Martin Luther

 

Galaterbrevet 3

Retfærdiggjort af tro

 

 

 

v1 Uforstandige galatere!

Paulus brænder af apostolisk omsorg og af den største nid­kærhed og kærlighed i Ånden. Derfor føjer han formaninger og irettesættelser til sin drøftelse og gendrivelse (:af de falske apostle), i overensstemmelse med hans egen regel i 2 Tim. 4, 2: »Prædik Ordet, vær rede i tide og i utide, irettesæt, straf, forman.« Det er noget, der narrer den tankeløse læser, så han mener, at Paulus slet ikke overholder nogen plan eller ordnet rækkefølge, når han underviser. Men selv om han ikke gør det på talekunstnernes manér, har han dog åndelig set den skønneste orden.

      Efter at han altså har gennemdrøftet og med to særdeles kraftige beviser har fastslået, at den kristne retfærdighed ikke stammer fra loven, men fra troen på Kristus og efter samtidig at have gendrevet de falske apostles lære, henven­der han sig nu midt i sit forehavende til galaterne og skælder dem ud: »O, I uforstandige«, eller rettere tossede »galate­re«. Meningen er: Ak, hvor er I faldet dybt, I arme galatere! Jeg oplærte jer så omhyggeligt i evangeliets sandhed, og I tog med stor iver og omhu imod den. Hvad er da årsagen til, at I så snart har svigtet den? Hvem har forhekset jer?

      Tilsyneladende skælder han galaterne meget kraftigt ud, når han kalder dem for tossede, forheksede og ulydige mod sandheden. Om han gør det af hellig harme eller af barm­hjertighed, vil jeg ikke strides om. Begge dele kan være rigtige. Et kødeligt menneske ville vel snarest opfatte dette som en fornærmelse end som en from irettesættelse. Har Paulus altså vist et dårligt eksempel og fornærmet Galatiens menigheder ved at kalde dem for dumme, forheksede osv. ? Nej! For det er en apostel, hyrde eller lærer tilladt i kristen nidkærhed skarpt at irettesætte den menighed, som han leder, og den slags irettesættelser er faderlige og hellige. På samme vis plejer forældre i faderlig og moderlig kærlighed at kalde deres søn for en nar eller en døgenigt og deres datter for en mær, hvad de ikke ville finde sig i, hvis en anden gjorde det. En lærer skælder nu og da sin elev kraftigt ud, kalder ham for et æsel og giver ham med stokken, og det finder denne sig roligt i. Men det ville han ikke gøre, hvis en af hans jævnaldrende kammerater gjorde det samme. En øv­righedsperson må ligeledes irettesætte, vredes og straffe, og uden en streng tugt kan intet blive gennemført på rette vis, og det uanset om det er i freds- eller i krigstider. Hvis ikke den kirkelige eller borgerlige eller huslige øvrighed kan blive vred og irettesætte, når forholdene kræver det, er den slap og ingen nytte til. På den vis kan den aldrig passe sit embede rigtigt.

      Irettesættelse og vrede er altså i alle livets forhold lige så nødvendige som nogen anden dyd. Den skal dog ikke være overdreven eller udspringe af had, men af faderlig kærlighed og kristelig nidkærhed. Det må ikke være en barnagtig eller kvindagtig hidsighed, som vil have hævn; men den skal ene søge at rette fejl. Ligesom en far ikke straffer sin søn for at tilfredsstille sin hævnlyst, men for at sønnen ved at få denne revselse kan forbedre sig. Og dette er det gode ved vrede og kaldes i Skriften for nidkærhed. For når jeg på denne måde tugter en broder eller en undergiven, søger jeg ikke hans undergang, men hans bedste. Denne vrede er altså nødven­dig og god, og uden den kan der ikke være noget sundt, hverken i det verdslige eller i det kirkelige styre.

      Det kan derfor hænde, at Paulus her alene af nidkærhed skælder galaterne ud - ikke for at lade dem gå til grunde, men for derved at kalde dem tilbage til vejen og redde dem. Eller også skælder han dem ud af barmhjertighed og medfø­lelse. Han er ligesom en, der beklager sig; for det gør ham ondt, at galaterne er blevet så sørgeligt forført. Hans mening er: Jeg sørger over jeres ulykkelige skæbne osv. På den måde kan vi også skælde de elendige ud, ikke for at håne dem eller bebrejde dem deres elendighed, men fordi vi har med­følelse med dem og gerne vil give dem råd. Dette siger jeg, for at ingen skal bebrejde Paulus for imod evangeliets bud at have skældt Guds menigheder ud.

      På tilsvarende vis skælder Kristus farisæerne ud, når han kalder dem for »slanger« og »øgleunger« (Matt 23, 33), børn af Djævelen osv. Men det er Helligåndens skældsord, det er en fars, en mors og en trofast vens skældsord. Som det hedder i Ordsp 27, 6: »En vens hug er velmente.« Sådan går det til, at det samme skældsord, når en far siger det, kan være den største velger­ning; men når en jævnaldrende eller en uven siger det, kan det være den største misgerning. Når to gør det samme, roses det hos den ene og bliver dadlet hos den anden. Når Kristus eller Paulus skælder ud, er det den mest rosværdige dyd; men når en verdslig vismand eller en, der kun er ude i sit eget ærinde, gør det, er det den mest fornærmelige last. Samme handling og ord er i Paulus' mund en velgerning, men i en andens en misgerning.

      Han bruger også udtrykkeligt ordet »galatere«, deres fol­kenavn, og kalder dem ikke, som han plejer, for brødre. Det folks særlige nationale last synes nemlig at have været, at de var »uforstandige«, ligesom kretenserne var løgnagtige. Hans mening er denne: I er og bliver, hvad man siger om jer og kalder jer, nemlig »uforstandige galatere«. Og det beviser I nu ved selve jeres forhold til evangeliet, hvor I dog burde vide allerbedst besked. Men jeres natur er uforandret den samme. På lignende vis skelner vi også folkeslagene på deres laster. Hvert folk har sine særlige fejl: Tyskerne er lystne efter omvæltninger, italienerne storsnudede osv. Paulus minder altså galaterne om deres natur for at irettesætte dem.

 

En fremadskridende proces

I øvrigt påmindes vi her om, at de naturlige fejl stadig bliver tilbage i menighederne og blandt de kristne. Nåden omformer ikke de fromme på en sådan måde, at den straks gør dem i enhver henseende nye og fuldkomne. Men der er stadig i de fromme rester af den gamle naturs fejl. Hvis f.eks. et menneske, der af naturen er hidsigt, bliver omvendt til Kristus, udslettes selve den kødelige last ikke helt, om end den mildnes ved nåden, og Helligånden opfylder hans hjer­te, så det bliver mere blidt. Når hårde mennesker omvendes til Kristus, aflægger de således ikke helt deres grumhed; men der bliver en rest af denne hårdhed tilbage hos dem. Derfor udlægges evangelierne, ja hele Den hellige Skrift, som dog rummer den samme sandhed, forskelligt af de forskellige naturer. Den ene er mere mild og skånsom i sin belæring, den anden er strengere. Det er således forskellige red­skaber, der får del i Ånden. Og den udrydder ikke med ét slag de fejl, der klæber til vor natur, men er hele livet om at skaffe den synd af vejen - og det ikke alene hos galaterne, men hos mennesker af alle folkeslag.

      Til trods for at galaterne altså allerede var blevet oplyste og troende og som følge af, at de havde fået troen forkyndt, havde modtaget Helligånden, havde de dog stadig denne fejl (tåbeligheden). Den var som et tændstof, der let lod sig antænde af den falske lære. Derfor skal ingen stole på sig selv og mene, at han efter at have modtaget nåden har fået de gamle synder helt renset ud. Vel udrenses der meget. Det er imidlertid først og fremmest selve slangens hoved, nemlig vantroen og ukendskabet til Gud, der bliver hugget af og trådt under fode. Men slangens skællede krop og rester af synden bliver tilbage i os. Derfor skal ingen driste sig til at mene, at han, når han nu har taget imod troen, straks kan blive forvandlet til et nyt menneske. Også som kristen be­holder han noget af sine tidligere synder. For vi er endnu ikke døde, men lever stadig i kødet! Og fordi det endnu ikke er rent, begærer det imod Ånden (Gal. 5, 17). Og i Rom 7, 14 siger han: »Jeg er kødelig, solgt under synden, « samt sam­mesteds v. 23: »Jeg ser en anden lov i mine lemmer osv.« De medfødte laster, som vi havde, inden vi blev troende, er derfor også til stede, efter at vi har modtaget troen - bortset fra, at de nu tvinges til at tjene Ånden som deres herre, så det ikke er dem, der råder (i os). Men det sker ikke uden kamp. Alene Kristus har den herlighed og det ry, at han er helt syndfri. 1 Pet 2, 22: »Han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.«

     

v1 Hvem har forhekset jer

Der har du på ny en lovprisning af den mageløse lov- og egenretfærdighed, nemlig at den får os til at foragte sandhe­den, at den forhekser os, så vi ikke adlyder, men gør oprør mod sandheden.

      Paulus kalder galaterne uforstandige og forheksede, fordi han sammenligner dem med børn. Dem er det jo, trolddom skader mest. Hans mening er: Det er gået jer, ganske som det går børn. Dem plejer troldkvinder, hekse og spøgelser at forhekse let og modstandsløst med deres trolddomskunster, der er et Satans blændværk. Paulus benægter ikke, at der er trolddom til, eller at det kan forekomme. For nedenfor i kap. 5, 20 regner han også hekseri, hvad der er det samme som trolddom, med blandt kødets gerninger. Han bekræfter altså, at trolddom og hekseri er til og kan forekomme. Man kan nemlig ikke benægte, at Djævelen lever, ja er hele ver­dens herre. Trolddom og hekseri er Djævelens gerninger. Gennem dem kan han ikke blot skade mennesker; men når Gud tillader det, dræber han dem undertiden. Vi er nemlig alle med vore legemer og vor ejendom underlagt Djævelen. Vi er gæster i en verden, hvis fyrste og gud han er. Derfor er brødet, vi spiser, drikken, vi nyder, tøjet, vi har på, ja selv luften og alt, hvoraf vi lever i kødet, underlagt hans herre­dømme. Han kan altså gennem sine hekse skade børn, så de får svagt hjerte eller blindhed. Han kan også stjæle et barn, skaffe det helt af vejen og lægge sig selv i det fjernede barns vugge. Jeg har hørt, at der i Sachsen har været en sådan dreng. Han fik die hos fem kvinder, og dog kunne han ikke blive mæt. Der er mange lignende eksempler.

      Trolddom er altså intet andet end Djævelens kunstgreb og blændværk, og det uanset om han skader et lem eller rammer selve kroppen eller tryller den helt bort. Det formår han også med ældre. Det er derfor ikke underligt, at han så let forhek­ser børn. Og dog er det i virkeligheden intet andet end blændværk. For han kan, efter hvad der siges, atter gøre den rask, som han har skadet med sine kunster. Men han gør næsten altid rask på den måde, at han gør det beskadigede øje eller lem godt igen. Og det ikke fordi det har været skadet; men han narrer synet både hos dem, han har forhek­set, og på de andre, der ser de forheksede, så at de ikke mener, det drejer sig om noget blændværk, men sværger på, at det er en virkelig skade. Men fordi han til sin tid fjerner skaden, er det tydeligt, at det bare har været et blændværk og ingen rigtig skade. For rigtige skader kan ikke genoprettes og komme i orden igen.

      Der er et udmærket eksempel derpå i skriftet »Vita patrum«, for ikke at tale om digternes beretninger om for­vandlinger. Til den hellige Makarios, der boede ude i ørkenen, kom forældrene til en pige, som de havde mistet på den manér, at de mente, hun var blevet forvandlet til en ko. De kunne nemlig ikke se noget andet end en ko. De førte derfor datteren til den hellige Makarios og bad ham bede for hende, så hun kunne få sin menneskelige skikkelse igen. Da han havde hørt, hvad det drejede sig om, sagde han: Jeg ser en jomfru og ikke en ko. Han havde nemlig åndelige øjne. Derfor kunne Satan ikke bedrage ham med sit narreværk på samme vis som forældrene og datteren, hvis øjne den onde ånd i den grad havde forblændet, at de ville have aflagt ed på, at hvad de så med deres forheksede øjne, virkelig var sket. Men da den hellige Makarios bad for pigen - ikke om at hun kunne få sin menneskelige skikkelse igen (den havde hun jo aldrig mistet), men om at Gud ville tage dette Djævelens blændværk bort fra hende, åbnedes forældrenes og datterens øjne, så de forstod, at alt det, som de mente virkelig var hændt, blot havde været Satans blændværk.

      Så stor er Satans list og evne til at narre vore sanser. Og hvad mærkeligt er der ved det, når blot et stykke glas kan ændre vor opfattelse af en tings farve? Med sit gøglespil narrer han meget let et menneske til at mene at se noget, som det dog ikke ser, og høre en røst, et tordenskrald, en fløjte eller en trompet, som det dog ikke hører. Således mente Julius Cæsars soldater, at de hørte nogen spille på rørfløjte eller trompet Det nævner Suetonius i sin skildring af Cæsars liv. Pludselig viste der sig, fortæller han, en stor og statelig mand, der sad i nærheden og spillede på fløjte. Da der foruden hyrder havde samlet sig en mængde soldater fra deres vagtposter og adskillige trompetere, rev han en trom­pet fra en af dem og sprang ned til floden. Der blæste han med vældig kraft et signal og svømmede over til den anden flodbred osv. Således kan Satan udmærket forvanske alle sanser, så du kunne sværge på, at du ser eller hører eller rører ved noget, som du dog ikke ser osv.

      Det er imidlertid ikke bare på den grove, men også på en finere og så meget farligere manér, han får mennesker fra deres fulde fem. På det felt er han især en mester. Og derfor sidestiller Paulus sansebedrag med forhekselse af ånden. Og gennem denne åndelige forhekselse fanger den gamle slange ikke menneskenes sanser, men deres sind og fører dem bag lyset med falske og ugudelige meninger, som de, der har ladet sig indfange, holder for sande og fromme. Men at han formår dette, har han nu tilstrækkelig vist gennem sværmer­ne, gendøberne, sakramentererne osv. I den grad har han med sin trolddom forhekset deres sind, at de elsker løgne, vildfarelser og frygteligt mørke mere end den visseste sand­hed og det klareste lys. Og de lader sig hverken føre bort fra disse deres fantasier af formaninger eller af Skriften. For de er fuldt forvisset om, at de alene ved besked og har den rette mening om det hellige, mens alle andre er blinde. De gør altså ganske som den omtalte piges forældre. De, der ved Satans blændværk var blevet i den grad overbevist om, at deres datter ikke var et menneske, men en ko, at de havde kunnet sværge på det. Og mindst af alt kunne de tro, at dette var et blændværk, et synsbedrag, der stammede fra Djæve­len. For deres sanser vidnede alle til fordel for dem: Øjnene så en ko, ørerne hørte en ko osv. De mente, at man ikke kunne gå imod sansernes samstemmige vidnesbyrd.

      Men dette eksempel med Makarios viser, hvordan man, når det gælder legemlig forhekselse, må kæmpe imod sanser­nes vidnesbyrd. Men det samme må man i langt højere grad gøre, når man er udsat for åndelig forhekselse, hvor Djæve­len indadtil udretter det samme med tilsyneladende rette meninger og lærepunkter, som han udadtil gør med skikkel­ser og farver i vore sanser. Derved gør han, som sagt, men­neskehjerterne så forrykte, at de kan aflægge ed på, at deres mest usandfærdige og ugudelige fantasier er den visseste sandhed. På denne måde har han i vor tid forhekset Müntzer, Zwingli og andre, ved hvis hjælp han har forhekset utallige andre.

 

Kristenlivets kamp

Desuden er denne troldkarls lyst til at skade så stor, at han ikke blot fører den slags sikre og overmodige ånder bag lyset med sit gøglespil, men også forsøger at gøre dem, der har en ret og from mening om Guds ord og den kristne religion, afsindige med sit blændværk. Mig selv angriber han ofte så hårdt og overdænger mig med så bedrøvelige tanker, at han helt fordunkler Kristus for mig, ja næsten berøver mig ham. Der er kort sagt ingen af os, der ikke gentagne gange bliver forhekset, så vi nærer falske meninger - det vil sige: som ikke frygter, stoler på eller glædes, hvor der ikke var nogen grund til frygt, tillid eller glæde. Alle tænker vi nu og da anderledes om Gud, om Kristus, om troen, om vor kaldelse, om det kristne liv osv., end vi burde gøre.

      Lad os derfor lære denne troldkarls blændværk og rænker at kende, så han ikke finder os sikre og sovende. For da kan han bedrage os med sit gøglespil. Vist kan han ikke skade vort embede med sin trolddom. Men han er dog hos os åndeligt, og dag og nat går han omkring og søger, hvordan han kan opsluge os hver især (jfr. 1 Pet 5, 8). Og hvis han ikke finder os ædru og bevæbnede med åndelige våben, nemlig Guds ord og troen, opsluger han os.

      Satan kaster sig gang på gang ud i nye kampe med os, og det er os til megen nytte, at han angriber og plager os sådan med sine rænker. For på denne måde befæster han vor lære og gør vor tro større. Og vist har vi ofte lidt nederlag i den kamp. Det gør vi stadig. Men vi går ikke til grunde. For Kristus har sejret og sejrer gennem os. Derved får vi et fast håb om, at vi også fremover ved hans hjælp skal gå ud af kampen med Djævelen som sejrherrer. Og det håb skaffer os en urokkelig trøst, så vi i alle anfægtelser kan fatte mod på denne måde: Han dér har også tidligere fristet mig og med sine rænker lokket mig til vantro, foragt for Gud og fortviv­lelse. Men det er dog ikke lykkedes for ham. Derfor skal det heller ikke lykkes for ham i fremtiden. For han, der er i os, er større end ham, der er i verden (jfr. 1 Joh 4, 4). Kristus er den stærkeste. Han har overvundet, overvinder og skal over­vinde den stærke inde i os. Dog overvinder Djævelen os nu og da i kødet, for at vi således skal erfare den stærkeres magt mod den stærke og med Paulus kan sige: »Når jeg er magtes­løs, da er jeg stærk« (2 Kor 12, 10).

      Ingen skal derfor mene, at det kun er galaterne, der har været forhekset af Satan. Tværtimod skal hver især betænke, at han har kunnet og stadig kan blive forhekset af ham. Ingen af os er så stærk, at han kan stå Djævelen imod, især ikke, hvis han prøver på at gøre det med sine egne kræfter. Job var en oprigtig og retfærdig mand, hvis lige ikke fandtes på jorden. Men hvad formåede han imod Djævelen, da Gud holdt sin hånd tilbage? Forløb den hellige mand sig ikke frygteligt? Denne troldkarl var altså ikke blot mægtig blandt galaterne; men han stræber altid efter dette, om han kunne føre om ikke alle, så dog mange mennesker bag lyset ved at indgive dem falske meninger. For »han er en løgner og løgnens fader« (Joh 8, 44). Og det er bestemt denne måde, han bruger, når han, således som jeg har sagt, i vore dage gør sværmerne afsindige. Han regerer i dem og gør dem så ubøjelige og hårde, at ingen ambolt kan være så hård. De tåler ikke at blive belært, de hører ikke fornuftens stemme og lader ikke Skriften komme til orde, men bekymrer sig kun for, hvordan de, ved hjælp af udlægninger, som de selv har opdigtet og udpønset, skal kunne afvise de skriftsteder, der bliver anført imod dem. Ja, de forsvarer deres drømmerier, som de har lagt ind i Skriften, hvad der er et tydeligt tegn på, at de er indfanget af Djævelens trolddom.

     

v1 Hvem har forhekset jer?

Her undskylder han galaterne og lægger skylden på de falske apostle. Hans mening er: Jeg ser, at I ikke er faldet af ondskab eller selvforskyldt; men Djævelen har sendt sine troldkarle, de falske apostle iblandt jer, mine brødre. De forheksede jer i den grad med deres lære om loven, at I nu har en anden mening om Kristus end tidligere, da I hørte mig forkynde evangeliet. Men ved at formane og skrive til jer stræber jeg efter at ophæve den forhekselse, som de falske apostle har bundet (jer med), så vi kan befri dem iblandt jer, der har været fanget af denne trolddom. På samme vis bør også vi i denne tid modarbejde gendøbernes og sakramente­rernes sværmeriske anskuelser med Guds ord, så vi kan befri dem, som de holder fanget og føre dem tilbage til den rene lære om troen, ja bevare dem i den. Og dette vort arbejde er ikke uden frugt. For vi har bragt mange, som de havde forhekset, bort fra denne deres forhekselse, og befriet dem for den. Ved egne kræfter havde de aldrig kunnet rive sig løs fra den, hvis ikke de var blevet formanet ved os og kaldt tilbage ved Guds ord.

      Som nævnt kunne forældrene inden Makarios' bøn ikke hos deres datter se andet end det ydre af en ko. Men ligesom et menneske umuligt kan befri sig selv fra forhekselse af dets sanser, således kan de åndeligt forheksede heller ikke frigøre sig ved egne kræfter, men må reddes ud af dem, hvis sind ikke var fanget af denne trolddom. For så stor er det sataniske blændværks virkning på dem, der er blevet bedraget, at de bryster sig af og sværger på, at de har den sikreste sand­hed. Det er så langtfra, at de bekender, at de er faret vild. Og uanset hvor meget vi søger at bringe dem, frem for alt sekter­nes ophavsmænd, ud af fatningen og overbevise dem ved hjælp af Skriften, så udretter vi intet. For de har straks deres udlægninger rede - dem, hvormed de berøver Skriften dens kraft. Hvis ikke jeg nu havde lært det af egen erfaring, ville jeg aldrig have troet, at Djævelens magt var så stor, at han kunne gøre en løgn så lig sandheden. Endnu frygteligere er desuden, når han ved alt for megen bedrøvelighed vil tage livet af de urolige samvittigheder; da ved han så helt og fuldt at omskabe sig til Kristus, at den anfægtede umuligt kan gennemskue ham. Mange, der er uvidende om sagens rette sammenhæng, bliver derved drevet til fortvivlelse, ja begår selvmord. For Djævelen har gjort dem så afsindige, at det efter deres overbevisning er den visseste sandhed, at de bliver anfægtet og anklaget, ikke af Djævelen, men af Kristus selv!

      Det skete i det Herrens år 1527 med den stakkels doktor Kraus i Halle, der sagde: Jeg har fornægtet Kristus. Derfor står han nu hos sin Fader og anklager mig. Fordi han lå under for Djævelens gøglespil, havde han så stærkt indbildt sig den tanke, at han ikke lod sig befri fra den ved nogen formaning eller trøst eller ved nogen af Guds forjættelser. Og på den måde fortvivlede han og tog sig selv højst ulykkeligt af dage. Det er ren og skær løgn og Djævelens trolddom, ja endog et helt falsk billede, der viser en anden Kristus end ham, Skriften kender. For den fremstiller ikke Kristus som dommer, frister og anklager, men som forsoner, forbeder, trøster, frelser og nådestol. Men fordi han var forhekset af Djævelen, kunne han dengang ikke forstå det og mente derfor bestemt, at dette var den visseste sandhed: Kristus anklager dig for Faderen, han går ikke ind for dig, men imod dig - altså er du fordømt. Den anfægtelse kom ikke fra mennesker, men fra Djævelen. Det er den troldkarl, der af al magt indprenter den i den anfægtedes hjerte. For os, der har den modsatte opfattelse, er det en tåbelig og tydelig løgn og et blændværk af Satan. Men for dem, der er blevet forhekset på denne måde, er det den mest pålidelige sandhed, så ingen kan være mere sikker.

      Da Djævelen, der er en tusindkunster til at volde fortræd, altså kan indbilde dig en så åbenlys og skammelig løgn, således at du tusind gange kunne sværge på, at den er den visseste sandhed, skal man ikke være overmodig, men van­dre i frygt og ydmyghed og påkalde vor Herre Kristus, for at han ikke skal lade os blive ledt i fristelse. Sikre mennesker, der mener, at de straks, efter at have hørt evangeliet en eller to gange, har fået del i Ånden, støder til sidst således an, at de ikke frygter Gud og ikke siger ham tak, men mener, at de selv ikke blot udmærket kan forstå og forsvare den fromme lære, men også kan bestå i hvilken som helst kamp mod Djævelen. Den slags mennesker er velegnede til at blive forhekset af Djævelen og drevet til fortvivlelse.

      Langtfra at sige: Jeg er fuldkommen, jeg kan ikke falde, skal du ydmyge dig og frygte for, at ikke du, der står op i dag, skal falde i morgen. Jeg er doktor i teologi og har allerede i adskillige år forkyndt Kristus og kæmpet imod Djævelen i hans falske lærere. Men jeg har erfaret, hvilket besvær det har voldt mig. Jeg kan ikke drive Satan i den grad tilbage, som jeg gerne ville. Jeg kan overhovedet ikke fatte Kristus, således som Skriften fremstiller ham for mig; men den ene gang efter den anden foregøgler Djævelen mig en falsk Kristus. Dog Gud ske tak, som bevarer os i Ordet, troen og bønnen, så vi ved, at vi skal vandre i ydmyghed og frygt for Guds ansigt og ikke skal gøre os høje tanker om vor egen visdom, retfærdighed, lærdom og tapperhed, men der­imod om Kristi kraft. Når vi er svage, er han stærk og sejrer og triumferer altid gennem os svage. Ham være ære i evig­hed. Amen.

      Forhekselse er altså ikke andet end den afsindighed, som Djævelen bevirker ved at indgive en falsk Kristusopfattelse i hjertet. Den, der er blevet fange af en sådan opfattelse, er forhekset. Derfor er de forhekset, der mener, at de bliver retfærdiggjort af de gerninger, som loven eller menneskelige overleveringer foreskriver. For den overbevisning er helt modsat troen på Kristus. Og Paulus bruger et så modbyde­ligt ord (forhekselse) for at vise sin foragt og hån for de falske apostle, der betonede læren om loven og dens gerninger voldsomt. Meningen er den: Dette onde er en satanisk for­hekselse. For ligesom sanserne bliver forledt ved forhekselse af legemet, bliver sindene ledt på afveje ved forhekselse af ånden.

     

v1 til ikke at adlyde sandheden?

Frafald og omvendelse

Galaterne havde til at begynde med hørt og adlydt sandhe­den. Når han siger: »Hvem har fortryllet eller forhekset jer?« tilkendegiver han derfor, at de, der er blevet forhekset af de falske apostle, nu er faldet fra og har svigtet den sandhed, som de tidligere havde været lydige imod. Men dette, at han siger, at de ikke tror på sandheden, lyder meget hårdere. For han tilkendegiver med disse ord, at de er blevet forhekset, og at han vil bringe dem ud af fortryllelsen, men at de dog ikke selv vil erkende eller modtage denne velger­ning. For det er vist, at Paulus ikke vandt alle galatere, og at han ikke fik bragt dem alle tilbage fra de falske apostles vildfarelse til sandheden; men forhekselsen blev tilbage hos mange. Derfor bruger han de voldsomme ord: »Hvem har fortryllet jer osv.« Meningen er: I er ude af jer selv, og forhekselsen har i den grad tag i jer, at I ikke kan adlyde sandheden. Jeg frygter for, at det er ude med mange af jer. De vil aldrig vende tilbage til sandheden osv.

      Her hører du endnu en lovprisning af lov- eller egenretfærdigheden, nemlig at den forhekser menneskene, således at de ikke kan adlyde sandheden. Apostlene og de ældste fædre omtaler ofte dette. 1 Joh 5, 16: »Der er synd til døden; for den siger jeg ikke, at han skal bede.« Ligeledes Hebr 6, 4 ff.: »For dem, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og er blevet delagtig i den Helligånd og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som er faldet fra - dem er det umuligt atter at forny til omvendelse osv.« Disse ord lyder ved første øjekast, som om en Novatus havde sagt dem. Men apostlene var tvunget til at tale således på grund af kætterne. Dog nægtede de ikke dermed på samme vis som novatianerne de faldne mulighed for at vende tilbage til fællesskabet med de troende. Også vi må 1 denne tid tale sådan på grund af dem, der er ophavsmænd og mestre for vildfarelser og sekter; for den slags vender aldrig tilbage til sandheden. Vel vender nogle tilba­ge; men det er dem, der kun er fanget af en lettere trolddom. Forhekselsens ledere og ophavsmænd går det ikke sådan. For de må beholde den betegnelse, som Paulus giver dem her, nemlig at de ikke hører eller kan udholde sandheden. De er snarere optaget af, hvordan de kan modsætte sig sandheden, og lige så af, hvordan de kan afparere de beviser og skriftsteder, der bliver anført imod dem. For de er grebet af og overbevist om, at de har den visseste sandhed og den eneste rette indsigt i Skriften. De, der har en sådan overbe­visning, vil ikke høre på andre og langt mindre vige for dem. På samme vis vil jeg overhovedet ikke høre efter noget, der strider imod min lære. For jeg er ved Kristi Ånd vis på og overbevist om, at min lære om den kristne retfærdighed er vis og sand.

     

v1 Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer.

Det var meget hårdt at sige, at de var så forheksede, at de ikke adlød sandheden. Langt hårdere er dog, hvad han her føjer til, nemlig at Kristus Jesus var malet dem således for øje, at de havde kunnet røre ved ham med hånden og dog stadig ikke adlød sandheden. Således overbeviser han dem ved deres egen erfaring. Hvad han mener, er dette: I er så forheksede, narrede og fangede af de falske apostles vildfarelse, at I ikke adlyder sandheden. Og det nytter ikke, at jeg med største flid og møje har tegnet og afmalet Kristus for jeres øjne, at han er korsfæstet iblandt jer.

      Med disse ord sigter han til de tidligere anførte bevissteder om, at Kristus er en tjener for synd for dem, som ønsker at blive retfærdiggjort ved loven. For sådanne kaster vrag på Guds nåde, og Kristus er død forgæves for dem. Disse beviser har han, da han var hos dem, fremhævet kraftigere og uddybet mere udførligt, ligesom når en maler ville male et billede af Kristus som korsfæstet. Da han nu er borte, min­der han dem derom ved at sige: »I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje.« Han mener: Ingen maler kan med sine farver male Kristus så godt, som jeg har afbildet ham for jer i min forkyndelse. Og alligevel bliver I stikkende i jeres fortryllelse.

     

v1 som den korsfæstede.

Hvad har jeg så malet? Jesus Kristus. Hvordan? Som kors­fæstet i jer. Her bruger han vel nok nogle hårde ord. Oven­for har han sagt, at de, der søger retfærdighed ved lov (- opfyldelse), forkaster Guds nåde, og ligeså, at Kristus til ingen nytte er død for dem. Men her tilføjer han, at den slags endog korsfæster Kristus, som tidligere levede og regerede i dem. Dermed vil han sige: Nu har I ikke alene forkastet Guds nåde, og ikke alene er Kristus død forgæves for jer. Men han er på det skammeligste blevet korsfæstet i jer. På samme måde siger også Hebræerbrevet: »De korsfæster sig igen Guds Søn og stiller ham til spot« (kap. 6, 6).

      Skønt papisterne tilbeder disse vederstyggeligheder og praler af, at de er den højeste gudsfrygt og hellighed, burde man nu bestemt blive forskrækket blot ved at høre ordet munk, tonsur, kutte og ordensregel. Men inden evangeliet var blevet åbenbaret, kunne vi heller ikke have noget andet syn på disse ting. For vi var opdraget i menneskelige overle­veringer, der lod Kristus træde i baggrunden, ja gjorde ham helt unyttig for os. For her hører man jo Paulus sige, at selv de, der søger at blive retfærdiggjort ved Guds lov, ikke blot er fornægtere og manddræbere, men de værste forbrydere, der har korsfæstet Kristus. Og hvis de, som søger at blive retfærdiggjort ved lovens retfærdighed og gerninger, kors­fæster Kristus, hvad er da de, der søger frelse og evigt liv gennem den menneskelige retfærdigheds skarn og dæmon­lærer?

      Men hvem havde mon nogen sinde troet eller indset, at det var en så forfærdelig og afskyelig forbrydelse at blive »religi­øs« (det er deres eget udtryk), det vil sige at blive messe­præst, munk eller nonne? Bestemt ingen. Selv lærte de tvært­imod, at livet som munk var en ny dåb. Men hvad frygteligere kan man sige, end at pavedømmet er riget for dem, der spytter på og atter korsfæster Guds Søn, Kristus? For de korsfæster i sig selv, i kirken eller i de troendes hjerter Kristus, som én gang blev korsfæstet og genopstod. De spytter på ham med deres fornærmelser, skældsord og hån og tilintetgør ham med deres falske meninger, så han på den ynkeligste måde dør i dem. Og i hans sted stiller de den skønneste trolddom, hvorved menneskene mister deres ful­de fem, så de ikke længere kender Kristus som retfærdiggører, forsoner og frelser, men som tjener for synd, anklager, dommer og fordømmer - en, der skal forsones ved vore gerninger og fortjenester.

      Og af denne opfattelse er siden opstået den mest ugudelige og forpestede lære i hele pavedømmet: Hvis du vil tjene Gud, fortjene syndernes forladelse og evigt liv og hjælpe andre til at få evigt liv, skal du gå i kloster, love lydighed, kyskhed, fattigdom osv.

      Da de var hildet i denne falske hellighedsforståelse og opblæste af den, bildte munkene sig ind, at de alene levede i fuldkommenhedens stand, og at alle andre kristne førte et verdsligt liv, det vil sige: de overholdt ikke kyskhed, fattig­dom, lydighed osv., men var blot døbt og holdt De 10 bud. Selv gjorde de derimod - udover, hvad de havde tilfælles med de øvrige kristne - flere gode gerninger, end Gud krævede af dem, ved at holde Kristi råd osv. Af den grund håbede de på at erhverve sig fortjeneste og en plads i Himlen blandt de særligt hellige, langt over den øvrige hob af kristne.

      Dette var i sandhed et fantastisk blændværk af Djævelen. Derved havde han bragt næsten alle mennesker fra forstan­den. Og jo helligere man ville være, des mere var de hildet af denne trolddom, det vil sige af den fordærvelige overbevis­ning om egenretfærdigheden. Derfor kunne vi slet ikke se på Kristus som vor midler og frelser, men mente blot, at han var en streng dommer, der skulle forsones ved vore gerninger. Det var at spotte Kristus på værste måde, og, som Paulus har sagt ovenfor, at kaste vrag på Guds nåde, så Kristus var død forgæves og ikke alene blev dræbt af os, men også korsfæstet på ny på det skammeligste. Og dette er netop, hvad Kristus siger ved Daniel: »Ødelæggelsens vederstyggelighed skal sættes på det hellige sted« (kap. 9, 27). Derfor korsfæster enhver munk, ja enhver gerningsretfærdig, der søger syn­dernes forladelse og retfærdighed ved hjælp af sine egne gerninger eller spægelser, på ny den levende og herskende Kristus - om end bestemt ikke i Kristi egen person, men i sit eget og andres hjerter. Og enhver, som går i kloster af den grund, at de vil retfærdiggøres ved at overholde ordensreglen, de træder ind i røverhuler for dem, der korsfæster Kristus på ny.

      Paulus benytter sig altså her af de mest alvorlige og hårde ord for at afskrække galaterne fra de falske apostles lære og bringe dem bort fra den. Han vil sige: Tænk over, hvad I har gjort! I har på ny korsfæstet Kristus. Det viser jeg jer og maler jer det så tydeligt for øje, at I kan se og røre ved det. For I vil retfærdiggøres ved loven. Men hvis retfærdigheden kommer gennem loven, så er Kristus en tjener for synd, og han er død forgæves. Hvis dette er sandt, følger heraf helt bestemt, at han er blevet korsfæstet på ny i jer.

      Og han tilføjer udtrykkeligt disse ord »i jer«, fordi Kristus ikke mere korsfæstes eller dør i sin egen person (Rom 6, 9), men i os, nemlig når vi forkaster den rene lære, nåden, troen og syndernes forladelse af nåde og søger at blive retfærdiggjort ved selvvalgte eller også ved i loven foreskrevne gernin­ger. Da er Kristus korsfæstet i os. Men den falske og ugude­lige mening, at man vil retfærdiggøres ved loven eller gernin­ger, er, således som jeg mere udførligt har sagt det ovenfor, intet andet end Djævelens blændværk og fortryllelse. Og derved bliver menneskene så afsindige, at de slet ikke aner­kender Kristi velgerning, og i hele deres liv ikke gør andet end at fornægte Herren, der har købt dem med sit blod, og i hvis navn de er døbt. Ja mere end det: de korsfæster ham på ny i sig selv. Den, der mener det alvorligt med sin gudsfrygt, skal derfor så hurtigt som muligt flygte fra dette Babylon og gyse, blot han hører pavens navn. For pavedømmets ugude­lighed og vederstyggelighed er så stor, at ingen kan udtrykke det i ord, og det kan kun ses med Åndens øjne.

      Paulus fremhæver og indskærper med største flid disse to emner for galaterne: for det første, at de i den grad er fanget og fortryllet af Djævelen, at de ikke kan høre sandheden, skønt den er malet dem helt tydeligt for øje. Dernæst at de korsfæster Kristus i sig selv. Disse ord er tydeligvis enkle og uden enhver overdrivelse. Men de er så kraftige, at de over­går al menneskelig veltalenhed. Derfor kan det kun forstås ved hjælp af Ånden, hvor slet det er at ville blive retfærdiggjort ved lovens eller ens egen retfærdighed, at det nemlig, som Paulus siger det her, er at blive forhekset af Djævelen og være ulydig mod sandheden og korsfæste Kristus på ny. Er dette ikke en flot forherligelse af lov- eller egenretfærdighe­den?

       Apostelen brænder altså af en meget stor nidkærhed og anklager eller rettere fordømmer lovens og gerningernes retfærdighed. Han giver den det brændemærke, at den kors­fæster Guds Søn på ny. For han vil angribe forestillingen om egenretfærdigheden voldsomt og skarpt, hvad der også i høj grad er nødvendigt. Så farlig en ting er den, så let faldt selv Lucifer på grund af den, og så uoprettelig er den skade, der tilføjes som følge af den. Derfor bruger han så hårde ord, han kan, imod den, så han ikke engang skåner Guds lov, men nævner den i sin helhed, og det på en sådan måde, at det ser ud, som om han fordømmer den. Og det er i høj grad tvingende nødvendigt, at han angriber den så heftigt. Skønt loven altså er hellig, retfærdig og god, bør den person, der vil retfærdiggøres ved gerninger, dog anses for en hykler. Nu griber han så til et bevis fra deres egen erfaring, som de ikke kan fornægte. Han siger:

       

v2 Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?

Enten lov eller evangelium

Hvis jeg ikke havde andet at anføre imod jer, siger han, så kunne jeg anføre jeres egen erfaring. Og han siger dette med harme i sit sind. Hans mening er: Velan, svar nu mig, jeres elev: Mon I modtog Ånden som følge af lovgerninger eller som følge af evangelieforkyndelsen? For så rask er I blevet de lærde, at I nu kan være mine lærere og undervisere. Og ved at anføre dette overbeviser han dem i den grad, at de ikke kan indvende noget som helst imod det. For deres egen tydelige og åbenbare erfaring bestred, at de havde modtaget Ånden som følge af lovgerninger, og ikke som følge af evan­gelieforkyndelsen.

      Her minder jeg på ny om, at Paulus ikke taler om ceremonialloven, men om hele loven. For han henter sine beviser fra opregning af alle muligheder. Hvis han blot talte om ceremonialloven, havde denne opregning ikke været fyldestgø­rende. Hans bevisførelse består nemlig af to led, hvoraf det ene nødvendigvis må være sandt og det andet falsk. Alterna­tivet er: I har modtaget loven enten som følge af loven eller ved at lytte i tro. Hvis det var ved at lytte i tro, var det ikke som følge af loven. Hvis det var som følge af loven, så var det ikke ved at lytte i tro. Der kan ikke gives nogen mellemvej. For alt, som ikke er Helligånden eller lytten i tro, det er gan­ske klart lov. For nu har vi at gøre med retfærdiggørelsen. Men til retfærdiggørelse er der ikke flere veje end disse to: Enten evangeliets ord eller loven. Derfor må der her være tale om loven i al almindelighed, altså som helt forskellig og adskilt fra evangeliet. Det er nemlig ikke bare ceremonialloven, der er noget andet end evangeliet; men det er De 10 bud også. Altså taler Paulus her om hele loven.

      Han beviser altså ud fra en fyldestgørende adskillelse og på denne måde: Sig mig, var det gennem loven, I modtog Helligånden, eller var det gennem evangelieforkyndelsen? Svar nu. I kan ikke sige: Gennem loven. For mens I endnu var under loven og gjorde dens gerninger, modtog I aldrig Helligånden. Vist har I givet og modtaget undervisning i Mose lov på hver eneste sabbatsdag. Men man har aldrig erfaret eller set, at Helligånden er blevet givet til nogen lærer eller elev gennem undervisning i loven. Desuden har I ikke bare givet og modtaget undervisning i loven. Men I har også med stor iver og arbejde forsøgt at virkeliggøre den i ger­ning. Da burde I i hvert fald have modtaget Helligånden, hvis den blev givet gennem loven, da I ikke blot var lovens lærere eller elever, men også dens gørere. Og dog kan I ikke påvise, at det nogen sinde er sket. Men efter at evangeliet var kommet, modtog I straks Helligånden, inden I havde gjort nogen gerning eller båret nogen frugt af evangeliet, blot ved at lytte. For der skete det samme, som Lukas vidner om i ApG 10, 44: Blot Peters eller Paulus' prædiken lød, faldt Helligånden over dem, der hørte Ordet, og derved modtog de tillige forskellige gaver, så de talte med nye tunger osv.

 

Helligånden følger med evangeliet

Det er derfor soleklart, at Helligånden er blevet givet jer, alene fordi I hørte Ordet i tro, og inden I kunne gøre godt eller bære nogen frugt af evangeliet. Derimod har loven aldrig, end ikke når den blev opfyldt, kunnet give Helligån­den. Derfor er ikke blot det at høre loven, men også den iver og nidkærhed, hvormed I forsøgte at virkeliggøre loven i gerning forgæves. Hvor meget man end gør alt, er nidkær for Gud, gør sig stor møje for at blive frelst gennem loven og anstrenger sig dag og nat med lovens retfærdighed - man arbejder og udmatter sig dog til ingen nytte. For de kender ikke Guds retfærdighed og søger at oprette deres egen. De har, som Paulus siger det andetsteds, »ikke bøjet sig ind under Guds retfærdighed« (Rom 10, 3), og »Israel, som ja­gede efter en retfærdigheds lov, nåede ikke til en sådan lov« (Rom 9, 31). Men Paulus taler her om, hvordan Ånden åbenbarede sig i den ældste menighed. For Helligånden steg i synlig skikkelse ned over de troende, og gav derved et sikkert bevis på, at den var til stede i apostlenes prædiken. Ligeså beviste han derved, at de, der hørte ordet om troen af apostlene, blev regnet for retfærdige for Gud. I modsat fald ville Ånden ikke være steget ned over dem.

      Man må altså omhyggeligt overveje dette særdeles kraftige bevis, som fremhæves i hele Apostlenes Gerninger, der er skrevet for at styrke denne bevisførelse. For hele den bog drejer sig ikke om andet end om at lære, at Helligånden ikke bliver givet som følge af loven, men ved at høre evangeliet. For da Peter forkyndte, faldt Helligånden straks over dem, der hørte Ordet. Og på én dag kom de tre tusind mennesker, der hørte Peters prædiken, til troen og modtog Helligånden som gave (ApG 2). På samme vis modtog Kornelius ikke Helligånden gennem de almisser, han gav; men da Peter oplod sin mund, faldt Helligånden endnu, mens han talte, over alle dem, der tillige med Kornelius hørte Ordet (ApG 10). Dette er erfaringens håndgribelige beviser og Guds værk, som ikke kan narre.

      Og om Paulus skriver Lukas i ApG 15, at da han og Barnabas havde forkyndt evangeliet blandt hedningerne og var vendt tilbage til Jerusalem, gik han hårdt imod farisæerne og aposteldisciplene og modsatte sig dem, da de gik ivrigt ind for omskærelsen og overholdelse af loven som nødven­dig til frelse. Dem tæmmede han således, at hele menighe­den blev forbavset over hans og Barnabas' beretning, da de hørte, at Gud ved dem havde gjort så mange store tegn og undere blandt hedningerne. Og de, der var nidkære for loven, undrede sig voldsomt over, hvordan det kunne ske, at uomskårne hedninger, der ikke gjorde loven eller dens ger­ninger og heller ikke havde lovens retfærdighed, dog kunne få den nåde, at de blev retfærdiggjorte og modtog Helligån­den ligesom de omskårne jøder osv. I den sag påberåbte Paulus og Barnabas sig intet andet, end hvad de klart havde erfaret. Og overbevist derved kunne de ikke finde noget at indvende. Det var jo på den måde, prokonsulen Sergius Paulus og alle byer, egne og riger, som apostlene prædikede for, kom til tro, uden lov og gerninger, alene ved at høre i tre.

      I hele bogen om Apostlenes Gerninger drejer det sig kort sagt ikke om andet end, at såvel jøder som hedninger, såvel retfærdige som syndere, bliver retfærdiggjort alene ved tro­en på Jesus Kristus, uden lov og gerninger. Det er, hvad såvel apostlene Peters og Paulus', Stefans og Filips prædike­ner som også hedningernes og jødernes eksempel viser. For ligesom Gud ved evangeliet gav Helligånden til hedninger­ne, som levede uden lov, således gav han også Helligånden til jøderne, ikke ved loven, ikke ved den gudstjeneste og de ofre, der var foreskrevet i loven, men alene ved forkyndelse af troen. Men hvis loven havde kunnet retfærdiggøre og lovens retfærdighed havde været nødvendig til frelse, så var Helligånden bestemt ikke blevet givet til hedningerne, som ikke holdt loven. Men selve den håndgribelige erfaring vid­nede om, at Ånden blev givet til dem uden loven, og det så apostlene Peter, Paulus, Barnabas og andre. Altså er det ikke loven, men alene den tro på Kristus, som evangeliet forkyn­der, der gør retfærdig.

      Dette skal man derfor lægge nøje mærke til på grund af modstanderne, som ikke har øje for, hvad det drejer sig om i Apostlenes Gerninger. Jeg læste også engang den bog uden at forstå noget som helst i den. Når du derfor i Apostlenes Gerninger eller noget som helst andet sted i Skriften læser eller hører ordet »hedningerne«, skal du vide, at det bør forstås ikke i sin naturlige, men i sin religiøse betydning om de mennesker, der ikke er under loven således som jøderne, men er uden lov. Således som der står ovenfor i kap. 2, 15: »Vi er af natur jøder og ikke syndere af hedensk byrd.« At hedningerne bliver retfærdiggjort ved troen vil altså ikke sige andet end dette, at mennesker, som ikke holder loven og gør dens gerninger, som ikke omskæres, ikke ofrer osv., bliver retfærdiggjort og modtager Helligånden. Hvorved? Ikke ved loven og dens gerninger - for de har ikke nogen lov - men af nåde og uden noget andet middel end alene ved at høre evangeliet.

      Kornelius og hans venner, som han havde kaldt sammen hos sig, gør således intet og pukker ikke på deres forudgåen­de (gode) gerninger, og alligevel modtog alle, som var der, Helligånden. Peter var den eneste, der talte. Selv sidder de og gør ikke noget, tænker ikke på loven, langt mindre overholder de den, er ikke bekymret for at lade sig omskære, men lytter blot med spændt opmærksomhed på Peter. Ved sin forkyndelse bringer han endog på synlig vis Helligånden ind i deres hjerter. For de talte og lovpriste Gud.

      Men her kunne en og anden indvende: Hvem ved, om det var Helligånden? Lad ham bare komme med sine indvendin­ger. Helligånden, der aflægger vidnesbyrd på den måde, lyver bestemt ikke, men viser derved, at Han regner hedningerne for retfærdige, og at Han ikke retfærdiggør dem på nogen anden vis end ved evangeliets røst alene, eller ved at de hører om troen på Kristus.

      Og i Apostlenes Gerninger kan man se, hvor voldsomt jøderne undrede sig over dette uhørte. For da de omskårne troende, der var kommet med Peter, så Helligånden blive udgydt som gave også til hedningerne i Kornelius' hus, blev de forbløffet. På samme måde gik de i Jerusalem i rette med Peter, fordi han var taget ind til uomskårne mænd og havde spist med dem. Men da de havde hørt Peter udførligt berette, hvorledes det var gået til, undrede de sig og priste Gud med disse ord: »Så har Gud også givet hedningerne frelsen« (ApG 11, 18).

      Men snakken og rygtet om, at Gud også gav hedningerne frelsen, var til at begynde med ikke blot uudholdelig, men desuden en meget stor forargelse for de troende jøder, som de havde svært ved at overvinde. For de havde dette fortrin frem for de andre folk, at de var Guds folk; »sønneudkårelsen og herligheden ... og gudstjenesten osv.« var deres (Rom 9, 4). Desuden gjorde de sig stor møje og flid med lovens retfærdighed, de »arbejdede hele dagen«, bar »dagens byrde og hede« (Matt 20, 12). Desuden havde de også de løfter, der var knyttet til opfyldelsen af loven. Derfor kunne de ikke lade være med at knurre mod hedningerne og sige: Se, hvordan hedningerne kommer der uden videre, uden »hede og byrde«, og de får samme retfærdighed og Hellig­ånd, som vi ikke har kunnet få ved vort arbejde, dagens hede og byrde. Vist har de arbejdet, men det var blot en time, og derved fik de snarere friske kræfter, end de blev udmattet deraf. Hvorfor har Gud da plaget os med loven, når den ikke i mindste måde var nyttig til retfærdighed? Nu foretrækker Han hedninger frem for os, der længe har været plaget af lovens åg. For vi, som er Guds folk, er blevet plaget hele dagen. Men de, som ikke er Guds folk, som ikke har loven og aldrig har gjort noget godt, gøres til vore ligemænd.

      Og derfor var det bydende nødvendigt med dette Apo­stelmøde i Jerusalem for at berolige jødernes sind. Skønt de troede på Kristus, hang denne antagelse nemlig meget fast i deres hjerter, at man skulle holde Mose lov. I den situation var det, Peter ud fra sin erfaring satte sig op imod dem og sagde: »Når Gud gav dem den samme gave som os, da de troede på den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulle kunne hindre Gud?« (ApG 11, 17). Og ligeså: »Gud, som kender hjerterne, gav dem vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os. Og Han gjorde ingen forskel imellem os og dem, idet han ved troen rensede deres hjerter. Hvorfor frister I da nu Gud, så I lægger et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har formået at bære?« (ApG 15, 8 ff.). Med disse ord kuldka­stede Peter på én gang hele loven, som ville han sige: Vi vil ikke holde loven. For det kan vi ikke. Men ved vor Herres Jesu Kristi nåde tror vi, at vi bliver frelst på samme måde som de. Således går Peter her helt op i påvisningen af, at Gud har givet hedningerne samme nåde som jøderne. Han mener: Mine brødre, vi behøver ikke holde loven. For da jeg for­kyndte for Kornelius, lærte jeg af egen erfaring, at Helligån­den bliver givet til hedningerne uden lov, alene ved at høre om troen. Derfor skal de på ingen vis besværes med loven, som hverken vi eller vore fædre har kunnet bære. I bør derfor også forkaste den mening, at frelsen kommer ved loven. Det gjorde de troende jøder da også efterhånden. Men de ugudelige blev ved forkyndelsen heraf endnu mere stødt, ja til sidst helt forhærdede.

      Således finder du i Apostlenes Gerninger apostlenes ud­redning, erfaring og forkyndelse samt ligeså deres eksempler til fordel for dette syn på sagen imod denne så fast forankre­de anskuelse om lovretfærdigheden. Ja, vi bør elske denne bog endnu mere og læse den med endnu større flid af den grund, at den indeholder de mest urokkelige vidnesbyrd, der med vished kan trøste os og give os mod over for papisterne, vor tids jøder, hvis afskyeligheder og narreværk vi bekæmper og fordømmer med vor lære, for at forherlige Kristi velgerninger og ære. Skønt papisterne ikke har noget fast at sætte op imod os (mens jøderne kunne indvende mod apostlene, at de havde modtaget loven og deres hele guds­dyrkelse fra Gud), forsøger de dog at forsvare deres ugude­lige overleveringer og afskyeligheder med en hårdnakkethed, der ikke er mindre end den, hvormed jøderne hævdede den lov, Gud havde givet dem. De fremhæver især, at de sidder på bispeembederne, og at det er dem, der har myndig­heden til at styre menighederne. Men det gør de for at gøre os til trælle og presse os til at sige, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved troen alene, men ved en tro, der gennem kærlighe­den har fået sin rette form. Men vi holder Apostlenes Ger­ninger op imod dem, så de kan læse dem og overveje, hvad der berettes der. Så skal de opdage, at hovedemnet og ind­holdet af denne bog er dette, at vi retfærdiggøres alene ved troen på Kristus, og at Helligånden bliver givet alene til den, der i tro lytter til evangeliets ord, ikke ved at loven bliver forkyndt eller dens værk gjort.

      Derfor lærer vi således: Selv om du, o menneske, faster, giver almisse, ærer dine forældre, adlyder øvrigheden, er din husherre undergiven osv., retfærdiggøres du dog ikke gen­nem dette. Det ord i loven: »Du skal ære din fader og din moder!« eller hvad andet man hører eller gør, retfærdiggør ikke. Hvad da? At høre brudgommens røst, at høre prædi­ken om troen. Når den prædiken bliver hørt, gør den retfær­dig. Hvorfor? Fordi den giver Helligånden, som retfærdig­gør.

 

Forskellen mellem lov og evangelium

Af dette kan man nok forstå, hvad forskel der er mellem loven og evangeliet. Loven bringer aldrig Helligånden, føl­gelig retfærdiggør den heller ikke. For den lærer alene, hvad vi bør gøre. Evangeliet derimod bringer Helligånden. For det lærer, hvad vi bør modtage. Derfor er lov og evangelium to lærer, der er helt modsat hinanden. At påstå at retfærdighed findes i loven, er derfor slet og ret at kæmpe imod evangeliet. For loven er en opkræver, der fordrer, at vi arbejder og giver. Den vil - kort sagt - have noget af os. Evangeliet derimod kræver ikke, men giver gratis og befaler os at tage imod, hvad der bliver tilbudt os, med fremstrakte hænder. Men at fordre er det stik modsatte af at give, at modtage det modsatte af at tilbyde, og de kan ikke være der samtidig. For hvad der gives, tager jeg imod. Men hvad jeg giver, tager jeg ikke imod, men jeg tilbyder det til en anden. Hvis evangeliet derfor er en gave og tilbyder en gave, kræver det altså intet. Og omvendt giver loven intet, men kræver endog det umulige af os.

      Her overfor sætter vore modstandere Kornelius' eksem­pel. Både »Sentensernes magister« og Erasmus i bogen »Om den frie vilje« taler om ham. De siger: Kornelius var ifølge Lukas en god mand, der frygtede Gud, gav mange almisser til folket og stadig bad til Gud. Altså fortjente han »af billighed« syndernes forladelse og at få sendt Helligånden. Jeg svarer: Kornelius var en hedning. Det kan modstanderne ikke nægte. For de ord, som Peter bruger i ApG 10, 28, vidner klart derom. »I ved, « siger han, »hvor utilbørligt det er for en jødisk mand at omgås en af et fremmed folk.« Han var altså en hedning, en uomskåren, en der ikke overholdt loven, ja som ikke engang tænkte på den; for den havde ikke noget med ham at skaffe. Og dog bliver han retfærdiggjort og modtager Helligånden. Og denne sag fremhæves, som sagt, i hele Apostlenes Gerninger, nemlig at loven slet ikke bidrager eller medvirker til vor retfærdighed.

      Det er altså tilstrækkeligt forsvar for artiklen om retfær­diggørelsen, at Kornelius var en hedning, en uomskåren, der ikke holdt loven. Følgelig blev han ikke retfærdiggjort ved loven, men ved at høre om troen. Altså retfærdiggør Gud uden lov. Og følgelig hjælper loven slet ikke til retfærdig­hed. Ellers ville Gud kun have givet Helligånden til jøderne, som havde loven og gjorde efter den, men ikke til hedninger­ne, som ikke havde den og langt mindre overholdt den. Men der skete det modsatte. Helligånden blev givet til sådanne, som ikke havde loven. Altså vidner den håndgribelige erfa­ring, at Helligånden bliver givet til dem, der ikke overholder loven. Altså kommer retfærdigheden ikke af loven. På denne måde gendrives indvendingen fra modstanderne, der ikke forstår det sande motiv til retfærdiggørelsen.

      Her indvender vore modstandere atter ved at sige: Lad være, at Kornelius var en hedning og ikke modtog Helligån­den gennem loven. Da teksten tydeligt siger, at han var retfærdig, gudfrygtig, gav almisser osv., er det dog sand­synligt, at han derigennem havde gjort sig fortjent til senere at modtage Helligånden. Jeg svarer: Kornelius var en retfær­dig og hellig mand i Gamle Testamentes forstand, fordi han troede på, at Kristus skulle komme, ligesom alle patriarker, profeter og fromme konger i Gamle Testamente var retfær­dige, fordi de på en hemmelighedsfuld måde havde modtaget Helligånden på grund af deres tro på, at Kristus skulle komme. Men disse sofister skelner ikke mellem tro på den Kristus, der skal komme, og tro på den Kristus, der er kommet. Selv om også Kornelius var død, inden Kristus blev åbenbaret, ville han dog ikke af den grund være blevet fordømt. For han havde da samme tro som patriarkerne, de der blev frelst alene ved tro på den kommende Kristus (ApG 15, 10 f.). Han forblev da en hedning, en uomskåren, uden loven, men dyrkede samme Gud som patriarkerne ved sin tro på den Messias, der skulle komme. Men fordi Messias allerede var kommet, måtte det nødvendigvis tilken­degives ham gennem apostelen Peter, at man ikke længere skulle vente på Messias; for han var allerede kommet.

      Og denne artikel om troen på den Kristus, der skulle åbenbares, og nu er åbenbaret, er det - for også i forbigående at minde om dette - særdeles nødvendigt at kende til. For efter at Kristus nu er åbenbaret, kan vi ikke længere blive frelst ved troen på den Kristus, der skulle komme, men må nødvendigvis tro på, at han allerede er kommet, har opfyldt alt (:hvad der var forjættet) og har afskaffet loven. Derfor måtte Kornelius også undervises i en ny tro, at nemlig Kri­stus allerede var kommet, mens troen før gik ud på, at han skulle komme. Således viger troen for troen, »fra tro til tro«, som det hedder i Rom 1, 17.

      Sofisterne tager derfor fejl, når de for at befæste deres lære om billighedsfortjeneste siger, at Kornelius fik nåden og modtog Helligånden ved sin fornufts og moralske vandels egen natur. For at han var retfærdig og gudfrygtig osv., er egenskaber, der ikke har hjemme i et hedensk eller naturligt, men i et åndeligt menneske, der allerede har troen. For hvis han ikke troede på Gud og frygtede ham, ville han ikke håbe på ved sin bøn at opnå noget af ham. Derfor prises Kornelius først og fremmest af Lukas for sin retfærdighed og guds­frygt, og så først for sine gerninger og almisser. Dette tog de (:sofisterne) ikke i betragtning, men greb blot ordene om, at han har givet almisser til de fattige, og bed sig fast i dem. For dette syntes dem at tale for antagelsen af en billighedsfortjeneste. Men først skal personen eller træet lovprises, og der­næst gerningerne eller frugterne. Kornelius er et godt træ, da han er retfærdig og gudfrygtig. Som følge deraf bærer han gode frugter, giver almisser og påkalder Gud. Og disse frugter er Gud velbehagelige, fordi han tror. Derfor priser englen ham for hans tro på den Kristus, der skulle komme, og flytter ham over fra tro på den kommende til tro på den allerede åbenbarede Kristus, da han siger: »Lad Simon hen­te, ... han skal sige dig osv.« (ApG 10, 5 f.). Ligesom Kornelius altså var uden loven, inden Kristus blev åbenba­ret, således antog han heller ikke loven, omskærelsen osv., efter at Kristus var blevet åbenbaret. Og ligesom han ikke før havde holdt loven, gjorde han det heller ikke siden hen. Beviset står altså helt fast: Kornelius blev retfærdiggjort uden loven, følgelig gør loven ikke retfærdig.

      På lignende vis var syreren Na'aman uden tvivl en god og from mand, der havde den rette forestilling om Gud. Og skønt han var en hedning og ikke hørte til Moses' rige, der dengang stod i sin fulde kraft, blev hans kød dog renset. Israels Gud åbenbarede sig for ham, og han modtog Hellig­ånden. For selv om han siger: »Nu ved jeg, at der intetsteds på jorden er nogen Gud uden i Israel« (2 Kong. 5, 15), gjor­de han dog slet intet, holdt ikke loven og blev ikke omskå­ret, men bad blot om så meget jord, som to muldyr kunne bære. For han siger således til profeten Elisa: »Din træl vil aldrig mere ofre brændoffer eller slagtoffer til nogen anden Gud end Herren. Men i én ting vil Herren nok bære over med sin træl. Når min herre går ind i Rimmons hus for at tilbede og støtter sig til min arm, og jeg så sammen med ham kaster mig til jorden i Rimmons hus, da vil Herren nok bære over med din træl i den ting.« Og profeten sagde til ham: »Drag bort i fred!« (2 Kong. 5, 17 f.). Således blev han retfærdig­gjort.

      Når en jøde hører dette, er han ved at revne af harme og siger: Mon en hedning skulle blive retfærdiggjort uden at have holdt loven og blive sidestillet med os omskårne?

      Og på denne måde angav Gud længe i forvejen, mens Moses' rige endnu bestod i sin fulde kraft, at han retfærdig­gør mennesker uden loven, således som Han sikkert retfær­diggjorde mange konger af Ægypten og Babylon, ligeså Job og andre folk fra Østen. Endelig blev også den meget store stad Nineve retfærdiggjort og modtog af Gud et løfte om frelse, at den ikke skulle gå til grunde. Hvorved? Ikke fordi den hørte og gjorde loven, men fordi den troede det Guds ord, som profeten Jonas forkyndte. For således lyder profe­tens ord: »Da troede folkene i Nineve på Gud og de udråbte en faste og klædte sig i sække« (Jonas3, 5), dvs. de gjorde bod. Vore modstandere springer rask over dette, at »de troede«, og dog ligger hele vægten på det. Du læser ikke i Jonas' profetskrift: Folkene i Nineve antog Mose lov, lod sig omskære, ofrede og gjorde alle lovens gerninger, men der­imod, at de troede og gjorde bod i sæk og aske.

      Dette skete, inden Kristus kom, mens det endnu var troen på den kommende Kristus, der rådede. Hvis hedningerne dengang blev retfærdiggjort og uden lov i det skjulte modtog Helligånden, skønt lovens samfund endnu bestod, hvorfor skulle så loven nu være påkrævet for at blive retfærdig? Efter at Kristus er kommet, er den dog sat ud af kraft.

      Dette bevis, der er hentet fra galaternes erfaring, er derfor meget stærkt: »Var det ved lovens gerninger, I modtog Ånden osv.?« For de nødes til at indrømme, at de ikke havde hørt noget om Helligånden, inden Paulus forkyndte for dem, men at de havde modtaget Ånden, da han forkynd­te evangeliet.

      Overbevist af vor egen samvittigheds vidnesbyrd nødes vi også i vore dage til at indrømme det samme, nemlig at Ånden ikke gives ved loven, men ved at høre om troen. For tidlige re, under pavedømmet, forsøgte mange med største flid og            møje at holde loven, kirkefædrenes bestemmelser og vedta­gelser og pavens overleveringer, og adskillige udmattede og ødelagde deres legemer i den grad - gennem deres strenge - og hyppige øvelser i nattevågen, faste, bøn osv. - at de siden ikke duede til at gøre noget som helst. Og derved opnåede de dog intet andet end jammerligt at plage sig selv. De kunne aldrig nå frem til at have en rolig samvittighed og fred i Kristus, men var stadig i tvivl om Guds vilje over for dem. Men nu da evangeliet lærer, at det ikke er loven og gerninger, der gør retfærdig, men troen på Kristus, har vi som følge deraf den helt sikre kundskab og indsigt, den gladeste sam­vittighed og det sandeste skøn over alle livets forhold og alle ting. Nu kan den troende med vished slå fast, hvad han før hen ikke kunne, at pavedømmet med alle dets munkeor­dener og overleveringer er ugudeligt. For der rådede så stor en blindhed i verden, at vi mente, de gerninger, som menne­sker havde udtænkt ikke blot uden, men endog imod Guds befaling, langt overgik de gerninger, som en embedsmand, en husfader, en lærer, en søn, en tjener osv. gør efter Guds befaling.

      Vi havde virkelig ud fra Guds ord burdet forstå, at papi­sternes munkeordener, som var det eneste, de kaldte helligt, var ugudelige, da der slet ikke er nogen befaling fra Gud eller noget vidnesbyrd i Den hellige Skrift om dem, og at derimod andre former for livsførelse, som er efter Guds ord og befa­ling, er hellige og indstiftet af Gud. Men dengang var vi ned­sænket i et så frygteligt mørke, at vi slet ikke kunne skønne ret om noget som helst. Nu derimod, da evangeliets lys stråler klart, kan vi bedømme alle slags livsførelser sikkert og ufejlbart. Ud fra Guds ord fælder vi den sikre dom, at tjenerstanden, som i verdens øjne er den allerringeste, er Gud meget mere velbehagelig end alle munkeordener. For Gud godkender, priser og pryder tjenerstanden med sit ord. Men det gør han ikke med munkestanden! Derfor bør dette bevis, der er taget fra vor erfaring, veje tungt også hos os. For skønt nogle under pavedømmet gjorde én slags gernin­ger og andre en anden slags - og det mange og besværlige gerninger - så kunne de dog aldrig være sikre på Guds velvilje imod dem, men var altid i tvivl. De kunne aldrig nå frem til at kende Gud, sig selv og deres kald, og de erfarede aldrig Åndens vidnesbyrd i deres hjerter. Men nu da evange­liets sandhed lyser op, får de en helt sikker kundskab om det alt sammen blot ved at høre om troen.

      Det er ikke uden grund, jeg taler så udførligt derom. For det lyder af så lidt, at vi får skænket Helligånden alene ved at høre om troen, og at der slet ikke kræves andet af os, end at vi skal afstå fra alle vore gerninger og blot lytte til evangeliet. Det kan menneskehjertet hverken forstå eller tro på, at noget så værdifuldt som Helligånden gives alene ved at høre om troen. Det ræsonnerer i stedet således: Syndernes forla­delse, udfrielsen fra synd og død, og det at modtage Hellig­ånden, retfærdighed og evigt liv er noget stort. Derfor skal du yde noget stort, så du kan få del i disse uudsigeligt sto­re gaver. Denne mening i vort hjerte godkender og fremhæ­ver Djævelen. Når fornuften derfor får at høre: Du kan in­tet gøre for at få syndernes forladelse, men skal blot høre Guds ord, så protesterer den straks og siger: O, du gør syn­dernes forladelse osv. til noget alt for ringe og foragtet. På den måde bevirker gavens størrelse, at vi ikke modtager den. Og fordi vi får tilbudt så stor en skat gratis, bliver den foragtet.

      Men vi bør udtrykkeligt lære dette, at syndernes forladel­se, Kristus og Helligånden gives blot ved at høre og for intet, uden at selv de største synder og mest uværdige gerninger kan hindre det. Og vi skal ikke se på, hvor stor gaven er, og hvor uværdige vi er. I så fald ville både gavens og uværdighe­dens størrelse afskrække os. Men vi skal betænke, at det behagede Gud at give os uværdige denne uudsigelige gave gratis. Som Kristus siger det i Luk 12, 32: »Frygt ikke, du lille hjord! For det var jeres Fader velbehageligt at give (han siger give) jer Riget.« Til hvem? Til jer uværdige, som er en lille hjord. Selv om jeg er lille og gaven stor, ja den allerstør­ste, bør jeg tænke på, at han, der giver den, også er stor, ja at han alene er stor. Når Han tilbyder og vil give, ser jeg ikke på min synd og uværdighed, men på giverens faderlige velvilje imod mig. Og jeg tager med glæde imod den store gave, og er glad og taknemmelig for den uudsigelige gave, der for intet blev givet til en uværdig, da han hørte om troen.

      Men fornuften tager som sagt anstød og siger: Dette at du lærer, at menneskene slet ikke skal gøre noget andet end høre Ordet for at få så umådelig stor en gave, synes at føre til for­agt for nåden og at gøre menneskene sikre, sløve og søvnige, så vi lader hænderne synke og slet ikke gør noget godt. Der­for er det ikke godt at forkynde dette, ej heller er det sandt. Derimod skal menneskene nødes til at arbejde, svede og drives til at blive retfærdige. Så skal de få denne gave. Dette er det samme, som pelagianerne i sin tid indvendte imod de kristne.

 

Lovens brug i kristenlivet (lovens tredje brug)

Men hør, hvad Paulus siger her: Det var ikke som følge af jeres anstrengelser og sved, ikke af lovens gerninger, I modtog Helligånden, men fordi I hørte om troen. Og hør endelig, hvad Jesus selv svarede Marta, da hun var meget bekymret og ærgerlig over, at hendes søster Maria, der sad ved Jesu fødder og lyttede til hans tale, overlod til hende alene at varte op. Han sagde: »Marta, du gør dig bekymring og uro med mange ting; men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende« (Luk 10, 41 f.). Man bliver ikke kristen ved at gøre, men ved at høre. Den, der vil øve sig i retfærdighed, skal derfor først øve sig ved at høre evangeliet. Når han har hørt og fattet det, skal han glad sige Gud tak. Og så først da øve sig i de gode gerninger, der er foreskrevet i loven, så at loven og gerningerne følger efter det at høre om troen. Og så vil han med tryghed kunne vandre i det lys, som er Kristus, og bestemt vælge og gøre gerninger, som ikke er hyklede, men i sandhed gode, og som han ved, behager Gud og er foreskrevet af ham. Og han vil foragte alle de gespenster, der hedder »selvvalgte gerninger«.

      Vore modstandere mener, at troen er noget helt ringe, ja slet intet. Men hvor vanskelig og besværlig den er, ved jeg og alle, der ligesom jeg griber den med alvor. Der siges rask væk, at vi modtager Ånden alene ved at høre om troen. Men det er ikke så let at høre, begribe, tro på det og holde det fast, som at sige det. Når du derfor hører mig sige, at Kristus, Guds lam, er ofret for dine synder, skal du se til, at du også virkelig hører det. Betegnende nok kalder Paulus det for at høre til tro, ikke ordet om troen, skønt der kun er ringe forskel. Der er altså tale om et ord, som du skal tro på, når du hører det, så ordet ikke blot er min tale, men høres af dig, trænger igennem til dit hjerte og bliver troet af dig. Så er det virkelig troen, der bliver hørt, og derigennem modtager du Helligånden. Men når du har modtaget den, skal du også døde dit kød.

      De fromme kender til, hvor gerne de ville holde det ord, de har hørt, fast med en stærk tro og udrydde forestillingen om loven og egenretfærdigheden. Men de mærker også til kampen med et kød, der af al magt står Ånden imod. For fornuft og kød vil simpelt hen hjælpe med. Dette »de bør omskæres og holde loven« kan ikke helt fjernes fra os, men bliver tilbage selv i alle frommes hjerter. Derfor foregår der en stadig kamp inde i de fromme mellem at høre om troen og lovens gerninger. For samvittigheden knurrer stadig og tæn­ker: Det er en alt for let vej, at der loves retfærdighed, Helligånd og evig frelse, blot man hører Ordet. Men prøv alvorligt på det, så skal du erfare, hvor let det er at høre ordet om troen. Vist er giveren stor og han giver »gerne og uden bebrejdelse« (Jak. 1, 5) store gaver. Men din evne (til at tage imod) er ringe og din tro er svag, så den hindrer dig i at tage imod den gave, du fik tilbudt. Men lad samvittigheden bare knurre og dette »bør« stadig vende tilbage. Du skal blot være udholdende og standhaftig, indtil du får overvundet dette »bør«. Når troen vokser på den vis, tager forestillingen om lovretfærdigheden af. Men dette kan ikke ske uden voldsom kamp.

     

v3 Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?

Efter at have afsluttet denne bevisførelse, nemlig at Ånden ikke gives ved lovens gerninger, men ved at høre om troen, begynder han nu at opmuntre og skræmme dem til at holde sig fra en dobbelt fare eller skade, idet han siger: »Er I så afsindige eller uforstandige, at I, skønt I begyndte i Ånden, nu vil slutte i kødet?« Og dette er den første fare. Den anden er den: Har I da prøvet så meget forgæves, osv. Og dette er sand veltalenhed: at afskrække fra farer og fortræd og samti­dig overtale til, hvad der er nyttigt, hæderligt og overkom­meligt. Han siger altså: »I har begyndt i Ånden, « det vil sige: jeres gudsfrygt begyndte og blev indført på dejligste vis, ligesom han også nedenfor siger: »I var godt på vej osv.« (5, 7). Men hvordan er det gået til? Nu vil I slutte af i kødet, ja I har allerede sluttet af i kødet.

      Paulus stiller her Ånd og kød over for hinanden. Og det er ikke den kødelige lyst, de dyriske lidenskaber eller det san­selige begær, han kalder for kød. For på dette sted taler han ikke om det kønslige begær (latin: libido) eller om andre kødelige begæringer, men om syndernes forladelse, om hvordan samvittigheden kan retfærdiggøres og man kan skaffe sig retfærdighed over for Gud og om frihed fra loven, synden og døden. Og dog siger han her, at de har forladt Ånden og sluttet af i kødet. Kødet er altså selve den kødelige retfærdighed og visdom, den fornuftsovervejelse, der søger retfærdiggørelse gennem loven. Alt det bedste og mest for­træffelige i mennesket kalder Paulus for kød, nemlig fornuf­tens højeste visdom og selve lovretfærdigheden.

      Og det sted skal man lægge vel mærke til, fordi papisterne med deres falske beskyldninger vender det imod os og siger, at vi under pavedømmet begyndte i Ånden, men efter at have giftet os slutter af i kødet, som om et virkelig åndeligt liv er at leve i cølibat eller ikke have en kone, og det derimod slet ikke hindrer et åndeligt liv, om man ikke kan nøjes med én skøge, men må have flere. De er uforstandige mennesker, der ikke forstår, hvad Ånd er, eller hvad kød er. Ånd er, hvad Ånden virker i os, kød hvad vi gør efter kødet, uden Ånden. Derfor er alle de kristnes pligter - som at elske sin kone, opfostre sine børn, styre sin husstand, ære sine foræl­dre, adlyde øvrigheden osv., hvad der for dem er noget verdsligt og kødeligt - Åndens frugter. De blinde menne­sker kan ikke skelne Guds gode skaberværk fra laster.

      Man skal også lægge mærke til dette, at Paulus siger, at galaterne har begyndt i Ånden. Der burde han vel tilføje det aktive: Vil I nu føre det til ende i kødet? Det gør han ikke, men siger passivisk: Vil I føres til ende i kødet? Så lidt retfærdiggør altså lovens retfærdighed, som Paulus her kal­der for kød, at de, der efter at have fået Helligånden ved at høre om troen, falder fra til lovretfærdigheden, føres til ende i den, det vil sige: de dør og går helt til grunde. De, der lærer menneskene at holde loven for at blive retfærdige ved den, de tilføjer dem derfor den største skade, selv om de ønsker at hjælpe samvittighederne. Skønt de vil hjælpe dem, er de årsag til, at de bliver fordømt.

      Men om end kun indirekte, angriber Paulus altid også de falske apostle. For de fremhævede loven og sagde: Alene tro på Kristus tager ikke synden bort, forsoner ikke Guds vrede og retfærdiggør ikke. Hvis I vil opnå de goder, skal I derfor ikke bare tro på Kristus, men samtidig holde loven, lade jer omskære, holde højtiderne, bringe ofre osv. Nej, netop derved, siger Paulus, slår I jeres uretfærdighed fast, vækker Guds vrede, føjer synd til synd, falder ud af nåden og forkaster den, slukker Ånden og slutter tillige med jeres disciple af i kødet. Dette er den første fare, som han vil skræmme galaterne bort fra. Han ønsker nemlig ikke, at de skal miste Ånden og fordærve den bedste begyndelse med den ringeste afslutning.

      Den anden fare eller skade er den:

     

v4 Er alt det sket med jer til ingen nytte?

Han vil dermed sige: I skal ikke blot betænke, hvor smukt I begyndte, og hvor ynkeligt I har opgivet den gode begyndel­se og løbet, der startede så godt, heller ikke blot, at I, da I faldt tilbage i syndens og dødens tjeneste, ja det elendige slaveri under loven, blev utro imod Åndens førstegrøde og frugter. Men I skal også betænke dette, at I har lidt meget for evangeliet og for Kristus. I har fået jeres ejendele konfiske­ret, er blevet spottet og forhånet og har været i fare for liv og legeme osv. For alt hos jer var i skønneste gænge og udvik­ling. I havde den rette lære, I levede helligt og led med roligt sind ondt for Kristi navns skyld. Men nu er såvel lære som tro, såvel handling som lidelse, såvel Ånden som dens frug­ter i jer gået til grunde.

      Det godtgør tilstrækkelig klart, hvilken ulykke lov- eller egenretfærdigheden fører med sig, nemlig at de, der stoler på den, med ét slag mister ufattelige goder osv. Og man må også beklage sig over, at nogen så hurtigt og så let kaster vrag på så stor en herlighed, samvittighedens tillid til Gud osv. Ligeså at nogen udholder så mange svære lidelser og farer for, hvad de ejer, hustru, børn, legeme og liv - og dog udholder det alt til ingen nytte og omsonst. Og ud fra disse to skriftsteder kunne man skrive en lovprisning af lov- eller egenretfærdigheden og gøre den uendelig stor, om man i detaljer ville belyse, hvad den Ånd er, som de begyndte i, og dernæst hvilke, hvor store og hvor mange lidelser de har udholdt for Kristi skyld. Men det kan ingen veltalenhed gøre rede for. De ting, som Paulus her taler om, er nemlig de allerstørste, nemlig Guds ære, sejren over verden, synden og Djævelen, retfærdighed og evigt liv - og på den anden side synden, fortvivlelse, den evige død og Helvede. Og alligevel kaster vi rask væk vrag på disse uvurderlige gaver og skaffer os dette frygtelige og aldrig ophørende onde på halsen, takket være de falske lærere, når de fra evangeliets sandhed fører os til vranglære. Og det er dem ikke bare en let sag at gøre det; men de gør det tillige under foregivende af stor fromhed.

     

v4 – hvis det da virkelig var til ingen nytte?

Ved denne rettelse mildner han sin tidligere, lovlig hårde irettesættelse. Og det gør han som en apostel, for ikke at gøre galaterne alt for opskræmte. Vel skælder han dem ud; men han gør det dog på en sådan måde, at han altid samtidig gyder olie på, så han ikke driver dem til fortvivlelse.

      Han siger altså: »Hvis det da virkelig er forgæves!« Me­ningen er: Jeg har slet ikke mistet håbet om jer. Men hvis I vil fortsætte - således som I har begyndt på - med at forlade Ånden og slutte af i kødet, det vil sige, stræbe efter lovret­færdighed - så skal I vide, at al jeres ære er unyttig og alle je­res lidelser har været forgæves. Men jeg bør tale ret strengt til jer, ret så voldsomt betone, hvad det drejer sig om og irette­sætte jer så skarpt, først og fremmest fordi sagens vigtighed kræver det. I skal nemlig ikke mene, at det er af ingen eller kun ringe betydning, om I efter at have forkastet Paulus' lære lytter til og antager en anden. Dog berøver jeg jer ikke alt håb, om blot I vil komme til fornuft igen. For snavsede og syge børn, der er fulde af bylder, skal man ikke forstøde, men behandle og pleje med større omhu end de sunde. Således skyder Paulus som en kyndig læge næsten al skylden over på de falske apostle, som denne skadelige sygdom jo stammede fra. Derimod behandler han galaterne ret blidt for ved denne mildhed at helbrede dem. Også vi bør altså efter Paulus' eksempel gendrive de syge sådan: behandle og fjerne deres sygdom således, at vi samtidig bringer dem trøst, for at de ikke ved en for hårdhændet behandling fra vor side skal bringes til at fortvivle.

       

v5 Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?

Dette bevis, som apostelen har hentet fra galaternes erfaring, glæder ham i den grad, at han nu efter at have skældt dem ud og skræmt dem bort fra en dobbelt ulykke, gentager det, om end med en tilføjelse, idet han siger: »Han, som meddelte osv.« Det vil sige: I har ikke blot modtaget Ånden ved at høre med tro, men alt, hvad I ved og har virket, har I fået ved at høre i tro. Meningen er: Det var ikke nok med, at Gud engang har givet jer Ånden. Men den samme Gud har stadig tilvejebragt og forøget Åndens gaver, så at Ånden, som I modtog engang, kunne vokse og være virksom i jer.

      Heraf fremgår tilstrækkelig klart, at galaterne har gjort undere eller i det mindste kraftgerninger, nemlig de troens frugter, som evangeliets sande lærlinge plejer at gøre. For andetsteds siger apostelen, at Guds rige består ikke i ord, men i kraft (1 Kor 4, 20). Men det er en kraftgerning ikke bare at kunne tale om Guds rige, men også i gerning at vise, at Gud er virksom i os. Således siger han ovenfor i kap. 2, 8 om sig selv: Han, som gav Peter kraft blandt jøderne, gav også mig kraft blandt hedningerne.

      Når en prædikant altså forkynder således, at Ordet ikke bliver uden sine frugter, men er virksomt i tilhørerne, det vil sige, når der følger tro, håb, kærlighed, tålmodighed osv., dér meddeler Gud Ånden og virker kraftige gerninger i tilhørerne. På tilsvarende vis siger Paulus her, at Gud har skænket galaterne Ånden og virket kraftgerninger i dem. Han mener: Gud virkede gennem min forkyndelse ikke blot, at I kom til tro, men også, at I levede helligt, bar mange troens frugter og led ondt. Ligeså er I ved den samme Andens kraft fra at være gerrige, horkarle, hidsige, utålmo­dige og fjendtlige osv. gjort gavmilde, kyske, milde, tål­modige og kærlige imod jeres næste. Derfor giver han dem i kap. 4 det vidnesbyrd, at de havde modtaget ham, Paulus, som en Guds engel, ja som Jesus Kristus selv, og at de havde elsket ham så højt, at de havde været rede til at rive deres øjne ud osv.

      Men at elske sin næste så brændende, at du for at han skal have det godt, er rede til at ofre penge, ejendele, øjne, liv og alt og desuden er rede til tålmodigt at udholde alskens gen­vordigheder osv., det er bestemt Åndens kraftige gernin­ger. Og de kraftgerninger har I taget imod og haft, siger han, inden de falske lærere kom til jer. Og I modtog dem ikke som følge af loven, men af Gud, der på den vis gav og dagligt forøgede Ånden, så evangeliet bredte sig på heldigste måde iblandt jer, så I lærte, troede, virkede og holdt ud. Når I ved det, fordi jeres egen samvittighed har overbevist jer derom, hvad er da årsagen til, at I ikke længere gør de samme kraftige gerninger som tidligere? At I nemlig ikke lærer ret, tror fromt, lever retfærdigt, gør gode gerninger og udholder ondt med tålmodighed? Hvem har fordærvet jer således, at I ikke er lige så kærlige over for mig som før? Nu ville I ikke modtage Paulus som en Guds engel, som Jesus Kristus, og I ville ikke rive jeres øjne ud for at give mig dem. Hvordan går det til, spørger jeg, at I ikke mere kappes til bedste for mig med så stor fyrighed, men nu frem for mig foretrækker de falske apostle, der forfører jer så jammerligt?

 

Luthers egen erfaring med reformationen

Således går det også os i denne tid. Da vi begyndte at forkynde evangeliet, behagede vor lære såre mange, og de nærede oprigtig ærbødighed over for os. På evangeliets for­kyndelse fulgte troens kraftige gerninger og frugter. Men hvad skete? Pludselig fremstod der sværmere, gendøbere og sakramenterere, og inden længe ødelagde de, hvad vi møj­sommeligt havde bygget op gennem lang tid, og de gjorde sindene selv hos dem, der før hen elskede os højt og tog imod vor lære med taknemmelighed, så fjendtlig stemt imod os, at intet nu er dem mere forhadt end vort navn. Men det er Djævelen, der har forvoldt dette onde. Han orker i dem, som er hans lemmer, nogle helt modsatte kraftgerninger, der ligger i strid med Helligåndens kraftige gerninger. Jeres erfaring, galatere, siger han, burde lære jer, at den slags store kraftgerninger ikke er kommet som følge af lovgerninger. For ligesom I ikke var i stand til at gøre dem, inden I hørte om troen, således er I heller ikke i stand til at gøre dem nu, da de falske apostle råder iblandt jer.

      Det samme kan vi også i vor tid sige til dem, der bryster sig af at være evangeliske og befriede fra pavens tyranni: Har I mon sejret over pavens tyranni og fået del i friheden i Kristus ved sværmernes hjælp eller igennem os, som forkyndte tro­en på Kristus?

      Hvis de vil indrømme, hvad der er sandt, nødes de til at sige: Bestemt gennem forkyndelsen af troen. Og det er sandt, at læren om troen på lykkeligste vis bredte sig, da vor forkyndelse begyndte. Aflad, skærsild, munkeløfter, mes­ser og lignende vederstyggeligheder blev styrtet omkuld og drog hele pavedømmets ødelæggelse med sig. Ingen kunne med rette fordømme os; for vor lære var ren, og til trøst og oprejsning for mange samvittigheder, der i lang tid havde været undertrykt af pavedømmets menneskelige overleve­ringer. Det var i sandhed en tyran og et torturkammer for samvittighederne. Derfor takkede mange Gud, fordi de ved evangeliet, som vi var de første til at forkynde dengang, var blevet revet ud af disse snarer og dette torturkammer for samvittighederne.

      Men da sektererne opstod - de der med ét slag ville vælte pavedømmet omkuld ved at fornægte Kristi legemlige nær­værelse i Den hellige nadver, vanhellige dåben, ødelægge billeder og afskaffe alle liturgiske skikke og således fordunk­le vort ry - da begyndte vor lære snart at komme i vanry. For der blev vidt og bredt sagt, at dens lærere var indbyrdes uenige. Og det var til anstød for virkelig mange og vendte dem bort fra sandheden, så papisterne fik håb om, at vi snart ville gå til grunde tillige med vor lære, da den ikke stod fast, og at de ved denne gunstige vending snart skulle genvinde kræfterne og nå frem til deres tidligere autoritet og anseelse.

      Derfor var det, de falske apostle på samme vis påstod og voldsomt fordrede, at galaterne, skønt de allerede var blevet retfærdiggjorte ved tro på Kristus, skulle omskæres og holde Mose lov, om de ville befries for deres synder og Guds vrede og få del i Ånden. Og dog belæssede de dem netop derved endnu mere med synder. For synder fjernes ikke ved loven, ej heller gives Ånden ved den. Loven virker nemlig kun Guds vrede (Rom 4, 15) og indjager frygt. Således er det med sekterne i vore dage. De ville sørge for den katolske dvs. almindelige kirkes vel og én gang for alle omstyrte pavedøm­met og helt lægge det i graven ved at afskaffe gudstjeneste­skikke, ødelægge billeder og bekæmpe sakramenterne. Men netop derved sørgede de ikke for kirken, men skadede den. De omstyrtede ikke pavedømmet, men gjorde det stærkere.

 

Artiklen om retfærdiggørelsen

Men om de, således som de var begyndt på, havde lært i overensstemmelse med os og med flid havde fremhævet artiklen om retfærdiggørelsen, at vi bliver retfærdiggjort hverken ved lovens eller vor egen retfærdighed, men alene ved troen på Kristus, så havde den ene artikel bestemt efter­hånden, således som, den var begyndt på, væltet pave­dømmet omkuld med dets broderskaber, aflad, munkeorde­ner, relikvier, gudsdyrkelser, helgenpåkaldelse, skærsild, messer, nattevågen, løfter og utallige andre af den slags afskyeligheder. Men de undlod at forkynde troen og den kristne retfærdighed og greb sagen helt anderledes an, til stor skade både for den sunde lære og for menighederne. Derfor er det gået dem, således som man plejer at sige med det tyske ordsprog om at fiske uden for nettet. De drev nemlig de fisk, der allerede var på vej til at blive indfanget med nettet, bort, fordi de ville gribe dem med deres bare hænder.

      Derfor er det ikke på grund af sekterernes larmen, men på grund af forkyndelsen af artiklen om retfærdiggørelsen, pa­vedømmet i vore dage rokkes og er ved at bryde sammen. Den artikel har ikke blot svækket Antikrists rige, men også holdt os oppe hidtil og forsvaret os imod dets magt. Og hvis ikke vi havde haft dette værn, ville sektererne for længst være gået under - og vi tillige med dem. Og dog erkender de så lidt denne velgerning, at de, som Salmen siger, forholder os den kærlighed, de burde nære til os, og angriber os med den største fjendtlighed (Sl 119, 5). Men artiklen om retfærdig­gørelsen går jo ud på, at vi alene ved troen på Kristus uden gerninger erklæres for retfærdige og bliver frelst. Hvis det er den sande grund til at blive retfærdiggjort - og det er det bestemt, i modsat fald må hele Skriften nødvendigvis ophæ­ves! - så følger deraf straks, at vi hverken ved munkevæsen eller ved munkeløfter, hverken ved messer eller ved nogen som helst gerninger kan blive erklæret for retfærdige. Uden at afskaffe noget ydre, uden oprør, uden nogen menneskelig magt og uden nogen form for angreb på sakramenterne, men alene ved Ånden falder da pavedømmet. Og denne sejr vindes ikke af os, men af Kristus, som vi forkynder og bekender.

      Selve begivenhedernes gang bekræfter dette, som jeg nu siger. For på den tid da pavedømmet først begyndte at gå på hæld og bryde sammen, da gjorde sektererne ingenting, men tav. For de kunne ikke andet. Men vi lærte og fremhævede intet andet end artiklen om retfærdiggørelsen, som da var ene om at formindske pavens magt og ødelægge hans rige. Men da sektererne så, at pavedømmet vaklede og var ved at bryde sammen, og at fiskene samlede sig ved nettet, ville de, ved med ét slag at vælte og helt ødelægge pavedømmet, berø­ve os æren og gribe fiskene, der havde samlet sig ved nettet, alle på én gang med deres bare hænder. Men deres arbejde var spildt. For de kunne ikke gribe dem, men jog dem bare bort. På samme vis som de falske apostle skaffede galaterne retfær­dighed ved deres lære om at holde loven, således væltede sektererne altså ved deres urostiftelse pavedømmet. Billeder og andre misbrug i kirken ville være faldet af sig selv, hvis de med flid havde forkyndt artiklen om retfærdiggørelsen. Men de blev drevet frem af lyst til tom ære. De ville nemlig gerne høre sagt om sig selv, at det var dem, der havde omstyrtet pavedømmet. Derfor forsømte de artiklen om retfærdiggø­relsen og anstiftede oprør, hvorved de næsten havde knust os og bestyrket papisterne i deres afskyeligheder. Sådan er resultatet af vor møje, når vi søger vor egen og ikke Guds ære.

      Den slags opstandelse og ydre tøjeri frygter hverken pa­ven eller Djævelen. Men læren om troen, som forkynder, at Kristus alene er sejrherren over synden, døden og Djævelen, er derimod noget, han er bange for. Thi den tilintetgør hans vælde og holder som sagt os oppe og er vort forsvar imod alle Helvedes porte. Og hvis vi ikke kunne støtte os til dette anker, ville vi ganske enkelt være tvunget til på ny at tilbede paven, og der ville ikke være nogen grund eller middel til at sætte sig op imod ham. For hvis jeg sluttede mig til sekterer­ne, ville min samvittighed være usikker. De sætter sig nemlig helt med urette op imod paven, da de søger deres egen og ikke Guds ære. Hvis jeg derfor ikke havde andre våben end dem, ville jeg ikke driste mig til at angribe pavedømmet og langt mindre vove at bilde mig ind, at jeg kunne ødelægge det.

      Men de (:sektererne) siger: Paven er Antikrist! Vist så, men han svarer igen, at han har læreembedet, at han har magten til at forvalte sakramenterne, til at binde og løse, og at han er i besiddelse af den magt med arvingens ret, fordi den er givet ham gennem håndspålæggelse lige fra apostlene. Derfor skubbes han ikke ned fra sin stol ved den slags ydre optøjer, men kun, hvis jeg taler sådan til ham: Pave, jeg skal kysse dine fødder og anerkende dig som ypperstepræst, hvis du vil tilbede min Kristus og indrømme, at vi får syndernes forladelse og evigt liv ved hans død og opstandelse, ikke ved at overholde dine påbud. Hvis du giver efter på dette punkt, skal jeg ikke berøve dig din krone og din magt. Hvis ikke, skal jeg bestandig råbe op om, at du er Antikrist, og hævde, at alle dine gudstjenesteskikke og fromhedsøvelser ikke blot er fornægtelse, men også den allerstørste gudsbespottelse og afgudsdyrkelse. Sådan griber sektererne ikke sagerne an. Man skal nemlig først og fremmest afsløre pavens ugudelige vederstyggeligheder, som han under skin af hellighed og fromhed har belemret hele verden med osv. Når jeg har gjort det, skal jeg se, hvad han så har tilbage. For jeg har taget kærnen bort og efterladt ham skallerne. De derimod frarø­ver ham skallerne, og lader ham beholde kærnen.

      Kort sagt, ligesom der ikke er nogen, der har gjort kraftige gerninger som følge af lovgerninger, således fører de ydre gerninger, som sektererne stadig gør gældende, ikke til andet end til oprør i menigheden, større forvirring og hindring for Ånden. Og det er noget, erfaringen tydeligt viser. For de har ikke kastet paven til jorden med deres ødelæggelse af billeder og bekæmpelse af sakramenterne, men blot gjort ham mere overmodig. Men ved Ånden, det er gennem vor forkyndelse af troen, der vidner om, at Kristus er givet hen for vore synder, er han blevet slået på flugt og fordrives stadig den dag i dag. Da må den retfærdighed, der stammer fra pavens love og slaveriet under dem, nemlig nødvendigvis gå til grunde.

      Alligevel har jeg ofte tilbudt og tilbyder stadig gerne at holde pavens love, når blot han lader dem være noget frivil­ligt og ikke binder samvittighederne til dem, så menneskene tror, at de bliver retfærdiggjort, når de har holdt dem, og bliver fordømt, når de ikke overholder dem. Men det gør han ikke. For hvis han ikke kunne binde samvittighederne til sine love, hvad blev der så af hans magt? Derfor sætter han alt ind på at holde samvittighederne fanget af og forpligtet på sine love. Derfor hedder det: Du kan ikke blive frelst, med­mindre du adlyder den romerske stol. Derfor al denne lyn og torden i bullerne. Den, der i ubetænksom dristighed vover at gå imod, skal vide, at han er hjemfalden til den almægtige Guds vrede osv. Dermed berøver han simpelt hen alle dem frelsen, som ikke adlyder hans love, og på den anden side lover han dem, der holder dem, evigt liv. Således tvinger han os ind i gerningsretfærdighedens garn under påskud af, at ingen kan retfærdiggøres og blive frelst, medmindre de har overholdt hans love. Kort sagt nævner han ikke troen med ét ord, men lærer blot sit eget. Men hvis han ville indrømme, at alle hans love intet duer med henblik på retfærdigheden over for Gud, så ville jeg til gengæld indrømme ham meget. Men da ville hans herredømme bryde sammen af sig selv. For om han mistede magten til at frelse og fordømme, ville han slet ikke længere være pave, men blot et skyggebillede.

      Hjertets retfærdighed er kort sagt uvidende om alle love, ikke blot pavens, men også Moses'. For den sande retfærdig­hed opnås ikke ved lovgerninger, men ved at høre i tro. Og på denne følger så Åndens kraftgerninger og frugter.

     

v6 Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«

Hidtil har Paulus argumenteret ud fra erfaringen. Og dette fra erfaringen hentede bevis fremhæver han kraftigt. I er, siger han, kommet til troen og har i denne tro gjort undere og udført mange fremragende kraftige gerninger, ja desuden lidt ondt. Alt det skyldes ikke loven, men Helligånden og er dens gerninger. Det blev galaterne tvunget til at indrømme. For de kunne ikke benægte, hvad der var sket for øjnene af dem og blev indgivet deres sanser. Derfor er beviset, der er hentet fra erfaringen eller fra troens virkninger hos galaterne selv, så overordentligt kraftigt og klart.

      Nu føjer han Abrahams eksempel til og nævner Skriftens vidnesbyrd. Det første er fra 1 Mos 15, 6: »Abraham troede Herren osv.« Dette sted betoner han kraftigt her ligesom i Rom 4, 2 Han siger: »Dersom Abraham blev retfærdiggjort af lovens gerninger, har han retfærdighed og ros, men ikke for Gud, « - derimod nok hos menneskene. For hos Gud har han synd og vrede. Men hos Gud blev han ikke retfærdig­gjort på grund af sine gerninger, men fordi han troede. »For Skriften siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Paulus fremhæver der dette skriftsted og giver det, således som det fortjener, en herlig udlægning. Han siger: Abraham blev ikke svag i troen og tog hverken sit eget svækkede legeme - han var jo næsten 100 år gammel - eller Saras udlevede moderliv i betragtning. Ej heller vaklede han i mistillid til Guds løfte, men blev styrket i troen og gav Gud æren, idet han var fuldt forvisset om, at Gud er mægtig til at holde, hvad han har lovet. Derfor blev det regnet ham til retfærdighed. Men at det blev regnet ham til retfærdighed, er ikke blot nedskrevet på grund af ham, men også for vores skyld osv. (Rom 4, 19 ff.).

      Og Paulus gør her troen på Gud til den højeste gudsdyr­kelse og den største lydighed, og af tro på Gud bringer han det største offer. Den veltalende kunne nok berømme dette skriftsted, og han skal få at se, at troen er almægtig og dens kraft umådelig og uendelig. For den giver Gud æren, og noget større kan man ikke give ham. At give Gud ære er nemlig at tro på ham, det er at holde ham for sanddru, vis, retfærdig, barmhjertig, almægtig, kort sagt at anerkende ham som ophav til og giver af alt godt. Det gør fornuften ikke, men troen gør det. Den fuldender guddommen og er for så vidt dens skaber - om ikke i Guds væsen, så dog i os. Uden troen mister Gud sin herlighed, visdom, retfærdig­hed, barmhjertighed osv. i os. Gud har kort sagt ingen majestæt og guddommelighed, hvor der ikke er tro. Og Gud fordrer ikke noget yderligere af mennesket, end at det giver ham ære og guddommelighed. Det vil sige, at det ikke anser ham for at være et tomt gespenst, men for at være en Gud, som ser, hører, forbarmer sig, hjælper osv. Når han har fået det, har Han sin guddommelighed hel og uantastet. Det vil sige: Han har alt, hvad et troende hjerte kan give ham. Og at kunne give Gud den ære, er den højeste visdom, retfær­dighed, fromhed og offer. Deraf kan man se, hvor stor en retfærdighed troen er - og omvendt, hvor stor en synd vantroen er.

      Troen retfærdiggør altså, fordi den giver Gud, hvad der tilkommer ham. Den, der gør det, er retfærdig. Det er jo på denne måde juraen definerer den som retfærdig, der »giver enhver, hvad der tilkommer ham«. For troen siger således: Jeg tror på dig Gud, når du taler. Men hvad siger Gud? Noget, der er umuligt, løgnagtigt, tåbeligt, ringe, underligt, afskyeligt, kættersk og djævelsk, hvis man går efter sin fornuft. For hvad er mere latterligt, dumt og umuligt, end at Gud siger til Abraham, at han skal få en søn af Saras ufrugtbare og allerede udlevede liv?

      Når Gud tilkendegiver, hvad der hører til troen, meddeler han således altid noget, der er helt umuligt og urimeligt, om man vil følge fornuftens skøn. Således forekommer det be­stemt fornuften latterligt og urimeligt, at der i Den hellige Nadver tilbydes os Kristi legeme og blod, at dåben er et bad til genfødelse og fornyelse i Helligånden, at døde står op på den yderste dag, at Kristus, Guds Søn, undfanges og bæres i en jomfrus moderskød, at han fødes og må lide den mest uværdige død på et kors, at han opvækkes og nu sidder ved Faderens højre hånd og har magt over Himmel og jord. For Paulus kalder evangeliet om den korsfæstede Kristus for korsets ord og prædikenens dårskab, som jøder holder for en forargelig og hedninger for en tåbelig lære osv. (1 Kor 1, 18 ff.). Således er fornuftens dom over alt, hvad der hører troen til. For den fatter ikke, at det er den højeste gudsdyr­kelse at høre Guds røst og at tro. Men hvad fornuften selv finder på og - som man siger - gør i en god hensigt og i selvopfunden fromhed, det mener den, er Gud velbehage­ligt. Når Gud taler, mener den derfor, at hans Ord er kætteri og Djævelens ord. For det forekommer fornuften at være urimeligt osv. Således er alle sofisters og sektereres teologi. Den måler Guds ord med fornuften.

      Men troen ofrer og dræber dette udyr, som hele verden og alle skabninger ikke kan dræbe. Således dræber Abraham det ved tro på det Guds ord, hvorved der blev lovet ham af­kom af den ufrugtbare og allerede udlevede Sara. Abrahams fornuft kunne ikke straks give sin tilslutning til dette ord, men måtte bestemt kæmpe inde i ham mod troen. Hans fornuft anså det nemlig for latterligt, urimeligt og umuligt, at Sara, der ikke blot allerede var halvfems år gammel, men også af natur ufrugtbar, skulle føde en søn. Sådan måtte troen bestemt kæmpe med fornuften i Abraham. Denne kamp havde troen sandelig med fornuften i Abrahams sind. Men troen sejrede i ham. Den dræbte og ofrede ham, vor medfødte, gudsfjendske fornuft, der var Guds værste og farligste fjende. Således skal alle fromme, der med Abraham træder ind i troens mørke, døde deres fornuft og sige: Fornuft, du er tåbelig og ved ikke, hvad der har med Gud at gøre. Derfor skal du ikke larme op imod mig, men holde mund, ikke fælde dom, men høre Guds ord og tro. Da ofrer de troende med deres tro det uhyre, der er større end verden, og bringer det som det Gud mest velbehagelige offer og tjeneste.

      Og i sammenligning med dette de frommes offer og guds­tjeneste er samtlige religioner hos alle hedninger og samtlige gerninger hos alle munke og gerningsretfærdige intet. For gennem dette offer døder de for det første fornuften, der af alle er Guds værste og mest uovervindelige fjende, fordi den foragter Gud og fornægter hans visdom, retfærdighed, kraft, ærlighed, barmhjertighed, majestæt og guddomme­lighed. Dernæst giver de ved det samme offer Gud æren, det vil sige: de tror, at Han er retfærdig, god, trofast, sanddru osv., og de tror, at Han kan alt, at alle hans ord er hellige, sande, levende, virksomme osv. Derfor kan der ikke findes nogen større, bedre eller mere gudvelbehagelig fromhed eller gudstjeneste end troen.

      De gerningsretfærdige, der ikke har tro, gør derimod mange ting; de faster, beder og lægger kors på sig selv og mener, at de ved disse ting formilder Guds vrede og fortjener nåde. Men de giver ikke Gud æren; for de mener ikke, at Han er barmhjertig og sanddru og holder sine løfter, men at Han er en vred dommer, der skal forsones ved deres gernin­ger. Og på denne måde foragter de Gud, beskylder ham for, at alle hans løfter er løgn, og fornægter Kristus og alle hans velgerninger. Kort sagt styrter de Gud ned fra hans trone og sætter sig selv i hans sted. For de ringeagter og foragter Guds ord og vælger i stedet en gudsdyrkelse og gerninger, som de selv kan lide. De fantaserer om, at Gud finder behag i dem, og håber at blive belønnet af ham på grund af dem. De ofrer ikke deres fornuft, Guds værste fjende, men puster liv i den og berøver Gud hans majestæt og guddommelighed. Den giver de i stedet til deres egne gerninger.

 

Retfærdiggørelsens to dele: troen i hjertet og Guds tilregnelse

Alene troen giver nemlig Gud æren. Det bevidner Paulus angående Abraham i Rom 4, 20, når han siger, at »Abraham blev styrket i troen, idet han gav Gud æren.« Og han tilføjer fra 1 Mos 15, at denne blev regnet ham til retfærdighed. Og dette gør han ikke hen i vejret. For den kristne retfærdighed består af disse to dele: troen i hjertet og Guds tilregnelse. Og vel er troen en iboende retfærdighed; men den er alligevel ikke tilstrækkelig. For selv efter at vi er kommet til tro, findes der stadig rester af synden i vort kød. Det offer, troen må bringe, begyndte i Abraham; men det fuldføres først i døden. Og derfor må den anden del af retfærdigheden nød­vendigvis også med for at fuldende den. Det er Guds tilreg­nelse. Troen giver nemlig ikke i sig selv Gud tilstrækkeligt; for troen er ufuldkommen. Ja, den er næppe nok en gnist af tro, der begynder på at indrømme, at Gud er Gud. Vi har kun modtaget Åndens førstegrøde, ikke dens fylde. Fornuf­ten dødes heller ikke helt i dette liv. Derfor er der stadig begær, vrede, utålmodighed og andre frugter af vort kød og vantroen tilbage i os. Og ikke engang de ret fuldkomne hellige har en fuldstændig og bestandig glæde i Gud; men de påvirkes på forskellig vis: snart er de bedrøvede, snart glade, således som Skriften vidner om for profeternes og apostlenes vedkommende. Men den slags fejl tilregnes ikke, fordi vi tror på Kristus. Ellers ville ingen blive frelst. Af disse ord »Og det blev regnet ham til retfærdighed« slutter vi altså, at retfærdigheden vel begynder, når vi kommer til tro; men fordi troen er svag, må den have Guds tilregnelse for at være fuldkommen. Derfor er troen begyndelsen på vor retfærdig­hed; men tilregnelsen fuldkommer den indtil Kristi dag.

      Også sofisterne drøfter en tilregnelse, når de taler om, hvordan en gerning modtages eller bliver antagelig for Gud. Men det gør de uden at holde sig til Skriften og i strid med den. For de henfører den blot til gerningen. De tager ikke hjertets urenhed og indre fordærv i betragtning, dets vantro, tvivl, foragt for og had til Gud. Og det er de værste uhyrer, kilderne og årsagerne til alt ondt. De tog alene hensyn til de ydre og grove laster og uretfærdige gerninger, som dog kun er bække, der udspringer fra de nævnte kilder. Derfor til­skriver de tilregnelsen til de gode gerninger og siger, at Gud antager sig vore gerninger, om ikke som noget, Han er skyldig at gøre, men af billighed. Vi derimod ser bort fra alle gerninger og bekriger hovederne på dette vilddyr, som kal­des fornuft. Den er nemlig det egentlige kildespring til alt ondt. Fordi den ikke frygter og elsker Gud eller stoler på ham, men i sikkerhed foragter ham. Og den røres hverken af hans trusler eller af hans forjættelser, den glædes ikke over hans ord og gerninger, men knurrer imod Gud, vredes på ham, dømmer og hader Gud. Den er kort sagt »fjendskab imod Gud« (Rom 8, 7) og giver ham ikke æren. Først når denne kræftskade er dødet, vil det være forbi med disse grove, ydre synder.

      Vi skal altså først og fremmest ved troens hjælp dræbe vantroen, foragten og hadet mod Gud, vor knurren imod hans vrede, hans dom og alle hans ord og gerninger. Så først dødes fornuften. For den kan ikke dødes ved noget andet end ved troen, som, idet den tror på Gud, giver ham æren, uden at søge at hindre ham i at tale sådant, som forekommer fornuften tåbeligt, urimeligt og umuligt, og uden at søge at hindre Gud i at afbilde sig selv anderledes, end fornuften kan mene eller forstå, nemlig således: Om du vil forsone mig, skal du ikke ofre mig dine gerninger og fortjenester, men tro på Jesus Kristus, min enbårne Søn, der er født, har lidt, er korsfæstet og død for dine synders skyld, så skal jeg antage dig og erklære dig for retfærdig. Og hvad der er tilbage af synd i dig, vil jeg ikke tilregne dig. Medmindre fornuften altså bliver ofret, og alle religioner og gudsdyrkelser under Himlen, som mennesker har udtænkt for at skaffe sig retfær­dighed for Gud, bliver fordømt, kan troens retfærdighed ikke bestå.

      Når fornuften hører dette, bliver den straks fornærmet, raser og viser sit fjendskab imod Gud, idet den siger: Gode gerninger har altså intet at sige? Jeg har altså arbejdet forgæ­ves og til ingen nytte båret dagens byrde og hede? Deraf kommer det, at hedninger, folk, konger og fyrster larmer op imod Herren og imod hans salvede (jfr. Sl 2, 2). Paven med sine munke vil ikke anses for at være faret vild, langt mindre finder han sig i at blive fordømt. Det samme gælder for tyrken osv.

 

Tro som fortrøstning

Til udlægning af den sætning: »Og det blev regnet ham til retfærdighed, « har jeg nævnt dette, for at de, der studerer Den hellige Skrift, skal kunne forstå, at den kristne retfær­dighed egentlig bør klart defineres således, at den er en fortrøstning til Guds Søn eller en hjertets fortrøstning til Gud ved Kristus. Og dertil skal føjes disse ord som et særligt kendetegn: den tro tilrevnes til retfærdighed for Kristi skyld. For de to udgør som sagt hele den kristne retfærdighed. Det ene er selve troen i hjertet. Den er en gave fra Gud og en indre tro på Kristus. Det andet er, at Gud regner den ufuld­komne tro for en fuldkommen retfærdighed på grund af Kristus, hans Søn, som har lidt for verdens synder, og på hvem jeg er begyndt at tro. Og på grund af denne tro på Kristus ser Gud ikke synden, der stadig er tilbage i mig. For så længe som jeg lever i kødet, er der virkelig synd i mig. Men imens skærmer Kristus mig under sine vingers skygge og udbreder den videste Himmel, nemlig syndernes forla­delse, ud over mig. Og under den lever jeg i tryghed. For den hindrer Gud i at se de synder, der stadig klæber ved mit kød. Kødet tror ikke på Gud, men er vred på ham, det har ikke sin glæde i ham osv. Men Gud overser disse synder, og det er, som om de i hans øjne ikke er synder. Og dette bevirker denne tilregnelse på grund af troen, hvormed jeg er begyndt at gribe om Kristus. For hans skyld regner Gud den ufuld­komne retfærdighed for en fuldkommen retfærdighed og synden, som dog virkelig er synd, for ikke at være synd.

      Således lever vi under Kristi køds »forhæng« (Hebr 10, 20). Han er vor skystøtte om dagen og ildstøtte om natten, så Gud ikke kan se vor synd. Og skønt vi ser den og mærker til samvittighedsnag, så bliver vi dog bevaret, når vi tager vor tilflugt til Kristus, vor midler og forsoner, ved hvem vi gøres fuldkomne. For ligesom alt er i ham, således har vi også alt i ham, som også udfylder alt i os. På grund af ham bærer Gud også over med alle vore synder og vil, at de skal være skjult, ret som om de ikke er synder. Fordi du tror på min Søn, siger Han, skal de synder, du har, dog være forladt, indtil du ved døden helt bliver befriet for dem.

      Dette lærepunkt om den kristne retfærdighed, som sofisterne ikke forstår og heller ikke kan forstå, skal de kristne være ivrige efter at kende helt og fuldt. Men de skal ikke tænke, at de lærer det fuldstændig på én gang. Derfor skal de gøre sig umage med at læse Paulus ofte og med største opmærksomhed, gennemgå ham nøje, og jævnføre det før­ste med det sidste, så de får den hele Paulus i sammenhæng. Så skal de finde, at sagen forholder sig således, at den kristne retfærdighed består af disse to dele: Først troen, som giver Gud æren, og dernæst Guds tilregnelse. Fordi troen som sagt er svag, må Guds tilregnelse komme til. Den består i, at Gud ikke vil tilregne den synd, der er tilbage, at han ikke vil straffe den eller fordømme os på grund af den, men dække over den og tilgive den, ret som om den slet ikke var der - og det ikke på grund af os, vor værdighed eller vore gerninger, men for Kristi skyld, ham, som vi tror på.

      Således er den kristne på én gang retfærdig og en synder, en hellig og en uren, Guds fjende og Guds barn. Disse modsætninger vil sofisterne ikke indrømme. For de forstår ikke, hvordan vi retfærdiggøres. Derfor er det, de har tvunget menneskene til at gøre gode gerninger, lige indtil de slet ikke mere mærker til nogen synd. Derved har de gjort de mange afsindige, som, skønt de af al magt forsøgte at blive helt retfærdige i deres indre, dog ikke kunne opnå, at det indtraf. Også utallige selv af dem, der var ophavsmænd til denne ugudelige lære, blev i deres dødsstund drevet til fortvivlelse. Således ville det også være gået mig, hvis ikke Kristus havde forbarmet sig over mig og havde udfriet mig af den vildfarel­se.

      Vi lærer derimod således, og trøster den modløse synder således: Broder, det er umuligt for dig at blive retfærdig i dette liv, så din krop skinner uden pletter som solen. Men du har stadig pletter og rynker, og dog er du hellig. Men du siger: Hvordan kan jeg være hellig, når jeg har synd og mærker til den? At du mærker til din synd og kender den, er godt. Tak Gud, og fortvivl ikke. Det er et trin på vejen til helbredelse, når den syge kender og bekender sin sygdom. Men hvordan kan jeg blive befriet for synden? Skynd dig til lægen Kristus, der helbreder de knuste hjerter og frelser syndere. Tro på ham. Hvis du tror, er du retfærdig. For da giver du Gud den ære, at Han er almægtig, barmhjertig, sanddru osv. Du retfærdiggør og lovpriser Gud. Du lader Ham kort sagt være Gud og tilskriver Ham alle ting. Hvad der er tilbage i dig af synd, vil ikke blive tilregnet, men skal tilgives dig for Kristi skyld - ham, som du tror på, og hvis hele væsen er retfærdighed. Hans retfærdighed er din, og din synd er hans.

      Derfor er hver kristen som sagt en ypperstepræst. For først ofrer og dræber han sin fornuft og kødelige sans, dernæst giver han Gud æren, at Han er retfærdig, sanddru, tålmodig, en der forbarmer sig og er barmhjertig. Og dette er den nye pagts stadige aften- og morgenoffer. Aftenofret er: at døde sin fornuft, og morgenofret: at give Gud æren. Således er de kristne dagligt og stadigt beskæftiget med forrettelsen af dette dobbelte offer. Og ingen kan tilstrække­ligt forkynde værdien og betydningen af den kristnes offer.

 

Retfærdigheden er uden for os

Derfor er dette en forunderlig rammende definition på den kristne retfærdighed, at den består i Guds tilregnelse eller regnen for retfærdig på grund af troen på Kristus eller for Kristi skyld. Og når sofisterne hører denne bestemmelse, ler de; for de forestiller sig retfærdigheden som en egenskab, der først er blevet indgydt og dernæst bredt ud til lemmerne. De kan nemlig ikke slippe fornuftens overvejelser, som si­ger, at retfærdighed består i at have et pålideligt skøn og en vilje, der vil det rette. Derfor overgår denne uudsigelige gave al fornuft, at Gud tilregner og anerkender ham for at være retfærdig, som blot med troen griber om hans Søn, der blev sendt til verden, født, led, blev korsfæstet osv. for os.

      Sagen er let at beskrive, nemlig at retfærdigheden ikke er inde i os som en indre egenskab, således som Aristoteles hævder, men at den er uden for os som Guds nåde og tilregnelse, og at vi ikke har nogen retfærdighed som indre egenskab - bortset fra den svage tro eller førstegrøde af tro, at vi er begyndt på at gribe om Kristus, men at der dog virkelig bliver ved med at være synd i os. Sagen er dog ikke pjat, men alvorlig og vigtig. For Kristus, som gives os, og som vi griber i troen, har ikke gjort noget ringe for os, han har heller ikke leget, men som Paulus har sagt det ovenfor: »Han elskede os og gav sig selv hen for os; han er blevet en forbandelse for vores skyld osv.« Men det er ikke nogen tom tankeleg, at Kristus er blevet givet hen for mine synder og er blevet en forbandelse for min skyld, for at jeg kan undgå den evige død. At gribe om denne Søn og tro på ham med hjertet, hvad der er en gave fra Gud, bevirker, at Gud regner denne tro, skønt den er ufuldkommen, for en fuld­kommen retfærdighed. Og her befinder vi os uden for for­nuften, i en helt anden verden, hvor der ikke er diskussion om, hvad vi bør gøre, og ved hvilken slags gerninger vi kan fortjene nåde og syndsforladelse. Men her er vi i den gud­dommelige teologi, hvor vi får dette evangelium at høre, at Kristus er død for os, og at vi regnes for retfærdige, når vi tror på det, uanset at der stadig er endog store synder tilbage i os.

      Således er også Kristi definition af retfærdigheden i Joh 16, 27. »Faderen selv elsker jer, « siger han. Hvorfor elsker han jer? Ikke fordi I har været farisæere, ustraffelige ifølge lovens retfærdighed, omskårne, fulde af gode gerninger og faste osv., men fordi »jeg har valgt jer ud af verden« (Joh 15, 19), og I har ikke gjort noget, bortset fra at »I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud« (Joh 16, 27). I har syntes om denne genstand for tro: »Jeg« som den, der er sendt fra Faderen til verden. Og fordi I har grebet denne genstand, derfor elsker Faderen jer, og I har hans velbehag. Og dog kalder Han jer andetsteds for onde og befaler jer at bede om syndsforladelse. Dette er indbyrdes modstridende, at en kristen er retfærdig og elskes af Gud og dog samtidig er en synder. For Gud kan ikke fornægte sin natur, det vil sige, Han kan ikke lade være med at hade synden og synderne. Det må Han nødvendigvis gøre; for ellers var Han uretfær­dig og elskede synden. Hvorledes kan disse to modstridende forhold da samtidig være sande: Jeg har synd og er i allerhø­jeste grad værdig til Guds vrede og had, og: Faderen elsker mig? Her er slet ingen formidling bortset alene fra midleren Kristus. Faderen, siger han, elsker jer ikke, fordi I er værdige til kærlighed, men fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Faderen.

      Således forbliver den kristne i ren ydmyghed og føler virkelig sin synd, og at han af samme grund er værdig til Guds vrede og dom og den evige død, således at han bliver ydmyget i dette liv. Men samtidig forbliver han dog i et rent og helligt overmod, i hvilket han vender sig til Kristus og fatter nyt håb gennem ham trods denne fornemmelse af Guds vrede og dom, så han tror, at han bliver elsket af Faderen - ikke for sin egen skyld, men på grund af Kristus, som han elsker.

      Af dette fremgår nu, hvorledes troen kan retfærdiggøre uden gerninger, og hvorledes tilregnelsen af retfærdigheden dog er nødvendig. Der er synder, som Gud i højeste grad hader, tilbage i os. Derfor må vi på grund af dem have den tilregnelse af retfærdighed, som vi får for Kristi skyld, han der er givet os og i troen er grebet af os. Dog næres og bæres vi altså hele livet igennem i den guddommelige barmhjertig­heds og langmodigheds skød, indtil dette syndens legeme bliver tilintetgjort, og vi på hin dag oprejses som nye. Da skal der være nye Himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Men under denne Himmel bor synden og de ugudelige, og selv de fromme har synd. Det er grunden til, at Paulus i Rom 7 klager over synden, der er tilbage hos de hellige, og dog siger han i kap.8, 1, at der ikke er nogen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus. Hvem kan forene de vold­somme modsætninger, at synden i os ikke synder, at den fordømmelige ikke skal fordømmes, at den forkastede ikke skal forkastes, at han, der er værdig til evig vrede og død, ikke skal lide straf? Det kan den eneste midler mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus, således som Paulus siger: »Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus« (Rom 8, 1).

     

v7 Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner.

Dette er en ledende tanke hos Paulus og hans vigtigste strids­punkt over for jøderne, at de troende, derimod ikke de, der er af hans kød og blod, er Abrahams børn. Dette strids­punkt betoner han her og i Rom 4 og 9. For dette var jødernes største fortrøstning og stolthed: Vi er Abrahams sæd og hans børn. Han var omskåret og holdt loven, derfor skal vi, hvis vi vil være ægte børn af Abraham, efterligne vor far osv. Det var visselig en særlig ære og i høj grad en kilde til fortrøstning at være Abrahams børn. For ingen kan be­nægte, at Gud har talt til Abrahams sæd og om Abrahams sæd. Men dette fortrin var ikke til nogen nytte for de vantro. Derfor er det også, Paulus her især kæmper imod dette argument og berøver jøderne denne store fortrøstning, hvad netop han kunne gøre, fordi han var Guds udvalgte redskab. For om det havde været os, der fra begyndelsen af skulle drøfte sagen med jøderne uden Paulus, havde vi nok ikke udrettet ret meget.

      Således kæmper han altså imod fortrøstningen hos jøder­ne, der i hovmod praler: Vi er Abrahams sæd. Vist så. Abraham var omskåret og holdt loven; det samme gør vi. Det indrømmer jeg, men hvad så? Mon I af den grund er retfærdige og frelste? På ingen vis. Lad os gå til patriarken Abraham selv og se, hvordan han blev retfærdig og frelst. Det skete bestemt ikke på grund af hans fortræffelige dyder og hellige gerninger, ikke fordi han havde forladt sit fædre­land, sine slægtninge og sin fars hus, ikke fordi han på Guds befaling var rede til at ofre sin søn Isak, i hvem han havde fået løfte om afkom, men fordi han troede på Gud. Han blev altså ikke retfærdiggjort gennem noget andet end troen. Hvis I altså ønsker at blive retfærdiggjort ved loven, skulle jeres far Abraham så meget mere blive retfærdiggjort ved loven. Men han kunne hverken blive retfærdig eller få syn­dernes forladelse uden ved at tro. Da dette ifølge Skriftens vidnesbyrd er sandt, hvorfor strider I da for lov og omskæ­relse og hævder, at vi får retfærdighed og frelse gennem loven, da jo selv far Abraham, jeres ophav og overhoved, som I er så stolte af, blev retfærdiggjort og frelst ved troen alene? Hvad kan der anføres imod dette bevis?

      Ved hjælp af denne sætning: »De, som er af tro, disse er Abrahams børn, « drager Paulus den følgeslutning, at blodets bånd eller den kødelige sæd ikke gør os til Abrahams børn. Ingen bliver af Gud anset for at være barn af den Abraham, som er Guds tjener, som Gud udvalgte og som blev retfær­diggjort ved troen, på grund af sin kødelige afstamning, siger han. Men de skal være hans børn for Gud, der er, som faderen var. Men han er troens far, og han begyndte ikke at blive retfærdig og Gud velbehagelig, fordi han kunne avle børn, eller fordi han havde omskærelsen og loven, men fordi han troede Gud. Den, som vil være barn af den troende Abraham, skal altså også selv tro. Ellers er han ikke en søn af den udvalgte, antagne og retfærdiggjorte Abraham, men blot af den børneavlende, som ikke er noget andet end et menneske, der er undfanget, født og opvokset i synd, uden syndernes forladelse, uden tro, uden Helligånden, ligesom alle andre mennesker og altså fordømt. På samme måde forholder det sig med de sønner, der på kødelig vis er født af ham. De har ikke andet fra deres far end kød og blod, synd og død. De er altså også selv fordømte. Derfor er denne pralen med at være af Abrahams sæd tom og unyttig.

      Denne bevisførelse belyser Paulus i Rom 9 også med eksempler fra Skriften. Dem søger jøderne ganske vist at undgå: Ismael og Isak, begge var efter naturen Abrahams sæd og hans sønner, og dog udelukkes Ismael, som dog i lige så høj grad som Isak var født af Abraham, og som skulle have haft førstefødselsretten, om den kødelige fødsel gav noget fortrin og gjorde nogen til Abrahams børn. Og Skrif­ten siger: »Efter Isak skal dit afkom nævnes« (1 Mos 21, 12). Således blev der også, mens Esau og Jakob endnu var i deres mors liv og hverken havde gjort godt eller ondt, sagt: »Den ældste skal tjene den yngste« (1 Mos 25, 23), og »Jeg har elsket Jakob og hadet Esau« (Mal. 1, 2 f.). Det er altså åben­lyst, at de, der er af tro, disse er Abrahams børn.

      Men en og anden kan indvende, således som jøder og visse vrøvlehoveder i vore dage plejer det, at ordet tro på hebraisk betyder sandhed, og at det følgelig med urette bliver frem­hævet af os. Dernæst indvender de, at stedet fra 1 Mos 15 taler om noget ydre, nemlig om løftet om afkom. Derfor skal det blot forstås om Abrahams tro, at det er altså forkert af Paulus at tage det til indtægt for vor tro på Kristus. Ligeså kan de også spottende sige, at det sted, som Paulus anfører fra Habakkuk, taler om tro på hele synets opfyldelse, ikke bare om tro på Kristus; men Paulus anfører det om dette. Endelig kan de henvise til hele det 11 kapitel i Hebræerbre­vet om troen og troens forbilleder. Således mener nogle »kloge hoveder«, at de er meget vise, siden de har bemærket, at det hebraiske ord ikke betyder tro, men sandhed, og desuden at det sted i 1 Mos, som Paulus anfører, taler om Abrahams tro på løftet om afkom, ikke om troen på Kristus. Og deraf vil de godtgøre, at Paulus' citater og beviser intet beviser. De er ivrige efter tom ære og jager efter ros og efter at overbevise om deres visdom og lærdom der, hvor de mindst af alt burde gøre det. Men lad os af hensyn til de enfoldige svare på deres spottende indvendinger.

      På den første svarer jeg således: Tro er ikke andet end hjertets sandhed, det vil sige, at hjertet har den rette forestil­ling om Gud. Men at tænke ret om Gud kan alene troen, ikke fornuften. Og et menneske tænker ret om Gud, når det tror på hans ord. Når det uden støtte i Guds ord, men ud fra sin egen fornuft vil måle Gud og tro på ham, har det derimod ikke sandheden om Gud og kan derfor hverken tænke eller dømme ret om ham. Således har munken ikke en sand, men en falsk og ugudelig tanke om Gud, når han forestiller sig, at hans kutte, tonsur og løfter behager Gud, og at Han aner­kender dem og på grund af dem giver ham nåde og evigt liv. Altså er sandheden selve troen, der dømmer ret angående Gud, at Gud nemlig ikke tager hensyn til vore gerninger og retfærdighed, da vi er urene, men vil forbarme sig over os, se i nåde til os, antage sig os, retfærdiggøre og frelse os, hvis vi tror på hans Søn, som Han sendte til at være forsoning for hele verdens synder. Dette er den sande forestilling om Gud og slet ikke andet end troen selv. Med min fornuft kan jeg ikke fatte eller være forvisset om, at jeg bliver taget til nåde på grund af Kristus. Men jeg hører dette blive forkyndt gennem evangeliet og griber det ved hjælp af troen.

 

Patriarkernes tro var den samme som vores

På den anden indvending svarer jeg, at Paulus med rette anfører skriftstedet fra 1 Mos 15 om troen på Kristus. For alle de tidligere (:den gamle pagts) løfter var indesluttet i den Kristus, der skulle komme. På samme vis var patriarkernes tro også indesluttet i ham. Patriarkernes tro var altså den samme som vor, ifølge ApG. 15, 10 f. og 1 Kor 10, 4. Dette bevidner Kristus også selv, da han i Joh 8, 5 6 siger om Abra­ham: »Abraham frydede sig til at se min dag, og han så den og glædede sig.« Patriarkernes tro holdt sig dog til Kristus, der skulle komme, ligesom vor holder sig til ham, der allerede er kommet. Abraham blev i sin tid retfærdiggjort ved tro på den kommende Kristus. Hvis han levede i vore dage, ville han blive retfærdiggjort ved tro på den allerede åbenbarede og nærværende Kristus. På samme måde, som jeg ovenfor har sagt om Kornelius, der først troede på den kommende Kristus, men efter at han var blevet undervist af Peter troede på, at han allerede var kommet. De adskilte tider betyder ingen forskel i troen, Helligånden og gaverne. For der var og er altid den samme vilje og forestilling om Kristus hos de hedengangne fædre og deres nulevende børn. Således har også vi en kommende Kristus, som vi tror på på samme vis, som Gamle Testamentes patriarker gjorde det. For vi for­venter, at han, som vi allerede tror, er kommet til vor frelse, skal komme i herlighed på den yderste dag for at dømme levende og døde. Derfor er der heller ikke andre end de nævnte tåbelige kværulanter, der tager anstød af, at Paulus giver denne henvisning.

      Det er dog på ingen måde tilladt os at nøjes med tro på en kommende Kristus, undtagen for så vidt som vi forventer ham som forløseren, der på den yderste dag skal befri os fra alt ondt. For om vi gjorde det, ville vi tro på en Kristus, der endnu ikke var blevet åbenbaret, men som endnu stadig venter på at blive åbenbaret. Og på den vis ville vi fornægte Kristus, fornægte Helligånden og gøre Gud til en løgner. For ved at gøre det ville vi, ligesom jøderne gør, aflægge vidnesbyrd om, at Han endnu ikke har skænket, hvad Han har lovet.

      Som sagt er det altså med rette, Paulus henfører skriftste­det fra 1 Mos 15 om Abrahams tro til en tro på Kristus. For begge hold, såvel Abraham og de andre patriarker som vi, retfærdiggøres ved tro på Kristus, de ved tro på den kom­mende, vi ved tro på den nærværende Kristus. Nu taler vi nemlig om retfærdiggørelsens væsen og begrundelse, og den er den samme for begge parter, uanset om Kristus er kom­met eller skal komme. Det er altså tilstrækkeligt, at Paulus viser, at ikke loven, men troen alene retfærdiggør, hvad enten det er en tro på den kommende eller på den nærværen­de Kristus.

      Også i vor tid er Kristus for nogle nærværende og for andre den, der skal komme. For de, der tror, er han nærvæ­rende eller kommet; men for de vantro er han endnu ikke kommet og er til ingen nytte for dem. Hvis disse hører Kristi ord og tror, bliver han nærværende for dem, retfærdiggør og frelser dem.

      Efter altså at have udelukket alt andet, siger Paulus, både fornuften, loven, gerningerne og afstamningen fra fædrene, ved I af dette eksempel med Abraham og af Skriftens klare vidnesbyrd, at de er Abrahams børn, som er af tro, hvad enten de er jøder eller hedninger. For, som han siger i Rom 4, 17, Abraham fik løfte om at arve verden, nemlig om, at ved hans sæd skulle alle jordens slægter blive velsignet, og at han skulle blive kaldt folkenes fader. Og for at jøderne ikke med urette skulle udlægge dette ord »folkenes« alene om sig selv, har Skriften taget sig i agt ved ikke blot at sige »folkenes fader«, men »jeg skal gøre dig til fader til en mængde folk« (1 Mos 17, 5). Følgelig er Abraham ikke blot far til jøderne, men også til hedningerne.

      Heraf fremgår, at Abrahams børn ikke alene er børnene af hans kød, da han ikke er far til hedningerne efter kødet, men hans tros børn, således som Paulus forklarer i Rom 4, 17: »Jeg har sat dig til mange folkeslags fader, over for Gud, som du troede på.« Paulus antager to Abraham'er, nemlig den avlende og den troende. Abraham har børn og er far til mange folk. Hvor? Over for Gud, fordi han tror, og ikke over for verden, fordi han avler. For i det forhold er han bare en Adams søn, en synder eller, om det kommer højt, en, der øver retfærdighed efter loven og lever efter sin fornuft, det vil sige som et menneske. Men dette har ikke noget med den troende Abraham at skaffe.

      Dette eksempel med Abraham har samtidig at gøre med Den hellige Skrift, som siger, at vi bliver retfærdige ved troen. Der er derfor en dobbelt grund til, at denne bevisfø­relse er overordentlig stærk, nemlig både Abrahams eksem­pel og Skriftens autoritet.

     

v8 Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige,

Dette hører med til det ovennævnte bevis. Men Paulus vil sige dette: I jøder bryster jer umådeligt af loven og hæver over al måde Moses op til skyerne, fordi Gud talte til ham i busken osv. (2 Mos 3, 4). Ligesom mange jøder bestemt meget overlegent praler over for os og siger, således som jeg har hørt mere end én gang: I kristne har apostle, pave, biskopper osv. Vi jøder har patriarker, profeter, ja Gud selv, som har talt til os i busken, på Sinaj, da Han gav os loven, i templet osv. Kom I bare med denne herlighed og et sådant vidnesbyrd, der taler for jer imod os osv. Dertil svarer Paulus, hedningernes apostel: Denne jeres pral og selvforherligelse er intet værd. For Skriften er kommet den i forkøbet og har længe inden loven forudset, at hedningerne ikke skulle retfærdiggøres ved loven, men ved velsignelsen fra Abrahams sæd, fordi der, som Paulus siger det nedenfor, blev lovet ham afkom 430 år, inden loven blev givet. Og det løfte om velsignelse, der var blevet givet til Abraham, kunne loven, der blev givet så mange år senere, ikke gøre ugyldigt eller forælde; men det stod fortsat ved magt og skal bestå evigt. Hvad kunne jøderne svare på det?

      Dette er et særdeles kraftigt bevis. Det er nemlig hentet fra et helt sikkert spand af år. Løftet om velsignelse blev givet til Abraham 430 år, inden Israels folk modtog loven. For der blev sagt til Abraham: »Fordi du har troet på Gud og givet ham ære, derfor skal du blive far til mange folk.« Da blev Abraham ved Guds løfte gjort til far til mange folk, og han fik verden i arv til sine børn, inden loven blev til. Hvorfor bryster I, galatere, jer da af, at I får syndernes forladelse, bliver børn og får jeres arv ved hjælp af loven, som efter et langt åremål, nemlig 430 år, fulgte på løftet?

      I dåben får vi løfte om frelse. »Den, som tror og bliver døbt, osv.« (Mark 16, 16). Hvis nogen, således som sværmerne i vore dage gør det, ville benægte, at et barn får retfærdighed og frelse, så snart som det er døbt, og har sat løftet ud af kraft på denne måde: Det gælder først, når mennesket er nået til sin fornufts fulde brug og nu kan gøre gode gerninger og ved at gøre godt opnå, hvad der stilles i udsigt i løftet, og ligeså er dåben ikke et tegn på Guds gode vilje imod os, men blot et kendetegn, der adskiller de troende fra de vantro osv. - han, der sagde sådan, ville rive dåben helt løs fra frelsen og i stedet tilskrive vore gerninger denne. Således gjorde de falske apostle og deres lærlinge. Ud over alle grænser forkyndte de om loven og dens herlighed, men forbigik med foragt løftet, der var blevet givet til Abraham 430 år inden loven. De ville ikke erkende, at Abraham, som de dog roste sig af som hele folkets fader, ikke blev retfærdiggjort ved noget andet end ved troen alene, endnu mens han var uomskåren og levede så mange århundreder inden loven, således som Skriften helt klart siger det i 1 Mos 15, 6: »Abraham troede Gud osv.« Senere hen, da han allerede var blevet regnet for retfærdig på grund af troen, omtaler den i kap. 17, 10 omskærelsen, når den siger: »Dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og jer osv.« Med dette bevis gendriver Paulus altså de falske apostle med fynd og klem og viser helt klart, at Abraham var blevet retfærdiggjort ved troen uden og inden sin omskærelse og 430 år inden loven. Det samme drøfter han i Rom 4, nemlig at Abraham blev regnet for retfærdig inden sin omskærelse, og at han altså har været retfærdig, mens han stadig bar forhud - og altså meget mere inden loven.     

      Skriften har altså vel forudset jeres praleri og skryden om lov - og gerningsretfærdigheden og er kommet det i forkø­bet. Hvornår? Inden omskærelsen og loven. For loven blev givet 430 år efter løftet, da Abraham ikke blot var blevet retfærdiggjort uden loven, men også var død og begravet.

      Og hans retfærdighed uden lov bestod ikke kun indtil loven, men skal bestå lige til verdens ende. Men hvis hele det jødiske folks far blev retfærdiggjort uden loven og inden loven, så bliver børnene langt snarere retfærdiggjort på sam­me måde som faderen. Altså kommer retfærdigheden af troen, ikke ved hjælp af loven.

     

v8 fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.«

Disse herlige og strålende sætninger: »Abraham troede osv.«, »Jeg har gjort dig til far osv.« og lignende, som i højeste grad forherliger troen og indeholder løfter om ånde­lige ting, forbigår jøderne ikke blot i hast, men de gør endog nar af dem og forvansker dem ved hjælp af deres dumme og ugudelige forklaringer. For de er blinde og forhærdede. Derfor ser de ikke, at der på disse steder er tale om troen på Gud og om retfærdigheden for Gud. Med den samme forvendthed sætter de også dette fremragende skriftord om den åndelige velsignelse ud af kraft: »I dig skal alle folk blive velsignet.« For at velsigne er efter deres udlægning at lovpri­se, at ønske lykke og berømmelse osv., som f.eks.: Velsig­net være du, jøde, som er født af Abrahams sæd! eller: Velsignet være du, fremmede, som dyrker jødernes Gud og slutter dig til dem! De mener altså, at velsignelse ikke er noget andet end ros og ære i denne verden, at den består i, at man kan rose sig af at nedstamme fra Abrahams slægt og familie. Men dette er at forvanske og ikke at udlægge Skrif­tens ord. Paulus beskriver og stiller os for øje den troende, retfærdige, åndelige Abraham, som har løftet og ikke farer vild i sit gamle kød, og som ikke er født af Adam, men af Helligånden med disse ord: »Abraham troede Gud.« Det er om denne ved troen fornyede og ved Helligånden genfødte Abraham, Skriften taler og siger, at han skal blive en far til mange folk; ligeså, at alle folk skal gives ham i arv, når den siger: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 12, 3).

      Dette fremhæver Paulus stærkt, og det samme gør Skrif­ten, når den i 1 Mos 15, 6 siger: »Abraham troede osv.« Den giver altså retfærdighed til den troende Abraham. Skrif­ten taler altså om Abraham, således som han er for Gud. I denne nye redegørelse beskrives en ny Abraham, der ikke har noget at gøre med ægteseng, ægteskab og kødelig avling, og han fremstilles, således som han er for Gud, nemlig som en troende, der retfærdiggøres ved troen og som, fordi han tror, får tilsagt af Skriften: »Du skal blive far til mange folk«, og »I dig skal alle folk blive velsignet.« Dermed siger Paulus, at Skriften kommer al jødernes æresyge og praleri om loven i forkøbet og træder den under fode, da arveretten til folkene blev givet til Abraham ikke gennem loven og omskærelsen, men forud for dem af troen alene.

      Derfor er jødernes praleri, hvorved de vil anses for velsig­nede, fordi de er Abrahams sæd og børn, ganske ubegrun­det. Vist er det for verden et overordentligt fortrin at være Abrahams sæd (Rom 9, 4 f.), men ikke i Guds øjne. Derfor forvansker jøderne på ugudelig vis dette skriftord om velsig­nelsen, når de blot udlægger det om en kødelig velsignelse. For Skriften taler helt åbenlyst om en velsignelse, der er åndelig og for Gud, og den hverken kan eller bør forstås anderledes. Således hedder det: »De skal velsignes i dig.« I hvilket »dig«? I dig, den troende Abraham, eller i din tro eller i den kommende Kristus, din sæd, som du tror på, skal - siger jeg - alle folk blive velsignet. Det vil sige, alle folk skal blive dine velsignede børn på samme måde, som du er velsig­net, således som der står skrevet: »På samme vis skal dit afkom være« (1 Mos 15, 5).

      Deraf følger, at Abrahams velsignelse og tro er den samme som vor, at Abrahams Kristus er den samme som vor, og at Kristus er død for Abrahams synder såvel som for vore, Joh 8, 56: »Abraham så min dag og glædede sig.« Alt er altså det samme. Derfor skal vi på ingen måde give jøderne lov til at afsvække og forvanske ordet velsignelse. Selv ser de Skrif­ten gennem et dække. Derfor tager de ikke i betragtning, hvad eller hvorom det drejer sig i de løfter, der blev givet til fædrene. Især skal vi lægge mærke til dette, nemlig at Gud ikke talte med Abraham om loven, ikke om noget, der skulle gøres, men om noget, der skulle tros, det vil sige, at Gud talte med ham om løfter, der skal gribes med troen. Hvad gør Abraham? Han tror på disse løfter. Hvad gør Gud med den troende Abraham? Han regner ham hans tro til retfær­dighed og føjer oven i købet flere løfter til: »Jeg er din beskytter«, »I dig skal blive velsignet osv.«, »Du skal blive far til mange folkeslag«, »Således skal dit afkom blive«. Disse beviser er uigendrivelige. Ingen kan komme uden om dem, hvis de overvejer Skriftens mening omhyggeligt og med alvor.

     

v9 Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.

Hele eftertrykket ligger på ordene »sammen med den troen­de Abraham«. For han skelner klart mellem Abraham og Abraham, idet han af en og samme person gør to, som om han siger: En er den Abraham, der gør gerninger, en anden den, der tror. Vi har intet at gøre med den, der gør gernin­ger. For hvis han er blevet retfærdiggjort som følge af sine gerninger, skal han have ære, men ikke hos Gud. Denne avlende Abraham, der gør gerninger, er omskåret og holder loven, kan vel være af betydning for jøder. For os er den anden Abraham derimod af betydning, nemlig den troende, om hvem Skriften forkynder, at han ved sin tro har vundet retfærdighedens velsignelse, og at han har fået løfte om den samme velsignelse for alle, der tror ligesom han. Dernæst får Abraham, men vel at mærke den troende, løfte om verden. Følgelig skal hele verden velsignes, det vil sige, få retfærdig­heden tilregnet, om den tror, ligesom Abraham.

      Men velsignelse er intet andet end evangeliets løfte. Og at alle folk skal velsignes vil sige, at alle folk skal få velsignelsen at høre, eller at velsignelsen fra Gud, nemlig hans løfte, skal forkyndes ved evangeliet og udbredes til alle folk. Og fra dette sted har profeterne med åndelig indsigt øst mange profetier, som Sl 19, 5: »Himlens røst når over jorden vide osv.« Alle profetier om Kristi rige og om evangeliets ud­bredelse over hele jorden stammer kort sagt fra dette skrift­ord: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« osv. - At hedningerne bliver velsignet, betyder derfor, at de får ret­færdighed og bliver regnet for retfærdige, hvad der kun sker gennem evangeliet. For Abraham blev ikke retfærdiggjort på anden vis end ved at høre løftets, velsignelsens og nådens ord. Ligesom Abraham altså fik retfærdighed tilregnet ved at høre om troen, således får også alle hedninger den, og såle­des tilregnes den den dag i dag. For det er det samme Guds ord, der først blev bekendtgjort for Abraham og siden for alle folk.

 

Præsteembedet uddeler velsignelsen

At velsigne er altså at forkynde og belære om evangeliets ord, at bekende Kristus og udbrede kundskab om ham til andre. Dette er kirkens præsteembede og stadige offer i den nye pagt. Den uddeler denne velsignelse ved at forkynde, forvalte sakramenterne, give afløsning, trøste og fremstille det nådens ord, som Abraham havde, og som var hans velsignelse. Det var jo, da han troede på det, han modtog velsignelsen! På samme vis bliver også vi velsignet, når vi tror på det. Og denne velsignelse er ære, ikke for verden, men for Gud. For vi får at høre, at vore synder er os forladt, at Gud antager sig os, at Gud er vor far og vi hans børn, som Han ikke vil vredes på, men befri fra synden, døden og alt ondt og give retfærdighed, liv og herredømme. Og angående den velsignelse taler profeterne også vidt og bredt. De betragtede nemlig ikke de løfter, der var blevet givet til fædrene, med samme ligegyldighed som de ugudelige jøder og vore dages sofister og sekterere. Men de læste dem med den største opmærksomhed og betonede dem, og alt, hvad de spåede om Kristus og hans rige, har de øst af denne kilde. Som f.eks. denne profeti hos Hoseas (Hos. 13, 14): »Jeg vil udløse dem af døden. Jeg vil være din død, o død osv.« Dette og lignende steder hos de andre profeter hidrører alle fra disse løfter, i hvilke Gud havde lovet fædrene, at slangens hoved skulle blive knust, og alle folk blive velsignet.

      Om hedningerne altså er velsignede, det vil sige, om de regnes for retfærdige for Gud, skal synden og døden bestemt vige bort, og i stedet for dem skal der komme retfærdighed, frelse og evigt liv - ikke på grund af gerningerne, men på grund af troen på Kristus. Derfor taler skriftstedet 1 Mos 12, 3: »I dig skal alle jordens folkeslag velsignes« osv. - som sagt ikke om velsignelse med munden, som er at ønske godt for en og lykønske, men om en sådan velsignelse, som medfører tilregning af en retfærdighed, der gælder for Gud og løskøber fra syndens forbandelse og fra alle syndens følger. Men den velsignelse gives alene gennem troen. For teksten siger udtrykkeligt: »Abraham troede osv.« Det er altså en rent åndelig velsignelse og den eneste velsignelse, der gælder for Gud, selv om den også bliver forbandet af verden. Det er derfor et kraftigt skriftsted, at de, der er af tro, skal få den velsignelse, der blev lovet til den troende Abraham. Og således kommer Paulus jødernes indvending i forkøbet. De praler nemlig med den avlende Abraham, der gør gerninger og er retfærdig over for mennesker, ikke med den troende.

 

Kristus som gave og som forbillede

Men ligesom jøderne blot bryster sig af den Abraham, der gør gerninger, således fremstiller paven alene en Kristus, der gør gerninger eller er et eksempel. Den, der vil føre et fromt liv, han skal, siger han, vandre, således som Kristus vandre­de, i overensstemmelse med Kristi eget ord i Joh 13, 15: »Jeg har givet jer et eksempel, for at ligesom jeg gjorde ved jer, skal I også gøre.« Vi benægter ikke, at de fromme skal efterfølge Kristi forbillede og gøre gode gerninger. Men der­igennem bliver de ikke retfærdige over for Gud. Og Paulus er heller ikke begyndt på at drøfte, hvad vi bør gøre, men hvordan vi bliver retfærdiggjort. Dér skal alene Kristus stil­les frem som den, der dør for vore synder og opstår for vor retfærdigheds skyld (sml. Rom 4, 25), og han skal gribes af troen som en gave, ikke som et forbillede. Dette fatter fornuften ikke. Ligesom jøderne ikke efterlignede den Abraham, der troede, men ham, der gør gerninger, således ser og griber derfor papisterne og alle gerningsretfærdige ikke den Kristus, der retfærdiggør, men ham, der gør ger­ninger. Og derved fjerner de sig blot endnu længere fra Kristus, fra retfærdigheden og fra frelsen. Men for begge parter gælder det, om de vil frelses, da skal de første efter­ligne den Abraham, der troede, og de sidste gribe om den Kristus, der retfærdiggør og frelser. Det var ham, Abraham selv greb om, og på grund af ham blev han velsignet.

      Det var bestemt en overordentlig herlighed, at Abraham på Guds befaling fik omskærelsen, at han var udrustet med herlige dyder, at han i alle forhold adlød Gud, ligesom det er højst rosværdigt og en lykke at efterfølge den Kristus, der gør gerninger, at elske sin næste, at gøre vel imod dem, der ikke fortjener det, at bede for sine fjender og tålmodigt at finde sig i utaknemmeligheden hos dem, der gengælder godt med ondt. Men det har intet at gøre med retfærdigheden for Gud. Abrahams udmærkede gerninger hjalp ham ikke til at blive erklæret for retfærdig over for Gud, og ligeså gør Kristi efterfølgelse heller ikke os retfærdige for Gud. For til at være retfærdig for Gud kræves der en langt højere pris end den menneskelige eller lovens retfærdighed. Her må vi have Kristus til at velsigne og frelse os, ligesom Abraham havde ham til at velsigne sig og som sin frelser. Hvordan? Ikke ved gerninger, men ved troen. Derfor er den troende Abraham noget helt andet end den Abraham, der gør gerninger, og den velsignende og genløsende Kristus noget helt andet end et forbillede. Men Paulus taler her om Kristus som genløse­ren og om den troende Abraham, ikke om Kristus som forbillede og om den Abraham, der gør gerninger. Derfor er det betegnende, at han kraftigt betoner tilføjelsen: »De, som er af tro, velsignes sammen med den troende Abraham.« Den troende og den virkende Abraham skal altså holdes så langtfra hinanden som Himlen fra jorden. Den troende er et helt og holdent guddommeligt menneske, Guds barn og arving til verden. Han har besejret verden, synden, døden, Djævelen osv., og kan derfor ikke prises tilstrækkeligt. Vi skal ikke lade den troende Abraham være gemt bort i graven, således som han er det for jøderne, men berømme ham med de kraftigste lovprisninger og forkynde om ham og fylde Himmel og jord med hans navn, så vi for denne troende Abraham slet intet ser af den Abraham, der gør gerninger. For når vi taler om den troende Abraham, er vi i Himlen. Men når vi siden gør, hvad den virkende Abraham gjorde, nemlig hvad der var menneskeligt og jordisk, ikke guddom­meligt og himmelsk - undtagen for så vidt som det var givet ham af Gud - færdes vi blandt mennesker på jorden. Således opfylder hver kristen Himmel og jord med sin tro, så at han ikke kan se noget andet end den.

      Fra ordet »de skal blive velsignet« henter Paulus nu et nyt bevis nemlig ud fra dets modsætning. For Skriften er fuld af modsætninger. Og det er en opgave for et begavet menneske at bemærke modsætningerne i Skriften og at kunne tolke Skriften ved hjælp af dem. Ligesom ordet »velsignelse« her straks bringer sin modsætning, nemlig forbandelse, med sig.

      For når Skriften siger, at alle folk skal velsignes, når de står i troen eller i den troende Abraham, så følger nødvendigvis, at alle, jøder såvel som hedninger, er forbandet, når de er uden for troen eller den troende Abraham. Da løftet om velsignel­se til alle folk jo blev givet til Abraham, må ingen forvente at få velsignelsen noget andet sted end i det løfte, der blev givet til Abraham og nu ved evangeliet er blevet bekendtgjort ud over verden. Hvad der befinder sig uden for dette løfte, er altså forbandet. Dette lærer Paulus med al tydelighed, når han siger:

 

v10 For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse,

Forbandelsen er altså en art syndflod, der fører alt, hvad der er uden for Abraham, med sig - det vil sige, hvad der er uden for troen og det løfte om velsignelse, som Abraham fik. Men hvis selv loven, der på Guds befaling blev givet ved Moses, bevirker, at de, som står under den, er hjemfaldne til forbandelse, så gør de love eller overleveringer, som den menneskelige forstand har fundet på, det i meget højere grad. Den, der altså vil undgå forbandelse, skal gribe løftet om velsignelse eller Abrahams tro, eller også forblive under forbandelsen. Af dette skriftord »I dig skal velsignes osv.« følger altså, at alle folk, der har levet inden, samtidig med og efter Abraham er forbandet og skal forbandes i evighed, hvis ikke de bliver velsignet i Abrahams tro, den der fik løftet, der skal bekendtgøres for hans sæd.

      Dette er meget nyttigt at vide. For det formår at trøste samvittighederne. Desuden lærer vi at holde troens retfær­dighed så langt som muligt adskilt fra kødets eller den bor­gerlige retfærdighed. For Paulus beskæftiger sig ikke her med det borgerlige område, men med det teologiske og åndelige, vort forhold til Gud; dette være sagt for at ikke nogen tåbe skal vrøvle op om, at Paulus forbander eller fordømmer de borgerlige love og dem, der beklæder et embede. Her er Hieronymus i forlegenhed, fordi han ikke kan sige noget, der har med sagen at gøre. Og sofisterne er på dette punkt mere stumme end fisk. Derfor skal læserne mindes om, at det her ikke drejer sig om borgerlige love og skikke eller om samfundsforhold. De er Guds ordninger og noget godt, som Skriften andetsteds godkender og lovpriser. Men her drejer det sig om den åndelige retfærdighed, hvor­ved vi bliver retfærdige for Gud og kaldes Guds børn i Himmeriget. Det drejer sig kort sagt ikke her om det legem­lige liv, men om det evige, hvor man ikke skal håbe på velsignelse eller søge retfærdighed ved loven, menneskelige overleveringer eller hvad som helst, der ellers kan nævnes i dette liv, men på løftet til Abraham om velsignelse. De borgerlige love og ordninger skal bestå på deres eget plan og område. En husfar og en øvrighedsperson kan give de aller­bedste og skønneste love. Men de befrier dog ikke fra for­bandelsen over for Gud. Riget Babylon var oprettet af Gud, overgivet til konger og havde de bedste love. Og alle folk havde fået befaling om at adlyde dem. Ikke desto mindre befriede lydigheden imod de love ikke for forbandelsen fra Guds lov. På samme vis adlyder vi de kejserlige love. Men vi er ikke dermed retfærdige for Gud; for her befinder vi os på et andet område.

      Det er ikke uden grund, jeg betoner denne adskillelse således. For det er til stor gavn at opretholde den, skønt kun få iagttager og overholder den. Da er det let at sammenblan­de den himmelske og den borgerlige retfærdighed. Inden for den borgerlige retfærdighed skal man tage hensyn til love og gerninger. Men når det drejer sig om den åndelige, guddom­melige og himmelske retfærdighed, skal alle love og gernin­ger ryddes bort, og man skal alene se på løftet og velsignelsen til Abraham. Den fremstiller Kristus som forsoneren, den, der skænker nåde, og som Frelseren. Således skal den åndeli­ge retfærdighed uden at tage hensyn til lov og gerninger udelukkende have nåden og velsignelsen for øje - den der blev tilbudt og givet ved Kristus, ligesom den var blevet lovet til Abraham og troet af ham.

      Heraf er det let at se, at dette er et meget stærkt bevis. For hvis man skal håbe på og modtage velsignelsen alene gennem Kristus, følger nødvendigvis omvendt, at man ikke kan modtage den ved lovens hjælp. De, der er under loven, modtager derfor ikke velsignelsen, men forbliver forbande­de. For velsignelsen blev givet til den troende Abraham inden og uden loven. Men i den samme tro, hvormed han troede på den velsignende Kristus, der skulle komme, tror vi på den nærværende. Og således retfærdiggøres vi ved troen, ligesom Abraham blev retfærdiggjort ved troen. De, der er under loven, er følgelig under forbandelse.

      Dette kan paven og biskopperne ikke holde ud at høre. Men det passer sig ikke for os at tie. For vi bør tale sandhed og sige, at pavedømmet er forbandet, og at kejserens love og retsvæsen er forbandet. For ifølge Paulus er alt ud over løftet og Abrahams tro forbandet. Når vore modstandere hører dette, tolker de vore ord forkert, som om vi lærer, at man ikke skal vise øvrigheden ære, men i stedet opfordrer til oprør mod kejseren, fordømmer alle love, opløser staterne og splitter dem ad osv. Men de gør os den største uret. For vi skelner mellem legemlig og åndelig velsignelse. Det er nemlig en velsignelse at have herredømme, love og borgerli­ge ordninger, at have hustru, børn og hjem. For det er alt givet af Gud som hans gode skaberværk. Men vi kan ikke ved denne legemlige velsignelse, der hører tiden til og får ende, blive befriet fra den evige forbandelse. Dog fordøm­mer vi ikke af den grund lovene. Vi er heller ikke oprørske mod kejseren, men lærer, at han skal adlydes, frygtes, hædres og vises ærefrygt - men på det borgerlige livs område. Når det derimod gælder vort teologiske lærepunkt, som har at gøre med retfærdigheden for Gud, siger vi bestandig ligesom Paulus, at alt, hvad der er uden for Abrahams løfte og tro, er forbandet og forbliver under Himlens evige for­bandelse, da man jo kan forvente et liv efter dette og en anden velsignelse end den legemlige.

      Vi siger kort sagt, at alt er Guds gode skabninger. Derfor er det at have en kone, børn og formue, at have love, borgerlige ordninger og skikke velsignelser fra Gud inden for dets område, det vil sige, de er timelige velsignelser, der har med dette liv at gøre. Men alle tiders gerningsretfærdige, jøder, papister, sekterere osv. sammenblander og forvirrer disse ting, fordi de ikke skelner mellem legemlige og åndeli­ge velsignelser. Derfor siger de: Vi har loven. Den er god, hellig og retfærdig. Følgelig retfærdiggøres vi ved hjælp af den. Hvem benægter, at loven er god osv.? Men samtidig er den også forbandelsens, syndens, vredens og dødens lov. Derfor skal der her skelnes på denne vis: Gud har en dobbelt velsignelse, en legemlig for dette liv og en åndelig for det evige liv.

      Derfor siger vi, at det er en velsignelse at have ejendom, børn osv.; men det hører til på sit trin og tjener til det nærværende liv. Men til det evige liv er det ikke nok, at vi har legemlige velsignelser. For også de ugudelige har en overflod af dem. Det er ikke nok, at vi har en borgerlig retfærdighed, da selv de mest ugudelige jo udmærker sig ved den. Disse sine gaver strør Gud frit ud til verden, blandt onde og gode på samme vis som »Han lader sin sol gå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfær­dige« (Matt 5, 45). For Han er rig mod alle. Og det er kun en ringe sag for ham at lægge hele den skabte verden under de ugudeliges fødder, Rom 8, 20: »Skabningen blev underlagt forgængeligheden, ikke med sin vilje.« De, der blot har disse legemlige velsignelser, er derfor ikke af den grund Guds børn eller i åndelig forstand velsignede for Gud ligesom Abraham. Men de er inde under forbandelsen. Som Paulus siger: »Så mange som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse.«) Og Paulus havde kunnet sige som et alment udsagn: Alt, hvad der er uden for troen, er under forbandelse. Det gør han ikke. Men han tager, hvad der uden for troen er den bedste, største og skønneste blandt verdens legemlige velsig­nelser, nemlig Guds lov. Skønt den er hellig og givet af Gud, siger han, udretter den dog intet andet end at lægge alle mennesker ind under forbandelse og holde dem forvaret under forbandelse. Men hvis den guddommelige lov lægger mennesker under forbandelse, så gør ringere love og velsig­nelser det i endnu højere grad. Og for at man rigtig tydeligt skal kunne forstå det, som Paulus kalder for at være under forbandelse, beviser og forklarer han dette ved et vidnesbyrd fra Skriften og siger:

 

v10 for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.«

Med dette bevis fra 5 Mos 27 vil Paulus vise, at alle, som er under loven eller under lovens gerninger, er forbandede eller under forbandelsen, det vil sige: under synden, Guds vrede, den evige død og alt ondt. For han taler, som jeg ovenfor har sagt, ikke om den legemlige eller borgerlige, men om den åndelige og evige forbandelse, der nødvendigvis må være en forbandelse til evig død og Helvede. Og dette er en forun­derlig bevisførelse. For Paulus beviser den bekræftende sæt­ning: »Så mange, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse, « ved hjælp af denne benægtende, som han har taget fra Moses: »Forbandet hver den, der ikke bliver i alle de ting osv.« Der er altså to helt modstridende sætninger, henholdsvis af Paulus og af Moses. Paulus siger: Alle, som gør lovens gerninger, er forbandede. Og Moses: Alle, som ikke gør lovens gerninger, - er forbandede. Hvor­dan kan de bringes til at stemme overens, eller hvad der er endnu mere: Hvordan kan den ene bevises ved hjælp af den anden? Hvad skulle det være for en bevisførelse, spørger jeg, hvis jeg ville bevise denne sætning: Hvis du holder Guds bud, skal du gå ind til livet, ved hjælp af denne: Hvis du ikke holder Guds bud, skal du gå ind til livet! Og dog bærer Paulus sig netop sådan ad med sin bevisførelse her. Ingen kan forstå dette sted, hvis han ikke til gavns har fattet artiklen om retfærdiggørelsen. Vel sveder Hieronymus til­strækkeligt over det. Men han forlader det uden at have forklaret det.

      Uden tvivl har Paulus drøftet denne sag mere indgående, mens han var hos galaterne. Ellers ville galaterne ikke have forstået, hvad Paulus mener, da han her blot berører sagen i forbigående og i korthed. Men fordi de tidligere havde hørt Paulus forklare den, kommer de ved nu at blive påmindet om den straks i tanke derom. Disse to sætninger er nemlig ikke i modstrid, men i fuld overensstemmelse med hinan­den. For også vi lærer på samme vis: »Ikke lovens hørere, er retfærdige for Gud; men lovens gørere skal retfærdiggøres.« Og på den anden side: De, der handler efter loven, skal blive fordømt. Artiklen om retfærdiggørelsen siger nemlig: »Alt, hvad der er uden for Abrahams tro, er forbandet.« Og dog skal lovens retfærdiggørelse opfyldes i os (Rom 8, 4). For det menneske, der ikke kender noget til læren om troen, synes de at være helt indbyrdes modstridende og ikke at lyde anderledes end denne helt urimelige sætning: Hvis man opfylder loven, opfylder man den ikke; men hvis man ikke opfylder den, opfylder man den.

      Derfor skal man først lægge mærke til, hvilket område Paulus beskæftiger sig med, hvad han siger, og hvorledes han ser på Moses. Han beskæftiger sig jo, således som jeg ofte har sagt, med det åndelige område, hvad der ikke har med det borgerlige liv og alle dets love at gøre. Han ser på Moses med andre øjne end hyklerne og de falske apostle og udlægger loven på åndelig vis. Hele vægten ligger derfor på ordet: at gøre. Men »at gøre loven« er ikke blot noget ydre, men at opfylde den rigtigt og helt ud. Der er følgelig to slags »gørere af loven«: Nogle lader det bero på lovens gerninger - det er mod dem, Paulus taler og kæmper i hele dette brev - og andre lader det bero på troen. Dem skal vi omtale om lidt. Man at lade det bero på loven eller lovens gerninger og at lade det bero på troen er helt modsatte indstillinger, på samme vis som Djævelen og Gud, synd og retfærdighed, død og liv er modsætninger. For »af loven« er de, der vil retfærdiggøres ved loven, og »af troen« er de, der stoler på, at de bliver retfærdiggjort alene af barmhjertighed. Den, der siger, at retfærdigheden beror på troen, han dømmer og forbander gerningsretfærdigheden. Den, der siger, at ret­færdigheden beror på loven, dømmer og forbander derimod trosretfærdigheden. De er altså stik modsat hinanden. Og Paulus taler ikke her om loven og gerningerne taget i metafy­sisk forstand, men om deres brug og om det syn på dem, der viser sig i, at hyklerne ønsker at blive retfærdiggjort ved loven og gerninger.

      Og den, der tager dette i betragtning, indser let, at det »at gøre loven« er ikke blot i det ydre og tilsyneladende, men i Ånden, det vil sige, virkeligt og fuldstændigt at yde, hvad der foreskrives i loven. Men hvor finder vi nogen, der holder loven således? Lad ham stå frem, så skal vi nok lovprise ham. I den situation svarer vore modstandere straks: Lovens gøre­re skal blive retfærdiggjort. Rigtigt. Men lad os først slå fast, hvem disse gørere er. Selv kalder de den for en lovens gører, der gør loven og således bliver retfærdiggjort på grundlag af de gerninger, han forud har gjort. Men dette er ikke at gøre loven, således som Paulus ser på det. For det er som sagt modsætninger at lade det bero på lovgerninger og at lade det bero på troen. At ville retfærdiggøres af lovgerninger er derfor at fornægte troens retfærdighed. Og netop derved at de gerningsretfærdige gør loven, fornægter de troens retfær­dighed og synder imod det første, det andet og det tredje bud, ja imod hele loven. For Gud befaler os at dyrke ham i tro og i frygt for ham. De derimod gør sig en retfærdighed af gerninger uden tro og imod troen. Altså handler de netop ved at gøre loven i højeste grad imod loven og begår den værste og groveste synd. For de fornægter Guds retfærdig­hed, barmhjertighed og forjættelser, de fornægter Kristus tillige med alle hans velgerninger og opstiller i deres hjerte ikke lovens retfærdighed, som de ikke forstår og langt min­dre gør, men hvad der blot er et fantasi- og afgudsbillede af loven. Derfor kommer de med nødvendighed, netop når de gør loven, til ikke alene ikke at gøre den, men også til at synde og fornægte den guddommelige majestæt i alle dens løfter. Men loven blev bestemt ikke givet af den grund.

      De, der ikke forstår loven, misbruger den altså, således som Paulus siger i Rom 10, 3: »Da de ikke kendte Guds retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen, så bøje­de de sig ikke under Guds retfærdighed.« For de er blinde og forstår ikke, hvad man bør mene om troen og løfterne. Derfor kaster de sig helt uden forståelse over Skriften og får kun fat på denne ene del af den, nemlig loven. Den mener de, de opfylder med deres gerninger. Men dette er ren og skær indbildning, en forhekselse og forblændelse af deres hjerte. Og den lovens retfærdighed, som de mener, de præsterer, er 1 virkeligheden intet andet end afgudsdyrkelse og gudsbe­spottelse. Derfor må de med nødvendighed forblive under forbandelsen.

      Det er altså umuligt at opfylde loven på den måde, som de fantaserer om, og langt mindre at blive retfærdiggjort ved den. Og dette vidner først og fremmest loven selv om, da den har en helt anden virkning. Den forøger nemlig synden, virker vrede, anklager, skræmmer og fordømmer. Hvordan skulle den så kunne retfærdiggøre? Desuden viser også for­jættelsen det samme. For der blev sagt til Abraham: »/ dig skal alle jordens folk velsignes.« Derfor er der ingen steder nogen velsignelse at finde bortset fra i løftet til Abraham. Hvis du befinder dig uden for det, er og forbliver du under forbandelse. Hvis du er under forbandelse, opfylder du ikke loven. For du er under synden, Djævelen og den evige død; det følger alt med forbandelsen. Hvis retfærdigheden kom gennem loven, havde Gud kort sagt givet sit løfte og udbredt velsignelsen til ingen nytte. Men da Gud vidste, at vi ikke kunne opfylde loven, forudså han dette længe inden loven og kom i forvejen til Abraham og gav ham løftet med disse ord: »I dig skal velsignes osv.« Og derved er det bevidnet, at alle folk skal blive velsignet, ikke gennem loven, men gennem løftet til Abraham. De, der i ligegyldighed over for eller i foragt for løftet griber om loven for at blive retfærdig­gjort ved den, er altså forbandede.

 

Tro og gerninger i rigtig rækkefølge

Det første, vi skal gøre, er derfor at tro og således gennem troen holde loven. For vi bør modtage Helligånden. Og når vi er oplyst og fornyet ved Helligånden, begynder vi at holde loven og elske Gud og vor næste. Men Helligånden modtages ikke gennem loven (for Paulus siger, at »de, som er under loven, er under forbandelse«), men ved at høre i tro, det vil sige gennem løftet. Vi skal ganske enkelt velsignes sammen med Abraham og ved hans tro på løftet. Vi skal altså først af alt tage vor tilflugt til løftet, så vi kan høre velsignelsens ord, nemlig evangeliet. Det skal vi tro på. Det ord om løftet til Abraham bringer Kristus med sig. Og når vi har grebet ham ved troen, får vi straks Helligånden for Kristi skyld. Så elsker vi Gud og vor næste, gør gode gerninger og bærer vort kors. Dette er endelig at opfylde loven på rette måde. I modsat fald forbliver den for stedse uopfyldt. Når man skal definere »at gøre« klart og ret, så er det ganske enkelt at tro på Jesus Kristus, og at gøre, hvad der står i loven, efter at man ved troen på Kristus har modtaget Helligånden. [: Lovens tredje brug - fba]. Det kan heller ikke være anderledes. For Skriften siger, at der ikke er nogen velsignelse uden for løftet, end ikke i loven. Det er følgelig umuligt for os at gøre loven uden hensyntagen til løftet. Velsignelsen hører med; den er en forkyndelse af den Kri­stus, der blev lovet Abraham, for at verden skulle blive velsignet gennem ham.

      Således kan du ikke give nogen i hele verden denne ærestitel: »lovens gører« uden for evangeliets løfte. Lovens gører er altså et opdigtet begreb, som ingen forstår, medmindre de befinder sig uden for og hinsides loven i Abrahams velsignel­se og tro. Han er derfor en sand lovens gører, der efter ved tro på Kristus at have modtaget Helligånden begynder at elske Gud og gøre vel imod sin næste. På samme vis indbe­fatter »at gøre« samtidig troen, og det er troen, der frem­bringer selve gøreren og gør træet, som, når det er til, bliver til frugter. For træet skalvare der først, siden frugterne. For æblet frembringer ikke et træ, men træet frembringer et æble. Således skaber troen den person, der siden kan gøre gerninger. At opfylde loven uden troen er derfor at frem­bringe et æble uden æbletræ, af træ og ler. Det er ikke at frembringe et æble, men blot indbildning. Men når træet er der, det vil sige personen, der bliver til ved troen på Kristus - så følger gerningerne. For gøreren må være der inden gerningerne, ikke gerningerne inden gøreren. Således »ret­færdiggøres lovens gører«, det vil sige, han regnes for retfær­dig (Rom 2, 13).

      Man kaldes ikke en gører, fordi man har gjort gerninger, men fordi man skal gøre gerninger. For de kristne bliver ikke retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger; men når de ved troen på Kristus er blevet retfærdige, gør de retfærdige gerninger. Det andet hører hjemme på det borgerlige plan, nemlig ligesom når en, som Aristoteles siger, bliver en citerspiller ved ofte at spille på citer. Men i teologien bliver man ikke en gør er, fordi man har gjort lovens gerninger; men man skal først være en gører, siden følger gerningerne.

      Derfor nødes endog sofisterne til at indrømme og også lære dette, at en i det ydre moralsk handling er et stykke hykleri, hvis den ikke bliver gjort ud af et oprigtigt hjerte, en god vilje og den rette fornuftsmæssige overvejelse. Deraf kommer det tyske ordsprog: »Die Kappe deckt den Schalck«, dvs. kåben dækker skælmen. For den ugudelige, ja den allerværste, kan hykle de samme gerninger, som den fromme gør af tro. Judas gjorde jo også de samme gerninger som de andre apostle. Hvad mangler da ved Judas' gernin­ger, når han gør det samme som de andre apostle? Det spørgsmål besvarer sofisten ud fra sin moralfilosofi: Perso­nen, viljen og hans fornufts tilskyndelse var ond. Judas er slet, han har et fordærvet hjerte. Altså nødes de selv til at erkende, at gerninger ikke gør retfærdig inden for det bor­gerlige, ydre liv, medmindre de udspringer af et hjerte, en indstilling og en vilje, der er retskaffen. Så meget mere nødes de til at indrømme dette, når det drejer sig om, hvad der har med Gud at gøre. Der drejer det sig jo frem for alt om kendskab til Gud og om troen, der renser hjertet. De går selv i gang med gerninger og lovretfærdighed, ligesom Judas med Apostlenes Gerninger uden at forstå »hverken hvad de siger, eller hvorom de udtaler sig så sikkert« (1 Tim. 1, 7). For loven er ikke givet for at retfærdiggøre, men for at virke vrede, vise synden, åbenbare Guds vredesdom og true med den evige død. Skønt de selv kan læse dette hos Paulus, indser de det dog ikke og forstår det endnu langt mindre. Derfor er de ikke engang værdige til at blive kaldt for hykle­re. Men når de fantaserer om at blive retfærdige ved lovgerninger, er de genfærd og gespenster, ja helt forheksede. For således som de forestiller sig en »lovens gører«, er det som sagt et fiktivt begreb og et rent tankefoster, der aldrig har eksisteret.

      Når Paulus derfor beviser dette sted: »Så mange, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse« ved hjælp af dette ord af Moses: »Forbandet hver den osv.«, beviser han ikke sin påstand ved dens modsætning, således som det ser ud ved første øjekast. Men hans bevisførelse er helt rigtig og udmærket. For Moses mener og siger det samme som Paulus, når han siger: »Forbandet være enhver, der ikke gør osv.« Der findes nemlig ikke nogen, der gør det. Altså gør »enhver, som holder sig til lovens gerninger«, ikke loven. Når de ikke gør det, er de altså »under forban­delse«. Men da der som sagt er to slags »lovens gørere«, de sande og hyklerne, bør man skelne de rigtige fra hyklerne. De sande er dem, der ved troen er gode træer inden frugten og gørere, inden de gør gerninger. Det er om dem, Moses taler. Og hvis de ikke er sådan, er de under forbandelse. Men sådan er ingen af hyklerne. For de mener, at de skal skaffe sig retfærdighed ved deres gerninger og gøre personen retfærdig ved hjælp af dem. De tænker nemlig således: Vi syndere og uretfærdige ønsker at blive retfærdige. Hvordan kan vi blive det? Som følge af gerninger. De bærer sig derfor ad som en tåbelig bygmester, der anstrenger sig for at lægge grunden af det, der skal være tag, og gør et træ af frugterne. For når de søger at blive retfærdige ved deres gerninger, ønsker de at gøre en gører ud af gerningerne. Det er stik modsat Moses, som på samme vis som Paulus selv lægger en sådan gører under forbandelse.

      Det er derfor ikke bare sådan, at de ved at gøre loven, ikke opfylder den. Men de fornægter endog Det første bud, Guds forjættelser og velsignelsen, som Abraham havde fået løfte om. De fornægter troen og prøver på at velsigne sig selv gennem deres gerninger, det vil sige at retfærdiggøre sig selv, gøre sig fri af synden og døden, overvinde Djævelen og rive Himlen til sig med magt. Det er rent ud sagt at fornægte Gud og sætte sig selv i Guds sted. For alt det er gerninger, som det alene tilkommer den guddommelige majestæt at gøre og ikke en skabning, hvad enten det er en engel eller et menneske. Derfor var det let for Paulus ud fra Det første bud at forud­sige de afskyeligheder, der skulle blive opvakt inden for kirken ved Antikrist. For de, der ud over den gudsdyrkelse, der foreskrives af Det første bud, nemlig frygt for, tro på og kærlighed til Gud, lærer en anden gudsdyrkelse som nød­vendig til frelse, er Antikrister og sætter sig selv i Guds sted. Derfor har Kristus også sagt forud: »Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus« (Matt 24, 5). Således kan også vi, der lever nu, både let og med sikkerhed sige: Enhver der uden for troen søger retfærdighed ved sine gerninger, fornægter Gud og gør sig selv til Gud. For han tænker således: Hvis jeg gør denne handling, bliver jeg retfærdig og er sejrherre over synden, døden, Djævelen, Guds vrede og Helvede og får evigt liv. Hvad er det vel andet end at anmasse sig den bedrift, der alene tilkommer Gud, og at vise, at man selv er Gud? Derfor er det let for os at profetere og fuldstæn­dig sikkert fælde den dom over alle, der er uden for troen, at de ikke bare er afgudsdyrkere, men de er afguder, der for­nægter Gud og sætter sig selv i Guds sted. Ud fra det samme grundlag profeterede også Peter, da han sagde: »Iblandt jer skal der komme falske lærere, ... som fornægter den Herre, som har købt dem« (2 Pet 2, 1).

      Også i Gamle Testamente hidrører alle profetier mod afgudsdyrkerne fra Det første bud. For alle konger og profe­ter bestilte sammen med det vantro folk ikke andet, end hvad paven og alle hyklere altid gør. Ved at overholde en sådan gudsdyrkelse, tænkte de, vil vi prise og tjene Gud, der førte os ud fra Ægyptens land. Således gjorde Jeroboam to tyrekalve af guld og sagde: »Se, Israel, der er dine guder, som førte dig ud af Ægypten« (1 Kong. 12, 28). Og dette sagde han om den sande Gud, der havde udført denne bedrift. Og dog var han og hele folket afgudsdyrkere; for de dyrkede Gud i strid med Det første bud. De stolede nemlig kun på deres (eget) værk, og mente, at de ved at have gjort det var retfærdige for Gud. Og det var at fornægte selve den Gud, om hvem de med munden forkyndte, at Han havde ført dem ud af Ægyptens land. Om sådanne afgudsdyrkere siger Paulus: »De siger, at de kender Gud; men med deres gerninger fornægter de ham« (Tit 1, 16).

      Derfor stræber alle hyklere og afgudsdyrkere efter at gøre gerninger, som rettelig hører guddommen til og ene og alene tilkommer Kristus. Vel siger de ikke med munden: Jeg er Gud, jeg er Kristus. Men i virkeligheden anmasser de sig Kristi guddom og embede, og derfor siger de i virkelighe­den: Jeg er Kristus, jeg er frelser, ikke bare min egen, men også de andres. Således lærte munkene og overtalte hele verden til at tro på dette, at de ved hjælp af deres hyklede hellighed ikke alene kunne gøre sig selv retfærdige, men også de andre, som de gav del i den - skønt det dog alene er Kristi eget embede at retfærdiggøre synderen. På den vis har paven ved at udbrede sin egen guddommelighed over hele verden fornægtet og helt undertrykt Kristi embede og guddomme­lighed.

      Det er nyttigt at have indprentet sig dette vel og have gennemtænkt det nøje. For det sætter en i stand til at be­dømme hele den kristne lære og hele menneskelivet. Det formår at befæste samvittighederne og forstå alle profetier og hele Skriften, ja at bedømme alle ting. For den, der har den rette forståelse af dette, kan med sikkerhed fastslå, at paven er Antikrist. Han kan fuldt ud forstå, hvad det vil sige at fornægte Gud og fornægte Kristus, hvad Kristus mente, da han sagde: »Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus« (Matt 24, 5), hvad det vil sige at sætte sig op mod Gud og hæve sig op over alt, hvad der kaldes Gud, eller som dyrkes, hvad det vil sige, at Antikrist sidder i Guds tempel og giver sig ud for at være Gud, samt hvad det vil sige, at Ødelæggelsens Vederstyggelighed står på det hellige sted osv., sammenlign Matt 24, 15 og Dan.9, 27. Og dette kommer alt deraf, at det fordømte hykleri ikke vil retfærdig­gøres ved velsignelsen fra Gud og lade sig forme af Ham, der er skaberen, ikke vil være et rent passivt materiale, men aktivt vil gøre det, som det ved at Ude det ske burde lade Gud gøre og så modtage af ham. Derfor gør hykleriet sig selv til skaber og retfærdiggører gennem sine gerninger og for­smår den velsignelse, der blev lovet og givet til Abraham og hans troende børn. Således er hver hykler på én gang mate­riale og håndværker, skønt det strider mod filosofien; for den samme kan ikke arbejde på sig selv: Materiale er han, fordi han er en synder, og håndværker, fordi han ifører sig en munkekutte eller vælger et andet værk, hvorved han håber at fortjene nåden og frelse sig selv og andre. Følgelig er han på én gang skabning og skaber. Derfor kan ingen ud­trykke med ord, hvor frygteligt og afskyeligt det er at søge retfærdigheden i lov og gerninger uden for velsignelsen. For det er vederstyggeligheden, der står på det hellige sted, som fornægter Gud og sætter skabningen i skaberens sted.

 

Kun den allerede retfærdiggjorte kan holde loven

Derfor taler Moses med ordene: »Forbandet være enhver osv.« om dem, der er lovens gørere. Men de troende, der efter at have fået Helligånden opfylder loven, elsker Gud og deres næste - de er »lovens gørere«. En lovens gører er altså ikke den, der gennem gerninger bliver en gører, men den, hvis person først er blevet til gennem troen og så bliver en gører. For i teologien gør de retfærdiggjorte retfærdige ger­ninger. Sådan er det ikke inden for filosofien. Der bliver de, der gør retfærdige gerninger, retfærdige. Når vi er blevet retfærdiggjort af troen, gør vi derfor gode gerninger, hvorigennem vi, som det hedder i 2 Pet 1, 10, befæster vor kal­delse og udvælgelse, så den dag for dag bliver mere vis. Men fordi vi blot har Åndens førstegrøde og endnu ikke dens fylde, og der bliver ved med at være en rest af synd i os, opfylder vi ikke loven fuldkomment. Men da vi tror på Kristus, som blev lovet Abraham, tilregnes det os ikke. For vi plejes og næres for Kristi skyld indtil videre i den gud­dommelige overbærenheds skød. Vi er den sårede mand, som var faldet blandt røvere. Samaritanen gød olie og vin på hans sår, forbandt ham, lagde ham siden på sit trækdyr, førte ham til herberget og sørgede der for hans helbredelse. Og da han drog videre, betroede han ham til værten med disse ord: »Plej ham!« (Luk 10, 35). Derfor plejes vi foreløbigt som på et sygehus, indtil Herren for anden gang udrækker sin hånd for at befri os, som Esajas siger (Es 11, 11).

      Derfor strider som sagt Moses' sætning: »Forbandet hver den, som ikke bliver i alle ting osv.« ikke mod Paulus, når han erklærer dem for forbandede, som holder sig til lovens gerninger. For Moses kræver en gører, der overholder loven fuldstændigt. Men hvor kan vi få fat på ham? Ingen steder. Paulus indrømmer, at han ikke har været en sådan, når han i Rom 7, 19 siger: »Det jeg vil, gør jeg ikke osv.« Ligeså David: »Gå ikke i rette med din tjener osv.« (Sl 143, 2). Derfor tvinger Moses tilligemed Paulus os med nødvendig­hed hen til Kristus, gennem hvem vi bliver lovens gørere og uden skyld i nogen overtrædelse. Hvordan det? Først gen­nem syndernes forladelse og tilregnelsen af retfærdighed på grund af troen på Kristus. Dernæst gennem gaven og Hellig­ånden, som føder et nyt liv, nye følelser osv. i os, så at vi også kan opfylde loven efter dens indhold. Men hvad der mangler, bliver tilgivet for Kristi skyld. Således stemmer Moses overens med Paulus og vil det samme som han, når han siger: »Forbandet hver den osv.« For han benægter, at de opfylder loven, som vil retfærdiggøre sig selv gennem gerninger, og han drager med Paulus den slutning, at de er under forbandelse. Derfor kræver Moses sande gørere, som er af troen, ligesom Paulus fordømmer dem, der ikke er sande gørere, dvs. ikke er af troen. Når blot du på ret vis definerer, hvad det vil sige »at gøre«, er der altså ikke noget forkert i, at Moses har talt benægtende og Paulus bekræf­tende. Begge dele er altså sandt, at nemlig alle de er forban­det, der ikke bliver i alle de ting osv., og at de er forbandet, som holder sig til lovens gerninger. Så meget om det bevis ud fra »Modsigelsen«, der går ud på, at hedningerne nødven­digvis må være forbandet, hvis de velsignes i den troende Abraham osv.

      Da dette sted giver anledning dertil, skal der siges noget om de beviser, som vore modstandere plejer at anføre imod vor lære, der jo går ud på, at vi retfærdiggøres ved troen alene. For der findes mange steder i Ny og Gamle Testamen­te om gerninger og belønninger, og dem støtter modstan­derne sig til. Og ved deres hjælp mener de sagtens at kunne kuldkaste den lære om troen, som vi lærer og forsvarer. Derfor skal vi være vel oplærte, så vi ikke blot kan belære vore egne, men også svare på modstandernes indvendinger.

      Sofisterne og alle dem, der ikke forstår artiklen om retfær­diggørelsen, kender ikke til nogen anden retfærdighed end den borgerlige og lovmæssige, som også hedningerne kender noget til. Derfor raner de moralfilosofiens og lovens udtryk: Gøre, udrette og lignende og overfører dem på teologien. Og derved handler de ikke alene meget slet, men også meget I ugudeligt. Man skal holde filosofi og teologi omhyggeligt adskilt. Selv filosofien taler om den gode vilje og en ret indsigt. Og sofisterne nødes til at indrømme, at en gerning ikke er god i moralsk forstand, medmindre der først er en god vilje til stede. Og alligevel er de så dumme æsler, når de hæver sig op til teologien - da vil de sætte den gode handling inden den gode vilje, skønt personen inden for filosofien nødvendigvis må være moralsk retfærdig inden hans (ret­færdige) handling. Således er træet både af væsen og af naturen forud for sin frugt, ligesom de selv indrømmer og lærer: på naturens område går væren forud for virken, og på det moralske fordres den gode vilje, inden man kan gøre en god gerning. Alene på teologiens område vender de op og ned på dette og sætter den gode gerning inden den rette indsigt.

      »At gøre« har derfor én betydning, når det drejer sig om naturen, en anden inden for filosofien og atter en anden inden for teologien. I naturen må træet være der først og dernæst frugten. I moralfilosofien betyder »at gøre« at have en god vilje til at handle og en ret indsigt i, hvad man gør. Og der bliver filosofien så stående. Derfor siger vi inden for teologien, at moralfilosofien ikke har Gud til genstand og endemål. For Aristoteles, en saddukæer eller et i borgerlig forstand godt menneske kalder dette for en ret indsigt og en god vilje, om man søger statens almene nytte, fred og retskaffenhed. Højere stiler filosoffen eller lovgiveren ikke. Han mener ikke at kunne få syndernes forladelse og evigt liv gennem en ret indsigt osv., således som sofisten og mun­ken gør. Derfor er en hedensk filosof meget bedre end en sådan gerningsretfærdig. For han holder sig inden for sine grænser og tager blot hensyn til hæderlighed og offentlig ro og fred uden at sammenblande guddommeligt og menneske­ligt. Sådan gør sofisten (dvs. pavekirkens teologer) ikke; for han forestiller sig, at Gud vil rette sig efter hans gode hensigt og gode gerninger. Derved sammenblander han gud­dommeligt og menneskeligt og tilsmudser Guds navn. Disse tanker henter han tydeligt nok fra moralfilosofien, men han misbruger dem værre end en hedning osv.

      Derfor skal vi inden for teologien stige op på et højere plan med ordet »at gøre«, så det får et helt nyt indhold. For ligesom det bliver et andet, når det fra det naturlige er ført over til det moralske område, forandres det endnu langt mere ved fra filosofien og loven at blive flyttet over til teologien. Der får det en helt ny betydning og fordrer også en ret indsigt og en god vilje, men i teologisk, ikke i moralsk forstand. Og den går ud på, at jeg gennem evangeliets ord erkender og tror på, at Gud har sendt sin Søn til verden for at løskøbe os fra synden og døden. Der er »at gøre« noget nyt, som fornuften, filosofferne, lovstifterne, ja ingen menne­sker kender til. For den er en »visdom, den hemmelige, den der var skjult, osv.« (1 Kor2, 7). At gøre kræver altså inden for teologien som sin nødvendige forudsætning selve troen. Derfor skal du give følgende svar til alle de skriftste­der om gerninger, hvor vore modstandere fremhæver orde­ne at handle og gøre: Det er ord, der her står i en teologisk, ikke i en naturlig eller moralsk betydning. Hvis de står i deres naturlige eller moralske betydning, skal de tages i den. Men står de i teologisk betydning, indeslutter de en ret indsigt og en god vilje, som den menneskelige fornuft ikke kan fatte; for den er blind på det område. At gøre forstås inden for teologien altid om at gøre i tro, ligesom at gøre i tro befinder sig på et andet plan, ja er ligesom et helt andet rige end det at gøre i moralsk forstand. Når vi som teologer taler om at gøre, er det derfor nødvendigt, at vi taler om at gøre i troen. For i teologien har vi ingen anden ret forstand og god vilje end troen.

      Denne regel har du godt og tydeligt i Hebræerbrevets 11 kapitel, hvor der ud fra Skriften opregnes mange forskellige gerninger, som de hellige har gjort. Således fortælles der om David, der slog en løve og en bjørn ihjel og dræbte Goliat. Der ser de tåbelige æsler til sofister blot på den ydre hand­ling, ligesom en ko på en ny dør. Men du skal betragte disse gerninger således, at du først betænker, hvem personen David var, inden han gjorde denne bedrift. Han var jo et menneske, hvis hjerte stolede på Herren, Israels Gud, således som Skriften klart siger: »Herren, som har reddet mig fra løvers og bjørnes vold, vil også redde mig fra denne filisters hånd« (1 Sam. 17, 37) og ligeså: »Du kommer imod mig med sværd og spyd og skjold; men jeg kommer imod dig i Hær­skarers Herres, Israels slagrækkers Guds, navn, Ham, som du har hånet i dag. Herren vil give dig i min hånd, jeg skal slå dig ned og hugge hovedet af dig osv.« Fordi »Herren ikke giver sejr ved sværd eller spyd osv.« (1 Sam. 17, 45 ff.). Du ser altså, at David var retfærdig og gudvelbehagelig, stærk og standhaftig i troen, inden han gjorde denne handling. Derfor hører hans »gøren« ikke hjemme på det naturlige eller mo­ralske område, men på troens.

      Således siges der også i det samme brev om Abel, at han i troen bragte Gud et bedre offer end Kain. Hvis sofisterne opholder sig ved det skriftsted, således som man læser det i 1 Mosebog, hvor der blot beskrives, at de begge, Kain og Abel, frembar ofre, og at Gud så til Abel og hans offer, bemægtiger de sig straks disse ord: »de frembar ofre« og »Herren så til Abel og hans offer« (1 Mos 4, 3 f.), og råber: Der får I at høre og se, at Gud har taget hensyn til ofre. Følgelig er det gerninger, der retfærdiggør. Således mener de urene svin, at retfærdighed er noget moralsk, idet de alene ser på den ydre gerning, men ikke på hjertet hos den, der gør gerningen. Og det skønt de allerede inden for filosofien tvinges til ikke alene at tage hensyn til den nøgne gerning, men også til gørerens gode vilje. Men her opholder de sig blot ved ordene: »de frembar ofre« og »Herren så til ofre« og ser ikke, at teksten i 1 Mosebog tydeligt siger, at Herren først så til Abel, fordi hans person behagede ham på grund af sin tro, og dernæst så til hans ofre. Derfor taler vi inden for teologien om troens gerninger, ofre, ydelser og offerga­ver, det vil sige: hvad der er blevet givet og udrettet i troen. På samme vis udlægger Hebræerbrevet det og siger: »Ved tro ofrede Abel Gud et bedre offer«, »ved tro blev Enok taget bort« og »ved tro adlød Abraham« (Hebr 11, 4 ff.). Der har du altså en rettesnor, der viser, hvordan du skal besvare, hvad vore modstandere anfører om gerningerne, nemlig således: Dette værk har den eller den udført i tro. Og således kan man gendrive alle deres beviser.

      Heraf er det tydeligt, at kun troen er noget værd inden for teologien. Troen må gå forud for gerningen. For »uden tro er det umuligt at behage Gud; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro« (Hebr 11, 6). Og derfor siger Hebræerbrevets forfatter, at Abels offer var bedre, fordi han troede. Men fordi Kain var en ugudelig hykler, gjorde han bare en mo­ralsk eller rettere fornuftig gerning, hvormed han søgte at behage Gud. Kains gerning var altså hyklet og ugudelig; for han havde ikke nogen tro på nåden, men alene en forestilling om sin egen retfærdighed.

      Derfor sker Abels gøren, gave og ofren i tro, men Kains uden tro. Således tvinges vore modstandere til at indrømme, at der 1 alle de helliges gerninger forudsættes tro, på grund af hvilken deres gerninger behager Gud. Det drejer sig altså inden for teologien om en ny form for »gøren«, der er forskellig fra den moralske.

 

Forskellige former for tro

Dernæst må vi også skelne mellem forskellige former for tro på denne måde: Troen forstås snart uden gerninger og snart med gerninger. Ligesom en håndværker kan tale på forskellig vis om sit materiale, og en havemand om træet, enten som nøgent eller med sin frugt, således taler Helligån­den på forskellig vis om troen - snart om troen i sig selv, i specifik forstand og snart om troen, således som den foreligger sammensat af forskellige bestanddele eller som inkarneret. På samme vis ser Kristus, når man ser på hans ydre skikkelse, ud til blot at være et menneske. Og dog taler Skriften snart om Kristus som Gud og snart som den sammensatte og menneskeblevne. Det er en absolut eller abstrakt tro, når Skriften taler om retfærdiggørelsen i og for sig eller om de retfærdiggjorte, således som du ser det i Romerbrevet og i Galaterbrevet. Men når Skriften taler om belønninger og gode gerninger, så taler den om en sammensat, konkret eller menneskebleven tro. Vi skal anføre nogle eksempler på denne form for tro, f.eks.: »Tro, som er virksom i kærlighed« (Gal. 5, 6), »Alt er rent for de rene« (Tit 1, 15), »Vil du gå ind til livet, da hold budene« (Matt 19, 27), »Den, som gør disse ting, skal leve ved dem« (Gal. 3, 12), »Hold dig fra ondt og øv godt« (Sl 34, 15) osv. I disse og lignende skriftord, hvor der tales om gerninger - og dem findes der utallige af - taler Skriften altså om den troendes »gøren«. Ligesom det, når den siger: »Gør dette, så skal du leve« (Luk 10, 28), betyder dette: Hav først i sinde at blive troende, at have en ret indsigt og en god vilje, det vil sige at tro på Kristus. Når du har fået troen, skal du gøre gerninger. Der er altså ingen grund til at undre sig, om denne menneskeblevne, dvs. virksomme tro, som Abel havde, eller om gerninger, der udføres i tro, får løfte om fortjenester og belønninger. Hvorfor skulle Skriften ikke tale på så forskellig vis om troen, når den også taler på forskellig vis om Kristus, der er Gud og menneske, nemlig snart om hele personen og snart om hans to naturer, den menneskelige og den guddommelige, hver for sig. Når den taler om naturerne hver for sig, taler den om Kristus i og for sig (dvs. i abstrakt forstand). Men når den taler om den guddommelige natur i dens forening med den menneskelige til én person, taler den om Kristus som sammensat og men­neskebleven. Og så kan jeg med fuld sandhed sige: Det barn, som ligger i sin moders skød, har skabt Himmel og jord. Han er englenes Herre. Her taler jeg om mennesket; men menneske er i den sætning et helt andet ord end ellers og står, således som selv sofisterne siger, i stedet for hans guddom, det vil sige: Den Gud, der er blevet menneske, har skabt alt. Skabelsen tillægger den guddommen alene; for den menneskelige natur skaber ikke. Og dog kan man med rette sige: dette menneske har skabt. For guddommen, der er ene om at skabe, var inkarneret i hans menneskelige natur, og denne har derfor del i de egenskaber, der bliver nævnt. Derfor kan man sige: mennesket Jesus førte Israel ud af Ægypten, han slog Farao og gjorde alt, som hører Gud til. I den art udsagn tilskrives alt dette mennesket på grund af hans guddommeli­ge natur.

      Når Skriften derfor siger: »Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed« (Dan. 4, 27) eller »Gør dette, så skal du leve« osv., skal man først se til, hvad for en »gøren« der her er tale om. For Skriften taler på disse steder om den tro, der er vokset frem, ikke om troen i sig selv, og om den sammensatte tro, ikke om den nøgne eller rene. Meningen med dette sted: »Gør dette, så skal du leve« er altså den: Du skal leve på grund af din »gøren« i tro, eller: Denne »gøren« vil give dig liv alene på grund af tro. Således er retfærdiggørelsen alene troens værk, på samme vis som skabelsen er guddommens værk. Og dog, ligesom der med rette siges om Kristus som menneske (dvs. den menneskeblevne), at han har skabt alt, således tilskrives også retfærdigheden den menneskeblevne tro eller den troende handlen. Derfor skal man ikke, således som sofisterne og hyklerne plejer, mene, at gerninger retfærdig­gør i sig selv og som sådan, eller at vore moralske gerninger får løfte om fortjenester og belønninger. Det får derimod troens gerninger.

 

Troen er som ilden i glødende jern

Vi skal altså overlade til Helligånden, at den i Skriften taler dels om den nøgne tro, som den er i sig selv og dels om den sammensatte og menneskeblevne tro, som man forefinder i hverdagens verden. Alt, der tilskrives gerningerne, hører troen til. For gerningerne skal ikke betragtes ud fra en moralsk, men ud fra en teologisk synsvinkel og ud fra troen. Inden for teologien betyder troen altid det guddommelige i gerningerne, og den er virksom igennem gerningerne på samme vis, som Kristi guddommelige natur er det i hans menneskelighed. Den, der rører ved ilden i et stykke gløden­de jern, rører også ved jernet. Ligeså har den, der har rørt ved Kristi hud, berørt Gud. Troen er altså så at sige det, der er virksomt i gerningerne. Abraham kaldes troende, fordi troen gennemtrængte Abraham helt, så at jeg, når jeg ser ham virke, ikke ser noget af den kødelige eller virkende Abraham, men kun den troende.

      Jeg indprenter dette så omhyggeligt, fordi jeg ønsker at overgive jer en klar lære om troen, og for at I uden besvær kan give et rigtigt svar på indvendingerne fra modstandere, som sammenblander filosofi og teologi, og gør de moralske gerninger til teologiske. En teologisk gerning er en troens gerning! På samme vis er et menneske teologisk set et troen­de menneske, og ligeså er en ret indsigt og en god vilje en indsigt og vilje, der udspringer af tro, ligesom troen i det hele taget er det guddommelige i et værk, en person eller lemmer og den eneste årsag til vor retfærdiggørelse, der så senere hen også kan tilskrives det ydre, materielle på grund af dets indre, formende kraft, altså gerningen på grund af troen. Således tilskriver man mennesket Kristus guddomsmagten, ikke på grund af hans menneskelige, men på grund af hans guddommelige natur. For alene den guddommelige natur har skabt alt og det uden den menneskelige naturs med­virken. Ej heller har den menneskelige natur sejret over synden og døden. Men krogen, der lå gemt i ormen, som Djævelen kastede sig over, besejrede og opslugte Djævelen, da han skulle til at opsluge ormen. Den menneskelige natur alene havde ikke kunnet udrette noget. Men det var alene den guddommelige i dens forening med den menneskelige, der gjorde det, og det blev så tillagt den menneskelige natur på grund af den guddommelige. Således er det her alene troen, der retfærdiggør og udretter alt, og dog kan det samme tilskrives gerningerne på grund af troen.

      Ordene gøre og virke skal altså tages i tre betydninger: i sig selv eller naturligt, i moralsk og i teologisk forstand. So­fisterne har ganske vist også fantaseret sig til nogle neutrale gerninger, som de har kaldt hverken gode eller onde. På det naturlige og det moralske område forstås de ord som sagt på deres vis. Men inden for teologien bliver de helt nye ord og får en ny betydning. Til den moralske »gøren« hører alle hyklerne, som vil retfærdiggøres ved loven og har forkerte meninger om Gud. Det er dem, Paulus her vender sig imod. For de har en »gøren«, der vokser frem som følge af moralsk eller menneskelig ret indsigt og god vilje. Derfor er deres handlen helt moralsk eller fornuftpræget, ikke troende eller teologisk; for den sidstnævnte indbefatter troen. Når du derfor i Skriften læser om patriarker, profeter og konger, der har øvet retfærdighed, opvakt døde og besejret kongeriger osv., skal du huske, at den slags og lignende skal forstås efter den nye teologiske grammatik, således som Hebræer­brevets 11 kapitel udlægger dem, nemlig således: Ved troen har de øvet retfærdighed, ved troen har de opvakt døde, ved troen har de overvundet konger og riger, så at troen giver deres »gøren« dens skikkelse og form. Og dette kan vore modstandere ikke benægte, om de er ved deres fulde fem. De har heller ikke noget, som de kan indvende eller imødegå dette med. Vist råber de op om, at Skriften hyppigt taler om at gøre og virke. Men vi svarer bestandig, at den taler om den gøren, som sker ud fra troen. Inden fornuften kan virke, må den nemlig først være oplyst af troen. Men når man har fået en ret gudsopfattelse og sand kundskab om ham, legemlig­gøres den i en ret indsigt og optager handlen i sig, så at det, der tilskrives troen, også siden tilskrives gerningerne - men alene på grund af troen.

      Jeg har villet sige dette om ordet »at gøre« ret udførligt, fordi det fra Mosebøgerne anførte sted (»så han gør dem«) krævede det. Desuden har jeg anset det for møjen værd at belære de teologistuderende derom, så de kan lære at skelne ret mellem den sande og den hyklede »gøren«, mellem den moralske og den teologiske. Når de har gjort dette, kan de med lethed forklare alle skriftsteder, der synes at opstille en gerningsretfærdighed. Den sande »gøren« er som sagt troens eller en teologisk gøren, som den, der søger retfærdighed gennem gerninger, ikke har. Derfor er enhver, der gør lo­ven, forbandet og ligeså enhver moralsk helgen, som vil retfærdiggøres ved den menneskelige vilje og fornuft. For han træder op imod Gud ved at anmasse sig en egen retfær­dighed osv. Derfor overholder han ikke loven, skønt han holder den. Og dette kalder Paulus for at være under lovens gerninger, det vil sige, at hyklerne holder loven og, skønt de holder den, dog ikke overholder den. For de forstår »gøren« efter moralens grammatik, og den gælder ikke inden for teologien. Vist virker de, men som følge af deres egen an­masselse uden ret indsigt og god vilje - i teologisk forstand, det vil sige, uden kendskab til Gud og uden tro. Derfor er de blinde og farer vild og forbliver under forbandelsen.

 

v11 Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«.

Der kommer nu et nyt bevis, der er hentet fra profeten Habakkuk (Hab.2, 4). Det er et tungtvejende og tydeligt eksempel, som Paulus her sætter op imod alle sætninger om love og gerninger. Han vil sige: Hvad nytter det med en lang drøftelse? Jeg fremlægger her det tydeligste vidnesbyrd fra en profet, og det kan ingen slå hen. »Den retfærdige lever af tro.« Hvis han lever af tro, lever han følgelig ikke af lov. For loven er ikke af troen. Og Paulus forstår her ordet »tro« eksklusivt, det vil sige i dets modsætning til gerninger.

      Sofisterne er jo altid rede til at omgå Skriften og bortfor­klarer dette sted således: Den retfærdige lever af tro, nemlig af den virksomme, arbejdende eller af kærligheden formede tro. Men hvis det er en tro, der ikke er formet, retfærdiggør den ikke. Denne udlægning har de selv fundet på, og ved hjælp af den gør de dette sted uret. Hvis de ville kalde den formede tro for den sande og teologiske eller ligesom Paulus kalde den for den uskrømtede tro, skulle jeg ikke tage anstød af deres udlægning. For da blev troen ikke set i modsætning til kærligheden, men til den falske opfattelse af troen, på samme vis som vi også skelner mellem den indbildte og den sande tro. En indbildt tro det er den, der hører om Gud, Kri­stus og alle menneskeblivelsens og genløsningens hemmelig­heder og forstår, hvad den har hørt, og ved at tale meget smukt derom, og alligevel forbliver den blot en mening og en forgæ­ves høren, der bare efterlader en uro i hjertet angående evan­geliet. Den snakker meget derom, men i virkeligheden er det ikke en tro. For den hverken fornyer eller forvandler hjertet, den føder ikke noget nyt menneske, men lader ham tilbage i hans tidligere meninger og livsførelse. Og denne tro er meget farlig, så det var bedre ikke at have den. Selv en moralfilosof er bedre end en sådan hykler, der har denne slags tro.

      Hvis de derfor ville holde den formede tro ude fra den falske og indbildte tro, skulle jeg ikke rette nogen indven­ding imod deres skelnen. Men de taler om en tro, der har fået sin form gennem kærligheden, og regner med to slags tro, den uformede og den formede. Denne farlige og sataniske udlægning kan jeg kun føle en voldsom afsky for. Selv om den indgydte tro, der er en gave fra Helligånden, og den erhvervede, som vi selv skaffer os gennem mange andagtshandlinger, er til stede, siger de, så er dog begge uformede og skal formes ved kærlighedens hjælp. Således er troen i sig selv efter deres opfattelse blot som et billede eller noget andet smukt, der ligger i mørke, og som man først kan se, når lyset, det vil sige kærligheden, kommer til. Derfor er kærligheden troens formende kraft og troen i sig selv den livløse masse, som kærligheden skal give kraft. På denne måde sætter de kærligheden over troen og tilskriver kærlig­heden og ikke troen magten til at retfærdiggøre. For hvad der giver noget liv og præg, har selv dette i endnu højere grad. Når de derfor ikke tilskriver troen retfærdighed und­tagen på grund af kærligheden, tilskriver de overhovedet ikke troen noget som helst.

      Desuden siger disse omstyrtere af Kristi evangelium, at den indgydte tro, der ikke modtages ved at høre eller erhver­ves ved nogen anden aktivitet, men som Helligånden skaber i mennesket, endog kan bestå i dødssynd, og at selv de sletteste mennesker kan have den. Derfor er den, hvis den er alene, uvirksom og unyttig, selv om den gør undere. Således fratager de troen hele dens opgave og giver den til kærlighe­den, så troen slet ikke er noget værd, medmindre dens form, det vil sige kærligheden, kommer til. Ifølge dette sofisternes fordærvelige opspind (eller rettere »tankekonstruktion«?) skulle denne ynkelige dyd, troen, være et slags livløst og kaotisk stof, der ikke kan gøre noget, er uden virkekraft og liv, men bare et passivt materiale. Alt det er gudsbespottelse og Satans værk, som fører helt bort fra den kristne lære, fra midleren Kristus og fra troen, der griber om Kristus. For hvis det er kærligheden, der gør troen virksom, tvinges jeg straks til at mene, at netop kærligheden er den vigtigste og største del af den kristne religion. Og således mister jeg Kristus, hans blod, sår og alle hans velgerninger og bliver hængende i kærligheden, for at jeg kan elske, og således kommer jeg ind på den moralske handlens område, ligesom paven, filosofferne og tyrkerne.

      Men Helligånden ved også at tale, og ligesom de ugudelige sofister snakker op om, havde den vel også kunnet sige: Den retfærdige lever af den formede tro. Men den har med over­læg udeladt dette og helt enkelt sagt: »Den retfærdige lever af tro.« Sofisterne kan altså gå ad Wandsbek til med deres ugudelige og fordærvelige udlægning. Vi vil beholde og prise denne tro, som Gud har kaldt for tro, det vil sige, den rette og visse tro, der ikke tvivler om Gud eller hans løfter eller syndernes forladelse ved Kristus, så vi kan forblive i tryg vished i dens genstand, Kristus, og holde os midlerens lidel­se og blod og alle hans velgerninger for øje. Men troen alene, der griber om Kristus, er det eneste middel dertil. Den skal vi ikke lade os røve af syne. Når man derfor har gendrevet denne fordærvelige udlægning, skal man forstå det skriftsted om troen alene. Og det viser Paulus selv, da han vender sig således mod den formede tro:

 

v12 Loven derimod siger ikke, at det er af tro,

Sofisterne siger: Den retfærdige lever, hvis hans tro er for­met. Paulus derimod: »Loven beror ikke på tro.« Men hvad er loven? Mon ikke den også er kærlighedsbudet? Ja, loven foreskriver intet andet end kærlighed, således som der står i Skriften: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte« (5 Mos 6, 5), ligeledes: »Jeg viser i tusind led miskundhed mod dem, der elsker mig, « og ligeså: »Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne.« Hvis loven, der fore­skriver kærlighed, strider mod troen, er følgelig heller ikke kærligheden af troen. Således gendriver Paulus klart sofi­sternes opdigtede udlægning om den formede tro og taler om troen alene, idet han også skyder kærligheden til side. Men når nu loven er skudt til side, skydes også kærligheden og alt, hvad der har med loven at gøre, til side, og man beholder alene troen, der retfærdiggør og levendegør.

      Paulus anfører altså ud fra profetens helt klare vidnesbyrd, at ingen andre end den troende, som får retfærdighed og liv uden lov og kærlighed, men af tro, opnår retfærdiggø­relse og liv for Gud. Beviset er: loven er jo ikke af tro, dvs. loven er ikke tro eller noget, der har med troen at gøre. Den tror altså ikke. Heller ikke lovens gerninger er troen. Følge­lig er troen noget, der er forskelligt fra loven, ligesom løftet er noget, der er forskelligt fra loven. Men løftet fatter man ikke ved at gøre noget, men ved at tro.

      Ligesom inden for filosofien adskillelsen mellem en sub­stans og dens egenskaber er en grundlæggende adskillelse, således er løfte og lov indenfor teologien så langt adskilt fra hinanden som Himlen og jorden. Men hvis løfte og lov er to helt forskellige ting, er tro og gerninger følgelig også forskel­lige. Troen kan altså umuligt komme af loven. For troen holder sig alene til løftet. Den har alene at gøre med Gud, kender kun Gud og består i at modtage godt af ham. Loven og gerningerne har at gøre med at virke og give til Gud, ligesom den ofrende Abel giver til Gud, men den troende Abel modtager af Gud. Paulus slutter altså med megen vægt af profetordet, at den retfærdige lever af troen, nemlig af troen alene. For loven har ikke noget at gøre med troen. Loven er nemlig ikke et løfte. Men troen holder sig til og støtter sig på et løfte. Ligesom lov og løfte skal holdes adskilt, således også med gerningerne og troen. Sofisternes udlægning, der forener loven med troen, er altså usand og ugudelig. Den tilintetgør jo troen og sætter loven i troens sted.

      Men Paulus taler stadig om dem, der vil opfylde loven på det moralske og ikke på det teologiske plan. Men hvad der kan siges om de i teologisk forstand gode gerninger, tilskri­ves ganske enkelt troen alene.

v12 men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

Denne vending forstår jeg som ironi, skønt den også kan udlægges moralsk. For de, der holder loven moralsk, det vil sige uden tro, lever i den, så de ikke får straf, men timelige belønninger gennem den. Men jeg forstår dette skriftord (3 Mos 18, 5) alment, ligesom dette ord af Kristus: »Gør dette, så skal du leve« (Luk 10, 28), og så ligger der en vis ironi og spot bag. Ja, gør det blot! Men Paulus vil her nøje vise, hvad lovens og evangeliets retfærdighed egentlig er. Lovens retfærdighed består i at gøre loven, i overensstemmelse med ordet: »Den, som gør disse ting osv.« Troens retfærdighed består i at tro, i overensstemmelse med ordet: »Den retfærdige skal leve af tro.« Loven kræver altså, at vi skal give Gud noget. Men troen fordrer ikke vor gøren, men at vi i tro på Guds løfte skal modtage af ham. Lovens embede består derfor allerhøjst i at virke, og troens i at bifalde Guds løfter. Loven sørger altså for at gøre, troen for at modtage. For troen er tro på løftet og gerningen er at gøre loven. Paulus opholder sig altså ved ordet »gøre«, og for klart at vise, hvad lovens og hvad troens retfærdighed er, stiller han løftet og loven, troen og gerningerne op imod hinanden, og han siger, at der af loven kun følger gøren, men at troen er noget helt modsat, da den jo holder sig til løftet.

      Man bør altså holde disse fire fuldstændig adskilt. For ligesom loven har sin egen opgave, således har troen også sin egen opgave. Til loven skal du henføre at gøre, men til løftet at tro. Så langt er lov og løfte altså skilt fra hinanden, som troen og gerningerne er indbyrdes forskellige, selv om du tager gerningerne i teologisk betydning. For Paulus arbejder her med noget andet. Han fremhæver forskellen mellem at gøre og at tro for at holde kærligheden ude fra troen og erklære, at alene troen retfærdiggør, således at loven slet intet bidrager til retfærdiggørelsen, og det hvad enten den opfyldes i moralsk eller i teologisk forstand, eller den ikke opfyldes. For loven drejer sig om at gøre, mens troen ikke er sådan, men noget helt andet, der må være der, inden loven kan blive opfyldt. Men når den først er der, så finder der en smuk inkarnation sted (og derved giver troen sig til kende i gode gerninger).

      Det er derfor stadig troen, der retfærdiggør og levende­gør. Og dog forbliver den ikke alene, det vil sige uvirksom. Naturligvis forbliver den inden for sit felt og sin opgave; for den er altid ene om at retfærdiggøre. Men den inkarneres og bliver menneske, det vil sige, den er og forbliver ikke uvirk­som eller uden kærlighed. Således er Kristus efter sin gud­dommelige natur en guddommelig og evig substans eller natur uden begyndelse, mens hans menneskelige natur er skabt i tiden. Disse to naturer i Kristus er »uden sammen­blanding og uden forvandling«, og hver isærs egenskaber skal man lægge særlig mærke til. Det hører til hans menne­skelighed at være begyndt i tiden, men til guddommen at være evig uden begyndelse. Og dog forenes disse to, og guddommen, der var uden begyndelse, legemliggøres i den menneskelige natur, der har begyndelse. Ligesom jeg altså tvinges til at skelne mellem menneskeligt og guddommeligt, og dog er dette menneske Gud, således skelner jeg her: loven er ikke tro, og dog gør troen gerninger, og tro og gerninger forenes i en sammensat virkelighed, selv om begge beholder deres egen natur og hver sin særlige opgave.

      Dette er altså årsagen til, at Paulus fremhæver dette punkt så stærkt. Han vil nemlig drage et helt klart skel mellem troen og kærligheden. Lad derfor sofisterne forgå med deres forbandede udlægning og talen om »den formede tro« være fordømt. De ord: »den formede tro«, »den formløse tro« og »den erhvervede tro« osv. må altså siges at være Djævelens påhit og opfundet for at fordærve den kristne lære og tro, for at bespotte og trampe på Kristus og for at opstille en retfærdighed af gerninger. Du skal give afkald på dem, siger jeg, så at du kan beholde troen alene sand og ret uden gerninger. Skønt gerninger følger efter troen, skal troen dog ikke være gerninger og gerninger heller ikke være troen. De skal ikke blandes sammen; men begges, både lovens eller gerninger­nes og troens grænser og riger skal holdes fuldstændig ad­skilt.

      Derfor har vi, når vi tror, liv alene på grund af Kristus. Han er uden synd, han er desuden vort forsoningsværk og vore synders forladelse. Når vi derimod opfylder loven, gør vi vel gerninger, men vi har ikke retfærdighed og liv. For det er ikke lovens opgave at retfærdiggøre og levendegøre, men at vise synden og slå den ihjel. Vist siger loven: »Den, som gør disse ting, skal leve ved dem?« Men hvor er han, der elsker Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv? Der er altså ingen, der opfylder loven, hvor meget han så end forsøger at holde den. Men ved at gøre den opfylder man den ikke og forbliver altså under forbandelsen. Men troen arbej­der ikke, men tror på retfærdiggøreren Kristus. Og således lever et menneske ikke ved sin gøren, men ved at tro. Men den, som tror, opfylder loven. Og hvad han ikke opfylder, tilgives ham gennem syndernes forladelse for Kristi skyld, og hvad der er tilbage af synd, tilregnes ham ikke.

      Paulus sammenholder altså her lovens og troens retfær­dighed, når han ligesom også i Rom 10 siger: »Den som gør osv.« Han mener dermed: Det ville være dejligt, om nogen opfyldte loven. Men fordi ingen overholder den, skal vi tage vor tilflugt til Kristus, som blev født under loven (Gal. 4, 5), for at han kunne løskøbe os, som var under den. Når vi tror på ham, får vi Helligånden og begynder at opfylde loven. Men hvad vi ikke opfylder, tilregnes os ikke på grund af vor tro på Kristus. Men i det kommende liv skal troen ophøre, og vor gerning og kærlighed skal være ret og fuldkommen. For når troen ophører, skal den blive efterfulgt af en herlighedens klarhed, i hvilken vi skal se Gud, som Han er. Der skal der da være det sande og fuldkomne kendskab til Gud, en ret indsigt og en god vilje, ikke i moralsk eller i teologisk forstand, men i himmelsk, guddommelig og evig. Foreløbig skal vi her holde ud i troen; for den har gennem Kristus syndernes forladelse og får tilregnet retfærdighed. Derfor opfylder ingen lovkyndig loven. For han er uden tro. Altså er han inde under forbandelsen. Således skelner Paulus mel­lem lovens gører og den troende. Og han taler her ikke om den troende gører, men om den lovens gører, som ikke har syndernes forladelse ved Kristus, men simpelt hen vil retfær­diggøres gennem loven.

 

Lovens borgerlige og teologiske brug

Men vi skal lægge omhyggeligt mærke til, at Paulus blot kalder dem for retfærdige, som retfærdiggøres uden lov gennem løftet eller gennem tro på løftet. »At gøre loven« er altså noget, man bilder sig ind, eller et tomt ord, som ikke har nogen betydning, når den ikke er forbundet med troen. Derfor opfylder de, der holder sig til lovens gerninger og vil synes at opfylde loven, ikke loven. For han drager simpelt hen den slutning, at alle, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse, og det ville de ikke være, hvis de virkelig opfyldte loven. Vist er det sandt, at det menneske, der gør disse ting, skal leve ved dem, det vil sige være velsig­net. Men hvor er han? Ingen steder. Derfor har jeg sagt, at dette sted hos Moses skal forstås på to måder, borgerligt og teologisk. Loven er nemlig givet for at blive brugt på to måder: Først og fremmest for at holde de rå og onde i tømme. På den vis er sætningen: »Den, som gør disse ting, skal leve ved dem« noget, der gælder vort borgerlige liv. Hvis et menneske adlyder øvrigheden i det ydre, undgår han altså straf og død. Den borgerlige øvrighed har da ingen ret til at straffe eller dræbe ham, men lader ham leve i tryghed. Det er lovens borgerlige anvendelse, der formår at holde den grove hob i skak. Men det er ikke den anvendelse, Paulus betoner her. Her behandler han derimod stedet på teologisk vis og siger: »Hvis nogen gør de ting osv.« Der er under­forstået en betingelse. Meningen er: Hvis folk kunne holde loven, ville de være salige. Men hvor er de? Medmindre lovens gørere først bliver retfærdiggjort inden og uden loven gennem troen, er der slet ikke nogen gørere.

      Man skal derfor lægge nøje mærke til, at Paulus her ikke taler om dem, der er retfærdiggjort ved tro, når han forban­der og fordømmer dem, der holder sig til lovens gerninger. Lad os ikke være forrykte som Hieronymus, der lod sig narre af sin kære Origenes og derfor slet ikke har forstået noget hos Paulus. De har begge betragtet ham som en bor­gerlig lovgiver. Mon alle patriarkerne skulle være forbandet, spørger Hieronymus, de, som var omskåret, ofrede og holdt loven? Således støder han i sin uforstand an mod Paulus, fordi han ikke skelner mellem lovens virkelige gørere, der er retfærdiggjorte ved tro, og de gørere, der holder sig til lovens gerninger.

      Men Paulus foretager sig her slet intet imod dem, der er blevet retfærdiggjort af tro og er de virkelige gørere. For de lader ikke frelsen bero på lovens gerninger. Men han taler imod dem, som ikke alene ikke holder loven, men som endog handler lige stik imod den. For loven foreskriver, at de skal frygte og elske Gud og dyrke ham i tro. Men da de ikke kender Gud, dyrker de ham ikke og elsker ham ikke, men elsker sig selv, skønt de foregiver, at det er Guds navn de dyrker. Det går, således som Skriften siger: »For eders skyld bespottes mit navn blandt hedningerne« (Rom 2, 24). De er altså uretfærdige gudsforagtere og afgudsdyrkere og synder grovere end alle andre imod Det første bud. Endvi­dere har de også meget voldsomme begær, vrede og andre heftige lidenskaber. Der er kort sagt intet godt i dem, bortset fra at de udadtil og tilsyneladende vil synes at være retfærdi­ge og at opfylde loven.

      Vi, der er retfærdiggjort af tro, ligesom patriarkerne, profeterne og alle hellige, holder os derimod ikke til lovens gerninger i, hvad der gælder retfærdiggørelsen. Men for så vidt som vi er i kødet og stadig har en rest af synd, er vi under loven - dog ikke under forbandelsen; for på grund af Kri­stus, som vi tror på, tilregnes den os ikke. Kødet er nemlig fjendsk over for Guds lov, og begæret ikke blot undlader at opfylde loven, men synder også imod loven, ja, det strider imod os og holder os fanget som trælle (Rom 7). Men hvis de hellige ikke opfylder loven, men gør meget, der strider mod den - for de har stadig begær, og der er en rest af synd og meget smuds tilbage i dem, hvad der forhindrer dem i fuld­komment at frygte og elske Gud, i at påkalde ham med fuld fortrøstning og vise hans ord tilstrækkelig respekt - hvor meget mere passer dette da ikke på et menneske, der ikke er retfærdiggjort, men fjendsk over for Gud, og som er fuld­stændig ligeglad med Guds ord og Guds værk, ja foragter og hader det! Heraf kan du se, at Paulus taler om dem, der vil op­fylde loven og blive retfærdiggjort uden at have antaget tro­en, derimod ikke, således som Hieronymus mener, om patri­arker og helgener, der allerede er blevet retfærdiggjort af tro.

 

v13 Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« –

Her anstrenger Hieronymus og de sofister, der har rettet sig efter ham, sig på ny og mishandler dette sted ganske jammer­ligt, skønt det er fuldt af trøst. I hvad de forstår ved hellig nidkærhed, stræber de ængsteligt for at ikke den skændsel skal overgå Kristus, at han skal kaldes for en forbandelse el­ler en vederstyggelighed. De kommer uden om den sætning ved at påstå, at Paulus her ikke taler alvor. Og derfor har de lige så forbryderisk som ugudeligt sagt, at Skriftordet er selvmodsigende hos Paulus, skønt det ikke er det på sin rette plads. Det påviser de således: Den sætning, som Paulus anfører her, taler ikke om Kristus. Desuden er der ikke hos Moses tilføjet den almene vending »enhver«, som Paulus bruger. Til gengæld undlader Paulus ordet »af Gud«, som findes hos Moses. Det er endelig helt klart, at Moses taler om en forbryder eller en røver, der på grund af sine misgernin­ger har fortjent korset, således som Skriften klart vidner om i 5 Mos 21, 22 f. Derfor spørger de, hvordan dette sted kan finde anvendelse på Kristus, at han skulle være Guds forban­delse, ophængt på træet, skønt han ikke er en forbryder eller røver, men retfærdig og hellig. Den slags gør måske indtryk på de enfoldige, der mener, at sofisterne dermed ikke alene udtrykker sig skarpsindigt, men også fromt, at de derigen­nem forsvarer Kristi ære og samvittighedsfuldt formaner de kristne til ikke at have den ugudelige opfattelse, at Kristus har været en forbandelse. Derfor skal vi undersøge, hvad der er Paulus' hensigt og mening.

      Paulus har overvejet sine ord nøje og taler tydeligt. Men der skal atter her skelnes, og det fremgår klart af Paulus' ord. For han siger ikke, at Kristus er blevet en forbandelse på grund af noget, han har gjort, men for vores skyld. Efter­trykket ligger altså på vendingen: »for os«. For Kristus er for sin egen persons vedkommende uskyldig. Følgelig burde han ikke hænges op på træet. Men fordi hver røver skulle korsfæstes efter loven, skulle også Kristus ifølge Moses' lov korsfæstes, fordi han påtog sig en synders og røvers skikkel­se, ja ikke en enkelts, men alle synderes og røveres. For vi er syndere og røvere. Derfor er vi skyldige til død og evig for­dømmelse. Men Kristus tog alle vore synder på sig og døde for dem på korset. Derfor skulle han blive en røver og, som Esajas siger det i kap. 53, 12: »regnes blandt overtrædere«.

 

Forsoningen er altomfattende

Og alle profeter har indset dette, at Kristus skulle være den værste af alle røvere, mordere, horkarle, tyve, gudsbespottere osv. Der har aldrig været nogen værre end ham i verden. For nu optræder han ikke for sig selv, som Guds Søn, der er født af en jomfru, men som en synder, som har og bærer synden for Paulus, der var en forfølger og en voldsmand, for Peter, der fornægtede Kristus, og for David, der var en horkarl og morder, og som gjorde Herrens navn til spot for hedningerne. Han har og bærer kort sagt alle de synder, som alle mennesker har begået, på sit legeme. Ikke således at forstå, at han selv har begået dem; men han tog de synder, som vi havde begået, på sit legeme for at gøre fyldest for dem med sit eget blod. Fordi Moses' altomfattende lov fandt ham blandt syndere og røvere, bemægtigede den sig ham. På samme vis som øvrigheden holder ham for skyldig og straffer ham, som den har pågrebet blandt røvere, selv om han aldrig har begået noget, der var ondt eller døden værd. Men Kristus blev ikke blot fundet blandt syndere; men frivilligt og lydig mod sin Faders vilje ville han gøre fælles sag med syndere, efter at have antaget deres kød og blod, som er syndere, røvere og nedsænkede i al slags synd. Da loven altså fandt ham blandt røvere, dømte og dræbte den ham som en røver.

      Når sofisterne skiller Kristus fra synderne og syndere og alene stiller ham frem som et eksempel, vi skal efterfølge, berøver de os dette kendskab til Kristus og denne herlige trøst, at Kristus er gjort til en forbandelse for os, for at løskøbe os fra lovens forbandelse. På denne vis gør de ikke bare Kristus til ingen nytte for os, men gør ham endog til en dommer og tyran, der vredes på synder og fordømmer synder. Vi bør tværtimod dække Kristus til og kende ham som skjult, såvel i kød og blod som i vore synder, vor forban­delse, vor død og al vor nød.

      Men er det ikke meget urimeligt og skændigt at kalde Guds Søn for en synder og en forbandelse? Hvis du vil benægte, at han er en synder og en forbandet, så må du også benægte, at han har lidt, er korsfæstet og død. For det er ikke mindre uri­meligt at sige, således som vor tro bekender og beder, at Guds Søn har taget syndens og dødens straf på sig, end at sige, at han er en synder og en forbandet. Men hvis det ikke er uri­meligt at bekende og tro på, at Kristus blev korsfæstet mel­lem røvere, så er det heller ikke urimeligt at sige, at han er for­bandet og den værste synder. Det er bestemt ikke tomme ord, når Paulus siger: »Kristus blev en forbandelse for os.« Kri­stus, »som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5, 21).

 

Forsoningen omfatter både alle fortidige og fremtidige synder

På lignende vis kalder Johannes Døberen ham for Guds lam (Joh 1, 29). Vel er han selv uskyldig; for han er Guds rene og ubesmittede lam. Men fordi han bærer verdens synder, til­dækkes hans uskyld af alverdens synder og skyld. Alle de synder, som jeg, du og vi alle har begået og fremtidig vil begå, er Kristi egne synder, ret som om det er ham, der har begået dem. Vor synd måtte kort sagt blive Kristi egen synd, eller også måtte vi gå evig fortabt. Dette sande kendskab til Kristus, som Paulus og profeterne har givet os, har de ugu­delige sofister fordunklet.

      På samme måde taler også Esajas i kapitel 53, 6 om Kristus og siger: »Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle.« De ord må ikke afsvækkes, men skal beholde deres egentlige og fulde betydning. For Gud spøger ikke i disse profetord, men taler alvorligt og i stor kærlighed og siger, at Kristus, Guds lam, skal bære alle vore misgerninger. Men hvad vil det sige at bære? Sofisterne svarer: at blive straffet. Javist, men hvorfor bliver Kristus straffet? Mon ikke fordi han har og bærer synden? Og at Kristus har synd, bevidner Helligånden i Salmerne, som f.eks. i Sl 40, 13: »Mine synder har indhentet mig«, Sl 41, 5: »Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min sjæl, jeg har syndet mod dig« og Sl 69, 6: »Gud, du kender min dårskab, min skyld er ej skjult for dig.« I disse salmer taler Helligånden på Kristi vegne og aflægger med klare ord vidnesbyrd om, at Kristus har syn­det, eller har synd. Disse vidnesbyrd fra Salmerne er ikke talt af den uskyldige, men af den lidende Kristus, som har antaget sig alle synderes skikkelse og derfor blev kendt skyldig i alverdens synder.

      Derfor er Kristus ikke blot korsfæstet og død; men Guds kærlighed har også lagt synden på ham. Og da synden var lagt på ham, kom loven og sagde: Hver synder skal dø! Hvis du, Kristus, vil træde i stedet, tage skylden på dig og lide straffen, må du derfor også bære synden og forbandelsen. Paulus anvender altså med rette det almene bud fra Moses på Kristus: »Forbandet er hver den, som hænger på et træ!« Kristus hang på et træ, altså er Kristus en Guds forbandelse.

      Og dette er vor højeste trøst således at iføre og overdække Kristus med mine, dine og alverdens synder og se ham bære alle vore synder. Når man ser ham således, rydder han med lethed vore modstanderes sværmeriske meninger om retfær­diggørelse af gerninger af vejen. For papisterne fantaserer om en vis af kærligheden formet tro, ved hvis hjælp de vil fjerne synden og retfærdiggøres. Men det er det samme som at kaste vrag på Kristus og befri ham for synderne, at gøre ham uskyldig, at betynge og bedække os selv med vore egne synder og se dem ikke på Kristus, men på os selv. Det er det samme som at tage Kristus bort og gøre ham helt unyttig. For hvis det er sandt, at vi tilintetgør synderne ved hjælp af lovgerninger og kærlighed, så er det ikke Kristus, men os, der bærer dem. Men hvis han virkelig er Guds lam, som bærer verdens synder, som er blevet en forbandelse for vor skyld og er dækket til med vore synder, så følger med nødvendighed, at vi ikke kan retfærdiggøres og tilintetgøre synden gennem kærlighed. For Gud har ikke lagt vore syn­der på os, men på Kristus, sin Søn. Og hvis han bærer dem, formår vi ikke at bære dem. Dette er, hvad hele Skriften siger, og vi bekender og beder det samme i trosbekendelsen, når vi siger: »Jeg tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som har lidt, er korsfæstet og død for os.«

 

Den lutherske forsoningslære

Dette er den lære, der er den glædeligste og mest trøsteri­ge. Den lærer, at Gud nærer en usigelig og uvurderlig barm­hjertighed og kærlighed til os. Da den barmhjertige Fader nemlig så, at vi blev overvældet af loven, og blev holdt under forbandelse, samt at intet som helst kunne befri os fra den, sendte Han sin Søn til verden, lagde alle de synder, som alle mennesker har begået, på ham og sagde til ham: Du skal være Peter, fornægteren, Paulus, forfølgeren, gudsbespotteren og voldsmanden, David, horkarlen, synderen, der spiste æblet i Paradiset, røveren på korset, kort sagt skal du være den repræsentant for alle mennesker, der har begået alle menneskers synder. Og betænk så, at du skal betale og gøre fyldest for dem. Så kommer loven og siger: Jeg finder, at denne synder tager alle menneskers synder på sig, og for øvrigt ser jeg ingen synd undtagen hos ham. Følgelig skal han dø på korset. Og så angriber loven ham og dræber ham. Da dette var sket, var hele verden blevet renset og alle dens synder var blevet sonet. Den er altså også blevet befriet fra døden og alt ondt. Men efter at synden og døden var blevet ryddet af vejen ved dette ene menneske, ville Gud ikke se noget andet i hele verden end alene renhed og retfærdighed, især hvis verden troede. Og selv om der blev en rest af synd tilbage, ville Gud dog på grund af solen Kristus ikke lægge mærke til den.

      Således bør vi lovprise artiklen om den kristne retfærdig­hed i modsætning til lovens og gerningernes retfærdighed, skønt der ikke findes nogen røst eller veltalenhed, der på rette vis kan fatte og meget mindre give udtryk for dens storhed. Det emne, som Paulus behandler her, er det vældigste og største af alle til værn mod al slags kødelig retfærdig­hed. For det indeholder denne uovervindelige og uimodsigelige modsætning: [eller: følgeslutning]. Hvis hele verdens synder er lagt på dette ene menneske Jesus Kristus, er de ikke lagt på verden. Men hvis de ikke er lagt på ham, er de stadig lagt på verden. Ligeså, hvis Kristus selv er gjort skyldig i alle de synder, som vi alle har begået, så er vi frikendt for alle synder, om end ikke ved vor egen, vore gerningers eller fortjenesters hjælp, men ved ham. Hvis han derimod er uskyldig og ikke bærer vore synder, er det os, der bærer dem, og da skal vi dø og blive fordømt i dem. »Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus« (1 Kor, 15, 57). Amen.

      Men lad os nu se på, hvordan to helt modsatte ting kan kæmpe med hinanden i denne ene person. Ikke blot mine og dine, men hele verdens begåede, forhåndenværende og kommende synder trænger ind på ham og søger at fordøm­me ham, hvad de jo også gør. Men fordi der i den samme person, som er den største, værste og eneste synder, også findes en evig og uovervindelig retfærdighed, derfor støder disse to sammen: den værste, største og eneste synd og den højeste, største og eneste retfærdighed. Her må den ene med nødvendighed vige og blive besejret, da de støder sammen med den største voldsomhed og strider med hinanden. Hele verdens synd stormer altså med største heftighed og raseri ind på retfærdigheden. Hvad sker? Retfærdigheden er evig, udødelig og uovervindelig. Synden har også en vældig magt og er den grummeste tyran, der hersker og regerer over hele verden, tager alle mennesker til fange og får dem til at trælle under sig. Synden er kort sagt den højeste og mægtigste gud, der opsluger hele menneskeslægten, alle lærde, hellige, mægtige, vise, ulærde osv. Han stormer løs, siger jeg, mod Kristus og vil opsluge ham. Men synden ser ikke, at han er den uovervindelige og evige retfærdighed i egen person. Derfor må synden blive besejret og dræbt i denne tvekamp og retfærdigheden sejre og leve. Således overvindes, dræbes og begraves i Kristus al synd, og retfærdigheden forbliver som sejrherre og hersker til evig tid.

      Døden, som er en almægtig hersker over hele verden, som dræber konger, fyrster og overhovedet alle mennesker, stø­der ligeledes sammen med livet for at besejre og opsluge det. Og vist opnår den, hvad den prøver på. Men fordi livet var udødeligt, gik det skønt besejret ud af kampen som sejrher­ren, der overvandt og dræbte døden. Om denne forunderli­ge tvekamp synger kirken så smukt: »Døden kæmper livet med, i en kamp, man undres ved!«

      Skønt død lever livets fyrste og hersker. Derfor er døden besejret og afskaffet i hele verden ved Kristus, så der nu kun er et skræmmebillede af en død tilbage. Og efter at døden har mistet sin brod, kan den ikke mere skade dem, der tror på Kristus. Han er blevet dødens død, således som Hoseas synger: »Jeg skal være din død, o død« (jfr. Hos. 13, 14).

      Ligeså har forbandelsen, som er Guds vrede over hele verden, den samme kamp at føre mod velsignelsen, det vil sige Guds evige nåde og barmhjertighed i Kristus. Forban­delsen tørner altså sammen med velsignelsen og vil fordøm­me og helt tilintetgøre den. Men det formår den ikke. For velsignelsen er guddommelig og evig. Derfor må forbandel­sen bøje sig for den. For hvis velsignelsen i Kristus kunne blive besejret, ville Gud selv være overvundet; men dette er umuligt. Derfor er det Kristus, Guds kraft, retfærdighed og velsignelse, nåde og liv, der overvinder og tilintetgør disse uhyrer: synden, døden og forbandelsen, og det uden kamp med våben, i sit legeme og i sig selv, således som Paulus plejer at udtrykke sig, når han siger: »Efter at have afvæbnet magterne og myndighederne og ... ført dem i sejrstog i sig selv, « så de ikke mere kan volde de troende skade osv.

      Og denne omstændighed, at det skete »i barn selv«, gør denne tvekamp endnu mere forunderlig og berømmelig. For den viser, at det, når der skal ske så store ting som at tilintetgøre forbandelsen, synden og døden og lade velsig­nelse, retfærdighed og liv træde i deres sted, at det da alt bør ske alene i denne ene person Kristus. Gennem den forandres hele skabningen. Hvis du derfor betragter denne person, ser du synd, død, Guds vrede, Helvede, Djævelen og alt ondt besejret og dræbt. For så vidt som Kristus altså ved sin nåde hersker i de troendes hjerter, er der ingen synd, død og forbandelse. Men hvor Kristus ikke er kendt, bliver de ved med at være. Alle, der ikke tror, må undvære den velsignelse og sejr. For »dette er vor sejr«, siger Johannes, »troen« (1 Joh 5, 4).

      Dette er det fornemste punkt i den kristne lære. Men sofisterne har helt ladet det gå i glemme, og i vor tid fordunkler sværmerne det på ny. Her ser du, hvor nødvendigt det er at tro og bekende artiklen om Kristi guddommelighed. For sejre over verdens synd, døden, forbandelsen og Guds vrede i og ved sig selv - det kan ingen skabning gøre, men alene den guddommelige magt. Derfor er det nødvendigt, at han, som har overvundet dem i og ved sig selv, virkeligt og af naturen er Gud. For mod den vældige magt, som synden, døden og forbandelsen udgør, og som af egen magt hersker i verden og i hele skabningen bør der sættes en anden og overlegen magt. Og der kan ikke findes eller gives nogen større magt end Gud. Derfor er det at tilintetgøre synden, ødelægge døden, fjerne forbandelsen i og ved sig selv og at skænke retfærdighed, bringe livet frem for lyset og give velsignelse i og ved sig selv, alene den guddommelige magts værk. Men da Skriften har tilskrevet Kristus alt dette, er han selv livet, retfærdigheden og velsignelsen. Og han er af natur og væsen Gud. De, der fornægter Kristi guddommelighed, sætter altså hele kristendommen over styr og bliver hednin­ger og tyrkere!

      Man skal altså, som jeg tit har sagt, tilegne sig dette lærepunkt om retfærdiggørelsen med omhu. For i det er alle andre led af vor tro sammenfattet, og når det er i behold, er de andre også i god behold. Når vi derfor lærer, at menne­skene bliver retfærdiggjort ved Kristus, at Kristus er sejrher­ren over synden, døden og den evige forbandelse, aflægger vi samtidig vidnesbyrd om, at han af naturen er Gud.

      Af dette er det åbenlyst nok, hvor frygteligt blinde og ugudelige papisterne har været, siden de lærte, at disse højst frygtelige og mægtige tyranner, synden, døden og forban­delsen, som gør ende på hele menneskeslægten, skal besejres, ikke ved den guddommelige lovs retfærdighed (for skønt den er retfærdig, god og hellig, formår den dog intet andet end at lægge under forbandelsen), men ved den retfær­dighed, der stammer fra menneskelige gerninger som faster, pilgrimsrejser, rosenkransbønner, munkeløfter osv. Har man vel nogen sinde fundet nogen, der med denne rustning på har overvundet synden, døden osv. ? I Ef 6, 13 ff. beskri­ver Paulus en helt anden rustning, som kan bruges mod disse umådeligt stærke uhyrer. Netop derved at disse blinde og ledere af blinde har kastet os ubevæbnede, uden Guds rust­ning, frem mod disse uovervindelige og almægtige tyranner, har de altså ikke blot udleveret os til dem, så de kunne opsluge os, men også gjort os til syndere, der er ti gange værre end selv mordere og skøger. For det tilkommer alene den guddommelige magt at ødelægge døden, tilintetgøre synden, skabe retfærdighed og give liv. De har tillagt vore gerninger denne guddommelige kraft, da de sagde: Om I gør dette eller hint, skal I sejre over synden, døden og Guds vrede. Ja, de har virkelig gjort 05 til Gud af natur. Og derved har papisterne vist, at de, skønt de kaldte sig kristne, selv har været syv gange værre afgudsdyrkere end hedningerne. Det gik dem nemlig ligesom svinet, der efter at være blevet vasket, vendte tilbage til sin mudderpøl, og, som Kristus siger: »Efter at være faldet fra troen vender den onde ånd tilbage til det hus, som den er blevet uddrevet af, og den tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og når de er kommet derind, bor de der. Og det sidste bliver værre med dette menneske end det første« (Luk 11, 24 ff.).

      Lad os derfor med taksigelse og en vis tillid tage imod denne søde og trøsterige lære, at Kristus, der for vor skyld er gjort til en forbandelse, det vil sige til en synder, som er hjemfalden til Guds vrede, iklæder sig vor person, lægger vore synder på sine skuldre og siger: Jeg har begået de synder, som alle mennesker har begået. Han er altså virkelig ifølge loven blevet en forbandet, ikke for sin egen skyld, men, som Paulus siger: For vor skyld. For hvis han ikke havde taget mine, dine og hele verdens synder på sig, havde loven ikke haft noget retskrav på ham. Det er jo kun synde­re, den fordømmer og holder under forbandelse. I modsat fald havde han derfor hverken kunnet blive en forbandelse eller dø; for da var han uberørt af synden, som er ophavet til forbandelse og død. Men fordi han ikke tvunget, men af fri vilje havde taget vore synder på sig, burde han lide straffen og Guds vrede, ikke for sin egen, men for vor persons skyld. Hans egen person var jo retfærdig og uovervindelig og kun­ne derfor ikke blive skyldig.

 

Evangeliets lyksalige ombytning

Således gjorde han et lykkeligt bytte med os, tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende. Iført og iklædt den befries vi fra lovens forbandelse. For Kristus er selv frivilligt blevet en forbandelse for os. Han siger: Jeg er, hvad min gud- menneskelige person angår, vel­signet og trænger ikke til noget; men jeg vil forringe (egentlig »udtømme«, sammenlign Fil. 2, 7) mig selv og tage jeres dragt og maske på, og i den vil jeg vandre og lide døden, så jeg kan befri jer fra døden. Og da han således bar hele verdens synd, blev han pågrebet, led, blev korsfæstet, døde og blev for vores skyld gjort til en forbandelse. Men da han virkelig var en guddommelig og evig person, kunne døden umuligt holde ham fast. Derfor stod han på den tredje dag op fra døden og lever nu evigt, og der findes ikke mere nogen synd, død eller vor maske i hans person, men kun retfærdig­hed, liv og evig velsignelse.

      Vi bør betragte dette billede og holde fast ved det med en stærk tro. Den, der gør det, ejer Kristi uskyld og sejr, hvor stor en synder han end er. Men det kan man kun holde fast ved med en af troen oplyst fornuft, ikke med kærlighedens viljekraft. Følgelig retfærdiggøres vi alene af troen; for troen alene griber om denne Kristi sejr. For så vidt du altså tror dette, har du det. Hvis du tror, at synden, døden og forban­delsen er tilintetgjort, så er de det. For Kristus har overvun­det og udslettet dem i og ved sig selv, og han vil, man skal tro, at ligesom der ikke mere er nogen syndermaske, eller noget spor af døden i hans person, således er der det heller ikke i vor, eftersom han har gjort det alt for vor skyld osv.

      Derfor skal du, hvis synden ængster dig og hvis døden forskrækker dig, tænke på, at det blot er en tom indbildning og et blændværk af Djævelen, hvad det bestemt også er. For i virkeligheden er der slet ikke mere nogen synd, nogen for­bandelse, nogen død, nogen Djævel. Kristus har nemlig overvundet og tilintetgjort det alt. Kristi sejr er derfor det pålideligste af alt. Den er der ingen fejl ved, da den er helt sand; det er der derimod ved vor vantro. For det er svært for fornuften at tro på disse helt uvurderlige goder. Dernæst kommer også Djævelen og sektererne, og de er alene ude på at fordunkle og berøve os denne lære - Djævelen ved sine gloende pile og sektererne ved deres falske og ugudelige lære. Og først og fremmest på grund af denne artikel, som vi indskærper så flittigt, må vi bære Satans og verdens had og forfølgelse. For Satan mærker denne artikels magt, og hvilke frugter den bærer.

      Men at der nu, da Kristus har magten, i virkeligheden ikke mere gives nogen synd, død og forbandelse, bekender vi også dagligt i Den apostolske trosbekendelse, når vi siger: »Jeg tror på en hellig kirke.« Det er nemlig slet ikke andet end, om vi sagde: Jeg tror, at der ikke findes nogen synd og nogen død inden for kirken. For de, der tror på Kristus, er ikke syndere og ikke skyldige til døden, men ganske enkelt helli­ge og retfærdige, herrer over synden og døden og levende til evig tid. Men det er kun troen, der ser dette, fordi vi siger: »Jeg tror på en hellig kirke.« Men hvis du spørger fornuften og dine egne øjne til råds, vil du fælde en modsat dom. For du ser meget hos de fromme, der støder dig bort: du ser, at de ofte falder, synder, er svage i troen og plages af vrede, misundelse og andre onde lidenskaber. Følgelig er kirken ikke hellig. Den slutning benægter jeg. Hvis jeg ser på mig selv eller min næste, vil den aldrig være hellig. Men hvis jeg ser på Kristus, forsoneren, der renser kirken, er den helt igennem hellig. For han har borttaget hele verdens synder.

      Derfor er der i virkeligheden ingen synder der, hvor man ser og mærker dem. For ifølge Paulus' teologi er der ikke mere nogen synd, død og forbandelse i verden, men der­imod i Kristus, som er Guds lam, der bærer verdens synd og er gjort til en forbandelse for at befri os fra forbandelsen. Derimod findes der ifølge filosofien og fornuften kun i verden, i kødet og hos syndere synd, død osv. For sofister­nes teologi kan kun betragte synden på metafysisk (dvs. filosofisk) vis, nemlig således: En tings beskaffenhed har at gøre med dens væsen eller jeg. Ligesom der findes farve på væggen, findes der altså synd i verden, kødet og samvittig­heden. Derfor må den fjernes ved hjælp af kræfter, der er modsat, nemlig kærligheden. Men den sande teologi lærer, at der ikke længere er nogen synd i verden; for Kristus, på hvem Faderen ifølge Es 53, 6 har lagt hele verdens synder, har sejret, tilintetgjort og dødet den i sit legeme. Han er én gang for alle død for synden; men efter at være opstået fra de døde, dør han ikke mere. Hvor der altså findes tro på Kristus, dér er synden i virkeligheden tilintetgjort, død og begravet. Men hvor der ikke er tro på Kristus, dér er der stadig synd. Skønt der endnu findes en rest af synd hos de hellige, fordi de ikke har en fuldkommen tro, er den nu død. For synden tilregnes ikke på grund af troen på Kristus.

      Hvad Paulus fremhæver her, er altså det højeste og vægtigste bevis imod gerningsretfærdigheden: Ikke loven, ikke gerningerne, men Kristus løskøber fra forbandelsen. Derfor besværger jeg dig ved Gud om at sætte skel mellem Kristus og loven og lægge omhyggeligt mærke til, hvordan og hvad Paulus siger. Alle, der ikke opfylder loven, er, siger han, med nødvendighed under forbandelsen. Men der er ingen, der opfylder loven. Følgelig er den første sætning sand, nemlig at alle mennesker er under forbandelsen. Dernæst føjer han en anden til: Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet han for vor skyld er blevet en forbandelse. Følgelig er det ikke loven og gerningerne, der løskøber os fra forbandelsen. De fører os snarere med sig og lægger os ind under forbandelsen. Følgelig kan kærligheden, der ifølge sofisterne giver troen dens rette form, ikke blot ikke løskøbe os fra forbandelsen; men den trænger og vælter os snarere ind i den.

      Men ligesom Kristus er noget andet end loven og lovger­ningerne, således er Kristi genløsning også noget helt andet end min fortjeneste som følge af lovgerninger. For Kristus selv måtte købe os fri fra lovens forbandelse. De, der ikke griber om Kristus i tro, forbliver altså under forbandelsen. Ikke engang sofisterne er så tåbelige at sige, at Kristus er vor gerning eller vor kærlighed. Kristus er nemlig noget helt andet end en gerning, vi udfører. End ikke den mest vanvit­tige papist ville driste sig til at sige, at den almisse, han selv giver til en trængende, eller den lydighed, som en munk lægger for dagen, skulle være Kristus. For Kristus er Gud og menneske, undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria osv. Og om ham siger Paulus, at han for vor skyld er blevet en forbandelse, så han kunne løskøbe os fra lovens forban­delse. Loven, gerninger, kærlighed, munkeløfter osv. kan altså ikke løskøbe os, men tildækker og nedtynger os snarere endnu mere med forbandelse. Jo virksommere vi altså har været, des mindre kan vi forstå og gribe om Kristus.

      Kristus griber man nemlig ikke ved hjælp af lov eller gerninger, men med en fornuft eller en forstand, der er blevet oplyst af troen. Og at gribe om Kristus ved troen er det egentlige beskuende liv, som sofisterne vrøvler så meget om uden at vide, hvad de selv siger. Og den skuen, hvormed man griber om Kristus, er ikke den samme som sofisternes og munkenes dumme indbildning om underfulde ting, der ligger over deres fatteevne. Den er derimod en teologisk, troende og guddommelig betragtning af kobberslangen, der var hængt op på pælen, det vil sige af Kristus, der hænger på korset for mine, dine og hele verdens synder. Det er altså klart, at alene troen retfærdiggør. Men når vi er blevet retfærdiggjorte af troen, træder vi ud i det liv, hvor vi skal være aktive og handle. Hvis sofisterne havde kaldt det første for evangeliet og det andet for loven, havde de på denne vis kunnet skelne ret mellem et liv i betragtning og et liv i aktiv handling. De skulle have lært, at det betragtende liv skal indesluttes i og rettes mod Guds ord, og at man i det slet ikke skal betragte noget andet end evangeliets ord. Det aktive liv skal derimod hentes fra loven. Det omfatter ikke Kristus, men øver sig i kærlighedsgerninger mod næsten.

      Denne tekst er altså tydelig; alle mennesker, også apostle, profeter og patriarker, ville være blevet under forbandelsen, hvis ikke Kristus havde vendt sig imod synden, døden, lovens forbandelse samt Guds vrede og dom og havde besej­let dem i sit legeme. For disse vældige uhyrer havde ikke kunnet overvindes af nogen menneskelig magt. Men nu er Kristus ikke en lov, ikke lovens gerning, ikke nogen selv­valgt handling, men en guddommelig og menneskelig person, som har taget synden, lovens fordømmelse og døden på sig - ikke for sin egen skyld, men for vores. Derfor ligger hele eftertrykket på ordene: »for os«!

 

Både præst og offer

Vi bør altså ikke - således som sofisterne og næsten alle kirkefædrene, Hieronymus og andre har gjort - forestille os Kristus som en uskyldig og isoleret enkeltperson, der er hellig og retfærdig blot for sin egen skyld. Vist er det sandt, at Kristus er en helt fejlfri person. Men vi bør ikke blive stående derved. For først da har du ham virkeligt, når du tror, at denne helt fejlfri og uskyldige person er blevet givet dig af Faderen for at være din præst og forløser, ja din slave, der efter at have aflagt sin uskyld og renhed og have antaget sig din syndige person bar din synd, død og forbandelse og blev et offer og en forbandelse for dig, for at han således kunne befri dig fra lovens forbandelse.

      Du ser altså, med hvilken sandt apostolisk ånd Paulus her behandler dette overordentlig betydningsfulde emne om velsignelsen og forbandelsen, da han ikke blot lægger Kri­stus selv under forbandelse, men også siger, at han er blevet en forbandelse. Således kalder han ham i 2 Kor 5, 21 for synd, når han siger: »Den, der ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os osv.« Disse sætninger kan vel med rimelighed udlægges således: Kristus er blevet en forbandel­se, det vil sige: et offer for forbandelsen. Og han er blevet synd, det vil sige: et offer for synden. Alligevel er det bedre at lade ordene beholde deres egentlige betydning. Derved får udsagnet større vægt. For når en synder kommer til virkelig selverkendelse, føler han ikke bare dette, at han er en synder som noget, der er groet frem eller kommet til, men som noget der hører med til hans egentlige jeg. Det vil sige, at han forekommer sig selv at være ikke bare ulykkelig, men ulyk­ken selv, ikke blot at være en synder og forbandet, men selve synden og forbandelsen. Ligesom vi, når vi på latin vil betegne en som særlig forbryderisk, kalder ham for »en forbrydelse« (scelus). Det er nemlig noget helt overvældende at bære synden, Guds vrede, forbandelsen og døden. Derfor bliver det menneske, der føler dette alvorligt, ganske enkelt selve synden, døden, forbandelsen osv.

      Paulus behandler altså dette emne som en sand apostel. For ingen sofist, lovkyndig, jøde, sværmer eller nogen an­den taler således. Hvem ville driste sig til at anføre dette ord fra Moses: »Forbandet er hver den, som hænger på et træ« og udlægge det om Kristus selv? Og på samme vis som Pau­lus udlægger denne sætning: »Forbandet hver den osv.« om Kristus, således kan også vi sammenfatte ikke blot hele kapitel 27 i 5 Mosebog, men alle Moselovens forbandelser og overføre dem på Kristus. For ligesom Kristus for sin egen persons vedkommende er uskyldig over for dette almene lovbud, således er han det også i alt andet. Og ligesom han for vor skyld er skyldig i dette almene lovbud og blev hængt op på træet som en forbryder, gudsbespotter, fadermorder, forræder osv., således er han også skyldig over for alle andre lovbud. For alle lovens forbandelser er lagt på ham. Derfor bar han dem og udholdt dem i sit legeme for os. Han var altså ikke bare en forbandet, men blev for vores skyld en forbandelse.

      Således tolkes Skriften på sand apostolisk vis. For et men­neske, der ikke har Helligånden, kan ikke tale således; han sammenfatter ikke hele loven i ét ord og henfører det helt og holdent til Kristus, og sammenfatter på den anden side alle Skriftens løfter og siger, at de engang for alle er opfyldt i Kristus. Derfor er det et apostolisk og helt urokkeligt bevis, der ikke er bygget på et enkelt sted i loven, men på den samlede lov. Det gør Paulus sig voldsom umage for at vise.

      Og her ser du, hvor omhyggeligt Paulus har læst Skriften, og hvor ivrigt han har gennemtænkt og overvejet hvert enkelt ord af dette skriftsted: »I din sæd skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 22, 18). Først slutter han således ud fra ordet velsignelse: Hvis der skal komme velsignelse over alle folk, må alle folk være under forbandelse, selv jøderne, som har Moseloven. Og han anfører Skriftens vid­nesbyrd og beviser dermed, at jøderne står under forbandel­sen, skønt de er under loven: »Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de ting, som er skrevet i lovens bog.«

      Dernæst overvejer han omhyggeligt vendingen »alle folk«. Han drager deraf den slutning, at velsignelsen ikke blot gælder jøderne, men alle folk på hele jorden. Men når den gælder alle folk, kan den umuligt fås gennem Moseloven, da intet andet folk end jøderne havde den. Men skønt disse havde loven, fik de dog så langtfra del i velsignelsen gennem den, at de jo mere de forsøgte at opfylde loven, blev hjem­faldne til dens forbandelse. Derfor måtte der være en anden retfærdighed, der langt overgår lovens retfærdighed, og ved hvilken ikke blot jøderne, men alle folk i hele verden kan få del i velsignelsen.

      Endelig forklarer han udtrykket »i din sæd« således, at der skulle fødes et menneske af Abrahams sæd, nemlig Kristus, 3 ved hvem der skulle komme velsignelse over alle folk. Da 1 Kristus altså skulle velsigne alle folk, som han fandt forban­dede, måtte han fjerne forbandelsen fra dem. Men han kun­ne ikke tage den bort ved hjælp af loven. For den gør blot forbandelsen endnu større. Hvad gjorde han så? Han slutte­de sig til de forbandede, idet han antog sig deres kød og blod. Og således stillede han sig som midler mellem Gud og mennesker. Skønt jeg er kød og blod, siger han, og færdes mellem forbandede, er jeg dog den velsignede, ved hvem alle mennesker skal velsignes. Og således var i ham Gud og menneske forbundet til én person. Og da han havde forenet sig med os forbandede, blev han for vor skyld en forbandelse og skjulte sin velsignelse i vor synd, død og forbandelse, der domfældte og dræbte ham. Men fordi han var Guds Søn, kunne han ikke holdes fast af dem, men besejrede dem og triumferede over dem. Og alt, hvad der havde med det kød at gøre, som han havde antaget sig for vor skyld, førte han med sig. Derfor bliver alle de, der holder sig til dette kød, velsig­net og befriet fra forbandelsen.

      Dette har Paulus uden tvivl behandlet udførligt, da han var hos galaterne. For det er apostlenes egentlige opgave at forklare Kristi embede og herlighed, oprejse de bedrøvede samvittigheder og bringe dem trøst. Men når de, der kun kender lovens retfærdighed, ikke får at høre om, hvad de skal gøre eller undlade at gøre, men blot hører, at Kristus, Guds Søn har påtaget sig kød og sluttet sig til forbandede, for derved at velsigne alle folk - så forstår de intet deraf eller forstår det blot på kødelig vis. For de er optaget af andre overvejelser og sværmeriske fantasier. Derfor er dette blot tågetale for dem. Ja, selv for os, der har Åndens førstegrøde, er det umuligt helt at forstå og tro det; for det strider fuldstændig mod den menneskelige fornuft.

      Alt ondt var kort sagt ved at overskylle os, således som det til evig tid skal overskylle de ugudelige. Men Kristus, der for vor skyld blev gjort skyldig for alle love og forbandelser, såvel som i vore synder og misgerninger, gik imellem. Han tog sig af os elendige og fortabte syndere, påtog sig og bar al vor nød, der i evighed ville have trykket og plaget os. Og én gang for alle overvældede det ham og overskyllede hans hoved, således som profeten i Sl 88, 8 og 17 på Kristi vegne klager og siger: »Tungt hviler din vrede på mig, alle dine brændinger går over mig« og ligeså: »Din vredes luer går over mig, dine rædsler har lagt mig øde.« Efter at vi på denne vis gennem Kristus er blevet befriet fra de evige rædsler og pinsler, skal vi nyde en evig og usigelig fred og salighed, blot vi stoler på dette.

      Dette er Skriftens tilbedelsesværdige mysterier, den rette kabale, som Moses også dunkelt har antydet adskillige steder, og som profeter og apostle kendte og overgav til efterslægten fra far til søn. Profeterne glædede sig mere over, at det skulle ske, end vi over, at det nu er sket.

v14 for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus,

Paulus har bestandig dette skriftord »I din sæd osv.« for øje. For den velsignelse, der var lovet Abraham, kunne kun blive hedningerne til del gennem Abrahams sæd Kristus. Hvordan? Han måtte selv blive forbandet, så løftet til Abra­ham: »I din sæd skal alle jordens folk velsignes«, kunne blive opfyldt således. For det, der var lovet, kunne alene ske derved, at Jesus Kristus blev en forbandelse og forbandt sig med de forbandede folk og således fjernede forbandelsen fra dem og velsignede dem med sin velsignelse.

      Og her ser du, hvormed vi har fortjent frelsen, med hvil­ken billigheds- og fuldværdig fortjeneste. Du skal, som jeg ovenfor har mindet om, huske, at ordet ”velsignelse” ikke er uvirksomt, således som jøderne fantaserer om. De forstår velsignelse som en mundtlig eller skriftlig hilsen. Men Pau­lus taler her om synd og retfærdighed, om død og liv for Gud. Han taler altså om uvurderlige og ubegribelige ting, således som jeg udførligt har omtalt ovenfor, når han siger: »For at Abrahams velsignelse måtte komme til hedningerne i Jesus Kristus.« Du ser desuden, hvordan vi kan få denne velsignelse. Den forberedelse, det vil sige den billigheds- og fuldgyldige fortjeneste, og de gerninger, hvormed man skaf­fer sig denne retfærdighed, består deri, at Kristus Jesus er blevet en forbandelse for os. For vi kender ikke Gud og er hans fjender. Vi er døde i vore synder og forbandede. Følge­lig har vi slet ingen fortjeneste. For hvad skulle vel en for­bandet synder, som ikke kender Gud, som er død i sine syn­der og hjemfalden til Guds vrede og dom, kunne fortjene?

      Når paven lyste nogen i band, var hvad som helst denne gjorde forbandet. Hvor meget mindre kan han, der inden og uden Kristus er forbandet, da gøre andet end, hvad der er forbandet. Derfor er det den eneste vej til at undgå forban­delsen at tro og med en fast tillid sige: Du, Kristus, er min synd og forbandelse, eller rettere: Jeg er din synd, din for­bandelse, din død, Guds vrede over dig og dit Helvede. Du derimod er min retfærdighed, min velsignelse, mit liv, Guds nåde over mig og min Himmel. For Skriften siger tydeligt: »Kristus blev en forbandelse for os.« Vi er altså årsagen til, at han blev en forbandelse, ja vi er hans forbandelse.

      Dette er et meget kraftigt og trøsterigt sted. Og skønt det ikke stiller de forblindede og forhærdede jøder tilfreds, er det dog tilstrækkeligt for os, der er kristne, er døbt og har antaget denne lære. Og med kraft slår vi det fast, at det er gennem Kristi forbandelse, synd og død, vi er velsignet, det vil sige retfærdiggjort og levendegjort. Så længe som synden, døden og forbandelsen forbliver i os, fordømmer synden, døder døden og forbander forbandelsen os. Men når de overføres på Kristus, bliver det, der var vort, hans eget, og det, der var hans, bliver vort. Derfor skal vi i al anfægtelse lære at overføre synden, døden, forbandelsen og alt, hvad der plager os af ondt, fra os til Kristus. For han bærer virkelig al vor nød, da Gud Fader, som Esajas siger, har lagt alle vore misgerninger på HAM. Og han har villigt taget dem på sig. For han var ikke skyldig; men han ville derigennem gøre Faderens vilje, hvormed vi er blevet gjort hellige til evig tid.

      Det er denne uudsigelige og uendelige barmhjertighed hos Gud, som Paulus gerne ville udfolde med en vældig rigdom af ord. Men menneskehjertets snæverhed kan ikke begribe og langt mindre give udtryk for den guddommelige kærlig­heds så dybe afgrund og brændende nidkærhed mod os. Derfor volder selve den guddommelige barmhjertigheds storhed ikke blot troen vanskeligheder, men også, at man ikke kan tro. For jeg får ikke blot at høre, at den almægtige Gud, der har skabt alle ting, er god og barmhjertig, men også, at denne højeste majestæt har vist mig fortabte synder, vredens og den evige døds søn, en sådan omsorg, at Han ikke skånede sin egen Søn, men gav ham hen til den mest skammelige død, så at han hængende mellem røverne kunne blive synd og forbandelse for mig forbandede synder, og jeg kunne blive retfærdig, velsignet, Guds barn og arving. Hvem kan prise denne Guds godhed nok? End ikke alle engle. Den hellige Skrift taler altså om helt andre ting end en bog om borgerlige forhold, filosofi eller Moseloven, nemlig om de uudsigelige, ja helt guddommelige gaver, der overgår al menneskelig og englelig fatteevne, ja simpelt hen alt.

 

v14 og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

Grundtekstens vending »Åndens forjættelse« er en hebraisme, der betyder »den lovede Ånd«. Men Ånden er frihed fra lov, synd, død, forbandelse, Helvede, Guds vrede og dom osv. Der har vi ingen billigheds- eller fuldværdig fortjeneste, men et ufor­tjent løfte og en ved Abrahams sæd skænket gave, der går ud på, at vi skal blive fri for alt ondt og få alt godt. Og vi modtager ikke denne frihed og Åndens gave ved nogen anden fortjeneste end ved at tro. For troen alene griber om løftet, således som Paulus klart siger det her: »For at vi kunne få Åndens forjættelse ved troen«.

      Dette er en meget liflig og sandt apostolisk lære, der for­kynder, at det, som »mange profeter og konger har villet se og høre osv.« (Luk 10, 24), nu er opfyldt og skænket os. Og sådanne steder som det ene, jeg har nævnt, er samlet fra forskellige ytringer af profeterne, der længe i forvejen forud­så i Ånden, at alt skulle blive ændret, fornyet og styret af denne ene mand Kristus. Skønt jøderne havde Guds lov, ventede de derfor dog ud over den på Kristus. Ingen af profeterne eller herskerne over Guds folk stiftede en ny lov. Men Elias, Samuel, David og alle de andre forblev under Moses' lov og stiftede ikke 10 nye bud, et nyt kongedømme eller præsteskab. For en sådan nyændring af konge- og præstedømmet, af loven og gudstjenesten blev forbeholdt denne ene, om hvem Moses længe i forvejen havde forudsagt: »Herren din Gud vil lade en profet fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på« (5 Mos 18, 15), som om han dermed vil sige: denne ene og ingen anden.

      Dette har fædrene forstået godt. For ingen kunne lære større og højere ting end Moses selv, han der havde givet de højeste love om de højeste og største ting, som De 10 bud og frem for alt Det første bud: »Jeg er Herren, din Gud. Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20, 2 og 3) og »Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte« osv. (5 Mos 6, 5). Den lov om kærlighed til Gud gælder også for englene. Derfor er den kilden til al guddommelig visdom osv. Og dog skulle der komme en anden lærer, nemlig Kristus, der skulle lære noget langt større og bedre end disse de bedste love, nemlig nåden og syndsforladelsen. Det afsnit af teksten er altså særdeles betydningsfuldt. For med denne ganske korte vending: »For at vi kunne få Åndens forjættelse ved troen« har Paulus én gang for alle fremført alt. Da han derfor ikke kunne komme længere, blev han stående her. For han havde ikke noget større eller højere at sige.

      Men jeg har ovenfor angivet, hvordan de meninger om gerninger og løn, som vore modstandere fremfører imod os ud fra Skriften, skal forstås. Det er jo en given sag, at de skal udlægges på teologisk, åndelig vis. Ligesom man, hvis sæt­ningen fra Dan. 4, 27: »Gør ende på dine synder med barm­hjertighed mod de fattige« bliver anført imod os, straks skal spørge ikke den moralske, men den teologiske grammatik til råds. Den viser, at dette »gør ende på« ikke skal forstås moralsk, men teologisk, og det vil sige, at det indeslutter troen. For i De hellige Skrifter forudsætter virksomhed også en god vilje og en ret indsigt, ikke i hvad der gælder på det naturlige område, men i hvad der hører Gud til, og det vil sige tro. På denne måde kan du let lukke munden på sofi­sterne. For de tvinges selv til at indrømme, at de ud fra Aristoteles lærer således, at al god handlen forudsætter et valg. Hvis dette gælder inden for filosofien, bør der meget mere inden for teologien takket være troen være en god vilje og en ret indsigt til stede inden handlingen. Og det er, hvad der ligger i alle befalinger og ligeså i alle ord, der lærer loven. Det udlægger Hebr 11, 4 klart: »Ved troen ofrede Abel osv.«

      Om denne forklaring skulle være utilstrækkelig, skønt den er bombesikker, så er dette dog de kristnes allermest slående bevis og grundsyn, som de kan anvende mod alle anfægtelser og indvendinger, ikke blot fra deres modstande­re, men fra Djævelen selv, at de griber om hovedet, nemlig om Kristus. Og selv om sofisterne skulle være mere skarp­sindige end jeg og i den grad dængede mig til og snørede mig ind ved hjælp af deres beviser om gerninger og imod troen, at jeg slet ikke kunne rede mig ud - skønt dette kan de jo slet ikke - så ville jeg dog hellere ære og tro på den ene Kristus end lade mig rokke af alle de steder, de anfører imod mig for at opstille en retfærdighed af gerninger.

      Derfor skal man ganske enkelt give dem dette svar: Kri­stus er her, Skriftens vidnesbyrd om gerninger er der. Men Kristus er Herre over Skriften og alle gerninger. Han er jo Herren over Himmel og jord, sabbatten og templet, verden, synden, døden, ja alle ting. Og Paulus, hans egen apostel, forkynder, at han for min skyld er blevet synd og forbandel­se. Jeg får altså at høre, at jeg ikke har kunnet blive udfriet fra min synd, død og forbandelse på nogen anden måde end ved hans død og blod. Derfor drager jeg med største vished den slutning, at Kristus og ikke mine gerninger skal overvinde mine synder, død og forbandelse. Og fornuften tvinges ifølge sin natur til at give sin tilslutning og sige, at Kristus ikke er mit værk, at hans blod og død ikke er en munkekutte, en raget isse, faste eller munkeløfte, at hans sejr, som han har givet mig, ikke er en karteusermunk. Om derfor han selv er betaling for min forløsning, hvis han selv er gjort til synd og forbandelse for at retfærdiggøre og velsigne mig, så har jeg ingen grund til at opholde mig ved skriftsteder, selv om du fremlægger seks hundrede for gerningsretfærdigheden imod trosretfærdigheden og råber op om, at Skriften modsiger sig selv. Jeg har Skriftens ophavsmand og Herre, og jeg vil hellere stå ved hans side end tro på dig. Men Skriften kan umuligt være selvmodsigende undtagen for tåbelige og forhærdede hyklere. Men for de fromme og forstandige aflæg­ger Skriften vidnesbyrd for sin Herre. Se altså til, hvordan du kan komme ud af det med en Skrift, som du siger, er selvmodsigende. Jeg bliver hos Skriftens ophavsmand.

      Hvis derfor en, der ikke er tilstrækkelig dygtig til at få skriftstederne om gerninger til at stemme (:med Skriftens egentlige indhold) eller til at tilintetgøre dem, dog er nødt til at høre på modstandernes vedholdende snak og voldsomme fremhævelse af den slags steder, så skal han ganske enkelt svare således: Du fremhæver stadig tjeneren, det vil sige Skriften, og det ikke den hele eller den vigtigste del, men blot nogle steder om gerninger. Den tjener overlader jeg til dig. Jeg holder mig til Herren, som er Skriftens konge og som er blevet min fortjeneste og prisen for min retfærdighed og frelse. Ham holder jeg mig til og holder fast ved ham og overlader til dig de gerninger, som du dog aldrig har gjort. Denne afgørelse kan hverken Djævelen eller nogen gerningsretfærdig tage fra dig eller omstyrte. Dermed er du også sikker over for Gud. For hjertet forbliver rettet imod den genstand, der hedder Kristus, som er korsfæstet og forbandet, ikke for sig selv, men for vor skyld, således som teksten lyder: »Han blev en forbandelse for vor skyld.« Dette sted skal du stadig betone og sætte op imod alle skriftord om gerninger. Og du skal sige: »Hører du ikke dette, Satan?« Da skal han vige. For han ved, at Kristus er hans Herre.

 

v15 Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes.

      Efter det vigtigste og vægtigste bevis tilføjer Paulus et andet, som han har hentet fra ligheden med et menneskes testamen­te. Det forekommer at være et bevis, der mest har med veltalenhed at gøre. Det kan fornuften gøre nar af på denne vis: Mon du, Paulus, vil overføre det, der gælder for menne­skelivet, på det, der har med Gud at gøre? Ligesom Cicero siger om Homer: Mens han tilskriver guderne menneske­lige egenskaber, ville jeg hellere, om vi kunne få de guddom­melige. Og det er bestemt sandt, at det er de svageste af alle beviser, når der drages slutninger fra menneskeligt til gud­dommeligt, således som Duns Scotus plejer at gøre. Han siger: Mennesket kan elske Gud over alle ting. For det elsker sig selv over alle ting. Følgelig må det endnu langt mere elske Gud. For jo større gode, des mere er det værd at elske. Og  deraf slutter han, at et menneske af egen kraft uden besvær kan opfylde dette højeste af alle bud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte osv.« For, siger han, mennesket kan jo elske et meget ringe gode overalt, ja falbyder sit liv, det kæreste han har, for en ringe og lumpen sum penges skyld. Altså kan det ifølge Scotus meget snarere gøre dette for Guds skyld.

      I har ofte hørt mig sige, at de borgerlige og huslige ord­ninger er guddommelige, siden Gud selv har forordnet og anerkendt dem, ligesom han har anordnet solen, månen og de andre skabninger. Derfor er beviset, der er hentet fra Guds forordning eller skabelse, værdifuldt, når blot vi bru­ger det rigtigt. Således har profeterne ofte anvendt lignelser fra skabningen og kaldt Kristus for en sol, kirken for en måne og dens lærere for stjerner. Ligeledes er der utallige andre lignelser hos profeterne om landets træer, tornebuske, blomster og frugter. Også Ny Testamente er fuldt af den slags. Og hvor der i skabningen er en guddommelig ordning, kan man derfor vel tage, hvad der gælder der, og overføre det på det guddommelige.

      Således slutter Kristus i Matt 7, 11 fra menneskeligt til guddommeligt, når han siger: »Dersom da I, som er onde, ved at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal jeres Fader, som er i Himlen, give dem gode gaver, som beder ham.« Det samme gør Paulus: »Man skal adlyde menne­sker, og altså endnu mere Gud« (sammenlign ApG 5, 29). Og Jeremias 35, 14: Rekabitterne adlød deres fader. I burde meget mere adlyde Gud; men det har I ikke gjort. Men dette er guddommelige ordninger, at fædre skal give deres børn, og at børn skal adlyde deres forældre. Sådan bevisførelse er god, fordi den hentes fra en guddommelig ordning.

 

Egenkærligheden er slet

Men hvis bevisførelsen hentes fra menneskenes fordærvede liden­skaber, er den ond og helt ugyldig. Og det er sådan, Scotus' bevisførelse er: Jeg elsker et mindre gode, følgelig elsker jeg et større endnu mere. Dér benægter jeg følgerigtigheden. For dér er min kærlighed ikke forordnet af Gud, men for­dærvet af Djævelen. Vist burde det være sådan, at jeg, når jeg elsker mig selv eller en anden skabning, i endnu højere grad elskede Gud, Skaberen. Men sådan er det ikke. For egen­kærligheden, hvormed jeg elsker mig selv og sætter mig op imod Gud, er slet.

      Dette siger jeg, for at ingen skal gøre nar af slutning fra menneskeligt til guddommeligt. Men jeg indlader mig ikke nu på en drøftelse, om dette bevis har med veltalenhed eller med logik at gøre, men siger blot, at en bevisførelse, der slutter fra menneskeligt til guddommeligt, er pålidelig, når blot vi som i nærværende sag henter den fra, hvad Gud har forordnet. For ifølge den borgerlige lov, som er en guddom­melig ordning, kan et menneskes testamente ikke sættes ud af kraft. Mens testator lever, er det ganske vist endnu ikke gyldigt; man når han er død, må det ikke ændres. Dette siger man dog ikke med henblik på de faktiske forhold, men for at betone, hvad der er ret, det vil sige, hvad der bør ske og med rette sker. For inden for juraen gælder det, at den sidste vilje skal opfyldes til punkt og prikke. Og den sidste vilje hører til de menneskelige forhold, der er hellige.

      Ud fra denne skik angående menneskers testamente slut­ter Paulus således. Hvordan går det til, at man adlyder mennesker, men ikke Gud? Statslige og borgerlige ordnin­ger overholdes omhyggeligt. Dér ændrer man intet, føjer intet til og trækker intet fra. Det er alene vor teologi, som hele skabningen dog aflægger vidnesbyrd om, der skal finde sig i forandring og tilføjelse. Og det er overbevisende, når Paulus slutter ud fra eksempler og love fra menneskelivet. Derfor siger han også: »Jeg taler på menneskevis, « som om han vil sige: Når det gælder testamenter og andre menneske­lige forhold bringer man, hvad loven foreskriver, til udførel­se og holder det. Hvorfor sker det samme ikke langt snarere, når der er tale om Guds testamente, hvad Gud selv har lovet Abraham og hans sæd? Dette er altså et tilstrækkelig kraftigt bevis, da det er hentet fra en guddommelig ordning.

 

v16 Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus.

Han kalder her med et nyt ord Guds løfter for et testamente. For testamente er heller ikke noget andet end et løfte, bort­set fra, at det endnu ikke kendes, men er forseglet indtil videre. Et testamente er imidlertid ikke en lov, men en gave. For arvingerne forventer ikke af testamentet en lov eller en fordring, men en arv. Først udlægger han altså ordene. Siden gør han anvendelse af lignelsen og betoner ordet sæd. Løf­terne blev talt til Abraham, siger han. Det vil sige, at der blev oprettet et testamente til fordel for ham. Følgelig er der lovet og givet ham noget. Det er ikke love, der er blevet givet ham, men et testamente om åndelig velsignelse. Hvis vi altså hol­der menneskers testamenter eller løfter, hvorfor holder vi da ikke de guddommelige, som er Guds testamente? Et menne­skes testamente er jo blot et billede og en efterligning af det. Hvis vi retter os efter billeder, hvorfor så ikke snarere efter det, der er afbildet? For det testamente, der blev givet Abra­ham, var ikke menneskeligt - og selv sådan et er jo ukrænke­ligt! - men guddommeligt.

      Men de løfter, der blev givet ham, gjaldt ikke alle jøder eller mange ætlinger, men ét afkom, nemlig Kristus. Jøderne anerkender ikke denne fortolkning, som Paulus her giver. De indbilder sig nemlig, at der her foreligger en ombytning af antallet, og siger, at ental må forstås om mange. Men vi holder os til den apostolske ånd, der ikke uden grund frem­hæver ordet sæd og i sin udlægning lader den sæd være Kristus. Det er en sandt apostolisk udlægning. Lad så blot jøderne benægte dette. Vi har tilstrækkelig mange og særde­les kraftige beviser, som Paulus har anført ovenfor. Dem kan de ikke bestride, og de bekræfter dette. Hidtil har han givet en lignelse eller et symbolsk billede af den guddommelige ordning ved at henvise til et menneskes testamente. Nu udlægger og anvender han lignelsen.

 

v17 Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft.

Her kunne jøderne indvende: Gud var ikke tilfreds med at give Abraham løfterne. Men fire hundrede og tredive år senere gav Han også loven. I mistillid til, at hans løfter kunne retfærdiggøre, føjede han altså noget bedre, nemlig loven, til, for at de, når der ligesom kom en bedre efterfølger, ikke skulle retfærdiggøres uden at gøre noget selv, men holde loven og retfærdiggøres ved den. Loven, der kom efter løftet, ophævede altså det. Den slags udflugter har jøderne mange af. Men Paulus gendriver denne indvending klart og kraftigt, idet han siger, at loven ikke kunne sætte løfterne ud af kraft, men snarere omvendt. Testamentet, der var stiftet for og lovet til Abraham med ordene: »I din sæd osv.«, er Guds testamente og, siger han, gjort gyldigt inden hele jødefolkets omskærelse. For løfterne, som Skriften inde­holdt, var selve teksten. Senere blev seglene: omskærelsen og de andre ceremonier i loven, føjet til den. Loven, der kom fire hundrede og tredive år efter løftet, har altså ikke ophæ­vet og havde heller ikke indskrænket dets gyldighed, selv om den var kommet tidligere. Men da nu loven er blevet givet så mange århundreder efter løftet, gør den det ikke ugyldigt. Men lad os indrømme, at de to strider imod hinanden, og lad os se, hvilken af dem der så er stærkest, om altså løftet ophæver loven eller loven løftet. Hvis loven ophæver løftet, så følger, at vi med vore gerninger gør Gud til en løgner og hans løfte ugyldigt. For hvis det er loven, der gør retfærdig og befrier fra synden og døden, og det følgelig er vore gerninger og kræfter, der, idet de opfylder loven, gør det, så er løftet til Abraham virkningsløst og slet ingen nytte til. Og følgelig er Gud en løgner og ordgyder. For når den, der lover, ikke vil holde, hvad han har lovet, men vil gøre det ugyldigt, hvad er det så andet end, at han er en løgner og ordgyder? Men loven skulle umuligt kunne gøre Gud til en løgner og vore gerninger umuligt gøre løftet til intet. Det skal være gyldigt og stå fast, selv om vi kunne opfylde loven, alene af den grund, at Gud ikke lover noget uden at holde det. Og selv om alle mennesker var lige så hellige som engle­ne - hvad der er umuligt - så at de slet ikke behøvede løftet, så skulle man alligevel netop mene, at det er det pålideligste og fasteste af alt. For ellers skulle Gud befindes at være upålidelig og løgnagtig, siden Han enten havde lovet noget uden grund, eller ikke ville holde, hvad Han havde lovet. Derfor står løftet også over loven, ligesom det blev givet inden loven.

      Og Gud gjorde ganske ret i at give løftet så længe inden loven, at ingen kunne sige, at retfærdigheden blev givet gennem loven og ikke gennem løftet. Det var altså med overlæg, Han gav løfterne inden loven. For hvis Han havde villet, at vi skulle retfærdiggøres ved loven, havde Han givet den fire hundrede og tredive år inden løftet eller i hvert fald samtidig med løftet. Det var altså med overlæg, Han gav løfterne inden loven. Men nu siger Han til at begynde med slet intet om loven og giver den først, efter at der er gået fire hundrede og tredive år. I hele den mellemliggende tid taler Han om sine løfter. Altså kom velsignelsen, og retfærdighe­den blev givet gennem løftet inden loven. Følgelig står løftet over loven. Og således sætter loven ikke løftet ud af kraft. Men troen på løftet, hvorved de troende blev frelst, også inden Kristus blev åbenbaret, og som nu er blevet forkyndt for alle jordens folkeslag gennem evangeliet, tilintetgør loven, så den ikke mere kan forøge synden og forskrække de syndere, der griber om løftet med troen, og drive dem til fortvivlelse.

      Og der gemmer sig en dybere mening eller rettere en ironi i, at han anfører tallet fire hundrede og tredive. Dermed vil han sige: Hvis I kan regne, så tæl på fingrene, hvor stort mellemrum der er mellem den tid, da løftet blev givet, og loven. Vist var løftet der allerede længe, skønt der endnu i lang tid, nemlig i fire hundrede og tredive år, ikke var nogen lov. Dette bevis, der er hentet fra et bestemt tidsrum, er følgelig ret så kraftigt.

      Men han taler ikke her om lov i almindelighed, men kun om den nedskrevne. Dermed vil han sige: Gud kunne ikke tage hensyn til vor gudstjeneste, vore gerninger og fortjene­ster, når de endnu ikke var til. For loven, der foreskriver gudsdyrkelsen, fordrer gerninger og lover, at de, der gør dem, skal leve, var jo endnu slet ikke til, og det er den, der siger: »Den, der gør disse ting, skal leve ved dem.«

       Ligesom hvis jeg utvunget, blot af god vilje gav et menneske, som jeg ikke skyldte noget, en mark eller et hus, og jeg senere hen, når der var forløbet tyve eller endnu flere år, siden jeg havde vist ham denne velgerning, ville pålægge ham den lov at gøre dette eller hint - så kunne han ikke sige, at han ved sine gerninger havde fortjent denne velgerning. Han havde jo modtaget den af mig så mange år forinden uden at bede om den, af ren og skær nåde. Således kunne Gud heller ikke tage hensyn til de gerninger og fortjenester, der blev gjort forud for retfærdiggørelsen, da løftet om Helligåndens gave var der fire hundrede og tredive år inden loven. Dette betoner Paulus med ironi i stemmen.

      På samme vis kunne vi sige: Kristendommen var til fire hundrede og tredive år inden vort munkevæsen. Det vil sige: Vore synder blev sonet ved Kristi død for halvandet tusinde år siden, inden man udtænkte nogen munkeorden, noget regulativ for skriftemålet eller nogen billigheds- eller fuld­gyldige fortjenester. Hvordan skulle vi altså først nu gøre fyldest for vore synder ved vore gerninger og fortjenester?

      Hvis jøderne altså skaffer sig retfærdighed ved hjælp af loven, siger han, hvormed kunne Abraham så skaffe sig den? Mon ved hjælp af loven? Nej, for loven var der endnu ikke. Hvis loven ikke var til, fandtes der hverken (af loven fordre­de) gerninger eller fortjenester. Hvad var der da? Kun løftet. Følgelig retfærdiggør løftet og ikke loven. Således samler Paulus alle vegne fra, fra lignelser og fra et bestemt tidsrum og personer, stærke beviser, som ingen, der er ved sine fulde fem, kan løbe fra. Lad os derfor styrke vore samvittigheder med den slags beviser. For når man bliver anfægtet, er det en forunderlig hjælp at have overvejet dette nøje. For de beviser fører os fra lov og gerninger til løftet og troen, fra vreden til nåden, fra synderne til retfærdigheden og fra døden til livet.

 

Loven til kødet – evangeliet til samvittigheden

Derfor skal man, således som jeg ofte indskærper, på det omhyggeligste holde disse to, loven og løftet, adskilt. For med hensyn til tid, sted, person, ja i enhver henseende er de så langt fra hinanden som Himmel og jord, verdens begyn­delse og ende. Vist er de ganske nær hinanden derved, at de begge holder til inde i det samme menneske eller i sjælen. Men med hensyn til den følelse, de indgiver, og ved deres opgave bør de være skilt så langt fra hinanden som muligt. Loven skal øve sit herredømme over kødet, og løftet skal blidt råde i samvittigheden. Når du på denne vis har anvist hver sin bestemte plads, kan du vandre helt trygt midt mellem løftets Himmel og lovens jord, åndeligt i nådens og fredens Paradis og kødeligt på arbejdets og korsets jord. Det besvær, som kødet tvinges til at lide, vil da ikke blive svært på grund af det dejlige løfte, som fryder hjertet på forunder­lig vis. Men hvis du sammenblander disse to og forlægger loven til samvittigheden og løftet om frihed til kødet, sker der samme forvirring som under pavedømmet. Og så ved du ikke, hvad der er lov og hvad der er løfte, hvad der er synd, og hvad der er retfærdighed.

      Hvis du derfor vil dele sandhedens ord ret, skal du med hensyn til den indstilling, de bibringer, og hele livet holde løftet så langt som muligt borte fra loven. Det var ikke uden grund, Paulus fremhævede dette bevis så omhyggeligt. For han forudså, at der ville ske dette onde, at Guds ord blev blandet sammen. Det vil sige, at løftet blev blandet med loven og således helt blev sat over styr. For når løftet blandes med loven, bliver det til lov alt sammen. Derfor skal du vænne dig til også med hensyn til tiden at holde loven adskilt fra løftet, så du, når loven kommer og anklager samvittighe­den, kan sige: Herskerinde lov, du kommer ikke til rette tid, men alt for tidligt. Vent endnu fire hundrede og tredive år. Når de er forløbet, kan du komme. Men så kommer du for sent. For løftet er kommet fire hundrede og tredive år før dig, og det tilslutter jeg mig og hviler blidt i det. Derfor har jeg ikke noget at gøre med dig og vil ikke høre på dig. For nu lever jeg med den troende Abraham, eller rettere jeg lever nu, efter at Kristus er kommet, han der ophævede og tilintetgjorde loven. Således skal Kristus altid henvende sig til hjerterne som en sammenfatning af alle beviser for troen, mod kødets retfærdighed, loven, gerninger og fortjenester.

      Hidtil har jeg anført næsten alle og i hvert fald de kraftig­ste beviser, som Paulus lægger frem i dette brev for at styrke lærestykket om retfærdiggørelsen. Blandt dem er det vigtig­ste og virksomste det, han især betoner her og i Romerbre­vet, nemlig beviset ud fra løftet. For ingen kan benægte, at løftet ikke er loven. Desuden udlægger han løftets ord: »I din sæd skal velsignes osv.« og overvejer dem meget om­hyggeligt. Han behandler også tidsforhold og personer, lige­så selve ordet »sæd« og tolker det om Kristus. Endelig belyser han også modsætningsvis, hvad nytte loven er til, at den nemlig indeslutter under forbandelse. Og således vender han de beviser, som de falske apostle havde gjort brug af for at forsvare lovretfærdigheden, om og retter dem imod dem selv. I bliver ved med at hævde, at loven er nødvendig til frelse, siger han. Har I da ikke læst, at »det menneske, der handler efter disse lovbud, skal leve ved dem« (3 Mos 18, 5). Men hvem gør det? Derfor er så mange, som holder sig til lovens gerninger, under forbandelse. Mens de falske apostle vil slutte fra loven til retfærdighed og liv, vender Paulus derfor deres ord om og slutter til forbandelse og død. Og således giver han et stærkt forsvar for artiklen om den kristne retfærdighed, mens han bekræfter den ud fra løftet, hvori han stiller Kristus frem som selve Abrahams sæd sammen med hans død, opstandelse, velsignelse og sejr for vor skyld. Og modstandernes beviser gendriver han med ord fra selve loven, hvormed han siger, at den så langtfra at retfærdiggøre har den stik modsatte virkning, nemlig at indeslutte under forbandelse. Nu følger den slutning, der må drages af disse beviser.

v18 Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet.

I Rom 4, 14 siger han således: »Dersom de, der er af loven, er arvinger, da er troen blevet tom og forjættelsen gjort til intet.« Anderledes kan det ikke gå. For det er jo helt tyde­ligt, at lov ikke er løfte. Hvor blind den naturlige fornuft end er, tvinges den dog til at indrømme, at det er en ting at love og en anden at fordre, en ting at give og en anden at modtage. Hvis en hest kunne tale, måtte den sige, at det er en ting, når staldkarlen giver den havre at æde, og en anden, når den traver med ham på ryggen. Loven og løftet er altså lige så indbyrdes forskellige som Himmel og jord. For loven for­drer: Gør dette! Løftet giver: Modtag dette!

      Paulus slutter altså på følgende vis: Velsignelsen blev givet gennem løftet, følgelig gives den ikke gennem loven. For løftet siger: »I din sæd skal velsignes osv.« Den, der har loven, har altså ikke tilstrækkeligt. For han har endnu ikke velsignelsen. Han er altså stadig under forbandelsen. Fordi velsignelsen ikke er knyttet til loven, derfor kan loven ikke retfærdiggøre. Desuden ville Gud stå som en løgner, og løftet blive ugyldigt, hvis arven kom af loven. Ligeså, hvis loven kunne skaffe velsignelsen, hvorfor skulle Gud så give det løfte: »I din sæd« osv.? Hvorfor sagde Han ikke snare­re: Gør dette, så skal du få velsignelsen, eller: Du kan fortjene det evige liv ved at gøre loven? Dette bevis fremgår af den uforenelige modsigelse: Arven gives gennem løftet, følgelig ikke gennem loven.

v18 Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

Man kan ikke benægte, at Gud, før loven var til, gennem løfte gav Abraham velsignelsen eller arven, det vil sige syn­dernes forladelse, retfærdighed, frelse og evigt liv, så vi kan være Guds børn og arvinger og Kristi medarvinger. For 1 Mos 22, 18 siger tydeligt: »I din sæd skal alle jordens folk velsignes.« Der blev velsignelsen givet uden hensyn til lov og gerninger. For Gud kom dem i forkøbet ved at give arven, inden Moses blev født, eller nogen tænkte på loven. Hvorfor taler I da stadig om, at retfærdigheden kommer gennem loven, da vor fader Abraham fik retfærdighed, liv og frelse uden og inden loven? Den, som dette ikke gør indtryk på, er blind og forhærdet. Men ovenfor har jeg omhyggeligt og indgående behandlet beviset ud fra løftet. Derfor omtaler jeg det nu blot i forbigående.

      Hidtil har jeg beskæftiget mig med den vigtigste del af dette brev. Nu følger lignelserne om tugtemesteren og den mindreårige arving og ligeså allegorien om Abrahams to sønner, Isak og Ismael osv. Og endelig påbud om, hvordan man skal opføre sig. I denne sidste del af brevet udvikler Paulus konsekvenserne af, hvad han har sagt, snarere end at lære os noget nyt.

     

v19 Hvad skulle så loven?

Når vi lærer, at et menneske bliver retfærdiggjort uden lov og gerninger, bliver der nødvendigvis spurgt: Hvis loven ikke gør retfærdig, hvorfor blev den da givet? Ligeså: Hvorfor belemrer og plager Gud os med loven, når den ikke gør levende? Hvad nytter det, at vi generes og plages så hårdt af den, når de, der blot har arbejdet en time, stilles lige med os, der har båret dagens byrde og hede (Matt 20, 12)? Så såre nåden, som evangeliet forkynder, indfinder sig, så begynder straks dette store mundhuggeri, og uden dét kan evangeliet ikke blive forkyndt. Jøderne havde den opfattelse, at de blev retfærdiggjort ved at overholde loven. Når de derfor hørte evangeliet forkynde: Kristus er kommet til verden, ikke for at frelse de retfærdige, men synderne, og for at de sidste skal gå ind i Guds rige forud for dem, så blev de meget vrede og beklagede sig over, at de i så mange århundreder har båret lovens tunge åg med megen møje og besvær, at de til ingen nytte, ja, snarere til største skade (for dem selv) er blevet plaget og holdt så ulykkeligt nede af lovens tyranni, mens hedenske afgudsdyrkere får del i nåden uden mindste møje og besvær. Og på samme måde knurrer nu vore papister og siger: Hvad nyttede det os i tyve, tredive eller fyrre år at have levet som munk, at have lovet kyskhed, fattigdom og lydighed, at have holdt tidebøn og messer, at have plaget legemet med faster, bøn­ner, spægelser osv., når den gifte mand eller hustru, en fyrste, en rådmand, en lærer og hans elev, en lejesvend, tjeneren der slæber sække, eller tjenestepigen, der fejer hus­et, ikke alene er vore ligestillede, men endog bedre og værdigere end vi?

      Det spørgsmål er altså ikke så ligetil. Fornuften kan ikke klare det. Den er magtesløs og er dybt forarget. Fornuften kender nemlig ikke til andet end loven og beskæftiger sig derfor naturligvis med den og mener, at man får retfærdig­hed ved dens hjælp. Når den derfor hører denne Paulus' nye og af verden ukendte mening, at loven er blevet givet for overtrædelsernes skyld, skønner den: Paulus afskaffer loven. For han siger, at vi ikke bliver retfærdige ved den. Ja, han spotter Gud, som har givet loven. For han siger, at den blev givet for overtrædelsernes skyld. Så lad os da leve som hedningerne, der ikke har nogen lov. Ja, lad os synde og blive i synden, så vi kan få overflod af nåde. Lad os blot »gøre det onde, for at det gode kan komme deraf« (Rom 3, 8)!

      Sådan gik det apostelen Paulus, og sådan går det os i vore dage. For når hoben af evangeliet får at høre, at vi får retfærdighed alene af Guds nåde og alene ved troen, uden lov og gerninger, så drager den den samme slutning som jøderne: Vi skal altså slet ikke gøre noget selv. Og det lykkes dem udmærket.

      Hvad skal vi da gøre? Vist er det et dilemma, der plager os voldsomt, men som vi ikke kan holde tilbage. Da Kri­stus prædikede, fik han at høre, at han var en gudsbespotter og en oprører, hvis lære forførte menneskene og gjorde dem oprørske mod kejseren. Paulus og alle apostlene ople­vede det samme. Er det da så mærkeligt, at verden nu anklager os på samme vis? Vist må den spotte og forfølge os. Men for de anfægtede samvittigheders skyld skal vi dog ikke tie, men tale frit, så de kan blive revet ud af Djævelens fangegarn. Og der skal ikke tages hensyn til, om den for­dærvede og ondskabsfulde hob misbruger vor forkyndelse. For uanset om den har loven eller ej, bliver den ikke bed­re. Snarere skal vi lægge vægt på, at bringe de ulykkelige samvittigheder trøst, så de ikke skal gå til grunde sammen med den ugudelige hob. Om vi tav, skulle de samvittighe­der, der er så indfanget og indviklet i love og menneskelige traditioner, at de slet ikke kan gøre sig fri, slet ikke få nogen trøst.

      På samme vis som Paulus, da han så, at nogle var mod­standere af hans lære, og at andre ved hjælp af den søgte kødelig frihed og kun blev værre, trøstede sig med, at han som Jesu Kristi apostel var sat til at forkynde troen for Guds udvalgte, og på grund af de udvalgte var rede til at udholde alt, om blot de kunne blive frelst. Således gør vi også i vor tid alt på grund af de udvalgte, som vi véd oplives af vor lære. De hunde og svin, hvoraf nogle forfølger vor lære og andre forvansker vor frihed, er jeg så forbitret på, at jeg på grund af dem er rede til ikke at sige et eneste ord i hele mit liv. Jeg ville hellere have vore svin og vore hunde til modstandere inde under pavens tyranni, end at Guds hellige navn på grund af dem skal blive i den grad bespottet.

      Man knurrer altså og siger: Hvis ikke loven gør retfær­dig, er den ikke noget værd. Men det er en forkert slutning. For lige så lidt som man kan slutte: penge gør ikke retfær­dig, følgelig er de intet værd, øjnene gør ikke retfærdig, følgelig vil jeg rive dem ud, hænderne gør ikke retfærdig, følgelig vil jeg hugge dem af - lige så lidt stemmer dette: loven gør ikke retfærdig, følgelig er den intet værd. Man bør tildele hver ting sin rette opgave og brug. Fordi vi bestrider, at loven kan gøre retfærdig, ødelægger eller for­dømmer vi den ikke af den grund. Derimod har vi et andet svar end vore modstandere på spørgsmålet: Hvad skulle da loven? Ud fra deres forkerte opfattelse giver de loven en opgave og en brug, som den i virkeligheden slet ikke har.

      Vi gør indsigelse imod, at man på denne vis misbruger loven og tildeler den en falsk opgave, og vi svarer med Paulus, at loven ikke har noget at gøre med retfærdiggørel­sen. Men dermed påstår vi ikke, at loven slet ikke er noget, således som de straks slutter: Hvis loven ikke gør retfær­dig, er det følgelig forgæves, den er blevet givet. Nej! Loven har sin egen opgave, dog ikke den, som vore modstandere tillægger den, nemlig at den skal gøre retfærdig. Ret­færdiggørelsen har ikke noget at gøre med loven. Derfor lærer vi, at de skal holdes så langt adskilt fra hinanden som Himlen fra jorden. Med Paulus siger vi, at »loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt« (1 Tim. 1, 8), det vil sige: dersom man bruger loven som lov. Hvis jeg angiver loven dens rette grænser og holder den til dens opgave og brug, er den noget helt udmærket. Men hvis jeg bruger den på anden vis og tillægger den, hvad der ikke må tillægges den, fordærver jeg ikke blot loven, men hele teologien.

      Paulus tager altså her til orde mod de fordærvede hykle­re, der siger: Hvad skulle da loven? De kan slet ikke tåle at høre, hvad Paulus siger her: »Loven blev føjet til for over­trædelsernes skyld«. For de mener, at lovens opgave er at gøre retfærdig. Og det er den almene opfattelse, som den menneskelige fornuft hos alle sofister, ja, i hele verden kommer til, at fromhed og retfærdighed erhverves ved lo­vens gerninger. Fornuften kan slet ikke fordrage at blive berøvet denne højst skadelige mening; for den fatter ikke troens retfærdighed. Derfor våser papisterne ikke blot tåbe­ligt, men også ugudeligt: Kirken har Guds lov, den har kirkemødernes bestemmelser og de hellige fædres skrifter.

      Hvis den lever efter dem, er den hellig. Ingen vil kunne få dem overbevist om, at de i stedet for at behage Gud ved deres selvvalgte fromhedsøvelser blot nedkalder hans vre­de. Dette vil ingen af de gerningsretfærdige tro på. De mener lige modsat. Derfor er deres opfattelse af retfærdig­heden en kloak for alt ondt og den største synd i verden. For alle andre synder og laster kan blive rettet eller kan bestemt forhindres ved øvrighedens straffe. Men denne synd, hvert enkelt menneskes inderste mening om retfær­digheden, giver sig ud for at være den største fromhed og hellighed; et kødeligt menneske kan nemlig slet ikke dømme om den sag.

      Derfor er denne gift højdepunktet af Djævelens herre­dømme over hele verden, ja, slangens hoved og den snare, hvormed Djævelen fanger alle mennesker og holder dem fanget. For af naturen mener alle mennesker, at loven gør retfærdig. På den indvending: Hvad skulle da loven, når den ikke retfærdiggør? svarer Paulus derfor således: Ikke for retfærdiggørelsens skyld, men

 

v19 Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld,

Ligesom tingene er forskellige, således også med deres an­vendelse. Man må ikke blande tingenes formål sammen. »En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder« (5 Mos 22, 5).3 Tingenes anven­delse skal altså forblive adskilt. Ellers ender det i en ren forvirring. En mand er ikke skabt til at sy, en kvinde ikke til at føre krig. Hver person skal have den position og det embede, der er hans. En forkynder og en biskop skal præ­dike, en konge og en fyrste skal regere, det menige folk adlyde øvrigheden osv. Således skal hver skabning tjene på sin plads og sit sted. Solen skal lyse om dagen, månen og stjernerne om natten. Havet skal give fisk, jorden afgrøde, skovene vildt, træ osv.

      Således må loven ikke anmasse sig en andens opgave og anvendelse, nemlig den at retfærdiggøre. Det skal den over­lade alene til nåden, forjættelsen og troen. Munkene kan faste, bede, klæde sig anderledes end det øvrige kristenfolk. Dét og mere til må de gerne gøre for at tæmme og døde kødet. Men de må ikke give disse øvelser den opgave at retfærdiggøre over for Gud. For dette er en andens opgave, som ikke tilkommer dem. Hvad er da lovens opgave? Overtrædelsen. Bestemt en køn opgave. »Loven blev føjet til for overtrædelsernes skyld«, siger han. Det vil sige: for­uden og efter løfterne blev loven føjet til, indtil sæden skulle komme osv. Som det hedder i Rom 5, 20: »Loven kom til«, nemlig efter løfterne om nåden og indtil Kristus kom, han som skulle opfylde løfterne.

 

Lovens to brug

Man skal mærke sig, at loven skal anvendes på to måder. Den ene er den borgerlige. Gud har forordnet de borgerli­ge, ja, alle love for at holde overtrædelser i tømme. Al lov er altså givet for at hindre synder. Altså gør loven (dog) retfærdig, siden den holder synderne i ave? Absolut ikke! At jeg ikke slår ihjel, ikke begår hor, ikke stjæler, og at jeg holder mig tilbage fra at begå andre synder, er nemlig ikke noget, jeg gør af fri vilje eller af kærlighed til dyden; der­imod er jeg bange for bøddelens sværd. Han holder mig i ørerne. Ligesom lænker og bånd hindrer løven og bjørnen i at sønderrive, hvad de møder. Følgelig er dét at blive holdt borte fra synder ikke retfærdighed, men snarere et tegn på uretfærdighed. Ligesom et rasende vilddyr bliver lænket, så det ikke kan kaste sig over, hvad det møder, således hindrer loven det menneske, der er ude af sig selv af lidenskab, i at begå yderligere synder. Den tvang angiver tydeligt nok, at de, der har den fornøden - og det har alle, som er borte fra Kristus - ikke er retfærdige, men snarere gudløse og rasende, der nødvendigvis må tæmmes ved hjælp af lovens lænker og fængsel for ikke at synde. Altså gør loven ikke retfærdig.

      Lovens første betydning og anvendelse er at holde de ugudelige i skak. For Djævelen regerer i den hele verden og tilskynder menneskene til alt skændigt. Derfor har Gud indsat øvrigheder, forældre, lærere, love, fængsler og alle borgerlige indretninger, for at de i det mindste kan binde hænderne på Djævelen, så han ikke kan rase lige som han vil. Ligesom besatte mennesker, i hvilke Djævelen huserer med magt, bliver lagt i bånd og lænker, så de ikke kan slå nogen, således har hele verden, som er besat af Djævelen og hastigt kaster sig ud i alskens forbrydelser, øvrigheden med dens bånd og lænker, det vil sige: dens love, som holder dens hænder og fødder fast, så den ikke skal styrte sig hovedkulds ud i alt ondt. Hvis ikke den lod sig holde i ave sådan, skulle den straffes på livet. Denne borgerlige tvang er højst nødvendig og indstiftet af Gud, både for den of­fentlige freds skyld og for at bevare alt andet - dog især for at hæmningsløse menneskers uroligheder og oprør ikke skal hindre evangeliets frie løb. Det er ikke denne lovens borgerlige brug, Paulus taler om hér. Vel er den højst nød­vendig, men den retfærdiggør ikke. For ligesom den be­satte ikke er fri og ved sine fulde fem, fordi hans hænder og fødder er bundet, således er verden heller ikke retfærdig, om end den i nok så høj grad af loven hindres i at begå ydre skændselsgerninger; men den bliver ved med at være gud­løs. Ja, denne tvang tyder på, at verden er ugudelig og rasende, og at den bliver tilskyndet af sin fyrste Djævelen. I modsat fald havde det ikke været nødvendigt, at den blev forhindret i at synde gennem lovene.

      Lovens anden brug er teologisk eller åndelig og går ud på at forøge overtrædelserne. Og den må især søges i Mose lov, så synden ved dens hjælp kan vokse og forøges, særlig i samvittigheden. Derom taler Paulus fremragende i Rom 7, 7. Lovens rette opgave og vigtigste og egentlige brug er altså at åbenbare mennesket dets synd, blindhed, elendig­hed, ugudelighed, uvidenhed, dets had til og foragt for Gud, død, Helvede, dom og velfortjente vrede fra Gud. Den anvendelse af loven kender hyklerne og sofisterne ved universiteterne og alle de mennesker, der fremturer i deres forestilling om lovens eller deres egen retfærdighed, slet ik­ke. For at betvinge og tilintetgøre dette uhyre og rasende vilddyr, nemlig den vrangforestilling om religionen, blev Gud da nødt til på Sinajbjerget at udstede en ny lov under så stor en højtidelighed og så frygteligt et skue, at hele folket bævede af angst. Thi fordi den menneskelige fornuft bliver hovmodig på grund af sin indbildte retfærdighed og mener, at den har Guds velbehag i kraft af den, må Gud sende en Herkules, nemlig loven, til at angribe det uhyre af al kraft, kaste det omkuld og gøre det af med det. Loven angriber alene dette vilddyr og ikke noget andet.

      Denne anvendelse af loven er derfor meget nyttig og højst nødvendig. For hvis en ikke er morder, horkarl og tyv, men afholder sig fra de ydre synder - ligesom farisæ­eren i Luk 18, 11 - ville han, fordi han er besat af Djæve­len, sværge på, at han er retfærdig. Og sådan får han opfat­telsen af at være retfærdig og bryster sig af sine gode ger­ninger. Sådan én kan Gud ikke bøje og ydmyge, så han erkender sin elendighed og fordømmelse, på anden vis end ved hjælp af loven. Derfor er det lovens særlige og rette brug at skræmme med lyn og torden samt basunstød ligesom på Sinajbjerget og med sit lyn at tænde og knuse det udyr, der hedder forestillingen om egenretfærdigheden. Derfor siger Gud gennem Jeremias: »Mit ord ... er som en ham­mer, der knuser fjelde« (Jer. 23, 29). For så længe som et menneske indbilder sig at være retfærdigt, så længe har det et ubegribeligt hovmod, indbildskhed, sikkerhed, had til Gud, foragt for nåden og barmhjertigheden samt ukend­skab til løftet og Kristus. Forkyndelsen af den frie nåde og syndernes forladelse trænger ikke ind i hjertet, og det får ingen smag derfor. Der er nemlig en vældig klippe og en uigennemtrængelig mur, forestillingen om at være retfær­dig, som omgiver hjertet og forhindrer dette.

      Derfor er forestillingen om at være retfærdig et stort og frygteligt uhyre. For at Gud kan knuse og tilintetgøre det, må han derfor have en vældig og stærk hammer, nemlig loven, som er dødens hammer, Helvedes tordenskrald og den guddommelige vredes lynild. Hvortil? Til at knuse fo­restillingen om at være retfærdig, som er et oprørsk, stæ­digt og voldsomt hårdnakket vilddyr. Når loven derfor i anklager og skræmmer samvittigheden og siger: Dette og dette burde du gøre. Men det har du ikke gjort, og derfor er du skyldig til Guds vrede og den evige død! - da gør loven sin rette gerning og tjener sit formål. Dér knuses hjertet, så det fortvivler. Denne anvendelse af og opgave for loven kender de skræmte og håbløse samvittigheder til, de, som længes efter døden eller i deres samvittighedsnød ønsker at tage livet af sig selv.

      Derfor er loven en hammer, der knuser klipper, en ild og den store og stærke vind og jordrystelse, der vælter bjerge. Elias kunne ikke bære dette forfærdelige ved loven, som betegnes med disse ord, men skjulte ansigtet i sin kappe, 1 Kong. 19, 13. Men da stormvejret, som han havde overvæ­ret, var forbi, kom der en svag susen, og i dén var Herren. En storm af ild, hvirvelvind og jordskælv skulle imidlertid gå forud, inden Herren selv kunne følge efter i den sagte susen.

      Denne anvendelse af loven angives af det frygtelige, men pragtfulde skue, hvormed Gud gav loven på Sinajbjerget. Israels folk, der var draget ud af Ægypten, var et meget helligt folk. De pralede af at være Guds folk. Alt, hvad Herren vor Gud har sagt, vil vi gøre! Desuden lod Moses folket gøre sig helligt; han befalede dem at vaske deres klæder, at holde sig fra deres koner og at gøre sig rede til den tredje dag. Der var ingen, som ikke var helt hellig. På den tredje dag førte Moses folket ud af lejren til bjerget, så Herren kunne se dem og de kunne høre hans røst. Hvad skete? Så såre Israels børn så det frygtelige syn af et rygende og brændende bjerg, sorte skyer og lyn, der for til alle sider i det uigennemtrængelige mørke og hørte basunklang vokse mere og mere og brede sig stadig videre ud, og da de ligeså hørte torden og lyn, veg de angst tilbage og sagde til Mo­ses, mens de holdt sig på lang afstand: »Vi vil gerne gøre alt, når blot Herren ikke taler til os. For ellers må vi dø, fortærede af denne vældige ild. Lær du os, og vi skal høre godt efter.« Hvad nytte, spørger jeg, var denne renhed til, de hvide klæder, afholdenheden fra kvinder og hellighed? Slet ingen. Ingen kunne udholde, at Gud var så nær i sin majestæt og herlighed; men de veg alle tilbage i skræk og bæven, som om de var drevet af Djævelen. For Gud er en fortærende ild (Hebr 12, 29), og intet kød kan bestå for hans åsyn.

      Loven har altså den opgave, som den havde på Sinajbjerget, da den først blev givet og påhørt af de vaskede, retfærdige, rensede og kyske, og dog drev disse hellige til at indse deres elendighed, så de fortvivlede og ønskede at dø. Da hjalp ingen renhed. Men de følte sig så urene, uværdige og syndige, hjemfaldne til Guds dom og vrede, at de flyg­tede for Herrens åsyn og ikke kunne holde ud at høre hans røst. Hvad er alt kød, sagde de, at det skal kunne høre den levende Gud Herrens røst og overleve? I dag har vi lært, at et menneske ikke kan udholde, at Gud taler med det. Nu taler de helt anderledes, end de havde gjort lige forinden. Da sagde de: Vi er Guds hellige folk, som Herren har udvalgt til sin ejendom frem for alle andre folk på jorden.

      Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre. Således går det til sidst med alle gerningsretfærdige, der er beruset af forestil­lingen om deres egen retfærdighed. Uden at anfægtes me­ner de, at Gud især elsker dem, at Han tager hensyn til deres løfter, faster, småbønner og almisser, og at Han til gengæld derfor vil give dem en særlig krone i Himlen. Men da der brat kom torden og lynild samt den hammer, der knuser klipper, nemlig Guds lov, der afslører synden, blev de tvunget til at fortvivle.

      Jeg besværger jer, som skal blive lærere for andre, at I nøje lærer dette stykke om den rette og egentlige anven­delse af loven. For når vi er borte, vil den atter blive for­dunklet, ja, gå helt til grunde. Endnu mens vi er i live og indskærper denne lære med den største flid, er der bestemt meget få, der forstår lovens brug ret - selv blandt dem, der vil anses for evangeliske og bekender evangeliet sammen med os. Hvad mener I da, der vil ske, når vi er borte? For slet ikke at tale om gendøberne, de nye arianere og bespot­telige sværmere i spørgsmålet om Kristi legeme og blods sakramente. De véd lige så lidt om lovens egentlige brug og opgave som papisterne. For de er for længst faldet fra evan­geliets rene lære til lovene. Derfor forkynder de ikke Kri­stus. Vel sværger de i deres praleri på, at de alene søger Guds ære og deres brødres frelse, og at de lærer Guds ord rent. Men i virkeligheden fordærver de Guds ord og fordre­jer det, så det får en anden mening og tvinges til at betyde, hvad de foregøgler sig. Under dække af Kristi navn og evangeliet forkynder de derfor blot deres egne fantasier, love og ceremonier. De er og bliver altså sig selv lig, nemlig munke, gerningsretfærdige, lov- og ceremonilærere, bort­set fra at de opfinder nye navne og gerninger.

      Derfor er det af stor betydning til gavns at forstå, hvad loven og dens brug og opgave er. Trods vore modstanderes falske anklage står det derfor fast, at vi ikke forkaster lov og gerninger, men gør loven kraftigt gældende, kræver ger­ninger og siger, at loven er god og nyttig - men inden for sin egen sfære, nemlig først således som vi har omtalt den ovenfor, til at holde de borgerlige overtrædelser i tømme og dernæst til at afsløre de åndelige overtrædelser.

 

Lov og evangelium

Loven er altså også et lys. Den viser ikke Guds nåde, ikke retfærdigheden og livet, men Guds vrede, vor synd, død og fordømmelse over for Gud, ja, Helvede. For lige­som på Sinajbjerget torden, lyn, den mørke sky, det ry­gende og brændende bjerg og hele dette frygtelige syn ikke glædede eller oplivede Israels børn, men næsten skræmte dem fra vid og sans og viste dem, hvordan de trods al deres hellighed og renhed dog ikke kunne udholde Guds nærhed, da han talte til dem ud fra skyen, således gør loven, når den bruges ret, intet andet end at afsløre synden, fremkalde vrede, anklage, skræmme og drive sindene til fortvivlelsens rand. Dér holder så loven inde.

      Evangeliet er derimod et lys, der oplyser og levendegør hjerterne. For det viser, hvad Guds nåde og barmhjertig­hed er, hvad syndernes forladelse, velsignelse, retfærdig­hed, liv og evig salighed er, og hvordan vi kan få del i dem. Når vi skelner på denne vis mellem loven og evangeliet, får hver af dem sin særlige anvendelse og opgave. Om denne skelnen mellem lov og evangelium finder vi intet i munke­nes, kirkeretslærernes og de nye eller gamle teologers bø­ger. Augustin har i nogen grad forstået og påvist dette skel. Hieronymus og hans lige var helt uvidende om det. Der har kort sagt i mange århundreder hersket en mærkelig tavshed derom i alle skoler og kirker. Den omstændighed har ført samvittighederne ud i den største fare. For hvis der ikke skelnes klart mellem lov og evangelium, kan den kristne lære ikke bestå. Men kender man det skel, kender man også den rette måde at blive retfærdiggjort på. Så let er det at skelne tro fra gerninger, Kristus fra Moses såvel som fra øvrigheden og alle borgerlige love. For alt uden for Kri­stus er en dødens tjeneste til straf for de onde. Derfor besvarer Paulus spørgsmålet således:

 

v19 Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld,

Det vil sige: for at overtrædelserne kunne vokse, blive er­kendt og falde mere i øjnene. Og sådan går det også i virkeligheden. For når loven afslører mennesket dets synd og død, Guds vredesdom og Helvede, må det nødvendigvis blive ude af sig selv, knurre og hade Gud og hans vilje. For det kan ikke bære Guds dom og sin egen død og fordøm­melse. Og dog kan det ikke slippe fri. Inden sin anfægtelse var det en stor helgen, der dyrkede og lovpriste Gud, bø­jede knæ og takkede ligesom farisæeren hos Lukas (Luk 18, 11). Men nu da dets synd og død er blevet afsløret, ville det helst, at Gud ikke var til. Og således bevirker loven et vældigt had til Gud. Og dette betyder ikke blot, at loven viser synden og gør den kendt, men også, at synden ved at blive påvist vokser, pustes op og bliver større. Det er dette Paulus taler om i Rom 7, 13: »For at synden skulle vise sig som synd, idet den ved det gode virkede død for mig, for at synden ved budet skulle blive overvættes syndig«. Dér gør han udførligt rede for den virkning af loven.

 

Syndserkendelsen baner vej for nåden

På spørgsmålet: Hvis loven ikke retfærdiggør, hvad kan den da? giver Paulus det svar: Skønt den ikke gør retfærdig, er den dog overordentlig nyttig og nødvendig. For det første holder den - på det borgerlige livs gebet - de køde­lige og vilde nede. Dernæst bibringer den mennesket den selverkendelse, at det er en synder, der følgelig er skyldig til døden og værdig til Guds evige vrede. Men hvad nytter da denne ydmygelse, sønderknuselse og anger, som den hammer forvolder? Den tjener til at berede vej for nåden hos os. Loven tjener altså således til at forberede os til nåden. For Gud er de ydmyges, de elendiges, de bedrøvedes, de undertryktes, de fortvivledes, ja, de helt tilintetgjortes Gud. Og Guds væsen er at ophøje de ydmygede, at bespise de hungrige, at oplyse de blinde, at trøste de elen­dige og bedrøvede, at retfærdiggøre synderne, gøre de døde levende og frelse de fortvivlede og fordømte. For Han er den almægtige Skaber, der gør alt ud af intet. Men denne fuldstændig ødelæggende pest, forestillingen om at være retfærdig, hindrer Ham i at gøre dette for Ham naturlige og særegne værk. Den vil ikke være en synder, uren, elendig og fordømt, men retfærdig og hellig. Derfor må Gud bruge den hammer, der hedder loven, til at knuse, ødelægge, søndertræde og tilintetgøre dette uhyre sammen med dets falske fortrøstning, visdom, retfærdighed og magt, så det omsider gennem sin ulykke kan lære, at det er fortabt og fordømt. Og når samvittigheden så er blevet skræmt af loven, bliver der plads for forkyndelsen af evangeliet og nåden, der genopretter og trøster. Den siger nemlig, at Kri­stus ikke er kommet til verden for at brække det knækkede rør eller slukke den rygende tande (Matt 12, 20), men for at forkynde evangeliet for fattige, helbrede de knuste hjerter og forkynde frihed for de fangne.

      Men dette arbejde og besvær må til, for at den, der er blevet sådan skræmt og knust af loven, skal kunne rejse sig og sige: Nu er jeg sønderknust og forskrækket nok. Lovens tid har plaget mig tilstrækkeligt. Nu er det nådens tid, hvor vi skal høre Kristus, af hvis mund forkyndelsen af nåden udgår. Nu er tiden inde til at se hen ikke til det rygende og brændende Sinaj bjerg, men til Moria bjerg, hvor Gud har sit sæde, sit tempel og sin nådestol, nemlig Kristus, som er retfærdighedens og fredens konge. Dér får jeg at høre, hvad Herren taler til mig, og han tilsiger sit folk fred. Men men­neskehjertets tåbelighed er så stor, at det i denne samvittighedsstrid, hvor loven har gjort sin gerning og er blevet brugt på rette vis, ikke blot ikke tilegner sig læren om nåden, som giver helt sikre løfter og tilbyder syndsforla­delse for Kristi skyld, men også søger efter endnu flere love for at redde livet ved hjælp af dem. Hvis jeg skal leve længere, siger det, vil jeg bedre mit liv og gøre både det ene og det andet: jeg vil gå i kloster, leve i største armod tilfreds med brød og vand, og jeg skal gå med nøgne fødder. Hvis ikke du gør lige modsat og sender Moses bort med hans lov til de sikre og forhærdede, og i denne skræk og rædsel holder dig til Kristus, der har lidt, er blevet korsfæstet og er død for dine synder, så er det helt ude med din frelse.

      Følgelig har også loven med dens opgave betydning for vor retfærdiggørelse. Den retfærdiggør ganske vist ikke, men den driver hen til løftet om nåde og gør den sød og værd at tragte efter. Derfor afskaffer vi ikke loven, men angiver dens sande opgave og anvendelse. Den er nemlig en særdeles nyttig tjener til at drive hen til Kristus. Når loven derfor har ydmyget dig, skræmt og fuldstændig knust dig, så du er lige ved at fortvivle, skal du passe på, at du véd at bruge loven ret. For dens opgave og anvendelse er ikke blot at påvise synden og Guds vrede, men også at drive til Kristus. Denne anvendelse af loven er alene Helligåndens værk, og evangeliet lærer derom. For alene evangeliet siger, at Gud er nær hos dem, hvis hjerter er knust. Om du derfor er blevet knust af den hammer, skal du ikke bruge den søn­derknuselse forkert, så du bebyrder dig med flere love. Men du skal høre, hvad Kristus siger: »Kom hid til mig alle, som lider møje og er besværede. Og jeg vil give jer hvile« (Matt 11, 28). Når du således har opgivet alt dit eget, og loven driver dig til at søge hjælp og trøst hos Kristus, så anvendes den på rette vis, og således tjener den gennem evangeliet til vor retfærdiggørelse. Og det er den bedste og mest fuldkomne anvendelse af loven.

      Paulus begynder altså nu en drøftelse af loven under et nyt synspunkt og bestemmer, hvad den er, foranlediget af, at han havde sagt, at loven ikke gør retfærdig. For når fornuften hører dét, slutter den straks: Den er altså ganske unyttig. Derfor var det nødvendigt at undersøge, give en rigtig beskrivelse af og svare på, hvad loven er, og hvordan den skal forstås, så man hverken giver den en videre eller en snævrere betydning, end det er rigtigt. Til at retfærdiggøre er det slet ikke nødvendigt med nogen lov, siger han. Når man drøfter retfærdigheden, livet og den evige frelse, skal man slet ikke tage loven i betragtning, men behandle den, som om den aldrig har været eller vil være til, og slet ikke er noget. Derfor har jeg sagt, at lov og løfte med hensyn til deres virkning skal holdes skarpt adskilt. For i virkeligheden er de ganske nøje forbundet.

 

v19 indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet.

Paulus gør ikke loven til noget evigt, men siger, at den på grund af overtrædelserne blev givet og føjet til løfterne - nemlig for at overtrædelserne inden for det borgerlige livs område skulle holdes i ave, men især dog for at de skulle blive afsløret, hvor de gælder vort forhold til Gud. Og dette skulle ikke ske i evighed, men kun til en vis tid. Her må man kende kategorien: »Hvornår«. Nemlig »hvor længe« lovens herredømme og tyranni, som afslører syn­den, viser os, hvordan vi er, og åbenbarer os Guds vrede - skal vare. De, som føler dette alvorligt, skulle straks gå til grunde, hvis de ikke blev trøstet. Hvis lovens dage derfor ikke blev afkortet, ville ingen blive frelst. Derfor må der fastsættes en bestemt tid til loven, og ud over den må den ikke herske. Hvor længe skal lovens herredømme da vare? Indtil sæden kommer, han om hvem der står skrevet: »I din sæd skal alle jordens folk velsignes« (1 Mos 22, 18). Så længe er loven altså nødvendig, indtil tidens fylde og vel­signelsens sæd kommer. Ikke som om loven selv bringer sæden med sig eller giver retfærdighed. Nej, loven skal borgerligt holde os i ave og holde de tøjlesløse som i et fængsel. Men i vort forhold til Gud skal den anklage, yd­myge og skræmme og tvinge dem, der således er blevet ydmyget og opskræmt, til at sætte deres håb til velsignel­sens sæd.

      Varigheden af lovens tid kan forstås bogstaveligt eller åndeligt. Bogstaveligt varede loven, indtil Kristus kom. »Alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes, « siger Kristus. »Fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmeriges rige med vold, og voldsmænd river det til sig« (Matt 11, 13 og 12). På den tid blev Kristus døbt og be­gyndte sin forkyndelse. Da ophørte loven og hele den mo­saiske gudsdyrkelse bogstaveligt.

      Åndeligt må loven ikke herske længere i samvittigheden end til den tid, der er fastsat for den velsignede sæd. Når loven altså har vist mig mine ugerninger, gjort mig bange og åbenbaret Guds vrede og dom, så jeg begynder at blegne og fortvivle, da er lovens fastsatte grænse, tid og ende inde. Så skal den holde op med sit tyranni. For så har den fuld­ført sin opgave, vist os Guds vrede og gjort os bange nok. På det tidspunkt skal man sige: Hold inde, lov, du har skræmt og sønderknust mig tilstrækkeligt. »Tungt hviler din vrede på mig, alle dine brændinger lod du gå over mig« (Sl 88, 8). »Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din harme« (Sl 6, 2). Når det kommer til sådan angst og klage, er den velsignede sæds tid inde. Da skal loven, der jo blot blev føjet til for at afsløre og forøge overtrædelserne, og det kun så længe, indtil sæden kom - holde inde. Når han er der, holder loven op med at åbenbare overtrædelser og skræmme. Så giver den magten til en anden, nemlig til den velsignede sæd, som er Kristus. Han har nådige læber, som han ikke anklager med. Derimod taler han om noget bedre end loven, nemlig om nåde, fred, syndernes forladelse, sejr over synd og død.

      Med disse ord: »Indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt« angiver Paulus altså, hvor lang en levetid loven skulle have, bogstaveligt og åndeligt. Men lovens åndelige levetid varer stadigt ved i samvittigheden. Derfor er det forfærde­lig svært for det menneske, der plages af lovens teologiske (åndelige) anvendelse, at nå til ende med loven. For i sin angst og syndsfølelse kan sindet ikke håbe på Guds barm­hjertighed, at Han vil tilgive synderne for Kristi skyld. Men det mener ligefrem, at Gud er vred på syndere og anklager og fordømmer dem. Hvis troen da ikke kommer og genopretter, eller der ikke efter Kristi ord om »hvor to el­ler tre er forsamlede osv.«(Matt 18, 20) er en broder til ved Guds ord at trøste den, som loven har gjort så nedtrykt og sønderknust, ender det bestemt med fortvivlelse og død. Derfor er det meget skidt, når et menneske, især i anfægtel­sens stund, er alene. »Ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op, « siger Prædikeren (kap. 4, 10). Derfor har de, der indstiftede munkevæsenet eller eneboer­livet, givet utallige anledninger til fortvivlelse. Hvis man en gang imellem forlod menneskers selskab for at bede, såle­des som vi læser om Kristus, at han undertiden gik afsides op på et bjerg og blev der om natten i bøn, så var der ingen fare på færde. Men at man ønskede, det enlige liv skulle vare til stadighed, var et påfund af Djævelen. For hvis et anfægtet menneske er alene, kan det ikke overvinde nogen kødelig eller åndelig fristelse.

     

v19 Den blev givet ved engle, gennem en formidler.

Det er et lille svinkeærinde, som Paulus ikke går nærmere ind på, men blot berører i forbigående. For straks efter vender han tilbage til sit forehavende, nemlig dér, hvor han siger: »Er da loven imod Guds forjættelser?« (v. 21). Men anledningen til svinkeærindet var den, at han var kommet i tanke om den forskel mellem lov og evangelium, at loven, der blev føjet til løfterne, ikke blot med hensyn til tids­punkt, men også med hensyn til dens ophavsmand, dens »bevirkende årsag« (causa efficiens8) adskiller sig fra evan­geliet. For loven »blev talt ved engle« (Hebr 2, 2); men evangeliet af Herren selv. Derfor overgår evangelieforkyndelsen loven. For loven er tjenernes ord, men evangeliet er Herrens ord. For at forklejne loven og ophøje evangeliet siger han derfor, at loven har været en kortvarig lære. Den varede nemlig kun indtil løftets opfyldelse, nemlig indtil den velsignede sæd, som opfyldte løftet. Men evangeliet varer evigt. Loven er altså langt ringere end evangeliet. For den er indstiftet gennem tjenende engle, men evangeliet gennem Herren selv, således som det hedder i Hebr 1, 2: Gud »har ved slutningen af disse dage talt til os ved sin Søn (som er den velsignede sæd), hvem Han har sat til arving af alle ting, ved hvem Han også har skabt verden«. Men en herre taler helt anderledes end tjenere.

      Desuden blev lovens ord ikke blot givet gennem tjenere, der var engle, men også gennem en tjener, der var ringere end engle, nemlig et menneske, som Paulus siger det hér: »ved en mellemmands hånd«, det vil sige: ved Moses' hånd. Men Kristus er ikke en tjener, men Herren selv. Han er ikke mellemmand mellem Gud og menneske i lovens for­stand ligesom Moses; men han er mellemmand for en bedre pagt. Dette berører Paulus som sagt kun i forbigående, uden at forklare det. Loven blev altså givet gennem engles tjeneste. For på Sinajbjerget hørte Moses og folket Gud tale, det vil sige engle der talte på Guds vegne. Derfor siger Stefanus: »I modtog loven under engles besørgelse« (ApG 7, 53), det vil sige gennem engle, der formidlede og videregav, »og I har ikke holdt den«. Ligeså siger teksten i 2 Mos 3, 2 tydeligt, at en engel viste sig for Moses i en flam­mende ild og talte til ham ud fra tornebusken. På det sted er den latinske tekst fordærvet. For den taler ikke om en engel, men om Herren. Og på grund af ukendskab til det hebraiske sprog har det sted givet anledning til strid, om det var Herren eller en engel, der talte til Moses.

      Der er altså her to midlere, Moses og Kristus. Og Paulus berører her beretningen i 2 Mos om lovgivningen. Den bevidner, at Moses havde ført folket ud fra dets telte for at møde Gud og havde anbragt det ved foden af Sinajbjerget. Dér mødte de et bedrøveligt og frygteligt syn. Hele bjer­get stod i brand osv. Da folket så dét, begyndte det at ryste. For det mente, at det straks skulle gå til grunde i det forfærdelige uvejr. Fordi folket altså ikke kunne holde ud at høre loven, der lød så forfærdende fra Sinajbjerget - lovens frygtelige røst ville nemlig have dræbt folket - der­for sagde de til Moses: »Gå du hen og hør, hvad Herren siger, og så kan du tale til os«, 2 Mos 20, 19. Og Moses siger selv: »Jeg var mægler og mellemmand mellem Gud og jer« (5 Mos 5, 5). Heraf fremgår klart, at Moses har været midler mellem folket og loven, da den lød.

      Man ser altså, at Paulus med denne beretning har villet drage i tvivl, at loven skulle kunne retfærdiggøre, da hele jødefolket og også Moses selv, som Hebræerbrevet siger (kap. 12, 21), blev opskræmt, da de hørte loven. Men hvad er det for en retfærdighed og hellighed som ikke kan ud­holde, ja, hverken kan eller vil høre loven, men flygter og hader den, og det mere end noget andet her på jorden? Beretningen bevidner jo også tydeligt at folket lige så hurtigt som det hørte loven, hadede den mere end noget andet og hellere ville dø end høre den. Således er intet mennesket mere forhadt og utåleligt end loven, når synden er blevet afsløret ved de stråler, som loven sender ind i hjertet. Da vil det hellere dø end blot en ganske kort tid at skulle udholde den skræk, som loven indgyder. Dette er et helt sikkert tegn på, at loven ikke retfærdiggør. For om den gjorde retfærdig, ville menneskene bestemt elske den, glædes over den og holde af den, ikke modvilligt, men gerne. Men hvor er der vilje til dét? Ingen steder, hverken hos Moses eller hos hele folket. For de flygtede alle i angst og rædsel. Og hvad man flygter fra, det elsker man ikke. Det nærer man modvilje imod. Det er man ikke glad for, men hader vold­somt.

      Netop denne flugt viser derfor, hvor stort menneskehjer­tets had til loven og følgelig til Gud selv er. Og om der ikke var noget andet slående bevis på, at vi ikke bliver retfærdige ved loven, ville denne ene beretning være tilstrækkelig, som Paulus ganske kort henviser til med disse ord: »ved en mellemmands hånd«. Meningen er: Husker I ikke, at jeres fædre slet ikke kunne udholde at høre loven, og at det der­for blev nødvendigt med Moses som mellemmand? Og da den allerede var givet, elskede de den så lidt, at de, således som Hebræerbrevet nævner, sammen med deres mellem­mand viste deres afsky for den ved en skændig flugt. Og om de havde formået det, var de vendt tilbage til Ægypten, om de så skulle igennem et bjerg af jern. Men de var lukket inde og kunne ikke undslippe. Derfor råbte de til Moses: »Tal du med os. . . Men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!« (2 Mos 20, 19). Hvis de end ikke formåede at høre loven, hvordan skulle de da kunne opfylde den?

      Hvis lovens folk altså var tvunget til at have en midler, er den uundgåelige følge deraf, at loven ikke retfærdiggjorde. Hvad gjorde den da? Det som Paulus siger: »Loven kom til, for at faldet kunne blive større« (Rom 5, 20). Loven var altså et lys og en sol, der kastede sine stråler ind i Israels børns hjerter. Og derved gjorde den dem bange og gav dem så stor en vrede mod og frygt for Gud, at de fik modvilje mod loven og dens ophavsmand, hvad der er den allerstør­ste synd. Ville du virkelig kalde sådan nogle for retfærdige? Bestemt ikke. For retfærdige er de, der hører og villigt lægger sig efter loven og er glad for den. Men beretningen om lovgivningen viser, at alle mennesker i, hele verden, hvor hellige de end er, nærer modvilje imod, frygter og flygter for loven og ønsker, den ikke var til. Og end ikke de, der var rensede og helligede, kunne tåle at høre loven. Følgelig kan loven ikke retfærdiggøre, men har den stik modsatte virkning.

      Som sagt berører Paulus kun i forbigående dette punkt, uden at uddybe det og gøre sig færdig med det. For det er meget omfattende. Og om han havde villet behandle det mere indgående, havde han måttet tale om begge midlere, Moses og Kristus, og have sammenlignet dem med hinan­den. Og således ville det punkt have forsynet ham med rigeligt stof til at skrive et nyt brev. Ja, beretningen i 2 Mos 19 og 20 om lovgivningen havde givet stof til at skrive en stor bog, selv om den blot blev læst flygtigt igennem og uden dybere følelse (: engagement). Men for dem, der ikke kender til lovens sande opgave og anvendelse, forekommer de afsnit meget trivielle i sammenligning med andre hellige beretninger.

      Det fremgår heraf, at om hele verden havde stået ved Sinaj bjerg ligesom jødefolket, ville den være blevet slået af rædsel og have flygtet for loven. Hele verden er altså loven fjendtlig stemt, ja, nærer et voldsomt had til den. »Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt« og det rette udtryk for Guds vilje (Rom 7, 12). Hvordan kan så den være retfærdig, der ikke alene afskyr og flygter bort fra loven, men som også er fjendsk over for Gud, der er lovens ophavsmand. Men kødet kan ikke gøre anderledes, ifølge Rom 8, 7: »Kødets higen er fjendskab imod Gud; thi det er ikke Guds lov lydigt, det kan jo heller ikke være det«. Det er derfor den største tåbelighed at hade Gud og hans lov, således at man ikke engang kan holde ud at høre den, og så alligevel påstå, at vi retfærdiggøres ved loven.

      Derfor er sofisterne blinde og forstår intet af, hvad det hér drejer sig om. De ser kun lovens ydre skikkelse og mener, at de opfylder den ved deres borgerlige vandel, og at de, der opfylder den udadtil, er retfærdige for Gud. De tager ikke lovens åndelige betydning i betragtning - den der ikke går ud på at retfærdiggøre og berolige samvittig­hederne, men på at øge synden, skræmme og gøre vred. Da de ikke er klar over dét, slutter de, at mennesket har en god vilje og en ret indsigt i Guds lov. Men hvor sandt dét er, kan du spørge lovens folk og deres midler om - de der hørte lovens røst på Sinaj. Spørg David selv, som så ofte i Salmerne klager over, at han er forkastet bort fra Guds åsyn, at han er i Helvede, at han er rædselsslagen over sin store synd, over Guds vrede og dom. Han sætter ikke sine ofre, ikke engang selve loven op imod disse uovervindelige tyranner, men alene Guds frie barmhjertighed. Altså ret­færdiggør loven ikke.

      Hvis loven rettede sig efter min opfattelse, hvis den be­kræftede mig i mit hykleri og hovmod, min indbildte tillid til min egen retfærdighed, hvis den indrømmede, at jeg kunne blive retfærdig for Gud uden Guds barmhjertighed og tro på Kristus, men alene ved dens hjælp - og det er ganske naturligt, at hele verden mener sådan om loven - ja, hvis den sagde, at Gud kunne påvirkes og overvindes af gerninger, og at Han er forpligtet til at belønne selve ger­ningerne, så at jeg uden trang til Gud kunne være mig selv en gud, som kunne fortjene nåden ved hjælp af mine egne gerninger, og uden Frelseren Kristus kunne frelse mig selv ved mine egne fortjenester - hvis loven, siger jeg, tjente mig sådan, ville den være glædelig, mild og dyrebar. Så udmærket véd fornuften at smigre sig selv. Men det kunne kun vare, så længe som loven ikke var kommet til sin egent­lige anvendelse og opgave. Da ser man, at fornuften ikke kan fordrage lovens omtalte stråler. Og som midler burde der komme en Moses.

      Herhen hører ordene i 2 Kor 3, 13 om Moses' tildæk­kede ansigt. Dér antyder Paulus ud fra beretningen i 2 Mos 34, at Israels børn ikke blot har mistet, men end ikke kunne udholde, lovens rette, åndelige brug. For det første, siger Paulus, kunne de ikke fatte formålet med loven på grund af det dække, Moses havde lagt over sit ansigt. Des­uden kunne de ikke udholde at se på Moses' blottede ansigt på grund af dets herlighed. Da Moses skulle tale til dem, måtte han derfor tildække sit ansigt med et slør. Uden dét havde de ikke kunnet udholde hans tale, det vil sige de tålte ikke engang at høre deres midler Moses, medmindre han brugte nok en midler, nemlig sløret. Hvordan skulle de kunne høre Guds eller en engels røst, når de ikke engang kunne høre mennesket Moses, deres midlers røst, med­mindre han tildækkede sit ansigt? Hvis ikke den velsignede sæd kommer og oprejser og trøster ham, der har hørt lo­ven, forgår han bestemt i fortvivlelse, afsky for loven og had og bespottelse mod Gud. Og dag for dag synder han værre mod Gud. For jo dybere samvittighedens skræk og forvirring sidder, og jo længere de varer, des mere vokser hadet og bespottelsen mod Gud.

      Den beretning lærer også, hvad den frie vilje er værd. Folket blev forskrækket og bævede. Hvor er den frie vilje hér, hvor er den gode vilje og den rette indsigt? Hvad formår den frie vilje hos disse rensede og hellige? Den véd ikke sine levende råd. Den formørker forstanden og hindrer den gode vilje. Den kan ikke med glæde modtage, hilse og omfavne Herren, der kommer på Sinaj bjerg med tor­den, lyn og ild. Den kan ikke høre Herrens røst, men siger derimod: »Lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø« (2 Mos 20, 19). Vi ser altså, hvad den frie vilje formår blandt Israels børn. Selv om de var helligede, hverken ville eller kunne de holde til at høre en stavelse eller et bogstav af loven. Det er altså tomt praleri, når man fremhæver den frie vilje.

 

v20 En formidler står ikke kun for den ene part.

Nu begynder han at sammenligne de to midlere, og han taler i al almindelighed. For ordet midler er alment. »Men en mellemmand er ikke blot mellemmand for én part.« Således er der ikke nogen mellemmand mellem Gud og Gud. Men selve ordet omfatter med nødvendighed to, af hvilke den ene trænger til hjælp, den anden derimod ikke. En midler er derfor ikke for én, men for to. For han optræ­der som midler mellem loven og folket, der ikke kan ud­holde lovens åndelige anvendelse. Derfor må loven ændre udseende og omskifte sin røst; lovens åndelige røst, som er en levende lov i vort sind, må iføre sig en maske og blive til at udholde og høre ved hjælp af Moses' menneskelige mund.

      Men når loven har maskeret sig således, taler den ikke mere i sin majestæt, men gennem Moses' mund. Og på den måde opfylder den ikke længere sin opgave, som er at ind­give samvittighederne skræk. Derfor begriber menneskene den slet ikke mere. Den gør dem blot til sikre, søvnige og indbildske hyklere. Og dog må der ske ét af to. Enten må loven være tildækket og uden for sin egentlige anvendelse. Og da frembringer den som sagt hyklere. Eller også bruges den på rette vis utildækket, og da slår den ihjel; for menne­skehjertet kan ikke udholde loven, når den bruges ret og ikke er tilsløret. Om du vil lære lovens hensigt uden dække at kende, må du altså enten i troen holde fast ved den velsignede sæd, det vil sige, du skal se ud over formålet med loven og hen til Kristus, som er lovens opfyldelse, og som siger: Loven har forskrækket dig tilstrækkeligt. »Søn! vær frimodig, dine synder forlades dig« (Matt 9, 2). Det skal jeg om lidt sige mere om, eller også må du have Moses med hans slør til midler.

      Derfor kan Paulus helt alment sige: »En mellemmand er ikke kun for én part.« Det er nemlig umuligt, at Moses alene er midler for Gud, da Gud ikke trænger til midler. Heller ikke er han alene midler for folket. Men han virker som midler mellem Gud og et folk, der ikke stod i et ret forhold til Gud. For det er en midlers opgave at forsone den forurettede part med foruretteren. Moses er som sagt en sådan midler. Han er kort sagt en tildækket formidler og giver derfor kun lovens kraft på tildækket vis, hvorfor hans disciple nødvendigvis må forblive hyklere.

      Men hvad mener du ville være sket, hvis loven var blevet givet uden Moses, enten før eller efter hans tid og uformid­let, så folket hverken havde kunnet flygte eller få en mid­ler? Da ville folket enten være blevet grebet af en alt for stor rædsel og gået til grunde, eller også måtte der, om det skulle være blevet i live, komme en anden midler mellem loven og folket, således at folket forblev uskadt, og loven dog var forblevet i sin fulde kraft. Folket havde da haft det rette forhold til loven. Imidlertid kom nu Moses, og han blev midler, tog maske på og bar et slør. Men rædslen for loven kunne han ikke befri samvittigheden for. Når Moses og hans dække er borte og mennesket i samvittighedskval eller i dødens stund føler Guds vredesdom over synden, som loven afslører og øger, så må der, for at man ikke skal fortvivle, komme en anden midler, som kan sige: Du syn­der skal bestå, det vil sige: du skal ikke dø, selv om loven og dens vrede også består.

 

Objektiv forsoningslære

Den midler er Jesus Kristus. Han forandrer ikke lovens røst ligesom Moses. Han tilhyller den ikke med et dække eller fører mig uden for synsvidde af loven. Han ophæver den ved sig selv, idet han opfylder den i sit legeme. Og derpå taler han til mig ved evangeliet: »Vel er loven frygte­lig og vred. Men bliv ikke bange, så du flygter. Bliv blot stående. Jeg går i dit sted og opfylder loven for dig.« Det er en helt anden slags midler end Moses, som mæglede mel­lem den vrede Gud og synderen. Her nytter det ikke, at Moses mægler. For han er borte, og han har gjort, hvad han skulle - tillige med sit dække. Men dér mødte den fortvivlede synder eller det døende menneske blot den krænkede og vrede Gud. Derfor må der komme en anden midler end Moses til at opfylde loven, borttage dens vrede og forsone mig fortabte synder, der er skyldig til den evige død, med den vrede Gud.

      Denne midler strejfer Paulus i forbigående, når han si­ger: »En mellemmand er ikke kun for én part«. For ordet mellemmand betegner en, der fungerer som midler mellem en forurettet og foruretteren. Vi er foruretterne, Gud og hans lov er den forurettede part. Og overtrædelsen er så stor, at Gud ikke kan slå en streg over den. Og vi kan ikke fri os ud af den. Derfor er der et dybt modsætningsforhold mellem Gud, som jo er én, og os. Gud kan ikke sætte sin lov ud af kraft, men vil, at den skal holdes. Og vi, som har overtrådt Guds lov, kan ikke flygte bort fra Guds åsyn. Dér er Kristus så trådt imellem som midler mellem to helt forskellige parter. Han har forsonet dem, der var adskilt med en uendelig og evig adskillelse. Hvordan? »Han ud­slettede det imod os rettede gældsbrev med dets befalinger, hvilket gik os imod, « siger Paulus andetsteds, »og han har taget det bort ved at nagle det til korset; efter at have af­væbnet magterne og myndighederne stillede han dem åbenlyst til skue, da han i ham førte dem i sejrstog« (Kol 2, 14 f.). Han er altså ikke midler for én part, men for to indbyrdes helt forskellige.

      Også dette er et stærkt sted, som er velegnet til at gen­drive lovens retfærdighed og lære os, at loven, når det gæl­der retfærdiggørelsen, skal fjernes så langt bort som muligt. Ligeså giver selve ordet »mellemmand« et tilstrækkelig stærkt bevis på, at loven ikke retfærdiggør. Hvad skulle man i modsat fald med en midler? Da det er umuligt for menneskenaturen at høre loven, er det altså klart, at den langt mindre kan opfylde loven og stemme overens med den. Følgelig retfærdiggør loven ikke.

 

Lovens særlige teologiske formål

Dette er, således som jeg ofte og næsten indtil uudholde­lighed betoner, den sande lære om loven. Den skal enhver kristen lære sig med største flid, så han klart og ret kan fastlægge, hvad loven er, hvad den skal bruges til og hvor­dan, hvad den formår, hvor længe den skal gælde, og hvornår den er slut. Fra naturen har de fået indpodet denne højst fordærvelige opfattelse af loven, at de mener, den retfærdiggør. Derfor er jeg bange for, at denne lære atter skal gå til grunde, når vi er borte. For verden må inden den yderste dag fyldes af forfærdeligt mørke og vildfarelse.

      De, der kan fatte det, skal forstå, at loven ifølge den kristne teologi og ret forstået ikke retfærdiggør, men har en helt modsat virkning. For den viser os, hvem vi er, lader os se, at Gud er vred, åbenbarer vreden og skræmmer os. Den ikke alene afslører synden, men får den endog til at strømme over, så at synden gennem lovens oplysning bli­ver stor, dér hvor den før var ringe. Da begynder menne­sket at hade og flygte bort fra loven og at afsky Gud, dens ophav, med et frygteligt had. Selv fornuften må indrømme, at dette bestemt ikke er at være retfærdig gennem loven, men at begå en dobbelt synd imod den: For det første, at man ikke blot har en vilje, der er loven fjendsk, så man ikke kan høre den, men som gør imod den. Desuden, at man hader den så voldsomt, at man ønsker, den var afskaffet tillige med Gud, dens ophavsmand, den bedste af alle.

      Men hvilken gudsbespottelse kan være større og hvilken synd mere forfærdelig end at hade Gud, at vende sig bort fra og ikke udholde at høre hans lov, som dog i allerhøjeste grad er god og hellig? Beretningen viser nemlig tydeligt, at Israels folk vægrede sig ved at høre den bedste lov, de helligste, ja, i sig selv glædeligste ord som: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten«. »Du må ikke have andre guder«, ». . men viser miskundhed i tusind led« og »Ær din fader … for at du kan få et langt liv osv.« (5 Mos 5, 6 ff.), men måtte have en midler. De kan ikke udholde denne den højeste, mest fuldkomne og guddom­melige visdom, denne den skønneste, bedste og herligste lære. »Lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø«, siger de, »tal du!« (2 Mos 20, 19). Det er sandelig forunderligt ikke at kunne udholde, hvad der er ens højeste og herligste gode, nemlig at man har en Gud, og det en barmhjertig Gud, der vil »vise miskundhed i tusind led« (5 Mos 5, 10). Man vil ikke høre, hvad der er ens værn: »Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive hor! Du må ikke stjæle!« 5 Mos 5, 17 ff. For med disse ord omgiver Gud vort liv, hustru og ejendom ligesom med en mur og værner det mod onde menneskers vold og angreb.

      Lovens lys formår altså ikke andet end at oplyse samvittigheden om synd, død, dom og Guds had og vrede. Inden jeg kommer under loven, er jeg sikker og ligeglad med synden. Men når loven kommer, åbenbares synden, døden og Helvede. Dette er bestemt ikke at blive retfærdiggjort, men at blive skyldig, at stå som Guds fjende og blive dømt til død og Helvede. Det er altså lovens særlige teologiske formål, ikke at gøre menneskene bedre, men at gøre dem værre, idet den viser dem deres synd, så syndserkendelse ydmyger, skræmmer og knuser dem og de således ser frem til nåden og den velsignede sæd. Dette er summen af det bevis, som Paulus en passant har hentet fra ordet »Mellemmand«.

 

v20 Men Gud er én.

Gud forsynder sig ikke mod nogen og trænger følgelig ikke til nogen midler. Vi derimod forsynder os mod Gud. Der­for behøver vi en midler, ikke denne Moses, men Kristus, som forkynder os noget bedre, jfr. Hebr 12, 24. Så vidt hans svinkeærinde; nu vender han tilbage til sit anliggende.

 

v21 Er loven da imod Guds løfter?

Ovenfor har Paulus sagt, at loven ikke retfærdiggør. Lad os da rydde den af vejen! Nej, for også den gør sin nytte. Hvilken? Den fører menneskene til selverkendelse, påviser og øger synden osv. Her opstår der straks et nyt spørgs­mål: Hvis loven blot gør menneskene værre ved at vise dem deres synd, så strider den jo mod Guds løfter. Og Gud synes kun at blive tirret til vrede og at blive krænket af loven til ikke at holde og opfylde sine løfter. Vi jøder har en anden mening, nemlig at vi ved loven bliver bevogtet og øves i en ydre tugt, så Gud derved fremskynder løftets opfyldelse og den ydre tugt gjorde os fortjent til løftet. Paulus' svar er: Nej! Snarere hindres løftet i at blive op­fyldt, når vi ser hen til loven. For den menneskelige fornuft krænker Gud, som giver løftet, når den ikke vil lytte til loven. For den siger: »Lad ikke Herren tale med os« (2 Mos 20, 19). Mon Gud da skulle holde sine løfter til dem, når de ikke blot ikke vil tage hans lov og belæring på sig, men også af hjertet hader den og flygter bort fra den? Her rejser der sig straks det spørgsmål: Synes loven da at stå i vejen for Guds løfter? Også dét spørgsmål berører Paulus i forbigående og slipper det. Dog besvarer han det ganske kort med det ord:

 

v21 Aldeles ikke!

Hvorfor det? For det første, fordi Gud ikke har afgivet sit løfte på grund af vor værdighed, vore fortjenester eller gode gerninger. Snarere har han givet sit løfte af sin rene og skære uudtømmelige og evige godhed og barmhjertighed. Han siger ikke til Abraham: Fordi du har holdt loven, derfor »skal alle folk velsignes i dig« (1 Mos 12, 3); men til den endnu uomskårne, der ikke har nogen lov og stadig er en afgudsdyrker, som der står i Josuas bog 24, 2, siger Han: »Drag ud fra dit land«, »Jeg vil beskytte dig« og »I din sæd osv.« (1 Mos 12). Dette er helt ubetingede løfter, som Gud giver Abraham for intet, uden nogen betingelse eller hensyn til hans fortjenstfulde gerninger, hvad enten de gik forud eller fulgte efter. Dette går direkte mod jøderne, der mener, at opfyldelsen af de guddommelige løfter bliver hindret på grund af deres synder. Gud, siger Paulus, ud­sætter ikke opfyldelsen af sine løfter på grund af vore syn­der. Han fremskynder dem heller ikke på grund af vor retfærdighed og fortjenester. I det hele taget retter Han sig ikke efter noget af det. Skønt vi derfor bliver værre gennem loven og hader Gud mere, bevæger det ikke Gud til at udskyde sit løfte. For det er uafhængigt af vor værdighed og retfærdighed, men grunder sig derimod på hans godhed og barmhjertighed. Derfor er det blot indbildning, når jø­derne siger: Messias kommer ikke, for vore synder forhindrer ham i at komme. Som om Gud skulle blive uret­færdig på grund af vore synder eller løgnagtig på grund af vor løgn. Han bliver altid ved med at være retfærdig, hvad enten vi synder eller ej. Altså er hans sandfærdighed den eneste grund til at holde og opfylde løftet.

      Skønt loven dernæst afslører og øger synden, er den dog ikke imod Guds løfter, men snarere for dem. For i sit sande og fuldkomne værk og formål ydmyger og forbereder den mennesket, når det blot bruger loven ret, så det længes efter og søger nåden. For når loven viser mennesket dets synd og øger den, så først ser det rigtigt menneskehjertets ugudelighed og fjendskab mod loven og mod Gud, lovens ophavsmand. Da føler det for alvor, at det ikke blot ikke elsker, men hader og spotter den allerbedste Gud og hans højhellige lov. Da må det bekende, at der slet ikke er noget godt i det. Og når det således er blevet sønderknust og ydmyget af loven, indser det, at det virkelig er elendigt og fordømt. Når loven altså på den måde tvinger det til at erkende sin ondskab og af hjertet bekende sin synd, har den gjort sin gerning, og dens tid er til ende. Nu er nådens tid for hånden, så den velsignede sæd kan komme for at genoprejse og trøste den, der er blevet forskrækket og knust af loven.

      I denne forstand er loven ikke imod Guds løfter. Først og fremmest fordi løftet ikke er afhængigt af loven, men af Guds sanddruhed. Dernæst, fordi loven, når den anvendes allermest efter sin hensigt, gør ydmyg og derved får os til at klage, sukke og søge efter midlerens hånd. Den gør hans nåde og barmhjertighed meget herlig, som det hedder i Sl 109, 21: »Gør med mig efter din godhed og nåde«, og hans gave usigelig dyrebar. Således gør den os rede til at tage imod Kristus. For den, der ikke har smagt det bitre, kommer ikke det søde i hu. Sult er den bedste kok. Ligesom den tørre jord tørster efter regn, således får loven altså de skræmte hjerter til at længes efter Kristus. For dem smager Kristus allerbedst. For dem er han glæde, trøst og liv. Først da lærer man Kristus og hans embede ret at kende.

      Det er altså lovens rigtigste anvendelse at blive brugt således, at den ydmyger og giver tørst efter Kristus. Selv ønsker han tørstende sjæle, som han på kærligste vis drager til sig med ordene »Kom hid til mig alle, som lider møje og er besværede, og jeg vil give jer hvile, « (Matt 11, 28). Sådan tør jord vander og overrisler han gerne. Men han udgyder ikke sine vande over en fed og frugtbar jord, der ikke tør­ster. Hans gode gaver er uvurderlige. Derfor giver han dem kun til dem, der trænger. De fattige forkynder han evange­liet, de tørstende giver han at drikke. »Om nogen tørster«, siger han i Joh 7, 37, »han komme til mig og drikke!« »Herren rejser de bøjede« (Sl 146, 8). Det vil sige: han trøster og frelser dem, som loven har plaget og ængstet. Følgelig er loven ikke imod Guds løfter.

 

v21 For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven.

Paulus giver med disse ord til kende, at slet ingen lov kan gøre levende. Den kan kun dræbe. Mine gerninger, som jeg gør - ikke efter pavens love eller menneskelige overleverin­ger, men efter Guds lov, retfærdiggør mig derfor ikke for Gud, men godtgør, at jeg er en synder. De formilder ikke Guds vrede, men opægger den. De skaffer ikke retfærdig­hed, men fjerner den. De gør ikke levende, men dræber mig. Når han derfor siger: »Hvis der var givet en lov osv.«, lærer han med rene ord, at ikke engang den gud­dommelige lov kan gøre levende, men den har den stik modsatte virkning. Skønt disse ord af Paulus er tydelige nok, er de dog for papisterne yderst dunkle og ubegribelige. For hvis de forstod dem, ville de ikke i den grad prale af den frie vilje, menneskets kræfter og overskydende (gode) gerninger. Men for at de ikke åbenlyst skal synes at være gudløse og hedninger, der uden al skam fornægter Kristi apostels ord, undviger de bestandig med denne fuldstændig fordærvelige forklaring sådanne steder hos Paulus om lo­ven, der viser synden og virker vrede, nemlig om De 10 bud. De påstår, at Paulus kun taler om ceremonialloven, ikke om moralloven. Men Paulus udtrykker sig tydeligt og klart, når han siger: »Hvis der var givet en lov osv.« og slet ikke undtager nogen lov. Derfor er sofisternes forkla­ring intet værd. For ceremoniallovene var lige fuldt fore­skrevet af Gud og blev overholdt lige så strengt som moral­lovene. Jøderne iagttog ikke omskærelsen mindre nøje end sabbatten. Apostelen taler altså om hele loven. Disse ord af Paulus synges, messes og læses i alle pavedømmets kirker, og dog lærer og lever man lige modsat. Paulus siger ganske klart, at der overhovedet ikke er givet nogen lov, der kan levendegøre. Sofisterne lærer derimod stik modsat. De på­står, at der er blevet givet uendelig mange love, der kan gøre levende. Vel siger de det ikke med rene ord. Men de mener det i virkeligheden. Det aflægger munkevæsenet et tilstrækkelig klart vidnesbyrd om, såvel som de utallige menneskelige love, bestemmelser og ceremonier, samt læ­ren om gode gerninger, »billigheds- og fuldgyldig fortjene­ste« og utallige andre ugudelige fromhedsøvelser, som de har anordnet. Det var alene dem, de forkyndte, efter at have vraget evangeliet. De lover, at de, der overholder så­danne fromhedsformer, bestemt vil få nåde, syndsforla­delse og evigt liv. De kan ikke bestride, hvad jeg siger. For deres bøger findes stadig som de mest pålidelige vidner derom.

      Vi derimod hævder med Paulus, at slet ingen love, men­neskelige eller guddommelige, kan retfærdiggøre og levendegøre. Og derfor holder vi loven så langt borte fra retfær­digheden som døden fra livet, Helvede fra Himlen. Det klare sted hos Paulus, at loven ikke er givet for at retfær­diggøre, levendegøre og frelse, men blot til at fordømme, dræbe og ødelægge, tvinger os til at fastslå dette. Trods alle menneskers mening; for de mener uvilkårligt, at loven er blevet givet til at give retfærdighed, liv og salighed.

      Dette rette skel mellem loven og evangeliets opgaver be­varer hele den ægte teologi i ret brug. Ligeså har det gjort os troende til dommere over alle måder at leve på (nb. de forskellige kald!), alle love og vedtægter, som alle menne­sker har gjort, ja, det giver os evne til at prøve alle ånder. Papisterne kan derimod ikke give nogen ordentlig belæring hverken om tro eller gerninger eller måder at leve på eller om at skelne mellem ånderne. For de har fuldstændig sammenblandet og forvirret læren om lov og evangelium. Det samme sker i vore dage blandt sektererne.

      Efter disse gendrivelser og beviser lærer Paulus altså helt udførligt og udmærket, at loven, om man har fattet dens sande og rigtigste brug, ikke er andet end en opdragelse til retfærdighed. For den gør menneskene ydmyge og modta­gelige for Kristi retfærdighed, når den forretter sin egent­lige opgave, når den nemlig anklager dem, skræmmer dem og lærer dem synden, vreden, døden og Helvede at kende. For når dét er sket, forsvinder forestillingen om egen ret­færdighed og hellighed, og Kristus og hans velgerninger bliver tillokkende for os. Derfor er loven ikke imod Guds løfter, men snarere for dem. For skønt dens opgave og anvendelse ikke er at opfylde løftet og ikke at skænke ret­færdighed, ydmyger den os og gør os derved modtagelige for Kristi nåde og velgerning.

      Hvis der altså var givet nogen lov, siger han, der kunne give selve livet, så gav loven virkelig del i retfærdighed og følgelig også i livet. Men hvis dette var sandt, måtte den lov først give retfærdighed, da vi ikke får livet uden først at have fået retfærdighed. Om der på samme vis fandtes no­gen munkeorden, nogen stand, nogen gerning eller from­hed, der kunne skaffe syndsforladelse, retfærdighed og liv, så ville den orden osv. virkelig retfærdiggøre og levende­gøre. Men dette strider imod Skriften, som indeslutter alt under synd, uanset om det er under loven eller uden for den. Derfor kan der umuligt være nogen lov eller noget værk, der kan retfærdiggøre og levendegøre. Derfor siger Paulus:

 

v22 Men Skriften har indesluttet alt under synd,

Atter viser Paulus med rene ord, at loven ikke kan levende­gøre. Og her er vore modstandere blinde og døve trods deres åbne øjne og ører. Skriften har, siger Paulus, inde­sluttet alt under synd. Hvor gør den dét? Intetsteds krafti­gere end i løfter som 1 Mos 3, 15: »Kvindens sæd skal knuse slangens hoved« og 1 Mos 22, 18: »I din sæd osv.« Hvor som helst der i Skriften findes et løfte om Kristus, dér loves der retfærdighed, velsignelse, frelse og liv. Heraf la­der sig modsætningsvis aflede, at retfærdighed, velsignelse, frelse og liv ikke er der i forvejen, men alene synd, forban­delse, død, Djævel og evig fortabelse.

      I selve sine løfter indeslutter Skriften således alle menne­sker under synd og forbandelse. Det gør den også andre åbenbare steder i loven, som i det ovenanførte sted fra 5 Mos 27, 26: »Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter dem!« Dét sted indeslutter med al tydelighed ikke alene de åbenlyse syndere mod lo­ven, eller dem, der ikke opfylder dens ydre bogstavelige mening, under synd og forbandelse, men også dem, der står under loven og af alle kræfter søger at opfylde den. Sådan var jøderne, således som jeg har nævnt ovenfor. På samme vis indeslutter dette sted også alle munke, eremitter og karteusere under synden, tillige med deres efter egen formening højhellige bekendelser og fromhedsøvelser. For de vrøvler om, at om en, der lige har aflagt sit munkeløfte, dør, så flyver han lige op i Himlen. Men her hører du ganske tydeligt, at overhovedet alt er indesluttet under synd. Følgelig er heller ikke karteusernes løfte eller meget store fromhed retfærdighed; men alt er under dommen. Hvorved? Ved dette løfte: »Kvindens sæd osv.« og andre lignende. Desuden ved denne lov: »Forbandet enhver osv.« og andre lignende. Der er altså ingen munke, ingen karteusere eller coelestinere10, der knuser slangens hoved, det vil sige Djævelens magt. Men hvem tror på dét?

      Hvad som helst der er uden for Kristus og løftet, er kort sagt uden undtagelse indesluttet under synd - og det hvad enten det er ceremonial- eller moralloven eller De 10 bud, hvad enten det er guddommeligt eller menneskeligt. Han, som siger »alt«, undtager intet. Vi drager altså med Paulus den slutning, at alle folks styre og love, hvor gode og nødvendige de end er, og at al gudstjeneste og fromhed uden for troen på Kristus er inde under synd, død og evig fortabelse, om ikke løftet kommer til som følge af tro på Kristus. Derom er der ovenfor talt tilstrækkelig indgående.

      Den sætning: Alene troen gør retfærdig er altså sand, skønt vore modstandere slet ikke kan tåle den. For Paulus drager her den meget kraftige slutning, at loven ikke gør levende. For det var ikke formålet med den. Hvis loven altså ikke retfærdiggør og levendegør, så gør heller ikke vore gerninger os retfærdige. Når Paulus siger, at loven ikke levendegør, vil han nemlig slutte deraf, at gerningerne heller ikke gør levende. For sætningen: »Loven levendegør ikke« udsiger mere end: »Gerninger levendegør ikke«.

      Hvis selve loven, om den end blev opfyldt - skønt det er umuligt at opfylde den - altså ikke retfærdiggør, gør ger­ninger det endnu langt mindre. Følgelig er det troen uden gerninger, der retfærdiggør. Paulus vil ikke vide af den tilføjelse: Troen retfærdiggør sammen med gerninger. Nej, han går rent benægtende frem i Rom 3, 20 og ovenfor i kap. 2, 16: »Intet kød vil blive retfærdiggjort ... af lovens gerninger« og her: »Loven blev ikke givet til at levendegøre«.

 

v22 for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Ovenfor har han sagt, at Skriften har indesluttet alt under synd. Mon for evigt? Nej, men indtil løftet blev givet. Og løftet er selve den arv eller velsignelse, Abraham fik, nemlig frihed fra loven, synden, døden og Djævelen og tildeling af nåde, retfærdighed, frelse og evigt liv. Det løfte, siger han, får vi uden nogen fortjeneste, lov eller gerninger, men som gave. Til hvem? Til dem, der tror. På hvem? På Jesus Kri­stus, som er den velsignede sæd, der har genløst de troende fra forbandelsen, for at de skulle få velsignelsen. Disse ord er ikke dunkle og ikke til at tage fejl af. Alligevel skal man gøre sig umage for at give nøje agt på dem og overveje deres mening og betydning. For hvis alt er indesluttet under synd, følger deraf, at alle folk er forbandet og savner her­ligheden fra Gud. Ligeså, at de er inde under Guds vrede og Satans herredømme, og fra dem kan ingen befries ved noget andet end ved tro på Jesus Kristus. Paulus strider altså med disse ord meget kraftigt imod sofisternes og alle gerningsretfærdiges overspændte meninger om lovens og gerningernes retfærdighed, når han siger: »For at forjættel­sen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror«.

      Ovenfor har jeg tilstrækkelig udførligt angivet, hvordan man skal forholde sig til skriftsteder, der taler om løn for gerninger. Og emnet kræver ikke, at vi nu taler om gernin­ger. For der er ikke her tale om gerninger, men om retfær­diggørelsen. Og den sker ikke gennem loven og gerninger­ne, da alt dét er inde under synd og forbandelse, men gen­nem troen på Kristus.

      Men når det ikke drejer sig om retfærdiggørelsen, kan ingen prise de gode gerninger tilstrækkelig højt! Hvem kan vel højt nok berømme nytten og frugten af blot en eneste gerning, som den kristne gør af tro og i troen? For den er mere værd end Himmel og jord. Derfor kan end ikke hele verden i dette liv give en passende løn for én virkelig god gerning. Verden føler heller ikke den taknemmelighed, at den priser de frommes gode gerninger, og langt mindre belønner den dem. For den ser dem ikke, og om den ser dem, anser den dem for de værste misgerninger og rydder dem, der før den slags, af vejen, som var de den mest skadelige pest for menneskeslægten. Således led Kristus, verdens Frelser, til belønning for sine usigelig store velger­ninger den mest vanærende død på korset. Ligeså blev apostlene, som bragte verden ordet om nåde og evigt liv, regnet for »verdens fejeskarn« og »et udskud for alle« (1 Kor 4, 13). I sandhed en passende løn for så store velger­ninger!

      Men de gerninger, der ikke er udsprunget af tro, er un­der synden og forbandelsen - frem for alt de, der ser aller­helligst ud. Derfor er de, der gør dem, så langt fra at for­tjene nåde, retfærdighed og evigt liv, at de snarere øger deres synder. Sådan gør paven, »syndens menneske og for­tabelsens søn« (2 Thess 2, 3) og alle, som følger ham. Og sådan gør alle gerningsretfærdige og kættere, der er faldet fra troen.

 

v23 Før troen kom,

Lovens formål er god

Han giver sig til at forklare, hvor nyttig og nødvendig, loven er. Ovenfor har han sagt, at den blev føjet til for overtrædelsernes skyld. Ikke sådan at forstå, at det har været Guds særlige hensigt med loven, at den blot skulle føre til død og fordømmelse, således som han også siger i Rom 7, 13: »Blev da det gode mig til død? Det være langt­fra!« For loven er et ord, der viser hen til livet og tilskynder til det. Den er altså ikke blot givet til død. Men det er dens vigtigste anvendelse og formål, at den skal åbenbare døden, så det på den vis kan blive klart, hvordan og hvor stor synden er. Dog afslører den ikke døden sådan, at den glæ­der sig over den eller alene pønser på at slå os ihjel. Men den afslører døden, for at menneskene opskræmte og ydmygede, skal frygte Gud. Dette siger selv teksten i 2 Mos 20, 20 også tydeligt, når det hedder: »Frygt ikke; thi Gud er kommet for at prøve jer, og for at I kan lære at frygte ham, så I ikke synder.« Lovens opgave er altså vel at dræbe, men dog således, at Gud kan levendegøre. Derfor er loven ikke blot givet til død. Men fordi mennesket er hovmodigt og bilder sig ind at vide besked, at være retfærdigt og helligt, må det nødvendigvis ydmyges af loven, så det vilddyr, der hedder den indbildte retfærdighed, kan blive dræbt. For så længe som dét ikke er dræbt, kan mennesket ikke leve.

      Skønt loven altså døder, benytter Gud dog denne virk­ning af loven, denne død, til et godt formål, nemlig til liv. For da Gud så, at denne den mest udbredte pest på jorden, hykleriet og tilliden til ens egen retfærdighed, ikke kunne tæmmes og knuses ved noget andet, ønskede han at dræbe den ved hjælp af loven - dog ikke for bestandig, men for at mennesket, når den var slået ihjel, skulle rejse sig på ny og foruden loven høre det ord: »Frygt ikke!« Jeg har ikke givet loven og dræbt dig ved den, for at du skulle forblive i denne død, men for at du skulle frygte mig og leve. For den falske forestilling om gode gerninger og retfærdighed lev­ner ikke gudsfrygten nogen plads. Men hvor man ikke frygter Gud, tørster man heller ikke efter nåde og liv. Der­for må Gud have en stærk hammer til at knuse klipper og en ild, der flammer op til Himlen, til at vælte bjerge, det vil sige: som kan tæmme det stædige og selvsikre vilddyr, ind­bildskheden. Når mennesket er blevet tilintetgjort ved dét slag, må det mistvivle om sine egne kræfter, sin retfærdig­hed og sine gerninger og frygte Gud. Og når det er blevet opskræmt således, kan det tørste efter barmhjertighed og syndsforladelse.

 

v23 Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares,

Det vil sige, at lovens opgave, inden evangeliets og nådens tid var inde, var den: at holde os indesluttet og indelukket som i et fængsel.

      Dette er en smuk og højst passende lignelse, der viser, hvad loven udretter, og hvordan den gør menneskene dy­dige. Derfor må vi overveje den omhyggeligt. Der er ingen tyv, morder eller røver, der, når han er blevet pågrebet, elsker sine lænker og det hæslige fængsel, hvori han holdes bundet. Ja, om han kunne, ville han ødelægge fængslet og sine jernlænker og brænde dem til aske. Vel lader han i fængslet være med at gøre ondt; men det er ikke godvilligt eller af kærlighed til retfærdighed, men fordi fængslet hind­rer ham deri. Og mens han sidder indespærret dér, afskyr og hader han ikke sin synd og forbrydelse. Tværtimod smerter det ham dybt, at han ikke er på fri fod og kan stjæle. Og han hader sit fængsel, og om han kunne komme ud, ville han stjæle som før. Sådan en magt har også loven og den retfærdighed, der kommer af loven. Den tvinger os til at være gode udadtil, idet den truer overtrædere med straf og død. Vi retter os da efter loven af frygt for straf, men uvilligt og meget misfornøjede. Men hvad er det for en retfærdighed, når du nødtvungent undlader at gøre det onde af angst for straf? Derfor er en sådan gerningsretfærdighed rettelig intet andet end at elske synden, hade retfær­digheden, afsky Gud tillige med hans lov og at prise den største ondskab. For så højt som tyven elsker sit fængsel og hader sin forbrydelse, så gerne adlyder vi loven, gør, hvad den foreskriver, og undlader, hvad den forbyder.

      Hvor ugudelige hjerterne end bliver ved med at være, har loven dog dét gode, at den for det første til en vis grad holder tyve, mordere og åbenlyst onde i ave udadtil og borgerligt. For hvis ikke disse havde denne ringe tro, at synden bliver straffet her i verden med hjul, stejle og sværd og efter dette liv med evig død og Helvede, så kunne ingen øvrighed, ingen husfar og ingen lærer styre menneskenes rasen med magt, love eller lænker." Ved lovens trusler, som fylder sindene med skræk, skræmmes de ugudelige dog i nogen måde fra hæmningsløst at kaste sig ud i alskens forbrydelser. Dog ville de foretrække, at der ikke var no­gen lov, straf, Helvede og heller ikke nogen gud. Hvis Gud ikke havde Helvede og ikke straffede de onde, ville alle elske og lovprise ham. Men fordi han straffer de onde, og alle er onde, derfor kan de, så længe som de holdes inde­sluttet under loven, ikke lade være med at hade og spotte Gud på det groveste.

 

Loven er et fængsel både borgerligt og åndeligt

Desuden indeslutter loven menneskene ikke blot borgerligt, men også åndeligt. Loven er nemlig også et åndeligt fængsel og et sandt Helvede. For når den åbenbarer synden og truer med død og Guds evige vrede, kan mennesket ikke unddrage sig eller finde trøst. For det er ikke menneskeligt muligt at slippe fri for den forfærdelige rædsel, som loven skaber, eller fra anden dyb sorg. Derfra stammer den jammer og klage, som findes overalt i Davids salmer hos de hellige: »I dødsriget hvem vil takke dig dér?« (Sl 6, 6). For da er mennesket indesluttet i et fængsel, som det ikke kan komme ud af, og det kan ikke se, hvordan det kan løses ud af disse lænker, det vil sige: blive fri for denne rædsel. Således er loven et fængsel i borgerlig og i åndelig forstand. For først og fremmest holder den borgerligt i ave og indeslutter de ugudelige, så de ikke kan følge deres egen lyst og kaste sig på hovedet ud i alle hånde forbrydelser. Desuden viser den os åndeligt vor synd, forskrækker og ydmyger os, så vi skræmmes til at erkende, at vi er elendige og fordømte. Og det er lovens sande og rette brug, blot må den ikke vare evigt. For dét fangenskab og fængselsophold under loven bør ikke vare længere, end til troen kommer. Når troen er kommet, bør lovens åndelige fængsel høre op.     

      Her ser vi atter, at lov og evangelium, skønt de indbyr­des er fuldstændig forskellige og skarpere adskilt end mod­sætninger, i sindet er ganske nøje forenet. Det angiver Paulus, når han siger: »Vi holdtes indelukkede under lo­vens bevogtning til den tro, som skulle åbenbares.« Det er derfor ikke nok, at vi er indesluttet under loven. For hvis der ikke fulgte noget andet efter, måtte vi nødvendigvis fortvivle og dø i vore synder. Men Paulus føjer til, at vi er indesluttet og aves af tugtemesteren loven, ikke til evig tid, men indtil Kristus, som er lovens ende. Den skræk, ydmy­gelse og bevogtning bør altså ikke vare evigt, men indtil troen kommer, det vil sige: indtil vor frelse kommer og vor lykke er gjort. Da bliver nåden, syndsforladelsen og be­frielsen fra loven, synden og døden os sød, når vi er blevet forskrækket af loven. Og de kan ikke erhverves ved ger­ninger, men gribes alene af troen.

      Den, der i sin anfægtelse kan forene dette helt modsatte, som nemlig, når han skræmmes allermest af loven, véd, at lovens ende og nådens eller den kommende tros begyndelse er nær, han bruger loven på rette vis. Ingen ugudelige ken­der denne kunst. Kain var uvidende om den, da han var indesluttet i lovens fængsel og var alvorligt plaget af sin synd. Først var han uden for fængslet, det vil sige, han var ikke bange, skønt han havde slået sin broder ihjel. Tværti­mod vidste han udmærket at forstille sig og mente, at Gud selv var uvidende om, hvad han havde gjort. »Skal jeg vogte min broder?« sagde han. Men da han fik at høre: »Hvad har du gjort!« (1 Mos 4, 9 f.) - da begyndte han for alvor at mærke til dette fængsel. Hvad gjorde han så? Han for­blev indesluttet i fængslet. Han forbandt ikke evangelium med loven, men sagde: »Min straf er ikke til at bære« (1 Mos 4, 13). Han så blot fængslet og tog ikke i betragtning, at hans synd var blevet åbenbaret ham af den grund, at han skulle bede Gud om nåde. Han fortvivlede altså og benæg­tede, at han havde nogen Gud. Han troede ikke, at han blev holdt indesluttet til nåden og troen, men alene til loven.

      Men de ord »blive bevogtet og blive indesluttet under loven« er ikke unyttigt tankespind eller sofisterier, men sande og alvorlige. Den bevogtning eller det fængsel beteg­ner sande åndelige forskrækkelser, hvorved samvittigheden indesluttes, så den ikke i hele den vide verden kan finde et sted, hvor den kan være tryg. Ja, mens den skræk står på, føler samvittigheden en så stor angst, at den mener, Him­mel og jord, om de så var 10 gange så store og rummelige, er snævrere end et hul i muren. Så lades mennesket helt i stikken af al sin visdom, sine kræfter, sin retfærdighed, gode råd og hjælp. For samvittigheden er noget meget sart. Når det derfor indesluttes i lovens fængsel på denne vis, ser det ingen udvej. Men det forekommer ham, at den trængsel skal vare i det uendelige. For da føler han Guds vrede. Og Gud er uendelig, og mennesket kan ikke flygte for hans hånd. Som det hedder i Salme 139, 7: »Hvorhen skal jeg gå for din Ånd?«

      Ligesom indespærring eller fængsel altså borgerligt er den legemlige straf, hvorved den indespærrede hindres i at bruge sit legeme, således er fængslet åndeligt den uro og angst i sjælen, hvorved den indespærrede berøves sin fred i samvittigheden og sin hjertero. Dog ikke for bestandig, således som fornuften mener, når den får dette fængsel at føle, men »til den tro, som skulle åbenbares«. Derfor skal den sjæl, der er indesluttet under loven, rejses op og trøstes med ord som disse: Vist er du, min broder, i fængsel. Men du skal vide, at det ikke sker, for at du til evig tid skal holdes indesluttet i dette fængsel. For der står skrevet, at vi holdes indespærret, indtil troen kommer. Du straffes altså ikke med dette fængsel, for at du skal gå til grunde, men for at du skal få nyt liv ved velsignelsens sæd. Du dræbes af loven, for at du kan blive levendegjort ved Kristus. Derfor må du ik­ke fortvivle som Kain, Saul og Judas. Da de var indesluttet i dette fængsel, føjede de ikke noget til, men forblev i dette indelukke og var derfor nødt til at fortvivle. Du skal opføre dig anderledes end dem i din samvittighedsangst. Du skal nemlig vide, at det er en velgerning, at du er indesluttet og rådvild, og se så til, at du bruger dette fangenskab på rette vis, nemlig indtil troen kommer. For Gud vil ikke for­skrække dig, så du bliver i din rådvildhed. Han vil ikke slå dig ihjel for at lade dig blive i døden. »Jeg har ikke lyst til den gudløses død osv.« siger han ved profeten (Ez. 33, 11). Men Han vil gøre dig rådvild for at ydmyge dig og få dig til at fatte, at du trænger til Guds barmhjertighed og Kristi velgerning.

      Derfor bør dette fangenskab under loven ikke vare evigt, men blot indtil troen kommer. Det er, hvad Salme 147, 11 lærer: »Herren har behag i den, der frygter ham«, det vil sige: dem der trænges i dette lovens fængsel. Men straks føjes til: »dem, der bier på hans miskundhed«. Dette er to modsætninger, som skal forenes, skønt de i virkeligheden er helt forskellige. For hvilken modsætning er større end at frygte og ræddes for Guds vrede og på samme tid at håbe på hans barmhjertighed? Det ene er Helvede, det andet er Himlen, og dog bør de være inderligt forenet i hjertet. Det er såre let at forene dem teoretisk. Men at forene dem i praksis er det sværeste af alt. Det har jeg ofte måttet lære af egen erfaring. Papister og sekterere ved slet intet om dette. Når de derfor læser eller hører disse ord af Paulus, er de fuldstændig dunkle og ubegribelige for dem. Og når loven viser dem deres synd, når den anklager og skræmmer dem, finder de hverken råd eller hjælp, men fortvivler ligesom Kain og Saul.

      Da loven altså som sagt er vor bøddel og vort fængsel, er det vist, at vi ikke elsker den, men nærer et voldsomt had til den. Den, der siger, at han elsker loven, lyver derfor og véd ikke, hvad han taler om. En tyv eller en røver, som elskede sit fængsel og lænkerne, måtte jo være tåbelig og afsindig. Men da loven som sagt holder os fanget, er det sikkert, at vi er dens mest forbitrede fjender. Vi elsker kort sagt loven og dens retfærdighed lige så meget, som morderen elsker sit fængsel. Hvordan skulle vi da blive retfærdige ved hjælp af loven?

 

v23 bevogtet … indtil troen skulle åbenbares,

Dette siger Paulus med henblik på tidens fylde, da Kristus kom. Men du skal ikke blot anvende det på den tid, men også på dit sind. For hvad der skete på det bestemte tidspunkt i historien, da Kristus kom: Han afskaffede loven og bragte frihed og evigt liv for lyset - det sker åndeligt i hver kristen for sig. I ham følges lovens tid af nådens tid. For den kristne har en krop, i hvis lemmer, som Paulus siger det i Rom 7, 23, loven og synden kæmper med hinanden. Men ved synd forstår jeg ikke bare det (kødelige) begår, men hele synden, således som Paulus plejer at tale om synden. Den klæber ikke blot stadig ved de døbte kristnes kød, men den kæmper imod det og tager det til fange, om ikke så det samtykker og handler derefter, så dog som en stærk til­skyndelse. Om end en kristen ikke kaster sig ud i så grove synder som mord, hor og tyveri, så er han dog ikke af den grund fri for utålmodighed, knurren samt had til og be­spottelse mod Gud. De synder er den menneskelige fornuft helt uvidende om. De tvinger ham til mod sin vilje at afsky loven, tvinger ham til at flygte for Guds åsyn, tvinger ham til at hade og bespotte Gud. For ligesom den unge har en stærk kønsdrift, manden er ivrig efter at vinde ære og magt, og oldingen er gerrig, således er utålmodighed, misfornø­jelse, samt had til og bespottelse af Gud stærk hos de helli­ge. Overalt i salmerne, hos Job og Jeremias, ja, i hele Skrif­ten er der eksempler derpå. Derfor beskriver Paulus også denne åndelige kamp med meget kraftige og betegnende ord som »at kæmpe«, »strides med« og »blive taget til fange af«.

 

Lov og evangelium i kristenlivet

I en kristens sind findes der altså en tid for loven og en tid for evangeliet. Lovens tid er der, når loven plager, mis­handler og bedrøver mig og fører mig til syndserkendelse, ja, øger min synd. Det er lovens rette brug, som en kristen ofte får at mærke, og dét lige så længe som han lever. Således fik Paulus »en torn i kødet, en Satans engel, for at han skulle slå ham i ansigtet« (2 Kor 12, 7). Han ville gerne til stadighed have følt glæde i samvittigheden, smil i hjertet og en forsmag på det evige liv. Han ville også gerne have været fri for al uro i sindet. Og derfor ønskede han, at denne anfægtelse skulle tages fra ham. Det skete ikke. Der­imod fik han at høre af Herren: »Min nåde er dig nok, Paulus; thi kraften fuldkommes i magtesløshed« (2 Kor 12, 9). Den samme kamp må enhver kristen igennem. Jeg strides ofte med Gud og gør utålmodigt modstand imod ham. Guds vrede og dom er mig imod. Ham mishager der­imod min utålmodighed og knurren. Dette er lovens tid. Og enhver kristen lever efter sin kødelige natur altid i den. »Thi kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet; disse står nemlig hinanden imod« (Se nedenfor kap. 5, 17).

      Nådens tid er inde, når hjertet genoprettes ved løftet om Guds ufortjente barmhjertighed og siger: »Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig?« (Sl 42, 6). Ser du intet andet end lov, synd, rædsel, bedrøvelse, fortvivlelse, død, Helvede og Djævel? Eller er der ikke også nåde, syndsfor­ladelse, retfærdighed, trøst, glæde, fred, liv, Himmel, Gud og Kristus? Min sjæl, hold op med at gøre mig bange. Hvad formår vel loven, synden og alt ondt imod dette? Håb på Gud, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen til døden på et kors for dine synder. Dette er da, hvad det vil sige at være indesluttet under loven, ikke evigt, men indtil Kristus kommer. Når du forskrækkes af loven, skal du derfor sige: Fru lov, du er ikke ene og heller ikke alt. Men foruden dig er der noget større og bedre, nemlig nå­den, troen og velsignelsen. De hverken anklager eller skræmmer eller fordømmer mig, men trøster, opfordrer til at fatte godt håb og lover en sikker sejr og frelse i Kristus. Jeg har altså ingen grund til fortvivlelse.

      Den, der rigtig forstod sig på den kunst, han kunne med rette kaldes for en teolog. Vor tids sværmere, der bryster sig af at have Ånden, mener selv ligesom deres disciple, at de kender den udmærket. Men jeg og mine lige har næppe fattet de første trin af denne kunst. Og dog er vi flittige disciple i den skole, hvor den kunst bliver lært. Vel lærer vi den også; men så længe som kødet og synden stadig er der, lærer vi den ikke til bunds.

      Sådan er en kristen altså delt mellem to tider. For så vidt som han er kød, er han under loven. For så vidt som han er ånd, er han under evangeliet. Der bliver stadig ved at klæbe begær, havesyge, æresyge og hovmod til vort kød. Det kender til uvidenhed, foragt for Gud, utålmodighed, knur­ren og vrede imod Gud, fordi han hindrer vore planer og foretagender og ikke straks straffer de ugudelige og gudsforagtere. De synder klæber til de helliges kød. Om du derfor kun tager hensyn til kødet, vil du altid forblive i lovens tid. Men »dersom disse dage ikke blev afkortet, da blev intet kød frelst« (Matt 24, 22). Der bør sættes en grænse for loven, hvor den skal holde inde. Derfor er det ikke bestan­dig lovens tid. Men den har en grænse, som er Kristus. Men nådens tid er evig. Siden Kristus én gang for alle er død for vore synder, dør han ikke mere. Han er evig. Følgelig er også nådens tid evig.

 

En sød frygt

Sådanne herlige vendinger hos Paulus bør vi ikke løbe ligegyldigt igennem, således som papisterne og sektererne har for skik. For de indeholder livets ord og trøster og styrker de bedrøvede samvittigheder på underfuld vis. Og de, der holder godt fast ved dem, kan skønne ret om, hvad troen samt hvad den falske og den ægte gudsfrygt er. Ligeså kan de bedømme alle sindstilstande og skelne mellem alle ånder. Frygt for Gud er en hellig, ja, dyrebar ting. Men den bør ikke vare evigt. Vist bør den stadig findes hos en kristen, fordi han stadig er en synder. Men den bør ikke være der alene, da det ellers er Kains, Sauls og Judas' frygt, det vil sige: en fortvivlet træls frygt. Derfor bør en kristen gennem tro på nådens ord overvinde sin frygt, vende sine øjne bort fra lovens tid og se hen til Kristus og den tro, der skulle komme. Da bliver frygten sød og blandes med nektar, så at han begynder ikke blot at frygte, men også at elske Gud. Men hvis et menneske i modsat fald blot har loven og synden for øje og ser bort fra troen, kan det ikke ryste frygten af sig, men ender med at fortvivle.

      Således skelner Paulus fint mellem lovens tid og nådens tid. Lad os også lære at adskille de to tider ret, ikke med ord, men i sindet, hvad der er det sværeste af alt! For skønt de to er helt forskellige, er de dog ganske nøje forbundet i det samme hjerte. Intet er nøjere forenet end frygten og tilliden, lov og evangelium, synd og nåde. De er så nært forenet, at den ene opsluges af den anden. Der kan derfor ikke gives nogen matematisk forbindelse, der ligner denne.

      Fra det sted: »Hvad skulle da loven?« begyndte Paulus at drøfte loven og desuden dens brug og misbrug. Foranled­ningen var den, at han havde talt om, at de troende blev retfærdige som følge af nåden og løftet og ikke på grund af loven. Den drøftelse affødte spørgsmålet: »Hvad skulle da loven?« For når fornuften får at høre, at vi får del i retfær­digheden og velsignelsen som følge af nåden og løftet, slut­ter den straks: Så er loven altså ikke nogen nytte til! Derfor må vi omhyggeligt overveje læren om loven, hvad og hvor­ledes man bør mene om den, så vi hverken forkaster den helt, som sværmerne gjorde, da de for ti år siden anstiftede bondeoprøret og sagde, at den evangeliske frihed befriede menneskene for alle love, eller tilskriver loven kraft til at retfærdiggøre. For begge parter forsynder sig imod loven. Til højre går de, der vil retfærdiggøres ved loven. Til venstre de, der vil være helt fri for den. Vi skal derfor holde os på kongevejen, så vi hverken forkaster loven helt eller tillægger den mere, end man bør.

      Hvad jeg så ofte tidligere har indprentet om lovens dob­belte brug, den borgerlige eller folkelige og den åndelige, angiver tydeligt, at loven ikke er givet for de retfærdiges, men - som Paulus lærer andetsteds (nemlig 1 Tim. 1, 9) - for de uretfærdiges skyld. Men uretfærdige er der to slags af, de der skal retfærdiggøres, og de, der ikke skal retfærdiggøres. De, der ikke skal retfærdiggøres, holdes i tømme af lovens borgerlige brug. For de må bindes af lovens læn­ker, ligesom man binder vilde og uregerlige bæster med reb og kæder. Den brug er aldrig slut. Paulus beskæftiger sig hér heller ikke særligt med den. Men de, der skal retfærdig­gøres, plages for en stund med lovens åndelige brug. Den varer nemlig ikke evigt ligesom den borgerlige, men tager hensyn til den tro, der skal komme, og hører op, når Kri­stus kommer. Det fremgår heraf, at alle de sætninger, hvor Paulus behandler lovens åndelige brug, skal forstås om dem, der skal retfærdiggøres, og ikke om dem, der allerede er blevet retfærdiggjort. For de er, som jeg allerede ofte har sagt, langt hinsides og over enhver form for lov. De, der skal retfærdiggøres, må altså bebyrdes med loven, så de holdes bevogtet under den, indtil troens retfærdighed kommer. Ikke sådan at forstå, at de får den retfærdighed gennem loven. For det ville være at misbruge loven i stedet for at bruge den rigtigt. Men når de er blevet opskræmt og gjort ydmyge ved loven, flygter de hen til Kristus, som er »lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror« (Rom 10, 4).

      Loven misbruges altså for det første af alle gerningsretfærdige og hyklere, der fantaserer om, at menneskene bli­ver retfærdiggjort gennem loven. For den brug af loven øver og driver ikke hen til troen, der skulle komme, men skaber mætte, selvsikre og hovmodige hyklere, som er op­blæste og fulde af falske forestillinger om lovens retfærdig­hed og gaver, så den står i vejen for troens retfærdighed.

 

Loven skal forhindre kødelig frihed hos den kristne

Også de misbruger loven, som vil befri de kristne helt for den, således som sektererne forsøgte, da de anstiftede bon­deoprøret. Og i vore dage gør mange af vore det samme. Når de ved evangeliets lære er blevet befriet fra pavens tyranni, fantaserer de om, at den kristne frihed er en køde­lig frihed til at gøre, som man vil. De gør, som Peter siger det, »friheden til ondskabs skjul« (1 Pet 2, 16). På grund af dem spottes Guds navn og Kristi evangelium overalt. De skal nok engang få straffe, der svarer til deres ugudelighed.

      For det tredje misbruger også de loven, som vel mærker til den skræk, den indgiver, men som ikke forstår, at den kun skal vare ved, indtil Kristus kommer. Derved er den misbrug årsag til fortvivlelse, ligesom hyklerne er årsag til hovmod og indbildskhed.

      Lovens rette brug kan derimod ikke værdsættes højt nok, når nemlig samvittigheden, der er indesluttet under loven, ikke fortvivler, men belært af Helligånden midt i sin skræk gør sin stilling op på denne manér: Vist er jeg inde­sluttet under loven, men ikke til evig tid. Tværtimod skal den indespærring blive mig til gode. Hvordan? Derved at jeg i dette fængsel sukker og søger efter hjælperens hånd. På den vis tilskynder loven og driver de hungrige til Kri­stus, så han kan mætte dem med sine gode gaver. Derfor er det lovens rette opgave at gøre os skyldige, at ydmyge, dræbe, føre til Helvede og tage alt fra os - dog i den hensigt, at vi skal retfærdiggøres, ophøjes, levendegøres, komme i Himlen og få alle ting. Den slår ikke bare ihjel, men døder for at skænke os livet.

 

v24 så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom,

På ny forener han lov og evangelium i menneskets sind, skønt de i sig selv er milevidt adskilt. Han siger nemlig: »Loven er vor tugtemester til Kristus.« Men også denne sammenligning med en tugtemester er meget betydnings­fuld og må derfor overvejes omhyggeligt. Skønt en tugte­mester er meget nyttig og helt nødvendig, når man skal opdrage og undervise børn, findes der næppe én dreng eller elev, der elsker sin tugtemester. Naturligvis elskede jø­derne deres Moses højt og gjorde villigt, som han befalede? Deres kærlighed til og lydighed mod Moses var af den art, at de hvert øjeblik, således som beretningen viser, var rede til at stene ham. Så umuligt er det for en elev at elske sin opdrager! For hvordan skulle man kunne elske ham, der holder en i fængsel, det vil sige: som ikke lader en gøre, som man vil? Og om eleven begår noget imod sin opdra­gers bud, skælder denne ham straks ud, revser ham, griber ham og tvinger ham til at »kysse riset«. Det skyldes natur­ligvis elevens store retfærdighed, at han adlyder den tru­ende og hårde opdrager og kysser riset? Mon han virkelig gør det frivilligt og med glæde? Nej, når tugtemesteren er gået, brækker han riset i stykker og kaster det på ilden. Og hvis han havde herredømmet over sin opdrager, tillod han ham ikke at slå sig, men ville i stedet give befaling om at give ham smæk.12 Og dog er det såre nødvendigt, at en dreng har en opdrager til at undervise og tugte sig. For i modsat fald, uden denne oplæring, denne indøvelse af gode vaner og denne tugt, ville drengen gå til grunde.

      Drengen må altså have en opdrager for at have en bøddel og afstraffer, der kan holde ham i fængsel. Hvorfor og hvor længe? Mon for at tugtemesterens hårde og forhadte herre­dømme og drengens slaveri skal vare evigt? Bestemt ikke. Men til et bestemt tidspunkt, så lydigheden, fængslet og tugten kan blive til gode for drengen og han til sin tid kan overtage sin arv og blive konge. For det er ikke faderens vilje, at sønnen bestandig skal stå under en tugtemester og få tæv af ham, men at han gennem sin oplæring og tugt kan blive vel skikket til at overtage sin arv.

      Således er loven blot en tugtemester, siger Paulus. Men han føjer til: »til Kristus!« På samme vis har han tidligere sagt: »Loven blev føjet til for overtrædelsernes skyld, indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt« (kap. 3, 19), »Skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror« (3, 22) og »Vi holdtes indelukkede under lovens bevogtning til den tro, som skulle åbenbares« (3, 23). Loven er altså ikke bare en tugtemester, men en tugtemester til Kristus. For hvad ville det være for en tugtemester, der blot mishandlede og slog sin elev og ikke lærte ham noget? Den slags lærere havde man i sidste århundrede. Da var skolen i sandhed et fængsel og et Helvede, og lærerne var tyranner og bødler. De pryglede uafladelig børnene og lærte dem med megen møje og en utrættelig flid; men meget få fik udbytte deraf. Loven er ikke en sådan opdrager. For den nøjes ikke med at forskrække og plage, som en ukyndig og tåbelig tugte­mester blot pisker børnene uden at lære dem noget. Nej, den driver med sin tugt til Kristus, ligesom en god opdra­ger slår, underviser og øver børnene i at læse og skrive, for at de derved kan lære den gode litteratur og andet hæderligt at kende og senere med lyst kan gøre dét, som de førhen, da de blev tvunget, gjorde modvilligt.

      Med denne smukke lignelse viser Paulus altså lovens sande brug. Den retfærdiggør naturligvis ikke hyklere, der holder sig borte fra Kristus i deres indbildske hovmod. Derimod lader den ikke de opskræmte tilbage i død og fordømmelse, men driver dem til Kristus, når blot de bru­ger loven på den måde, som Paulus lærer. De derimod, der i deres angst forbliver i denne deres forsagthed og ikke griber om Kristus med troen, havner i den dybeste fortviv­lelse. Paulus skildrer altså lovens sande brug ganske klart med denne lignelse om tugtemesteren. For ligesom denne skænder på børnene, plager og bedrøver dem, ikke i den hensigt, at den optugtelse skal vare evigt, men for at den skal holde op, når børnene er blevet velopdragne og oplær­te, og for at de siden uden tugtemesterens tvang raske og frie kan nyde deres frihed og fædrene ejendom - således skal de, der skræmmes og knuses af loven, vide, at den skræk og sønderknuselse skal ikke vare evigt; men gennem den skal de gøres rede til Kristi komme og Andens frihed.

 

v24 for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro.

For loven opdrager os ikke med henblik på en anden lovgiver, der kræver gode gerninger, men med henblik på retfærdiggøreren og frelseren Kristus, så vi bliver retfærdiggjort ved tro på ham og ikke ved gerninger. Men når mennesket får lovens kraft at mærke, hverken forstår eller tror det på dette. Derfor plejer det at sige: Jeg har levet ryggesløst. For jeg har overtrådt alle Guds bud og er derfor skyldig til den evige død. Hvis Gud blot gav mig nogle måneder eller år mere at leve i, ville jeg bedre mit levned og uafbrudt leve helligt. Da misbruger mennesket selve lovens rette brug og ser, efter at have tabt Kristus af syne, hen til en anden lovgiver. For skønt dets fornuft er blevet grebet af denne skrækkelige trængsel, drister den sig til at love Gud at ville fuldføre alle de gerninger, der findes i hele loven. Og dette er oprindelsen til, at der er blevet indstiftet så mange munkeordener og gudstjenesteformer, og til, at man har udpønset så mange gerninger til at fortjene nåde og syndsforladelse. For de, der har udtænkt det, har følt op­tugtelsen ved loven, ikke som en optugtelse til Kristus, men til en ny lov eller rettere til Kristus som en lovgiver og ikke som den, der har ophævet loven.

      Men lovens rette brug går ud på, at jeg skal indse, at loven fører mig til syndserkendelse og ydmyger mig, for at jeg kan komme til Kristus og blive retfærdiggjort ved tro­en. Men tro er ikke en lov eller et værk, men den faste tillid, der griber om Kristus, som er »lovens ende« (Rom 10, 4). Hvordan det? Ikke derved, at han gør den gamle lov ugyldig og giver en ny, eller er en dommer, der skal forsones ved gerninger, således som papisterne lærte. Nej, han er »lovens ende til retfærdighed for hver den, som tror«, det vil sige: enhver, der tror på Kristus, er retfærdig, ham kan loven ikke anklage. Dette er lovens sande kraft og anvendelse. Den er altså god, hellig, nyttig og nødvendig, når den blot bliver brugt, som lov skal bruges. Dens bor­gerlige brug er god og nødvendig; men den åndelige er den egentlige og højeste. Men loven misbruges, for det første af hyklerne, der tillægger den kraft til at retfærdiggøre, og desuden af de fortvivlede, der er uvidende om, at loven er en tugtemester til Kristus, det vil sige: at loven ikke ydmyger til vor undergang, men til vor frelse. For Gud sårer for at helbrede og døder for at gøre levende.

      Men Paulus taler, som jeg ovenfor har sagt, om dem, der skal retfærdiggøres, ikke om de retfærdiggjorte Når Hu derfor vil drøfte loven, bør du forstå, at loven handler om synderen og den ugudelige. Loven retfærdiggør ham ikke, men stiller ham hans synd for øje, knuser ham, fører ham til selverkendelse og viser ham Helvede, Guds vrede og dom. Dette er lovens egentlige embede. Næste trin er, at dette embede er virksomt, så synderen kan gøre sig klart, at loven ikke afslører hans synder og ydmyger, for at gøre ham fortvivlet, men at loven er indstiftet af Gud for ved sin anklage og sønderknuselse at drive synderen til Kristus, frelseren og trøsteren. Når dét er sket, er han ikke længere under tugtemester. Men de, der allerede har troen, er ikke under loven, men er frie for den, således som Paulus straks siger det i det følgende. Og den virksomhed er meget nød­vendig. For da hele verden ligger i synden, har denne lo­vens tjeneste til opgave at afsløre synden. For hvis ikke det skete, kunne ingen opnå retfærdighed, således som jeg har sagt det udførligt ovenfor. Men hvad gavner loven dem, der er retfærdiggjorte ved Kristus? Paulus svarer med de følgende ord, der er som en slags tilføjelse:

 

v25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.

Universel frelse

Det betyder, at vi er frie for loven, vort fængsel og tugte­mester. For den skræmmer og plager os ikke mere, efter at troen er blevet åbenbaret. Paulus taler her om den tro, der blev forkyndt af Kristus på et bestemt tidspunkt. For da Kristus én gang for alle havde antaget menneskelig natur og kom i tiden, ophævede han loven med alle dens virkninger og befriede ved sin død hele menneskeslægten fra synden og den evige død. Hvis du altså ser hen til Kristus og hvad han har gjort, er der ikke mere nogen lov. For han kom på det forud fastsatte tidspunkt, ophævede i egentligste for­stand hele loven, og efter at loven er blevet skaffet af vejen, holdes vi ikke længere bevogtet af dens tyranni, men lever trygge og glade under Kristus, der nu ved sin Ånd regerer i os med mildhed. Men hvor Herren er, dér er frihed (2 Kor 3, 17). Hvis vi derfor fuldstændig kunne tilegne os Kristus, der har ophævet loven og ved sin død har forsonet os syndere med Faderen, så ville den tugtemester ikke have den ringeste ret over os. Men lemmernes lov, der er i strid med sindets lov, hindrer os i fuldstændig at gribe om Kri­stus. Det er altså ikke Kristi fejl, men vor. Vi har endnu ikke aflagt kødet, som synden, så længe som vi lever, hæn­ger fast ved. Hvad os angår, er vi derfor dels frie for loven og dels under loven. Ligesom hos Paulus tjener vort sind Guds lov, men vort kød syndens lov, Rom 7, 25.

      Heraf følger, at vi i vor samvittighed er helt frie for loven. Derfor skal den tugtemester ikke herske over den, det vil sige: han bør ikke besvære den med sin skræk, sine trusler og sit fangenskab. Og hvor meget han end prøver på det, gør det ikke indtryk på samvittigheden. For den har den korsfæstede Kristus for øje - ham der har fjernet alle lovens fordringer fra samvittigheden, jfr. Kol 2, 14: »Han udslettede det imod os rettede gældsbrev med dets befalin­ger.« Ligesom en jomfru ikke ved af nogen mand, således bør samvittigheden ikke blot ikke vide af loven, men også være helt død for den og omvendt loven for samvittighe­den. Dette sker ikke ved gerninger eller ved nogen retfær­dighed af loven, men ved troen, der griber om Kristus. I vort sind klæber synden dog stadig til kødet. Og den anklager og foruroliger samvittigheden fra tid til anden. For så vidt som vi stadig er kødelige, forbliver tugtemeste­ren lov. Og den plejer så at opskræmme og bedrøve samvit­tigheden ved at pege på vor synd og true med død. Men samvittigheden oprejses - stadig på ny ved Kristi daglige komme. Ligesom han engang på et bestemt tidspunkt kom til verden for at befri os for vor tugtemesters alt for strenge regimente, således kommer han hver dag åndeligt til os og bevirker, at vi vokser i tro på og kendskab til ham, så at samvittigheden dag for dag mere fuldkomment holder sig til ham, Kristus, og så at kødets og syndens lov, frygten for døden og hvad andet ondt, loven fører med sig, daglig mere og mere må miste sin magt. Så længe vi altså lever i kødet, som ikke er uden synd, så længe vender loven tilbage og gør, hvad der er pålagt den, hos den ene mere og hos den anden mindre. Dog ikke til fordærv, men til frelse. For dette er lovens gerning, daglig at døde kødet, fornuften og vore kræfter og forny vort sind, 2 Kor 4, 16.

      Vi har altså fået Åndens førstegrøde, og surdejen er ble­vet gemt i dejen. Men hele dejen er endnu ikke blevet syret; den er kun begyndt på at blive det. Hvis jeg ser på surde­jen, ser jeg intet andet end en surdej; men hvis jeg ser på dejklumpen, er den endnu ikke helt gennemsyret. Således er jeg også, når jeg ser på Kristus, hellig og ren og kender slet intet til loven. For Kristus er min surdej. Men når jeg ser til mit kød, mærker jeg havesyge, kødelig lyst, vrede, hovmod, frygt for døden, bedrøvelse, skræk, had til, knurren og utålmodighed mod Gud. For så vidt som det er til stede, er Kristus borte, eller om han er der, er han det kun i ringe grad. Her er der stadig brug for en tugtemester, der kan øve og plage det stærke æsel, kødet, så synden gennem denne optugtelse må blive mindre og der beredes vej for Kristus. For ligesom Kristus engang i tiden er kommet legemligt og har ophævet hele loven, afskaffet synden og tilintetgjort død og Helvede, således kommer han uaflade­lig til os og udsletter og døder disse onder i os.

 

Verden er forsonet, men endnu ikke retfærdiggjort

Dette siger jeg, for at du kan give svar på indvendingen: Kristus er dog kommet til verden og har én gang for alle borttaget alle vore synder, idet han rensede os ved sit blod. Hvorfor skal vi da høre evangeliet? Hvad nytter sakramen­tet og absolutionen? For så vidt som du ser hen på Kristus, er det virkelig sandt, at loven og synden er afskaffet. Men Kristus er endnu ikke kommet til dig, eller om han er kommet, har du dog stadig rester af synden, du er endnu ikke helt gennemsyret. For hvor der er begær, en bedrøvet ånd og frygt for døden, dér holder loven og synden stadig til Dér er Kristus endnu ikke sandt til stede. Men når han kommer, uddriver han frygt og bedrøvelse og bringer fred og en tryg samvittighed. For så vidt som jeg griber om Kristus med troen, er loven altså, hvad mig angår, ophæ­vet. Men mit kød, verden og Djævelen tillader ikke troen at være fuldkommen. Vist ville jeg ønske, at troens lille lys derinde i hjertet var bredt ud igennem hele kroppen og alle lemmerne. Det sker ikke, det udbreder sig ikke med ét; men det er begyndt på at brede sig. Imens er det vor trøst, at vi har Åndens førstegrøde og er begyndt på at blive gennemsyret. Helt vil vi gennemsyres, når dette syndens legeme tilintetgøres og vi med Kristus opstår som nye. Amen.

      Skønt Kristus altså er »i går og i dag den samme, ja, til evig tid« (Hebr 13, 8), og skønt Adam og alle fromme inden Kristus har haft evangeliet og troen, kom Kristus dog én gang, på et forud fastsat tidspunkt, og også troen kom én gang, nemlig da apostlene forkyndte evangeliet ud over hele verden. Men siden kommer Kristus også daglig på åndelig vis, og troen kommer også daglig gennem evange­liets ord. Og når troen er for hånden, må tugtemesteren og hans bedrøvelige og ubehagelige embede vige pladsen. Men da kommer Kristus åndeligt, når vi efterhånden i stadigt højere grad erkender og indser, hvad vi har fået af ham; se 2 Pet 3, 18: »Men voks i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og kundskab!«

 

v26 For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.

Da Paulus er den allerbedste lærer i troen, har han stadig sådanne ord på læben: »Ved troen«, »i troen«, »af den tro, som er i Kristus Jesus« osv. Han siger ikke: I er Guds børn, fordi I er omskåret, har hørt loven og gjort dens gerninger, således som jøderne fantaserede om, og de falske apostle forkyndte, men: Ved troen på Kristus Jesus. Loven gør os altså ikke til Guds børn - og da langt mindre men­neskelige vedtægter. Den kan ikke genføde os til en ny natur. Men den stiller os den gamle fødsel, hvorved vi er født ind i Djævelens rige, for øje. Og således forbereder den os til den nye fødsel, som sker ved troen på Kristus Jesus og ikke ved loven, således som Paulus bevidner med al tydelighed: »Alle er I Guds børn ved troen på Kristus Jesus.« Meningen er: Skønt I er blevet plaget, ydmyget og dødet ved loven, har loven dog ikke gjort jer retfærdige. Ikke den, men troen har gjort jer til Guds børn. Hvilken tro? Troen på Kristus. Det er altså troen på Kristus og ikke loven, der gør os til Guds børn. Det samme står i Joh 1, 12: »Dem gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror osv.«

      Jeg overlader til retorisk skolede at forklare og udpensle dette skriftsted om den usigelige nåde og herlighed, som vi har i Kristus Jesus, nemlig at vi, der af natur er vredens børn, må komme til en sådan ære, at vi gennem troen på Kristus bliver Guds børn og arvinger og Kristi medarvinger, herrer over Himmel og jord. Dog kan ingen tunge, hverken menneskers eller engles, prise den herlighed strå­lende nok.

 

v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

At iføre sig Kristus kan forstås på to måder - i lovens eller i evangelisk betydning. I Rom 13, 14 har vi det i lovens betydning: »Ifør jer den Herre Jesus Kristus«. Meningen er hér: Efterlign Kristi forbillede og dyder. Gør og lid, hvad han selv har gjort og lidt. Ligeså i 1 Pet 2, 21: »Kristus har lidt for jer, efterladende jer et forbillede, for at I skal følge i hans fodspor«. Men vi finder hos Kristus den største tål­modighed, mildhed og kærlighed samt en beundringsvær­dig selvbeherskelse i alle forhold. Dette Kristi klædebon skal vi også iføre os, nemlig efterligne hans dyder. Således kan vi også efterligne andre helgener.

      Men at iføre sig Kristus er evangelisk forstået ikke et spørgsmål om efterfølgelse, men om en ny fødsel og skabelse, at jeg nemlig iføres Kristus selv, hans uskyldighed, retfærdighed, visdom, magt, frelse, Ånd osv. Vi er klædt i Adams skindtrøje, som er en forgængelig trøje, og en på­klædning, der skyldes synden. Det vil sige: Vi er alle un­derkastet og solgt under synden. Der er i os forfærdelig blindhed, uvidenhed, foragt for og had til Gud. Endvidere er vi fulde af ondt begær, urenhed, griskhed osv. Denne klædning, altså denne fordærvede og syndige natur, har vi fået gennem vor nedstamning fra Adam. Paulus plejer at kalde den for »det gamle menneske«. Det skal aflægges »med dets gerninger« (Kol 3, 9 og Ef 4, 22). Først da kan vi fra Adams børn blive Guds kære børn. Dette sker ikke ved at bytte klæder, ikke ved nogen lov eller gerning, men, således som Paulus siger det, ved den genfødelse og fornyelse, der finder sted ved dåben. »Så mange som blev døbt, har I iført jer Kristus«, og Tit 3, 5: »Han frelste os … efter sin barmhjertighed ved igenfødelsens bad og for­nyelsen i den Helligånd«. For i de døbte hæver der sig et nyt lys, en ny flamme; der fødes nye og fromme følelser, guds­frygt, tillid til Gud og håb. Der opstår en ny vilje. Dette er i egentlig, sand og evangelisk forstand at iføre sig Kristus!

      I dåben gives der derfor ikke en klædning af lovens ret­færdighed eller vore gerninger; men Kristus bliver vor klædning. Han er ikke en lov eller lovgiver, ikke et værk, men en usigelig stor gave fra Gud. Den har Faderen givet os, for at han skulle være vor retfærdiggører, levendegører og forløser. Derfor er det ikke en lov eller gerninger at iføre sig Kristus i evangelisk forstand, men derimod at iføre sig en uvurderlig gave, nemlig syndernes forladelse, retfærdig­hed, fred, trøst, glæde i Helligånden, frelse, liv og Kristus selv.

      Man skal lægge omhyggeligt mærke til dette skriftsted over for sværmerne, som formindsker dåbens majestæt og taler forbryderisk om den. Paulus smykker derimod dåben med herlige navne, når han kalder den for et »genfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd«, Tit 3, 5. Og hér siger han, at alle døbte har iført sig Kristus. Og Paulus taler som sagt ikke om iførelse af en efterfølgelse, men af en, fødsel. Han siger ikke: I har gennem dåben modtaget et ydre tegn på, at I er indskrevet i antallet af kristne. Det er, hvad sektererne fabler om. De gør dåben til et blot ydre tegn, det vil sige: et ringe og betydningsløst tegn. Men han (:Paulus) siger: »Så mange som er blevet døbt, har iført jer Kristus«. I er blevet flyttet uden for loven til en ny fødsel, der har fundet sted i dåben. Derfor er I ikke mere under loven. Men I er blevet iført en ny klædning, nemlig Kristi retfær­dighed. Paulus lærer altså, at dåben ikke er et tegn, men en iførelse af Kristus, ja, Kristus er selv vor klædning. Dåben er altså noget overordentlig mægtigt og virksomt. Men når vi er blevet iført Kristus, vor retfærdigheds og frelses klæd­ning, da skal vi også iføre os Kristus, efterfølgelsens klæde­bon.

 

v28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,

Hér kan tilføjes mange andre betegnelser for forhold, som Gud har indstiftet, som: Hér er ikke øvrighed eller under­såt, ikke lærer eller tilhører, ikke opdrager eller elev, ikke husmor eller tjenestepige osv. For i Kristus Jesus er alle stænder ingenting, til trods for at de er forordnet af Gud. Vist er mand, kvinde, slave, fri, jøde, hedning, konge og undersåt Guds gode skabninger. Men i Kristus, det vil sige: når det drejer sig om frelsen, er de intet, trods al deres visdom, retfærdighed, fromhed og magt.

      Derfor ophæver Paulus med disse ord: »Hér er ikke jøde osv.« loven med stor kraft. For hér, hvor der bliver et nyt menneske til i dåben og det ifører sig Kristus, er der ikke jøde eller græker. Men han taler ikke her principielt om en jøde i konkret forstand, men kalder ham for jøde, der er Moses' lærling, er underkastet lovene, er omskåret og overholder den gudsdyrkelse, som er foreskrevet i loven. Hvor man ifører sig Kristus, siger han, dér er der ikke mere nogen jøde, ingen omskærelse, ingen tempeltjeneste og in­gen af de love, som jøderne overholder. For Kristus har ophævet alle love hos Moses og i hele verden. Derfor skal den samvittighed, der tror på Kristus, være så sikker på, at loven er afskaffet med dens angst og trusler, at den er helt uvidende om, at der nogen sinde har været en Moses, en lov eller en jøde. For Kristus og Moses passer slet ikke sammen. Moses kommer med sin lov, mange forskellige gerninger og kultregler. Kristus kommer derimod helt uden lov og uden at fordre gerninger. Han skænker nåde, retfærdighed osv., Joh 1, 17: »Loven blev givet ved Mo­ses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus«.

      Når han derpå siger »eller græker«, forkaster og for­dømmer han også hedningernes visdom og retfærdighed. For der har blandt hedningerne været mange fremragende mænd: Xenophon, Themistocles, Marcus Fabius, Attilius Regulus, Cicero, Pomponius Atticus og mange andre, som var udrustet med fremragende og sandt heroiske egen­skaber og styrede stater på udmærket vis og på fortræffelig måde har fuldført meget til gavn for samfundet. Vi må nemlig ikke forestille os, at hedningerne fuldkommen for­agtede retskaffenhed og fromhed. Alle folk ud over hele jorden har haft deres love, gudsdyrkelse og fromhedsskikke. Uden den slags kan menneskeslægten umuligt regeres. Og dog er alle disse med deres visdom, magt, dygtigste gerninger, fortræffelige dyder, love, retfærdige handlinger, gudfrygtige og fromme skikke - med alle disse prydelser er disse, siger jeg, intet for Gud. Hvad der altså findes af retfærdighed inden for familielivets, det borgerlige og det religiøse livs område, og det var jo, hvad lovretfærdigheden gik ud på, er lige så lidt som den største lydighed, fuldendt lovlydighed og hellighed noget værd for Gud. Hvad er da det? Klædningen Kristus, som vi har iført os i dåben.

      Derfor skal en tjener så omhyggeligt som muligt gøre sin pligt, adlyde sin husbond og tjene ham tro. Den frie mand skal forestå og styre staten eller sine private anliggen­der med hæder. Det samme gælder, hvad en mand end gør som mand, når han gifter sig, forestår sine hjemlige forhold, adlyder øvrigheden og opfører sig hæderligt og sømmeligt over for alle. Om en hustru lever kysk, adlyder sin mand, passer sit hus med omhu, opdrager sine børn, hvad der bestemt er storartede og udmærkede gaver og gerninger - så kan dog intet af alt det hjælpe os til retfærdighed i Guds øjne. Kort sagt kunne intet af, hvad der i hele verden findes af love, ceremonier, gudstjenesteskikke, former for retfær­dighed og gerninger - ikke engang jødernes, og de var dog de første med en regering og et præsteskab, der var stiftet og oprettet af Gud, med deres love, fromhed og gudstjene­ste - fjerne synden, befri fra døden og frelse.

      Derfor, galatere, forfører jeres falske apostle jer, når de lærer, at loven er nødvendig til frelse. Derved berøver de jer den meget store herlighed, som jeres nye fødsel og jeres barnekår giver jer, og bringer jer tilbage til den gamle fød­sel og det dybt elendige slaveri under loven, idet de af Guds frie børn gør jer til trælle under loven, da de ud fra loven vil gøre forskel på personer. Vist er der forskel på personer i loven og i verdens øjne, og det er kun rimeligt. Men det er der ikke i forholdet til Gud, hvor alle menne­sker er lige. »Alle har jo syndet, og dem fattes æren fra Gud« (Rom 3, 23). Over for Gud skal jøder, hedninger og hele verden derfor tie. Vel har Gud forskellige ordninger, love, livsformer og gudstjenester i verden. Men de tjener på ingen måde til at fortjene nåden og få det evige liv. De, der retfærdiggøres, bliver det altså ikke på grund af overhol­delse af en menneskelig eller guddommelig lov, men på grund af Kristus, som har ophævet alle love i hele verden. Ham alene stiller evangeliet frem for os som forsoneren af Guds vrede ved sit eget blod, og som frelseren. Og hvis man ikke tror på ham, bliver jøden ikke frelst ved sin lov, munken ikke ved sin orden, hedningen ikke ved sin vis­dom, øvrigheden og husbonden ikke ved styre eller husholdning, og tjeneren og tjenestepigen ikke ved deres lydig­hed.

 

v28 for I er alle én i Kristus Jesus,

Dette er høje og meget herlige ord. I verden og kødeligt set er der den største forskel og ulighed mellem personer, og den forskel skal bevares med omhu. For hvis kvinden ville være mand, sønnen fader, eleven lærer, tjeneren herre og undersåtten øvrighed, ville der blive vendt op og ned på alle stænder og forhold. Men i Kristus, hvor der ikke er nogen lov, er der ingen forskel på personer. Der er ikke jøde eller græker; men alle er én. For alle har ét legeme, én Ånd, ét håb, der stammer fra vor kaldelse, ét og samme evangeli­um, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader og én Kristus, som er alles Herre. Vi - jeg, du og alle troende og ligeså alle døbte børn - vi har også den samme Kristus som Peter og Paulus og alle de hellige. Der kender samvittigheden altså intet til loven; men den har alene Kristus for øje. Derfor plejer Paulus altid at tilføje »i Kristus Jesus«. Men hvis han tabes af syne, er det ude med os.

      Sværmerne i vore dage taler ligesom sofisterne og våser om, at troen på Kristus er en vedvarende egenskab i hjertet, uden Kristus. Det er en fordærvelig vildfarelse! Tværtimod skal Kristus fremstilles således, at du slet ikke ser andet end ham, og du tror, at intet er dig nærmere og dybere i dit indre end ham. For han sidder ikke uvirksom oppe i Himlen, men er os ganske nær, ja, virker og lever i os, som sagt ovenfor i kap. 2, 20: »Det er ikke mere mig, der lever; men Kristus lever i mig«, og her: »I har iført jer Kristus«. Derfor er troen en uafbrudt vedvarende seen hen til Kristus alene, ham der sejrede over synd og død og skænker os retfærdighed, frelse og evigt liv. Derfor omtaler Paulus i næsten hvert eneste vers i sine breve Kristus og lægger os ham på sinde. Og han fremstiller ham gennem ordet, da han ikke kan fremstilles på anden vis end ved ordet og ikke kan gribes på anden vis end ved troen.

      Det viser det fortræffelige eksempel med kobberslangen, som er et billede på Kristus. For da jøderne var blevet bidt af de giftige slanger, gav Moses dem slet ikke befaling om at gøre andet end med ufravendt blik at se hen på denne kob­berslange. De, der gjorde det, blev helbredt alene ved sta­digt at have blikket rettet mod slangen. De andre, der ikke adlød Moses, men så på deres sår og ikke på slangen, døde derimod. Hvis jeg skal finde trøst i samvittighedskval og dødsangst, bør jeg således med min tro slet ikke holde om andet end Kristus og sige: Jeg tror på Jesus Kristus, Guds Søn, der har lidt, er korsfæstet og død for mig. I hans sår og død ser jeg min synd og i hans opstandelse sejren over synden, døden og Djævelen - og desuden min retfærdig­hed og mit liv. Derudover hverken hører eller ser jeg noget. Dette er Kristi sande tro og tillige den sande tro på Kristus. Ved den bliver vi lemmer på hans legeme, af hans kød og ben. Vi lever, røres og er altså i ham (ApG 17, 28). Derfor er sekterernes forestilling om troen forkert. De vrøvler om, at Kristus kun åndeligt er inde i os, som noget, vi blot forestiller os; i virkeligheden er han i Himlen. Men Kristus og troen skal være fuldstændig forenet; vi bør ganske enkelt være i Himlen, og Kristus må leve og virke i os. Han lever og virker ikke inde i os som et tomt begreb, men virkeligt, helt nær til stede og virksomt.

 

v29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Med et kort ord fører Paulus her hele Libanons herlighed ud i ørkenen16. Han gør alle hedninger til Abrahams sande sæd og overfører det faderskab og den velsignelse, der var lovet den, til hedningerne. At dette skulle ske, havde Skrif­ten forudsagt længe i forvejen med ordet: »I din sæd skal alle jordens folk velsignes« (1 Mos 22, 18). Fordi vi hed­ninger tror og i troen modtager velsignelsen, der blev givet Abrahams sæd, derfor kalder Skriften os for Abrahams børn og altså også for hans arvinger. Og således er vi alle én i Kristus, Abrahams sæd. Følgelig gælder løftet: »I din sæd osv.« også os hedninger, og Kristus er ifølge dette løfte også vor. Vel blev løftet givet til jøderne alene og ikke til hedningerne. Det ses af Sl 147, 19 f.: »Han kundgør sit ord for Jakob osv. Så gjorde han ikke mod andre folk«. Men det, der blev lovet, tilfalder os ved troen, som er det eneste middel, hvormed man kan få Guds løfte. Selv om løftet altså ikke blev givet os, taler det dog om os. For vi er nævnt i løftet: »I din sæd osv.« Løftet viser nemlig klart, at Abra­ham ikke blot skulle være jødefolkets, men mange andre folks fader, og at arvingen (:Abrahams sæd) skulle være det ikke til ét rige, men til hele verden, Rom 4, 13. Således er hele Kristi riges herlighed blevet overført til os. Derfor er over­hovedet alle love blevet ophævet i den kristnes hjerte og samvittighed, skønt de gælder for det ydre liv i kødet. Derom er der talt udførligt ovenfor.