier, så den er kommet i det mest elendige og skændige slaveri. Den frihed, som Kristus har vundet os, er nu os et godt værn, hvormed vi forsvarer os imod pavens tyranni. Derfor må man omhyggeligt overveje læren om den kristne frihed, både for at styrke læren om retfærdiggørelsen og tillige for at oprejse og trøste samvittighederne mod alle disse forstyrrelser og anstød, som vore modstandere beskylder evangeliet for at have forvoldt. Men den kristne frihed er noget rent åndeligt, som det kødelige menneske ikke forstår. Ja, selv de, der har Åndens førstegrøde og kan udtale sig såre udførligt om den, har besvær med at fastholde den i deres hjerter. For fornuften forekommer det at være en sag af ringe betydning. Om ikke Ånden gør den stor og betydningsfuld, foragter man den derfor.