I ser,
hvor Paulus brænder af iver efter at få galaterne til at besinde sig, og med
hvor stærke argumenter, hentet fra erfaringen, fra Abrahams eksempel, fra
Skriften, fra opfyldelsens tid og fra sammenligninger, han fremstiller dette
forhold, så han ofte synes at tage hele spørgsmålet op på ny. For ovenfor havde
han ligesom sat punktum for drøftelsen af retfærdiggørelsen, da han sluttede,
at menneskene alene ved troen bliver retfærdiggjort for Gud. Men fordi også
dette eksempel fra det borgerlige liv med den umyndige arving falder ham ind,
anfører han også det, for måske derved at narre de uforstandige galatere. I en
art hellig snedighed ligger han på lur efter dem og prøver på at fange dem,
således som han siger andetsteds: »men jeg var træsk og fangede jer med list«
(2 Kor 12, 16). Det jævne folk vindes nemlig lettere ved lignelser og eksempler
end ved vanskeligt tilgængelige og abstrakte drøftelser. Det ser hellere på et
smukt malet billede end en velskreven bog. Derfor tilføjer han efter lignelsen
om et menneskes testamente, om fængslet og tugtemesteren også denne velbekendte
om arvingen for at vække dem op. Når man vil belære, er det nyttigt at anføre
en mængde lignelser og eksempler. Og ikke alene Paulus, men også profeterne og
Kristus selv har ofte gjort brug deraf. Senere hen holder han sig lige til
brevets slutning pænt til talekunstens forskrifter.
Også i de borgerlige love ser I, siger
han, at selv om arvingen er herre over hele faderens ejendom, er han dog kun en
træl. Vist har han velsignelsens løfte om arven. Men inden dét, juristerne
kalder for myndighedsalderen, indtræder, holder formyndere og husholdere ham
fast som i et fængsel, ligesom tugtemesteren sin elev. De betror ham ikke at
styre sit gods og gøre brug af sin ejendomsret, men tvinger ham til at rette
sig efter dem. Han lever og ernæres af sin egen ejendom, dog blot som en træl.
I ingen henseende er der forskel på ham og en træl, så længe som hans fængsels-
og fangenskabstid varer ved, det vil sige: så længe som han står under sine
opsynsmænd og bestyrere. Og den underkastelse og dette fangenskab er ham til
stor nytte. I modsat fald ville han i sin uforstand have sat sin ejendom over
styr. Dog varer det fangenskab ikke evigt, men ophører til den af faderen
bestemte tid.
Således
var vi, da vi var små, vel arvinger med et løfte om en arv, som vi skulle få
engang gennem Abrahams sæd, Kristus. Han ville velsigne alle folk. Men fordi
tidens fylde endnu ikke var inde, kom vor formynder, husholder og tugtemester
Moses og holdt os indesluttet i fangenskab, så vi ikke, da vor hånd var holdt
fast, kunne råde og tage arven i besiddelse. Dog, ligesom arvingen næres af håb
om den kommende frihed, således nærede Moses os med håb om, at løftet til sin
tid skulle opfyldes, nemlig når Kristus kom. Inden hans komme var det lovens
tid. Men da han var kommet, var dén forbi og nådens tid inde.
Men lovens tid ophører på to måder. For
det første da Kristus kom i kødet til den af Faderen forudbestemte tid. »Født
af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under
loven«, kap. 4, 4 f. »Med sit eget blod gik han én gang for alle ind i
helligdommen og vandt en evig forløsning«, Hebr. 9, 12. Desuden kommer den
samme Kristus, som engang kom i tiden, hver dag og time til os i Ånden. Vel har
han én gang for alle genløst og helliget alle ved sit eget blod. Men da der
stadig klæber rester af synd til vort kød, og kødet ligeledes ligger i strid
med ånden, og vi altså endnu ikke er fuldkommen rene – derfor kommer han daglig
på åndelig vis og fuldender daglig mere og mere den af Faderen fastsatte tid,
afskaffer og ophæver loven.
Således kom han også daglig på åndelig
vis til fædrene, inden han til det fastsatte tidspunkt kom én gang for alle. De
havde Kristus i Ånden, på hvis kommende åbenbaring de troede, ligesom vi tror
på, at han allerede er blevet åbenbaret, og de blev frelst ved ham ligesom vi.
I overensstemmelse med ordet: »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja,
til evig tid« (Hebr. 13, 8). I går, inden hans komme i kødet, i dag, da han er
blevet åbenbaret i tiden, nu og i al evighed er han den samme Kristus. Alle,
som har troet, tror og vil komme til troen, befries fra loven, retfærdiggøres
og frelses altså ved den ene og samme Jesus Kristus.
Han siger altså: »Således stod også vi,
dengang vi var umyndige, som trælle under verdens børnelærdom.« Meningen er:
Loven herskede over os og plagede os som slaver og fanger med et hårdt slaveri.
For det første holdt den de rå og kødelige borgerligt i ave, så de ikke skulle
kaste sig hovedkulds ud i alskens laster. For loven truer overtrædere med
straf. Af frygt for den holdes de fra at begå alskens ondt. Loven hersker over
dem, der således holdes nede af loven. Men for det andet anklagede, skræmte,
dødede og fordømte loven os i åndelig og teologisk forstand over for Gud. Og
dette var lovens vigtigste herredømme over os. Ligesom arvingen altså bliver
tugtet af de formyndere, han er underkastet, og tvinges til at adlyde deres
love og omhyggeligt at gøre, hvad de har befalet, således plages
samvittighederne inden Kristi komme af lovens hårde tyranni derved, at de
anklages, forskrækkes og fordømmes af loven. Men dette lovens herredømme er
ikke evigt, men skal kun vare, indtil nådens tid er inde. Vel er det lovens
opgave at anklage og øge synden, dog for at hjælpe os til retfærdighed, og at
døde, dog for at vi skal få liv. For loven er en tugtemester til Kristus.
Ligesom formynderne altså behandler den
unge arving hårdt, hersker over ham og giver ham befalinger, som var han en
træl, der tvinges til at være dem underdanig, således anklager, ydmyger og
trælbinder loven os. Vor vi er slaver under synden, døden og Guds vrede, hvad
der bestemt er det elendigste og værste slaveri. Men ligesom formyndernes
herredømme og den unge arvings underkastelse og slaveri ikke er evigt, men blot
varer indtil den af faderen fastsatte tid, og når den er inde, har han ikke
behov for husholdernes opsyn, og han er ikke længere undergivet dem, men nyder
sin fædrenearv, som han vil – således hersker loven over os, og vi tvinges til
at være trælle og fanger under dens herredømme, men ikke evigt. For det lille
afsnit, der følger, skal føjes til: »Indtil den af faderen bestemte tid«. For
Kristus kom som lovet og løskøbte os, der blev plaget af lovens tyranni.
Men Kristus kommer ikke til de sikre
hyklere og åbenlyse gudsforagtere, så lidt som til de fortvivlede, der mener,
at det eneste, de har tilbage, er den skræk, som loven indgiver dem, så de mærker
til den. Til dem er han ikke givet, og han er ikke til nogen nytte for nogen af
de to parter. Men han er til gavn for dem, der for en tid er plaget og opskræmt
af loven, nemlig for dem, som i den alvorlige angst, som loven bevirker, ikke
fortvivler, men med tillid kommer til Kristus, »nådestolen« (Rom 3, 25), som
har løskøbt dem af lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for dem. De
får barmhjertighed og finder nåde.
Ordet »Vi holdtes i trældom« skal altså
betones. Det betyder: Vor samvittighed var underlagt loven, som af al magt
udøvede sit tyranni over os. Den pryglede os, således som en tyran prygler den
krigsfange, som han har gjort til sin slave. Den holdt os indespærret og
fanget, det vil sige: den gjorde os bange, bedrøvede, blege og fortvivlede og
truede os med evig død og fordømmelse. Dette åndelige slaveri er forfærdelig
hårdt, men dog ikke evigt. For det varer blot så længe, som vi er umyndige, det
vil sige: så længe Kristus ikke er kommet. Så længe han ikke er der, er vi
trælle, der er indesluttet under loven og må savne nåden, troen og alle
Helligåndens gaver. Men efter at Kristus er kommet, hører dette lovens fængsel
og slaveri op.
Nogle har
ment, at Paulus hér taler om de legemlige elementer i naturen: ild, luft, vand
og jord. Men Paulus har sin egen udtryksmåde og taler hér om selve Guds lov,
som han for at ydmyge den kalder for »denne verdens børnelærdom« (egl.
elementer, det vil sige: begyndelsesgrunde). Og hans ord lyder voldsomt
kætterske. Men Paulus plejer også andetsteds at tale voldsomt nedsættende om
loven, når han kalder den »bogstaven der ihjelslår« og »dødens og fordømmelsens
tjeneste« (2 Kor 3, 6 ff.) og »syndens lov« (Rom 8, 2). Og disse særdeles
hadske betegnelser, som viser klart og rigtigt, hvad loven formår, og hvordan
den skal bruges, vælger han med flid, for at skræmme os bort fra loven, når det
drejer sig om retfærdiggørelsen. For loven kan, når den bruges allerbedst, dog
kun anklage samvittigheden, øge synden og true med død og evig fordømmelse.
Men han kalder loven for »verdens
begyndelsesgrunde«, det vil sige: ydre bogstaver og vedtægter, der står skrevet
i en bog. For skønt loven borgerligt holder tilbage fra det onde og presser til
at gøre godt, kan den dog ikke befri fra synder. Den retfærdiggør ikke og fører
ikke til Himlen, men lader os blive tilbage i verden, selv om man overholder1
den på denne vis. Jeg opnår nemlig ikke retfærdighed og evigt liv, blot fordi
jeg ikke slår ihjel, ikke begår hor, ikke stjæler osv. Den slags ydre dyder og
ordentlig opførsel er ikke Kristi rige og den himmelske retfærdighed. Nej, den
er kødets og verdens retfærdighed, som ikke bare de gerningsretfærdige, som f.
eks. farisæeren hos Lukas (Luk 18, 11), men også hedninger ejer. Og nogle
lægger den retfærdighed for dagen for at slippe for straf, andre gør det for at
få ry af mennesker som bestandige, retfærdige og tålmodige. Derfor bør den
snarere kaldes ydre skin og hykleri end retfærdighed.
Desuden kan loven, selv når den bruges
bedst og med størst kraft, kun anklage, skræmme, fordømme og døde. Men hvor der
er skræk og bevidsthed om synd, død og Guds vrede, dér er der bestemt ingen
retfærdighed, ingen Himmel og ingen Gud, men blot, hvad der hører denne verden
til. Og verden er intet andet end et virvar af synd, død, Guds vrede, Helvede
og alt ondt. Det får de frygtsomme og bedrøvede at føle; de sikre og
gudsforagterne mærker ikke dertil. Derfor kan loven, selv når den bruges bedst,
blot føre til syndserkendelse og skræk for døden. Men synden, døden og alt
andet ondt er noget, der hører denne verden til. Det er altså rigtigt, at loven
ikke gør noget livgivende, frelsebringende, himmelsk eller guddommeligt, men
kun noget verdsligt. Derfor kalder Paulus den med rette for »verdens
begyndelsesgrunde«.
Og skønt Paulus kalder hele loven for
»verdens begyndelsesgrunde«, således som man sagtens kan indse af det, jeg
allerede har sagt, taler han dog især så foragteligt om ceremoniallovene. Selv
om de er meget nyttige, siger han, at de blot træffer bestemmelse om en række
ydre forhold, såsom mad, drikke, påklædning, steder, tider, tempel og højtider,
tvætninger, ofre osv., som er noget rent verdsligt og kun forordnet af Gud til
brug for dette liv, ikke for at de skulle retfærdiggøre og frelse over for Gud.
Derfor forkaster og fordømmer han med ordet »verdens begyndelsesgrunde« hele
lovretfærdigheden, som bestod i den slags ydre ceremonier – og det til trods
for, at de for en tid var indstiftet og foreskrevet af Gud. Og han kalder den
med dybeste foragt for »verdens begyndelsesgrunde«. Således er kejserens love
»verdens begyndelsesgrunde«. For de handler om, hvad der hører denne verden
til, det vil sige: hvad der har med livet hér at gøre som f. eks. penge,
besiddelse, arv, drab, hor, rov osv. Derom handler også De 10 buds anden tavle.
Men pavens forordninger og love, der forbyder ægteskab og spiser, kalder Paulus
andetsteds for dæmoners lærdomme (1 Tim 4, 1). Også de er »verdens
begyndelsesgrunde« – alene derved at de på den mest ugudelige måde giver
forskrifter om ydre ting, som strider imod Guds ord og troen.
Derfor udretter Mose lov alene noget,
der hører denne verden til. Den peger blot på, hvad der i borgerlig og åndelig
forstand er ondt hér i verden. Dog plager den samvittigheden med skræk, så den
tørster og søger efter Guds løfte og retter sit blik imod Kristus. Men dertil
er det nødvendigt, at Helligånden siger i hjertet: Efter at loven har gjort sin
gerning i dig, er det ikke Guds vilje, at du blot skal skræmmes og slås ihjel.
Men når du ved loven har indset din elendighed og fortabthed, skal du dog ikke
fortvivle, men tro på Kristus, som er lovens ophør til retfærdighed for enhver,
som tror. Her gives der slet intet verdsligt; men alt dette verdslige, alle
love, holder inde, og det guddommelige tager fat. Mens vi altså er under
»verdens begyndelsesgrunde«, det vil sige: under loven, som ikke fortæller os
noget om Kristus, men ene viser og forøger synden og skaffer os Guds vrede, er
vi trælle under loven, skønt vi har et løfte om den kommende velsignelse. Vist
siger loven: »Du skal elske Herren din Gud«. Men den kan ikke bevirke, at jeg
gør det eller vinder Kristus.
Dette siger jeg ikke for at bringe loven
i foragt. Det er heller ikke Paulus' ønske. Tværtimod vil han, at den skal
sættes højt. Men fordi Paulus hér beskæftiger sig med spørgsmålet om
retfærdiggørelsen, var det nødvendigt, at han talte om loven som om noget
foragteligt. Spørgsmålet om retfærdiggørelsen er nemlig et helt andet end dét
om loven. Vi kunne heller ikke tale tilstrækkelig nedsættende om den, når vi
beskæftiger os med dette emne (.– retfærdiggørelsen). For hér skal
samvittigheden slet ikke tage hensyn til eller vide af andet end Kristus alene.
Derfor skal vi af alle kræfter bestræbe os for, når det drejer sig om
retfærdiggørelsen, at holde loven så langt ude af synsvidde som muligt og ikke
holde os til andet end løftet om Kristus. Dette er let nok at sige. Men i
anfægtelse, når samvittigheden har at gøre med Gud, er det det sværeste af alt
at gøre sådan, nemlig at du, når loven forskrækker, anklager og viser dig din
synd og truer dig med Guds vrede, da forholder dig, som om der aldrig har været
nogen lov eller synd, men alene Kristus, blot nåden og forløsningen. Eller om
også du mærker til skrækken for loven, at du dog kan sige: Jeg vil ikke høre på
dig, lov. For du har en ond røst. Desuden er tidens fylde nu inde, og derfor er
jeg fri. Jeg finder mig ikke mere i dit herredømme. Dér får man at se, at det
er det sværeste af alt at skelne loven fra nåden, hvilken rent fuldkommen og
himmelsk gave det er hér at kunne tro med håb imod håb, og hvor fuldstændig
sand denne sætning af Paulus er, at vi alene ved troen bliver retfærdiggjort.
Af dette skal du altså lære ligesom
apostelen at tale med største foragt om loven, når det drejer sig om retfærdiggørelsen.
Han kalder loven for »verdens begyndelsesgrunde«, »dødbringende vedtægter« (Rom
7, 10?) og »syndens lov« (Rom 8, 2). For hvis du tillader loven at herske i
samvittigheden i stedet for nåden, når det nemlig gælder om at sejre over synd
og død over for Gud, så er loven i virkeligheden intet andet end en kloak for
alt ondt, kætterier og gudsbespottelser. For den får blot synden til at vokse;
den anklager, skræmmer, truer med døden og viser Gud som den vrede dommer, der
fordømmer synderne. Derfor skal du, om du er fornuftig, hér sende den stammende
og læspende Moses og hans lov så langt bort som muligt og ikke på nogen måde
lade dig røre af hans skrækindjagende trusler. Hér skal han ganske enkelt være
dig lige så fordægtig som en udstødt og fordømt kætter, værre end paven og
Djævelen, og derfor slet ikke værd at høre på.
Men ellers, når det ikke drejer sig om
retfærdiggørelsen, bør vi med Paulus tænke ærbødigt om loven og hæve den til
skyerne, kalde den hellig, retfærdig, god, åndelig, guddommelig osv. Uden for
samvittighedens område bør vi gøre den til en gud; men i samvittigheden er den
en ren Djævel, fordi den selv i den mindste anfægtelse ikke kan oprejse og
trøste samvittigheden, men gør det stik modsatte: skræmmer og bedrøver den og
berøver den fortrøstningen til retfærdighed, liv og alt godt. Derfor kalder
Paulus længere fremme loven for svage og fattige begyndelsesgrunde (kap. 4, 9),
og derfor skal vi på ingen vis tillade den at herske i samvittigheden, især da
det kostede Kristus så meget at få lovens tyranni bort fra samvittigheden. »For
han blev en forbandelse for os«, for at løskøbe os fra lovens forbandelse (kap.
3, 13). Derfor skal den fromme finde ud af, at loven og Kristus er to
modsætninger, ja, helt uforenelige. Når Kristus er til stede, bør loven under
ingen omstændigheder herske, men skal vige bort fra samvittigheden og overlade
lejet til Kristus; for det er for smalt til at kunne give plads for to, Es 28,
20. Han skal herske alene i retfærdighed, tryghed, glæde og liv, så at samvittigheden
glad kan sove ind i Kristus uden at mærke noget til lov, synd og død.
Og han bruger med flid denne talefigur:
»verdens begyndelsesgrunde«, hvormed han som sagt svækker lovens autoritet og
herlighed overordentligt for at opmuntre os. For når Paulus' opmærksomme læser
hører apostelen kalde loven for »dødens tjeneste« og »bogstaven der ihjelslår«
(2 Kor 3), kommer han straks i tanke om, hvorfor han giver loven så hadefulde
og for fornuften at se gudsbespottelige navne, da den jo dog er en guddommelig
lære, der er åbenbaret fra Himlen. Den, som har svært ved at se det, og som
spørger om meningen med disse benævnelser, svarer Paulus, at loven er begge
dele: både hellig, retfærdig og god, og samtidig en syndens og dødens tjeneste
– dog i hver sin henseende. Inden Kristus er den hellig, efter Kristus er den
død. Når Kristus er kommet, skal vi derfor slet ikke kende noget til loven,
undtagen for så vidt den hersker over kødet, som den holder i ave og plager.
Dér kæmper loven og kødet med hinanden – og lovens herredømme er hårdt for
kødet! – lige indtil vi dør.
Det er alene Paulus, der udtrykker sig
sådan, at han kalder Guds lov for »verdens begyndelsesgrunde«, »svage og
fattige begyndelsesgrunde«, »syndens lov« og »bogstaven der ihjelslår«. De
andre apostle taler ikke sådan om loven. Enhver, der studerer den kristne
teologi, skal lægge omhyggeligt mærke til denne udtryksmåde hos Paulus. Kristus
kalder ham »et udvalgt redskab« (ApG 9, 15). Derfor har han også givet ham de
mest udsøgte talegaver og en måde at udtrykke sig på, der er helt forskellig
fra de andre apostle, for at han som det udvalgte redskab med største troskab
skulle lægge grunden til læren om retfærdiggørelsen og overgive den klart og
tydeligt.
Det vil
sige: Efter at lovens tid var forbi og Kristus nu var blevet åbenbaret og havde
befriet os fra loven og løftet var blevet forkyndt for alle folk osv.
Læg omhyggeligt mærke til, hvordan
Paulus beskriver Kristus. Kristus, siger han, er Guds Søn og en kvindes søn. Og
for vor, syndernes, skyld blev han født under loven, så han kunne løskøbe os,
som var under loven. I disse ord er begge dele udtrykt, både Kristi person og
Kristi opgave. Personen består af en guddommelig og en menneskelig natur. Det
angiver han tydeligt, når han siger: »Gud udsendte sin Søn, født af en kvinde.«
Kristus er altså sand Gud og sandt menneske. Og hans opgave beskriver han med
disse ord: »Født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under
loven«.
Det ser ud, som om Paulus af ringeagt
kalder jomfruen, Guds Søns mor, for blot en kone (eller kvinde). Og dette
foruroligede også nogle af de gamle fædre. De ville ønske, at han på dette sted
snarere havde brugt betegnelsen jomfru end kone. Men Paulus beskæftiger sig i
dette brev med det væsentligste og højeste anliggende, nemlig med evangeliet,
troen og den kristne retfærdighed, ligeledes med, hvad for en person Kristus
er, og hvad der er hans opgave, hvad han har taget på sig og udrettet for vor
skyld, og hvilke velgerninger han har gjort imod os elendige syndere. Det
overvældende store anliggende var derfor årsag til, at han ikke tog hensyn til,
at Maria var en jomfru. Det var ham nok at forkynde Guds uvurderlige og
uendelige barmhjertighed, at Gud anså det for rigtigt at lade sin Søn føde af
dette køn. Derfor nævner han ikke det særligt udmærkende ved kvindekønnet, men
blot kønnet selv. Og derved, at han nævner det, giver han til kende, at Kristus
er blevet født som et sandt menneske af en kvinde. Meningen er: Han er ikke
født af en mand og en kvinde, men alene af en kvinde. Når han derfor blot
nævner kvindens køn og siger: født af en kvinde, er dét det samme, som om han
havde sagt: født af en jomfru!
Desuden er dette sted et vidnesbyrd om,
at Kristus ikke, da lovens tid var slut, har stiftet en ny lov oven på Moses'
den gamle, men at han har ophævet den og løskøbt dém, der blev underkuet af
den. Derfor er munkenes og sofisternes vildfarelse meget skadelig. De afmaler
Kristus som en ny lovgiver efter Moses, på samme måde som tyrkerne er faret
vild ved at forkynde deres Muhammed som en ny lovgiver efter Kristus. Ved at
afmale Kristus sådan, gør de ham den største uret. For han kom ikke og ophævede
den gamle lov for at indstifte en ny; men således som Paulus siger her, er han
sendt af Faderen til verden, »for at han skulle løskøbe dem, som var under
loven«. Disse ord skildrer Kristus sandt og ret. De giver ham ikke til opgave
at stifte en ny lov, men at løskøbe dem, som var under loven. Og Kristus siger
selv i Joh 8, 15: »Jeg dømmer ingen«, og et andet sted (Joh. 12, 47): »Jeg er
ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden«. Det vil sige: Jeg
er ikke kommet for at stifte en lov og dømme menneskene efter den, ligesom
Moses og andre lovstiftere; men jeg udfører en højere og bedre opgave. Jeg
dømmer og fordømmer loven. Loven slår jer ihjel; jeg slår derimod dén ihjel og
fjerner således døden gennem død.
Vi voksne er så fuldt og helt
gennemtrængt af papisternes skadelige lære, at vi forestiller os Kristus helt
anderledes, end Paulus her fremstiller ham. Hvor meget vi end med munden
bekendte, at Kristus har løskøbt os fra lovens tyranni og trældom, mærkede vi
ham dog inderst inde som en lovgiver, en tyran og en dommer, der er grueligere
end Moses selv. Og denne skadelige opfattelse kan vi end ikke nu, da sandhedens
lys skinner så klart, helt slippe. Så fast hænger dét, som vi fra barnsben har
vænnet os til.
Det koster jer unge, der er så nye kar,
at I endnu ikke er blevet fordærvet ved denne ugudelige opfattelse, mindre
besvær at lære den rette Kristus at kende, end os voksne at uddrive disse
ugudelige forestillinger om ham af vort sind. Men I har dog ikke af den grund
helt undgået Djævelens list. For skønt I endnu ikke er gennemtrængt af denne
ugudelige opfattelse af Kristus som en lovgiver, har I dog selve dens grundlag,
nemlig kødet, fornuften og den slette natur, der ikke kan fatte Kristus som
andet end en lovgiver. Derfor skal I af alle kræfter kæmpe for at lære Kristus
at kende og se ham, således som Paulus skildrer ham på dette sted. Men hvis der
til denne naturgivne slethed kommer ugudelige lærere – og dem er verden i vore
dage fuld af, og det både gamle og nye – så bliver ulykken dobbelt stor. For
når der til vor natur, der i sig selv er fordærvet, føjes en ugudelig
undervisning, må man nødvendigvis danne sig en falsk forestilling om Kristus.
Det gør fornuften som sagt af sig selv, og siden bestyrker en slet undervisning
den og præger sjælene så kraftigt dermed, at den ikke uden megen møje og besvær
kan fjernes.
Derfor er det meget værdifuldt at have
dette og lignende dejlige og trøsterige skriftsteder for øje og altid betragte
dem, så vi hele livet igennem, i al fare, når vi skal bekende troen over for
tyranner, ja, i dødens stund med en vis og urokkelig tillid kan sige: Du lov
har intet retsligt krav på mig. Derfor er det ingen nytte til, at du anklager
og fordømmer mig. For jeg tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som Faderen har
sendt til verden for at løskøbe os elendige syndere, der er kuet af lovens
tyranni. Han har ofret sit liv og i sin store gavmildhed givet det hen for mig.
Når jeg, o lov, mærker til dine skræmmende trusler, sænker jeg mig derfor ned i
Kristi sår, blod, død, opstandelse og sejr. Jeg vil hverken se eller høre noget
andet end ham.
Denne tro er vor sejr, hvormed vi sejrer
over skrækken for loven, synden, døden og alt ondt – dog ikke uden voldsom
kamp. De virkelig fromme, som daglig hjemsøges af svære anfægtelser, har besvær
med dette. De får ofte den tanke, at Kristus vil gå i rette med os, at han vil
kræve os til regnskab for vor livsførelse, at han vil anklage og fordømme os.
De kan ikke for alvor forestille sig, at han er blevet sendt af Faderen for at
løskøbe os, der var kuet af lovens tyranni. Dette kommer sig af, at de hellige
endnu ikke helt har aflagt kødet, og det gør modstand imod Ånden. Derfor kommer
skrækken for loven, angsten for døden og andre bedrøvelige forestillinger, der
hindrer troen, igen og igen, så at den ikke med så stor en vished, som den
burde, tilegner sig den velgerning, som Kristus har vist ved at løskøbe os af
lovens slaveri.
Men hvorfor og hvordan har Kristus
løskøbt os? Med løskøbelsen gik det således til: Han blev født under loven. Da
Kristus kom, fandt han os alle som fanger under tugtemestre og husholdere, det
vil sige: indesluttet og bevogtet under loven. Hvad gjorde han? Han er lovens
herre. Derfor har loven ingen ret over ham. Den kan ikke anklage ham, for han
er Guds Søn. Han, som ikke var under loven, underkastede sig loven frivilligt.
Da gjorde loven med ham, alt hvad den havde gjort med os. Den anklagede og
forskrækkede os, den underkastede os under synden, døden og Guds vrede og
fordømte os med sin dom. Og det gjorde den med rette. For alle har vi syndet
osv., jfr. Rom 3, 23. Men Kristus gjorde »ikke synd, heller ikke blev der
fundet svig i hans mund« (1 Pet 2, 22). Han skylder derfor ikke loven noget. Og
dog rasede loven lige så vildt imod ham, der var så hellig, retfærdig og
velsignet, som mod os syndere, forbandede og fordømte – ja, meget værre. Den
anklagede ham for at være gudsbespottelig og oprørsk, den gjorde ham skyldig
for hele verdens synder over for Gud og ængstede ham således, at han svedte
blod. Sluttelig dømte den ham til døden, ja, døden på et kors.
Dette er bestemt en forunderlig tvekamp,
hvor den skabte lov kæmper således mod sin Skaber og uden nogen som helst ret
udøver hele sit tyranni, som den udøvede over os, vredens børn, mod Guds Søn.
Fordi loven altså har syndet så frygteligt og ugudeligt imod sin Gud, kaldes
den for retten og anklages. Dér siger Kristus: Fru lov, du mægtigste og
grusomste herskerinde og tyran over hele menneskeslægten, hvad har jeg begået,
siden du har anklaget mig, slået mig med skræk og fordømt mig uskyldige? Da
loven, som tidligere havde fordømt og dødet alle mennesker, nu ikke har noget
at sige til sit forsvar eller til sin undskyldning, så er det dens tur til at
blive dømt og dræbt, så den fortaber sin ret, ikke blot mod Kristus, som den
rasede så uretfærdigt imod og dræbte, men også mod alle, som tror på ham. Her
siger Kristus: Kom hid til mig alle, som er plaget af lovens åg. Jeg havde med
fuld ret kunnet besejre loven uden at skulle lide. For jeg er lovens herre, og
den har derfor ingen ret over mig. Men for jeres skyld, som var under loven,
antog jeg jeres kød og underkastede mig under loven, det vil sige: Jeg har af
overvældende kærlighed lagt mig ned i det samme lovens fængsel, tyranni og
slaveri, som I blev holdt fanget i. Jeg har ladet loven herske over mig, dens
herre, ladet den skræmme mig og underkaste mig under synden, døden og Guds
vrede, hvad den ikke måtte. Derfor har jeg besejret loven med dobbelt ret,
kastet den til jorden og dræbt den: For det første som Guds Søn, lovens herre,
desuden som en af jer, hvad der er lige så meget, som hvis I selv havde
besejret loven.
På denne vis taler Paulus ofte om den
underfulde tvekamp, og for at gøre sagen festligere og klarere, plejer han at
skildre loven som en person, som om den var en meget mægtig herre, der har
fordømt og dødet Kristus. Men i næste omgang har han overvundet, fordømt og
dræbt den, efter at have besejret døden. Se Ef 2, 16: »Idet han dræbte
fjendskabet i sin person«. Og i Ef 4 siger han ud fra Sl 68, 19: »Da han opfor
til det høje, bortførte han fanger«. Samme personificering har han også brugt i
Romerbrevet, Korinterbrevene og Kolossenserbrevet: »Han fordømte synden på
grund af synd« (Rom 8, 3).19 Ved denne sin sejr jog Kristus loven bort fra vor
samvittighed, så den ikke mere kan gøre os bange over for Gud, drive os til
fortvivlelse og fordømme os. Vel hører den ikke op med at vise synden, anklage
og skræmme. Men når samvittigheden tilegner sig dette ord af apostelen:
»Kristus har løskøbt os fra loven«, oprejses den ved troen og bliver trøstet.
Desuden håner den med en slags helligt hovmod loven og siger: Jeg er ligeglad
med dine frygtelige trusler. For du har korsfæstet Guds Søn, og det har du
gjort fuldstændig med urette. Derfor er den synd, som du har begået mod ham,
utilgivelig. Du har mistet din ret og er fra nu af ikke blot besejret og kvalt
af Kristus, men også af mig, der tror på ham. For han har skænket os denne
sejr. Således er loven for altid død for os, når blot vi forbliver i Kristus.
Derfor »Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus« (1 Kor
15, 57).
Dette har også at gøre med, at vi
retfærdiggøres alene ved troen. For da denne strid blev udkæmpet mellem loven
og Kristus, blandede vore gerninger og fortjenester sig helt udenom, og Kristus
stod der alene. Iklædt vor person var han lovens træl og led trods sin
fuldstændige uskyld al dens tyranni. Derfor mistede loven som en røver og
gudsfornægter, ja, Guds Søns morder, sin ret og fortjente at blive dømt, så den,
hvor som helst Kristus er til stede eller blot på tale, er nødt til at vige
langt bort og flygte for dette navn, som Djævelen for korset. Derfor er vi, der
tror, frie fra loven ved Kristus, som i sig selv har vundet sejr over den. Men
denne herlige sejr er vundet os af Kristus, uden nogen gerninger. Den tilegnes
kun ved troen. Altså er det troen alene, der retfærdiggør.
Da de ord: »Kristus er født under loven«
er meget betydningsfulde, skal de også overvejes omhyggeligt. For de angiver,
at Guds Søn som født under loven ikke kun har fuldført en og anden af de
gerninger, som loven kræver, eller blot har stået under den i borgerlig
henseende. Men han har udholdt lovens fulde tyranni. For loven plagede Kristus
efter sin egentligste brug og skræmte ham så frygteligt, at han følte så stor
en angst, at intet menneske nogen sinde har kendt noget lignende. Det bærer
hans blodige sved tilstrækkeligt vidnesbyrd om, ligeså at han måtte trøstes af
en engel, og hans alvorlige bøn i haven (Luk 22, 44) samt endelig hans ulykkelige
råb på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, Matt 27, 46.
Men han udholdt det for at løskøbe dem, som var under loven, det vil sige: som
var bedrøvet, angst og fortvivlet og tynget af deres synder, således som vi
bestemt endnu fremdeles alle tynges af dem. For efter kødet synder vi alle
stadig daglig mod alle Guds bud. Men Paulus befaler os at være ved godt mod,
når han siger: Gud sendte sin Søn osv. Således kom Kristus, den gudmenneskelige
person, der i evigheden er født af Gud, men i tiden af en jomfru, ikke for at
stifte love, men for at tage dem på sig og fjerne dem. Han er ikke blevet en
lovlærer, men en lydig discipel af loven, så han med denne sin lydighed kunne
løskøbe dem, der var under loven. Dette er noget helt andet end papisternes
lære. De har gjort Kristus til en lovlærer og det endda en, der er grusommere
end Moses. Paulus lærer her det stik modsatte, nemlig at Gud har kastet sin Søn
ned under loven og tvunget ham til at bære lovens dom og forbandelse, synden og
døden. For Moses, som er syndens, vredens og dødens tjener, tog ham til fange,
bandt, fordømte og dræbte Kristus, som selv udholdt det til den bitre ende.
Kristus forholdt sig altså passivt og ikke aktivt til loven. Han er altså ikke
en lovgiver og dommer i lovens forstand. Men derved, at han har gjort sig til
lovens træl, blev han vor befrier fra loven.
Men at Kristus i evangeliet har givet
bud og lærer loven, eller snarere udlægger den, dét har ikke noget at gøre med
læren om retfærdiggørelsen, men med læren om gode gerninger. Desuden er det
heller ikke Kristi egentlige opgave, dén hvorfor han er kommet til verden, at
forkynde loven. Snarere er det noget tilfældigt (eller måske bedre: noget
uvæsentligt?) Det samme gælder også dette, at han helbredte syge, opvakte døde,
gjorde vel imod de uværdige og trøstede de sørgende. Vist er det herlige og
guddommelige gerninger og velgerninger. Men de er ikke særegne for Kristus. For
profeterne lærte også om loven og gjorde mirakler. Men Kristus er Gud og
menneske. Han stred med loven og udholdt dens vildeste raseri og tyranni. Og
netop derved, at han opfyldte loven og tog den på sig, besejrede han den ved
sig selv. Og da han senere opstod fra døden, fordømte han loven, vor mest
forfærdelige fjende og afskaffede den, så den ikke mere kan fordømme og døde
os. Det er derfor Kristi sande og egentlige opgave at kampe med al verdens lov,
synd og død, og kæmpe på dén vis, at han underkastede sig dem og gennem sin
underkastelse sejrede over og afskaffede dem og således befriede os fra loven
og alt ondt. At lære om loven og gøre undere er derfor særlige velgerninger af
Kristus. Men det er ikke specielt derfor, han er kommet. For profeterne og især
apostlene har gjort større undere end Kristus selv, Joh 14, 12.
Men når Kristus i sin egen person har
sejret over loven, følger med nødvendighed deraf, at han af naturen er Gud. For
ingen, hverken et menneske eller en engel, står over loven. Det gør alene Gud.
Men Kristus står over loven. For han har besejret og tilintetgjort den. Følgelig
er han Guds Søn og Gud af naturen. Hvis du derfor tilegner dig Kristus, således
som Paulus afmaler ham hér, farer du ikke vild og bliver ikke til skamme.
Desuden vil man være i stand til at have et ret skøn om alle former for
levevis, al fromhed og gudstjeneste i hele verden. Men når dette sande billede
af Kristus fjernes eller blot fordunkles, medfører det med bestemthed
almindelig forvirring. For det almindelige, sjælelige menneske kan ikke dømme
om Guds lov. Her kommer filosoffernes, juristernes og alle menneskers kunst til
kort. For loven hersker over mennesket. Altså dømmer loven mennesket og ikke
mennesket loven. Alene den kristne har den rette opfattelse af loven. Hvilken?
At den ikke retfærdiggør. Hvorfor holder man den så, når den ikke retfærdiggør?
Hensigten med de retfærdiges lydighed mod loven er ikke at få retfærdighed for
Gud. Den modtages alene af troen. Derimod er hensigten fred i verden,
taknemmelighed over for Gud og et godt eksempel, hvorved de tilskynder andre
til at tro på evangeliet osv. Paven har i den grad sammenblandet ydre
ceremonier, moralregler og troen, at han slet ikke kunne skelne mellem dem, men
endte med at sætte ceremonier over morallovene og etikken over troen.
Det vil
sige: barnekår hos Gud. Paulus broderer videre på dette skriftsted i 1 Mos 22,
18: »I din sæd osv.«. For ovenfor har han kaldt denne velsignelse over Abrahams
sæd for retfærdighed, liv, løfte om Ånden, befrielse fra loven, testamente og
løfte. Hér kalder han den for barnekår og arveret. For det følger alt af
velsignelsen. Efter at forbandelsen, som er synden, døden m.v., ved denne
velsignede sæd er blevet hævet, følger nemlig i dens sted velsignelse, det vil
sige: retfærdighed, liv og alt godt. Deraf ser du, at Paulus, når han vil, også
kan udtrykke sig rigt og fyldigt. Men hvormed har vi gjort os fortjent til at
få en sådan retfærdighed og barnekår og arveret til det evige liv? Ikke med
noget. For hvad skulle mennesker, der er indesluttet under synden, hjemfaldne til
lovens forbandelse og skyldige til den evige død, vel kunne gøre sig fortjent
til? Skønt uden at kunne betale for det eller være værdige dertil, har vi fået
det – dog ikke ufortjent. Hvad var det for en fortjeneste? Det var ikke vor,
men Jesu Kristi, Guds Søns – han som blev født under loven, ikke for sin egen
skyld, men for os. Paulus har jo også ovenfor sagt, at han blev gjort til en
forbandelse for os, kap. 3, 13. Han løskøbte os, som var under loven. Derfor
har vi alene ved Jesu Kristi, Guds Søns, forløsergerning fået disse barnekår.
Han er vor helt overvældende og evige fortjeneste – hvad enten det er som
»billigheds– eller som fuldgyldig fortjeneste«. Men sammen med de for intet
opnåede barnekår har vi også fået Helligånden, som Gud ved ordet har sendt i
vore hjerter »til at råbe: Abba, Fader«. Det følger nu:
Men
Helligånden sendes på to måder. I apostelkirken blev den sendt i håndgribelig
og synlig skikkelse. På denne vis steg den ved Jordanfloden ned over Kristus
som en due (Matt 3, 16) og over apostlene og andre som en ild (ApG 2, 3 f.).
Det var den første udsendelse af Helligånden. Den var nødvendig i den første
menighed, som skulle grundlægges ved tydelige tegn på grund af de vantro,
således som Paulus bevidner i 1 Kor 14, 22: »Tungetalen er til et tegn, ikke
for dem, som tror, men for de vantro.« Men senere, da der var blevet samlet en
kirke, og den var blevet styrket ved disse tegn, var det unødvendigt, at den
synlige udsendelse af Helligånden fortsatte.
Ifølge den anden sendes Helligånden ved
ordet ind i de troendes hjerter, således som det siges her: »Gud har udsendt i
vore hjerter sin Søns Ånd osv.« Det sker uden synlig skikkelse, nemlig når vi
gennem det talte Ord får dén glød og dét lys, hvorved vi bliver andre og nye
mennesker og der i os fødes en ny indsigt, nye følelser og handlinger. Den
forandring og nye indsigt er ikke noget, som menneskets fornuft eller dygtighed
har formået. Den er derimod Helligåndens gave og virkning, og den kommer ved
hjælp af forkyndelsens ord. Det renser hjerterne ved troen og vækker åndelige
tilskyndelser til live i os. Derfor er der den allerstørste forskel mellem os
og ordets forvanskere og fjender. Vi kan af Guds nåde ud fra ordet få den rette
opfattelse af Guds gode vilje imod os, af alle love og lærer, af vort og andres
liv. Papisterne og sværmerne kan derimod bestemt ikke få den rette forståelse
af noget. For disse forvansker og fordrejer ordet, og de andre forfølger og
spotter det. Men uden ordet kan man ikke have den rette forståelse af noget som
helst.
Vel er det ikke til at se, at vi er
åndeligt fornyede og har Helligånden. Dog er selve vor forståelse, tale og
bekendelse tilstrækkeligt bevis på, at Helligånden er i os med sine gaver. For
førhen kunne vi slet ikke have en ret forståelse af noget. Vi sagde og bekendte
således ikke, at alt vort er synd og fordømt, og at Kristus alene er vor
»billigheds– og fuldgyldige fortjeneste«. Det gør vi derimod nu, da sandhedens
sol skinner. Derfor rører det os slet ikke, at verden, hvis gerninger vi
erklærer for onde, mener, at vi er de mest forpestede kættere og oprørske
mennesker, omstyrtere af fromheden og den offentlige fred, besatte af Djævelen,
som taler ud af os og styrer alle vore handlinger. Over for denne verdens helt
bagvendte dom er vor samvittigheds vidnesbyrd os nok. Gennem dét er vi sikre
på, at det er en gave fra Gud, ikke blot at vi tror på Jesus Kristus, men også
at vi åbenlyst forkynder og bekender ham over for verden. Som hjertet tror,
taler munden. Som det hedder i Sl 116, 10: »Jeg troede, derfor talte jeg, såre
elendig var jeg.«
Desuden øver vi os i gudsfrygt og undgår
synden, så godt vi kan. Om vi synder, er det ikke med forsæt, men af uvidenhed,
og vi er kede af det. Vi kan falde, for Djævelen står dag og nat på lur efter
os. Ligeså har vort kød stadig rester af synden. Hvad kødet angår, er vi altså
syndere, selv efter at have modtaget Helligånden. Og udadtil er der ikke megen
forskel på en kristen og et almindeligt, skikkeligt menneske. For den kristnes
gerninger ser ringe ud: Han gør sin pligt, således som hans kald kræver det,
styrer staten, forestår sit hus, dyrker sin mark, sørger for sin næste med
gaver og tjeneste. Den slags gerninger regner et kødeligt menneske ikke for
noget; han mener, de er simple og intet værd. Selv lægfolk og hedninger gør
dem. Verden forstår nemlig ikke, hvad der har med Guds Ånd at gøre. Derfor har
den en forkert opfattelse af de frommes gerninger. Hyklernes hæslige overtro og
deres selvvalgte gerninger ikke blot beundrer den; den stemmes til andagt ved
dem og støtter dem med stor bekostning. Derimod anerkender verden så langtfra
de frommes gerninger som gode. De ser jo også ringe og ubetydelige ud, skønt de
er virkelig gode og Gud velbehagelige, når de gøres i tro, af et glad sind, i
lydighed og taknemmelighed mod Gud. I stedet dadler og fordømmer den dem som
den største ugudelighed og uretfærdighed. Dog i trængselstider, når man må lide
og bekende troen, hvad der er de troendes særlige og vigtigste gerning, når man
må forlade hustru og børn, ejendom og lov eller også fornægte Kristus – da skal
det blive åbenlyst, at det er ved Helligåndens kraft, vi bekender troen,
Kristus og hans ord.
Vi bør altså ikke tvivle om, at
Helligånden bor i os, men holde fast ved og vedkende os, at vi, som Paulus
siger (1 Kor 6, 19), er »et tempel for Helligånden«. For hvis nogen føler
kærlighed til ordet og gerne hører, taler, tænker over, fortæller og skriver om
Kristus, skal han vide, at det ikke er noget, som den menneskelige vilje eller
forstand formår. Det er en gave fra Helligånden. Hvor der derimod er had til og
foragt for ordet, dér har Djævelen, denne verdens gud, magten. Han forblinder
menneskenes hjerter og holder dem fanget, så evangeliets og Kristi herligheds
lys ikke kan skinne for dem. Det er, hvad vi i vore dage ser hos den store hob,
der slet ikke lader sig påvirke af ordet, men som i sin sikkerhed foragter det,
som var det noget ganske betydningsløst. Men de, der har en lue og længsel
efter ordet, anerkender med taknemmelighed, at den følelse er blevet givet dem
af Helligånden. For vi fødes uden den følelse og kan ikke ved nogen som helst
lov blive oplært til at erhverve den. Her er der ganske enkelt tale om en
forandring, der skyldes den Højestes højre hånd. Når vi derfor gerne hører
Kristus, Guds Søn, blive forkyndt – han som blev menneske for vor skyld og
underkastede sig loven for at løskøbe os – så sender Gud os gennem og sammen
med denne forkyndelse bestemt Helligånden i vore hjerter. Derfor er det
overordentlig gavnligt for de fromme at vide, at de har del i Helligånden.
Dette siger jeg for at gendrive
sofisternes og munkenes fordærvelige lære. De har lært og fremsat, at ingen med
sikkerhed kan vide, om han står i nåden, og dét uanset om han arbejder så godt
han kan og fører et ustraffeligt liv. Og denne overalt anerkendte formening var
et grundlag og en trosartikel for hele pavedømmet. Og ved denne deres ugudelige
mening tildækkede de fuldstændig læren om troen, vendte op og ned på troen,
forvirrede samvittighederne og fjernede Kristus bort fra kirken, skjulte og
fornægtede alle Helligåndens velgerninger og gaver, afskaffede den sande
gudsdyrkelse og indgav menneskehjerterne foragt og spot mod Gud. For den, der
tvivler om Guds vilje imod sig og ikke er vis på at stå i nåden, han kan ikke
tro, at han har syndernes forladelse, er genstand for Guds omsorg og kan blive
frelst.
Augustin siger rigtigt og fromt, at
enhver helt sikkert kan se sin tro, hvis han da har en. Det benægter de. Det
passer ikke, siger de, at jeg kan være vis på, at jeg står i nåden, at jeg er
hellig, og at jeg har Helligånden, om end jeg lever nok så helligt og gør alt.
Denne ugudelige mening, som hele pavedømmet hviler på, skal I unge flygte for
og afsky som den mest skadelige pest. For I er endnu ikke fulde af den. Vi
ældre er fra barnsben opdraget i den og har i den grad vænnet os til den, at
den har slået rod i vort hjertes inderste. Derfor er det lige så besværligt at
glemme den som at lære den rette tro. Men vi bør være fuldstændig visse på, at
vi står i nåden, at vi har Guds velbehag for Kristi skyld, og at vi har
Helligånden. Men »om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til« (Rom
8, 9). Desuden er alt, hvad den tvivlende tænker, taler og virker, synd. For
alt, hvad der ikke sker som følge af tro, er synd, Rom 14, 23.
Den, der har et embede i kirke eller
stat, bør være vis på, at hans hverv behager Gud. Men det vil han aldrig kunne
være vis på, medmindre han har Helligånden. Så er der en, der siger: Jeg er
ikke i tvivl om, at mit embede behager Gud; for det er en guddommelig ordning.
Men jeg er i tvivl, om min person har hans velbehag. Her må man spørge
teologien til råds. Den handler især om at forvisse os om, at ikke blot
personens embede, men også personen selv har Guds velbehag. For personen er
døbt og tror på Kristus, han er ved hans blod blevet renset for alle synder og
lever i kirkens fællesskab. Ligeledes elsker han ikke blot ordets rene lære,
men glæder sig også overordentligt over dens udbredelse og over, at antallet af
troende vokser. Derimod hader han paven og sværmerne med deres ugudelige lære;
som det hedder i Sl 119, 113: »Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din
lov.«
Derfor bør vi være vis på, at ikke bare
vor stilling, men også vor person har Guds velbehag. Hvad som helst, den har
sagt, gjort og tænkt i det private liv, behager Gud. Ganske vist ikke på grund
af os, men på grund af Kristus, som vi tror, er født under loven for vor skyld.
Og vi er helt sikre på, at Kristus har Guds velbehag og er hellig osv. For så
vidt som Kristus behager Gud og vi holder os til ham, har vi også Guds velbehag
og er hellige. Og skønt der stadig klæber synd til kødet og vi desuden også
stadig daglig falder, så er nåden dog større og mægtigere end synden. For
Herrens barmhjertighed og sandhed råder over os til evig tid. Derfor kan synden
ikke skræmme os eller få os til at tvivle om Guds nåde imod os. For Kristus,
den vældigste kæmpe, har ophævet loven, fordømt synden og afskaffet døden og
alt ondt. Så længe som han er ved Guds højre hånd, kan vi ikke tvivle om Guds
nåde imod os.
Desuden har Gud også, således som Paulus
siger hér, udsendt sin Søns Ånd i vore hjerter. Men Kristus er i sin Ånd helt sikker
på at have Guds velbehag osv. Derfor bør vi også, når vi har del i den samme
Kristi Ånd, være forvisset om at stå i nåden for hans skyld, som er sikker. Der
er her tale om det indre vidnesbyrd, hvorved hjertet bør være helt vis på at
stå i nåden og have Helligånden. Vist er der, som allerede sagt, ydre tegn som
gerne at høre og lære om Kristus, takke, prise og bekende ham, også når det
koster gods og liv. Desuden skal man i tro og glæde gøre sin pligt, så godt man
kan, i sit kald, ikke glæde sig over synden, ikke blande sig op i andres
bestilling, men passe sin egen, hjælpe den trængende og trøste den, der sørger.
Gennem disse tegn får vi vished og bekræftes ud fra erfaringen om, at vi står i
nåden. Også de ugudelige har den slags tegn, men ikke ublandet. Af dette
fremgår det, at paven blot forvirrer samvittighederne og til sidst driver dem
til fortvivlelse med sin lære. For han ikke blot lærer, men befaler også, at de
skal være i tvivl. Derfor er, som det hedder i Salme 5, 10, hans »mund blottet
for sandhed« og i Sl 10, 7: »Hans mund er fuld af ... svig og vold«.
Men vi ser hér, hvor svag de frommes tro
stadig er. For om vi var vis på, at vi stod i nåden, at vore synder var
forladt, at vi havde Kristi Ånd og var Guds børn, så ville vi sandelig være glade
og taknemmelige mod Gud for denne uudsigelige gave (2 Kor 9, 15). Men fordi vi
kender til de modsatte følelser: frygt, tvivl, bedrøvethed osv., vover vi ikke
at være visse derpå. Ja, samvittigheden anser det for at være meget anmassende
og hovmodigt at gøre krav på en sådan ære. Derfor forstår man først dette ret,
når det bruges i praksis. For uden at have erfaret det, lærer man det aldrig.
Derfor skal enhver vænne sig til at være
vis på at stå i nåden og at hans person og gerninger er Gud velbehagelige. Men
om han mærker til tvivl, skal han øve sin tro, kæmpe mod tvivlen og stræbe
efter vished, så han kan sige: Jeg véd, jeg har Guds velbehag og Helligånden,
ikke på grund af min værdighed eller mine dyder, men på grund af Kristus, som
har underkastet sig loven og båret verdens synder for vor skyld. Ham tror jeg
på. Selv om jeg er en synder og farer vild, er han retfærdig og kan ikke fejle.
Desuden hører, læser, synger og skriver jeg gerne om ham og har intet højere
ønske, end at hans evangelium må blive kendt og mange blive omvendt.
Dette er et sikkert vidnesbyrd om, at
Helligånden er for hånden. For den slags sker ikke i hjertet ved menneskelige
kræfter. Man kan heller ikke skaffe sig det ved nogen øvelser eller
anstrengelser; men det kommer til os ved Kristus, som først retfærdiggør os
gennem kendskab til sig selv og dernæst skaber et rent hjerte, føder nye
tilskyndelser og skænker dén vished, hvorved vi véd, at vi har Faderens
velbehag på grund af ham. Ligeledes giver han en sikker dømmekraft, så vi billiger,
hvad vi før var uvidende om eller ligefrem foragtede. Vi bør altså daglig mere
og mere kæmpe os frem fra uvished til vished og anstrenge os for til bunds at
udrydde den fordærvelige vrangforestilling, der har opslugt hele verden, nemlig
at mennesket ikke véd, om det står i nåden. For hvis vi tvivler om, at vi står
i nåden og har Guds velbehag på grund af Kristus, så fornægter vi, at Kristus
har løskøbt os og fornægter overhovedet alle hans velgerninger. I yngre kan
sagtens forstå evangeliets rene lære og undgå en sådan fordærvelig
vrangforestilling. For I er endnu ikke blevet smittet af den.
Paulus
havde kunnet sige: Gud har sendt sin Søns Ånd i vore hjerter til at bede: Abba,
Fader! Men han siger med overlæg: »som råber« for at angive anfægtelsen hos den
kristne, der endnu er svag og svag i troen. I Rom 8, 26 kalder han dette råb
for et uudsigeligt suk. Han siger: »Ligeledes kommer også Ånden vor
skrøbelighed til hjælp; thi vi ved ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør,
men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.«
Og det er den allerbedste trøst, at
Paulus her siger, at Kristi Ånd, som Gud har sendt i vore hjerter, råber: Abba,
Fader! og i Rom 8, 26, at den kommer vor skrøbelighed til hjælp og går i forbøn
for os med uudsigelige sukke. Den, der kunne tro fast på dette, han ville ikke
falde for nogen nok så svær anfægtelse. Men der er meget, der hindrer en sådan
tro. Først og fremmest, at vort hjerte er født i synd, endvidere, at dette onde
er os medfødt, at vi tvivler om Guds nådige sindelag imod os og ikke stoler
sikkert på, at vi har Guds velbehag. Desuden går vor modstander, Djævelen,
omkring og udstøder forfærdelige brøl, 1 Pet 5, 8, og siger: Du er en synder.
Derfor er Gud vred på dig og lader dig gå evigt fortabt.
Over for disse forfærdelig høje og
uudholdelige brøl har vi slet intet andet til at oprejse og støtte os end det
nøgne ord, som fremstiller Kristus som sejrherren over synden, døden og alt
ondt. Men at holde sig fast til dét (:ord) i sådan anfægtelse og strid, dét er
en bedrift, en kraftanstrengelse. Kristus viser sig da ikke mærkbart. For vi
ser ham ikke, og i sin anfægtelse mærker hjertet ikke til hans nærværelse og
hjælp. Tværtimod synes Kristus da at være vred på os og lade os i stikken.
Desuden føler mennesket da i sin anfægtelse syndens magt og kødets svaghed, det
føler Djævelens gloende pile og frygten for døden, det føler Guds vrede og dom.
Alt dette udstøder kraftige og forfærdelige råb imod os, så vi tror, der slet
ikke er andet tilbage end fortvivlelse og evig død.
Men, siger Paulus, midt i denne skræk
for loven, syndens torden, dødens slag og Djævelens brølen begynder Helligånden
at råbe i vore hjerter: Abba, Fader! Og hans råb overgår og overdøver langt
lovens, syndens, dødens og Djævelens råben. Det gennemtrænger skyerne og Himlen
og når helt frem til Guds ører.
Paulus vil med disse ord angive den
svaghed, der stadig findes hos de fromme, ligesom også i Rom 8, 26: »Ånden
kommer vor skrøbelighed til hjælp.« For da følelsen af fjendskab er stærk hos
os, det vil sige: da vi mærker mere til Guds vrede end til Guds nåde imod os,
så sendes Helligånden i vore hjerter, ikke til at sukke eller påkalde, men til
at råbe højt og kraftigt: Abba, Fader, og gå i forbøn for os efter Guds vilje
med uudsigelige sukke. Hvordan det?
Når samvittigheden er alvorligt opskræmt
og må kæmpe, griber vi vel om Kristus og tror, at han er vor Frelser. Men da
forskrækker lyset os allermest, og synden gør os forvirret. Desuden bekæmper
Djævelen os med alle sine rænker og gloende pile og søger af alle kræfter at
rive Kristus bort fra os og berøve os al trøst. Da er vi lige ved at bukke
under og fortvivle. For vi er da »det knækkede rør og den rygende tande« (Matt
12, 20). Men i mellemtiden kommer Helligånden vor skrøbelighed til hjælp. Han
går i forbøn for os med uudsigelige sukke og giver vor ånd det vidnesbyrd, at
vi er Guds børn. På denne vis rejser sindet sig op igen midt i denne angst. Det
sukker til sin frelser og ypperstepræst Jesus Kristus, besejrer kødets svaghed,
finder trøst på ny og siger: Abba, Fader. Også derfor kalder Paulus det for
Åndens suk og råb, fordi det er Ånden, der er ophav til dette råb i vort hjerte
midt i vor svaghed og anfægtelse.
Hvor høje og frygtelige råb loven,
synden og Djævelen altså end udstøder imod os – og de synes at fylde hele
Himlen og jorden og fuldstændig at overdøve vort hjertes suk – kan de dog ikke
skade os. For jo mere disse vore fjender angriber, anklager og plager os, des
mere griber vi med vort suk fast om Kristus, påkalder ham med hjerte og mund,
hænger ved ham og tror, at han er født under loven for vor skyld, for at
løskøbe os af lovens forbandelse og tilintetgøre synden og døden. Og når vi har
grebet således om Kristus med troen, råber vi gennem ham: Abba, Fader. Og dette
vort råb overgår langt Djævelens råben.
Men i den grad regner vi ikke det suk,
som vi udstøder i denne skræk, i denne vor svaghed, for at være et råb, at vi
knap nok anser det for et suk. For vor tro, som i anfægtelsen sukker således
til Kristus, er så svag, at vi knap mærker til den. Derfor hører vi ikke det
råb. Vi har kun ordet. Når vi i vor kamp har grebet om det, ånder vi for en
lille stund lettet op og sukker. Og på en eller anden vis mærker vi nok til det
suk. Men vi hører ikke noget råb. Men han, som ransager hjerterne, véd, hvad
Ånden begærer, siger Paulus, Rom 8, 27. For denne ransager af hjerterne er det
for kødet tilsyneladende så svage suk det allerkraftigste råb og et uudsigeligt
suk, i sammenligning med hvilket lovens, syndens, dødens, Djævelens og Helvedes
høje og frygtelige brøl er ingenting, ja, end ikke kan høres. Det er altså ikke
uden grund, Paulus kalder det fromme og anfægtede hjertes suk for et råb og
Åndens uudsigelige suk. For det fylder hele Himlen og råber så højt, at englene
mener ikke nogetsteds at høre andet end dette råb.
Vi har derimod en helt modsat
fornemmelse. Vi ser ikke dette vort ynkelige suk gennemtrænge skyerne, således
at dét er det eneste, Gud og englene hører i Himlen. Ja, så længe vor
anfægtelse varer ved, mener vi, at Djævelen brøler frygteligt imod os, at
himlen drøner, jorden bæver, at alt vil bryde sammen, at alle skabninger truer
med ondt, og at Helvede åbner sig for at opsluge os. Vi har denne fornemmelse i
hjertet; disse frygtelige røster og dette forfærdende syn er, hvad vi hører og
ser. Og dette er, hvad Paulus omtaler i 2 Kor 12, 9: »Kristi kraft fuldkommes i
vor magtesløshed«. For da er Kristus virkelig almægtig, da regerer og
triumferer han virkelig i os, når vi så at sige er alsvage, så vi knap nok kan
udstøde et suk. Men Paulus siger, at det suk er i Guds ører det kraftigste råb
og fylder Himmel og jord.
Således kalder Kristus også i lignelsen
om den uretfærdige dommer i Luk 18 det fromme hjertes suk for et råb – og dét
et sådant råb, at det uafbrudt dag og nat råber til Gud. Han siger: »Hør, hvad
den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud da ikke skaffe sine udvalgte ret, de,
som råber til ham dag og nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? Jeg
siger jer, han skal skaffe dem ret i hast« (Luk 18, 6 ff.). Når vi i vore dage
i den grad forfølges og modsiges af paven, af tyranner og sværmere, der
angriber os fra højre og fra venstre, kan vi alene udstøde sådanne sukke, og de
har været vore kanoner og de våben, ved hvis hjælp vi i så mange år har gjort
vore modstanderes planer til intet og er begyndt på at nedbryde Antikrists
rige. Og de suk vil også tilskynde Kristus til at fremme dagen for sit komme i
herlighed, da han skal tilintetgøre alle fyrstendømmer, magter og kræfter og
lægge alle fjender under sine fødder. Amen.
Således siger Herren i 2. Mosebog til
Moses ved Det røde hav: »Hvorfor råber du til mig?« (14, 15). Det gjorde Moses
slet ikke; men han var i den største nød. Derfor skælvede han og var
fortvivlelsen nær. Vantro og ikke tro syntes at råde i ham. For Israel var i
den grad spærret inde af bjerge, ægypterhæren og havet, at der ikke var noget
sted, de kunne flygte hen. I den situation vovede Moses ikke at sige et muk.
Hvordan kan han da have råbt? Derfor bør vi ikke dømme efter, hvad hjertet
fornemmer, men efter Guds ord, der lærer, at Helligånden skænkes til de
anfægtede, skrækslagne og fortvivlende for at oprejse og trøste dem, og for at
de ikke skal bukke under i anfægtelse og alt ondt, men overvinde det, dog ikke
uden den største frygt og møje.
Papisterne våsede om, at de hellige
besad Helligånden på en sådan måde, at de aldrig mærkede til eller havde nogen
anfægtelse. De taler blot teoretisk om Helligånden, ligesom også sværmerne i
vore dage. Men Paulus siger, at Kristi kraft fuldkommes i vor magtesløshed, og
ligeså, at Helligånden kommer vor skrøbelighed til hjælp og går i forbøn for os
med et uudsigeligt suk. Da har vi altså allermest behov for Helligåndens hjælp
og trøst, og da er den os allernærmest, når vi er allersvagest og nærmest ved
at fortvivle. Hvis nogen udholder ondt med et modigt og glad sind, har
Helligånden allerede gjort sin gerning i ham. Men særlig i dém gør den sin
gerning, som er frygtelig skræmte og er kommet »dødens porte« helt nær, som det
hedder i Sl 9, 14. Sådan så Moses, som allerede sagt, døden ganske nær, i
bølgerne og hvor han end vendte sit blik. Han var altså i den største nød og
mærkede uden tvivl i sit hjerte Djævelens vældige råb: Hele dette folk skal i
dag gå til grunde. For der er ingen steder, det kan undslippe til. Og du alene
er ophav til denne forfærdelige ulykke, for du har ført folket ud af Ægypten!
Dertil kom råbet fra folket: »Var der mon ikke grave i Ægypten, siden du har
ført os ud for at dø hér i ørkenen? Havde det ikke været bedre at trælle for
ægypterne end at dø ynkeligt hér i ørkenen?« Der var Helligånden ikke teoretisk
i Moses, men virkeligt, og han gik i forbøn for ham med et uudsigeligt suk, så
Moses sukkede til Gud og sagde: Herre, på din befaling førte jeg folket ud. Kom
derfor til hjælp! Dette suk kalder han for et råb.
Jeg har sagt dette ret udførligt for
tydeligt at vise, hvad der er Helligåndens opgave, og hvornår Han udøver den.
Når vi anfægtes, skal vi derfor på ingen vis bedømme den sag ud fra, hvad vi
føler, eller hvad loven, synden og Djævelen råber op om. Hvis vi hér vil rette
os efter, hvad vi føler og disse råber om, vil vi slutte, at vi ikke får nogen
hjælp fra Helligånden, og at vi er helt forkastet fra Guds åsyn. Da er det
bedre at huske på, hvad Paulus siger om, at Ånden kommer vor skrøbelighed til
hjælp, og ligeså, at Han råber: Abba, Fader, det vil sige: udstøder hvad der
forekommer os at være en ganske svag hulken og hjertesuk. For Gud er det dog et
meget højt råb og et uudsigeligt suk. Derfor skal du i al din anfægtelse og
svaghed blot holde dig til Kristus og sukke. Han giver Helligånden, som råber:
Abba, Fader; og Faderen svarer: Jeg hører intet andet i hele verden end dette
ene suk, der i mine ører er et så kraftigt råb, at det fylder Himmel og jord og
kvæler alle andre råb.
Læg også mærke til, at Paulus siger, at
Ånden, når vi anfægtes, ikke går i forbøn for os med en lang bøn, men blot med
et suk, der endog er uudsigeligt. Han råber heller ikke højt og med tårer:
Forbarm dig^ over mig, Gud osv., men udstøder blot dette råb eller suk, nemlig:
Ak, Fader! Det er vel en ganske kort lyd, men den rummer alt. Det er ikke
munden, men hjertet, der taler dér og siger: Skønt jeg overalt er omgivet af
trængsel og synes ladt i stikken, ja, helt forkastet fra dit åsyn, er jeg dog
dit barn på grund af Kristus; jeg er elsket på grund af den elskede. Når derfor
det lille ord »Fader« virkelig bliver sagt i hjertet, er det en veltalenhed,
som hverken Demostenes, Cicero eller hvilke mest veltalende mænd, der nogen
sinde har været i denne verden, kan opvise. For denne sag lader sig ikke
udtrykke med ord, men med suk, og de kan ikke udtrykkes med nogen veltalers
ord; for de er uudsigelige.
Jeg har udførligt angivet, at et
kristenmenneske bør være vis på at stå i Guds nåde og have Helligåndens råb i
hjertet – især når han er i sin særlige opgave, som er at bekende eller lide på
grund af bekendelsen. Og dette har jeg gjort, for at I helt skal afvise hele
pavestyrets fordærvelige vrangforestilling. Det lærte jo, at et kristenmenneske
bør være uvis om Guds nåde imod sig. Så længe den mening består, er Kristus
slet ikke til nogen nytte. For den, der tvivler om at have Guds nåde, må
nødvendigvis også tvivle om Guds løfter og følgelig om Guds vilje og om Kristi
fødsel, lidelse, død og opstandelse. Men der er ingen større gudsbespottelse
end at fornægte Guds løfter, Gud selv og Kristus. Derfor var det ikke alene det
største vanvid, men også en ugudelighed, at munkene med så stor iver i deres
klostre knyttede unge af begge køn til deres fromhedsøvelser og såkaldte
hellige ordener, som om de var den sikreste vej til frelsen, og dog siden hen
befalede dem, de havde lokket til sig, at tvivle om Guds nåde. Således har
paven kaldt hele menneskeslægten til lydighed mod Romerkirken som til en hellig
stand, hvori de bestemt kunne blive frelst, og siden befalede han dem, der
adlød hans love, at de alligevel skulle tvivle. Sådan praler Antikrists rige
først af lovenes, ordenernes og reglernes hellighed og fremhæver dem. Med
sikkerhed lover de evigt liv til dem, som overholder dem. Når de ulykkelige
mennesker så efter menneskeoverleveringers forskrifter har plaget deres legemer
med nattevågen, faster osv., opnår de derved kun, at de er uvidende om,
hvorvidt denne deres lydighed er Gud velbehagelig eller ej. Således har Satan
drevet sit spil med sjælenes død gennem papisterne. Og derfor er pavedømmet et
sandt torturkammer for samvittighederne og Djævelens egentlige rige.
Men de plejede at anføre Salomons ord
fra Præd. 9, 1 til bevis og bekræftelse på denne deres afskyelige vildfarelse:
»De retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd. Hverken om
kærlighed eller had kan menneskene vide noget.« Dette ord tyder nogle om Guds
kommende, og andre om hans nærværende vrede. Men ingen af parterne forstår
Salomon, som på dette sted mindst af alt taler om dét, som de vrøvler om.
Desuden handler hele Skriften især om, at vi ikke skal tvivle, men fatte et
sikkert håb om, stole og tro på, at Gud er barmhjertig, god, tålmodig, uden
løgn og svig, men trofast og sanddru. Han holder sine løfter, ja, har allerede
nu opfyldt dem ved at lade sin enbårne Søn dø for vore synder, for at enhver,
som tror på Sønnen, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh. 3, 16). Der
kan da ikke være ringeste tvivl om, at Gud er forsonet og af hjertet er os
nådig, og at Guds had og vrede er borte, når Han lader sin egen Søn dø for os
syndere. Men hvor kraftigt hele evangeliet end overalt forkynder og stadig
fremhæver dette, er det dog til ingen nytte. Dette ene sted hos Salomon, som de
havde misforstået, gjaldt mere end alle løfter og trøsteord i hele Skriften,
ja, mere end Kristus selv, for de fromme munke i de strengere ordener. De
misbrugte altså Skriften til deres eget fordærv og har fået deres velfortjente
straf for foragt for Skriften og ligegyldighed over for evangeliet.
Det er gavnligt at vide dette. Først og
fremmest fordi papisterne i vore dage brammer, som om de aldrig havde gjort
noget ondt. Derfor må de overbevises ved deres egne afskyeligheder, som de har
spredt ud over verden. Det vidner deres egne bøger om. Dem er der stadig
utallige af om dette emne. Desuden for at vi kan være forvisset om, at vi har
evangeliets rene og sande lære. Pavedømmet kan umuligt prale af den vished. Om
også alt var i orden inden for det, overgår dette uvishedens uhyre dog alle
andre uhyrligheder. Og skønt det er åbenlyst, at Kristi fjender lærer noget
uvist – for de befaler samvittighederne at tvivle – så er de dog så fulde af
Satans galskab, at de med største sindsro fordømmer og dræber os, der er uenige
med dem, som kættere, som var de dog fuldt forvissede om (sandheden af) deres
lære.
Lad os derfor takke Gud, fordi vi er
blevet befriet fra dette uvishedens uhyre og nu kan stole på, at Helligånden
råber og udstøder uudsigelige sukke i vore hjerter. Og dette er vor faste
grund: Evangeliet byder os ikke at se på vore velgerninger og fuldkommenhed,
men på Gud selv, som giver løfter, og Kristus selv, der er midleren. Paven
byder os derimod at rette blikket ikke mod løftets Gud og ikke mod ypperstepræsten
Kristus, men mod vore gerninger og fortjenester. Dér er følgen med nødvendighed
tvivlrådighed og fortvivlelse. Men vi har vished og glæde i Ånden. For jeg
holder fast ved Gud, som ikke kan lyve. For Han siger: Se, jeg giver min Søn
hen i døden, for at han med sit blod skal løskøbe dig fra synd og død. Over for
det kan jeg ikke tvivle, medmindre jeg ligefrem vil sige Gud imod. Og dette er
grunden til, at vor teologi er vis. Den fører os bort fra os selv og stiller os
uden for os selv, så vi ikke stoler på vore egne kræfter, vor samvittighed,
hvad vi føler, vor person og vore gerninger. Men vi stoler på dét, som er
udenfor os, nemlig Guds løfte og sandhed, som ikke kan narre. Dette véd paven
ikke. Derfor vrøvler han tillige med sine plageånder om, at ingen, end ikke de
retfærdige og vise, véd besked, om de er værdige til kærlighed eller til had
(Præd. 9, 1). Men hvis de virkelig er retfærdige og vise, véd de med
bestemthed, at Gud elsker dem. I modsat fald er de ikke retfærdige og vise.
Endvidere taler dette ord af Salomon
slet ikke om Guds had eller velvilje mod mennesker. Men det er en
almenmenneskelig sentens, der håner menneskenes utaknemmelighed. For verdens
ondskab og utaknemmelighed er så stor, at den ofte lønner dém slet, der har
gjort sig fortjent af den til noget godt, og nu og da behandler den dem endog
på den mest uværdige måde. Derimod ophøjer og hædrer den de slette. Således
blev David, en hellig mand og en udmærket konge, fordrevet fra sit rige, og
profeterne, Kristus og apostlene blev dræbt. Desuden vidner alle folks historie
om, at mange fortjenstfulde mænd blev drevet i landflygtighed af deres egne
medborgere og levede i elendighed dér; ja, nogle gik skændigt til grunde i et
fængsel. Derfor taler Salomon ikke hér om samvittigheden, der har med Gud at
gøre, eller om Guds velvilje og dom, men om menneskenes domme og vilje mod
hinanden. Meningen er: Der er mange retfærdige og vise, og Gud virker meget
godt gennem dem og skaffer menneskene fred. Men det er så langt fra, at
menneskene erkender dette, at de ofte lønner sådanne meget ilde for deres meget
store velgerninger. Selv om en har gjort idel godt, véd man dog ikke af den
grund, om han ved denne sin flid og tro skaffer sig menneskenes had eller
yndest.
Sådan går det også i vore dage. Da vi
mente at skulle få bifald hos vore landsmænd, fordi vi forkyndte dem fredens,
livets og den evige frelses evangelium, får vi, i stedet for velvilje, det
bitreste had. Ligeså fandt mange behag i vor lære til at begynde med og tog
imod den med iver. Vi mente, at de ville være brødre og venner, der sammen med
os i fuldstændig enighed ville forplante og udbrede denne lære til andre. Men
nu erfarer vi, at de er falske brødre og vore mest forbitrede fjender. De udsår
vildfarelser, og dét, som vi lærer ret og fromt, forvansker og ødelægger de. Og
derved er de årsag til de værste forargelser i menighederne. Enhver, der altså
gør sin pligt gudfrygtigt og tro, ligegyldigt hvilken plads han indtager her i
livet, og som for sine gode gerninger modtager menneskenes utaknemmelighed og
had, han skal ikke af den grund plage sig til døde, men sige med Kristus: »De
hadede mig uforskyldt« (Joh. 15, 25), og ligeså: »Til løn for min kærlighed er
de mig fjendske, skønt jeg er idel bøn«, Sl 109, 4.
Ved hjælp af denne ugudelige
læresætning, hvormed paven befalede menneskene at tvivle om Guds nåde imod dem,
har han altså fjernet Gud og alle løfter fra kirken, tildækket Kristi
velgerninger og afskaffet hele evangeliet. Den ulykke er den nødvendige følge
af, at menneskene ikke stoler på Gud, der giver løfter, men på deres egne
gerninger og fortjenester. Når dét sker, kan mennesket aldrig være vis på Guds
vilje, men må nødvendigvis være uvis og til sidst endog fortvivle. For intet
andet sted kan han finde ud af, hvad Gud vil, og hvad der har hans velbehag,
end i hans Ord. Dette Ord gør os vis på, at Gud har aflagt al vrede og had imod
os, da han jo gav sin enbårne Søn hen for vore synder. Ligeledes giver
sakramenterne, nøglemagten osv. os vished. For hvis Gud ikke elskede os, havde Han
ikke givet os dem. Vi er overvældet af utallige af den slags vidnesbyrd om Guds
nåde imod os. Efter at have fordrevet denne uvishedens pest, der har besmittet
hele pavekirken, stoler vi på, at Gud er os nådig, at vi har hans velbehag, at
vi for Kristi skyld er genstand for hans omsorg, og at vi har Helligånden, der
går i forbøn for os med råben og uudsigelige suk.
Men det råb og det suk går ud på, at man
i anfægtelse ikke kalder Gud for en tyran, en vred dommer eller en bøddel, men for
vor Fader, om end det suk er så lavt, at det næppe kan høres. Det andet råb,
hvormed man i alvorlig samvittighedsangst kalder Gud for uretfærdig, grusom, en
ond tyran og dommer, er derimod meget højt og høres kraftigt. For det ser ud,
som om Gud har forladt os og vil støde os ned i Helvede. Således klager de
hellige ofte i Davids Salmer: »Jeg er bortstødt fra dine øjne!« (Sl 31, 23), og
ligeså: »Jeg er som et ødelagt kar!« (Sl 31, 13). Det er bestemt ikke et suk,
der siger: Fader, men et brøl af had til Gud, og det råber kraftigt: Hårde
dommer, grusomme bøddel osv. Da er tiden inde til, at du vender dine øjne bort
fra loven, gerningerne, din erfaring og samvittighed, griber fat i evangeliet
og alene holder dig til Guds løfte. Så udstødes da et lille suk, der dæmper og
aver dette øredøvende brøl, så der ikke bliver andet tilbage i hjertet end det
suk, som siger: Abba, Fader! og desuden: Hvor meget loven end anklager mig og
synd og død skræmmer mig, så lover du, Gud, mig nåde, retfærdighed og evigt liv
ved Kristus. Og således er det løftet, der er årsag til det suk, som råber:
Fader.
Det er ikke nogen ringe udlægning, at
Paulus bevidst har villet bruge både det græske og det hebraiske ord, fordi
kirken var et samfund af begge, hedninger såvel som jøder. For vel kalder
hedninger og jøder Gud for Far på sprog, der er forskellige; men det er ét og
det samme suk hos begge, når de råber: Fader.
Det er en
afslutning og et udråb. Meningen er: Når dette står fast, at vi modtager Ånden
ved at høre ordet og kan råbe i vort hjerte: Abba, Fader, så er det bestemt
afgjort i Himlen, at der ikke længere er noget slaveri, men alene frihed,
antagelse som barn og barnekår. Hvem sørger for dét? Det gør dette suk.
Hvordan? Derved at Faderen har lovet det. Men Han er endnu ikke Far for mig,
hvis jeg ikke har svaret ham som søn. Først tilbyder Faderen mig altså gennem
sine løfter nåde og at ville være min Fader. Tilbage står for mig at tage imod.
Det sker, når jeg med dét suk råber og med sønlig kærlighed svarer med dét ord:
Fader. Da mødes Fader og søn, og trolovelsen bliver indgået uden nogen ydre
pragt og glans. Det vil sige, at slet intet træder hindrende imellem. Der
kræves ingen lov og ingen gerning; for hvad kunne mennesket gøre i denne angst
og i anfægtelsernes mørke? Hér er kun Faderen, der afgiver sit løfte og kalder
mig sin søn ved Kristus, der blev født under loven osv. Jeg tager på min side
imod, svarer ved dét suk og siger: Fader. Hér er der altså intet krav, men blot
dét sønnens suk, som fatter tillid midt i trængslen og siger: Du afgiver løfte
og kalder mig din søn på grund af Kristus, og jeg tager imod og kalder dig
Fader. Dette er bestemt at blive sønner helt uden gerninger. Men det forstår
man ikke uden at have erfaret det.
Paulus bruger ikke her ordet træl på
samme vis som ovenfor i kap. 3, 28, hvor han siger: »Her er ikke træl eller fri
osv.«, men mener her: Lovens træl, det vil sige: en der er underkastet loven,
ligesom han siger i vers 3: »Vi stod som trælle under verdens børnelærdom«.
Derfor er dét at være træl her efter Paulus' mening at være skyldig og holdt
fanget under loven, under Guds vrede og døden, at kende Gud ikke som Gud og
Fader, men som en bøddel, en fjende og en tyran. Dette er i sandhed at leve i
et babylonisk slaveri og fangenskab og at blive pint på den grusomste måde. For
jo mere man arbejder inde under loven, des mere plages man af dens trældom.
Dette slaveri, siger han, er hørt op. Det foruroliger og plager os ikke mere.
Paulus siger personligt: »Du vil ikke længere være træl«. Men meningen bliver
tydeligere, hvis vi gør den principiel, nemlig således: Der vil ikke være nogen
trældom i Kristus, men alene barnekår; for da troen kom, ophørte det slaveri,
således som han også siger det ovenfor i kap. 3.
Her angiver Paulus tydeligt, at ingen
skræk, vrede, forvirring og død, det vil sige: slet intet af lovens opgave og
retskrav må få adgang til den kristne samvittighed. Følgelig må langt mindre de
menneskelige vedtagelsers gudsbespottelige uhyrligheder få adgang til den. For,
når jeg i spørgsmålet om retfærdiggørelsen ikke bør kende til den guddommelige
lov og på ingen vis finde mig i dens herredømme i samvittigheden, så finder jeg
mig langt mindre i, at pavens smuds skal herske i samvittigheden, om han så
aldrig så meget »brøler som en løve« (Åb 10, 3) og truer med, at jeg vil
pådrage mig den almægtige Guds vrede. Da bør jeg sige: Lov, din lydighed må
ikke træde ind til tronen, hvor Kristus, min Gud, sidder. Nu hører jeg ikke dig
– og langt mindre hører jeg dine utysker, Antikrist! – for jeg er fri, og jeg
er en søn, som ikke bør være underkastet nogen trældom eller for slaver
passende lov. Moses må altså ikke og langt mindre paven stige op i brudesengen
med sine love for at ligge dér, det vil sige: for at råde i samvittigheden, som
Kristus netop har befriet fra loven, for at den skal være helt fri for al
trældom. Tjenerne med æslet skal blive i dalen; alene Isak må stige op på
bjerget med sin fader Abraham. Vist skal loven herske over legemet og det gamle
menneske. Han står under loven og skal finde sig i at blive øvet og plaget af
loven. Loven må foreskrive ham, hvad han skal gøre og lide, og hvordan han skal
omgås med mennesker. Men lejet, hvor Kristus alene bør hvile og sove, skal den
ikke besmitte, det vil sige: den må ikke volde samvittigheden uro. For den bør
alene leve med Kristus, dens brudgom, i frihedens og barnekårets rige.
Hvis I altså, siger Paulus, råber: Abba,
Fader, så er I bestemt ikke mere trælle, men frie sønner. Altså er I uden lov,
uden synd og uden død; I er nemlig frelste og har ikke mere del i noget ondt.
Barnekåret medfører altså det evige rige og hele den himmelske arv. Men hvor
stor og herlig denne gave er, kan menneskesindet slet ikke fatte i dette liv og
langt mindre udsige. Foreløbig ser vi dette i en gåde (1 Kor 13, 12). Vi har
det lille suk og den ringe tro, der alene holder sig til at høre lyden af
Kristi stemme, når han giver os sit løfte. Hvad vor fornemmelse angår, er det
blot som en lille prik; men i sig selv er det en uendelig stor kugle. Således
har den kristne noget uendelig stort inde i sig. Men for hans syn og
fornemmelse er det meget småt og såre begrænset. Derfor bør det forhold ikke
måles ved hjælp af menneskets fornuft og iagttagelse, men efter en anden
målestok, nemlig Guds løfte. Ligesom Gud er uendelig, således er også hans
løfte uendelig stort, skønt det foreløbig er indesluttet i disse trange kår, og
så at sige i ordet som dets centrum. Vi ser altså nu den lille prik i midten,
engang skal vi også se hele omkredsen. Derfor er der nu intet tilbage, der kan
anklage, skræmme og binde samvittigheden. For der er ikke længere trældom, men
barnekår. Og det bringer os ikke blot frihed fra loven, synden og døden, men
også arveret til det evige liv, som vi skal se af det følgende:
For den,
der er søn, skal også være arving. Alene derved at han er født, fortjener han
nemlig at være arving. Der er intet værk eller fortjeneste, der giver ham
arveret, men alene hans fødsel. Og han får så arveret rent passivt og ikke
aktivt. At han fødes, ikke at han avler, arbejder eller skal sørge for noget,
gør ham til arving. For han bidrager ikke til sin fødsel; det er blot noget,
han lader ske. Derfor opnår vi passivt, ikke aktivt, disse evige goder,
syndernes forladelse, retfærdighed, opstandelsens herlighed og det evige liv.
Der er hér slet intet, der blander sig. Alene troen griber om det løfte, den
har fået. Ligesom altså i det borgerlige liv en søn bliver arving alene gennem sin
fødsel, således gør hér alene troen os til Guds børn, født af Ordet, som er det
guddommelige moderskød, hvor vi undfanges, bæres, fødes og næres. Ved denne
fødsel, ved at udholde og lide dette, hvorved vi bliver kristne, bliver vi også
sønner og arvinger. Men som arvinger er vi frie for døden, Djævelen osv. og
ejer retfærdighed og evigt liv. Og alt det får vi rent passivt. For vi gør ikke
noget, men lader os blive til, så en ny skabning bliver dannet ved tro på
ordet.
Men dette overgår al menneskesindets
fatteevne, at han siger: Arvinger, ikke til den rigeste og mægtigste konge,
ikke til kejseren, ikke til verden, men til den almægtige Gud, skaberen af alle
ting. Denne vor arv er det altså, Paulus også et andet sted kalder »en
uudsigelig gave« (2 Kor 9, 15). Og om nogen kunne holde den opfattelse fast med
en sikker og fast tro og kunne forstå, hvor herligt det er, at han er Guds søn
og arving, så ville han regne alverdens rigers magt og rigdom – og dét uanset,
hvor stor den er – for smuds og skarn i sammenligning med sin himmelske arv.
Alt, som verden anser for højt og herligt, ville han væmmes ved. Og jo større
verdens pragt og herlighed er, des mere ville han hade den. Hvad verden
beundrer og sætter allerhøjest, det ville kort sagt i hans øjne være afskyeligt
og ingenting. For hvad er hele verden med sin magt, rigdom og herlighed imod
Gud, hvis arving og søn han er? Desuden ville han med Paulus ivrigt begære »at
bryde op og være sammen med Kristus« (Fil. 1, 23), og der kunne ikke hænde ham
noget mere kærkomment, end om han døde før tiden. Han ville favne døden som den
dejligste fred. For han vidste, at den ville være afslutningen på alle hans
ulykker, og at han gennem den ville komme i besiddelse af sin arv. Ja, det
menneske, der troede fuldkomment på dette, ville ikke længe blive i live. For
han ville snart dø af overvældende glæde.
Men loven i lemmerne, der strider mod
sindets lov, tillader ikke troen at være fuldkommen. Vi behøver altså hjælp og
trøst af Helligånden, som i vor nød går i forbøn for os med et uudsigeligt suk,
som ovenfor omtalt. Der klæber sig stadig synd ved vort kød, og fra tid til
anden gør den samvittigheden urolig og hindrer således troen, så vi ikke med
fuld glæde kan se hen til og hige efter den evige rigdom, som Gud har givet os
ved Kristus. I følelsen af denne kødets kamp mod Ånden må selv Paulus råbe:
»Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« (Rom 7,
24). Han anklager sit »legeme«, som han dog burde elske, og giver det det
værste navn, nemlig sin »død«. Meningen er: Mit legeme piner og plager mig mere
end selve døden. For det forstyrrede selv for ham denne Åndens glæde. Han havde
ikke altid blide og glade tanker om den kommende himmelske arv, men følte nu og
da også Åndens bedrøvelse og bæven.
Heraf fremgår det klart, hvor svært det
er at tro. Det er ikke så let og hurtigt at lære og forstå, som de mætte og
overmodige ånder bilder sig ind. De tømmer én gang for alle Skriften for hele
dens indhold. Kødets svaghed og kampen mod Ånden, som vi møder hos de hellige,
er tilstrækkeligt vidnesbyrd om, hvor svag deres tro stadig er. For en
fuldkommen tro skulle snart resultere i foragt for og lede ved det nærværende
liv. Hvis vi kunne fatte og stole sikkert på, at Gud er vor Fader og vi er hans
børn og arvinger, ville verden med alt, hvad den rummer af værdifuldt, bestemt
være uden værdi for os, uanset om det er retfærdighed, visdom, riger, magt,
kroner, guld, herlighed, rigdom eller nydelse. Vi ville ikke være så bekymrede
for vort jordiske udkomme; vi ville ikke i den grad hænge med hjertet ved de
ydre ting og slå vor lid til de nærværende ting, ej heller miste modet og
næsten fortvivle, når vi mister dem. Men vi ville gøre alt med den største
kærlighed, ydmyghed og tålmodighed. Sådan bryster kætterne sig vel af at være;
men i virkeligheden er der intet mere grusomt, hovmodigt og utålmodigt end dem.
Vi gør derimod lige modsat. For kødet er stadig stærkt og troen uden kraft og
ånden svag. Derfor siger Paulus med rette, at vi i dette liv blot har »Åndens
førstegrøde« (Rom 8, 23). Men når vi kommer der, skal vi have den fuldt ud.
Paulus har
altid Kristus på sine læber. Ham kan han ikke glemme. For han forudser, at der
ikke ville blive noget mere ukendt i verden, selv hos dem, der ville bekende
sig som kristne, end Kristus og hans evangelium. Derfor taler han bestandig om
ham og stiller os ham for øje. Og så ofte som han taler om nåde, retfærdighed,
løfte, barnekår og arv, plejer han altid at tilføje »i« eller »ved Kristus«.
Derved hentyder han også indirekte til loven, som om han siger: Dette får vi
hverken ved loven eller dens gerninger – og da langt mindre ved vore egne
kræfter eller gerninger, der skyldes menneskelige vedtagelser, men alene ved
Kristus.
Paulus'
bevisførelse er nu ført til ende. Herfra og til brevets afslutning holder han
ikke så meget opgør, men giver moralske belæringer. Dog skælder han først
galaterne ud i voldsom harme over, at denne guddommelige og himmelske lære så
brat og så let havde kunnet drives ud af deres hjerter. Han vil sige: I har
lærere, som vil gøre jer til trælle under loven. Det gjorde jeg ikke. Tværtimod
kaldte jeg jer med min lære fra mørke til et vidunderligt lys. Jeg befriede jer
fra trældom og bragte jer til Guds børns frihed. Jeg forkyndte jer ikke lovens
gerninger og menneskers fortjenester, men hvordan vi får del i retfærdighed og
får foræret himmelske og evige goder ved Kristus. Når dét er tilfældet, hvorfor
har I så let forladt lyset og er vendt tilbage til mørket? Hvorfor lader I jer
så let blive ført bort fra nåden til loven, fra frihed til trældom?
Her ser vi på ny, således som jeg også
har mindet om ovenfor, at der ikke er noget, der er lettere end at falde fra
troen. Det viser galaternes eksempel. Det samme viser i vor tid sværmernes og
gendøbernes eksempel. Stadigt og med al flid indskærper, pånøder og indøver vi
troens lære gennem vor forkyndelse, forelæsninger og skribentvirksomhed. Vi
skelner så rent, som det er muligt, evangeliet fra loven. Og dog udretter vi
kun lidt. Det er Djævelens skyld. Han er en forunderlig mester i at forføre
folk. Han kan slet ikke finde sig i, at man virkelig kender nåden og tror på
Kristus. For at fjerne Kristus fra øje og hjerte stiller han derfor andre
billeder frem, hvorved han lidt efter lidt fører menneskene væk fra troen og
kendskabet til nåden og til i stedet at beskæftige sig med loven. Når han har
opnået dette, er Kristus taget bort. Det er altså ikke uden grund, at Paulus i
næsten hvert eneste vers lægger dem Kristus på sinde, og ikke uden grund, at
han betror dem læren om troen så rent. Dén alene tilkender han retfærdighed;
derimod frakender han loven den. Han påviser nemlig, at den har den stik
modsatte virkning, det vil sige: at virke vrede, øge synden osv. For han havde
gerne overtalt os til ikke på nogen måde at lade Kristus blive fordrevet fra
vort hjerte, og ligeså bruden til ikke at slippe brudgommen ud af sit favntag,
men altid holde fast ved ham. Så længe han er der, er der ingen fare; men da er
sukket, faderforholdet, barnekåret og arven der også.
Men hvorfor siger Paulus, at galaterne
vender tilbage til »den svage og fattige børnelærdom«, det vil sige: til loven,
når de aldrig førhen havde været i besiddelse af loven; for de var jo hedninger
(han skriver dog også dette til jøder, således som vi siden skal nævne)? Eller
hvorfor siger han ikke snarere sådan: Dengang, da I ikke kendte Gud, tjente I
under nogle, der ikke virkelig var guder; men nu da I kender Gud, hvorfor
forlader I da den sande Gud og vender tilbage til afgudsdyrkelse? Er det mon
det samme for Paulus: at falde fra løftet til loven, fra tro til gerninger, som
at tjene under guder, der ikke er virkelige guder? Mit svar er: Den, der
slipper artiklen om retfærdiggørelsen afhænde, kender ikke Gud og er en
afgudsdyrker. Derfor er det det samme, om han derpå vender tilbage til loven
eller til afgudsdyrkelse. Og det er lige meget, om han kaldes for munk, tyrker,
jøde, gendøber osv. For når dén artikel er gået tabt, er der ikke andet tilbage
end ren og skær vildfarelse, ugudelighed og afgudsdyrkelse – uanset om det ser
ud som den største hellighed.
Årsagen er dén, at Gud ikke vil – og
heller ikke kan, Joh 1, 18 – erkendes på anden vis end gennem Kristus. Han er
den lovede sæd af Abraham. På ham har Gud grundet alle sine løfter. Derfor er
Kristus alene midlet, livet og spejlet, hvorigennem vi ser Gud og kender hans
vilje.
Ved Kristus forkynder Gud os sin nåde og
barmhjertighed. Vi ser i Kristus, at Gud ikke er en vred opkræver og dommer,
men en nådig og meget mild Fader, som velsigner, det vil sige: befrier os fra
loven, synden, døden og alt ondt og skænker os retfærdighed og evigt liv ved
Kristus. Dette er et troværdigt og sandt kendskab til Gud, en overbevisning,
der stammer fra Gud. Den bedrager ikke, men giver et pålideligt billede af Gud
selv. Kun således møder vi Gud.
Den, der mister dette kendskab, må
nødvendigvis indbilde sig følgende: Jeg skal indrette denne gudstjeneste, jeg
går ind i den orden, udvælger denne eller hin gerning og tjener således Gud. Og
der er ingen tvivl om, at Gud vil se til det, anerkende det og give mig evigt
liv til belønning. For Han er barmhjertig og velvillig og giver selv uværdige
og utaknemmelige alt godt. Derfor vil Han meget snarere give mig sin nåde og
evigt liv til belønning for så mange og så store velgerninger og fortjenester.
Dette er den højeste visdom, retfærdighed og fromhed, som fornuften kan
forestille sig, og den er fælles for alle hedninger, papister, jøder,
Muhamedanere, sekterere osv. De kan ikke stige højere end farisæeren hos Lukas
(kap. 18). De kender ikke troens eller den kristelige retfærdighed. For »det
sjælelige menneske tager ikke imod de ting, der hører Guds Ånd til« (1 Kor 2,
14) og ligeså: »der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud«
(Rom 3, 11). Derfor er der slet ingen forskel mellem en papist, en jøde, en
tyrker og en sekterer. Vist er det forskellige personer, steder, skikke,
fromhedsøvelser, gerninger og gudstjenesteformer; men meningen er den samme, og
ligeså hjertet, forestillingen og tanken hos dem alle. Tyrkerne har nøjagtig
samme tankegang som karteuserne, nemlig den: Om jeg gør dét eller dét, får jeg
en nådig Gud, hvis ikke, får jeg en vred. Der er ingen mellemvej mellem
menneskets geskæftighed og at kende Kristus. Hvor dette kendskab er formørket,
er det ligegyldigt, om man siden bliver munk eller hedning eller noget andet.
Derfor er det det rene vanvid, når
papister og tyrkere kives indbyrdes om religionen og gudsdyrkelsen og begge
parter påstår, at de har den sande religion og gudsdyrkelse. Ja, selv munkene
er indbyrdes uenige; den ene vil anses for helligere end den anden, alene på
grund af nogle tåbelige ceremonier, skønt alles inderste mening dog er så ens,
at det ene æg ikke kan ligne det andet mere. For alle er de hildet i denne indbildning:
Hvis jeg gør denne gerning, vil Gud forbarme sig over mig; hvis ikke, vil han
vredes. Derfor kaster hvert menneske, der mister kendskabet til Kristus, sig
med nødvendighed ud i afgudsdyrkelse. For han må med nødvendighed danne sig et
helt uvirkeligt billede af Gud, ligesom karteuserne stoler på, at de har Guds
velbehag og får løn af ham for deres arbejde, fordi de holder deres regel, og
tyrkerne mener, de skal få det samme på grund af deres overholdelse af Koranen.
En sådan Gud, der tilgiver synder og
retfærdiggør på denne vis, finder man ikke nogen steder. Derfor er det en
forfængelig tanke, en tom indbildning og en oprettelse af en afgud i hjertet!
For Gud har ingen steder lovet, at Han ville retfærdiggøre og frelse menneskene
på grund af fromhedsøvelser, iagttagelse af regler og gudstjenesteformer, der
er udtænkt og oprettet af mennesker. Ja, hele Skriften bevidner, at der ikke er
noget, som Gud afskyr mere end sådanne selvvalgte gerninger og
gudstjenesteformer. På grund af dem har Han endog tilintetgjort riger og
kejserdømmer. Alle, der stoler på deres egne kræfter og retfærdighed, tjener en
gud, der i virkeligheden ikke er en gud, men blot efter deres formening. For
den sande og virkelige Gud siger således: Den eneste retfærdighed, visdom eller
fromhed, som jeg holder af, er dén, hvorved Faderen herliggøres gennem Sønnen.
Den, der med troen griber om denne Søn og i ham om mig og mit løfte – for ham
er jeg Gud og Fader. Ham antager, retfærdiggør og frelser jeg. Alle andre
forbliver under vreden; for de dyrker en, der i virkeligheden ikke er Gud.
Enhver, der falder fra denne lære,
kommer nødvendigvis ud i ukendskab til Gud og dermed ud i ukendskab til
retfærdighed, visdom og sand gudsdyrkelse. Han er en afgudsdyrker, der
forbliver inde under loven, synden, døden og Djævelens herredømme, og alt, hvad
han gør, er fordærvet og fordømt. Når derfor en gendøber bilder sig ind, at han
har Guds velbehag, hvis han lader sig gendøbe, forlader hjem, hustru og børn,
døder kødet og udholder mange ulykker, ja, endog selv døden, så er der i ham
end ikke den mindste smule kendskab til Kristus. Men han har lukket Kristus ude
og er fanget af sine fantasier om gerninger, forsagelser og spægelser. Hverken
i ånd eller hjerte, men blot ved et ydre skin, en andagt eller et værk, han
selv har udvalgt sig, adskiller han sig fra en tyrker, en jøde eller en papist.
Således har alle munke samme tiltro til gerninger, skønt de er forskellige med
hensyn til klædedragt og andre ydre ting.
Ligeså tilføjer adskillige andre Kristus
den største forhånelse. De vil anses for evangeliske lærere og – efter deres
ord at dømme – lærer de, at menneskene ved Kristi død bliver befriet fra
synden. Men de forvansker og fordrejer hans ord på en forbryderisk og ugudelig
manér. Desuden lærer de således om troen, at de tillægger kærligheden en større
betydning end troen. For de fantaserer om, at Gud ser til os og tager imod os
på grund af den kærlighed, hvormed vi elsker Gud og vor næste, efter at være
blevet forsonet. Hvis dét er sandt, har vi slet ikke brug for Kristus. Sådan
tjener de ikke den sande Gud, men deres hjertes afgud, som de selv har fundet
på. For den sande Gud ser ikke til os eller antager sig os på grund af vor
kærlighed, dyder eller fornyelse, men på grund af Kristus. Men de indvender:
Han befaler dog, at vi skal elske ham af hele vort hjerte osv. (5 Mos 6, 5).
Vist så. Men deraf følger ikke, at når Gud befaler det, så gør vi det. Hvis vi
virkelig elskede Gud af hele hjertet, så ville vi bestemt blive retfærdiggjorte
og leve på grund af den lydighed i overensstemmelse med ordet: »Det menneske,
der handler efter dem, skal leve ved dem« (3 Mos 18, 5). Men evangeliet siger:
Du holder dem ikke, altså skal du ikke leve ved dem! For den sætning: Du skal
elske Herren osv., fordrer en fuldkommen lydighed mod, fuldkommen frygt, tillid
og kærlighed til Gud. Menneskene hverken yder eller kan yde en sådan i denne
deres fordærvede natur. Derfor retfærdiggør den lov: »Du skal elske Herren
osv.« ikke, men anklager og fordømmer alle mennesker. Det stemmer med, at
»loven virker vrede« (Rom 4, 15). Men Kristus er lovens fuldendelse til
retfærdighed for enhver, som tror.
Således dyrker den jøde, der holder
loven i den formening, at han gennem denne sin lovlydighed vil behage Gud, ikke
sine fædres Gud, men han er en afgudsdyrker, der tilbeder sit hjertes
fantasibillede og en afgud, som ikke findes nogen steder. For deres fædres Gud,
som de bryster sig af at dyrke, lovede Abrahams sæd, at den skulle bringe
velsignelse til alle folk. Derfor er det ikke gennem loven, men gennem
evangeliet om Kristus, vi kender Gud og får velsignelsen.
Skønt Paulus egentlig retter de ord:
»Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I osv.« til galaterne, som var
hedninger, rammer han dog med de samme ord også jøderne, som, skønt de udadtil
havde forkastet afguderne, dog indadtil tilbad dem endnu mere end hedningerne,
således som han siger om dem i Rom 2, 22: »Du, som føler afsky for afguderne,
du øver tempelran!« Hedningerne var ikke Guds folk; de havde ikke Ordet, og
derfor var deres afgudsdyrkelse så grov. Jøderne, der også var afgudsdyrkere,
smykkede derimod deres ugudelige gudsdyrkelse med Guds navn og ord, således som
alle gerningsretfærdige plejer, og førte mange bag lyset under skin af
gudfrygtighed.
Jo helligere og åndeligere
afgudsdyrkelsen er at se til, des farligere er den. Men hvordan kan man forene
de to modsætninger, som Paulus opstiller (»I kendte ikke Gud« og »I dyrkede
Gud«)? Mit svar er: Alle mennesker har af naturen en almen erkendelse af, at
der er en gud. Se Rom 1, 19 f. »Thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart
iblandt dem, ... for hans usynlige væsen osv.« Desuden vidner også de
gudstjeneste– og fromhedsformer, der har været og stadig er hos alle folk,
tilstrækkeligt om, at alle mennesker har haft et vist alment kendskab til Gud.
Men om det skyldes naturen eller forældrenes overlevering, vil jeg ikke ind på
nu.
Men her indvender man på ny: Hvis alle
mennesker kender Gud, hvorfor siger Paulus så, at galaterne ikke kendte Gud,
inden de havde fået evangeliet forkyndt? Mit svar er: Der er to slags kendskab
til Gud. Alle mennesker har et alment kendskab, som går ud på, at der er en
Gud, at Han har skabt himmel og jord, at Han er retfærdig og straffer de
ugudelige. Men hvad Gud har i sinde med os, hvad Han vil give eller gøre for at
udfri os fra synden og døden og frelse os – og deri består det egentlige og
sande kendskab til Gud – det véd menneskene ikke. Ligesom det sker, at jeg kender
et menneske af udseende, og dog ikke kender ham rigtigt, da jeg ikke véd, hvad
han vil. Således véd menneskene af naturen, at der er en gud; men hvad han vil
og ikke vil, det véd de ikke. For der står skrevet: »Der er ingen, der forstår
Gud« (Rom 3, 11)19 og »Ingen har nogen sinde set Gud« (Joh. 1, 18), det vil
sige: ingen kender Guds vilje. Og hvad nytter det at vide, at der er en gud,
når du dog ikke kender til, hvad der er hans vilje med henblik på dig? Når det
gælder dette, har de kun gisninger og gætteri. Jøderne forestiller sig, at det
er Guds vilje, at de dyrker ham efter Moselovens forskrifter; tyrkerne, at de
holder Koranen; munken, at han gør, hvad han har erkendt (:som Guds vilje). Men
alle tager de fejl og »blev tåbelige i deres tanker«, som Paulus siger i Rom 1,
21 For de véd ikke, hvad der behager eller mishager Gud, og tilbeder deres
hjertes drømme, som slet ikke er noget virkeligt, i stedet for den sande og
virkelige Gud.
Paulus hentyder til dette, når han
siger: »Da I ikke kendte Gud«, da I nemlig var uvidende om Guds vilje,
»trællede I for de guder, som ikke virkelig er til«, det vil sige: I trællede
for jeres hjertes drømmefantasier og tanker, og bildte jer ind, at Gud skulle
dyrkes ved dén eller dén gerning eller gudstjeneste. For deraf, at menneskene
holdt sig til denne oversætning: »Der er en Gud«, stammer al afgudsdyrkelse.
Den havde været ukendt i verden, uden dette kendskab til Gud. Men fordi
menneskene havde dette naturgivne kendskab til Gud, dannede de sig uden for og
i strid med ordet forfængelige og ugudelige forestillinger om Gud. Og de tog
dem til deres hjerte, som var de sandheden selv. Og ved hjælp af dem
forestillede de sig Gud anderledes, end Han virkelig er. Således forestiller
munken sig en gud, der forlader synder, giver nåde og evigt liv, når han
overholder sin klosterregel. En sådan gud findes ingen steder. Han tjener og
tilbeder altså ikke den sande Gud, men en, der i virkeligheden ikke er Gud,
nemlig hans hjertes opdigtede afgud, det vil sige: hans falske og værdiløse
mening om Gud, som han foregøgler sig som den visseste sandhed. Men nu tvinges
selv fornuften til at indrømme, at en menneskelig mening ikke er Gud. Den, som
derfor vil dyrke eller tjene Gud uden ordet, han tjener – som Paulus siger –
ikke den sande Gud, men en, der i virkeligheden ikke er Gud.
Det er altså ligegyldigt, om det er
Moseloven eller nogle hedenske overleveringer, du hér kalder for en
»børnelærdom« eller begyndelsesgrunde, endskønt der hér egentlig og i første
række er tale om Moselovens begyndelsesgrunde. For den, der falder fra nåden
til loven, falder på ingen vis blødere end den, der falder bort fra nåden til
afgudsdyrkelse. For uden for Kristus er der udelukkende afgudsdyrkelse, afguder
og en vrangforestilling om Gud, hvad enten den kaldes for Mose lov eller pavens
lov eller tyrkens Koran. Derfor siger han noget forundret:
Meningen
er: Det forekommer mig meget mærkeligt, at I, der kender Gud fra troens
prædiken, nu så brat er faldet bort fra det rette kendskab til Guds vilje. Jeg
mente, at I holdt så sikkert og fast ved det, at jeg mindst af alt frygtede
for, at det så let kunne tilintetgøres. Og dog vendte I jer på de falske
apostles tilskyndelse atter bort til de svage og fattige begyndelsesgrunde, som
I atter vil trælle under. Af min forkyndelse har I jo taget imod, at Guds vilje
går ud på, at Han vil velsigne alle folk, ikke gennem omskærelse eller
overholdelse af loven, men ved den til Abraham forjættede Kristus. De, der tror
på ham, skal blive velsignet sammen med den troende Abraham. De er Guds børn og
arvinger. Således har I, siger jeg, lært Gud at kende.
Det er en
elegant rettelse. For han retter den tidligere sætning (da I har lært Gud at kende)
eller snarere udlægger den således: Ja, I er blevet kendt af Gud. For han er
bange for, at de helt har mistet Gud. Meningen er: Ak, sagen er allerede så
vidt fremskreden, at I nu ikke kender Gud på rette vis, siden I vender tilbage
fra nåden til loven. Gud kender jer dog stadig. Og i virkeligheden er vort
kendskab snarere passivt end aktivt, nemlig snarere at være kendt end at kende.
Vor opgave er at lade Gud være virksom i os. Han giver os Ordet, og når vi har
grebet det ved hjælp af troen, som Gud har skænket os, fødes vi til Guds børn.
Meningen er altså: »I er blevet kendt af Gud«, I er nemlig blevet besøgt gennem
Ordet, I har fået troen og Helligånden og er blevet fornyet gennem Ham. Derfor
frakender han også med disse ord: »I er blevet kendt af Gud« loven magt til at
gøre os retfærdige, og benægter, at vi lærer Gud at kende på grund af vore
fortjenstfulde gerninger. For »ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for
hvem Sønnen vil åbenbare ham« (Matt 11, 27), og ligeså: »Når han kendes, … skal
han retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser« (Es 53, 11).
Derfor er vort kendskab til Gud rent passivt.
Han undrer sig altså voldsomt over, at
de, der allerede gennem evangeliet har lært Gud at kende på rette vis, så
hurtigt er blevet forført af de falske apostle til at vende tilbage til svage
og fattige begyndelsesgrunde. Og på samme vis ville det bestemt forekomme mig
mærkværdigt, hvis vor menighed, som ved Guds nåde er blevet undervist helt
fortræffeligt i den rene og sunde lære og tro, ved en eller anden sværmers
forkyndelse kunne blive i den grad fordærvet, at den ikke mere ville anerkende
mig som sin lærer. Det sker nok engang, om ikke i vor levetid, så når vi er
borte. For da skal der fremstå mange, der vil være lærere, og som trods tilsyneladende
fromhed lærer vranglære og i løbet af kort tid får vendt op og ned på alt dét,
som har kostet mig lang tid og stort besvær at opbygge. Vi er ikke bedre end
apostlene, som, endnu mens de levede, med smerte måtte se de menigheder, som de
selv ved deres tjeneste havde fået op at stå, blive ødelagt. Det er derfor ikke
mærkeligt, om vi i vor tid nødsages til at se det samme onde i de menigheder,
hvor sektererne råder. Og når vi er døde, skal de bemægtige sig andre
menigheder, smitte dem med deres gift og lægge dem øde. Dog skal Kristus blive
ved med at regere lige til verdens ende, om end på forunderlig vis, ligesom
under pavedømmet.
Men Paulus taler med foragt om loven,
når han kalder den for »begyndelsesgrunde«, ligesom også ovenfor i begyndelsen
af kap. 4. Desuden kalder han den ikke blot for »begyndelsesgrunde«, men for
»svage og fattige begyndelsesgrunde«. Er det ikke gudsbespottelse at kalde
loven for noget så skændigt? I sin rette brug bør loven jo støtte løfterne og
nåden. Hvis den går imod dem, er den ikke mere Guds hellige lov, men en falsk
og djævelsk lære, der blot driver til fortvivlelse. Derfor skal den forkastes
og drives ud. Når han derfor kalder loven for svage og fattige
begyndelsesgrunde, taler han om loven, således som de hovmodige og indbildske
opfatter den. De vil nemlig retfærdiggøres ved den. Derimod taler han ikke om
loven åndeligt forstået som den, der virker vrede. For som vi allerede ofte har
sagt, holder den i sin rette brug de onde i ave og skræmmer og ydmyger de
hovmodige. Og i dette er den ikke blot en stærk og rig begyndelsesgrund, men
almægtig og særdeles rig, ja, den er en uovervindelig almagt og rigdom. For om
du vil sammenligne loven med samvittigheden, så er det samvittigheden, der er
»svag og fattig«, mens loven er særdeles stærk og rig, med flere kræfter og
større rigdom, end himmel og jord kan fatte, så at blot en prik eller det
mindste bogstav (:jota) af loven kan dræbe hele menneskeslægten, således som
beretningen om lovgivningen vidner om, 2 Mos kap. 19 og 20. For samvittigheden
er noget så skrøbeligt, at den ringeste synd kan få den til at bæve og blegne.
Og det er lovens sande og åndelige brug. Det er ikke dén, Paulus beskæftiger
sig med hér.
Men han taler hér om hyklere, der
misbruger loven. De er nemlig faldet ud af nåden, eller er endnu ikke nået hen
til nåden, men stræber efter at blive retfærdiggjort ved lovens hjælp. Nat og
dag plager de og trætter de sig med lovens gerninger, således som Paulus
bevidner om jøderne i Rom 10, 2 f.: »Jeg giver dem det vidnesbyrd, at de har
nidkærhed for Gud« – og at de arbejder dag og nat – men ikke med forstand. »For
de kendte ikke Guds retfærdighed osv.« Den slags stoler på, at de ved hjælp af
loven kan blive så stærke og rige, at de kan stille magten og rigdommen af dén
retfærdighed, de har fået af loven, op imod Guds vrede og dom, og at de ved dén
retfærdighed kan få Guds velbehag og blive frelst. Når det forholder sig sådan,
kaldes loven med rette for »svage og fattige begyndelsesgrunde«. De kan nemlig
hverken hjælpe eller har evne, endsige magt.
Og den, der ville bruge
veltalenhedsreglerne hér, kunne fremhæve disse ord vidt og bredt aktivt,
passivt og neutralt. Aktivt er loven en svag og fattig begyndelsesgrund, fordi
den gør menneskene svagere og mere fattige. Passivt er den det, fordi den ikke
ved sig selv har nogen kraft eller rigdom af retfærdighed at give eller bringe.
Og ved sig selv er den altså neutralt selve dén svaghed og fattigdom, der altid
og i stadig højere grad piner og plager svage og fattige. At ville retfærdiggøres
ved lovens hjælp er derfor det samme, som om en, der i forvejen var syg og
svag, skaffede sig nok en sygdom, og det en endnu mere alvorlig, på halsen, og,
selv om den var ved helt at tage livet af ham, dog kunne finde på at sige, at
han kunne helbrede sin egen sygdom ved hjælp af den anden. Det er ligesom når
en, der døjer med epilepsi, i tilgift får pest, eller når en spedalsk går til
en spedalsk eller en tigger til en tigger, i dén tanke, at den ene kunne hjælpe
den anden og gøre ham rig. Den ene af dem ville, som ordsproget siger, malke en
buk, og den anden holde en si under.
Og dette er et passende ringeagtende
udtryk. Ved hjælp af dét vil Paulus tilkendegive, at de, der søger at blive
retfærdiggjort ved loven kun opnår dag for dag at blive mere og mere syge og
fattige. Af natur er de nemlig vredens børn, hjemfaldne til død og evig
fordømmelse, og så griber de dog efter, hvad der blot er svaghed og armod og
søger derigennem at få styrke og blive rige. Derfor gør hvert menneske, der
falder fra løftet til loven, fra troen til gerningerne, kun dette, at han på
sig selv, der i forvejen er svag og fattig, lægger et åg, som ikke er til at
bære, jfr. ApG 15, 10. Ved at bære det bliver han ti gange svagere og
fattigere, indtil han omsider fortvivler, hvis ikke Kristus kommer og befrier
ham.
Det samme viser evangeliet om kvinden,
som i tolv år havde lidt af blødninger og var gået meget igennem hos mange
læger. Hun havde spenderet hele sin formue på dem, og dog kunne de ikke hjælpe
hende. Men jo længere hun blev behandlet, jo ringere fik hun det (Mark 5, 25
f.). Alle, som gør lovens gerninger i den hensigt at blive retfærdiggjort ved
den, opnår altså ikke blot ikke at blive retfærdige, men bliver dobbelt
uretfærdige. De bliver nemlig, som jeg har sagt, ved hjælp af loven svagere,
fattigere og mindre skikket til nogen god gerning. Det har jeg selv erfaret med
mig selv og mange andre. For under pavedømmet har jeg set adskillige munke, som
med den mest brændende iver gjorde mange og betydelige gerninger for at
erhverve sig retfærdighed og frelse, og dog var der ingen, der var mere
utålmodig, svag og elendig, der var ingen mere vantro, frygtsom og fortvivlet
end dem. Øvrighedspersoner, der havde at gøre med meget store og alvorlige
sager, var ikke så utålmodige og kvindagtigt hysteriske, de var ikke så
overtroiske, vantro og frygtsomme som den slags gerningsretfærdige.
Enhver, som søger retfærdighed gennem
loven, opnår altså kun med sine mangfoldige handlinger at skaffe sig den
indstilling, der lå bag den allerførste, nemlig dén, at den vrede og
forfærdelige Gud skal forsones ved gerninger. Ud fra denne indstilling begynder
han at virke. Men han kan aldrig hitte på så mange gerninger, at han kan
berolige sin samvittighed. Tværtimod begærer han bestandig flere, og selv i
dem, han har gjort, finder han synd. Derfor kan hans samvittighed aldrig blive
vis, men må nødvendigvis altid tvivle og have den mening: Du har ikke fejret
messen ret, du har ikke bedt ret, du har undladt noget og begået denne eller
hin synd. Da bæver hjertet og mener sig altid tynget af mange læs synder, og de
vokser mere og mere, så at mennesket kommer stadigt længere bort fra
retfærdigheden og endelig erhverver sig en tilstand af permanent fortvivlelse.
Derfor har mange i fortvivlelse jamret: Jeg elendige, jeg har ikke holdt min
ordensregel, hvor skal jeg fly for den vrede dommers, Kristi, åsyn (jfr. Sl
139, 7). Havde jeg blot været en svinehyrde eller den ringeste af alle. Således
er munken ved sin livsafslutning svagere, fattigere, mindre tillidsfuld og mere
bange end til at begynde med, da han trådte ind i ordenen. Grunden er dén, at
han var ivrig efter at blive stærk ved hjælp af svaghed og blive rig ved hjælp
af fattigdom. Loven eller de menneskelige bestemmelser eller hans ordens regel
skulle gøre ham, der var syg og fattig, rask og rig. I stedet blev han mere syg
og fattig end toldere og skøger. For de har ikke denne ulykkelige
»gernings-indstilling« at støtte sig til. Men hvor meget de end mærker til
deres synder, så kan de dog med tolderen sige: »Gud, vær mig synder nådig!«
(Luk 18, 13). Munken, der er indøvet i de svage og fattige begyndelsesgrunde,
har derimod erhvervet sig denne indstilling: Hvis du overholder regelen, bliver
du frelst. Han er blevet indfanget og gjort så afsindig af denne falske
overbevisning, at han på grund af dén ikke alene går glip af nåden, men helt
har glemt den. Uanset hvor mange og store hans tidligere og nuværende gerninger
er, har han derfor ikke nok i dem, men han spejder og stræber bestandig efter
nye, hvorved han prøver på at forsone Guds vrede og gøre sig retfærdig, indtil
han til sidst må fortvivle. Den, der falder fra troen og lægger sig efter
loven, mister ligesom hunden hos Æsop sit kød, mens han griber efter dets
spejlbillede.
Derfor er det umuligt for de mennesker,
der vil sørge for deres frelse ved loven – og det er vi af naturen alle
tilbøjelige til – nogen sinde at få fred. Ja, de opnår kun at føje lov til lov,
hvorved de plager sig selv og andre og piner samvittighederne så sørgeligt, at
sindets overvældende sorg lader mange dø før tiden. For én lov afføder altid ti
andre, og således formerer de sig i det uendelige. Det kan ses af de utallige
»Summæ« (Samlinger af kasuistiske bodsregler), især af den djævelske, som man
kalder »den englelige«; de samler og udlægger den slags love.
Den, der stræber efter at blive
retfærdiggjort ved loven, må kort sagt forsøge at udrette, hvad ingen nogen
sinde har formået. Man kunne ligesom kirkefædrene overføre på det de lærde og
vises ord om forgæves arbejde som: at rulle en sten og øse vand med et sold
osv. Med sådanne opdigtede fabler og lignelser har fædrene efter min mening
villet lægge deres disciple på sinde at skelne mellem loven og evangeliet. De
ville derved give til kende, at de, der er faldet ud af nåden, vel plager og
udmatter sig selv med utrætteligt og meget besværligt arbejde; men deres
arbejde er forgæves. Derfor siger man ganske med rette, at de ruller en sten,
det vil sige: sveder forgæves, således som digterne siger i sagnet om Sisyfos,
at så ofte som han i underverdenen rullede sin sten op til bjergets top, faldt
den atter ned. Ligeså er at øse vand med et sold det samme som at udmatte sig
med et uendeligt og nytteløst arbejde, således som digterne fabler om, at
Danaos' døtre i underverdenen bar vand til et bundløst kar i gennemhullede
krukker.
Og jeg ville gerne give jer, der
studerer Den hellige Skrift, mange af den slags lignelser, så I des bedre kunne
fastholde forskellen mellem lov og evangelium. At ville retfærdiggøres gennem
loven er at udbetale penge af en tom pengekasse, at spise af et tomt fad og at
drikke af et tomt bæger, at søge kraft og velstand dér, hvor der kun er svaghed
og fattigdom, at plage den, der er tynget og segnefærdig med en byrde, at ville
betale hundrede guldmønter uden at eje så meget som en skilling, at tage tøjet
af en nøgen og at trykke den, der er syg og trængende, endnu dybere ned i
sygdom og fattigdom.
Men hvem ville have troet, at galaterne,
der havde lært den rene og visse lære med så stor en apostel som lærer, så brat
havde kunnet føres bort fra den og blive ødelagt af falske apostle? Det er ikke
uden grund, jeg så ofte indskærper, at det er let at falde bort fra evangeliets
sandhed. For end ikke fromme mennesker gør sig det tilstrækkelig klart, hvor
dyrebar og nødvendig en skat det sande kendskab til Kristus er. Derfor anvender
de ikke tilstrækkelig flid og møje på at få og fastholde det med fuld vished.
Desuden øves de fleste af dem, der hører ordet, ikke af korset, og kæmper ikke
med synden, døden og Djævelen, men lever trygge uden nogen kamp. Fordi den
slags ikke er udrustet med Guds Ord imod Djævelens rænker og ikke øves og
prøves med anfægtelser, erfarer de aldrig ordets nytte og kraft. Så længe der
er fromme lærere i live, efterligner de ganske vist deres ord og er fuldt
forvisset om, at de forstår, hvad retfærdiggørelsen er. Men når de er borte, og
der kommer ulve i fåreklæder, går det dem på samme vis som galaterne. De
forføres hurtigt og let og går til grunde.
Men Paulus har sin egen måde at udtrykke
sig på. De andre apostle bruger den ikke. For ingen af dem, kun Paulus alene,
bruger sådanne udtryk om loven, at den nemlig er svag og fattig, det vil sige:
at den er en »begyndelsesgrund«, der slet ikke duer til at retfærdiggøre os.
Jeg ville heller ikke vove at tale sådan om loven, men ville anse det for den
største gudsbespottelse, hvis ikke Paulus havde gjort det først. Men om
spørgsmålet, hvornår loven er svag og fattig, og ligeså, hvornår den er
særdeles stærk og mægtig, har jeg talt mere udførligt ovenfor.
Men hvis Guds lov er svag og ikke duer
til vor retfærdiggørelse, så er pavens love langt svagere og mere uduelige
dertil. Ikke sådan at forstå, at jeg helt forkaster og fordømmer hans love.
Tværtimod siger jeg, at mange er nyttige for den ydre ordning, så at alt går
ordentligt til inden for kirken, så der ikke opstår strid og had, ligesom
kejserens love er nyttige for et godt statsstyre. Men paven er ikke tilfreds
med en sådan anerkendelse og anvendelse af hans love, men fordrer, at vi skal
mene, at vi ved at holde dem bliver retfærdige og får del i frelsen. Det
protesterer vi imod. Og med den samme tillidsfulde vished, hvormed Paulus
kæmper imod Guds lov, fælder vi dén dom over pavens dekreter, bestemmelser og
love, at de ikke bare er svage og fattige begyndelsesgrunde, der ikke formår at
skaffe os retfærdighed, men at de er afskyelige, forbandede og djævelske. For
de bespotter nåden, ødelægger evangeliet, afskaffer troen og rydder Kristus af
vejen.
For så vidt som paven altså fordrer, at de
skal overholdes som nødvendige til frelse, er han Antikrist og Satans
statholder. Og dé af hans tilhængere, der går ind for disse afskyelige
gudsbespottelser eller overholder dem i den formening, at de ved deres hjælp
vil fortjene syndsforladelse, er Antikrists og Djævelens trælle. Men hele
pavekirken har i mange århundreder lært og holdt dem som nødvendige til frelse.
Derfor sidder paven i Guds tempel og giver sig ud for at være Gud, står Gud
imod og ophøjer sig over alt, som kaldes Gud og kaldes helligt (2 Thess. 2, 4).
For menneskene var mere bange for og ærbødige over for pavens love og
forordninger end for Guds ord og forordninger. Derfor er han gjort til herre
over Himmel, jord og Helvede og bærer en tredobbelt krone. Derfor er hans
»kreaturer«, kardinaler og biskopper, blevet verdslige konger og fyrster. Og
hvis ikke han tyngede samvittighederne ned med sine love, ville han ikke
beholde denne sin frygtelige magt, værdighed og rigdom længe; men hele hans
vælde skulle snart bryde sammen.
Den sag, som Paulus tager op hér, er
overordentlig betydningsfuld og bør derfor overvejes meget grundigt. Han siger
nemlig, at det at falde ud af nåden betyder at miste alt kendskab til
sandheden. De, der falder ud af nåden, kender derfor ikke deres synd, ej heller
loven, de følger, sig selv, ja, slet ingenting. Vist vil de være lærere i
loven, siger Paulus, men »uden at forstå, hverken hvad de siger, eller hvorom
de udtaler sig så sikkert« (1 Tim 1, 7). For uden kendskab til nåden, det vil
sige: til evangeliet om Kristus, kan et menneske umuligt fatte, at loven er en
svag og fattig begyndelsesgrund, der ikke lader sig bruge til retfærdighed. Det
har derimod en helt modsat opfattelse af loven, nemlig dén, at den ikke alene
er nødvendig til frelse, men også styrker de svage og gør de fattige rige, at
de altså, når de overholder den, fortjener retfærdighed og evig salighed. Så
længe man mener dét, fornægter man Guds løfte, fjerner Kristus og går i stedet
ind for løgn, ugudelighed og afgudsdyrkelse. Men sammen med alle biskopper,
universiteter og hele sin synagoge har paven lært, at hans love var nødvendige
til retfærdighed. Derfor har han været en lærer i svage og fattige
begyndelsesgrunde og har derved gjort Kristi kirke i hele verden fuldstændig
syg og fattig. Han har nemlig belæsset og plaget den på den mest ulykkelige
måde med sine ugudelige love – efter at have fordunklet Kristus og tildækket og
begravet hans evangelium. Om man derfor vil holde pavens love uden skade for
sin samvittighed, skal man holde dem uden tanke om retfærdighed. For den
skænkes alene ved Kristus.
Dette
tilføjer han for at vise, at han taler om hovmodige og indbildske. For
andetsteds kalder han loven for hellig og god, som i 1 Tim 1, 8: »Vi véd, at
loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt«, nemlig borgerligt til at ave
de onde og åndeligt til at forskrække og knuse de hovmodige. Men den, som
bruger loven til at få retfærdighed over for Gud, véd ikke, hvad han taler om,
eller hvad han siger ja til. Han bevirker, at den gode lov bliver til skade og
fordømmelse for ham.
Han bebrejder altså galaterne, at de på
ny vil være slaver. Han fordømmer dette slaveri. For den, der vil være lovens
træl – for ham, som i sig selv er svag og fattig – bliver loven til svaghed og
fattigdom. For dér mødes to syge og ludfattige, og ingen af dem kan hjælpe den
anden. Én stærk kan klare ti syge; derimod kan ti syge ikke klare én stærk. En
tålmodig mand kan holde stand imod mange, ja, et helt rige. En utålmodig kan
ikke holde stand imod én eneste. Når vi er stærke, vil vi gerne tåle loven, for
så vidt som den er rig og stærk, det vil sige: så længe som den hersker over
vort ydre jeg (:legemet). Under de vilkår ville vi holde alle de love, som
paven og juristerne har givet. For da tjener vi blot loven med legeme og
lemmer, ikke med samvittigheden. Men paven fordrer, at hans love skal
overholdes i dén forstand, at du er retfærdig, om du har holdt dem, og hvis
ikke, er du fordømt. Da er loven en svag og fattig begyndelsesgrund. Og hvor
samvittigheden befinder sig i en sådan trældom, dér kan der ikke være andet end
svaghed og fattigdom. Derfor ligger hele vægten på ordet trælle.
Paulus arbejder altså på dette, at
samvittigheden ikke skal tages til fange og trælle under loven, men være fri og
lovens herre, ikke dens træl. For loven er død for dén, og dén for loven. Det
har jeg talt mere udførligt om ovenfor i det 2. kapitel.
Med disse
ord viser han klart, hvad de falske apostle havde lært, nemlig at man skulle
overholde dage, måneder, tider og år. Næsten alle lærere har forstået dette om
de forskellige dages astrologiske betydning hos kaldæerne. Hedningerne gav
nemlig agt på bestemte dage og måneder, når de skulle foretage sig noget og
ønskede at kende udfaldet af deres liv og forehavender. Det samme skulle
galaterne have lært af de falske apostle. Og Augustin, som de senere fortolkere
følger, udlagde disse ord af Paulus om denne hedenske skik, om end han senere
hen også tolker dem om jødernes dage og måneder. Derom føres der en ret så
forvirret drøftelse i de pavelige dekreter.
Men Paulus belærer samvittigheden.
Derfor taler han ikke om den hedenske skik med at give agt på dage osv., hvad
der bare har at gøre med det ydre. Han taler derimod om Guds lov og den
iagttagelse af dage og måneder m.v., der findes i Mose lov, nemlig angående
gudsdyrkelsens dage, måneder og tider, som galaterne, belært af de falske
apostle, overholdt for derved at blive retfærdiggjort. Moses havde nemlig foreskrevet
jøderne at holde sabbatsdag og nymåner, den første og den syvende måned, de tre
fastsatte tider eller fester, nemlig påsken, ugefesten og løvhyttefesten samt
sabbatsår og jubelår. Nødet af de falske apostle overholdt de også de samme
religiøse skikke som nødvendige til retfærdighed. Derfor siger han, at de har
mistet nåden og den kristne frihed og er vendt tilbage til trældom under
fattige og svage begyndelsesgrunde. For de har af de falske apostle ladet sig
overbevise om, at de love nødvendigvis måtte holdes, og når de blev overholdt,
gav de retfærdighed, men når de blev forsømt, blev de til fordømmelse. Men
Paulus tillader ikke under nogen omstændigheder, at samvittighederne forpligtes
på Moseloven, men befrier dem overalt fra loven. Han siger nedenfor i kap. 5,
2: »Se jeg, Paulus, siger jer, at dersom I lader jer omskære, vil Kristus intet
gavne jer« og i Kol 2, 16: »Lad ingen dømme jer for mad eller for drikke eller
i henseende til højtid eller nymåne eller sabbat.« Og Kristus siger: »Guds rige
kommer ikke, så man kan vise derpå« (Luk 17, 20). Langt mindre skal
samvittighederne bebyrdes og tages til fange af menneskelige bestemmelser.
Her vil en indvende: Hvis galaterne har
syndet ved at overholde dage og tider, hvorfor begår I så ikke synd, når I gør
det samme? Mit svar er: Vi holder søndag, jul, påske og lignende fester helt
uden tvang. Vi besværer ikke samvittighederne med den slags gudstjenesteskikke
og lærer heller ikke således som de falske apostle og papisterne, at de er
nødvendige til retfærdighed, eller at vi ved deres hjælp kan gøre fyldest for
vore synder. Men vi holder dem, for at alt inden for kirken kan ske ordentligt
og uden forvirring, og for at det ydre sammenhold (for i Ånden har vi en anden
enhed) ikke skal blive brudt, således som det skete engang, da den romerske
pave Victor lyste alle Lilleasiens menigheder i band alene af dén grund, at de
fejrede påsken på et andet tidspunkt end menigheden i Rom. Det bebrejdede
Irenæos Victor, så det har bestemt fortjent at blive dadlet. For det var den
største tåbelighed at befale Østens kirker Djævelen i vold på grund af en så
ringe sag. Den rette erkendelse af overholdelse af dage og tider har tydeligt
nok været sjælden selv hos de mest fremragende mænd. Hieronymus havde den ikke,
og Augustin havde heller ikke fattet den, hvis ikke Pelagianerne havde plaget
og generet ham. Men vor egentlige grund til at fejre den slags højtider er, at
Ordets tjeneste må blive bevaret, så folket kan komme sammen på bestemte dage
og tidspunkter for at høre ordet, lære Gud at kende, bruge nadveren, bede
sammen om alt, hvad der er fornødent og ligeså for at takke Gud for hans
åndelige og legemlige velgerninger. Og især af denne grund tror jeg, fædrene
forordnede overholdelse af søndagen, påske, pinse osv.
Med disse
ord viser apostelen, at han har været meget bestyrtet på grund af galaternes
frafald. Han ville gerne have skældt dem kraftigere ud. Men han er bange for,
at en alt for skarp irettesættelse ikke vil forbedre dem, men snarere ophidse
dem endnu mere og støde dem helt bort fra ham. Derfor ændrer og mildner han
ordene, mens han skriver, og overfører skaden især til sig selv alene, idet han
siger: »Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på jer«. Meningen
er: Det piner mig, at jeg har forkyndt evangeliet hos jer med så stor en flid
og trofasthed og dog uden frugt. Han behandler dem altså med den største
mildhed og en sand faderlig omsorg. Dog retter han ret hårde bebrejdelser imod dem
– om end det sker indirekte. For når han siger, at han har arbejdet forgæves,
at han uden frugt har forkyndt evangeliet hos dem, angiver han indirekte, at de
enten har været hårdnakket vantro, eller at de er faldet fra troens lære. Men
begge parter, såvel de vantro som de, der er faldet fra troens lære, er stadig
syndere, ugudelige, uretfærdige og fordømte. Derfor er det også forgæves, de
adlyder loven eller overholder dage, måneder osv. Og dette er en indirekte
bandlysning. For med disse ord tilkendegiver han, at de er Kristi fjender,
medmindre de vender tilbage til den sunde lære. Dog siger han ikke sin mening
rent ud. For han indser, at han ikke ville opnå noget ved at tage for kraftigt
på vej. Derfor ændrer han sin stil, taler meget mildt til dem og siger:
Dette er
ikke skrevet for at belære, men er fuldt af følelser, der burde fremstilles
retorisk. Hidtil har Paulus belært, og i sin belæring er han på grund af den så
skammelige sag blusset op i vrede mod galaterne og har skældt dem ud med meget
hårde ord. Han har kaldt dem for »tåbelige«, »forheksede«, »uden tro over for
sandheden« og »Kristi korsfæstere«. Efter at den væsentligste del af brevet nu
er afsluttet, begynder han at indse, at han har behandlet galaterne alt for
strengt. Derfor er han bekymret for, at han ved denne sin hårdhed har skadet
mere end gavnet, og han viser, at denne hårde bebrejdelse er udsprunget af et
faderligt og sandt apostolisk sindelag. Og han taler med en forunderlig kunstfærdighed
og en overflod af milde og venlige ord. Det gør han for med denne venlige tale
at forsone dém, som han måske havde fornærmet med sine hårde bebrejdelser – og
det var uden tvivl mange.
Samtidig1 lærer han dem gennem sit
eksempel, at præster og biskopper skal være i besiddelse af et faderligt og
moderligt sindelag, om ikke mod de glubske ulve, så mod de ulykkelige, forførte
og vildfarne får, således at de kan bære deres svaghed og fald med tålmodighed
og behandle dem med den største mildhed. For på anden vis kan man ikke bringe
dem tilbage til livet. Ved hårdere udskældning bliver de nemlig snarere vrede
end kommer til fornuft.
Og i forbigående vil jeg også minde om
dette. Det er den sunde læres væsen og frugt, at den, hvor den er blevet lært og
forstået ret, forener sindene i den største samdrægtighed. Men hvor menneskene
har forsømt gudsfrygtens lære og lægger sig efter vildfarelser, dér sønderrives
denne enighed mellem sindene. Så snart som brødre eller disciple altså er
blevet forført af sværmerne til frafald fra læren om retfærdiggørelsen,
begynder de straks at forfølge de fromme med det bitreste had, skønt de
tidligere elskede dem højt.
Det får vi i vore dage at erfare blandt
vore falske brødre, sakramentererne og gendøberne, som, da evangeliet begyndte
at blive forkyndt, gerne lyttede til os eller i hvert fald læste, hvad vi
skrev. De anerkendte, at vi havde del i Helligånden og ærede os af den grund.
Nogle af dem omgikkes os endog fortroligt og opførte sig stille og beskedent i
vort lag. Men så snart som de havde forladt os og var blevet bragt til fald af
sværmere, har ingen været mere fjendtligsindet over for vor lære og vort ry end
de. De hader også papisterne, men ikke så voldsomt som os. Derfor er jeg ofte
voldsomt forundret over, hvordan et så vildt og bittert had kan opstå så brat i
hjerterne hos dém, som dengang holdt så meget af os. Vi har jo ikke i mindste
måde krænket dem eller givet dem lejlighed til at forfølge os med deres had.
Ja, de nødes til at bekende, at vi frem for alt har bestræbt os på, at Kristi
velgerning og herlighed skulle bringes for dagen, og at evangeliets sandhed må
læres rent, dén som Gud i disse sidste tider gennem os har åbenbaret for den
utaknemmelige verden. Hvorfor hader de os da så bittert? Ikke af nogen anden
grund, end at de har lyttet til nye lærere. Smittet af deres gift er de blevet
så ophidsede, at de modarbejder os, – ja, brænder af et uforsonligt had til os.
Og det er, så vidt jeg kan se,
apostlenes og alle fromme læreres skæbne, at deres disciple og tilhørere takker
dem på den vis, når de er blevet smittet af sværmernes ugudelige meninger og er
blevet fordrejet af dem. Det vidner alle apostelbrevene om. Der var kun få af
galaterne, der holdt fast ved Paulus' lære. Alle andre blev forført af de falske
apostle og anerkendte ikke længere Paulus som deres lærer. Ja, Paulus' navn og
lære var dem mere forhadt end noget andet. Og jeg frygter, at det kun var meget
få, han har fået bort fra deres vildfarelse ved hjælp af dette brev. Hvis noget
lignende hændte os, hvis altså vor menighed, mens vi var borte, skulle blive
ført vild af sværmere, og vi skrev ikke ét, men mange breve til den, ville vi
kun udrette lidt eller intet. Kun nogle få af de mere pålidelige blandt vore
egne ville forholde sig anderledes over for os, end de, der er blevet forført
af sektererne, gør nu. De vil hellere tilbede paven end følge vore formaninger
eller anerkende vor lære. Ingen skal kunne overbevise dem om, at de har mistet
Kristus og nu atter træller under fattige og svage »elementer«, der ikke engang
er rigtige guder. De kan slet ikke holde ud at høre, at deres lærere omstyrter
Kristi evangelium og fordærver samvittighederne og menighederne. De lutherske,
siger de, er de eneste, der mangler indsigt, de eneste, der ikke forkynder Kristus,
og de eneste, der ikke har del i Helligånden, profetiens gave og den rette
skrifttolkning. Vore lærere er fuldt så gode som de, ja, overgår dem i mange
henseender. For de lægger sig efter Ånden og lærer noget åndeligt. De derimod
er endnu aldrig nået frem til en virkelig teologi, men hænger fast i bogstaven
og lærer ikke andet end katekismen, troen, kærligheden osv.
Som jeg så ofte har sagt: Lige så let
som det er at fare vild i troen, lige så alvorligt er det. Det er som at falde
fra den højeste Himmel til det dybeste Helvede. Det er ikke noget menneskeligt
fald, som f. eks. mord, hor osv., men et satanisk. For det er ikke let at
helbrede dem, der falder således, og hvis de holder stædigt fast ved deres
vildfarelse, bliver det sidste værre end det første for dem. For som Kristus
siger: Når den urene ånd er kastet ud fra sin bolig og vender tilbage, går den
ikke alene ind i den, men tager syv ånder, der er værre end den selv, med sig
og bor der, Luk 11, 24 ff.
Idet Ånden siger sådan til Paulus, føler
han, at galaterne, som han i from iver har kaldt for uforstandige osv., snarere
vil blive forbitret i sindet end blive forbedret. Han vidste jo allerede, at de
falske profeter, der var virksomme iblandt dem, ville optage denne faderlige
tilrettevisning i dårligste mening og råbe: Nu giver Paulus, som nogle af jer
roser så højt, til kende, hvilken ånd han drives af. Mens han var hos jer,
ville han gå for at være jeres far; men de breve, han sender efter sin
bortrejse, viser, at han er en tyran. – Derfor er han i dén grad ude af sig
selv af øm kærlighed og faderlig omsorg, at han slet ikke véd, hvad eller
hvordan han skal skrive til dem. For det er meget vanskeligt at forsvare sig
skriftligt over for nogle, der ikke er til stede, men som allerede begynder at
hade dig og af andre er blevet overbevist om, at du ikke har rent mel i posen.
Derfor siger han lidt senere i sin store forvirring: »Jeg er rådvild over for
jer«, det vil sige: Jeg véd ikke, hvad jeg skal stille op over for jer.
De ord
skal ikke forstås som belæring, men udelukkende om hans sindelag. De betyder
altså ikke: I skal være som jeg i dén forstand, at I skal have samme mening om
læren som jeg, men: I skal have samme sind over for mig, som jeg har over for
jer. Han vil sige: Måske har jeg skældt jer for voldsomt ud. Men tilgiv mig
denne strenghed og døm ikke hjertet ud fra ordene, men ordene ud fra
kærligheden i mit hjerte. Vel synes ordene grove og kæppen hård. Men hjertet er
mildt og faderligt. Derfor skal I, mine galatere, tage imod denne min
irettesættelse med det samme sind, som jeg gav den med. For sagen krævede, at
jeg viste mig så hård over for jer.
Vor irettesættelse er også hård og vor pen
grov. Men hjertet er bestemt ikke bittert eller hadefuldt. Det ønsker ikke hævn
over modstanderne. Men vi har en hellig uro og åndelig smerte. Jeg hader ikke
papisterne og de andre vildfarne, således at jeg beder om ondt for dem og
ønsker, at de skal gå til grunde. Nej, jeg ville hellere, at de vendte tilbage
til den rette vej og blev frelst sammen med os.
Læreren tugter ikke sin elev i nogen ond
mening, men til hans eget bedste. Vel er kæppen hård. Men tugt er helt
nødvendig for en dreng, og tugtemesterens sind er velvilligt og oprigtigt.
Således tugter en far ikke sin søn for at ødelægge ham, men for at forbedre
ham. Vist er slagene hårde og gør ondt på sønnen; men faderens sind er venligt
og mildt, ligesom »al tugtelse, imedens den står på, ikke synes at være til
glæde, men til bedrøvelse. Men siden giver den til gengæld dem, som derved er
øvede, en fredens frugt i retfærdighed«, Hebr. 12, 11. Og hvis han ikke elskede
sin søn, tugtede han ham ikke, men jog ham bort fra sig, opgav håbet om at
redde ham og lod ham gå til grunde. At han tugter ham, er altså en
tilkendegivelse af hans faderlige kærlighed til sin søn og er særdeles gavnligt
for sønnen. Således skal I også tænke, når jeg skælder ud. Så skal I ikke anse
det for hårdt, men for gavnligt. I skal nære samme følelse for mig, som jeg for
jer. Jeg er jer venligt sindet. Det samme ønsker jeg, I skal være mod mig.
Sådan taler han godt for galaterne og
benytter sig kraftigt af denne venlige tiltale til at berolige deres sind, som
var blevet forbitret på grund af hans skarpe irettesættelse, og bringe dem til
fornuft. Han tilbagekalder dog ikke sin irettesættelse, men indrømmer, at den
var hård og skarp. Men, siger han, det var nødvendigt at give jer en meget hård
overhaling. Jeg mildner dog min bebrejdelse derved, at den blev givet af et
virkelig godt og blidt sind. Lægen giver den syge en såre bitter drik – ikke
fordi han vil gøre den syge fortræd, men for at hjælpe ham på den måde. Om den
syge altså får noget bittert, må det ikke lægges lægen til last, men lægemidlet
og sygdommen. Sådan skal I også tænke om min hårde irettesættelse.
Mon det
er, hvad Paulus forstår ved at »bede«, at han kalder galaterne »forheksede«,
»ulydige mod sandheden« og »Kristi korsfæstere«? Jeg ville snarere kalde det
for et møgfald. Selv forklarer han, at det ikke er udskældning, men en bøn, og
det er det i virkeligheden også. Han vil sige: Det er ganske vist sandt, at jeg
har skældt jer noget for voldsomt ud. Men I skal optage det i rette mening, så
I forstår, at min bebrejdelse ikke er en bebrejdelse, men en bøn. På samme vis
betyder dét, at en far tæver sin søn, det samme som at sige til ham: Min søn,
jeg beder dig, vær ordentlig! Vel ser det ud som en afstraffelse. Men hvis man
ser på faderens hjerte, er det den venligste bøn.
Han vil
sige: Hvorfor skulle jeg være vred på jer eller dadle jer af et krænket sind,
da I ikke har gjort mig noget ondt? Hvorfor kalder du da os, der har forladt
din lære, for forvildede, for tåbelige og forheksede osv.? Det er
tilstrækkeligt vidnesbyrd om, at vi har fornærmet dig. Nej, det er ikke mig,
men derimod jer selv, som I har fornærmet. Derfor er jeg så bange, ikke for mig
selv, men for jer. I skal altså ikke mene, at min irettesættelse kom fra et
vredt sind, af had eller noget andet ondt. For jeg tager Gud til vidne på, at I
ikke har gjort mig nogen uret, men tværtimod har gjort mig mange tjenester.
Ved at tale venligt til galaterne
bereder han deres sind til at bære hans faderlige tugtelser med sønlig
kærlighed. Og dette er at blande den bitre malurtdrik med honning og sukker, så
den dog bliver sød. Således taler forældre venligt til deres børn, når de har
givet dem en ordentlig omgang. Så giver de dem kager og bagværk, pærer og æbler
og lignende smågaver, så børnene kan forstå, at forældrene vil deres vel, hvor
hårdt de så ellers tugtede dem.
Han
fremlægger, hvad for velgerninger galaterne har vist ham. Den første
velgerning, siger han, regner jeg for den største af alle. Det var dén: Da jeg
først begyndte at forkynde evangeliet blandt jer og det som et legemligt sygt
og stærkt anfægtet menneske, tog I ikke anstød af dette mit kors, men var så
gode, milde, venlige og kærlige imod mig, at I ikke blot ikke tog anstød af
denne legemlige svaghed eller af de fristelser og farer, der næsten overvældede
mig, men I har vist mig den største kærlighed og taget imod mig, som var jeg en
Guds engel, ja, Kristus Jesus.
Dette er bestemt at give galaterne et
godt skudsmål, at de tog imod evangeliet af et så foragtet og plaget menneske
som Paulus. Han forkyndte nemlig evangeliet hos dem, mens jøder og hedninger
larmede op og rasede. For alt mægtigt, klogt, lærd og fromt hadede, forfulgte,
spyttede og trampede på Paulus og spottede ham. Alligevel tog galaterne ikke
anstød af alt det, men uden at tage notits af de nævnte tegn på sygdom,
anfægtelse og fare ikke blot lyttede de til den fattige, foragtede, elendige og
plagede Paulus og vedkendte sig at være hans disciple, men desuden tog de også
imod ham og adlød ham som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Dette er en
usædvanlig ros og giver galaterne et stort fortrin. Paulus har bestemt aldrig
rost nogen af dem, han skrev til, så meget, som han her roser galaterne.
Hieronymus og nogle andre gamle
kirkefædre tolker Paulus' legemlige svaghed som en sygdom eller en fristelse
til usædelighed. De gode fædre levede i kirkelige opgangstider og måtte ikke
døje kors og forfølgelse. For biskopperne var allerede begyndt at få mere magt
og deres rigelige del af velstand, anseelse og ære. Og flere af dem
tyranniserede det lægfolk, som de ledede. Det vidner kirkehistorien om. Kun få
gjorde deres pligt, og de, der ønskede at få ry for at gøre det, lagde
evangeliets lære på hylden og forkyndte deres egne bestemmelser. Men når
præster og biskopper mangler kendskab, prøvelser og den rene skriftudlægning,
kan de ikke lade være med at optræde selvsikkert. For de prøves ikke med de
anfægtelser, kors og forfølgelser, der uvægerlig plejer at følge på en ren
forkyndelse af ordet. Derfor kunne de umuligt forstå Paulus.
Men vi har af Guds nåde troens rene
lære, og den forkynder vi også åbenlyst. Derfor må vi også finde os i Djævelens
og verdens allergrusomste had og forfølgelser. Og hvis vi ikke blev plaget af
tyranner og kætteres magt og list og fik rædsel og Satans brændende pile at
føle i hjertet, havde Paulus været os lige så dunkel og ubekendt, som han var
for hele verden i de tidligere århundreder og stadig er for vore modstandere,
papister og sværmere. Det er derfor profetiens gave og vort studium tillige med
indre og ydre anfægtelser, der viser os, hvorledes vi skal forstå Paulus og
hele Skriften.
Men Paulus kalder ikke »kødets svaghed«
for en sygdom eller et syndigt begær, men en lidelse eller en sorg, som hans
legeme har måttet udstå – i dens modsætning til kraft og magt. Men for at man
ikke skal synes, at vi gør vold mod disse ord, vil vi høre Paulus selv. Han
siger i 2 Kor 12, 9 f.: »Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed,
for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg velfornøjet med min
magtesløshed, overlast, nød, forfølgelser og angst for Kristi skyld. For når
jeg er magtesløs, da er jeg stærk«, og i kap. 11, 23 ff.: »Jeg har lidt langt
flere besværligheder, fået langt flere slag, været hyppigt i fængsel, ofte i
dødsfare. Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag mindre end ét. Tre gange
er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud« osv. De
lidelser, som hans legeme har måttet udstå, kalder han for kødets svaghed –
derimod ikke et dårligt legemligt helbred. Han vil sige: Da jeg forkyndte
evangeliet hos jer, blev jeg overvældet af megen bedrøvelse og alt muligt ondt.
Overalt var jeg truet af baghold og farer fra jøder, hedninger og falske brødre
m.v. Jeg var plaget af sult og mangel på alt, jeg var som »verdens fejeskarn og
et udskud for alle«. Han hentyder ofte til denne sin svaghed, f. eks. i 1 Kor
kap. 4 og 2 Kor kap. 4, 6, 11 og 12 og andetsteds.
Det er altså klart, at Paulus ved »kødets
svaghed« forstår ydre lidelser, som ikke kun han, men også de andre apostle,
har måttet udstå på deres legeme. Og skønt de var legemligt svage, var de dog
stærke i ånden. For Kristi kraft boede i dem. Den var altid herre og
triumferede gennem dem. Det beviser Paulus selv i 2 Kor 12, 10 og 9 med ordene:
»Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk« og ligeså: »Allerhelst vil jeg derfor
rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig«. Ligeså
i kap. 2, 14: »Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus«. Han
vil sige: Hvor frygteligt Djævelen, de vantro jøder og hedningerne end raser
imod os, så holder vi dog uovervindeligt stand mod alle deres anslag og – med
eller mod deres vilje – sætter vi vor lære igennem og triumferer. Så stor var
den Åndens magt og kraft, der rådede i apostlene, og som han her stiller over
for kødets svaghed og trældom.
Men den kødelige svaghed hos de fromme
støder i høj grad an mod fornuften. Derfor siger Kristus selv: »Salig er den,
som ikke forarges på mig« (Matt 11, 6), og Paulus siger i 1 Kor 1, 23: »Vi
prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en
dårskab«. Derfor er det noget meget stort at anerkende ham som alles herre og
verdens frelser, som man hører, har været den elendigste og ringeste af mænd,
»til spot for mennesker, folk til spe« (Sl 22, 7), kort sagt: hadet af alle og
til sidst dømt til døden på et kors af sit folk, og frem for alt af dem, der
var de bedste, viseste og helligste. Det er stort ikke at lade sig rokke af
noget så forargeligt og ikke blot lade hånt om alt dette, men også sætte denne
bespyttede, piskede og så skændigt korsfæstede Kristus højere end alle rigmænds
skatte, alle mægtiges vælde, alle læreres visdom, alle kongers kroner og alle
helgeners fromhed.
Således var det noget stort, at
galaterne ikke tog anstød af den højst forargelige svaghed og den korsets
ringhed, som de så hos Paulus, men at de tog imod ham som en engel og som
Kristus Jesus. Ligesom Kristus siger, at hans disciple havde holdt ud med ham i
hans fristelser (Luk 22, 28), således siger Paulus siden, at galaterne ikke
viste den fristelse, han bar i sit kød, fra sig med foragt. Det er altså med
rette, han roser dem så højt.
Men apostlene og især Paulus kendte ikke
blot til sådanne ydre fristelser, som vi allerede har omtalt, men også til
indre og åndelige fristelser, ligesom Kristus i Getsemane Have (Matt 26, 36
ff.). Det er den slags, han klager over i 2 Kor 12, 7: »en torn i kødet og en
Satans engel, som slog ham med hårde slag«. Den, der hjemsøges af den slags
høje anfægtelser, kan umuligt være plaget af syndigt begær. Det minder jeg om i
forbigående, fordi papisterne, hver gang de så, at der i den latinske
oversættelse stod »stimulus carnis«, udlagde den torn eller spore som en ansporing
til seksuelt begær. Men det græske ord »skolops« betyder spyd eller en
tilspidset pæl. Der var altså tale om en åndelig anfægtelse. Og det ændrer ikke
noget, at han tilføjer ordet »kød«, når han siger: Der blev givet mig en pæl i
kødet. Tværtimod kalder han det med overlæg for en pæl i kødet, fordi galaterne
og de andre, som Paulus færdes iblandt, ofte så ham knuget af dyb sorg, skælve,
ængstes og trænges af usigelig smerte og bedrøvelse.
Apostlene havde altså ikke blot
legemlige, men også åndelige anfægtelser. Det vidner Paulus om i 2 Kor 7, 5 med
ordene »udadtil kampe, indadtil angster«. Og Lukas siger i ApG 28, 15, at
Paulus, da han længe havde kæmpet i stormvejr på havet og hans ånd var blevet
bedrøvet, blev oplivet og fik nyt mod, da han så, at brødrene fra Rom gik ham i
møde helt til Forum Appii og Tres Tabernæ. Ligeså bekender han i Fil. 2, 27, at
Gud forbarmede sig over ham ved at gøre den syge og næsten døde Epafroditus
rask, så han ikke »skulle have sorg på sorg«. Således led apostlene ud over
ydre, legemlige prøvelser også åndelig bedrøvelse.
Men hvorfor siger Paulus, at galaterne
ikke foragtede ham? Vist foragtede de ham; for de var faldet fra hans
evangelium. Paulus forklarer sine ord således: Da jeg begyndte at forkynde
evangeliet for jer, bar I jer ikke ad som mange andre folk, der tog anstød af
denne min ydre svaghed og prøvelse og foragtede mig og viste mig fra sig. For
den menneskelige fornuft tager let anstød af denne korsets ringhed og anser dem
for afsindige, siden de vil trøste, hjælpe og helbrede andre og ligeså bryster
sig af stor rigdom, retfærdighed, kraft og sejr over synden, døden og alt ondt,
af glæde, frelse og evigt liv, skønt de selv er fattige, svage, bedrøvede og
foragtede, bliver behandlet rigtig skammeligt og dræbes som den mest skadelige
ulykke for stat og religion – og det ikke af den grove hob, men af de
fornemste, der styrer stat og kirke. Og de, der slår dem ihjel, mener, at de
gør Gud en tjeneste (Joh. 16, 2). Når de derfor lover andre et evigt gode og
selv så jammerligt går til grunde for øjnene af verden, ler man ad dem, og de
får at høre ordet: »Læge, læg dig selv« (Luk 4, 23). Derfor er der de hyppige
klager i Salmerne: »Jeg er en orm og ikke en mand« og »vær mig ikke fjern, for
trængselen er nær, og ingen er der, som hjælper!« (Sl 22, 7.12) osv.
Det er altså en anbefaling og ros for
galaterne, at de ikke tog anstød af Paulus' svaghed og anfægtelse, men tog imod
ham som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus. Og det er bestemt en stor og
udmærket egenskab at lytte til en apostel. Men det er en større og helt
overordentlig egenskab at lytte til en så elendig, svag og foragtet apostel,
som Paulus her bevidner, han har været hos galaterne, og tage imod ham som en
engel fra Himlen, ja, vise ham en sådan ære, som var han Kristus Jesus – og dét
uden at tage anstød af hans store svaghed og hans kors. Derfor fremhæver han
med disse ord galaternes fortræffelighed kraftigt og siger, at han vil mindes
den evigt, og at den er ham så kær, at han ønsker at bringe den til alle
menneskers kendskab.
Men mens han fremhæver deres
velgerninger og berømmelse på så herlig en vis, antyder han imidlertid
indirekte, hvor højt de elskede ham inden de falske apostles komme, og påminder
dem samtidig om fortsat at vise ham som deres apostel den samme kærlighed og
ære som førhen. Og deraf kan man erkende, at de falske apostle stod i større
ydre anseelse hos galaterne end selv Paulus. For på grund af dén foretrak
galaterne langt dem frem for Paulus, som de før ikke blot havde elsket højt, men
også modtaget som en Guds engel.
Han vil
sige: Hvor blev I prist salige, hvor blev I rost og velsignet. I Marias lovsang
findes et lignende udtryk, nemlig: »Alle slægter skal prise mig salig«, det vil
sige: lovprise mig (Luk 1, 48). Vægten ligger på disse ord: Hvor er nu
lovprisningen af jer? Meningen er: I blev ikke bare rost; men man lovpriste og
skamroste jer i alt.
På den måde bestræber han sig på at
dæmpe og mildne den beske drik, det vil sige: den skarpe irettesættelse. For
han er bange for, at galaterne kunne tage den ilde op – frem for alt fordi han
véd, at de falske apostle ville fordreje den og udlægge den i ond mening. For
disse hugorme har af naturen den egenskab, at de farer ud mod ord, der er
udsprunget af et fromt og velvilligt sind. Og de fordrejer dem nok så snildt og
listigt til at betyde det stik modsatte af, hvad der blev sagt. I den slags er
de forunderlige mestre og overgår alle talekunstneres kunst og snilde. De
drives nemlig af et ondskabsfuldt sind, der gør dem så afsindige, at de optændt
af satanisk ondskab mod de fromme slet ikke kan dy sig for at tolke deres ord
og skrifter ondskabsfuldt. De bærer sig altså ad ligesom edderkopperne, der
suger gift ud af de skønneste og dejligste blomster – og det er deres egen og
ikke blomsternes fejl. Derfor vil Paulus komme de falske apostle i forkøbet med
sin honning og mildhed, for at de ikke skal få lejlighed til at kritisere og på
spidsfindig vis mistyde hans ord således: Paulus behandler jer grusomt og
kalder jer uforstandige, forheksede og ulydige mod sandheden. Det er et sikkert
tegn på, at han ikke søger jeres frelse, men anser jer for at være fordømte og
forkastede af Kristus.
Han hæver
galaterne til skyerne. I har ikke blot behandlet mig med den største
overbærenhed og ærbødighed, siger han; for I har modtaget mig som en Guds
engel. Men hvis omstændighederne havde krævet det, og det havde været
nødvendigt, ville I have revet jeres øjne ud og givet mig dem – ja, I ville
endog have ofret jeres liv for mig. Og galaterne satte virkelig deres liv på
spil for ham. For de modtog og plejede Paulus, skønt verden anså ham for det skadeligste,
mest forbandede og afskyelige af alt. De modtog og forsvarede Paulus, og derved
blev hedningernes og jødernes had og harme også rettet imod dem selv. Således
er Luthers navn i vore dage verden allermest forhadt. Den, der roser mig, begår
en større synd end en afgudsdyrker, gudsbespotter, meneder, skørlevner, horkarl
og tyveknægt. Derfor må galaterne have været velbefæstede i læren om Kristus og
troen på ham, siden de med så stor fare for sig selv tog imod Paulus, som hele
verden hadede. Ellers ville de ikke have taget alle menneskers had på sig.
Han
angiver her grunden til, at han taler så godt for galaterne. Han har dem nemlig
mistænkt for at anse ham for deres uven, siden han har irettesat dem så hårdt.
Jeg beder jer fjerne disse skældsord fra min forkyndelse, siger han. Så skal I
finde, at jeg ikke har gjort dette som jeres uven, men for at lære jer
sandheden. Vel indrømmer jeg, at brevet er skarpt. Men med denne skarphed tilsigter
jeg at kalde jer tilbage til evangeliets sandhed, som I er blevet draget bort
fra, og fastholde jer på den. Derfor skal I ikke lade den skarphed og beske
drik være rettet mod jer personlig, men blot mod jeres sygdom. Og fordi jeg har
skældt jer lidt for hårdt ud, skal I ikke anse mig for at være jeres fjende,
men for at være jeres far. For hvis jeg ikke elskede jer højt som mine børn, og
ikke vidste, at I holdt så meget af mig, havde jeg ikke irettesat jer så hårdt.
Det er en vens opgave frimodigt at
irettesætte sin ven, hvis han farer vild. Og den, der er blevet irettesat, skal
ikke blive vred over en venlig formaning og en sandhed, som man har påvist, men
være og vise sig taknemmelig imod ham. Vel er det meget almindeligt ude i
verden, at sandheden avler had, og at den, der siger sandheden, regnes for en
fjende. Men sådan går det ikke til mellem venner – og da langt mindre mellem
kristne. Da jeg altså irettesatte jer af ren og skær kærlighed, for at
fastholde jer på sandheden, bør I ikke være vrede på mig og heller ikke give
slip på sandheden, fordi jeg har givet jer en faderlig irettesættelse, eller
mistænke mig for at være jeres fjende. Alt dette siger Paulus for at bekræfte
ordet: »Bliv ligesom jeg. I har ikke gjort mig nogen uret«.
Han langer
ud mod de falske apostles smigren. For Satan plejer ved hjælp af sine tjenere
at føre de enfoldige bag lyset med sine listige kunster, således som Paulus
siger i Rom 16, 18: »ved søde ord og herlige løfter«. Først sværger de ved alt
helligt, at de ikke ønsker noget som helst andet end at fremme Guds ære.
Ligeså, at de tvinges af Ånden til at belære det arme folk om den usvigelige
sandhed, da de ser, at det er forsømt og får en forkert belæring om ordet af de
andre. På den måde kan de udvalgte blive befriet for vildfarelser og nå frem
til det sande lys og til kendskab til sandheden. Endelig lover de dem, som
tager imod deres lære, en sikker frelse. Med foregiven fromhed og i fåreklæder
gør de glubske ulve megen skade, om ikke årvågne og tro hyrder står dem imod.
Paulus gør her brug af en »indsigelse«.
For galaterne kunne finde på at sige: Hvorfor går du dog så voldsomt løs på
vore lærere, fordi de vil vinde os for sig? Det gør de jo af guddommelig
nidkærhed og af ren og skær kærlighed. Det burde bestemt ikke støde dig. Vist
er de nidkære for jer, men ikke for det gode, siger Paulus. Således får vi i
vore dage at høre af sakramentererne, at vi med vor stædighed sønderriver
kærligheden og sammenholdet mellem menighederne, da vi jo forkaster deres lære
om Herrens nadver. Det var bedre, siger de, om vi gav lidt efter – især da det
kan ske uden risiko – end at vi på grund af dette ene og ikke særlig vigtige
spørgsmål volder så stor uenighed og strid inden for kirken – frem for alt da
de ikke afviger fra os på noget andet punkt af den kristne lære end dette ene
om Herrens nadver. Dertil svarer jeg: Forbandet være den kærlighed og enighed,
som ikke kan bevares uden at bringe Guds ord i fare!
De falske apostle foregøglede sig
således, at de elskede galaterne højt og var grebet af guddommelig nidkærhed
for dem. Men nidkærhed er egentlig en vred kærlighed eller så at sige en from
misundelse. I 1 Kong. 19, 14 siger profeten Elias: »Jeg har været fuld af
nidkærhed for Herren osv.« Sådan er en ægtemand nidkær for sin kone, faderen
for sin søn og vennen for sin ven, det vil sige: han elsker ham højt, men dog
således, at han hader hans fejl og søger at rette dem. En sådan nidkærhed
foregav de falske apostle at have for galaterne. Paulus indrømmer da også, at
de brænder af en meget stor kærlighed til galaterne, at de søger at vinde dem,
og at de viser dem omsorg – men ikke for det gode. Og på denne måde og ved
dette ydre skin føres de enfoldige bag lyset. Bedragere foregøgler nemlig en
brændende kærlighed og omsorg for andre. Paulus påminder os altså her om at
skelne mellem en god og en ond nidkærhed. Den gode skal bestemt have ros; men
det skal den slette ikke. Jeg er lige så ivrig for at vinde jer, som de er,
siger Paulus. Døm nu, hvis nidkærhed der er den bedste, min eller deres,
hvilken der er god og from, og hvilken der er ond og kødelig. Lad ikke deres
iver så let gøre indtryk på jer. For
Meningen
er: Vel brænder de af meget stor iver øg kærlighed til jer. Men derigennem
søger de, at I til gengæld skal være ivrige for dem og lukke mig ude. Hvis
deres nidkærhed havde været from og ren, så ville de bestemt tillade, at I
elskede os tillige med dem. Men de hader vor lære. Derfor søger de med alle
midler at udrydde den blandt jer og i stedet lade deres egen få indpas. Og for
at det skal gå lettere, søger de ved denne form for jalousi at fjerne jer fra
os og gøre jer til vore fjender, så I ikke blot hader vor lære, men også os og
vender jeres nidkærhed og iver mod dem, ene elsker dem og antager deres lære.
Således gør han de falske apostle fordægtige i galaternes øjne ved at sige, at
de tilsyneladende ud fra de bedste motiver lurede på dem og bedrog dem. Kristus
formaner os på samme vis og siger: »Vogt jer for de falske profeter, som kommer
til jer i fåreklæder osv.«, Matt 7, 15.
Paulus har været ude for den samme
prøvelse, som vi må igennem i vore dage. Dén nederdrægtighed plagede ham meget,
at han så, hvordan hans fortræffelige lære blev årsag til så mange sekter, uro,
offentlig opløsning og statsomvæltninger, hvad der har voldt uendelig meget
ondt og forargeligt. Jøderne beskyldte ham i ApG 24, 5 for at være en mand, der
er »en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne i hele verden, samt er
fører for nazaræernes parti«. De mente: Han er et oprørsk og gudsbespotteligt
menneske, der fører en sådan lære, at han ved dens hjælp ikke blot omstyrter
det jødiske samfund, der er udmærket grundlagt på guddommelige love, men også
ophæver og ødelægger selve De 10 bud, fromheden, gudsdyrkelsen og vort
præsteembede. Og ud over verden spreder han, hvad han kalder for et Evangelium,
og det har været årsag til uendelig mange ulykker, oprør, forargelser og
sekter. Det samme må han høre af hedningerne, som i byen Filippi råbte op om,
at han bragte deres samfund i oprør og lærte en livsførelse, som de ikke måtte
antage, ApG 16, 20 f.
Den slags samfundsomvæltninger og andre
ulykker som hungersnød, krige, splid og sekter tilskrev både jøder og hedninger
Paulus' og de andre apostles lære. Dog svigtede apostlene ikke af den grund
deres embede, men røgtede det med iver, forkyndte og bekendte Kristus. For de
vidste, at man bør adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5, 29), og at det er
bedre, at hele verden kommer i oprør og går til grunde, end at Kristus ikke
bliver forkyndt eller blot én sjæl går fortabt.
Al den forargelse måtte dog imidlertid
volde apostlene den dybeste sorg. For de var bestemt ikke af stål. Det gjorde
et dybt indtryk på dem, at det folk, for hvis skyld Paulus ønskede at være
bandlyst fra Kristus, skulle gå til grunde med al sin herlighed. De så, at
denne lære vil forårsage stor uro og omvæltninger i alle riger. Og hvad der for
dem, og især for Paulus, var bitrere end døden: de så, at der ville opstå
utallige sekter, endnu mens de selv var i live. Det var et sorgens budskab for
Paulus, da han fik at høre, at korinterne – for ikke at nævne andet –
fornægtede de dødes opstandelse (1 Kor 15, 1 ff.), da han fik at høre, at
menigheder, som han havde grundlagt ved sin tjeneste, blev bragt i oprør, at
evangeliet blev ødelagt af falske apostle, og at hele Lilleasien og adskillige
ansete mænd var faldet fra ham. Men han vidste, at det ikke var hans lære, der
var årsag til de forargelser og sekter. Derfor tabte han ikke modet og svigtede
ikke sit kald, men fortsatte i bevidstheden om, at »evangeliet er en Guds kraft
til frelse for hver den, som tror« (Rom 1, 16), ligegyldigt om det forekom
hedninger og jøder at være en tåbelig og forargelig lære. Han vidste, at dé er
salige, der ikke tager anstød af ordet om korset, uanset om de er lærere eller
tilhørere. Kristus siger jo også: »Salig er den, som ikke forarges på mig«,
Matt 11, 6. Men samtidig vidste han, at dé var fordømt, som fandt den lære
tåbelig og kættersk. Derfor kunne han i tillid til sin overbevisning sige med
Kristus om de jøder og hedninger, der var ophidsede og krænkede over hans lære:
»Lad dem fare. De er blinde vejledere for blinde«, Matt 15, 14.
Vi får i vore dage det samme at høre som
Paulus og de andre apostle dengang. Nemlig at vort evangelium har medført mange
ulykker, oprør, krige, sekter og utallige forargelser, og at alle de optøjer,
der sker, er vor skyld. Vi udsår bestemt ikke kætterier og ugudelig lære, men
forkynder evangeliet om Kristus, at Han er vor retfærdiggører og frelser. Når
blot vore modstandere vil erkende sandheden, tvinges de til at indrømme os, at
vi ikke med vor lære har givet anledning til oprør, uro eller krig, men at vi
har lært, at man ærbødigt skal tjene øvrigheden og holde den i ære på grund af
Guds befaling. Og vi giver heller ikke årsag til forargelse. Men at de
ugudelige tager anstød, er ikke vor, men deres egen skyld. Vi har Guds befaling
om at forkynde evangeliets lære uden noget hensyn til forargelse. Fordi vor
forkyndelse fordømmer modstandernes ugudelige lære og afgudsdyrkelsen, bliver
de selv i deres ophidselse anledning til den slags forargelse, som
skolastikerne kaldte velkomne forargelser. De sagde, at de hverken burde eller
kunne undgås. Kristus forkyndte evangeliet uden hensyn til jødernes forargelse.
»Lad dem fare, « sagde han, »de er blinde.« Og jo mere ypperstepræsterne forbød
apostlene at lære i Jesu navn, des mere vidnede de om, at den Jesus, som disse
havde korsfæstet, var Herre og Kristus, og den, der påkaldte ham, skulle blive
frelst. »For der er ikke noget andet navn under Himlen, givet iblandt
mennesker, ved hvilket vi kan blive frelst«, ApG 4, 12.
Med samme tillidsfuldhed forkynder vi nu
Kristus uden hensyn til de ugudelige papisters og alle vore andre modstanderes
råben op om, at vor lære er oprørsk og gudsbespottelig, fordi den bringer
samfundsordenen i forvirring, ødelægger fromheden og udsår kætteri. Kort sagt:
den er skyld i alle ulykker. Da Kristus og apostlene prædikede, hørte man de
ugudelige jøder sige det samme. Ikke længe efter kom romerne og udslettede
landet og folket, således som de (:Kristus og apostlene) havde forudsagt.
Evangeliets nuværende fjender skal altså se til, at de ikke selv bliver
overvældet af de ulykker, som de nu forudsiger. De betoner det forargelige, i,
at præsterne gifter sig, at vi spiser kød om fredagen osv. Men at de selv
daglig forfører og ødelægger utallige sjæle med deres ugudelige lære, at de
forarger de svage med deres dårlige eksempler, at de bespotter og fordømmer
evangeliet om den store Guds herlighed (jfr. Tit 2, 13) og forfølger og dræber
dem, der er ivrige for den sunde lære – det anser de ikke for en forargelse,
men for en gudvelbehagelig lydighed og gudsdyrkelse. Lad dem blot være. »For de
er blinde vejledere for blinde«, Matt 15, 14. »Lad den, der gør uret, fremdeles
gøre uret, og den urene fremdeles blive uren«, Åb 22, 11. Men fordi vi tror,
vil vi tale, så længe som vi lever, og finde os i vore modstanderes
forfølgelser, indtil Kristus, vor ypperstepræst og konge, kommer fra Himlen,
hvad vi håber snart må ske, og som en retfærdig dommer skal hævne sig på dem,
der ikke er lydige mod hans evangelium. Amen.
De forargelser, som de ugudelige
anfører, gør ikke indtryk på de fromme. For de véd, at Djævelen nærer et
vældigt had til denne salige lære, og derfor gør han den hæslig ved hjælp af
uendelig mange anstød for på den vis at få den fuldstændig udryddet. Djævelen
rasede ikke i samme grad førhen, da man lærte menneskeoverleveringer inden for
Kirken. For mens den Stærke bevæbnet vogtede sit hus, var alt, hvad han ejede,
i fred. Men efter at den Stærkere er kommet og har besejret og bundet ham og
plyndret hans hus, begynder han at rase og slå om sig, jfr. Luk 11, 21. Det er
det sikreste tegn på, at den lære, som vi forkynder, er fra Gud. Ellers ville
Behemoth sove og »lægge sig hen under lotusbuske, i skjul af siv og rør«, Job.
40, 16. Men da han nu går omkring som en brølende løve (1 Pet 5, 8) og volder
så megen forstyrrelse, er det et tegn på, at han forstår, hvilken kraft der er
i vor forkyndelse.
Når Paulus siger: »De er nidkære for jer
– dog ikke for det gode«, peger han her i forbigående på dem, der er ophav til
sekterne, nemlig de nidkære ånder, som til alle tider har vendt op og ned på
den sande lære og forstyrret den offentlige sikkerhed. Opægget af en tåbelig
iver foregøgler de sig, at de er i besiddelse af en enestående hellighed,
selvbeherskelse, tålmodighed og lærdom. Derfor stoler de på, at de kan sørge
for alle menneskers frelse, at de kan lære dem noget højere og mere
frelsebringende, at de kan indrette bedre gudsdyrkelser og ceremonier end andre
lærere, som de føler sig højt hævet over; men de fremhæver deres egen autoritet
og fordærver, hvad andre har overleveret af godt. Opflammet af en sådan tåbelig
iver gav de falske apostle ikke blot i Galatien, men overalt, hvor Paulus og de
andre apostle havde prædiket, ophav til sekter. Og senere blev de efterfulgt af
uendelig mange forargelser og meget heftig uro. For Djævelen er en løgner og
manddræber, således som Kristus siger i Joh 8, 44. Derfor plejer han gennem
sine tjenere ikke blot at forvirre samvittighederne med falsk lære, men også at
fremkalde oprør og krig.
Den slags ivrere har Tyskland mange af i
vore dage. De foregiver den største fromhed, beskedenhed, lærdom og
tålmodighed, og alligevel er de glubske ulve, der i deres hykleri ikke er ude
på andet end at få folket til alene at ære dem og hylde deres lære, når vi er
blevet stødt ud i mørket og er helt ude af billedet. Da må der komme sekter,
stridigheder, kævl, oprør osv. Men hvad kan vi gøre? Vi kan ikke forhindre det,
lige så lidt som Paulus kunne. Nogle vandt han dog, så de rettede sig efter
hans formaninger. Således håber jeg også med mine formaninger, at nogle vender
tilbage fra sekterernes vildfarelser.
Meningen
er: Jeg har rost jer, fordi I var meget ivrige for mig og elskede mig højt,
mens jeg forkyndte jer evangeliet i kødelig svaghed. Samme kærlighed og iver
var I også skyldige at vise mig nu, mens jeg er borte – som om jeg aldrig havde
forladt jer. For skønt jeg personlig er fraværende, har I dog min lære. Og
fordi I gennem den har modtaget Helligånden, bør I bevare den og tænke, at
Paulus altid er hos jer, så længe som I har hans lære. Jeg dadler jer altså
ikke, men roser jeres iver, dog kun for så vidt som det er en iver, der stammer
fra Guds Ånd og ikke fra kødet. Åndelig iver er altid god. Den er ivrig efter
noget godt i modsætning til den kødelige iver. Han roser altså galaternes iver
for at formilde dem og få dem til at udholde hans bebrejdelse. Han vil sige:
Optag min bebrejdelse i god mening. For den kommer ikke fra et ondt eller vredt
sind, men fra et, der er bedrøvet og meget bekymret for jer.
Og dette er et talende eksempel på, at
en from præst og sjælehyrde skal have omsorg for sine får og bruge alle midler
til ved bebrejdelse, smiger og bøn at bevare dem i den sunde lære og føre dem
bort fra forførerne.
Også dette
viser hans veltalenhed, når det gælder om at vinde galaterne med milde og
smigrende ord. Han kalder dem nu i smiger for sine »små børn«. Alle ordene er
anlagt på at bevæge deres følelser og vinde deres yndest.
Ordene »Som jeg føder på ny« er
billedtale. Apostlene er – ligesom andre lærere, om end på deres særlige manér
– en art forældre. For ligesom disse frembringer deres ydre skikkelse, således
er hine ophav til deres sjæls form. Men den kristne sjæls form eller indre
virkelighed er troen, dén hjertets fortrøstning, som griber om Kristus og
holder sig alene til ham og ikke til noget andet. Når hjertet ejer en sådan
fortrøstning, har den del i Kristi sande virkelighed. Og den erhverves ved
Ordets tjeneste, 1 Kor 4, 15: »Jeg har avlet jer ved evangeliet«, nemlig
åndeligt, så I kan kende og tro på Kristus. Og i 2 Kor 3, 3 siger han: »I er et
Kristi brev, udfærdiget og skrevet af os, ikke med blæk, men med den levende
Guds Ånd.« For ordet udgår af apostelens mund og når frem til tilhørernes
hjerte. Dér er Helligånden, og Han præger ordet, således som det lyder, ind i
hjertet. På dén vis er enhver from lærer en far, som gennem ordets tjeneste
føder og giver den kristne sjæl dens rette skikkelse.
Samtidig sigter han indirekte til de
falske apostle. Han vil sige: Jeg har ved evangeliet født jer på rette vis. Men
så kom de ødelæggere og forvanskere, og de gav jeres hjerte et nyt ansigt, ikke
Kristi, men Moses', så jeres fortrøstning ikke mere er ivrig efter Kristus, men
efter lovgerninger. Det er en fremmed, ja, en djævelsk skikkelse, ikke den
rette kristne.
Han siger heller ikke: Jeg føder jer på
ny med besvær, indtil jeg selv tager skikkelse i jer, men indtil Kristus har
vundet skikkelse i jer. Det vil sige: Jeg anstrenger mig for, at I på ny må se
ud som og ligne Kristus og ikke Paulus. Med de ord langer han atter ud mod de
falske apostle. For de udslettede Kristi skikkelse i de troendes sjæle og gav
dem en anden skikkelse, nemlig deres egen. »De vil, at I skal omskæres, for at
de kan rose sig af jeres kød, « siger han i kap. 6, 13.
Om denne Kristi skikkelse taler han også
i Kol 3, 10: »Ifør jer det nye menneske, som fornys til erkendelse efter hans
billede, der skabte det.« Paulus vil altså genoprette Guds eller Kristi billede
i galaterne, efter at det var blevet forvansket og udvisket af de falske
apostle. Og dét går ud på, at de føler, tænker og vil som Gud, hvis tanke og
vilje er, at vi skal få syndsforladelse og evigt liv ved hans Søn Jesus
Kristus, som Han har sendt til verden for at være soning for vore, ja, hele
verdens synder, for at vi gennem denne Søn skulle vide, at Gud er vor forsonede
og milde far. Og de, der tror dét, ligner Gud, det vil sige: de tænker i alle
forhold om Gud, således som Han egentlig er, og deres sind har samme skikkelse
som Gud eller Kristus. Dette er ifølge Paulus »at blive fornyet i jeres sinds
ånd og iføre jer det nye menneske, som blev skabt efter Gud«, Ef 4, 23 f.
Han siger altså, at han med smerte føder
galaterne på ny, om end sådan, at børnenes skikkelse ikke er apostelens,
ligesom børnene ikke skal bære Paulus', Kefas' eller en andens billede, men
billedet af en anden fader, nemlig Kristus (jfr. 1 Kor 1, 12). Jeg vil, at han
skal tage skikkelse i jer, siger han, for at I i alle forhold må have det samme
sind som Kristus selv. Kort sagt: jeg føder jer med smerte, det vil sige: jeg
arbejder atter ivrigt på at kalde jer tilbage til jeres tidligere tro. Den
mistede I, da I lod jer narre af de falske apostles list, så I faldt tilbage på
lovens gerninger. Derfor må jeg i gang med det nye og vanskelige arbejde at
føre jer tilbage til troen på Kristus. Dette kalder han for at »føde med
smerte«.
Dette er
udelukkende apostolisk omsorg. Man plejer at sige, at et brev er et dødt
sendebud. For det kan ikke give mere, end det indeholder. Og intet brev er
skrevet så omhyggeligt, at man ikke mangler noget i det. For der er mangfoldige
omstændigheder og ændringer i tid, sted, personer, optræden og følelser, som
intet brev kan give udtryk. Derfor påvirker det sin læser forskelligt. Snart
bedrøver det, og snart glæder det, alt efter læserens egen sindsstemning. Men
den levende røst kan tolke, mildne og rette det, om den har sagt noget for
skarpt eller ubetimeligt. Derfor ønsker Paulus hellere at være hos dem, så han
kunne moderere og omskifte sin røst, alt efter som han så, tilhørernes stemning
krævede det. Så kunne han, når han så nogle voldsomt opskræmte, mildne sin
tale, så de ikke blev alt for bedrøvede, og om nogle var overmodige, kunne han
i stedet skælde dem des strengere ud, så de ikke blev alt for sikre og endte
som foragtere.
Derfor er han rådvild med hensyn til,
hvordan han som fraværende skal forhandle skriftligt med de fraværende.
Meningen er: Hvis et brev er lidt for hårdt, er jeg bange for, at det sårer
nogle af jer i stedet for at forbedre jer. Hvis det er for mildt, udretter det
ikke noget hos visse hårde og uforstandige. For døde bogstaver og stavelser
giver kun, hvad de har. Derimod er den levende røst en dronning i sammenligning
med et brev. For den kan trække fra og føje til og udtrykke sig på alle måder
under hensyntagen til stemninger, tid, sted og personer. Jeg ville kort sagt
gerne pr. brev omvende jer, nemlig kalde jer tilbage fra loven til troen på
Kristus. Men jeg frygter, at jeg ikke formår det med døde bogstaver. Hvis jeg
derimod var hos jer, kunne jeg omskifte min røst, skælde de hårdnakkede ud,
tale godt for de svage – alt efter omstændighederne.
Det vil
sige: Mit sind er så uroligt, at jeg ikke véd, hvad og hvordan jeg skal
forhandle skriftligt med jer under mit fravær. Dette er sandt apostoliske
følelser, der hér bliver fremstillet. Han undlader intet: Han bebrejder og
bønfalder galaterne, han taler godt for dem, roser deres tro i herlige
vendinger og arbejder med største flid troligt på – og det er sand veltalenhed
– at føre dem tilbage til evangeliets sandhed og fjerne dem fra de falske
apostle.
Hér ville
Paulus afslutte sit brev! For han ønskede ikke at skrive mere, men ville
hellere være personlig til stede hos galaterne og tale med dem. Men mens hans
sind af denne grund er uroligt, griber han desuden til denne lignelse, som
tilfældigt faldt ham ind. For det jævne folk påvirkes stærkt af billedtale og
lignelser. Derfor benyttede Kristus sig også ofte af dem. De er nemlig ligesom
en slags billeder, der anskueliggør sagen for de enfoldige og derfor gør et
dybt indtryk på især de udannedes sind. Først kræver han altså galaternes
opmærksomhed med sine skrevne ord. Derpå anskueliggør han det samme for dem med
denne lignelse på udmærket vis.
Paulus var en meget fin mester i at
anvende lignelser. For han plejer at lade dem belyse læren om troen, nåden og
Kristus, derimod ikke loven og gerningerne, således som Origenes og Hieronymus
gør. Dem bebrejder man med rette, fordi de forvandler Skriftens mest ligefremme
sætninger, hvor der ikke er plads for billedtale, til smagløse og tåbelige
allegorier. Derfor er det uheldigt og ofte endda farligt at efterligne Paulus'
brug af billedtale. For hvis man ikke kender den kristne lære ud og ind, kan
man ikke med held anvende allegorier.
Men hvorfor kalder Paulus 1. Mosebog,
hvorfra han henter beretningen om Ismael og Isak, for »Loven«, da den jo ikke
er en lovbog – og mindst af alt dét sted, han anfører? Det indeholder ikke
nogen lov, men blot en ligefrem beretning om Abrahams to sønner. Efter jødisk
skik plejer Paulus dog at kalde 1. Mosebog for »Loven«. Skønt den ikke
indeholder nogen anden lov end dén om omskærelse, ja, beretter om, at
patriarkerne havde Guds velbehag på grund af deres tro, kaldte jøderne dog
Genesis tillige med de andre Mosebøger for »Loven« på grund af denne ene lov om
omskærelse. Det samme gjorde Paulus, der jo også selv var en jøde. Og Kristus
sammenfatter ikke blot Mosebøgerne under navnet »Loven«, men også Salmernes
Bog. Joh 15, 25: »Dog det ord, som er skrevet i deres lov, må opfyldes: De
hadede mig uforskyldt« (Sl 35, 19).
Han vil
sige: I har prisgivet nåden, troen og Kristus og er gået over til loven. I vil
være under den og vide besked ud fra den. Derfor vil jeg tale til jer om loven,
og jeg beder jer derfor betragte den nøje.
For I finder, at Abraham havde to
sønner, Ismael med Hagar og Isak med Sara. Begge var Abrahams rette sønner.
Ismael var ikke i ringere grad Abrahams søn end Isak. For begge var avlet af
samme far, samme kød og samme sæd. Hvad var da forskellen? Den består ikke i,
at den ene mor var fri og den anden en trælkvinde (om end det hører med til
billedtalen), men i, at Ismael, der var født af trælkvinden, blev avlet på
kødelig vis, det vil sige: uden Guds ord og løfte, mens Isak ikke blot blev
født af den frie kvinde, men også ifølge løftet. Hvad har dét så at betyde?
Isak er dog i lige så høj grad som Ismael født af Abrahams sæd. Det er rigtigt.
Begge sønner havde samme far. Og dog er der en forskel. For skønt Isak var født
af kødet, gik Guds løfte og navngivning dog forud. Denne forskel var Paulus ene
om at lægge mærke til. Han kommer til den på følgende vis.
At Hagar blev svanger og fødte Ismael,
var der ikke noget ord eller nogen røst fra Gud, der havde forudsagt. Men med
Saras tilladelse gik Abraham ind til sin trælkvinde Hagar, som den ufrugtbare
Sara ifølge 1. Mosebog havde givet ham til hustru. For Sara havde hørt, at
Abraham efter Guds løfte skulle have legemligt afkom. Og hun håbede, at hun
skulle blive moder til dette afkom. Men da hun havde ventet i mange år og så,
at sagen trak i langdrag, mente hun, at hendes håb var blevet skuffet. Derfor
gav den hellige kvinde afkald på sin ret til at blive æret af sin mand og
afstod den til en anden, nemlig til trælkvinden. Hun tillader dog ikke, at
hendes mand tager nogen til ægte, som ikke hører til hans hus, men giver ham
sin egen trælkvinde til hustru for at få afkom gennem hende. For således
berettes der i 1. Mosebog 16, 1 f.: »Abrams hustru Saraj, fødte ham intet barn.
Men Saraj havde en ægyptisk trælkvinde ved navn Hagar; og Saraj sagde til
Abram: Herren har jo nægtet mig børn; gå derfor ind til min trælkvinde, måske
kan jeg få en søn ved hende osv.«
Det er tegn på en stor ydmyghed, at hun således
gav afkald og bar den anfægtelse for troen med roligt sind. Hun tænkte: Gud er
ingen løgner. Hvad Han har lovet min mand, dét vil Han bestemt give ham. Men
måske ønsker Gud ikke mig som moder til hans afkom. Jeg vil ikke misunde Hagar
den ære. Min herre skal gå ind til hende; måske skal jeg få afkom gennem hende.
Således fødes Ismael uden ordet, blot på Saras egen begæring. For der er ikke
noget ord fra Gud, der gav eller lovede Abraham en søn. Men alt sker
tilfældigt. Det angiver Saras ord også: »Måske skal jeg få afkom gennem hende.«
Da der altså ikke i forvejen lød noget Guds ord til Abraham, således som det
skete, da Sara skulle føde Isak, men det blot var Saras ord, der lød forud, er
det tilstrækkelig klart, at Ismael kun var Abrahams søn efter kødet, uden
ordet. Og derfor blev han ventet og født på sædvanlig vis som ethvert andet
drengebarn.
Paulus har lagt mærke til dette, og i
Rom. 9 fremhæver han dette emne, som han gentager hér som et led af sin
billedtale. Og han slutter med rette, at ikke alle Abrahams børn er Guds børn,
Rom. 9, 7 f. Abraham har nemlig to slags børn: såvel dem, der ligesom Isak
fødes på én gang af ham og med Guds ord og løfte, som dem, der ligesom Ismael
fødes af ham, men uden Guds ord. Ligesom Kristus i Matt. 3 og Joh. 8 stopper
Paulus hér munden på de hovmodige jøder, der pralede af, at de var Abrahams
afkom og børn, med dette bevis. Meningen er: »Det er en forkert slutning: Jeg
er Abrahams naturlige afkom, altså er jeg et Guds barn. Esau er en rigtig søn,
altså skal han også være arving.« Nej, de, der vil være Abrahams børn, siger
han, de skal foruden den naturlige fødsel være løftets børn og tro. Kun de, der
har løftet og tror, er Abrahams rette børn og følgelig Guds børn.
Da Ismael ikke er blevet lovet Abraham
af Gud, er han blot hans naturlige, men ikke løftets søn. Og derfor ventes og
fødes han på samme vis som andre børn. For moderen vidste ikke, om hun var med
barn; eller hvis hun mærkede til sit svangerskab, var hun dog ikke klar over,
om det skulle blive en dreng eller en pige. Men Isak var udtrykkelig nævnt i 1
Mos 17, 19: »Din ægtehustru Sara skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak.«
Her er sønnen og moderen udtrykkelig nævnt. Til gengæld for, at Sara ydmygede
sig, gav afkald på sin ret og udholdt Hagars foragt (1 Mos 16, 4), gav Gud
hende den ære at blive moder til den søn, Han havde forjættet.
Inden for
teologien kan billedtale ikke hjælpe os til sikre beviser. Men ligesom billeder
belyser og smykker de sagen. For hvis Paulus ikke havde godtgjort
trosretfærdigheden i dens modsætning til gerningsretfærdigheden med kraftigere
beviser, havde han ikke udrettet noget ved denne allegori. Men fordi han i det
foregående har støttet sin sag på helt sikre beviser, som han har hentet fra
erfaringen, fra§ Abrahams eksempel, og fra Skriftens vidnesbyrd og lignelser,
tilføjer han nu i slutningen af sin fremstilling en allegori som en slags pynt.
For det er kønt, når man først omhyggeligt har lagt grund og sikkert bevist sin
sag, da at tilføje en allegori, som man har hentet fra et andet livsområde. For
ligesom et billede pynter på et hus, der allerede er opført, således kaster en
allegori glans over en fremstilling eller et forhold, der allerede er blevet
bevist på anden måde.
Abraham er
et billede på Gud, som har to sønner, det vil sige: to folk, repræsenteret ved
Ismael og Isak. De er født af Hagar og Sara, som betegner to pagter, den gamle
og den nye. Den gamle kommer fra Sinai bjerg og føder til trældom. Det er
Hagar. For det samme bjerg, som jøderne kalder Sinai (det navn synes det at
have fået af sine buske og krat), kalder araberne på deres sprog for »Agar«.
Det bevidner foruden Paulus også Ptolemæus og grækernes skrifter. På samme vis
har også andre bjerge særskilte navne hos de forskellige folk. Således hedder,
hvad Moses kalder for Hermon bjerg, hos sidonierne Sirion og hos amoræerne Senir.
Men det passer fint, at Sinai bjerg på
arabisk har samme navn som trælkvinden, og jeg mener, at den navnelighed har
givet Paulus en oplagt anledning til at udtænke denne lignelse. Ligesom altså
trælkvinden Hagar virkelig har født Abraham en søn, om end ikke en arving, men
en træl, således føder Sinai, den allegoriske »Agar«, virkelig Gud en søn,
nemlig et kødeligt folk. Og ligesom Ismael var en virkelig søn af Abraham,
således havde også Israels folk den sande Gud til fader. Han gav det loven og
sine profetier, fromheden, gudsdyrkelsen og templet, som det hedder i SI. 147,
19: »Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel.« Dog
var der dén forskel: Ismael var født af trælkvinden efter kødet, det vil sige:
uden løfte, og kunne derfor ikke være arving. Således fødte det åndelige
»Agar«, det er Sinai bjerg, hvor loven blev givet og den gamle pagt stiftet,
Gud, den store Abraham, et folk, men uden løfte. Det var altså et kødeligt og
til slavearbejde bestemt folk, som ikke var Guds arving. For løfterne om
Kristus, der velsigner os og befrier os fra lovens forbandelse, fra synd og
død, ligeså om syndsforladelsen, retfærdigheden og det evige liv, som blev
givet af nåde, blev ikke føjet til loven. Loven siger derimod: »Det menneske,
der handler efter mine anordninger og lovbud, skal leve ved dem« (3 Mos. 18,
5).
Lovens løfter er altså betingede. De
lover ikke uden vilkår liv, men kun til dem, der holder loven. Derfor lader de
samvittighederne i tvivl; for der er ingen, der opfylder loven. Men løfterne i
Ny Testamente er ikke forbundet med nogen betingelse. De fordrer ikke noget af
os og afhænger heller ikke af vor værdighed, men bringer og skænker os
syndsforladelse, nåde, retfærdighed og evigt liv gratis for Kristi skyld. Det
har vi behandlet mere udførligt andetsteds.
Derfor indeholder loven eller Det gamle
Testamente blot løfter om legemlige (:ydre) goder, og der er altid tilføjet en
betingelse som f. eks.: »Hvis I holder min pagt, … « eller »Hvis I vandrer på
mine veje, skal I være mit folk« osv. Dette tog jøderne ikke i betragtning, men
tilegnede sig de betingede løfter og gjorde dem til rent ubetingede. Og de
mente, at Gud aldrig kunne tilbagekalde dem, men måtte holde dem. Når de derfor
hørte profeterne, der forstod at skelne ret mellem lovens ydre løfter og de
åndelige løfter om Kristus og hans rige, forkynde byen Jerusalems, templets,
rigets og præstedømmets ødelæggelse, forfulgte de dem og slog dem ihjel som
kættere og gudsbespottere. For de så ikke den tilføjede betingelse: »Hvis I holder
mine bud, skal det gå jer godt osv.«
Trælkvinden Hagar føder altså kun en
træl. Ismael er derfor ikke en arving, selv om han er Abrahams kødelige søn;
men han bliver ved med at være en træl. Hvad mangler han? Løftet og Ordets
velsignelse. Således føder loven, der blev givet på Sinai bjerg, som araberne
kalder »Agar«, kun trælle, fordi løftet om Kristus ikke var føj et til loven.
Hvis I, galatere, derfor har ladet hånt om løftet og troen og er faldet fra til
loven og gerningerne, vil I til evig tid blive ved med at være trælle, det vil
sige: I vil aldrig blive fri for synden og døden, men I forbliver under lovens
forbandelse. For Hagar føder ikke løftets sæd og arvinger, det vil sige: Loven
retfærdiggør ikke, giver ikke del i barnekår og arveret, men står snarere i
vejen for dem og fremkalder Guds vrede.
Denne
allegori er ejendommelig. Ligesom Paulus i det foregående har ladet Sinai
symbolisere Hagar, således ville han nu gerne have ladet Jerusalem symbolisere
Sara. Men han nødes til at forene Sinai bjerg med Jerusalem, fordi han siger,
at den hører til Hagar, da »Agar« bjerg strækker sig lige til Jerusalem. Og det
er virkelig sandt, at der er en sammenhængende bjergkæde fra det stenede
Arabien til Kadesj Barnea i Judæa. Han siger altså: Det nuværende Jerusalem,
det vil sige: det jordiske og foreløbige, det er ikke Sara, men hører til
Hagar, fordi det er Hagars regimente, der udøves dér. For dér er loven, der føder
til trældom. Dér er gudstjenesten, templet, riget og præsteskabet, og alt, hvad
der blev forordnet på Sinai med loven som moder, udøves i Jerusalem. Derfor
forbinder jeg det med Sinai og sammenfatter begge med én betegnelse, nemlig
Sinai eller Hagar.
Jeg ville ikke have vovet at bruge denne
allegori på den måde, men havde snarere sagt, at Jerusalem var Sara eller den
nye pagt, især da det jo var dér, evangeliets forkyndelse begyndte, Helligånden
blev givet og den nye pagts folk blev født; og jeg ville have ment, at jeg
havde fundet på en meget passende lignelse. Derfor er det ikke enhver mester,
der kan lege med allegorier. For hvad der tager sig godt ud, leder os let på
afveje. I dette tilfælde ville vi alle have fundet det meget rimeligt, om Sinai
blev kaldt for »Agar« og Jerusalem for »Sara«. Ganske vist lader Paulus også
Jerusalem være Sara, men ikke det håndgribelige Jerusalem – det knytter han
uden videre sammen med Hagar –, men det åndelige og himmelske, hvor det ikke er
loven eller et kødeligt folk, der regerer, således som i det Jerusalem, der er
i trældom med sine børn, men hvor det er løftet, der regerer, og folket er
åndeligt og frit.
Og for at loven og hele det regimente,
der er forordnet ved Hagar, kunne blive afskaffet, tillod Gud, at det jordiske
Jerusalem med al dets skønhed, templet og gudsdyrkelsen blev hærget frygteligt.
Og skønt den nye pagt tog sin begyndelse dér og er udgået til hele verden
derfra, hører det dog med til Hagar, det vil sige: det er lovens og den af
Moses indstiftede gudsdyrkelses og præstetjenestes stad. Kort sagt er det født
af trælkvinden Hagar, og derfor er det i trældom med sine børn, det vil sige:
det vandrer i lovens gerninger og når aldrig frem til Åndens frihed, men
forbliver til stadighed under loven, synden, den dårlige samvittighed samt Guds
vrede og dom som hjemfalden til død og Helvede. Vel har det en kødelig frihed,
et verdsligt styre, en øvrighed, rigdom og ejendom osv. Men vi taler om Åndens
frihed, hvor vi – døde fra loven, synden og døden – lever i frihed og hersker i
nåde, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. Dette kan det jordiske
Jerusalem ikke give. Derfor hører det sammen med Hagar.
Det
jordiske Jerusalem, som er hernede og styres efter loven, er Hagar. Det er i
trældom med sine børn, det vil sige: det bliver ikke fri for loven, synden og
døden. Men Jerusalem oventil, det vil sige: det åndelige, det er Sara (om end
Paulus ikke bruger selve personnavnet Sara, men giver det tilnavnet: den frie),
nemlig den rette hustru og vor frie moder, der ikke føder til trældom som
Hagar, men til frihed. Og det himmelske Jerusalem, som er oventil, er Kirken,
det vil sige: de troende, der er spredt ud over hele verden og har samme
evangelium, samme tro på Kristus, samme Helligånd og samme sakramenter.
»Oventil« skal derfor ikke forstås
anagogisk, således som sofisterne gjorde, ikke om den triumferende kirke
(således siger de nemlig), men om den, der kæmper på jorden. Det er ikke
underligt: for de fromme siges jo at opholde sig i Himlen, jfr. Fil. 3, 20:
»Vort borgerskab er i Himlene«. Ikke i rumlig betydning, men for så vidt som
han tror, er den kristne i Himlen; for så vidt som han passer sit embede i tro,
lever han i Himlen, ifølge Ef. 1, 3: »Han har velsignet os med al åndelig og
himmelsk velsignelse i Kristus.« Den åndelige og himmelske velsignelse skal
altså holdes adskilt fra den jordiske, der består i at have et godt styre og en
god husholdning, have afkom, rigdom, udbytte og andre ydre goder. Men den
himmelske velsignelse består i at blive befriet for loven, synden og døden,
blive retfærdiggjort og levendegjort, at have en nådig Gud, et
fortrøstningsfuldt hjerte, en glad samvittighed og åndelig trøst, at kende
Kristus, at eje profetien og Skriftens åbenbaring, Helligåndens gave og at
glædes i Gud. Dette er Kristi Kirkes himmelske velsignelse.
Jerusalem, som er oventil og altså
himmelsk, betegner derfor Kirken, mens den er i denne tidsalder, og ikke på
anagogisk (:opadførende) vis vort fædreland i det kommende liv som den
triumferende Kirke, således som de unyttige og ukyndige munke og skolastiske
lærere vrøvler om. De lærte, at Skriften har fire betydninger: en bogstavelig,
en tropologisk, en allegorisk og en anagogisk, og ved at følge dem har de
tolket næsten hvert enkelt skriftsted tåbeligt. Således betød Jerusalem for dem
bogstaveligt: byen, der hed sådan, men tropologisk betød det: en ren
samvittighed, allegorisk: den stridende Kirke og anagogisk: det himmelske
fædreland eller den triumferende Kirke. Med disse smagløse og naragtige fabler,
som splittede Skriften ad i så mange meninger, opnåede de ikke at kunne få
sikker viden om noget af det, der har med samvittigheden at gøre. Men Paulus
siger hér, at det gamle og jordiske Jerusalem hører Hagar til og er i trældom
med sine børn. Og det er afskaffet. Men det nye og himmelske, som er den frie
hustru, er oprettet af Gud ikke i Himlen, men på jorden for at være moder for
alle os, som er født og daglig fødes af hende. Altså må denne vor moder ligesom
hendes afkom nødvendigvis være på jorden blandt menneskene. Dog føder hun
åndeligt ved hjælp af ordets og sakramenternes embede, og ikke kødeligt.
Dette siger jeg, for at vi ikke i vore
tanker skal lade os føre op til Himlen, men vide, at Paulus ikke stiller
Jerusalem, som er oventil, i modsætning til det jordiske i rumlig, men i
åndelig betydning. For der er forskel på åndeligt og legemligt eller jordisk.
Det åndelige er oventil, det jordiske nedentil. Således adskiller Jerusalem,
som er oventil, sig som sagt ikke rumligt, men åndeligt fra det kødelige eller
timelige Jerusalem, som er nedentil.
For det åndelige Jerusalem, der tog sin
begyndelse fra det legemlige, har ikke noget bestemt sted sådan som dét
Jerusalem, der ligger i Judæa, men det er spredt over hele jorden og kan findes
i Babylon, i Tyrkiet, Tartariet, Skytien, Indien, Italien, Tyskland, på øerne i
havet, i bjerge og dale, ja, overalt på jorden, hvor der er mennesker, der har
evangeliet og tror på Kristus.
Derfor er Sara eller Jerusalem, vor frie
moder, netop Kirken, Kristi brud, der føder os alle. For hun føder børn
uafbrudt lige til verdens ende, så længe som hun gør brug af ordets embede, det
vil sige: så længe som hun lærer og udbreder evangeliet. For det er, hvad det
vil sige: at føde. Og hun (:Kirken, vor moder) lærer evangeliet således, at vi
befries fra lovens forbandelse, synden, døden og andet ondt, ikke ved hjælp af
lovgerninger, men ved Kristus. Derfor er dét Jerusalem, som er oventil, altså
Kirken, ikke underkastet lov og gerninger, men det er frit og er moder uden
lov, synd og død. For sådan som moderen selv er, således er også de børn, hun
føder.
Den lignelse lærer altså fint, at Kirken
ikke bør gøre noget andet end at forkynde evangeliet ret og rent og derigennem
avle børn. Vi er således skiftevis fædre og børn. For vi fødes af hinanden. Jeg
er født af andre ved evangeliet og føder nu andre, der derefter føder andre, og
således vil den fødselsproces vare véd lige til verdens ende. Men angående
Hagars nedkomst har jeg ikke noget at sige, – hun, som føder trælle ved loven
–, men derimod om den frie Saras nedkomst. Hun føder arvinger uden loven, uden
gerninger og eget besvær. For, at Isak og ikke Ismael, skønt de begge dog var
Abrahams kødelige sønner, er arvingen, beror på løftets ord, som var: »Sara,
din hustru, skal føde dig en søn, som du skal kalde Isak«, 1. Mos. 17, 19. Og
det forstod Sara udmærket. Derfor siger hun: »Jag den trælkvinde og hendes søn
bort osv.«, 1. Mos. 21, 10. Og disse ord anfører Paulus nedenfor. Ligesom Isak
derfor har ret til at arve sin far, alene på grund af løftet og sin fødsel,
uden lov og gerninger, således fødes vi ved evangeliet til arvinger af den frie
Sara, nemlig Kirken. For den lærer, plejer og bærer os i sit moderliv, på sit
skød og med sine arme. Den danner og fuldender os efter Kristi billede, indtil
vi kommer til »mands modenhed« (Ef. 4, 13). Således sker alt gennem Ordets
embede. Derfor er det den fries opgave uden ophør at føde sin mand, Gud, børn,
det vil sige: sådanne børn, som véd, at de retfærdiggøres ved troen og ikke ved
loven.
Paulus anfører
dette skriftsted fra profeten Esajas (54, 1), og det må i sin helhed forstås
som et billede. Der står skrevet, siger han, at den, der er moder til et
talrigt afkom, og som har manden, skal blive svag og gå til grunde. Derimod har
den ufrugtbare, som ikke føder, en bunke sønner. På samme vis synger Hanna også
i den lovsang, hvorfra Esajas har hentet denne profeti: »Heltes bue er brudt,
men segnende omgjorder sig med kraft; mætte lader sig leje for brød, men
sultnes slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange
vansmægter« (1 Sam. 2, 4 f.). Det er ejendommeligt, siger han: Hun, der var
frugtbar, skal blive ufrugtbar, men hun, der var ufrugtbar, skal blive
frugtbar. Ligeså skal de, der var stærke, mætte, levende, retfærdige, salige,
rige og holdt i ære, blive svage, sultne, hjemfaldne til døden, syndere,
fordømte, fattige og æreløse. Og omvendt skal de svage og sultne blive stærke
og mætte osv. Med denne lignelse fra profeten Esajas viser Paulus forskellen
mellem Hagar og Sara, nemlig mellem synagogen og Kirken, og også mellem loven
og evangeliet. Meningen er: Loven, den frugtbares, det vil sige: synagogens,
mand, fødes særdeles mange børn. For uanset deres alder kan menneskene, ikke
bare de uvidende, men også de allerklogeste og bedste, det vil sige: hele
menneskeslægten bortset fra den frie kvindes børn, hverken indse eller forstå
nogen anden og langt mindre nogen bedre retfærdighed end lovens. Og med navnet
lov forstår jeg alle love, menneskelige og guddommelige. Hvis de derfor følger loven
og i det ydre gør lovens gerninger, mener de at være retfærdige. Ingen af dem
er børn, men de er trælle. For de er børn af Hagar, der føder til trældom. Men
om de er trælle, får de ingen del i arven, men jages bort fra huset! »Men
trællen bliver ikke i huset til evig tid«, Joh. 8, 35. Ja, de er allerede
drevet ud af nådens og frihedens rige. »Men den, der ikke tror, er allerede
dømt«, Joh. 3, 18. De bliver altså ved med at være under lovens forbandelse,
synden, døden, under Djævelens magt og Guds vredesdom.
Men om selve Guds morallov eller De 10
bud blot føder trælle, det vil sige: ikke retfærdiggør, men blot skræmmer,
anklager, fordømmer samvittighederne og driver dem til fortvivlelse, hvordan
skulle da pavens love eller menneskelige vedtagelser kunne retfærdiggøre? Alle
de, der lærer og opfordrer til enten Guds lov eller menneskelige vedtagelser
som nødvendige til retfærdighed for Gud, de opnår kun at føde trælle. Og dog
anses den slags lærere for at være de bedste. De høster bifald af verden og er
de allerfrugtbareste mødre. For de har et utal af lærlinge. Da fornuften jo
ikke forstår, hvad troen og den sande gudsfrygt er for noget, er den ligeglad
med den og foragter den og er af naturen et bytte for overtro og hykleri, det
vil sige: for gerningsretfærdighed. Og fordi gerningsretfærdigheden lyser op og
står i flor, er den verdens mægtigste herskerinde. De, der ud fra loven lærer
gerningsretfærdighed, føder altså mange børn, – men kun trælle, der skal jages
ud af huset og fordømmes.
Derimod er den frie Sara, det vil sige:
den sande Kirke, tilsyneladende ufrugtbar. For evangeliet, som er ordet om
korset, stråler ikke med samme glans som læren om loven og gerningerne, og det
har derfor kun få tilhængere og disciple. Desuden får det skyld for at forbyde gode
gerninger, for at gøre menneskene dovne og slappe, give anledning til kætterier
og oprør og være årsag til alt ondt. Derfor har det tilsyneladende ikke noget
held eller nogen lykke med sig, men synes at være fuld af ufrugtbarhed,
forladthed og fortvivlelse. Derfor er de ugudelige helt overbeviste om, at
Kirken snart vil gå til grunde tillige med dens lære. Jøderne var helt sikre
på, at den Kirke, apostlene havde plantet, snart ville være færdig. Og de
kaldte den med det forhadte navn sekt. For de siger sådan til Paulus i ApG 28,
22: »Vi véd om dette parti (:sekt), at det alle vegne finder modsigelse«. Og
hvor ofte har vore modstandere i vor tid ikke bedraget sig selv i et
forfængeligt håb, når de snart på én tid og snart på en anden har brystet sig
af, at vi bestemt skulle undertrykkes? Kristus og apostlene blev ryddet af
vejen. Men da de var døde, blev evangeliets lære endnu mere udbredt, end mens
de var levende. På samme vis kan vore modstandere nok rydde os af vejen. Men
vor Guds Ord forbliver evindelig (Es. 40, 8). Hvor ufrugtbar og forladt Kristi
Kirke end forekommer, og hvor meget den end siges at have en kættersk og
oprørsk lære, så er den dog ene om ved Ordets tjeneste at føde børn, som er
arvinger.
Profeten indrømmer altså, at Kirken må
kæmpe. Ellers ville han ikke opmuntre den til glæde. Han indrømmer, at den i
verdens øjne er ufrugtbar. Ellers havde han ikke kaldt den for: den ufrugtbare
og forladte som ikke føder. Men han siger også, at den i Guds øjne er frugtbar.
Derfor befaler han den at glæde sig. Meningen er: Vel er du ene og ufrugtbar og
har ikke loven til mand og derfor heller ikke nogen børn. Men glæd dig! For
skønt du ikke har loven til mand, men er som en giftefærdig jomfru, der er ladt
alene – en enke vil han nemlig ikke kalde hende for –, som vel havde været
gift, hvis ikke hendes mand havde forladt hende eller hendes brudgom var blevet
dræbt. Du ensomme, siger jeg, som er ladt ene af din mand loven, og som ikke er
undergivet ægteskab med loven, du skal blive moder til et utal af børn. Derfor
er den nye pagts folk eller Kirke, hvad samvittigheden angår, helt uden lov, og
derfor synes det i verdens øjne at være forladt. Men hvor ufrugtbart det end
tilsyneladende er uden lov og gerninger, er det dog i Guds øjne særdeles
frugtbart og føder utallige børn, og de er frie. Hvorved? Ikke ved sit ægteskab
med loven, men ved Ordet og Kristi Ånd, som gives ved evangeliet, undfanger,
føder og opdrager det børn.
Med denne lignelse viser Paulus altså
med al tydelighed forskellen mellem loven og evangeliet. Først og fremmest, da
han kalder Hagar for den gamle pagt og Sara for den nye. Desuden, da han kalder
den ene for en trælkvinde og den anden for en fri kvinde. Og ligeså, da han
siger, at den gifte og frugtbare bliver svag og skal jages ud af huset sammen
med sine børn, mens den ufrugtbare og forladte bliver frugtbar og føder
utallige børn, som er arvinger. Det er de afgørende forskelle mellem troens og
lovens folk. Troens folk er ikke gift med loven, det er ikke nogen træl og ikke
født af det bestående Jerusalem; men det har løftet, er frit og den frie kvinde
Saras barn.
Han adskiller altså den nye pagts
åndelige folk fra loven, når han siger, at det ikke er den bortgiftede Hagars
afkom, men børn af Sara, den frie kvinde, som ikke kender noget til loven. Og
derved sætter han troens folk langt over og uden for loven. Men hvis det er
over og uden for loven, retfærdiggøres det heller ikke af lovgerninger, men
alene ved sin åndelige fødsel, det vil sige: ved troen. For den åndelige fødsel
er intet andet end troen. Men ligesom nådens folk ikke har og heller ikke kan
have loven, således har lovens folk heller ikke nåden og kan heller ikke have
den. For der kan umuligt samtidig være plads for loven og nåden. Enten bør vi
altså retfærdiggøres ved troen og gå glip af lovens retfærdighed, eller også
ved loven og gå glip af nåden og troens retfærdighed. Men det er et skammeligt
og ulykkeligt tab, når vi går glip af nåden og sidder tilbage med loven.
Derimod er det et lykkeligt og frelsebringende tab, når vi går glip af loven og
sidder tilbage med nåden.
Ligesom Paulus beflitter vi os med
største omhu på klart at tilkendegive forskellen mellem lov og evangelium. Den
er så let at se, så længe det kun gælder ordene. For hvem kan ikke se, at Hagar
ikke er Sara og Sara ikke er Hagar. Ligeså kan man sagtens se, at Ismael ikke
er eller har, hvad Isak er eller har. Men i alvorlig angst og dødskamp, når
samvittigheden kæmper med Guds dom, så er det det sværeste af alt at kunne sige
med en fast fortrøstning: Loven angår slet ikke mig. For Sara er min moder, og
hun føder ikke trælle, men frie arvinger.
Paulus har ved dette vidnesbyrd fra
Esajas godtgjort, at Sara er en sand moder, der føder frie arvinger, mens Hagar
vel føder mange børn; men de er trælle og skal jages bort fra huset. Endvidere
skal man lægge omhyggeligt mærke til dette sted, fordi det også taler om lovens
afskaffelse og om den kristne frihed. For ligesom det er vort højeste og
vigtigste lærepunkt at vide, at vi retfærdiggøres og frelses ved Kristus,
således er det omvendt meget vigtigt at holde ordentlig fast ved læren om
lovens afskaffelse. For det er meget nyttigt at vide, at loven er afskaffet,
til bekræftelse for vor lære om troen og til at give samvittighederne en sikker
trøst, især i alvorlig angst.
Jeg har flere gange i det foregående
sagt, og jeg gentager det nu igen – for den sag kan ikke understreges kraftigt
nok –, at den kristne, der i troen griber om Kristi velgerning, slet ikke har
nogen lov, men er fri fra den. Det samme lærer dette sted hos Esajas om den
frie moder, der får frie børn, nemlig at hele loven3) med al dens skræk og
plage er afskaffet for dem, der tror på Kristus. Derfor er det et meget herligt
sted og helt fuldt af trøst, og det opfordrer den ufrugtbare og forladte til at
glæde sig, skønt hun efter loven snarere skulle gøres til spot og beklages. For
de ufrugtbare var ifølge loven forbandet. Men Helligånden vender op og ned på
denne dom og forkynder, at den ufrugtbare skal prises og er velsignet, mens
derimod hun, der er frugtbar og fødende, er forbandet. Hvor forladt og
ufrugtbar Sara, det vil sige: Kirken, altså end forekommer i verdens øjne, da
hun ikke har nogen lov og gerninger, er hun dog i Guds øjne ifølge profetens
vidnesbyrd den frugtbareste moder til et utal af børn. Men Hagar beholder
derimod, hvor meget hun end synes i besiddelse af den voldsomste frugtbarhed og
evne til at føde, dog intet afkom. For trælkvindens børn skal jages bort fra
huset sammen med deres moder, og de har ikke arveret sammen med den frie
kvindes børn, således som Paulus siger det nedenfor.
Da vi altså er den frie kvindes børn,
gælder loven, vor gamle ægtemand, Rom. 7, 1 ff., ikke for os. Mens den herskede
over os, var det os umuligt i Ånden at føde børn, der kendte nåden. De blev
tværtimod ved med at være trælle. Mens loven herskede, var menneskene bestemt
ikke uvirksomme, men arbejdede hårdt, bar dagens byrde og hede (Matt. 20, 12),
undfangede og fødte mange børn. Men såvel forældre som børn er uægte, da de
ikke hører til den frie moder. Derfor jages de til sidst bort fra arven sammen
med Ismael; de dør og bliver fordømt. Menneskene kan altså umuligt blive
retfærdiggjort og frelst ved loven. Vel er der, mens man står i loven, meget
fødselsbesvær. Men det giver ikke arveret. Derfor må loven kastes ud sammen med
sit afkom, det vil sige: Al lære, liv og fromhed, der forsøger på at skaffe sig
retfærdighed over for Gud ved lovgerninger, skal være forbandet.
Når Thomas og de andre skolastikere
kommer ind på lovens afskaffelse, siger de, at bestemmelserne om borgerlig lov
og ret og om religionsudøvelsen, efter at Kristus er kommet, bringer død og
derfor er afskaffet. Men sådan forholder det sig ikke med moralloven. De véd
ikke, hvad de taler om. Men når du vil tale med om lovens afskaffelse, skal du
især beskæftige dig med loven i egentlig og åndelig forstand og samtidig
sammenfatte hele loven uden at skelne mellem borgerlig ret, ceremoniallov og
morallov. For når Paulus siger, at vi ved Kristus er blevet befriet fra lovens
forbandelse, taler han bestemt om hele loven, – og da frem for alt om
moralloven, der jo er ene om at anklage, forbande og fordømme samvittighederne.
Det gør de to andre slags ikke i samme grad. Derfor siger vi, at De 10 bud ikke
har nogen ret til at anklage og forskrække den samvittighed, som Kristus
regerer i ved nåden. For Kristus har sat den ret ud af kraft.
Ikke sådan at forstå, at samvittigheden
slet ikke føler skræk for loven. Vist gør den dét. Men de kan ikke derigennem
fordømme den og drive den til fortvivlelse. For »nu er der ingen fordømmelse
for dem, som er i Kristus Jesus« (Rom. 8, 1) og ligeså »Dersom Sønnen får
frigjort jer, skal I være virkelig frie« (Joh. 8, 36). Hvor meget den kristne
end opskræmmes af loven og erkender sin synd, fortvivler han dog ikke af den
grund. For han tror på Kristus, er døbt til ham og har syndernes forladelse ved
ham. Og når vor synd er forladt ved Kristus selv, som er lovens Herre, og det
er den derved, at han har givet sig selv hen for den, – så har trælkvinden lov
ikke mere nogen ret til at anklage og fordømme os på grund af vor synd, da den
er os forladt og vi nu er blevet frie. For Sønnen har befriet os, og derfor er
hele loven afskaffet for dem, der tror på Kristus.
Jeg har derimod ikke gjort noget godt og
gør det heller ikke. Når det gælder dette ^retfærdiggørelsen), hverken kan
eller bør du gøre andet end lytte til det glædesbudskab^ som Ånden bringer dig
ved profeten med ordene: »Jubl, du golde, der ikke fødte« (Es. 54, 1). Meningen
er: Hvorfor er du så bedrøvet, da du ikke har nogen grund til at sørge? Jo, jeg
er ufrugtbar og ladt alene. Hvor meget det end er sådan fat med dig, da du ikke
har retfærdigheden af loven, så er Kristus dog din retfærdighed, han der blev
en forbandelse for DIG og har løskøbt dig fra lovens forbandelse. Hvis du tror
på ham, er loven død for dig. Og den retfærdighed er så meget bedre, som
Kristus er større end loven. Så er du heller ikke ufrugtbar. For du skal have
flere børn end hende, der har en mand.
En anden, nemlig en ydre afskaffelse af
loven, er dén, at Moses' borgerlige love slet ikke angår os. Derfor skal vi
ikke genindføre dem inden for retsvæsenet eller af en eller anden overtro binde
os til dem, sådan som nogle, der ikke kendte denne frihed, ønskede i tidligere
tider. Men skønt evangeliet ikke giver os ind under Moses' retsbestemmelser,
fritager det os i øvrigt på ingen måde fra at adlyde alle politiske love.
Tværtimod underordner det os for dette legemlige livs vedkommende under lovene
for det styre, vi lever i. Ligeså befaler det enhver at adlyde sin øvrighed og
dens love, »ikke alene for straffens, men også for samvittighedens skyld«, Rom.
13, 5, sml. 1. Pet. 2, 13 f. Kejseren gjorde heller ikke uret i at bruge visse
af Moses' borgerlige love. Dem kunne han frit bruge. Derfor farer sofisterne
vild, når de våser om, at Moses' almene love bringer død, efter at Kristus er
kommet.
Vi forpligtes heller ikke på Moses'
gudstjenestebestemmelser, – og langt mindre på pavens. Men dette ydre liv kan
ikke fuldstændig undvære ceremonier eller gudstjenesteskikke. For der må finde
en vis opdragelse sted. Og derfor tillader evangeliet, at der i Kirken træffes
bestemmelser angående fester, tid og sted m.v., så folket kan vide, på hvilken
dag og time og hvor det skal samle sig for at høre Guds ord. Det tillader, at
der indrettes oplæsninger ligesom i en skole, især for at børnene og de
enfoldige kan blive des bedre oplært. Men det tillader at fastsætte sådant med
henblik på, at alt i Kirken skal ske »sømmeligt og med orden«, 1. Kor. 14, 40,
ikke for at man ved at overholde sådanne bestemmelser skal kunne fortjene
syndernes forladelse. Derfor kan de også undlades, uden at man derved begår
nogen synd, når det blot sker uden anstød for de svage. Og det er heller ikke
sandt, at de mosaiske gudstjenesteskikke bringer død, efter at Kristus er
blevet åbenbaret. I så fald havde de kristne syndet ved at holde påske og
pinse. Dem forordnede den gamle Kirke jo efter Moselovens eksempel, – om end på
en helt anden måde og med et helt andet sigte.
Men Paulus taler hér først og fremmest
om ophævelsen at moralloven. Det skal man lægge vel mærke til. For han taler
imod lovretfærdigheden for at sætte troens retfærdighed frem og slutter
således: Hvis nåden alene eller troen på Kristus retfærdiggør, så er hele loven
ganske enkelt afskaffet. Og det bekræfter han ved Esajas' vidnesbyrd, hvor
profeten opfordrer den ufrugtbare og forladte Kirke til at glæde sig. Den synes
nemlig ikke at have fået nogen børn eller at kunne gøre sig håb om at få nogen.
Det vil sige: den har ingen disciple, den vinder ikke bifald. For den forkynder
korsets ord om den korsfæstede Kristus, hvad der strider imod al kødelig
visdom. Men det skal ikke forurolige og ængste dig, du ufrugtbare, siger
profeten. Tværtimod skal du snarere glæde dig og juble. For den enliges børn er
flere end hendes, som har manden. Det vil sige: at hun, som har manden og
mangfoldiggøres med et talrigt afkom, skal blive svag. Derimod skal du, den
ufrugtbare og forladte, have børn i overflod.
Også af den grund kalder han Kirken for
ufrugtbar, fordi dens børn ikke fødes ved lov eller gerninger og heller ikke
ved nogen menneskelig kraftanstrengelse, men ved Helligånden gennem Ordet om
troen. Dér sker der kun fødsel, ikke nogen virksomhed (eller rettere:
anstrengelse?). Derimod har de frugtbare ve og møje på grund af deres alt for
mange svangerskaber. Det bliver kun til virksomhed, men ikke til nogen fødsel.
Men de, der ved lovens eller deres egen retfærdighed prøver på at få ret som
sønner og arvinger, de er trælle og får aldrig nogen arveret, om de så end udmatter
sig til døde med alt for meget arbejde. For de prøver imod Guds vilje ved deres
egne gerninger at få, hvad Gud for Kristi skyld vil give de troende af ren og
skær nåde. Også de troende gør gode gerninger, men de bliver ikke derigennem
sønner og arvinger. For det er de fra fødslen. Men da de allerede er blevet
sønner for Kristi skyld, priser de Gud gennem deres gode gerninger og hjælper
deres næste.
Det vil
sige: Vi er ikke kødets børn ligesom Ismael og heller ikke som Israel, som også
praler af at være Abrahams sæd og Guds folk. Men de fik at høre af Kristus i
Joh. 8, 39 ff.: »Dersom I var Abrahams børn, gjorde I Abrahams gerninger og
søgte ikke at dræbe mig, som har sagt jer sandheden« og ligeså »Hvis Gud var
jeres Fader, da elskede I mig og forstod min tale.« For brødre, der er født og
opvokset i samme hus, forstår hinandens tale. Men I har Djævelen til fader. Vi
er ikke sådan nogen børn, som bliver ved med at være trælle og bliver jaget
bort fra huset, siger Paulus. Nej, vi er ligesom Isak løftets børn, det vil
sige: nådens og troens børn, som er født alene som følge af forjættelsen. Det
er der allerede talt tilstrækkelig udførligt om ovenfor i kap. 3, ud fra ordet:
»I dig skal alle folkeslagene velsignes«. Følgelig er det ikke gennem loven,
gerningerne eller egenretfærdigheden, vi erklæres for retfærdige, men alene
gennem nåden. Paulus fremhæver kraftigt løftet og indskærper det ofte, da han
ser, det er yderst nødvendigt. Hidtil har vi talt om hans lignelse, i hvilken
han anbragte et ord fra Esajas som en art fortolkning. Nu anvender han
beretningen om Ismael og Isak til eksempel og trøst.
Dette ord
indeholder den kraftigste trøst. Alle, der er født og lever i Kristus og roser
sig af den fødsel, hvorved de blev Guds arvinger, bliver forfulgt af Ismael.
Det lærer vi ved vor egen daglige erfaring. For vi ser overalt oprør,
forfølgelser, sekter og forargelse. Hvis vi ikke styrkede vort sind med dette
ord af Paulus og lignende trøsteord og vi ikke havde en klar forståelse af
artiklen om retfærdiggørelsen, kunne vi derfor ikke holde Satans magt og list
ud. For hvem ville ikke blive berørt af modstandernes meget grusomme
forfølgelser? Desuden af sekterne og de utallige forargelser, som sværmerne er
årsag til i denne tid? Det gør os bestemt meget ondt, når vi må høre, at alt
var ro og fred, inden evangeliet blev sat frem, men at alt nu, da det har bredt
sig, er i oprør, at hele verden er af lave og bryder sammen. Når et kødeligt
menneske får dét at høre, tager han straks anstød og mener, at undersåtters
ulydighed mod øvrigheden, oprør, krige, pest, sult, omvæltninger i stater, lande
og riger, sekter, forargelse og et utal af lignende ulykker skyldes denne lære.
Vi bør vende os imod denne frygtelige
forargelse og styrke os med den herlige trøst, at de fromme nu engang her i
verden skal have navn af og ry for at være oprørere, skismatikere og ophavsmænd
til et utal af ulykker. Det er grunden til, at vore modstandere mener, at deres
sag er fuldstændig retfærdig, ja, at de gør Gud en tjeneste, når de hader,
forfølger og dræber os. Ismael kan altså ikke lade være med at forfølge Isak; Isak
forfølger derimod ikke Ismael. Den, der ikke vil finde sig i Ismaels
forfølgelse, skal ikke give sig ud for at være en kristen.
Men jeg ville gerne, at vore
modstandere, som nu fremhæver og snakker sådan op om disse ulykker, vil sige,
hvad godt der mon fulgte på Kristi og apostlenes forkyndelse. Mon ikke det var
Jødelands ødelæggelse, Romerrigets opløsning og uro i hele verden? Ikke på
grund af evangeliet, som Kristus og apostlene jo forkyndte for at frelse, ikke
for at tilintetgøre menneskene. Nej, det skyldes hedningerne, folkene, kongerne
og fyrsterne, således som Den 2. Salme siger. De er besat af Djævelen og vil
ikke høre dette ord om nåden, livet, freden og den evige frelse, men afskyede
og fordømte det som en lære, der ville ødelægge religion og stat. At det skulle
gå sådan, forudsagde Helligånden længe forinden i Davids Salmer, da han sagde:
»Hvorfor larmer hedningerne osv.« (Sl 2, 1 ff.).
Også i vore dage mærker og hører man om
den slags oprør og uro. Vore modstandere skyder skylden på vor lære. Men det er
ikke fredens lærere, der giver årsag til denne larm; men hedninger, folkeslag,
jordens konger og fyrster larmer, udpønser, rejser sig og lægger råd, således
som det hedder i Si. 2, 2 ff., – og dét ikke, som de tror, mod os eller vor
lære, som de beskylder for at være vildfarelse og oprør, men »imod Herren og
hans Salvede«. Derfor er alle deres råd og anslag forgæves, og det vil de blive
ved med at være. »Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem«,
sammesteds. Lad dem blot, så længe de vil, råbe op om, at vi er skyld i disse
omvæltninger. Salmen giver os dog trøst og siger, at de selv er ophav til en
sådan uro. Det tror de ikke selv, og endnu mindre på, at de larmer op, rejser
sig og lægger råd op imod Herren og hans Salvede. Tværtimod mener de at stå på
Guds side, at forsvare hans herlighed og gøre ham en tjeneste ved at forfølge
os. Men Salmen lyver ikke. Det skal sagens udfald nok vise. Vi gør her
ingenting, lader det blot ske, mens vor samvittighed aflægger sit vidnesbyrd i
Helligånden. Desuden er den lære, som er skyld i, at der opstår en sådan uro og
forargelse, ikke vor, men Kristi. Den kan vi ikke fornægte og heller ikke lade
være med at forsvare, da Kristus siger: »Den, som skammer sig ved mig og mine
ord i denne utro og syndige slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig
osv.«, Mark. 8, 38.
Den, som altså vil lære andre om Kristus
og bekende, at han er vor retfærdighed, han får straks at høre, at han er et
farligt menneske, der bringer alt i oprør. »Disse, som har bragt hele verden i
oprør, er også kommet hertil ... og de handler imod kejserens befalinger, «
sagde jøderne om Paulus og Silas, ApG 17, 6 f. Og i kap. 24, 5 siger de: »Vi
har fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter iblandt alle jøderne
hele verden over, samt er fører for nazaræernes parti.« På lignende måde klager
hedningerne i ApG 16, 20: »Disse mennesker … forvirrer aldeles vor by.« Sådan
anklager man nu mig for at volde pavedømmet og det romerske rige kvaler. Men om
jeg tav, blev alt, hvad den stærkt bevæbnede ejer, i fred (Luk. 11, 21), og
paven ville ikke mere forfølge mig. Men på dén måde ville Kristi evangelium
blive fordunklet. Men om jeg taler, ængstes paven og går til grunde. Enten må
vi miste den timelige pave eller den evige Kristus og med ham det evige liv. Af
to onder skal man imidlertid vælge det mindste. Derfor må den jordiske og
dødelige pave hellere gå til grunde end den himmelske og evige.
Når Kristus selv i Ånden forudså den
store uro og det sammenbrud, hans forkyndelse ville medføre i verden, trøstede
han sig selv med disse ord: »Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor
ville jeg ønske, at den var optændt allerede!«, Luk. 12, 49. Således ser vi, at
der i vor tid følger mange ulykker på forkyndelsen af evangeliet på grund af
vore modstanderes forfølgelse og gudsbespottelse og verdens foragt og
utaknemmelighed. Og det gør os så forfærdelig bange, at vort kødelige jeg ofte
tænker, at det havde været bedre, den gudfrygtige lære ikke var blevet kendt og
freden bevaret, end at den offentlige fred, nu hvor læren er blevet kendt,
sættes over styr. Men i Ånden siger vi uforfærdet med Kristus: »Ild er jeg
kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den var optændt
allerede!« Men når dén ild er blevet tændt, opstår der straks de største
uroligheder. For det er ikke nogen konge eller kejser, men denne verdens gud
(:Djævelen), der er årsag til dem. Og han er en overmåde mægtig ånd og hele
verdens herre. Dette svage ord, som forkynder den korsfæstede Kristus, går løs
på denne store modstander. Når Behemoth26 mærker dets guddommelige magt, rører
han alle sine lemmer, slår med halen og »får dybet i kog som en gryde«, Job.
41, 22. Deraf kommer al den tumult og oprør i verden. Derfor gør det ikke spor
indtryk på os, at vore modstandere bliver stødt og råber op om, at der ikke
kommer noget godt ud af at forkynde evangeliet. De er selv blinde, utro og
forhærdede. Derfor kan de umuligt se nogen nytte eller frugt af evangeliet. Vi,
som tror, ser derimod, at evangeliet er til umådelig megen nytte og bærer et
utal af frugter, om end vi udadtil for en tid plages af uendelig mange ulykker,
foragtes, udplyndres, spottes, fordømmes, er alles fejeskarn og dræbes – og
indadtil ængstes af vor syndserkendelse og plages af onde ånder. Og dog lever
vi i Kristus og er i ham og ved ham herrer over synden, døden, kødet, verden,
Helvede og alt ondt. Ved ham træder vi endog dén drage og basilisk under fode,
som er syndens og dødens konge. Hvordan det? I troen. For vort gode er endnu
ikke åbenbaret; men vi forventer det imidlertid med tålmodighed og har det i
sikkert eje ved troen.
Det gælder altså om med flid at lade sig
belære om artiklen om retfærdiggørelsen. Kun dén kan holde os på fode i kampen
mod de uendelig mange forargelser og trøste os i alle anfægtelser og
forfølgelser. Vi ser nemlig, at det ikke kan være anderledes, end at verden
forarges over læren om den rette gudsfrygt og stadig råber op om, at den kommer
der ikke noget godt ud af. For »det sjælelige menneske tager ikke imod de ting,
som hører Guds Ånd til«, 1. Kor. 2, 14. Det ser kun de ydre ulykker,
samfundsomvæltninger, oprør, drab, sekter osv., og ved synet af dem tager det
anstød, forblindes og kaster sig ud i foragt for og bespottelse af ordet.
Vi bør tværtimod blive styrket af, at
vore modstandere ikke anklager og fordømmer os for åbenlyse forbrydelser som
hor, drab, røveri og andet, men på grund af vor lære. Hvad lærer vi da? At
Kristus, Guds Søn, ved sin død på korset har genløst os fra vore synder og den
evige død. Det er altså ikke vort liv, men vor, ja, ikke vor, men Kristi lære,
de bekæmper. Det er altså Kristi fejl, at de bekæmper os, og den synd, som vore
modstandere forfølger os for, har ikke vi, men Kristus begået. Men om de kan
styrte Kristus ned fra Himlen for denne – om Gud vil – synd, at han alene er
vor retfærdiggører og frelser, og fordømme ham som en kætter og oprører, må de
selv se at klare. Vi overlader hans sag til ham selv og vil være glade og
trygge tilskuere for at se, hvem der vil sejre, Kristus eller de. Vist gør det
os ondt, hvad vort kød angår, at disse vore Ismaelitter nærer et så vildt had
til os og forfølger os. Men i vor ånd roser vi os af vore lidelser, dels fordi
vi véd, at vi ikke må døje dem på grund af vore synder, men for Kristi skyld,
han hvis velgerning og herlighed vi forkynder, og dels også, fordi Paulus hér
advarer os forud og siger, at Ismael skal forhåne og forfølge Isak.
Jøderne udlægger stedet om Ismaels
forfølgelse af Isak, som Paulus anfører fra 1. Mos. 21, på dén vis, at Ismael
skal have tvunget Isak til afgudsdyrkelse. Jeg forkaster ikke deres udlægning.
Dog tror jeg ikke, det har drejet sig om så grov en afgudsdyrkelse, som jøderne
snakker op om, at Ismael nemlig på hedningernes manér har gjort billeder af
ler, som han tvang Isak til at tilbede. Det havde Abraham aldrig tilladt. Jeg
mener derimod, at Ismael udadtil har været en hellig mand ligesom Kain, som jo
også forfulgte sin broder, ja, endte med at slå ham ihjel, – ikke af nogen ydre
grund, men frem for alt, fordi han så, at Gud foretrak ham. Ismael var altså
ivrigt religiøs; han ofrede og var ivrig efter at gøre godt. Derfor spottede
han sin broder Isak og ville synes bedre end ham i to henseender, både på grund
af sin gudsdyrkelse og fromhed, og tillige gennem sit borgerlige herredømme og
sin arveret. Han anså det for retfærdigt, at han tilegnede sig det. For han
mente, at han som den førstefødte efter guddommelig ret skulle være præst og
konge. Derfor forfulgte han Isak, åndeligt på grund af religionen, og timeligt
på grund af arveretten.
Denne forfølgelse foregår altid inden
for Kirken; når evangeliets lære blomstrer frem, forfølger kødets børn løftets
børn. På grund af dette ene, at vi lærer, at vi får del retfærdighed gennem
løftet og ikke gennem gerninger, forfølges vi af vore Ismaelitter, papisterne
og sværmerne. Papisterne forfølger os, fordi vi ikke tilbeder deres afguder,
det vil sige: fordi vi ikke forkynder, at former for retfærdighed, gerninger og
gudsdyrkelser, som mennesker har udtænkt og indrettet, duer til at skaffe os
nåde og syndsforladelse. Derfor forsøger de at jage os ud af huset, det vil
sige: de roser sig af, at de er Kirken, Guds børn og folk, og at arven
tilkommer dem. Derimod bandlyser de os som kættere og oprørere, og, om de kan,
dræber de os som en lydighedshandling mod Gud. Således kaster de os, så godt de
formår, ud af både det nuværende og det kommende liv.
Sværmerne hader os som de værste
fjender, fordi vi angriber og afskyr deres vildfarelser og kætterier, hvoraf de
fra tid til anden sår nogle nye inden for Kirken. De, især gendøberne, anser os
for at være langt værre end papisterne, og de nærer derfor et endnu vildere had
til os end til dem.
Så snart som Guds ord altså kommer for
lyset, vredes Djævelen, og i sin vrede bruger han alle kræfter og al sin list
til at forfølge og fuldstændig undertrykke det. Derfor må han nødvendigvis
opvække et utal af sekter og forargelser, såvel som forfølgelser og mord. For
han er løgnens fader og en manddræber, Joh. 8, 44. Han udbreder løgnen ved
hjælp af falske lærere og dræber menneskene ved tyranner. Således bemægtiger
han sig begge riger, både det åndelige og det verdslige, det ene ved de
ugudelige læreres løgn (for ikke at nævne, at han til stadighed tilskynder hver
især til løgn og ugudelige anskuelser ved sine brændende pile), og det andet
ved tyrannernes sværd. Og således er løgnens og mordets fader på begge måder
årsag til åndelig og legemlig forfølgelse mod den frie kvindes børn. Den
åndelige forfølgelse, som sværmerne nu retter imod os, er den værste. Den er
slet ikke til at bære på grund af de forargelser, hvorved Djævelen fordærver
vor lære. For vi er nødt til at høre på, at gendøberne og sakramentererne og
alt ondt er opstået som følge af vor lære. Den legemlige forfølgelse, hvorved
tyrannerne lurer på vort liv og vor ejendom, er meget lettere at bære. For den
finder ikke sted på grund af vore synder, men fordi vi bekender Guds ord. Lad
os altså af selve det navn, Kristus giver Djævelen (løgnens og mordets fader,
Joh. 8, 44), lære, at der, når evangeliet blomstrer frem og Kristus regerer,
nødvendigvis må opstå fordærvelige sekter og alt være opfyldt af rasende
mordere, der forfølger sandheden. Den, der ikke véd dette, forarges meget let,
så han falder fra den sande Gud og troen tilbage til sin gamle gud og den gamle
tro.
Paulus sikrer altså hér de fromme mod at
tage anstød af de forfølgelser, sekter og forargelser ved at sige: »Ligesom
dengang han, som var avlet efter kødet osv.« Meningen er: Hvis vi er børn, der
er født efter Ånden, kan vi helt sikkert forvente forfølgelse fra vor broder,
som er født efter kødet. Det vil sige: Ikke blot åbenlyst ugudelige fjender
forfølger os, men også de, som til at begynde med var vore perlevenner, som vi
levede fortroligt sammen med i det samme hjem, og som modtog evangeliets lære
af os, – også de bliver siden vore allerværste fjender og forfølger os heftigt.
For de er brødre efter kødet, som skal forfølge de brødre, der er født efter
Ånden. Således klager Kristus over Judas i SI. 41, 10: »Endog min ven, som jeg
stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.« Men dette er vor
trøst, at vi ikke har givet vore Ismaelitter nogen anledning til at forfølge
os. Papisterne forfølger os på grund af vor gudfrygtige lære. Hvis vi
tilbagekaldte den, ville de straks høre op med at forfølge os. Ligeså ville
sværmerne rose os, om vi godkendte deres fordærvelige vildfarelser. Men fordi
vi afskyr begge parters ugudelighed, kan de ikke undlade at hade os dybt og
forfølge os.
Men mod denne forfølgelse og de
forargelser er det som sagt ikke blot Paulus, men også Kristus, der advarer os
forud. Han trøster os så mildt i Joh. 15, 19: »Var I af verden, da ville verden
elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har valgt jer ud af
verden, derfor hader verden jer.« Meningen er: Jeg er årsag til alle de
forfølgelser, som I må udstå, og om I bliver slået ihjel, er jeg skyldig i
jeres liv. For hvis I ikke forkyndte mit ord og bekendte mig, ville verden ikke
forfølge jer. Men I får, hvad I fortjener: »En discipel er ikke over sin
mester. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer for mit navns skyld«,
Matt. 10, 24 og Joh. 15, 20 f. Med disse ord tager Kristus al skyld på sig og
befrier os for al frygt. Meningen er: Ikke I, men mit navn, som I forkynder og
bekender, er skyld i, at verden forfølger jer med magt og list. »Men vær
frimodige. Jeg har overvundet verden«, Joh. 16, 33. Det er visheden derom, der
holder os oppe, og vi tvivler ikke om, at Kristus er stærk nok til ikke blot at
holde stand imod, men også til at overvinde al tyrannernes magt og kætternes
list. Det viste han klart nok på jøder og romere. Til en tid udholdt han deres
vilde forfølgelser. Han udholdt også kætternes list. Men da tiden var inde,
ødelagde og omstyrtede han dem alle og stod tilbage som konge og sejrherre.
Hvor meget papisterne end raser i vore dage, og hvor meget end sektererne
fordrejer og forvansker Kristi evangelium, skal Kristus dog til stadighed
forblive konge, og Herrens Ord skal bestå til evig tid, efter at alle dets
fjender er blevet tilintetgjort. Desuden – og det er en stor trøst – skal
Ismaels forfølgelse af Isak heller ikke vare evigt, men blot en kort tid. Og
når dén er slut, fældes den efterfølgende dom.
Dette ord
af Sara var bestemt drøjt for Abraham, hvis faderhjerte mod hans søn Ismael
uden tvivl gjorde oprør, da han fik det at høre. For Ismael var født af hans
kød. Det vidner Skriften også om, når den i 1. Mos. 21, 11 f. siger: »Derover
blev Abraham såre ilde til mode for sin søns skyld.« Men Gud bekræftede den
dom, Sara havde fældet, og sagde til Abraham: »Vær ikke ilde til mode over
drengen og din trælkvinde. Men adlyd Sara i alt, hvad hun siger. For efter Isak
skal dit afkom nævnes.«
Her fik Ismaelitterne dén dom at høre,
der var afsagt over dem. Den har tilintetgjort jøderne, grækerne, romerne og de
andre folk, der forfulgte Kristi Kirke. Den skal også omstyrte papisterne og
alle værkhellige, hvem de så end er, der i vore dage bryster sig af at være
Guds folk og Kirke og nærer et sikkert håb om, at de skal modtage arven, og
ikke blot anser os, der stoler på Guds løfter, for at være ufrugtbare og
forladte, men også for at være kættere, der er stødt ud af Kirken og umuligt
kan være børn og arvinger. Men Gud vender denne deres dom om og dømmer dem til
at skulle jages bort fra huset, fordi de er trælkvindens børn og forfølger den
frie kvindes børn. Og de skal ikke have del i arven sammen med løftets børn.
Arven gælder alene dem, som er børn af den frie kvinde. Denne dom er afgjort og
uigenkaldelig. For Skriften kan ikke gøres til intet. Derfor skal det helt
sikkert ske, at vore Ismaelitter ikke blot skal tabe dét styre af Kirke og
stat, som de har, af hænde, men også det evige liv. For Skriften har forudsagt,
at trælkvindens børn skal jages bort fra huset, det vil sige: bort fra nådens
rige. De kan nemlig ikke være arvinger sammen med den frie kvindes børn.
Men man skal lægge mærke til, at Helligånden
hånende kalder dette lovens og gerningernes folk for »tjenestekvindens søn«,
som vil han sige: Hvorfor bryster I jer af lovens og gerningernes retfærdighed
og roser jer på grund af den af at være Guds folk og børn? Hvis I er uvidende
om, hvor I stammer fra, skal jeg sige jer det. I er født af en trælkvinde til
at være trælle. Hvad slags trælle? Lovens, syndens, dødens og den evige
fortabelses trælle. Men en træl er ikke en arving, men bliver jaget ud af
huset. Derfor er paven med hele hans rige og alle andre gerningsretfærdige
(hvor hellige de så end synes at være) trælkvindens børn, fordi de stoler på
ved hjælp af enten menneskelige eller guddommelige love at kunne få nåde og
frelse. De skal ikke have del i arven sammen med den frie kvindes børn, men
jages bort fra huset. Og nu taler jeg ikke om de ugudelige munke, der dyrker
vommen som en gud og har begået frygtelige synder, som jeg nødig nævner ved
navn, men om de bedste, sådan nogle som jeg selv var og mange andre, som levede
helligt og med største iver og møje ved ordensregelens hjælp søgte at forsone
Guds vrede og gøre sig fortjent til syndernes forladelse og evigt liv. Disse
får dén dom at høre, at de som tjenestekvindens børn skal blive jaget ud af
huset sammen med deres moder, tjenestekvinden.
Når vi har overvejet den slags
domsudsagn grundigt, giver de os vished og styrker os, hvad angår læren om
troen og retfærdigheden af den – i modsætning til den lære om gerninger og
retfærdigheden af dem, som verden tager til sig og priser, mens den anden (:trosretfærdigheden)
er foragtet og fordømt. Dette foruroliger bestemt de svage sind og vækker deres
modvilje. Skønt de åbenlyst ser papisternes ugudelighed og skændige
forbrydelser, har de dog svært ved at lade sig overbevise om, at hele den
mængde, som har navn af og kalder sig for Kirken, farer vild, og at kun nogle
få har den rette mening om troens lære. Og hvis pavedømmet stadig havde samme
hellighed og strenge livsførelse som i fædrenes, Hieronymus', Ambrosius',
Augustins og andres dage, da præsterne endnu ikke havde et dårligt ry på grund
af simoni, vellevned, vellyst, rigdom, skørlevned, sodomi og et utal af andre
synder, men levede fromt og helligt efter fædrenes bestemmelser og vedtagelser
og desuden i ugift stand, hvad kunne vi da stille op imod pavedømmet, spørger
jeg?
Cølibatet, som præsterne overholdt
strengt i fædrenes tid, er i verdens øjne noget herligt, der gør mennesket til
en engel (sml. Matt. 22, 30). Derfor kalder Paulus det i Kol. 2, 18 for
»dyrkelse af engle« og papisterne synger om dem, der fører et jomfrueligt liv:
»Han levede et engleliv i kødet; for hans liv lå langt over, hvad der kræves af
kødet.«
Også det, man kalder det kontemplative
liv, og som præsterne dengang var meget ivrige efter, så at de tilsidesatte
alle borgerlige og huslige gøremål, er tegn på en høj grad af hellighed. Hvis
pavedømmet derfor i vore dage stadig havde bevaret sit gamle ansigt, ville vor
lære om troen måske kun have udrettet lidt over for det. Det kan man se af, at
vi allerede nu kun udretter lidt, skønt den tidligere udvortes fromhed og
strenge tugt for længst er forsvundet og man i pavedømmet kun ser en samlebrønd
for alle laster.
Men selv om pavedømmets tidligere
fromhed og tugt stadig bestod uændret, så burde vi dog ligesom Paulus, der
angriber de falske apostle, som udadtil var højhellige og særdeles gode mænd,
kæmpe imod pavedømmets gerningsretfærdige og sige: Om I end nok så meget lever
i ugift stand og vandrer i englelig ydmyghed og fromhed og udmatter jeres
legemer med hyppige spægelser, er I dog trælle under loven, synden og Djævelen
og skal jages ud af huset. For I søger retfærdighed og frelse ved jeres egne
gerninger og ikke ved Kristus.
Derfor bør vi ikke så meget rette vore
øjne imod papisternes syndige levned som mod deres ugudelige lære og hykleri.
Det er dét, vi frem for alt bekæmper. Lad os altså forestille os, at det gamle
pavedømmes fromhed og tugt stadig stod i blomst og blev overholdt med samme
strenghed, som eremitterne eller Hieronymus, Augustin, Gregor den Store,
Bernhard af Clairvaux, Frans af Assisi og Dominikus lagde for dagen. Så burde
vi dog sige: Hvis I ikke har noget andet end jeres hellige og kyske liv at
sætte op imod Guds vrede og dom, er I blot trælkvindens børn og skal jages ud
af Himmeriget og fordømmes. Nu forsvarer derimod end ikke Satan papisternes
syndige liv, som de mere ufordærvede iblandt dem selv afskyr. Men han kæmper
for at forsvare og bevare deres djævelske lære, deres hykleri og
gerningsretfærdighed.
I dén situation anfører han
kirkemødernes autoritet og de hellige fædres forbillede, og han påstår, at de
stiftede de hellige (munke-)ordener og regler. Derfor kæmper vi ikke imod det
nuværende åbenlyst ugudelige og afskyelige pavedømme, men imod dets prægtigste
helgener, som mente at føre et engleliv og drømte om, at de holdt ikke alene
Guds bud, men også Kristi råd og gjorde ikke-pligtige gerninger, de såkaldte
overskydende gode gerninger. Vi siger, at de anstrenger sig forgæves, hvis de
ikke har forstået, hvad Kristus kaldte for »det ene fornødne«, det som ikke
skal tages fra dem, Luk. 10, 42.
Dette gjorde Bernhard, en mand, der var
så from, hellig og kysk, at jeg med rette mener, han overgik alle munke. Da han
engang var alvorligt syg og allerede havde opgivet håbet om at kunne leve,
satte han ikke sin fortrøstning til cølibatet, som han havde overholdt i
fuldkommen kyskhed, og heller ikke til gode gerninger og fromhedsøvelser, som
han havde gjort en bunke af. Men idet han fjernede det langt bort fra sine
øjne, tilegnede han sig med troen Kristi velgerning og sagde »Jeg har ført et
ryggesløst liv. Men du, Herre Jesus Kristus, hersker i Himlen med en dobbelt
ret. For det første, fordi du er Guds Søn; dernæst, fordi du har erhvervet den
ved din lidelse og død. Det første bevarer du for dig selv i kraft af din fødsel;
det andet giver du mig, ikke i kraft af mine gode gerninger, men af nåde.« Han
satte ikke sit munkeliv og sit englelige liv op imod Guds vrede og dom, men
holdt sig til det ene fornødne og blev således frelst. På samme vis mener jeg,
Hieronymus, Gregor og mange andre kirkefædre og eremitter blev frelst. Der er
ingen tvivl om, at også i Det gamle Testamente blev mange konger af Israel og
andre afgudsdyrkere frelst på samme vis. I dødens stund kastede de deres tomme
tillid til afguderne over bord og greb om Guds løfte om Abrahams sæd, Kristus,
der skulle komme og bringe velsignelse til alle folk. Og hvis nogen af
papisterne i vore dage skal frelses, må de på ingen vis stole på deres egne
velgerninger og fortjenester, men alene på Guds barmhjertighed, der er givet os
i Kristus. Og med Paulus skal de sige: »Jeg har ikke min retfærdighed, dén af
loven, men dén ved tro på Kristus«, Fil. 3, 9.
Paulus
afslutter sin allegori hér. »Vi er ikke tjenestekvindens børn, « siger han. Det
vil sige: Vi er ikke under loven, der føder til trældom, idet den nemlig
forskrækker, anklager og fører ud i fortvivlelse. Men vi er fri for den ved
Kristus. Derfor kan den ikke skræmme og fordømme os. Derom har vi sagt
tilstrækkeligt i det foregående. Desuden er det vor trøst, at hvor meget
tjenestekvindens børn end forfølger os, skal de dog selv til sidst blive kastet
ud i mørket udenfor (jfr. Matt. 8, 12 m.fl.) og blive tvunget til at overlade
os den arv, der tilkommer os som den frie kvindes børn.
Af ordet om »den frie kvindes og
tjenestekvindens børn« har Paulus, således som vi har hørt, fået rig lejlighed
til at bekræfte læren om retfærdiggørelsen. Og med flid har han grebet dette ord:
»den frie kvinde«, betonet det kraftigt og udlagt det også i det følgende. Og
derved får han lejlighed til at drøfte den kristne frihed, som det er højst
nødvendigt at kende til. For paven har fuldstændig udslettet den og lagt Kirken
ind under menneskelige vedtægter og ceremonier, så den er kommet i det mest
elendige og skændige slaveri. Den frihed, som Kristus har vundet os, er nu os
et godt værn, hvormed vi forsvarer os imod pavens tyranni. Derfor må man
omhyggeligt overveje læren om den kristne frihed, både for at styrke læren om
retfærdiggørelsen og tillige for at oprejse og trøste samvittighederne mod alle
disse forstyrrelser og anstød, som vore modstandere beskylder evangeliet for at
have forvoldt. Men den kristne frihed er noget rent åndeligt, som det kødelige
menneske ikke forstår. Ja, selv de, der har Åndens førstegrøde og kan udtale
sig såre udførligt om den, har besvær med at fastholde den i deres hjerter. For
fornuften forekommer det at være en sag af ringe betydning. Om ikke Ånden gør
den stor og betydningsfuld, foragter man den derfor.